Om skadedyr i vand
I mange åer er havørredbestandene i seriøs krise. Mange steder får havørrederne store, slimede sår, forårsaget af smitsomme svampeangreb, når de drager på den årlige gydevandring op i store og små vandløb om efteråret. De naturlige stammer af fede nordjyske havørreder kan være truet på livet. Fisk i alle størrelser er set glide hjælpeløst mod den visse død med strømmen om efteråret, i stedet for at vandre med kraftfulde slag med halen mod gydebankerne højt oppe i vandsystemerne.
Reproduktionen af de ældgamle, genetisk særegne fisk går ”i fisk” eller rettere ikke ”i fisk”. Årsagen kendes ikke, og svampeangreb i denne størrelsesorden er ikke kendt fra historien.

I Limfjorden bliver det stadig sværere at fange fisk. I gamle dage – for 50 år siden – var der erhvervsfiskeri efter ørred, torsk, ål, sild, hornfisk, stenbider, ålekvabbe, skrubbe og rødspætte. Kajfiskeri efter disse arter udførtes også af mange af stenbroens børn i Aalborg og Nørresundby, og som fiskeri fra land eller båd af deres fæller i Nibe, Sebbersund Løgstør, Hals, Egense etc. Børnenes fangster endte ofte som et velkomment supplement til aftensmaden i en nøjsom arbejder- eller bondefamilie. Bestandene af ål, ålekvabbe, skrubbe og rødspætte er faldet drastisk.

Torsken er næsten væk. Havørred, som må anses for generalisten blandt Limfjordens fisk, klarede sig i lang tid. Den flytter sig hurtigt i sin jagt efter føde og kan sagtens bevæge sig 50 km på en god dag. Den spiser et varieret udbud af fødeemner, vokser relativt hurtigt og er kønsmoden efter tre år. Den har klaret sig markant bedre end f.eks., fladfiskene, som er udprægede standfisk, men nu ses der også her en markant nedgang i havørredbestanden.

Man har altid antaget, at silden og hornfisken, som vandrer ind i fjorden fra Nordsøen og Kattegat for at gyde om foråret, var en årligt tilbagevendende begivenhed, som ville resultere i fyldte fiskespande hos kajfiskerne. I år har alarmklokkerne ringet for begge bestande. Der har været færre fisk og især langt færre større fisk i fjorden.

Årsagerne til det, nogle ser som en begyndende marinøkologisk katastrofe, er mange. Da erhvervsfiskeriet på fjorden for længst er uddødt, kan det ikke være synderen. Torsk, sild og hornfisk fanges endnu i stor stil ude på havet af effektive trawlfiskere, og her spiller erhvervsfiskeriet givet en stor rolle for bestandens størrelse.

Fritidsfiskeriet med nedgarn har altid været en torn i øjet på lystfiskerne, som nidkært har anmeldt fritidserhvervsfiskere med forkert placerede eller for mange garn. Dette fiskeri er dog heller ikke nær så udbredt som ”i gamle dage”, hvor mange bønder og andre beboere langs fjorden nærmest var nødsaget til at sætte garn for at supplere indtægten og krydre aftensmadsretterne med lidt fisk. I dag må fritidsfiskere ikke omsætte fisk til konsum; kun fange fisk til eget forbrug.

Muslingefiskerne i den vestlige del af Limfjorden har i mange år udøvet fiskeriet ved at lade tunge bomme skrabe henover bunden. Dette efterlader en flad og jævn ørkenagtig bund uden planter og uden gemmesteder og derfor uegnet for fisk. Samtidig forårsager bommenes hærgen en ophvirvling af næringsstoffer, som sætter en pludselig algeopblomstring i gang, som igen – når dette har stået på et stykke tid, og algerne begynder at dø – skaber grundlag for iltsvind i de varme måneder.

Landbrugets udvaskning af kvælstof og pesticider i de 5123 kilometer vandløb, der løber ud i Limfjorden, er bestemt en af de helt store skurke. Næringsstofferne er den største årsag til at ålegræsset ikke trives, og at der dannes algesupper og efterfølgende svovlstinkende områder med iltsvind, hvor alt stationært liv kvæles. Kun de organismer, som kan flytte sig hurtigt, har muligheden for at overleve. Bunddyr som orme, rejer, vandlopper og store og små fisk lider kvælningsdøden og bidrager til yderligere iltsvind, når de forrådner. VLAK-regeringens berømte/berygtede landbrugspakke, der tillod større tilførsel af kvælstof til agerbruget i modstrid med vandmiljøeksperternes anbefalinger har kun accelereret problemet.

Andre kilder til mindskelse af biodiversiteten kan være stoffet TBT, som findes i skibsmaling, mikroplast (stadig en ret ukendt faktor), stigende vandtemperaturer, øget binding af Co2 (forsuring) i vand, nye invasive arter som f.eks. stillehavsøsters etc.

