Med mindre end trekvart år til næste folketingsvalg tegner udlændinge nok en gang til at blive hovedtemaet. Højrefløjen og Socialdemokratiet er i fuld gang med at overgå hinanden i at være skrappest på området. DF opererer med at remigerere 50-100.000 udlændinge og sympatiserer med Trumps klapjagt på migranter i USA. Socialdemokratiet vil have revurderet 5000 tildelte førtidspensioner, og det skal meget specifikt være 5.000 førtidspensionister, som er indvandret fra ikke-vestlige lande og bosat i et udsat, alment boligområde. Mette Frederiksen er endvidere klar til et opgør med menneskerettighedskonventionen, når det handler om at få udvist kriminelle indvandrere. Statsministeren har det svært med internationale regler og kan let blive beskyldt for dobbeltmoral. Når det handler om at beskytte Grønland mod at blive overtaget af USA, appellerer hun til respekten for folkeretten, som fastslår, at et land kun kan invadere et andet land, såfremt det bliver angrebet af det pågældende land. Når det handler om indvandrere, er hun villig til at løbe en risiko og overtræde internationale konventioner.

Mette Frederiksen. ft.dk

Den unuancerede journalistik
De fremmedfjendske partier bliver bakket op af den højredrejede presse, der svælger i negative historier om udlændinge. Journalisterne er simpelthen opdraget til at fokusere på negative tendenser og sensationer frem for en gedigen journalistik, der tegner et mere fyldestgørende og nuanceret billede af virkeligheden. Sjældent møder man overbliksartikler, der fremhæver, hvordan det er gået med integrationen over tid. Det vil vi forsøge at råde bod på med særligt henblik på integrationen af indvandrere og efterkommere med ikke – vestlig baggrund, da det er dem, der hyppigst jagtes af de fremmedfjendske partier og pressen.

Hvor bor indvandrere og deres efterkommere?
Danmarks Statistik udgiver hvert år en publikation, der tager temperaturen på, hvordan det går med integrationen. Den seneste fra 2025 giver indledningsvis et overblik over, hvor indvandrerne bor, jf. tabel 1, der viser, at indvandrere og efterkommere især klumper sig sammen i hovedstaden – andelen er på næsten en fjerdedel – mens Region Nordjyllands andel af udlændinge blot udgør 10 %.

I figur1 nedenfor er indvandreres og efterkommeres andel af befolkningen udspecificeret på kommuner, hvoraf det fremgår, at samtlige nordjyske kommuner ligger under landsgennemsnittet.

Stor fremgang i beskæftigelsen for indvandrere og efterkommere
Hvad der sjældent bliver fremhævet i medierne og af partierne er, hvordan det går med beskæftigelsen blandt udlændinge. Af figur 2 fremgår det, at beskæftigelsesfrekvensen for mænd og kvinder med udenlandske rødder har været støt stigende de seneste 30 år. I dag er beskæftigelsesfrekvensen for mænd med ikke- vestlig oprindelse tæt på danske mænds, og det hænger naturligvis sammen med, at Danmark har befundet sig i en højkonjunktur i en længere periode, og at arbejdsgiverne efterhånden har fundet ud af, at udlændinge er stabil arbejdskraft.

Af figur 3 fremgår det, at også indvandrerkvinders beskæftigelsesfrekvens har været støt stigende og nu er oppe på 60 % for kvinder med ikke – vestlig baggrund, hvor den i udgangspunktet var under 30. Altså mere end en fordobling.

Indvandrere får i lige så høj grad som etnisk danskere en lang videregående uddannelse
I tabel 2 er det interessante, at mænd og kvinder fra ikke – vestlige lande i lige så stor udstrækning som danskere får en lang videregående uddannelse, ja for mændenes vedkommende ligger de faktisk 2 % over etniske danskere.

