Nationalismen har historisk antaget karakter af en ideologi, der anskuer nationen som et fællesskab for en gruppe mennesker, der har en række sammenfaldende kulturelle træk som sprog, religion og historie. Fra at have haft en progressiv, venstreorienteret klang og bidraget til afkolonisering og statsdannelser adskillige steder på kloden, er nationalismebegrebet i dag i støre udstrækning forbundet med højrefløjens selvtilstrækkelighed, snæversyn og fremmedhad.

Mette F. og Meloni i fælles front mod Sanchez
Migranters – mislykkede – forsøg for nylig på at nå det europæiske fastland via eksklaven Ceuta fik socialdemokraten Mette F og den stærkt højreorienterede Meloni til tasterne i fælles front til forsvar for europæiske værdier og grænser. De bekræftede hinanden i nødvendigheden af en stram udlændingepolitik og et udvisningscenter uden for Europa, ligesom den spanske socialdemokrat, Sanchez, ikke kan forvente nogen støtte fra sin danske partifælle, som sammen med sin italienske kollega truer med at smide Spanien ud af Schengenaftalen og den fri bevægelighed for arbejdskraft.

Det hører med til historien, at ikke en migrant nåede at sætte foden på europæisk jord, og skulle det være lykkedes, og de fik midlertidig opholdstilladelse til at arbejde i Spanien, giver det dem ingen ret til at udnytte det indre markeds frie bevægelighed. Det kræver en permanent opholdstilladelse, hvilket Mette F og Meloni belejligt nok glemte at fortælle, da de ret voldsomt kritiserede Sanchez for ikke at varetage Spaniens forpligtelse til at beskytte Europa mod indvandring fra syd.

De to regeringsledere skærpede retorikken og kritiserede migranterne for ikke at respektere de europæiske værdier og i særdeleshed den kristne kulturarv – hvilket dårligt korresponderer med menneskerettighederne og respekten for religions- og ytringsfriheden.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne
Mette F´s åbenlyse behov for at signalere, at hun er strammer på udlændingepolitikken, lægger sig i forlængelse af DF og DD’s tiltagende skarphed på området. Der er en politisk kamp mellem de tre partier om bestandigt at skærpe såvel politikken som retorikken over for nydanskere. Her følger et par afsnit fra DF og DD’s udlændingeprogram:

Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes angst for de fremmede
DF:
Foragt over for danske værdier:
Vi har modtaget alt for mange udlændinge, som hverken har evne, lyst eller vilje til at blive integreret i Danmark, og som ene og alene kom hertil, fordi danskerne har bygget et af verdens mest gavmilde samfund. Resultatet er store, isolerede parallelsamfund, hvor indvandrere fra islamiske lande i snart to generationer uhindret har kunnet leve efter de regler, den levevis, de vaner og magtstrukturer, som de tog med til Danmark: klanvælde, kønsopdeling, voldelige og patriarkalske omgangsformer, kvindeundertrykkelse og koranen som rettesnor i livet. Mens mange af dem indbyrdes holder liv i et tilbagestående og voldeligt æreskodeks, så foragter de danskerne, som ellers må betale prisen for deres sociale bedrageri, kriminalitet, dovne attitude over for uddannelse og arbejde, nedbrydning af alment boligbyggeri og snylten på de offentlige kasser i almindelighed.

DD:
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter de danske værdier, vores kultur og vores samfund…
Vi vil ikke finde os i, at islamistiske mørkemænd kommer til Danmark med deres udemokratiske tanker og værdier. Derfor har vi ikke brug for lempelser. Vi har brug for en stram udlændingepolitik, der passer på Danmark.

DD og DF´s medansvar for flygtningestrømmene
Disse meget generaliserende og fordømmende synspunkter skal ses i lyset af, at de to partiledere selv i sin tid bakkede op om Danmarks imperialistiske krige i Mellemøsten og Nordafrika, som frembragte de borgerkrige, der har sendt mange mennesker på flugt, herunder til Danmark. Og såvel Mette F som de to højrefløjspartier er også hardcore tilhængere af Israels politik over for palæstinenserne – Mette F betragter Golda Meir som sit forbillede – vel vidende, at den skaber endnu flere mennesker på flugt.

Mere end 95 % af nydanskerne har ikke begået kriminalitet
Når højrefløjspartierne anklager nydanskere for kriminalitet, hører det med til billedet, at mere end 95 % af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige land aldrig kommer i berøring med det danske retsvæsen i forbindelse med lovovertrædelser. For kvinderne alene er tallet 99%.

Opgør med dunjakker, tørklæder og kasketter
Og det forhold, at minoritetsunge kvinder i større udstrækning end danske unge kvinder nu får en uddannelse, og at minoritetsunge mænd gør store fremskridt på uddannelsesfronten og inden længe er på niveau med majoritetsunge danskere, negligeres helt af DF og DD. Tværtimod. I et nyt udspil rettet mod nydanske elever på ungdomsuddannelserne skriver Danmarksdemokraterne (med versaler)
– ELEVER, DER IKKE TALER DANSK I SKOLETIDEN, SKAL SMIDES UD
– ALLE ELEVER SKAL PÅ FØRSTE SKOLEDAG GIVE HÅNDTRYK TIL REKTOR VED ANKOMST
– ELEVER SKAL UNDERSKRIVE EN ERKLÆRING OM AT OVERHOLDE DANSKE VÆRDIER
– OBLIGATORISK FORÆLDREMØDE OM DANSK KULTUR, LIGESTILLING OG DANNELSE
– PÅKLÆDNINGSKODEKS PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE – herunder forbud mod dynejakker, kasketter, tørklæde.

Danskheden og nationalismen pudses af i krisetider
Det interessante er, at såvel Socialdemokraterne som DD og DF rejser en diskussion om danskhed og nationalisme, som bestemt ikke er ny, men som har det med at genopstå i krisetider. Der er tilsyneladende for nogle partier behov for at kridte den nationale identitetsbane af, når landet er under pres, endskønt ingen vel har patent på, hvad det vil sige at være dansk. Afståelsen af Norge, nederlaget i 1864, Anden Verdenskrig m.m. har været begivenheder, der har framet en drøftelse af, hvem vi er som folk. Hvilke værdier er danske? Hvem hører med i fællesskabet – og hvem ikke? Og det er ikke uden betydning at understrege, at der ikke på noget tidspunkt har været konsensus om danskheden. Den har til alle tider været genstand for en politisk diskussion mellem højre og venstre i dansk politik.

Højrefløjens skærper kravene til statsborgerskab med sindelagskontrol
Højrefløjen har det, som vi så ovenfor, rigtigt godt med danskheds – og nationalismedebatten. Den er der tilsyneladende stemmer i. Den ilter forestillingen om et nationalt fællesskab, hvor danskheden råder, og hvor der ikke er plads til, at andre nationale identiteter kan leve parallelt hermed. Nationalismen er i den forstand en ideologi, der bygger på en snæver kulturopfattelse, som søger at bevare kulturarven og beskytte samfundet mod fremmedes muligheder for at få rettigheder. Der er tale om kulturelle krav, som man som nydansker skal leve op til, og det påfaldende er, at barren løbende bliver hævet, så der kræves mere og mere for at leve op til danskhedskravet, hvilket blandt andet ses af, at Folketingets Indfødsretsudvalg har indført sindelagskontrol, så ansøgere om dansk statsborgerskab skal screenes for holdninger, inden de tildeles dansk pas. Synspunktet må m.a.o. dække over, at danskheden og den nationale identitet er så skrøbelige, at de ikke kan modstå andre holdninger, som derfor må forbydes.
Ida Auken og Alex Vanopslagh. Foto FT.

Auken og åndelig oprustning
Senest har Socialdemokratiet med den fhv. folkesocialist og radikale, Ida Auken, som bannerfører opfordret til åndelig oprustning, hvilket bl.a. indebærer en besinden sig på den nordeuropæiske, protestantiske kristendom. Hendes bestræbelser på at knytte en præst til Folketinget vidner herom.

Åndelig oprustning har en tendens til at forherlige fortiden, og som sådan bliver nation og danskhed til en fortælling, der har svært ved at rumme uenighed, debat, mangfoldighed og respekten for andre værdier. Den udspringer af frygten for omverdenen, der presser sig på i en globaliseret tidsalder, og forudsætter forandring.

Auken har allieret sig med højrefløjen, hvor bl.a. Alex Vanopslagh med sin bog, Den usynlige ånd, også ruster åndeligt og op gør kristendommen til et af omdrejningspunkterne i sit ideologiske manifest. At han så samtidig fratager Socialdemokratiet patentet på velfærdsstaten og søsætter en modfortælling om, at det var civilsamfundet og enkeltpersoner – og ikke staten – der skabte velfærdssamfundet, må trods alt skabe modhager i Aukens alliance med højrefløjen.

Venstrefløjens syn på danskhed
Over for denne højrefløjsdiskurs eksisterer der en venstrefløj, som har et noget andet syn på danskhed: tolerance, respekt for menneskerettigheder, solidaritet, mm., og hvor kulturel danskhed ikke er en betingelse for at opnå juridisk danskhed, altså statsborgerskab. Her er det afgørende folks handlinger, ikke deres holdninger, og kriterierne for at opnå statsborgerskab ligger fast og ændres ikke hele tiden i mere restriktiv retning. Her påpeges modsætningsforholdet mellem den tiltagende globalisering og den danske afhængighed af handel og interaktion med omverdenen og så højrefløjens bestræbelser på at lukke mennesker med anden etnisk herkomst ude. Nationalismen og den bornerte, kulturelle danskhed ser bort fra, at danskere med relativt høj uddannelse kan have mere til fælles med f.eks. en tysker med samme uddannelse end med deres nabo. Det kan gælde alt fra politiske holdninger, medieforbrug, madvaner, boligindretning, til kropslighed og motion.