De hurtige konklusioner
Alt i alt kan problemet med faldende fiskebestande siges at være yderst komplekst. Som på andre politiske arenaer i det senmoderne samfund, danner problemernes kompleksitet grobund for hurtige konklusioner. Her skal nævnes nogle få eksempler:
– Manglende penge til ældre- og sundhedspleje skyldes indvandringen fra ikke-vestlige lande.

– Kvælstofforureningen af indre danske farvande skyldes overløb fra rensningsanlæg.

– Lærere, der viser sig offentligt/slår græs i haven mellem 7 og 15, laver ikke nok på deres arbejde.

– HPV-vaccine gør piger autistiske.

Så hvilke hurtige løsninger er så kommet på banen her? Jo, det må være skarven og sælen, som har ændret adfærd, og som nu tager alle ”vores fisk”, lyder det nogle steder fra. Især lyst- og erhvervsfiskere er sure over, at en hjemmehørende fugl og et kernedansk havpattedyr angiveligt og lige pludselig truer fiskebestanden på dens eksistens.

Påstanden lyder urimelig, al den tid skarv og sæl jo ”altid” har guffet fisk i sig. Det har altid været deres måde at overleve på, og naturligvis fouragerer de der, hvor der er fisk at fange. Hvis man drager den slutning, når man ser en skarv eller en sæl, som spiser en fisk, at man så skal bortskyde skarv og sæl, begår man en fatal fejl, ja, måske en forbrydelse mod naturen og dens mangfoldighed, som virker helt paradoksal. Paradoksal, fordi truslen mod en art nu retfærdiggør en trussel mod andre arter: ”Der er for få fisk! Altså sørger vi for, der bliver færre af andre arter. ”

Og hvem ejer for øvrigt fiskene? Når folk siger ”Skarven/sælen tager vores fisk”, tager de ejerskab til en del af naturen, som de åbenlyst opfatter som deres egen personlige ressource. Imidlertid er det vel sådan, at fisk er natur, og naturen er dens egen?

Historien om ulven og de fem får
Det bringer os over i en anden boldgade. Ulvedebatten blusser op med jævne mellemrum. Ulven spiser ikke blot ”vores rådyr og kronvildt”, men tager faktisk også nogle får, en kalv og nogle småheste i ny og næ. Især hvis disse ikke er forsvarligt hegnet inde. Og billeder fra ulvens spisepladser er bestemt ikke altid for små børn.

Husdyr er i sagens natur ikke natur men netop ”vores dyr”, så hvad gør vi her? Den hurtige løsning er igen: ”Skyd ulven! ” Vælger man den løsning, gør man naturen lidt fattigere. Man vælger at se ulven som et farligt og utryghedsskabende fremmedelement i vores hverdag. Imidlertid var ulven for indtil 200 år siden naturligt hjemmehørende i Danmark; et vilkår, man måtte forholde sig til.
Den blev bortskudt, fordi ressourcerne var knappe og uvidenheden stor. Den situation er vi ikke i i dag. Jo, uvidenheden og dermed frygten lever i bedste velgående i nogle kredse, næret af nogle gamle folkeeventyr og en sensationslysten presse.

For 2 måneder siden, efter fem får var blevet fundet skambidt syd for Skagen, bragte Nordjyske følgende overskrift:” Ulven kan have slået til i Nordjylland: Fire får voldsomt skambidt” (Nordjyske 03.10.19), ledsaget af et stort arkivbillede af en ulv med et blodigt kødben i kæften. Avisen lavede en hurtig konklusion på de DNA-prøver, artiklen skrev, var blevet taget, og som man da ikke kunne vente med at konkludere på, inden de var blevet undersøgt.

Prøverne viste dog, at misdæderen var en gemen hund, og ”Stiften” bragte 16. okt. følgende overskrift i en ny artikel om udåden: ”Flåede fem får: Ensom ulv fik skylden – men her er den virkelige fåredræber. Der blev råbt ulven kommer – men nu er den frikendt”, igen, paradoksalt nok, ledsaget af et billede, ikke af en hund men af en …ulv. Nu uden sit blodige kødben. Ejeren af de 5 får postede dagen efter hændelsen nærbilleder af skambidte får og tekst om hændelsen på Facebook: ”Natten mellem fredag og lørdag fik vi besøg af ulven”, står der anklagende.

Postens urigtige oplysninger er aldrig blevet dementeret af ejeren. Den står stadig som et faktum på ”fjæsen”. Den nåede at få 324 hulkende, anerkendende og vrede likes med på vejen, udløste 515 kommentarer og 197 delinger. Enkelte kommentatorer foreslog ironisk, at alle hunde nu burde skydes.

Reaktionen på disse var larmende tavshed. Man skyder da ikke Fido! Andre kommentatorer mente, DNA’et måtte være blevet for gammelt til at vise en forskel mellem hund og ulv! (Man kan tage brugbart DNA fra en mammut!) Andre, at ulve var en hunderace, og at det derfor var klart, at analysen måtte vise, at dyret var en hund! Næstsidste kommentar opfordrer den hunderamte ejer af de fem får til at blive medlem af FB-gruppen ”Ulve ud af Jylland”.

