Angsten for de fremmede får debatten om danske værdier og nationalisme til at blusse op. Højrefløjen har tilsyneladende et særligt ejerskab til emnet, men socialdemokraterne halser efter og mener, der er behov for en åndelig oprustning.
Nationalismen har historisk antaget karakter af en ideologi, der anskuer nationen som et fællesskab for en gruppe mennesker, der har en række sammenfaldende kulturelle træk som sprog, religion og historie. Fra at have haft en progressiv, venstreorienteret klang og bidraget til afkolonisering og statsdannelser adskillige steder på kloden, er nationalismebegrebet i dag i støre udstrækning forbundet med højrefløjens selvtilstrækkelighed, snæversyn og fremmedhad.
Mette F. og Meloni i fælles front mod Sanchez
Migranters – mislykkede – forsøg for nylig på at nå det europæiske fastland via eksklaven Ceuta fik socialdemokraten Mette F og den stærkt højreorienterede Meloni til tasterne i fælles front til forsvar for europæiske værdier og grænser. De bekræftede hinanden i nødvendigheden af en stram udlændingepolitik og et udvisningscenter uden for Europa, ligesom den spanske socialdemokrat, Sanchez, ikke kan forvente nogen støtte fra sin danske partifælle, som sammen med sin italienske kollega truer med at smide Spanien ud af Schengenaftalen og den fri bevægelighed for arbejdskraft.
Det hører med til historien, at ikke en migrant nåede at sætte foden på europæisk jord, og skulle det være lykkedes, og de fik midlertidig opholdstilladelse til at arbejde i Spanien, giver det dem ingen ret til at udnytte det indre markeds frie bevægelighed. Det kræver en permanent opholdstilladelse, hvilket Mette F og Meloni belejligt nok glemte at fortælle, da de ret voldsomt kritiserede Sanchez for ikke at varetage Spaniens forpligtelse til at beskytte Europa mod indvandring fra syd.
De to regeringsledere skærpede retorikken og kritiserede migranterne for ikke at respektere de europæiske værdier og i særdeleshed den kristne kulturarv – hvilket dårligt korresponderer med menneskerettighederne og respekten for religions- og ytringsfriheden.
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne
Mette F´s åbenlyse behov for at signalere, at hun er strammer på udlændingepolitikken, lægger sig i forlængelse af DF og DD’s tiltagende skarphed på området. Der er en politisk kamp mellem de tre partier om bestandigt at skærpe såvel politikken som retorikken over for nydanskere. Her følger et par afsnit fra DF og DD’s udlændingeprogram:
Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes angst for de fremmede
DF:
Foragt over for danske værdier:
Vi har modtaget alt for mange udlændinge, som hverken har evne, lyst eller vilje til at blive integreret i Danmark, og som ene og alene kom hertil, fordi danskerne har bygget et af verdens mest gavmilde samfund. Resultatet er store, isolerede parallelsamfund, hvor indvandrere fra islamiske lande i snart to generationer uhindret har kunnet leve efter de regler, den levevis, de vaner og magtstrukturer, som de tog med til Danmark: klanvælde, kønsopdeling, voldelige og patriarkalske omgangsformer, kvindeundertrykkelse og koranen som rettesnor i livet. Mens mange af dem indbyrdes holder liv i et tilbagestående og voldeligt æreskodeks, så foragter de danskerne, som ellers må betale prisen for deres sociale bedrageri, kriminalitet, dovne attitude over for uddannelse og arbejde, nedbrydning af alment boligbyggeri og snylten på de offentlige kasser i almindelighed.
DD:
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter de danske værdier, vores kultur og vores samfund…
Vi vil ikke finde os i, at islamistiske mørkemænd kommer til Danmark med deres udemokratiske tanker og værdier. Derfor har vi ikke brug for lempelser. Vi har brug for en stram udlændingepolitik, der passer på Danmark.
DD og DF´s medansvar for flygtningestrømmene
Disse meget generaliserende og fordømmende synspunkter skal ses i lyset af, at de to partiledere selv i sin tid bakkede op om Danmarks imperialistiske krige i Mellemøsten og Nordafrika, som frembragte de borgerkrige, der har sendt mange mennesker på flugt, herunder til Danmark. Og såvel Mette F som de to højrefløjspartier er også hardcore tilhængere af Israels politik over for palæstinenserne – Mette F betragter Golda Meir som sit forbillede – vel vidende, at den skaber endnu flere mennesker på flugt.
Mere end 95 % af nydanskerne har ikke begået kriminalitet
Når højrefløjspartierne anklager nydanskere for kriminalitet, hører det med til billedet, at mere end 95 % af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige land aldrig kommer i berøring med det danske retsvæsen i forbindelse med lovovertrædelser. For kvinderne alene er tallet 99%.
Opgør med dunjakker, tørklæder og kasketter
Og det forhold, at minoritetsunge kvinder i større udstrækning end danske unge kvinder nu får en uddannelse, og at minoritetsunge mænd gør store fremskridt på uddannelsesfronten og inden længe er på niveau med majoritetsunge danskere, negligeres helt af DF og DD. Tværtimod. I et nyt udspil rettet mod nydanske elever på ungdomsuddannelserne skriver Danmarksdemokraterne (med versaler)
– ELEVER, DER IKKE TALER DANSK I SKOLETIDEN, SKAL SMIDES UD
– ALLE ELEVER SKAL PÅ FØRSTE SKOLEDAG GIVE HÅNDTRYK TIL REKTOR VED ANKOMST
– ELEVER SKAL UNDERSKRIVE EN ERKLÆRING OM AT OVERHOLDE DANSKE VÆRDIER
– OBLIGATORISK FORÆLDREMØDE OM DANSK KULTUR, LIGESTILLING OG DANNELSE
– PÅKLÆDNINGSKODEKS PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE – herunder forbud mod dynejakker, kasketter, tørklæde.
