I januar 2026 indgik et bredt folketingsflertal – Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne (= de tre daværende regeringspartier), Danmarksdemokraterne, Konservative, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet – en politisk aftale, hvori det lød: ” De seneste års prisstigninger på fødevarer presser mange danske familier. Regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet vil derfor igangsætte et arbejde, der skal se på mulige veje til at reducere leveomkostningerne for danskerne, som udgangspunkt ved enten at nedsætte momsen på alle fødevarer eller fjerne momsen på frugt og grønt”.

I regeringsgrundlaget fra juni bekræftede den nye regering intentionen om momsnedsættelse. Den vil ”…så snart det er muligt halvere momsen på fødevarer (fra 25 % til 12,5 %. Red.) og helt afskaffe den på frugt og grønt”.

I regeringens arbejdsprogram fra august gentages momsambitionerne.

Momsnedsættelsen forventer regeringen kan træde i kraft i 2028.

Lige til højrebenet?
Men den politiske aftale mellem et stort flertal af Folketingets partier i januar og den nye regerings genbekræftelse af intentionen om en momsnedsættelse, skulle alt ligge lige til højrebenet.

Især for de partier, som interesserer sig for familiernes udgifter til basale behov, først og fremmest fødevarepriserne. Og det gør de jo – i deres selvforståelse – alle sammen.

Men ikke alle interesserer sig for, hvordan skattesystemet påvirker (u)ligheden blandt borgerne. I Danmark har vi som bekendt tre hovedkategorier af skat: 1) Progressiv skat, først og fremmest den statslige indkomstskat, hvor skatteprocenten stiger med indkomsten. 2) Proportional skat, vigtigst her er den kommunale indkomstskat, hvor ens skatteprocent er den samme uanset indkomst. 3) Degressiv skat, hvor skatteprocenten stiger med en faldende indkomst.

Momsen er ikke definitionsmæssig en degressiv skat, da momsprocenten jo er den samme uanset ens indkomst. Men den har en degressiv virkning, idet de husholdninger med de laveste indkomster bruger en relativ stor del af deres disponible indkomst (har en større forbrugskvote) til køb af helt nødvendige varer. Derfor udgør momsen omregnet til procent en større del af de laveste indkomstgruppers disponible indkomst end de høje indkomstgruppers. Eller med andre ord: Jo lavere indkomst, jo højere reel momsskatteprocent.
Og tilmed er den reelle momsprocent højere for specielt de lavtlønnedes, da fødevarer sluger en meget stor andel af de lavtlønnedes disponible indkomst.
Momsen har således en ulighedsskabende effekt.

Da langtfra alle Folketingets partier har en større lighed i samfundet som målsætning, kan det være en del af forklaringen på, at der efter den ændrede parlamentariske situation efter folketingsvalget og regeringsdannelsen er kommet grus i maskineriet. Flere partier fra Blå Blok har tilsyneladende fortrudt, at de tidligere er gået ind for en momsnedsættelse/fjernelse, selvom de altså inden folketingsvalget gik ind for at sænke momsen.

Tilhængere og modstandere af momsnedsættelse: Hvad er det, der diskuteres?
Et af diskussionspunkterne er spørgsmålet om, hvor meget en momsnedsættelse vil slå igennem til varepriserne i forretningerne. Her er der forskellige vurderinger: Tilhængerne af en nedsættelse vurderer et gennemslag på næsten 100 % og henviser til Sverige, hvor en nylig momsnedsættelse på fødevarer fra 12 % til 6 % er slået igennem med næsten 100 %. Skatteministeriet vurderer, at en momsnedsættelse har ”et relativt stort prisgennemslag” og sætter tallet til 96 %.
Modstanderne henviser til andre undersøgelser, der viser en mindre gennemslagskraft.

Tilhængerne hæfter sig også ved, at Danmark har EU’s højeste fødevarepriser med et prisniveau på 19 % over EU-gennemsnittet (2024). Det taler for at nedsætte momsen. Det høje danske prisniveau skyldes formentligt til dels, at især dansk fødevareproduktion, men også detailhandelsbranchen er domineret af få, store virksomheder (henholdsvis Arla, Danish Crown og Salling Group, COOP og Rema 1000) som gør, at konkurrencen på producentsiden, men også på detailhandelsiden er relativ lille.
De forholdsvis høje lønninger kan også have betydning for fødevarepriserne, men i andre EU-lande – som feks. Sverige og Tyskland – med er lønniveau, som ikke afviger så meget som det danske, er forbrugerpriserne betragteligt lavere.

Hvordan det kan sikres, at momsnedsættelsen kommer forbrugerne til gode er også til diskussion. I Sverige har man en ”Matpriskommission”, som overvåger prisudviklingen, så forbrugerne kan vælge de detailforretninger, som er prismæssigt mest attraktive for dem.
En af de stærkeste fortalere for en momsnedsættelse, Pelle Dragsted fra Enhedslisten, forestiller sig etablering af en lignende organisation i Danmark.

Modstanderne af momsnedsættelse henviser desuden til, at fødevarepriserne faktisk har vist et fald det seneste års tid, så en momsnedsættelse derfor ikke er nødvendig. Det første er tilhængerne i og for sig enige i, men de understreger, at fødevarepriserne iflg. Danmarks Statistik faktisk er steget med hele 29 % fra august 2021 til august i 2026, mens forbrugerindekset for alle varer kun er steget med 18 % i samme periode.

Mere bureaukrati?
Modstanderne af en momsnedsættelse vurderer, at især differentieret moms vil medføre øget bureaukrati for virksomhederne og derved i sig selv fordyre varerne.
Det argument skydes ned af tilhængerne. De peger på, at stort set alle andre EU-lande har en differentieret moms og undrer sig derfor over, at Danmark som verdens måske mest digitaliserede land skulle være ude af stand til at administrere og håndtere differentieret moms, når altså alle andre EU-lande kan.

I december 2025 sendte 20 organisationer en opfodring til statsministeren om at fjerne moms på frugt og grønt. I et efterfølgende interview i Politiken med en af henvendelsens medunderskrivere, Lilds direktør Claus Kragh, lød det fra ham, at ”Vi får nul bureaukrati mere (ved en momsnedsættelse. Red.). I vores økonomisystem ville vi gå ind og ændre momssatsen. Det kræver et klik. Vi har gjort det på bøger og det kan vi sagtens gøre på frugt og grønt”.

Vil det blive for dyrt for staten?
Skatteministeriet har beregnet, at staten vil miste skatteindtægter fra en momsnedsættelse på i alt 17,4 mia (14,8 mia for halveringen af momsen på fødevarer og 2, 6 mia for at fjerne momsen på frugt og grønt). Det mener modstanderne er er et problem og frygter, at regeringen vil hente de mistede skatteindtægter ind ved en stigning i skatten på andre områder.
Det afviser tilhængerne (regeringen), som siger, at momsnedsættelsen er fuldt finansieret via en planlagt skattereform og via træk på statens – store – finansielle rådighedsbeløb.

Vil salget af frugt og grønt stige?
Et tema i debatten om momsnedsættelse er også, at en fjernelse af momsen på frugt og grønt vil være en gevinst for folkesundheden, og også for de offentlige sundhedsudgifter. Det er der ikke den store politiske uenighed om.

Og der er heller ikke ret mange, som tror, at salget af frugt og grønt ikke vil stige, når/hvis priserne falder. COOP og Lidl har i perioder sat prisen på deres frugt og grønt ned, så de svarede til priserne uden moms. Det har skabt en øjeblikkelig og stor stigning i salget af netop disse varer.

Momsnedsættelsen og den sociale (u)lighed?
Uligheden – målt som ginikoefficienten – har været stærkt stigende i Danmark i de seneste 35 år.
Og når momsen – som tidligere nævnt – har en degressiv effekt (den fylder mest for lavindkomsterne), betyder en nedsættelse af momsen, at den sociale ulighed mindskes. Det gælder især for fødevarer.
Det er en pointe, som især Pelle Dragsted fra Enhedslisten har slået på. Men her er kritikken fra modstanderne gået på, at det vil være mere lighedsskabende – og i øvrigt også administrativt lettere – at øge overførselsindkomsterne, feks. kontanthjælpen og dagpengene, eller at hæve bundfradraget.

Det argument er Pelle Dragsted sådan set enig i, men som han siger i Politiken: ”Hvis vi brugte alle pengene på at hæve overførselsindkomsterne, dagpengene og kontanthjælpen….og hæve personfradraget, ville det øge ligheden mere”. Men som han gøre opmærksom, er det ikke en økonomisk politik, som vil kunne finde et flertal i Folketinget, slet ikke hos de blå partier, men heller ikke hos regeringspartierne.

I øvrigt vil en momsnedsættelse også gøre den geografiske ulighed mindre. Områder – som Nordjylland – hvor indbyggerne har relativt lave indkomster vil få størst gavn af en nedsættelse. Det skyldes, at de har en højere forbrugskvote, især for fødevarer, end de mere økonomisk velpolstrede dele af Danmark.

Et politisk slagsmål
Den momsnedsættelse, som skal gøre dagligdagen lettere for en stod del af danskerne, og som i valgkampen bare for nogle måneder siden blev bakket op af et stort flertal af Folketingets partier, ser nu ud til at blive undsagt af partier i Blå Blok.
Det undrer Lars Løkke (M), som på et pressemøde sagde: ”Jeg har meget svært ved at forstå, at de partier, der går op i, at vi har for høje skatter i Danmark, og efter at have ment det modsatte for få måneder siden, hvor vi lavede en aftale med dem….nu pludselig ikke længere synes, det er en kamp, der er værd at tage, at sætte verdens højeste skat på mad ned”.

Hvad de blå partier i sidste ende beslutter sig for at gøre, er i øjeblikket usikkert. Men de har det problem, at et stort flertal af vælgerne støtter en momsnedsættelse. Feks. viser en undersøgelse fra COOP i oktober 2025, at 86 % af vælgerne bakker om en lavere moms på frugt og grønt.

Hos Enhedslisten betragtes en momsnedsættelse som en af de vigtigste sejre, som partiet opnåede i de over to måneders lange regeringsforhandlinger. Det var en af forudsætningerne for, at partiet støttede Firkløverregeringen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at partiet ændrer holdning, selvom det er presset af ”mainstreamøkonomer”, medier. Interesseorganisationer og andre partier.
Også fordi partiet betragter et tiltag som at gøre fødevarepriserne lavere for den almindelige befolkning som et redskab til at dæmme op for den højrebølge, der står stærkere og stærkere i mange europæiske lande.

Det politiske flertal for en momsnedsættelse eksisterer stadigvæk. Men spændende bliver det at se, om det fortsat eksisterer frem til 2028, hvor det som nævnt er planen, at momsnedsættelsen skal iværksættes.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Momsen – en ny politisk slagmark blev først udgivet på netavisnord.

Der findes forskellige overordnede typer kulturel – herunder idrætslig – boykot og udelukkelser af lande: Politisk/statsligt vedtagne, nationale og internationale idrætsorganisationers beslutninger samt enkeltpersoners politisk eller moralsk begrundede private boykot.

Typer af statslige sanktioner
Efter Ruslands angreb på og invasion i Ukraine i 2022 har Danmark gennemført forskellige former for boykot og udelukkelse af Rusland.

Hovedparten af statslige sanktioner har været en støtte til EU’s sanktionspakker. Det har drejet sig bla. om økonomisk og finansiel boykot (eks. indefrysning af russiske aktiver i banker), handelsboykot og eksportrestriktioner (eks. forbud mod eksport af avanceret teknologi), energi- og råstoftsanktioner (eks. udfasning af import af russisk kul og olie) og forbud mod eksport af våben.

Sportslige sanktioner og boykot
Engel-Schmidts udtalelser om de uskyldige kvinder og børn drejede sig specifikt om OL. Men det danske ønske om sport-boykot af Rusland er ikke begrænset til denne sportsbegivenhed.

Den danske regering og Folketinget har støttet og opfordret til boykot af Rusland i alle idrætsgrene. Folketinget har ikke vedtaget en speciel og formel boykotlov på sportsområdet, men opfordringen er rettet til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og dets specialforbund samt internationale idrætsorganisationer.

De fleste internationale forbund har – selvom de ikke er juridisk tvunget til det – helt eller delvist vedtaget at boykotte eller udelukke Rusland. Det gælder bla. de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA. I alt omkring 25 internationale forbund har gjort det, men i forskelligt omfang.

Når det gælder stater og deres regeringer, er der ca. 35-40, primært vestlige, regeringer, som opfordrer til og støtter boykot. Det drejer sig om beskedne omkring 20 % af verdens lande.

Konkret har boykotten feks. udmøntet sig i støtte til udelukkelse af russiske landshold, til aflysning af internationale sportsarrangementer i Rusland, til stop for samarbejde med russiske idrætsorganisationer, til udelukkelse af de enkelte russiske sportsfolks deltagelse i internationale stævner.

Der eksisterer dog forskellige grader af boykot og udelukkelse: I international tennis feks. deltager russiske tennisspillere på lige fod med spillere fra andre lande (bortset fra, at de spiller under neutralt flag). Holger Rune og Clara Tauson feks. møder undertiden russiske modstandere, men vælger ligesom spillere fra de øvrige lande ikke at trække sig fra de kampe og dermed boykotte de russiske spillere.
Også de ukrainske spillere stiller i internationale tennisturneringer op mod de russiske, men foretager hvad man nok kan kalde en mere symbolsk protest ved ikke at ville give hånd og sige tak for kampen til deres russiske modstander.

Flere andre internationale idrætsorganisationers boykot er heller ikke absolut. Feks. indenfor svømning, sejlsport, vintersport og visse former for kampsport har man åbnet op for deltagelse af russiske individuelle (altså ikke som hold), ”neutrale” atleter.

Ved OL må russiske atleter stille op individuelt, men ikke som hold under russisk flag og nationalsang. Desuden er der et adgangskrav om, at atleten ikke offentligt må have udtrykt støtte til den russiske invasion.

Ved De Paraolympiske Lege i 2026 var det derimod tilladt at spille Ruslands nationalmelodi og konkurrere under russisk flag.

Der eksisterer altså ikke en fælles international linje overfor russisk deltagelse i sportsbegivenheder.

Ingen boykot af Israel og USA
Begrundelsen for at iværksætte sportslig boykot og udelukkelse af Rusland har været, at landet har angrebet Ukraine. Men Rusland er som bekendt ikke det eneste land i verden, som har angrebet et andet land. Det samme har Israel og USA.

Israel har i Gaza foretaget flere angreb, som har kostet titusinder af civile palæstinensere livet og hundredtusinder sårede og lemlæstede. Der er bred international konsensus om, at det drejer sig om over 70.000 dræbte, heraf et meget stort flertal civile. Og af disse titusinder af børn.

Og internationale organisationers og juridiske organers vurdering af Israels brud på international ret er næsten endeløs. Her er nogle eksempler:
Den Internationale Domstol: Undersøgelse af Israel for folkedrab.
Den Internationale Straffedomstol og udstedelse af arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Amnesty International: Anklage mod Israel for folkedrab.
Human Rights Watch: Anklage mod Israel for forbrydelser mod menneskeheden.
Forskellige humanitære organisationer: Brud på krigens regler, udsultning af civilbefolkningen som et våben – og meget mere.

Men selvom der fra mange sider internationalt fremsættes krav om boykot af og sanktioner mod Israel – dog ikke fra den danske regering, som vel nok må betegnes som en af Israels nærmeste venner – sker der ikke noget.

Det amerikansk-israelske angreb på Iran tidligere på året er også et brud på Folkeretten. Det har bla FN’s generalsekretær Antonio Guterres understreget. Og det er internationale eksperter stort set uden undtagelse også enige i.
Det er ganske vist ifølge Folkeretten ikke udelukket, at et land lovligt angriber et andet, men der er to betingelser, som i så fald skal være opfyldt: FN’s Sikkerhedsråd skal godkende det, eller angrebet skal ske i selvforsvar for at stoppe et forventet akut angreb eller trussel om et sådant.

Ingen af betingelserne er opfyldt i krigen mod Iran.

Og når krigen er brudt ud, skal den foregå på den måde, at civilbefolkningen og civile anlæg ikke må bombes (bestemmelserne i den såkaldte Humanitære Folkeret).
Heller ikke denne betingelse er opfyldt, idet flere tusinde civile iranere er slået ihjel ved angrebene, og civile mål som skoler, universiteter, boligblokke og kritisk infrastruktur er blevet ramt af bomber og missiler.

Reaktionen fra de vestlige landes ledere på USA’s og Israels angreb på Iran har været yderst lunken og undvigende, når det gælder vurderingen af Iran-krigens lovlighed i forhold til international ret. Det gælder også Mette Frederiksen. Tidligere forsvarsminister Troels Lund (V) gik et skridt videre: Han forsvarede nemlig ligefrem USA’s angreb og mente at ”…det er en nødvendig operation, USA er i gang med” og betegnede i TV2 angrebet som ”en klog og rigtig beslutning af amerikanerne”.

Den manglende reaktion og fordømmelse står således i skærende kontrast til fordømmelsen af det russiske angreb på Ukraine.

Men hvad er årsagerne til, at Israel og USA i modsætning til Rusland ikke er blevet udsat for boykot af især de vestlige lande heller ikke på idrættens område?

Hvorfor ikke boykot af Israel?
Der er ikke en enkelt faktor, som kan forklare, at Israel i mere eller mindre grad er fredet af de vestlige regeringer. Det er en kombination af flere.

En af dem er frygten for at blive beskyldt for antisemitisme. Det skal ses i lyset af forfølgelsen af jøderne igennem historien i de europæiske lande og især begivenhederne før og under 2. verdenskrig med det nazistiske Tysklands masseudrydelse af 6 mio europæiske jøder. Frygten er ikke ubegrundet, fordi enhver kritik af staten Israel rutinemæssigt afvises som antisemitisme af de israelske magthavere.

En anden faktor er situationen i Mellemøsten, hvor de vestlige magthavere traditionelt betragter Israel som allieret i forhold til regionens muslimske lande. Et slags vestligt orienteret militærstrategisk brohoved overfor disse lande.

En tredje faktor er Israels tætte tilknytning til USA, verdens eneste supermagt. Feks. er enhver Israelkritisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd blevet mødt med et amerikansk veto. Hovedparten af politikerne i USA’s kongres kunne ikke drømme om at opfordre til sportslig boykot af USA, og vestlige lande, som gjorde det, ville påkalde sig USA’s – og specielt Trumps – vrede.

En fjerde faktor er de voksende antimuslimske holdninger hos vælgerne i de europæiske lande. Politiske ledere ønsker ikke at lægge sig ud mod det vælgersegment, som ville se en sportslig boykot af Israel som et knæfald for de muslimske lande og Islam.

Hvorfor ikke boykot af USA?
Der er også flere grunde til, at USA ikke er blevet udsat for boykot fra de samme lande, som har opfodret til boykot af Rusland. Et af motiverne er regeringernes frygt for i givet fald at blive udsat for Trumps notoriske hævntørst og dermed bla. blive udsat for især økonomiske sanktioner og trusler om forværrede sikkerhedspolitiske relationer.

De internationale idrætsorganisationer har heller ikke været på banen med ønsker om boykot af USA. Mange af dem er afhængige af sponsoraftaler med amerikanske firmaer og af indbringende aftaler med amerikanske mediegiganter.

Desuden har USA en dominerende magt og indflydelse i nogle af de internationale idrætsforbunds organisationer.

Dobbeltstandarder
Den manglende lyst fra vestlige lande til at boykotte Israel og USA kritiseres af mange ikke-provestlige lande som hyklerisk eller udtryk for dobbeltstandarder fra de vestlige lande.

Kritikerne peger også på, at de vestlige lande som regel ikke viser den store interesse for og solidaritet med lande i det globale syd, som bliver invaderet af andre lande, med mindre de har en sikkerhedspolitisk eller økonomisk egeninteresse i det. Men når det drejer sig om Ruslands invasion af Ukraine, ophøjer Vesten den til et problem for hele verden, selvom krigen blandt de ikke-vestlige lande mere betragtes som en lokal/regional konflikt, der ikke rigtigt vedrører resten af det internationale samfund.

Sports-boykotter – har de nogen effekt?
Det kan diskuteres, og om det i det hele taget har nogen påviselig effekt at iværksætte boykotter indenfor idrætsverdenen. Det afhænger naturligvis af, dels hvor mange der deltager i den, dels hvilke typer af boykot der foretages, og dels om den idrætslige boykot står alene, eller er kædet sammen med andre former for sanktioner, feks. økonomiske.

Som nævnt ovenfor er det kun ca. 20 % af verdens lande, hvis regeringer har opfordret til boykot af Rusland, men der er flere af de internationale sportsorganisationer først og fremmest IOC, som arrangerer De Olympiske Lege, der har iværksat en delvis udelukkelse af russiske atleter. Rusland har dog som alternativ til OL deltaget i forskellige internationale sportsbegivenheder i Asien.

I det hele taget er det et spørgsmål, om boykotten har anden effekt end en symbolsk på Rusland og de russiske sportsfolk. Nogle af de sidstnævnte har ganske vist skiftet statsborgerskab for at komme uden om sanktionerne og kunne deltage i de internationale sportsbegivenheder, men det er et begrænset antal. Og man har ikke indtrykket af, at sports-boykotten af Rusland spiller den store rolle for de russiske magthavere.

Når en boykot ikke rammer Israel og USA for deres brud på Folkeretten/internationale retsorden i krigen mod Gaza og Iran svækker det også boykotten af Rusland og kan også bruges som anklage for de russiske, politiske ledere om, at Vestens boykot er hyklerisk, og styrke opfattelsen af, at det ikke er den internationale retsorden, der bekymrer Vesten, men at boykotten kun er udtryk for at miskreditere Rusland.

Spørgsmålet er nemlig også, om det ydre pres på Rusland, som boykotten er udtryk for, måske snarere vil styrke sammenholdet i befolkningen og også magthaverne, snarere end af svække dem. Foreløbigt synes der ikke at være tegn på, at der eksisterer et flertal i den russiske befolkning, som vil af med Putin.
——
Hovedfoto: OL i Paris 2024. Stade de France. Wikimedia Commons

Indlægget Boykot og udelukkelse i international sport – en fortælling om hykleri blev først udgivet på netavisnord.

Inden vi besvarer det spørgsmål, kan det være hensigtsmæssigt at se på de borgerlige partiers holdning til DR. Det kan følgende historie give et fingerpeg om:

Historikken: VLAK-regeringens og DFs angreb på DR
Tilhængere af Public Service kan, hvis man tager de historiske briller på, godt frygte et blåt flertal, hvis det ender som i 2018, hvor den daværende VLAK-regering og DF indgik en medieaftale gældende for 2019-23.
Iflg. aftalen skulle DR foretage besparelser på 20 % – svarende til ca. 675 mio – i løbet af årene 2019-23. Iværksættelsen af besparelserne blev delt op i to runder. I første runde 2019-21 blev der foretaget besparelser på 420 mio. kr., men den efterfølgende socialdemokratiske mindretalsregering annullerede sammen med støttepartierne (SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet) anden rundes planlagte besparelser på 255 mio.
Og i forbindelse med public service-kontrakten for 2022-2025 mellem kulturministeren og DR tilførte de samme partier ekstra 100 mio til DR.

I øvrigt forlangte den borgerlige regering og DF, som indgik ovennævnte medieaftale, at ordet ”integration” ikke skulle indgå i en ny Public Service kontrakt mellem regeringen og DR. Der måtte således ikke i kontrakten længere stå: ”DR skal medvirke til at fremme integration i det danske samfund”.
I en parentes bemærket giver det jo unægteligt associationer i retning af trumpismens kamp mod at nævne inklusion og diversitet i forskellige statslige institutioner.

Andre elementer i aftalen var, at DR skal afspejle, at det danske samfund har rod i kristendommen, og desuden at dr.dk ikke måtte have lange, dybtgående artikler på sit site.

Forud for folketingsvalget i 2022 varslede de borgerlige partier også, at de, hvis de vandt valget, ville gennemføre de fulde besparelser fra 2018-aftalen – altså også besparelserne på de 255 mio, som den socialdemokratiske mindretalsregering og dens støttepartier som nævnt havde annulleret.

Undersøgelse om politisk slagside
I forlængelse af den borgerlige regerings forsøg i 2018 og i de følgende år på at kritisere og svække DR, indkaldte Liberal Alliance (MF Katrine Daugaard), Danmarksdemokraterne (MF Søren Espersen) og DF (MF Morten Messerschmidt) for nogle måneder siden kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til et åbent samråd med spørgsmål til ministeren om ”DR’s habilitetsproblem og overholdelse af public service-kontrakten om at levere alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne”.

Det fremgår af debatten i samrådet, at spørgernes formål med dette samråd var at kritisere DR for at være venstreorienteret – ”at have åbenlyst venstreorienteret slagside”. De gav, hvad de mente var eksempler på det: Kryolitdokumentaren (”Grønlands hvide guld”) og nogle DR-journalisters underskrift på en erklæring, som forbinder Israels krig i Gaza med folkemord. Det burde iflg. spørgerne have ansættelsesmæssige konsekvenser for de pågældende journalister.

Dækningen af det amerikanske præsidentvalg var iflg. Mortens Messerschmidt et andet eksempel på, at DR var venstreorienteret. ”Dækningen af valget gav et voldsomt forvrænget billede af Det Republikanske Parti, hvor DR nærmest gav et indtryk af, af det bestod af en blanding af fascister og KuKluxKlan. Man kan måske godt finde nogle enkelte, skøre typer i partiet, men det er jo ikke dem, der er de toneangivende”, var hans vurdering.

Engel-Schmidt var enig i, at der mht. kryolitdokumentaren og journalisternes underskrifter var grundlag for kritik af DR, men understregede vigtigheden af, at der eksisterer et armslængdeprincip mellem politikerne og DR. ”I frie demokratiske lande er det en uskik, når politikerne blander sig i de redaktionelle processer eller kræver bestemte journalister fyret. Det er metoder fra lande, som vi sjældent ønsker at sammenligne os med”, sagde han.

Engel-Schmidt mente ikke, at der, som de tre parter hævdede, var belæg for at hævde, at DR har en politisk slagside eller var en ”flok røde lejesvende”. Han ville være meget ked af, hvis vi fik amerikanske tilstande, hvor, hvis man var utilfreds med dækningen, kalder den fake news.

Han påpegede også, at mange og gentagne undersøgelser viser, at der blandt danskerne – også dem med borgerlig observans – herskede en stor tillid til DR.

Alligevel foreslog han, at man burde afsætte de nødvendige økonomiske midler i et kommende medieforlig til at lave en undersøgelse af, om der var politisk slagside i DRs journalistik.

TV2 og de borgerlige partier
Det er bemærkelsesværdigt, at TV2 stort set altid går under radaren for kritik. Kanalen er ganske vist til forskel fra DR ikke skattefinansieret – bortset fra TV2 regionerne. Men det er trods alt et statsligt selskab, som er underlagt nogenlunde de samme public service forpligtelser som DR.
I TV2’s aftale med kulturministeren hedder det bla.:
“Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed
TV 2 skal således indeholde et bredt udbud af programmer omfattende nyhedsformidling, sport, oplysning, kunst, kultur og underholdning….”

Men det er sjældent – måske aldrig -, at man hører, at de borgerlige partier ønsker at foretage kontrol med, om TV2 lever op til sine public service forpligtelser.

Kritik af DRs journalister – ”røde lejesvende”?
At specielt DR journalisterne skulle være venstreorienterede -– ”røde lejesvende” – er en påstand, som ofte dukker op i mediedebatten. Det skete også under ovennævnte samråd.

Men dokumentationen mangler. Tværtimod viser en hurtig oversigt over den politiske observans hos markante tidligere DR-journalister et andet billede:
I flæng kan nævnes: Morten Løkkegaard (Venstre), Connie Hedegaard (Konservative), Per Stig Møller (Konservative), Bent Stuckert (Venstre) og Uffe Ellemann (Venstre).

Kritikken af DR-journalisternes mulige politisk ståsted bygger på den præmis, at journalister ikke er så professionelle, at de i deres arbejde kan være uafhængige af deres egne politiske holdninger.

Hvis det er rigtigt, skulle det vel logisk set også gælde andre faggrupper, som i deres job skulle lade sig påvirke af deres egne politiske præferencer: Lærere, dommere, pædagoger, embedsmænd, socialrådgivere, læger, sygeplejersker med mange flere.
Det er der trods alt ikke så mange, som mener.

En af undtagelserne er dog socialdemokraten Frederik Vad, som i Folketinget har udtalt, at nogle muslimske embedsmænd, apotekere og andre veluddannede indvandrere ”bruger deres position til at undergrave det danske samfund indefra”. Altså at netop den gruppe i deres arbejde ikke kan agere professionelt, men lader deres egne værdier influere på det.
I øvrigt et synspunkt, som den daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har erklæret sig helt enig i.

Stor troværdighed
Adskillige undersøgelser viser, at der i befolkningen er stor tillid til specielt DR. I den seneste, årlige undersøgelse af danskernes medieforbrug fremgår det, at DR er Danmarks mest troværdige nyhedsmedie blandt undersøgelsens population.

Angreb på public service medier mange steder
Det er ikke kun i Danmark, at statslige public service medier er udsat for kritik fra især højrefløjen. Det sker også i andre europæiske lande som feks. Italien, Frankrig, England og i USA.

Professor Rasmus Kleis Nielsen fra Institut for Kommunikation på KU forklarer det til nyhedsbrevet ”Journalisten” bla. med, at public service medier er nemme ofre. ”Som politiker kan det være attraktivt at kritisere et magtfuldt public service medie, som man er sikker på ikke slår tilbage”. Han nævner som eksempel, at når britiske politikere ytrer kritik af BBC, sker det sjældent, at BBC svarer hårdt igen på kritikken. ”Tværtimod er der en tendens til, at man bukker og skraber og forklarer og laver undersøgelser i ét væk”.

Sociale medier
Vi lever i en tid, hvor en bølge af sociale medier, som ikke skal leve op til krav om upartiskhed, alsidighed og saglighed, og som også er mange menneskers eneste nyhedskilde, er dukket op og ser ud til at have stor betydning for meningsdannelsen. Derfor er de borgerlige højrefløjspartiers kampagne mod et statsligt service public medie problematisk – specielt ud fra en demokratisk synsvinkel.

I den seneste, årlige rapport over danskernes medievaner – ”Medieudviklingen 2025” – fremgår det, at i 2025 brugte 44 % af danskerne de sociale medier som nyhedskilde. Det gjaldt især for de 18-24 årige, som angav, at den vigtigste nyhedskilde for dem var de sociale medier.

Fremtiden for DR
Når man spørger, hvad danskerne kan forvente, der sker med DR, hvis det kommende folketingsvalg resulterer i et blåt flertal, er svaret med stor sandsynlighed: DR vil blive svækket.
——
Hovedfoto: DR-Byens nyhedshus. Wikimedia Commons

Indlægget Hvis blåt flertal efter valget: Svækkelse af DR? blev først udgivet på netavisnord.

De politiske landskaber ændrer sig hastigt for tiden. Vælgernes adfærd er ikke, som den har været. Tidligere var vælgernes sociale tilhørsforhold langt hen bestemmende for, hvor krydset blev sat. Politologer taler om class-voting. Denne forklaring på vælgernes adfærd har mistet noget forklaringskraft al den stund, at de sociale skillelinjer er blevet svækket over tid. Til gengæld er der måske opstået en anden skillelinje, nemlig mellem land og by.

Selv om der stadig for visse vælgergrupper eksisterer en stærk partiidentifikation, er der næppe tvivl om, at den for andre er mindre betydende. Disse grupper er issue-orienterede, hvilket indebærer, at vælgerne afgiver stemmer ud fra holdninger til specifikke politiserede emner – migration, klima, sundhed etc.

Endelig må man i analysen af vælgernes adfærd ikke være blind for, at personfaktoren spiller en rolle. Populære borgmestre kan rydde hele spillepladen og i den grad sætte begrebsparret kerne – og marginalvælgere i bevægelse.

Jordskred i Frederikshavn. Snæver konstituering

Valget i Frederikshavn endte med et blåt flertal på 16 mandater mod S- SF’s 13. Som det fremgår af tabel 1 var der tale om et jordskred sammenlignet med KV21. Den helt afgørende forklaring herpå er personfaktoren. Daværende borgmester Birgit Hansen, som i 2021 fik godt 13.000 personlige stemmer svarende til ca. 40 % af de afgivne, forlod borgmesterposten i utide som følge af bl.a. havnesagen, der bidrog til at forværre den i forvejen besværlige økonomiske situation i kommunen. Den politiske spilleplade var dermed genåbnet på en måde, der tillod de øvrige partier igen at komme til fadet. Socialdemokratiet endte et par mandater under, hvad man umiddelbart ville antage var partiets naturlige niveau. Antallet af kernevælgere skrumper for det førhen så dominerende parti i Frederikshavn. Stemmerne gik bl.a. til SF og Danmarksdemokraterne. Andre gik til Venstre, der genvandt en stor del af fordums styrke med 9 mandater.

S og SF holdes ude i Frederikshavn med V for bordenden

I skrivende stund sidder de blå partier med Jon Andersen (V) for bordenden og forhandler om det politiske grundlag og fordelingen af poster. Et forsøg fra S-SF´s side på at gøre den konservative borgmesterkandidat til borgmester i en C-S-SF konstituering ser foreløbigt ud til at være endt resultatløst. Et andet forsøg på at gøre V til borgmesterbærende parti sammen med C, S og SF synes heller ikke at have nogen gang på den nordøstvendsysselske jord.

Rebild: Bred konstituering og Jesper Greth (V) fortsætter som borgmester
I modsætning til sidste kommunalvalg, hvor Venstre, Konservative og Radikale lavede en snæver konstituering, er der flere partier med denne gang. De udgør 20 af Byrådets 23 pladser: Venstre (7 mandater), Socialdemokratiet (5), Konservative (4), SF (3), og Radikale (1) konstituerede sig nemlig med Jesper Greth (V) som borgmester. Konservative får posten som viceborgmester. Socialdemokratiet, Konservative, SF og Venstre får hver en formandspost i de stående byrådsudvalg. Derudover får Radikale og Konservative en repræsentant hver i to nyoprettede såkaldte §17 stk. 4 udvalg. Danmarksdemokraterne (2 mandater) og Den sociale Fællesliste (1) står udenfor konstitueringen. Den formelle konstituering sker først på byrådsmødet d. 4. december.

Hvordan er det gået i Rebild ved valget – og sammenlignet med hele landet?
Det fremgår ar tabellen nedenfor:

Hvis man sammenligner udviklingen i stemmernes fordeling i Rebild og på landsplan er der både ligheder og forskelle:

SF går frem både i Rebild og i hele landet. Det samme gør DF. Danmarksdemokraterne, som ikke stillede op ved kommunalvalget i 2021, får i Rebild en dobbelt så stor stemmeandel som i hele landet.

Konservative går tilbage på landsplan, men mere i Rebild. Det skyldes sandsynligvis, at partiets stemmesluger i 2021, Lene Aalestrup, ikke stillede op i år. Personfaktoren kan sandsynligvis også være en del af forklaringen på, at Radikale i Rebild oplever et større fald end på landsplan, idet den tidligere borgmester, Leon Sebbelin, ikke stillede op ved dette års valg.

Venstre, som fik et relativt stort fald på 3,3 % i stemmerne på landsplan, holder skansen i Rebild med nærmest status quo.

Socialdemokraterne i Rebild skiller sig ud fra Socialdemokratiet i det øvrige land. De får nemlig, som i kun 11 af de 98 kommuner i landet, en pæn stemmemæssig fremgang. Også her skal man finde en stor del af forklaringen på personfaktoren. Bjarne Laustsen stillede nemlig op og fik næstflest personlige stemmer af alle kandidater.
Årsagen til Den Sociale Fælleslistes store nedgang er utvivlsomt, at den suveræne topscorer i personligt stemmetal ved de seneste tre kommunalvalg, Allan Busk, ikke stillede op denne gang

Flere kvinder i det nye Byråd
Byrådet i Rebild adskiller sig fra de fleste kommuner i landet ved at halvdelen af medlemmerne i det nye byråd er kvinder (11 ud af 23 medlemmer). Af de nordjyske kommuner er det kun Jammerbugt, som er oppe på samme kvindeandel.
I den konservative byrådsgruppe er kvindeandelen endda 100 %.

I det afgående byråd er kvindeandelen 36 %

Hovedbyen Støvring: By contra land?
Som nævnt i en tidligere artikel i Netavisnord om kommunalvalget i Rebild synes der ikke at være de store politiske forskelle i hvert fald i midterpartiernes politik. Men alligevel: Under valgkampen blev det på vælgermøderne og de sociale medier diskuteret, om Byrådet favoriserer Støvring by på bekostning af byerne især i den østlige del af kommunen. Det er en gammel diskussion, og spørgsmålet har traditionelt afspejlet sig i stemmeafgivningen ved kommunalvalgene. Det skete også denne gang. Specielt Den Sociale Fællesliste har været kritiker af, at de små byer i den østlige del af kommunen er blevet glemt af politikerne i forhold til Støvring. Med fraværet på stemmesedlen af partiets stemmesluger, Allan Busk, blev listen stærkt svækket ved valget, men stemmetallene viser, at Den Sociale Fællesliste stadig står stærkt i Terndrup, Bælum og Blenstrup. I Bælum stemte f.eks. hver tredje vælger på listen. Det tyder på, at spørgsmålet om Støvring contra kommunens mindre byer stadigt er et stridsemne.

I det hele taget er Rebild en kommune, hvor der er store forskelle mellem, hvor partierne indkasserer de fleste og færreste stemmer. F.eks. blev SF det største i Skørping, hvor hver 4. vælger stemte på partiet. I Nørager fik partiet 3,8 % af stemmerne. Det andet eksempel er Venstre: I Nørager stemte 42,2 af vælgerne på partiet, men kun 13,7 i Bælum.

Så dette kommunalvalg er en understregning af, at Rebild er en politisk set heterogen kommune, hvor de politiske forskelle er forholdsvist store.

Regionrådsvalget RV25. Det mest forudsigelige i landet

Når mandatfordelingen i Region Nordjylland skal vurderes, er det vigtigt at holde sig for øje, at den samlede repræsentation er formindsket voldsomt – fra 41 medlemmer til 25. Selv om denne indskrænkning i demokratiet og muligheden for, at alle egne af Nordjylland bliver repræsenteret i det nye Regionsråd, er iøjnefaldende, er ændringen gået relativt upåagtet hen, hvilket formentlig hænger sammen med, at regionerne fører en ret tilbagetrukket tilværelse i vælgernes bevidsthed.

Med dette forhold in mente virker de påfaldende ændringer i nogle af partiernes mandattal (S, C og til dels V) mere forståelige. Omvendt er det udtryk for fremgang, at partier som SF, RV og DF bevarer deres mandater fra 2021.

Mads Duedahl fortsætter som formand i Region Nordjylland

Desuagtet disse teknikaliteter med ret markante politiske konsekvenser var konstitueringen efter valget i region Nordjylland den mest forudsigelige i mands minde. På forhånd havde SF og Enhedslisten meldt ud, at de støttede Venstres Mads Duedahl, og det gav den socialdemokratiske Arne Boelt svære betingelser. Mads Duedahl kan derfor sætte sig i formandsstolen med et komfortabelt flertal bag sig.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Kommunal – og regionsvalget i Nordjylland 2025 blev først udgivet på netavisnord.

Baggrunden for, at EU-domstolen skal vurdere, om Danmark kan dømmes for etnisk diskrimination er, at ”ghettopakken” fra 2018 indeholder en bestemmelse om, at et alment boligområde kan komme på den såkaldte ghettoliste, hvis der er en bestemt andel af dets beboere, som er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere.
At bo i et boligområde, som i 5 år har figureret på ghettolisten som ”omdannelsesområde” (tidligere kaldet ”hårdt ghettoområde”) kan have som konsekvens, at man – uanset om man er ikke-vestlig indvandrer eller er efterkommer – kan blive tvunget til at flytte fra sin bolig, da den enten skal nedrives eller sælges til investorer med henblik på omdannelse til private leje- og ejerboliger.

Målet i ”omdannelsesområderne” er nemlig, at andelen af almene familieboliger nedbringes til højst 40 % senest i 2030.

Konsekvensen af ”ghettopakken” har været, at flere tusinde beboere er blevet tvangsforflyttet.

Det var bla. det, der i 2020 fik beboere fra boligområdet Mjølnerparken i København til at sagsøge Boligministeriet, fordi det havde godkendt en såkaldt ”udviklingsplan” for området, der tvangsforflytter beboere i to ud af dets fire boligkarreer, da der her iflg. ghettoloven bor for mange med ”ikke-vestlig” baggrund. Tvangsforflytningen mente beboerne var udtryk for etnisk diskrimination.

Boligministeriet afviser, at der er tale om en sådan diskrimination. Østre Landsret derimod kalder sagen principiel, og beder i 2022 EU-domstolen om hjælp til at tolke EU’s direktiv om ligebehandling af alle uanset race og etnisk oprindelse.

Generaladvokat ved EU-domstolen: Direkte forskelsbehandling pga. etnicitet
I foråret kom vurderingen så fra generaladvokat ved EU-domstolen Tamara Capeta. I en pressemeddelelse på baggrund af en 25 siders lang redegørelse er konklusionen krystalklar: ”Den danske lovgivning om almene boliger i omdannelsesområder udgør direkte forskelsbehandling på grund af etnicitet”.

Generaladvokaten uddyber sin vurdering med, at lejere med ikke-vestlig baggrund i de såkaldte omdannelsesområder, hvad angår sikkerheden af deres ret til en bolig, stilles ringere end lejere i andre boligområder, der befinder sig i en sammenlignelig situation, men hvor størstedelen af beboerne er af vestlig oprindelse.
Desuden anfører hun, at det etniske kriterium i ghettopakken stigmatiserer en etnisk gruppe, hvilket mindsker deres chancer for at blive integreret i samfundet.

Generaladvokatens vurdering eller forslag til afgørelse i EU-domstolen er ikke bindende for den, og det er i sidste ende en dansk retsinstans, som træffer en afgørelse.

Men hvis EU-domstolen følger generaladvokatens vurdering af, at ”ghettoloven” ikke er i overensstemmelse med EU-direktivet om ligebehandling uanset race og etnisk oprindelse, er Østre Landsret forpligtet til at følge EU-domstolens afgørelse og ”blot klappe hælene sammen”, som ekspert i forfatningsret og professor på juridisk Institut på SDU i Politiken, Frederik Waage har udtalt.
Domstolen følger normalt generaladvokaternes forslag til afgørelse.

Konsekvenserne for dansk ”ghettolovgivning”
Tre ud af de fire typer (se senere) af boligområder på ”ghettolisten” indeholder et etnisk kriterium: I de såkaldte ”omdannelsesområder” og ”parallelsamfundsområder” skal andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere være på under 50 %, og i de såkaldte ”forebyggelsesområder” under 30 %.
Ellers venter den lidet attraktive ”ghettoliste”.

Udover etnicitetskriteriet indeholder ”ghettolisten” fire socioøkonomiske kriterier, der har betydning for, om et boligområde kommer på listen. Det fører for vidt at redegøre for de detaljerede kriterier her. Men overordnet kommer et område på listen, dels hvis andelen af beboere udenfor arbejdsmarkedet er for høj, dels hvis en for stor en andel har en lav gennemsnitsindkomst, dels hvis andelen, der kun har en grunduddannelse er for høj, og endelig dels hvis der er en for stor en andel af beboerne, som er dømt efter straffeloven.
Et område vil kommer til at optræde på listen, hvis det ”dumper” på minimum to af de fire kriterier.

Spørgsmålet er, hvad regeringen og Folketingsflertallet vil gøre, hvis etnicitetskriteriet bliver dømt ude af EU-domstolen og efterfølgende af Østre Landsret. Boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er blevet spurgt, hvordan hun forholder sig til generaladvokatens foreløbige afgørelse i sagen. Hun har ingen kommentarer, men vil afvente EU-domstolens afgørelse.

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter siger til Information, at ”hvis EU-Domstolen finder, at der er tale om direkte forskelsbehandling, kan man ikke opretholde almenboligloven, som den er nu, fordi den så er diskriminerende”.

Beboernes advokat i Mjølnerparken, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, vurderer konsekvenserne således:
”Hvis EU-Domstolen og danske domstole deler generaladvokatens vurdering af, at det er direkte forskelsbehandling, vil det få den konsekvens, at almenboligloven ikke kan bygge på de kriterier. Og det samme vil efter alt at dømme være situationen for anden lovgivning eller regulering, hvor man benytter dette etnicitetskriterium”.

For mange af beboerne i ”ghettoområderne” vil en EU-dom om, at etnicitetskriteriet er ulovligt, kun have akademisk interesse. De er nemlig som tidligere nævnt allerede blevet tvangsforflyttet fra deres boliger.
Men den kan få betydning for de beboere, som har fået et varsel om, at de skal flytte.

”Ghettopakken” En kort historik
Forhistorien til ”ghettopakken” er den, at den daværende VLAK-regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen (dengang V) og med støtte fra Socialdemokratiet, SF og DF i 2018 vedtog pakken med det angivelige formål at hindre eksistensen af parallelsamfund i bestemte, almene boligområder på mindst 1000 beboere. Hvis disse boligområder ikke opfyldte etnicitetskriteriet og to af de fire førnævnte socioøkonomiske kriterier, blev de sat på de årligt opdaterede ”ghettolister”.

”Ghettopakken” (nu kaldet aftalen om parallelsamfund, men i offentligheden og medierne bruges ordet ”ghetto stadigvæk mest) blev senere i 2021 under den socialdemokratiske mindretalsregering ledet af Mette Frederiksen og med støtte fra Venstre, SF, Dansk Folkeparti Konservative og Liberal Alliance udbygget og skærpet – bla. med det resultat, at 110.000 beboere pludselig kunne se sig selv på en nyopfunden liste over boligområder med problemer – såkaldte ”forebyggelsesområder”.

Dermed eksisterer der nu 4 kategorier af ”ghettoområder”:
– Udsatte områder – Antal 12
– Forebyggelsesområder -Antal 63
– Parallelsamfund (tidligere kaldet ghettoområder) – Antal 8
– Omdannelsesområder (tidligere kaldet ”hårde ghettoområder) – Antal 7

International kritik
Generaladvokatens vurderingen af at ”ghettopakkens” etniske kriterium kan ikke komme bag på danske politikere.

Allerede i 2020 udtalte FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder ifølge den store engelske avis ”The Guardian”, at ”ghettopakken” fra 2018 ” hugely troubling and risks heightening racial discrimination against people of migrant origin – further ‘ghettoising’ them. Coercive assimilation measures run risk of fuelling racial prejudice, xenophobia & intolerance”.

Også FN’s Menneskerettighedsråd har kritiseret etnicitetskravet for ”diskriminerende”.

Men dengang som nu afviser regeringen og et folketingsflertal kritikken.

Løvvangen og Grønlands-kvarteret
Beboerne i to nordjyske boligområder var nogle af dem, der i 2021 pludseligt kunne se sig selv optræde som beboere på ghettolistens ”forebyggelsesområde”. De levede – og lever heller ikke i dag – op til listens krav om maksimalt 30 % ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Andelen er henholdsvis 49,9 % og 40,9 %. De kan heller ikke opfylde kravet om bla. en maksimum andel på beboere udenfor arbejdsmarkedet og uddannelse.

Konkret betyder det for de to områdernes boligselskaber:
Der skal være en obligatorisk brug af den såkaldte ”fleksible udlejning”, som giver fortrinsret til boligsøgende, der opfylder nogle socioøkonomiske kriterier om beskæftigelse og uddannelse (ordningen eksisterer allerede i Løvvangen).
Desuden må kommunerne ikke anvise boligsøgende, der ikke er EU-borgere, eller som modtager en række overførselsindkomster eller har en dom, til områderne.
Og endeligt risikerer områderne på sigt at blive nødt til at nedrive eller sælge nogle af boligerne til private efter samme regler, der f.eks. gælder for de ”omdannelsesområderne”.

EU-domstolens dom på trapperne
Det nøjagtige tidspunktet for EU-domstolens behandling af sagen er endnu ikke fastlagt. Men det forventes, at det sker indenfor relativ kort tid.
—-
Hovedfoto: Høring i EU-domstolen. Foto: Court of Justice of the European Union
——
Se også tidligere artikler i Netavisnord om ghettoproblematikken:
– ”110.000 beboere pludseligt på liste over boligområder med problemer”
– Bulldozeren er et fattigt svar….

Indlægget ”Ghettopakken”: Danmark dømmes sandsynligvis for diskrimination blev først udgivet på netavisnord.

Der har i den seneste tid ikke været de store politiske slagsmål i Rebild Byråd, bortset fra et spørgsmål om hvorvidt man skulle privatisere flere af kommunens veje.
Overraskende var det derfor ikke, at hele byrådet for andet år i træk bakker op om kommunens budget for 2026.

Stemmeslugerne
Men der sker nogle væsentlige ændringer i gruppen af toppolitikere, som gør resultatet af kommunalvalget temmelig uforudsigeligt.
Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste blev, ligesom ved det seneste kommunalvalg i 2021, den største stemmesluger med 1810 personlige stemmer. Et pænt stykke herfra lå Lene Aalestrup (Konservative) med 1115 personlige stemmer, og på de næste plader kom Jeppe Ugilt (dengang Venstre, nu løsgænger) med 1008, Peter G. Hansen (Socialdemokratiet) med 1002 og den daværende borgmester Leon Sebbelin (Radikale) med 997 personlige stemmer. Nummer 6 på listen over topscorere var Venstres nuværende borgmester Jesper Greth med de ret beskedne 676 personlige stemmer, i betragtning af at han var borgmesterkandidat for byrådets største parti.

Men uforudsigeligheden ligger i, at i hvert fald tre – måske fire – af de fem største stemmeslugere i 2021 ikke stiller op til valget i november. Det gælder Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin. Om Jeppe Ugilt bliver at finde blandt de opstillede kandidater, vides ikke pt., men han er tilsyneladende ikke er kandidat på Venstres liste, som han ellers var en del af ved sidste valg.