Tja, hvad gør man ikke for at forsvare sit forkvaklede natursyn? Hvis historien om ulven og de fem får allerede har eller vil få nogen til at efterstræbe den enlige ulv, der af og til dukker op i det nordlige Vendsyssel, er det ulykkeligt. Hvis et faktisk ulveangreb på ubeskyttede husdyr får nogen til at gøre det af med ulvene, vil det være ligeså ulykkeligt og uretfærdigt. Ulven er her. Den er natur og naturen skal ikke spørge om lov til at være her.

Om den forhadte mårhund
Mårhunden så må da være en virkelig fjende, der skal bekæmpes eller hvad? Mårhunde er invasive. Mårhunde kan være bærere af frygtelige sygdomme. Mårhunde er kødædere, som hovedsageligt lever af småpattedyr, fugle og æg. En undersøgelse, vist nok fra COWI, viser, at også hadet til mårhunden bunder mere i en interessekonflikt end i en reel trussel mod dyrelivet og biodiversiteten.

Er der plads til en bestemt art i naturen, vil den med sikkerhed etablere sig, hvis den vinder geografisk adgang til det pågældende område. Af og til ses en voldsom eksplosion i antallet af den nyankomne art. Denne bestandsudvikling vil dog ofte moderere sig over få år, når den invasive art opdages af mulige prædatorer, mikroorganismer og potentielle sygdomme.

Mårhunde tager med garanti ænder, fasaner og fugleæg i naturen. Af den grund er hadet mod den dominerende iblandt jægere, der ser mårhunden som en alvorlig trussel mod ”deres” jagtobjekter. Samme had får dem imidlertid til at efterstræbe ræven og ulven, som mange jægere også mere eller mindre anser for et skadevoldende dyr.

Det invasive element kan således ikke siges at være afgørende for, hvor og hvornår der gribes ind i naturen. Der skal sådan set bare gribes ind, hvis der er nogen der vil tage ”ens” mad. Der er intet bevis for, at den invasive mårhund, vil blive så problematisk, at den vil kunne trænge anden værdifuld natur ud. Den vil (sikkert) finde en niche i naturen og i øvrigt selv blive efterstræbt af ræve, ulve, grævlinger og diverse rovfugle.

Som Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience Kalø, Aarhus Universitet, siger: ”Summa summarum: Dækker den specifikke optagethed af invasive arter i virkeligheden over vores utøjlelige trang til at bekæmpe det onde og fremme det gode ved at dyrke, regulere og kontrollere naturen?”
https://www.facebook.com/search/top/?q=biodiversitet%20m%C3%A5rhund&epa=SEARCH_BOX

————-
Topfoto ©Poul Henrik Pedersen

Indlægget Om skarver, sæler, mårhunde og ulve blev først udgivet på netavisnord.

Fragmenteret natur
Derfor er det også indlysende, at det er nødvendigt at sikre de små pletter i landskabsmosaikken, der har undgået at blive inddraget som by, infrastruktur, landbrug eller plantage. Der eksisterer stadig rester af fortidens skove, moser, enge, overdrev, strande, heder rundt omkring i landsdelen, som rummer værdifulde rester af unik biodiversitet.

Skørpingområdet har Danmarks eneste overlevende populationer af de fredede og sårbare orkideer, Fruesko og Bakkegøgeurt.

Lundby Hede mellem Nibe og Løgstør har den udryddelsestruede sommerfugl, Hedepletvinge, sammen med fragmenter af heder og kystområder i Vendsyssel. Gul og Brun Bjørnesvirreflue, som næsten ingen fans har, overlever i moser, heder og enge i området, hvor vandet er helt rent og der findes nok Blåhat og Djævelsbid til at klare den igennem et ellers blomsterfattigt efterår.

Sjældne bregner og laver overlever på gamle kirkediger. Hammer Bakker, nord for Nørresundby, rummer flere sjældne arter, bl.a. sommerfuglen Brun Pletvinge.

Ådalene langs Villestrup, Binderup, Lindenborg og Sønderup Å rummer mange sjældenheder, bl.a. Mosehornuglen. Råbjerg Mile er et fristed for planter, fugle, padder og krybdyr.

Skovene, engene, moserne, vandløbene og hederne på den Jyske Ås mellem Dronninglund og Østervrå rummer på grund af stor jordbunds- og landskabelig variation en stor mangfoldighed af arter.
Klitter og strandenge langs Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Limfjorden og Mariager Fjord er eksempler på fristeder, det aldrig har været profitabelt at drive kommercielt, og som derfor også kan og skal bevares for eftertiden.

