Ukrainekrigen løber nu på femte år. En herboende ukrainsk flygtning sætter ord på de lidelser, krigen har skabt, og det undersøges, om krigen kunne være undgået.
Yuliia Ocheretiana, 38 år og uddannet lærer, flygtede sammen med sine to drenge på myndighedernes opfordring ud af Kyiv ved krigens begyndelse og endte via Moldova og Polen i Frederikshavn, hvor hun nu bor på 4. år.
Hun har næsten fra dag 1 været i arbejde – dels som receptionist – Yuliia taler engelsk – dels som rengører. Hun går på sprogskole og har, såfremt krigen trækker ud, en ambition om at konvertere sin ukrainske læreruddannelse til en dansk, hvilket, er hun bevidst om, er en højst usikker ambition.
Forfærdelige levevilkår
Yuliia O. arbejder som frivillig i Stop Spild Lokalt på havnen i Frederikshavn, og hun tager med jævne mellemrum turen til hjemlandet med tøj og andre forsyninger.
– Hvordan vil du beskrive levevilkårene for almindelige ukrainere?
– Forfærdelige. Bomber detonerer hele tiden, og strøm – vand – og varmesituationen er særdeles uregelmæssig, hvilket med frostgrader omkring de 20 i øjeblikket gør situationen meget vanskelig.
– De lave temperaturer og de mange sårede må lægge et kolossalt pres på hospitalerne?
– På papiret er der gratis lægebehandling i Ukraine, men i praksis er du nødt til at betale for at komme til. Derudover er adskillige læger ved fronten, så udbuddet af sundhedsydelser er alt for lavt i forhold til efterspørgslen, hvilket skaber en ulykkelig helbredstilstand, der vender den tunge ende nedad.
Jagten på den ukrainske undergrund
– Hvis du skulle forsøge at finde nogle forklaringer på krigen, hvordan ville de så lyde?
– Det er vigtigt at forstå, at der har været borgerkrig i de østlige regioner i mere end ti år, hvor russerne uofficielt har interveneret i Donbasregionen. Russerne påstår, at regionen har en russisk majoritet ligesom på Krim, men det er ikke tilfældet. Ca. halvdelen i øst taler russisk, men det er langt fra givet, at de også er russiske af sind. Især unge mennesker føler i modsætning til den ældre generation ikke nogen særlig tæt tilknytning til Rusland. En af årsagerne til russernes interesse for at annektere Donbas er, at regionen (og store dele af det øvrige Ukraine) er rig på råstoffer, herunder sjældne jordarter. Det har Trump også opdaget, og det er derfor, han har tvunget Ukraine til at indgå en råstofaftale, der tillader amerikanske firmaer at få fingre i den ukrainske undergrund som betaling for den støtte, amerikanerne har ydet landet.
Krigstræthed
– Hvordan klarer ukrainerne sig på slagmarken?
– Vi har det svært. Der er mangel på alt: soldater, udstyr, krigsmateriel. Og militæret kan ikke få tilladelse til at affyre missiler, der rækker langt ind i Rusland, hvilket ellers muligvis kunne være en gamechanger. Og situationen bliver ikke bedre af, at det nu er tilladt for unge mellem 18 og 22 samt fædre med 3 børn at emigrere, hvilket mange benytter sig af.
– Hvordan ender krigen?
– Hvis ikke Nato griber ind, er der ikke tvivl om, at udsigten til en aftale, som Ukraine kan leve med, er ringe. Hertil kommer, at der er en kolossal krigstræthed blandt den ukrainske befolkning, og at flertallet ønsker fred på den ene eller anden måde. På den anden side vil det falde mange for brystet, såfremt vi er nødt til at overlade de østlige regioner til russerne. Næsten enhver familie har lidt tab i denne krig, og det ville være uudholdeligt for mange, såfremt disse unge menneskeliv er gået tabt til ingen verdens nytte.
Strategisk empati
Den russiske invasion af Ukraine er et eklatant og indiskutabelt brud på folkeretten, men med Yuliia Ocheretianas øjenvidneberetning om de lidelser, ukrainerne nu på femte år gennemgår, og med de kolossale tab af ukrainske og russiske unge liv, som krigen har ført med sig, rejser spørgsmålet sig, om krigen kunne være undgået. I epilogen til sit imponerende og monumentale værk om Den kolde Krig analyserer nu afdøde historieprofessor, Poul Villaume, baggrunden for krigen og undersøger som en af de få, i hvilket omfang Vestens adfærd har bidraget til russernes helt uacceptable invasion. Ikke for at forsvare den, men for at forklare den.
