Vi synes, at demokrati er den bedste styreform i verden – eller den “mindst ringe”, som Winston Churchill sagde – men kendsgerningen er, at demokratiet kun har eksisteret i meget kort tid, historisk set, og realistisk set sagtens kan forsvinde.

Den aktuelle situation for demokrati i verden er ifølge den århusianske forskergruppe, Magtudredning 2.0, at kun 7% af verdens befolkning i dag har et fungerende demokrati. For 50 år siden var tallet 17%. Demokratiet er altså i dag i overvældende mindretal i verden. Det lave tal skyldes også, at USA i dag ikke regnes for et solidt demokrati ifølge det svenske institut for forskning i demokrati, V-Dem-instituttet i Gøteborg, bl.a. fordi den politiske og juridiske kontrol med magten, dvs. den selvbestaltede og egenrådige præsident, simpelthen er for svag.

Det græske demokrati og dets undergang
Det var de gamle grækere, eller rettere de gamle athenæere, der opfandt demokratiet i 507 f. Kr. Den dristige politiker Kleisthenes mente, det var værd at prøve at lade alle mandlige fuldborgere, mænd altså med athensk indfødsret og over 20 år, bestemme, hvad der var bedst for bystaten Athen. Det var et kolossalt dristigt foretagende. Et verdenshistorisk vingesus. Det var et direkte demokrati med fysisk fremmøde i folkeforsamlingen, embedsværket var åbent for borgerne ved lodtrækning, domstolene også, og enhver borger kunne med god livslængde se frem til at blive borgmester én dag 1 eller 2 gange i sit liv.

Men demokratiet havde fra dag 1 ihærdige kritikere. Alle de kloge filosoffer i oldtiden var imod demokratiet, fordi det byggede på lefleri, spytslikkeri, bestikkelse af folket: Sokrates var imod demokratiet og udstillede politikernes uvidenhed og blev henrettet – ikke det sidste justitsmord, der er sket i folkets navn; Platon, elev af Sokrates, skrev et stort værk om “Staten”, et langt indlæg mod den demokratiske stat, som han var så fræk at kalde en “svinestat”: det handler kun om at få noget i skrutten, helst så meget som muligt og gerne med søde sager og fløjtespil til. Svinestaten er den stat, hvor behovene har taget magten ifølge Platon.

Det athenske demokrati forsvandt i 322 f. kr. med den makedonske kong Aleksander den Stores besættelse af det græske fastland og øerne.

Det amerikanske demokrati
I mere end 2 tusinde år eksisterede demokratiet kun i de teoretiske diskussioner af styreformer. Der var intet demokrati i Romerriget. Der var intet demokrati i Middelalderen. Der var intet demokrati i Norden.
Nej, det var i Den Ny Verden ovre i Amerika, at det første demokrati i nyere tid blev indført. Uafhængighedserklæringen fra 4. juli 1776 – ca. 2000 år efter demokratiets afskaffelse i Athen – var en revolutionær tekst, der hævdede, at alle mennesker er “skabt lige” med lige rettigheder, ikke mindst en selvindlysende ret til sikkerhed og frihed og ret til at “ forfølge sin lykke”.

Det endte med USA – De Forenede Stater – i 1787, 13 stater, der med tiden er blevet til 50 stater, verdens største demokrati, og med Trumps ustyrlige ambitioner måske snart 51 eller 52 stater: Grønland, Canada, Cuba eller hvad? Om USA i dag, hvor 250 års jubilæet for Uafhængighedserklæringen skal fejres, er et demokrati, er der rejst begrundet tvivl om

Den amerikanske forfatning fra 1787 er stadig gældende – med et hav af tilføjelser. Den gør alvor af adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magtinstanser – læren om magtadskillelse fra den franske filosof Montesquieu.

Kongressen er lovgivende og består af Senatet og Repræsentanternes Hus: medlemmerne er direkte folkevalgte; præsidenten er den udøvende magt, men valgt via valgmænd, altså egentlig indirekte, sådan at en præsident ikke nødvendigvis har flertallet af stemmer, men skal have flertallet af valgmænd. Ministrene i præsidentens administration må ikke sidde i Kongressen. Klar adskillelse af udøvende og lovgivende magt. Domstolene er uafhængige og kontrollerer den udøvende magt; alligevel er Højesterets dommere udpeget af præsidenten og altså politiserede.

Trump udfordrer det amerikanske demokrati
I dag har USA en præsident, der konstant udfordrer de demokratiske grundprincipper i Den amerikanske Forfatning, så det ikke er indlysende, at USA er en demokratisk stat.
Hvad vi ser i USA for tiden, er en degeneration af demokratiet derved, at en præsident udøver sin magt til det yderste i kraft af dekreter, præsidentiel lovgivning, økonomisk og politisk pres på de amerikanske nyhedsmedier og universiteter og kulturelle institutioner – og på selveste Justitsministeriet, forbundsstatens vigtigste myndighed, der bliver infiltreret politisk. Korruptionen er så stor, at det får Stein Bakker til at ligne en uskyldig lommetyv.

1849 – Grundloven
Lad os vende hjem til vores egen verden. Grundloven og stemmeretten, ca. 15% af den danske befolkning i 1849, var en fremadskuende, dristig handling – “et spring ind i mørket”, mente de dannede i byerne. Det dristige var og er forsvaret af individet mod staten. Individets frihedsrettigheder – tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Individet står over staten, individet er det primære, staten det sekundære. Individets ukrænkelighed bliver fastslået: 1) boligens ukrænkelighed 2) privatlivets ukrænkelighed 3) den private ejendoms ukrænkelighed 4) individets uskyld, indtil det modsatte er bevist.

Forsvar for menneskerettighederne
FN’s store Menneskerettighedserklæring fra 1948 og – med FN-erklæringen som forbillede – Den europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 er de vigtigste, åndelige bastioner for at bevare en human, moral-, jura- og regelstyret verden, der behandler mennesker ordentligt – og ikke tillader at de udsættes for vilkårlig vold og rå hensynsløshed. Det er denne verdensorden, der er under afvikling i dag. Det er kedeligt at sige det, men det er det, der sker lige nu. Og jeg tror, det er vigtigt at sige, at Europa og Danmark har en vigtig opgave i at forsvare den demokratiske civilisation mod de diktatorer og autokrater, der hellere vil have den rå magt tilbage i forholdet mellem staterne.

Vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om
Hvad er det gode ved demokratiet? Det er, at demokratiet fredeliggør konflikter både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Som K.E. Løgstrup har sagt: demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Demokrati forudsætter ikke, at vi mener det samme, har de samme interesser og de samme værdier. Demokratiet respekterer forskellighed, så længe forskelligheden ikke udarter til had og forfølgelse. En person med en anden politisk mening er ikke en fjende, kun en modstander. Nazi-partiet er ikke forbudt i Danmark, Hibz-ut-Tahrir er ikke forbudt i Danmark. Navnet betyder “befrielsespartiet”, og dets mål er et islamisk verdenskalifat. Jeg siger, tak for kaffe! Men demokratiet skal være stærkt nok til at kunne tåle yderliggående holdninger, så længe der kun er tale om holdninger. Truende, krænkende og voldelige handlinger falder ind under straffeloven, politiet og domstolene. Ytringsfriheden er kernen i demokratiet, og vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om at høre og i øvrigt tage kampen op med argumenter og ord.

Udfordringer for det danske demokrati: Tamilsagen og krigene i Irak og Afghanistan
Men jeg vil gerne pege på en række problemer, som det aktuelle danske demokrati kæmper med. Tredelingen af magten er et demokratisk grundprincip, men bliver det håndhævet godt nok i Danmark? Regeringen er den udøvende magt, og regeringen har ansvaret for de statslige myndigheder, men er Folketingets kontrol med regering og myndigheder god og effektiv nok? I de sidste 30/40 år har vi haft masser af kommissionsundersøgelser: f. eks. Den berømte Tamil-sag, der endte med Schlüter-regeringens fald: der blev af Schlüter taget en respektfuld konsekvens af et regeringsmisbrug, Erik Ninn-Hansens selvrådighed.

De store undersøgelser af dansk krigsindsats i Afghanistan og Irak er blevet skrottet dels af Lars Løkke Rasmussen i 2015 og af Mette Frederiksen i 2019. Meget lidt hæderfuldt. Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS’s undersøgelse af beslutningsgangen i Udenrigspolitisk Nævn omkring den 20 år lange Afghanistan-krig er blevet dels udskudt, hvad angår offentliggørelse (i parentes bemærket: den ligger parat), dels underlagt en censurordning, der gør det muligt og lovligt for de implicerede politikere at kræve deres udtalelser anonymiseret. Det er accepteret af Folketingets Præsidium med Søren Gade som formand, samme Søren Gade, der var forsvarsminister i de meget heftige år i 00’erne under Anders Fogh Rasmussen. Det er meget lidt hæderværdigt, at ministre og politikere ikke vil stå ved deres udtalelser i en uvildig rapport fra DIIS.

Undersøgelse af udbytteskandalen – 10år undervejs
Jeg vil også nævne kommissionsundersøgelsen af skatteministeriet fra 2002 og fremefter til udbytteskatskandalen og opdagelsen af den. Kommissionen blev nedsat i 2017 og arbejder stadig. Til næste år har den arbejdet i 10 år, uden at der vist er udsigt til en offentliggjort rapport. Antallet af skatteministre i perioden er højt, og de mange omlægninger og lovændringer er kolossale. Det er ødelæggende for borgernes tillid til skattevæsenet og de politiske beslutninger om de mange tekniske, organisatoriske og lovmæssige forandringer af skattevæsenet.

Rigsrevisorerne holder øje med den udøvende magt
Jeg vil dog gerne fremhæve vores dygtige rigsrevisorer med Mette Abildgaard i spidsen, der holder øje med regeringen og statens myndigheder. Deres kritik af den manglende dyrevelfærd og krænkelse af en allerede eksisterende lovgivning på området og deres kritik af politiet for henlæggelse af “sager” er gode eksempler på, at Folketinget, den lovgivende myndighed, har hånd i hanke med den udøvende magt og dens mangler. Det er sådan det skal være: at der er kontrol med magtudøvelsen. Det er den kontrol, der smuldrer i USA.

Den politiske offentlighed er udfordret
Folketingsvalget den 24. marts 2026 satte 12 partier ind i Folketinget: 1 parti med lidt over 20% af stemmerne, 11 partier med fra 10% til 2% af stemmerne. Jeg tror ikke, vi nogensinde har haft et så kaotisk Folketing – ikke engang i 1973 efter det berømte “jordskredsvalg”. Man kan godt spekulere over, hvad et sådan Folketing er udtryk for? Aldrig har landet været mere fragmenteret. Det bliver diskuteret, om det er for let at stifte et politisk parti? Om spærregrænsen skal hæves? Etc. Jeg vil gerne bidrage med et andet synspunkt: nemlig at den gode politiske journalistik og debat, det gode oplysningsniveau i offentligheden, på det nærmeste er forsvundet ud af det lokale og regionale mediebillede. Den politiske diskussion er flyttet over på de sociale medier og deres kommentarfelter: Facebook, TikTok, X – og hvad de hedder. Konsekvenser er, at politisk diskussion er degenereret til underlødig og hadefuld kommentaridioti. Lad mig også midt i sortsynet sige: de landsdækkende aviser, Politiken, Berlingske Tidende o.a., stadig har kompetente politiske redaktioner.

Public Servicemedierne forfalder til cirkus og barnagtighed i valgkampen.
Er DR og TV2 gode nok til at lave kritisk journalistik på politiske partier og kandidater i en valgkamp? Det er min mening, at TV- stationerne lavede alt for meget cirkus, koreografi og barnagtige øvelser ud af de store debatter, der afsluttede valgkampen. Oplysningspligten viger for underholdningen, tv-kratiet besejrer demokratiet. For nu at trække pointen hårdt op.

AI udfordrer demokratiet
Til sidst vil jeg komme med endnu en trussel mod demokratiet, nemlig AI-revolutionen. Skolen og hele uddannelsessystemet bliver voldsomt udfordret af AI: hidtil har uddannelse handlet om at udvikle elevernes naturlige intelligens og de unge menneskers karakter og adfærd på en både kreativ og repeterende måde, så de blev dygtige i alle fag og kompetente samfundsborgere. I dag er risikoen, at den kunstige intelligens udkonkurrerer den naturlige intelligens, og fremtidens mennesker bliver åndløse og inkompetente, fordi den kunstige intelligens overtrumfer deres egne små evner. Bluf og snyderi er vokset voldsomt i omfang i dagens skole. Vi outsourcer vores intelligens, viden og tankekraft til maskinerne, der kommer til at bestemme mere og mere. Også i den politiske verden.

