- Sundhed og livsstil

Har vi råd til flere nedskæringer?

Author profile

Mange års nedskæringer og effektivitetskrav gør, at de ansatte i “velfærdsfagene” opfatter sig som ludobrikker – normeringerne er i bund, arbejdstempoet voldsomt – til stor skade for arbejdsmiljøet og tilgangen til fagenes uddannelser, ligesom patienters og brugeres sikkerhed og velfærd trues. Nedsættelsen af en “robusthedskommission” gør ikke noget større indtryk blandt de ansatte.

Stramninger. Nedskæringer. Tempoopskruning. Effektivisering. Buzz-ordene om den offentlige sektors økonomi har været mange. Og effektivisering synes at være et logisk svar på både personalemangel og ønsket om skattelettelser og øget privatforbrug.
Når man oplever konsekvenserne af effektiviseringsforsøgene tæt på, får ordene en noget anden værdi. Hvad enten man er personale, brugere eller pårørende, rammer nedskæringer og tempoopskruninger hårdt. Det gælder ikke mindst i ældreplejen, børneforsorg og sundhedssektoren.
Her har man oplevet så mange nedskæringer, så mange forringelser af arbejdsmiljøet, så mange nye krav, at arbejdsglæden og den faglige stolthed er truet. Og måske mere end det. Måske er man allerede ovre det punkt, hvor arbejdsglæde og et rimeligt fagligt arbejde kan genetableres.
De ansatte i servicefagene er i pressede. Mange har sagt op, en del har i stedet for fast ansættelse taget vikariater, hvor lønningerne ironisk nok er bedre. Og brugerne oplever mange episoder, hvor forholdene er langt fra optimale. Normeringerne er så pressede, at de ansatte ofte oplever at være alene med brugerne. Og ofte er en ansat ikke nok.

Plejehjemsbeboeren
På et af Aalborgs velfungerende plejehjem havde en 93-årig beboer flere gange klaget over, at en mand sneg sig ind til hende om natten, lagde sig i sengen og lod som om han var hjemme. Flere gange havde han været aggressiv over for den 93-årige, som ikke længere følte sig tryg om natten.
Både de pårørende og de ansatte på plejehjemmet slog historierne hen – den 93-årige var til tider konfus og havde ofte svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed.

En nat i marts måned blev det imidlertid opdaget, at en af beboerne fra plejehjemmets demensafdeling var på besøg hos den 93-årige. Den enlige nattevagt kom tilfældigvis forbi og hørte mistænkelige lyde.
Den demente troede tilsyneladende, at han var hjemme, og derfor lagde han sig til at sove i værelsets seng. Der lå i forvejen den 93-årige. Det gjorde den demente beboer forvirret. Han reagerede aggressivt, var voldsom overfor den 93-årige, som efterfølgende klagede over smerter i ben og mave. Flere ting i værelset, blandt andet en lampe og fjernsynet, blev ødelagt.
Til alt held fik nattevagten skilt de to ad, den demente blev fulgt tilbage til sit værelse, og den 93-årige blev søgt beroliget.
Pludseligt måtte den 93-åriges historier ses i et andet lys. Der var ikke tale om hallucinationer eller drømme, men virkelige besøg.
I forvejen var den 93-årige et nervøst menneske, de natlige besøg gjorde det ikke bedre.

Hvordan kan noget sådant foregå på et dansk plejehjem i 2022?
Det kan det, når en ikke er nok.
Normeringen på et plejehjem siger en ansat pr. Et par og tyve beboere om natten. De fleste nætter er det tilstrækkeligt, når der er “roligt og normalt” på et plejehjem. Men med over 20 ældre og svagelige beboere opstår der ofte pressede situationer. Beboerne på et plejehjem har det med ikke at være velfungerende…

Den låste dør
På ganske mange af kommunens plejehjem er der direkte adgang mellem plejeafdelingen og demensafdelingen.
“Løsningen” for den 93-årige blev, at man fra plejehjemmets side tilbød dels at være endnu mere opmærksomme, dels at man ville afløse døren ind til den 93-åriges værelse og natten, så hun ikke ville få flere ubudne nattegæster.
Det var ikke en ordning, plejehjemmet var stolte over. Men det var det bedste, man kunne gøre under de eksisterende noirmeringer og den eksisterende lovgivning.

Foto (c)Henning Quist Hansen

Demente og ældre lever på samme plejehjem. Og de demente skal have fri adgang til alle områder. Med kun en ansat nattevagt kan man ikke garantere, at en dement ikke kan forvilde sig ind til en beboer. Altså må man låse de ældre inde for at sikre dem.
Nu er den 93-årige død. Hun døde natten før sin 94 års fødselsdag, ikke på grund af de natlige besøg. Men de natlige besøg var med til at gøre hende nervøs og forvirret det sidste år af hendes liv – på et plejehjem, hun ellers var meget glad for at bo på.

Nattevagten
På et plejehjem er normeringen for nattevagten omkring 20 beboere pr. ansat. Normalt er der hver nat en plejer pr. boenhed. En nattevagt strækker sig over 8 timer – fra 23 til 7.

Nogle gange er der ganske stille og roligt. Men andre gange, når den normale rytme brydes af f.eks. sygdom, Corona, omgangssyge, dødsfald, angstanfald, ensomhed, ja, så er en ganske enkelt ikke nok.
Mona er ansat på et af de større plejehjem i Aalborg, ofte som nattevagt. (Navnet er opdigtet, Netavisnord kender nattevagtens identitet). Et velfungerende og populært plejehjem med tilfredse beboere og pårørende. Hun er som udgangspunkt meget glad for sit job, holder meget af omgangen med beboerne og samarbejdet med kollegerne. Men glæden er kraftigt aftagende.
– Der er sket et skred over de sidste år. Sådan opfatter jeg det i hvert fald. Men måske er det sket langt tidligere. Vores arbejdsmiljø er langsomt, skridt for skridt, blevet forværret.
Tidligere kunne vi alle sammen tage så skovtur, pakke vores små tasker med lidt god mad og tage afsted. Det var sjovt – og beboerne elskede det. Men det kan vi ikke mere. Der er ikke tid.
Det er heller ikke udelt rart at skulle på arbejde en nat.
Man kan ikke undgå at tænke de værste scenarier igennem, før man skal på arbejde – fordi vi allesammen har oplevet det – også mere end en gang. At natten brænder sammen. Når en beboer er døende og kræver hele ens opmærksomhed. Når der er sygdom blandt beboerne. Når der er beboere, der er særligt opmærksomhedskrævende. Så er det altså uhyggeligt at være alene på afdelingen.

Når man skal tackle specielle problemer hos enkelte beboere, så er der ikke tid til andre.
Oven i købet er der på de fleste plejehjem en integreret afdeling for demente. Disse afdelinger har selvfølgelig deres normering – men der må ikke være aflåst mellem demensafsnit og afsnittet for almindelige plejebeboere. Det betyder ofte, at demente går rundt om natten – og pludseligt mister orienteringen. Og en del af de demente reagerer udadvendt aggressivt.

Rådmand for Senior og Omsorg er Kristoffer Hjort Storm. Han blev valgt ind i byrådet for Dansk Folkeparti, men er nu løsgænger. Han overtog rådmandsposten fra Radikale Venstres Jørgen Hein. I Jørgen Heins tid hed området Ældre- og Handicap-forvaltningen. Men Senior og omsorg lyder ligesom mere positivt. Området har i hvert fald sprogligt fået et løft.
Det er ikke lykkedes Netavisnord at få en kommentar fra Kristoffer, men vi vil meget gerne ved en senere lejlighed bringe et interview med Kristoffers kommentarer til normeringerne på de aalborgensiske plejehjem.

Rådmand Kristoffer Hjort Storm (løsgænger). Foto Aalborg Kommune

Sygeplejersken

Lisa Paarmann er sygeplejerske, regionalt ansat med funktion på sygehus.
– Når man er ansat som sygeplejerske i dag, og arbejder for regionen, så forventes det, at man er fleksibel, robust og helst har slået hjernen fra, med mindre det handler om at være effektiv i sin dokumentation og hos patienterne. Brug så lidt tid som muligt og dokumenter det i flæng. Det forventes, at du kan arbejde på flere afdelinger og dækker ind, når der er sygdom i en anden afdeling. Det hedder en samarbejdsaftale.
Desværre er vi som sygeplejersker ikke blevet involveret i denne “”samarbejdsaftale”, sjovt nok, når det er os, der forventes at samarbejde.

