- Natur og miljø

Om skarver, sæler, mårhunde og ulve

Author profile

Skarven og sælen tager vores fisk. Ulven tager vores husdyr og jagtvildt. Mårhunden er nærmest altædende. Ørne og andre rovfugle tager vores fasaner og ænder. Hvad skal vi gøre ved det? Mange mennesker klager deres nød over det urimelige indhug i deres fødegrundlag, disse skadedyr forårsager. For hvad stiller man op, når naturen ikke opfører sig, som man gerne vil have den til? Eller når naturen i løbet af få år ter sig anderledes, end man forventer og er vant til?

Om skadedyr i vand
I mange åer er havørredbestandene i seriøs krise. Mange steder får havørrederne store, slimede sår, forårsaget af smitsomme svampeangreb, når de drager på den årlige gydevandring op i store og små vandløb om efteråret. De naturlige stammer af fede nordjyske havørreder kan være truet på livet. Fisk i alle størrelser er set glide hjælpeløst mod den visse død med strømmen om efteråret, i stedet for at vandre med kraftfulde slag med halen mod gydebankerne højt oppe i vandsystemerne.
Reproduktionen af de ældgamle, genetisk særegne fisk går ”i fisk” eller rettere ikke ”i fisk”. Årsagen kendes ikke, og svampeangreb i denne størrelsesorden er ikke kendt fra historien.

I Limfjorden bliver det stadig sværere at fange fisk. I gamle dage – for 50 år siden – var der erhvervsfiskeri efter ørred, torsk, ål, sild, hornfisk, stenbider, ålekvabbe, skrubbe og rødspætte. Kajfiskeri efter disse arter udførtes også af mange af stenbroens børn i Aalborg og Nørresundby, og som fiskeri fra land eller båd af deres fæller i Nibe, Sebbersund Løgstør, Hals, Egense etc. Børnenes fangster endte ofte som et velkomment supplement til aftensmaden i en nøjsom arbejder- eller bondefamilie. Bestandene af ål, ålekvabbe, skrubbe og rødspætte er faldet drastisk.

Torsken er næsten væk. Havørred, som må anses for generalisten blandt Limfjordens fisk, klarede sig i lang tid. Den flytter sig hurtigt i sin jagt efter føde og kan sagtens bevæge sig 50 km på en god dag. Den spiser et varieret udbud af fødeemner, vokser relativt hurtigt og er kønsmoden efter tre år. Den har klaret sig markant bedre end f.eks., fladfiskene, som er udprægede standfisk, men nu ses der også her en markant nedgang i havørredbestanden.

Foto (c)Steen Petersen

Man har altid antaget, at silden og hornfisken, som vandrer ind i fjorden fra Nordsøen og Kattegat for at gyde om foråret, var en årligt tilbagevendende begivenhed, som ville resultere i fyldte fiskespande hos kajfiskerne. I år har alarmklokkerne ringet for begge bestande. Der har været færre fisk og især langt færre større fisk i fjorden.

Årsagerne til det, nogle ser som en begyndende marinøkologisk katastrofe, er mange. Da erhvervsfiskeriet på fjorden for længst er uddødt, kan det ikke være synderen. Torsk, sild og hornfisk fanges endnu i stor stil ude på havet af effektive trawlfiskere, og her spiller erhvervsfiskeriet givet en stor rolle for bestandens størrelse.

Fritidsfiskeriet med nedgarn har altid været en torn i øjet på lystfiskerne, som nidkært har anmeldt fritidserhvervsfiskere med forkert placerede eller for mange garn. Dette fiskeri er dog heller ikke nær så udbredt som ”i gamle dage”, hvor mange bønder og andre beboere langs fjorden nærmest var nødsaget til at sætte garn for at supplere indtægten og krydre aftensmadsretterne med lidt fisk. I dag må fritidsfiskere ikke omsætte fisk til konsum; kun fange fisk til eget forbrug.

Muslingefiskerne i den vestlige del af Limfjorden har i mange år udøvet fiskeriet ved at lade tunge bomme skrabe henover bunden. Dette efterlader en flad og jævn ørkenagtig bund uden planter og uden gemmesteder og derfor uegnet for fisk. Samtidig forårsager bommenes hærgen en ophvirvling af næringsstoffer, som sætter en pludselig algeopblomstring i gang, som igen – når dette har stået på et stykke tid, og algerne begynder at dø – skaber grundlag for iltsvind i de varme måneder.

