Trumps udenrigspolitik ligger på store træk i forlængelse af den imperialisme, der har præget amerikansk politik siden WW2. Hans ideologi og styreform har åbenlyse fascistoide træk, og hans økonomiske handlen tilgodeser ham selv og oligarkerne i USA. Ud fra en psykologisk/politisk betragtning vil hans kritikere karakterisere ham som narcissist.
Med Trump er maskerne faldet i amerikansk udenrigspolitik. CIA – foranstaltede regimeskift og invasioner har af Pentagon og State Department tidligere været sukret ind i begreber som demokrati, menneskerettigheder, frihed, kampen mod terror, antikommunisme etc. Trump lægger i forhold hertil ikke skjul på, hvad det virkelige motiv for hans udenrigspolitik er, og man vil kunne argumentere for, at han går videre end sine forgængere i bestræbelserne på at tilgodese amerikanske interesser, men grundlæggende skriver hans udenrigspolitik sig ind i en amerikansk, imperialistisk tradition side WW2 om at kontrollere landområder, ressourcer, modstandere og politik på globalt plan. Forestillingen om, at USA har været bannerfører for en regelbundet, FN-dirigeret verdensorden, hvor retten gik forud for rå magtanvendelse, har været en meget upræcis og inadækvat analyse af international politik. Indenrigspolitisk har Trump til gengæld sat nye standarder for, hvad en præsident kan tillade sig over for sine modstandere. Det vender vi tilbage til.
Iran og Guatemala i 50’erne
Under forskellige former greb CIA i 50’erne – i lyset af Den kolde Krig – bl.a. ind i lande som Iran og Guatemala og væltede demokratisk valgte regeringer. I Iran for at fastholde engelske og amerikanske selskabers kontrol med olien og indsætte et autokratisk shahstyre. I kuppet i Guatemala varetog USA United Fruit Companys interesser, som i forbindelse med en jordreform var blevet eksproprieret af regeringen. Den venstreorienterede politik anså USA for at være kommunisme i baghaven, og med udgangspunkt i dominoteorien var frygten, at den skulle sprede sig til andre latinamerikanske lande, hvorfor den måtte slås ned.
Konsekvenserne var, at såvel iranerne som befolkningen i Guatemala i årtier levede under diktaturer med borgerkrigslignende tilstande og tusindvis civile dræbte.
Sydøstasien og Latinamerika i 60’erne, 70’erne og 80’erne
I 60’erne og 70’erne måtte bl.a. Cuba, Vietnam, Cambodja, Laos, Den dominikanske Republik, Chile og Argentina lægge ryg til direkte militær, amerikansk indgriben eller CIA- støttede kup, og i 80´erne var det Nicaragua, El Salvador, Grenada og Panama, som blev udsat for amerikansk indblanding – enten i form af direkte invasioner eller støtte til den amerikavenlige side i borgerkrigen.
Mellemøsten, Balkan og Nordafrika
I forlængelse af den kolde krigs ophør og etableringen af det amerikanske hegemoni på globalt plan var der kun få indgreb i 90’erne (1. Irakkrig, Bosnien, Kosovo og Somalia), men med de neokonservatives magtovertagelse i 2001 blev der fulgt op på den imperialistiske tradition i amerikanske udenrigspolitik med indgriben i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen, og Syrien – med borgerkrige, voldsomme mennesketab og fejlslagne stater til følge.
Den ubetingede politiske og militære støtte til Israels massakre på gazanerne, bombningen af Iran og det aktuelle indgreb i Venezuela er således blot en videreførelse af en lang amerikansk, udenrigspolitisk tradition, hvor indgreb i såvel Mellem – og Sydamerika som i Mellemøsten har været reglen snarere end undtagelsen, når amerikanske, vitale, økonomiske og politiske interesser var truede.
