- Politik

Kommunalvalget i Rebild: En spændende og ret uforudsigelig affære

Nogle de største stemmeslugere ved kommunalvalget i 2021 stiller ikke op til valget d. 18. november. Det gør – sammen med en række andre faktorer, som behandles i denne artikel – valget i Rebild Kommune både spændende og uforudsigeligt.

Der har i den seneste tid ikke været de store politiske slagsmål i Rebild Byråd, bortset fra et spørgsmål om hvorvidt man skulle privatisere flere af kommunens veje.
Overraskende var det derfor ikke, at hele byrådet for andet år i træk bakker op om kommunens budget for 2026.

Stemmeslugerne
Men der sker nogle væsentlige ændringer i gruppen af toppolitikere, som gør resultatet af kommunalvalget temmelig uforudsigeligt.
Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste blev, ligesom ved det seneste kommunalvalg i 2021, den største stemmesluger med 1810 personlige stemmer. Et pænt stykke herfra lå Lene Aalestrup (Konservative) med 1115 personlige stemmer, og på de næste plader kom Jeppe Ugilt (dengang Venstre, nu løsgænger) med 1008, Peter G. Hansen (Socialdemokratiet) med 1002 og den daværende borgmester Leon Sebbelin (Radikale) med 997 personlige stemmer. Nummer 6 på listen over topscorere var Venstres nuværende borgmester Jesper Greth med de ret beskedne 676 personlige stemmer, i betragtning af at han var borgmesterkandidat for byrådets største parti.

Allan Busk. Foto 3F

Men uforudsigeligheden ligger i, at i hvert fald tre – måske fire – af de fem største stemmeslugere i 2021 ikke stiller op til valget i november. Det gælder Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin. Om Jeppe Ugilt bliver at finde blandt de opstillede kandidater, vides ikke pt., men han er tilsyneladende ikke er kandidat på Venstres liste, som han ellers var en del af ved sidste valg.

Den eneste sikre genganger blandt 2021-valgets topscorer er Peter G. Hansen.

Hvad vil det betyde for især for Den Sociale Fællesliste, at Allan Busk med det – uden sammenligning – største personlige stemmetal i 2021 ikke stiller op? Og hvad betyder Lene Aalestrups og Leon Sebbelins manglende kandidatur i år?
Og hvad kommer det til at betyde for Venstre, at partiets stemmesluger, Jeppe Ugilt, ikke optræder på partiets kandidatliste ved dette valg?

Karakteristisk for kommunalvalg er nemlig, at vælgernes stemmeafgivning i højere grad end ved folketingsvalg bestemmes af, hvilke personer, partierne har opstillet. Hele 71 % af vælgerne ved 2021-valget satte kryds ved en person og ikke et parti- Ved det seneste folketingsvalg i 2022 var det tilsvarende tal 46 %.

Konstituering og konflikt/samarbejde
De borgerlige partier sidder på flertallet i byrådet – som de har gjort det i hele Rebild Kommunes levetid.
Venstremanden Jesper Greth blev borgmester efter en konstituering bestående af Konservative, Radikale og selvfølgelig Venstre. De tre partier satte sig også på formandsposterne i byrådets politiske udvalg, og den smalle konstituering vakte ikke just jubel hos oppositionen bestående af Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten.

Så arbejdet i Byrådet var i den første del af valgperioden ikke præget af den store samarbejdsvilje. Senere er det som nævnt gået bedre.

Landspolitiske tendenser: Hvilken afsmitning vil de have for kommunalvalget?
Valgforskere regner med, at der normalt sker en afsmitning af vælgernes stemmer fra folketingsvalg til kommunalvalg på omkring 2/3. Hvis feks. et parti står dårligt eller godt i opinionsundersøgelserne til et folketingsvalg, vil det altså have en effekt på resultatet til kommunalvalget, men slår dog ikke fuldt igennem.

Iflg. opinionsinstituttet Voxmeter står Venstre på landsplan i øjeblikket til 10,7 % af stemmerne – hvis der var folketingsvalg i morgen – (mod 13,3 % ved valget i 2022) og de Konservative til 6,6 % (5,5 %).
Så under forudsætning af, at valgforskerne har ret, er der ikke meget at glæde sig over fra Venstre og Konservative i Rebild.

Men heller ikke Socialdemokraterne i Rebild har grund til løfte armene over hovedet, hvis de tror på, at der sker en afsmitning fra landspolitikken til kommunalpolitikken. Partiet står iflg. Voxmeter til 21,7 % (27,5 % ved 2022-valget).

Radikale har iflg. Voxmeter støtte fra 3,5 % af vælgerne (3,8 %). Det et tal, som nok heller ikke vækker den store jubel hos lokale Radikale.

De eneste af de nuværende partier i Byrådet, der kan glæde sig over den landspolitiske udvikling, er SF og Enhedslisten. SF står iflg. Voxmeter til 12,5 % (8,3 % ved 2022-valget) og Enhedslisten 8,2 % (5,1 %).

De store jokere er naturligvis Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Voxmeter måler dem til på landsplan at få henholdsvis 8,4 % (8,1 %) og 8,4 % (2,6 %).
Ved kommunalvalget i 2021 i Rebild var Dansk Folkeparti lige ved at få et mandat, mens Danmarksdemokraterne ikke var dannet på det tidspunkt.

Liberal alliance har også fremgang landspolitisk og står til 12,3 % (7,9 %), men partiet har traditionelt ikke været særligt synligt kommunalpolitisk.

Hvis man altså alene ser på afsmitningsfaktoren og ser bort fra specielle, lokale forhold, har Socialdemokratiet, Venstre og Konservative grund til at være nervøse, mens derimod SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan håbe på, at den gunstige landspolitiske udvikling vil smitte kraftigt af på valgresultatet i Rebild.

Foto ©Bertil Mortensen

Partiernes højborge
Selvom Rebild Kommune befolkningsmæssigt og geografisk på overfladen er en relativ traditionel kommune med en række mindre byer og en hovedby (Støvring), fordeler stemmerne sig ved kommunalvalg meget forskelligt fra område til område.

Generelt kan man sige, at jo længere man i kommunen bevæger sig vestpå, jo mere vælgermæssigt blå bliver den.

Nogle eksempler fra de større valgsteder:
I Nørager fik de borgerlige partier omkring 80 % af stemmerne. Venstre heraf alene 50 %.

I kommunens hovedby – Støvring – erobrede de borgerlige partier 70 % af stemmerne. Her skete der det usædvanlige, at konservative blev det største parti med 33 %, mens Venstre fik 24 %. Det skyldes sandsynligvis, at Konservatives spidskandidats, Lene Aalestrup, traditionelt har et stærk fodfæste i byen. Socialdemokratiet, som man kunne forvente havde fået et godt valg her pga. byens mange industrivirksomheder, tegnede sig for en andel af stemmerne på de relativt beskedne 17 %.

Kun 8 km fra Støvring – i Skørping – er billedet et helt andet. Her stod de blå partier kun for 44 % af stemmerne, mens Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste – (de sidste vurderer jeg hører med i denne blok) – for 56 %. Især SF og Radikale fik et relativt godt valg i Skørping.
I den borgerlige blok fik Venstre et dårligt valg i Skørping med kun 12,6 % af stemmerne her. Kontrasten til de 50 % i Nørager, er jo temmelig stor.

Endeligt kan man se på den østligste større by i kommunen, Terndrup.
Her stod Den Sociale Fællesliste – personificeret af Allan Busk – meget stærkt. Listen fik over halvdelen af stemmerne her og sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fik denne gruppe af partier over 2/3 af stemmerne, mens Venstre ligesom i Skørping fik et dårligt valg med 14,7 %.

Så malet med en bred pensel og set i forhold til deres andel af stemmerne i hele kommunen, havde Den Sociale Fællesliste sin højborg i Terndrup, SF i Skørping, Konservative i Støvring og Venstre i Nørager.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for valgresultatet ved det kommende kommunalvalg, at tre af kommunens markante politikere – Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin – som trak mange stemmer i netop deres højborge, ikke optræder på kandidatlisten.

Det gør heller ikke valget mere forudsigeligt, at det mangeårige, socialdemokratiske medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen, nu stiller op ved valget i Rebild. Han er populær i Nordjylland og fik ved folketingsvalget i 2022 tredjeflest stemmer (7601) blandt de socialdemokratiske kandidater i regionen.

Befolkningsudvikling generelt og i de forskellige dele af kommunen
En faktor, som også kan spille en rolle ved valget, er kommunens demografiske udvikling.

Hvis man først ser på befolkningsudviklingen i hele Rebild Kommune, adskiller den sig fra hovedparten af de øvrige nordjyske kommuner: Der bliver nemlig i Rebild flere og flere indbyggere. Fra 2021 til 2025 er der sket en nettovækst fra 30.518 til 30.942 indbyggere, svarende til en stigning på 1,4 %. Kun to andre af regionens kommuner har i samme periode oplevet en befolkningsmæssig vækst, hvor Aalborg tegner sig for den største med 2,3 %.

En usikker faktor for valgresultatet i de enkelte kommuner er også tilgangen af nye vælgere siden 2021-valget. Nye vælgere består af tilflyttere, førstegangsvælgere og indvandrere.
Iflg. kommunalforskeren Ulrik Bæk kan nye vælgere være en joker ved valget, bla. fordi ”de ikke har kommunens historik og politikernes tidligere meritter med i rygsækken”, som han siger i KL’s analysemagasin ”Momentum”, der har undersøgt andelen af nye vælgere i de enkelte kommuner ved det kommende kommunalvalg. Her er tallet for Rebild Kommune en andel på 20 % – en andel, som er lig Aalborgs, men større end de øvrige nordjyske kommuner.

Hvis man betragter den befolkningsmæssige udvikling i selve Rebild Kommune, ser man noget, der går igen i andre kommuner, som ligner Rebild:
Der bliver færre og færre indbyggere i de deciderede landdistrikter. I Rebild er knap 200 forsvundet herfra i perioden 2021 til 2025, og indbyggerantallet her er nu på 8.918.

Men i kommunens hovedby Støvring er indbyggertallet fra 2021 til 2025 vokset med hele 8 % og er nu på 9.584 beboere.

Nyt boligkvarter – Høje Støvrimg – i den sydlige del af Støvring. Foto 2023 Klimadatastyrelsen

Skørpings indbyggertal er steget med 3.3 % til nu 3056. Og de mindre byer beliggende nær disse to største byer har også oplevet en befolkningsvækst.

Også de største byer i den sydvestlige og den nordvestlige del af kommunen – henholdsvis Nørager og Øster Hornum – tegner sig for en vækst i indbyggertallet.

Hvorimod landsbyer som Blenstrup, Bælum og Ravnkilde m.fl. på mellem 300 og 700 beboere får færre og færre indbyggere,

Der sker altså i landdistrikterne og landsbyerne, som ikke ligger i nærheden af de to største byer et fald i indbyggertallet.

Denne befolkningsmæssige udvikling i kommunen kan afspejle sig i valgresultatet ved det kommende valg: Venstre vil måske miste stemmer i landdistrikterne og i landsbyerne, men nyde godt af befolkningsvæksten af økonomisk ressourcestærke tilflyttere, især i de nye, store parcelhuskvarterer i Støvring.

I Skørping, kan tilflytningen af nye borgere måske betyde flere stemmer til de røde partier, som traditionelt står stærkt her.

Spændende og uforudsigeligt valg i vente
Så selvom der ikke er betændte politiske sager på dagsordenen op til kommunalvalget i Rebild Kommune, er det alligevel spændende og også uforudsigeligt. For hvor stor betydning får det for valgresultatet, at flere af største stemmeslugere ikke stiller op? Hvor stor vil afsmitningen fra landspolitikken blive? Og hvor meget kommer den demografiske udvikling i kommunen til at påvirke resultatet? Og endeligt: Hvilken betydning har det, at ”jokeren” Bjarne Laustsen er på stemmesedlen?

Måske vil man se, at borgmesterkæden skifter ejer fra Venstre, som – bortset fra to valgperioder hvor den radikale Leon Sebbelin var borgmester – har haft den siden Rebild Kommunes dannelse i 2007.


——-
Hovedfoto: Rebild Byråd, hvor alle stemte for Budget 2026. Foto Rebild Kommune

5 1 vote
Article Rating

Om skribenten Bertil Mortensen

Læs alle artikler af Bertil Mortensen
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments