I Anna-Mette Skovgaard Pedersen nyudgivne erindringsbog er titlen også en filosofisk refleksion over et liv, der indledes på samfundets skyggeside i storbyen, men som ad forskellige omveje ender i Nordvestvendsyssel, hvor forfatteren i dag bor og har udviklet sig fra et være en Herman Bangsk ”stille eksistens” til at være aktiv i bl.a. kommunalpolitik.
Bogen er absolut læseværdig og interessant – et tidsdokument fra en ikke-fjern fortid, som vi alle har en tendens til helst at ville glemme eller overse.
Det er en stærk skæbnefortælling, fra en de mange anonyme eksistenser, der ikke voksede op “ On the Sunny side of the Street”.
En af de “besværlige”, som samfundet brugte flere ressourcer på at “putte af vejen” end understøtte og ruste til en ny chance i livet.
Født ind i en dysfunktionel familie
Den lille Anna-Mette blev født ind i en dysfunktionel familie, hvor faderen kort efter brylluppet og efter at have gjort sin nye kone gravid pakkede sydfrugterne og forsvandt ud af både moderens og datterens liv. Moderens dårlige nerver dulmedes med kraftig medicin, hvilket medførte, at Anna-Mette fødtes med forskellige skader og et skrøbeligt helbred. De første 10 måneder tilbragtes på et hospital.
Hjemme var barndommen præget af sult og fattigdom (engang spiste AM i desperation rottegift fra gaden, fordi barnet troede, at det var kokos).
Moderens kamp for at klare dagen og vejen blev naturligvis ikke lettere af at have en “horeunge” på slæb, og dagligdagens frustrationer blev tydeligvis overført på Anna-Mette. Hænderne sad løst – og de slog hårdt.
Moderens manglende forældreevne bevirkede, at Anna-Mette blev kastebold mellem det spirende velfærdssamfunds mange “servicetilbud” – tilbud, der i højere grad drejede sig om parkering af den slags besværlige eksistenser end egentlig dannelse og styrkelse af det enkelte individ.
Bogen er en lang rejse mellem disse forstemmende tilbud, der spænder mellem ligegyldighed til decideret mishandling.
Det tankevækkende er naturligvis, at disse uhyrligheder er foregået for så få år siden. Samfundet valgte blot at vende det blinde øje til.
Feriebarn på landet i Vendsyssel
Heldigvis finder Anna-Mette dog også små lyspunkter, fx da hun (med en seddel om halsen) blev sendt på en 12 timers togtur for at være feriebarn “på landet”. Her landede hun hos Ane og Jens fra Tranum, et sindigt og hjertevarmt gårdmandspar, der lod Anna-Mette indgå i familie-, arbejds- og hverdagslivet på lige fod med de øvrige, og som sørgede for, at den spinkle københavnerpige, fik lidt sul på kroppen. Det var måske her, at hun første gang blev set som et selvstændigt og ligeværdigt individ. Og her hendes forståelse for og kærlighed til naturen spirede frem.
Der blev knyttet nogle stærke bånd, og Anna-Mette slap aldrig forbindelsen til den nordjyske familie.
Børnehjem og borgerskabets billige arbejdskraft
Tilbage i København ventede nye børnehjems- og institutionsoplevelser. Også her blev hun tilknyttet en familie. Endda fra det bedre borgerskab. Men det afsløredes hurtigt, at familiens motiver snarere var drevet af et ønske om en billig tjenende ånd i huset, end et ønske om at gøre en social og medmenneskelig forskel.
Ydmygelser og skuffelser skorter det ikke på i Anna-Mette Skovgaard Pedersens erindringsbog.
Tilbage i Vendsyssel på studenterkursus
Ved en tilfældighed ender forfatteren i Hjørring for at forsøge at blive optaget på et studenterkursus. Hun har ingen relationer i eller kendskab til byen og overnatter de første nætter i Folkeparken. Efter aftale skulle hun kontakte det lokale børneværn. Det gjorde hun så om mandagen, og her var der så en behjertet medarbejder, Anna Bolt Jørgensen, der handlede ansvarsbevidst og medmenneskeligt, og som efter at have tilbudt vores forfatter et måltid mad fik præsenteret hende for byens socialdemokratiske viceborgmester, Børge Christensen, som også gennemskuede både Anna-Mettes sociale situation samt hendes potentiale. Han fik hurtigt trukket i nogle tråde, så hun ikke alene blev optaget på studenterkurset, men også fik tag over hovedet og midler til at indrette sig for.
Fra ”stille eksistens” til aktiv i kommunalpolitik
Dét blev det store vendepunkt i Anna-Mette Skovgaard Pedersens livsforløb. Fra at være en Herman Bangsk stille eksistens påbegynder AM i en sen alder dét menneskelige udviklingsforløb, som de fleste andre oplever fra puberteten og frem.
Hun får (godt hjulpet af spejderbevægelsen) troen på og evnerne til at kunne klare sig selv i pressede situationer og tør endda tage springet fra at være en af dem, som samfundet skalter og valter med, til at blive medansvarlig for, hvordan vores samfundets skal styres og forvaltes. Aktiv i politik, først i Socialdemokratiet, siden i SF, hvor hun i dag er en af førstesuppleanterne til partiets byrådsplads.
Efter et konventionelt, men ikke særlig lykkeligt ægteskab, der dog førte to døtre med sig, har forfatteren, i en moden alder, også vedkendt sig sin ægte seksualitet og har tilmed mødt en brændende kærlighed.
En ”udviklingsroman”
Bogen er letlæselig og godt skrevet, omend visse passager er lovligt summariske. Der ligger næsten en undertone af “det kan nok ikke være så interessant at høre om for andre”, men heri tager forfatteren fejl. For bogen emmer af autenticitet og er et historisk vidnesbyrd om et ganske almindeligt menneskes ufortjente skæbne.
Det er også en udviklingsroman, der fortæller, hvordan vi alle kan spille en positiv og afgørende rolle i hinandens liv.
På den måde er bogen er bogen en lille solstrålehistorie. Man skal ind imellem så meget grumt igennem, men holder man fast og ikke lader bitterhed forstene ens sind (som bogens titel også antyder), så kan man opleve et rigt og værdifuldt liv – i alle regnbuens farver.
Bogen er udgivet på Mellemgaard forlag. Kan købes i boghandelen og på nettet, bl.a. hos Mellergaard eller Saxo, pris 150 kr.
——
Hovedfoto: Anne-Mette Skovgaard Pedersen. Privatfoto
Skriv en kommentar til historien