Venezuelas olie tilbage til amerikanske selskaber
Det interessante ved Trumps argumentation for tilfangetagelsen af Maduro er ikke så meget de udokumenterede påstanden om narkoterrorisme og gangstervælde som hans åbenlyse diktum om, at de amerikanske olieselskaber af forgængeren Chavez er blevet frarøvet deres ret til den venezuelanske olie, og med Trumps indgriben får de nu deres rettigheder tilbage – bl.a. som tak for, at de selvsamme olieselskaber støttede Trumps valgkamp signifikant. Det er m.a.o. ikke det venezuelanske folk, der har førsteretten til landets jord og ressourcer, men ExxonMobil, Chevron m.fl.
Grønland – Lebensraum eller beskyttelse af etniske minoriteter?
Et af de områder, hvor Trump imidlertid for alvor skiller sig ud i forhold til forgængerne og flytter hegnspæle i amerikansk udenrigspolitik, er intentionen om at tilegne sig Grønland, en del af Arktis. Af indlysende grund er det ikke hverdagskost, at et land gør krav på en allierets territorium. Dertil kommer, at argumentationen er hullet som en si. Der er ingen russiske eller kinesiske skibe ud for Grønland, som truer amerikansk sikkerhed, og hvis der var, havde de lov til at sejle i internationalt farvand.
Påstanden om, at Danmark ikke kan forsvare Grønland mod en russisk/kinesisk invasion, skal ses i lyset af, at USA selv i forlængelse af den kolde krigs ophør har nedlagt et betragteligt antal baser. Hertil kommer, at der hidtil internationalt har været enighed om, at Arktis skulle være et lavspændingsområde, hvilket kun dårligt rimer på oprustning.
Endelig anklager Trump den hvide elite i Danmark for at have mishandlet det grønlandske folk, hvilket der kan være en pointe i, men at det skulle komme fra netop en præsident for et land, hvis hvide elite i århundreder har udøvet den mest modbydelige form for racisme over for afroamerikanerne ved at tilfangetage dem, fragte dem i lænker over Atlanten, sælge dem som slaver og i øvrigt efter slaveriets formelle ophævelse gjort alt, hvad der har stået i deres magt, for at undertrykke og segregere dem i forhold til de hvide, er for groft. Ikke en gang de brutale, hvide sydafrikanske apartheidtilhængere behandlede afrikanerne så undertrykkende og ringe, som især sydstatsmagthaverne behandlede afroamerikanerne.
Noget tilsvarende kan siges om de amerikanske magthaveres behandling af indianerne.
Så det lyder mildest talt hult, når Trump nu vil slå sig til ridder af beskyttelsen af etniske mindretal!
Trump og det postfaktuelle samfund
Trumps udokumenterede retorik om Maduros involvering i narkoterrorisme og tilstedeværelsen af kinesiske og russiske skibe i grønlandsk farvand, som truer amerikanske sikkerhedsinteresser, samt påstanden om, at Grønland er en dansk koloni, er eksempler på en tendens i det postfaktuelle samfund, hvor objektive kendsgerninger betyder mindre i den offentlige debat end udsagn, der appellerer til vælgernes følelser. Trump er ekspert i at nedbryde tidligere grænser mellem konstaterbare fakta og subjektive løgnehistorier.
Det gælder også på det indenrigspolitiske område, hvor Trump f.eks. med sine benådninger af de kriminelle MAGA – folk, som på hans opfordring angreb Kongressen i 2021, har italesat en fortælling om, at de var patriotiske helte. Tilsvarende har hans generaliserende tilsvining af migranter og ydmygelsen af demokratiske guvernører og borgmestre ved at indsætte føderale styrker for at imødegå en påstået uorden vist, at han ingen midler skyr for at nå sine mål og nedgøre sine modstandere. ICE’s jagt på migranter giver mindelser om SA-tropperne i det nationalsocialistiske Tyskland i 30 ’erne, ligesom truslerne om at fratage universiteterne deres finansiering, såfremt de ikke retter ind i deres optag, forskning og undervisning efter Trumps direktiver kunne være forfattet af Goebbels.
