Det er ikke et ukendt problem for nordjyder, at ventetiden til speciallæger kan være lang. Nedenfor er de seneste tilgængelige ventetider opgjort. Det skal dog retfærdigvis siges, at akuttiderne er væsentligt lavere, og at der er variation fra egn til egn i Nordjylland.

Et evighedsproblem, der medfører ulighed i sundhed
Ventetidsproblemet er tilsyneladende et evighedsproblem, og de enkelte regioner er nærmest magtesløse, da det ikke er op til dem at lave aftaler med speciallægerne. Det foregår på landsplan mellem speciallægerne på den ene side og regionerne og staten på den anden, og i den forhandling står speciallægerne stærkt, fordi de er en mangelvare. Staten sætter et loft over, hvor mange midler regionerne må benytte til ydernumre til speciallægerne, og da der er tale om et liberalt erhverv, er det op til speciallægerne at afgøre, om opslåede stillinger skal søges. Det betyder i praksis, at der indtræder en skævhed, hvor Østdanmark tilgodeses, endskønt analyserne viser, at der pga. demografien og sygdomsbilledet er mere behov for speciallæger i Vestdanmark. Hertil kommer, at speciallæger ved siden af deres forpligtelse til at behandle sygesikringspatienter også driver en nebengeschæft, hvor de behandler private patienter finansieret af forsikringsselskaberne eller af patienterne selv. Der er ofte tale om en betaling, som gør det umuligt for mindre ressourcestærke patienter at søge en sådan løsning. Og dermed rammer vi ind i det overordnede problem: Ulighed i sundhed.

Frygt for amerikanske tilstande
Selv om Danmark er kendt for den universelle velfærdsmodel, hvor der via en progressiv beskatning er lige adgang til offentlige ydelser, herunder sundhedsydelser, så afslører manglen på speciallæger i Nordjylland, at det i praksis ikke er helt sådan, det hænger sammen. Bekymringen kan være, at vi i stigende udstrækning vil se amerikanske tilstande, hvor sundhedsvæsenet er privatiseret, og den enkelte borger selv eller arbejdsgiveren må forsikre sig.

Det skæve Danmark
Peter Therkildsen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Venstre, sidder i det udvalg, som på landsplan forhandler overenskomster med speciallægerne. Han er meget bevidst om ventelisternes længde og forstår godt synspunktet om, at der tilsyneladende er tale om et evighedsproblem.
– Især på det psykiatriske område er jeg ikke stolt af situationen. Det er virkelig en udfordring, at specielt børn og unge må vente så længe på at komme i behandling. Men problemet er, at en speciallægepraksis er et liberalt erhverv, hvor den erhvervsdrivende selv bestemmer, hvor hun slår sig ned, så selv om vi får flere midler til at frigive flere ydernumre til f.eks. øjenlæger, øre -næse-halslæger, reumatologer, dermatologer og psykiatere, så er der ingen garanti for, at nogen søger stillingerne.

– Er det sådan, at speciallægerne ikke søger vest for Storebælt?
– Ikke helt. Århus og Odense er godt kørende, fordi de gennem mange år har haft en lægeuddannelse. Og jeg håber på, at der om føje år også vil være flere ansøgere til speciallægestillinger i Nordjylland, fordi der nu er knyttet en lægeuddannelse til Aalborg Universitet. Vi ser bl.a. på almenpraksisområdet, at gabet mellem udbud og efterspørgsel er ved at være lukket. Det samme sker forhåbentligt på sigt også for speciallægerne.

Statslige udgiftsrammer og manglende styring af lægeuddannelsen
– Hvilken rolle har de statslige udgiftsrammer for regionerne spillet for ventelisterne?
– De begrænser klart mulighederne for at komme de lange ventelister til livs. Udgiftsloftet på almen praksis er fjernet, og det har haft en gunstig virkning for Nordjylland. Hvis ellers der bliver uddannet tilstrækkeligt med speciallæger, vil en afskaffelse af udgiftsloftet på dette område også have en positiv effekt.

– Kan man styre, hvor speciallægerne slår sig ned gennem optaget til lægeuddannelsen på de forskellige universiteter?
– Det tror jeg. Ved at nedskære antallet af uddannelsespladser i København og Århus og flytte dem til Nordjylland kan man nå et stykke vej. Og det ligger også fint i forlængelse af sundhedsreformen, hvor analysen netop er, at der er for få speciallæger i forhold til indbyggertallet og sygdomsbilledet i visse egne af landet, herunder Nordjylland. Og i samme retning peger demografien, der viser relativt flere ældre i f.eks. Nordjylland – og dermed også et stigende behov for sundhedsydelser.

En nebengeschæft med private patienter fremmer ikke ligheden i sundhed
– Hvad siger du til, at en del speciallæger ud over sygesikringspatienter også har private patienter, som får ydelsen betalt af forsikringsselskaberne eller selv må punge ud, og som må betyde, at ventelisten for sygesikringspatienterne stiger?
– Den mulighed er ikke groet i min have. Den fremmer bestemt ikke ligheden i sundhed, men vi kan ikke direkte tvinge speciallægerne til at afstå fra denne praksis, da der som nævnt er tale om et liberalt erhverv. Men vi kan via overenskomsten styre, at speciallægerne skal op på et vist omsætningstal, når det handler om at behandle patienter på det offentliges regning.

Problematisk at entrere med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige
Lene Linnemann er mangeårigt medlem af Regionsrådet i Nordjylland for SF. Hun sidder i Regionsrådets Forretningsudvalg og er formand for Udvalg for implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet og er desuden medlem af det nye sundhedsråd for Vendsyssel. Hun siger om speciallægesituationen:
– SF deler ikke begejstringen for privatpraktiserende speciallæger i det danske sundhedsvæsen – alene af den grund, at når vi ansætter en privatpraktiserende speciallæge, så er det som oftest én, der kommer fra et af vores egne sygehuse, og så mangler vi vedkommende der. Det største problem er, at vi overhovedet entrerer med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige. Behandlingen er det offentliges ansvar, og derfor bør den behandling, vi tilbyder, ydes af offentligt ansatte læger. Hvis nogen så ønsker at benytte sig af private speciallæger, så skal det stå dem frit for – det skal bare være af private, som ikke også har et ydernummer, men udelukkende behandler selvbetalende og forsikringskunder.

——–
Hovedfoto. Det nye supersygehus. Foto. Region Nord

Indlægget Ventetider til speciallæger: Et evighedsproblem, der skaber ulighed i sundhed blev først udgivet på netavisnord.

Region Nordjylland har undersøgt sundhedstilstanden blandt nordjyderne. 34.700 er blevet spurgt, og 41 % har svaret på spørgsmålene. Resultaterne kan sammenlignes med tilsvarende undersøgelser foretaget i 2010, 2013, 2017 og 2021. 2025-undersøgelsen er den første efter Covid-19 og giver et øjebliksbillede af nordjydernes sundhed og trivsel og kan derfor være et nyttigt redskab i bestræbelserne på at implementere sundhedsreformen. Samtidig giver rapporten mulighed for at undersøge nordjydernes sundhed over tid.

Undersøgelsen er omfattende, og det har derfor været nødvendigt at udvælge nogle indikatorer på sundhedstilstanden til denne artikel. Valget er faldet på KRAM-faktorerne.

Ulighed i sundhed – overblik
Før vi går over til at undersøge de enkelte KRAM- faktorer følger her et overblik – fordelt efter uddannelse.

Tabel 1. ovenfor viser, hvordan uddannelse er afgørende for, i hvilken grad nordjyderne lever sundt. Folk med lav uddannelse ryger mere, er fysisk inaktive i større udstrækning og spiser usundere end folk med højere uddannelse. Svær overvægt falder med uddannelsesniveauet. Kun alkoholforbruget synes at være uafhængigt af uddannelse.

At forklare ulighed i sundhed
Det er ikke så ligetil at forklare uligheden i sundhed. Borgere med lav uddannelse har ofte en ringere økonomi og kan derfor være nødt til at ty til usunde og billigere fødevarer. Forskellen i sundhedsadfærd kan også skyldes individuelle forhold, hvor man med lav uddannelse ikke er sig bevidst, hvordan f.eks. rygning og manglende motion påvirker helbredet, og at man måske befinder sig i en arbejds – og boligmæssig situation, der ikke fremmer ens sundhed.

Den franske sociolog Bordieu har forsøgt at forstå uligheden i bl.a. sundhed ved hjælp af begreberne habitus (indlejrede vaner) og kapital (økonomisk, kulturel, og social). Individer med meget kulturel kapital, dvs. uddannelse, har lettere ved at tilegne sig information om sund levevis og agere derefter, og mennesker med meget social og økonomisk kapital besidder samfundsmæssige positioner, hvor sundhedsrisikoen er lav.

Hvad spiser nordjyderne?

Mht. kost går det den forkerte vej for nordjyderne, Jf. tabel 2. Der spises i mindre grad i 2025 end de foregående år fisk, grønt og frugt samt madvarer med lavt fedtindhold.

Nordjydernes vægt

Effekterne af den ringere kostbevidsthed, som vist i tabel 2, kan formentlig aflæses i tabel 3, der afslører en stigning fra 2010 til 2025 af andelen af nordjyder med svær overvægt fra 16 til 22 %. Andelen med moderat overvægt er uforandret i undersøgelsesperioden.

Smøgerne gemmes væk i Nordjylland

Tabel 4 viser, at nordjyderne har nedsat nikotinforbruget væsentligt over årene. I 2010 røg 22 % dagligt, i 2025 kun 10 %. Storrygerne (mindst 15 cigaretter om dagen) er næsten faldet med 2/3.

Kraftig nedgang i antal genstande

Også alkoholforbruget blandt nordjyder er aftagende over årene. Faktisk er andelen, der drikker mere end 10 genstande om ugen halveret fra 2010 til 2025.

½ time om dagen

Det fremgår af tabel 6, at den fysiske aktivitet blandt nordjyder er ret stabil over årene.
Der er således stadig ulighed i sundhed blandt nordjyder, og der er ikke rigtig udvikling i sunde madvaner og motion, hvilken kan ses på vægten. Til gengæld er der store fremskridt i KRAM-faktorerne rygning og alkohol.
—–
Hovedfoto: Rapport. Sundhedsprofil. Hvordan har du det?

Indlægget KRAM i Nordjylland blev først udgivet på netavisnord.

Vi mødtes i Aalborg lufthavn d 8 februar for at starte en rejse mod Senegal.
Med på rejsen var:
Marianne Grant. Lektor i fransk og vores tolk
Anne Marie Thorsen. Intensivsygeplejerske på Thisted Sygehus, fundraiser samt fyrtårn i vores lille forening.
Lisa Paarmann. Intensivsygeplejerske på Aalborg Sygehus Nord og administrativ leder i foreningen.

