Odin Teatret er en institution i dansk scenekunst. Sådan har det ikke altid været, fordi teatret har eksperimenteret med sit kunstneriske udtryk og derfor til tider har haft svære vilkår i en kontekst præget af rindalismen. Jørgen Bing, skuespiller på Vendsyssel Teater, giver her et rids af Odin Teatrets omtumlede historie i forlængelse af ensemblets nylige besøg på Vendsyssel Teater.
Det var en helt særlig teaterinstitution, der gæstede Vendsyssel Teater for nyligt.
Odin Teatret, der i 53 år har haft hovedsæde i Holstebro, hører til blandt verdens mest ikoniske teatertrupper. Gruppen arbejder med et meget fysisk og billedrigt udtryk, der i højere grad appellerer til sanser og underbevidsthed end snævert intellekt – ofte i en meget kalejdoskopisk fortællestil – og er derfor også blevet et meget efterspurgt ensemble i fjerne dele af verden, hvor sprogbarrierer ellers kunne have begrænset interessen.
”Mødet”
Et gennemgående hovedelement i Odins virke er ”Mødet”. Truppen rejser ud i verden og opsøger fremmede kulturer og deres særegne udtryk. Der sker så her en kulturudveksling, hvor lokalbefolkningen præsenterer sig selv gennem sang, dans, musik eller teater, og hvor Odin så efterfølgende kvitterer med en af deres forestillinger eller anden form for improviseret optræden. Mødet med de fremmede kulturer lagres i Odins ”kulturbank” og giver ofte inspiration til fremtidige forestillinger.
Således indgår fx både balinesisk dans og indisk skønsang i den forestilling ”Træet”, som Odin spillede tre aftener på Vendsyssel Teater.
Halmballeforestilling
Men besøget omfattede meget mere end blot disse gæstespil.
Fredag d. 6/9 havde skuespilleren Kaj Bredholt organiseret en ”halmballeforestilling”, som oprindeligt var tænkt udspillet på den tomme byggegrund mellem Vendsyssel Teater og Metropol, men som p.g.a. vejrgudernes bistre lune blev flyttet indendørs i teatrets lange foyér. Her var både nogle af teatrets skuespillere samt en lang række foreninger og klubber sat stævne. Og med ganske få prøver lykkedes det Kaj Bredholt at få sat en helt forrygende og mangefaceteret forestilling sammen, hvor både motorcykler, jonglører, folkedansere, vikinger, kammerkor, rulleskøjteløbere m.m. fl. indgår, blandet med digtoplæsning, flamencodans, operasang, dødsscener fra Svend, Knud og Valdemar, med virtuost violin-, klarinet- og harmonikaakkompagnement.
Inden da havde Odin organiseret et stort folkloristisk optog gennem byen med deres karakteristiske maske- og styltefigurer som bærende elementer.
Men besøget bød på meget mere end det.
Iben Nagel Rasmussen
Skuespilleren Iben Nagel Rasmussen, der har været med fra teatrets start, deltog i den sædvanlige mandagsmorgensang, (organiseret af kordirigenten Kjeld Andersen). Her fortalte hun om sine mange år i Odin, om sin far, digteren Halfdan Rasmussen, og om forestillingen ”Træet”, der bl.a. handler om Ibens egen barndom.
Skuespilleren Carolina Pizzaro arrangerede om søndagen en workshop for Vendsyssel Teaters talenthold, og mandag ved frokosttid, kunne alle møde Odins grundlægger og teaterpioner, den 83-årige Eugenio Barba.
I samtale med Vendsyssel Teaters dramaturg og kunstneriske leder, Anne Middelboe Christensen, fortalte Barba, om de meget usædvanlige (og tilfældige) omstændigheder, der førte til, at det nu verdenskendte ensemble voksede frem med rødder i netop Holstebro.
Eugenio Barba
Barba er født i Italien, men flyttede som 17-årig til Norge, hvor han (uden at kunne sproget) tog arbejde som håndværker i bl.a. skibsindustrien. Disse år som ”fremmed” i et land, der ikke forstod ham, og hvor han heller ikke selv kunne gøre sig forståelig, blev meget betydningsfulde for ham. Han oplevede en barriere af fordomme.
Han begyndte at arbejde med teater og oplevede her, hvorledes disse barrierer blev nedbrudt gennem teatrets universelle sprog. Trods sin store lyst til at videreudvikle og dyrke dette element i scenekunsten var det meget vanskeligt for Barba at få arbejde eller uddannelse indenfor teaterverdenen. Han flyttede så 3-4 år til Polen, hvor ikke mindst mødet med den legendariske teaterinstruktør Jerzy Grotowski (grundlæggeren af ”Det nøgne teater”) blev skelsættende.
