Formueskatten døde med FV26. Det socialdemokratiske forslag, som blev bakket op af venstrefløjen, mødte massiv modstand fra højrefløjen, erhvervslivet og enkeltpersoner, der truede med at gå i skattely. Men med baggrund i den franske økonom, Thomas Pikettys, analyser af den globale formuefordeling forsøger vi i denne artikel at holde liv i debatten om en dansk formueskat.
Et centralt tema i den netop overståede valgkamp var indførelsen af en formueskat. Socialdemokratiet forsøgte ved valgudskrivelsen at appellere til og genvinde nogle af de mere venstreorienterede vælgere, som havde forladt partiet pga. dets højredrejning, ved at foreslå at genindføre formueskatten, som Nyrupregeringen i 90’erne afskaffede. Forslaget gik i al sin enkelthed ud på at pålægge formuer på mere end 25 mio. en skat på 0,5 %.
Højrefløjens og kapitalens modoffensiv
Udspillet mødte ikke overraskende massiv politisk modstand fra højrefløjen incl. De Radikale, og erhvervslivets interesseorganisationer (DA, DI og DE) kørte det tunge skyts i stilling ved en omfattende modagitation, som udstillede formueskatten som dræbende for dansk økonomi, væksten, velstanden og beskæftigelsen. Endelig truede enkeltpersoner fra nogle af de toneangivende virksomheder med at emigrere. I lyset af denne eklatante modoffensiv havde formueskatten det svært, og dens folkelige gennemslagskraft hos vælgerne blev ikke faciliteret af, at der i valgkampen opstod en del tekniske spørgsmål – herunder uklarhed om, hvorvidt også nyetablerede iværksættere, der endnu ikke havde formået at stable et overskud på benene, var omfattet af det socialdemokratiske forslag. Bottom line blev, at moddiskursen lykkedes, og at der i det nye Folketing ikke eksisterer et flertal for at genindføre en formueskat.
Det skal imidlertid ikke afholde Netavisnord fra en nærmere undersøgelse af såvel det teoretiske som det empiriske grundlag for indførelsen af en skat på de største formuer.
Thomas Piketty: Støt stigende formueulighed fra 1980
Den franske økonom, Thomas Piketty, har i sit hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede undersøgt formueulighedens udvikling, og han kommer til den konklusion, at den fra ca. 1980 er støt stigende, efter at den i en periode efter WW2 var faldende. Dette fald hang sammen med den kolossale genopbygning af den fysiske kapital og finansieringen af velfærdsstaten efter krigen, og som samlet bevirkede en ret kraftig progression i beskatningen.
Men med den klassiske liberalismes genfødsel i 80érne efter en periode med keynesiansk dominans blev marked, deregulering, skattenedsættelser for erhvervslivet samt påstanden om trickle-down-økonomi kodeordene for den økonomiske tænkning i de toneangivende, kapitalistiske lande.
Hvis r>g koncentreres den økonomiske og politiske magt hos eliten
Pikettys synspunkt er, at denne uregulerede kapitalisme fører til en fundamental formueulighed, fordi den årlige afkastningsgrad på kapital er større end væksten i produktionen og indkomster (r>g, hvor ”r” er afkastningsgraden på kapital (return), og ”g” (growth) er den økonomiske vækstrate på produktion og indkomst.) I et historisk perspektiv vil dette misforhold føre til en koncentration af rigdom hos eliten.
For Piketty er formueuligheden, som han dokumenterer i en række af verdens lande, og som helt ekstremt kommer til udtryk i USA, hvor oligarkerne, der finansierer Trumps valgkampe, ejer 35-40 % af formuen og modtager 20 % af den samlede indkomst, en trussel mod demokratiet, fordi en lille gruppe kapitalister er i færd med at dominere den øvrige befolkning politisk og økonomisk.
Formuefordelingens udvikling i Danmark
Hvilke forholdsregler Piketty foreslår indført for at modvirke uligheden, vender vi tilbage til, men først et kig på, hvordan formuen i Danmark er fordelt.
Figur 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Indeks.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har på baggrund af data fra Danmarks Statistik beregnet udviklingen i formuefordelingen, jf. figur 1, hvoraf det bl.a. fremgår den rigeste ene procents formue er steget med godt 30 % siden 2020, mens gennemsnits – og medianformuen i samme periode er steget med henholdsvis 12 og 3 %.
Tabel 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Kroner
Tabel 1 viser, at den rigeste ene % af befolkningen i gennemsnit besidder en nettoformue på omkring 58 mio. kroner, og at den er vokset med ca. 14 mio. siden 2020. Tallene er opgjort pr. voksen og skal dobles op for par blandt de rigeste. Medianformuen er omvendt steget med blot 30.000 i samme periode og lander på 960.000.
Den rigeste 1 % ejer 25 % af den danske formue
Figur 2 viser, at den meste velhavende 1 % af befolkningen ejer 25 % af formuen, og andelen er stigende fra 2020, men dog uændret fra 2021.
Figur 2. Den rigeste 1 % ’s andel af den samlede formue. Pct.
Pikettys løsningsforslag på den ulige formue – og indkomstfordeling
Med dette billede af formuefordelingen og dens udvikling i Danmark kan vi nu vende tilbage til Piketty og undersøge, hvilke løsninger han foreslår for at komme formueuligheden til livs.
Han er af den opfattelse, at markedet ikke under nogen omstændigheder kan løse problemet selv, og han foreslår derfor en global, progressiv formueskat (venstrekeynesiansk), der vil forhindre kapitalen i at søge i skattely. I forlængelse heraf foreslår han en top-topskat på de høje direktørlønninger, som til tider stikker helt af. A.P. Møller aflønner sin topdirektør med 48 mio., Vestas sin med 32 mio., Carlsberg sin med 39 mio. Og sidst, men ikke mindst, opfordrer Piketty til, at der oprettes et globalt finansregister, så det bliver gennemsigtigt, hvem der ejer formuerne og får de høje lønninger.
Det kan godt være, at formueskatten i første omgang døde med FV26, men som tallene viser, er der basis for at vække den til live på sigt.
——–
Hovedfoto Wikimedia Commons