Lille Vildmose i Himmerland er fint på vej mod bedre naturtilstand og er vigtig for mange ande- og rovfugle, bl.a. Hav- og Kongeørn. Her er Elgen, som ellers blev udryddet af jægere allerede for 4.500 år siden, blevet reintroduceret sammen med en flok vildheste. En selvindvandret Guldsjakal dukker også op med jævne mellemrum.

Udvidelse af naturarealerne
Fragmenterne – den bevarede og fredede værdifulde natur – skal dog sikres og deres uberørthed forbedres. Det kunne gøres ved at udvide fredningerne omkring allerede eksisterende fredninger og ideelt set sørge for biokorridorer, som forbinder de enkelte naturområder og tillader dyr og planter at vandre/flyve/svømme imellem disse.

Det kræver at landbrugsjord – og helst arealer med forskellig bonitet – bliver omlagt til natur, hvilket vil give politikerne mulighed for at vise, om de virkelig vil naturen det godt, for det bliver (måske) dyrt at ekspropriere landbrugsjord. EU’s massive landbrugsstøtteordninger har nemlig mangedoblet jordens naturlige værdi. Marx ville have sagt, at jord i sig selv ikke er af værdi. Det er derimod det arbejde, som lægges i dyrkningen af jorden, der udgør værdien. Denne tese har EU omdefineret, idet støtten naturligvis kapitaliseres i jordværdien, således at prisen ved salg afspejler forrentningen af den forventede støtte i fremtiden. Da støtten er betalt af skatteyderne, vil skatteyderne ikke blot betale støtten til jordbrugerne men også den fremtidige forrentning af denne i form af en urealistisk høje jordpriser, når den frikøbes til naturformål.

Man kunne så tro, bønderne var vinderne i dette spil, men faktisk er vinderne de banker og kreditinstitutter, der har finansieret bondens køb af jorden. Ergo er landbrugsstøtten reelt bankstøtte, og bankerne burde tvinges til at betale bønderne ud og overlade jorden til samfundet.

Rewilding
I de senere år er faldet – eller noget af det – i biodiversiteten blevet tillagt manglen på ”større planteædere” som f.eks. den europæisk bison (visenten), vildhesten og elgen. Enkelte har endog foreslået elefanter som mulige biodiversitetsbidragere. Ideen er, at disse store dyr vil kunne indtage de pladser, de oprindelig havde efter sidste istid (Rewilding). Her fouragerede de på græsser og træer, som de mindre, allerede eksisterende planteædere ikke spiser. De vil kunne rode op i jorden, som vildsvin gør det, skabe lysåbne områder i skoven, fjerne dominerende græs-, busk- og trævækst, og dermed bane vejen for en myriade af andre skabninger; biller, der vil kunne leve på dyrenes afføring og ådsler, fugle der vil kunne æde insekterne etc., etc.. Aage V. Jensen Naurfond har konkrete planer om at rewilde bisoner i Lille Vildmose i 2019 eller -20.

Bæveren er et andet rewildingprojekt, som har vist sig at være en stor succes. Efter 1000 års fravær blev en lille flok udsat i Klosterheden i Vestjylland. Siden har arten bredt sig mod syd og nord. Den blev observeret i Sønderup Ådal for få år siden, og den har formået at krydse Limfjordens salte vande et eller andet sted for at slå sig ned i Jammerbugt Kommune i 2018. Også bæveren har en stort biodiversitetspotentiale. Med dens fældning af træer giver den lyset adgang til skovbunden og lys giver altid liv. Med dens dæmningsbyggeri skaber den nye småsøer i landskabet. Måske vil den vise sig at være biodiversitetsmæssigt problematisk ved at blokere faunapassagerne i visse åer med opgang af ål og laksefisk.

Ulven har ”rewilded” sig selv i Danmark og er blevet spottet flere steder i både Himmerland og Vendsyssel. Som topprædator vil den kunne indtage sin gamle plads i naturen efter kun 206 års fravær og bl.a. kunne holde bestandene af rådyr, kronhjorte og de nye store græsædere sunde og begrænsede.

Døde træer i skovene
Død og forfald er kilde til nyt liv og mangfoldighed og støder i dag ofte imod nytteprincipperne i samfundet. Træet går jo til spilde, tænker man, når det blot ligger og forrådner i skovbunden eller tørrer ud som døde opretstående stammer i skoven. Heldigvis er dette slet ikke tilfældet. En hær af bakterier, alger, svampe, insekter og fugle står i kø for at fouragere på dødt ved. Spætter og andre hul- og hulerugende fugle og dyr vil finde redemuligheder i døde og døende træer. Derfor er urørt urskov af oprindelige danske arter en vigtig ingrediens i biodiversitetsforbedringerne og fortjener at blive mindst lige så udbredte i den nordjyske natur som de triste tømmer- og flisproducerende plantager. Fakta er for øvrigt, at grantræet først blev indført i dansk natur i 1700-tallet og rettelig sammen med bjergfyr og bjørneklo burde betragtes som invasive arter.

