Mattias Tesfaye har med sit akronym for ”pissedårlig opdragelse” – PDO – igangsat en debat, som fjerner blikket fra strukturelle og økonomiske problemer i folkeskolen for i stedet at rette skytset mod forældrenes opdragelse af deres børn. Begrebet er upræcist og indbefatter tilsyneladende også spørgsmålet om genskabelsen af lærerens autoritet og muligheden for at gribe til fysiske sanktioner over for elever, der har en afvigende adfærd.

Dækker PDO diagnosebørn og børn, der tager på skiferie i skoletiden?
Bortset fra, at begrebet er ret så populistisk og på usmagelig og nedladende vis relaterer til de alvorlige bogstavsdiagnoser, som børn i mistrivsel får som lægeligt prædikat, så har vi endnu til gode at høre, om PDO også omfatter f.eks. ADHD – og autismebørn, således som en af ministerens partifæller – DSU forpersonen Evelyn Jensen – tilsyneladende mener. Det er hævet over enhver tvivl, at ministeren mener, at det er PDO at forstyrre undervisningen, men er det også PDO, at ressourcestærke forældre tager deres børn med på en uges skiferie i skoletiden? Er det PDO, når forældre af forskellige grunde ikke evner at hjælpe deres børn med lektierne og holde dem til ilden eller får smurt en sund madpakke?

Fokus flyttes fra strukturelle og økonomiske problemer til individuel opdragelse
Hvorom alting er, så kan Tesfaye have en politisk interesse i at få flyttet fokus fra de evindelige besparelser, kommunerne år efter år er blevet pålagt af regering og folketing, og som bl.a. har bevirket, at skolernes budgetter er skrumpet, til forældrenes opdragelse af børnene. Ikke dermed sagt, at en sådan debat ikke også kan have sin relevans, men den må som mindstemål kræve – især af en socialdemokratisk minister – at han indser, at socialisation afhænger af sociale baggrundsfaktorer som uddannelse, økonomi, etnicitet, alder, køn m.m.

Tesfayes forsøg på at reducere strukturelle problemer og økonomisk smalhals i folkeskolen til et spørgsmål om forældres individuelle, manglende adækvate opdragelse af deres børn og genindførelse af fysiske sanktioner er også interessant set i en historisk belysning.

Løgstrup og formløshedens tyranni
Det skole – og børnesyn, som satte dagsordenen frem til sluttresserne byggede på en udtalt autoritær pædagogik. Den sorte skole med dens tankpasserpædagogik og kontante fysiske afstraffelse af urolige elever gjorde det umiddelbart ikke særligt attraktivt at være elev. Begyndende kulturradikale tanker om et antiautoritært opgør med konventioner og normer og en frisættelse af individet blev i starten jordet af bl.a. K.E. Løgstrup, der med begrebet ”formløshedens tyranni” argumenterede for, at en mere fri udfoldelse for eleverne og en nedprioritering af herskende normer og konventioner vil føre til nye, uformelle magtstrukturer, som kan være lige så undertrykkende som de formelle regler og ende i respektløshed og ligegyldighed – sågar tyranni.

68 – oprøret og rundkredspædagogik
De nye tanker om en frigørende, elevinddragende og demokratisk pædagogik var imidlertid ikke sådan at slå ned, og med ungdomsoprøret slog de for alvor rod – først i universitetsverdenen og oprøret mod professorvældet, sidenhen forplantede de sig nedad i undervisningssystemet.
Hvor den skole og undervisning, der kom ud af 68-oprøret, langt hen byggede på kollektive fællesskabstanker, så svingede pendulet senere i århundredet og ind i det nye i takt med etableringen af det senmoderne samfund over mod individualisering og selvrealisering. Ungdomsoprørets læringsideer blev nedladende karakteriseret som ”rundkredspædagogik” Den fremherskende elevtype var nu langt hen sig selv nok, og forældrene placerede i stigende grad deres børn i privatskoler ud fra den opfattelse, at hensynet til den enkelte elev, fagligheden og klasserumsstyringen her prioriteredes højere end i folkeskolen.

20 % af eleverne går i privatskole
Det er måske også i det lys, man skal se Tesfayes PDO-reprimande til folkeskoleforældrene. Næsten hver 5. elev går i dag i en privatskole, og der er tale om en stigning fra 13 % i 2007. Når vi dertil lægger, at elever i privatskoler i højere grad kommer fra hjem med en stærk socioøkonomisk baggrund, så ligger det lige for at antage, at den danske folkeskole i faldende grad vil afspejle befolkningens sammensætning. Skævheden er mest udtalt i de større byer, men også i landkommuner ses en tendens til, at forældrene vælger private tilbud – bl.a. som følge af at den lokale folkeskole er lukket.

Dobbeltstandarder: Nedtoner PDO på byggepladser
En interessant detalje viser, at Tesfaye opererer med dobbeltstandarder. Nogle folkeskoleelever, der har været i juniormesterlære, har klaget over den ubehagelige og nedgørende omgangstone, de har mødt på byggepladser fra de voksnes side. Denne PDO nedtoner Tesfaye imidlertid og karakteriserer den som undtagelser på et i øvrigt velfungerende og ordentligt arbejdsmarked.

Fællesskab og individualisering ikke et nulsumsspil
Det er at gå for vidt at påstå, at Tesfaye med sit PDO – opråb vil genindføre den sorte skole. Men der er klare tendenser til en opstramning, der peger bagud.
Heroverfor står et skole – og børnesyn, der vil socialisere eleverne til selvstændige, demokratisk indstillede og fagligt kompetente mennesker med blik for samhørighed. I den forstand er fællesskab og individualisering ikke et nulsumsspil, men hinandens forudsætninger.

Et stærkt fællesskab forudsætningen for en god skole
Mogens Brag er leder på Strandby Skole nord for Frederikshavn og sidder i Skolelederforeningens hovedbestyrelse.

Han har det svært med Tesfayes akronym, PDO:
– Jeg synes, ordvalget er uheldigt, fordi det relaterer nedladende til en debat, der godt kan være behov for at tage. Midt i en meget individualiseret tid synes jeg, det er vigtigt, at vi som samfund anerkender og genfinder værdien i et stærkt fællesskab, og det kan betyde, at individet må lade egne behov træde i baggrunden et øjeblik af hensyn til fællesskabet. Det vil debatten om PDO forhåbentligt føre til.

Forældrene gør det så godt, de kan
– Men har Tesfaye ikke en pointe med den debat, han har igangsat, hvor han tilsyneladende med sit PDO – begreb både vil sende et budskab til forældrene om i større udstrækning at tage vare på opdragelsen af deres børn, så de opfører sig ordentligt i timerne, og i forlængelse heraf vil reetablere den respekt for lærerrollen, som i hans optik har lidt et knæk?
– Det er en meget generaliserende påstand og en retorik, som forfladiger en problematik, der efter min mening er langt mere kompleks end som så. Jeg synes, ministeren taler ned til forældrene, som efter min opfattelse med deres forskellige forudsætninger og sociale baggrunde gør det så godt, som de kan.

– Vil det sige, at I på Strandby Skole slet ikke har elever, som til tider er ud til bens?
– Det har vi som alle andre folkeskoler. Vi har også børn, der er udfordrede, og som kræver særlig opmærksomhed. Men jeg vil være ked af i den sammenhæng at rette beskyldninger mod forældrene for manglende kompetence og opdragelse. Det er min klare overbevisning, at alle forældre gør det bedste, de kan. Alle forældre kender til tvivl, svære dilemmaer og overvejelser i rollen som forælder. Jeg tror egentlig, det vil være gavnligt, hvis folkeskolen skabte en sammenhæng, hvor det blev naturligt, at forældre mødtes og drøftede forældrerollen, tendenser i tiden og opdragelse. Jeg ville gerne være med til at facilitere et sådant debatforum

Hensynet til den enkelte varetages bedst i et fællesskab
– Selv om du så er uenig med ministeren i hans vinkling af de problemer, folkeskolen efter hans mening står overfor, så er det vel dokumenteret, at ikke alle børn trives i den danske folkeskole og flere søger over i privatskoler?
– Ja, der er udfordringer. I vores egn af landet er folkeskolen under pres på grund af besparelser og faldende elevtal. Vi har i årevis måttet tilpasse os beskårne budgetter, der gør det meget svært at indfri de forventninger, forældrene stiller.
Folkeskolen er i mine øjne den vigtigste dannelsesinstitution i det danske samfund, og vi har en opgave i at få alle elever og forældre til at se, at hensynet til den enkelte elev bedst varetages i et fællesskab. Vi skal som skole insistere på, at vi er et fællesskab, hvor det overordnet handler om at almendanne eleverne og lære dem specifikke, faglige kompetencer samtidig med, at vi socialiserer dem til demokrati, medinddragelse og respekt for hinanden.
—–
Hovedfoto: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Foto Keld Navntoft

Indlægget PDO – Pissedårlig opdragelse blev først udgivet på netavisnord.

I erklæringen fra KL’s topmøde fremgår det, at KL har et ønske om at ”udvikle og forbedre vores almene tilbud, så de giver bedre deltagelsesmuligheder for flere børn”.
Samtidigt lyder det dog også fra KL, at der skal være ”specialtilbud af høj kvalitet for de børn og unge, der har brug for det”.
Men altså: Flere børn skal iflg. KL inkluderes i den almene del, mens færre skal være i den specialiserede del.

Ønsket om mere inklusion kan man også finde i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL. Her hedder det, at folkeskolens almentilbud skal styrkes, fordi en stigende andel af eleverne i folkeskolen går i specialundervisningstilbud. Det betyder iflg. regeringen og KL, ”at en støt voksende andel af folkeskolens økonomi går til at finansiere specialundervisning, og at de har færre ressourcer til at skabe stærke almentilbud, hvor alle børn og unge trives og lærer”.

Ambitionen om yderligere inklusion finder man også i den politiske aftale mellem et flertal af Folketingets partier om Folkeskolens Kvalitetsprogram fra marts 2024, hvor det siges, at et af formålene med aftalen er, at inklusionen i folkeskolen skal styrkes, samtidigt med, at lærernes kompetencer i specialpædagogik skal opkvalificeres.

Reaktionerne på ønskerne om at skrue op for inklusionen
Og de pædagogiske argumenter for inklusion er da også gode: Det er vigtigt, at børn bliver en del af fællesskabet i en almen klasse med kammeraterne fra deres lokalområde – håndboldklubben, spejdertroppen osv. – i stedet for feks. en daglig transport til en specialskole. Eller at blive placeret i en specialklasse på deres skole, hvor de i varierende grad er eller føler sig afsondret fra de øvrige klasser.

Men langtfra alle er begejstrerede for mere inklusion.
Især forældrene til netop børn med særlige behov – altså børn, som får specialundervisning i en eller anden form – har ikke tillid til mere inklusion. De vurderer, at deres børn vil mistrives, hvis børnene bliver placeret i en almenklasse.
I en undersøgelse foretaget af interesseorganisationen ”Skole og forældre”, angiver hele 84 % af forældre til børn, som får specialundervisning, at de ”slet ikke eller i mindre grad” har tillid til, at der kan være flere børn med særlige behov i de almene klasser. Men også forældrene til børnene uden særlige behov er skeptiske. Her er tallet 64 %.