Nationalismen i historisk perspektiv
Venstrefløjens syn på nationalismen er imidlertid ikke så enkel, såfremt den sættes ind i et historisk perspektiv. De tidlige nationale bevægelser, som udsprang af oplysningstiden, var progressive og hyldede idealerne om frihed og lighed. Nationalismen har også været afgørende i bekæmpelsen og undergravningen af den europæiske imperialisme og har spillet en hovedrolle i den politiske mobilisering, der førte til afkolonialiseringen, hvor ideen om national selvbestemmelse udfordrede de imperiale magter. Venstrefløjens syn på nationalismen røg imidlertid ind i alvorlige problemer i slutningen af det 20. – og begyndelsen af det 21. århundrede. Efter den i årevis bekæmpede integrationen i EU, blev det politiske ubehag for venstrefløjen ved at være på hold med den ekstreme højrefløj og blive betegnet som ”nationalsocialister” for tydeligt og bevirkede, at den tog et opgør med nationalismen og i dag bakker op om dansk medlemskab af EU.
—–
Hovedfoto: Wikimedia Commons

Indlægget Nationalisme og danskhed blev først udgivet på netavisnord.

Det er ikke et ukendt problem for nordjyder, at ventetiden til speciallæger kan være lang. Nedenfor er de seneste tilgængelige ventetider opgjort. Det skal dog retfærdigvis siges, at akuttiderne er væsentligt lavere, og at der er variation fra egn til egn i Nordjylland.

Et evighedsproblem, der medfører ulighed i sundhed
Ventetidsproblemet er tilsyneladende et evighedsproblem, og de enkelte regioner er nærmest magtesløse, da det ikke er op til dem at lave aftaler med speciallægerne. Det foregår på landsplan mellem speciallægerne på den ene side og regionerne og staten på den anden, og i den forhandling står speciallægerne stærkt, fordi de er en mangelvare. Staten sætter et loft over, hvor mange midler regionerne må benytte til ydernumre til speciallægerne, og da der er tale om et liberalt erhverv, er det op til speciallægerne at afgøre, om opslåede stillinger skal søges. Det betyder i praksis, at der indtræder en skævhed, hvor Østdanmark tilgodeses, endskønt analyserne viser, at der pga. demografien og sygdomsbilledet er mere behov for speciallæger i Vestdanmark. Hertil kommer, at speciallæger ved siden af deres forpligtelse til at behandle sygesikringspatienter også driver en nebengeschæft, hvor de behandler private patienter finansieret af forsikringsselskaberne eller af patienterne selv. Der er ofte tale om en betaling, som gør det umuligt for mindre ressourcestærke patienter at søge en sådan løsning. Og dermed rammer vi ind i det overordnede problem: Ulighed i sundhed.

Frygt for amerikanske tilstande
Selv om Danmark er kendt for den universelle velfærdsmodel, hvor der via en progressiv beskatning er lige adgang til offentlige ydelser, herunder sundhedsydelser, så afslører manglen på speciallæger i Nordjylland, at det i praksis ikke er helt sådan, det hænger sammen. Bekymringen kan være, at vi i stigende udstrækning vil se amerikanske tilstande, hvor sundhedsvæsenet er privatiseret, og den enkelte borger selv eller arbejdsgiveren må forsikre sig.

Det skæve Danmark
Peter Therkildsen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Venstre, sidder i det udvalg, som på landsplan forhandler overenskomster med speciallægerne. Han er meget bevidst om ventelisternes længde og forstår godt synspunktet om, at der tilsyneladende er tale om et evighedsproblem.
– Især på det psykiatriske område er jeg ikke stolt af situationen. Det er virkelig en udfordring, at specielt børn og unge må vente så længe på at komme i behandling. Men problemet er, at en speciallægepraksis er et liberalt erhverv, hvor den erhvervsdrivende selv bestemmer, hvor hun slår sig ned, så selv om vi får flere midler til at frigive flere ydernumre til f.eks. øjenlæger, øre -næse-halslæger, reumatologer, dermatologer og psykiatere, så er der ingen garanti for, at nogen søger stillingerne.

– Er det sådan, at speciallægerne ikke søger vest for Storebælt?
– Ikke helt. Århus og Odense er godt kørende, fordi de gennem mange år har haft en lægeuddannelse. Og jeg håber på, at der om føje år også vil være flere ansøgere til speciallægestillinger i Nordjylland, fordi der nu er knyttet en lægeuddannelse til Aalborg Universitet. Vi ser bl.a. på almenpraksisområdet, at gabet mellem udbud og efterspørgsel er ved at være lukket. Det samme sker forhåbentligt på sigt også for speciallægerne.

Statslige udgiftsrammer og manglende styring af lægeuddannelsen
– Hvilken rolle har de statslige udgiftsrammer for regionerne spillet for ventelisterne?
– De begrænser klart mulighederne for at komme de lange ventelister til livs. Udgiftsloftet på almen praksis er fjernet, og det har haft en gunstig virkning for Nordjylland. Hvis ellers der bliver uddannet tilstrækkeligt med speciallæger, vil en afskaffelse af udgiftsloftet på dette område også have en positiv effekt.

– Kan man styre, hvor speciallægerne slår sig ned gennem optaget til lægeuddannelsen på de forskellige universiteter?
– Det tror jeg. Ved at nedskære antallet af uddannelsespladser i København og Århus og flytte dem til Nordjylland kan man nå et stykke vej. Og det ligger også fint i forlængelse af sundhedsreformen, hvor analysen netop er, at der er for få speciallæger i forhold til indbyggertallet og sygdomsbilledet i visse egne af landet, herunder Nordjylland. Og i samme retning peger demografien, der viser relativt flere ældre i f.eks. Nordjylland – og dermed også et stigende behov for sundhedsydelser.

En nebengeschæft med private patienter fremmer ikke ligheden i sundhed
– Hvad siger du til, at en del speciallæger ud over sygesikringspatienter også har private patienter, som får ydelsen betalt af forsikringsselskaberne eller selv må punge ud, og som må betyde, at ventelisten for sygesikringspatienterne stiger?
– Den mulighed er ikke groet i min have. Den fremmer bestemt ikke ligheden i sundhed, men vi kan ikke direkte tvinge speciallægerne til at afstå fra denne praksis, da der som nævnt er tale om et liberalt erhverv. Men vi kan via overenskomsten styre, at speciallægerne skal op på et vist omsætningstal, når det handler om at behandle patienter på det offentliges regning.

Problematisk at entrere med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige
Lene Linnemann er mangeårigt medlem af Regionsrådet i Nordjylland for SF. Hun sidder i Regionsrådets Forretningsudvalg og er formand for Udvalg for implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet og er desuden medlem af det nye sundhedsråd for Vendsyssel. Hun siger om speciallægesituationen:
– SF deler ikke begejstringen for privatpraktiserende speciallæger i det danske sundhedsvæsen – alene af den grund, at når vi ansætter en privatpraktiserende speciallæge, så er det som oftest én, der kommer fra et af vores egne sygehuse, og så mangler vi vedkommende der. Det største problem er, at vi overhovedet entrerer med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige. Behandlingen er det offentliges ansvar, og derfor bør den behandling, vi tilbyder, ydes af offentligt ansatte læger. Hvis nogen så ønsker at benytte sig af private speciallæger, så skal det stå dem frit for – det skal bare være af private, som ikke også har et ydernummer, men udelukkende behandler selvbetalende og forsikringskunder.

——–
Hovedfoto. Det nye supersygehus. Foto. Region Nord

Indlægget Ventetider til speciallæger: Et evighedsproblem, der skaber ulighed i sundhed blev først udgivet på netavisnord.

Region Nordjylland har undersøgt sundhedstilstanden blandt nordjyderne. 34.700 er blevet spurgt, og 41 % har svaret på spørgsmålene. Resultaterne kan sammenlignes med tilsvarende undersøgelser foretaget i 2010, 2013, 2017 og 2021. 2025-undersøgelsen er den første efter Covid-19 og giver et øjebliksbillede af nordjydernes sundhed og trivsel og kan derfor være et nyttigt redskab i bestræbelserne på at implementere sundhedsreformen. Samtidig giver rapporten mulighed for at undersøge nordjydernes sundhed over tid.

Undersøgelsen er omfattende, og det har derfor været nødvendigt at udvælge nogle indikatorer på sundhedstilstanden til denne artikel. Valget er faldet på KRAM-faktorerne.

Ulighed i sundhed – overblik
Før vi går over til at undersøge de enkelte KRAM- faktorer følger her et overblik – fordelt efter uddannelse.

Tabel 1. ovenfor viser, hvordan uddannelse er afgørende for, i hvilken grad nordjyderne lever sundt. Folk med lav uddannelse ryger mere, er fysisk inaktive i større udstrækning og spiser usundere end folk med højere uddannelse. Svær overvægt falder med uddannelsesniveauet. Kun alkoholforbruget synes at være uafhængigt af uddannelse.

At forklare ulighed i sundhed
Det er ikke så ligetil at forklare uligheden i sundhed. Borgere med lav uddannelse har ofte en ringere økonomi og kan derfor være nødt til at ty til usunde og billigere fødevarer. Forskellen i sundhedsadfærd kan også skyldes individuelle forhold, hvor man med lav uddannelse ikke er sig bevidst, hvordan f.eks. rygning og manglende motion påvirker helbredet, og at man måske befinder sig i en arbejds – og boligmæssig situation, der ikke fremmer ens sundhed.

