- Hovedhistorie

Kommunal – og regionsvalget i Nordjylland 2025

KV25 – resultatet og de efterfølgende konstitueringer faldt noget forskelligt ud i Østhimmerland, Ålborg og Nordøstvendsyssel. I Frederikshavn overtog de blå magten i en snæver konstituering efter et jordskredsvalg. I Rebild fastholdt V magten, men indgik i en bred konstituering. I Ålborg bevarer S tilsyneladende borgmesterposten i en dramatisk konstitueringsproces. Til gengæld forløb det nordjyske regionsrådsvalg helt forudsigeligt. I denne artikel fokuseres der på Frederikshavn, Rebild og regionen. I en senere koncentrerer vi os om Ålborg.

De politiske landskaber ændrer sig hastigt for tiden. Vælgernes adfærd er ikke, som den har været. Tidligere var vælgernes sociale tilhørsforhold langt hen bestemmende for, hvor krydset blev sat. Politologer taler om class-voting. Denne forklaring på vælgernes adfærd har mistet noget forklaringskraft al den stund, at de sociale skillelinjer er blevet svækket over tid. Til gengæld er der måske opstået en anden skillelinje, nemlig mellem land og by.

Selv om der stadig for visse vælgergrupper eksisterer en stærk partiidentifikation, er der næppe tvivl om, at den for andre er mindre betydende. Disse grupper er issue-orienterede, hvilket indebærer, at vælgerne afgiver stemmer ud fra holdninger til specifikke politiserede emner – migration, klima, sundhed etc.

Endelig må man i analysen af vælgernes adfærd ikke være blind for, at personfaktoren spiller en rolle. Populære borgmestre kan rydde hele spillepladen og i den grad sætte begrebsparret kerne – og marginalvælgere i bevægelse.

Jordskred i Frederikshavn. Snæver konstituering


Valget i Frederikshavn endte med et blåt flertal på 16 mandater mod S- SF’s 13. Som det fremgår af tabel 1 var der tale om et jordskred sammenlignet med KV21. Den helt afgørende forklaring herpå er personfaktoren. Daværende borgmester Birgit Hansen, som i 2021 fik godt 13.000 personlige stemmer svarende til ca. 40 % af de afgivne, forlod borgmesterposten i utide som følge af bl.a. havnesagen, der bidrog til at forværre den i forvejen besværlige økonomiske situation i kommunen. Den politiske spilleplade var dermed genåbnet på en måde, der tillod de øvrige partier igen at komme til fadet. Socialdemokratiet endte et par mandater under, hvad man umiddelbart ville antage var partiets naturlige niveau. Antallet af kernevælgere skrumper for det førhen så dominerende parti i Frederikshavn. Stemmerne gik bl.a. til SF og Danmarksdemokraterne. Andre gik til Venstre, der genvandt en stor del af fordums styrke med 9 mandater.

S og SF holdes ude i Frederikshavn med V for bordenden

Jon Andersen, borgmester (V). Privatfoto

I skrivende stund sidder de blå partier med Jon Andersen (V) for bordenden og forhandler om det politiske grundlag og fordelingen af poster. Et forsøg fra S-SF´s side på at gøre den konservative borgmesterkandidat til borgmester i en C-S-SF konstituering ser foreløbigt ud til at være endt resultatløst. Et andet forsøg på at gøre V til borgmesterbærende parti sammen med C, S og SF synes heller ikke at have nogen gang på den nordøstvendsysselske jord.

Rebild: Bred konstituering og Jesper Greth (V) fortsætter som borgmester
I modsætning til sidste kommunalvalg, hvor Venstre, Konservative og Radikale lavede en snæver konstituering, er der flere partier med denne gang. De udgør 20 af Byrådets 23 pladser: Venstre (7 mandater), Socialdemokratiet (5), Konservative (4), SF (3), og Radikale (1) konstituerede sig nemlig med Jesper Greth (V) som borgmester. Konservative får posten som viceborgmester. Socialdemokratiet, Konservative, SF og Venstre får hver en formandspost i de stående byrådsudvalg. Derudover får Radikale og Konservative en repræsentant hver i to nyoprettede såkaldte §17 stk. 4 udvalg. Danmarksdemokraterne (2 mandater) og Den sociale Fællesliste (1) står udenfor konstitueringen. Den formelle konstituering sker først på byrådsmødet d. 4. december.

Jesper Greth, bormester (V). Foto Mette Vedsted

Hvordan er det gået i Rebild ved valget – og sammenlignet med hele landet?
Det fremgår ar tabellen nedenfor:


Hvis man sammenligner udviklingen i stemmernes fordeling i Rebild og på landsplan er der både ligheder og forskelle:

SF går frem både i Rebild og i hele landet. Det samme gør DF. Danmarksdemokraterne, som ikke stillede op ved kommunalvalget i 2021, får i Rebild en dobbelt så stor stemmeandel som i hele landet.

Konservative går tilbage på landsplan, men mere i Rebild. Det skyldes sandsynligvis, at partiets stemmesluger i 2021, Lene Aalestrup, ikke stillede op i år. Personfaktoren kan sandsynligvis også være en del af forklaringen på, at Radikale i Rebild oplever et større fald end på landsplan, idet den tidligere borgmester, Leon Sebbelin, ikke stillede op ved dette års valg.

Venstre, som fik et relativt stort fald på 3,3 % i stemmerne på landsplan, holder skansen i Rebild med nærmest status quo.

Socialdemokraterne i Rebild skiller sig ud fra Socialdemokratiet i det øvrige land. De får nemlig, som i kun 11 af de 98 kommuner i landet, en pæn stemmemæssig fremgang. Også her skal man finde en stor del af forklaringen på personfaktoren. Bjarne Laustsen stillede nemlig op og fik næstflest personlige stemmer af alle kandidater.
Årsagen til Den Sociale Fælleslistes store nedgang er utvivlsomt, at den suveræne topscorer i personligt stemmetal ved de seneste tre kommunalvalg, Allan Busk, ikke stillede op denne gang

Flere kvinder i det nye Byråd
Byrådet i Rebild adskiller sig fra de fleste kommuner i landet ved at halvdelen af medlemmerne i det nye byråd er kvinder (11 ud af 23 medlemmer). Af de nordjyske kommuner er det kun Jammerbugt, som er oppe på samme kvindeandel.
I den konservative byrådsgruppe er kvindeandelen endda 100 %.

I det afgående byråd er kvindeandelen 36 %

Hovedbyen Støvring: By contra land?
Som nævnt i en tidligere artikel i Netavisnord om kommunalvalget i Rebild synes der ikke at være de store politiske forskelle i hvert fald i midterpartiernes politik. Men alligevel: Under valgkampen blev det på vælgermøderne og de sociale medier diskuteret, om Byrådet favoriserer Støvring by på bekostning af byerne især i den østlige del af kommunen. Det er en gammel diskussion, og spørgsmålet har traditionelt afspejlet sig i stemmeafgivningen ved kommunalvalgene. Det skete også denne gang. Specielt Den Sociale Fællesliste har været kritiker af, at de små byer i den østlige del af kommunen er blevet glemt af politikerne i forhold til Støvring. Med fraværet på stemmesedlen af partiets stemmesluger, Allan Busk, blev listen stærkt svækket ved valget, men stemmetallene viser, at Den Sociale Fællesliste stadig står stærkt i Terndrup, Bælum og Blenstrup. I Bælum stemte f.eks. hver tredje vælger på listen. Det tyder på, at spørgsmålet om Støvring contra kommunens mindre byer stadigt er et stridsemne.

I det hele taget er Rebild en kommune, hvor der er store forskelle mellem, hvor partierne indkasserer de fleste og færreste stemmer. F.eks. blev SF det største i Skørping, hvor hver 4. vælger stemte på partiet. I Nørager fik partiet 3,8 % af stemmerne. Det andet eksempel er Venstre: I Nørager stemte 42,2 af vælgerne på partiet, men kun 13,7 i Bælum.

Så dette kommunalvalg er en understregning af, at Rebild er en politisk set heterogen kommune, hvor de politiske forskelle er forholdsvist store.

Regionrådsvalget RV25. Det mest forudsigelige i landet


Når mandatfordelingen i Region Nordjylland skal vurderes, er det vigtigt at holde sig for øje, at den samlede repræsentation er formindsket voldsomt – fra 41 medlemmer til 25. Selv om denne indskrænkning i demokratiet og muligheden for, at alle egne af Nordjylland bliver repræsenteret i det nye Regionsråd, er iøjnefaldende, er ændringen gået relativt upåagtet hen, hvilket formentlig hænger sammen med, at regionerne fører en ret tilbagetrukket tilværelse i vælgernes bevidsthed.

Med dette forhold in mente virker de påfaldende ændringer i nogle af partiernes mandattal (S, C og til dels V) mere forståelige. Omvendt er det udtryk for fremgang, at partier som SF, RV og DF bevarer deres mandater fra 2021.

Mads Duedahl fortsætter som formand i Region Nordjylland

Mads DuedahL. Regionrådsformand (V). Foto RV

Desuagtet disse teknikaliteter med ret markante politiske konsekvenser var konstitueringen efter valget i region Nordjylland den mest forudsigelige i mands minde. På forhånd havde SF og Enhedslisten meldt ud, at de støttede Venstres Mads Duedahl, og det gav den socialdemokratiske Arne Boelt svære betingelser. Mads Duedahl kan derfor sætte sig i formandsstolen med et komfortabelt flertal bag sig.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

 

0 0 votes
Article Rating

Om skribenten Bertil Mortensen og Paul Rode Andersen

Læs alle artikler af Bertil Mortensen og Paul Rode Andersen
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments