- Korte historier, Kultur og fritid

Et dukkehjem – nej to!

Author profile

Hvad nogle nordjyske teatergængere har opfattet som dårlig planlægning, er af andre (og med god grund, synes jeg) blevet opfattet som en fantastisk chance til at nærstudere et af teaterhistoriens mest ikoniske stykker, Henrik Ibsens ”Et dukkehjem”, udsat for to meget forskellige, men kompetente tolkninger.

I midten af februar havde Vendsyssel Teater premiere på Kasper Rostrups udgave, og knapt en måned efter gik tæppet for Aalborg Teater version, instrueret af dets egen direktør, Hans Henriksen.

Jeg skal ikke anmelde de to forestillinger – de er begge (med rette) blevet taget ualmindelig godt imod af både presse og publikum – men vil i stedet dvæle lidt ved, hvor forskellige forestillinger, der kan blive ud fra det samme dramatiske grundmateriale.

Stykket havde sin meget opsigtsvækkende premiere i 1879. Det var i det moderne gennembruds storhedstid, men alligevel opfattede samtidens publikum portrættet af Nora som voldsomt provokerende. At kvinder kunne have egne meninger, agere aktivt i det offentlige liv, nuvel – men ligefrem forlade mand, børn og huslige pligter for at ”lære sig selv at kende”, dét var lidt for stærk tobak for de fleste.

I Vendsyssel Teaters udgave, der spilles i det nye teaters store runde sal, befinder vi os på Ibsens egen tid Vægten er lagt på den psykologiske udvikling og de menneskelige relationer mellem figurerne, mens udgaven fra Aalborg Store Scene, der er blevet scenografisk opdateret til nutiden – snarere er en analyse eller dissektion af samfundets magtstrukturer og social lagdeling, betinget af fx køn eller baggrund.

Et dukkehjem, Aalborg Teater. Ferdinand Falsen Hiis, Nanna Skaarup Voss og Stanley Bakar. Foto Allan Toft

Anslagene i de to udgaver er også meget forskellige. I Hjørrings stiliserede klunkeunivers, indledes forestillingen med at en spøgelsesagtig figur passerer gennem stuen, mens han spiller ildevarslende på en drejelire, mens Nora i Aalborg indleder stykket med en hvirvelvindsagtig entré, bærende på de nyeste indkøb.

Fundamentet i de to dukkehjem, altså gulvene, har også hver sin karakter. I 1879-udgaven er det et utrolig smukt mønstret parketgulv, der præger billedet, mens det i den nutidige Aalborgudgave, er det kridhvide, men sarte gulv, hvor alle designermøblerne og juletræet (udelukkende pyntet med guld) så let kan risikere at sætte mærker.

Det er en stolt og selvtilfreds Torvald Helmer, der residerer begge steder, nydende den status og det værk han har skabt, hvor hustruen Nora indgår på linje med det øvrige forfinede møblement.
Nora er i begyndelsen af stykket også selv udmærket tilfreds med sin pynterolle som ”lærke” og ”egern”. Hun nyder, som sin mand, den økonomiske uafhængighed, de har skabt, og som ved månedens udgang synes endeligt cementeret.

Et dukkehjem, Vendsyssel Teater. Preben Kristensen, Jette Sophie Sievertsen, Sofie Topp-Duus, Martin Hestbæk, Søren Hauch-Fausbøll og Susanne Heinrich. Foto JacobStage

Begge to har de venner, der til stadighed minder dem om, hvordan skæbnen kan vise sig langt mere barsk og uvenlig. Noras gamle veninde, Kristine Linde, der først har gennemlevet et kærlighedsløst ægteskab, og siden har måttet kæmpe sig gennem tilværelsen for at tjene til det daglige brød. Og Helmer kan med rædsel spejle sig i sin gamle ven, doktor Rank, der lever et hensygnende liv i længsel og ensomhed – og med forrådnelsen ventende lige om hjørnet.

Begge familien Helmer, har også en tjenende ånd, der bl.a. har måttet frasige sig sit eget familieliv, for at kunne holde sammen på Noras og Torvalds. I Hjørringudgaven er det det gamle faktotum, Anne-Marie, mens det i Aalborg er blevet til en fillipinsk au pair, Kim, der opretholder kontakten til sine egne børn via skype.

Slangen i det vakkelvorne paradis er sagfører Krogstad, hvis lånekløer Nora for mange år siden er havnet i, da hun optog et betydeligt lån, for at redde sin mands liv. Hun har gjort det i hemmelighed – og handlingen var måske hendes egen første selvstændige. Også lidt FOR selvstændige. For hendes fars kautionistunderskrift er skrevet med Noras egen hånd – og tilmed tre dage efter faderens død. Hun mener ikke, at denne ubetydelighed skulle spille nogen rolle, for målet (Torvalds overlevelse) må i hendes øjne så ganske klart hellige midlet. Men den maskuline finansverden ser ganske anderledes på sagen, og for sent går det op for Nora (og siden Torvald), at hele deres fælles tilværelse kan stå for fald.

Et dukkehjem, Aalborg Teater. Ferdinand Falsen Hiis, Stanley Bakar og Nanna Skaarup Voss. Foto Allan Toft

Stærk er scenen, hvor de to kuldslåede sjæle, fru Linde og sagfører Krogstad, ”to skibsbrudne, der søger samme vrag” sammen og i hemmelighed, når til en fælles overenskomst, der redder stykkets hovedpersoner fra offentlig ydmygelse og ruin, og som, mens de afgørende forhandlinger står på, selv fester i nabolejligheden, nydende societylivet med taranteldans og masser af champagne.

Det er tankevækkende, hvor stærkt dramaet (i begge versioner) virker i dag. Den personlige udvikling hos stærke kvinder, begrænses fortsat af latterligt, selvoptagede karrieremænd. På det punkt kan der faktisk drages mange paralleller mellem Aalborg Teaters opdaterede Ibsen, til en anden norsk nyklassiker, nemlig ungdomsserien SKAM.

Den moderne ”dynamiske” manderolle, finder også et udtryk i Aalborg-udgaven, hvor doktor Rank bliver en overfladisk rapkæftet figur, som med alle midler vil dække over sit følelsesliv, mens han i Hjørring-udgaven bliver et dybt såret og forelsket menneske, som flere nok kan identificere sig med – og føle for.
Styrken i Aalborg-udgaven ligger i blotlæggelsen af forskellige sociale relationer og samfundsmekanismer, mens den i Hjørring findes i de præcise psykologisk-menneskelige relationer – og evige misforståelser.

I begge tilfælde er det lidt synd for menneskene….

Et dukkehjem, Vendsyssel Teater. Martin Hestbæk og SofieTopp-Duus. Foto Jacob Stage

 

 

Skriv en kommentar til historien

avatar