Kraftigt fald i udlændinge på overførselsindkomst
Regeringen og højrefløjen har valgt at revurdere udlændinge med ikke vestlig baggrund mht., om de er berettigede til førtidspension. Figur 4 giver et overblik over, hvordan det generelt står til med indvandrere med ikke vestlig baggrund på offentlig forsørgelse. Som det fremgår, er der de seneste 10 år sket et kraftigt fald i andelen af indvandrere med ikke – vestlig baggrund, der er på offentlig forsørgelse.

96,3 % af indvandrerne mellem 20 og 29 begår ikke kriminalitet
Pressen og partiernes retorik om indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande handler ofte om, at de begår relativt mere kriminalitet end andre. Det er, som det fremgår af figur 5, ikke forkert, men når de 20-29 årige mandlige efterkommere topper statistikken med 3,7 %, så må det betyde, at 96,3 % af mandlige efterkommere i denne aldersgruppe har en pletfri straffeattest. Men en sådan vinkling ses aldrig i diskursen om kriminalitet.

——-
Hovedfoto: Kilde Danmarks Statistik

Indlægget Stor fremgang i integrationen af ikke – vestlige indvandrere og efterkommere blev først udgivet på netavisnord.

Baggrunden for, at EU-domstolen skal vurdere, om Danmark kan dømmes for etnisk diskrimination er, at ”ghettopakken” fra 2018 indeholder en bestemmelse om, at et alment boligområde kan komme på den såkaldte ghettoliste, hvis der er en bestemt andel af dets beboere, som er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere.
At bo i et boligområde, som i 5 år har figureret på ghettolisten som ”omdannelsesområde” (tidligere kaldet ”hårdt ghettoområde”) kan have som konsekvens, at man – uanset om man er ikke-vestlig indvandrer eller er efterkommer – kan blive tvunget til at flytte fra sin bolig, da den enten skal nedrives eller sælges til investorer med henblik på omdannelse til private leje- og ejerboliger.

Målet i ”omdannelsesområderne” er nemlig, at andelen af almene familieboliger nedbringes til højst 40 % senest i 2030.

Konsekvensen af ”ghettopakken” har været, at flere tusinde beboere er blevet tvangsforflyttet.

Det var bla. det, der i 2020 fik beboere fra boligområdet Mjølnerparken i København til at sagsøge Boligministeriet, fordi det havde godkendt en såkaldt ”udviklingsplan” for området, der tvangsforflytter beboere i to ud af dets fire boligkarreer, da der her iflg. ghettoloven bor for mange med ”ikke-vestlig” baggrund. Tvangsforflytningen mente beboerne var udtryk for etnisk diskrimination.

Boligministeriet afviser, at der er tale om en sådan diskrimination. Østre Landsret derimod kalder sagen principiel, og beder i 2022 EU-domstolen om hjælp til at tolke EU’s direktiv om ligebehandling af alle uanset race og etnisk oprindelse.

Generaladvokat ved EU-domstolen: Direkte forskelsbehandling pga. etnicitet
I foråret kom vurderingen så fra generaladvokat ved EU-domstolen Tamara Capeta. I en pressemeddelelse på baggrund af en 25 siders lang redegørelse er konklusionen krystalklar: ”Den danske lovgivning om almene boliger i omdannelsesområder udgør direkte forskelsbehandling på grund af etnicitet”.

Generaladvokaten uddyber sin vurdering med, at lejere med ikke-vestlig baggrund i de såkaldte omdannelsesområder, hvad angår sikkerheden af deres ret til en bolig, stilles ringere end lejere i andre boligområder, der befinder sig i en sammenlignelig situation, men hvor størstedelen af beboerne er af vestlig oprindelse.
Desuden anfører hun, at det etniske kriterium i ghettopakken stigmatiserer en etnisk gruppe, hvilket mindsker deres chancer for at blive integreret i samfundet.

Generaladvokatens vurdering eller forslag til afgørelse i EU-domstolen er ikke bindende for den, og det er i sidste ende en dansk retsinstans, som træffer en afgørelse.