Trump og fascismen
Set også i forhold til ønsket om at annektere Grønland og begrebet Lebensraum må vi med andre ord stille spørgsmålet, hvor langt USA under Trumps styre befinder sig fra fascismen, som vi her vil definere som en ideologi præget af et autoritært styre, en stærk leder, nationalisme, voldsudøvelse, en massebevægelse samt forfølgelse af politiske modstandere. I den italienske fascisme indgik som i den tyske også racisme og territorieudvidelse. Der kan argumenteres for, at trumpismen lever op til en del – om ikke alle – af de fascistiske kendetegn. Alene i det første år af sin anden regeringsperiode har Trump enevældigt udstedt 221 dekreter. (Biden udstedte på 4 år 160.) Hvad der egentlig var tænkt som en slags nødretsforordning er gået hen og blevet den måde, hvorpå Trump lovgiver i USA. Det er åbenlyst, at Trump forfølger sine modstandere – det være sig migranter, demokratiske politikere eller universitetsfolk med en anden politisk opfattelse. Og hans MAGA – bevægelse, America First og ICE’s voldsudøvelse mod migranter kan også alludere til fascismen.
Trump og plutokratiet
Man må imidlertid ikke være blind for, at Trump også personificerer plutokratiet. Oligarkerne inden for tech, olie og det militærindustrielle kompleks har kronede dage under Trump, og hans transaktionalistiske tilgang til international politik, hvor internationale relationer anskues som forhandlinger om at maksimere økonomiske gevinster frem for forpligtigelsen over for fælles værdier og alliancer, borger for, at politikken også fremover kommer den økonomiske elite til gode.
Også hans eget økonomiske imperium, der formelt ledes af hans sønner, har kronede dage. Trump er direkte involveret i kryptoplatformen, World Liberty Financial, og han har underskrevet lovgivning, der tilgodeser netop den type kryptoselskaber.
Trumps andre selskaber – f.eks Truth Social og Truth+ – nyder godt af hans præsidentskab. Hans formue vokser eksplosivt, fordi hans position får investorerne til at placere penge i hans selskaber med kraftige værdistigninger til følge.
Trumps ejendomme – bl.a. Mar- a- Lago – genererer millioner i omsætning, når Secret Service og andre embedsmænd lejer sig ind i faciliteterne på skatteborgernes regning, når de følger præsidenten.
Trump har således på radikal vis udvisket grænsen mellem statens – og sin egen privatøkonomi.
Trump og nepotismen
Trump benytter åbenlyst sin ret til udnævnelser til at tilgodese familiemedlemmer. Hans datter Ivanka og svigersøn Kushner er centrale rådgivere med omfattende porteføljer. Den unge Kushners far, Charles Kushner, som Trump har benådet for skattesvig, er udpeget som fransk ambassadør. Svigerdatteren, Lara, har Trump fået placeret som formand for det republikanske parti. Kritikken går på, at ingen af dem har politiske erfaringer eller kvalifikationer, og de ville ikke være blevet godkendt af Senatet, såfremt en sådan procedure var påkrævet. Trump har m.a.o. i en vis udstrækning erstattet meritokrati med nepotisme.
Trumps narcissistiske træk
Hvis vi afslutningsvis bevæger os ned på det psykologiske plan og stiller spørgsmålet, om Trump er narcissist, kræver det en definition af begrebet: Storhedsvanvid, manglende empati, behov for konstant beundring, kan ikke tåle kritik. I den forstand bærer Trump tydelige narcissistiske træk, og f.eks. hans ønske om at få Nobels Fredspris bekræfter til fulde dette. Hans tilhængere vil omvendt hævde, at han blot er en karismatisk leder med stor selvtillid og en dygtig forhandler, som sætter America First.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons
Top karakter for den artikel
Sådan!