Vi var på rekognosceringstur til Senegal i april 2019, for at finde ud af hvad vi kunne hjælpe med som sygeplejersker. Vi fandt frem til, at behovet var adgang til vand og hygiejne, som jo også kan være begrænset pga manglende adgang til vand. Vi samarbejdede med Sidy Badji, som bor i Danmark, men kommer fra Senegal og er borgmester i Tenghori. Vi havde fået kontakt til ham gennem Peter Attrup, som leder Renoveringsværkstedet i Aalborg, der igennem Danida sender repareret og funktionelt hospitalsudstyr til fattige områder rundt omkring i verden.

Sidy havde sørget for kontakt til ADASEC, som er en NGO der holder til i Senegal og arbejder med fokus på kultur, landbrug, sundhed, undervisning og uddannelse gennem samarbejde med andre organisationer.
Det var dem, der var vores værter i 2019 og var det denne gang også.
Vi forsøgte gennem medlemskab af CISU, som er en medlemsorganisation for civilsamfunds organisationer med globalt engagement og udsyn, at få vores idé finansieret og sendte adskillige ansøgninger, med stor hjælp fra en konsulent med fortid i CISU, Johannes Nordentoft.

Processen viste sig dog at være nærmest umulig, og vi kørte fuldstændigt trætte i forsøg på at komme igennem. Det endte med, at vi droppede det og begyndte at søge fonde i stedet. Det var en rigtig god idé, for her var der stor forståelse for vores idéer, og Mie er blevet en fantastisk fundraiser. Udover penge fra fonde tjener vi penge ved, sammen med en flok frivillige i vores forening, at stå i bar til events igennem Skråen, hvor vi får en andel af overskuddet.

Sådan finansieres vores flybilletter og fondsmidlerne har vi brugt på 2 vandboringer på 2 skoler, en i Sindian og en i Tenghori, samt 1000 undervisningsbøger til børn om håndhygiejne og 1000 bøger om tandbørstning. Derudover har vi købt 1000 stk sæbe, tandbørster og tandpasta på et apotek i Senegal, så vi støtter den lokale økonomi.

Panik på rejsen
Vi mødtes i Aalborg lufthavn d 8 februar og turen startede med, at jeg ikke kunne finde de mange euro, jeg havde med, knap 30000 i danske kroner, jeg går ret meget i panik og bliver helt rundt på gulvet. Heldigvis efter en masse roden rundt i min kuffert finder jeg dem, der hvor jeg havde gemt dem (godt). Pengene skal bruges til betaling af det udstyr, vi har købt på apoteket, samt til dækning af kost og logi samt chauffør på hele turen.

Vi fløj til København og skulle her have vores bagage, da vi var med Norwegian og skulle videre med TAP Portugal. Vi havde én indtjekket kuffert med, med alt vores undervisningsmateriale (gebisser, tandbørster mm), samt madvarer, kaffe, te mm. Det er en stor lyserød kuffert, så den er nem at finde, og Mie vil gerne have hjælp til at få den af båndet, da den vejer præcis de 23 kg, som den må. Hun råber op, da den kommer på båndet, og Marianne er hurtig og hiver den af båndet, hvorefter vi går ud af bagageområdet, og videre til ny indtjekning.

Jeg går i gang ved automaten og Mie tænder sin telefon, som ringer i samme nu, den er tændt. En mand spørger, om hun er i Københavns lufthavn, hvilket hun kan bekræfte, og han vil vide hvor, da hun har taget hans kuffert. Heldigvis havde Mie navn, adresse og mobilnummer på sin kuffert, og de får byttet tilbage.

På den måde startede vores tur, med vanligt kaos og kæmpe grin. Jeg grinede hele vejen til
Stockholm, da jeg lige kunne have set hans ansigt, når han åbnede sin kuffert, og den var fyldt med tørfoder, gebisser, tandbørster og tandpasta, og vi åbnede hans med herretøj og barbergrej (måske).
Vi fløj til Stockholm, videre til Lissabon og derefter til Banjul i Gambia, hvor vi bliver hentet af vores chauffør Lamin, der var hyret til at transportere os rundt på hele turen.

I Senegal
Da vi kom til Banjul, skulle vi betale 20 euro hver for at komme videre, men da vi skulle vise vores pas, skulle vi også fortælle, hvor vi skulle bo, og det kunne jeg ikke, for jeg vidste det ikke. Manden blev meget sur på mig, og jeg måtte ikke komme videre. Det endte med, at jeg måtte skrive et hotel på i Banjul, som vi fandt på nettet og så kom jeg igennem.

Vi blev hentet af Lamin og kørt til et hus, det var noget Airbnb, hvor vi skulle overnatte første nat. Det var også allerede midt nat. Vi fik noget at spise og gik i seng. Dagen efter gik rejsen så videre i bil til Sindian i Senegal, hvor vi skulle bo, ligesom sidst, i jordemoderens hus – her er der toilet og bad.

I Gambia var vejene asfalterede og fine, men da vi kommer til Senegal er det røde sandveje, med kæmpehuller, som nok er, når der er regntid, for det ser ud som om vi kører på bunden af en udtørret flod.

Første stop i Senegal er hos Bouba, præsidenten for ADASEC, som bor i Bignona. Vi skulle spise frokost der. Senegals nationalret, som er anrettet i to store fade. Et til kvinderne og et til mændene. Retten er stegte ris, kogte grøntsager og fisk og nogle saucer også. Jeg er ikke god til fisk, og slet ikke når det hele smager af fisk, så jeg spiser meget lidt, hvilket bemærkes. Resten af tiden får vi lækre retter med salat, kylling, pommes mm. Vi har for det meste spist sammen med mændene, men beder om at spise sammen med kvinderne, hvilket sker til sidst på turen, men jeg tror, de fandt det lidt mærkeligt. Både mændene og kvinderne.
Senere kører vi videre mod Sindian, kort før vi når Sindian bryder bilen sammen pga vejenes tilstand, og selvom vores lokale repræsentant for ADASEC, Moussa Sané, ringede til sin søn, der var mekaniker, og som kom ret hurtigt, så kunne bilen altså ikke køre videre. Vi blev så hentet af en anden bil og kørt til Sindian.

Gensyn
Det var dejligt at gense Sindian og nogle af de søde mennesker, vi kendte fra sidst, vi var her. Specielt Mamadou, som er områdets sygeplejerske, og som vi fik et godt venskab med, sidst vi var der. Han er virkelig dygtig, fungerer som læge, sygeplejerske og jordemoder ved behov.

Jordemoderen var ikke den samme som sidst. Denne jordemoder blev boende hos os i huset, sidst havde vi det for os selv, og hun havde en datter på omkring 3 år , som var en blanding af sød og irriterende, og meget overladt til sig selv, hvorfor hun søgte vores selskab, når hun var hjemme. Siden vi var der sidst var der dog kommet køleskab og elkedel i huset, det var dejligt. Og så var vi jo glade for toilet og bad, men da vi kom, var der desværre ingen vand. Det kommer og går åbenbart.

Jeg troede, der var flere jordemødre, der boede der, for den ene havde langt hår og den anden så helt anderledes ud, og var korthåret og bad meget. Det viste sig, at det var den samme, bare uden paryk, når hun bad.

Vi havde selv noget mad med, pastaretter der bare lige skulle have noget kogt vand, det spiste vi den første aften og ellers fik vi lækkert mad som jordemoderen kom med, og derefter vores vanlige aftengin og sodavand, det blev en tradition, sidst vi var her, så sover man så godt.
Jeg sover som regel altid godt, men jeg vågnede meget tidligt en morgen pga muslimernes kald til bøn og samtidig kunne jeg høre en hel masse hylen, og halvt vågen halvt sovende tænkte, drømte jeg, at det var, fordi hele området var på vej for at hælde os i den sorte gryde pga et eller andet ritual. Det viste sig heldigvis at være hele områdets haner, der kaldte til hinanden pga lyden fra muslimernes bønnekald.

Det officielle Senegal
Så var det tid til de sædvanlige møder med vigtige personer, som vi kender så godt. Først skulle vi mødes med underpræfekten og derefter borgmesteren, som, ret overraskende for os, er en kvinde, vi er ellers meget omgivet af mænd, da de som regel har de vigtige poster. Desuden er det ikke ret spændende med alle de møder, da de jo taler fransk og Mie og jeg bare sidder og smiler og keder os bravt.

Det egentlige – undervisning i hygiejne
Vi vil også frygtelig gerne i gang med det, vi kom for. Det skulle vi så heldigvis bagefter, hvor vi kørte til en børnehave, hvor vi så skulle i gang med at vise dem de bøger, vi har fået lavet, og undervise dem i håndvask og tandbørstning. Der var en mandlig pædagog, der blev meget sur på os, og ikke kunne forstå, hvorfor vi skulle komme og undervise børnene, det kunne de skam sagtens selv klare.
Bouba diskuterede med ham, og fortalte at det altså også var hensigten, at det var dem selv, der skulle undervise, vi ville bare give dem bøger om emnerne og remedier til det, samt vi havde sørget for vandboringer, så de havde adgang til vand flere steder. Så faldt han ned igen.

Vi kunne faktisk mærke en tydelig forskel fra sidst, vi var her, hvor vi var meget velkomne og blev behandlet og vist frem, som var vi royale. Denne gang var der mange, specielt unge, der bestemt ikke så ud til at kunne lide os, og nogle gange blev jeg råbt efter, hvis jeg tog et billede af et æsel eller noget lignende. Så populariteten er meget dalende, formentlig pga. den måde, folk, der har søgt mod Europa, er blevet behandlet.

Efter besøg i børnehaven fangede dem fra ADASEC hurtigt, hvad vores tanke med projektet var, og de overtog med det samme undervisningen, det var så godt. Vi var på forskellige skoler og børnehaver i området og vi fik mødt et par ildsjæle, der bare brændte igennem med deres undervisning. Dem udnævnte vi som ambassadører for vores projekt, så der er folk på skolerne, der har ansvaret for undervisningen i hygiejne. Det blev de glade for.

På vores vej ud i de små landsbyer var der flere små børn, der stak i de vildeste hyl, når de så os. Det viste sig, at de aldrig havde set hvide mennesker før, så de blev helt chokerede. Vi blev senere indkaldt til, hvad Moussa sagde var et forældremøde. Det viste sig at være, tror vi, skolebestyrelsen, der ville tale med os. Den vandboring, vi havde betalt for, og som var lavet af en entreprenørvirksomhed, var efter to år piv utæt og fungerede ikke, så der var ikke vand i klasselokalerne. Det ville de gerne have fikset, og så ville de gerne have et apotek tæt på skolen også. Der måtte Marianne lige forklare, at funktion og vedligehold måtte de selv stå for, vi er en meget lille organisation, med begrænsede midler, og kommer ikke bare for at give, men mere for at give mulighed for.

Det blev senere taget op på et møde med ADASEC, som ville tage sig af sagen, og sørge for at vandboringen bliver funktionel igen. De var ikke klar over problemerne med den, så det var de selvfølgelig kede af, at vi blev involveret i.

Status
Vores hjemtur blev urimelig lang, da vi strandede i Lissabon i 16 timer, det blev heldigvis kompenseret senere og hjem kom vi efter 2 døgns rejse. Mange oplevelser rigere.

Vi har i vores projekt sammen med Sidy og ADASEC udpeget 4 landsbyer, som er del af vores projekt. Det er Sindian, Kagnarue, Tenghori og Diangongue. I Sindian og Tenghori har vi fået lavet vandboringer på en skole i hver landsby. Inden vores rejse til Senegal betalte vi for en container fyldt med hospitalsudstyr fra Renoveringsværkstedet og vores bøger.
Hospitalsudstyret har ADASEC fordelt, hvor det mest manglede.

Bøgerne, vi har fået udarbejdet, er lavet af frivillige fra vores forening, hvor Mathias Gaarn Nordskjold har stået for illustrationerne i bøgerne, Stine Thorsen har udarbejdet teksten sammen med Mie og Amalie Rostrup Müller har stået for det grafiske design. Marianne og Sidy har sørget for sprog og korrektur. Bøgerne er produceret hos Narayana Press, som står for den gode kvalitet, bøgerne er lavet i.
Vi er stolte af og glade for at vores projekt, som kaldes ”Hygiejne i børnehøjde”, endelig er søsat og lever derude. Vi holder kontakt med både ADASEC og vores ambassadører på skolerne.

Vi håber at indsamle flere penge til vandboringer og remedier til flere børn.
——
Den lyserøde kuffert med bla. undervisningsmateriale (gebisser, tandbørster mm.) Foto: Danish Nightingale Foundation.

Indlægget Hygiejne i børnehøjde blev først udgivet på netavisnord.

Statens Institut for Folkesundhed har på ny kortlagt danskernes sundhed. Undersøgelsen er baseret på data fra et spørgeskema udsendt til 25.000 borgere på 16 år og derover med bopæl i Danmark. 41 % af de adspurgte har besvaret spørgsmålene. Det relativt høje bortfald bevirker, at repræsentativiteten kan være påvirket heraf, og at undersøgelsens resultater derfor skal tages med et vist forbehold.

Spørgeskemaet stillet de udvalgte i stikprøven indeholder bl.a. spørgsmål om rygning, kost, alkoholforbrug, motion, mentalt helbred og overvægt, og svarene sammenstilles med baggrundsvariable som køn, alder, uddannelse, stilling samt bopæl.

I denne artikel vil vi fokusere på bopæl og undersøge, om der er signifikante forskelle på sundheden i Nordjylland og resten af landet.

Det er femte gang, SIF undersøger danskernes sundhed, og det giver mulighed for at følge udviklingen.

Rygning
Rygning øger risikoen for en lang række alvorlige sygdomme og tilstande, herunder lungekræft, KOL og hjertekarsygdom.

12% af danskerne ryger dagligt. I 2010 var tallet 21. Nordjyderne skiller sig ikke markant ud fra landstendensen (11,6%).

Alkohol
Når det handler om at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at man kun drikker 10 genstande om ugen, viser undersøgelsen, at blot 13,6 % af nordjyderne ikke overholder denne grænse. Det er den laveste score sammenlignet med de øvrige regioner.

Som det fremgår af tabel 3, er der sket et fald på næsten 10 procentpoint fra 2010 til 2023 for andelen, der drikker mere end 10 genstande om ugen.

Kost
Usunde kostvaner kan fremme hjertekarsygdom, type 2-diabetes, kræft, samt overvægt.

I undersøgelsen belyses befolkningens kostvaner på baggrund af en kostscore, der kan ses som et samlet udtryk for kostens ernæringsmæssige kvalitet. Respondenterne har tilkendegivet deres indtag af frugt, grønt, fisk og fedt. Næsten hver 5. dansker lever kostmæssigt usundt.

Kigger vi på, hvordan det usunde kostmønster fordeler sig på regioner, falder det i øjnene, at nordjyderne scorer højest, jf. tabel 4.

Fra 2010 til i dag er andelen af danskere, der indtager usund kost steget, jf. tabel 5.

Vægt
Overvægt – og særligt svær overvægt – øger risikoen for hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, kræft, belastningslidelser i bevægeapparatet, søvnapnø samt reproduktionsproblemer. Svært overvægtige dør tidligere end andre.

Der er tilsyneladende et sammenfald mellem andelen med usunde kostvaner og andelen af danskere, der lider af svær overvægt: 19%. Nordjyderne ligger dog her under landstallet (17%). jvf. tabel 6.

Tabel 7 inkluderer alle med et BMI på over 25. Landstallet er 53, og som det ses, holder nordjyderne sig også på denne indikator i underkanten af landsgennemsnittet.

Som det ses af tabel 8, går det over tid den forkerte vej mht. svær overvægt.

Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet kan modvirke nogle af de sygdomme, der er nævnt ovenfor.

WHO anbefaler, at man dyrker motion mindst 150 minutter om ugen. Mere end halvdelen af danskerne (55%) kan ikke honorere denne anbefaling. 58% af nordjyderne kan ikke leve op til anbefalingen, jf. tabel 9

Mentalt helbred
Mental sundhed fremmer evnen til at klare sig godt både socialt, uddannelses- og arbejdsmæssigt samt økonomisk, viser forskningen.

Ingen af regionerne afviger nævneværdigt fra landsgennemsnittet (18,3 %), hvad angår andelen med en lav score på den mentale helbredsskala. Nordjyderne ligger ca. 1 procentpoint under, jf. tabel 10

Over tid går det foruroligende den forkert vej, jf. tabel 11.

Information og forebyggelse er vejen frem
Lina Hundebøll Jespersen (V) er forperson for Region Nordjyllands Sundhedsudvalg. Hun siger om undersøgelsen:
– Når jeg forholder mig til oplysningerne fra SIF, bider jeg mærke i, at Nordjydernes sundhed generelt matcher resten af den danske befolkning. Nordjyderne skiller sig dog ud på enkelte områder så som usund kost samt, at vi kan blive bedre til at få mere fysisk aktivitet ind i hverdagen.
Det er opsigtsvækkende, at den mentale sundhed generelt er nedadgående i alle dele af landet, men glædeligt at andelen af rygere bliver mindre.

– Hvordan forbedrer vi sundhedstilstanden yderligere blandt nordjyderne?
– Overordnet tegner sundhedsprofilen et billede af nordjydernes risiko for livsstilssygdomme og understreger vigtigheden af fortsat oplysning og forebyggelse. Meget af dette foregår hver eneste dag ved de praktiserende læger, på hospitalerne og i et sammenspil med de nordjyske kommuner, hvilket i tallene ser ud til at virke på rygning og alkoholindtag.
Hvad angår det mentale helbred, så ser jeg det som et område, hvor vi forsat skal blive kloge på, hvorfor danskerne ser dette som nedadgående.

——
Hovedfoto: Statens Institut for Folkesundhed: Danskernes sundhed 2023

Indlægget Nordjydernes sundhedstilstand blev først udgivet på netavisnord.

SVM – regeringen nedsatte kort efter sin tiltræden en sundhedsstrukturkommission, der ”skal udarbejde et beslutningsgrundlag, der fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet…. Kommissionens anbefalinger og vurderinger af fremtidens sundhedsvæsen skal bl.a. omfatte den regionale struktur, herunder en afvejning af fordele og ulemper ved en ændret forvaltningsstruktur”.

Og kommissionen skal komme med forslag, ”der understøtter frit valg og patientrettigheder, og som sikrer den mest hensigtsmæssige brug af private aktører som en del af det samlede sundhedsvæsen”.

Løkke: Nedlæggelse af regionerne og privatisering af sundhedsvæsenet
Bag den her citerede del af kommissoriet skjuler sig dels et ønske om at nedlægge regionerne og samle styringen af det offentlige sundhedsvæsen i en statslig enhed, dels ønsket om en tiltagende privatisering af sundhedsvæsenet – ønsker, som Lars Løkke om nogen har været bannerfører for. Det lykkedes ham ikke at nedlægge regionerne og etablere en statslig styring af sygehusene i sin egenskab af formand for Venstre – formentlig fordi baglandet modsatte sig det – men i sit nye parti har han helt ret andre frihedsgrader til at fastlægge politikken.

I Moderaternes valgprogram hedder det bl.a.: Moderaterne vil nedlægge regionerne og drive landets sygehuse under én professionel ledet sundhedsforvaltning – ’Sygehus Danmark’.

Løkkes og Foghs felttog mod det offentlige sundhedsvæsen
Det er hævet over enhver tvivl, at sundhedsvæsenet er udfordret. Deri har Lars Løkke ret. Der er personalemangel og lange ventetider, men for få ressourcer bl.a. som følge af øgede udgifter til medicin, og det har ført til nedskæringer bl.a. senest i Nordjylland, hvor et sparekrav på 280 mio. har ført til nedlæggelse af 229 sygehusstillinger.

En af forklaringerne på den tilsyneladende paradoksale situation med personalemangel og fyringer er, at da Løkke og Fogh kom til magten i 00’erne, indledte de et felttog mod det offentlige sundhedsvæsen, hvor deres mål var på god liberalistisk vis at konkurrenceudsætte det. Det gjorde de ved at tilskynde investorer, læger og sygeplejersker til at etablere privathospitaler. Guleroden var overbetaling og sundhedsforsikringer. Patienterne blev opdelt i A og B-grupper, hvor A-holdet i det privatiserede system kom foran i køen.

Senere i 10’erne satte Løkke de offentlige sygehuse under yderligere pres ved at indføre det årlige 2%’s nedskæringskrav, som førte til, at regionerne ved hver budgetlægning måtte igennem sparerunder og fyringer.

Samtidig negligerede Løkke sygeplejerskernes krav om at løfte grundlønnen, og adskillige søgte arbejde i den private sektor, som tilsyneladende kunne tilbyde dem bedre løn – og arbejdsvilkår. Og det kan den, fordi den har nydt godt af overbetalinger, ukomplicerede operationer og ingen uddannelses- og forskningsforpligtelse.

Det private sundhedsvæsen har således gjort indhug i såvel det offentliges personale som i dets økonomi. Og at satse yderligere på det private sundhedsvæsen, således som Løkke og Venstre har fået Socialdemokraterne til at acceptere i regeringsgrundlaget, fører formentlig til yderligere personalemangel, nedskæringer og vigende serviceniveau i det offentlige. Og det vil efterfølgende føre til fornyet kritik af regionerne, som vil blive beskyldt for ikke kunne løfte opgaven, og så er det nærliggende for strukturkommissionen at fremlægge en model, der nedlægger regionerne og centraliserer sygehusvæsenet og placerer det i en statslig sygehusstyrelse. Så er cirklen sluttet.