Men hvis EU-domstolen følger generaladvokatens vurdering af, at ”ghettoloven” ikke er i overensstemmelse med EU-direktivet om ligebehandling uanset race og etnisk oprindelse, er Østre Landsret forpligtet til at følge EU-domstolens afgørelse og ”blot klappe hælene sammen”, som ekspert i forfatningsret og professor på juridisk Institut på SDU i Politiken, Frederik Waage har udtalt.
Domstolen følger normalt generaladvokaternes forslag til afgørelse.

Konsekvenserne for dansk ”ghettolovgivning”
Tre ud af de fire typer (se senere) af boligområder på ”ghettolisten” indeholder et etnisk kriterium: I de såkaldte ”omdannelsesområder” og ”parallelsamfundsområder” skal andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere være på under 50 %, og i de såkaldte ”forebyggelsesområder” under 30 %.
Ellers venter den lidet attraktive ”ghettoliste”.

Udover etnicitetskriteriet indeholder ”ghettolisten” fire socioøkonomiske kriterier, der har betydning for, om et boligområde kommer på listen. Det fører for vidt at redegøre for de detaljerede kriterier her. Men overordnet kommer et område på listen, dels hvis andelen af beboere udenfor arbejdsmarkedet er for høj, dels hvis en for stor en andel har en lav gennemsnitsindkomst, dels hvis andelen, der kun har en grunduddannelse er for høj, og endelig dels hvis der er en for stor en andel af beboerne, som er dømt efter straffeloven.
Et område vil kommer til at optræde på listen, hvis det ”dumper” på minimum to af de fire kriterier.

Spørgsmålet er, hvad regeringen og Folketingsflertallet vil gøre, hvis etnicitetskriteriet bliver dømt ude af EU-domstolen og efterfølgende af Østre Landsret. Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er blevet spurgt, hvordan hun forholder sig til generaladvokatens foreløbige afgørelse i sagen. Hun har ingen kommentarer, men vil afvente EU-domstolens afgørelse.

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter siger til Information, at ”hvis EU-Domstolen finder, at der er tale om direkte forskelsbehandling, kan man ikke opretholde almenboligloven, som den er nu, fordi den så er diskriminerende”.

Beboernes advokat i Mjølnerparken, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, vurderer konsekvenserne således:
”Hvis EU-Domstolen og danske domstole deler generaladvokatens vurdering af, at det er direkte forskelsbehandling, vil det få den konsekvens, at almenboligloven ikke kan bygge på de kriterier. Og det samme vil efter alt at dømme være situationen for anden lovgivning eller regulering, hvor man benytter dette etnicitetskriterium”.

For mange af beboerne i ”ghettoområderne” vil en EU-dom om, at etnicitetskriteriet er ulovligt, kun have akademisk interesse. De er nemlig som tidligere nævnt allerede blevet tvangsforflyttet fra deres boliger.
Men den kan få betydning for de beboere, som har fået et varsel om, at de skal flytte.

”Ghettopakken” En kort historik
Forhistorien til ”ghettopakken” er den, at den daværende VLAK-regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen (dengang V) og med støtte fra Socialdemokratiet, SF og DF i 2018 vedtog pakken med det angivelige formål at hindre eksistensen af parallelsamfund i bestemte, almene boligområder på mindst 1000 beboere. Hvis disse boligområder ikke opfyldte etnicitetskriteriet og to af de fire førnævnte socioøkonomiske kriterier, blev de sat på de årligt opdaterede ”ghettolister”.

”Ghettopakken” (nu kaldet aftalen om parallelsamfund, men i offentligheden og medierne bruges ordet ”ghetto stadigvæk mest) blev senere i 2021 under den socialdemokratiske mindretalsregering ledet af Mette Frederiksen og med støtte fra Venstre, SF, Dansk Folkeparti Konservative og Liberal Alliance udbygget og skærpet – bla. med det resultat, at 110.000 beboere pludselig kunne se sig selv på en nyopfunden liste over boligområder med problemer – såkaldte ”forebyggelsesområder”.

Dermed eksisterer der nu 4 kategorier af ”ghettoområder”:
– Udsatte områder – Antal 12
– Forebyggelsesområder -Antal 63
– Parallelsamfund (tidligere kaldet ghettoområder) – Antal 8
– Omdannelsesområder (tidligere kaldet ”hårde ghettoområder) – Antal 7

International kritik
Generaladvokatens vurderingen af at ”ghettopakkens” etniske kriterium kan ikke komme bag på danske politikere.

Allerede i 2020 udtalte FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder ifølge den store engelske avis ”The Guardian”, at ”ghettopakken” fra 2018 ” hugely troubling and risks heightening racial discrimination against people of migrant origin – further ‘ghettoising’ them. Coercive assimilation measures run risk of fuelling racial prejudice, xenophobia & intolerance”.

Også FN’s Menneskerettighedsråd har kritiseret etnicitetskravet for ”diskriminerende”.

Men dengang som nu afviser regeringen og et folketingsflertal kritikken.

Løvvangen og Grønlands-kvarteret
Beboerne i to nordjyske boligområder var nogle af dem, der i 2021 pludseligt kunne se sig selv optræde som beboere på ghettolistens ”forebyggelsesområde”. De levede – og lever heller ikke i dag – op til listens krav om maksimalt 30 % ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Andelen er henholdsvis 49,9 % og 40,9 %. De kan heller ikke opfylde kravet om bla. en maksimum andel på beboere udenfor arbejdsmarkedet og uddannelse.

Konkret betyder det for de to områdernes boligselskaber:
Der skal være en obligatorisk brug af den såkaldte ”fleksible udlejning”, som giver fortrinsret til boligsøgende, der opfylder nogle socioøkonomiske kriterier om beskæftigelse og uddannelse (ordningen eksisterer allerede i Løvvangen).
Desuden må kommunerne ikke anvise boligsøgende, der ikke er EU-borgere, eller som modtager en række overførselsindkomster eller har en dom, til områderne.
Og endeligt risikerer områderne på sigt at blive nødt til at nedrive eller sælge nogle af boligerne til private efter samme regler, der f.eks. gælder for de ”omdannelsesområderne”.

EU-domstolens dom på trapperne
Det nøjagtige tidspunktet for EU-domstolens behandling af sagen er endnu ikke fastlagt. Men det forventes, at det sker indenfor relativ kort tid.
—-
Hovedfoto: Høring i EU-domstolen. Foto: Court of Justice of the European Union
——
Se også tidligere artikler i Netavisnord om ghettoproblematikken:
– ”110.000 beboere pludseligt på liste over boligområder med problemer”
– Bulldozeren er et fattigt svar….

Indlægget ”Ghettopakken”: Danmark dømmes sandsynligvis for diskrimination blev først udgivet på netavisnord.

Da Fariha Olawi var 6 år, flygtede hun med sin familie – far, mor og 5 børn – fra Taliban og endte ad forskellige omveje i Danmark.
I dag er hun tæt på at færdiggøre sin lægeuddannelse.
Hendes historie adskiller sig i mangt og meget fra de artikler om uintegrerede udlændinge, som sædvanligvis trækker overskrifter i de dominerende medier, og som på ubehagelig vis er med til at sætte dagsordenen i den politiske debat om flygtninge og indvandrere.
Netavisnord har sat Fariha stævne for et interview.

