Danish Nightingale Foundation i Senegal februar 2025
Danish Nightingale Foundation er en – lille – organisation med hovedsæde i Aalborg.
Organisationen er en non-profit NGO med stærk forankring i det nordjyske sundhedsvæsen, bestående primært af specialuddannede intensivsygeplejersker og en lang række frivillige. Kernefokus for organisationen er uddannelse, udvikling og udveksling til gavn for sundhedsvæsenet i tredje verdens lande.
Her er en beretning fra vores seneste rejse til Senegal.
Vi mødtes i Aalborg lufthavn d 8 februar for at starte en rejse mod Senegal.
Med på rejsen var:
Marianne Grant. Lektor i fransk og vores tolk
Anne Marie Thorsen. Intensivsygeplejerske på Thisted Sygehus, fundraiser samt fyrtårn i vores lille forening.
Lisa Paarmann. Intensivsygeplejerske på Aalborg Sygehus Nord og administrativ leder i foreningen.
Vi var på rekognosceringstur til Senegal i april 2019, for at finde ud af hvad vi kunne hjælpe med som sygeplejersker. Vi fandt frem til, at behovet var adgang til vand og hygiejne, som jo også kan være begrænset pga manglende adgang til vand. Vi samarbejdede med Sidy Badji, som bor i Danmark, men kommer fra Senegal og er borgmester i Tenghori. Vi havde fået kontakt til ham gennem Peter Attrup, som leder Renoveringsværkstedet i Aalborg, der igennem Danida sender repareret og funktionelt hospitalsudstyr til fattige områder rundt omkring i verden.
Sidy havde sørget for kontakt til ADASEC, som er en NGO der holder til i Senegal og arbejder med fokus på kultur, landbrug, sundhed, undervisning og uddannelse gennem samarbejde med andre organisationer.
Det var dem, der var vores værter i 2019 og var det denne gang også.
Vi forsøgte gennem medlemskab af CISU, som er en medlemsorganisation for civilsamfunds organisationer med globalt engagement og udsyn, at få vores idé finansieret og sendte adskillige ansøgninger, med stor hjælp fra en konsulent med fortid i CISU, Johannes Nordentoft.
Processen viste sig dog at være nærmest umulig, og vi kørte fuldstændigt trætte i forsøg på at komme igennem. Det endte med, at vi droppede det og begyndte at søge fonde i stedet. Det var en rigtig god idé, for her var der stor forståelse for vores idéer, og Mie er blevet en fantastisk fundraiser. Udover penge fra fonde tjener vi penge ved, sammen med en flok frivillige i vores forening, at stå i bar til events igennem Skråen, hvor vi får en andel af overskuddet.
Sådan finansieres vores flybilletter og fondsmidlerne har vi brugt på 2 vandboringer på 2 skoler, en i Sindian og en i Tenghori, samt 1000 undervisningsbøger til børn om håndhygiejne og 1000 bøger om tandbørstning. Derudover har vi købt 1000 stk sæbe, tandbørster og tandpasta på et apotek i Senegal, så vi støtter den lokale økonomi.
Panik på rejsen
Vi mødtes i Aalborg lufthavn d 8 februar og turen startede med, at jeg ikke kunne finde de mange euro, jeg havde med, knap 30000 i danske kroner, jeg går ret meget i panik og bliver helt rundt på gulvet. Heldigvis efter en masse roden rundt i min kuffert finder jeg dem, der hvor jeg havde gemt dem (godt). Pengene skal bruges til betaling af det udstyr, vi har købt på apoteket, samt til dækning af kost og logi samt chauffør på hele turen.
Vi fløj til København og skulle her have vores bagage, da vi var med Norwegian og skulle videre med TAP Portugal. Vi havde én indtjekket kuffert med, med alt vores undervisningsmateriale (gebisser, tandbørster mm), samt madvarer, kaffe, te mm. Det er en stor lyserød kuffert, så den er nem at finde, og Mie vil gerne have hjælp til at få den af båndet, da den vejer præcis de 23 kg, som den må. Hun råber op, da den kommer på båndet, og Marianne er hurtig og hiver den af båndet, hvorefter vi går ud af bagageområdet, og videre til ny indtjekning.
Jeg går i gang ved automaten og Mie tænder sin telefon, som ringer i samme nu, den er tændt. En mand spørger, om hun er i Københavns lufthavn, hvilket hun kan bekræfte, og han vil vide hvor, da hun har taget hans kuffert. Heldigvis havde Mie navn, adresse og mobilnummer på sin kuffert, og de får byttet tilbage.