Danskheden og nationalismen pudses af i krisetider
Det interessante er, at såvel Socialdemokraterne som DD og DF rejser en diskussion om danskhed og nationalisme, som bestemt ikke er ny, men som har det med at genopstå i krisetider. Der er tilsyneladende for nogle partier behov for at kridte den nationale identitetsbane af, når landet er under pres, endskønt ingen vel har patent på, hvad det vil sige at være dansk. Afståelsen af Norge, nederlaget i 1864, Anden Verdenskrig m.m. har været begivenheder, der har framet en drøftelse af, hvem vi er som folk. Hvilke værdier er danske? Hvem hører med i fællesskabet – og hvem ikke? Og det er ikke uden betydning at understrege, at der ikke på noget tidspunkt har været konsensus om danskheden. Den har til alle tider været genstand for en politisk diskussion mellem højre og venstre i dansk politik.
Højrefløjens skærper kravene til statsborgerskab med sindelagskontrol
Højrefløjen har det, som vi så ovenfor, rigtigt godt med danskheds – og nationalismedebatten. Den er der tilsyneladende stemmer i. Den ilter forestillingen om et nationalt fællesskab, hvor danskheden råder, og hvor der ikke er plads til, at andre nationale identiteter kan leve parallelt hermed. Nationalismen er i den forstand en ideologi, der bygger på en snæver kulturopfattelse, som søger at bevare kulturarven og beskytte samfundet mod fremmedes muligheder for at få rettigheder. Der er tale om kulturelle krav, som man som nydansker skal leve op til, og det påfaldende er, at barren løbende bliver hævet, så der kræves mere og mere for at leve op til danskhedskravet, hvilket blandt andet ses af, at Folketingets Indfødsretsudvalg har indført sindelagskontrol, så ansøgere om dansk statsborgerskab skal screenes for holdninger, inden de tildeles dansk pas. Synspunktet må m.a.o. dække over, at danskheden og den nationale identitet er så skrøbelige, at de ikke kan modstå andre holdninger, som derfor må forbydes.
Ida Auken og Alex Vanopslagh. Foto FT.
Auken og åndelig oprustning
Senest har Socialdemokratiet med den fhv. folkesocialist og radikale, Ida Auken, som bannerfører opfordret til åndelig oprustning, hvilket bl.a. indebærer en besinden sig på den nordeuropæiske, protestantiske kristendom. Hendes bestræbelser på at knytte en præst til Folketinget vidner herom.
Åndelig oprustning har en tendens til at forherlige fortiden, og som sådan bliver nation og danskhed til en fortælling, der har svært ved at rumme uenighed, debat, mangfoldighed og respekten for andre værdier. Den udspringer af frygten for omverdenen, der presser sig på i en globaliseret tidsalder, og forudsætter forandring.
Auken har allieret sig med højrefløjen, hvor bl.a. Alex Vanopslagh med sin bog, Den usynlige ånd, også ruster åndeligt og op gør kristendommen til et af omdrejningspunkterne i sit ideologiske manifest. At han så samtidig fratager Socialdemokratiet patentet på velfærdsstaten og søsætter en modfortælling om, at det var civilsamfundet og enkeltpersoner – og ikke staten – der skabte velfærdssamfundet, må trods alt skabe modhager i Aukens alliance med højrefløjen.
Venstrefløjens syn på danskhed
Over for denne højrefløjsdiskurs eksisterer der en venstrefløj, som har et noget andet syn på danskhed: tolerance, respekt for menneskerettigheder, solidaritet, mm., og hvor kulturel danskhed ikke er en betingelse for at opnå juridisk danskhed, altså statsborgerskab. Her er det afgørende folks handlinger, ikke deres holdninger, og kriterierne for at opnå statsborgerskab ligger fast og ændres ikke hele tiden i mere restriktiv retning. Her påpeges modsætningsforholdet mellem den tiltagende globalisering og den danske afhængighed af handel og interaktion med omverdenen og så højrefløjens bestræbelser på at lukke mennesker med anden etnisk herkomst ude. Nationalismen og den bornerte, kulturelle danskhed ser bort fra, at danskere med relativt høj uddannelse kan have mere til fælles med f.eks. en tysker med samme uddannelse end med deres nabo. Det kan gælde alt fra politiske holdninger, medieforbrug, madvaner, boligindretning, til kropslighed og motion.
Nationalismen i historisk perspektiv
Venstrefløjens syn på nationalismen er imidlertid ikke så enkel, såfremt den sættes ind i et historisk perspektiv. De tidlige nationale bevægelser, som udsprang af oplysningstiden, var progressive og hyldede idealerne om frihed og lighed. Nationalismen har også været afgørende i bekæmpelsen og undergravningen af den europæiske imperialisme og har spillet en hovedrolle i den politiske mobilisering, der førte til afkolonialiseringen, hvor ideen om national selvbestemmelse udfordrede de imperiale magter. Venstrefløjens syn på nationalismen røg imidlertid ind i alvorlige problemer i slutningen af det 20. – og begyndelsen af det 21. århundrede. Efter den i årevis bekæmpede integrationen i EU, blev det politiske ubehag for venstrefløjen ved at være på hold med den ekstreme højrefløj og blive betegnet som ”nationalsocialister” for tydeligt og bevirkede, at den tog et opgør med nationalismen og i dag bakker op om dansk medlemskab af EU.
—–
Hovedfoto: Wikimedia Commons