Skoletiden – en bred vifte af veninder
Når man som asylant har fået opholdstilladelse, bliver børnene i skolealderen placeret i en modtageklasse, hvor de lærer alfabetet, tallene og gradvist bliver fortrolige med det danske sprog. Fariha husker ikke meget fra den tid – kun at det gik forholdsvist hurtigt med at lære det danske sprog. Til gengæld er der mange og positive erindringer fra folkeskoletiden. Fariha fortæller:
– Jeg gik i en multikulturel klasse med børn fra bl.a. Bosnien, Afghanistan, Sri Lanka og Grønland. Derudover naturligvis en del etnisk danske børn – især drenge. Det var en god tid. Jeg havde veninder blandt de etniske minoriteter, men også danske veninder. Nu bagefter kan jeg se, hvor vigtigt det var, at jeg havde en så bred vifte af veninder. Børn spejler sig jo i dem, de omgiver sig med, og hvis man kun har veninder fra ens egen kultur, giver det af forståelige grunde vanskeligheder med integrationen.

– Måtte du undertiden lægge ører til fremmedfjendske og småracistiske bemærkninger?
– Jeg oplevede fordomme, som jeg forsøgte at afkræfte. Desuden kunne nogle af de danske drenge i almindeligt drilleri og ungdommelig frækhed opfordre en til at rejse tilbage, hvor man kom fra, men skolen var god til at håndtere de udfordringer, og de løb aldrig af sporet.

Gymnasiet – tre hårde, men gode år
I gymnasiet valgte Fariha en naturvidenskabelig studieretning, fordi hun allerede på daværende tidspunkt var afklaret med, hvad studentereksamenen skulle bruges til.
– Jeg ville gerne ind på lægestudiet, og det krævede et højt snit. Så derfor var gymnasiet en hård tid. Jeg lavede mange lektier og afleveringer. Men de tre år var også tre meget udviklende år. Jeg gik i en god klasse, og vi var kun 3 med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg fik nye danske veninder, og min barndomsveninde fra Sri Lanka gik også i klassen.
Vi oplevede ingen problemer med fremmedfjendskhed. Tværtimod var der en nysgerrighed og spørgelyst om, hvordan der var der, hvor jeg kom fra. Og gymnasietiden var også socialt en spændende tid. Selv om jeg ikke drikker alkohol, kunne jeg sagtens deltage i festerne og det sociale liv på skolen.

Bindestregsidentitet
– Har du i din skoletid oplevet det, man kalder bindestregsidentitet eller pendlerkulturen?
– Ja, for så vidt at der var forskel på den kultur, jeg kommer fra, og så mine kammeraters. Jeg har da reflekteret over min identitet, og hvem jeg er, men aldrig på en negativ måde. Af og til kunne det godt være lidt hårdt, når man skulle veksle mellem to kulturer og fundere over, hvor man egentlig hører til. Jeg er opdraget på et bagtæppe af afghansk kultur og afghanske værdier, og der er da forskelle fra danske værdier: mad, påklædning, religion, ramadan, forholdet til det modsatte køn. Men jeg synes, jeg er privilegeret på den måde, at jeg har kunnet vælge det bedste fra begge verdener.

Hvortil kommer, at der altså er adskillige lighedspunkter mellem afghanske værdier og danske. Mine forældre har – ligesom danske forældre – en ambition om, at deres børn skal have en god uddannelse. Og jeg er blevet opdraget til, at man skal behandle andre mennesker med respekt og værdighed samt være hjælpsom – disse værdier indgår også i mange danske børns opdragelse. Og så har jeg i øvrigt gjort, hvad jeg kunne for at integrere mig i skolelivet og i fritiden. Og sørget for allerede som ung teenager at have et fritidsjob, så jeg kunne tjene mine egne penge. Men jeg fornægter ikke mine afghanske rødder!