Regionsrådsformanden: Nordjyderne ved bedst, hvad der er godt for Nordjylland
En, der er bekymret for denne udvikling, er regionsrådsformand for Venstre, Mads Duedahl, der til Nordjyske udtaler, at hvis der ikke er en selvstændig nordjysk region til at kæmpe de lokale kampe for at bevare sygehuse, placering af ambulancer og rekruttering af læger, så bliver landsdelen marginaliseret og vigtige opgaver forsvinder ud af regionen.

Søren Valgreen Knudsen (S): Reform af sundhedsstrukturen nødvendig
Søren Valgreen Knudsen, Socialdemokrat og medlem af regionens Sundhedsudvalg, deler Mads Duedahls bekymring for regionernes fremtid, men mener på den anden side, at der er behov for reform af strukturen. Han siger:
– Jeg er enig med regeringsgrundlaget og kommissoriet så langt, at der er brug for en analyse af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Efter min opfattelse ligger problemet for sundhedsvæsenet i det nære, primære sundhedsvæsen. Der er alt for stor forskel fra kommune til kommune på de tilbud, der tilbydes borgerne. De store kommuner kan tilbyde hele paletten af forebyggelse og efterbehandling, men det kniber gevaldigt for de små at overkomme alle de udfordringer, der er forbundet med et velfungerende sundhedsvæsen. F.eks. er der stor forskel på, hvad der tilbydes psykiatriske patienter, når de udskrives og kommer tilbage til hjemkommunen. De små kommuner har til tider ikke kapacitet og økonomi til at tilbyde patienterne et ordentligt botilbud, og det kan også knibe med at prioritere det forebyggende arbejde og efterbehandlingen. Der er behov for langt mere ensartethed på tværs af kommunerne.

– Regionerne – ikke staten – skal spille en større rolle
– Det kunne jo tyde på, at du deler Løkkes opfattelse af, at Danmark har brug for et mere centraliseret sundhedsvæsen?
– Den reform af sundhedsstrukturen, jeg forestiller mig, forudsætter, at regionerne – og ikke staten – får en endnu større rolle at spille. Enten skal regionerne overtage alle sundhedsopgaverne, eller der skal der en langt højere grad af koordination mellem kommuner og region til. Det kan ske gennem sundhedsklyngerne på tværs af kommunerne, hvor vi får koblet det primære og sekundære niveau bedre sammen. Her skal regionerne – og måske skal vi øge antallet fra 5 til 7 – koordinere og sikre det forebyggende arbejde en langt større rolle, så vi formindsker antallet af indlæggelser. Og vi har brug for, at der gøres op med, at sundhedspolitikken i dag er underlagt forskellige systemer og forskellige budgetter.

– Staten er for langt væk
– Hvorfor foreslår du så ikke som Løkke at tage skridtet fuldt ud og få nedlagt regionerne og centraliseret sundhedsvæsenet under en statslig forvaltning – Sygehus Danmark – der kan sikre borgerne en mere ensartet behandling?
– Mens mange kommuner ikke har den fornødne kapacitet til at løse sundhedsopgaverne, så er staten for stor og for langt væk. Den har ingen lokal eller regional viden, og det vil gå ud over udkanten, hvis staten skal være talerør for alle egne i landet. Den vil koncentrere sig om de 4 store byer og supersygehusene, og det er ikke til Nordjyllands fordel. Her viser historien, at vi er nødt til at kæmpe fra hus til hus, hvis vi vil have forbedringer. Og det kræver nogle politikere, der har lokale rødder.

– Regionerne er ellers noget udskældte…?
– Og det er ikke rimeligt. De fleste er velfungerende inden for de budgetter, staten udstikker. Der er kun alvorlige problemer i Region Sjælland, som lider under, at den ligger tæt på hovedstaden og derfor kan have problemer med at rekruttere arbejdskraft med lægefaglig kompetence.
——
Hovedfoto: Hvem skal styre det nye supersygehus i Nordjylland? Regionen eller staten? Foto: Region Nordjylland

Indlægget Det nordjyske sygehusvæsen i spil blev først udgivet på netavisnord.

Paradokserne står i kø – bare for at nævne nogle stykker: I de senere år har forbrugerne haft større fokus på miljøet (økologisk landbrug forurener ikke drikkevandet med pesticider), på sundheden (der er feks. stort set ikke pesticidrester i økologisk grønt og frugt, og der er også færre tilsætningsstoffer) og på dyrevelfærden (som halter voldsomt i store dele af det konventionelle industrilandbrug). Og dertil kommer, at prisforskellen mellem nogle af de økologiske og konventionelle madvarer gradvist bliver mindre og mindre.

Salget af økologiske fødevarer har ændret sig
Fra 2012 og frem til og med 2020 blev forbrugernes indkøbskurv i større og større omfang fyldt med økologiske fødevarer. Det gælder både, når man måler udviklingen i kroner og i mængder (tons).

Men…fra 2021 til 2022 (som er det seneste år, man har statistik fra) faldt detailsalget målt i kroner af økologiske fødevarer med 3 % til 15,3 mia kr. iflg. Danmarks Statistik. Og målt i mængder (tons) var faldet endnu større, nemlig med 9 % fra 595 .000 ton til 544.000 ton. At faldet er mindre målt i priser end i mængder skyldes inflationen, som har fået priserne på både økologiske og konventionelle fødevarer til – samlet set – at stige i pris.

Figur 1: Udviklingen 2017-22 i detailomsætningen af økologiske fødevarer målet i mængder (tons)

Nedgangen i detailsalget af økologiske fødevarer har betydet, at mens de i 2021 udgjorde 13 % af det samlede fødevaresalg, faldt de i 2022 til 12 %.

Det skal dog siges, at med 12 % placerer Danmark sig dog som det land i verden, hvor den økologiske markedsandel af fødevarer i detailhandelen er højest.

Hvad er faldet mest?
Frugt og grønt udgør den største varegruppe blandt de økologiske fødevarer, nemlig over en tredjedel. Målt i mængder (tons) er detailsalget for disse varer reduceret med 7 % fra 2021 til 2022.
Salget af mejerivarer er gået ned med 12 %, men det største fald tegner kød og pålæg sig for med sine 16 %. Det er især afsætningen af svinekød og kyllinger, som har været hårdest ramt med et dyk i salget på hele 27 %.

For at få et mere fuldstændigt billede af forbruget af økologiske fødevarer kan man medregne salget af disse varer til den såkaldte foodservice-sektor (restauranter, kantiner, hospitaler, børnehaver mmm.). Her er det gået bedre i 2022 efter den helt eller delvise lukning af institutioner, restauranter osv. under coronaen. Omsætningen i løbende priser var i 2022 på knap 3 mia, så hvis man lægger det beløb sammen med detailsalget af økologiske fødevarer på 15,3 mia, er den samlede omsætning for de økologiske fødevarer 18,3 mia.

Hvorfor er forbruget faldet?
Som tidligere nævnt er der flere paradokser forbundet med den nedadgående spiral af det økologiske fødevareforbrug. Men der er flere årsager til fødevarernes mindre popularitet hos forbrugerne. Mange danskeres disponible indkomst og dermed forbrugsmulighed er faldet, primært pga. af en stigende inflation, som først og fremmest er blevet drevet frem af stigende energipriser i 2022-23 som følge af krigen i Ukraine. Men også fordi dele af detailhandelen i Danmark tilsyneladende har benyttet krigen som anledning til at hæve varepriserne med henvisning til udefra kommende prisstigninger.

Den faldende efterspørgsel efter fødevarer er imidlertid ikke kun gældende for de økologiske madvarer. Gennemsnitshusstandens samlede fødevareforbrug (altså både forbruget af økologiske og konventionelle fødevarer) er også faldet: I faste priser (dvs. renset for inflation) med 3 %, hvor de nordjyske husstande udviser det største fald med 5 % blandt husstandene i landets 5 regioner Men forbrugsnedgangen har været størst for de økologiske fødevaregrupper.

Prisforskellen på økologiske og konventionelle madvarer
En af barriererne for at det økologiske forbrug kan øges, er mangel på viden hos forbrugerne om, hvordan de økologiske varer adskiller sig fra de konventionelle, både hvad indgår indholdet af varerne og måden de produceres på.

Men en anden barriere er priserne.
Den almindelige opfattelse hos mange forbrugere er, at prisen på økologiske fødevarer er en del højere end på de konventionelle. Det er også til en vis grad rigtigt.

Spørgsmålet er dog, om butikspriserne efterhånden for nogle typer af de to varekategorier har nærmet sig så meget hinanden, så det ikke er særligt meget dyrere at købe økologisk.
Det gælder dog ikke for kød, hvor priserne for de økologiske varer er steget kraftigt under inflationen – og ikke faldet tilsvarende under det sidste halve års fald i inflationen. Men som fotoet nedenfor viser, er det muligt også at finde kød, hvor prisforskellen på det økologiske og konventionelle er lille.

Men selvom priserne på økologiske varers vedkommende har nærmet sig hinanden, er der i Danmark en hel del familier, der har en så lav disponibel indkomst, at selv små prisforskelle kan være afgørende for, hvilke varer der er er råd til.

Hvad gør regeringen?
Landbrugsaftalen fra oktober 2021, som blev vedtaget af et stort flertal af Folketingets partier, indeholder en målsætning om at fordoble både det økologiske areal, forbrug og eksporten inden 2030.
At den målsætning skulle blive opfyldt, virker med den seneste udvikling i det økologiske forbrug og areal (se nedenfor til at være temmelig langt fra at blive opfyldt.

Derfor har mange ventet med spænding på regeringens nye økologistrategi. De har ventet meget længe, men i december offentliggjorde fødevareminister Jacob Jensen (V) så endeligt strategien.

Det er synd at sige, at den blev modtaget med begejstring af interessenterne på området.
En sjælden alliance af bla. Landbrug og Fødevarer, Økologisk Landsforening, Dansk Industri, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv, Rådet for Grøn Omstilling plus yderligere syv aktører var enige om at udtrykke en stærk kritik af strategien:
Den ”rummer kun et begrænset antal konkrete nye initiativer og fastholder samtidigt ikke væsentlige eksisterende indsatser, som har været med til at drive udviklingen fremad”, hedder det i den fælles pressemeddelelse fra de tretten aktører.

Kritikken går især på nedskæringen af Fødevarestyrelsens eksportarbejde og en mangel på en fast finansiering af økologiforskningen.

De konkrete initiativer, der trods alt kan findes i strategipapiret, er et krav om mindst 60 % økologi i de statslige kantiner og en forhøjelse af det økologiske arealtilskud med 330 kr. pr. ha til i fremtiden kr. 1220 kr. pr. ha.

Et andet regeringsinitiativ, som har vakt kritik og vrede, var dens planer om at afskaffe Det økologiske Spisemærke, som 3.467 professionelle – offentlige og private – køkkener har fået tildelt. Det findes i tre udgaver, alt efter for stor en del af køkkenernes indkøbte mad- og drikkevarer, der er økologiske.