Nogle er skeptiske overfor mere inklusion, fordi de mener, at lærerne i almenskolen ikke har den nødvendige viden og kompetencer til at håndtere børn med mange forskellige diagnoser. Både i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL og i den politiske aftale om Folkeskolens Kvalitetsprogram i Folketinget lægges der ganske vist op til, at lærerne skal opkvalificeres, men det kan ikke ske i takt med kommunernes omlægning fra mindre specialundervisning til mere inklusion.

Andre kritiserer, at der ikke følger flere penge med fra regeringen til kommunerne, fordi graden af succes for inklusionsstrategien forudsætter feks. en udbygning af to-lærerordningen, færre elever i klasserne, mm.

Og også de fysiske rammer på de fleste skoler vurderes til at være utilstrækkelige. Hvis flere børn med særlige behov skal gå i en almenklasse, kræver det klasselokaler, som tilgodeser behovene hos feks. elever med ADHD, autisme og fysiske handicaps.
”Der er brug for steder, hvor børnene kan trække sig, når hverdagen måske bliver lidt for meget. Det kan være stillezoner, nicher, huler og kroge”, siger specialkonsulent Ulla Kjærvang til DR.

Flere ser ønsket om yderligere inklusion som en ren spareøvelse hos kommunerne. De mener ikke, at det så meget er de pædagogiske hensyn, der tæller hos de byrådspolitikere, som taler for mere inklusion, men derimod ønsket om i en presset kommunal økonomi at spare på udgifterne til specialområdet, som i gennemsnit udgør ca. 27 % af de samlede folkeskoleudgifter.

Men det, der fylder allermest hos kritikerne er nok de exceptionelt dårlige erfaringer med inklusion, som fulgte i årene efter, at den daværende flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Radikale og SF sammen med KL i 2012 lancerede en målsætning om, at 96 % af folkeskoleeleverne skulle inkluderes i almenskolen inden 2016.

Historikken bag inklusionen
Inklusion kom nemlig for alvor på dagsordenen, da et folketingsflertal i 2012 vedtog, at specialundervisningen i fremtiden skulle være forbeholdt elever med omfattende støttebehov. Målsætningen var som nævnt, at 96 % af alle skolebørn skulle gå i almindelige klasser senest i 2016. I 2010 var tallet 93,1 %.
Konkret betød det, at 10.000 børn skulle flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almen klasse fremfor en specialklasse.
KL var – ikke overraskende – parat til at implementere tiltaget i en aftale med regeringen.

Intentionerne med loven var at få flere ind i det fællesskab, som de almindelige klasser udgjorde, så at nogle elever ikke skulle føle sig udenfor og på en eller anden måde føle sig stigmatiseret.

Inklusionsloven blev udsat for kraftig kritik. Feks. kaldte Landsforeningen for Autisme og Danmarks Lærerforening i Politiken loven for ”landets største sociale eksperiment”, bla. fordi lærerne ikke havde den viden og erfaring, som kunne imødekomme elever med særlige behov.

Inklusionsloven blev da mildt sagt heller ikke nogen succes – måske kan man ovenikøbet kalde den en fiasko eller en fuser. Målsætningen med de 96 % blev da også allerede skrottet i 2016.

Og i sin nytårstale i 2025 lagde formanden for Autismeforeningen, Karina Bundgaard, heller ikke fingrene imellem i sin kritik af 2012-loven: ”I 12 år har autistiske børn betalt en ekstremt høj pris for en fejlslagen inklusionsreform”.

Hvordan er det gået med inklusionen?
Frem til skoleåret 2015/16 faldt andelen af såkaldte segregerede specialundervisningselever – elever i specialskoler, specialklasser eller andre specialtilbud -, men herefter er segregeringsandelen steget til 6,9 %. Det fremgår af figuren nedenfor, som stammer fra en analyse fra januar 2025 udarbejdet af Momentum, KL’s analysemagasin.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd angiver i en anden undersøgelse fra november 2024 fire mulige årsager til den voksende segregeringsandel i kommunale grundskoler:
– stadig flere børn og unge bliver diagnosticeret med adfærdsforstyrrelser eller psykisk lidelse.
– forældre, lærere og andre fagpersoner har fået en øget bevidsthed om eksistensen af forskellige indlæringsvanskeligheder og særlige behov, hvilket øger efterspørgslen efter mere specialiseret hjælp.
– flere forældre vælger fri- og privatskoler, og dermed bliver der efterladt relativt flere børn med særlige behov i folkeskolen.
– utilstrækkelig kapacitet og kompetence blandt personalet i almenskolen til at håndtere behovene hos elever med særlige behov.

VIVE har i samme undersøgelse vist, hvordan andelen af segregerede specialundervisningselever fordeler sig på landets fem regioner (Figur 2):

Som det fremgår af tabellen, har den nordjyske region den næststørste andel af specialundervisningselever. Forskellene blandt regionerne kan ifølge VIVE forklares ved bla. elevernes forskellige sociale baggrund. Men derudover kan kommuners praksis – bla. afhængig af, hvordan de prioriterer de økonomiske midler mellem den almene skole og specialundervisningstilbuddene – have betydning.

Det er formodentligt de samme faktorer, der kan forklare forskellene blandt de nordjyske kommuner (fig. 3)

Finansiering af specialundervisningstilbuddene
De enkelte kommuner anvender forskellige finansieringsmodeller til specialundervisningen. I de fleste kommuner hænger den enkelte skole på regningen, i andre betaler kommunen noget af den, og i andre igen betaler kommunen centralt hele regningen.
Alle modeller findes blandt de nordjyske kommuner.

Især modellen med fuld betaling af skolen kan være problematisk, især hvis pengene ikke følger med bla. pga. kommunernes stramme økonomi. Det kan være en bombe under den enkelte skoles økonomi, for en henvisning af en elev til specialundervisning kan koste skolen flere hundrede tusinde kroner.
Udgifterne til en elev i den almene skole er i gennemsnit o. 80.000 kr.

Hvordan hindrer man, at fiaskoen fra inklusionsloven i 2012 gentager sig?
Det spørgsmål stillede SF for nyligt i et samråd i Folketingets Børne- og undervisningsudvalg til Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Hvordan undgår man, at inklusionen igen bliver en spareøvelse til skade for børnene med diagnoser og for børnenes forældre, var et af spørgsmålene?
Ministeren satte sin lid til, at bestræbelserne om øget inklusion denne gang ikke bliver ”mast igennem ovenfra”, som de blev i 2012, hvor målsætningen om 96 % inklusion nærmest skulle implementeres fra dag 1.
Han henviste også til, at han havde nedsat en ekspertgruppe, som i løbet af dette forår skal komme med anbefalinger til nye regler for inklusion og specialundervisning – en gruppe, som i parentes bemærket ingen medlemmer har fra de fagpersoner – lærere og pædagoger -, som beskæftiger sig med spørgsmålene i praksis i det daglige.

Han gjorde også opmærksom på, at regeringen i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL samt i aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram (begge nævnt ovenfor) har tilført kommunerne flere penge. Men han kunne pga. kommunernes selvstyre ikke garantere, at pengene blev øremærket til folkeskolen og inklusionen ude i kommunerne.
Det fik Charlotte Broman Mølbæk (SF) til at sige, at ministerens svar bar præg af ”snik, snak”, når han skubbede ansvaret fra sig og over på kommunerne, og hun pegede på, at flere kommuner – bla. Randers Kommune – allerede var i gang med at lave spareøvelser på folkeskoleområdet ved simpelthen at have vedtaget, at alle børn uanset diagnoser eller handicaps som udgangspunkt skal starte 1. klasse i den almene folkeskole. Det vil spare kommunen for 18 mio. på specialtilbuddene.

Hvad konsekvenserne af en øget inklusion vil blive, står foreløbigt hen i det det uvisse. Mange forældre til børn med særlige behov frygter det værste. Set i lyset af tidligere erfaringer ser de også ud til at have grund til det.
Den frygt giver ADHD-foreningen ligeledes udtryk for, når den peger på, at man i over ti år har snakket om mere inklusion. ”Men det er bare ikke lykkedes. Så tager vi bare det, der ikke lykkedes og prøver én gang til, og så kan vi jo lege, det virker”, lyder det fra direktøren for foreningen Camilla Louise Ganzhorn.
—–

Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Mere inklusion i folkeskolen: Tilbage til en fuser? blev først udgivet på netavisnord.

Normeringerne i vuggestuer og børnehaver
I 2020 vedtog et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner gældende fra 1. januar 2024.
Loven indebærer, at der minimum er én pædagogisk personale pr. tre børn i vuggestuer og minimum én pædagogisk personale pr. seks børn i børnehaver

Det har betydet, at der er kommet tusinde nye ansatte ind i daginstitutionerne, men…. kun få af dem er pædagoger. Alligevel vurderer BUPL overordnet loven om minimumsnormeringer positivt, fordi der fulgte finansiering med fra Folketinget, som har gjort, at der er sat ”en prop i årelange kommunale besparelser på daginstitutionsområdet”, som BUPL har formuleret det.

Hvordan lever daginstitutionerne i de nordjyske kommuner op til målet om minimumsnormeringer?
Svaret på det spørgsmål kan ses i tabellen herunder:

Det ses af tallene, at de nordjyske kommuner næsten alle opfylder lovens normeringskrav – ligesom det er tilfældet i ”Hele andet”.

Men måske sidder nogle forældre og tænker, at netop i den daginstitution, som deres børn går i, er normeringerne ikke i overensstemmelses med loven.

Det er der en forklaring på: Kommunernes Landsforening (KL) har nemlig ønsket, at normeringerne ikke opgøres pr. institution, men pr. kommune. Og det er et synspunkt, regeringspartierne støtter.
Men hos de andre partier, som stemte for loven om minimumsnormeringer er der vrede over den opgørelsesmetode. De siger, at det er løftebrud, fordi det efter deres opfattelse helt klart var meningen, at minimumsnormeringerne skulle gælde pr. institution og ikke pr. kommune.

Manglen på pædagoger
Loven om minimumsnormeringer indeholder som nævnt ikke noget krav om, hvilken type pædagogisk uddannelse de nyansatte i daginstitutionerne skal have. Og det har vist sig, at kun ret få af de nyansatte er uddannede pædagoger. Iflg. BUPL er der alene i 2023 kommet 1.290 ekstra ansatte i daginstitutionerne, men kun 166 af dem er pædagoger.

Den væsentligste årsag hertil er, at der eksisterer en stor mangel på pædagoger. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, viser, at 86 % af kommunerne har svært ved at skaffe pædagoger, og 49 % har vanskeligheder med at fastholde dem, der allerede er ansat.

I Nordjylland er andelen af stillingsopslag, der ikke bliver besat, dog ikke så stort som for landet som helhed. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at i foråret 2024 var andelen af forgæves stillingsopslag efter pædagoger 7 % – svarende til et antal på 60 personer – mens andelen for resten af landet var 17 %.

Hvordan andelen af pædagoger ansat i daginstitutioner fordeler sig på de nordjyske kommuner fremgår af kortet herunder:

Det fremgår af figuren, at pædagogandelen hos de nordjyske kommuner ligger mellem 53 % (Thisted) og 66 % (Aalborg) (Læsø undtaget). Da andelen på landsplan er 52 %, må pædagogdækningen i de nordjyske kommuner betegnes som relativ høj.

Søgningen til pædagoguddannelsen i frit fald
Men søgningen og optaget til de fire store velfærdsuddannelser – pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere – har i flere år været faldende, som det fremgår af diagrammet herunder:

Samlet set for de fire uddannelser er optagelsestallet fra 2020 til 2024 faldet med 22 % Pædagoguddannelsen har i denne periode det største fald af de fire uddannelser, nemlig 27 % – fra 4.955 studerende til 3.645 og alene med 8 % fra 2023 til 2024 – altså det seneste år.

Det betyder bla., at der vil mangle pædagoger i fremtiden. Hvor mange der sandsynligvis bliver tale om, vender vi tilbage til sidst i artiklen.

Hvordan – eller kan? – nedgangen i ansøgertallet til professionsuddannelserne vendes?
For nyligt kom regeringen – endeligt vil mange sige – med et forslag til en reform af professionsuddannelserne, herunder også pædagoguddannelsen. Regeringen kalder udspillet ”Forberedt på fremtiden VI” og betegner selv forslaget som et ”markant kvalitetsløft” af professionsuddannelserne.

Iflg. forslaget skal der afsættes 2,1 mia til at styrke uddannelserne (det fremgår ikke, hvor stort beløb, der er tiltænkt pædagoguddannelsen) – men….. midlerne vil først være fuldt udfaset fra 2032.
Og så skal de også deles i et eller andet – pt ukendt – forhold med nogle erhvervsrettede, videregående uddannelser.

Desuden er der ikke tale om ”nye penge”. Kun 600 mio af de 2,1 mia skal tages fra det såkaldte ”råderum”, mens resten tages fra SU, efteruddannelsesmidler til folkeskolelærere og en ændring af taxameterordningen.

En del af de 2,1 mia skal bruges til at opgradere uddannelsen ved at indføre flere undervisningstimer, forbedre vejledningen af de studerende, indføre mere praksisbaseret undervisning og give større mulighed for efteruddannelse.

Men nogle af tiltagene har jo et længere tidsperspektiv og vil næppe på kort sigt betyde en større søgning og optag af studerende på uddannelserne.

Et andet kritikpunkt af forslaget er, at længden på de fleste af velfærdsuddannelserne skal forkortes med 3 måneder fra 3 ½ år til 3 ¼ år. Det gælder også pædagoguddannelsen. Et tiltag som mange naturligt nok har svært ved at se skulle kunne forbedre kvaliteten af uddannelserne og dermed også gøre den mere attraktiv at søge ind på.

Et tredje kritikpunkt er, at optagelseskriterierne for uddannelserne skal gøres mindre stramme. I dag skal man have 3-årig studentereksamen for at bliver optaget, men hvis – eller rettere når – den reform af ungdomsuddannelserne, som regeringen har foreslået, er vedtaget, kan man nemlig blive optaget på pædagoguddannelsen, hvis man har gennemført blot de to første år på den nye epx-uddannelse, som regeringen i sit nylige forslag om ændringen af ungdomsuddannelserne foreslår indført.

Det er udtryk for en klar nedprioritering af pædagoguddannelsen, fordi optagelseskravet til de øvrige velfærdsuddannelser er en treårig – og altså ikke toårig – epx-eksamen.
Spørgsmålet er også, om man efter kun 2 år på epx har opnået den nødvendige modenhed til at påbegynde en pædagoguddannelse og allerede som 17-årig kan fungere i praktikperioderne ude i institutionerne med undertiden nogle svære samtaler med forældre og børn.

Dertil kommer, at man for at komme ind på epx, blot skal have 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Karakterkravet til optagelse på gymnasiet er i dag en gennemsnitskarakter på 5 fra folkeskolen – et krav som regeringen endda foreslår hævet til 6. Derfor er frygten, at epx-eleverne ikke vil have de nødvendige, faglige forudsætninger for at klare en pædagoguddannelse.

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, formulerer kritikken af regeringsforslaget således: ”Vi løser ikke pædagogmanglen, ved at gøre det lettere at blive pædagog. Tværtimod har vi brug for en uddannelse, som nyder stor prestige og er et attraktivt valg. Og det opnår man ganske enkelt ikke ved at gøre den til en andenrangsprofessionsuddannelse, som ikke har samme adgangskrav som de andre professionsuddannelser, vi normalt sammenligner os med”.

Ændring af universitetsuddannelserne
Regeringen vil efter en aftale indgået i sommeren 2023 med SF, Danmarksdemokraterne, LA og Konservative ændre universitetsuddannelserne ved at forkorte nogle af kandidatuddannelserne og afskaffe andre – eller mao. formindske antallet af studiepladser.

En af begrundelserne for ændringerne er, at regeringen har en forventning eller måske snarere et håb om at skubbe flere studerende over i velfærdsuddannelserne, når mulighederne for en universitetsuddannelse hos de unge begrænses.

Det er i øvrigt en logik og tankegang hos regeringen, som også afspejles i planerne om at ændre ungdomsuddannelserne, bla. ved hæve karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6 for at få flere til at tage feks. en erhvervsuddannelse.

Men der er ingen garanti for, at de afviste universitetsstuderende vil søge en af velfærdsuddannelserne som alternativ, hvilket uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) da også har erkendt.

Mere i lønningsposen til pædagogerne
Et andet forsøg på at gøre det mere attraktivt at blive pædagog har været at hæve pædagoglønningerne ekstraordinært – udover de opnåede lønstigninger ved forårets overenskomstforhandlinger. Det blev vedtaget ved trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i december 2023.

Her var pædagogerne en af de faggrupper, som fik et ekstra lønløft på 1.800 kroner brutto om måneden med fuld virkning fra 2026. Det betyder ifølge BUPL en samlet gennemsnitlig lønstigning på 5000 kr. fra de nuværende 39.200 kr. til 44.300 inkl. pension.

Spørgsmålet er, hvor meget en lønstigning på 1.800 kr. om måneden før skat vil betyde for lysten til at blive pædagog.
Men at lønnen spiller en rolle bekræftes af en undersøgelsen som EVA – Danmarks Evalueringsinstitut – lavede i 2023. Her spurgte EVA 3000 unge, som i 2021 og 2022 havde overvejet at søge ind på en af de fire store velfærdsuddannelser, men som endte med at vælge den fra, hvad årsagen til deres ”nej” til uddannelsen var. Her svarede 52 % af dem, at der havde overvejet at blive netop pædagog, at de alligevel ikke havde søgt, fordi pædagoglønnen er for lav.

Fremtiden? Ligningens ubekendte
Indførelsen af minimumsnormeringerne og lønløftet til pædagogerne er et skridt på vejen. Men tilbage står, at man i hver fald på kortere sigt alligevel vil have store problemer med rekrutteringen til pædagoguddannelsen, og dermed også vanskeligheder ved at sikre en tilstrækkelig andel af pædagoger i daginstitutionerne.

På længere sigt er der også en ubekendt i ligningen, nemlig den faldende fødselshyppighed, som – hvis den fortsætter med at være lav eller måske endda falde yderligere – vil mindske behovet for pædagoger pga. et lavere antal af børn i daginstitutionsalderen end hidtil forventet.

Finansministeriet har for nyligt lavet en fremskrivning – der viser, at en forventet pædagogmangel i 2035 vil blive forvandlet til et overskud af pædagoger pga. faldet i fertilitetsraten. Ifølge disse beregninger vil der imidlertid ikke blive færre børn blandt de 0-6 årige, men en lavere stigning i antallet. Det vil betyde, at stigningen i efterspørgslen efter pædagoger også vil bliver formindsket.
Men ministeriet angiver selv, at beregningerne er ”forbundet med stor usikkerhed”.

Så der vil efter al sandsynlighed også i fremtiden være behov for mange flere pædagoger.

——

Hovedfoto: BUPL-formand Elisa Rimpler forud for trepartsforhandlingernes sættemøde i Finansministeriet, 27. oktober 2023. Fotograf: Jeppe Carlsen.

Indlægget Pædagogmanglen – hvad er mulighederne for at eliminere den? blev først udgivet på netavisnord.

Netavisnord har tidligere analyseret udviklingen i antallet og andelen af unge, der hverken er i beskæftigelse eller uddannelse. https://netavisnord.dk/uddanelse/43-000-unge-uden-uddannelse-og-job/

Næsten 43.000 eller godt 6 % af unge i alderen 15-24 er hverken i arbejde eller i gang med en uddannelse og må så i teorien udgøre et uforløst potentiale i bestræbelserne på at øge arbejdsstyrken. Så enkelt er det dog ikke, da ikke alle er arbejdsmarkedsparate. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har 43 % af de her omtalte unge udfordringer i form af psykiatriske diagnoser, 29 % har specialundervisningserfaring fra folkeskolen, og 15 % har været anbragte.

Stigende antal ufaglærte studenter under 30
Figur 1 påpeger en problemstilling beslægtet med den ovenstående. Det ses af figuren, at et stigende antal studenter under 30 er ufaglærte. Små 27.000 i dag og på sigt 37.000. De tilhører arbejdsstyrken, er arbejdsmarkedsparate, bidrager til BNP, men er ikke gået i gang med en uddannelse.

Flest i storbyerne – færrest i Nordjylland
I tabel 1 er de ufaglærte studenter placeret regionalt, og det ses, at andelen er størst i storbyen og lavest i Nordjylland, hvor 8,5 % af studenterne under 30 er ufaglærte.

I figur 2 er de ufaglærte studenter placeret kommunevis. Tæt på 13 % af studenterne under 30 år fra hovedstaden er hverken i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter dimissionen, mens tallene fra bl.a. Hjørring og Brønderslev ligger omkring de 8 %. Ålborg lidt højere.

Jo højere uddannelsesniveau, jo rigere samfund
Er det et problem, at flere og flere studenter forbliver ufaglærte?

På individniveau betyder den manglende uddannelse større jobusikkerhed og lavere løn. De ufaglærte arbejder ofte i konjunkturfølsomme brancher og ryger let ud, når konjunkturerne vender.

På samfundsniveau er der et uforløst potentiale i de ufaglærte studenter, som ved at tage en videregående uddannelse – alt andet lige – kunne bidrage mere til samfundsøkonomien. Der er forskningsmæssigt belæg for, at jo højere uddannelsesniveauet er, jo rigere er et samfund.

Studievalg Nord
Studievalg Danmark, Center Nordjylland, vejleder alle unge med spørgsmål til videregående uddannelse, erhvervsuddannelse, arbejdsmarkedet samt efteruddannelse – især elever, der er i gang med en ungdomsuddannelse eller har afsluttet den samt voksne på og uden for arbejdsmarkedet.

Gitte Dybdal er centerleder for Studievalg Danmark, Center Nordjylland og opmærksom på, at flere unge holder længere sabbat.
– Studievalg har dog ikke styr på, hvad de unge laver, eller hvor de befinder sig. Vi har ikke noget kartotek med navne og telefonnummer.

