- Natur og miljø

Biodiversitet i krise?

Author profile

Dansk natur har det halvskidt. Årtiers intensiv landbrugsdrift, nedprioritering, nyttetænkning er godt i gang med at ændre dansk natur for altid. Arter forsvinder i foruroligende hast, og viljen til at stoppe denne triste udvikling kan ligge på et meget lille sted i det politiske landskab. Når man taler om naturpolitik i dag, drejer det ofte om offentlighedens adgang til og muligheder i landskabet; mountainbikeruter, spiselige planter, klatreparker; sjældnere om, hvordan naturen har det ifølge videnskaben. Og nej, en kornmark er ikke natur, selv om den tidligere minister for Landbrug og Fødevarer hårdnakket påstod netop det.
(Denne artikel er den første af to om biodiversitet med fokus på Nordjylland. Den anden kommer i næste uge.)

Hvad er biodiversitet? Biodiversitet er en moderne fagterm for det, man før i tiden kaldte ”naturens mangfoldighed”, det vil – populært sagt – sige de mange arter af eksistenser, vi kan træffe i naturen; ikke kun som et dokumenteret antal arter men også den relative hyppighed af disse arter i den fri natur.

De fleste ”helt almindelige danskere” (fortærsket moderne politisk term) er i stand til at sætte navn på et par snese navne på planter, pattedyr, fisk og insekter – de navne, som er relevante for os, når vi bevæger os i naturen (og i supermarkedet) og skal give de rigtig rare spiselige ting navn – blåbær, hyben, havtorn, fasan, rådyr, laks, torsk – og de rigtig farlige – skovflåt, dræbersnegl, hveps, hugorm og bjørneklo ; de virkeligt irriterende – myg, myrer, fluer; de mest almindelige fugle – solsort, spurv, husskade, krage og lærke.
Men rent faktisk rummer denne opremsning både navne på arter og på ordener og familier af arter. Hvepse omfatter f.eks. ikke blot de ca. 7 arter af gul- og sortstribede gedehamse, som kan levere smertefulde stik, men en orden af årevingede insekter, som omfatter, ja, en mangfoldighed af enkeltarter, som vi ikke lægger mærke til, medmindre vi opsøger dem på netop de specielle steder i naturen, hvor de trives og derfor holder til.

Storplettet perlemorsommerfugl på et himmerlandsk overdrev (foto: Jørgen Stefansen)

Faresignaler
Det manglende fokus i samfundet på naturens mangfoldighed er naturligvis i sig selv en fare for mangfoldigheden. Næsten ingen lægger mærke til, om en art går tilbage i antal, forsvinder eller nye kommer til. Alligevel dukker der nu og da historier op i medierne, som fanger folks opmærksomhed og skaber utryghed og protester. Som f.eks. når antallet af orangutanger eller tigre bliver kritisk lavt, når deres habitater ødelægges og forsvinder. Når koralrevene verden over blegner og bukker under . Når større maritime områder, som Mariager Fjord blev det i august 1997, bliver ramt af akut iltsvind og lider kvælningsdøden . Når isbjørnene i de arktiske egne går fra at være sælens værste fjende til at være tvunget til at ernære sig af efterladenskaber på polarbyernes åbne lossepladser. Når der kun er få ynglende storke tilbage i Danmark.

Senest har det såkaldte kollaps i insektbestandene over hele kloden sat en del menneskers sind i en tilstand af panik. En forsker fandt det slående, at fronten og frontruden på hans bil ikke længere var klistret til i fedtet fra døde insekter efter kort tids kørsel om sommeren. Det ville helt sikkert have været tilfældet under de samme forhold for blot 3 årtier siden, var tesen. Panikken brød straks ud. For hvad er det, der sker, når insekterne forsvinder, og hvad er konsekvenserne for menneskeheden? Efterfølgende studier viste da også, at mere end 80% af insekternes biomasse var forsvundet fra Vesteuropa siden 1989, og at denne tilbagegang især gjaldt for visse vandrende og flyvende arter som biller, fluer, bier og sommerfugle.

Hugorm i L. Vildmose (Foto: Steen Petersen)

Fatale konsekvenser?
Fakta er nok, at konsekvenserne for menneskeheden nok er alvorlige men ikke truer vores eksistens. Manglende insektbestøvning kan reducere udbyttet i de af sektorerne i landbrugs- og fødevareproduktionen, som kræver insektbestøvning. Hovedparten af landbrugets afgrøder som korn, roer og græs er selvbestøvende og altså ikke afhængig af insekter. Fakta er nok også, at konklusionerne i studiet er politiserede og overdrevne og skal ses i et længere historisk perspektiv, end de nævnte seneste 30 år.