Den eneste sikre genganger blandt 2021-valgets topscorer er Peter G. Hansen.

Hvad vil det betyde for især for Den Sociale Fællesliste, at Allan Busk med det – uden sammenligning – største personlige stemmetal i 2021 ikke stiller op? Og hvad betyder Lene Aalestrups og Leon Sebbelins manglende kandidatur i år?
Og hvad kommer det til at betyde for Venstre, at partiets stemmesluger, Jeppe Ugilt, ikke optræder på partiets kandidatliste ved dette valg?

Karakteristisk for kommunalvalg er nemlig, at vælgernes stemmeafgivning i højere grad end ved folketingsvalg bestemmes af, hvilke personer, partierne har opstillet. Hele 71 % af vælgerne ved 2021-valget satte kryds ved en person og ikke et parti- Ved det seneste folketingsvalg i 2022 var det tilsvarende tal 46 %.

Konstituering og konflikt/samarbejde
De borgerlige partier sidder på flertallet i byrådet – som de har gjort det i hele Rebild Kommunes levetid.
Venstremanden Jesper Greth blev borgmester efter en konstituering bestående af Konservative, Radikale og selvfølgelig Venstre. De tre partier satte sig også på formandsposterne i byrådets politiske udvalg, og den smalle konstituering vakte ikke just jubel hos oppositionen bestående af Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten.

Så arbejdet i Byrådet var i den første del af valgperioden ikke præget af den store samarbejdsvilje. Senere er det som nævnt gået bedre.

Landspolitiske tendenser: Hvilken afsmitning vil de have for kommunalvalget?
Valgforskere regner med, at der normalt sker en afsmitning af vælgernes stemmer fra folketingsvalg til kommunalvalg på omkring 2/3. Hvis feks. et parti står dårligt eller godt i opinionsundersøgelserne til et folketingsvalg, vil det altså have en effekt på resultatet til kommunalvalget, men slår dog ikke fuldt igennem.

Iflg. opinionsinstituttet Voxmeter står Venstre på landsplan i øjeblikket til 10,7 % af stemmerne – hvis der var folketingsvalg i morgen – (mod 13,3 % ved valget i 2022) og de Konservative til 6,6 % (5,5 %).
Så under forudsætning af, at valgforskerne har ret, er der ikke meget at glæde sig over fra Venstre og Konservative i Rebild.

Men heller ikke Socialdemokraterne i Rebild har grund til løfte armene over hovedet, hvis de tror på, at der sker en afsmitning fra landspolitikken til kommunalpolitikken. Partiet står iflg. Voxmeter til 21,7 % (27,5 % ved 2022-valget).

Radikale har iflg. Voxmeter støtte fra 3,5 % af vælgerne (3,8 %). Det et tal, som nok heller ikke vækker den store jubel hos lokale Radikale.

De eneste af de nuværende partier i Byrådet, der kan glæde sig over den landspolitiske udvikling, er SF og Enhedslisten. SF står iflg. Voxmeter til 12,5 % (8,3 % ved 2022-valget) og Enhedslisten 8,2 % (5,1 %).

De store jokere er naturligvis Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Voxmeter måler dem til på landsplan at få henholdsvis 8,4 % (8,1 %) og 8,4 % (2,6 %).
Ved kommunalvalget i 2021 i Rebild var Dansk Folkeparti lige ved at få et mandat, mens Danmarksdemokraterne ikke var dannet på det tidspunkt.

Liberal alliance har også fremgang landspolitisk og står til 12,3 % (7,9 %), men partiet har traditionelt ikke været særligt synligt kommunalpolitisk.

Hvis man altså alene ser på afsmitningsfaktoren og ser bort fra specielle, lokale forhold, har Socialdemokratiet, Venstre og Konservative grund til at være nervøse, mens derimod SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan håbe på, at den gunstige landspolitiske udvikling vil smitte kraftigt af på valgresultatet i Rebild.

Partiernes højborge
Selvom Rebild Kommune befolkningsmæssigt og geografisk på overfladen er en relativ traditionel kommune med en række mindre byer og en hovedby (Støvring), fordeler stemmerne sig ved kommunalvalg meget forskelligt fra område til område.

Generelt kan man sige, at jo længere man i kommunen bevæger sig vestpå, jo mere vælgermæssigt blå bliver den.

Nogle eksempler fra de større valgsteder:
I Nørager fik de borgerlige partier omkring 80 % af stemmerne. Venstre heraf alene 50 %.

I kommunens hovedby – Støvring – erobrede de borgerlige partier 70 % af stemmerne. Her skete der det usædvanlige, at konservative blev det største parti med 33 %, mens Venstre fik 24 %. Det skyldes sandsynligvis, at Konservatives spidskandidats, Lene Aalestrup, traditionelt har et stærk fodfæste i byen. Socialdemokratiet, som man kunne forvente havde fået et godt valg her pga. byens mange industrivirksomheder, tegnede sig for en andel af stemmerne på de relativt beskedne 17 %.

Kun 8 km fra Støvring – i Skørping – er billedet et helt andet. Her stod de blå partier kun for 44 % af stemmerne, mens Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste – (de sidste vurderer jeg hører med i denne blok) – for 56 %. Især SF og Radikale fik et relativt godt valg i Skørping.
I den borgerlige blok fik Venstre et dårligt valg i Skørping med kun 12,6 % af stemmerne her. Kontrasten til de 50 % i Nørager, er jo temmelig stor.

Endeligt kan man se på den østligste større by i kommunen, Terndrup.
Her stod Den Sociale Fællesliste – personificeret af Allan Busk – meget stærkt. Listen fik over halvdelen af stemmerne her og sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fik denne gruppe af partier over 2/3 af stemmerne, mens Venstre ligesom i Skørping fik et dårligt valg med 14,7 %.

Så malet med en bred pensel og set i forhold til deres andel af stemmerne i hele kommunen, havde Den Sociale Fællesliste sin højborg i Terndrup, SF i Skørping, Konservative i Støvring og Venstre i Nørager.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for valgresultatet ved det kommende kommunalvalg, at tre af kommunens markante politikere – Allan Busk, Lene Aalestrup og Leon Sebbelin – som trak mange stemmer i netop deres højborge, ikke optræder på kandidatlisten.

Det gør heller ikke valget mere forudsigeligt, at det mangeårige, socialdemokratiske medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen, nu stiller op ved valget i Rebild. Han er populær i Nordjylland og fik ved folketingsvalget i 2022 tredjeflest stemmer (7601) blandt de socialdemokratiske kandidater i regionen.

Befolkningsudvikling generelt og i de forskellige dele af kommunen
En faktor, som også kan spille en rolle ved valget, er kommunens demografiske udvikling.

Hvis man først ser på befolkningsudviklingen i hele Rebild Kommune, adskiller den sig fra hovedparten af de øvrige nordjyske kommuner: Der bliver nemlig i Rebild flere og flere indbyggere. Fra 2021 til 2025 er der sket en nettovækst fra 30.518 til 30.942 indbyggere, svarende til en stigning på 1,4 %. Kun to andre af regionens kommuner har i samme periode oplevet en befolkningsmæssig vækst, hvor Aalborg tegner sig for den største med 2,3 %.

En usikker faktor for valgresultatet i de enkelte kommuner er også tilgangen af nye vælgere siden 2021-valget. Nye vælgere består af tilflyttere, førstegangsvælgere og indvandrere.
Iflg. kommunalforskeren Ulrik Bæk kan nye vælgere være en joker ved valget, bla. fordi ”de ikke har kommunens historik og politikernes tidligere meritter med i rygsækken”, som han siger i KL’s analysemagasin ”Momentum”, der har undersøgt andelen af nye vælgere i de enkelte kommuner ved det kommende kommunalvalg. Her er tallet for Rebild Kommune en andel på 20 % – en andel, som er lig Aalborgs, men større end de øvrige nordjyske kommuner.

Hvis man betragter den befolkningsmæssige udvikling i selve Rebild Kommune, ser man noget, der går igen i andre kommuner, som ligner Rebild:
Der bliver færre og færre indbyggere i de deciderede landdistrikter. I Rebild er knap 200 forsvundet herfra i perioden 2021 til 2025, og indbyggerantallet her er nu på 8.918.

Men i kommunens hovedby Støvring er indbyggertallet fra 2021 til 2025 vokset med hele 8 % og er nu på 9.584 beboere.

Skørpings indbyggertal er steget med 3.3 % til nu 3056. Og de mindre byer beliggende nær disse to største byer har også oplevet en befolkningsvækst.

Også de største byer i den sydvestlige og den nordvestlige del af kommunen – henholdsvis Nørager og Øster Hornum – tegner sig for en vækst i indbyggertallet.

Hvorimod landsbyer som Blenstrup, Bælum og Ravnkilde m.fl. på mellem 300 og 700 beboere får færre og færre indbyggere,

Der sker altså i landdistrikterne og landsbyerne, som ikke ligger i nærheden af de to største byer et fald i indbyggertallet.

Denne befolkningsmæssige udvikling i kommunen kan afspejle sig i valgresultatet ved det kommende valg: Venstre vil måske miste stemmer i landdistrikterne og i landsbyerne, men nyde godt af befolkningsvæksten af økonomisk ressourcestærke tilflyttere, især i de nye, store parcelhuskvarterer i Støvring.

I Skørping, kan tilflytningen af nye borgere måske betyde flere stemmer til de røde partier, som traditionelt står stærkt her.

Spændende og uforudsigeligt valg i vente
Så selvom der ikke er betændte politiske sager på dagsordenen op til kommunalvalget i Rebild Kommune, er det alligevel spændende og også uforudsigeligt. For hvor stor betydning får det for valgresultatet, at flere af største stemmeslugere ikke stiller op? Hvor stor vil afsmitningen fra landspolitikken blive? Og hvor meget kommer den demografiske udvikling i kommunen til at påvirke resultatet? Og endeligt: Hvilken betydning har det, at ”jokeren” Bjarne Laustsen er på stemmesedlen?

Måske vil man se, at borgmesterkæden skifter ejer fra Venstre, som – bortset fra to valgperioder hvor den radikale Leon Sebbelin var borgmester – har haft den siden Rebild Kommunes dannelse i 2007.

——-
Hovedfoto: Rebild Byråd, hvor alle stemte for Budget 2026. Foto Rebild Kommune

Indlægget Kommunalvalget i Rebild: En spændende og ret uforudsigelig affære blev først udgivet på netavisnord.

I erklæringen fra KL’s topmøde fremgår det, at KL har et ønske om at ”udvikle og forbedre vores almene tilbud, så de giver bedre deltagelsesmuligheder for flere børn”.
Samtidigt lyder det dog også fra KL, at der skal være ”specialtilbud af høj kvalitet for de børn og unge, der har brug for det”.
Men altså: Flere børn skal iflg. KL inkluderes i den almene del, mens færre skal være i den specialiserede del.

Ønsket om mere inklusion kan man også finde i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL. Her hedder det, at folkeskolens almentilbud skal styrkes, fordi en stigende andel af eleverne i folkeskolen går i specialundervisningstilbud. Det betyder iflg. regeringen og KL, ”at en støt voksende andel af folkeskolens økonomi går til at finansiere specialundervisning, og at de har færre ressourcer til at skabe stærke almentilbud, hvor alle børn og unge trives og lærer”.

Ambitionen om yderligere inklusion finder man også i den politiske aftale mellem et flertal af Folketingets partier om Folkeskolens Kvalitetsprogram fra marts 2024, hvor det siges, at et af formålene med aftalen er, at inklusionen i folkeskolen skal styrkes, samtidigt med, at lærernes kompetencer i specialpædagogik skal opkvalificeres.

Reaktionerne på ønskerne om at skrue op for inklusionen
Og de pædagogiske argumenter for inklusion er da også gode: Det er vigtigt, at børn bliver en del af fællesskabet i en almen klasse med kammeraterne fra deres lokalområde – håndboldklubben, spejdertroppen osv. – i stedet for feks. en daglig transport til en specialskole. Eller at blive placeret i en specialklasse på deres skole, hvor de i varierende grad er eller føler sig afsondret fra de øvrige klasser.

Men langtfra alle er begejstrerede for mere inklusion.
Især forældrene til netop børn med særlige behov – altså børn, som får specialundervisning i en eller anden form – har ikke tillid til mere inklusion. De vurderer, at deres børn vil mistrives, hvis børnene bliver placeret i en almenklasse.
I en undersøgelse foretaget af interesseorganisationen ”Skole og forældre”, angiver hele 84 % af forældre til børn, som får specialundervisning, at de ”slet ikke eller i mindre grad” har tillid til, at der kan være flere børn med særlige behov i de almene klasser. Men også forældrene til børnene uden særlige behov er skeptiske. Her er tallet 64 %.

Nogle er skeptiske overfor mere inklusion, fordi de mener, at lærerne i almenskolen ikke har den nødvendige viden og kompetencer til at håndtere børn med mange forskellige diagnoser. Både i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL og i den politiske aftale om Folkeskolens Kvalitetsprogram i Folketinget lægges der ganske vist op til, at lærerne skal opkvalificeres, men det kan ikke ske i takt med kommunernes omlægning fra mindre specialundervisning til mere inklusion.

Andre kritiserer, at der ikke følger flere penge med fra regeringen til kommunerne, fordi graden af succes for inklusionsstrategien forudsætter feks. en udbygning af to-lærerordningen, færre elever i klasserne, mm.

Og også de fysiske rammer på de fleste skoler vurderes til at være utilstrækkelige. Hvis flere børn med særlige behov skal gå i en almenklasse, kræver det klasselokaler, som tilgodeser behovene hos feks. elever med ADHD, autisme og fysiske handicaps.
”Der er brug for steder, hvor børnene kan trække sig, når hverdagen måske bliver lidt for meget. Det kan være stillezoner, nicher, huler og kroge”, siger specialkonsulent Ulla Kjærvang til DR.

Flere ser ønsket om yderligere inklusion som en ren spareøvelse hos kommunerne. De mener ikke, at det så meget er de pædagogiske hensyn, der tæller hos de byrådspolitikere, som taler for mere inklusion, men derimod ønsket om i en presset kommunal økonomi at spare på udgifterne til specialområdet, som i gennemsnit udgør ca. 27 % af de samlede folkeskoleudgifter.

Men det, der fylder allermest hos kritikerne er nok de exceptionelt dårlige erfaringer med inklusion, som fulgte i årene efter, at den daværende flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Radikale og SF sammen med KL i 2012 lancerede en målsætning om, at 96 % af folkeskoleeleverne skulle inkluderes i almenskolen inden 2016.

Historikken bag inklusionen
Inklusion kom nemlig for alvor på dagsordenen, da et folketingsflertal i 2012 vedtog, at specialundervisningen i fremtiden skulle være forbeholdt elever med omfattende støttebehov. Målsætningen var som nævnt, at 96 % af alle skolebørn skulle gå i almindelige klasser senest i 2016. I 2010 var tallet 93,1 %.
Konkret betød det, at 10.000 børn skulle flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almen klasse fremfor en specialklasse.
KL var – ikke overraskende – parat til at implementere tiltaget i en aftale med regeringen.

Intentionerne med loven var at få flere ind i det fællesskab, som de almindelige klasser udgjorde, så at nogle elever ikke skulle føle sig udenfor og på en eller anden måde føle sig stigmatiseret.

Inklusionsloven blev udsat for kraftig kritik. Feks. kaldte Landsforeningen for Autisme og Danmarks Lærerforening i Politiken loven for ”landets største sociale eksperiment”, bla. fordi lærerne ikke havde den viden og erfaring, som kunne imødekomme elever med særlige behov.

Inklusionsloven blev da mildt sagt heller ikke nogen succes – måske kan man ovenikøbet kalde den en fiasko eller en fuser. Målsætningen med de 96 % blev da også allerede skrottet i 2016.

Og i sin nytårstale i 2025 lagde formanden for Autismeforeningen, Karina Bundgaard, heller ikke fingrene imellem i sin kritik af 2012-loven: ”I 12 år har autistiske børn betalt en ekstremt høj pris for en fejlslagen inklusionsreform”.

Hvordan er det gået med inklusionen?
Frem til skoleåret 2015/16 faldt andelen af såkaldte segregerede specialundervisningselever – elever i specialskoler, specialklasser eller andre specialtilbud -, men herefter er segregeringsandelen steget til 6,9 %. Det fremgår af figuren nedenfor, som stammer fra en analyse fra januar 2025 udarbejdet af Momentum, KL’s analysemagasin.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd angiver i en anden undersøgelse fra november 2024 fire mulige årsager til den voksende segregeringsandel i kommunale grundskoler:
– stadig flere børn og unge bliver diagnosticeret med adfærdsforstyrrelser eller psykisk lidelse.
– forældre, lærere og andre fagpersoner har fået en øget bevidsthed om eksistensen af forskellige indlæringsvanskeligheder og særlige behov, hvilket øger efterspørgslen efter mere specialiseret hjælp.
– flere forældre vælger fri- og privatskoler, og dermed bliver der efterladt relativt flere børn med særlige behov i folkeskolen.
– utilstrækkelig kapacitet og kompetence blandt personalet i almenskolen til at håndtere behovene hos elever med særlige behov.

VIVE har i samme undersøgelse vist, hvordan andelen af segregerede specialundervisningselever fordeler sig på landets fem regioner (Figur 2):

Som det fremgår af tabellen, har den nordjyske region den næststørste andel af specialundervisningselever. Forskellene blandt regionerne kan ifølge VIVE forklares ved bla. elevernes forskellige sociale baggrund. Men derudover kan kommuners praksis – bla. afhængig af, hvordan de prioriterer de økonomiske midler mellem den almene skole og specialundervisningstilbuddene – have betydning.

Det er formodentligt de samme faktorer, der kan forklare forskellene blandt de nordjyske kommuner (fig. 3)

Finansiering af specialundervisningstilbuddene
De enkelte kommuner anvender forskellige finansieringsmodeller til specialundervisningen. I de fleste kommuner hænger den enkelte skole på regningen, i andre betaler kommunen noget af den, og i andre igen betaler kommunen centralt hele regningen.
Alle modeller findes blandt de nordjyske kommuner.

Især modellen med fuld betaling af skolen kan være problematisk, især hvis pengene ikke følger med bla. pga. kommunernes stramme økonomi. Det kan være en bombe under den enkelte skoles økonomi, for en henvisning af en elev til specialundervisning kan koste skolen flere hundrede tusinde kroner.
Udgifterne til en elev i den almene skole er i gennemsnit o. 80.000 kr.

Hvordan hindrer man, at fiaskoen fra inklusionsloven i 2012 gentager sig?
Det spørgsmål stillede SF for nyligt i et samråd i Folketingets Børne- og undervisningsudvalg til Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Hvordan undgår man, at inklusionen igen bliver en spareøvelse til skade for børnene med diagnoser og for børnenes forældre, var et af spørgsmålene?
Ministeren satte sin lid til, at bestræbelserne om øget inklusion denne gang ikke bliver ”mast igennem ovenfra”, som de blev i 2012, hvor målsætningen om 96 % inklusion nærmest skulle implementeres fra dag 1.
Han henviste også til, at han havde nedsat en ekspertgruppe, som i løbet af dette forår skal komme med anbefalinger til nye regler for inklusion og specialundervisning – en gruppe, som i parentes bemærket ingen medlemmer har fra de fagpersoner – lærere og pædagoger -, som beskæftiger sig med spørgsmålene i praksis i det daglige.

Han gjorde også opmærksom på, at regeringen i Økonomiaftalen for 2025 mellem regeringen og KL samt i aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram (begge nævnt ovenfor) har tilført kommunerne flere penge. Men han kunne pga. kommunernes selvstyre ikke garantere, at pengene blev øremærket til folkeskolen og inklusionen ude i kommunerne.
Det fik Charlotte Broman Mølbæk (SF) til at sige, at ministerens svar bar præg af ”snik, snak”, når han skubbede ansvaret fra sig og over på kommunerne, og hun pegede på, at flere kommuner – bla. Randers Kommune – allerede var i gang med at lave spareøvelser på folkeskoleområdet ved simpelthen at have vedtaget, at alle børn uanset diagnoser eller handicaps som udgangspunkt skal starte 1. klasse i den almene folkeskole. Det vil spare kommunen for 18 mio. på specialtilbuddene.

Hvad konsekvenserne af en øget inklusion vil blive, står foreløbigt hen i det det uvisse. Mange forældre til børn med særlige behov frygter det værste. Set i lyset af tidligere erfaringer ser de også ud til at have grund til det.
Den frygt giver ADHD-foreningen ligeledes udtryk for, når den peger på, at man i over ti år har snakket om mere inklusion. ”Men det er bare ikke lykkedes. Så tager vi bare det, der ikke lykkedes og prøver én gang til, og så kan vi jo lege, det virker”, lyder det fra direktøren for foreningen Camilla Louise Ganzhorn.
—–

Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Mere inklusion i folkeskolen: Tilbage til en fuser? blev først udgivet på netavisnord.

Hvad indeholder den nationale handlingsplan?
Den består af 36 initiativer med det formål at bekæmpe racisme.
Her følger et udsnit af dem:
En tredjedel af initiativerne vedrører racisme mod grønlændere og er identiske med de initiativer, som en særskilt handlingsplan – offentliggjort i januar – mod racisme mod grønlændere i Danmark indeholder (se senere i denne artikel).
At initiativerne vedrørende Grønlænderne står allerførst i handlingsplanen er nok ikke tilfældigt set i lyset af den aktuelle debat om forholdet mellem Danmark og Grønland og Trumps interesse for Grønland.

Fem af initiativerne drejer sig om via forskellige undersøgelser at få kortlagt omfanget af etnisk diskrimination, og fem af dem har som mål at bibringe børn og unge kendskab til ”demokratiske værdier såsom tolerance, gensidig respekt og åbenhed over for forskellighed”.

To initiativer skal medvirke til at bekæmpe racisme og diskrimination i nattelivet og tre på arbejdsmarkedet.

På boligmarkedet skal der ske en undersøgelse af diskrimination på det private lejemarked, hvor det vurderes, at der kan være særlig risiko for diskrimination, når ansøgere med ikke-danskklingende navne søger bolig her.

I forhold til hadforbrydelser og racistisk motiveret ekstremisme skal der bla ske en styrkelse af politiets kapacitet til at håndtere problemerne. Og så skal omfanget og arten af hadtale ol. på de sociale medier undersøges.

Overordnet er planen præget af ønsket om undersøgelser af og øget viden om racismen i Danmark, men indeholder ikke så mange konkrete initiativer.

Handlingsplanen mod racisme. Hvad er der sket i tre år siden 2022?
At der skulle udarbejdes en handlingsplan mod racisme blev i januar 2022 besluttet af det daværende ”røde” flertal i Folketinget plus Kristendemokraterne. Bortset fra Radikale og Kristendemokraterne var der ingen andre borgerlige partier, som ønskede at få udarbejdet en sådan plan.

Men arbejdet med planen gik – for at sige det mildt – meget langsomt frem, selvom to relevante socialdemokratiske ministre adskillige gange i årenes løb er blevet rykket for planen.

Her er hovedpunkterne i det langsommelige, politiske forløb inden planen i fredags blev offentliggjort:

I marts 2023 stillede Christina Olumeko (Alt) et §20 spørgsmål i Folketinget til justitsminister Peter Hummelgaard (S) om, hvornår ministeren ville indkalde til forhandlinger om den besluttede handlingsplan mod racisme. Han oplyste, at han forventede at kunne lancere planen i løbet af 2023 og forsikrede, at regeringen (SVM-regeringen) ”arbejder videre med planen”.

Det arbejde gik ikke særligt hurtigt, for i november samme år måtte Christina Olumeko (ALT) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) stille endnu et §20 spørgsmål – denne gang til Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), som i mellem tiden havde fået overdraget ansvaret for at udarbejde en handlingsplan – om hvorfor handlingsplanen mod racisme endnu ikke var udarbejdet?
Dybvads svar var, at der havde været en langvarig regeringsdannelse (der dog kun havde varet 1 ½ måned. Red.) og at handlingsplanen var flyttet fra et ministerium til et andet. Det havde givet forsinkelser. ”Men vi er i fuld gang”, og man regner nu med at offentliggøre handlingsplanen i første halvdel af 2024.

Tre måneder senere i marts 2024 forsøgte Alternativet og to grønlandske politikere så at få gang i processen ved at indkalde til et åbent samråd med et spørgsmål til Kaare Dybvad Bek om, hvorfor der stadig ikke var udarbejdet en handlingsplan. Dybvad henviste igen til at planen var overdraget til Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvilket havde givet forsinkelser. Men ”arbejdet ligger ikke stille. Vi befinder os i sidste fase af det. Vi forventer at offentliggøre planen i første halvdel af 2024”, forsikrede han.

Men det varede altså tre år, inden handlingsplanen mod racisme blev lanceret.