AI kommer bestemt til at give os mange gevinster, men vi skal bringe den i anvendelse med al mulig omtanke og ikke pantsætte vores frihed og selvstændighed, som mennesker og borgere i et demokratisk samfund, til en tænkende maskine.
———-
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Demokratiets udfordringer blev først udgivet på netavisnord.

Der findes forskellige overordnede typer kulturel – herunder idrætslig – boykot og udelukkelser af lande: Politisk/statsligt vedtagne, nationale og internationale idrætsorganisationers beslutninger samt enkeltpersoners politisk eller moralsk begrundede private boykot.

Typer af statslige sanktioner
Efter Ruslands angreb på og invasion i Ukraine i 2022 har Danmark gennemført forskellige former for boykot og udelukkelse af Rusland.

Hovedparten af statslige sanktioner har været en støtte til EU’s sanktionspakker. Det har drejet sig bla. om økonomisk og finansiel boykot (eks. indefrysning af russiske aktiver i banker), handelsboykot og eksportrestriktioner (eks. forbud mod eksport af avanceret teknologi), energi- og råstoftsanktioner (eks. udfasning af import af russisk kul og olie) og forbud mod eksport af våben.

Sportslige sanktioner og boykot
Engel-Schmidts udtalelser om de uskyldige kvinder og børn drejede sig specifikt om OL. Men det danske ønske om sport-boykot af Rusland er ikke begrænset til denne sportsbegivenhed.

Den danske regering og Folketinget har støttet og opfordret til boykot af Rusland i alle idrætsgrene. Folketinget har ikke vedtaget en speciel og formel boykotlov på sportsområdet, men opfordringen er rettet til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og dets specialforbund samt internationale idrætsorganisationer.

De fleste internationale forbund har – selvom de ikke er juridisk tvunget til det – helt eller delvist vedtaget at boykotte eller udelukke Rusland. Det gælder bla. de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA. I alt omkring 25 internationale forbund har gjort det, men i forskelligt omfang.

Når det gælder stater og deres regeringer, er der ca. 35-40, primært vestlige, regeringer, som opfordrer til og støtter boykot. Det drejer sig om beskedne omkring 20 % af verdens lande.

Konkret har boykotten feks. udmøntet sig i støtte til udelukkelse af russiske landshold, til aflysning af internationale sportsarrangementer i Rusland, til stop for samarbejde med russiske idrætsorganisationer, til udelukkelse af de enkelte russiske sportsfolks deltagelse i internationale stævner.

Der eksisterer dog forskellige grader af boykot og udelukkelse: I international tennis feks. deltager russiske tennisspillere på lige fod med spillere fra andre lande (bortset fra, at de spiller under neutralt flag). Holger Rune og Clara Tauson feks. møder undertiden russiske modstandere, men vælger ligesom spillere fra de øvrige lande ikke at trække sig fra de kampe og dermed boykotte de russiske spillere.
Også de ukrainske spillere stiller i internationale tennisturneringer op mod de russiske, men foretager hvad man nok kan kalde en mere symbolsk protest ved ikke at ville give hånd og sige tak for kampen til deres russiske modstander.

Flere andre internationale idrætsorganisationers boykot er heller ikke absolut. Feks. indenfor svømning, sejlsport, vintersport og visse former for kampsport har man åbnet op for deltagelse af russiske individuelle (altså ikke som hold), ”neutrale” atleter.

Ved OL må russiske atleter stille op individuelt, men ikke som hold under russisk flag og nationalsang. Desuden er der et adgangskrav om, at atleten ikke offentligt må have udtrykt støtte til den russiske invasion.

Ved De Paraolympiske Lege i 2026 var det derimod tilladt at spille Ruslands nationalmelodi og konkurrere under russisk flag.

Der eksisterer altså ikke en fælles international linje overfor russisk deltagelse i sportsbegivenheder.

Ingen boykot af Israel og USA
Begrundelsen for at iværksætte sportslig boykot og udelukkelse af Rusland har været, at landet har angrebet Ukraine. Men Rusland er som bekendt ikke det eneste land i verden, som har angrebet et andet land. Det samme har Israel og USA.

Israel har i Gaza foretaget flere angreb, som har kostet titusinder af civile palæstinensere livet og hundredtusinder sårede og lemlæstede. Der er bred international konsensus om, at det drejer sig om over 70.000 dræbte, heraf et meget stort flertal civile. Og af disse titusinder af børn.

Og internationale organisationers og juridiske organers vurdering af Israels brud på international ret er næsten endeløs. Her er nogle eksempler:
Den Internationale Domstol: Undersøgelse af Israel for folkedrab.
Den Internationale Straffedomstol og udstedelse af arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Amnesty International: Anklage mod Israel for folkedrab.
Human Rights Watch: Anklage mod Israel for forbrydelser mod menneskeheden.
Forskellige humanitære organisationer: Brud på krigens regler, udsultning af civilbefolkningen som et våben – og meget mere.

Men selvom der fra mange sider internationalt fremsættes krav om boykot af og sanktioner mod Israel – dog ikke fra den danske regering, som vel nok må betegnes som en af Israels nærmeste venner – sker der ikke noget.

Det amerikansk-israelske angreb på Iran tidligere på året er også et brud på Folkeretten. Det har bla FN’s generalsekretær Antonio Guterres understreget. Og det er internationale eksperter stort set uden undtagelse også enige i.
Det er ganske vist ifølge Folkeretten ikke udelukket, at et land lovligt angriber et andet, men der er to betingelser, som i så fald skal være opfyldt: FN’s Sikkerhedsråd skal godkende det, eller angrebet skal ske i selvforsvar for at stoppe et forventet akut angreb eller trussel om et sådant.

Ingen af betingelserne er opfyldt i krigen mod Iran.

Og når krigen er brudt ud, skal den foregå på den måde, at civilbefolkningen og civile anlæg ikke må bombes (bestemmelserne i den såkaldte Humanitære Folkeret).
Heller ikke denne betingelse er opfyldt, idet flere tusinde civile iranere er slået ihjel ved angrebene, og civile mål som skoler, universiteter, boligblokke og kritisk infrastruktur er blevet ramt af bomber og missiler.

Reaktionen fra de vestlige landes ledere på USA’s og Israels angreb på Iran har været yderst lunken og undvigende, når det gælder vurderingen af Iran-krigens lovlighed i forhold til international ret. Det gælder også Mette Frederiksen. Tidligere forsvarsminister Troels Lund (V) gik et skridt videre: Han forsvarede nemlig ligefrem USA’s angreb og mente at ”…det er en nødvendig operation, USA er i gang med” og betegnede i TV2 angrebet som ”en klog og rigtig beslutning af amerikanerne”.

Den manglende reaktion og fordømmelse står således i skærende kontrast til fordømmelsen af det russiske angreb på Ukraine.

Men hvad er årsagerne til, at Israel og USA i modsætning til Rusland ikke er blevet udsat for boykot af især de vestlige lande heller ikke på idrættens område?

Hvorfor ikke boykot af Israel?
Der er ikke en enkelt faktor, som kan forklare, at Israel i mere eller mindre grad er fredet af de vestlige regeringer. Det er en kombination af flere.

En af dem er frygten for at blive beskyldt for antisemitisme. Det skal ses i lyset af forfølgelsen af jøderne igennem historien i de europæiske lande og især begivenhederne før og under 2. verdenskrig med det nazistiske Tysklands masseudrydelse af 6 mio europæiske jøder. Frygten er ikke ubegrundet, fordi enhver kritik af staten Israel rutinemæssigt afvises som antisemitisme af de israelske magthavere.

En anden faktor er situationen i Mellemøsten, hvor de vestlige magthavere traditionelt betragter Israel som allieret i forhold til regionens muslimske lande. Et slags vestligt orienteret militærstrategisk brohoved overfor disse lande.

En tredje faktor er Israels tætte tilknytning til USA, verdens eneste supermagt. Feks. er enhver Israelkritisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd blevet mødt med et amerikansk veto. Hovedparten af politikerne i USA’s kongres kunne ikke drømme om at opfordre til sportslig boykot af USA, og vestlige lande, som gjorde det, ville påkalde sig USA’s – og specielt Trumps – vrede.

En fjerde faktor er de voksende antimuslimske holdninger hos vælgerne i de europæiske lande. Politiske ledere ønsker ikke at lægge sig ud mod det vælgersegment, som ville se en sportslig boykot af Israel som et knæfald for de muslimske lande og Islam.

Hvorfor ikke boykot af USA?
Der er også flere grunde til, at USA ikke er blevet udsat for boykot fra de samme lande, som har opfodret til boykot af Rusland. Et af motiverne er regeringernes frygt for i givet fald at blive udsat for Trumps notoriske hævntørst og dermed bla. blive udsat for især økonomiske sanktioner og trusler om forværrede sikkerhedspolitiske relationer.

De internationale idrætsorganisationer har heller ikke været på banen med ønsker om boykot af USA. Mange af dem er afhængige af sponsoraftaler med amerikanske firmaer og af indbringende aftaler med amerikanske mediegiganter.

Desuden har USA en dominerende magt og indflydelse i nogle af de internationale idrætsforbunds organisationer.

Dobbeltstandarder
Den manglende lyst fra vestlige lande til at boykotte Israel og USA kritiseres af mange ikke-provestlige lande som hyklerisk eller udtryk for dobbeltstandarder fra de vestlige lande.

Kritikerne peger også på, at de vestlige lande som regel ikke viser den store interesse for og solidaritet med lande i det globale syd, som bliver invaderet af andre lande, med mindre de har en sikkerhedspolitisk eller økonomisk egeninteresse i det. Men når det drejer sig om Ruslands invasion af Ukraine, ophøjer Vesten den til et problem for hele verden, selvom krigen blandt de ikke-vestlige lande mere betragtes som en lokal/regional konflikt, der ikke rigtigt vedrører resten af det internationale samfund.

Sports-boykotter – har de nogen effekt?
Det kan diskuteres, og om det i det hele taget har nogen påviselig effekt at iværksætte boykotter indenfor idrætsverdenen. Det afhænger naturligvis af, dels hvor mange der deltager i den, dels hvilke typer af boykot der foretages, og dels om den idrætslige boykot står alene, eller er kædet sammen med andre former for sanktioner, feks. økonomiske.

Som nævnt ovenfor er det kun ca. 20 % af verdens lande, hvis regeringer har opfordret til boykot af Rusland, men der er flere af de internationale sportsorganisationer først og fremmest IOC, som arrangerer De Olympiske Lege, der har iværksat en delvis udelukkelse af russiske atleter. Rusland har dog som alternativ til OL deltaget i forskellige internationale sportsbegivenheder i Asien.

I det hele taget er det et spørgsmål, om boykotten har anden effekt end en symbolsk på Rusland og de russiske sportsfolk. Nogle af de sidstnævnte har ganske vist skiftet statsborgerskab for at komme uden om sanktionerne og kunne deltage i de internationale sportsbegivenheder, men det er et begrænset antal. Og man har ikke indtrykket af, at sports-boykotten af Rusland spiller den store rolle for de russiske magthavere.

Når en boykot ikke rammer Israel og USA for deres brud på Folkeretten/internationale retsorden i krigen mod Gaza og Iran svækker det også boykotten af Rusland og kan også bruges som anklage for de russiske, politiske ledere om, at Vestens boykot er hyklerisk, og styrke opfattelsen af, at det ikke er den internationale retsorden, der bekymrer Vesten, men at boykotten kun er udtryk for at miskreditere Rusland.

Spørgsmålet er nemlig også, om det ydre pres på Rusland, som boykotten er udtryk for, måske snarere vil styrke sammenholdet i befolkningen og også magthaverne, snarere end af svække dem. Foreløbigt synes der ikke at være tegn på, at der eksisterer et flertal i den russiske befolkning, som vil af med Putin.
——
Hovedfoto: OL i Paris 2024. Stade de France. Wikimedia Commons

Indlægget Boykot og udelukkelse i international sport – en fortælling om hykleri blev først udgivet på netavisnord.