Konjunkturbestemt sabbat
– De unge ligger vel ikke på sofaen?
– Nej, forklaringen på, hvorfor de unge holder længere sabbat end tidligere, er formentlig konjunkturbestemt. De har let ved at få beskæftigelse i øjeblikket. Især i de større byer. Turistbranchen er et yndet sted for de unge at søge jobs som tjener og lign., men også skoler og dagsinstitutioner har gavn af unge, som endnu ikke er startet på en uddannelse, efter studenterhuen er kommet på, og som kan udfylde rollen som vikar. Og så er risikoen, at de bliver hængende.

Coronagenerationen
– Hvad tror du coronaen har betydet for, at de unge udsætter valget af uddannelse?
– En del, tror jeg. Coronagenerationen har jo siddet foran en skærm det meste af tiden, mens de modtog undervisning. Og jeg tænker, at de har en del, der skal indhentes. De kan føle sig udbrændte og trænger til frisk luft og oplevelser. Det kan bidrage til, at starten på næste uddannelse udsættes 4-5 år.

– Skal man være bekymret for, at der er en stigende andel ufaglærte studenter?
– Faren er, at hvis man kommer for langt væk fra bøgerne, kan man miste lysten til at læse videre og troen på sig selv. Jeg kunne ønske mig, at virksomhederne, der midlertidigt beskæftiger de unge, skubber lidt til dem i retningen mod mere uddannelse.

Flere uddannelsestilbud uden for storbyerne
– Tror du, at det stigende antal uddannelsestilbud uden for de støre byer vil øge motivationen til at påbegynde en uddannelse?
– Jeg synes, det er en god ide at få bredt uddannelsestilbuddene ud, især for de der gerne vil studere i nærområdet. Man skal dog ikke være blind for, at der også ligger en attraktion for de unge i at komme til en storby for at studer
——-
Hovedfoto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Indlægget Ufaglærte studenter blev først udgivet på netavisnord.

Regeringen er gået reformamok på uddannelsesområdet. Der er allerede indgået aftaler om at skære ned på universitetsuddannelserne, frisætte folkeskolen ved at nedbringe de statslige bindinger, forbedre SOSU – uddannelsen samt investere i de faglige uddannelser, der skal løfte den grønne omstilling.
Det seneste reformudspil handler om ungdomsuddannelserne, der efter regeringens opfattelse for nærværende optager for mange elever på de kendte gymnasiale uddannelser og for få på de professions – og erhvervsrettede uddannelser.

Ungdomstiden vokser, og der er for få praktikpladser
Der er mindst to årsager til, at et ungt menneske i 15-16 årsalderen ikke i så høj grad som tidligere vælger f.eks. en faglært uddannelse.

Ungdomstiden er voldsomt udvidet. For et par generationer siden var det ikke usædvanligt at gå i lære efter konfirmationen. Ens livsbane lå i kortene næsten fra fødselen. Behovet for en mere veluddannet arbejdskraft og den tiltagende velstand avlede imidlertid fra 60´erne og frem mønsterbrydere og social mobilitet i et hidtil uset omfang. Og dermed så en omsiggribende, selvstændig ungdomskultur dagens lys. Den blev også dyrket kommercielt og fik i stigende grad unge mennesker til at udsætte det klassiske voksenliv. Det gik ud over erhvervsuddannelserne.

En anden nærliggende forklaring på, at unge mennesker i mindre grad søger de erhvervsrettede uddannelser, er betinget af manglen på praktikpladser. Lærlinge i gang med en EUD – uddannelse har i årevis stødt imod arbejdsgivernes manglende villighed til at oprette det nødvendige antal praktikpladser. Selv om de unge er blevet tilbudt en erstatning i form af praktik på en erhvervsuddannelse, så svarer den manglende mulighed for at fuldende den faglærte uddannelse på en virksomhed som følge af for få praktikpladser til, at en 1.g’er ikke kan rykke op i 2.g på grund af kapacitetsmangel, hvilket ville være utænkeligt. Set i det lys giver det mening, at de unge fravælger erhvervsuddannelserne, og man må langt hen sige til virksomhederne og deres interesseorganisationer, der beklager sig over, at for få unge søger de erhvervsrettede uddannelser, at de ligge som de har redt!

Løber regeringen en åben dør ind?
I de seneste godt 10 år er der imidlertid sket en udvikling væk fra stx og over mod de erhvervs – og professionsrettede uddannelser, jf. tabellen nedenfor, så spørgsmålet er, om regeringen med sit forslag løber en åben dør ind. Dog kniber det gevaldigt at få de unge til at vælge htx – det vender vi tilbage til.

Især udkanten rammes af faldet i ungdomsårgangene
Af regeringens udspil fremgår det, at især udkantsområderne – det vil bl.a. sige Nordjylland – bliver udfordret af de faldende ungdomsårgange. I Nordjylland vil visse egne miste op til 20 % af unge mellem 15 og 18 frem mod 2035, og regeringen lægger derfor op til at samle ungdomsuddannelserne på færre matrikler og ad den vej også skabe et attraktivt ungdomsmiljø for de unge, der i dag ikke vælger en gymnasial uddannelse, fordi den er for boglig.

Epx: Den nye elev i klassen
Til de mere praktisk orienterede unge er regeringens kommende tilbud en ny gymnasial uddannelse, epx, som i udgangspunktet er 2-årig, men som kan forlænges til 3 1/2 år, såfremt eleverne får mod på en akademisk uddannelse. Til gengæld fjernes 10. klasse, hf og eux som en mulighed. Htx lægges ind under stx som en ny studieretning.

Det samlede billede af den fremtidige ungdomsuddannelsesstruktur ser dermed således ud:

Opbygning af epx
I oversigten nedenfor er epx-uddannelsen udfoldet.

Forskellige adgangskrav til epx og hhx/stx rammer gymnasierne
I sit forsøg på at få flere unge til at vælge den nye epx hæver regeringen adgangskravet til de kendte gymnasiale uddannelser til 6, mens adgangskravet til den nye epx bliver 2. Der vil dog blive mulighed for en optagelsesprøve for de elever, der ikke kan honorere 6-tallet.

Hvordan det vil påvirke gymnasierne i Nordjylland fremgår af tabel 1. I alt vil 14 % svarende til 257 elever ikke blive optaget. Udkantsgymnasier som Fjerritslev og Mors bliver hårdest ramt.

Nordjysk rektor ser muligheder i regeringens forslag
Jette Rygård, rektor på 10. år på Vesthimmerlands Gymnasium, siger generelt om regeringens udspil:
– Der vil klart set her fra Års være fordele forbundet med at samle gymnasierne i vores område. Ikke nødvendigvis i en egentlig campus, men med et udførligt samarbejde, som ganske enkelt gør lærerværelset større. Vi skrumper på Vesthimmerlands Gymnasium. Vi har 5 spor i 3. g og kun 3 i 1.g. Dertil 2 hf – spor. På sigt kan jeg frygte, at lærerne har for få at sparre med, og derfor hilser jeg det velkomment, såfremt vi kan indgå i en noget større enhed med hhx og htx.

– Hvad er din holdning til Tesfayes forslag om at integrere htx i stx?
– Det kan jeg se mange muligheder i. Den naturvidenskabelige del af Vesthimmerlands Gymnasium vil fint kunne arbejde sammen med lærerne fra htx. Mange af niveauerne er de samme, og lærerne fra de to gymnasier vil kunne supplere og inspirere hinanden. Og den mere projektorienterede arbejdsform i htx vil være en positiv udfordring for lærerne i det almene gymnasium.

Epx kan placeres på de forskellige gymnasier
– Slagnummeret i regeringens forslag er epx, som tilsyneladende skal erstatte hf og eux. Er den nyordning en ide, som kunne have groet i din have?
– Ikke nødvendigvis. I udgangspunktet matcher epx ikke hf fagligt. Niveauet og adgangskravet er lavere. Jeg er dog opmærksom på, at de 2 år kan udbygges, så den udvidede epx nærmer sig en hf-eksamen.

– Hvor skal epx fysisk placeres i Års?
– Jeg har svært ved at se, at de eksisterende gymnasiematrikler har kapacitet til at rumme epxen. Mit bud vil være, at de forskellige pakker, som epx vil tilbyde eleverne, kan placeres forskelligt på stx og hhx/htx. Vesthimmerlands Gymnasium kunne f.eks. tage sig af de epxere, der vælger de mere velfærdsorienterede studieretninger, mens hhx naturligt kan undervise i fagpakker, der orienterer sig mod handel og kontor. Endelig vil de teknologisk orienterede epxere med fordel kunne undervises af lærere fra htx.

– Vil du ikke dermed miste noget af det ungemiljø, som spiller så stor en rolle for Tesfaye?
– Vi vil uden problemer kunne integrere evt. epxere i vores gymnasiemiljø. Det er jeg sikker på, at hhx/htx også ville kunne.

Et karakterkrav på 6 vil øge uligheden
– En ret vigtig detalje i regeringens udspil er, at adgangskravet til gymnasiet skal hæves fra 5 til 6, mens adgangskravet til epx blot er en bestået folkeskoleeksamen. Hvordan vil det gå med elevoptaget på Vesthimmerlands Gymnasium, hvis det ender, som regeringen gerne vil, og hvordan vil holdningen til det skærpede krav være på din skole?
– Vi har fagligt dygtige elever på Vesthimmerlands Gymnasium, så vi vil ikke gå nævneværdigt ned som følge af det skærpede adgangskrav. Vi mister elever, fordi ungdomsårgangene bliver mindre og mindre. Jeg tror, der er blandede holdninger i lærerkorpset til at løfte adgangsbarren. Min generelle holdning er, at hvis karakteren for at komme ind hæves, så går det ud over drengene, elever fra bogligt set ressourcesvage hjem samt etniske minoritetsunge. Det vil øge uligheden og vanskeliggøre den sociale mobilitet. Eleverne vil i stigende grad kun møde kammerater, der ligner dem selv, og det synes jeg – alt andet lige – er usundt for et samfund.

Htx – rektor: htx er ikke stx. Dårlig ide at integrere htx i stx.
Karsten Asmussen, rektor på htx i Frederikshavn, finder gode træk i regeringens udspil. Især den nye epx- uddannelse tiltaler ham, men han stiller sig uforstående over for de tanker, ministeren gør sig om htx.
– Det er rigtigt, at vi har haft faldende elevtal i et par år, men vi er trods alt den ungdomsuddannelse, der forholdsvist leverer flest studerende til ingeniør – og programmøruddannelserne, som erhvervslivet efterspørger.

– Hvorfor er det en dårlig ide at integrere htx som en særlig studieretning i stx?
– Htx er ikke stx. Vores elever undervises i tilknytning til en erhvervsskole med værkstedsfaciliteter, og underviserne er bl.a. ingeniører med erhvervslivserfaring.