Den franske sociolog Bordieu har forsøgt at forstå uligheden i bl.a. sundhed ved hjælp af begreberne habitus (indlejrede vaner) og kapital (økonomisk, kulturel, og social). Individer med meget kulturel kapital, dvs. uddannelse, har lettere ved at tilegne sig information om sund levevis og agere derefter, og mennesker med meget social og økonomisk kapital besidder samfundsmæssige positioner, hvor sundhedsrisikoen er lav.

Hvad spiser nordjyderne?

Mht. kost går det den forkerte vej for nordjyderne, Jf. tabel 2. Der spises i mindre grad i 2025 end de foregående år fisk, grønt og frugt samt madvarer med lavt fedtindhold.

Nordjydernes vægt

Effekterne af den ringere kostbevidsthed, som vist i tabel 2, kan formentlig aflæses i tabel 3, der afslører en stigning fra 2010 til 2025 af andelen af nordjyder med svær overvægt fra 16 til 22 %. Andelen med moderat overvægt er uforandret i undersøgelsesperioden.

Smøgerne gemmes væk i Nordjylland

Tabel 4 viser, at nordjyderne har nedsat nikotinforbruget væsentligt over årene. I 2010 røg 22 % dagligt, i 2025 kun 10 %. Storrygerne (mindst 15 cigaretter om dagen) er næsten faldet med 2/3.

Kraftig nedgang i antal genstande

Også alkoholforbruget blandt nordjyder er aftagende over årene. Faktisk er andelen, der drikker mere end 10 genstande om ugen halveret fra 2010 til 2025.

½ time om dagen

Det fremgår af tabel 6, at den fysiske aktivitet blandt nordjyder er ret stabil over årene.
Der er således stadig ulighed i sundhed blandt nordjyder, og der er ikke rigtig udvikling i sunde madvaner og motion, hvilken kan ses på vægten. Til gengæld er der store fremskridt i KRAM-faktorerne rygning og alkohol.
—–
Hovedfoto: Rapport. Sundhedsprofil. Hvordan har du det?

Indlægget KRAM i Nordjylland blev først udgivet på netavisnord.

Historien om Kornets Hus begynder i Hjørring i1970´erne, endnu før begrebet økologi blev en del af sproget. Her gik en gruppe visionære ildsjæle rundt, optaget af Rudolf Steiners ideer. Gruppen delte ønsket om flere biodynamiske produkter på markedet og kritikken af det manglende udbud.

To af disse var Inger og Jørn Ussing Larsen. De mødtes i 1973, og i 1974 etablerede de butikken Aurion i Søndergade i Hjørring. Interessen for bagning kom ikke fra fremmede, Jørn Ussing Larsens far drev Willys Konditori i Hjørring.

Allerede fra starten producerede og solgte Aurion udelukkende biodynamiske produkter.

I 1980 udvidedes med Aurion Bageri og Mølleri i Guldager syd for Hjørring, og med det kom der for alvor gang i virksomheden. Fokus altid på biodynamiske og økologiske produkter, og i stadigt større grad genetablering og udbredelse af gamle, traditionelle og ellers glemte, primært nordiske kornsorter.

Aurion har i nært samarbejde med en række landmænd, primært fra Nordjylland, produceret en række økologiske, biodynamiske varer.

Aurion præsenterer selv sit DNA på sin hjemmeside:
– Kærlighed til gode råvarer
– Høj ernæringsmæssig og smagsmæssig kvalitet
– Nytænkning
– Balance mellem natur og menneske.

Aurion i dag
I dag har Inger og Jørn Ussing Larsen forladt Aurion for at fokusere på Kornets Hus, men der er stadig tætte bånd mellem Kornets Hus og Aurion.

Aurion er i dag en veletableret virksomhed, et aktieselskab med 24 ansatte og med et tæt net af økologiske landmænd som leverandører af korn. I ejerkredsen findes Aurionfonden, Thise Mejeri og den sjællandske fond Planetary Impact Ventures Fund. Sidstnævnte er en Humlebæk-baseret virksomhed med formålet ”at foretage investeringer i primært små og mellemstore, unoterede nordiske og europæiske selskaber, som kan betegnes som værende bæredygtige. Selskabets formål er blandt andet i sin virksomhed og drift at have en væsentlig positiv indvirkning på samfundet og miljøet som helhed”.

Aktieselskabet blev etableret i 1979 og har udviklet sig kraftigt siden. Ifølge Lasso.dk har Aurion 2025 en egenkapital på 15.5 mio. kr. og en stadigt stigende omsætning, ikke mindst på grund af de mange nye produkter og et udvidet forhandlernet. Ifølge Proff.dk har selskabet en tilfredsstillende likviditet og en meget god soliditet. Dog har der de seneste par år været et minus på årsregnskabet, 2024 var det på 227.541 kr. og i 2025 282.912,

Samarbejde Aurion – landmænd også på Livø
Centralt i Aurions virke står samarbejdet mellem Aurion og en stor gruppe af landmænd, som er faste leverandører af korn – og som hovedsageligt er placeret i Nordjylland. Der afholdes jævnligt møder mellem Aurion og landmændene for at planlægge produktionen, ligesom den kornansvarlige på Aurion, Bjarne Hansen, flere gange årligt besøger landbrugene.

Avlsgården på Livø er et af de landbrug, Aurion har arbejdet fast med over en lang årrække.

Avlsgården drives af Bente og Karsten Kjærgaard, og de har drevet gården som økologisk brug siden 1991. For tiden leverer Livø biodynamisk dyrket rug og spelt til Aurion, gennem de seneste mange år har der desuden været produceret og eksperimenteret med traditionelle nordiske kornsorter som enkorn, emmer og nøgenbyg.

Livø er et ideelt sted for udvikling af kornsorter og for økologisk dyrkning. Jorden har som skrevet været dyrket økologisk siden 1991, landmændene har med stor entusiasme arbejdet med udvikling af de traditionelle kornsorter, og Livø er som bilfri ø dejligt fri for forurening. Endelig har markerne ligget tilgængelige for det store rykind af besøgende, der hver sommer gæster Livø – og her har markerne virket som skoling med skiltning, som har forklaret kornsorterne og dyrkningsmetoderne.

Det er symptomatisk, at samarbejdet mellem kornproducenterne og Aurion har været præget af tillid, samarbejde og trofasthed. De fleste landmænd har leveret gennem årtier, nogle helt fra starten af Aurions eksistens.

Udviklingen af Aurions produkter
”Opdagelsen” af spelt i 1992 var et gennembrud for Aurion, og siden er arbejdet med at genfinde og udvikle traditionelle kornsorter udvidet. I dag forhandler Aurion godt 20 korn og frøtyper, alle økologisk dyrkede, mange biodynamiske. De seneste år er produktionen desuden udvidet med bælgfrugter.

Aurion stiller skarpere krav til korndyrkningen end lovgivningen om økologi foreskriver. F.eks. tolererer man ikke anvendelse af konventionel gødning, hvor lovgivning om økologi tillader 25 % svinegylle.

Distribution
Aurion sælger selv sine varer, dels i butikken Søndergade 9 i Hjørring, dels gennem firmaets webshop på hjemmesiden. Men derudover har man omkring 100 faste forhandlere, spredt over hele landet. De fleste er mindre, nicheprægede, idealistiske butikker, men der er også kommet flere butikker fra de landsdækkende dagligvarebutikker på programmet. Ikke mindst mange butikker fra Menu-kæden kan regnes som forhandlere af Aurions produkter.

Dagligvarebutikker
En af de dagligvarebutikker i Nordjylland, der har det største sortiment af Aurion-produkter, er Menu i Skalborg.
Menus Peter Lassen forklarer:
– Først og fremmest vil vi gerne handle lokalt. Godt nok er der lidt over 50 km. til Hjørring, men det er trods alt noget andet end at handle med udenlandske firmaer, man ikke har noget forhold til. Og det er da dejligt at vide, at meget af melet kommer fra marker tæt på. Og Aurion er jo et fint lille firma. Vi ved, at de leverer kvalitet, kun økologiske varer, og så udvikler de sig konstant med nye varer til supplement af de allerede kendte. I den tid, vi har solgt Aurion-produkter, er der kommet mange nye typer af mel til – som f.eks. kamutmel og Sorghummel, som jeg dårligt nok ved, hvad man kan bruge til.
Det er jo en nicheproduktion, men det fungerer – og vi har fundet ud af, at der er kunder til det. Vi har en ret stor kundegruppe, der gerne betaler lidt ekstra for at få sikker kvalitet og for at få varer med en historie. Kvalitet, økologi, nærhed. Mange kunder, der kommer her, ønsker at købe noget særligt – og der er et stort kundegrundlag, både til den klassiske Spelt og de lidt mere ukendte produkter. Mange køber stort ind, vi sælger en del af de store poser med 12 ½ kg.

Webshoppen
I webshoppen på Aurions hjemmeside er samtlige Aurion-produkter oplistede og præsenterede.
Her kan man se alle kornsorter, bælgfrugter og grød, ligesom der er mulighed for at købe bagegrej.

Nu kan historien om kornet, om økologi og om Aurion så opleves i Kornets Hus ved Hjørring.

Kornets Hus – økonomisk krise
Kornets Hus blev i 2009 stiftet af en fond med kornet som omdrejningspunkt. Som det fremgår nedenfor, er Kornets Hus i økonomisk krise. Det seneste, redigerede regnskab fra 2024 resulterede i et underskud på 1,55 mio. kroner. Egenkapitalen er negativ på – 1,25 mio., og soliditetsgraden er på – 153%.

Revisorerne gør i den seneste årsrapport opmærksom på, at der kan rejses betydelig tvivl om fondens mulighed for at fortsætte driften, og ledelsen i Kornets Hus er bevidst om, at økonomien er udfordret. Det skyldes bl.a. et lavere besøgstal end forventet og et for højt sygefravær blandt medarbejderne.

Økonomisk hjælp – og gratis adgang
Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Nordeafonden har valgt at donere 5,3 mio. kroner til udvikling af Kornets Hus. Direktør Rikke Ejsenhardt er af den opfattelse, at den tilførte kapital nu giver Huset mere ro til at se fremad, og pengene skal bl.a. bruges til at gøre det gratis at besøge Kornets Hus, så besøgtstallet igen kan gå i vejret.

– Er det ikke lidt paradoksalt at gøre entreen gratis, når Huset mangler indtægter?
– Min tese er, at entreen er en barriere, og at den kan afholde nogle fra at besøge os. Ikke mindst lokale gæster, som ofte bruger cafeen.
Ved at fjerne barrieren tror jeg på, at der kommer flere gæster i huset til både kortere og længere besøg, og det så vi helt tydeligt i påsken, hvor der kom mange flere gæster, end vi kunne forestille os, og flere end jeg har set det halve år, jeg har været her. Men ja, det er et modigt træk, og det vil vise sig, om det fortsat har den effekt, siger Rikke Ejsenhardt.
——-
Hovedfoto: Kornmark på Livø, der leverer til Aurion. Privatfoto.

Indlægget Aurion og Kornets Hus blev først udgivet på netavisnord.

Et centralt tema i den netop overståede valgkamp var indførelsen af en formueskat. Socialdemokratiet forsøgte ved valgudskrivelsen at appellere til og genvinde nogle af de mere venstreorienterede vælgere, som havde forladt partiet pga. dets højredrejning, ved at foreslå at genindføre formueskatten, som Nyrupregeringen i 90’erne afskaffede. Forslaget gik i al sin enkelthed ud på at pålægge formuer på mere end 25 mio. en skat på 0,5 %.

Højrefløjens og kapitalens modoffensiv

Udspillet mødte ikke overraskende massiv politisk modstand fra højrefløjen incl. De Radikale, og erhvervslivets interesseorganisationer (DA, DI og DE) kørte det tunge skyts i stilling ved en omfattende modagitation, som udstillede formueskatten som dræbende for dansk økonomi, væksten, velstanden og beskæftigelsen. Endelig truede enkeltpersoner fra nogle af de toneangivende virksomheder med at emigrere. I lyset af denne eklatante modoffensiv havde formueskatten det svært, og dens folkelige gennemslagskraft hos vælgerne blev ikke faciliteret af, at der i valgkampen opstod en del tekniske spørgsmål – herunder uklarhed om, hvorvidt også nyetablerede iværksættere, der endnu ikke havde formået at stable et overskud på benene, var omfattet af det socialdemokratiske forslag. Bottom line blev, at moddiskursen lykkedes, og at der i det nye Folketing ikke eksisterer et flertal for at genindføre en formueskat.

Det skal imidlertid ikke afholde Netavisnord fra en nærmere undersøgelse af såvel det teoretiske som det empiriske grundlag for indførelsen af en skat på de største formuer.

Thomas Piketty: Støt stigende formueulighed fra 1980
Den franske økonom, Thomas Piketty, har i sit hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede undersøgt formueulighedens udvikling, og han kommer til den konklusion, at den fra ca. 1980 er støt stigende, efter at den i en periode efter WW2 var faldende. Dette fald hang sammen med den kolossale genopbygning af den fysiske kapital og finansieringen af velfærdsstaten efter krigen, og som samlet bevirkede en ret kraftig progression i beskatningen.

Men med den klassiske liberalismes genfødsel i 80érne efter en periode med keynesiansk dominans blev marked, deregulering, skattenedsættelser for erhvervslivet samt påstanden om trickle-down-økonomi kodeordene for den økonomiske tænkning i de toneangivende, kapitalistiske lande.

Hvis r>g koncentreres den økonomiske og politiske magt hos eliten
Pikettys synspunkt er, at denne uregulerede kapitalisme fører til en fundamental formueulighed, fordi den årlige afkastningsgrad på kapital er større end væksten i produktionen og indkomster (r>g, hvor ”r” er afkastningsgraden på kapital (return), og ”g” (growth) er den økonomiske vækstrate på produktion og indkomst.) I et historisk perspektiv vil dette misforhold føre til en koncentration af rigdom hos eliten.

For Piketty er formueuligheden, som han dokumenterer i en række af verdens lande, og som helt ekstremt kommer til udtryk i USA, hvor oligarkerne, der finansierer Trumps valgkampe, ejer 35-40 % af formuen og modtager 20 % af den samlede indkomst, en trussel mod demokratiet, fordi en lille gruppe kapitalister er i færd med at dominere den øvrige befolkning politisk og økonomisk.

Formuefordelingens udvikling i Danmark
Hvilke forholdsregler Piketty foreslår indført for at modvirke uligheden, vender vi tilbage til, men først et kig på, hvordan formuen i Danmark er fordelt.

Figur 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Indeks.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har på baggrund af data fra Danmarks Statistik beregnet udviklingen i formuefordelingen, jf. figur 1, hvoraf det bl.a. fremgår den rigeste ene procents formue er steget med godt 30 % siden 2020, mens gennemsnits – og medianformuen i samme periode er steget med henholdsvis 12 og 3 %.

Tabel 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Kroner

Tabel 1 viser, at den rigeste ene % af befolkningen i gennemsnit besidder en nettoformue på omkring 58 mio. kroner, og at den er vokset med ca. 14 mio. siden 2020. Tallene er opgjort pr. voksen og skal dobles op for par blandt de rigeste. Medianformuen er omvendt steget med blot 30.000 i samme periode og lander på 960.000.

Den rigeste 1 % ejer 25 % af den danske formue
Figur 2 viser, at den meste velhavende 1 % af befolkningen ejer 25 % af formuen, og andelen er stigende fra 2020, men dog uændret fra 2021.

Figur 2. Den rigeste 1 % ’s andel af den samlede formue. Pct.

Pikettys løsningsforslag på den ulige formue – og indkomstfordeling
Med dette billede af formuefordelingen og dens udvikling i Danmark kan vi nu vende tilbage til Piketty og undersøge, hvilke løsninger han foreslår for at komme formueuligheden til livs.

Han er af den opfattelse, at markedet ikke under nogen omstændigheder kan løse problemet selv, og han foreslår derfor en global, progressiv formueskat (venstrekeynesiansk), der vil forhindre kapitalen i at søge i skattely. I forlængelse heraf foreslår han en top-topskat på de høje direktørlønninger, som til tider stikker helt af. A.P. Møller aflønner sin topdirektør med 48 mio., Vestas sin med 32 mio., Carlsberg sin med 39 mio. Og sidst, men ikke mindst, opfordrer Piketty til, at der oprettes et globalt finansregister, så det bliver gennemsigtigt, hvem der ejer formuerne og får de høje lønninger.

Det kan godt være, at formueskatten i første omgang døde med FV26, men som tallene viser, er der basis for at vække den til live på sigt.
——–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Formueskatten døde – men kan vækkes til live igen blev først udgivet på netavisnord.

Det nye Folketing er sammensat som vist i tabel 1. Som det fremgår, er der sket en bevægelse fra midten ud mod fløjene, og to af de gamle magtpartier – A og V – lider under den ret markante fragmentering i vælgerkorpset. 12 partier er der nu blevet plads til i FT.
Denne splittelse komplicerer regeringsdannelsen.

Taburetter, stemmer eller politik
Ifølge den norske politolog, Kåre Strøm, kan politiske partiers adfærd – f.eks. i forbindelse med valg og regeringsdannelsen – kategoriseres i tre, idealtypiske dimensioner:

1. Stemmemaksimering, hvor et parti jagter så mange stemmer som muligt ved at gå i opposition og ikke er belastet af at tage hensyn til andre partier. Partier til højre og venstre for SVM – regeringen har i en vis udtrækning forfulgt denne adfærd i den seneste valgperiode.

2. Stræbe efter at komme i regering – hvilket betyder en villighed til at indgå kompromisser og opgive mærkesager. SF’s fatale medlemskab af Thorningregeringen , som var ved at koste partiet livet, er et eksempel herpå. V og S har lidt herunder i indeværende valgperiode.

3. Politikrealisering, hvor et parti er mere principfast og ikke ønsker at give køb på sin politik, og hvor den betyder mere end at sidde i regering, hvor prisen ofte kan blive for høj. DF, EL og AL har delvist forfulgt denne adfærd.

Mange flertal på kryds og tværs
Umiddelbart ser det ud til, at der i det nye FT er et flertal for
– en stram udlændingepolitik
– investering i folkeskolen
– beskyttelse af grundvandet og en grøn politik
– dyrevelfærd
– øge arbejdsudbuddet
– respekt for konventionerne
– nej til formueskat

Kompliceret regeringsdannelse
Disse flertal går imidlertid på kryds og tværs af partierne og letter ikke i sig selv regeringsdannelsen. DF kan tilsyneladende ikke være i stue med Løkke, som omvendt ikke vil basere en regeringsdannelse på EL, DF eller DD. Troels Lund vil ikke gøre Mette F til statsminister igen, men ønsker en blå regering, som imidlertid ikke kan stable et flertal på benene uden Løkke.
Det ser broget ud, men et bud kunne være en A, B, F, M – mindretalsregering, som vil råde over 82 mandater, og som med EL og Alternativet som støttepartier vil have 98 mandater at gøre godt med.
En anden mulighed vil være, at de gamle magtpartier, A, B, V ,C – kaldet firebanden – sætter sig sammen med Løkke og danner en midterregering med 95 mandater. Det vil dog kræve overordentlig store villighed til at gå på kompromis.

Nordjyllands Storkreds
I Nordjyllands Storkreds, hvor bl.a. Statsministeren og Støjberg er opstillede, gav valget følgende resultat:

Den store taber er Socialdemokratiet, men også Danmarksdemokraterne og Venstre er gået tilbage. Især DF og SF går frem.

Fordeling af kreds – og tillægsmandater i Nordjyllands Storkreds
Stemmetallene for Nordjylland gav følgende fordeling af de 14 kreds – og 5 tillægsmandater:

Per Larsen (C), Torsten Schack Pedersen (V), og Kristian Bøgsted (DD), er ikke kommet ind, mens Christina Lykke (SF) og Anna Bjerre (Alt) er blandt de nyvalgte i Nordjyllands Storkreds.
——
Hovedfoto @Bertil Mortensen

Indlægget FV 26 – en kompliceret regeringsdannelse blev først udgivet på netavisnord.

Jacob Bisgaard er direktør for Hjørring Vandselskab, som omfatter 4 vandværker, der forsyner ca. 40.000 forbrugere. Om overholdelse af grænseværdierne siger han:
– Alle grænseværdier overholdes i vores drikkevand, der pumpes ud til forbrugerne, men vi finder pesticidrester og andre miljøfremmede stoffer i meget små koncentrationer i ca. 75 % af vores boringer. Derfor er vi nødt til at tage avancerede rensningsforanstaltninger i brug for at overholde grænseværdierne i et af vores vandværker i Bagterp. Her er simpel vandbehandling – beluftning og filtrering via sandfiltre – ikke tilstrækkelig. Ved andre kildepladser er det nok blot at blande rent vand i det indvundne vand. Mht. PFAS og nitrat er der ingen problemer med at overholde grænseværdierne. Selv når nitratgrænseværdien nedsættes fra 50 mg pr. liter til 6 mg pr liter, vil Hjørring Vandselskab kunne overholde den nye grænseværdi.

Opkøb og dyrkningsaftaler koster forbrugerne 100 kroner om året
Hjørring Vandselskabs langsigtede strategi for at opnå rent drikkevand er at forebygge frem for at rense. Det indebærer, at selskabet enten opkøber landbrugsjord i de grundvandsdannende områder, hvor det kan lade sig gøre, eller indgår dyrkningsaftaler med lodsejerne.

– Hvor stor en del af arealerne ovenpå grundvandet er pt. enten opkøbt eller indgået aftaler om, og hvad koster det forbrugerne?
– Vi skal have begrænset dyrkningen på ca. 650 ha. og har indtil nu opkøbt ca.300 ha og indgået aftaler for ca.50 ha. Det koster vores forbrugere ekstra 100 kroner om året.

Skrappere rensningsforanstaltninger nødvendige på sigt
– Hvad tænker du om grund – og drikkevandssituationen i Hjørring Vandselskabs område på sigt?
– Det tager ca. 40 år for regnvandet at sive ned til grundvandsmagasinerne, så den forurening, vi kæmper med i dag, har mange år på bagen. Jeg kan godt frygte, at der er noget mere ubehageligt på vej ned, så det drikkevand, vi skal have pumpet op fremadrettet, har så store udfordringer, at det bliver nødvendigt at tage mere skrappe rensningsforanstaltninger i brug. Det er derfor, det er så vigtigt at få beskyttet arealerne i de grundvandsdannende områder gennem udtag af landbrugsjord til andre formål som f.eks. skov, natur m.m.

Ny runde trepartsforhandlinger nødvendig
– Så må det undre dig, at vandforsyningsselskaberne og DANVA ikke sidder med ved bordet, når Den Grønne Trepart forhandles.
– Det gør det også. Lokalt har vi været inviteret med, men reelt er grundvandet kun med i begrænset omfang i forhandlingerne, som primært handler om klima, CO2 og havmiljøet, men for lidt om grundvandet. Det er skuffende, og så vidt jeg kan se, bliver det nødvendigt med en ny runde trepartsforhandlinger, hvor grundvandet inddrages og beskyttes gennem national regulering.

Vandforsyningen i Frederikshavn
Lars B. Østergaard er chef for vandforsyningen i Frederikshavn Forsyning, som råder over fire vandværker med tilhørende 11 kildepladser – to vandværker i den nordlige del af kommunen og to i den sydlige.

Skagen Vandværk lukket
Tidligere blev der også indvundet vand i Skagen, men vandværket er nu lukket, fordi grænseværdierne ikke kunne overholdes, og vandkvaliteten derfor var for ringe, blandt andet som følge af de særlige geologiske forhold omkring Skagen. Det ville blive for dyrt at rense vandet, og derfor modtager skagboerne i dag vand fra Tolne Vandværk.

Inden for grænseværdierne som følge af dyrkningsaftaler
De øvrige kildepladser i kommunen overholder i dag de gældende grænseværdier for blandt andet pesticider, nitrat og PFAS. En af årsagerne er, at der er indgået dyrkningsaftaler med landmændene i indvindingsoplandene omkring boringerne.

Dyrkningsaftaler er – som situationen i Danmark er i dag – frivillige aftaler mellem lodsejerne og vandforsyningen, hvor landmanden mod betaling ændrer driften i indvindingsoplandet omkring boringen. Det indebærer blandt andet, at der ikke må anvendes pesticider, og at kvælstofanvendelsen (nitrat) reduceres for at beskytte grundvandet mod fremtidig forurening.

– Hvor store er udgifterne til dyrkningsaftalerne med landmændene?
– Vi oplyser ikke værdier, da det er individuelle forhandlinger, der pågår med de enkelte lodsejere.

I dag har Frederikshavn Vand beskyttet cirka 421 hektar gennem frivillige dyrkningsaftaler og mangler fortsat omkring 3.500 hektar for at have beskyttet samtlige indvindingsoplande til de 11 kildepladser.

Grundvandet har god kvalitet
– Hvordan er grundvandskvaliteten i Frederikshavn? Er man nødt til at rense vandet, før det når ud til forbrugerne?
– På nuværende tidspunkt benytter vandforsyningen i Frederikshavn alene simpel vandbehandling bestående af beluftning og filtrering gennem sandfiltre. Grundvandet har generelt en god kvalitet, og der er derfor ikke behov for avanceret eller udvidet vandbehandling, før vandet sendes ud til forbrugerne. I enkelte tilfælde kan der dog forekomme en blanding af vand fra forskellige boringer for at sikre en stabil vandkvalitet og forsyning.

Vandforsyningen som en part i Treparten ønskelig
Lars B. Østergaard er ligesom kollegaen i Hjørring opmærksom på den diskussion, der i øjeblikket foregår i trepartsforhandlingerne om den fremtidige drikkevandskvalitet.

Selvom vandforsyningerne og deres brancheorganisation – DANVA – ikke formelt indgår i Grøn Trepart, deltager de aktivt i arbejdet – både lokalt og i samarbejde med de nordjyske forsyninger. Indsatsen retter sig især mod klimatilpasning, beskyttelse af grundvandet og sikring af en stabil vandforsyning.

– Hvis vi både kan bidrage til målopfyldelsen i Grøn Trepart og samtidig styrke beskyttelsen af grundvandet, opnår vi den største samfundsmæssige gevinst. Løsningerne findes i samarbejdet mellem flere aktører.

Han tilføjer, at treparten også har stor bevågenhed i DANVA, som arbejder målrettet for, at vandforsyningerne fremover bliver en del af Grøn Trepart.

Han siger:
– Man kan ikke udelukke, at vi fremover vil løbe ind i stigende problemer med vandkvaliteten som følge af blandt andet pesticidrester og kvælstof, som er på vej ned til grundvandet. Der kommer løbende nye kemiske stoffer til vores måleprogram, som fastsættes af kommunens myndighed, og vi har set, at nye målemetoder gør det muligt at spore flere kemiske stoffer. Der er derfor behov for at beskytte drikkevandet og minimere rensningsomkostningerne. Det kan derfor undre mig, at vandforsyningsselskaberne ikke sidder med ved forhandlingsbordet som en fast part i trepartsforhandlingerne, når beskyttelsen af grundvandet i øvrigt har så høj prioritet i forhandlingerne. Vi kan udtage flere grundvandsdannende oplande og dermed ”slå flere fluer med ét smæk”, fordi målene i Grøn Trepart på mange arealer vil være sammenfaldende med beskyttelsen af grundvandet. Vi kunne eksempelvis etablere grundvandsparker. Vi har en faglig indsigt, og vi er naturligvis også interesserede i, hvem der skal betale for jordudtagningen og grundvandsbeskyttelsen. Er det staten, landbruget eller forbrugerne, der skal finansiere udgifterne? Lige nu er det forbrugerne, der betaler for grundvandsbeskyttelsen, når der indgås dyrkningsaftaler med lodsejere.

Formentlig politisk flertal for et sprøjteforbud efter valget
Politisk har drikkevandssituationen kastet så megen opmærksomhed af sig, at et sprøjteforbud nu bakkes op af – ikke blot venstrefløjen, som i årevis har gjort opmærksom på problemerne – men også Socialdemokratiet, De konservative og Moderaterne.

Morten Arvidsson, FT kandidat for Moderaterne i Nordjylland, siger:
– Vi bør indføre sprøjte- og gødningsforbud på de drikkevandsfølsomme arealer.
Og vi bør udlægge de cirka 250.000 hektar, som eksperter længe har peget på, til egentlige grundvandsparker.