Handlingsplanen mod antisemitisme
Anderledes hurtigt er det gået med udarbejde en handlingsplan mod antisemitisme. Et samlet Folketing præsenterede i juni 2024 tolv nye initiativer, som skal styrke indsatsen mod antisemitisme – 9 måneder efter Hamas’ terrorangreb i Israel d. 7. oktober 2023, og efter en periode med voksende antisemitisme i Danmark foranlediget af Israels bombardementer i Gaza-striben med store civile, palæstinensiske tab som følge.

Handlingsplanen indeholder ganske vidtgående indsatser mod antisemitisme. Den giver bla. mulighed for, at politiet i op til 6 måneder kan aktivere en landsdækkende skærpelse af straf, hvis ”en begivenhed medfører en ekstraordinær udvikling i kriminalitetsbillede for så vidt angår hadforbrydelser”. Politiet får også mulighed for at aktivere skærpede straffe i afgrænsede zoner forud for feks. et ”bestemt optog, større religiøst møde eller et andet arrangement”.
Endvidere indeholder handlingsplanen en kortlægning af antisemitismens omfang på de sociale medier. Desuden skal unge lære mere om antisemitisme, bla. ved at der udvikles mere undervisningsmateriale om emnet.
Mere konkret skel der oprettes en økonomisk pulje, som kan bruges til feks. studieture til de tidligere koncentrationslejre, og at – hvilket jo i sig selv er diskriminerende – ”puljemidlerne primært målrettes gymnasieklasser på institutioner med mange elever med lav husstandsindkomst…”.
I det hele taget skal ”elever på gymnasiale uddannelser, der er bosiddende i socialt udsatte områder sikres bedre muligheder for at supplere deres undervisning i Holocaust med studieture”.

Et andet element i handlingsplanen er, at den lægger op til, at der sættes lighedstegn mellem kritik af staten Israel – Israels eksistensberettigelse – og antisemitisme.

Vurdering af handlingsplanen mod antisemitisme
Diskriminationsforsker Mira C. Skadegård fra AAU har i en artikel i Altinget kommenteret handlingsplanen.

Hun understreger, at det er vigtigt at sætte ind mod antisemitismen, men når der manglede en handlingsplan mod racisme generelt og planen mod antisemitisme derved kom stå alene, sender man fra politisk hold et ”signal om, at én minoritetsgruppe fortjener mere beskyttelse end andre”. Hun mener, at ligesom antisemitisme er en form for racisme, er islamfobi det også. Og danske muslimer og ikke-hvide danskere med indvandrerbaggrund udsættes ligeledes for negative udtalelser og mistænkeliggørelse, også fra danske politikere, påpegede hun.

En anden forsker – historiker og dr.phil Lars K. Christensen – stillede i dagbladet Information sig også kritisk overfor visse punkter i handlingsplanen mod antisemitisme. Han fokuserer på det demokratisk betænkelige i, at kritik af staten Israel kan være strafbart: ”…en helt legitim, kritisk debat af en stat og dens politik gøres til noget suspekt og potentielt kriminelt”.

I forhold til den nyligt offentliggjorte nationale handlingsplan mod racisme er planen mod antisemitisme kendetegnet af flere konkrete og vidtrækkende initiativer.

Grønland nu i fokus
Ligesom det er tilfældet med handlingsplanen mod antisemitisme, skulle grønlænderne i Danmark heller ikke vente så længe med at blive omfattet af en handlingsplan mod racisme mod netop dem. I slutningen af januar offentliggjorde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek nemlig i en pressemeddelelse planen.

Ifølge denne plan afsættes der ekstra 35 mio over 4 år til finansiering af 12 initiativer. Bla. skal grønlænderne have ret til grønlandsk pas, der skal indføres obligatorisk undervisning om Grønland, der skal ske en styrkelse af tolkning til grønlændere i Danmark, og der skal laves en undersøgelse af oplevet racisme blandt grønlændere bosat i Danmark.

Handlingsplanens 12 initiativer er nu skrevet ind i den nationale handlingsplan mod racisme.

Hvem er udsat for racisme og religiøst motiverede hadforbrydelser?
At det ikke kun er jøder, som udsættes for hadforbrydelser i Danmark bliver bla. dokumenteret i Rigspolitiets årlige rapporter om omfanget og arten af hadforbrydelser i Danmark.
I rapporten opererer man med tre forskellige typer af hadforbrydelser: Racistisk motiverede, religiøst motiverede og LGBT+ motiverede.

Desværre arbejder Rigspolitiet – ligesom Kaare Dybvad Bek har gjort – heller ikke så hurtigt, for den senest offentliggjorte rapport omhandler 2022 og har selvsagt ikke omfanget af hadforbrydelser efter Hamas’ terrorangreb d. 7. oktober 2023 med. Men den viser følgende billede af registrerede hadforbrydelser fra 2017-22 (tabel 1):

Det fremgår af tabellen, at de racistisk motiverede hadforbrydelser udgør mere en halvdelen af det samlede antal af disse forbrydelser.
Af de religiøst motiverede hadforbrydelser tegner de islamofobiske sig for en større antal end de antisemitiske, men det er – som Rigspolitiet skriver i sin rapport – også forventeligt, da muslimerne er den største religiøse minoritetsgruppe i Danmark og derfor ”modtager flere anmeldelser fra personer med muslimsk baggrund end fra personer fra mindre udbredte trosretninger”.

Med i billedet hører også, at efter Israels bombardementer i Gaza er antallet af antisemitiske hadforbrydelser sandsynligvis vokset. Det Jødiske Samfund har rapporteret, at antallet af antisemitiske ”hændelser” er steget betragteligt siden krigen i Gaza.

Op af syltekrukken
Nu er den nationale handlingsplan mod racisme kommet op af syltekrukken. Det bliver interessant at se, om Kaare Dybvad Beks forventninger til planen bliver indfriet. ”Jeg er sikker på, at planen vil have en positiv indvirkning i kampen mod racisme og udgøre et solidt fundament for indsatsen de næste år”, siger han.

Se også artiklen ”Hadforbrydelser” i Netavisnord fra 18/2-22: https://netavisnord.dk/politik/hadforbrydelser/
——
Hovedfoto ChatGPT

Indlægget Handlingsplanen mod racisme? Langt om længe op af syltekrukken blev først udgivet på netavisnord.

Aldrig før har de velgørende organisationer haft så travlt med at dele mad og julegaver ud. Det er jo umiddelbart et paradoks. For aldrig før har den økonomiske situation i Danmark været så god som nu.

Men forklaringen på organisationernes juleindsats ligger lige for: Den relative fattigdom – også børnefattigdommen – er vokset på landsplan.

Antallet af fattige børn steg fra 2022 til 2023 med 2.300 i hele landet. Det samlede antal nåede op på 49.500. Det svarer til, at andelen af børn under 18 år, der voksede op i familier under fattigdomsgrænsen, steg fra 4,2 % til 4,5%.
Det fremgår af en rapport udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Men hvordan har fattigdommen udviklet sig i de nordjyske kommuner fra 2022 til 2023? Det giver tabel 1 et svar på.

Som tidligere nævnt er der sket en stigning i andelen af fattige børn i hele landet fra 4,2 % til 4,5% fra 2022 til 2023. Når det gælder Nordjylland, fremgår det af tabellen, at stigningen er størst i kommunerne Frederikshavn (+0,9 %points), Jammerbugt (+0,7 %points) og Brønderslev (+0,6 %points). Den eneste nordjyske kommune, hvor andelen er faldet, er Morsø (-0,3 %points).
Frederikshavn Kommune har i 2023 landsdelens højeste andel på 5,4 % af fattige børn.

Tallene fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd om en stigende, relativ børnefattigdom i Danmark står ikke alene. De bekræftes både af Danmarks Statistik, tænketanken Kraka og meldinger fra en række private, velgørende organisationer.

Hvorfor er børnefattigdommen steget?
Umiddelbart kan stigningen virke overraskende, fordi tendensen fra de foregående år fra 2017 til 2022 har været, at børnefattigdommen har været faldende.

Yderligere har der i 2023 været en vækst i beskæftigelsen på 50.000 personer, som alt andet lige skulle formindske fattigdommen for børn. Og selvom der i samme periode har været en vækst i arbejdsløsheden, som trækker i modsat retning, har denne kun været på 5.500 personer.

Men ét er, hvad de økonomiske konjunkturer betyder for omfanget og udviklingen i børnefattigdommen. Noget andet er de beslutninger, som regeringen og et flertal i Folketing tager for at mindske fattigdommen. Og her har politikernes vilje til at tage sådanne beslutninger ikke været imponerende.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forklarer fattigdomsvæksten i 2023 bla. med, at det midlertidige børnetilskud til netop de fattigste modtagere af kontanthjælp blev afskaffet i 2023. Tilskuddet blev afløst af en midlertidig inflationshjælp til børnefamilier i kontanthjælpssystemet, men den var ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i mindre grad målrettet de fattigste familier.
Dertil kommer, at et større antal ukrainske familier begyndte at optræde i fattigdomsstatistikken i 2023.

Man skal endvidere være opmærksom på en faktor, når man skal beskrive de fattige familiers økonomiske situation: Nemlig de seneste års relativt høje inflation, som især har slået igennem på fødevarerne. I 2023 havde Danmark sammen med Luxemburg de dyreste fødevarer i EU ifølge Danmarks Statistik. Når inflationen rammer de fattige familier hårdest, skyldes det, at deres forbrugskvote – forbrugets andel af den disponible indkomst – er højere end andre familiers. Stort set hele deres indkomst bruges på dagligvarer, og der er ingen opsparing at trække på.

Konsekvenser af kontanthjælpsreform: 4.000 færre fattige børn – i 2045!
Hvad har politikerne på Christiansborg gjort for at mindske børnefattigdommen? Ikke ret meget. Ganske vist har et flertal bestående af regeringen, SF, Radikale og Konservative vedtaget en kontanthjælpsreform i oktober 2023 og med ikrafttræden i 2025 En del af loven har til hensigt at skubbe nogle børn ud af fattigdommen. Specifikt for at forbedre børnenes forhold er der i reformen indført et børnetillæg til forsørgere på kontanthjælp, et fritidstillæg til bla. at finansiere børnenes sports- og kulturaktiviteter, og endeligt et medicintilskud til at dække egenbetalingen af medicin til børn af kontanthjælpsmodtagere.

Det lyder jo som en pæn, stor håndsrækning til de fattige børn og deres forældre. Men samtidigt vil en række kontanthjælpsmodtagere – 10.000 personer med tilsammen 11.000 børn – få deres hidtidige kontanthjælp nedsat til en ny, såkaldt mindstesats, der betyder, at de kommer til at leve for mindre end det minimumsbudget, som Ydelseskommissionen fandt nødvendigt for at have en rimelig levestandard.

Det betyder altså, at trods børnetillæg, fritidstillæg og medicintilskud vil antallet af fattige børn kun blive en smule reduceret og det ovenikøbet på meget lang sigt. Økonomiministeriet har vurderet, at kun 4000 af de nu 49.500 fattige børn vil blive løftet ud af fattigdommen – i 2045!

Det relativt lille antal børn, som ville blive hjulpet af reformen samt dens lange tidsperspektiv fik Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, til at udtale til DR ved indgåelsen af den politiske aftale om kontanthjælpen i oktober 2023: ”Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Det er fuldstændigt absurd, at man har et tal på børn, der ikke engang er født endnu. Jeg synes, det er grinagtigt. Det hjælper ingen børn her og nu”.

Konsekvenser af fattigdom
Konsekvenser af at vokse op som fattig er velkendte. Dem har adskillige undersøgelser dokumenteret.

Et eksempel på det er den undersøgelse – ”Børn i fattigdom” – som Egmont Fonden offentliggjorde i oktober 2024. Den omfattede 3.600 økonomisk trængte børnefamilier.
Det fremgår af undersøgelsen, at indenfor de seneste tre måneder måtte 17 % af familiens børn undvære måltider, 21 % lægeordineret medicin og 60 % tøj/fodtøj.
87 % havde ikke været på ferie hjemmefra, 66 % måtte undlade at afholde fødselsdag for klassekammerater og 45 % undlade at deltage i skoleudflugter. For bare at nævne nogle af de afsavn, som børnene i de fattige familier ifølge undersøgelsen har oplevet.

En anden undersøgelse af tænketanken Kraka fra november 2023 viser, at fattigdommen i en vis udstrækning går i arv. Risikoen for at blive fattig vokser nemlig, hvis man selv er opvokset i en fattigdom.

Samme billede kommer frem i et nyligt studie foretaget af forskningsprofessor ved Rockwool Fonden Peter Fallesen.

For at samle op på de negative konsekvenserne for børn i fattigdom: De mangler ofte nogle basale fornødenheder som mad, medicin mm., de risikerer i højere grad social eksklusion, fordi de ikke af økonomiske grunde kan deltage i fællesskaber med andre børn, og de udsættes for et forhøjet psykisk pres pga. af familiens bestandige fokus på at få pengene til at slå til.