Landbrugets udvaskning af kvælstof og pesticider i de 5123 kilometer vandløb, der løber ud i Limfjorden, er bestemt en af de helt store skurke. Næringsstofferne er den største årsag til at ålegræsset ikke trives, og at der dannes algesupper og efterfølgende svovlstinkende områder med iltsvind, hvor alt stationært liv kvæles. Kun de organismer, som kan flytte sig hurtigt, har muligheden for at overleve. Bunddyr som orme, rejer, vandlopper og store og små fisk lider kvælningsdøden og bidrager til yderligere iltsvind, når de forrådner. VLAK-regeringens berømte/berygtede landbrugspakke, der tillod større tilførsel af kvælstof til agerbruget i modstrid med vandmiljøeksperternes anbefalinger har kun accelereret problemet.

Andre kilder til mindskelse af biodiversiteten kan være stoffet TBT, som findes i skibsmaling, mikroplast (stadig en ret ukendt faktor), stigende vandtemperaturer, øget binding af Co2 (forsuring) i vand, nye invasive arter som f.eks. stillehavsøsters etc.

De hurtige konklusioner
Alt i alt kan problemet med faldende fiskebestande siges at være yderst komplekst. Som på andre politiske arenaer i det senmoderne samfund, danner problemernes kompleksitet grobund for hurtige konklusioner. Her skal nævnes nogle få eksempler:
– Manglende penge til ældre- og sundhedspleje skyldes indvandringen fra ikke-vestlige lande.

– Kvælstofforureningen af indre danske farvande skyldes overløb fra rensningsanlæg.

– Lærere, der viser sig offentligt/slår græs i haven mellem 7 og 15, laver ikke nok på deres arbejde.

– HPV-vaccine gør piger autistiske.

Så hvilke hurtige løsninger er så kommet på banen her? Jo, det må være skarven og sælen, som har ændret adfærd, og som nu tager alle ”vores fisk”, lyder det nogle steder fra. Især lyst- og erhvervsfiskere er sure over, at en hjemmehørende fugl og et kernedansk havpattedyr angiveligt og lige pludselig truer fiskebestanden på dens eksistens.

Påstanden lyder urimelig, al den tid skarv og sæl jo ”altid” har guffet fisk i sig. Det har altid været deres måde at overleve på, og naturligvis fouragerer de der, hvor der er fisk at fange. Hvis man drager den slutning, når man ser en skarv eller en sæl, som spiser en fisk, at man så skal bortskyde skarv og sæl, begår man en fatal fejl, ja, måske en forbrydelse mod naturen og dens mangfoldighed, som virker helt paradoksal. Paradoksal, fordi truslen mod en art nu retfærdiggør en trussel mod andre arter: ”Der er for få fisk! Altså sørger vi for, der bliver færre af andre arter. ”

Foto (c)Steen Petersen

Og hvem ejer for øvrigt fiskene? Når folk siger ”Skarven/sælen tager vores fisk”, tager de ejerskab til en del af naturen, som de åbenlyst opfatter som deres egen personlige ressource. Imidlertid er det vel sådan, at fisk er natur, og naturen er dens egen?

Historien om ulven og de fem får
Det bringer os over i en anden boldgade. Ulvedebatten blusser op med jævne mellemrum. Ulven spiser ikke blot ”vores rådyr og kronvildt”, men tager faktisk også nogle får, en kalv og nogle småheste i ny og næ. Især hvis disse ikke er forsvarligt hegnet inde. Og billeder fra ulvens spisepladser er bestemt ikke altid for små børn.

Husdyr er i sagens natur ikke natur men netop ”vores dyr”, så hvad gør vi her? Den hurtige løsning er igen: ”Skyd ulven! ” Vælger man den løsning, gør man naturen lidt fattigere. Man vælger at se ulven som et farligt og utryghedsskabende fremmedelement i vores hverdag. Imidlertid var ulven for indtil 200 år siden naturligt hjemmehørende i Danmark; et vilkår, man måtte forholde sig til.
Den blev bortskudt, fordi ressourcerne var knappe og uvidenheden stor. Den situation er vi ikke i i dag. Jo, uvidenheden og dermed frygten lever i bedste velgående i nogle kredse, næret af nogle gamle folkeeventyr og en sensationslysten presse.

Foto (c)Poul Henrik Pedersen

For 2 måneder siden, efter fem får var blevet fundet skambidt syd for Skagen, bragte Nordjyske følgende overskrift:” Ulven kan have slået til i Nordjylland: Fire får voldsomt skambidt” (Nordjyske 03.10.19), ledsaget af et stort arkivbillede af en ulv med et blodigt kødben i kæften. Avisen lavede en hurtig konklusion på de DNA-prøver, artiklen skrev, var blevet taget, og som man da ikke kunne vente med at konkludere på, inden de var blevet undersøgt.