Haverne som oaser
For en til to generationer siden bestod de fleste villaparceller og kolonihaver af en anseelig køkkenhave, nogle blomstrende frugtbuske og -træer og prydtræer, en staudesektion og en kompostbunke udover den obligatoriske græsplæne. Køkkenhaver kan give føde til diverse biller, sommerfugle og smågnavere, der igen er føde for små og store fugle. Frugttræernes, krydderurterne og staudernes og løgplanternes pollen og nektar er en delikatesse for sommerfugle, humlebier, jordbier og andre insekter og specielt gavnlige for bestandene på grund af deres sæsonmæssige spredning henover forår-sommer-vinter; en spredning det moderne landbrug ikke længere matcher.

Fakta er, at uden haverne som oaser ville bierne og en række andre insekter forsvinde på grund af fødemangel. Her kan man altså selv som husejer yde et værdifuldt bidrag til biodiversiteten. Man kan ”rewilde” noget af sin velplejede græsplæne (husk endelig at sætte et skilt op ved fortovet, der forklarer hensigten med galskaben!) ved at fjerne græstørven og lade naturen træde ind.

Man kan hjælpe den lidt på vej med udsåning af danske vildfrøblandinger. Man kan prioritere bi- og sommerfugleplanter. Man kan bygge bihoteller eller lade en stor grenfyldt kompostbunke være hjemsted for alverdens kryb, fugle og pindsvin. Og så skal man selvfølgelig undlade at bruge gift i haven. Insekterne er her – som alle andre steder – grundlaget for en god biodiversitet.

Konklusion
Mange økosystemer er under pres, og det kan dokumenteres, at biodiversiteten er truet. Truslerne, som her er opregnet, er svære at vægte over for hinanden. Det store fald i biodiversiteten ses overalt på kloden og er formentlig et resultat af en cockaileffekt af forskellige negative faktorer. Ifølge Morten DD Hansen er det påvist, at selv på isbjørnelort i det nordligste Nordgrønland er antallet af fluer faldende. Det kunne godt give anledning til tvivl om, hvorvidt vi har identificeret alle trusler mod biodiversiteten.

I mellemtiden bør vi udvide det areal, vi tilbagegiver til naturen og holde nallerne fra den. Der skal komme flere blomstrende planter, som producerer pollen og nektar, som insekterne kan leve af, som fuglene kan spise etc. Naturstyrelsen har for nylig i flere tilfælde præsteret at fælde en stor mængde ældgamle bøge og egetræer på statens arealer, ironisk nok under påskud af at ville sikre biodiversiteten. Og at tillade biavlere (erhvervsmæssig produktion af honning) at sætte stader op i Nationalpark Thy, hvor de naturlige bier så skal udsættes for konkurrence fra honningbier (sukkerfodrede husdyr). Det giver ingen mening!

Danmark tiltrådte i 2010 de 20 delmål, som stats- og regeringslederne enedes om ved partsmødet i Biodiversitetskonventionen i oktober 2010 i Nagoya, Japan. Ambitionerne var høje, men her 1 år før alle tiltag skulle have været implementeret, må man konstatere, at der må have været andre dagsordener, som har været vigtigere for de skiftende regeringer i 10’erne.

Indlægget Biodiversitet i krise? (anden del) blev først udgivet på netavisnord.

Hvad er biodiversitet? Biodiversitet er en moderne fagterm for det, man før i tiden kaldte ”naturens mangfoldighed”, det vil – populært sagt – sige de mange arter af eksistenser, vi kan træffe i naturen; ikke kun som et dokumenteret antal arter men også den relative hyppighed af disse arter i den fri natur.

De fleste ”helt almindelige danskere” (fortærsket moderne politisk term) er i stand til at sætte navn på et par snese navne på planter, pattedyr, fisk og insekter – de navne, som er relevante for os, når vi bevæger os i naturen (og i supermarkedet) og skal give de rigtig rare spiselige ting navn – blåbær, hyben, havtorn, fasan, rådyr, laks, torsk – og de rigtig farlige – skovflåt, dræbersnegl, hveps, hugorm og bjørneklo ; de virkeligt irriterende – myg, myrer, fluer; de mest almindelige fugle – solsort, spurv, husskade, krage og lærke.
Men rent faktisk rummer denne opremsning både navne på arter og på ordener og familier af arter. Hvepse omfatter f.eks. ikke blot de ca. 7 arter af gul- og sortstribede gedehamse, som kan levere smertefulde stik, men en orden af årevingede insekter, som omfatter, ja, en mangfoldighed af enkeltarter, som vi ikke lægger mærke til, medmindre vi opsøger dem på netop de specielle steder i naturen, hvor de trives og derfor holder til.

Faresignaler
Det manglende fokus i samfundet på naturens mangfoldighed er naturligvis i sig selv en fare for mangfoldigheden. Næsten ingen lægger mærke til, om en art går tilbage i antal, forsvinder eller nye kommer til. Alligevel dukker der nu og da historier op i medierne, som fanger folks opmærksomhed og skaber utryghed og protester. Som f.eks. når antallet af orangutanger eller tigre bliver kritisk lavt, når deres habitater ødelægges og forsvinder. Når koralrevene verden over blegner og bukker under . Når større maritime områder, som Mariager Fjord blev det i august 1997, bliver ramt af akut iltsvind og lider kvælningsdøden . Når isbjørnene i de arktiske egne går fra at være sælens værste fjende til at være tvunget til at ernære sig af efterladenskaber på polarbyernes åbne lossepladser. Når der kun er få ynglende storke tilbage i Danmark.

Senest har det såkaldte kollaps i insektbestandene over hele kloden sat en del menneskers sind i en tilstand af panik. En forsker fandt det slående, at fronten og frontruden på hans bil ikke længere var klistret til i fedtet fra døde insekter efter kort tids kørsel om sommeren. Det ville helt sikkert have været tilfældet under de samme forhold for blot 3 årtier siden, var tesen. Panikken brød straks ud. For hvad er det, der sker, når insekterne forsvinder, og hvad er konsekvenserne for menneskeheden? Efterfølgende studier viste da også, at mere end 80% af insekternes biomasse var forsvundet fra Vesteuropa siden 1989, og at denne tilbagegang især gjaldt for visse vandrende og flyvende arter som biller, fluer, bier og sommerfugle.

Fatale konsekvenser?
Fakta er nok, at konsekvenserne for menneskeheden nok er alvorlige men ikke truer vores eksistens. Manglende insektbestøvning kan reducere udbyttet i de af sektorerne i landbrugs- og fødevareproduktionen, som kræver insektbestøvning. Hovedparten af landbrugets afgrøder som korn, roer og græs er selvbestøvende og altså ikke afhængig af insekter. Fakta er nok også, at konklusionerne i studiet er politiserede og overdrevne og skal ses i et længere historisk perspektiv, end de nævnte seneste 30 år.

Alligevel er hovedkonklusionen ikke til at slippe uden om: Naturen har det ret skidt. Populationerne decimeres og arter, der har udviklet sig på vores klode igennem millioner af år, forsvinder for altid, ”som i altid”, som de unge siger. Biodiversitetstabet er reelt og omfattende.

Biodiversitet og nordjysk nyttetænkning
Hvis man ikke kun er bekymret over landbrugs- og gartneriproduktionens ve og vel, men også støtter det synspunkt, at naturens mangfoldighed er vigtig for naturens egen skyld; at naturen så at sige har ret til at være her og til at trives, er det nødvendigt at se nærmere på de faktorer, som begrænser selvsamme natur i dens naturlige udfoldelse.

Vores eget Nordjylland er her velegnet som eksempel. Det er her, vi bor, og her, vi kan influere udviklingen (tror vi). Ser vi på et kort over Himmerland eller Vendsyssel for 150 år tilbage, vil vi se en slående forskel fra dagens billede.
Byerne er små og spredte. Ofte ligger de ved vandvejene og deres forurening består mest af organisk affald – lort og pis – der let i de relativt små mængder, de forekommer i, optages i naturens kredsløb af bakterier, insekter og planter. Forbrænding af kul, træ og affald er en endnu spæd kilde til CO2-ophobning i atmosfæren men stadig ikke noget problem for klimaet. Igennem byerne og det øvrige landskab snor vandløbene sig lystigt. Dog udgør et hav af vandmøller et problem for vandløbenes vandrende fisk men samtidig opstår nye søer og damme ovenfor møllernes opstemninger. De små marker på landet drives – ubevidst naturligvis – økologisk og former en mosaik af farver og former. De fedeste jorder bliver brugt til korn og grøntsager. Der er udbredt braklægning for at lade jorden komme på fode igen. De lidt vådere anvendes til græsning af køer og heste. Små flokke af får og geder afgræsser landsdelens enorme vidder af hede og blandskov. Sten- og jord og pilegærder opdeler arealer.

Mangel på næringsstoffer begrænser udbyttet og en effektiv anvendelse af de sandede og næringsfattige arealer, som det meste af landsdelen består af. Sandflugt er en tilbagevendende trussel mod bøndernes eksistens. Læbælter begynder at vinde indpas for at begrænse vindens og sandets hærgen. Bønderne er fattige i Nordjylland. Bønderne lærer af nød, at intet må gå til spilde; at al jord, der kan dyrkes, skal dyrkes, at hver en skilling skal vendes. Det gælder familiens overlevelse. Der skal grød og brød på bordet. Biodiversiteten derimod klarer sig godt med den ekstensive dyrkning af jorden. Bunden af fødepyramiden er i behold; insekterne trives, og derfor er der mad opad i fødekæden.