Læger uden grænser
Efter gymnasiet tog Fariha et sabbatår, hvor hun bl.a. arbejdede i fiskeindustrien og lærte den livsform at kende. Målet var at finansiere en dannelsesrejse til Indien, hvor hun med en veninde opholdt sig i tre måneder og bl.a. arbejdede på et privathospital. Efter hjemkomsten startede hun på medicinstudiet i Århus.
– Det var hårdt i starten. Selv om jeg synes, jeg havde en god ballast med fra gymnasiet, så var det noget af et kulturchok i den grad som studerende at blive overladt til sig selv på godt og ondt. Jeg skulle lige vænne mig til det meget selvstændige liv som studerende i modsætning til livet som gymnasieelev, hvor man trods alt bliver guidet igennem med lektier, afleveringer, vejledning og lærere, der tager hånd om en, hvis man har brug for det.
Af gode grunde er det begavede og meget arbejdsomme studerende, der får adgang til lægestudiet. De er målrettede og dygtige, og gennem arbejdet i læsegrupper får man løst op for de knuder, som i starten kan gøre tilværelsen som studerende lidt besværlig og uoverskuelig.

Efter sin bachelor søgte Fariha Olawi en vikarstilling som kirurg på Ålborg Sygehus. Hun havde behov for at se lærebøgerne omsat til praksis, og det har hun i selvforståelsen lært utroligt meget af, og måske har hospitalsopholdet givet hende et fingerpeg om, hvilken specialuddannelse hun til sin tid skal søge ind på.

– Har du en vision for, hvordan du skal bruge din uddannelse, når du er færdig som specialist om nogle år?
– Det ligger lige for med de rødder og de værdier, jeg har, at ville gøre gavn, hvor behovet er størst. Jeg har stor respekt for det arbejde, som Læger uden Grænser gør i u-landene, og jeg leger med tanken om at tage til Afghanistan, når jeg er færdig. På flere måder er der fremskridt at spore i landet: pigerne kommer i skole, der er kvindelige lærere, uddannelse er højt prioriteret, sikkerheden er forbedret.
Men på et punkt er der lang vej hjem for afghanerne: Sundheden er lavt prioriteret, og hospitalsvæsenet er næsten ikke – eksisterende, og det er ikke usædvanligt, at folk må tage til Indien eller Pakistan for at blive behandlet. Der ligger en kæmpe udfordring og venter på at blive løst, og der kunne der blive god brug for veluddannede læger.

– Tænker du mere permanent på at emigrere tilbage til dit fødeland?
– Nej, det bliver kun et åremål. Jeg hører hjemme i Danmark, hvor jeg har min familie og venner.

Udlændingedebatten – hvad skal der til for at være dansker?
– Et sidste spørgsmål: Udlændingedebatten er hård i Danmark. Partier har vokset sig store ved hjælp af en meget kritisk og uforsonlig indstilling til flygtninge og indvandrere, og tendensen til at generalisere ud fra enkelteksempler på kriminelle blandt indvandrerunge er påfaldende. Hvordan påvirker de meget fremmedfjendske diskurser i udlændingedebatten dig?

– Jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet: Hvornår er man dansker? Hvad skal der til? Jeg og min familie har bestræbt os på at lade os integrere i Danmark. Mine forældre har arbejdet hele tiden, og vi børn er alle i gang med en uddannelse. Vi har bidraget til det danske samfund, så godt vi kunne. Og alligevel bliver nogle udlændinge til stadighed mødt med skepsis og symbolpolitik. Jeg forstår ikke, hvordan en mand som Rasmus Paludan kan få så mange tilhængere, og hvorfor det er så vigtigt at give hånd, når man modtager statsborgerskab.

– Personligt føler jeg ikke fremmedfjendskheden, fordi jeg omgiver mig med højtuddannede og tolerante mennesker, men jeg ved, andre gør. Hvis jeg skulle give et bud på, hvordan man kommer den til livs, så skulle man bl.a. lade være med at placere udlændinge i ghettoer for sig, hvor de ikke har andre end hinanden at spejle sig i. Mere blandede boligkvarterer kunne være et første skridt på vejen til at nedbryde fordomme mellem etniske danske og etniske minoriteter. Det er vigtigt, at man på en eller anden måde har kontakt til mennesker, der ikke nødvendigvis er helt som en selv.

Indlægget – Jeg har valgt det bedste fra de to verdener blev først udgivet på netavisnord.