Alligevel er hovedkonklusionen ikke til at slippe uden om: Naturen har det ret skidt. Populationerne decimeres og arter, der har udviklet sig på vores klode igennem millioner af år, forsvinder for altid, ”som i altid”, som de unge siger. Biodiversitetstabet er reelt og omfattende.

Biodiversitet og nordjysk nyttetænkning
Hvis man ikke kun er bekymret over landbrugs- og gartneriproduktionens ve og vel, men også støtter det synspunkt, at naturens mangfoldighed er vigtig for naturens egen skyld; at naturen så at sige har ret til at være her og til at trives, er det nødvendigt at se nærmere på de faktorer, som begrænser selvsamme natur i dens naturlige udfoldelse.

Vores eget Nordjylland er her velegnet som eksempel. Det er her, vi bor, og her, vi kan influere udviklingen (tror vi). Ser vi på et kort over Himmerland eller Vendsyssel for 150 år tilbage, vil vi se en slående forskel fra dagens billede.
Byerne er små og spredte. Ofte ligger de ved vandvejene og deres forurening består mest af organisk affald – lort og pis – der let i de relativt små mængder, de forekommer i, optages i naturens kredsløb af bakterier, insekter og planter. Forbrænding af kul, træ og affald er en endnu spæd kilde til CO2-ophobning i atmosfæren men stadig ikke noget problem for klimaet. Igennem byerne og det øvrige landskab snor vandløbene sig lystigt. Dog udgør et hav af vandmøller et problem for vandløbenes vandrende fisk men samtidig opstår nye søer og damme ovenfor møllernes opstemninger. De små marker på landet drives – ubevidst naturligvis – økologisk og former en mosaik af farver og former. De fedeste jorder bliver brugt til korn og grøntsager. Der er udbredt braklægning for at lade jorden komme på fode igen. De lidt vådere anvendes til græsning af køer og heste. Små flokke af får og geder afgræsser landsdelens enorme vidder af hede og blandskov. Sten- og jord og pilegærder opdeler arealer.

Mangel på næringsstoffer begrænser udbyttet og en effektiv anvendelse af de sandede og næringsfattige arealer, som det meste af landsdelen består af. Sandflugt er en tilbagevendende trussel mod bøndernes eksistens. Læbælter begynder at vinde indpas for at begrænse vindens og sandets hærgen. Bønderne er fattige i Nordjylland. Bønderne lærer af nød, at intet må gå til spilde; at al jord, der kan dyrkes, skal dyrkes, at hver en skilling skal vendes. Det gælder familiens overlevelse. Der skal grød og brød på bordet. Biodiversiteten derimod klarer sig godt med den ekstensive dyrkning af jorden. Bunden af fødepyramiden er i behold; insekterne trives, og derfor er der mad opad i fødekæden.

Denne nyttetænkning eksisterer i bedste velgående i store dele af Nordjylland i dag på trods af den åbenlyse velstandsstigning i den mellemliggende periode. Den er nærmest at ligne med vores sociale arv. Den fattige bondes nød og elendighed sidder stadig dybt i mange af os. Det virker som om, naturen skal betvinges, presses til at yde sit yderste på alle parametre. I dag med kunstgødning og gylle, der kan forandre sandede hedejorde til produktive majsmarker eller plantager. Med pesticider og fungicider, der kan sikre udbyttet mod naturlige fjender. Med dræn, der kan forhindre oversvømmelse. Læbælterne derimod står nu i vejen for det industrielle landbrugs store, tunge maskiner, der kan pløje, tilså, gøde og høste store arealer på kort tid. Biodiversitetsfattige granplantager har overtaget mange af de sandede og uproduktive jorder, mest gamle heder, med tømmerproduktion for øje. Intet lys når ned i bunden af disse skove, som derfor også blive golde og ørkenagtige. Vandløbenes eksistensberettigelse som naturlige habitater drages konstant i tvivl af landbrugere og politikere, der udelukkende fokuserer på deres funktion som midler til vandafledning. Seneste eksempel er den uskønne og ødelæggende profilgravning af 6 km af Ryå i Vendsyssel i efteråret 2018 . Nyttetænkningen styrer stadig mange af de valg, der træffes af erhverv og politikere.

De smukke Fruesko fra Skørpingområdet. Foto Jørgen Stefansen

De tidligere så udbredte små græsningsarealer, overdrevene, er for hovedpartens del omlagt til kornproduktion, som skaffer en lille del af føden til et svimlende stort antal svin. (Den største del kommer fra importen af soja fra Argentina, Uruguay og Brasilien, hvor dansk landbrugs efterspørgsel efter soja til kraftfoder bidrager til hugst af regnskov og kolossale tab af biodiversitet. Klimaomkostningen herved er også svimlende. En artikel i Fagbladet Ingeniøren anslår, at importen af soja til svine- og kvægfoder på årsbasis bidrager med lige så meget CO2-udslip som udslippet fra 1,8 millioner biler = 80 % af den danske bilpark.) De fritstående træer, markstenene, læbælterne og gærderne, småsøer og vandhuller, som giver gode skjul og ynglemuligheder for fugle, padder, krybdyr og insekter, forsvinder. Kokasserne, fårepillerne og hestepærerne falder ikke længere direkte på jordens overflade, når dyrene holdes i stalden det meste af året og leverer derfor ikke længere føde til insekter på markerne, der igen kan være fødegrundlag for fugle og smådyr etc., som igen kan skabe levegrundlag for rovdyr/-fugle. I stedet opsamles husdyrenes affaldsstoffer i tanke og spredes i form af gylle på pløjemarkerne tidligt om foråret, hvor insekterne endnu ikke er klar til at fouragere på det, i mikro små og veldoserede mængder, som generelt ikke er tilgængelige for insekter. Monokulturerne – majs og korn til svinefoder – breder sig så langt øjet rækker – en gold ørken – defineret som større arealer med kun 1-2 plantearter – dominerer landskabet.

Himmerlandsk mose med gøgeurt,orkideer og engblommer. Høj biodiversitet. Klingerhøj v. Guldbæk . Foto Jørgen Stefansen

Andre trusler mod økosystemerne
Nitrificering (nedfald af luftbåret nitrat/kvælstof/ammoniak/gylle) af naturområder i nærheden af intensivt dyrkede arealer udgør en trussel mod naturens biodiversitet, idet nitraten/kvælstoffet fremmer bl.a. græs- og brændenældevækst på bekostning af mindre nitrattålende arter som f.eks. de fleste af Danmarks orkidearter og øvrige blomstrende planter.

Nu kunne det lyde, som om landbruget blot skulle gå til bage til produktionsformerne i 1800-tallet, for at alt kunne blive godt igen, men tilbagevenden til datidens – ovenfor let idylliserede – tilstand er ikke en gangbar vej. Teknologien er her, og den skal anvendes. Den har bragt velstand og lettet arbejdet med at skaffe fødevarer. Ydermere kan man anstille den betragtning, at de moderne produktionsformer og dyrkningsmetoder med brug af monkulturer (og sprøjtemidler) netop med deres effektivitet vil kunne frigøre plads til natur. Og det er faktisk først og fremmest plads og manglende menneskelig intervention, naturen har brug for for at kunne komme på fode og igen udfolde sit potentiale.

Økologisk landbrugsdrift kunne man mene også var en gangbar vej til mere biodiversitet. Desværre ikke. Økologiske produktionsformer er ikke så arealeffektive som konventionelle. Der vil med andre ord skulle bruges væsentlig mere landbrugsjord til at fremstille samme mængde fødevarer. Og erfaringen fra økologiske gårde viser, at græsmarkerne pløjes jævnligt og at biodiversiteten kun er marginalt bedre end på de konventionelle marker. Økokøer skal på græs 200 dage om året, men fakta er, at der heller ikke på økologiske græsmarker er der ret mange vilde blomster, biller og sommerfugle. At et stigende antal forbrugere, inklusive mig selv, så foretrækker at forbruge netop økologiske varer, er ikke et spørgsmål om biodiversitet men om dyrevelfærd, drikkevand og forbrugerpræferencer for sunde, usprøjtede fødevarer.

Hedepletvinge fra Lundby Hede mellem Løgstør og Nibe. Foto Jørgen Stefansen

De indre farvande som f.eks. Limfjorden og Mariager Fjord snapper efter vejret om sommeren og efteråret. Store vandområder rammes gang på gang som følge af landbrugsjordens udledninger af nitrat via åer og bække, ”landbrugets vandafledningskanaler”, og medfører algeopblomstring, bundvendinger og efterfølgende massedød af fisk og skaldyr. Tidligere minister for Landbrug og Fødevarer, Esben Lunde Larsens landbrugspakke har blot forøget problemerne i de indre danske farvande trods forsikringer om det modsatte.