Spisemærket er attraktivt for restauranter, kantiner mfl.at brande sig med, og skrotningen af mærket blev da også skarpt kritiseret af branchen. Det fik regeringen til i sidste ende at droppe afskaffelsen af spisemærket.
Besparelsen på at skrotte ordningen ville have været 6 mio!

Den økologiske landbrugsproduktion har det også svært
Forbrugernes formindskede efterspørgsel efter økologiske fødevarer har også betydet, at den økologiske landbrugsproduktion for visse økologiske produkter også er faldet – feks. mælkeproduktionen.

Det har betydet, at flere økologiske mælkebesætninger omlægges tilbage til konventionelle. Det sker bla. på opfordring fra Arla, som har opfordret sine producenter til at omlægge, med det mål, at økologisk mælkeproduktion bliver formindsket med 20 %.

Desuden er antallet af økologiske bedrifter efter en uafbrudt stigning i en årrække blevet reduceret med et halv hundrede bedrifter fra 2021 til 2022, og det økologiske areal formindsket med omkring 3.000 ha fra 313.000 ha til 310.000 i samme periode, efter at det i 12 ud af de foregående 14 år bestandigt er gået frem.

Arealet udgør nu lidt over 10-11 % % af det samlede landbrugsareal.

Fremtiden for økologisk forbrug og produktion
Måske er tilbageslaget for økologisk forbrug og produktion kun midlertidigt. Det er svært at forestille sig, at flere og flere forbrugere i fremtiden ikke vil have mere fokus på miljø, sundhed og dyrevelfærd. Og her er økologien leveringsdygtig.

Der også en sammenhæng mellem forbrugernes indkomst og deres køb af økologiske fødevarer: Jo højere indkomst, jo højere andel af økovarer finder man i forbrugernes indkøbsvogne. Det er bla. det, der er forklaringen på, at nordjydernes økologiske andel af deres forbrug hører til det laveste sammenlignet med andre regioners forbrugere, fordi gennemsnitsindkomsten i Nordjylland ligger relativt lavt.
Men hvis den positive udvikling i dansk økonomi og beskæftigelse fortsætter, vil der alt andet lige være en chance for, at det økologiske forbrug vokser og dermed også øko-produktion.
Samtidigt er inflationen i det sidste års tid stabiliseret sig til et lavere og mere normalt niveau.

Den ukendte faktor for økologiens fremtid er regeringens landbrugspolitik. Her er der måske ikke så meget at have optimismen i, fordi den hidtil både har været uambitiøs og fodslæbende, når det gælder initiativer til gavn for økologien.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Salg og produktion af økologiske fødevarer dykker blev først udgivet på netavisnord.

Stramninger. Nedskæringer. Tempoopskruning. Effektivisering. Buzz-ordene om den offentlige sektors økonomi har været mange. Og effektivisering synes at være et logisk svar på både personalemangel og ønsket om skattelettelser og øget privatforbrug.
Når man oplever konsekvenserne af effektiviseringsforsøgene tæt på, får ordene en noget anden værdi. Hvad enten man er personale, brugere eller pårørende, rammer nedskæringer og tempoopskruninger hårdt. Det gælder ikke mindst i ældreplejen, børneforsorg og sundhedssektoren.
Her har man oplevet så mange nedskæringer, så mange forringelser af arbejdsmiljøet, så mange nye krav, at arbejdsglæden og den faglige stolthed er truet. Og måske mere end det. Måske er man allerede ovre det punkt, hvor arbejdsglæde og et rimeligt fagligt arbejde kan genetableres.
De ansatte i servicefagene er i pressede. Mange har sagt op, en del har i stedet for fast ansættelse taget vikariater, hvor lønningerne ironisk nok er bedre. Og brugerne oplever mange episoder, hvor forholdene er langt fra optimale. Normeringerne er så pressede, at de ansatte ofte oplever at være alene med brugerne. Og ofte er en ansat ikke nok.

Plejehjemsbeboeren
På et af Aalborgs velfungerende plejehjem havde en 93-årig beboer flere gange klaget over, at en mand sneg sig ind til hende om natten, lagde sig i sengen og lod som om han var hjemme. Flere gange havde han været aggressiv over for den 93-årige, som ikke længere følte sig tryg om natten.
Både de pårørende og de ansatte på plejehjemmet slog historierne hen – den 93-årige var til tider konfus og havde ofte svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed.

En nat i marts måned blev det imidlertid opdaget, at en af beboerne fra plejehjemmets demensafdeling var på besøg hos den 93-årige. Den enlige nattevagt kom tilfældigvis forbi og hørte mistænkelige lyde.
Den demente troede tilsyneladende, at han var hjemme, og derfor lagde han sig til at sove i værelsets seng. Der lå i forvejen den 93-årige. Det gjorde den demente beboer forvirret. Han reagerede aggressivt, var voldsom overfor den 93-årige, som efterfølgende klagede over smerter i ben og mave. Flere ting i værelset, blandt andet en lampe og fjernsynet, blev ødelagt.
Til alt held fik nattevagten skilt de to ad, den demente blev fulgt tilbage til sit værelse, og den 93-årige blev søgt beroliget.
Pludseligt måtte den 93-åriges historier ses i et andet lys. Der var ikke tale om hallucinationer eller drømme, men virkelige besøg.
I forvejen var den 93-årige et nervøst menneske, de natlige besøg gjorde det ikke bedre.

Hvordan kan noget sådant foregå på et dansk plejehjem i 2022?
Det kan det, når en ikke er nok.
Normeringen på et plejehjem siger en ansat pr. Et par og tyve beboere om natten. De fleste nætter er det tilstrækkeligt, når der er “roligt og normalt” på et plejehjem. Men med over 20 ældre og svagelige beboere opstår der ofte pressede situationer. Beboerne på et plejehjem har det med ikke at være velfungerende…

Den låste dør
På ganske mange af kommunens plejehjem er der direkte adgang mellem plejeafdelingen og demensafdelingen.
“Løsningen” for den 93-årige blev, at man fra plejehjemmets side tilbød dels at være endnu mere opmærksomme, dels at man ville afløse døren ind til den 93-åriges værelse og natten, så hun ikke ville få flere ubudne nattegæster.
Det var ikke en ordning, plejehjemmet var stolte over. Men det var det bedste, man kunne gøre under de eksisterende noirmeringer og den eksisterende lovgivning.

Demente og ældre lever på samme plejehjem. Og de demente skal have fri adgang til alle områder. Med kun en ansat nattevagt kan man ikke garantere, at en dement ikke kan forvilde sig ind til en beboer. Altså må man låse de ældre inde for at sikre dem.
Nu er den 93-årige død. Hun døde natten før sin 94 års fødselsdag, ikke på grund af de natlige besøg. Men de natlige besøg var med til at gøre hende nervøs og forvirret det sidste år af hendes liv – på et plejehjem, hun ellers var meget glad for at bo på.

Nattevagten
På et plejehjem er normeringen for nattevagten omkring 20 beboere pr. ansat. Normalt er der hver nat en plejer pr. boenhed. En nattevagt strækker sig over 8 timer – fra 23 til 7.

Nogle gange er der ganske stille og roligt. Men andre gange, når den normale rytme brydes af f.eks. sygdom, Corona, omgangssyge, dødsfald, angstanfald, ensomhed, ja, så er en ganske enkelt ikke nok.
Mona er ansat på et af de større plejehjem i Aalborg, ofte som nattevagt. (Navnet er opdigtet, Netavisnord kender nattevagtens identitet). Et velfungerende og populært plejehjem med tilfredse beboere og pårørende. Hun er som udgangspunkt meget glad for sit job, holder meget af omgangen med beboerne og samarbejdet med kollegerne. Men glæden er kraftigt aftagende.
– Der er sket et skred over de sidste år. Sådan opfatter jeg det i hvert fald. Men måske er det sket langt tidligere. Vores arbejdsmiljø er langsomt, skridt for skridt, blevet forværret.
Tidligere kunne vi alle sammen tage så skovtur, pakke vores små tasker med lidt god mad og tage afsted. Det var sjovt – og beboerne elskede det. Men det kan vi ikke mere. Der er ikke tid.
Det er heller ikke udelt rart at skulle på arbejde en nat.
Man kan ikke undgå at tænke de værste scenarier igennem, før man skal på arbejde – fordi vi allesammen har oplevet det – også mere end en gang. At natten brænder sammen. Når en beboer er døende og kræver hele ens opmærksomhed. Når der er sygdom blandt beboerne. Når der er beboere, der er særligt opmærksomhedskrævende. Så er det altså uhyggeligt at være alene på afdelingen.

Når man skal tackle specielle problemer hos enkelte beboere, så er der ikke tid til andre.
Oven i købet er der på de fleste plejehjem en integreret afdeling for demente. Disse afdelinger har selvfølgelig deres normering – men der må ikke være aflåst mellem demensafsnit og afsnittet for almindelige plejebeboere. Det betyder ofte, at demente går rundt om natten – og pludseligt mister orienteringen. Og en del af de demente reagerer udadvendt aggressivt.

Rådmand for Senior og Omsorg er Kristoffer Hjort Storm. Han blev valgt ind i byrådet for Dansk Folkeparti, men er nu løsgænger. Han overtog rådmandsposten fra Radikale Venstres Jørgen Hein. I Jørgen Heins tid hed området Ældre- og Handicap-forvaltningen. Men Senior og omsorg lyder ligesom mere positivt. Området har i hvert fald sprogligt fået et løft.
Det er ikke lykkedes Netavisnord at få en kommentar fra Kristoffer, men vi vil meget gerne ved en senere lejlighed bringe et interview med Kristoffers kommentarer til normeringerne på de aalborgensiske plejehjem.

Sygeplejersken

Lisa Paarmann er sygeplejerske, regionalt ansat med funktion på sygehus.
– Når man er ansat som sygeplejerske i dag, og arbejder for regionen, så forventes det, at man er fleksibel, robust og helst har slået hjernen fra, med mindre det handler om at være effektiv i sin dokumentation og hos patienterne. Brug så lidt tid som muligt og dokumenter det i flæng. Det forventes, at du kan arbejde på flere afdelinger og dækker ind, når der er sygdom i en anden afdeling. Det hedder en samarbejdsaftale.
Desværre er vi som sygeplejersker ikke blevet involveret i denne “”samarbejdsaftale”, sjovt nok, når det er os, der forventes at samarbejde.

Nogle afdelinger udnytter denne aftale til at se, når der er pladser på de andre afdelinger, når de har de sygdom og har brug for hjælp.

De fleste af mine kollegaer har været sygemeldte i ½ og hele år pga stress, mange har fået sygdomme som hjerteproblemer, grådlabilitet, maveproblemer mm, som forsvandt, når de skiftede til andet arbejde. Sidste år strejkede vi og gjorde både vores fagforening og arbejdsgivere klar besked om, at vi ikke kunne stå inde for hverken løn eller arbejdsvilkår længere.