– Nu er den politiske proces i gang. Hvordan ser du for dig, at den kan påvirkes i jeres retning?
– Vores egen interesseorganisation er naturligvis på banen, men jeg har også noteret mig, at arbejdsmarkedets parter undrer sig over regeringens udspil på htx- området, så jeg håber og tror på og er egentlig ret fortrøstningsfuld med henblik på, at htx bevares som en selvstændig uddannelse.
——
Hovedfoto: Christina Egelund (M), Stefanie Lose (V) og Mathias Tesfaye (S) præsenterer regeringens ungdomsuddannelsesudspil. Foto Undervisningsministeriet

Indlægget Ind med epx. Ud med htx, hf, eux, 10.klasse blev først udgivet på netavisnord.

Mattias Tesfayes forslag om at tilgodese de små udkantsgymnasier og erhvervsuddannelserne ved at tage fra de store almene bygymnasier vækker kritik i Nordjylland, hvor såvel Aalborggymnasierne som Thisted, Dronninglund og Fjerritslev mister midler, mens Handelsskolen i Frederikshavn og de almene gymnasier i Støvring, Frederikshavn og Hjørring er blandt vinderne. Rektorerne fra de tabende gymnasier opfordrer til en genberegning af forslaget. Bjarne Laustsen, MF for Socialdemokratiet, har forståelse for noget af kritikken og vil tage kontakt til ministeren.

Regeringen vil med finanslovsforslaget for 2025 give et økonomisk løft til gymnasier og erhvervsskoler i yderområder og landdistrikter. Som det ses af nedenstående kurve og søjler, ville regeringens politik kunne finansieres, uden at den behøvede at skære ned andre steder. Den offentlige nettoformue beløber sig i 2024 til 600 mia. kroner, og alene i første kvartal 2024 beløb overskuddet på den offentlige saldo sig til 27 mia. kroner.

Vindere og tabere
Alligevel insisterer regeringen på, at forbedringen af de små gymnasiers og erhvervsskolernes økonomiske situation skal ske ved en omfordeling fra de større bygymnasier.

Hvordan det vil påvirke de nordjyske gymnasier ses af nedenstående tabel:

De store vindere ser ud til at være Frederikshavn Handelsskole med 4,8 mio. kroner ekstra i 2029, Støvring Gymnasium med 3,5 mio. kroner ekstra samt Frederikshavn og Hjørring Gymnasium med henholdsvis 3,1 og 2,4 mio. kroner mere til budgettet.
Aalborggymnasierne er taberne og skal samlet aflevere i omegnen af 5 mio. kroner.

Dronninglund og Fjerritslev gymnasier mister ressourcer
Det særligt påfaldende ved omfordelingen er, at små gymnasier som Fjerritslev og Dronninglund mister penge. Dronninglund godt 30.000, Fjerritslev 171.000. Det kan undre, når man tager i betragtning, hvad målet med det politiske indgreb er: et økonomisk løft til ungdomsuddannelserne i yderområder og landdistrikter.

Rektor på Dronninglund Gymnasium, Lars Jørgensen, siger:
– Mange af os, som reelt burde modtage, da vi er udkantsgymnasier, skal i stedet bidrage. Der er ikke andet at sige: Det er en ommer – og lad så en voksen med en lommeregner komme til skrivebordet.

Mikkjal Hjelmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, siger til Nordjyske:
– Når man faktisk beregner, hvad de små udkantsgymnasier netto får ud af den foreslåede ændring, er det svært at betegne regeringens fremlægning af det nye taxameter- og tilskudssystem som andet end falsk varebetegnelse og vildledende markedsføring. Skolerne får tilført et nyt udkantstaxameter på 3,8 mill.kr. Samtidig fratages skolerne deres nuværende udkantstaxameter på 2,8 mill.kr., det midlertidige udkantstaxameter, som skolerne har modtaget siden 2019, på 0,5 mill.kr. samt de særlige A-niveau-taxametre, som for disse skoler udgør i gennemsnit ca. 0,5 mill.kr. Det store økonomiske løft ” til gymnasier i yderområder og landdistrikter, der er udfordrede af lav aktivitet og et usikkert økonomisk grundlag” lander dermed på 3,8 mill.kr. minus 3,8 mill.kr. = 0 kr.

Dyrere at drive et alment gymnasium end et handelsgymnasium
Nørresundby Gymnasiums rektor, Søren Hindsholm, skal aflevere godt 1 mio. til omfordelingen. Han siger:
– Forslaget vil fjerne stx’s særlige tilskud til fagene biologi, bioteknologi, fysik, kemi og musik sammen med et beskedent tilskud til de gymnasier, der har græsk og latin. Disse tilskud får stx, fordi disse fag har flere timer, laboratorier med dyrere udstyr og indimellem mindre hold. Hertil kommer, at idræt også er et dyrt fag. Disse penge flyttes til hhx, der ikke har disse dyre fag. Det synes jeg er skævt. 31 små gymnasier har i dag et særligt tilskud, fordi de har færre end 430 elever og ligger over 20 km fra et andet gymnasium. Det ændrer forslaget.
Forslaget giver gymnasier i landkommuner et særligt tilskud og tager penge fra større gymnasier i store byer. I Aalborg-Nørresundby vil forslaget koste vores stx-gymnasier over 5 mio. kr. om året!
Men pengene til de små gymnasier rammer i flæng: Fjerritslev, Dronninglund og Thisted Gymnasier mister penge! Og Morsø, Vesthimmerland og Brønderslev gymnasium får småpenge mellem 63.000 og 230.000 kr. årligt. Samtidig får få andre gymnasier med god økonomi rigtig mange penge.

Bjarne Laustsen: Forstår Dronninglund og Fjerritslev
Bjarne Laustsen, mangeårigt socialdemokratisk FT- medlem valgt i Frederikshavnskredsen, er ikke overrasket over kritikken fra rektorerne:
– Den var ventet. Vi har en økonomisk ramme for udgifterne til ungdomsuddannelserne, og når vi så fra regeringens side vælger at prioritere de små skoler i udkanten og erhvervsgymnasierne ved at tildele dem ekstra midler, som vi tager fra bygymnasierne, så fører det til kritik. Men jeg synes, man skal holde sig målet for øje: Regeringen ønsker at dele sol og vind mere lige og sikre, at der er ungdomsuddannelser så mange steder som muligt.

– Hvordan hænger det sammen med, at gymnasierne i f.eks. Dronninglund, Thisted og Fjerritslev taber på omlægningen. De er dog små udkantsgymnasier?
– Det hænger heller ikke sammen. Jeg forstår godt, at rektorerne på de gymnasier er bekymrede for deres muligheder for overlevelse. Det må vi kigge på i forhandlingerne og få embedsmændene til at gøre rede for, hvordan de er kommet frem til, at Thisted, Dronninglund og Fjerritslev mister penge, mens Morsø, Vesthimmerland og Brønderslev gymnasium kun får småpenge. Jeg kan kun opfordre dem til at sende deres protester ind til ministeren.

Udspillet til omfordeling er et kompromis
– Den øvelse, regeringen her laver, kan jo ses som et eksempel på, at man fodrer hunden med dens egen hale. Kan du forstå, hvis der blandt skolefolk er en undren over, at man giver skattelettelser til de velhavende, og statskassen bugner af overskud, men samtidig er der ikke politisk vilje til at give ekstra penge til små gymnasier og erhvervsuddannelserne uden at tage fra de større bygymnasier?
– Personligt så jeg gerne, at topskattelettelserne og reduktionen i arveafgiften til de rigeste familier blev sløjfet, og pengene i stedet blev brugt til øget velfærd og uddannelse, men sådan er virkeligheden ikke, når man sidder i regering med to borgerlige partier. Vi er dagligt nødt til at indgå kompromisser. Jeg kunne godt have ønsket mig, at SF sad med ved bordet, så stillingen var 2-2. Men sådan magede regeringsforhandlingerne sig ikke i sin tid.

Christian Friis Bach (nu V – tidligere RV – valgt i Nordjylland) er opmærksom på problemet og siger til Netavisnord, at han vil rejse det internt i partiet og dermed i regeringen.

Netavisnord har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mohammad Rona (M) – valgt i Nordjylland.
——–
Hovedfoto: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Foto Kels Navntoft. Tesfaye vil omfordele fra de store bygymnasier til de små udkantsgymnasier og erhvervsskolerne

Indlægget At fodre hunden med sin egen hale blev først udgivet på netavisnord.

I SMV-regeringens regeringsgrundlag fra december 2022 hedder det, at ”…regeringen vil se på mulighederne for at skærpe adgangen til de gymnasiale uddannelser.” Arbejdet med at konkretisere den målsætning foregår i øjeblikket i ministeriet.

Det afgørende spørgsmål er, hvilken minimumskarakter der vil blive krævet som adgang til de gymnasiale uddannelser, der ikke kun omfatter det almene gymnasium (stx), men også hhx (højere handelseksamen) og htx højere teknisk eksamen. Det tal, der cirkulerer i offentligheden og blandt folketingspolitikerne er tallet 6.
I dag er karakterkravet 5 med mulighed for dispensation i visse tilfælde.

Konsekvenserne af et øget karakterkrav for de nordjyske gymnasier
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har lavet en undersøgelse af, hvad et krav på 6 vil betyde for bla. elevtilgangen til de almene gymnasier samlet i Nordjylland og for de enkelte gymnasier, hvis man tager udgangspunkt i elevoptagelsen (tilgangen) ved skoleårets begyndelse i august 2023.

Konsekvenserne fremgår af tallene i denne tabel:

Det fremgår af tabellen, at 257 nordjyske elever var blevet udelukket fra at blive optaget på et af landsdelens almene gymnasier i 2023, hvis karakterkravet på 6 gjaldt. Det fremgår også, at det er det fire vendsysselske gymnasier (Brønderslev, Dronninglund, Fjerritslev og Nørresundby) samt Morsø Gymnasium, som måtte have afvist relativt flest ansøgere ved et karakterkrav på 6 (mellem 16 % og 18 %), mens bygymnasierne Aalborg Katedralskole og Hasseris foruden Vesthimmerland Gymnasium skulle afvise den mindste andel (10 %).

Hvis man sammenligner konsekvenserne af et karakterkrav på 6 mellem landets 5 regioner for alle tre gymnasietyper (stx, hhx og htx – og ikke kun stx som i skemaet), viser GL’s undersøgelse, at det er gymnasierne i den nordjyske region, som havde måttet afvise den største andel, nemlig 18 %. I Region Hovedstaden ville ”kun” 13 % unge have måttet sige farvel til drømmen om at få en studentereksamen.

Hvis man sammenligner andelen af elever på alle de tre gymnasiale uddannelser på landsplan, som ikke ville blive optaget med et karakterkrav på 6, viser GL’s analyse, at hhx bliver hårdest ramt med en andel af på 21 %, htx på 16 % og stx på 13 %.

I alt ville 6.320 unge på landsplan ikke være blevet optaget på en gymnasial uddannelse, hvis karakterkravet på 6 havde været gældende ved sidste års optag.

Andre konsekvenser af et skærpet karakterkrav
Et karakterkrav vil ifølge GL’s undersøgelse – foruden de skæve geografiske konsekvenser – også ramme social skævt. Det er nemlig unge, hvis forældre kun har grundskolen som højeste uddannelse, der i relativt størst omfang vil blive udelukket fra en gymnasial uddannelse. Det drejer sig om 33 %, mens kun 11 % unge med forældre med en videregående uddannelse ikke ville slippen gennem nåleøjet.