Nogle afdelinger udnytter denne aftale til at se, når der er pladser på de andre afdelinger, når de har de sygdom og har brug for hjælp.

De fleste af mine kollegaer har været sygemeldte i ½ og hele år pga stress, mange har fået sygdomme som hjerteproblemer, grådlabilitet, maveproblemer mm, som forsvandt, når de skiftede til andet arbejde. Sidste år strejkede vi og gjorde både vores fagforening og arbejdsgivere klar besked om, at vi ikke kunne stå inde for hverken løn eller arbejdsvilkår længere.

Sygeplejerske Lisa Paarmann

Ludobrikker
– Det er ikke kun arbejdsvilkår og løn, der er problemet, for som følge af flugten fra faget går det også ud over patientsikkerheden. Der er så blevet nedsat en “Robusthedskommision”, gud hjælpe mig….som skal se på, hvorfor der er faldende ansøgning til “velfærdsfagene”. Øhhhh, det mener jeg faktisk, vi har gjort klart opmærksom på.

– Du har ikke meget tillid til robusthedskommissionen?
– Måske det kunne være en ide at lytte til de mennesker, der er i fagene, men nej, vi skal tie og bare være ludobrikker, man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende.
Problemet med dette er, at når man er blevet ludobrik, og da en del af os har glemt at slå den dumme hjerne fra, så kan man ligeså godt være vikar. Så der er sket en flugt til vikarbureauerne og både løn og vilkår i Norge er væsentligt bedre, så dem, der har mulighed, tager deres gode tøj og rejser efter arbejdsglæden, for den har man klart aflivet i Danmark med de vilkår, der er gældende i dag.

– Hvor stort et problem er det med vikarer?
– Jeg skulle en dag på en almindelig sengeafdeling for at låne noget medicin, jeg havde ringet på forhånd for at sikre mig, at de havde det. Da jeg kom derop, spurgte jeg den ene efter den anden om det medicin, jeg havde fået lov at komme og hente, men ingen af dem, jeg mødte, vidste noget om det, da de alle var vikarer. De gik så ud for at finde den ene sygeplejerske, der var fastansat, for hun vidste, hvor medicinen var. Afdelingen var præget af kaos, der gik patienter på gangene, der så temmelig forvirrede ud, og det virkede som om alle, der var der, havde fralagt sig ansvar.

På en anden sengeafdeling på sygehuset, hvor jeg arbejder, mangler der 10 sygeplejersker. Dette problem løser man så ved at flytte nogle patienter på andre afdelinger, der så bliver mere belastede og som ikke kender specialet.
Der bliver et kæmpe problem med at få passet vores patienter, børn og ældre mennesker i fremtiden og ingen robusthedskommision kan ændre det faktum. Den udhuling af de offentlige institutioner, der er sket og kaldt effektivisering i gennem de sidste mange år, har nu resulteret i en flugt fra de fag, og de unge vil heldigvis ikke finde sig i at blive nedgraderet og ikke have muligheden for at gøre deres arbejde ordentligt, så de finder selvfølgelig andre veje. Kommer sikkert på universitetet, så de kan sidde og flytte rundt med ludobrikkerne.

Hvis man kunne ønske sig at os med erfaring vil blive i faget og ikke blive vikarer, så må man nok overveje at behandle os langt bedre, og ikke mindst lytte til, hvad vi siger, for hvis der er noget, vi gerne vil, så er det at gøre vores arbejde godt. Det kræver, at vi bliver behandlet med respekt, at vi har arbejdsglæde, og arbejdsglæde får man ved at have tiden til patienten, borgeren, barnet samt gode kollegaer og et speciale, man kan dygtiggøre sig i. Når man er ludobrik, så mister man de faste kollegaer, som man ofte betragter lidt som familie og ekspertisen indenfor det speciale, man selv har valgt, fordi man har interesse i netop dette. Arbejdsglæde kan også motivere de unge til at søge faget.


——–
Topfoto © Henning Quist Hansen

Skriv en kommentar til historien

avatar