Prøverne viste dog, at misdæderen var en gemen hund, og ”Stiften” bragte 16. okt. følgende overskrift i en ny artikel om udåden: ”Flåede fem får: Ensom ulv fik skylden – men her er den virkelige fåredræber. Der blev råbt ulven kommer – men nu er den frikendt”, igen, paradoksalt nok, ledsaget af et billede, ikke af en hund men af en …ulv. Nu uden sit blodige kødben. Ejeren af de 5 får postede dagen efter hændelsen nærbilleder af skambidte får og tekst om hændelsen på Facebook: ”Natten mellem fredag og lørdag fik vi besøg af ulven”, står der anklagende.

Postens urigtige oplysninger er aldrig blevet dementeret af ejeren. Den står stadig som et faktum på ”fjæsen”. Den nåede at få 324 hulkende, anerkendende og vrede likes med på vejen, udløste 515 kommentarer og 197 delinger. Enkelte kommentatorer foreslog ironisk, at alle hunde nu burde skydes.

Reaktionen på disse var larmende tavshed. Man skyder da ikke Fido! Andre kommentatorer mente, DNA’et måtte være blevet for gammelt til at vise en forskel mellem hund og ulv! (Man kan tage brugbart DNA fra en mammut!) Andre, at ulve var en hunderace, og at det derfor var klart, at analysen måtte vise, at dyret var en hund! Næstsidste kommentar opfordrer den hunderamte ejer af de fem får til at blive medlem af FB-gruppen ”Ulve ud af Jylland”.

Tja, hvad gør man ikke for at forsvare sit forkvaklede natursyn? Hvis historien om ulven og de fem får allerede har eller vil få nogen til at efterstræbe den enlige ulv, der af og til dukker op i det nordlige Vendsyssel, er det ulykkeligt. Hvis et faktisk ulveangreb på ubeskyttede husdyr får nogen til at gøre det af med ulvene, vil det være ligeså ulykkeligt og uretfærdigt. Ulven er her. Den er natur og naturen skal ikke spørge om lov til at være her.

Om den forhadte mårhund
Mårhunden så må da være en virkelig fjende, der skal bekæmpes eller hvad? Mårhunde er invasive. Mårhunde kan være bærere af frygtelige sygdomme. Mårhunde er kødædere, som hovedsageligt lever af småpattedyr, fugle og æg. En undersøgelse, vist nok fra COWI, viser, at også hadet til mårhunden bunder mere i en interessekonflikt end i en reel trussel mod dyrelivet og biodiversiteten.

Foto (c)Steen Petersen

Er der plads til en bestemt art i naturen, vil den med sikkerhed etablere sig, hvis den vinder geografisk adgang til det pågældende område. Af og til ses en voldsom eksplosion i antallet af den nyankomne art. Denne bestandsudvikling vil dog ofte moderere sig over få år, når den invasive art opdages af mulige prædatorer, mikroorganismer og potentielle sygdomme.

Mårhunde tager med garanti ænder, fasaner og fugleæg i naturen. Af den grund er hadet mod den dominerende iblandt jægere, der ser mårhunden som en alvorlig trussel mod ”deres” jagtobjekter. Samme had får dem imidlertid til at efterstræbe ræven og ulven, som mange jægere også mere eller mindre anser for et skadevoldende dyr.

Det invasive element kan således ikke siges at være afgørende for, hvor og hvornår der gribes ind i naturen. Der skal sådan set bare gribes ind, hvis der er nogen der vil tage ”ens” mad. Der er intet bevis for, at den invasive mårhund, vil blive så problematisk, at den vil kunne trænge anden værdifuld natur ud. Den vil (sikkert) finde en niche i naturen og i øvrigt selv blive efterstræbt af ræve, ulve, grævlinger og diverse rovfugle.

Som Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience Kalø, Aarhus Universitet, siger: ”Summa summarum: Dækker den specifikke optagethed af invasive arter i virkeligheden over vores utøjlelige trang til at bekæmpe det onde og fremme det gode ved at dyrke, regulere og kontrollere naturen?”
https://www.facebook.com/search/top/?q=biodiversitet%20m%C3%A5rhund&epa=SEARCH_BOX

————-
Topfoto ©Poul Henrik Pedersen

17
Skriv en kommentar til historien

avatar
Edith B Mortensen
Læser
Edith B Mortensen

Så rigtigt skrevet og du har så evig ret??og der skal kæmpes imod dette uvæsen.

Vinnie Holm
Læser
Vinnie Holm

Så sandt , så sandt! Tak for en højaktuel artikel.