Ane Qvortrup, som er professor og leder af Center for Gymnasieforskning på Syddansk Universitet siger til fagbladet ”Gymnasieskolen”, at et skærpet karakterkrav vil øge uligheden i det danske samfund. ”Det danske uddannelsessystem har i forvejen svært ved at bryde den negative sociale arv, og udviklingen er gået den forkerte vej i mange år. Et øget karakterkrav vil give færre mønsterbrydere, og det er det stik modsatte, der er brug for”, fastslår hun.

Dermed vil det skubbe yderligere til den udvikling mod større sociale ulighed, som er sket i Danmark de senere år.

Hun siger desuden, at hun i sin forskning ”har set masser af eksempler på elever, der er skoletrætte og får lave karakterer i 9. klasse, men som modnes og rykker sig fagligt i løbet af de tre gymnasieår….Det er alt for tidligt at lukke af for muligheder i grundskolen”.

Et skærpet karakterkrav vil også betyde en mere udtalt kønsmæssig skævhed på gymnasierne, hvor drengene i forvejen er i undertal med 47 % af eleverne. Et karakterkrav vil udelukke 13 % af pigerne, men 18 % af drengene.

Og endeligt ville en karakterbarriere på 6 udelukke flest unge med en ikke-europæisk baggrund. Nærmere betegnet 28 %, mens det ville ske for 14 % af de unge med europæiske baggrund.

Hvordan klarer elever med mellem 5 og 6 sig i og efter gymnasiet?
Er man da mere eller mindre fortabt, hvis men kommer i gymnasiet med en karakter fra folkeskolen, som ligger mellem 5 og 6? Skulle eleverne hellere have valgt noget andet end en studentereksamen?

Interesseorganisationen for rektorerne for de almene gymnasier og HF – ”Danske Gymnasier” – har lavet en undersøgelse, som viser, dels hvordan elever med en karakter mellem 5 og 6 fra grundskolen har klaret sig i gymnasiet, dels i hvilken grad de har uddannet sig efter gymnasiet, og dels omfanget af deres efterfølgende beskæftigelse.

Resultatet af analysen er, at disse elever har klaret sig godt: 78 % af dem gennemførte gymnasiet, og 70 % af dem har taget en videregående uddannelse (kort, mellemlang, og lang videregående uddannelser, men undtaget erhvervsuddannelserne).
Det interessante er her, at de gennemfører hyppigere end andre studenter en professionsuddannelse, feks. som sygeplejerske, pædagog eller lærer.

Hvis man ser på deres beskæftigelse efter uddannelsen, er 82 % af dem i beskæftigelse – samme procenttal som dem, der har et karaktergennemsnit på over 6 fra grundskolen.

Hvorfor skærpede karakterkrav?
Når man forsøger at finde ud af, hvad motiverne er for regerings plan om skærpede adgangskrav, er opgaven umiddelbart noget vanskelig. For:
– Hvorfor indføre et tiltag, som rammer skævt både geografisk, socialt, kønsmæssigt og etnisk?
– Hvorfor indføre tiltag, som vil mindske antallet af studerende på professionsuddannelserne – sygeplejerske, lærere, pædagoger – hvor adgangskravet er en studentereksamen, og hvis kandidater der er et skrigende behov i samfundet?
– Hvorfor indføre tiltag, som i en tid hvor flere og flere unge, som mistrives, vil skabe endnu mere præstationsangst i grundskolen i bestræbelserne for at klare nye, skærpede adgangskrav og dermed endnu større mistrivsel hos dem?

Flere skal vælge erhvervsuddannelserne i stedet for gymnasiet
Det oplagte svar på disse spørgsmål er: Regeringen vil have, at flere unge skal tage en erhvervsuddannelse og det kan ifølge børne- og undervisningsminister Tesfaye (S) ske ved at lave strengere adgangskrav til gymnasiet. Begrundelsen er, at prognoser viser, at der vil blive stor mangel på faglærte i fremtiden.

Men politikerne på Christiansborg har nu i samarbejde med arbejdsmarkedets organisationer i årevis forsøgt at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne.
Og forsøgene har været mange: I 2014 vedtog et folketingsflertal en erhvervsskolereform, hvis målsætning var at få 30 % af en ungdomsårgang til at vælge en erhvervsuddannelse i 2025. Og både i 2018, 2020 og 2023 blev der fra Folketinget – i flere tilfælde i samarbejde med arbejdsmarkedsorganisationerne – vedtaget og aftalt forskellige tiltag, der skulle gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge.

Men bestræbelserne har været forgæves. Andelen af unge, der har foretaget det valg, har ikke rykket sig, men har ligget med på omkring 20 %. I 2024 er andelen 19,9 % – i Nordjylland dog 24,4 %.

Heller ikke andelen af ungdomsårgange, der har valgt de gymnasiale uddannelser – har flyttet sig mærkbart over de seneste år: I 2024 ligger den på 40,2 % for det almene gymnasium, for handelsgymnasiet 18,3 %, for teknisk gymnasium 5,0 % og for HF 8,3 %.

Vil udelukkede elever vælge erhvervsuddannelserne som alternativ?
Problemet for regeringen er, at der ikke er nogen garanti for, at de afviste unge til gymnasiet som følge af et skærpet karakterkrav vil vælge erhvervsskolerne.
Med de gode økonomiske konjunkturer og de gode beskæftigelsesmuligheder, som eksisterer i Danmark pt. vil mange unge formodentligt vælge at tage et job i stedet for feks. at tage er en erhvervsuddannelse. Og nogle vil måske hverken tage et job eller uddannelse, og dermed slutte sig til de 43.000 af landets unge, som i forvejen hverken er i beskæftigelse eller i uddannelse.

En indikation på hvor mange af de afviste elever, der som alternativ vil vælge en erhvervsuddannelse, kan man få på baggrund af en undersøgelse, som Rockwoolfonden har udarbejdet. Her analyserer man konsekvenserne for søgemønstret til ungdomsuddannelserne, da adgangskravene til gymnasiet blev hævet fra 4,0 til 5,0 i 2019. Analysen viste, at kun mellem hver fjerde og tredje af de elever, som blev udelukket fra gymnasiet som følge af det øgede karakterkrav, valgte en erhvervsuddannelse i stedet.

Overført på en situation med et øget karakterkrav fra 5 til 6 med udgangspunkt i 2023-tallene, ville det betyde, at af de 6.320 udelukkede på landsplan ville kun de 1.900 have valgt en erhvervsuddannelse. Hvad de øvrige 4.100 ville vælge, står hen i det uvisse. På baggrund af de nordjyske tal ville 79 af de afviste 257 vælge er erhvervsuddannelse, de resterende 178 enten ingenting eller et job.

Og så er der endeligt en andet problematik, som Ane Qvortrup, formulerer det: ”De unge skal vælge uddannelse af lyst og ikke af nød. Det gavner jo heller ikke erhvervsuddannelserne at få unge ind, der faktisk har mere talent for noget bogligt, men som ikke kan komme ind på gymnasiet”.

Hvad siger de nordjyske folketingspolitikere?
Det vil blive spændende at se, hvordan de politikere, som er valgt i Nordjylland og som tilhører et parti, som vil reducere antallet af nordjyske unge, som kan blive studenter, vil reagere, når den socialdemokratiske børne- og ungdomsminister Tesfaye som forventet stiller med et forslag om at skærpe adgangskravet til gymnasierne. Det vil Netavisnord følge op på, når det sker.
—–
Hovedfoto: Arkivfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Skærpede karakterkrav til gymnasiet: Dårligt nyt for nordjyske gymnasier og unge blev først udgivet på netavisnord.

Med universitetsreformen fra juni 2023, som tidligere har været behandlet i Netavisnord blev det besluttet, at universitetsbacheloruddannelserne skal dimensioneres for at skabe en bedre balance i optaget til de videregående uddannelser med henblik på, at flere i fremtiden søger mod velfærdsuddannelserne. (https://netavisnord.dk/uddanelse/om-regeringsgrundlaget-hellere-skaere-i-maengden-end-i-laengden/)

I tabellen nedenfor ses resultatet af reduktionerne:

Hovedkriteriet for dimensioneringen har været dimittendledigheden, men også hensynet til, at der fortsat skal ligge universiteter i alle egne af landet, har spillet en rolle.

Som det ses bliver RUC og Aalborg Universitet relativt pålagt de største nedskæringer. Aalborg med 12,1 %.

Med den nye politiske aftale om dimensionering af optaget står AAU til at miste 443 studiepladser. Prorektor Anne Marie Kanstrup kritiserer, at der skæres på uddannelserne. Hun pointerer samtidig, at de initiativer, AAU har taget de seneste år i forhold til at reducere optaget, tæller med, så den udmeldte dimensionering på 12,1 pct. kommer ikke oveni.

– Vi er ærgerlige over, at der skæres så meget på AAU. Vi er med til at sikre vækst og arbejdspladser i Nordjylland og resten af Danmark, og vores forskning bidrager til at løse store udfordringer i hele verden, lyder det fra prorektor Anne Marie Kanstrup.

AAU har allerede reduceret sit optag betydeligt
AAU har allerede reduceret væsentligt i optaget – blandt andet i forbindelse med udflytningsaftalen, som betød, at AAU lukker 18 uddannelser frem mod 2030, og universitetet reducerer også pladserne på en række øvrige uddannelser.

– Vi gennemfører udflytningsplanen, og den bidrager til at opnå den netop udmeldte reduktion. De 12,1 pct. kommer med andre ord ikke oveni i de reduktioner, vi allerede har planlagt, fastslår prorektor.

Hvor mange nye studiepladser universitetet reelt skal fjerne, kan prorektor ikke svare på endnu. Tallene i den nye politiske aftale kan ikke sammenlignes med tal fra andre aftaler, fordi udgangspunktet for beregningerne er forskellige.

Udmøntning kræver grundige drøftelser
Det er endnu for tidligt at sige noget om de konkrete konsekvenser på AAU.
– Aftalen er lige landet, og internt skal vi nu i gang med at se på, hvordan vi vil gribe dimensioneringen an på tværs af fakulteterne. Det er ikke nogen nem øvelse, og det er vigtigt, at vi tænker os grundigt om, så vi sikrer et universitetet i balance og fastholder stærke uddannelsesmiljøer i både Aalborg, København og Esbjerg, siger Anne Marie Kanstrup.

Sektordimensioneringen træder i kraft allerede næste år. Af aftalen fremgår det også, at dimensioneringen hvert femte år skal tilpasses på baggrund af den demografiske udvikling.

Nedskæringer både i mængden og i længden
Et er nedskæringen i mængden af studerende. Et andet er nedskæringen i længden af kandidatuddannelserne. Forligspartierne er enige om, at der fremover skal udbydes nye typer af kandidatuddannelser på 1¼ studieår (75 ECTS) og nye og fleksible erhvervskandidatuddannelser (120 eller 75 ECTS). I denne sammenhæng er partiernes fælles ambition, at 10 pct. af de kandidatstuderende skal optages på kandidatuddannelser på 1¼ studieår, mens 20 pct. skal optages på nye erhvervskandidatuddannelser.

