Dansk Folkepartis eksistenskrise

Med fløjkrige, intriger, lækager og offentlig mudderkastning befinder Dansk Folkeparti sig nu i en kamp på liv eller død. Efter i næsten 25 år kun at have oplevet fremgang og opnået markante politiske resultater på værdipolitikken befinder partiet sig nu i en eksistentiel dødskamp. DF er ved at have sejret sig ihjel, al den stund partiets udlændingepolitik er overtaget af de øvrige borgerlige partier og Socialdemokratiet. Samtidig åndes partiet i nakken af Nye Borgerlige. Er Morten Messerschmidt redningsmanden?

Med Messerschmidt som nyvalgt formand kan DF håbe på en ny start efter en række turbulente år. Som det fremgår af nedenstående tabeller har partiet stort set kun mærket fremgang indtil de to valg i 2019, hvor partiet ved valget til Folketinget gik fra 37 mandater til 16 og ved EP- valget mistede 60% af stemmerne og kun fik indvalgt et enkelt medlem af Europaparlamentet. Ved kommunalvalget i efteråret 2021 kulminerede nedturen, idet partiet gik fra 223 mandater til 91, svarende til 4,1 % af stemmerne. Af dem sidder der blot 10 medlemmer i de nordjyske kommunalbestyrelser.

”Stuerene bliver I aldrig”
I DF’s selvforståelse står en række begivenheder centralt i partiets historie. Etableringsfasen i september-oktober 1995 står naturligt nok som en hjørnesten. Efter den totale nedsmeltning af Fremskridtspartiet dannede Pia Kjærsgaard og Thulesen-Dahl m.fl. det nye parti, som kom godt fra start ved valget i 1998 med 13 mandater.
Blandt partiets ældre medlemmer står Poul Nyrups ”stuerene – bliver – I – aldrig”–tale fra 1999 som en anden skelsættende begivenhed i partihistorien forstået på den måde, at den viste sig at være et gigantisk, socialdemokratisk selvmål. På det tidspunkt tog socialdemokraterne efter DF’s opfattelse ikke indvandringen alvorligt, men det har partiet senere lært på den hårde måde, hvilket for DF’ere viser, at de havde ret.

Nej til euroen og systemskiftet
ØMU-afstemningen i 2000, som endte med et nej til euroen på 53%, opfatter DF som sit sejrrige, historiske forsvar for kronen – uagtet at også venstrefløjen bidrog til nejet.
En af de største begivenheder i partihistorien er imidlertid valget i 2001, som efter partiets opfattelse indvarslede et systemskifte i dansk politik. Partiet gik fra 13 til 22 mandater, og det var her blandt andre Søren Krarup og Jesper Langballe gjorde deres indtog i folketingsgruppen og intellektuelt løftede kampen mod islam og indvandring til nye, usete højder. Og i det følgende tiår var DF tungen på vægtskålen og kunne presse Anders Fogh og VK-regeringen til de mange stramninger på udlændingepolitikken samt sikre en ældrecheck til de pensionister, der kun havde folkepensionen at forsøde otiummet med.

Fremgang ved EP-valget 2014 og FT-valget 2015
Et femte højdepunkt i partihistorien er valgene i 2014 til EP og i 2015 til FT. Med den nye formand i front sikrede DF sig 4 EP-mandater og godt en fjerdedel af alle afgivne stemmer, og året efter fik partiet et kanonvalg til FT med 37 mandater.

Retsforbeholdet sikres
Den sidste sejr i partiets selvforståelse, før det begyndte at gå ned ad bakke, var nejet til opgivelse af retsforbeholdet i 2015. Med en nejpct. på 53 var der endnu liv i EU-modstanden, som ud over indvandringen og ældrepolitikken har været en af de kræfter, der har drevet partiet.

Nordjysk opbakning til Martin Henriksen
Ingen af de nordjyske folketingsmedlemmer støttede Messerschmidt. Både Bent Bøgsted og Lise Bech bakkede op om Martin Henriksen. Det samme gjorde Erik Høgh-Sørensen, nyvalgt medlem af Hjørring Byråd. Tidligere har han repræsenteret DF i regionen og siddet i DF’s hovedbestyrelse.

Måske lidt overraskende for de fleste valgte han at stille op til formandsposten med den begrundelse, at han mente, han havde noget at byde på. Han var den eneste vest for Storebælt, som de delegerede kunne stemme på, og i modsætning til sine rivaler har han erfaring fra erhvervslivet. Hvortil kommer, at DF klarede sig relativt godt i Nordvestjylland ved kommunalvalget i november.
Siden opgav Erik Høgh Sørensen sit kandidatur og anbefalede Martin Henriksen. Det vender vi tilbage til.

Flere forklaringer på DF’s krise
– Erik Høgh-Sørensen, først vil jeg gerne spørge ind til din analyse af, hvorfor DF er endt i en krise, som vel nærmest kan betegnes som en kamp på liv eller død.
– Der er flere forklaringer. For det første tog partiet ikke regeringsansvaret på sig, da chancen bød sig i 2015. Det var virkelig en konkret fejlbedømmelse fra ledelsens side, men som også mere generelt ikke har håndteret sit ansvar tilfredsstillende. Thulesen Dahl og Skårup har set gennem fingre med alt for mange illoyale handlinger og udtalelser, som har bidraget til turbulens og til vælger – og medlemsflugt fra partiet. Kritikken af formanden nåede et højdepunkt i april 2020, da tidligere EP- parlamentariker og hovedbestyrelsesmedlem, Anders Vistisen, åbenlyst undsagde ham – uden at det havde konsekvenser. Der har mao. været fløjkrige, og det straffer vælgerne. For det andet har Meld/Feldsagen ikke bidraget til at øge tilliden til partiet. For det tredje har der været politiske sager, hvor DF ikke har sat sig ordentligt igennem, f.eks. i Marakeshsagen.

3 fløje i partiet
– Hvor mange fløje opererer du med?
– Partiet består af tre fløje: Thulesen Dahl/Skårupfløjen. Martin Henriksenfløjen og Messerschmidtfløjen. Og desværre bekæmper de hinanden og er intrigante. Og sådan et grundlag kaprer man ikke vælgere på.

Messerschmidt er en dygtig retoriker, men elendig leder
– Du valgte at opgive dit kandidatur til fordel for en støtte til Martin Henriksen og for at undgå stemmespild. Hvorfor støttede du ham og ikke Messerschmidt?
– Messerschmidt er en politisk begavelse og retorisk meget dygtig. Men han er en elendig leder. Han overfuser folk, der ikke er enige med ham, og han er nedladende over for især kvinder. Han er intrigant og pynter sig med fremmede fjer, når han overtager forslag, som andre har udtænkt. F.eks. gjorde han forslaget om hjemsendelse af 70 % udlændinge til sit, endskønt det var udtænkt af andre i partiet. Han har forsøgt at ekskludere mig fra partiet, fordi jeg stemte imod budgettet i Regionsrådet, selv om han også selv har brudt partilinjen i sagen om forbud mod omskæring.

Martin Henriksen lytter
– Hvad er det så Martin Henriksen kan, som Messerschmidt ikke kan?
– Martin Henriksen er en langt bedre leder, der lytter til folk og ikke taler ned til dem, han evt. er uenig med. Jeg er endvidere enig med ham i EU-politikken, og at Danmark skal træde ud af Europarådet.

Messerschmidt som formand
– Nu har Messerschmidt vundet valget. Hvordan ser du din fremtid i partiet?
– Med Messerschmidt som formand bliver jeg i partiet. Og hvis han får held til at smide mig ud, bliver jeg løsgænger. Jeg forærer ikke mit mandat til partiet. Jeg har indgået en kontrakt med dem, der har stemt på mig, og den agter jeg at overholde.

– Men hvad skal Messerschmidt gøre for at undgå, at partiet splittes i atomer, og fløjene går hver til sit?
– Den nye leder skal på den ene side være en stærk leder, der ikke tillader de intriger og den illoyalitet samt de magtkampe i offentligheden, som den tidligere ledelse så igennem fingre med. Men samtidig skal den nye ledelse på den anden side være lyttende, favnende og inddragende. Og han skal også være kompromissøgende og samle partiet.

Stadig brug for DF
– Men hvad med det politiske projekt? Problemet for DF er vel, at partiet på udlændingepolitikken har sejret sig ihjel, al den stund at partiets politik nu er mainstream for både V, K og S, og at partiet åndes i nakken af Nye Borgerlige.
– V, K og S har en stram udlændingepolitik i munden mere end i handling. Tag blot den tidligere beslutning om at placere udviste kriminelle udlændinge på Lindholm. Den omgjorde det nuværende flertal uden at sætte noget i stedet. Og mht. Nye Borgerlige, så er det nu afsløret for alle, at partiets økonomiske politik ligger milevidt fra DF’s. Så jo, DF er der stadig brug for.
——
Topfoto Morten Messerschmidt, nyvalgt formand for DF. Foto Steen Brogaard