Denne nyttetænkning eksisterer i bedste velgående i store dele af Nordjylland i dag på trods af den åbenlyse velstandsstigning i den mellemliggende periode. Den er nærmest at ligne med vores sociale arv. Den fattige bondes nød og elendighed sidder stadig dybt i mange af os. Det virker som om, naturen skal betvinges, presses til at yde sit yderste på alle parametre. I dag med kunstgødning og gylle, der kan forandre sandede hedejorde til produktive majsmarker eller plantager. Med pesticider og fungicider, der kan sikre udbyttet mod naturlige fjender. Med dræn, der kan forhindre oversvømmelse. Læbælterne derimod står nu i vejen for det industrielle landbrugs store, tunge maskiner, der kan pløje, tilså, gøde og høste store arealer på kort tid. Biodiversitetsfattige granplantager har overtaget mange af de sandede og uproduktive jorder, mest gamle heder, med tømmerproduktion for øje. Intet lys når ned i bunden af disse skove, som derfor også blive golde og ørkenagtige. Vandløbenes eksistensberettigelse som naturlige habitater drages konstant i tvivl af landbrugere og politikere, der udelukkende fokuserer på deres funktion som midler til vandafledning. Seneste eksempel er den uskønne og ødelæggende profilgravning af 6 km af Ryå i Vendsyssel i efteråret 2018 . Nyttetænkningen styrer stadig mange af de valg, der træffes af erhverv og politikere.

De tidligere så udbredte små græsningsarealer, overdrevene, er for hovedpartens del omlagt til kornproduktion, som skaffer en lille del af føden til et svimlende stort antal svin. (Den største del kommer fra importen af soja fra Argentina, Uruguay og Brasilien, hvor dansk landbrugs efterspørgsel efter soja til kraftfoder bidrager til hugst af regnskov og kolossale tab af biodiversitet. Klimaomkostningen herved er også svimlende. En artikel i Fagbladet Ingeniøren anslår, at importen af soja til svine- og kvægfoder på årsbasis bidrager med lige så meget CO2-udslip som udslippet fra 1,8 millioner biler = 80 % af den danske bilpark.) De fritstående træer, markstenene, læbælterne og gærderne, småsøer og vandhuller, som giver gode skjul og ynglemuligheder for fugle, padder, krybdyr og insekter, forsvinder. Kokasserne, fårepillerne og hestepærerne falder ikke længere direkte på jordens overflade, når dyrene holdes i stalden det meste af året og leverer derfor ikke længere føde til insekter på markerne, der igen kan være fødegrundlag for fugle og smådyr etc., som igen kan skabe levegrundlag for rovdyr/-fugle. I stedet opsamles husdyrenes affaldsstoffer i tanke og spredes i form af gylle på pløjemarkerne tidligt om foråret, hvor insekterne endnu ikke er klar til at fouragere på det, i mikro små og veldoserede mængder, som generelt ikke er tilgængelige for insekter. Monokulturerne – majs og korn til svinefoder – breder sig så langt øjet rækker – en gold ørken – defineret som større arealer med kun 1-2 plantearter – dominerer landskabet.

Andre trusler mod økosystemerne
Nitrificering (nedfald af luftbåret nitrat/kvælstof/ammoniak/gylle) af naturområder i nærheden af intensivt dyrkede arealer udgør en trussel mod naturens biodiversitet, idet nitraten/kvælstoffet fremmer bl.a. græs- og brændenældevækst på bekostning af mindre nitrattålende arter som f.eks. de fleste af Danmarks orkidearter og øvrige blomstrende planter.

Nu kunne det lyde, som om landbruget blot skulle gå til bage til produktionsformerne i 1800-tallet, for at alt kunne blive godt igen, men tilbagevenden til datidens – ovenfor let idylliserede – tilstand er ikke en gangbar vej. Teknologien er her, og den skal anvendes. Den har bragt velstand og lettet arbejdet med at skaffe fødevarer. Ydermere kan man anstille den betragtning, at de moderne produktionsformer og dyrkningsmetoder med brug af monkulturer (og sprøjtemidler) netop med deres effektivitet vil kunne frigøre plads til natur. Og det er faktisk først og fremmest plads og manglende menneskelig intervention, naturen har brug for for at kunne komme på fode og igen udfolde sit potentiale.

Økologisk landbrugsdrift kunne man mene også var en gangbar vej til mere biodiversitet. Desværre ikke. Økologiske produktionsformer er ikke så arealeffektive som konventionelle. Der vil med andre ord skulle bruges væsentlig mere landbrugsjord til at fremstille samme mængde fødevarer. Og erfaringen fra økologiske gårde viser, at græsmarkerne pløjes jævnligt og at biodiversiteten kun er marginalt bedre end på de konventionelle marker. Økokøer skal på græs 200 dage om året, men fakta er, at der heller ikke på økologiske græsmarker er der ret mange vilde blomster, biller og sommerfugle. At et stigende antal forbrugere, inklusive mig selv, så foretrækker at forbruge netop økologiske varer, er ikke et spørgsmål om biodiversitet men om dyrevelfærd, drikkevand og forbrugerpræferencer for sunde, usprøjtede fødevarer.