Han opererer med begrebet ”strategisk empati” og mener, at krigen kunne være undgået, såfremt dette begreb havde præget den amerikanske og europæiske udenrigspolitiske tankegang i større udstrækning. At man m.a.o. for at undgå, at konflikten eskalerede til krig, kunne have forsøgt at se situationen fra modpartens side og accepteret, at international politik ikke behøver at være et nulsumsspil.
Brudte løfter
Villaume søger tilbage til Murens fald og den tyske genforening for at forstå baggrunden for Ukrainekrigen. På det tidspunkt var Den kolde Krig ophørt, og grundlaget for en ny sikkerhedsstruktur for hele Europa blev diskuteret. Nato med daværende udenrigsminister James Baker i spidsen forsikrede Gorbatjov om, at der ikke ville blive udstationeret tropper på det tidligere DDR’s territorium, og at Nato ikke ville blive udvidet, såfremt USSR kunne acceptere en tysk genforening. I stedet drøftede man på russernes foranledning muligheden for et nyt paneuropæisk sikkerhedssystem uden de to pagter. Tankegangen om, at international politik ikke behøvede at være et nulsumsspil, vandt for et øjeblik tilsyneladende gehør.
Men med Sovjetunionens sammenbrud og et Rusland i knæ økonomisk, politisk og militært svigtede Vesten hurtigt de afgivne løfter, og Pentagon og State Department vendte tilbage til den traditionelle, amerikanske tankegang om stormagtsrivalisering og afskrækkelse, og forestillingen om et nyt, fælles sikkerhedssystem for hele Europa og kollektiv internationalisme forsvandt som dug for solen. I forlængelse heraf blev Nato udvidet med de forhenværende WAPA-lande, og da raketterne og de udstationerede soldater nu vendte den anden vej, kunne russerne føle sig omringet og truet lige uden for deres dørtærskel. Selv det utrænede øje kunne se, at Natos ekspansive politik havde ydmyget og provokeret Rusland i middelsvær grad, og at genskabelsen af den kolde krig og fornyet oprustning lå lige for. Høgene på begge sider erobrede terræn.
Røde linjer overskredet
Da Ukraine og Georgien så efterfølgende blev tilbudt medlemskab af Nato, var Moskvas rødeste linje grundigt overskredet, og den vestlige magtarrogance blev mødt med russisk militær indgriben såvel i Georgien i 2008 som på Krim i 2014. Forsøg på at undgå en egentlig krig mellem Ukraine og Rusland blev iværksat med Minskaftalerne, der gav betydelig autonomi til de østlige regioner, men som ikke blev ratificeret af Ukraine.
Nato forhindrer fredsaftale i at blive implementeret
Kort efter udbruddet af Ukrainekrigen blev der indgået en foreløbig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, hvor Zelensky accepterede et neutralt Ukraine uden fremmede militærbaser på sin jord mod, at invasionsstyrkerne blev trukket tilbage.
Aftalen, som kunne have sparet tab af ukrainske og russiske unge liv og skånet den ukrainske befolkning for mange af de lidelser, som Yuliia Ocheretiana har beskrevet ovenfor, blev aldrig implementeret, fordi Nato gjorde det klart for ukrainerne, at de ville miste al vestlig støtte, såfremt de underskrev aftalen.
Trumps strategiske empati
Efter Trump igen har indtaget Det hvide Hus, har den amerikanske indstilling til krigen på paradoksal vis skiftet karakter, og Trump er – uden tvivl uforvarende – blevet talsmand for strategisk empati. Nu er amerikanerne tilsyneladende villige til at afstå fra den tidligere position, som nøgternt set gik ud på at presse russerne og holde dem beskæftigede med krigen i Ukraine og lade dem bløde menneskeliv og ressourcer i et omfang, der afholdt dem fra at blande sig i andre globale konflikter – uden at det kostede en eneste amerikansk soldat livet.
Trump er tilsyneladende på god fod med russerne og er indstillet på at trække tilbuddet om et ukrainsk medlemskab af Nato tilbage, ligesom ukrainerne efter Trumps opfattelse også er nødt til at afstå land til russerne for at opnå en fredsaftale. Noget af en kovending i forhold til Biden – administrationens politik, og en politik, som også sætter europæerne i et dilemma.