Ludobrikker
– Det er ikke kun arbejdsvilkår og løn, der er problemet, for som følge af flugten fra faget går det også ud over patientsikkerheden. Der er så blevet nedsat en “Robusthedskommision”, gud hjælpe mig….som skal se på, hvorfor der er faldende ansøgning til “velfærdsfagene”. Øhhhh, det mener jeg faktisk, vi har gjort klart opmærksom på.

– Du har ikke meget tillid til robusthedskommissionen?
– Måske det kunne være en ide at lytte til de mennesker, der er i fagene, men nej, vi skal tie og bare være ludobrikker, man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende.
Problemet med dette er, at når man er blevet ludobrik, og da en del af os har glemt at slå den dumme hjerne fra, så kan man ligeså godt være vikar. Så der er sket en flugt til vikarbureauerne og både løn og vilkår i Norge er væsentligt bedre, så dem, der har mulighed, tager deres gode tøj og rejser efter arbejdsglæden, for den har man klart aflivet i Danmark med de vilkår, der er gældende i dag.

– Hvor stort et problem er det med vikarer?
– Jeg skulle en dag på en almindelig sengeafdeling for at låne noget medicin, jeg havde ringet på forhånd for at sikre mig, at de havde det. Da jeg kom derop, spurgte jeg den ene efter den anden om det medicin, jeg havde fået lov at komme og hente, men ingen af dem, jeg mødte, vidste noget om det, da de alle var vikarer. De gik så ud for at finde den ene sygeplejerske, der var fastansat, for hun vidste, hvor medicinen var. Afdelingen var præget af kaos, der gik patienter på gangene, der så temmelig forvirrede ud, og det virkede som om alle, der var der, havde fralagt sig ansvar.

På en anden sengeafdeling på sygehuset, hvor jeg arbejder, mangler der 10 sygeplejersker. Dette problem løser man så ved at flytte nogle patienter på andre afdelinger, der så bliver mere belastede og som ikke kender specialet.
Der bliver et kæmpe problem med at få passet vores patienter, børn og ældre mennesker i fremtiden og ingen robusthedskommision kan ændre det faktum. Den udhuling af de offentlige institutioner, der er sket og kaldt effektivisering i gennem de sidste mange år, har nu resulteret i en flugt fra de fag, og de unge vil heldigvis ikke finde sig i at blive nedgraderet og ikke have muligheden for at gøre deres arbejde ordentligt, så de finder selvfølgelig andre veje. Kommer sikkert på universitetet, så de kan sidde og flytte rundt med ludobrikkerne.

Hvis man kunne ønske sig at os med erfaring vil blive i faget og ikke blive vikarer, så må man nok overveje at behandle os langt bedre, og ikke mindst lytte til, hvad vi siger, for hvis der er noget, vi gerne vil, så er det at gøre vores arbejde godt. Det kræver, at vi bliver behandlet med respekt, at vi har arbejdsglæde, og arbejdsglæde får man ved at have tiden til patienten, borgeren, barnet samt gode kollegaer og et speciale, man kan dygtiggøre sig i. Når man er ludobrik, så mister man de faste kollegaer, som man ofte betragter lidt som familie og ekspertisen indenfor det speciale, man selv har valgt, fordi man har interesse i netop dette. Arbejdsglæde kan også motivere de unge til at søge faget.

——–
Topfoto © Henning Quist Hansen

Indlægget Har vi råd til flere nedskæringer? blev først udgivet på netavisnord.

”Never let a good crisis go to waste.”
Det gamle Winston Churchill-citat, blev hvisket i hjørnerne hos Kommunernes Landsforening (KL), da jeg i 2010 blev medlem KLs Social- og sundhedsudvalg. Meningen var klokkeklar. Krisebevidstheden i befolkningen oven på finanskrisen skulle udnyttes til at skære ned mange steder på handicapområdet. Og jeg skal da love for, at krisen ikke blev ”wasted”. KLs næstformand formulerede KLs holdning til handicapområdet meget præcist, da han skrev, at udgifterne til det såkaldte specialiserede socialområde, har en “skadelig gøgeungeeffekt”.
Det var altså mennesker med handicaps ønsker om at blive kompenseret for deres handicap, så de kan leve et aktivt liv på lige fod med alle andre, der var skyld i nedskæringerne på alt fra daginstitutioner, over skoler til ældrepleje, måtte man forstå.

Tal og Rigsrevision understreger markante nedskæringer
Samtidig har KL år efter år påstået, at udgifterne på handicapområdet er løbet løbsk. Den påstand er gentaget hundredvis af gange i løbet af årene. Men den er stadig helt forkert, når man faktuelt ser på tallene.
Socialpolitisk redegørelse, udgivet af Socialministeriet, viser, at der fra 2008 og 10 år frem årligt blev skåret i den samlede hjælp til mennesker med handicap. Alene for voksne med handicap blev der de seneste fem år frem mod 2018 sparet 1.9 milliarder kroner. Efter 2018 ændrede man opgørelsesmetoden, så man ikke længere kan sammenligne tallene over tid.

I marts blev kritikken af tilstanden på handicapområdet bakket op af Rigsrevisionen. I en sønderlemmende kritik af forvaltningen af hele handicapområdet skriver Rigsrevisionen blandt andet: ”Beretningen viser, at der desværre er risiko for, at borgere med handicap ikke får de ydelser, som de er berettigede til ifølge lov om social service. Det skyldes en utilfredsstillende forvaltning af handicapområdet i Social- og Ældreministeriet og i kommunerne, hvor der er mange fejl i forvaltningen. Dette finder Statsrevisorerne meget bekymrende, og det strider mod Folketingets intentioner på handicapområdet”

Tusindvis af mennesker svigtes
Hvis jeg ikke selv havde talt med mange af de berørte mennesker, ville jeg simpelthen ikke have troet på, hvor dårligt, man kan blive behandlet, når man får brug for offentlig hjælp. Jeg møder de mennesker, der bliver forhindret i at foretage sig helt almindelige ting som at tage en uddannelse, få et arbejde, stifte familie og have et fritidsliv, fordi kommunerne siger nej til at give den nødvendige praktiske hjælp.

Antallet af mennesker, der får bevilget en hjælperordning er næsten halveret fra 2016 til 2019. I mit arbejde som politisk chef i Muskelsvindfonden ser jer de menneskelige konsekvenser af nedskæringerne. Mennesker, der må sidde isoleret i deres hjem fordi de kun kan få hjælp til at komme ud i mere 4 timer om ugen. Den unge kvinde, der i stedet for en uddannelse rammer ind i en depression, fordi hun er ude af stand til at komme ud af sin lejlighed og deltage i livet.
Manden med den dødelige og hurtigt fremadskridende sygdom Als, der skal igennem fem lange klagesager i Ankestyrelsen, for at få den rigtige hjælp, og i mellemtiden får sat sit liv i stå. Historierne er uendeligt mange.

Danmarks Statistik fortæller os, at antallet af personer, der får dækket nødvendige handicapbetingede merudgifter er faldet fra 13.519 i 2016 til blot 7.817 i 2019. Det har medført en samlet besparelse for kommunerne på over 67 millioner kroner om året. Altså massive besparelser på mennesker, der typisk i forvejen hører til lavindkomstgruppen.

De hårde 10’ere
De mange hårde år har været skræmmende tydelige fra mit arbejde i Muskelsvindfonden. I stedet for at kæmpe for forbedringer kæmpede Muskelsvindfonden en hård kamp for at undgå de værste forringelser. Kommunerne, der med kommunalreformen i 2006 havde overtaget det fulde finansie¬rings- og myndighedsansvar for handicapområdet, lykkedes med deres ”gøgeungeretorik”. Den nødvendige hjælp efter serviceloven, man tidligere fik bevilget efter konstruktiv dialog med sagsbehandler, blev nu en kamp, der ofte involverede Ankestyrelsen.
Muskelsvindfondens politiske fokus flyttede sig derfor til at sikre håndfaste rettigheder, som kan bruges i klagesager. Et eksempel på en politisk sejr, der har til formål at sikre, hvad man har, er indførelsen af varslingsordningen pr 1. januar 2018. Sejren handler i al enkelhed om at forhindre, at kommunerne kunne træffe ulovlige beslutninger og tjene penge indtil Ankestyrelsen havde ændret kommunernes beslutning, så de følger loven.

Kommuner skal selvfølgelig ikke længere kunne få økonomisk gevinst at snyde mennesker med handicap for den hjælp, de har brug for og ret til. Det skal ikke længere være kommunale økonomifolk uden berøring med mennesker, der sidder og træffer helt afgørende afgørelser om, hjælpen, der skal få hverdagen til at hænge sammen hos mennesker med handicap.

Brug for grundlæggende reform
Efter Folketingsvalget 2019 blev vi lovet, at nu skulle velfærdssamfundet genoprettes, og handicapområdet stod til en opgradering. Mere end 10 års kamp virkede til efterhånden at give håb. Løfter blev givet i det såkaldte forståelsespapir mellem Regeringen og støttepartierne. Kommunerne fik også flere penge til økonomiforhandlingerne med regeringen, selv om der dog stadig ikke var penge øremærket til handicapområdet. Vi sad tilbage med et klart indtryk af, at næste gang er det handicapområdets tur.

Vi står altså med et handicapområde, der er indrettet så forkert, at velfærden for mennesker med handicap er stærkt udfordret. Vi står med en evaluering og et Folketingsflertal, der har sagt, at den skal munde ud i, at området bliver styrket. Og alligevel handler Regeringens udspil om nogle tekniske specialeplaner uden at tage fat i de to områder, enhver der tør åbne øjnene kan se er problemerne på handicapområdet.
Først og fremmest skal strukturen ændres, så det sikres, at afgørelser bliver truffet på baggrund af specialiseret og kvalificeret sagsbehandling.
Derudover skal de økonomiske incitamenter ændres, så afgørelser bliver truffet på baggrund af borgernes reelle behov frem for økonomiske kalkulationer og fokus på den kommunale bundlinje.

Det er simpelthen sidste chance, hvis der skal kunne opretholdes nogen form for tillid og dialog. Behovet for en genopretning er massivt. Der er brug for et stærkt velfærdssamfund, der holder hånden under samfundets svageste og sikrer, at alle får hjælp til at kunne fungere og til at give noget tilbage til samfundet.

Målet er jo enkelt. Mennesker med handicap skal på lige fod med andre have reelle muligheder for at leve en godt og aktivt liv. Så kan vi sammen nyde livet, den kommende sommer med dens glæde, livsmod og en fremtid med muligheder – for alle!
——-
Thomas Krog. Privatfoto

Indlægget Handicapområde i knæ med akut brug for hjælp blev først udgivet på netavisnord.

Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har nu for fjerde gang undersøgt danskernes sundhed. Tilbage i 2010 udkom den første rapport, som blev fulgt op i 2013 og 2017 med henblik på at belyse udviklingen i sundheden, og nu har instituttet barslet med en ny udgave, Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021, der giver et overblik over danskernes sundhed, sygelighed og trivsel.

I alt har godt 183.000 danskere deltaget i undersøgelsen, hvilket har givet en svarpct. på 56,7. De er fundet ved stikprøveudtagning i de 5 regioner samt en stikprøve, der omfatter hele landet. De to stikprøver har ikke noget personsammenfald. Respondenterne er bl.a. kategoriseret efter køn, alder og region. Den laveste svarpct. findes i Nordjylland (52,9). (SIF, side 186).

I denne artikel vil vi fokusere på, om der er signifikante forskelle mellem sundheden i Nordjylland og resten af landet.

Ryger lidt mere
På spørgsmålet, om du ryger dagligt, svarede godt 20 % i 2010 ja, mens det i 2021 er knap 14 %. Fordelt på regioner fremgår det, at nordjyderne ryger en anelse mere end landsgennemsnittet.

Drikker mindre
På spørgsmålet, om du drikker mere end 10 genstande om ugen, svarede i 2010 knap en fjerdedel af danskerne ja, mens den andel er faldet til godt 15 % i 2021. Nordjyderne ligger ret markant under landsgennemsnittet.

For lidt motion
Det er veldokumenteret, at fysisk aktivitet forebygger en række sygdomme herunder type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og kræft. WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet ligger på 150-300 minutter om ugen. Sundhedsundersøgelsen viser, i hvilken udstrækning svarpersonerne ikke opfylder denne anbefaling. Der findes ikke sammenlignelige tal fra de tidligere undersøgelser, så derfor kender vi kun landstallet for 2021, som er 58,1 %. Af tabel 3 fremgår det, at nordjyderne ligger over landsgennemsnittet. Ca. 60 % får ikke udøvet den anbefalede, ugentlige motion.

Overvægten er over landsgennemsnittet
Overvægt er et alvorligt folkesundhedsproblem, fordi et BMI over 25 ligesom manglende fysisk aktivitet anses for at være en betydelig risikofaktor for hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, flere former for kræft, belastningslidelser i bevægeapparatet, søvnapnø og reproduktionsproblemer, for tidlig død og psykosociale problemer i forbindelse med stigmatisering (SIF, side 116). Som det fremgår af tabel 4, er problemet tiltagende, og for nordjyderne er andelen, der er svært eller moderat overvægtige, godt 5 % over landsgennemsnittet.

Mindre deprimeret
For at få det fulde billede af danskernes sundhedstilstand har undersøgelsen også spurgt ind til respondenternes psykiske velbefindende. Af tabel 5 fremgår det, at om end andelen, der har ondt i sjælen, er relativt lav, så er den stigende, således at i 2021 tilkendegiver godt 8 % af de udspurgte, at de har det skidt, hvor tallet i 2010 var 5,6 %. Andelen af nordjyder, der er nedtrykte, deprimerede eller ulykkelige ligger under landsgennemsnittet.

Lever lige så længe som landsgennemsnittet
Som en opsummering på sundhedsundersøgelsen er udviklingen i middellevetiden for mænd og kvinder fordelt på regioner opgjort i tabel 6. Middellevetiden er et helbredsmål, der udtrykker det antal leveår, som en nyfødt kan forventes at leve. Det ses, at middellevetiden er steget støt for mænd fra 76,5 år i 2010 til 79,2 år i 2021 og for kvinder fra 80,8 år til 83,2 år. Stigningen ses i alle regioner, og de nordjyske kvinder og mænds antal leveår tangerer landsgennemsnittet.

Gode pejlemærker, men plads til forbedringer
Den konstituerede forkvinde for Region Nordjyllands Sundhedsudvalg, Malou Skeel (Venstre) synes overordnet, at SIF- undersøgelsen afslører flere gode pejlemærker, men der er også plads til forbedringer.
– Der er gode takter i antallet af daglige rygere. Der sker virkeligt noget på det felt. Selv om nordjyderne ryger en anelse mere end befolkningen på landsplan, så er det et sundhedsområde, der virkelig har flyttet sig.

– Hvad tror du forklaringen kan være?
– Jeg tror, prisen spiller en rolle, men de kampagner, der både er kørt nationalt, regionalt og på kommuneniveau har også bidraget til, at flere har lagt smøgerne bag sig.

– Kommer det bag på dig, at nordjyder, der drikker over det anbefalede antal genstande, ligger ret betydeligt under landsgennemsnittet?
– Ja, rent faktisk er det glædeligt overraskende, synes jeg. Og måske har det noget at gøre med det nordjyske mådehold.

Bekymrende overvægt
– Det var de positive sider ved undersøgelsen set med nordjyske øjne. Mere problematisk bliver det, når vi ser på nordjydernes vægt?
– Ja, den del af undersøgelsen er dybt bekymrende, fordi overvægt og specielt svær overvægt kan medføre mange negative følgevirkninger for helbredet. Vi har i årevis set det komme men vi har desværre ikke været i stand til at påvirke udviklingen. Vi ser bl.a. en stigning blandt overvægtige unge, selv om jeg ved, kommunerne forsøger sig med forbyggende indsatser og tiltag, der skal bevidstgøre de unge om, hvad de putter i munden så har effekten været meget lille. Jeg havde håbet, at skolereformen fra 2014 med kravet om fysisk aktivitet 1 time om dagen ville have haft en virkning, men den lader i bedste fald vente på sig.

– Hvad kan man gøre for at komme overvægten til livs?
– Putte mindre i munden, end man forbrænder. Bevidstgøre både unge og ældre om, at fast food og take away måske nok er hurtig og nem mad i en travl tid, men at kostrådene peger på andre ingredienser i maden. Differentiere momsen, så sunde fødevarer bliver billigere. Og så tror jeg, at man ude i familierne skal genopdage en madkultur, hvor man laver mad og spiser sammen.
Jeg er endvidere ret sikker på, at institutioner og skoler kan påvirke børnenes madvaner ved at lade dem deltage i tilberedningen af en alsidig kost. Men man kan jo ikke tvinge folk til at spise fornuftigt. Oplysning og information er vejen frem, mener jeg.
Dertil kommer, at vi gerne skal have nordjyderne til at dyrke noget mere motion. Vi ligger under landsgennemsnittet, og som på alle de andre parametre er der også her en social slagside. Jeg er meget optaget af uligheden i sundheden, og adgang til foreningslivet for de unge med få ressourcer hjemmefra bør gøres lettere – heldigvis, ved jeg, at mange kommuner allerede yder en stor indsats her.

Sundhedsvæsenet sikrer os længere levetid
– Til sidst, Malou Skeel, så er den overordnede trend i sundhedsundersøgelsen, at nordjyske kvinder og mænd lever længere. Det er vel den gode nyhed midt i kampen mod overvægten og den manglende motion?
– Ja, helt sikkert. Det er en fantastiske nyhed, og der tror jeg, at vores kompetente og højt kvalificerede sundhedsvæsen skal have en stor del af æren herfor. Vores praktiserende læger og personalet på hospitalerne yder en kolossal indsats for at behandle og afhjælpe nordjydernes skavanker og give dem et godt liv, slutter Malou Skeel.
———————
Topfoto Unsplash

Indlægget ”Hvordan har du det?” blev først udgivet på netavisnord.

Flere ældre
Befolkningsudviklingen har stor betydning for, hvordan kvaliteten af fremtidens pleje kommer til at se ud.
Figur 1 viser, hvordan den faktiske befolkningsudvikling har været fra 1980 til i dag, og hvordan den forventes at blive frem til 2060. Den mest klare tendens er, at gruppen med 80+ årige vokser.
Fig. 1

Hvis man kun ser på udviklingen i de kommende 10 år, ser prognosen sådan ud:
Tabel 1. Befolkningens aldersfordeling 2020-2030. Procentandele.

Kilde Statistikbanken og KL
Andelen af befolkningen i den erhvervsaktive falder (fra 60 % til 58 %), mens andelen af den mere plejekrævende del af befolkningen (80+) stiger.
Eller opgjort på en anden måde: Den generelle befolkningsvækst forventes i perioden at blive på 3,8 %, mens den for 80+ er 59 %.

Men er problemet egentlig så stort? Nogle har sat spørgsmålstegn ved, om fremtidens ældre reelt er mere plejekrævende end tidligere. Mange taler nemlig om ”sund aldring”, der dækker over, at ældre generelt er sundere end tidligere og lever længere. Men på den anden side betyder den længere levealder også, at antallet af borgere med kroniske sygdomme og mere komplekse plejebehov stiger.

Og desuden har ældre i dag større forventninger end tidligere generationer til, at det offentlige leverer en god pleje, og er parat til at stille krav og protestere, hvis det ikke er tilfældet. En del af nutidens og fremtidens ældre er bedre uddannede, er mindre autoritetstro ift. offentlige myndigheder – sammenlignet med tidligere generationer. Nogle af dem har også været vant til helt fra deres ungdom at være politisk aktive i græsrodsbevægelser o.l. og er klar over, hvordan de kan få deres interesser varetaget i forhold til politikerne og myndighederne.

Alt sammen er med til at øge presset på sundheds- og plejesektoren – og dermed også på især kommunernes udgifter på området. Dertil kommer, at nye behandlingsformer og ny medicin også medfører højere udgifter.

Mangel på plejepersonale nu og i fremtiden
Men hvem skal tage sig af det voksende antal ældre? Her er alarmklokkerne begyndt at ringe – eller rettere – har gjort et stykke tid. For der er allerede nu mangel på plejepersonale – sosu-assistenter og sosu-hjælpere – og mange forudser, at manglen vil blive endnu mere udtalt. Det vil selvsagt få alvorlige konsekvenser for ikke bare de ældre og andre plejekrævende, men for hele velfærdssamfundet.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i sin seneste rekrutteringsopgørelse, der dækker perioden fra september 2020 til og med februar 2021, fundet frem til, at 40 % af stillingsopslagene som sosu-assistent har været forgæves. Tallet for sosu-hjælperne er 32 %. Tilsammen svarer det til, at 8.510 opslåede stillingsopslag ikke har resulteret i, at stillingerne er blevet besat.
For Nordjyllands vedkommende er tallene henholdsvis 28 % og 18 % – svarende til tilsammen 450 forgæves rekrutteringsforsøg.

Der er forskellige bud på, hvor stor manglen på plejepersonale bliver indenfor de næste tiår.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en prognose, som siger, at der i perioden 2020-2030 vil blive 8.000 færre sosu-assistenter og hjælpere i arbejdsstyrken, svarende til en nedgang på 8,8 %.

Og KLs nyhedsbrev Momentum har regnet sig frem til, at der kommer til at mangle ca. 20.000 sosu-personale i 2030.

FOA har også lavet en undersøgelse, hvor det fremgår, at der i 2028 kommer til at mangle ikke mindre end 40.000 sosu-assistenter og -hjælpere. Undersøgelsen er dog blevet kritiseret at flere eksperter for at overdrive problemet.