– Et kynisk politisk valg
Hvis de nuværende gode økonomiske konjekturer vender med en større arbejdsløshed som konsekvens, og hvis politikerne ikke beslutter sig for nogle tiltag, der specifikt forbedrer den økonomiske situation for de fattigste, vil (børne)fattgdommen med stor sandsynlighed stige yderligere.

I november 2024 kom 21 civile og faglige organisationer fra netværket ”Børn i fattigdom – nej tak” – bla. Mødrehjælpen, Red Barnet, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Dansk Socialrådgiverforening, Kirkens Korshær – med et udspil til en handleplan mod børnefattigdom.
Handleplanen indeholder en række forslag til bekæmpelse af fattigdommen: Et løft af de økonomiske ydelser til de fattige familier, en genindførelse af det midlertidige børnetilskud og 38 andre, konkrete forslag, der kan medvirke til at formindske børnefattigdommen.

Om der er en vilje hos et flertal af folketingspolitikerne til at støtte nogle af forslagene, er nok tvivlsomt set i lyset af indførelsen og indholdet af det nye kontanthjælpssystem, som ikke just er præget af det store ambitionsniveau, når det gælder bekæmpelse af børnefattigdommen.
Som det er udtrykt af Jeannette Bauer, leder af Kirkens Korshær.
”Jeg synes grundlæggende, det er en falliterklæring at vi har så mange mennesker, der lever i fattigdom. Vi er et af verdens rigeste lande, så det er udtryk for et kynisk politisk valg, når vi ikke gør noget ved det”.

——–
Hovedfoto: Kort Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistik,

Indlægget 4.000 færre fattige børn – i 2045! blev først udgivet på netavisnord.

Normeringerne i vuggestuer og børnehaver
I 2020 vedtog et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner gældende fra 1. januar 2024.
Loven indebærer, at der minimum er én pædagogisk personale pr. tre børn i vuggestuer og minimum én pædagogisk personale pr. seks børn i børnehaver

Det har betydet, at der er kommet tusinde nye ansatte ind i daginstitutionerne, men…. kun få af dem er pædagoger. Alligevel vurderer BUPL overordnet loven om minimumsnormeringer positivt, fordi der fulgte finansiering med fra Folketinget, som har gjort, at der er sat ”en prop i årelange kommunale besparelser på daginstitutionsområdet”, som BUPL har formuleret det.

Hvordan lever daginstitutionerne i de nordjyske kommuner op til målet om minimumsnormeringer?
Svaret på det spørgsmål kan ses i tabellen herunder:

Det ses af tallene, at de nordjyske kommuner næsten alle opfylder lovens normeringskrav – ligesom det er tilfældet i ”Hele andet”.

Men måske sidder nogle forældre og tænker, at netop i den daginstitution, som deres børn går i, er normeringerne ikke i overensstemmelses med loven.

Det er der en forklaring på: Kommunernes Landsforening (KL) har nemlig ønsket, at normeringerne ikke opgøres pr. institution, men pr. kommune. Og det er et synspunkt, regeringspartierne støtter.
Men hos de andre partier, som stemte for loven om minimumsnormeringer er der vrede over den opgørelsesmetode. De siger, at det er løftebrud, fordi det efter deres opfattelse helt klart var meningen, at minimumsnormeringerne skulle gælde pr. institution og ikke pr. kommune.

Manglen på pædagoger
Loven om minimumsnormeringer indeholder som nævnt ikke noget krav om, hvilken type pædagogisk uddannelse de nyansatte i daginstitutionerne skal have. Og det har vist sig, at kun ret få af de nyansatte er uddannede pædagoger. Iflg. BUPL er der alene i 2023 kommet 1.290 ekstra ansatte i daginstitutionerne, men kun 166 af dem er pædagoger.

Den væsentligste årsag hertil er, at der eksisterer en stor mangel på pædagoger. En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, viser, at 86 % af kommunerne har svært ved at skaffe pædagoger, og 49 % har vanskeligheder med at fastholde dem, der allerede er ansat.

I Nordjylland er andelen af stillingsopslag, der ikke bliver besat, dog ikke så stort som for landet som helhed. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at i foråret 2024 var andelen af forgæves stillingsopslag efter pædagoger 7 % – svarende til et antal på 60 personer – mens andelen for resten af landet var 17 %.

Hvordan andelen af pædagoger ansat i daginstitutioner fordeler sig på de nordjyske kommuner fremgår af kortet herunder:

Det fremgår af figuren, at pædagogandelen hos de nordjyske kommuner ligger mellem 53 % (Thisted) og 66 % (Aalborg) (Læsø undtaget). Da andelen på landsplan er 52 %, må pædagogdækningen i de nordjyske kommuner betegnes som relativ høj.

Søgningen til pædagoguddannelsen i frit fald
Men søgningen og optaget til de fire store velfærdsuddannelser – pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere – har i flere år været faldende, som det fremgår af diagrammet herunder:

Samlet set for de fire uddannelser er optagelsestallet fra 2020 til 2024 faldet med 22 % Pædagoguddannelsen har i denne periode det største fald af de fire uddannelser, nemlig 27 % – fra 4.955 studerende til 3.645 og alene med 8 % fra 2023 til 2024 – altså det seneste år.

Det betyder bla., at der vil mangle pædagoger i fremtiden. Hvor mange der sandsynligvis bliver tale om, vender vi tilbage til sidst i artiklen.

Hvordan – eller kan? – nedgangen i ansøgertallet til professionsuddannelserne vendes?
For nyligt kom regeringen – endeligt vil mange sige – med et forslag til en reform af professionsuddannelserne, herunder også pædagoguddannelsen. Regeringen kalder udspillet ”Forberedt på fremtiden VI” og betegner selv forslaget som et ”markant kvalitetsløft” af professionsuddannelserne.

Iflg. forslaget skal der afsættes 2,1 mia til at styrke uddannelserne (det fremgår ikke, hvor stort beløb, der er tiltænkt pædagoguddannelsen) – men….. midlerne vil først være fuldt udfaset fra 2032.
Og så skal de også deles i et eller andet – pt ukendt – forhold med nogle erhvervsrettede, videregående uddannelser.

Desuden er der ikke tale om ”nye penge”. Kun 600 mio af de 2,1 mia skal tages fra det såkaldte ”råderum”, mens resten tages fra SU, efteruddannelsesmidler til folkeskolelærere og en ændring af taxameterordningen.

En del af de 2,1 mia skal bruges til at opgradere uddannelsen ved at indføre flere undervisningstimer, forbedre vejledningen af de studerende, indføre mere praksisbaseret undervisning og give større mulighed for efteruddannelse.

Men nogle af tiltagene har jo et længere tidsperspektiv og vil næppe på kort sigt betyde en større søgning og optag af studerende på uddannelserne.

Et andet kritikpunkt af forslaget er, at længden på de fleste af velfærdsuddannelserne skal forkortes med 3 måneder fra 3 ½ år til 3 ¼ år. Det gælder også pædagoguddannelsen. Et tiltag som mange naturligt nok har svært ved at se skulle kunne forbedre kvaliteten af uddannelserne og dermed også gøre den mere attraktiv at søge ind på.

Et tredje kritikpunkt er, at optagelseskriterierne for uddannelserne skal gøres mindre stramme. I dag skal man have 3-årig studentereksamen for at bliver optaget, men hvis – eller rettere når – den reform af ungdomsuddannelserne, som regeringen har foreslået, er vedtaget, kan man nemlig blive optaget på pædagoguddannelsen, hvis man har gennemført blot de to første år på den nye epx-uddannelse, som regeringen i sit nylige forslag om ændringen af ungdomsuddannelserne foreslår indført.

Det er udtryk for en klar nedprioritering af pædagoguddannelsen, fordi optagelseskravet til de øvrige velfærdsuddannelser er en treårig – og altså ikke toårig – epx-eksamen.
Spørgsmålet er også, om man efter kun 2 år på epx har opnået den nødvendige modenhed til at påbegynde en pædagoguddannelse og allerede som 17-årig kan fungere i praktikperioderne ude i institutionerne med undertiden nogle svære samtaler med forældre og børn.

Dertil kommer, at man for at komme ind på epx, blot skal have 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Karakterkravet til optagelse på gymnasiet er i dag en gennemsnitskarakter på 5 fra folkeskolen – et krav som regeringen endda foreslår hævet til 6. Derfor er frygten, at epx-eleverne ikke vil have de nødvendige, faglige forudsætninger for at klare en pædagoguddannelse.

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, formulerer kritikken af regeringsforslaget således: ”Vi løser ikke pædagogmanglen, ved at gøre det lettere at blive pædagog. Tværtimod har vi brug for en uddannelse, som nyder stor prestige og er et attraktivt valg. Og det opnår man ganske enkelt ikke ved at gøre den til en andenrangsprofessionsuddannelse, som ikke har samme adgangskrav som de andre professionsuddannelser, vi normalt sammenligner os med”.

Ændring af universitetsuddannelserne
Regeringen vil efter en aftale indgået i sommeren 2023 med SF, Danmarksdemokraterne, LA og Konservative ændre universitetsuddannelserne ved at forkorte nogle af kandidatuddannelserne og afskaffe andre – eller mao. formindske antallet af studiepladser.

En af begrundelserne for ændringerne er, at regeringen har en forventning eller måske snarere et håb om at skubbe flere studerende over i velfærdsuddannelserne, når mulighederne for en universitetsuddannelse hos de unge begrænses.

Det er i øvrigt en logik og tankegang hos regeringen, som også afspejles i planerne om at ændre ungdomsuddannelserne, bla. ved hæve karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6 for at få flere til at tage feks. en erhvervsuddannelse.

Men der er ingen garanti for, at de afviste universitetsstuderende vil søge en af velfærdsuddannelserne som alternativ, hvilket uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) da også har erkendt.

Mere i lønningsposen til pædagogerne
Et andet forsøg på at gøre det mere attraktivt at blive pædagog har været at hæve pædagoglønningerne ekstraordinært – udover de opnåede lønstigninger ved forårets overenskomstforhandlinger. Det blev vedtaget ved trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i december 2023.

Her var pædagogerne en af de faggrupper, som fik et ekstra lønløft på 1.800 kroner brutto om måneden med fuld virkning fra 2026. Det betyder ifølge BUPL en samlet gennemsnitlig lønstigning på 5000 kr. fra de nuværende 39.200 kr. til 44.300 inkl. pension.

Spørgsmålet er, hvor meget en lønstigning på 1.800 kr. om måneden før skat vil betyde for lysten til at blive pædagog.
Men at lønnen spiller en rolle bekræftes af en undersøgelsen som EVA – Danmarks Evalueringsinstitut – lavede i 2023. Her spurgte EVA 3000 unge, som i 2021 og 2022 havde overvejet at søge ind på en af de fire store velfærdsuddannelser, men som endte med at vælge den fra, hvad årsagen til deres ”nej” til uddannelsen var. Her svarede 52 % af dem, at der havde overvejet at blive netop pædagog, at de alligevel ikke havde søgt, fordi pædagoglønnen er for lav.

Fremtiden? Ligningens ubekendte
Indførelsen af minimumsnormeringerne og lønløftet til pædagogerne er et skridt på vejen. Men tilbage står, at man i hver fald på kortere sigt alligevel vil have store problemer med rekrutteringen til pædagoguddannelsen, og dermed også vanskeligheder ved at sikre en tilstrækkelig andel af pædagoger i daginstitutionerne.

På længere sigt er der også en ubekendt i ligningen, nemlig den faldende fødselshyppighed, som – hvis den fortsætter med at være lav eller måske endda falde yderligere – vil mindske behovet for pædagoger pga. et lavere antal af børn i daginstitutionsalderen end hidtil forventet.

Finansministeriet har for nyligt lavet en fremskrivning – der viser, at en forventet pædagogmangel i 2035 vil blive forvandlet til et overskud af pædagoger pga. faldet i fertilitetsraten. Ifølge disse beregninger vil der imidlertid ikke blive færre børn blandt de 0-6 årige, men en lavere stigning i antallet. Det vil betyde, at stigningen i efterspørgslen efter pædagoger også vil bliver formindsket.
Men ministeriet angiver selv, at beregningerne er ”forbundet med stor usikkerhed”.

Så der vil efter al sandsynlighed også i fremtiden være behov for mange flere pædagoger.

——

Hovedfoto: BUPL-formand Elisa Rimpler forud for trepartsforhandlingernes sættemøde i Finansministeriet, 27. oktober 2023. Fotograf: Jeppe Carlsen.

Indlægget Pædagogmanglen – hvad er mulighederne for at eliminere den? blev først udgivet på netavisnord.