I Limfjorden er det konventionelle muslingefiskeri med bundskrab fatalt for økosystemet og biodiversiteten. Habitaterne smadres med en såkaldt muslingeskraber, som slæbes efter en kutter. Igen ser vi en slags ørkendannelse – blot under vandets overflade. Tidligere tiders gode fiskeri efter fladfisk, torsk og ål er reduceret i takt med muslingeskrabernes udbredelse. Imidlertid er det umuligt at påvise en direkte sammenhæng. I de senere år er også et givtigt fiskeri efter havørred i Limfjorden og de tillæggende vandløb gået markant tilbage. Dødbringende svampeangreb er set på opgangsfisk i flere havørredvandløb. Om årsagen er stigninger i vandtemperaturen, bundvendinger i fjordene, noget helt tredje eller en cocktaileffekt af samme, er endnu ikke klarlagt.

Klimaforandringerne er en ny og væsentlig trussel mod biodiversiteten. De forskellige arter af dyr og planter har haft mange tusinde år til at tilpasse sig deres nuværende biotoper, og ikke alle arter kan tilpasse sig de varmere og mere ustabile forhold hurtigt nok. Isbjørnen kan ikke opfinde nye platforme på havet at jage sæler fra; planter kan ikke flytte sig hurtigt nok, hvis deres formering ikke er baseret på effektiv frøformering. Biller, bier og sommerfugle er overraskende standfaste og uddør snarere, end de flytter sig geografisk på grund af selv langsomt ændrende klimatiske forhold. Hertil kommer, at de seneste års klimaekstremer med henholdsvis drivvåde og knastørre somre selvsagt også er problematiske for mange arter.

Århundreders CO2-udledninger i atmosfæren, der blot har accelereret indtil nu, bindes for to tredjedels vedkommende i havene og medfører faldende PH-værdier, forsuring af vandet. På sigt vil det skade især koralrevene, som er bygget af kalk, samt krebsdyrs evne til at danne skeletter, der er stærke nok til overlevelse. Vandets sigtdybde vil tillige forringes af mikroalgevækst og skabe mørkere og dårligere levevilkår for dyr og planter på havbunden.

Syreregnen, der faldt i 1950-80’erne fra kraftværkernes fyring med kul, før man blev i stand til at udføre en rimelig røgrensning, sætter muligvis stadig et negativt aftryk på de få tilbageværende naturlige tørre overdrev. Hvis PH-værdien i jorden bliver lav, vil mange blomstrende overdrevsplanter ikke kunne trives og uden en god bestand blomster vil bl.a. fluer, bier, hvepse og sommerfugle få færre fødemuligheder. Spredning af kalk på sure overdrev vil sandsynligvis kunne rette op på dette specielle problem.

Brun bjørnesvirreflue på djævelsbid. Foto Jørgen Stefansen

Hvad kan man så gøre for at redde naturens mangfoldighed? Først og fremmest vil forslag fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening om at reducere det samlede landbrugsareals størrelse og føre mere jord tilbage til naturen være en sikker metode. Den danske årsproduktion på 20 millioner svin er en hård belastning for miljøet og kræver både stor import af kraftfoder og dyrkning af store arealer med byg og majs. Måske skulle vi opgive at ”kødføde” store udenlandske markeder med danske koteletter og flæskestege og i stedet prioritere en anstændig naturtilstand (og en god drikkevandskvalitet) herhjemme?

Det vil dog tage lang tid for naturen at genetablere sig på tidligere dyrket jord, måske århundreder. Mange vilde stauder, som f.eks. djævelsbid, vil være ca. 200 år om at genetablere sig på tidligere habitater, som blot en gang har været pløjet og omlagt. Det samme gælder naturligvis for arter, som er knyttet til djævelsbid, som f.eks. den sårbare nordjyske bestand af Hedepletvinge-sommerfuglen. Her kan man virkelig tale om bevis for, at genoprettelse er en uendeligt sværere proces, end den at ødelægge. En enkelt pløjning af et gammelt græsareal vil have uoprettelige konsekvenser for biodiversiteten i generationer fremover.

(Dette er den første artikel om biodiversitet med nordjysk vinkel. Den anden kommer i næste uge)

 

Skriv en kommentar til historien

avatar