Det havde været en hård omgang. Inger Lauritzen var sjældent syg, men denne her omgang influenza havde virkelig bragt hende til tælling. Gudskelov var ungerne jo flyttet hjemmefra, så nu kunne man jo rent faktisk have tid til at være syg. Men alligevel sjovt havde det ikke været – og når man nu ikke var helt ung længere, var modstandsdygtigheden måske heller ikke helt som før. Selv da influenzaen havde fortaget sig, måtte Inger tit lægge sig for at komme lidt til kræfter. Og det var, da hun lå dér, at en melodi blev ved med at rumstere i hendes hoved. Den var køn og iørefaldende. Og på en eller anden måde så velkendt. Men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad den hed – eller hvorfra hun kendte den. Inger fortrød, at hun som den eneste i familien aldrig havde haft tålmodighed til at lære noder. Nu måtte hun forsøge at fastholde den lille melodi ved hjælp af små kruseduller, boller og krydser, der gik op og ned – et selvudviklet system, som hun var for skamfuld til at vise til andre. Sine “unoder”, kaldte hun dem.

Lillebror Kristian og Gud
Dog – lillebror Kristian fik lov at se dem, efter at hun forgæves havde nynnet den lille melodi for venner og bekendte, hvoraf ingen havde kunnet genkende den. Kristian, der var musiklærer, fik hurtigt oversat Ingers unoder til rigtige noder, og således var fiskerkonen fra Lønstrup pludselig blevet “komponist”. I en alder af ca. 50. Hun var selv både overrasket og overvældet. Var det en slags hjerneskade efter den kraftige influenza? Eller var hun bare blevet almindeligt tosset? Det var ikke til at sige, men da flere nye og smukke melodier vedblev med at strømme ud af hende, slog hun sig til tåls med, at det sikkert var Gud, der havde en finger med i spillet. Inger Lauritzen havde livet igennem skrevet digte og sangtekster, men at hun nu pludselig blev i stand til at sætte sine egne toner til poesien, fuldendte på mange måder hendes værker. Digte, der i mange år havde ligget i en skuffe, blev taget op, pudset af og tilført nyt liv med en ny Inger Lauritzen-melodi.

Hjørring Revyen
Og nu gik det stærkt. Direktør for Hjørring Revyen, Thøger Olesen, kom via sin mor på sporet af Ingers nyudviklede evner, og efter at han havde rekvireret et kassettebånd, hvor Inger havde indsunget nogle af sine sange, var Thøger Olesen ikke i tvivl: Sangen “Kystfiskeren” skulle med i den næste Hjørring Revy – og det kom den med Birgit Conradi som solist – og det blev en stor succes for både revyen og Inger Lauritzen.

Barndom
Inger Lauritzen fødtes 11. august 1926 og ville altså netop i tirsdags være rundet de 100 år, og det er naturligvis en god anledning til at mindes denne lokale digter.

Hun voksede op som landmandsdatter på gården Øster Dahl mellem Lønstrup og Skallerup. Hendes forældre, Agnes og Henrik, var dygtige og hårdtarbejdende og samtidigt kærlige forældre. Det var også et musikalsk hjem, hvor såvel forældre som børn både kunne synge og spille instrumenter. Som sagt var Inger den eneste, der aldrig lærte sig noder – det gad hun simpelt hen ikke! Men hun blev en habil pianist, som spillede efter gehør, og når man om aftenen samledes til fællessang, var det oftest Inger, der sad ved tangenterne – hun skulle jo heller ikke først bruge tid på at finde noderne frem.

De første syv år af Ingers liv var gode og trygge, men så ramtes hendes far meget hårdt af sukkersyge, som medførte flere og flere komplikationer og indlæggelser, og et par dage før Ingers 10 års fødselsdag valgte faderen at tage sit eget liv. Det blev selvfølgelig både en stor sorg og en stor omvæltning i Ingers unge liv og naturligvis også for moderen, der nu pludselig stod alene med en stor gård og fire børn. Hun klarede dog udfordringen på imponerende vis, og nogle år efter giftede hun sig igen, og børneflokken udvidedes med yderligere to børn, Kristian og Bitten. Selv om Inger som nævnt aldrig gav sig tid til at lære noder, så var hun meget optaget af musik og poesi. Hun var en opmærksom iagttager af sine omgivelser, af naturens gang og menneskelige skæbner og skabte gennem sit lange liv en stor samling digte og viser.

Mødet med Knud
Nu er det vist på tide, at vi får gang i de romantiske violiner. Vi skal til dansant på Adolph Jensens Hotel i Lønstrup. Året er 1946. Egnens unge piger og drenge sidder bænket i lange rækker på hver sin side af dansegulvet. Blandt de unge mænd er der en gruppe fiskere, som, Inger synes, er vældigt pæne. Særligt den ene. Hun sender ham skjulte blikke hele aftenen, ligesom han også i smug betragter hende. Men Inger får lov at sidde hele aftenen, uden at han byder hende op. Først da musikerne pakker deres instrumenter sammen, tager han mod til sig, går over dansegulvet og inklinerer for den unge pige, som han har holdt øje med hele aftenen.
“Jamen nu er musikken jo stoppet”, siger Inger lidt forvirret.
“Øh…nå ja…. Men du kan jo synge, ikke?”

Og så danser de to unge mennesker med hinanden, mens Inger synger i vilden sky. Den unge mand hedder forresten Knud. Og dansen varer i 56 år.

Fra landbotilværelse til fiskerkone
Ægteskabet med Knud betød på alle måder store livsforandringer for Inger. Fra en nogenlunde rolig landbotilværelse var hun nu pludselig blevet “fiskerkone” og på den måde prisgivet havet og dets dramatiske luner. I mange år fyldte uroen og nervøsiteten for Knuds færden i det voldsomme element meget. Ofte var Inger at finde på solnedgangspladsen, hvor hun spejdede ud over det mægtige hav, mens der blev bedt en stille bøn for, at Knud ville komme sikkert hjem. At han (ligesom sin egen far) også var redningsmand, gjorde ikke situationen nemmere for Inger, og på den måde delte hun et skæbnefællesskab med de mange andre fiskerkoner i den lille by. Det var ikke en nervøsitet, man talte om, men den knyttede et stærkt bånd kvinderne imellem. Og Ingers frygt kombineret med hendes store respekt for fiskerne og redningsfolkenes livsvilkår blev i stedet omsat til ord, rim og vers.

Naturens kræfter – et vilkår for Lønstrup
Omskifteligt og farligt vejr er et vilkår for fiskerne, men naturens kræfter i øvrigt har også altid været en mærkbar og evigt tilstedeværende faktor for det lille landsbysamfund i Lønstrup. Kystnedbrydningen har fundet sted i århundreder, og de menneskeskabte klimaforandringer vil ikke gøre problemet mindre i årene fremover. Men nogle år er ødelæggelserne mere tydelige og håndgribelige end andre år.

1981 var et af de slemme år. Det var også året, hvor den moderne og synkefri redningsbåd, RF2, forliste under en redningsaktion. Ni mand mistede livet, tre fiskere og seks redningsfolk. Og bare en uge forinden, havde en voldsom storm ædt ca. 30 meter af Lønstrup klint på blot en enkelt nat. Inger og Knuds hus, Nordstrand, på toppen af Havbakken kommer afgrunden faretruende nær, ligesom både Villa Vest og redningsbygningen er tæt på at forsvinde i bølgerne. Et sommerhus syd for
Lønstrup klarer ikke stormen, men ryger i havet.
Lønstrupborgerne havde i mange år råbt op om, at deres lille lokalsamfund var i fare for at blive opslugt af havet – uden at det havde gjort videre indtryk på myndighederne. Men denne gang, tænkte Inger: “Nu kan det være nok”.

Inger og Anker

Hun kontaktede Danmarks Radios provinsafdeling, der umiddelbart efter indfandt sig med tændte kameraer – og billeder af ødelæggelserne gik landet rundt. Blot to dage efter fik Lønstrup besøg af statsminister Anker Jørgensen, som uden videre introduktion blev mødt af en oprørt Inger Lauritzen, der blot udbrød: “Du må gøre noget”.

Anker Jørgensen kunne godt se, at situationen i Lønstrup var helt gal – så han sagde så de berømte ord: “Jeg har aldrig været en diktator – men nu dikterer jeg en omgående kystsikring”. Og dén blev så iværksat kort efter.

Skybruddet 1877 – slugten
Men det var jo langt fra første gang, at Lønstrup var genstand for elementernes uhæmmede rasen. Den store slugt, der gennemskærer byen fra omkring den gamle biograf og ned til stranden, er jo et nærværende minde om en anden stor katastrofe, nemlig det store jordskred, som følge af et skybrud, der i 1877 sønderrev byen og dannede en 18 meter bred og syv meter dyb kløft. På et par timer forandredes geografien totalt, og adskillige huse, stalde og broer var forsvundet i havet.

Bandet Nordstrand og Knuds sygdom
Inger og Knud fik som sagt 56 gode år sammen. Det var et lykkeligt ægteskab, hvor man bakkede op om hinanden. Tre børn fik de: Helle, Lisbeth og Carl, og siden blev det til seks børnebørn (deriblandt Mathilde). Til Ingers store glæde dannede Mathilde et band, “Nordstrand” (opkaldt efter Knud og Ingers hjem), som nyfortolkede en lang række af Ingers sange.

Og minsandten om ikke Inger også oplevede at blive oldemor – til ikke færre end 18 små poder. Da Ingers sene karriere som sanger og foredragsholder foldede sig ud, var det også Knud, der kørte hende land og rige rundt i deres bil. Han sad så pligtskyldigt og ventede udenfor, indtil Inger var færdig. ”Det kunne jo være, hun også sagde noget om mig – og så er det nok klogest ikke at være til stede”. Inger fik aldrig selv kørekort og gudskelov for det, som nogle af hendes børn har udtrykt det. Omkring årtusindeskiftet rammes Knud af en for sent opdaget tarmkræft. Den stærke og stovte, tidligere fisker og redningsmand, bliver nu pludselig selv afhængig af hjælp. Han frygter kort, at Inger måske vil forlade ham, nu da han pludselig fremstår svag og udstyret med stomipose, men det vil Inger naturligvis ikke høre tale om. Hun aflyser alle sine aftaler og foredrag og passer Knud den sidste tid, inden han dør i 2002. Loyalitet var et adelsmærke og en selvfølgelighed for Inger.

Intet som hav og bølger kan drage
Inger Lauritzen blev boende i Nordstrand frem til sin død d. 6. august 2019, 92 år gammel. Hun vil altid være en del af Lønstrups, havets og vestkystens DNA.

Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
——-.
Hovedfoto: Inger Lauritzen. Foto Kultunaut.
—–
Artiklens forfatter: Jørgen Bing. Skuespiller og byrådsmedlem (SF) Hjørring

Indlægget Inger Lauritzen -100 år blev først udgivet på netavisnord.

Født ind i en dysfunktionel familie
Den lille Anna-Mette blev født ind i en dysfunktionel familie, hvor faderen kort efter brylluppet og efter at have gjort sin nye kone gravid pakkede sydfrugterne og forsvandt ud af både moderens og datterens liv. Moderens dårlige nerver dulmedes med kraftig medicin, hvilket medførte, at Anna-Mette fødtes med forskellige skader og et skrøbeligt helbred. De første 10 måneder tilbragtes på et hospital.
Hjemme var barndommen præget af sult og fattigdom (engang spiste AM i desperation rottegift fra gaden, fordi barnet troede, at det var kokos).
Moderens kamp for at klare dagen og vejen blev naturligvis ikke lettere af at have en “horeunge” på slæb, og dagligdagens frustrationer blev tydeligvis overført på Anna-Mette. Hænderne sad løst – og de slog hårdt.
Moderens manglende forældreevne bevirkede, at Anna-Mette blev kastebold mellem det spirende velfærdssamfunds mange “servicetilbud” – tilbud, der i højere grad drejede sig om parkering af den slags besværlige eksistenser end egentlig dannelse og styrkelse af det enkelte individ.
Bogen er en lang rejse mellem disse forstemmende tilbud, der spænder mellem ligegyldighed til decideret mishandling.
Det tankevækkende er naturligvis, at disse uhyrligheder er foregået for så få år siden. Samfundet valgte blot at vende det blinde øje til.

Feriebarn på landet i Vendsyssel
Heldigvis finder Anna-Mette dog også små lyspunkter, fx da hun (med en seddel om halsen) blev sendt på en 12 timers togtur for at være feriebarn “på landet”. Her landede hun hos Ane og Jens fra Tranum, et sindigt og hjertevarmt gårdmandspar, der lod Anna-Mette indgå i familie-, arbejds- og hverdagslivet på lige fod med de øvrige, og som sørgede for, at den spinkle københavnerpige, fik lidt sul på kroppen. Det var måske her, at hun første gang blev set som et selvstændigt og ligeværdigt individ. Og her hendes forståelse for og kærlighed til naturen spirede frem.
Der blev knyttet nogle stærke bånd, og Anna-Mette slap aldrig forbindelsen til den nordjyske familie.

Børnehjem og borgerskabets billige arbejdskraft
Tilbage i København ventede nye børnehjems- og institutionsoplevelser. Også her blev hun tilknyttet en familie. Endda fra det bedre borgerskab. Men det afsløredes hurtigt, at familiens motiver snarere var drevet af et ønske om en billig tjenende ånd i huset, end et ønske om at gøre en social og medmenneskelig forskel.
Ydmygelser og skuffelser skorter det ikke på i Anna-Mette Skovgaard Pedersens erindringsbog.

Tilbage i Vendsyssel på studenterkursus
Ved en tilfældighed ender forfatteren i Hjørring for at forsøge at blive optaget på et studenterkursus. Hun har ingen relationer i eller kendskab til byen og overnatter de første nætter i Folkeparken. Efter aftale skulle hun kontakte det lokale børneværn. Det gjorde hun så om mandagen, og her var der så en behjertet medarbejder, Anna Bolt Jørgensen, der handlede ansvarsbevidst og medmenneskeligt, og som efter at have tilbudt vores forfatter et måltid mad fik præsenteret hende for byens socialdemokratiske viceborgmester, Børge Christensen, som også gennemskuede både Anna-Mettes sociale situation samt hendes potentiale. Han fik hurtigt trukket i nogle tråde, så hun ikke alene blev optaget på studenterkurset, men også fik tag over hovedet og midler til at indrette sig for.

Fra ”stille eksistens” til aktiv i kommunalpolitik
Dét blev det store vendepunkt i Anna-Mette Skovgaard Pedersens livsforløb. Fra at være en Herman Bangsk stille eksistens påbegynder AM i en sen alder dét menneskelige udviklingsforløb, som de fleste andre oplever fra puberteten og frem.
Hun får (godt hjulpet af spejderbevægelsen) troen på og evnerne til at kunne klare sig selv i pressede situationer og tør endda tage springet fra at være en af dem, som samfundet skalter og valter med, til at blive medansvarlig for, hvordan vores samfundets skal styres og forvaltes. Aktiv i politik, først i Socialdemokratiet, siden i SF, hvor hun i dag er en af førstesuppleanterne til partiets byrådsplads.
Efter et konventionelt, men ikke særlig lykkeligt ægteskab, der dog førte to døtre med sig, har forfatteren, i en moden alder, også vedkendt sig sin ægte seksualitet og har tilmed mødt en brændende kærlighed.

En ”udviklingsroman”
Bogen er letlæselig og godt skrevet, omend visse passager er lovligt summariske. Der ligger næsten en undertone af “det kan nok ikke være så interessant at høre om for andre”, men heri tager forfatteren fejl. For bogen emmer af autenticitet og er et historisk vidnesbyrd om et ganske almindeligt menneskes ufortjente skæbne.
Det er også en udviklingsroman, der fortæller, hvordan vi alle kan spille en positiv og afgørende rolle i hinandens liv.
På den måde er bogen er bogen en lille solstrålehistorie. Man skal ind imellem så meget grumt igennem, men holder man fast og ikke lader bitterhed forstene ens sind (som bogens titel også antyder), så kan man opleve et rigt og værdifuldt liv – i alle regnbuens farver.

Bogen er udgivet på Mellemgaard forlag. Kan købes i boghandelen og på nettet, bl.a. hos Mellergaard eller Saxo, pris 150 kr.
——
Hovedfoto: Anne-Mette Skovgaard Pedersen. Privatfoto

Indlægget Anmeldelse: “Tilgivelse – er at give slip på et håb om en bedre fortid” blev først udgivet på netavisnord.

Det var en helt særlig teaterinstitution, der gæstede Vendsyssel Teater for nyligt.

Odin Teatret, der i 53 år har haft hovedsæde i Holstebro, hører til blandt verdens mest ikoniske teatertrupper. Gruppen arbejder med et meget fysisk og billedrigt udtryk, der i højere grad appellerer til sanser og underbevidsthed end snævert intellekt – ofte i en meget kalejdoskopisk fortællestil – og er derfor også blevet et meget efterspurgt ensemble i fjerne dele af verden, hvor sprogbarrierer ellers kunne have begrænset interessen.

”Mødet”
Et gennemgående hovedelement i Odins virke er ”Mødet”. Truppen rejser ud i verden og opsøger fremmede kulturer og deres særegne udtryk. Der sker så her en kulturudveksling, hvor lokalbefolkningen præsenterer sig selv gennem sang, dans, musik eller teater, og hvor Odin så efterfølgende kvitterer med en af deres forestillinger eller anden form for improviseret optræden. Mødet med de fremmede kulturer lagres i Odins ”kulturbank” og giver ofte inspiration til fremtidige forestillinger.

Således indgår fx både balinesisk dans og indisk skønsang i den forestilling ”Træet”, som Odin spillede tre aftener på Vendsyssel Teater.

Halmballeforestilling
Men besøget omfattede meget mere end blot disse gæstespil.

Fredag d. 6/9 havde skuespilleren Kaj Bredholt organiseret en ”halmballeforestilling”, som oprindeligt var tænkt udspillet på den tomme byggegrund mellem Vendsyssel Teater og Metropol, men som p.g.a. vejrgudernes bistre lune blev flyttet indendørs i teatrets lange foyér. Her var både nogle af teatrets skuespillere samt en lang række foreninger og klubber sat stævne. Og med ganske få prøver lykkedes det Kaj Bredholt at få sat en helt forrygende og mangefaceteret forestilling sammen, hvor både motorcykler, jonglører, folkedansere, vikinger, kammerkor, rulleskøjteløbere m.m. fl. indgår, blandet med digtoplæsning, flamencodans, operasang, dødsscener fra Svend, Knud og Valdemar, med virtuost violin-, klarinet- og harmonikaakkompagnement.

Inden da havde Odin organiseret et stort folkloristisk optog gennem byen med deres karakteristiske maske- og styltefigurer som bærende elementer.

Men besøget bød på meget mere end det.

Iben Nagel Rasmussen
Skuespilleren Iben Nagel Rasmussen, der har været med fra teatrets start, deltog i den sædvanlige mandagsmorgensang, (organiseret af kordirigenten Kjeld Andersen). Her fortalte hun om sine mange år i Odin, om sin far, digteren Halfdan Rasmussen, og om forestillingen ”Træet”, der bl.a. handler om Ibens egen barndom.

Skuespilleren Carolina Pizzaro arrangerede om søndagen en workshop for Vendsyssel Teaters talenthold, og mandag ved frokosttid, kunne alle møde Odins grundlægger og teaterpioner, den 83-årige Eugenio Barba.

I samtale med Vendsyssel Teaters dramaturg og kunstneriske leder, Anne Middelboe Christensen, fortalte Barba, om de meget usædvanlige (og tilfældige) omstændigheder, der førte til, at det nu verdenskendte ensemble voksede frem med rødder i netop Holstebro.

Eugenio Barba
Barba er født i Italien, men flyttede som 17-årig til Norge, hvor han (uden at kunne sproget) tog arbejde som håndværker i bl.a. skibsindustrien. Disse år som ”fremmed” i et land, der ikke forstod ham, og hvor han heller ikke selv kunne gøre sig forståelig, blev meget betydningsfulde for ham. Han oplevede en barriere af fordomme.

Han begyndte at arbejde med teater og oplevede her, hvorledes disse barrierer blev nedbrudt gennem teatrets universelle sprog. Trods sin store lyst til at videreudvikle og dyrke dette element i scenekunsten var det meget vanskeligt for Barba at få arbejde eller uddannelse indenfor teaterverdenen. Han flyttede så 3-4 år til Polen, hvor ikke mindst mødet med den legendariske teaterinstruktør Jerzy Grotowski (grundlæggeren af ”Det nøgne teater”) blev skelsættende.

Inspireret af Grotowskis tanker om teatermæssigt at ”skære ind til benet” vendte Barba tilbage til Oslo. Han samlede en trup af unge nyuddannede skuespillere og begyndte sammen med dem at udforske teatrets inderste væsen. De producerede flere forestillinger, der ikke behøvede et egentligt teaterhus for at blive vist (kunne spilles på gaden, i haller, på skoler etc.), men støtte fik de ikke, ligesom betalingen for forestillingerne var yderst minimal. Det betød at Barba selv sammen med skuespillerne skulle bekoste opførelserne, hvilket selvfølgelig i længden var uholdbart. Mange af spillerne forlod derfor også truppen.

Holstebro – fast bopæl og kunstnerisk asyl i 50 år
Truppen levede i det hele taget en ret ubemærket tilværelse i Oslo. Det var faktisk under et gæstespil i Danmark, at Odin første gang vakte lidt opmærksomhed, og oven i købet fik en meget rosende anmeldelse i et førende dagblad. Det blev derfor til flere turnéer i Danmark. Under et sådan gæstespil i Viborg, arrangeret af forfatteren og museumslederen Peter Seeberg, oplevede en teaterglad lægesekretær gruppen. Hun blev meget inspireret og imponeret af, hvad hun så. Og da hendes egen kommune, Holstebro, netop havde fået en ny socialdemokratisk borgmester, Kaj K. Nielsen, som gerne ville opgradere kommunens kulturpolitik markant, ringede hun til ham, og foreslog at kommunen hidkaldte Odin teatret med henblik på at tilbyde dem fast bopæl i Holstebro.

Borgmesteren kendte intet til Odin teatret og udbad sig derfor betænkningstid. Den varede en time. Så ringede han til Eugenio Barba i Oslo.

På dét tidspunkt havde Barba netop besluttet at forlade storbyen Oslo for i stedet at lægge sin arbejdsindsats i et mindre og mere overskueligt nærmiljø. Han havde kigget på flere norske provinsbyer, uden at der var kommet noget konkret ud af det. Nu fik han så pludselig en opringning fra en dansk borgmester, der tilbød ham ”kunstnerisk asyl”. Kaj K. Nielsen beklagede meget, at man ikke havde en egentlig teaterbygning at tilbyde, men dét var ikke noget problem for Barba, der netop hellere ville have et stort nøgent rum at arbejde i. Dét kunne kommunen godt tilbyde – nemlig i form af en gammel tom gård, 1 ½ km uden for Holstebros centrum. Oven i hatten fik Barba 75.000 kroner som startkapital.

Dette usædvanlige tilbud førte til, at Holstebro, som i gennem mange år har været en af landets førende kulturkommuner, også kom til at huse et verdensberømt teaterensemble, som nu på 54. år holder til på den gamle gård.

Mange forskellige scenekunstudtryk er blevet skabt i disse rammer, ligesom flere store teaterkunstnere har udforsket nicher og nye udtryksformer på den gamle gård. Udover Grotowski har også Dario Fo gæstet Odin i flere omgang, ligesom de danske scenekunstskoler havde et besøg i Holstebro som et fast punkt i studieplanen.

Det kunstneriske mantra er på stedet er: ”Ja! Intet er umuligt”!

Ekstra Bladet, rindalismen og Odin Teatret
Det anderledes og ”mærkelige” sceneudtryk, der har præget mange af teatrets forestillinger, har naturligvis også ført til megen kritik, skepsis og latterliggørelse. Ikke mindst tabloidaviserne Ekstra Bladet og BT var ivrige og faste leverandører af hånende artikler de første år: ”Hvem tror Holstebro de er? Et teaterlaboratorium” i provinsen! Ha-ha-ha!!”.

Og lokale protester skortede det heller ikke på – bl.a. med standardargumenterne om, at dé penge kunne gøre mere gavn hos de ældre eller til hullerne i asfalten.

Men i takt med, at flere og flere internationale teaterdeputationer har besøgt Holstebro, lejet hotelværelser og handlet i byens gågade, så er den mest rindalistiske kritik forstummet. Faktisk var det den lokale handelsstandsforening, der selv finansierede første Dario Fos besøg i Holstebro!

Den store internationale opmærksomhed og hædrende omtale af byens teater har da også smigret mange lokale.

Og på bundlinjen står, at lokalpolitikerne – på trods af skiftende politiske flertal – nu i over 50 år har holdt hånden under denne helt unikke kulturinstitution.

Det tjener Holstebro til ære – og bør være til inspiration for mange andre kommuner.

———————
Topfoto ©Rina Skeel

Indlægget ODIN kiggede forbi Hjørring – på vej til Korea blev først udgivet på netavisnord.

Klimaet er ved at gå amok, og konsekvenserne kan blive værre end de fleste vist har gjort sig klart. Alt for sent er alvoren ved at gå op for både politikere og befolkning – det var bl.a. den seneste valgkamp et opmuntrende eksempel på.

Men hvor dybt stikker viljen til omstilling? Vi kan vist alle gribe i egen barm og høre os selv undskylde lige dén bøf, dén udlandsrejse eller dén uundværlige kjole eller jakke, som lige akkurat kan proppes ind i garderoben, ved siden af de 30 andre.

Jeg skal ikke selv være hellig – i mit privatforbrug og i mine vaner er der mildest talt også plads til forbedring.

Ændring af energipolitikken
Men dér, hvor jeg mener den primære omstillingssatsning skal ligge, er indenfor de store samfundsstrukturelle områder. Først og fremmest indenfor energipolitikken. Vi kunne selvfølgelig sætte samfundet på vågeblus for således at spare på energien – men dét vil have en lang række andre uhensigtsmæssige konsekvenser.

En omstilling til vedvarende energi er i mine øjne det eneste rigtige. Både for klimaets, men også for sundhedens skyld.

Max Planck-instituttet udgav i foråret en rapport, der anslår, at globalt dør ca. 5,5 mio. mennesker årligt af luftforurening. Altså, hvad der svarer til Danmarks befolkning. Hvert år!

Herhjemme menes de fossile brændstoffer hvert år at koste 1600 mennesker livet.
Så den generelle holdning i befolkningen er da også positiv overfor en grøn omstilling. Men når man lokalt skal til at effektuere de smukke målsætninger, så træder NIMB-princippet i kraft:

Not In My Backyard! Men klimauret tikker…
Jeg tror, man kan spørge en hvilken som helst lokalpolitiker om konkrete vindmølle-, biogas- eller solcelleanlæg – og han/hun vil få et meget træt udtryk i ansigtet.