På den måde startede vores tur, med vanligt kaos og kæmpe grin. Jeg grinede hele vejen til
Stockholm, da jeg lige kunne have set hans ansigt, når han åbnede sin kuffert, og den var fyldt med tørfoder, gebisser, tandbørster og tandpasta, og vi åbnede hans med herretøj og barbergrej (måske).
Vi fløj til Stockholm, videre til Lissabon og derefter til Banjul i Gambia, hvor vi bliver hentet af vores chauffør Lamin, der var hyret til at transportere os rundt på hele turen.
I Senegal
Da vi kom til Banjul, skulle vi betale 20 euro hver for at komme videre, men da vi skulle vise vores pas, skulle vi også fortælle, hvor vi skulle bo, og det kunne jeg ikke, for jeg vidste det ikke. Manden blev meget sur på mig, og jeg måtte ikke komme videre. Det endte med, at jeg måtte skrive et hotel på i Banjul, som vi fandt på nettet og så kom jeg igennem.
Vi blev hentet af Lamin og kørt til et hus, det var noget Airbnb, hvor vi skulle overnatte første nat. Det var også allerede midt nat. Vi fik noget at spise og gik i seng. Dagen efter gik rejsen så videre i bil til Sindian i Senegal, hvor vi skulle bo, ligesom sidst, i jordemoderens hus – her er der toilet og bad.
I Gambia var vejene asfalterede og fine, men da vi kommer til Senegal er det røde sandveje, med kæmpehuller, som nok er, når der er regntid, for det ser ud som om vi kører på bunden af en udtørret flod.
Første stop i Senegal er hos Bouba, præsidenten for ADASEC, som bor i Bignona. Vi skulle spise frokost der. Senegals nationalret, som er anrettet i to store fade. Et til kvinderne og et til mændene. Retten er stegte ris, kogte grøntsager og fisk og nogle saucer også. Jeg er ikke god til fisk, og slet ikke når det hele smager af fisk, så jeg spiser meget lidt, hvilket bemærkes. Resten af tiden får vi lækre retter med salat, kylling, pommes mm. Vi har for det meste spist sammen med mændene, men beder om at spise sammen med kvinderne, hvilket sker til sidst på turen, men jeg tror, de fandt det lidt mærkeligt. Både mændene og kvinderne.
Senere kører vi videre mod Sindian, kort før vi når Sindian bryder bilen sammen pga vejenes tilstand, og selvom vores lokale repræsentant for ADASEC, Moussa Sané, ringede til sin søn, der var mekaniker, og som kom ret hurtigt, så kunne bilen altså ikke køre videre. Vi blev så hentet af en anden bil og kørt til Sindian.
Gensyn
Det var dejligt at gense Sindian og nogle af de søde mennesker, vi kendte fra sidst, vi var her. Specielt Mamadou, som er områdets sygeplejerske, og som vi fik et godt venskab med, sidst vi var der. Han er virkelig dygtig, fungerer som læge, sygeplejerske og jordemoder ved behov.
Jordemoderen var ikke den samme som sidst. Denne jordemoder blev boende hos os i huset, sidst havde vi det for os selv, og hun havde en datter på omkring 3 år , som var en blanding af sød og irriterende, og meget overladt til sig selv, hvorfor hun søgte vores selskab, når hun var hjemme. Siden vi var der sidst var der dog kommet køleskab og elkedel i huset, det var dejligt. Og så var vi jo glade for toilet og bad, men da vi kom, var der desværre ingen vand. Det kommer og går åbenbart.
Jeg troede, der var flere jordemødre, der boede der, for den ene havde langt hår og den anden så helt anderledes ud, og var korthåret og bad meget. Det viste sig, at det var den samme, bare uden paryk, når hun bad.
Vi havde selv noget mad med, pastaretter der bare lige skulle have noget kogt vand, det spiste vi den første aften og ellers fik vi lækkert mad som jordemoderen kom med, og derefter vores vanlige aftengin og sodavand, det blev en tradition, sidst vi var her, så sover man så godt.
Jeg sover som regel altid godt, men jeg vågnede meget tidligt en morgen pga muslimernes kald til bøn og samtidig kunne jeg høre en hel masse hylen, og halvt vågen halvt sovende tænkte, drømte jeg, at det var, fordi hele området var på vej for at hælde os i den sorte gryde pga et eller andet ritual. Det viste sig heldigvis at være hele områdets haner, der kaldte til hinanden pga lyden fra muslimernes bønnekald.
Det officielle Senegal
Så var det tid til de sædvanlige møder med vigtige personer, som vi kender så godt. Først skulle vi mødes med underpræfekten og derefter borgmesteren, som, ret overraskende for os, er en kvinde, vi er ellers meget omgivet af mænd, da de som regel har de vigtige poster. Desuden er det ikke ret spændende med alle de møder, da de jo taler fransk og Mie og jeg bare sidder og smiler og keder os bravt.