Dermed må det anses for givet, at den mangeårige kamp for rent drikkevand nu bliver en realitet. DF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Borgernes Parti hænger som de eneste dog fortsat i bremsen og anbefaler frivillige aftaler med landmændene.

Venstre har meldt tvetydigt ud. Troels Lund vil tilsyneladende kun beskytte områder omkring drikkevandsboringerne, jf. figuren nedenfor med den sorte cirkel omkring den røde plet, svarende ifølge DN til 9500 ha eller 0,25 % af Danmarks areal.

Det sprøjteforbud, partierne fra Enhedslisten til De Konservative støtter, er området inden for den grå cirkel – sårbart drikkevandsområde, hvor grundvandet dannes – svarende til ca. 160.000 ha eller ifølge DN 3-4 % af Danmarks areal.

——–
Hovedfoto: Kilde. Hjørring Vandselskab.

Indlægget Skal grundvandet i Nordvendsyssel renses, før det kan drikkes? blev først udgivet på netavisnord.

Yuliia Ocheretiana, 38 år og uddannet lærer, flygtede sammen med sine to drenge på myndighedernes opfordring ud af Kyiv ved krigens begyndelse og endte via Moldova og Polen i Frederikshavn, hvor hun nu bor på 4. år.

Hun har næsten fra dag 1 været i arbejde – dels som receptionist – Yuliia taler engelsk – dels som rengører. Hun går på sprogskole og har, såfremt krigen trækker ud, en ambition om at konvertere sin ukrainske læreruddannelse til en dansk, hvilket, er hun bevidst om, er en højst usikker ambition.

Forfærdelige levevilkår
Yuliia O. arbejder som frivillig i Stop Spild Lokalt på havnen i Frederikshavn, og hun tager med jævne mellemrum turen til hjemlandet med tøj og andre forsyninger.
– Hvordan vil du beskrive levevilkårene for almindelige ukrainere?
– Forfærdelige. Bomber detonerer hele tiden, og strøm – vand – og varmesituationen er særdeles uregelmæssig, hvilket med frostgrader omkring de 20 i øjeblikket gør situationen meget vanskelig.

– De lave temperaturer og de mange sårede må lægge et kolossalt pres på hospitalerne?
– På papiret er der gratis lægebehandling i Ukraine, men i praksis er du nødt til at betale for at komme til. Derudover er adskillige læger ved fronten, så udbuddet af sundhedsydelser er alt for lavt i forhold til efterspørgslen, hvilket skaber en ulykkelig helbredstilstand, der vender den tunge ende nedad.

Jagten på den ukrainske undergrund
– Hvis du skulle forsøge at finde nogle forklaringer på krigen, hvordan ville de så lyde?
– Det er vigtigt at forstå, at der har været borgerkrig i de østlige regioner i mere end ti år, hvor russerne uofficielt har interveneret i Donbasregionen. Russerne påstår, at regionen har en russisk majoritet ligesom på Krim, men det er ikke tilfældet. Ca. halvdelen i øst taler russisk, men det er langt fra givet, at de også er russiske af sind. Især unge mennesker føler i modsætning til den ældre generation ikke nogen særlig tæt tilknytning til Rusland. En af årsagerne til russernes interesse for at annektere Donbas er, at regionen (og store dele af det øvrige Ukraine) er rig på råstoffer, herunder sjældne jordarter. Det har Trump også opdaget, og det er derfor, han har tvunget Ukraine til at indgå en råstofaftale, der tillader amerikanske firmaer at få fingre i den ukrainske undergrund som betaling for den støtte, amerikanerne har ydet landet.

Krigstræthed
– Hvordan klarer ukrainerne sig på slagmarken?
– Vi har det svært. Der er mangel på alt: soldater, udstyr, krigsmateriel. Og militæret kan ikke få tilladelse til at affyre missiler, der rækker langt ind i Rusland, hvilket ellers muligvis kunne være en gamechanger. Og situationen bliver ikke bedre af, at det nu er tilladt for unge mellem 18 og 22 samt fædre med 3 børn at emigrere, hvilket mange benytter sig af.

– Hvordan ender krigen?
– Hvis ikke Nato griber ind, er der ikke tvivl om, at udsigten til en aftale, som Ukraine kan leve med, er ringe. Hertil kommer, at der er en kolossal krigstræthed blandt den ukrainske befolkning, og at flertallet ønsker fred på den ene eller anden måde. På den anden side vil det falde mange for brystet, såfremt vi er nødt til at overlade de østlige regioner til russerne. Næsten enhver familie har lidt tab i denne krig, og det ville være uudholdeligt for mange, såfremt disse unge menneskeliv er gået tabt til ingen verdens nytte.

Strategisk empati
Den russiske invasion af Ukraine er et eklatant og indiskutabelt brud på folkeretten, men med Yuliia Ocheretianas øjenvidneberetning om de lidelser, ukrainerne nu på femte år gennemgår, og med de kolossale tab af ukrainske og russiske unge liv, som krigen har ført med sig, rejser spørgsmålet sig, om krigen kunne være undgået. I epilogen til sit imponerende og monumentale værk om Den kolde Krig analyserer nu afdøde historieprofessor, Poul Villaume, baggrunden for krigen og undersøger som en af de få, i hvilket omfang Vestens adfærd har bidraget til russernes helt uacceptable invasion. Ikke for at forsvare den, men for at forklare den.

Han opererer med begrebet ”strategisk empati” og mener, at krigen kunne være undgået, såfremt dette begreb havde præget den amerikanske og europæiske udenrigspolitiske tankegang i større udstrækning. At man m.a.o. for at undgå, at konflikten eskalerede til krig, kunne have forsøgt at se situationen fra modpartens side og accepteret, at international politik ikke behøver at være et nulsumsspil.

Brudte løfter
Villaume søger tilbage til Murens fald og den tyske genforening for at forstå baggrunden for Ukrainekrigen. På det tidspunkt var Den kolde Krig ophørt, og grundlaget for en ny sikkerhedsstruktur for hele Europa blev diskuteret. Nato med daværende udenrigsminister James Baker i spidsen forsikrede Gorbatjov om, at der ikke ville blive udstationeret tropper på det tidligere DDR’s territorium, og at Nato ikke ville blive udvidet, såfremt USSR kunne acceptere en tysk genforening. I stedet drøftede man på russernes foranledning muligheden for et nyt paneuropæisk sikkerhedssystem uden de to pagter. Tankegangen om, at international politik ikke behøvede at være et nulsumsspil, vandt for et øjeblik tilsyneladende gehør.

Men med Sovjetunionens sammenbrud og et Rusland i knæ økonomisk, politisk og militært svigtede Vesten hurtigt de afgivne løfter, og Pentagon og State Department vendte tilbage til den traditionelle, amerikanske tankegang om stormagtsrivalisering og afskrækkelse, og forestillingen om et nyt, fælles sikkerhedssystem for hele Europa og kollektiv internationalisme forsvandt som dug for solen. I forlængelse heraf blev Nato udvidet med de forhenværende WAPA-lande, og da raketterne og de udstationerede soldater nu vendte den anden vej, kunne russerne føle sig omringet og truet lige uden for deres dørtærskel. Selv det utrænede øje kunne se, at Natos ekspansive politik havde ydmyget og provokeret Rusland i middelsvær grad, og at genskabelsen af den kolde krig og fornyet oprustning lå lige for. Høgene på begge sider erobrede terræn.

Røde linjer overskredet
Da Ukraine og Georgien så efterfølgende blev tilbudt medlemskab af Nato, var Moskvas rødeste linje grundigt overskredet, og den vestlige magtarrogance blev mødt med russisk militær indgriben såvel i Georgien i 2008 som på Krim i 2014. Forsøg på at undgå en egentlig krig mellem Ukraine og Rusland blev iværksat med Minskaftalerne, der gav betydelig autonomi til de østlige regioner, men som ikke blev ratificeret af Ukraine.

Nato forhindrer fredsaftale i at blive implementeret
Kort efter udbruddet af Ukrainekrigen blev der indgået en foreløbig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, hvor Zelensky accepterede et neutralt Ukraine uden fremmede militærbaser på sin jord mod, at invasionsstyrkerne blev trukket tilbage.

Aftalen, som kunne have sparet tab af ukrainske og russiske unge liv og skånet den ukrainske befolkning for mange af de lidelser, som Yuliia Ocheretiana har beskrevet ovenfor, blev aldrig implementeret, fordi Nato gjorde det klart for ukrainerne, at de ville miste al vestlig støtte, såfremt de underskrev aftalen.

Trumps strategiske empati
Efter Trump igen har indtaget Det hvide Hus, har den amerikanske indstilling til krigen på paradoksal vis skiftet karakter, og Trump er – uden tvivl uforvarende – blevet talsmand for strategisk empati. Nu er amerikanerne tilsyneladende villige til at afstå fra den tidligere position, som nøgternt set gik ud på at presse russerne og holde dem beskæftigede med krigen i Ukraine og lade dem bløde menneskeliv og ressourcer i et omfang, der afholdt dem fra at blande sig i andre globale konflikter – uden at det kostede en eneste amerikansk soldat livet.

Trump er tilsyneladende på god fod med russerne og er indstillet på at trække tilbuddet om et ukrainsk medlemskab af Nato tilbage, ligesom ukrainerne efter Trumps opfattelse også er nødt til at afstå land til russerne for at opnå en fredsaftale. Noget af en kovending i forhold til Biden – administrationens politik, og en politik, som også sætter europæerne i et dilemma.

