Mere inklusion i folkeskolen: Tilbage til en fuser?

På Kommunernes Landsforenings (KL) nyligt afholdte Børn og unge topmøde blev der lagt op til, at en større andel af børn og unge skal inkluderes i den almene del i folkeskolen, dagtilbud, og fritidstilbud fremfor at være placeret i den specialiserede del, feks. i specialklasser. Det lyder jo umiddelbart som en god ide, men det har fået forældre til børn med særlige behov til at frygte for deres børnenes trivsel.

I erklæringen fra KL’s topmøde fremgår det, at KL har et ønske om at ”udvikle og forbedre vores almene tilbud, så de giver bedre deltagelsesmuligheder for flere børn”.
Samtidigt lyder det dog også fra KL, at der skal være ”specialtilbud af høj kvalitet for de børn og unge, der har brug for det”.
Men altså: Flere børn skal iflg. KL inkluderes i den almene del, mens færre skal være i den specialiserede del.

Ønsket om mere inklusion kan man også finde i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL. Her hedder det, at folkeskolens almentilbud skal styrkes, fordi en stigende andel af eleverne i folkeskolen går i specialundervisningstilbud. Det betyder iflg. regeringen og KL, ”at en støt voksende andel af folkeskolens økonomi går til at finansiere specialundervisning, og at de har færre ressourcer til at skabe stærke almentilbud, hvor alle børn og unge trives og lærer”.

Ambitionen om yderligere inklusion finder man også i den politiske aftale mellem et flertal af Folketingets partier om Folkeskolens Kvalitetsprogram fra marts 2024, hvor det siges, at et af formålene med aftalen er, at inklusionen i folkeskolen skal styrkes, samtidigt med, at lærernes kompetencer i specialpædagogik skal opkvalificeres.

Reaktionerne på ønskerne om at skrue op for inklusionen
Og de pædagogiske argumenter for inklusion er da også gode: Det er vigtigt, at børn bliver en del af fællesskabet i en almen klasse med kammeraterne fra deres lokalområde – håndboldklubben, spejdertroppen osv. – i stedet for feks. en daglig transport til en specialskole. Eller at blive placeret i en specialklasse på deres skole, hvor de i varierende grad er eller føler sig afsondret fra de øvrige klasser.

Men langtfra alle er begejstrerede for mere inklusion.
Især forældrene til netop børn med særlige behov – altså børn, som får specialundervisning i en eller anden form – har ikke tillid til mere inklusion. De vurderer, at deres børn vil mistrives, hvis børnene bliver placeret i en almenklasse.
I en undersøgelse foretaget af interesseorganisationen ”Skole og forældre”, angiver hele 84 % af forældre til børn, som får specialundervisning, at de ”slet ikke eller i mindre grad” har tillid til, at der kan være flere børn med særlige behov i de almene klasser. Men også forældrene til børnene uden særlige behov er skeptiske. Her er tallet 64 %.

Nogle er skeptiske overfor mere inklusion, fordi de mener, at lærerne i almenskolen ikke har den nødvendige viden og kompetencer til at håndtere børn med mange forskellige diagnoser. Både i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL og i den politiske aftale om Folkeskolens Kvalitetsprogram i Folketinget lægges der ganske vist op til, at lærerne skal opkvalificeres, men det kan ikke ske i takt med kommunernes omlægning fra mindre specialundervisning til mere inklusion.

Andre kritiserer, at der ikke følger flere penge med fra regeringen til kommunerne, fordi graden af succes for inklusionsstrategien forudsætter feks. en udbygning af to-lærerordningen, færre elever i klasserne, mm.

Og også de fysiske rammer på de fleste skoler vurderes til at være utilstrækkelige. Hvis flere børn med særlige behov skal gå i en almenklasse, kræver det klasselokaler, som tilgodeser behovene hos feks. elever med ADHD, autisme og fysiske handicaps.
”Der er brug for steder, hvor børnene kan trække sig, når hverdagen måske bliver lidt for meget. Det kan være stillezoner, nicher, huler og kroge”, siger specialkonsulent Ulla Kjærvang til DR.

Flere ser ønsket om yderligere inklusion som en ren spareøvelse hos kommunerne. De mener ikke, at det så meget er de pædagogiske hensyn, der tæller hos de byrådspolitikere, som taler for mere inklusion, men derimod ønsket om i en presset kommunal økonomi at spare på udgifterne til specialområdet, som i gennemsnit udgør ca. 27 % af de samlede folkeskoleudgifter.

Men det, der fylder allermest hos kritikerne er nok de exceptionelt dårlige erfaringer med inklusion, som fulgte i årene efter, at den daværende flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Radikale og SF sammen med KL i 2012 lancerede en målsætning om, at 96 % af folkeskoleeleverne skulle inkluderes i almenskolen inden 2016.

Historikken bag inklusionen
Inklusion kom nemlig for alvor på dagsordenen, da et folketingsflertal i 2012 vedtog, at specialundervisningen i fremtiden skulle være forbeholdt elever med omfattende støttebehov. Målsætningen var som nævnt, at 96 % af alle skolebørn skulle gå i almindelige klasser senest i 2016. I 2010 var tallet 93,1 %.
Konkret betød det, at 10.000 børn skulle flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almen klasse fremfor en specialklasse.
KL var – ikke overraskende – parat til at implementere tiltaget i en aftale med regeringen.

Intentionerne med loven var at få flere ind i det fællesskab, som de almindelige klasser udgjorde, så at nogle elever ikke skulle føle sig udenfor og på en eller anden måde føle sig stigmatiseret.

Inklusionsloven blev udsat for kraftig kritik. Feks. kaldte Landsforeningen for Autisme og Danmarks Lærerforening i Politiken loven for ”landets største sociale eksperiment”, bla. fordi lærerne ikke havde den viden og erfaring, som kunne imødekomme elever med særlige behov.

Inklusionsloven blev da mildt sagt heller ikke nogen succes – måske kan man ovenikøbet kalde den en fiasko eller en fuser. Målsætningen med de 96 % blev da også allerede skrottet i 2016.

Og i sin nytårstale i 2025 lagde formanden for Autismeforeningen, Karina Bundgaard, heller ikke fingrene imellem i sin kritik af 2012-loven: ”I 12 år har autistiske børn betalt en ekstremt høj pris for en fejlslagen inklusionsreform”.

Hvordan er det gået med inklusionen?
Frem til skoleåret 2015/16 faldt andelen af såkaldte segregerede specialundervisningselever – elever i specialskoler, specialklasser eller andre specialtilbud -, men herefter er segregeringsandelen steget til 6,9 %. Det fremgår af figuren nedenfor, som stammer fra en analyse fra januar 2025 udarbejdet af Momentum, KL’s analysemagasin.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd angiver i en anden undersøgelse fra november 2024 fire mulige årsager til den voksende segregeringsandel i kommunale grundskoler:
– stadig flere børn og unge bliver diagnosticeret med adfærdsforstyrrelser eller psykisk lidelse.
– forældre, lærere og andre fagpersoner har fået en øget bevidsthed om eksistensen af forskellige indlæringsvanskeligheder og særlige behov, hvilket øger efterspørgslen efter mere specialiseret hjælp.
– flere forældre vælger fri- og privatskoler, og dermed bliver der efterladt relativt flere børn med særlige behov i folkeskolen.
– utilstrækkelig kapacitet og kompetence blandt personalet i almenskolen til at håndtere behovene hos elever med særlige behov.

VIVE har i samme undersøgelse vist, hvordan andelen af segregerede specialundervisningselever fordeler sig på landets fem regioner (Figur 2):

Som det fremgår af tabellen, har den nordjyske region den næststørste andel af specialundervisningselever. Forskellene blandt regionerne kan ifølge VIVE forklares ved bla. elevernes forskellige sociale baggrund. Men derudover kan kommuners praksis – bla. afhængig af, hvordan de prioriterer de økonomiske midler mellem den almene skole og specialundervisningstilbuddene – have betydning.

Det er formodentligt de samme faktorer, der kan forklare forskellene blandt de nordjyske kommuner (fig. 3)

Finansiering af specialundervisningstilbuddene
De enkelte kommuner anvender forskellige finansieringsmodeller til specialundervisningen. I de fleste kommuner hænger den enkelte skole på regningen, i andre betaler kommunen noget af den, og i andre igen betaler kommunen centralt hele regningen.
Alle modeller findes blandt de nordjyske kommuner.

Især modellen med fuld betaling af skolen kan være problematisk, især hvis pengene ikke følger med bla. pga. kommunernes stramme økonomi. Det kan være en bombe under den enkelte skoles økonomi, for en henvisning af en elev til specialundervisning kan koste skolen flere hundrede tusinde kroner.
Udgifterne til en elev i den almene skole er i gennemsnit o. 80.000 kr.

Hvordan hindrer man, at fiaskoen fra inklusionsloven i 2012 gentager sig?
Det spørgsmål stillede SF for nyligt i et samråd i Folketingets Børne- og undervisningsudvalg til Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Hvordan undgår man, at inklusionen igen bliver en spareøvelse til skade for børnene med diagnoser og for børnenes forældre, var et af spørgsmålene?
Ministeren satte sin lid til, at bestræbelserne om øget inklusion denne gang ikke bliver ”mast igennem ovenfra”, som de blev i 2012, hvor målsætningen om 96 % inklusion nærmest skulle implementeres fra dag 1.
Han henviste også til, at han havde nedsat en ekspertgruppe, som i løbet af dette forår skal komme med anbefalinger til nye regler for inklusion og specialundervisning – en gruppe, som i parentes bemærket ingen medlemmer har fra de fagpersoner – lærere og pædagoger -, som beskæftiger sig med spørgsmålene i praksis i det daglige.

Han gjorde også opmærksom på, at regeringen i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL samt i aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram (begge nævnt ovenfor) har tilført kommunerne flere penge. Men han kunne pga. kommunernes selvstyre ikke garantere, at pengene blev øremærket til folkeskolen og inklusionen ude i kommunerne.
Det fik Charlotte Broman Mølbæk (SF) til at sige, at ministerens svar bar præg af ”snik, snak”, når han skubbede ansvaret fra sig og over på kommunerne, og hun pegede på, at flere kommuner – bla. Randers Kommune – allerede var i gang med at lave spareøvelser på folkeskoleområdet ved simpelthen at have vedtaget, at alle børn uanset diagnoser eller handicaps som udgangspunkt skal starte 1. klasse i den almene folkeskole. Det vil spare kommunen for 18 mio. på specialtilbuddene.

Hvad konsekvenserne af en øget inklusion vil blive, står foreløbigt hen i det det uvisse. Mange forældre til børn med særlige behov frygter det værste. Set i lyset af tidligere erfaringer ser de også ud til at have grund til det.
Den frygt giver ADHD-foreningen ligeledes udtryk for, når den peger på, at man i over ti år har snakket om mere inklusion. ”Men det er bare ikke lykkedes. Så tager vi bare det, der ikke lykkedes og prøver én gang til, og så kan vi jo lege, det virker”, lyder det fra direktøren for foreningen Camilla Louise Ganzhorn.
—–

Hovedfoto ©Bertil Mortensen