På spørgsmålet, hvilke kandidatuddannelser der rammes af nedskæringen, svarer Jakob Elkjær, pressechef på AAU:
– Det ved vi ikke endnu. Det er også derfor, der ikke er taget stilling til, hvordan dimensioneringsaftalen konkret skal udmøntes på Aalborg Universitet. Dimensioneringsaftalen skal ses i sammenhæng med udmøntningen af kandidatreformen, som ikke er på plads. Derfor skal vi formentlig frem til november eller december, før vi ved, hvordan dimensioneringsaftalen og kandidatuddannelserne specifikt udmøntes og forkortes på Aalborg Universitet.

Indlægget Aalborg Universitet skæres både i mængden og i længden blev først udgivet på netavisnord.

I en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fremgår det, at andelen af 15-24-årige, der er ufaglærte og hverken er i job eller uddannelse, på landsplan i september 2022 udgjorde 6,4 %, svarende til 43.000 unge. Andelen er ganske vist faldet fra 7,0 % i 2016, men det er mildest talt ikke et imponerende fald, når man tænker på de gode økonomiske konjunkturer, som har præget Danmark de senere år.

Og det beskedne fald dækker ovenikøbet over store forskelle mellem kommunerne. Hvis man ser specielt på de nordjyske kommuner, ser billedet sådan ud (tabel 1):

Som det fremgår af Tabel 1, er det kun i Aalborg Kommune, at andelen af unge 15-24 årige uden uddannelse eller beskæftigelse ligger under landsgennemsnittet.
Jammerbugt Kommune er med sine 10,2 % den nordjyske kommune, hvor andelen er størst. I absolutte tal drejer det sig om 370 unge.

I syv af de ti kommuner er udviklingen deprimerende. Her er andelen af unge uden uddannelse og job – i modsætning til landsgennemsnittet – nemlig steget fra 2016 til 2022. I Hjørring Kommune er andelen steget mest – med 1,7 %point.

Erhvervsrådets undersøgelse viser generelt, at det primært er kommunerne i hovedstadsområdet og i de store byer Aarhus, Odense og Aalborg, at andelen af unge uden uddannelse og jobs er lav og desuden også har været faldende. Det skyldes bla., at mange flytter netop til disse kommuner for at uddanne sig.

Jammerbugt Kommune
Som det ses i tabellen, er andelen af unge uden uddannelse og job høj i Jammerbugt Kommune: Højst blandt de nordjyske kommuner, ja og i øvrigt også en af de højeste af samtlige landets kommuner.

Vi har spurgt formanden for Byrådets beskæftigelsesudvalg i Jammerbugt Kommune – Diane Aarestrup (A) – hvad forklaringen er.
– De unge i vores kommune har ikke adgang til uddannelser så tæt på deres bopæl. Vi har ganske vist et gymnasium – Fjerritslev Gymnasium – i kommunen, og også SOSU-uddannelser i Brovst. Desuden er der VUC og FGU i Åbybro. Men der er ingen erhvervsuddannelser.
Et andet forhold er, at vi har en høj andel af unge med forskellige diagnoser, og det betyder bla. at disse unge har svært ved at transportere sig langt væk for at få en uddannelse. Og ”langt væk”, det kan sagtens være Aalborg.

– Regeringen har jo planer om at skærpe adgangskravene til gymnasierne i håb om, at flere unge vil vælge erhvervsuddannelserne. Det betyder, at mange af landets små gymnasier – som Fjerritslev Gymnasium jo hører til – er i fare for at blive nedlagt?
– Ja, lige netop der bliver vi jo i Jammerbugt Kommune ramt.

– Hvad gør Jammerbugt Kommune for at mindske antallet af unge uden uddannelse og job?
– Vi har en bla. en Ungeenhed bestående af socialrådgivere, UU-vejledere og mentorer. De sidste udfører, hvad man kan kalde en håndholdt indsats. Den kan f.eks. bestå i, at de hjælper de unge med at komme afsted om morgenen, og at de har et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne ude, hvor de unge befinder sig.

Men hvorfor er flere unge ikke i uddannelse og job på landsplan?
For at besvare det spørgsmål kan man inddrage en anden undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor man har set nærmere på, hvad udviklingen i faldet i andelen af unge uden uddannelse og job på landsplan fra 7,0 % i 2016 til 6,4 % i 2022 dækker over.

Den undersøgelse viser, at andelen af unge, som ikke har job er faldet, mens andelen af unge uden uddannelse er steget. Forklaringen er sandsynligvis, at det i de seneste år har været relativt nemt at få job på et arbejdsmarked, som på mange områder har manglet arbejdskraft.

Hvis man skal finde forklaringer på, hvorfor andelen af ungen uden uddannelse og job er så forskellig fra kommune til kommune – også blandt de nordjyske – har flere faktorer betydning.
Der kan være forskelle på den indsats, de enkelte kommuner gør for at få de unge til at tage en uddannelse eller at få dem i arbejde.
Men der er naturligvis også strukturelle årsager. I Erhvervsrådets analyse peges der på kommunernes forskellige rammevilkår. Med rammevilkår menes bl.a. ”sammensætningen af borgernes sociale baggrund, kommunens erhvervsliv og uddannelsesmuligheder”.

Erhvervsuddannelserne som redningsplanke?
Hvad kan der gøres for at få flere unge i uddannelse eller job?
Regeringen, arbejdsmarkedets organisationer og erhvervslivet peger alle på en styrkelse af erhvervsuddannelserne som et vigtigt middel til at nedbringe antallet af disse unge.

Men det har de samme aktører forsøgt i årevis. Og de seneste tal for søgemønstret til ungdomsuddannelserne viser, at bestræbelserne ikke har haft nogen virkning.

Dette års søgetal viser nemlig, at kun 19,4 % af de unge, som søger ind på en ungdomsuddannelse direkte fra 9. og 10. klasse, har valgt en erhvervsuddannelse, mens ansøgertallet til de gymnasiale uddannelser (stx, HF, hhx og htx) er på 72,6 %.

Og andelen af unge, som vælger erhvervsuddannelserne, har stort set været uforandret de seneste år, selvom politikerne og arbejdsmarkedets organisationer ved forskellige tiltag har forsøgt at få flere unge til at gå den vej.

F.eks. vedtog et bredt folketingsflertal tilbage i 2014 en erhvervsskolereform. Målet var, at 25 % af en ungdomsårgang skulle vælge en erhvervsuddannelse i 2020, stigende mod 30 % i 2025. Men den målsætning viste sig altså at være langt fra virkeligheden, og det virker usandsynligt, at andelen på de 19,4 % i 2023 kan forhøjes helt til 30 % i 2025.

Men 2014-reformen har ikke stået alene. Både i 2018 og 2020 blev der fra Folketinget i samarbejde med organisationerne vedtaget og aftalt forskellige tiltag, der skulle gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge.

Men lige lidt har det hjulpet, selvom man selvfølgelig ikke kan vide, hvordan det var gået uden de forskellige tiltag.

Som det seneste tiltag har Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) for nyligt annonceret, at regeringen vil afsætte 300 millioner kroner til erhvervsuddannelserne på finansloven for 2024, et beløb som gradvist skal stige til 900 mio årligt frem mod 2030. Alle millionerne er dog langt fra ”nye penge”, idet næsten halvdelen af millionerne (400 mio ud af de 900 mio) skal tages fra andre uddannelser, primært hos universiteterne ved at forkorte nogle af deres kandidatuddannelser og begrænse optaget på bacheloruddannelserne.

Regeringens plan: Gør det sværere at komme i gymnasiet
Regeringen har også luftet et andet tiltag for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne, nemlig at skærpe adgangskravene til de forskellige gymnasiale uddannelser. Tankegangen er, at hvis man gør det sværere for de unge at komme i gymnasiet, vil de vælge erhvervsskolerne i stedet. Den logik er dog blevet kritiseret fra flere sider: Hvis ikke de unge kan komme i gymnasiet, vælger de ikke nødvendigvis erhvervsskolerne. Konsekvensen kan lige så godt være, at de ikke vælger at uddanne sig overhovedet, så antallet af unge uden uddannelse – modsat intentionerne – bliver større end de nuværende 43.000.

Og der er heller ikke kun mangel på faglærte nu og i fremtiden. Det samme gælder som bekendt for sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og pædagoger, hvor adgangsbilletten til disse uddannelser netop er en studentereksamen.

Manglen på praktikpladser
Et forhold, som sjældent fremdrages som en del af forklaringen på den lave søgning til erhvervsuddannelserne er, at tusinder af unge igennem årene ikke har kunnet få en virksomhedspraktik, men har måttet ”nøjes” med skolepraktik. Det vil de 900 mio. næppe hjælpe på. I december 2022 søgte næsten 6.000 unge – forgæves – en praktikplads i det private erhvervsliv og hos det offentlige. Og det har nok spillet ind for mange unge, når de har skullet vælge uddannelse, at de ikke får en garanti for at komme i virksomhedspraktik.

Selvom arbejdsgiverne i årevis har advaret om en fremtidig mangel på faglærte, har de ikke allesammen haft lyst til at ansætte elever/lærlinge og indgå det nødvendige antal uddannelsesaftaler. Planen hos nogle af de uvillige arbejdsgivere er måske, at de bare kan snuppe eleverne efter endt uddannelse fra de firmaer, som har taget et ansvar og har ansat elever.

Hvis de unge fik en garanti for, at der var praktikpladser ud over skolepraktik, ville nok nogle af de 43.000 uden job og uddannelse tage en erhvervsuddannelse.
—-
Læs også Paul Rode Andersens artikel – ”Kampen om de unge” – i Netavisnord fra 19. maj. 2023.
——
Topfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget 43.000 unge uden uddannelse og job blev først udgivet på netavisnord.

I årevis har det politiske system forsøgt at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse frem for gymnasiet. Men søgetallene har ligget nogenlunde stabilt: godt 7 ud af 10 unge vælger gymnasiet, mens ca. 20 % vælger en erhvervsuddannelse, jf. figur 1.

Dertil kommer, at der sker frafald i processen, således at næsten 45.000 unge hverken er i uddannelse eller job.

SVM’s regeringsgrundlag: Styrkelse af erhvervsuddannelserne
SVM – regeringen er sig den relativt lave søgning til erhvervsuddannelserne og det markante frafald undervejs bevidst. I regeringsgrundlaget hedder det:
” Søgningen er for lav til erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og nogle af de fag, der er mest efterspurgt i erhvervslivet”. (Reg.grundlaget, side 19)

Videre i regeringsgrundlaget hedder det:
”Regeringen mener, at der – særligt i folkeskolen – er opstået en ubalance mellem det boglige indhold over for det praktiske og kreative indhold. Det kan være med til at anspore størstedelen af eleverne til at vælge det almene gymnasium, hvilket medfører et mere ensporet uddannelsessystem, som ikke altid gavner hverken den enkelte eller samfundet”. (ibid)

SVM – regeringen ønsker mao. en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne sådan, at flere unge vælger erhvervsskolerne frem for det (almene) gymnasium. Midlerne hertil er bl.a. at investere i erhvervsskolernes udstyr og sikre, at de rette lærerkompetencer er til stede. Desuden vil regeringen overveje modeller for at stille nye krav til arbejdsgiverne om at oprette lærepladser. Endelig ønsker regeringen at skærpe adgangen til de gymnasiale uddannelser.

Reformforslag: En ny ungdomsuddannelse HPX
Sideløbende med udviklingen af regeringsgrundlaget har en kommission med Nina Smith som formand analyseret ungdomsuddannelserne.

Et af kommissionens forslag er, at der skal oprettes en helt ny ungdomsuddannelse, HPX (Højere Praktisk Eksamen), der er tænkt som en toårig, praksisrettet uddannelse for dem, der som 15-17-årige gerne vil forblive i et ungdomsmiljø med fællesskaber, sports- og fritidsaktiviteter, fester og caféliv, men som vil noget andet end den boglighed, de gymnasiale uddannelser tilbyder. Efter endt HPX skal vejene være åbne for erhvervsuddannelser (EUD og EUX), og HPX skal også give adgang til en række erhvervsakademiuddannelser eller fx via en HF til professionsbacheloruddannelser og andre videregående uddannelser. Det bliver dog ikke muligt for den unge at tage en HF – uddannelse, før vedkommende er 18 år, og, som det fremgår af figur 2, vil den sammenlagt tage 3 ½ år mod i dag 2.

Nye veje gennem uddannelsessystemet
Skematisk ser kommissionens vision for et ungdomsuddannelsessystem ud som i figur 2.
Figur 2.

Kommissionen anbefaler, at de treårige gymnasiale uddannelsers studieforberedende målsætning styrkes, så gymnasiet i højere grad end i dag retter sig mod de unge, som efterfølgende ønsker at tage en videregående uddannelser (fx på universitetet). Kommissionen anbefaler at justere på udbuddet af studieretninger på de gymnasiale uddannelser, hvilket formentlig betyder, at ret populære, såkaldt bløde studieretninger (f.eks. samfundsfag, engelsk og psykologi) begrænses. Derudover foreslås et krav om et ekstra A-fag.

Rektor på EUC: Folkeskolebesparelser og upræcis vejledning en del af forklaringen
Karsten Asmussen er rektor og vicedirektør på EUC Nord. På spørgsmålet om, hvad der kan forklare, at erhvervsuddannelserne – på trods af at et politisk ønske om, at flere unge af en årgang skal vælge dem – ligger nogenlunde stabilt på ca. 20 %, siger han:
– Jeg tror, man skal tilbage til folkeskolen for at finde en forklaring. Den har i årevis været udsat for besparelser, der har affødt timereduktioner, og disse timereduktioner har især ramt de praktiske fag i folkeskolen. Der mangler simpelthen et dannelseselement i grundskolen, der inkluderer de praktiske fag. Dertil kommer, at et ungt menneske efter 9. klasse muligvis ikke er arbejdsmarkedsparat. Ungdomstiden er løbende blevet forlænget. For nogle generationer siden var du voksen efter konfirmationen. I dag kan du være langt op i tyverne. Disse forhold lagt sammen bevirker, at den lette løsning er at vælge gymnasiet, som langt hen er en fortsættelse af folkeskolen.

Karsten Asmussen, rektor og vicedirektør EUC Nord. Kilde EUC Nord.

– Hvad betyder vejledningen i folkeskolen?
– Meget. Jeg kunne godt ønske mig, at vejledningen ikke låste eleverne fast i den opfattelse, at hvis de vælger en erhvervsuddannelse som 15 – årig, så er det et livsvalg. I stedet bør man vejlede eleverne om, at der er mange muligheder for at læse videre efter svendebrevet. En udlært tømrer kan f.eks. læse videre til ingeniør eller arkitekt.

Mangel på praktikpladser og et ungemiljø er ikke hovedforklaringen
Hvad betyder manglen på praktikpladser for de unges valg?
– Antallet af praktikpladser er overordnet konjunkturbestemt, men man er derefter nødt til at skelne mellem forskellige fag. Vi mangler praktikpladser inden for f.eks. tømrerfaget, mens der er overskud af praktikpladser inden for de merkantile fag, fødevaresektoren og metal. Dertil kommer, at vi godt kunne ønske os, at der var flere 3 års praktikaftaler i stedet for de kortere delaftaler på 1 år, som eleverne til tider må lade sig nøje med.

– I Nina Smithkommissionen er det analysen, at når der er for få, der vælger en erhvervsuddannelse, så hænger det bl.a. sammen med, at der ikke er noget ungemiljø på de erhvervsfaglige uddannelser, og at man blander helt unge ”benjaminer” med voksne i tyverne?
– Det er ikke vores erfaring. Vi deler eleverne op i klasser, hvor de går med jævnaldrende, og vores elevtrivselsundersøgelser viser, at eleverne trives hos os.

EUX kan måske det samme som HPX?
– Hvad siger du til HPX – forslaget
– Jeg mangler at se det konkretiseret. Ekspertgruppens forslag skal behandles af politikerne og udmøntes gennem embedsværket, før man kan tage kvalificeret stilling til det. Vi taler meget om erhvervsuddannelser eller gymnasium, men vi har faktisk en uddannelse i dag, som favner begge, og som er en succes. 1/3 af vores tilmeldinger til erhvervsuddannelser direkte fra grundskolen er i år til EUX.

Formanden for rektorerne: For mange går i gymnasiet
En anden rektor, Danske Gymnasiers formand, Henrik Nevers, er tilsyneladende enig i, at for mange unge søger gymnasiet og peger på, at det allerede i løbet af de første tre måneders undervisning er nemt at spotte, hvem der næppe kan sætte studenterhuen på hovedet tre år senere.
– Vi ved af erfaring, at elever som dumper de to eksaminer i grundforløbet, får virkelig svært ved at følge undervisningen i gymnasiet. I den situation mener vi, at det er bedre både for den enkelte elev og for klassens samlede niveau, at eleven får mulighed for at forbedre sit faglige niveau et andet sted.

Hans udmelding taler direkte ind i den aktuelle debat om, hvorvidt der går for mange i gymnasiet. Og selv om tallene taler deres tydelige sprog, og STX er den ungdomsuddannelse med den højeste fuldførelsesprocent, så er der et lille mindretal, som ikke klarer skærene.

Karakterkrav: 5 – uden undtagelser
Han ser gerne, at man styrker det faglige niveau i gymnasiet ved at hæve karakterkravet til 5 for alle ansøgere til de 3-årige gymnasiale uddannelser.
– Et skærpet karakterkrav vil bidrage til, at gymnasierne holder et højt fagligt niveau, og at de, der kommer ind, er i stand til at gennemføre uddannelsen.

Et ultimativt karakterkrav på 5 ved folkeskolens afgangseksamen gør op med de nuværende undtagelser, der giver mulighed for optagelse, hvis man får 2 eller 3 i snit ved folkeskolens afgangseksamen og samtidig har fået 5 i snit i sine standpunktskarakterer.

Dronninglundrektor: HPX en massakre på HF
Lars Jørgensen er rektor for Dronninglund Gymnasium, et 4-spors gymnasium i Brønderslev Kommune med i omegnen af 350 elever. På spørgsmålet om sit syn på HPX svarer han.
– Overordnet set rammer kommissionen et par steder rigtigt. Der er en efterspørgsel blandt nogle unge efter en mere praktisk ungdomsuddannelse, som samtidig etablerer et ungemiljø, som vi kender det på gymnasierne. Uddannelsen vil formentlig også mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne.

– Hvad vil det konkret betyde for Dronninglund Gymnasium?
– Ikke det store, tror jeg. Brønderslev Kommune ligger i forvejen højt, når det gælder andelen af unge, der vælger en EUD. De, der ønsker en erhvervsuddannelse, gør det allerede i dag. Til gengæld vil kommissionens HF – forslag (aldersgrænse 18 år og længde på 3 ½ år) betyde en massakre på HF. Dronninglund er et rent STX – gymnasium, men for de gymnasier, der har en HF- afdeling, vil effekten af forslaget være voldsomt negativt.

Karakterkrav på 5 kontraproduktivt og en katastrofe
– Hvad vil forslagene om at hæve adgangskravene til 5 eller 6 uden mulighed for dispensation betyde for Dronninglund Gymnasium?
– Det vil være katastrofalt. Vi har mange elever, som kommer ind med mindre end 5, og som kan have det svært i starten, men som i løbet af de tre år knækker koden og bliver mønsterbrydere. Dem sorterer man med forslaget fra. Og det bliver hårdt for en del elever, hvis man oveni stiller krav om 5 A-niveaufag.

– Din egen interesseorganisation, Danske Gymnasier, har forslået et karakterkrav på 5…
– Ja, og det er jeg ikke specielt begejstret for af de grunde, jeg lige har nævnt, men man skal se udspillet som et forsøg på at undgå noget, der er værre. Det er alment kendt, at der er partier såvel i regeringen som i Folketinget, der ønsker et karaktergennemsnit på både 6 og 7. Jeg er i øvrigt helt enig med kommissionens pointe om, at såfremt man hæver adgangskravet til gymnasiet, så vil det virke kontraproduktivt i forhold til at gøre den nye HPX/erhvervsuddannelserne attraktive. (sværere = færre = finere).

Aalborghusrektor om karakterkrav på 5: Skolens fortsatte eksistens er truet
Torben Poulsen er rektor på Aalborghus Gymnasium med et elevtal på ca. 850 elever. Aalborghus rummer både en STX – afdeling og en HF- afdeling.
På spørgsmålet om sit syn på såvel Nina Smith-kommissionens forslag som rektorforeningens udspil om et adgangskrav på 5 siger han:
– Jeg har det svært med et STX adgangskrav på 5 for at komme ind.
Aalborghus er en skole med mange 2-sprogede elever og elever fra uddannelsesfremmede hjem. Jeg tror, netop de elevgrupper bliver tabt i det nye reformforslag.
Som gymnasium i et udfordret Aalborg Øst -område kan jeg også være bekymret for vores fortsatte eksistens. Vi har ikke mange elever i STX, som kommer ind med et snit på 5 eller derover.

18 årskravet til HF vil bidrage til at affolke skolen
– Hvordan vil forslaget om, at man skal være 18 for at komme ind på HF påvirke Aalborghus?
– Højest 10 % af vore HF – elever er over 18, så vores skole vil blive affolket.
Med hensyn til HPX vil jeg tro, at erhvervsskolerne vil gøre alt for at få lov til at oprette HF, så eleverne kan blive hos dem og ikke skal skifte institution.
Jeg frygter, at vi får en restgruppe, som er væsentlig større end den restgruppe, som findes nu.
Lige nu har vi succes med en speciel HF – klasse for elever med skolevægring og flere diagnoser. Flere elever har mange års skolevægring. En elev har faktisk aldrig været i skole.
Så vidt jeg kan se, er der ikke plads til disse typer af elever i det foreslåede system.
—–
Topfoto: Nye veje til en ungdomsuddannelse: Kilde Reformkommissionen, 2023

Indlægget Kampen om de unge blev først udgivet på netavisnord.