Indlægget Ukrainekrigen – kunne lidelserne være undgået? blev først udgivet på netavisnord.

Den krise, der nu udspiller sig i forholdet mellem USA, Grønland og Danmark, tager sit udgangspunkt i 1941, hvor Henrik Kauffmann, dansk ambassadør i Washington, brød med den danske samarbejdsregering og egenhændigt indgik en forsvarsaftale med USA, der bl.a. indebar, at amerikanerne opnåede rettigheder til at etablere militærbaser i Grønland med det formål at forhindre, at aksemagterne skulle sætte sig på området.

Truman forsøgte forgæves at købe Grønland, men fik en traktat med baser i stedet
Umiddelbart efter krigen fremsatte den daværende Trumanadministration et tilbud om at købe Grønland, men det blev afvist. Som konsekvens af sin neutralitetspolitik forsøgte Danmark – dog uden held – at få USA til at annullere forsvarsaftalen af 1941.

USA var qua Kauffmannaftalen de facto en besættelsesmagt på Grønland. Amerikanerne kunne agere på egen hånd og havde ubegrænset ret til at oprette militære og andre installationer.

I kølvandet på Den kolde Krig formåede Danmark ikke at opretholde sin neutralitet, og i 1949 valgte Rigsdagen side og meldte Danmark ind i Nato. I forlængelse heraf blev USA´s militære tilstedeværelse i Grønland retligt formaliseret ved 1951 – traktaten, som med et par senere opdateringer stadig er gældende og reelt giver stormagten frie hænder i Grønland rent militært.

Baser, tvangsforflyttelser og a-våben i Grønland
I 1953 blev Thulebasen taget i brug. I forbindelse med byggeriet opstod den såkaldte Thulesag, som indebar, at indbyggerne fra det nærliggende bosted, Ummannaq, blev tvangsforflyttet 150 km nordpå.

Såvel byggeriet som tvangsflytningen var omgærdet af fortrolighed, ligesom også H.C. Hansens accept af, at amerikanerne kunne placere atomvåben i Grønland, ikke nåede til offentlighedens kendskab før adskillige år senere.

Under Den kolde Krig installerede USA op til 20 baser rundt omkring i Grønland. Ud over Thule var der bl.a. store baser i Søndre Strømfjord og Narsarsuaq, og Camp Century var en by under isen, hvor man opbevarede atommissiler. Antallet af tropper nåede op på 10-12.000.

Arktisk Råd som konfliktløsningsinstrument
I dag er Thulebasen (Pituffik Space Base) – som følge af den kolde krigs ophør – den eneste permanente, amerikanske, militære tilstedeværelse i Grønland med kun få hundrede udstationerede, og Grønland og det øvrige Arktis har længe været betegnet som et lavspændingsområde, hvor landene omkring Arktis har tilstræbt at løse evt. uoverensstemmelser i Arktisk Råd, som består af repræsentanter fra Canada, Danmark/Grønland/ Færøerne, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA samt de oprindelige folk. Formandskabet går på skift, men da Rusland i 2022 invaderede Ukraine boykottede de øvrige lande det daværende russiske formandskab og gjorde Rådets arbejde og hele situation usikker.

Trumps bestræbelser på at bemægtige sig Grønland ligger således i forlængelse af tidligere præsidenters forsøg på at købe Grønland, men hvor hans forgængere affandt sig med et nej og en aftale, er Trump tilsyneladende ret stålfast indstillet på at ville erhverve sig landet. Selv om han i skrivende stund har afholdt sig fra militær indgriben, og diplomatiet tilsyneladende har taget over, så argumenterer han ufortrødent med, at USA af sikkerhedsmæssige grunde bliver nødt til at have kontrol over den store ø.

Golden Dome – kostbar oprustning i Arktis
Han påstår – ganske udokumenteret – at kinesiske og russiske skibe kredser om Grønland og påtænker at invadere landet. Selv om de to rivaliserende stormagter nægter at have slige hensigter, og at de i fremtiden blot vil benytte den nordlige, kortere sejlrute, når den smeltede is åbner mulighed herfor, så fastholder Trump, at der eksisterer en sikkerhedsrisiko, som ikke kan løses i Arktisk Råd, men som kræver massiv oprustning, herunder den gigantiske investering i Golden Dome, som skal beskytte USA mod indtrængende missiler. Dette stjernekrigsprojekt vil anslået beløbe sig til et sted mellem 175 milliarder $ (Trump) og flere billioner $ (kritiske eksperter). Kuplen påtænkes placeret i Grønland og kræver således en dansk accept. Det er ikke utænkeligt, at den bliver givet i forbindelse med en revideret aftale mellem Grønland/Danmark og USA, og det rejser dernæst to interessante spørgsmål: Øger det sikkerheden, og skal Danmark og Nato være med til at finansiere Trumps gyldne skjold?

Oprustning fører til kaprustning
I forvejen er det lykkedes Trump at tvinge de øvrige Natolande til at øge oprustningen (fra 2 til 5% af BNP), endskønt det er aldeles udokumenteret, at Nato rent militært skulle være Rusland underlegen og således har behov for at øge de militære udgifter. Hvor det bestemt er en diskussion værd, om øgede investeringer i det militære – industrielle kompleks skaber større sikkerhed, så er det indiskutabelt, at det fører til større spændinger og kaprustning – og dermed øgede udgifter. I den forkrampede militære logik, der dominerer tankegangen hos de herskende eliter i USA, Rusland og Kina, vil et missilskjold à la det, Trump påtænker at etablere, igangsætte bestræbelser hos rivalerne på at penetrere det ved hjælp af yderligere oprustning, som hos amerikanerne vil avle nye tiltag, der forfiner skjoldet. Resultatet bliver en oprustningsskrue uden ende, således som verden var vidne til under Den kolde Krig.

Såfremt et Natoland mener at have behov for at være beskyttet af missilskjoldet, vil det uden tvivl blive bedt om at medfinansiere det.

Snævre økonomiske interesser styrer Trumps udenrigspolitik. Trump fører en udenrigspolitik, hvor det først og fremmest handler om at tilgodese amerikanske økonomiske interesser. Fælles værdigrundlag og alliancer kommer i anden række. Det betyder – ud over tariffer, som, han påstår, kommer den amerikanske økonomi til gavn – at han ved at påtvinge europæerne øgede militære udgifter tilgodeser amerikanske våbenproducenter, idet han forudsætter, at europæerne vil købe ind i USA. På samme måde, som han tvinger europæerne til nu selv at finansiere støtten til Ukraine, men at det militære isenkram indkøbes hos amerikanske våbenproducenter. Og på samme måde, som han har påtvunget Ukraine en mineralaftale, som skal give amerikanske virksomheder adgang til den ukrainske undergrund som kompensation for den militære støtte, USA hidtil har ydet Ukraine.

Adgang til den grønlandske undergrund
Og det fører os frem til Trumps anden begrundelse – ud over den sikkerhedspolitiske – for at ville tilegne sig Grønland: Adgangen til mineraler og især sjældne jordarter, som Grønland er meget rig på, og som Trump vil forhindre andre i at få fat i. Da han udelukkende tænker i et primitivt nul-sumsspil, hvor det er utænkeligt at flere kan få gavn af minedriften på Grønland, så vil han satse alt på at forhindre, at kineserne og russerne får adgang til Grønland. Selv om de sjældne jordarter og øvrige mineraler er svært tilgængelige, så er det et problem for ham, at grønlænderne er herre i eget hus, når det handler om at bore efter råstoffer. Hensynet til naturen kan let komme i konflikt med snævre profitinteresser, når det handler om Grønland – således som det var tilfældet, da et australsk/kinesisk selskab ville etablere en mine i Kvanefjeld, som indeholder både sjældne jordarter og uran. Grønlænderne sagde imidlertid ud fra miljø – og sundhedshensyn nej.

Udvide det amerikanske territorium
Endelig kan man ikke udelukke, at Trump også har et tredje motiv til at ville tilegne sig Grønland: Han har en selvoptaget interesse i at fremstå som en præsident, der har udvidet det amerikanske territorium.
——
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Grønlandskrisen blev først udgivet på netavisnord.

Med Trump er maskerne faldet i amerikansk udenrigspolitik. CIA – foranstaltede regimeskift og invasioner har af Pentagon og State Department tidligere været sukret ind i begreber som demokrati, menneskerettigheder, frihed, kampen mod terror, antikommunisme etc. Trump lægger i forhold hertil ikke skjul på, hvad det virkelige motiv for hans udenrigspolitik er, og man vil kunne argumentere for, at han går videre end sine forgængere i bestræbelserne på at tilgodese amerikanske interesser, men grundlæggende skriver hans udenrigspolitik sig ind i en amerikansk, imperialistisk tradition side WW2 om at kontrollere landområder, ressourcer, modstandere og politik på globalt plan. Forestillingen om, at USA har været bannerfører for en regelbundet, FN-dirigeret verdensorden, hvor retten gik forud for rå magtanvendelse, har været en meget upræcis og inadækvat analyse af international politik. Indenrigspolitisk har Trump til gengæld sat nye standarder for, hvad en præsident kan tillade sig over for sine modstandere. Det vender vi tilbage til.

Iran og Guatemala i 50’erne

Under forskellige former greb CIA i 50’erne – i lyset af Den kolde Krig – bl.a. ind i lande som Iran og Guatemala og væltede demokratisk valgte regeringer. I Iran for at fastholde engelske og amerikanske selskabers kontrol med olien og indsætte et autokratisk shahstyre. I kuppet i Guatemala varetog USA United Fruit Companys interesser, som i forbindelse med en jordreform var blevet eksproprieret af regeringen. Den venstreorienterede politik anså USA for at være kommunisme i baghaven, og med udgangspunkt i dominoteorien var frygten, at den skulle sprede sig til andre latinamerikanske lande, hvorfor den måtte slås ned.

Konsekvenserne var, at såvel iranerne som befolkningen i Guatemala i årtier levede under diktaturer med borgerkrigslignende tilstande og tusindvis civile dræbte.

Sydøstasien og Latinamerika i 60’erne, 70’erne og 80’erne

I 60’erne og 70’erne måtte bl.a. Cuba, Vietnam, Cambodja, Laos, Den dominikanske Republik, Chile og Argentina lægge ryg til direkte militær, amerikansk indgriben eller CIA- støttede kup, og i 80´erne var det Nicaragua, El Salvador, Grenada og Panama, som blev udsat for amerikansk indblanding – enten i form af direkte invasioner eller støtte til den amerikavenlige side i borgerkrigen.

Mellemøsten, Balkan og Nordafrika
I forlængelse af den kolde krigs ophør og etableringen af det amerikanske hegemoni på globalt plan var der kun få indgreb i 90’erne (1. Irakkrig, Bosnien, Kosovo og Somalia), men med de neokonservatives magtovertagelse i 2001 blev der fulgt op på den imperialistiske tradition i amerikanske udenrigspolitik med indgriben i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen, og Syrien – med borgerkrige, voldsomme mennesketab og fejlslagne stater til følge.

Den ubetingede politiske og militære støtte til Israels massakre på gazanerne, bombningen af Iran og det aktuelle indgreb i Venezuela er således blot en videreførelse af en lang amerikansk, udenrigspolitisk tradition, hvor indgreb i såvel Mellem – og Sydamerika som i Mellemøsten har været reglen snarere end undtagelsen, når amerikanske, vitale, økonomiske og politiske interesser var truede.

Venezuelas olie tilbage til amerikanske selskaber
Det interessante ved Trumps argumentation for tilfangetagelsen af Maduro er ikke så meget de udokumenterede påstanden om narkoterrorisme og gangstervælde som hans åbenlyse diktum om, at de amerikanske olieselskaber af forgængeren Chavez er blevet frarøvet deres ret til den venezuelanske olie, og med Trumps indgriben får de nu deres rettigheder tilbage – bl.a. som tak for, at de selvsamme olieselskaber støttede Trumps valgkamp signifikant. Det er m.a.o. ikke det venezuelanske folk, der har førsteretten til landets jord og ressourcer, men ExxonMobil, Chevron m.fl.

Grønland – Lebensraum eller beskyttelse af etniske minoriteter?
Et af de områder, hvor Trump imidlertid for alvor skiller sig ud i forhold til forgængerne og flytter hegnspæle i amerikansk udenrigspolitik, er intentionen om at tilegne sig Grønland, en del af Arktis. Af indlysende grund er det ikke hverdagskost, at et land gør krav på en allierets territorium. Dertil kommer, at argumentationen er hullet som en si. Der er ingen russiske eller kinesiske skibe ud for Grønland, som truer amerikansk sikkerhed, og hvis der var, havde de lov til at sejle i internationalt farvand.

Påstanden om, at Danmark ikke kan forsvare Grønland mod en russisk/kinesisk invasion, skal ses i lyset af, at USA selv i forlængelse af den kolde krigs ophør har nedlagt et betragteligt antal baser. Hertil kommer, at der hidtil internationalt har været enighed om, at Arktis skulle være et lavspændingsområde, hvilket kun dårligt rimer på oprustning.

Endelig anklager Trump den hvide elite i Danmark for at have mishandlet det grønlandske folk, hvilket der kan være en pointe i, men at det skulle komme fra netop en præsident for et land, hvis hvide elite i århundreder har udøvet den mest modbydelige form for racisme over for afroamerikanerne ved at tilfangetage dem, fragte dem i lænker over Atlanten, sælge dem som slaver og i øvrigt efter slaveriets formelle ophævelse gjort alt, hvad der har stået i deres magt, for at undertrykke og segregere dem i forhold til de hvide, er for groft. Ikke en gang de brutale, hvide sydafrikanske apartheidtilhængere behandlede afrikanerne så undertrykkende og ringe, som især sydstatsmagthaverne behandlede afroamerikanerne.

Noget tilsvarende kan siges om de amerikanske magthaveres behandling af indianerne.

Så det lyder mildest talt hult, når Trump nu vil slå sig til ridder af beskyttelsen af etniske mindretal!

Trump og det postfaktuelle samfund
Trumps udokumenterede retorik om Maduros involvering i narkoterrorisme og tilstedeværelsen af kinesiske og russiske skibe i grønlandsk farvand, som truer amerikanske sikkerhedsinteresser, samt påstanden om, at Grønland er en dansk koloni, er eksempler på en tendens i det postfaktuelle samfund, hvor objektive kendsgerninger betyder mindre i den offentlige debat end udsagn, der appellerer til vælgernes følelser. Trump er ekspert i at nedbryde tidligere grænser mellem konstaterbare fakta og subjektive løgnehistorier.

Det gælder også på det indenrigspolitiske område, hvor Trump f.eks. med sine benådninger af de kriminelle MAGA – folk, som på hans opfordring angreb Kongressen i 2021, har italesat en fortælling om, at de var patriotiske helte. Tilsvarende har hans generaliserende tilsvining af migranter og ydmygelsen af demokratiske guvernører og borgmestre ved at indsætte føderale styrker for at imødegå en påstået uorden vist, at han ingen midler skyr for at nå sine mål og nedgøre sine modstandere. ICE’s jagt på migranter giver mindelser om SA-tropperne i det nationalsocialistiske Tyskland i 30 ’erne, ligesom truslerne om at fratage universiteterne deres finansiering, såfremt de ikke retter ind i deres optag, forskning og undervisning efter Trumps direktiver kunne være forfattet af Goebbels.

Trump og fascismen
Set også i forhold til ønsket om at annektere Grønland og begrebet Lebensraum må vi med andre ord stille spørgsmålet, hvor langt USA under Trumps styre befinder sig fra fascismen, som vi her vil definere som en ideologi præget af et autoritært styre, en stærk leder, nationalisme, voldsudøvelse, en massebevægelse samt forfølgelse af politiske modstandere. I den italienske fascisme indgik som i den tyske også racisme og territorieudvidelse. Der kan argumenteres for, at trumpismen lever op til en del – om ikke alle – af de fascistiske kendetegn. Alene i det første år af sin anden regeringsperiode har Trump enevældigt udstedt 221 dekreter. (Biden udstedte på 4 år 160.) Hvad der egentlig var tænkt som en slags nødretsforordning er gået hen og blevet den måde, hvorpå Trump lovgiver i USA. Det er åbenlyst, at Trump forfølger sine modstandere – det være sig migranter, demokratiske politikere eller universitetsfolk med en anden politisk opfattelse. Og hans MAGA – bevægelse, America First og ICE’s voldsudøvelse mod migranter kan også alludere til fascismen.

Trump og plutokratiet
Man må imidlertid ikke være blind for, at Trump også personificerer plutokratiet. Oligarkerne inden for tech, olie og det militærindustrielle kompleks har kronede dage under Trump, og hans transaktionalistiske tilgang til international politik, hvor internationale relationer anskues som forhandlinger om at maksimere økonomiske gevinster frem for forpligtigelsen over for fælles værdier og alliancer, borger for, at politikken også fremover kommer den økonomiske elite til gode.

Også hans eget økonomiske imperium, der formelt ledes af hans sønner, har kronede dage. Trump er direkte involveret i kryptoplatformen, World Liberty Financial, og han har underskrevet lovgivning, der tilgodeser netop den type kryptoselskaber.

Trumps andre selskaber – f.eks Truth Social og Truth+ – nyder godt af hans præsidentskab. Hans formue vokser eksplosivt, fordi hans position får investorerne til at placere penge i hans selskaber med kraftige værdistigninger til følge.

Trumps ejendomme – bl.a. Mar- a- Lago – genererer millioner i omsætning, når Secret Service og andre embedsmænd lejer sig ind i faciliteterne på skatteborgernes regning, når de følger præsidenten.

Trump har således på radikal vis udvisket grænsen mellem statens – og sin egen privatøkonomi.

Trump og nepotismen
Trump benytter åbenlyst sin ret til udnævnelser til at tilgodese familiemedlemmer. Hans datter Ivanka og svigersøn Kushner er centrale rådgivere med omfattende porteføljer. Den unge Kushners far, Charles Kushner, som Trump har benådet for skattesvig, er udpeget som fransk ambassadør. Svigerdatteren, Lara, har Trump fået placeret som formand for det republikanske parti. Kritikken går på, at ingen af dem har politiske erfaringer eller kvalifikationer, og de ville ikke være blevet godkendt af Senatet, såfremt en sådan procedure var påkrævet. Trump har m.a.o. i en vis udstrækning erstattet meritokrati med nepotisme.

Trumps narcissistiske træk
Hvis vi afslutningsvis bevæger os ned på det psykologiske plan og stiller spørgsmålet, om Trump er narcissist, kræver det en definition af begrebet: Storhedsvanvid, manglende empati, behov for konstant beundring, kan ikke tåle kritik. I den forstand bærer Trump tydelige narcissistiske træk, og f.eks. hans ønske om at få Nobels Fredspris bekræfter til fulde dette. Hans tilhængere vil omvendt hævde, at han blot er en karismatisk leder med stor selvtillid og en dygtig forhandler, som sætter America First.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Imperialist! Fascist? Plutokrat! Nepotist! Narcissist! blev først udgivet på netavisnord.