Det er også min egen oplevelse som kommunalpolitiker i Hjørring. Vi vedtog for 5-6 år siden enstemmigt en ambitiøs klimaplan, som også opnåede stor ros blandt vore borgere – men nu, hvor anlæggene skal etableres for at indfri målsætningen, får piben en anden lyd. Nu mødes vi med en stor folkelig modstand mod stort set hvert eneste projekt. Og selvfølgelig kan nogle placeringer være mere hensigtsmæssige end andre, men når modstanden bliver så principiel og bastant, som vi oplever det i disse år – ja, så forsinker det den helt nødvendige omstillingsproces, vi, som befolkning, har en fælles interesse i, bliver gennemført – og hellere i dag end i morgen, for klimauret tikker stadigt hurtigere.

Havbaserede møller
Mange borgere forstår ikke, hvorfor kommunerne ikke placerer møllerne i havet. Men kommuner har slet ikke noget myndighedsområde til havs. Det er staten, der planlægger dér. Kommunerne blev af Folketinget pålagt at tilvejebringe en vis mængde Megawatt på land, via nye energieffektive vindmøller – og det er dén opgave, kommunerne forsøger at løfte. Og det er klart at tyndtbefolkede landkommuner som Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn rummer et større potentiale for vindmøllestrøm end fx Frederiksberg eller Hvidovre.

Når der så i øvrigt planlægges vindmølleparker til havs, så stopper modstanden heller ikke. Nu spolerer det udsigten fra sommerhuset – og angiveligt styrtdykker ejendomsværdien i takt med livskvaliteten.

Alle bør påtage sig et samfundsansvar
Man kan med god grund skyde på politikere i en lang række sager. Og det skal man også. Men det kunne være gavnligt, hvis alle – både politikere og borgere – påtog sig et overordnet samfundsansvar – og anskuede tingene i et lidt større perspektiv.

Vi har gennem årene som menneskehed løftet os selv op til et imponerende velfærdsniveau. Men kloden har betalt regningen. For at undgå et decideret kollaps, skal vi nu betale noget tilbage, for at genskabe en lidt mere holdbar, økologisk balance. Det koster! Såvel økonomisk, men i visse tilfælde også på andre parametre, som fx udsigt, skyggegener m.v. Meget få ting i livet er gratis.

Til gengæld slipper vi af med en række livs- og klimabelastende energiformer.
Og lader vi bare stå til, bliver regningen på alle parametre…ubetalelig.

———————
Topfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget ”Ikke i min baghave”! blev først udgivet på netavisnord.

I midten af februar havde Vendsyssel Teater premiere på Kasper Rostrups udgave, og knapt en måned efter gik tæppet for Aalborg Teater version, instrueret af dets egen direktør, Hans Henriksen.

Jeg skal ikke anmelde de to forestillinger – de er begge (med rette) blevet taget ualmindelig godt imod af både presse og publikum – men vil i stedet dvæle lidt ved, hvor forskellige forestillinger, der kan blive ud fra det samme dramatiske grundmateriale.

Stykket havde sin meget opsigtsvækkende premiere i 1879. Det var i det moderne gennembruds storhedstid, men alligevel opfattede samtidens publikum portrættet af Nora som voldsomt provokerende. At kvinder kunne have egne meninger, agere aktivt i det offentlige liv, nuvel – men ligefrem forlade mand, børn og huslige pligter for at ”lære sig selv at kende”, dét var lidt for stærk tobak for de fleste.

I Vendsyssel Teaters udgave, der spilles i det nye teaters store runde sal, befinder vi os på Ibsens egen tid Vægten er lagt på den psykologiske udvikling og de menneskelige relationer mellem figurerne, mens udgaven fra Aalborg Store Scene, der er blevet scenografisk opdateret til nutiden – snarere er en analyse eller dissektion af samfundets magtstrukturer og social lagdeling, betinget af fx køn eller baggrund.

Anslagene i de to udgaver er også meget forskellige. I Hjørrings stiliserede klunkeunivers, indledes forestillingen med at en spøgelsesagtig figur passerer gennem stuen, mens han spiller ildevarslende på en drejelire, mens Nora i Aalborg indleder stykket med en hvirvelvindsagtig entré, bærende på de nyeste indkøb.

Fundamentet i de to dukkehjem, altså gulvene, har også hver sin karakter. I 1879-udgaven er det et utrolig smukt mønstret parketgulv, der præger billedet, mens det i den nutidige Aalborgudgave, er det kridhvide, men sarte gulv, hvor alle designermøblerne og juletræet (udelukkende pyntet med guld) så let kan risikere at sætte mærker.

Det er en stolt og selvtilfreds Torvald Helmer, der residerer begge steder, nydende den status og det værk han har skabt, hvor hustruen Nora indgår på linje med det øvrige forfinede møblement.
Nora er i begyndelsen af stykket også selv udmærket tilfreds med sin pynterolle som ”lærke” og ”egern”. Hun nyder, som sin mand, den økonomiske uafhængighed, de har skabt, og som ved månedens udgang synes endeligt cementeret.

Begge to har de venner, der til stadighed minder dem om, hvordan skæbnen kan vise sig langt mere barsk og uvenlig. Noras gamle veninde, Kristine Linde, der først har gennemlevet et kærlighedsløst ægteskab, og siden har måttet kæmpe sig gennem tilværelsen for at tjene til det daglige brød. Og Helmer kan med rædsel spejle sig i sin gamle ven, doktor Rank, der lever et hensygnende liv i længsel og ensomhed – og med forrådnelsen ventende lige om hjørnet.

Begge familien Helmer, har også en tjenende ånd, der bl.a. har måttet frasige sig sit eget familieliv, for at kunne holde sammen på Noras og Torvalds. I Hjørringudgaven er det det gamle faktotum, Anne-Marie, mens det i Aalborg er blevet til en fillipinsk au pair, Kim, der opretholder kontakten til sine egne børn via skype.

Slangen i det vakkelvorne paradis er sagfører Krogstad, hvis lånekløer Nora for mange år siden er havnet i, da hun optog et betydeligt lån, for at redde sin mands liv. Hun har gjort det i hemmelighed – og handlingen var måske hendes egen første selvstændige. Også lidt FOR selvstændige. For hendes fars kautionistunderskrift er skrevet med Noras egen hånd – og tilmed tre dage efter faderens død. Hun mener ikke, at denne ubetydelighed skulle spille nogen rolle, for målet (Torvalds overlevelse) må i hendes øjne så ganske klart hellige midlet. Men den maskuline finansverden ser ganske anderledes på sagen, og for sent går det op for Nora (og siden Torvald), at hele deres fælles tilværelse kan stå for fald.

Stærk er scenen, hvor de to kuldslåede sjæle, fru Linde og sagfører Krogstad, ”to skibsbrudne, der søger samme vrag” sammen og i hemmelighed, når til en fælles overenskomst, der redder stykkets hovedpersoner fra offentlig ydmygelse og ruin, og som, mens de afgørende forhandlinger står på, selv fester i nabolejligheden, nydende societylivet med taranteldans og masser af champagne.

Det er tankevækkende, hvor stærkt dramaet (i begge versioner) virker i dag. Den personlige udvikling hos stærke kvinder, begrænses fortsat af latterligt, selvoptagede karrieremænd. På det punkt kan der faktisk drages mange paralleller mellem Aalborg Teaters opdaterede Ibsen, til en anden norsk nyklassiker, nemlig ungdomsserien SKAM.

Den moderne ”dynamiske” manderolle, finder også et udtryk i Aalborg-udgaven, hvor doktor Rank bliver en overfladisk rapkæftet figur, som med alle midler vil dække over sit følelsesliv, mens han i Hjørring-udgaven bliver et dybt såret og forelsket menneske, som flere nok kan identificere sig med – og føle for.
Styrken i Aalborg-udgaven ligger i blotlæggelsen af forskellige sociale relationer og samfundsmekanismer, mens den i Hjørring findes i de præcise psykologisk-menneskelige relationer – og evige misforståelser.

I begge tilfælde er det lidt synd for menneskene….

Indlægget Et dukkehjem – nej to! blev først udgivet på netavisnord.

Danmark har tilsluttet sig FN’s 17 Verdensmål. Det har mange kommuner, fx Hjørring, også.
Regeringen har også tilsluttet sig Klimaaftalen fra Paris om max 2 graders stigning. Også her har mange kommuner pålagt sig selv at bidrage.
Regeringen har udlagt både klima- og ressourcestrategier, som kommuner og kommunalt ejede selskaber er indstillet på at indfri.

Hvorfor pokker skal det så gøres så besværligt for kommunalt ejede selskaber at få lov til at yde det bidrag, som det er i alles interesse at realisere?
Svaret er nok det sædvanlige: Hver gang, der tænkes miljø- eller klimapolitik, konverterer regeringen det øjeblikkeligt til erhvervspolitik. Og så skifter fokus fra de langtidsholdbare og bæredygtige løsninger, til hvem der skal kunne tjene penge på omstillingsprocesserne.

Og med klodens generelle tilstand taget i betragtning, kan man vel med rette spørge: Har vi tid til at ride liberalt ideologiske kæpheste frem for at redde kommende generationer fra de allerstørste klimakatastrofer?

Miljøpolitik omsat til praksis.
Affaldsselskabet Vendsyssel Vest, AVV, der ejes af Hjørring og Brønderslev kommuner, har dilemmaet tæt inde på livet.
AVV har gennem mange år haft en målsætning om at tænke miljøet først. Men det gøres med omtanke og fornuft, så borgerne fortsat kan få behandlet deres affald til absolut konkurrencedygtige priser. Udover den miljømæssige vægtes også både den økonomiske og den sociale bundlinje højt.

Selskabet arbejder meget målrettet på også at få de menneskelige ressourcer (gen)brugt – og har oprettet mange socioøkonomiske funktioner, hvor borgere på kanten af arbejdsmarkedet får et jobtilbud, som tager hensyn til den enkeltes kapacitet, men i et godt og socialt fællesskab. Mange af disse tilbud har siden ført til ordinære ansættelser (også udenfor AVV).

Selskabet arbejder målrettet på at genbruge eller genanvende mest muligt af det affald, som det skal håndtere. Med et netværk på intet mindre end 18 genbrugspladser fordelt i de to kommuner forsøger man at få en positiv dialog med den enkelte bruger, som således vejledes til at sortere og aflevere så meget som muligt af deres affald til genbrug frem for til forbrænding.

Genbrugsbutikken.
I Hjørring har man gennem ca. 30 år haft en genbrugsbutik, hvor en masse af disse fragmenter sættes til salg. Hver dag byder på nye varer. Det betyder så også, at når butikken hver dag åbner kl. 12, står der en kø på ca. 100 mennesker klar til at kaste sig over godbidderne. Udover den materielle levetidsforlængelse (med deraf følgende ressourcebesparelse) betyder det også, at flygtninge eller andre socialt belastede befolkningsgrupper kan erhverve sig dagligdags hjælpemidler og udstyr, som de ellers ikke havde råd til at erhverve. Sidste år udvidedes sortimentet til også at omfatte miljømæssigt screenede byggematerialer, hvilket har vist sig at være et uhyre populært tilbud. Ideen følger fuldstændigt regeringens målsætning (fx formuleret i Energistyrelsens egen pjece ”Bæredygtigt byggeri”) om, at man skal genanvende materialer i størst mulig omfang efter ”vugge-til-vugge”-princippet.
Alligevel iværksatte Dansk Byggeri øjeblikkeligt et frontalangreb mod AVV, fordi de mente, at fx salg af vinduer kunne slå bunden ud af markedet. Det skal her bemærkes, at der sælges i gennemsnit lidt mindre end to vinduer om ugen – og at disse ifølge kundernes egne oplysninger er købt med henblik på legehuse, rumadskillelse, drivhuse etc.
Den samlede årsomsætning i genbrugsbutikken ligger på ca. 7 mio. kr.

Værksteder.
AVV har også etableret en række mindre værksteder, der istandsætter cykler eller reparerer/omskaber tekstilprodukter, så fx en lædersofa får nyt liv som fx 15 tasker.
Et af de helt store og tunge affaldsområder er hårde hvidevarer. Ofte kasseres fx en vaskemaskine (altså ca 35 kg jern og metal) fordi en lille plastikknap er knækket, eller et køleskab fordi farvenuancen nu ikke længere matcher det nymalede køkken. I samarbejde med en privat virksomhed bliver disse hvidevarer gennemgået – og apparater med et miljøvenligt energiforbrug bliver så repareret og sat i stand – og kan derefter sælges (med garanti!) til en meget rimelig pris – i stedet for at blive kørt til skrot.

Senest har man i samarbejde med det private svendborgbaserede firma Gamle Mursten åbnet en virksomhed i Brønderslev, hvor mursten fra nedrevne bygninger renses til genbrug – i stedet for at blive brugt til vejfyld. Ved at genbruge mursten, når der skal bygges et nyt parcelhus, spares der ca. 8 tons CO2 – og ydermere får man et hus med et mere spændende og levende udtryk.

Konstante begrænsninger for affaldsselskaberne.
Mange vil sikkert umiddelbart finde disse tiltag både sympatiske og miljørigtige – MEN…
Da der her er tale om en kommunalt ejet virksomhed, har problemerne været mange. For skal de værdier, der håndteres, ikke overlades til private? Dét er holdningen hos Dansk Industri og Danske Erhverv – og i store dele af regeringen. De to store interesseorganisationer har ved flere lejligheder forsøgt at lukke AVV’s (og andre affaldsselskabers) genbrugsbutik, fordi de mener, der er tale om konkurrenceforvridning (!). Men dette angreb på den cirkulære økonomi fik de ikke medhold i, da sagen blev indbragt for ankestyrelsen.

Regeringen har ved forskellige lovindgreb skåret flere og flere aktiviteter og affaldsfraktioner ud af de kommunale affaldsselskabers virkeområde. Således må selskaberne ikke mere indsamle genanvendeligt erhvervsaffald. Firmaer skal således finde private løsninger til håndtering af denne type affald. Det vil sige, at der på en vej med både boliger, liberale erhverv og mindre virksomheder kan risikere at komme 6-7 forskellige lastbiler for at afhente affald. Sikke en miljøgevinst!

Og ikke alle de firmaer, der aftager affaldet, har en lige høj etisk og miljømæssig moral. Hvem i Nordjylland husker ikke fx IF Group, som udover en lang række konkursrytterier, først og fremmest gjorde sig bemærket ved en højst problematisk håndtering af farligt affald, afsluttende med den store brand på Aalborg Havn, hvorefter firmaet (igen!) gik konkurs og efterlod en kæmperegning til både miljøet og skatteborgerne i en række nordjyske kommuner, som fik lov til at finansiere oprydningen efter dette privatiseringseksperiment.

Samarbejde og privatisering, hvor det giver fornuft.
AVV vil som de fleste andre kommunale selskaber meget gerne indgå i samarbejder med private virksomheder (som det bl.a. er sket med ”Gamle Mursten”). Ind imellem giver det også rigtig god mening at overlade områder til private. Men den generelle automattænkning, om at ”markedet klarer alt”, er både forkert – og dybt samfundsskadelig.

De kommunale selskaber er ejet af ”fællesskabet”. Det er derfor også fællesskabets selskaber, der modtager borgernes værdier (c:affald), som i fællesskabets interesse håndteres på den bedst tænkelige måde. De merværdier, der evt. skabes af de indleverede fraktioner, bliver i fællesskabet – og kommer affaldsbrugerne til nytte. Både som upcyclede produkter, samt som en økonomisk gevinst, der kan bruges til at skabe arbejdspladser, lave forskning indenfor fremtidens affaldshåndtering – eller til lavere affaldsgebyrer.

Den tanke burde ikke være så fremmed eller kættersk i andelsbevægelsens hjemland.
Og til DI og DE: Det ville klæde jer, hvis I glemte den kortsigtede kræmmermentalitet – og i stedet kom ind i kampen, skulder ved skulder med bl.a. de kommunale forsyningsselskaber for at løse fremtidens meget presserende klima- og miljøproblemer.

Indlægget Miljø- eller erhvervspolitik? blev først udgivet på netavisnord.