Inspireret af Grotowskis tanker om teatermæssigt at ”skære ind til benet” vendte Barba tilbage til Oslo. Han samlede en trup af unge nyuddannede skuespillere og begyndte sammen med dem at udforske teatrets inderste væsen. De producerede flere forestillinger, der ikke behøvede et egentligt teaterhus for at blive vist (kunne spilles på gaden, i haller, på skoler etc.), men støtte fik de ikke, ligesom betalingen for forestillingerne var yderst minimal. Det betød at Barba selv sammen med skuespillerne skulle bekoste opførelserne, hvilket selvfølgelig i længden var uholdbart. Mange af spillerne forlod derfor også truppen.
Holstebro – fast bopæl og kunstnerisk asyl i 50 år
Truppen levede i det hele taget en ret ubemærket tilværelse i Oslo. Det var faktisk under et gæstespil i Danmark, at Odin første gang vakte lidt opmærksomhed, og oven i købet fik en meget rosende anmeldelse i et førende dagblad. Det blev derfor til flere turnéer i Danmark. Under et sådan gæstespil i Viborg, arrangeret af forfatteren og museumslederen Peter Seeberg, oplevede en teaterglad lægesekretær gruppen. Hun blev meget inspireret og imponeret af, hvad hun så. Og da hendes egen kommune, Holstebro, netop havde fået en ny socialdemokratisk borgmester, Kaj K. Nielsen, som gerne ville opgradere kommunens kulturpolitik markant, ringede hun til ham, og foreslog at kommunen hidkaldte Odin teatret med henblik på at tilbyde dem fast bopæl i Holstebro.
Borgmesteren kendte intet til Odin teatret og udbad sig derfor betænkningstid. Den varede en time. Så ringede han til Eugenio Barba i Oslo.
På dét tidspunkt havde Barba netop besluttet at forlade storbyen Oslo for i stedet at lægge sin arbejdsindsats i et mindre og mere overskueligt nærmiljø. Han havde kigget på flere norske provinsbyer, uden at der var kommet noget konkret ud af det. Nu fik han så pludselig en opringning fra en dansk borgmester, der tilbød ham ”kunstnerisk asyl”. Kaj K. Nielsen beklagede meget, at man ikke havde en egentlig teaterbygning at tilbyde, men dét var ikke noget problem for Barba, der netop hellere ville have et stort nøgent rum at arbejde i. Dét kunne kommunen godt tilbyde – nemlig i form af en gammel tom gård, 1 ½ km uden for Holstebros centrum. Oven i hatten fik Barba 75.000 kroner som startkapital.
Dette usædvanlige tilbud førte til, at Holstebro, som i gennem mange år har været en af landets førende kulturkommuner, også kom til at huse et verdensberømt teaterensemble, som nu på 54. år holder til på den gamle gård.
Mange forskellige scenekunstudtryk er blevet skabt i disse rammer, ligesom flere store teaterkunstnere har udforsket nicher og nye udtryksformer på den gamle gård. Udover Grotowski har også Dario Fo gæstet Odin i flere omgang, ligesom de danske scenekunstskoler havde et besøg i Holstebro som et fast punkt i studieplanen.
Det kunstneriske mantra er på stedet er: ”Ja! Intet er umuligt”!
Ekstra Bladet, rindalismen og Odin Teatret
Det anderledes og ”mærkelige” sceneudtryk, der har præget mange af teatrets forestillinger, har naturligvis også ført til megen kritik, skepsis og latterliggørelse. Ikke mindst tabloidaviserne Ekstra Bladet og BT var ivrige og faste leverandører af hånende artikler de første år: ”Hvem tror Holstebro de er? Et teaterlaboratorium” i provinsen! Ha-ha-ha!!”.
Og lokale protester skortede det heller ikke på – bl.a. med standardargumenterne om, at dé penge kunne gøre mere gavn hos de ældre eller til hullerne i asfalten.
Men i takt med, at flere og flere internationale teaterdeputationer har besøgt Holstebro, lejet hotelværelser og handlet i byens gågade, så er den mest rindalistiske kritik forstummet. Faktisk var det den lokale handelsstandsforening, der selv finansierede første Dario Fos besøg i Holstebro!
Den store internationale opmærksomhed og hædrende omtale af byens teater har da også smigret mange lokale.
Og på bundlinjen står, at lokalpolitikerne – på trods af skiftende politiske flertal – nu i over 50 år har holdt hånden under denne helt unikke kulturinstitution.
Det tjener Holstebro til ære – og bør være til inspiration for mange andre kommuner.
———————
Topfoto ©Rina Skeel