Det egentlige – undervisning i hygiejne
Vi vil også frygtelig gerne i gang med det, vi kom for. Det skulle vi så heldigvis bagefter, hvor vi kørte til en børnehave, hvor vi så skulle i gang med at vise dem de bøger, vi har fået lavet, og undervise dem i håndvask og tandbørstning. Der var en mandlig pædagog, der blev meget sur på os, og ikke kunne forstå, hvorfor vi skulle komme og undervise børnene, det kunne de skam sagtens selv klare.
Bouba diskuterede med ham, og fortalte at det altså også var hensigten, at det var dem selv, der skulle undervise, vi ville bare give dem bøger om emnerne og remedier til det, samt vi havde sørget for vandboringer, så de havde adgang til vand flere steder. Så faldt han ned igen.
Vi kunne faktisk mærke en tydelig forskel fra sidst, vi var her, hvor vi var meget velkomne og blev behandlet og vist frem, som var vi royale. Denne gang var der mange, specielt unge, der bestemt ikke så ud til at kunne lide os, og nogle gange blev jeg råbt efter, hvis jeg tog et billede af et æsel eller noget lignende. Så populariteten er meget dalende, formentlig pga. den måde, folk, der har søgt mod Europa, er blevet behandlet.
Efter besøg i børnehaven fangede dem fra ADASEC hurtigt, hvad vores tanke med projektet var, og de overtog med det samme undervisningen, det var så godt. Vi var på forskellige skoler og børnehaver i området og vi fik mødt et par ildsjæle, der bare brændte igennem med deres undervisning. Dem udnævnte vi som ambassadører for vores projekt, så der er folk på skolerne, der har ansvaret for undervisningen i hygiejne. Det blev de glade for.
På vores vej ud i de små landsbyer var der flere små børn, der stak i de vildeste hyl, når de så os. Det viste sig, at de aldrig havde set hvide mennesker før, så de blev helt chokerede. Vi blev senere indkaldt til, hvad Moussa sagde var et forældremøde. Det viste sig at være, tror vi, skolebestyrelsen, der ville tale med os. Den vandboring, vi havde betalt for, og som var lavet af en entreprenørvirksomhed, var efter to år piv utæt og fungerede ikke, så der var ikke vand i klasselokalerne. Det ville de gerne have fikset, og så ville de gerne have et apotek tæt på skolen også. Der måtte Marianne lige forklare, at funktion og vedligehold måtte de selv stå for, vi er en meget lille organisation, med begrænsede midler, og kommer ikke bare for at give, men mere for at give mulighed for.
Det blev senere taget op på et møde med ADASEC, som ville tage sig af sagen, og sørge for at vandboringen bliver funktionel igen. De var ikke klar over problemerne med den, så det var de selvfølgelig kede af, at vi blev involveret i.
Status
Vores hjemtur blev urimelig lang, da vi strandede i Lissabon i 16 timer, det blev heldigvis kompenseret senere og hjem kom vi efter 2 døgns rejse. Mange oplevelser rigere.
Vi har i vores projekt sammen med Sidy og ADASEC udpeget 4 landsbyer, som er del af vores projekt. Det er Sindian, Kagnarue, Tenghori og Diangongue. I Sindian og Tenghori har vi fået lavet vandboringer på en skole i hver landsby. Inden vores rejse til Senegal betalte vi for en container fyldt med hospitalsudstyr fra Renoveringsværkstedet og vores bøger.
Hospitalsudstyret har ADASEC fordelt, hvor det mest manglede.
Bøgerne, vi har fået udarbejdet, er lavet af frivillige fra vores forening, hvor Mathias Gaarn Nordskjold har stået for illustrationerne i bøgerne, Stine Thorsen har udarbejdet teksten sammen med Mie og Amalie Rostrup Müller har stået for det grafiske design. Marianne og Sidy har sørget for sprog og korrektur. Bøgerne er produceret hos Narayana Press, som står for den gode kvalitet, bøgerne er lavet i.
Vi er stolte af og glade for at vores projekt, som kaldes ”Hygiejne i børnehøjde”, endelig er søsat og lever derude. Vi holder kontakt med både ADASEC og vores ambassadører på skolerne.
Vi håber at indsamle flere penge til vandboringer og remedier til flere børn.
——
Den lyserøde kuffert med bla. undervisningsmateriale (gebisser, tandbørster mm.) Foto: Danish Nightingale Foundation.