Louis Lawaetz
Læser
Louis Lawaetz

Rigtig fin beskrivelse.

vibeke hansen
Læser
vibeke hansen

Kan mennesker aldrig lære at dele klodens mad med dyrene ????——De 2 benede dræber mest— Hvem får skylden ???—det er ligesom den slemme dreng i skolen—— metode tænkning———-ingen dyr stjæler-de spiser det der for deres sult— JEG ER VRED PÅ DISSE 2 benede EGOER—- lad dyrene være— menneskerne har når det gælder PENGE- den største appetit på grådighed——- jeg væmmes—-

hanne frederiksen
Læser
hanne frederiksen

fuldstændig enig

R. Primdal
Læser
R. Primdal

Egentlig trist læsning, selvom artiklen jo bare “samler” alt det vi læser alle mulige steder! Men allermest stiller den skarpt på menneskers grådighed, – kun VI har lov til at høste i naturen, – men også at kun VI er de virkelige ødelæggere af naturen!

Leif Lende
Læser
Leif Lende

Trangen til at regulere og styre og bestemme over naturen, skyldes danskerens generelle fremmedgjorthed overfor natur. Danskerne opdrages ikke at være i og med natur, men at omdanne den til kultur, så snart de ser noget der lugter naturligt. Det gør de ved rationalisere, ordne, registrere, beskrive, skyde, omdanne, dýrke og fælde, mm.. Det er symptomatisk, at putter du en gruppe uforvarende danskere, i modsætning til f.eks. nordmænd, ud i naturen naturen, så kan han kun holde den ud ved at lave diverse lege, aktiviteter og anden kulturel binding. Han er ude af stand til blot at være med naturen,… Læs mere »

Jette Sørensen
Læser
Jette Sørensen

Super godt skrevet

Søren Risborg
Læser
Søren Risborg

Det er dog det største skud spredehagl mod naturens elendighed jeg endnu er kommet over i 2020. Jeg læser det som om det mest er jægernes og lyst/fritidsfiskerne og deres benyttelse og natursyn, der roden til alt ondt derude på trods af det forhold, at 62% af vores areal er opdyrket med sprøjtning og gødskning – verdens næstmest opdyrkede land. Kun overgået af Bangladesh (så vidt jeg husker) og en almindelig enighed om at det mest er pladsmangel og brug af skrappe sprøjtemidler i vores EU landskab der bærer resultatet af naturen tilstand. Jeg fornemmede Rasmus Ejernæs og co mellem… Læs mere »

Jørgen Stefansen
Læser
Jørgen Stefansen

Hej Søren Først tak for dit lange og grundige svar. Og nej, du har ret i, at det ikke er jægernes og lystfiskernes (jeg fisker selv) skyld, at vi har en biodiversitet i krise. Det er snarere det naursyn, som dominerer i samfundet, der siger, at naturen kun har værdi hvis den kan opfylde vores behov – altså være til nytte. Træ og vildt fra skovene, kød og brød fra markerne, fisk og skaldyrfra havene. Som om naturen ikke bare kan vær natur uden et specifikt formål. Mht. til at pege på pladsmangel som naturens største problem, er vi helt… Læs mere »

hanne frederiksen
Læser
hanne frederiksen

supergod artikel og dejlig at den ikke fordømmer dyrene, for det er menneskene, der skaber alle problemerne i den evige søgen efter mammon. Naturen er ikke vores, men sin egen

Helle Juntermanns
Læser
Helle Juntermanns

Virkelig god artikel, som sætter fokus på det forkvaklede natursyn, der findes – ikke bare i Danmark, men desværre over hele verden.

Benna Rasmussen
Læser
Benna Rasmussen

TAK TAK for artiklen som burde få alle danskere til at tænke sig om før de udråber dyr som skadedyr, fordi de ikke lige passer ind i menneskets egoistiske livssyn.
Alle naturens dyr har en berettigelse, det må og skal mennesket lære

Gazzi
Læser
Gazzi

i glemmer at vi nu også har Delfiner som er et top rovdyr

jørgen løvkvist
Læser
jørgen løvkvist

Det værste skadedyr af alle er mennesket , det slutter med at udrydde menneskeheden totalt , men bare rolig Jorden overlever og nye generationer vil blomstre på en fredelig Jord.

Vagn Frederiksen
Læser
Vagn Frederiksen

Det er fuldstændig rigtigt fra ende til anden – og rigtig godt skrevet med de rette perspektiver. Det kunne mange lære meget af, så debatten om ulve, natur og erhvervsfaglige særinteresser kunne blive noget sagligere og uden den masse mudderkastning og tilsvining af folk, man er uenige med, og/eller hvis handlinger eller mangel på samme man er forarget eller rystet over. der desværre ofte ses på diverse sider på fx Facebook.

johnny Møller
Læser
johnny Møller

Der er for mange mennesker og der for mange der malker naturen og dyrlivet ..for meget. Så der ikke er plads til de naturlig dyr. og de se de naturlig dyr som skadedyr. Så tænker jeg hvor skal de naturlig dyr være . vi tar naturen fra dem. Hvor skal de være der er snart ikke plads til dem mere, Udyret er mennesket selv.