Trump opererer med mindst tre grunde til, at USA skal overtage Grønland. En sikkerhedspolitisk, adgang til den grønlandske undergrund og pur forfængelighed.
Den krise, der nu udspiller sig i forholdet mellem USA, Grønland og Danmark, tager sit udgangspunkt i 1941, hvor Henrik Kauffmann, dansk ambassadør i Washington, brød med den danske samarbejdsregering og egenhændigt indgik en forsvarsaftale med USA, der bl.a. indebar, at amerikanerne opnåede rettigheder til at etablere militærbaser i Grønland med det formål at forhindre, at aksemagterne skulle sætte sig på området.
Truman forsøgte forgæves at købe Grønland, men fik en traktat med baser i stedet
Umiddelbart efter krigen fremsatte den daværende Trumanadministration et tilbud om at købe Grønland, men det blev afvist. Som konsekvens af sin neutralitetspolitik forsøgte Danmark – dog uden held – at få USA til at annullere forsvarsaftalen af 1941.
USA var qua Kauffmannaftalen de facto en besættelsesmagt på Grønland. Amerikanerne kunne agere på egen hånd og havde ubegrænset ret til at oprette militære og andre installationer.
I kølvandet på Den kolde Krig formåede Danmark ikke at opretholde sin neutralitet, og i 1949 valgte Rigsdagen side og meldte Danmark ind i Nato. I forlængelse heraf blev USA´s militære tilstedeværelse i Grønland retligt formaliseret ved 1951 – traktaten, som med et par senere opdateringer stadig er gældende og reelt giver stormagten frie hænder i Grønland rent militært.
Baser, tvangsforflyttelser og a-våben i Grønland
I 1953 blev Thulebasen taget i brug. I forbindelse med byggeriet opstod den såkaldte Thulesag, som indebar, at indbyggerne fra det nærliggende bosted, Ummannaq, blev tvangsforflyttet 150 km nordpå.
Såvel byggeriet som tvangsflytningen var omgærdet af fortrolighed, ligesom også H.C. Hansens accept af, at amerikanerne kunne placere atomvåben i Grønland, ikke nåede til offentlighedens kendskab før adskillige år senere.
Under Den kolde Krig installerede USA op til 20 baser rundt omkring i Grønland. Ud over Thule var der bl.a. store baser i Søndre Strømfjord og Narsarsuaq, og Camp Century var en by under isen, hvor man opbevarede atommissiler. Antallet af tropper nåede op på 10-12.000.
Arktisk Råd som konfliktløsningsinstrument
I dag er Thulebasen (Pituffik Space Base) – som følge af den kolde krigs ophør – den eneste permanente, amerikanske, militære tilstedeværelse i Grønland med kun få hundrede udstationerede, og Grønland og det øvrige Arktis har længe været betegnet som et lavspændingsområde, hvor landene omkring Arktis har tilstræbt at løse evt. uoverensstemmelser i Arktisk Råd, som består af repræsentanter fra Canada, Danmark/Grønland/ Færøerne, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA samt de oprindelige folk. Formandskabet går på skift, men da Rusland i 2022 invaderede Ukraine boykottede de øvrige lande det daværende russiske formandskab og gjorde Rådets arbejde og hele situation usikker.
Trumps bestræbelser på at bemægtige sig Grønland ligger således i forlængelse af tidligere præsidenters forsøg på at købe Grønland, men hvor hans forgængere affandt sig med et nej og en aftale, er Trump tilsyneladende ret stålfast indstillet på at ville erhverve sig landet. Selv om han i skrivende stund har afholdt sig fra militær indgriben, og diplomatiet tilsyneladende har taget over, så argumenterer han ufortrødent med, at USA af sikkerhedsmæssige grunde bliver nødt til at have kontrol over den store ø.
Golden Dome – kostbar oprustning i Arktis
Han påstår – ganske udokumenteret – at kinesiske og russiske skibe kredser om Grønland og påtænker at invadere landet. Selv om de to rivaliserende stormagter nægter at have slige hensigter, og at de i fremtiden blot vil benytte den nordlige, kortere sejlrute, når den smeltede is åbner mulighed herfor, så fastholder Trump, at der eksisterer en sikkerhedsrisiko, som ikke kan løses i Arktisk Råd, men som kræver massiv oprustning, herunder den gigantiske investering i Golden Dome, som skal beskytte USA mod indtrængende missiler. Dette stjernekrigsprojekt vil anslået beløbe sig til et sted mellem 175 milliarder $ (Trump) og flere billioner $ (kritiske eksperter). Kuplen påtænkes placeret i Grønland og kræver således en dansk accept. Det er ikke utænkeligt, at den bliver givet i forbindelse med en revideret aftale mellem Grønland/Danmark og USA, og det rejser dernæst to interessante spørgsmål: Øger det sikkerheden, og skal Danmark og Nato være med til at finansiere Trumps gyldne skjold?
Oprustning fører til kaprustning
I forvejen er det lykkedes Trump at tvinge de øvrige Natolande til at øge oprustningen (fra 2 til 5% af BNP), endskønt det er aldeles udokumenteret, at Nato rent militært skulle være Rusland underlegen og således har behov for at øge de militære udgifter. Hvor det bestemt er en diskussion værd, om øgede investeringer i det militære – industrielle kompleks skaber større sikkerhed, så er det indiskutabelt, at det fører til større spændinger og kaprustning – og dermed øgede udgifter. I den forkrampede militære logik, der dominerer tankegangen hos de herskende eliter i USA, Rusland og Kina, vil et missilskjold à la det, Trump påtænker at etablere, igangsætte bestræbelser hos rivalerne på at penetrere det ved hjælp af yderligere oprustning, som hos amerikanerne vil avle nye tiltag, der forfiner skjoldet. Resultatet bliver en oprustningsskrue uden ende, således som verden var vidne til under Den kolde Krig.
Såfremt et Natoland mener at have behov for at være beskyttet af missilskjoldet, vil det uden tvivl blive bedt om at medfinansiere det.
Snævre økonomiske interesser styrer Trumps udenrigspolitik. Trump fører en udenrigspolitik, hvor det først og fremmest handler om at tilgodese amerikanske økonomiske interesser. Fælles værdigrundlag og alliancer kommer i anden række. Det betyder – ud over tariffer, som, han påstår, kommer den amerikanske økonomi til gavn – at han ved at påtvinge europæerne øgede militære udgifter tilgodeser amerikanske våbenproducenter, idet han forudsætter, at europæerne vil købe ind i USA. På samme måde, som han tvinger europæerne til nu selv at finansiere støtten til Ukraine, men at det militære isenkram indkøbes hos amerikanske våbenproducenter. Og på samme måde, som han har påtvunget Ukraine en mineralaftale, som skal give amerikanske virksomheder adgang til den ukrainske undergrund som kompensation for den militære støtte, USA hidtil har ydet Ukraine.
Adgang til den grønlandske undergrund
Og det fører os frem til Trumps anden begrundelse – ud over den sikkerhedspolitiske – for at ville tilegne sig Grønland: Adgangen til mineraler og især sjældne jordarter, som Grønland er meget rig på, og som Trump vil forhindre andre i at få fat i. Da han udelukkende tænker i et primitivt nul-sumsspil, hvor det er utænkeligt at flere kan få gavn af minedriften på Grønland, så vil han satse alt på at forhindre, at kineserne og russerne får adgang til Grønland. Selv om de sjældne jordarter og øvrige mineraler er svært tilgængelige, så er det et problem for ham, at grønlænderne er herre i eget hus, når det handler om at bore efter råstoffer. Hensynet til naturen kan let komme i konflikt med snævre profitinteresser, når det handler om Grønland – således som det var tilfældet, da et australsk/kinesisk selskab ville etablere en mine i Kvanefjeld, som indeholder både sjældne jordarter og uran. Grønlænderne sagde imidlertid ud fra miljø – og sundhedshensyn nej.
Udvide det amerikanske territorium
Endelig kan man ikke udelukke, at Trump også har et tredje motiv til at ville tilegne sig Grønland: Han har en selvoptaget interesse i at fremstå som en præsident, der har udvidet det amerikanske territorium.
——
Hovedfoto Wikimedia Commons