Det nye Folketing er sammensat som vist i tabel 1. Som det fremgår, er der sket en bevægelse fra midten ud mod fløjene, og to af de gamle magtpartier – A og V – lider under den ret markante fragmentering i vælgerkorpset. 12 partier er der nu blevet plads til i FT.
Denne splittelse komplicerer regeringsdannelsen.

Taburetter, stemmer eller politik
Ifølge den norske politolog, Kåre Strøm, kan politiske partiers adfærd – f.eks. i forbindelse med valg og regeringsdannelsen – kategoriseres i tre, idealtypiske dimensioner:

1. Stemmemaksimering, hvor et parti jagter så mange stemmer som muligt ved at gå i opposition og ikke er belastet af at tage hensyn til andre partier. Partier til højre og venstre for SVM – regeringen har i en vis udtrækning forfulgt denne adfærd i den seneste valgperiode.

2. Stræbe efter at komme i regering – hvilket betyder en villighed til at indgå kompromisser og opgive mærkesager. SF’s fatale medlemskab af Thorningregeringen , som var ved at koste partiet livet, er et eksempel herpå. V og S har lidt herunder i indeværende valgperiode.

3. Politikrealisering, hvor et parti er mere principfast og ikke ønsker at give køb på sin politik, og hvor den betyder mere end at sidde i regering, hvor prisen ofte kan blive for høj. DF, EL og AL har delvist forfulgt denne adfærd.

Mange flertal på kryds og tværs
Umiddelbart ser det ud til, at der i det nye FT er et flertal for
– en stram udlændingepolitik
– investering i folkeskolen
– beskyttelse af grundvandet og en grøn politik
– dyrevelfærd
– øge arbejdsudbuddet
– respekt for konventionerne
– nej til formueskat

Kompliceret regeringsdannelse
Disse flertal går imidlertid på kryds og tværs af partierne og letter ikke i sig selv regeringsdannelsen. DF kan tilsyneladende ikke være i stue med Løkke, som omvendt ikke vil basere en regeringsdannelse på EL, DF eller DD. Troels Lund vil ikke gøre Mette F til statsminister igen, men ønsker en blå regering, som imidlertid ikke kan stable et flertal på benene uden Løkke.
Det ser broget ud, men et bud kunne være en A, B, F, M – mindretalsregering, som vil råde over 82 mandater, og som med EL og Alternativet som støttepartier vil have 98 mandater at gøre godt med.
En anden mulighed vil være, at de gamle magtpartier, A, B, V ,C – kaldet firebanden – sætter sig sammen med Løkke og danner en midterregering med 95 mandater. Det vil dog kræve overordentlig store villighed til at gå på kompromis.

Nordjyllands Storkreds
I Nordjyllands Storkreds, hvor bl.a. Statsministeren og Støjberg er opstillede, gav valget følgende resultat:

Den store taber er Socialdemokratiet, men også Danmarksdemokraterne og Venstre er gået tilbage. Især DF og SF går frem.

Fordeling af kreds – og tillægsmandater i Nordjyllands Storkreds
Stemmetallene for Nordjylland gav følgende fordeling af de 14 kreds – og 5 tillægsmandater:

Per Larsen (C), Torsten Schack Pedersen (V), og Kristian Bøgsted (DD), er ikke kommet ind, mens Christina Lykke (SF) og Anna Bjerre (Alt) er blandt de nyvalgte i Nordjyllands Storkreds.
——
Hovedfoto @Bertil Mortensen

Indlægget FV 26 – en kompliceret regeringsdannelse blev først udgivet på netavisnord.

Inden vi besvarer det spørgsmål, kan det være hensigtsmæssigt at se på de borgerlige partiers holdning til DR. Det kan følgende historie give et fingerpeg om:

Historikken: VLAK-regeringens og DFs angreb på DR
Tilhængere af Public Service kan, hvis man tager de historiske briller på, godt frygte et blåt flertal, hvis det ender som i 2018, hvor den daværende VLAK-regering og DF indgik en medieaftale gældende for 2019-23.
Iflg. aftalen skulle DR foretage besparelser på 20 % – svarende til ca. 675 mio – i løbet af årene 2019-23. Iværksættelsen af besparelserne blev delt op i to runder. I første runde 2019-21 blev der foretaget besparelser på 420 mio. kr., men den efterfølgende socialdemokratiske mindretalsregering annullerede sammen med støttepartierne (SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet) anden rundes planlagte besparelser på 255 mio.
Og i forbindelse med public service-kontrakten for 2022-2025 mellem kulturministeren og DR tilførte de samme partier ekstra 100 mio til DR.

I øvrigt forlangte den borgerlige regering og DF, som indgik ovennævnte medieaftale, at ordet ”integration” ikke skulle indgå i en ny Public Service kontrakt mellem regeringen og DR. Der måtte således ikke i kontrakten længere stå: ”DR skal medvirke til at fremme integration i det danske samfund”.
I en parentes bemærket giver det jo unægteligt associationer i retning af trumpismens kamp mod at nævne inklusion og diversitet i forskellige statslige institutioner.

Andre elementer i aftalen var, at DR skal afspejle, at det danske samfund har rod i kristendommen, og desuden at dr.dk ikke måtte have lange, dybtgående artikler på sit site.

Forud for folketingsvalget i 2022 varslede de borgerlige partier også, at de, hvis de vandt valget, ville gennemføre de fulde besparelser fra 2018-aftalen – altså også besparelserne på de 255 mio, som den socialdemokratiske mindretalsregering og dens støttepartier som nævnt havde annulleret.

Undersøgelse om politisk slagside
I forlængelse af den borgerlige regerings forsøg i 2018 og i de følgende år på at kritisere og svække DR, indkaldte Liberal Alliance (MF Katrine Daugaard), Danmarksdemokraterne (MF Søren Espersen) og DF (MF Morten Messerschmidt) for nogle måneder siden kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til et åbent samråd med spørgsmål til ministeren om ”DR’s habilitetsproblem og overholdelse af public service-kontrakten om at levere alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne”.

Det fremgår af debatten i samrådet, at spørgernes formål med dette samråd var at kritisere DR for at være venstreorienteret – ”at have åbenlyst venstreorienteret slagside”. De gav, hvad de mente var eksempler på det: Kryolitdokumentaren (”Grønlands hvide guld”) og nogle DR-journalisters underskrift på en erklæring, som forbinder Israels krig i Gaza med folkemord. Det burde iflg. spørgerne have ansættelsesmæssige konsekvenser for de pågældende journalister.

Dækningen af det amerikanske præsidentvalg var iflg. Mortens Messerschmidt et andet eksempel på, at DR var venstreorienteret. ”Dækningen af valget gav et voldsomt forvrænget billede af Det Republikanske Parti, hvor DR nærmest gav et indtryk af, af det bestod af en blanding af fascister og KuKluxKlan. Man kan måske godt finde nogle enkelte, skøre typer i partiet, men det er jo ikke dem, der er de toneangivende”, var hans vurdering.

Engel-Schmidt var enig i, at der mht. kryolitdokumentaren og journalisternes underskrifter var grundlag for kritik af DR, men understregede vigtigheden af, at der eksisterer et armslængdeprincip mellem politikerne og DR. ”I frie demokratiske lande er det en uskik, når politikerne blander sig i de redaktionelle processer eller kræver bestemte journalister fyret. Det er metoder fra lande, som vi sjældent ønsker at sammenligne os med”, sagde han.

Engel-Schmidt mente ikke, at der, som de tre parter hævdede, var belæg for at hævde, at DR har en politisk slagside eller var en ”flok røde lejesvende”. Han ville være meget ked af, hvis vi fik amerikanske tilstande, hvor, hvis man var utilfreds med dækningen, kalder den fake news.

Han påpegede også, at mange og gentagne undersøgelser viser, at der blandt danskerne – også dem med borgerlig observans – herskede en stor tillid til DR.

Alligevel foreslog han, at man burde afsætte de nødvendige økonomiske midler i et kommende medieforlig til at lave en undersøgelse af, om der var politisk slagside i DRs journalistik.

TV2 og de borgerlige partier
Det er bemærkelsesværdigt, at TV2 stort set altid går under radaren for kritik. Kanalen er ganske vist til forskel fra DR ikke skattefinansieret – bortset fra TV2 regionerne. Men det er trods alt et statsligt selskab, som er underlagt nogenlunde de samme public service forpligtelser som DR.
I TV2’s aftale med kulturministeren hedder det bla.:
“Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed
TV 2 skal således indeholde et bredt udbud af programmer omfattende nyhedsformidling, sport, oplysning, kunst, kultur og underholdning….”

Men det er sjældent – måske aldrig -, at man hører, at de borgerlige partier ønsker at foretage kontrol med, om TV2 lever op til sine public service forpligtelser.

Kritik af DRs journalister – ”røde lejesvende”?
At specielt DR journalisterne skulle være venstreorienterede -– ”røde lejesvende” – er en påstand, som ofte dukker op i mediedebatten. Det skete også under ovennævnte samråd.

Men dokumentationen mangler. Tværtimod viser en hurtig oversigt over den politiske observans hos markante tidligere DR-journalister et andet billede:
I flæng kan nævnes: Morten Løkkegaard (Venstre), Connie Hedegaard (Konservative), Per Stig Møller (Konservative), Bent Stuckert (Venstre) og Uffe Ellemann (Venstre).

Kritikken af DR-journalisternes mulige politisk ståsted bygger på den præmis, at journalister ikke er så professionelle, at de i deres arbejde kan være uafhængige af deres egne politiske holdninger.

Hvis det er rigtigt, skulle det vel logisk set også gælde andre faggrupper, som i deres job skulle lade sig påvirke af deres egne politiske præferencer: Lærere, dommere, pædagoger, embedsmænd, socialrådgivere, læger, sygeplejersker med mange flere.
Det er der trods alt ikke så mange, som mener.

En af undtagelserne er dog socialdemokraten Frederik Vad, som i Folketinget har udtalt, at nogle muslimske embedsmænd, apotekere og andre veluddannede indvandrere ”bruger deres position til at undergrave det danske samfund indefra”. Altså at netop den gruppe i deres arbejde ikke kan agere professionelt, men lader deres egne værdier influere på det.
I øvrigt et synspunkt, som den daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har erklæret sig helt enig i.

Stor troværdighed
Adskillige undersøgelser viser, at der i befolkningen er stor tillid til specielt DR. I den seneste, årlige undersøgelse af danskernes medieforbrug fremgår det, at DR er Danmarks mest troværdige nyhedsmedie blandt undersøgelsens population.

Angreb på public service medier mange steder
Det er ikke kun i Danmark, at statslige public service medier er udsat for kritik fra især højrefløjen. Det sker også i andre europæiske lande som feks. Italien, Frankrig, England og i USA.

Professor Rasmus Kleis Nielsen fra Institut for Kommunikation på KU forklarer det til nyhedsbrevet ”Journalisten” bla. med, at public service medier er nemme ofre. ”Som politiker kan det være attraktivt at kritisere et magtfuldt public service medie, som man er sikker på ikke slår tilbage”. Han nævner som eksempel, at når britiske politikere ytrer kritik af BBC, sker det sjældent, at BBC svarer hårdt igen på kritikken. ”Tværtimod er der en tendens til, at man bukker og skraber og forklarer og laver undersøgelser i ét væk”.

Sociale medier
Vi lever i en tid, hvor en bølge af sociale medier, som ikke skal leve op til krav om upartiskhed, alsidighed og saglighed, og som også er mange menneskers eneste nyhedskilde, er dukket op og ser ud til at have stor betydning for meningsdannelsen. Derfor er de borgerlige højrefløjspartiers kampagne mod et statsligt service public medie problematisk – specielt ud fra en demokratisk synsvinkel.

I den seneste, årlige rapport over danskernes medievaner – ”Medieudviklingen 2025” – fremgår det, at i 2025 brugte 44 % af danskerne de sociale medier som nyhedskilde. Det gjaldt især for de 18-24 årige, som angav, at den vigtigste nyhedskilde for dem var de sociale medier.

Fremtiden for DR
Når man spørger, hvad danskerne kan forvente, der sker med DR, hvis det kommende folketingsvalg resulterer i et blåt flertal, er svaret med stor sandsynlighed: DR vil blive svækket.
——
Hovedfoto: DR-Byens nyhedshus. Wikimedia Commons

Indlægget Hvis blåt flertal efter valget: Svækkelse af DR? blev først udgivet på netavisnord.

Historik
Det grønne Valgforbund i Aalborg, bestående af Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, fik første gang de stillede op som erklæret grønt valgforbund i 2021 et rigtig godt valg. Alle tre partier gik frem, og samlet opnåede de tre partier – med støtte fra et par mindre lister – 7 mandater.

Valgforbundet fortsatte ved valget i 2025 med det overordnede formål at styrke klima- og miljøpolitikken lokalt, herunder ikke mindst modstanden mod Den tredje Limfjordsforbindelse som det ene ben, men også med et andet ben, at samarbejde med bevægelserne omkring klima-og miljøpolitikken – bevægelser som Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholm-linjen, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Den grønne Ungdomsbevægelse, Aalborgs grønne Hjerter.

Fremgangen kunne ikke gentages i 2025, men de tre partier holdt dog de 7 mandater og samlet opnåede de en lille stemmemæssig fremgang.

Ved konstitueringsforhandlingerne valgte Radikale Venstre og Jes Lunde at gå sammen med de borgerlige partier i et forsøg på at få borgmesterposten – i det, der hed valggruppe 2. De tre partier i Det grønne Valgforbund endte altså på hver sin side, SF og Enhedslisten i valggruppe 1 sammen med Socialdemokratiet, Vibeke Gamst som frafalden konservativ – og senere også Danmarksdemokraterne. Radikale Venstre placerede sig sammen med de borgerlige partier i valggruppe 2.

Det grønne Valgforbund efter valget
Lasse Olsen var Enhedslistens spidskandidat og store stemmesluger ved kommunalvalget i Aalborg. Med 975 personlige stemmer fik Lasse Olsen et udmærket valg, selvom Enhedslisten – efter et meget flot valg i 2021 – gik tilbage fra 8.2 % af stemmerne til 6.3 %. Det betød, at Enhedslisten og Lasse Olsen mistede en rådmandspost, til gengæld fik SF og Peter Larsen en rådmandspost.

I dag er Lasse Olsen ganske afklaret i sin holdning til valgforbundets skæbne:
– Vi har en opfattelse af, at aftalen blev brudt. Vi ser ikke noget formål i at lade som om der eksisterer en tillid. En ting er at bryde aftalen for at forsøge at blive borgmester. Men nogle bliver efterladt på perronen. Oven i købet opfordrede valggruppe 2 Socialdemokratiet til at gå med i aftalen mod at få 2 rådmandsposter. Så kunne SF og Enhedslisten stå tilbage med resten. Det var et aktivt fravalg af SF og Enhedslisten fra Radikales side.
Fra vores bagland er meldingen helt klart, at det samarbejde ikke skal gentages. Det grønne Valgforbund har udspillet sin rolle, det har overlevet sig selv.
Det grønne Valgforbund var jo ellers et hjertensbarn for mig – jeg var med til at oprette det, det var mig der fandt på navnet, og der var mange, der var bange for at sige til mig, at vi måske skulle stoppe valgsamarbejdet, så det skabte lettelse, da jeg på et medlemsmøde fremlagde min holdning.
Men det er så vigtigt at sige, at samarbejdet har et andet ben, nemlig kontakt til og løbende møder med NGO´er. Det arbejde skal fortsætte. Hvilke partier der er med, vil vise sig. Det er op til bevægelserne at afgøre. Vi vil ikke sige, at hvis Radikale Venstre kommer, kommer vi ikke. Når de grønne bevægelser indkalder, så kommer vi. Men som ide er Det grønne Valgforbund ikke-eksisterende.

Konsekvens for miljøpolitikken
– Hvad kommer det til at betyde for miljøpolitikken i Aalborg Kommune?
– Vi stemmer fra sag til sag. Vi er enige på kryds og tværs. Så i praksis i den daglige politik vil det næppe have den store betydning. Vi er ofte enige med Radikale. På det seneste møde stemte vi sammen imod et forslag om nedrivningstilladelse til KFUM/K-huset i Danmarksgade, hvor man ønsker at rive et velfungerende hus ned for at bygge et 4-etagers hus. Så der er mange ting, vi står sammen om, f.eks. omkring byplanlægning, hvor vi nok er mere enige med Radikale end med Socialdemokratiet. På andre områder, som f.eks. beskyttelse af drikkevand, er vi nok mere enige med Socialdemokratiet.
I den seneste valgperiode sad Daniel Nyboe Andersen i de Radikales gruppe, han var en klar stemme for klima- og miljøpolitikken. Lunde er knap så klar i udmeldingerne, det fyldte mere for Daniel, tror jeg. Men Jes Lunde har været ganske klar i modstanden mod den tredje limfjordsforbindelse, her står Radikale, hvor de hele tiden har stået, tror jeg.
Til det næste byrådsmøde er Radikale og Socialdemokratiet medstillere af et forslag om at lægge en bremse på betalingsparkering i Vestbyen og Nørresundby. Formålet med betalingsparkering er at begrænse biltrafikken, nu stiller Radikale og Socialdemokratiet forslag om det modsatte.

– Kan man ligefrem se en ny blok i byrådet? Ved det første møde i år stemte Radikale ret konsekvent sammen med den borgerlige fløj?
– Sådan opfatter jeg det ikke. Radikale har været med til at stille et forslag til budgettet om besparelser på 1 % for alle områder. Så det er klart en enighed om den økonomiske politik med de borgerlige. Men jeg tror, de vil stemme sammen med os på andre spørgsmål som f.eks. klima- og miljø og byplanlægning.

– Hvad ser du som hovedindsatsen i klima- og miljøpolitikken i den kommende periode?
– Beskyttelse af drikkevandet. Med de aktuelle nitratforekomster er det ekstra synligt, at der skal gøres noget nu. Regeringen er langt om længe blevet enig om at gøre noget. Vi skal mindske forurening af drikkevandet, og vi bliver nødt til at gøre noget for at rense grundvandet. Aalborg er specielt udsat, nedsivningen til grundvandet sker hurtigere her end andre steder. Vi skal reducere landbrugsdyrkningen.

– Det lyder som a peace of cake?
– Det er ikke så nemt. Vi har forsøgt med frivillige ordninger med landbruget, og vi er kommet langt. Men nu viser det sig, at vi skal regulere meget mere. Kender jeg landbruget ret, vil det betyde retssager etc. Men i hvert fald kan vi som byråd sikre, at der er områder, hvor der ikke skal bygges mere – Lundby Krat, Aalborg Øst.
Vi havde en sag i Teknik- og Miljøudvalget fra Vadum, et meget lille forslag til lokalplan, som blev afvist, så jeg tror, at der er vilje til at byrådet fører en lidt mere restriktiv politik. Men Socialdemokratiet er stadig tvivlsomme, og det er svært at opnå flertal uden dem.

– Klima- og miljøforvaltningen er blevet nedlagt og områderne er lagt under andre forvaltninger. Hvorfor?
– Det fatter jeg heller ikke. Jeg er og har hele tiden været bange for at miljøpolitikken presses ud. Miljøpolitikken kan nemt blive glemt i en forvaltning, hvor fokus er på sagsbehandlingstiden. Og at klimaområdet er lagt sammen med kultur og sundhed, det er en besynderlig sammenblanding.
Jeg kunne tænke mig en ren grøn forvaltning – klima, miljø, bæredygtighed, naturpleje. Så kunne man aflaste Teknik og Miljø.
Ændringen blev vedtaget i forbindelse med Budget 2024, hvor der skulle findes besparelsen. Så lavede man en ændring i forvaltningsstrukturen, ligesom man slettede planerne om en plusbus linje 2. Alt forarbejdet er skrottet, ligesom muligheden for et statsligt tilskud. Det skete med tilslutning fra SF og Socialdemokratiet.

– Man kunne måske ane sprækker i valgsamarbejdet allerede dengang?
– Det kan man måske sige. Det skete ikke ud fra diskussioner om, hvordan kommunen skal være indrettet, men ud fra overvejelser over, hvordan man får budgettet til at hænge sammen. Men vi havde jo ikke tilsagn om, at vi ville lave budget sammen. Måske var der mindre fællesskab rent politisk end jeg troede, der var. Måske havde jeg gjort mere ud af at tale modsætningerne op, hvis ikke jeg vidste, vi var i valgforbund.

– Hvad kan byrådet gøre med hensyn til den tredje limfjordsforbindelse?
– Der er vel to milepæle. Retssagen bliver spændende at følge. Og den næste store milepæl er folketingsvalget. Men det er svært at se, hvad vi kan gøre i byrådet. Byrådet har jo faktisk arbejdet den modsatte vej. I foråret, jeg tror det var i maj, besluttede alle andre partier sig for en tillægsbevilling i budgettet til udgifter, der måtte komme i forbindelse med retssagen. Man kunne have ventet til udgifterne kom, så der skulle en ansøgning for hver udgift. Det kunne have tydeliggjort konsekvenserne og have udsat processen.
Men man ved jo aldrig…Lige nu sidder jeg i København, fordi jeg besøger min kæreste, og jeg kan se ud over søerne, hvor folk går ture og børn leger. Projekt Søringen var lige så langt fremme med anlægslov som limfjordsforbindelsen er nu, der kunne have været en motorvej tværs over søerne, alligevel blev det heldigvis standset. Der kan ske store ting, men det pres, der skal lægges, skal lægges på Christiansborg.

Vi ville meget gerne have haft udtalelser om Det grønne Valgforbund og miljøpolitikken fra Peter Larsen fra SF og Jes Lunde fra Radikale Venstre.

Peter Larsen har ikke ønsket at udtale sig aktuelt, men afventer et møde mellem partierne og græsrodsbevægelserne.
Jes Lunde har ikke svaret på vores henvendelse.
—–
Hovedfoto: Valgkamp, Foto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Det grønne Valgforbund 2026 blev først udgivet på netavisnord.

På forhånd var det store spørgsmål i Aalborg Kommune, hvorvidt Socialdemokratiet under Lasse Frimand Jensens ledelse kunne fortsætte på borgmesterposten.

Valgresultatet syntes at give et ganske klart ja som svar. Socialdemokratiet gik ganske vist to mandater – og 4.7 % – tilbage. Men med 32.2 % af stemmerne blev Socialdemokratiet igen det suverænt største parti. Tilbagegangen for Socialdemokratiet i Aalborg var mindre end tilbagegangen på landsplan, og de 32.2% af stemmerne var næsten 10 %-point bedre end partiets resultat på landsplan.

Lasse Frimand Jensen kunne altså konstatere, at hans første valgkamp som borgmester var forløbet tilfredsstillende, selvom Socialdemokratiet i nogen grad blev ramt af de landspolitiske forhold. Tilbagegangen skal dog ses i forhold til det seneste valg, hvor Socialdemokratiet mistede 11.8 % af stemmerne. Tilbagegangen blev i nogen grad stoppet – men man har ikke vundet de tabte vælgere tilbage.

Den landspolitiske afsmitning ses klart ved, at regeringspartierne alle fik et dårligt valg. Socialdemokratiet som nævnt med et minus på 4.7 %, Venstre med et minus på 3.3 procent, mens Moderaterne – som ikke stillede op ved seneste kommunalvalg – i Aalborg er næsten ikke eksisterende med 1.2 % af stemmerne.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne fik henholdsvis 7.3 og 6.4 % af stemmerne, hvilket giver 2 mandater – Liberal Alliance er dermed for første gang repræsenteret i byrådet i Aalborg

SF fik den ventede fremgang – 4.2 % frem – men er med 9.8 % stadig en smule efter landsgennemsnittet
I forhold til konstitueringen lignede det en given sag – efter ganske traditionel blokpolitik stod rød blok til 16 af de 31 mandater, blå blok til 15.

Det vakte vel egentlig nogen undren, at det trak ud til efter klokken 4 om morgenen, før Lasse Frimand Jensen kunne konstatere sit flertal.

Splittelse i Venstre?
For Venstre var valgkampen, valget og konstitueringen ikke uden dramatik. Aalborgs næststørste parti gik tilbage fra 18.8 til 15.5 % af stemmerne, men beholdt dog både sine 6 mandater og positionen som suverænt størst i blå blok.

Men i dagene omkring valget kom Jan Thaysen i dobbeltbeskydning. I en artikel i Nordjyske angreb en samling erhvervsfolk Thaysen og hans forvaltning i By og Land for langsommelig sagsbehandling. Og internt i partiet markerede Maja Torp sig flere gange med udtalelser om, at hun ville gå efter Venstres rådmandspost – uagtet at Thaysen var valgt som spidskandidat OG førstevælger ved et medlemsmøde. Og Maja Torps stemmetal blev marginalt større end Thaysens – 3285 mod 2740.

Uagtet problemerne gik Jan Thaysen forrest i konstitueringsdiskussionen på valgaftenen og arbejdede utrætteligt for et skifte på borgmesterposten. I løbet af valgaftenen førte blå blok forhandlinger med Jes Lunde og Radikale Venstre om at springe fra rød blok mod at overtage borgmesterposten. Lunde var ikke uinteresseret, men konkluderede, at blå blok når det kom til stykket ikke ville handle.

Konstitueringen på valgnatten
Konstitueringen på valgnatten sluttede således med nogenlunde status quo. Lasse Frimand kunne forblive som borgmester og Socialdemokratiets eneste rådmand, Morten Thiessen (Konservative) kunne fortsætte i Børn og unge, Jes Lunde i det, der nu kommer til at hedde Klima, sundhed og kultur og Venstres interne uro kunne afklares, da man fik 2 rådmandsposter – Jan Thaysen kunne fortsætte i Teknik og Miljø, mens Maja Torp blev ny rådkvinde for Senior og Rehabilitering. Endelig overtog SF´s Peter Larsen Job og Social, mens Enhedslisten som mindste parti i konstitueringsaftalen med rød blok måtte afgive en rådmandspost. Det betød også, at Socialdemokratiets Nuuradiin Hussein måtte afgive sin rådmandspost, da forvaltningen ændres fra 7 til 6 rådmand. Det ellers ikke helt uvæsentlige område Klima og Miljø fordeles over de øvrige afdelinger.

3-3 mellem rød og blå blok – og meget lidt dramatik…

2 søndagschok
En konstituering er dog aldrig givet, før det endelige konstitueringsmøde er afholdt. I Aalborg skete det 3. december.

Søndag den 23. november blev en dag, der vil blive husket i Aalborg Kommunes historie.

Først kunne Jes Lunde meddele, at han havde accepteret at overtage borgmesterposten efter en konstitueringsaftale med Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. 16 mandater til blå blok, nu med Radikale, mod rød bloks tilbageværende 15.

Kun et par timer senere svarede Lasse Frimand Jensen tilbage. Vibeke Gamst var sprunget fra blå til rød blok – 16-15 til rød blok – nu med 1 konservativt mandat.

…og et mandagschok
”Vi forsøgte at lave et kup. Det mislykkedes. Vi tabte, og man skal erkende, når man får et nederlag” – sagde Peter Lindholt fra Danmarksdemokraterne, hvorefter han – helt mod partiets landspolitiske linje – stillede sig og sit parti bag Lasse Frimand Jensen i valggruppe 1. Hvilket i parentes bemærket betød, at partiet fik en rådmandspost.

På få dage blev byrådet i Aalborg altså vendt på hovedet. Stadig stod to blokke over for hinanden – men nu var det valggruppe 1 med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, en frafalden konservativ og Danmarksdemokraterne over for valggruppe 2 med Venstre, Radikale Venstre, Konservative (minus 1), Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – med 18 mandater bag valggruppe 1 og 13 bag valggruppe 2.

En ny konstituering
Den nye konstituering gav 4 rådmandspladser til valggruppe 1, 2 til valggruppe 2.
Den endelige rådmandsfordeling blev:
Borgmester: Lasse Frimand Jensen – Socialdemokratiet
Teknik og Miljø: Peter Lindholt – Danmarksdemokraterne
Job og Social: Peter Larsen – SF
Senior og Rehabilitering: Vibeke Gamst
Børne og Unge: Morten Thiessen – Konservative
Klima, Kultur og Sundhed: Jan Nymark Thaysen.

Den nye konstituering var ikke uden drama.

I et byråd med flertal til den traditionelle rød blok blev der udnævnt 4 rådmænd fra blå blok, 2 fra rød.

Socialdemokraternes midtersøgende linje blev opretholdt med en bred konstituering. Partiet beholdt borgmesterposten – men får ikke andre årdmandsposter. Nuuradiin Hussein mistede sin rådmandspost.

Lasse Olsen og Enhedslisten mistede en rådmandspost, men får dog plads i økonomiudvalget.

Radikale Venstre og Jes Lunde mistede sin rådmandspost – og fik ikke borgmesterposten.
Det grønne valgforbund er reduceret fra 2 rådmandsposter til 1.

Venstres interne dilemma blev løst ved at Jan Nymark Thaysen fortsætter som rådmand – men selv om han var førstevælger i valggruppe 2, valgte han Jes Lunde gamle post som rådmand for klima, kultur og sundhed, ikke hans egen magtfulde post som rådmand for Teknik og Miljø, som i stedet gik til valggruppe 1 og Danmarksdemokraterne.

Det valg var ikke umiddelbart forståeligt. Jan Nymark Thaysen havde ved den første konstituering uden tøven valgt Teknik og Miljø. Men forklaringen skal nok søges i, at Venstre har tradition for at vælge ny spidskandidat midt i valgperioden – altså om 2 år. Vælges Maja Torp her – og hun regnes nu som Venstres store stemmehåb i fremtiden – kan hun bringes i spil som afløser for Jan Nymark Thaysen som rådmand for Klima, Kultur og Sundhed – mens hun anses som inhabil i forhold til Teknik og Miljø på grund af personlige forhold. 2 år som rådmand vil alt andet lige bringe hende i en god position i forhold til borgmesterposten om 4 år…

Det grønne valgforbund
Det grønne valgforbund, bestående af SF, Radikale og Enhedslisten og en række mindre lister, var en af succeshistorierne ved valget i 2021 efter en skarp valgkamp og et klart fokus på klima- og miljøpolitik med modstand mod den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm som hovedpunkt.

Det grønne valgforbund stillede igen op – men hvor man håbede på øget tilslutning, måtte man i stedet konstatere status quo med hensyn til mandater – 7 – og en begrænset fremgang i stemmeandele.

Efter valget var optimismen begrænset med hensyn til de lokalparlamentariske muligheder for kampen mod limfjordsforbindelsen. 7 mandater imod, 24 for. Og med Radikale Venstre placeret i valggruppe 2 og ganske hårde udmeldinger fra specielt SF om de fremtidige samarbejdsmuligheder, er der ikke umiddelbart lagt op til en videreførsel af samarbejdet.

Den kønsmæssige sammensætning
Aalborgs byråd har i de seneste perioder været markant domineret af mandlige politikere. Ved konstitueringen i 2021 blev samtlige rådmandsposter besat af mænd, ligesom samtlige medlemmer af økonomiudvalget var mænd.

I 2025 ser den kønsmæssige fordeling trods alt lidt bedre ud. En rådmandspost til Vibeke Gamst og et byråd med 13 kvinder ud af 31 medlemmer. En lille fremgang ift. 2021, hvor fordelingen efteråret 2025 var 12-19…

Tastaturkrigerne
Der har siden forhandlingerne startede været megen aktivitet på de sociale medier. De implicerede politikeres motiver har i høj grad været til debat, bølgerne har gået højt og der er fremsat mange næsten injurerende påstande.

Helt klart er det, at Vibeke Gamsts opgør med Det konservative Folkeparti efter et langt liv i partiet ikke har været nemt, ligesom Jes Lundes forsvar for, at han handlede for at få gennemført så meget radikal politik som muligt, virker troværdigt.

Spændende bliver det at se, hvordan det kommende byråd kommer til at samarbejde. Under alle omstændigheder er der blevet rystet en del op i de vante mønstre.

Kedeligt har det ikke været.
—–
Hovedfoto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Aalborg Kommune – fra næsten status quo til by-rod blev først udgivet på netavisnord.

De politiske landskaber ændrer sig hastigt for tiden. Vælgernes adfærd er ikke, som den har været. Tidligere var vælgernes sociale tilhørsforhold langt hen bestemmende for, hvor krydset blev sat. Politologer taler om class-voting. Denne forklaring på vælgernes adfærd har mistet noget forklaringskraft al den stund, at de sociale skillelinjer er blevet svækket over tid. Til gengæld er der måske opstået en anden skillelinje, nemlig mellem land og by.

Selv om der stadig for visse vælgergrupper eksisterer en stærk partiidentifikation, er der næppe tvivl om, at den for andre er mindre betydende. Disse grupper er issue-orienterede, hvilket indebærer, at vælgerne afgiver stemmer ud fra holdninger til specifikke politiserede emner – migration, klima, sundhed etc.

Endelig må man i analysen af vælgernes adfærd ikke være blind for, at personfaktoren spiller en rolle. Populære borgmestre kan rydde hele spillepladen og i den grad sætte begrebsparret kerne – og marginalvælgere i bevægelse.

Jordskred i Frederikshavn. Snæver konstituering

Valget i Frederikshavn endte med et blåt flertal på 16 mandater mod S- SF’s 13. Som det fremgår af tabel 1 var der tale om et jordskred sammenlignet med KV21. Den helt afgørende forklaring herpå er personfaktoren. Daværende borgmester Birgit Hansen, som i 2021 fik godt 13.000 personlige stemmer svarende til ca. 40 % af de afgivne, forlod borgmesterposten i utide som følge af bl.a. havnesagen, der bidrog til at forværre den i forvejen besværlige økonomiske situation i kommunen. Den politiske spilleplade var dermed genåbnet på en måde, der tillod de øvrige partier igen at komme til fadet. Socialdemokratiet endte et par mandater under, hvad man umiddelbart ville antage var partiets naturlige niveau. Antallet af kernevælgere skrumper for det førhen så dominerende parti i Frederikshavn. Stemmerne gik bl.a. til SF og Danmarksdemokraterne. Andre gik til Venstre, der genvandt en stor del af fordums styrke med 9 mandater.

S og SF holdes ude i Frederikshavn med V for bordenden

I skrivende stund sidder de blå partier med Jon Andersen (V) for bordenden og forhandler om det politiske grundlag og fordelingen af poster. Et forsøg fra S-SF´s side på at gøre den konservative borgmesterkandidat til borgmester i en C-S-SF konstituering ser foreløbigt ud til at være endt resultatløst. Et andet forsøg på at gøre V til borgmesterbærende parti sammen med C, S og SF synes heller ikke at have nogen gang på den nordøstvendsysselske jord.

Rebild: Bred konstituering og Jesper Greth (V) fortsætter som borgmester
I modsætning til sidste kommunalvalg, hvor Venstre, Konservative og Radikale lavede en snæver konstituering, er der flere partier med denne gang. De udgør 20 af Byrådets 23 pladser: Venstre (7 mandater), Socialdemokratiet (5), Konservative (4), SF (3), og Radikale (1) konstituerede sig nemlig med Jesper Greth (V) som borgmester. Konservative får posten som viceborgmester. Socialdemokratiet, Konservative, SF og Venstre får hver en formandspost i de stående byrådsudvalg. Derudover får Radikale og Konservative en repræsentant hver i to nyoprettede såkaldte §17 stk. 4 udvalg. Danmarksdemokraterne (2 mandater) og Den sociale Fællesliste (1) står udenfor konstitueringen. Den formelle konstituering sker først på byrådsmødet d. 4. december.

Hvordan er det gået i Rebild ved valget – og sammenlignet med hele landet?
Det fremgår ar tabellen nedenfor:

Hvis man sammenligner udviklingen i stemmernes fordeling i Rebild og på landsplan er der både ligheder og forskelle:

SF går frem både i Rebild og i hele landet. Det samme gør DF. Danmarksdemokraterne, som ikke stillede op ved kommunalvalget i 2021, får i Rebild en dobbelt så stor stemmeandel som i hele landet.

Konservative går tilbage på landsplan, men mere i Rebild. Det skyldes sandsynligvis, at partiets stemmesluger i 2021, Lene Aalestrup, ikke stillede op i år. Personfaktoren kan sandsynligvis også være en del af forklaringen på, at Radikale i Rebild oplever et større fald end på landsplan, idet den tidligere borgmester, Leon Sebbelin, ikke stillede op ved dette års valg.

Venstre, som fik et relativt stort fald på 3,3 % i stemmerne på landsplan, holder skansen i Rebild med nærmest status quo.

Socialdemokraterne i Rebild skiller sig ud fra Socialdemokratiet i det øvrige land. De får nemlig, som i kun 11 af de 98 kommuner i landet, en pæn stemmemæssig fremgang. Også her skal man finde en stor del af forklaringen på personfaktoren. Bjarne Laustsen stillede nemlig op og fik næstflest personlige stemmer af alle kandidater.
Årsagen til Den Sociale Fælleslistes store nedgang er utvivlsomt, at den suveræne topscorer i personligt stemmetal ved de seneste tre kommunalvalg, Allan Busk, ikke stillede op denne gang

Flere kvinder i det nye Byråd
Byrådet i Rebild adskiller sig fra de fleste kommuner i landet ved at halvdelen af medlemmerne i det nye byråd er kvinder (11 ud af 23 medlemmer). Af de nordjyske kommuner er det kun Jammerbugt, som er oppe på samme kvindeandel.
I den konservative byrådsgruppe er kvindeandelen endda 100 %.

I det afgående byråd er kvindeandelen 36 %

Hovedbyen Støvring: By contra land?
Som nævnt i en tidligere artikel i Netavisnord om kommunalvalget i Rebild synes der ikke at være de store politiske forskelle i hvert fald i midterpartiernes politik. Men alligevel: Under valgkampen blev det på vælgermøderne og de sociale medier diskuteret, om Byrådet favoriserer Støvring by på bekostning af byerne især i den østlige del af kommunen. Det er en gammel diskussion, og spørgsmålet har traditionelt afspejlet sig i stemmeafgivningen ved kommunalvalgene. Det skete også denne gang. Specielt Den Sociale Fællesliste har været kritiker af, at de små byer i den østlige del af kommunen er blevet glemt af politikerne i forhold til Støvring. Med fraværet på stemmesedlen af partiets stemmesluger, Allan Busk, blev listen stærkt svækket ved valget, men stemmetallene viser, at Den Sociale Fællesliste stadig står stærkt i Terndrup, Bælum og Blenstrup. I Bælum stemte f.eks. hver tredje vælger på listen. Det tyder på, at spørgsmålet om Støvring contra kommunens mindre byer stadigt er et stridsemne.

I det hele taget er Rebild en kommune, hvor der er store forskelle mellem, hvor partierne indkasserer de fleste og færreste stemmer. F.eks. blev SF det største i Skørping, hvor hver 4. vælger stemte på partiet. I Nørager fik partiet 3,8 % af stemmerne. Det andet eksempel er Venstre: I Nørager stemte 42,2 af vælgerne på partiet, men kun 13,7 i Bælum.

Så dette kommunalvalg er en understregning af, at Rebild er en politisk set heterogen kommune, hvor de politiske forskelle er forholdsvist store.

Regionrådsvalget RV25. Det mest forudsigelige i landet

Når mandatfordelingen i Region Nordjylland skal vurderes, er det vigtigt at holde sig for øje, at den samlede repræsentation er formindsket voldsomt – fra 41 medlemmer til 25. Selv om denne indskrænkning i demokratiet og muligheden for, at alle egne af Nordjylland bliver repræsenteret i det nye Regionsråd, er iøjnefaldende, er ændringen gået relativt upåagtet hen, hvilket formentlig hænger sammen med, at regionerne fører en ret tilbagetrukket tilværelse i vælgernes bevidsthed.

Med dette forhold in mente virker de påfaldende ændringer i nogle af partiernes mandattal (S, C og til dels V) mere forståelige. Omvendt er det udtryk for fremgang, at partier som SF, RV og DF bevarer deres mandater fra 2021.

Mads Duedahl fortsætter som formand i Region Nordjylland

Desuagtet disse teknikaliteter med ret markante politiske konsekvenser var konstitueringen efter valget i region Nordjylland den mest forudsigelige i mands minde. På forhånd havde SF og Enhedslisten meldt ud, at de støttede Venstres Mads Duedahl, og det gav den socialdemokratiske Arne Boelt svære betingelser. Mads Duedahl kan derfor sætte sig i formandsstolen med et komfortabelt flertal bag sig.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Kommunal – og regionsvalget i Nordjylland 2025 blev først udgivet på netavisnord.

Der har i den seneste tid ikke været de store politiske slagsmål i Rebild Byråd, bortset fra et spørgsmål om hvorvidt man skulle privatisere flere af kommunens veje.
Overraskende var det derfor ikke, at hele byrådet for andet år i træk bakker op om kommunens budget for 2026.

Stemmeslugerne
Men der sker nogle væsentlige ændringer i gruppen af toppolitikere, som gør resultatet af kommunalvalget temmelig uforudsigeligt.
Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste blev, ligesom ved det seneste kommunalvalg i 2021, den største stemmesluger med 1810 personlige stemmer. Et pænt stykke herfra lå Lene Aalestrup (Konservative) med 1115 personlige stemmer, og på de næste plader kom Jeppe Ugilt (dengang Venstre, nu løsgænger) med 1008, Peter G. Hansen (Socialdemokratiet) med 1002 og den daværende borgmester Leon Sebbelin (Radikale) med 997 personlige stemmer. Nummer 6 på listen over topscorere var Venstres nuværende borgmester Jesper Greth med de ret beskedne 676 personlige stemmer, i betragtning af at han var borgmesterkandidat for byrådets største parti.

Men uforudsigeligheden ligger i, at i hvert fald tre – måske fire – af de fem største stemmeslugere i 2021 ikke stiller op til valget i november. Det gælder Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin. Om Jeppe Ugilt bliver at finde blandt de opstillede kandidater, vides ikke pt., men han er tilsyneladende ikke er kandidat på Venstres liste, som han ellers var en del af ved sidste valg.

Den eneste sikre genganger blandt 2021-valgets topscorer er Peter G. Hansen.

Hvad vil det betyde for især for Den Sociale Fællesliste, at Allan Busk med det – uden sammenligning – største personlige stemmetal i 2021 ikke stiller op? Og hvad betyder Lene Aalestrups og Leon Sebbelins manglende kandidatur i år?
Og hvad kommer det til at betyde for Venstre, at partiets stemmesluger, Jeppe Ugilt, ikke optræder på partiets kandidatliste ved dette valg?

Karakteristisk for kommunalvalg er nemlig, at vælgernes stemmeafgivning i højere grad end ved folketingsvalg bestemmes af, hvilke personer, partierne har opstillet. Hele 71 % af vælgerne ved 2021-valget satte kryds ved en person og ikke et parti- Ved det seneste folketingsvalg i 2022 var det tilsvarende tal 46 %.

Konstituering og konflikt/samarbejde
De borgerlige partier sidder på flertallet i byrådet – som de har gjort det i hele Rebild Kommunes levetid.
Venstremanden Jesper Greth blev borgmester efter en konstituering bestående af Konservative, Radikale og selvfølgelig Venstre. De tre partier satte sig også på formandsposterne i byrådets politiske udvalg, og den smalle konstituering vakte ikke just jubel hos oppositionen bestående af Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten.

Så arbejdet i Byrådet var i den første del af valgperioden ikke præget af den store samarbejdsvilje. Senere er det som nævnt gået bedre.

Landspolitiske tendenser: Hvilken afsmitning vil de have for kommunalvalget?
Valgforskere regner med, at der normalt sker en afsmitning af vælgernes stemmer fra folketingsvalg til kommunalvalg på omkring 2/3. Hvis feks. et parti står dårligt eller godt i opinionsundersøgelserne til et folketingsvalg, vil det altså have en effekt på resultatet til kommunalvalget, men slår dog ikke fuldt igennem.

Iflg. opinionsinstituttet Voxmeter står Venstre på landsplan i øjeblikket til 10,7 % af stemmerne – hvis der var folketingsvalg i morgen – (mod 13,3 % ved valget i 2022) og de Konservative til 6,6 % (5,5 %).
Så under forudsætning af, at valgforskerne har ret, er der ikke meget at glæde sig over fra Venstre og Konservative i Rebild.

Men heller ikke Socialdemokraterne i Rebild har grund til løfte armene over hovedet, hvis de tror på, at der sker en afsmitning fra landspolitikken til kommunalpolitikken. Partiet står iflg. Voxmeter til 21,7 % (27,5 % ved 2022-valget).

Radikale har iflg. Voxmeter støtte fra 3,5 % af vælgerne (3,8 %). Det et tal, som nok heller ikke vækker den store jubel hos lokale Radikale.

De eneste af de nuværende partier i Byrådet, der kan glæde sig over den landspolitiske udvikling, er SF og Enhedslisten. SF står iflg. Voxmeter til 12,5 % (8,3 % ved 2022-valget) og Enhedslisten 8,2 % (5,1 %).

De store jokere er naturligvis Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Voxmeter måler dem til på landsplan at få henholdsvis 8,4 % (8,1 %) og 8,4 % (2,6 %).
Ved kommunalvalget i 2021 i Rebild var Dansk Folkeparti lige ved at få et mandat, mens Danmarksdemokraterne ikke var dannet på det tidspunkt.

Liberal alliance har også fremgang landspolitisk og står til 12,3 % (7,9 %), men partiet har traditionelt ikke været særligt synligt kommunalpolitisk.

Hvis man altså alene ser på afsmitningsfaktoren og ser bort fra specielle, lokale forhold, har Socialdemokratiet, Venstre og Konservative grund til at være nervøse, mens derimod SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan håbe på, at den gunstige landspolitiske udvikling vil smitte kraftigt af på valgresultatet i Rebild.

Partiernes højborge
Selvom Rebild Kommune befolkningsmæssigt og geografisk på overfladen er en relativ traditionel kommune med en række mindre byer og en hovedby (Støvring), fordeler stemmerne sig ved kommunalvalg meget forskelligt fra område til område.

Generelt kan man sige, at jo længere man i kommunen bevæger sig vestpå, jo mere vælgermæssigt blå bliver den.

Nogle eksempler fra de større valgsteder:
I Nørager fik de borgerlige partier omkring 80 % af stemmerne. Venstre heraf alene 50 %.

I kommunens hovedby – Støvring – erobrede de borgerlige partier 70 % af stemmerne. Her skete der det usædvanlige, at konservative blev det største parti med 33 %, mens Venstre fik 24 %. Det skyldes sandsynligvis, at Konservatives spidskandidats, Lene Aalestrup, traditionelt har et stærk fodfæste i byen. Socialdemokratiet, som man kunne forvente havde fået et godt valg her pga. byens mange industrivirksomheder, tegnede sig for en andel af stemmerne på de relativt beskedne 17 %.

Kun 8 km fra Støvring – i Skørping – er billedet et helt andet. Her stod de blå partier kun for 44 % af stemmerne, mens Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste – (de sidste vurderer jeg hører med i denne blok) – for 56 %. Især SF og Radikale fik et relativt godt valg i Skørping.
I den borgerlige blok fik Venstre et dårligt valg i Skørping med kun 12,6 % af stemmerne her. Kontrasten til de 50 % i Nørager, er jo temmelig stor.

Endeligt kan man se på den østligste større by i kommunen, Terndrup.
Her stod Den Sociale Fællesliste – personificeret af Allan Busk – meget stærkt. Listen fik over halvdelen af stemmerne her og sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fik denne gruppe af partier over 2/3 af stemmerne, mens Venstre ligesom i Skørping fik et dårligt valg med 14,7 %.

Så malet med en bred pensel og set i forhold til deres andel af stemmerne i hele kommunen, havde Den Sociale Fællesliste sin højborg i Terndrup, SF i Skørping, Konservative i Støvring og Venstre i Nørager.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for valgresultatet ved det kommende kommunalvalg, at tre af kommunens markante politikere – Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin – som trak mange stemmer i netop deres højborge, ikke optræder på kandidatlisten.

Det gør heller ikke valget mere forudsigeligt, at det mangeårige, socialdemokratiske medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen, nu stiller op ved valget i Rebild. Han er populær i Nordjylland og fik ved folketingsvalget i 2022 tredjeflest stemmer (7601) blandt de socialdemokratiske kandidater i regionen.

Befolkningsudvikling generelt og i de forskellige dele af kommunen
En faktor, som også kan spille en rolle ved valget, er kommunens demografiske udvikling.

Hvis man først ser på befolkningsudviklingen i hele Rebild Kommune, adskiller den sig fra hovedparten af de øvrige nordjyske kommuner: Der bliver nemlig i Rebild flere og flere indbyggere. Fra 2021 til 2025 er der sket en nettovækst fra 30.518 til 30.942 indbyggere, svarende til en stigning på 1,4 %. Kun to andre af regionens kommuner har i samme periode oplevet en befolkningsmæssig vækst, hvor Aalborg tegner sig for den største med 2,3 %.

En usikker faktor for valgresultatet i de enkelte kommuner er også tilgangen af nye vælgere siden 2021-valget. Nye vælgere består af tilflyttere, førstegangsvælgere og indvandrere.
Iflg. kommunalforskeren Ulrik Bæk kan nye vælgere være en joker ved valget, bla. fordi ”de ikke har kommunens historik og politikernes tidligere meritter med i rygsækken”, som han siger i KL’s analysemagasin ”Momentum”, der har undersøgt andelen af nye vælgere i de enkelte kommuner ved det kommende kommunalvalg. Her er tallet for Rebild Kommune en andel på 20 % – en andel, som er lig Aalborgs, men større end de øvrige nordjyske kommuner.

Hvis man betragter den befolkningsmæssige udvikling i selve Rebild Kommune, ser man noget, der går igen i andre kommuner, som ligner Rebild:
Der bliver færre og færre indbyggere i de deciderede landdistrikter. I Rebild er knap 200 forsvundet herfra i perioden 2021 til 2025, og indbyggerantallet her er nu på 8.918.

Men i kommunens hovedby Støvring er indbyggertallet fra 2021 til 2025 vokset med hele 8 % og er nu på 9.584 beboere.

Skørpings indbyggertal er steget med 3.3 % til nu 3056. Og de mindre byer beliggende nær disse to største byer har også oplevet en befolkningsvækst.

Også de største byer i den sydvestlige og den nordvestlige del af kommunen – henholdsvis Nørager og Øster Hornum – tegner sig for en vækst i indbyggertallet.

Hvorimod landsbyer som Blenstrup, Bælum og Ravnkilde m.fl. på mellem 300 og 700 beboere får færre og færre indbyggere,

Der sker altså i landdistrikterne og landsbyerne, som ikke ligger i nærheden af de to største byer et fald i indbyggertallet.

Denne befolkningsmæssige udvikling i kommunen kan afspejle sig i valgresultatet ved det kommende valg: Venstre vil måske miste stemmer i landdistrikterne og i landsbyerne, men nyde godt af befolkningsvæksten af økonomisk ressourcestærke tilflyttere, især i de nye, store parcelhuskvarterer i Støvring.

I Skørping, kan tilflytningen af nye borgere måske betyde flere stemmer til de røde partier, som traditionelt står stærkt her.

Spændende og uforudsigeligt valg i vente
Så selvom der ikke er betændte politiske sager på dagsordenen op til kommunalvalget i Rebild Kommune, er det alligevel spændende og også uforudsigeligt. For hvor stor betydning får det for valgresultatet, at flere af største stemmeslugere ikke stiller op? Hvor stor vil afsmitningen fra landspolitikken blive? Og hvor meget kommer den demografiske udvikling i kommunen til at påvirke resultatet? Og endeligt: Hvilken betydning har det, at ”jokeren” Bjarne Laustsen er på stemmesedlen?

Måske vil man se, at borgmesterkæden skifter ejer fra Venstre, som – bortset fra to valgperioder hvor den radikale Leon Sebbelin var borgmester – har haft den siden Rebild Kommunes dannelse i 2007.

——-
Hovedfoto: Rebild Byråd, hvor alle stemte for Budget 2026. Foto Rebild Kommune

Indlægget Kommunalvalget i Rebild: En spændende og ret uforudsigelig affære blev først udgivet på netavisnord.

Det helt store spørgsmål ved kommunevalget i Aalborg er spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet kan fortsætte på borgmesterposten – eller om de må afgive posten, som de har haft siden valget i 1925, hvor Marinus Jørgensen blev den tredje folkevalgte borgmester i Aalborg – og den første socialdemokrat.

Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Socialdemokratiet kan fortsætte som borgmesterparti. De landspolitiske tendenser peger i modsat retning, lokalt har partiet oplevet en del modstand, stemmeslugeren fra de seneste valg, tidligere borgmester Thomas Kastrup Larsen måtte trække sig midt i perioden, og ganske mange andre partier søger borgmesterposten. Og tendensen fra regionsrådet, hvor SF og Enhedslisten ikke vil pege på en socialdemokrat som formand, kan måske endda overføres til byrådet i Aalborg

Personforhold
Ganske meget er sket i den seneste valgperiode. Som sagt er den senest valgte borgmester, Thomas Kastrup Larsen, væk og Lasse Frimand Jensen, som overtog borgmesterposten midt i valgperioden, skal for første gang stille op som spidskandidat og borgmesterkandidat.

Også den tidligere rådmand og stemmesluger for Enhedslisten, Per Clausen, er forsvundet – ligesom hans afløser som rådmand, Anna Aaen.

Danmarksdemokraternes rådmand, Kristoffer Storm, er ligesom Per Clausen forsvundet til Bruxelles og den ikke mindst i valgkampen meget succesfulde liste Trafikalt Folkeparti stiller selvsagt ikke op efter Anders Westeds tragiske død. Yderligere et par markante profiler som den radikale Daniel Nyboe Andersen forlader byrådet.

Til gengæld består Det Grønne Valgforbund, som i byrådet er repræsenteret ved SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, og som også Alternativet er en del af. Ved det seneste valg til byrådet fik valgforbundet stor fremgang og var i høj grad var med til at sætte dagsordenen med krav om grøn omstilling og en kraftigt ændret trafikpolitik.

Borgmesterkandidaterne
Lasse Frimand Jensen er selvsagt kandidat til borgmesterposten efter valget. De to borgerlige rådmænd, Jan Nymark Thaysen fra Venstre og den konservative Morten Thiessen, ser begge sig selv som oplagte kandidater, og tilsyneladende kan Liberal Alliances spidskandidat, Mikael Simonsen, ikke forestille sig andre borgmestre end Mikael Simonsen. Den radikale Jes Lunde tager gerne turen de få hundrede meter fra Sundhed og Kultur i Danmarksgade til borgmesterkontoret på Boulevarden. Og i rød blok forventer både SF´s Peter Larsen og Enhedslistens Lasse Olsen gode valg, som kan bringe dem i spil. Endelig sprang Kristendemokraternes Anne Mette Mortensen ud som hvad hun kalder den eneste kvindelige borgmesterkandidat ved et vælgermøde onsdag.

De borgerlige partier er ikke helt uden erfaring fra borgmesterposten i Aalborg. I 1919 blev Venstre-politikeren Jens Peter Hansen den første folkevalgte borgmester i Aalborg – tidligere blev borgmesteren udvalgt af kongen. Og i den anden valgperiode 1921-1925 valgtes den radikale Adolf Frederik Olsen. Siden da har Socialdemokratiet besat posten.

Valgkampens hovedtemaer
Et af de helt store diskussionsemner op til kommunevalget i Aalborg ser ud til at blive det overordnede tema: Hvad vil vi med Aalborgs midtby. Diverse diskussionsfora har allerede længe været fyldt med debatindlæg om emnet, Aalborg Kommune har afholdt et par dialogmøder med deltagelse af politikere, erhvervs- og forretningsliv og Midtbyens Samråd. Som politisk parti kommer man ikke langt uden at have holdninger om emner som trafik, boligpolitik, handelsliv, placering af socialt udstødte og kultur i Aalborgs centrum.

Borgmester Lasse Frimand Jensen har i længere tid meget aktivt formuleret sig om fremtiden for Aalborgs midtby, ikke mindst på Aalborg diskuterer politik. Han har i hvert fald set rigtigt med hensyn til at rette fokus på den helt overordnede rolle, Aalborgs midtby og Vestbyen og ikke mindst de fjordnære arealer skal have i fremtiden.

Da Statsminister Mette Frederiksen var i Aalborg, indledte hun og borgmesteren en gåtur i Aalborg i Strandparken i Aalborgs Vestby med at omtale stedet meget rosende på grund af naturen, stilheden og beliggenheden tæt ved fjorden.

Indlæggene har mødt en del kritik, mange har pointeret, at der synes at være langt fra ideal til virkelighed, med udgangspunkt i ikke mindst den førte trafikpolitik, hvor arbejdet for den tredje limfjordsforbindelse står i skærende kontrast til ønskerne om rekreative områder, mindre trafik og mindre støj.

Den kønsmæssige fordeling
Byrådet i Aalborg har ikke ligefrem været et mønstereksempel på kønsmæssig ligestilling. I den snart afsluttede periode sidder der 12 kvinder ud af byrådets 31 mandater. Ikke i sig selv imponerende, men nok så væsentligt har samtlige 7 rådmænd efter det seneste valg været mænd. Dog har to kvinder, Enhedslistens Anna Aaen, som midt i perioden afløste Per Clausen som rådmand og Vibeke Gamst fra Konservative, som har afløst Kristoffer Storm, overtaget to rådmandspladser. Anna Aaen har dog siden trukket sig, og bedre bliver det ikke af, at hun ikke genopstiller.
Ser man på listen af spidskandidater, ser det ikke ud til at kvindeandelen i byrådet- og specielt på rådmandsposterne og i økonomiudvalget – ændres markant. Af de 11 formodet største partier ved valget stiller kun 2 – Dansk Folkeparti og Alternativet – med kvindelige spidskandidater.

Vælgermøde i byrådssalen
Der har allerede været ganske gode muligheder for vælgerne i Aalborg for at møde de opstillede politikere. På Vestbydagen den 9. september var der politisk bazar, hvor de opstillede partier og lister stillede op til samtaler.

Og onsdag den 17/9 afholdt Midtbyens Samråd et 11-kantet vælgermøde i byrådssalen i Aalborg. Her var 11 spidskandidater samlet til en diskussion af 4 hovedtemaer:
– Udsatte grupper og tryghed i midtbyen
– Trafikforhold i Aalborg
– Udvikling af grønne områder
– Visioner for midtbyen de kommende år.

Det blev en flot struktureret debat, suverænt ledet af formanden for Midtbyens Samråd, Jørgen Andersen. Hver kandidat fik et 3 minutters oplæg, derefter var der spørgsmål fra salen.

Ikke overraskende var det navnlig omkring trafikforholdene, at partiernes forskelle blev markant trukket op.

Den seneste valgperiode har set plusbussen gennemført sammen med en række restriktioner for den private biltrafik i Aalborgs centrum og Vestby. Restriktioner, som både skulle mindske biltrafikken, lette fremkommeligheden for plusbussen og mindske forurening, støj og ulykkesrisiko. Et relativt enigt byråd vedtog både plusbus og restriktioner. Men på det seneste er en stor del af restriktionerne blevet ophævet – til stor jubel for både borgmester og den blå blok i byrådet.

SFs Peter Larsen brugte hele sit 3 minutters oplæg til et oplæg om trafikproblemer- og muligheder. Han stillede det overordnede spørgsmål: ”Vil vi udvikle midtbyen – eller bare parkere i den.” Og han gav selv svaret: ”Med en parkeringsdagsorden og bildagsorden taber vi kampen om midtbyen. Vi skal have en pulserende by med masser af fællesskab og liv. Det kræver bedre forhold for gående, cykler og kollektiv trafik.”

Peter Larsen kritiserede højrefløjen og socialdemokraterne for – ikke mindst gennem ophævelse af restriktionerne – at have et gammeldags syn på, hvordan vi skaber en levende bymidte.

Man kan vel sige, at Peter Larsens indlæg kunne være udtryk for Det Grønne Valgforbunds synspunkter på emnet. Jes Lunde, Lasse Olsen og Anne Marie Junker Hemmeth udtrykte klart tilslutning og fremsatte lignende holdninger.

Jes Lunde supplerede:
-”Ting, der vil gøre det bedre at leve i midtbyen, er mindre trafik og flere grønne områder. Og de lukkede butikker i midtbyen skyldes ikke trafik, men konkurrence fra storcentre og nettet.”

Lasse Olsen argumenterede videre:
-”I bymidten har vi kun den plads, vi har. En bil med 1.07 personer pr. bil i gennemsnit fylder meget i kampen om rummet, og den udgør en fare for de bløde trafikanter. Og vi skal huske, at 68 % af beboerne i midtbyen ikke har bil – udtræk fra Danmarks Statistik. Den øgede biltrafik sker på bekostning af andre former.”

Herimod stod ikke mindst de to borgerlige rådmænd, Jan Nymark Thaysen (V) og Morten Thiessen (C) og borgmester Lasse Frimand Jensen.

Jan Nymark Thaysen påpegede, at han som liberal prøver ”at omfavne alle former for mobilitet. Men restriktionerne i forbindelse med plusbussen er diskriminering af biler, og derfor er det godt, at vi nu er ved at rulle restriktionerne tilbage igen! Vi skal også tænke på, at rigtigt mange kunder til butikkerne kommer fra omegnen, og her er den kollektive trafik lig nul. Så vi skal gøre det muligt for biler at komme ind til midtbyen!”

Lasse Frimand Jensen placerede sig klart i debatten:
-”Trafikformerne er hinandens forudsætning, ikke modsætning. Med trafikreguleringerne har vi været for restriktive, og nu er vi i gang med at rette op på det.”

Fra salen kom et lille indspark til borgmesteren fra Mike White fra Cyklistforbundet: ”I Pontevedra i Spanien har man lukket for biltrafik i midtbyen – og borgmesteren er blevet genvalgt 6 gange!”

Der var ganske stor enighed og kompromisvenlighed var om de øvrige temaer, at skabe bedre grønne områder og at løse problemerne for de udsatte grupper. Til gengæld var det lidt sparsomt med opstillingen af de overordnede visioner for Aalborg Kommune.

Alt i alt var det et vellykket vælgermøde med omkring 70 personer på plads på tilhørerpladserne, og en saglig diskussion, som Jørgen Andersen takkede politikerne for – ”det var i hvert fald langt fra det, man kan opleve i Hjørring..”

De helt detaljerede debatter om Sygehus Nord-grunden, til- og frakørselsmuligheder til (en eventuel) tredje limfjordsforbindelse og anvendelse af fjordområderne i Vestbyen bliver der ikke plads til i en valgkamp, men man må håbe, at de tendenser, vi har set til konstruktive offentlige debatter, videreføres – og at de store beslutninger ikke skal foretages på lukkede dialogmøder.

Budgetforhandlinger
Tirsdag den 23. september skal det siddende byråd forhandle budgettet på plads for sidste gang i denne byrådsperiode. Det er bedre end selv den bedste valgkamp, hvis man vil vurdere partierne. Budgettet er på cirka 19 mia. Og råderummet, indenfor hvilket der kan forhandles, er på omkring 25 mio. Der er altså meget lidt plads til investeringer. Det har de seneste år ført til små og upopulære nedskæringer som lukning af 25 af kommunens springvand og afskaffelse af skytten til bekæmpelse af måge- og rågeplager i kommunen.

Med et pennestrøg kunne man dog frigive 600 mio – ved at opgive den tredje limfjordsforbindelse over Egholm. Det er åbenbart ikke in at diskutere på vælgermøder. Kun Jes Lunde udtrykte ønske om en fredning af området vest for jernbanebroen, som en slet skjult opfordring til opgivelse af motorvejsprojektet. Sikke en festforestilling, budgetforhandlingerne så kunne blive.
Nu må man i stedet vælge mellem råger og måger…

——-
Hovedfoto Byrådet efter valget i 2021. Foto Aalborg Kommune

Indlægget Får Aalborg en ikke-socialdemokratisk borgmester? blev først udgivet på netavisnord.

Valget til regionsrådet den 18. november bliver særligt interessant af flere grunde.

For det første skal det nye regionsråd som sin altoverskyggende opgave implementere sundhedsreformen, som et flertal på Christiansborg har stemt igennem. Den flytter noget af magten fra kommunerne til regionen.

For det andet indskrænkes det nye regionsråd fra 41 medlemmer til 25. Det medfører et demokratisk underskud, al den stund at egne og segmenter i vælgerkorpset formentlig ikke længere vil være repræsenterede i regionsrådet.

For det tredje har Enhedslisten og SF meldt ud, at de ikke kan pege på Arne Boelt, socialdemokratisk kandidat til regionsrådsformandsposten, men har valgt på forhånd at lægge de kommende mandater i Venstres nuværende formand for regionsrådet, Mads Duedahls, kurv.

Arne Boelt: Sundhedsrådet en afgørende nyskabelse i sundhedsreformen
For Arne Boelt, Socialdemokratiets kandidat til regionsrådsformandsposten og mangeårigt byrådsmedlem og borgmester i Hjørring, er hovedopgaven for det nye regionsråd klart at få sundhedsreformen til at fungere. De nye sundhedsråd bliver den akse, hvorom samarbejdet mellem kommunerne og regionen kommer til at dreje sig. Som et stående udvalg under regionen i Sundhedsråd Vendsyssel med 5 regionsmedlemmer og 4 folkevalgte fra kommunerne bliver det her samarbejdet skal stå sin prøve, siger Arne Boelt.

Flere ressourcer til psykiatrien skal redde børn fra at blive ødelagt
– Hvis vælgerne peger på mig som den nye formand for regionsrådet, vil jeg lægge mig i selen for at få samarbejdet til at fungere – både i regionsrådet og i de to sundhedsråd nord og syd for fjorden. Jeg er især optaget af psykiatrien, som via sundhedsreformen har fået et løft og er blevet ligestillet med det somatiske område, og som vi skal have til at fungere, så især de mange børn, der i dag er på venteliste, kan blive udredt og komme videre i livet. Ellers bliver de ødelagt.

– Nye psykiatere hænger ikke på træerne?
– Nej, og derfor må vi også have øget produktiviteten. Vi må få noget af bureaukratiet væk og måske få indskrænket de områder, der ligger ud over patientbehandlingen. Og så må vi få ansat alle de psykiatere, der byder sig til i vores region.

Ikke tilhænger af at styrke den private sektor, men styrke regionen
– Sundhedsreformen lægger op til, at den private sektor skal tage en større del af behandlingsopgaverne?
– Det er jeg ikke meget for. Det offentlige sundhedsvæsen skal hvile i sig selv og ikke give overskud, og det må føre til, at borgerne får mere for pengene i det offentlige sammenlignet med det private, som skal give et overskud til ejerne.

Et vigtigt element i sundhedsreformen indebærer, at regionen får ansvaret for hele rehabiliteringsområdet og ikke som i dag kun ansvaret for patienterne et stykke tid efter, de er udskrevet til hjemkommunen. Arne Boelt siger:
– Det er en rigtigt god ide. Ingen patienter med behov må lades i stikken efter udskrivelsen, og med den nye ordning får kommunerne nu bedre tid til at løfte opgaven med at bistå de udskrevne patienter.

SF og EL peger på Duedahl

SF og Enhedslisten har som nævnt forud for valget skiftet kurs og ganske overraskende lagt deres lod i Mads Duedahls vægtskål. Herom siger den socialdemokratiske spidskandidat:
– Det kom naturligvis som lidt af et chok. Men jeg har ikke tænkt mig at brænde broer, men i stedet lytte til de to partiers kritik og kigge indad. Socialdemokratiet har tilsyneladende ikke taget tilstrækkeligt hensyn til de to partier, som sikrede os formandsposten i sidste periode. Vi har ikke trukket dem ind i maskinrummet og givet dem den medindflydelse, de følte sig berettiget til. Det har Mads Duedahl øjensynligt været dygtigere til. Det har jeg noteret mig og vil forsøge at genoprette tilliden til SF og EL.

Det nye regionsråd kommer til at lide af demokratisk underskud
At det nye regionsråd bliver reduceret fra 41 til 25 mandater bekymrer Arne Boelt:
– Vi får et demokratisk underskud, og det er langt fra sikkert, at alle kommuner bliver repræsenteret i det nye regionsråd, hvilket, jeg synes, må være det ideelle. Jeg kan godt frygte mere splid i de to sundhedsråd nord og syd for fjorden, hvis nogle kommuner ikke er repræsenterede. Nu kan nogle folkevalgte bliver nødt til også at tjene nabokommunen. Det kan let gå hen og blive et fuldtidsarbejde at være regionspolitiker.

Susanne Flydtkjær: Fagligheden må ikke skygge for nærheden
Enhedslistens veteran i regionsrådet, Susanne Flydtkjær, anser som Arne Boelt implementeringen af sundhedsreformen for den helt store opgave for det nye regionsråd. Over 90 % af regionens budget anvendes på sundhed, og selv om meget er bestemt fra Christiansborg, så er detaljerne overladt til regionsrådspolitikerne, siger hun.

Set med Enhedslistens briller bør valgkampen bl.a. handle om at sikre udkantsområderne læge – og sygehusdækning.

Selv om Susanne Flydtkjær anerkender, at der kan være et dilemma mellem nærhed og faglighed i sundhedssektoren, og at der er fordele ved at centralisere behandlingen på supersygehusene, hvor den specialiserede behandling er i top, så er det vigtigt for EL at sikre sygehusdækningen i hele regionen. Hun siger:
– Regionen skal kunne tilbyde behandling også i udkanten. Vi ser gerne, at i stedet for at patienterne skal komme til lægerne, så bør lægerne komme til patienterne, hvor det kan lade sig gøre. Og hvor det ikke kan lade sig gøre, er det vigtigt, at der er et kollektivt trafiktilbud. En helt speciel patientgruppe, som ligger vores hjerte nær, er de udsatte, som ikke umiddelbart søger egen læge, men hvor læger udstationeret, hvor de udsatte befinder sig, ville kunne forbedre deres sundhedsvilkår.

Med sundhedsreformen undgår patienterne at falde mellem to stole
En central del af sundhedsreformen indebærer, at regionen overtager noget af ansvaret fra kommunerne. Ligesom Arne Boelt anser Susanne Flydtkjær den udvikling som positiv.
– Med sundhedsreformen udvides regionens ansvar for den opfølgende behandling i hjemmet efter udskrivelsen. Patienterne er førhen ofte, når de er blevet udskrevet, faldet ned mellem to stole, fordi kommuner og region ikke har været skarpe nok til at koordinere og sikre den nødvendige behandling og pleje i kommunerne – når der ikke længere er behov for hospitalsindlæggelse. Det bør vi nu kunne undgå, og det opfatter vi i EL som et fremskridt. Dertil kommer, at vi med de nye sundhedsråd, burde blive endnu bedre til at koordinere og styre sundhedsindsatsen – til gavn for patienterne.

De private sygehuse er et fordyrende element
– Af sundhedsreformen fremgår det, at de offentlige og private tilbud i endnu højere grad skal ligestilles. Hvad siger EL til den prioritering?
– Den opprioritering af de private sygehuse er ikke groet i vores have. De private sygehuse er et fordyrende element og bevirker, at vi ikke får tilstrækkelig sundhed for udgifterne. Selv de borgerlige har indset, at frem for at satse på at sende patienter til privat behandling får vi mere sundhed for pengene, såfremt vi udbygger den offentlige kapacitet. Det politiske spørgsmål er så, hvor den udbygning skal ske.

Mere indflydelse under Duedahl end under Astman
Som omtalt ovenfor har Enhedslisten og SF valgt forud for konstitueringsforhandlingerne højst overraskende at pege på Venstres spidskandidat Mads Duedahl som formand for regionsrådet.

– Susanne Flydtkjær, er det ikke noget af et kursskifte for et rødt parti at pege på en blå kandidat og at gøre det på forhånd, hvor man som iagttager tænker, at EL ville få mere ud af at vente med udpegningen, til efter stemmerne er talt op?
– Mads Duedahl har vist sig i de sidste 4 år at være en langt mere lydhør regionsrådsformand end Ulla Astman, som nok kunne bruge EL’s og SF’s stemmer til at pege på sig på valgnatten som formand, men som efterfølgende i det daglige arbejde altid først forhandlede med de borgerlige for først til sidst at inddrage EL. Der var det hele klappet af med de borgerlige, og EL’s indflydelse var minimal. Under Mads Duedahls styre bliver vi inddraget som de første, og det kan ses på vores resultater på den kollektive trafik, sundheden, miljøet samt råstofudvindingen. Vi har samlet set fået betydelig mere indflydelse under Duedahl end under Astman.

Demokratiet indskrænkes
Som nævnt er et af elementerne i sundhedsreformen, som er gået relativt upåagtet hen, at antallet af regionsrådssæder indskrænkes fra 41 til 25. Her deler Susanne Flydtkjær Arne Boelts kritik:
– Det er virkelig en dårlig ide. Den indskrænker demokratiet voldsomt, og der vil være egne og segmenter i vælgerkorpset, som ikke vil blive repræsenteret i det kommende regionsråd. Hvis EL og SF, som i dag har 4 mandater, får samme pct.del stemmer som ved sidste valg, halveres de begge mandatmæssigt. Jeg opfatter den manøvre som et led i Lars Løkkes bestræbelser på at få nedlagt regionerne.
——–
Hovedfoto: Det nuværende regionsråd. Foto Region Nordjylland

Indlægget Sundhed, demokratisk underskud og de rødes alliance med de blå blev først udgivet på netavisnord.