De indre farvande som f.eks. Limfjorden og Mariager Fjord snapper efter vejret om sommeren og efteråret. Store vandområder rammes gang på gang som følge af landbrugsjordens udledninger af nitrat via åer og bække, ”landbrugets vandafledningskanaler”, og medfører algeopblomstring, bundvendinger og efterfølgende massedød af fisk og skaldyr. Tidligere minister for Landbrug og Fødevarer, Esben Lunde Larsens landbrugspakke har blot forøget problemerne i de indre danske farvande trods forsikringer om det modsatte.

I Limfjorden er det konventionelle muslingefiskeri med bundskrab fatalt for økosystemet og biodiversiteten. Habitaterne smadres med en såkaldt muslingeskraber, som slæbes efter en kutter. Igen ser vi en slags ørkendannelse – blot under vandets overflade. Tidligere tiders gode fiskeri efter fladfisk, torsk og ål er reduceret i takt med muslingeskrabernes udbredelse. Imidlertid er det umuligt at påvise en direkte sammenhæng. I de senere år er også et givtigt fiskeri efter havørred i Limfjorden og de tillæggende vandløb gået markant tilbage. Dødbringende svampeangreb er set på opgangsfisk i flere havørredvandløb. Om årsagen er stigninger i vandtemperaturen, bundvendinger i fjordene, noget helt tredje eller en cocktaileffekt af samme, er endnu ikke klarlagt.

Klimaforandringerne er en ny og væsentlig trussel mod biodiversiteten. De forskellige arter af dyr og planter har haft mange tusinde år til at tilpasse sig deres nuværende biotoper, og ikke alle arter kan tilpasse sig de varmere og mere ustabile forhold hurtigt nok. Isbjørnen kan ikke opfinde nye platforme på havet at jage sæler fra; planter kan ikke flytte sig hurtigt nok, hvis deres formering ikke er baseret på effektiv frøformering. Biller, bier og sommerfugle er overraskende standfaste og uddør snarere, end de flytter sig geografisk på grund af selv langsomt ændrende klimatiske forhold. Hertil kommer, at de seneste års klimaekstremer med henholdsvis drivvåde og knastørre somre selvsagt også er problematiske for mange arter.

Århundreders CO2-udledninger i atmosfæren, der blot har accelereret indtil nu, bindes for to tredjedels vedkommende i havene og medfører faldende PH-værdier, forsuring af vandet. På sigt vil det skade især koralrevene, som er bygget af kalk, samt krebsdyrs evne til at danne skeletter, der er stærke nok til overlevelse. Vandets sigtdybde vil tillige forringes af mikroalgevækst og skabe mørkere og dårligere levevilkår for dyr og planter på havbunden.

Syreregnen, der faldt i 1950-80’erne fra kraftværkernes fyring med kul, før man blev i stand til at udføre en rimelig røgrensning, sætter muligvis stadig et negativt aftryk på de få tilbageværende naturlige tørre overdrev. Hvis PH-værdien i jorden bliver lav, vil mange blomstrende overdrevsplanter ikke kunne trives og uden en god bestand blomster vil bl.a. fluer, bier, hvepse og sommerfugle få færre fødemuligheder. Spredning af kalk på sure overdrev vil sandsynligvis kunne rette op på dette specielle problem.

Hvad kan man så gøre for at redde naturens mangfoldighed? Først og fremmest vil forslag fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening om at reducere det samlede landbrugsareals størrelse og føre mere jord tilbage til naturen være en sikker metode. Den danske årsproduktion på 20 millioner svin er en hård belastning for miljøet og kræver både stor import af kraftfoder og dyrkning af store arealer med byg og majs. Måske skulle vi opgive at ”kødføde” store udenlandske markeder med danske koteletter og flæskestege og i stedet prioritere en anstændig naturtilstand (og en god drikkevandskvalitet) herhjemme?

Det vil dog tage lang tid for naturen at genetablere sig på tidligere dyrket jord, måske århundreder. Mange vilde stauder, som f.eks. djævelsbid, vil være ca. 200 år om at genetablere sig på tidligere habitater, som blot en gang har været pløjet og omlagt. Det samme gælder naturligvis for arter, som er knyttet til djævelsbid, som f.eks. den sårbare nordjyske bestand af Hedepletvinge-sommerfuglen. Her kan man virkelig tale om bevis for, at genoprettelse er en uendeligt sværere proces, end den at ødelægge. En enkelt pløjning af et gammelt græsareal vil have uoprettelige konsekvenser for biodiversiteten i generationer fremover.

(Dette er den første artikel om biodiversitet med nordjysk vinkel. Den anden kommer i næste uge)

Indlægget Biodiversitet i krise? blev først udgivet på netavisnord.