Men alle undersøgelserne viser, at der i de næste 10 år vil mangle markant flere sosu’er end i dag.

Men hvad er årsagerne til denne mangel? Det skyldes sandsynligvis en kombination af dårlige arbejdsforhold og lav løn. Desuden sker der en afgang fra faget pga. alder, og det problem øges i takt med, at et folketingsflertal har vedtaget gradvist at hæve pensionsalderen, så Danmark er et af de lande i Europa, hvor de beskæftigede kan gå senest på pension. Mange ansatte i plejesektoren kan derfor se frem til at blive udslidte i en forholdsvis tidlig alder og kan simpelthen ikke holde til at være på arbejdsmarkedet indtil pensionsalderen.

Og det samtidigt med, at der ikke bliver uddannet tilstrækkeligt mange SOSU’er i forhold til det behov, der er.

SOSU-uddannelserne
At SOSU-uddannelserne ikke kan rekruttere tilstrækkeligt med elever er der flere forklaringer på.
Men den væsentligste er nok, at de unge, der vælger uddannelserne, har udsigt til en jobfremtid med lav løn og hårde arbejdsvilkår – samtidigt med at jobbet i manges øjne har lav prestige. Det gælder især tilsyneladende i mange politikeres øjne, som ikke mener, at arbejdet er vigtigt nok til at sosu’erne får en anstændig løn.

Politiske forsøg på løsninger
Politikere, fagbevægelse og arbejdsgiverne (kommuner og regioner) er trods alt klar over, at der er og i stigende grad bliver et problem med fremtidens pleje. Derfor er der indenfor det sidste års tid indgået en række aftaler mellem nogle af Folketingets partier. Også arbejdsmarkedets parter – fagbevægelsen og arbejdsgiverne – har været på banen.
Her er i hovedtræk nogle af de seneste tiltag for at mindske problemet:

I juni i år indgik regeringen, KL, Regionerne og FOA en lærepladsaftale, som i årene 2021-26 skal sikre, at der uddannes flere social- og sundhedsmedarbejdere. Det skal bla. ske ved, at alle kvalificerede ansøgere til sosu-uddannelserne er sikret en læreplads efter uddannelsernes grundforløb. Målet er at der i perioden er garanteret minimum 9.000 lærepladser årligt for eleverne på sosu-uddannelserne, heraf 6.000 for sosu-assistenterne og 3.000 for sosu-hjælperne. Et yderligere led i aftalen er, at man skal forsøge at formindske den høje frafaldsprocent på uddannelserne.

I overenskomsten fra marts i år mellem FOA og regioner/kommuner blev der – udover de almindelige lønstigninger – afsat 140 mio kr. til en rekrutteringspulje, som skal gøre det lettere for kommuner og regioner at skaffe arbejdskraft til branchen.

I december 2020 indgik regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet en finanslovsaftale, hvor en af hovedbestanddelene er en styrket ældrepleje. Der blev afsat 1,9 mia i perioden 2021-24 for at give kommunerne mulighed for at ansætte mere plejepersonale og sende det eksisterende personale i mere uddannelse.
Desuden blev der afsat 80 mio kr. årligt i perioden 2021-24 til et ekstraordinært løft af taxametertilskuddene til social- og sundhedsuddannelserne, dvs. både sosu-assistenterne og sosu-hjælperne.

Et andet forsøg på at rekruttere flere elever til sosu-assistentuddannelsen er en aftale mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), KL og Danske Regioner, som blev indgået i november 2020. I aftalen forpligter kommunerne sig til fra den 1. juli at ansætte eleverne over 25 år allerede ved uddannelsens begyndelse. Det betyder, at eleverne er sikret både en praktikplads og elevløn (i stedet for SU) allerede fra starten af uddannelsen, det såkaldte grundforløb.

Men flere kommuner har allerede selv taget initiativer til at få flere til at vælge sosu-uddannelserne ved at tilbyde f.eks. voksenløn under uddannelsen.

Der er altså fra de relevante aktører et ønske og en vilje til, at der skal ske noget. Spørgsmålet er, om disse forskellige initiativer slår til for at løse problemerne med at få tilstrækkeligt mange til at vælge både uddannelse og ansættelse og til at kunne fastholde det eksisterende personale i sundheds- og plejesektoren.

Mobilisering af ikke-uddannede
Selvom Danmark fra mange sider betragtes som et veludviklet uddannelses- og videnssamfund, havde hele 24 % af de 25-69 årige i 2020 ikke taget nogen kompetencegivende uddannelse.

Andelen af dem, som ikke har en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse er ganske vist faldet. Og det største fald er faktisk sket i Nordjylland, hvor andelen fra 2010 til 2020 er faldet med 6 procentpoint, fra en andel på 31 % til 25 %. Det placerer regionen i midterfeltet blandt landets 5 regioner.

Mange politiske aktører ser potentialet i, hvad man med et ikke særligt flatterende ord kalder ”restgruppen ”. De håber at kunne tiltrække dem uden uddannelse til bla. at uddanne sig indenfor plejesektoren, men hvis det skal lykkes, kræver det, at både uddannelserne og arbejdet som sosu’er bliver mere attraktivt.

”Hverdagsrehabilitering”
Kombinationen af flere ældre og færre ansatte i plejesektoren har affødt flere mere eller mindre opfindsomme forslag til at løse problemet.

For flere år siden blev begrebet hverdagsrehabilitering for ældre introduceret. Det går ud på, at kommunerne i øget omfang skal træne hjemmeboende plejekrævende personer til at klare sig selv i det daglige – både rent fysisk med tøjvask, støvsugning, personlig hygiejne osv., men også så de bliver bedre til at kunne håndtere feks. en kronisk sygdom. Det er en sympatisk tanke, og det ser da også ud til, at flere er blevet mere eller mindre selvhjulpne.
Men hverdagsrehabiliteringen har været kritiseret for, at den primært har været en spareøvelse for kommunerne. Der er sparet millioner af hjemmehjælpstimer på den konto, og det har betydet, at VIVE (Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd) i en undersøgelse fra 2019 er kommet frem til, at 73.000 svage ældre i realiteten står uden hjælp.

Og ifølge en ny undersøgelse fra Ældre Sagen er antallet af hjemmehjælpstimer til 65+ årige siden 2010 faldet med næsten 15 mio timer, selvom der er kommet mange flere i aldersklassen.

Hvordan ser billedet for de nordjyske kommuner? Det fremgår af figur 2, hvor det ses, at alle kommunerne har skåret i hjemmehjælpen til hjemmeboende. Mest i Mariagerfjord og Hjørring Kommune.
Figur 2: Procentvise ændring i det gennemsnitlige antal visiterede hjemmehjælpstimer pr. 65+ årig i eget hjem, 2010-2020

Kilde: Ældre Sagen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik

Hvis man sammenligner tallene for de nordjyske kommuner med kommunerne i resten af landet, viser det sig, at blandt de 8 kommuner, som har haft det største procentvise fald i det gennemsnitlige antal visiterede hjemmehjælpstimer pr. 65+ årig i eget hjem, finder man 3 nordjyske, nemlig Mariagerfjord, Hjørring og Rebild.

Velfærdsteknologi
Nogle sætter deres lid til udviklingen af velfærdsteknologien, feks. robotstøvsugere, til at løse manglen på plejepersonale. Problemet er her, at der er grænser – især når det gælder den personlige pleje – for, hvor langt man kan komme med den. Og måske har man mange steder allerede høstet de lavest hængende frugter.

Familie og pårørende
”Ansvaret for at tage sig af de ældre og syge skal tilbage til familien og de pårørende”. Det mener Venstreborgmesteren i Rudersdal Kommune, Jens Ive. Det er et synspunkt, som mange travle familier nok ikke vil eller kan tilslutte sig. For med en mere travl og stresset hverdag og i takt med befolkningens øgede geografiske mobilitet, som betyder, at familie og pårørende er spredt over hele landet, er det svært at få tid og mulighed for at gå den daglige spadseretur med oldefar eller at vaske bedstemor.

I en – ganske vist flere år gammel undersøgelse – afviser 71 % af danskerne da også tanken om at skulle tage sig mere af ældre pårørende. Argumentationen er bla., at de plejekrævende hele deres liv har betalt skat for bla. at kunne få den nødvendige pleje, når de får behov for det.

Desuden vil mange ældre gerne have sig frabedt, at de pårørende skal hjælpe med de mere intime plejeopgaver som toiletbesøg, bad mm.

Mere udenlandsk arbejdskraft?
Den oplagte løsning på manglen på personale i sundheds- og omsorgssektoren er i øget omfang at benytte udenlandsk arbejdskraft. Den er i forvejen til stede i et relativt stort omfang i sektoren – så meget, at den slet ikke ville kunne fungere, hvis man forestiller sig, at kun etniske danskere skulle tage sig af opgaverne.

Det kan også illustreres ved, at på landsplan er ikke mindre end hver tredje elev på sosu-uddannelserne indvandrer og efterkommer. I Nordjylland er tallet hver sjette.

Men i lyset af det politiske, betændte klima i Danmark, hvad angår holdningen til udlændinge, er det vanskeligt at forestille sig, at noget parti fra Socialdemokratiet og over til højre af det politiske spektrum, aktivt vil gå ud og ønske flere indvandrere. Og her vil de nok have størstedelen af deres vælgere med sig. Og det, selvom konsekvensen for de samme vælgere vil blive mindre hjælp ved sygdom og pleje til dem selv og deres familie.

Konsekvenserne
Hvis velfærdssamfundet, som vi kender det, ikke skal krakelere, er det nødvendigt at få løst kombinationen af manglen på sundheds- og plejepersonale og en voksende ældrebefolkning.
Som det fremgår af denne artikel, har man fra politisk side – ofte i samarbejde med arbejdsmarkedets parter – forsøgt at tiltrække flere elever til sosu-uddannelserne og desuden gøre det mere attraktivt at tage og forblive i et job som sosu-assistent eller -hjælper. Men der er ikke meget, der tyder på, at anstrengelserne vil give resultat.

Og det betyder bla., at hjælpen til dem, der har behov for det, vil falde. En del af befolkningen vil have råd til at kunne købe ekstra ydelser fra private, men det vil øge uligheden i samfundet – også i alderdommen.

Så længe politikerne – og det vil i sidste ende betyde borgerne – ikke evner eller ikke ønsker at tale det arbejde op, som sosu’er og andre i sundheds- og plejesektoren laver, og vel og mærke også følger de pæne ord op med et i bogstaveligt forstand kontant bevis på, at de også mener de pæne ord, er der stor sandsynlighed for, at velfærdssamfundet bliver alvorligt svækket i fremtiden, når et af dets vigtigste kerneydelser ikke kan varetages på en forsvarlig måde.

Så kommer du til at passe dig selv….
———————-
Topfoto: Pexels, Matthias Zomer

Indlægget Kommer du til at passe dig selv? blev først udgivet på netavisnord.