I januar 2026 indgik et bredt folketingsflertal – Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne (= de tre daværende regeringspartier), Danmarksdemokraterne, Konservative, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet – en politisk aftale, hvori det lød: ” De seneste års prisstigninger på fødevarer presser mange danske familier. Regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet vil derfor igangsætte et arbejde, der skal se på mulige veje til at reducere leveomkostningerne for danskerne, som udgangspunkt ved enten at nedsætte momsen på alle fødevarer eller fjerne momsen på frugt og grønt”.

I regeringsgrundlaget fra juni bekræftede den nye regering intentionen om momsnedsættelse. Den vil ”…så snart det er muligt halvere momsen på fødevarer (fra 25 % til 12,5 %. Red.) og helt afskaffe den på frugt og grønt”.

I regeringens arbejdsprogram fra august gentages momsambitionerne.

Momsnedsættelsen forventer regeringen kan træde i kraft i 2028.

Lige til højrebenet?
Men den politiske aftale mellem et stort flertal af Folketingets partier i januar og den nye regerings genbekræftelse af intentionen om en momsnedsættelse, skulle alt ligge lige til højrebenet.

Især for de partier, som interesserer sig for familiernes udgifter til basale behov, først og fremmest fødevarepriserne. Og det gør de jo – i deres selvforståelse – alle sammen.

Men ikke alle interesserer sig for, hvordan skattesystemet påvirker (u)ligheden blandt borgerne. I Danmark har vi som bekendt tre hovedkategorier af skat: 1) Progressiv skat, først og fremmest den statslige indkomstskat, hvor skatteprocenten stiger med indkomsten. 2) Proportional skat, vigtigst her er den kommunale indkomstskat, hvor ens skatteprocent er den samme uanset indkomst. 3) Degressiv skat, hvor skatteprocenten stiger med en faldende indkomst.

Momsen er ikke definitionsmæssig en degressiv skat, da momsprocenten jo er den samme uanset ens indkomst. Men den har en degressiv virkning, idet de husholdninger med de laveste indkomster bruger en relativ stor del af deres disponible indkomst (har en større forbrugskvote) til køb af helt nødvendige varer. Derfor udgør momsen omregnet til procent en større del af de laveste indkomstgruppers disponible indkomst end de høje indkomstgruppers. Eller med andre ord: Jo lavere indkomst, jo højere reel momsskatteprocent.
Og tilmed er den reelle momsprocent højere for specielt de lavtlønnedes, da fødevarer sluger en meget stor andel af de lavtlønnedes disponible indkomst.
Momsen har således en ulighedsskabende effekt.

Da langtfra alle Folketingets partier har en større lighed i samfundet som målsætning, kan det være en del af forklaringen på, at der efter den ændrede parlamentariske situation efter folketingsvalget og regeringsdannelsen er kommet grus i maskineriet. Flere partier fra Blå Blok har tilsyneladende fortrudt, at de tidligere er gået ind for en momsnedsættelse/fjernelse, selvom de altså inden folketingsvalget gik ind for at sænke momsen.

Tilhængere og modstandere af momsnedsættelse: Hvad er det, der diskuteres?
Et af diskussionspunkterne er spørgsmålet om, hvor meget en momsnedsættelse vil slå igennem til varepriserne i forretningerne. Her er der forskellige vurderinger: Tilhængerne af en nedsættelse vurderer et gennemslag på næsten 100 % og henviser til Sverige, hvor en nylig momsnedsættelse på fødevarer fra 12 % til 6 % er slået igennem med næsten 100 %. Skatteministeriet vurderer, at en momsnedsættelse har ”et relativt stort prisgennemslag” og sætter tallet til 96 %.
Modstanderne henviser til andre undersøgelser, der viser en mindre gennemslagskraft.

Tilhængerne hæfter sig også ved, at Danmark har EU’s højeste fødevarepriser med et prisniveau på 19 % over EU-gennemsnittet (2024). Det taler for at nedsætte momsen. Det høje danske prisniveau skyldes formentligt til dels, at især dansk fødevareproduktion, men også detailhandelsbranchen er domineret af få, store virksomheder (henholdsvis Arla, Danish Crown og Salling Group, COOP og Rema 1000) som gør, at konkurrencen på producentsiden, men også på detailhandelsiden er relativ lille.
De forholdsvis høje lønninger kan også have betydning for fødevarepriserne, men i andre EU-lande – som feks. Sverige og Tyskland – med er lønniveau, som ikke afviger så meget som det danske, er forbrugerpriserne betragteligt lavere.

Hvordan det kan sikres, at momsnedsættelsen kommer forbrugerne til gode er også til diskussion. I Sverige har man en ”Matpriskommission”, som overvåger prisudviklingen, så forbrugerne kan vælge de detailforretninger, som er prismæssigt mest attraktive for dem.
En af de stærkeste fortalere for en momsnedsættelse, Pelle Dragsted fra Enhedslisten, forestiller sig etablering af en lignende organisation i Danmark.

Modstanderne af momsnedsættelse henviser desuden til, at fødevarepriserne faktisk har vist et fald det seneste års tid, så en momsnedsættelse derfor ikke er nødvendig. Det første er tilhængerne i og for sig enige i, men de understreger, at fødevarepriserne iflg. Danmarks Statistik faktisk er steget med hele 29 % fra august 2021 til august i 2026, mens forbrugerindekset for alle varer kun er steget med 18 % i samme periode.

Mere bureaukrati?
Modstanderne af en momsnedsættelse vurderer, at især differentieret moms vil medføre øget bureaukrati for virksomhederne og derved i sig selv fordyre varerne.
Det argument skydes ned af tilhængerne. De peger på, at stort set alle andre EU-lande har en differentieret moms og undrer sig derfor over, at Danmark som verdens måske mest digitaliserede land skulle være ude af stand til at administrere og håndtere differentieret moms, når altså alle andre EU-lande kan.

I december 2025 sendte 20 organisationer en opfodring til statsministeren om at fjerne moms på frugt og grønt. I et efterfølgende interview i Politiken med en af henvendelsens medunderskrivere, Lilds direktør Claus Kragh, lød det fra ham, at ”Vi får nul bureaukrati mere (ved en momsnedsættelse. Red.). I vores økonomisystem ville vi gå ind og ændre momssatsen. Det kræver et klik. Vi har gjort det på bøger og det kan vi sagtens gøre på frugt og grønt”.

Vil det blive for dyrt for staten?
Skatteministeriet har beregnet, at staten vil miste skatteindtægter fra en momsnedsættelse på i alt 17,4 mia (14,8 mia for halveringen af momsen på fødevarer og 2, 6 mia for at fjerne momsen på frugt og grønt). Det mener modstanderne er er et problem og frygter, at regeringen vil hente de mistede skatteindtægter ind ved en stigning i skatten på andre områder.
Det afviser tilhængerne (regeringen), som siger, at momsnedsættelsen er fuldt finansieret via en planlagt skattereform og via træk på statens – store – finansielle rådighedsbeløb.

Vil salget af frugt og grønt stige?
Et tema i debatten om momsnedsættelse er også, at en fjernelse af momsen på frugt og grønt vil være en gevinst for folkesundheden, og også for de offentlige sundhedsudgifter. Det er der ikke den store politiske uenighed om.

Og der er heller ikke ret mange, som tror, at salget af frugt og grønt ikke vil stige, når/hvis priserne falder. COOP og Lidl har i perioder sat prisen på deres frugt og grønt ned, så de svarede til priserne uden moms. Det har skabt en øjeblikkelig og stor stigning i salget af netop disse varer.

Momsnedsættelsen og den sociale (u)lighed?
Uligheden – målt som ginikoefficienten – har været stærkt stigende i Danmark i de seneste 35 år.
Og når momsen – som tidligere nævnt – har en degressiv effekt (den fylder mest for lavindkomsterne), betyder en nedsættelse af momsen, at den sociale ulighed mindskes. Det gælder især for fødevarer.
Det er en pointe, som især Pelle Dragsted fra Enhedslisten har slået på. Men her er kritikken fra modstanderne gået på, at det vil være mere lighedsskabende – og i øvrigt også administrativt lettere – at øge overførselsindkomsterne, feks. kontanthjælpen og dagpengene, eller at hæve bundfradraget.

Det argument er Pelle Dragsted sådan set enig i, men som han siger i Politiken: ”Hvis vi brugte alle pengene på at hæve overførselsindkomsterne, dagpengene og kontanthjælpen….og hæve personfradraget, ville det øge ligheden mere”. Men som han gøre opmærksom, er det ikke en økonomisk politik, som vil kunne finde et flertal i Folketinget, slet ikke hos de blå partier, men heller ikke hos regeringspartierne.

I øvrigt vil en momsnedsættelse også gøre den geografiske ulighed mindre. Områder – som Nordjylland – hvor indbyggerne har relativt lave indkomster vil få størst gavn af en nedsættelse. Det skyldes, at de har en højere forbrugskvote, især for fødevarer, end de mere økonomisk velpolstrede dele af Danmark.

Et politisk slagsmål
Den momsnedsættelse, som skal gøre dagligdagen lettere for en stod del af danskerne, og som i valgkampen bare for nogle måneder siden blev bakket op af et stort flertal af Folketingets partier, ser nu ud til at blive undsagt af partier i Blå Blok.
Det undrer Lars Løkke (M), som på et pressemøde sagde: ”Jeg har meget svært ved at forstå, at de partier, der går op i, at vi har for høje skatter i Danmark, og efter at have ment det modsatte for få måneder siden, hvor vi lavede en aftale med dem….nu pludselig ikke længere synes, det er en kamp, der er værd at tage, at sætte verdens højeste skat på mad ned”.

Hvad de blå partier i sidste ende beslutter sig for at gøre, er i øjeblikket usikkert. Men de har det problem, at et stort flertal af vælgerne støtter en momsnedsættelse. Feks. viser en undersøgelse fra COOP i oktober 2025, at 86 % af vælgerne bakker om en lavere moms på frugt og grønt.

Hos Enhedslisten betragtes en momsnedsættelse som en af de vigtigste sejre, som partiet opnåede i de over to måneders lange regeringsforhandlinger. Det var en af forudsætningerne for, at partiet støttede Firkløverregeringen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at partiet ændrer holdning, selvom det er presset af ”mainstreamøkonomer”, medier. Interesseorganisationer og andre partier.
Også fordi partiet betragter et tiltag som at gøre fødevarepriserne lavere for den almindelige befolkning som et redskab til at dæmme op for den højrebølge, der står stærkere og stærkere i mange europæiske lande.

Det politiske flertal for en momsnedsættelse eksisterer stadigvæk. Men spændende bliver det at se, om det fortsat eksisterer frem til 2028, hvor det som nævnt er planen, at momsnedsættelsen skal iværksættes.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Momsen – en ny politisk slagmark blev først udgivet på netavisnord.

Et centralt tema i den netop overståede valgkamp var indførelsen af en formueskat. Socialdemokratiet forsøgte ved valgudskrivelsen at appellere til og genvinde nogle af de mere venstreorienterede vælgere, som havde forladt partiet pga. dets højredrejning, ved at foreslå at genindføre formueskatten, som Nyrupregeringen i 90’erne afskaffede. Forslaget gik i al sin enkelthed ud på at pålægge formuer på mere end 25 mio. en skat på 0,5 %.

Højrefløjens og kapitalens modoffensiv

Udspillet mødte ikke overraskende massiv politisk modstand fra højrefløjen incl. De Radikale, og erhvervslivets interesseorganisationer (DA, DI og DE) kørte det tunge skyts i stilling ved en omfattende modagitation, som udstillede formueskatten som dræbende for dansk økonomi, væksten, velstanden og beskæftigelsen. Endelig truede enkeltpersoner fra nogle af de toneangivende virksomheder med at emigrere. I lyset af denne eklatante modoffensiv havde formueskatten det svært, og dens folkelige gennemslagskraft hos vælgerne blev ikke faciliteret af, at der i valgkampen opstod en del tekniske spørgsmål – herunder uklarhed om, hvorvidt også nyetablerede iværksættere, der endnu ikke havde formået at stable et overskud på benene, var omfattet af det socialdemokratiske forslag. Bottom line blev, at moddiskursen lykkedes, og at der i det nye Folketing ikke eksisterer et flertal for at genindføre en formueskat.

Det skal imidlertid ikke afholde Netavisnord fra en nærmere undersøgelse af såvel det teoretiske som det empiriske grundlag for indførelsen af en skat på de største formuer.

Thomas Piketty: Støt stigende formueulighed fra 1980
Den franske økonom, Thomas Piketty, har i sit hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede undersøgt formueulighedens udvikling, og han kommer til den konklusion, at den fra ca. 1980 er støt stigende, efter at den i en periode efter WW2 var faldende. Dette fald hang sammen med den kolossale genopbygning af den fysiske kapital og finansieringen af velfærdsstaten efter krigen, og som samlet bevirkede en ret kraftig progression i beskatningen.

Men med den klassiske liberalismes genfødsel i 80érne efter en periode med keynesiansk dominans blev marked, deregulering, skattenedsættelser for erhvervslivet samt påstanden om trickle-down-økonomi kodeordene for den økonomiske tænkning i de toneangivende, kapitalistiske lande.

Hvis r>g koncentreres den økonomiske og politiske magt hos eliten
Pikettys synspunkt er, at denne uregulerede kapitalisme fører til en fundamental formueulighed, fordi den årlige afkastningsgrad på kapital er større end væksten i produktionen og indkomster (r>g, hvor ”r” er afkastningsgraden på kapital (return), og ”g” (growth) er den økonomiske vækstrate på produktion og indkomst.) I et historisk perspektiv vil dette misforhold føre til en koncentration af rigdom hos eliten.

For Piketty er formueuligheden, som han dokumenterer i en række af verdens lande, og som helt ekstremt kommer til udtryk i USA, hvor oligarkerne, der finansierer Trumps valgkampe, ejer 35-40 % af formuen og modtager 20 % af den samlede indkomst, en trussel mod demokratiet, fordi en lille gruppe kapitalister er i færd med at dominere den øvrige befolkning politisk og økonomisk.

Formuefordelingens udvikling i Danmark
Hvilke forholdsregler Piketty foreslår indført for at modvirke uligheden, vender vi tilbage til, men først et kig på, hvordan formuen i Danmark er fordelt.

Figur 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Indeks.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har på baggrund af data fra Danmarks Statistik beregnet udviklingen i formuefordelingen, jf. figur 1, hvoraf det bl.a. fremgår den rigeste ene procents formue er steget med godt 30 % siden 2020, mens gennemsnits – og medianformuen i samme periode er steget med henholdsvis 12 og 3 %.

Tabel 1. Formuefordelingens udvikling 2020-2024. Kroner

Tabel 1 viser, at den rigeste ene % af befolkningen i gennemsnit besidder en nettoformue på omkring 58 mio. kroner, og at den er vokset med ca. 14 mio. siden 2020. Tallene er opgjort pr. voksen og skal dobles op for par blandt de rigeste. Medianformuen er omvendt steget med blot 30.000 i samme periode og lander på 960.000.

Den rigeste 1 % ejer 25 % af den danske formue
Figur 2 viser, at den meste velhavende 1 % af befolkningen ejer 25 % af formuen, og andelen er stigende fra 2020, men dog uændret fra 2021.

Figur 2. Den rigeste 1 % ’s andel af den samlede formue. Pct.

Pikettys løsningsforslag på den ulige formue – og indkomstfordeling
Med dette billede af formuefordelingen og dens udvikling i Danmark kan vi nu vende tilbage til Piketty og undersøge, hvilke løsninger han foreslår for at komme formueuligheden til livs.

Han er af den opfattelse, at markedet ikke under nogen omstændigheder kan løse problemet selv, og han foreslår derfor en global, progressiv formueskat (venstrekeynesiansk), der vil forhindre kapitalen i at søge i skattely. I forlængelse heraf foreslår han en top-topskat på de høje direktørlønninger, som til tider stikker helt af. A.P. Møller aflønner sin topdirektør med 48 mio., Vestas sin med 32 mio., Carlsberg sin med 39 mio. Og sidst, men ikke mindst, opfordrer Piketty til, at der oprettes et globalt finansregister, så det bliver gennemsigtigt, hvem der ejer formuerne og får de høje lønninger.

Det kan godt være, at formueskatten i første omgang døde med FV26, men som tallene viser, er der basis for at vække den til live på sigt.
——–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Formueskatten døde – men kan vækkes til live igen blev først udgivet på netavisnord.

Et politisk flertal aftalte i 2017 en målsætning om, at andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, skal være halveret i 2030 fra det daværende niveau på 7,0 pct. Altså må andelen højest være 3,5 pct. i 2030. Aftalen formulerer også et delmål for 2025, hvor andelen skal være reduceret med minimum 20 pct. i forhold til udgangspunktet, svarende til 5,6 %.

Nordjylland sammenlignet med resten af landet

Figur 1 viser anden af 15-24-årige, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, og som hverken er i gang med uddannelse eller i beskæftigelse i september 2024. Specielt Jammerbugt, Vesthimmerland og Mors samt Læsø i Region Nordjylland er hårdt ramte. Neden for i tabel 1 udmøntes de konkrete tal for udvalgte nordjyske kommuner.

De nordjyske kommuner får svært ved at nå i mål

Af tabel 1 fremgår det, at der er absolut flest unge uden uddannelse og arbejde i Ålborg, men relativt ligger kommunen bedst med kun 5,1 % og lever således op til delmålet for 2025. Det samme gør Rebild Kommune. Det er derimod svært at se, hvordan de øvrige nordjyske kommuner skal kunne nå målet om max 5,6 % i 2025.

Manglende kulturel kapital svækker motivationen.
Der findes ikke deciderede analyser af, hvorfor nogle unge hverken får en uddannelse eller er i arbejde, men mere generelle teorier kan måske give et fingerpeg.

Den franske sociolog, Pierre Bourdieu, forklarer den manglende uddannelse i visse segmenter med mangel på kulturel kapital, dvs. manglende viden om uddannelsessystemet og dets sproglige koder samt mangel på normer fra hjemmet, som uddannelsessystemet værdsætter. I forlængelse heraf kan unge fra uddannelsesfremmede hjem have psykiske udfordringer og en belastet barndom at trækkes med, hvilket i sig selv kan avle lav selvtillid og ringe tro på at kunne mestre de faglige krav, skolesystemet stiller.
Tilsammen mindsker dette motivationen, øger risikoen for frafald og mindsker troen på egne evner til at gennemføre en uddannelse.

Højkonjunkturen burde slå kraftigere igennem, men hæmmes af et mismatch
Der er naturligvis en tæt sammenhæng mellem manglende uddannelse og arbejdsløshed, men hvis vi alligevel forsøgsvis skal isolere ungdomsarbejdsløsheden og finde særskilte arbejdsmarkedsrelaterede forklaringer herpå, så ligger konjunkturteorien lige for. Danmark befinder sig i en højkonjunktur, hvilket i sig selv skulle virke befordrende for at afskaffe ungdomsarbejdsløsheden. En del af den er imidlertid af strukturel karakter, hvilket hentyder til, at der er et mismatch mellem de kvalifikationer, arbejdsmarkedet efterspørger og de kvalifikationer, de unge udbyder. Og i forlængelse heraf ender de unge uden uddannelse ofte i det såkaldte sekundære segment på arbejdsmarkedet, hvor jobusikkerheden er størst.

Alle typer af unge rammes af arbejdsløshed og manglende uddannelse.
Christina Bech Hansen er teamleder i Uddannelses– og Erhvervsvejledningen i Frederikshavn Kommune og er således en nøgleperson i arbejdet med de unge, der står uden for arbejdsmarkedet og ikke er under uddannelse.

Hun kan ikke helt genkende de tal, der optræder i AE-rådets statistik for f.eks. Frederikshavn.
– De er for høje. De indeholder også unge, der er ude at rejse, er på højskole eller foretager sig andet relevant og nyttigt, men som falder ind under statistikkens kategorier.

På spørgsmålet om, hvilke typer af unge der ikke er i gang med en uddannelse eller er i job, svarer Christina Bech Hansen.
– Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, ville jeg ret entydigt kunne have svaret, at den type unge havde sociale udfordringer. Det var unge, der kom fra uddannelsesfremmede hjem, og som scorede lavt på de socioøkonomiske parametre. Sådan er det ikke længere. I dag kommer unge uden uddannelse efter folkeskolen og uden job fra alle typer hjem. Det var eksempelvis tydeligt i DR’s dokumentar om skolevægring. Her var en af pointerne, at både det forældrepar, der havde taget initiativ til udsendelsen, men også de andre deltagende forældre kom fra et bredt udsnit af befolkningen med gode ressourcer.

Unge under 18 har pligt til at være i job eller under uddannelse
Det interessante spørgsmål er nu, hvad der fra kommunal side kan gøres for at hjælpe de unge, vi her taler om, på vej. Her skelner Christina Bech Hansen mellem unge under og over 18 år.
– Vi har særligt fokus på de 15-17 årige, som ikke starter i uddannelse eller job, efter de har afsluttet folkeskolen. Når man er under 18 år, har man faktisk pligt til at være i uddannelse eller job.
Vi har tæt kontakt med de unge og deres forældre ift. at finde den rette vej for dem.
Vi har en fritidsjobkonsulent ansat, som kan hjælpe de unge ind på arbejdsmarkedet, som har brug for en hjælpende hånd for at få ansættelse.
I kommunen har vi også indsatsen ”Sammen Ung”, som er et uvisiteret og anonymt samtaletilbud for unge mellem 13 og 17 år i begyndende mistrivsel. Her kan både de unge og deres forældre være i et samtaleforløb.
Det er særligt, at vi har et uvisiteret tilbud af denne slags, og vi oplever, at det er vigtigt for både de unge og deres forældre, at de ikke bliver ”en sag” i kommunen, bare fordi de har brug for støtte i en periode.

Ingen krav til unge, der ikke søger kontanthjælp
– Hvad så med de unge fra 18 til 25?
– Når vi taler om de unge, som ikke er i uddannelse eller job, findes der 2 grupper: de, som søger kontanthjælp, og som vi derved kan arbejde med i Den Kommunale Ungeindsats, og de unge, som ikke kommer og beder kommunen om hjælp.
Udfordringen er de unge over 18 år, som ikke søger kontanthjælp, men som klarer sig økonomisk ved forældrenes hjælp eller på anden måde. Dem stiller lovgivningen ingen krav til.

– Kontakter I dem?
– Ja. UE-vejlederne sender breve med tilbud om vejledning til alle unge op til 25 år, som ikke er i gang med noget, men vælger de at takke nej, må vi afvente og håbe, at de senere er motiverede for at takke ja til et samarbejde om at finde den rigtige vej videre for netop dem.
——-
Hovedfoto AE Rådet

Indlægget Intet arbejde – ingen uddannelse blev først udgivet på netavisnord.

Hvert forår fastlægger regeringen i samarbejde med KL bloktilskuddet til kommunerne. Denne statslige støtte medvirker til at sætte rammerne for den kommunale budgetlægning det følgende år.

Der er ikke tale om ligeværdige parter. Forhandlingerne er asymmetriske forstået på den måde, at såfremt KL siger nej til en aftale, vil regeringen egenhændigt kunne diktere rammerne for den kommunale økonomi.

Økonomiaftalen er væsentlig for det serviceniveau, kommunerne kan præsentere sine borgere for, og beløber sig for 2025 til 323 mia., hvortil kommer en ramme på godt 20 mia. til kommunernes anlægsinvesteringer. Aftalen er umådelig vigtig for kommunerne, og dens betydning er samfundsøkonomisk omtrent på niveau med finansloven og indgår dermed i den finanspolitik, regeringen fører.

Økonomiaftalens manglende gennemsigtighed – ikke nogen folkesag
Alligevel er økonomiaftalen næppe nogen folkesag. Modsat finanslovsforhandlingerne fører økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen et stille liv og omtales kun sporadisk i medierne og går formentlig under radaren i de fleste vælgeres bevidsthed, hvilket bl.a. hænger sammen med, at den ikke som finansloven og anden lovgivning underlægges 3 behandlinger i Folketinget og dermed er mindre gennemsigtig. Den fremlægges for Finansudvalget, men politiseres i øvrigt sædvanligvis ikke. Oppositionen benytter sjældent økonomiaftalen til at rejse forespørgsler, hvor den kan kritisere regeringen, men har de facto anerkendt, at det er regeringens prærogativ at indgå aftaler med Kl.

Servicerammen hæves med 3,4 mia., anlægsrammen med 20,3 mia.
Aftalen for 2025 er af regeringen blevet fremhævet som enestående, fordi kommunerne med aftalen får mulighed for markant at løfte de store velfærdsområder: Folkeskole-, ældre- og dagtilbudsområdet. Regeringen og KL er blevet enige om at hæve kommunernes serviceramme med ekstra 3,4 mia.

Af nedenstående tabel ses det, at den nye aftale ganske rigtigt adskiller sig fra de foregående års:

Realløftet i kommunernes serviceramme var under Løkkeregeringen 2015-19 lavt – til tider negativt. Under Mette F.’s første regering 2019 – 2022 var løftet lidt større og positivt i alle årene, så sammenlignet med de sidste 10 år er der tilsyneladende tale om en markant stigning, og kommunerne, der i de foregående år har været kritiske over for den lave vækst i servicerammen, har rost aftalen.

Til gengæld er der ikke noget løft i den tildelte anlægsramme, jf. tabel 2:

Finanspolitiske hensynAt anlægsrammen er så beskeden og på niveau med eller lidt under de foregående år hænger utvivlsomt sammen med finanspolitiske hensyn. Løftet af servicerammen er en finanspolitisk lempelse, som kan være dristig i en situation med fuld beskæftigelse og pres på kapaciteten i bl.a. byggebranchen. Derfor kan der ikke også gives køb på en større anlægsramme, selv om kommunerne efterspørger den.

Økonomiaftalen oversolgt af Wammen
Magasinet NB-Økonomi har analyseret aftalen mellem KL og regeringen og når frem til, at den mildt sagt er oversolgt.

Forklaringen på den store forskel mellem finansministerens løfter og virkeligheden for borgerne i mange af landets kommuner skal findes i, at det ”kommunale selvstyre” er fanget i et krydspres mellem en serviceramme, som angiver, hvor mange penge der maksimalt må bruges på service ude i kommunerne, og behovet for at få finansieret servicerammen.

Hvis man ser alle kommuner under et, så har finansministeren ret i, at økonomiaftalen giver mulighed for betydelige investeringer i velfærden, skriver NB – økonomi.

Men Wammen fortalte ikke, at tekniske justeringer i nedadgående retning af det såkaldte balancetilskud betyder, at finansieringen ikke vil følge med løftet af servicerammen.

Balancetilskuddet reducerer effekten af løftet i servicerammen.

Balancetilskuddet er en del af det kommunale bloktilskud og den kommunale udligning, der skal sikre, at der er balance mellem det udgiftsniveau, der aftales i økonomiaftalen for kommunerne under ét, og de kommunale indtægter.

For 2025 nedsættes balancetilskuddet med 3,2 mia – altså tæt på det løft i servicerammen, som er aftalt med kommunerne for 2025. Summa summarum ender velfærdsforbedringen tæt på 0.

Det betyder, at de kommuner, der i dag er begrænset af finansieringsevnen og ikke af servicerammen, ikke vil have mulighed for at øge serviceniveauet uden at tømme kommunekassen. Og i en lang række kommuner vil der være brug for igen i 2025 at skære på de centrale velfærdsområder for at få enderne til at mødes.

Omvendt vil mere velstående kommuner, der besidder en robust kassebeholdning, kunne finansiere den udvidede serviceramme.

Ikke nogen velfærdsstigning i Frederikshavn, Jammerbugt og Aalborg
I Frederikshavn, som hvert år kæmper med at få de økonomiske ender til at nå sammen, og som budget efter budget er nødsaget til at foretage nedskæringer, siger borgmester Birgit Hansen (S):
– Vi kender endnu ikke den samlede økonomi, da vi mangler oplysninger om, hvor meget vi får som vanskeligt stillet kommune. Jeg har bedt udvalgene finde besparelser for 2025 på 27 mio. Når vi så blot får 10 mio. ekstra fra staten til driften, kan enhver se, at der ikke bliver nogen markant velfærdsstigning – tværtimod. Når f.eks. Langelands borgmester kaster håndklædet i ringen og siger, han ikke orker mere at tage ansvaret for den konstante underfinansiering af Langeland Kommune og de uendelige nedskæringer i velfærden, så forstår jeg ham godt.

I Jammerbugt Kommune siger kommunaldirektør, Holger Spangsberg Kristiansen:
– Kommuneaftalen giver et økonomisk løft til kommunerne, men samtidig et fald i balancetilskuddet.
Samlet medfører økonomiaftalen, at der er behov for besparelser i Budget 2025 i Jammerbugt Kommune, hvilket Kommunalbestyrelsen allerede har igangsat på deres møde i juni, hvor der blev vedtaget besparelser på 18,9 mio. kr.

I Aalborg siger borgmester Lasse Frimand (S):
– Givet den kompleksitet der eksisterer netop i både aftalemodellen og tilskuds/udligningsforholdene, kan vi ikke opgøre præcist, hvad aftalen – isoleret set – betyder for kommunen. Men vi kan konstatere, at vi med aftalen ikke står væsentligt anderledes i Budget 2025, end vi havde forventet ved budgetlægningen for 2024. Det skyldes dog også en række lokale forhold, som f.eks. en anderledes befolkningsudvikling etc.
Derfor forventer vi også, at kommunens opgave med at tilvejebringe og fastholde de varslede reduktioner i de kommende år fortsat vil skulle opretholdes.

Wammen i samråd
SF’s finanspolitiske ordfører, Lisbeth Bech Nielsen, har indkaldt finansminister, Wammen, i samråd for at få kastet lys over den tilsyneladende modsigelse i hans udmeldinger og så den faktiske virkelighed ude i kommunerne.

——-
Hovedfoto Finansministeriet i København. Foto fm.dk

Indlægget Økonomiaftalen mellem regeringen og KL: En oversolgt aftale blev først udgivet på netavisnord.

I Repair Cafe Skørping er der en vinterdag i februar travlhed. Ved en række borde sidder frivillige ”fixere” med alskens defekte ting foran sig, og snakken går livligt mellem dem og ejerne af tingen, som er medbragt i håb om, at fixerne kan reparere dem og give dem et nyt liv.

Formålet med arbejdet i Repair cafeerne er nemlig, som det er formuleret i Repair Cafe Danmark, der er paraplyorganisation for landets 105 cafeer:
”at facilitere og motivere frivillige, forbrugere, foreninger og kommuner til afholdelse af og deltagelse i Repair Cafeer og derved reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling”.

I cafeen i Skørping er der tre grupper af fixere: En teknikgruppe, som bla. reparerer elektroniske apparater, en tekstilgruppe, som reparerer tøj mm. og en gruppe, som bla. sørger for, at brugerne med de defekte ting bliver skrevet op i køen, så de kan herfra kan bevæge sig hen til de borde, hvor fixerne sidder parate.

Repair Cafe Skørping blev startet sidste år.
– Vi er omkring 25 fixere, fortæller Frank Bay Poulsen, som er formand for bestyrelsen for den lokale Repair Cafe. – Og vi har ingen problemer med at rekruttere folk.

– Er der nogen krav til fixernes faglige kunnen og baggrund?
– Nej, men i både teknik- og tekstilgruppen holder man en gang imellem et lille møde, hvor man snakker om, hvad de enkelte fixere er gode til. Men vi er også realistiske. Nogle gange må vi sige nej til brugere, som gerne vil have repareret en defekt ting, fordi vi vurderer, at vi ikke har nogen fixer, som er i stand til klare det.

– Hvordan ser økonomien ud i Repair Cafe Skørping?
– Vi må ikke tage penge for vores reparationer, men hvis en bruger vil donere 50 kr. efter at have fået hjælp, siger vi ikke nej. Ellers får vi nogle donationer fra lokale forretninger, og vi har nu også fået mulighed for at søge Repair Cafe Danmarks hovedsponsor – Lærerstandens Brandforsikring – om at få refusion af vores udgifter op til 5.000 kr. – et tilbud, vi dog endnu ikke har benyttet os af.

Indtægterne er altså beskedne, men det er udgifterne også.
– Vi låner lokalerne her på Skørpings Ældrecenter gratis af kommunen, og sidste år var vores samlede udgifter på 50 kr.!

– Nogle vil måske spørge, om jeres arbejde ikke er konkurrenceforvridende overfor private virksomheder, som laver det samme som fixerne gør?
– Vi har ikke fået kritik fra nogen af dem. Men vi har besluttet, at vi ikke vil reparere cykler, fordi der er to cykelhandlere i byen. Og hvis der ikke er nogle direkte konkurrenter – altså virksomheder og forretninger, der laver det samme som os – i Skørping og omegn, synes jeg ikke, man kan tale om konkurrenceforvridning.

Hvem har ansvaret, hvis en fixer under en reparation kommer til at ødelægge noget?
– Brugeren bliver på forhånd oplyst om, at det, de kommer med, kan være mere ødelagt, når de går herfra.
Men ideen i projektet er egentligt også meget simpelt: Det her sted er det sidste inden genbrugspladsen.

Repair Cafeen en del af et landsdækkende net af 105 cafeer
Cafeen i Skørping hører som nævnt under foreningen Repair Cafe Danmark, der så dagens lys i 2018. I dag er der 105 cafeer over hele landet, og der kommer stadigt flere til. Foreningen er en non-profit organisation baseret på frivillig arbejdskraft og ledet af en bestyrelse, valgt på en årlig generalforsamling.

De fleste af de 105 cafeer ligger i den østlige del af Sjælland omkring København, mens der i Nordjylland foruden cafeen i Skørping kun er syv andre.

Politisk arbejde
Arbejdet i Repair Cafe Danmark drejer sig ikke kun om at hjælpe med at foretage reparationer mm. Foreningen har også ambitioner om at øve politisk indflydelse via forskellige former for lobbyvirksomhed.

På sigt er det ambitionen at få ændret lovgivningen, så produkter i højere grad bliver mulige at reparere og får en længere levetid. Mere konkrete forslag går på at give skattefradrag på arbejdslønnen ved reparationer og vedligeholdelser – som det kendes fra håndværkerfradraget. Også en nedsættelse af momsen på småreparationer er noget, foreningen vil arbejde for. Det er tiltag, der i forskellige former allerede findes i Sverige, Østrig og Frankrig.

At spørgsmålet om bæredygtigheden ved produktion af varer nu har fået en vis – om end økonomisk beskeden – politisk opmærksomhed, kan ses i finansloven for 2024, hvor der årligt i årene 2024-2027 er afsat 20 mio i en pulje til fremme af genbrug og reparationer og til udarbejdelsen af en handlingsplan til at understøtte reparationer og adgangen til reservedele.

En dråbe i havet?
Et spørgsmål, man uvilkårligt stiller sig, er, om det arbejde, som Repair-cafeerne laver, batter noget i det store billede. Et spørgsmål, som foreningen også selv stiller og besvarer:
”Skal man lege djævlens advokat, er den samlede mængde af sparet skrald fra samtlige Repair Cafeer ubetydelig i forhold til landets samlede mængde skrald. Det gælder både elektronik og tekstiler. Det kan ikke forventes at dette ændrer sig mærkbart”.
Foreningen opstiller selv et regnestykke, hvor det vurderes, at hver Repair Cafe hver reparerer 2 tons elektronik årligt, mens der i Danmark produceres ”mere end 100.000 tons el-skrot årligt, hvoraf måske halvdelen kan reddes”.

Hvis man ser på, hvor stort CO2-udslip Repair-cafeerne har sparet danskerne for, er tallet iflg. Repair Cafe Danmark 147.216 kilo CO2 i 2023.

Men Repair Cafe Danmark ser alligevel optimistisk på mulighederne for at fremme foreningens målsætninger, selvom den vurderer, at væksten i antallet af Repair-cafeer ikke kan fortsætte i samme tempo som hidtil.
Derfor kan man Ifølge Repair forestille sig en anderledes form for Repair cafeer, hvor offentlig og fondsfinansiering spiller en større rolle, og hvor man også kan inddrage nogle af det voksende antal pensionister i arbejdet.

Men alligevel har Repair Cafe Danmark en ambitiøs målsætning om, at der om fire år er mindst 150 Repair Cafeer og at alle kommuner er dækket af mindst en Repair Cafe. I dag er der 36 kommuner, der ikke har en Repair Cafe.

Repair caféerne og cirkulær økonomi
Repair cafeerne er et eksempel på den cirkulære økonomi, som flere og flere – også nogle, men langtfra alle politikere – har fået øjnene op for.
Men hvad er cirkulær økonomi? Det kan illustreres med denne figur, hvor forbrugerne og producenter vedligeholder, reparerer, genbruger og genanvender produkterne, således at affaldsmængden bliver så lille som muligt.

Restaffaldet er i den cirkulære økonomi lille – ja i optimalt set ikke-eksisterende.

Til sammenligning kan den traditionelle, den såkaldte lineære økonomi, illustreres således:

Her er affaldsmængden stor.

Cirkulær økonomi har store miljømæssige og økonomiske potentialer. Den nedbringer CO2udslippet, er ressourcebesparende, beskytter biodiversiteten og formindsker affaldsmængderne.
Det sidste er der også i høj grad brug for i Danmark. EU har ifølge Danmarks Naturfredningsforening beregnet, at Danmark er et af de lande, hvor affaldet pr. indbygger er blandt de højeste – nemlig 787 kg i 2022, hvilket er 274 kg. mere end EU-gennemsnittet. Til sammenligning er tallet for affaldsproduktionen Sverige 395 kg. pr. indbygger.

Virksomhederne og den cirkulære økonomi
Afgørende er det naturligvis, om virksomhederne har motivation til at producere varer, som har en lang levetid og er lette at reparere.

Umiddelbart kan denne motivation være svær at få øje på, fordi virksomhederne har en økonomisk interesse i, at omsætningen bliver så stor som mulig, ved at forbrugerne køber og smider væk relativt hurtigt. Eksempelvis er det tankevækkende, at mobilproducenterne – i modsætning til tidligere – nu laver de mest sælgende mobiltelefoner med batterier, som ikke kan udskiftes, men hvor forbrugerne tvinges til at købe en hel ny telefon, hvis batteriet er nedslidt.

Nogle virksomheder opererer også med en forretningsmodel, som kaldes ”planlagt forældelse”, hvor de bevidst fremstiller varer, der har begrænset holdbarhed og ikke kan repareres.

Men der kan også være nogle udfordringer for de virksomheder, som vil omlægge produktionen i overensstemmelse med konceptet om cirkulær økonomi. Det kan måske feks. forudsætte investeringer i ny – og dyrere teknologi – og ændringer i produktionsmetoder, som er mere omkostningskrævende.

Omvendt er det også muligt, at virksomhederne overfor forbrugerne kan brande sig på, at netop de kan levere produkter, som holder længere og er lettere at reparere end konkurrenternes – under forudsætning af at der er tale om brancher, hvor der eksisterer en reel konkurrence, og som ikke er præget af karteller og monopoler.

Dansk Industri anbefaler da også sine medlemsvirksomheder at være opmærksom på potentialerne i cirkulær økonomi, da den kan betyde lavere omkostninger for virksomhederne og indgå som konkurrenceparameter i eksporterhvervene og dermed også skabe muligheder for flere arbejdspladser.
———————
Topfoto fra Repair Cafe Skørping. Foto ©Bertil Mortensen

Indlægget På café med din kaffemaskine – Repair og cirkulær økonomi blev først udgivet på netavisnord.

Hvert år offentliggør lobbyorganisationen Dansk Industri (DI) en undersøgelse af de enkelte kommuners såkaldte ”erhvervsvenlighed”. Den giver anledning til talrige reaktioner og kommentarer fra især borgmestrene – nogle er glade og stolte, andre er som Birgit S. Hansen ”træt”. Om borgmestrene er det ene eller det andet, afhænger naturligvis af, hvilken placering deres kommune har fået på ranglisten.

Undersøgelsen er sammensat af to elementer: Dels et spørgeskema til virksomhederne (primært DI’s egne medlemsvirksomheder) om deres syn på kommunens erhvervsvenlighed på forskellige parametre, dels brugen af nogle statistiske indikatorer fra officielle kilder. Spørgsmål og statistik vægter hver 50 % i undersøgelsen.
Mere om undersøgelsens metode senere i artiklen.

Ranglisten
At borgmesteren fra Frederikshavn umiddelbart er træt af resultatet af undersøgelsen, er der ikke noget at sige til, når man ser på, hvor på DI’s rangliste kommunen er placeret. Placeringen af Frederikshavn og de øvrige nordjyske kommuner på ranglisten ses i tabel 1, hvor også sidste års placering angives.

Som det fremgår af tabellen har Frederikshavn Kommune har været på en rutsjetur på 46 pladser fra nummer 17 på ranglisten i 2022 til nummer 63 i 2023 – altså på kun ét år. Jammerbugt er gået 23 pladser tilbage. Men Mariagerfjord er modsat sprunget 33 pladser frem.

Disse store spring frem og tilbage på listen på bare ét år bør i sig selv vække en mistanke om, at der er noget galt med DI’s undersøgelse.

Når man går dybere ind i den, viser det sig feks, at en af årsagerne til Jammerbugts tilbagegang – fra nummer 31 til 54 – er en langt større utilfredshed hos virksomhederne med information fra og dialogen med kommunens politikere og embedsmænd.
Omvendt er en af forklaringerne på Mariagerfjords fremgang på listen – fra nummer 62 til 27 – en meget større tilfredshed hos erhvervslivet med informationen og dialogen.
For Frederikshavns vedkommende er en af hovedårsagerne til faldet på listen en markant lavere tilfredshed med bla. kommunens indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Det mærkelige – og umiddelbart usandsynlige – er, at disse store ændringer i springene frem og tilbage alle er sket på bare ét år.

Det bringer os frem til at se på den metode, DI har brugt i sin undersøgelse.

Hvad bestemmer ranglisteplaceringen?
Undersøgelsen er som nævnt sammensat af to elementer: Et spørgeskema til virksomhederne og statistiske indikatorer fra officielle kilder.

Virksomhederne i hver enkelt kommune har skullet svare på spørgsmål inden for følgende kategorier:
Overordnet tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed, infrastrukturen, arbejdskraften og kommunens indsats for at tiltrække arbejdskraft, sagsbehandlingstider, kommunes bestræbelser for at fremme en grøn udvikling, digitale rammevilkår for virksomhederne, omfanget af brug af private leverandører, niveauet for erhvervsskatter og gebyrer, information og dialog mellem virksomhederne og kommunens embedsmænd og politikere og kommunale rammevilkår generelt.

De statistiske indikatorer fra officielle statistiske kilder er delvist overlappende til spørgsmål, virksomhederne skulle svare på – bla udliciteringsprocenten – men der er også nye: Feks. kommuneskattens og grundskyldens størrelse. Jo lavere disse skatter er, jo højere rangeres kommunen.

Manglende repræsentativitet
Men det store problem med DI’s undersøgelse er den manglende repræsentativitet. Spørgeskemaet er sendt ud til 38.000 af DI’s medlemsvirksomheder og nogle ikke-medlemsvirksomheder inden for de branchekoder, som DI’s medlemmer repræsenterer – men kun 7.950 har svaret. Det giver en besvarelsesprocent på beskedne 21 %.

En så lille besvarelsesprocent gør normalt en sådan undersøgelse temmelig utroværdig. For er det primært de små eller er det de store virksomheder, der har besvaret spørgsmålene? Er det de virksomheder, som er mest tilfredse med kommunens erhvervsvenlighed, eller er det primært de utilfredse?
Det fremgår ikke af undersøgelsen.

Et andet problem, hvis man vil bruge undersøgelsen som en målestok for en kommunes erhvervsvenlighed generelt, er, at undersøgelsen kun omfatter DI’s medlemsvirksomheder (og beslægtede brancher) og f.eks. ikke detailhandelen og de liberale erhverv. Og heller ikke turistbranchen, som i nogle af de nordjyske kommuner spiller en ikke uvæsentlig rolle.

I ingen af de fleste nordjyske kommuner – bortset fra Morsø – repræsenterer besvarelserne mere end 20 % af den private beskæftigelse i kommunen.

Så når kun et mindretal på 21 % af DI’s egne medlemsvirksomheder er en del af undersøgelsen, og når en række brancher som de liberale erhverv ikke indgår i den, er det noget af en tilsnigelse af DI at bruge undersøgelsen som en målestok for kommunernes ”erhvervsvenlighed”.

Den almindeligt, sunde kritiske sans er væk
Men på trods af de åbenlyse metodiske svagheder ved undersøgelsen, tager borgmestre og andre politikere den tilsyneladende helt alvorligt.

Det gælder også medierne. I en leder i Nordjyske omtales Frederikshavns dyk på årets DI- rangliste som ”Av, det er alvorlige sager”.
Endvidere omtales DI-undersøgelsen i en større artikel i Nordjyske, men uden at der sættes spørgsmålstegn ved dens validitet. Det nævnes ganske vist, at 7.950 virksomheder har svaret på spørgeskemaet, men ikke noget om repræsentativiteten på kun 21 %, altså at 30.050 af DI-virksomhederne ikke har svaret

Altid interessesammenfald mellem borgere og erhvervsliv?
I øjeblikket kæmper kommunerne for at få budgetterne til at hænge sammen. Der foretages nedskæringer på kommunale kerneområder, og skatteindtægterne slår ikke til.
Det har fået nogle kommuner – ovenikøbet med borgerlige borgmestre – til at varsle forhøjelse af den kommunale udskrivningsprocent, altså de kommunale skatter. Og det til trods for, at kommunerne straffes ved at staten inddrager en stor del af det forhøjede skatteprovenu.

Men hvis en kommune hæver skatten, er undersøgelsen konstrueret sådan, at det vil det medvirke til at kommunen dykker på DI’s rangliste over erhvervsvenlighed. DI begrunder det med, at ”lave skatter tilskynder til en øget arbejdsindsats, hvilket er en styrke for erhvervslivet”.
Men præmissen er yderst problematisk og usikker. Fordi lavere skat og dermed højere realindkomst ligeså godt kan få folk til at arbejde mindre og ikke mere.
Og det må også være i de lokale virksomheders interesse – og dermed erhvervsvenligheden – at kommunens skatteindtægter er så store, at den kan tilbyde borgerne et ordentligt serviceniveau på kommunale områder som skoler og daginstitutioner.

Ingen grund til panik
Når DI om et år publicerer endnu en undersøgelse om den kommunale erhvervsvenlighed, er der grund til at slå koldt vand i blodet: Både i de kommuner, som oplever store fald i ranglisten, og i dem der brillerer med spring opad – forudsat at DI ikke foretager grundlæggende ændringer i de metoder, som ligger til grund for undersøgelsen.
———————
Topfoto: Borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn. Fotograf Linda Suhr

Indlægget Undersøgelse om kommunal erhvervsvenlighed: Ingen grund til panik! blev først udgivet på netavisnord.

Det er budgettid i kommunerne. Budgetterne for 2024 skal forhandles på plads inden for de næste par måneder. Og som de foregående år skal langt de fleste kommuner igennem dramatiske besparelser. Det gælder samtlige kommuner i Nordjylland samt i regionen.
I Aalborg Kommune har det bl.a. givet sig udslag i, at der skal findes i størrelsesordenen 250 mio. kroner næste år og i overslagsårene. Alene Børne – og undervisningsudvalget skal finde godt 100 mio., hvilket har ført til forslag om lukning af 8 skoler. I skrivende stund er dette besparelsesforslag taget af bordet, men skal afløses af tilsvarende nedskæringer på andre områder.
I Frederikshavn skal Børne – og ungdomsudvalget i 2024 finde besparelser for 10 mio. kroner, mens Socialudvalget skal bidrage med omtrent 12 mio. kroner, hvilket rammer de handicappede, de sindslidende og ældreområdet.
I Jammerbugt Kommune skal politikerne finde besparelser for 32 mio. kroner.

Kommunalpolitisk benlås: Serviceloft og skattestop
Kommunalpolitikerne er fanget i en statslig benlås, når de skal forvalte den offentlige velfærd. Selv om der skulle være tilstrækkeligt med skattekroner i kassen til at kvalificere servicen over for borgerne – hvilket kun er tilfældet i ganske få af de 298 kommuner – så er det ingen garanti for, at nedskæringer undgås. Det hænger sammen med, at hver kommune er underlagt et serviceloft, hvor staten dikterer, hvor mange udgifter kommunerne må afholde til velfærd. Brydes loftet, koster det bøder.
Tilsvarende er kommunerne underlagt et skattestop. Så samlet set er der ikke meget tilbage af det kommunale selvstyre. I tiltagende grad er byrådene de facto forvandlet til forvaltere af statslige direktiver og finanspolitik.

Gabet mellem ønsket og faktisk offentlig velfærd fører til privat velfærd
Det interessante er nu, at samtidig med, at den kommunale økonomi er presset, og budgetlægningen fører til forringelser af den offentlige velfærd, prioriterer vælgerne den højt, jf. tabel 1 nedenfor.

Dette politiske dilemma med et gab mellem den ønskede velfærd og den faktiske har ført til, at privat varetagelse af velfærden i stigende grad er blevet en del af den danske velfærdsmodel. Denne udvikling er sket løbende over et spand af år, men er i en vis udstrækning gået under radaren i den forstand, at der ikke har været nogen grundlæggende, principiel debat om dette paradigmeskifte i dansk velfærdspolitik.

22 % af børnene går i privatskole
På uddannelsesområdet viser det sig, at 22 % af forældrene til danske børn har valgt folkeskolen fra og nu sender deres børn i en privatskole. Det er en stigning på 5 % siden 2018. (Kilde Statistikbanken og Fischer og Kvist, side 64).
Der kan være flere årsager til den udvikling, men en af dem er utilfredshed med den folkeskole, man hører til. Utilfredsheden med folkeskolen kan hænge sammen med skolelukninger og ressourceknaphed. Kommunalreformen fra 2007 har ført til, at ca. 370 folkeskoler er blevet nedlagt. Til gengæld er der i kølvandet herpå blevet oprettet 57 privatskoler (Fischer og Kvist, side 68)

2,3 mio. har en privat sundhedsforsikring
På sundhedsområdet har i dag 2,3 mio. danskere en privat sundhedsforsikring, som enten knytter sig til arbejdet, hvor forsikringen er fradragsberettiget, eller er individuelt finansieret. De forsikrede får adgang til privathospitaler og kommer således foran i køen.

Vi skal tilbage til nullerne for at forstå den eksplosive udvikling i patienter, der behandles på privathospitaler. Da Lars Løkke tog over som sundhedsminister, konkurrenceudsatte han det offentlige sundhedsvæsen. Det gjorde han ved at tilskynde investorer, læger og sygeplejersker til at etablere privathospitaler. Guleroden var overbetaling og de omtalte sundhedsforsikringer. Samtidig blev de offentlige sygehuse udsat for det såkaldte 2 %´s omprioriteringsbidrag. Det har betydet, at over de sidste ca. 20 år er andelen af operationer på private sygehuse steget fra 1,5 % til 9,8 % i 2021. Som følge af ventetidsgarantien har det offentlige alene i 2021 henvist 236.700 patienter til privat behandling. I 2007 var tallet 49.000 (Fischer og Kvist, side 83).

Forringelsen af dagpengene fører til privat lønsikring
Det tredje og sidste velfærdsområdeområde, som her skal omtales, er dagpengene. De finansieres delvist over skatten (30 %), men langt størsteparten af udgifterne (70%) afholdes i dag af de forsikrede selv gennem deres a-kassekontingent. Dertil kommer, at betingelserne for at modtage dagpenge gentagne gange er blevet strammet over de seneste år. Endelig er dagpengene ikke fulgt med lønningerne, så i dag er dagpengekompensationen for de højere lønnede under 50 %, hvilket bevirker, at det er højest usikkert, om dagpengene og flexicuritytankegangen kan leve op til den klassiske målsætning, at lønmodtageren ikke behøver at gå fra hus og hjem i tilfælde af arbejdsløshed. Her er så en ny privat løsning kommet på markedet: Lønsikring!
Lønsikring indebærer, at man supplerer dagpengene med en yderligere opsparing hos et privat forsikringsselskab eller et fagforbund, så man er sikret 90 % af lønnen i tilfælde af arbejdsløshed. I 2006 benyttede 82.000 sig af den mulighed. I 2021 var tallet steget til 384.000. (Fischer og Kvist, side 109).

Fra en universel til en selektiv og residual velfærdsmodel?
For at forstå den udvikling, som velfærden i Danmark har undergået, kan det være nyttigt at sondre mellem 3 velfærdsmodeller. Den universelle, den selektive og den residuale velfærdsmodel.

Den universelle velfærdsmodel har rødder i de nordiske lande og sikrer offentlig, skattebetalt velfærd til alle med en høj grad af lighed til følge.

Den selektive velfærdsmodel har rødder på kontinentet og sikrer først og fremmest velfærd til folk i arbejde gennem forsikringsordninger og afføder en mindre grad af lighed sammenlignet med den universelle model. Mennesker uden for arbejdsmarkedet er overladt til civilsamfundet: Familien, kirken og velgørenhedsorganisationer.

Den residuale model finder man især i USA. Den indebærer en høj graf af ulighed. Staten sikrer kun de allerfattigste mod at bukke helt under. Andre må selv individuelt finansiere deres behov for uddannelse og sundhed gennem opsparing og private forsikringer. I USA er adgang til sundhedsvæsenet dog ofte sikret gennem ansættelsen som i den selektive model.

Velfærdsmix på pensionsområdet
Som et eksempel på, hvordan alle tre modeller efterhånden også spiller sammen i Danmark, kan pensionsområdet fremhæves. Folkepensionen er universel, men formodes ikke på sigt at kunne tilfredsstille behovet for velfærd, hvorfor der siden sidst i 80´erne som en del af overenskomsterne er blevet etableret arbejdsmarkedspensioner for store grupper af lønmodtagere, i dag op til 85 % (Fischer og Kvist, side 151). En finansiering, som minder om den selektive velfærdsmodel.
Endelig er det også blevet udbredt, at folk supplerer folkepensionen og arbejdsmarkedspensionen med f.eks. ratepension, som er et residualt træk.

Socialdemokrat foreslår privat opsparing til ældreplejen
Det er formentligt åbenlyst, at den universelle velfærdsmodel er under pres i Danmark. Vi må påregne i stigende udstrækning at se en bevægelse fra den universelle velfærdsmodel over mod den selektive og residuale. Udviklingen har været undervejs længe og med stigende intensitet og italesættes oftere og oftere politisk.
Senest er socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen sendt i byen for at prime en ny opsparingsmodel for ældreplejen, hvor alle på linje med pensionen sparer op til alderdommens plejebehov. Han anfører, at opsparingen er nødvendig, fordi det offentlige ikke økonomisk vil kunne matche befolkningens forventninger.

Bag synspunktet ligger den præmis, at den offentlige og private velfærd ikke er hinandens modsætninger, men supplerer hinanden, således som Fischer og Kvist også gør sig til talsmænd for i deres bog Frihed, Lighed og Privat Velfærd. Men tilbage står, at udviklingen fra en skattefinansieret universel velfærdsstat til et forsikringsorienteret velfærdssamfund med en højere grad af såvel individuel finansiering som arbejdsgiver – og arbejdstagerfinansiering er sket uden den store politiske debat. Måske rådes der nu bod herpå, idet SVM-regeringen i sit grundlag netop tager den problemstilling op og ligestiller dem. I regeringsgrundlaget hedder det bl.a.:
”Regeringen ønsker at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund… Derfor ønsker vi et samfund, hvor der er større tillid, flere muligheder og mere frihed til, at borgerne kan vælge den velfærd og den service, som passer bedst til dem… (Vi vil) styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, hvor der sikres en større ligestilling og konkurrence mellem leverandører, bedre mulighed for privat medfinansiering, og hvor egentlige partnerskaber kan åbne nye muligheder for at kommercialisere løsninger. (Vi vil) …udvide det frie valg, så private leverandører får flere muligheder for at levere ældrepleje”.

Deler kommunernes frustration
Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, valgt i Frederikshavnskredsen, deler den kommunale frustration over i årevis ikke at kunne få enderne til at mødes ved budgetlægningen uden at skære ned.
– Jeg er på linje med kommunerne, men på den anden side forstår jeg ikke, hvorfor kommunerne så år efter år indgår kommuneaftalen med regeringen. Det irriterer mig, at Finansministeriet hævder, at kommunerne har fået fuld kompensation for det demografiske træk, mens kommunernes regnemodeller viser noget andet. Jeg synes, KL og Finansministeriet skulle sætte sig sammen og finde frem til fælles regneregler.

– Folkeskolen skal være et sted, hvor all mødes
– Et af de områder, hvor den private velfærd slår igennem tydeligere og tydeligere, er skoleområdet. I dag går 22 % af eleverne i privatskole, og tendensen er stigende. Hvad tænker du om den gradvise udhuling af folkeskolen?
– Den udvikling er jeg meget ked af. Hele ideen om, at folkeskolen skulle være det sted, hvor børn og unge fra alle sociale lag skulle mødes og lære om hinanden, er ved at fordampe, frygter jeg. I de små samfund lukker folkeskoler en masse, og det sker bl.a. fordi niveauet er for lavt, og omkostningerne for store. At forældrene så kort tid efter kan få en privatskole samme sted til at løbe rundt, kan godt undre mig. En form for privatskole vil jeg dog godt fremhæve, og det er efterskolerne. De gør et knippelgodt stykke arbejde, og for et ungt menneske kan et efterskoleophold virkeligt være skelsættende.

– Obligatorisk medlemskab af a- kasserne
– Dagpengene følger tydeligvis ikke med lønudviklingen, og for mange arbejdsløse er kompensationen under 50 %. Det har ført til, at de private, såkaldte lønsikringer nærmest er eksploderet. Det er vel et brud på den oprindelige tankegang om, at flexicuritymodellen skulle sikre, at mennesker, der bliver arbejdsløse, ikke behøver gå fra hus og hjem?
– Ja, det er en træls udvikling. En smed får i dag ikke mere end 40 % dækning ved arbejdsløshed. Og det får mange til at melde sig ud af a-kasserne (og fagforeningerne). Efter min opfattelse burde medlemskab af en a-kasse være obligatorisk. Det er det mest solidariske og kan sikre en bedre kompensation. Jeg vil dog også lige i samme åndedrag gøre opmærksom på, at regeringen har hævet dagpengene de tre første måneder.

– Det offentlige sundhedsvæsen skal tilføres ressourcer
– 2,3 mio. danskere har nu en privat sundhedsforsikring, der betyder, de komme foran i køen ved udredning og behandling. Og det offentlige sygehusvæsen lider af budgetoverskridelser, nedskæringer og bl.a. i Midtjylland af manglende overholdelse af udrednings – og behandlingsgarantien. Problemerne står nærmest i kø for det offentlige sygehusvæsen – og det ser kun ud til at blive værre.
– Nu skal vi ikke male billedet sortere, end det er. Det danske sygehusvæsen er grundlæggende solidt, og tilfredsheden hos patienterne er stor, men det er rigtigt, at der mangler ressourcer, og de skal tilføres regionerne, såfremt der ikke skal ske en udhuling. Men jeg må også sige, at disse garantier for udredning og behandling ikke er helt problemfrie. De sætter fagfolkenes vurdering af, hvordan der skal prioriteres, ud af kraft. Ved at genindføre det lægefaglige skøn over rækkefølgen for behandling, tror jeg, man kunne komme nogle af problemerne til livs.

– Råderummet skal bruges til at investere i mennesker og teknologi
– Så til sidst, Bjarne Laustsen, er du enig med Mette F, når hun siger, at der er penge nok, og der er råd til skattelettelser.
– Evt. skattelettelser skal i hvert fald ikke gives i toppen. Efter min opfattelse skal vi investere mere i både mennesker (mere uddannelse) og ny teknologi, når vi nu har penge nok. Kun derved kan vi opnå det, jeg kalder for arbejdsmarkedsbalancen, så vi har de folk, vi skal bruge, til de rigtige job fremover – og dermed sikre velfærden.

Indlægget Privat velfærd: Fra velfærdsstat til velfærdssamfund blev først udgivet på netavisnord.

Velstand og velfærd er ikke det samme. Et område – feks. en kommune – kan godt være præget af høj velstand, men også lav velfærd – og omvendt.
Det viser en undersøgelse, som tænketanken Cevea for nyligt har lavet. I undersøgelsen opstilles følgende kriterier for målingen af velstand: a) Størrelsen af indbyggernes disponible indkomst og nettoformue, b) vækst og jobskabelse (bla. kommunal BNP pr. indbygger, samt c) fattigdom og ulighed (bla. ginikoefficientens størrelse, andel fattige, andel udenfor arbejdsstyrken).
For velfærdens vedkommende opererer undersøgelsen også med tre kriterier: a) børn og unge (bla. normeringen i daginstitutionerne, klassekvotienter, andel ansatte uddannede pædagoger og lærere), b) ældre og sundhed (bla. andel ansatte SUSU’er i ældreplejen) samt c) civilsamfund og livskvalitet (bla. tryghed i lokalsamfundet, oplevet livskvalitet hos borgerne.

De nordjyske kommuner: Velstanden og velfærden
Det kommer sikkert ikke bag på ret mange, at velstanden i de ti nordjyske kommuner (Læsø Kommuner er ikke med i undersøgelsen) ikke ligger i toppen i forhold til landets øvrige kommuner.
Det bekræfter Ceveas undersøgelse da også. Her er den gennemsnitlige velstand målt som et indeks 40 i et indeks gående fra 0 og 100. Kun Rebild Kommune med et indekstal på 43 ligger over landsgennemsnittet på 40, mens de øvrige nordjyske kommuner ligger under (Jammerbugt lavest med et indekstal på 29).

Men det ser meget bedre ud for velfærden i de nordjyske kommuner. Her er landsgennemsnittet indeks 55 (også i et indeksspænd fra 0 til 100), men hele 6 kommuner i Nordjylland ligger over dette gennemsnit med Vesthimmerland som topscorer med et indekstal på 66.

Det er vigtigt at understrege, at når der i denne artikel opereres med et begreb som ”god velfærd” eller ”høj velfærd”, er der tale om et relativt begreb. Velfærdsniveauet for en kommune vurderes jo nemlig i forhold til andre kommuners velfærdsniveau. Derfor kan en kommune med ”god velfærd” have en velfærd, som i indbyggernes øjne i den pågældende kommune findes lav eller under al kritik.

Man kan også få et billede af hvordan det står til med velstanden og velfærden i det nordjyske sammenlignet med de andre kommuner ved at opstille ranglister for henholdsvis velstanden og velfærden i de 94 ud af landets 98 kommuner, der indgår i Ceveas undersøgelse.

De ranglister fremgår af tabel 1, som består af de nordjyske kommuners placering på ranglister for velstand og velfærd for alle landets kommuner, og to ranglister, hvor kun de nordjyske kommuner optræder.

Tallene i tabellen viser, at det overordnede billede af velstand og velfærd i de nordjyske kommuner er, at kommunerne – bortset fra Rebild – på trods af en forholdsvis beskeden velstand er i stand til at skabe en velfærd på et højere niveau, end man skulle forvente ud fra deres velstandsniveau. Placeringerne på landsplan på ”velfærdslisten” er nemlig væsentligt højere end på ”velstandslisten”.

Men det er iøjnefaldende, at den ”rigeste” kommune – Rebild – kun ligger på 6.-pladsen på den nordjyske velfærdsliste, mens to kommuner med lav velstand – Vesthimmerland og Morsø – ligger øverst på samme liste.

Det er endda sådan, at Vesthimmerlands kommune ligger helt oppe på 4. pladsen blandt alle landets kommuner på velfærdsranglisten, selvom kommunen er helt nede på 79. pladsen på velstandslisten.
Det samme gælder Morsø Kommune, som på trods af en lav placering som nr. 86 på den landsdækkende velstandsliste, scorer en høj placering som nr. 12 på velfærdslisten.

Der er altså kommuner, som på trods af en beskeden velstand er i stand til at skabe en relativ høj velfærd for børn i daginstitutioner, skoleelever og/eller ældre.

Det er klart, at de borgere – også i Vesthimmerlands kommune – der i øjeblikket pga. kommunale besparelser kan se frem til forringet ældreservice, skolelukninger, nedskæringer i daginstitutioner og skoler, stop for nødvendige anlægsarbejder osv. har svært ved at se, at velfærden skulle være specielt høj i deres kommune. Men nøgleordet er her som tidligere nævnt ”relativ”: Relationen målt i forhold til det, man kunne forvente på baggrund af de nordjyske kommuners lave velstand.

God velfærd for børn og unge, dårlig for ældre
Og hvad er det så, der trækker de nordjyske kommuner op på den generelle landsliste over velfærd? Svaret er, at det er velfærden for børn og unge. I forhold til landets øvrige kommuner er der generelt en relativ høj dækning af lærere og pædagoger i skoler og daginstitutioner og relativt lave klassekvotienter. Feks. står Aalborg Kommune som nr. 1 på ”børne- og ungeranglisten”, og Vesthimmerland som nr. 4 og Jammerbugt som nr. 9. Lavest ligger Frederikshavn med en 38. plads og Rebild på en 24. plads.

Anderledes forholder det sig, når de nordjyske kommuner måles på ældrevelfærd ud fra andelen af SOSU’er i ældreplejen, andel af patienter uden fast læge og ventetidens længde på at komme til psykolog. På ranglisten her indtager Jammerbugt en lidet flatterende 93. plads, Brønderslev en 91. plads og Thisted en 88. plads. Højeste score af de nordjyske kommuner er Hjørring med en 46. plads og Aalborg med en 54, plads.
Hvis man ønsker at bosætte sig i Nordjylland og tilhører gruppen af ”ældre”, skal man altså tænke sig om, dels om man har lyst til at bosætte sig i Nordjylland, dels hvilken af de nordjyske kommuner, man vil foretrække at bo i, fordi man skal regne med at blive mødt af en forholdsvis begrænset velfærd.

Hvorfor følges velstand og velfærd ikke altid ad?
Umiddelbart skulle man forvente, at kommuner med høj velstand leverer mere velfærd til deres borgere, og dem med lav velstand en lavere velstand.

Hovedforklaringen – men der er naturligvis også andre forklaringer – på, at det ikke altid er tilfældet, er, at de politiske prioriteringer på velfærdsområdet i de nordjyske kommuner er forskellige.
Her vil en åbenlys hypotese være, at de socialdemokratisk ledede kommuner vil have højere velfærd end dem med en borgerlig borgmester.
Men Aalborg, Frederikshavn og Hjørring kommuner har i mange år været socialdemokratiske højborge, uden at det har sat mærkbare aftryk på deres velfærdsniveau. For Frederikshavns vedkommende kan det ”undskyldes” med, at velstanden hører til de laveste i landet, men som det fremgår af tabel 1 befinder de borgerligt ledede kommuner Morsø og Vesthimmerland sig på samme lave velstandsniveau, men scorer alligevel højt på velfærdslisten.

Så når man betragter kommunernes velfærdsniveau, synes der – i hvert fald i Nordjylland – ikke at være markante ideologiske/politiske forklaringer på det velfærdsniveau, som de enkelte kommuner vælger at ligge på.

——–
Topfoto Wikimedia Commons

Indlægget Velstand og velfærd følges ikke altid ad i de nordjyske kommuner blev først udgivet på netavisnord.

Borgerne i de nordjyske kommuner er i de seneste 10 år blevet rigere – målt på den gennemsnitlige disponible indkomst (indkomst efter skat) renset for inflation. Tallene ses i tabel 1.

Som det fremgår af tabellen svinger den procentvise gennemsnitlige stigning i de disponible indkomster ret meget i Nordjylland: Fra 16 % i Frederikshavn Kommune til 24 % i Vesthimmerland.
Desuden ses det, at det er i kommunerne syd for Limfjorden – Brønderslev Kommune undtaget – hvor borgerne har oplevet de største indkomststigninger.
Nok lidt overraskende er det i Vesthimmerlands Kommune – og ikke som ventet i Rebild – at stigningen er størst. Men på trods af væksten hos borgerne i den vesthimmerlandske kommune er det alligevel Rebildborgerne, der har den højeste gennemsnitlige disponible indkomst på 352.000 pr. år.

Hovedstadskommunerne og de nordjyske
Borgerne i de nordjyske kommuner er altså blevet rigere. Men hvor rige er de blevet i forhold til f.eks. de nordsjællandske kommuner. Det illustrerer diagrammet her med nogle udvalgte eksempler:

I perioden 2011-21 er indkomstforskellene mellem landets rigeste kommuner og de nordjyske altså vokset. I eksemplet i diagrammet er indkomsterne i de to rige nordsjællandske vokset mere end det dobbelte end i de to nordjyske.

I absolutte tal udgør den disponible indkomst i Gentofte i 2021 711.000 kr., i Frederikshavn 271.000 kr.

Hvis man ser på den gennemsnitlige disponible indkomstfremgang på landsplan, voksede denne med 22,1 pct. fra 284.821 kr. i 2011 til 347.898 kr. i 2021, når der korrigeres for inflation

Det er ikke nogen nyhed, at de gennemsnitlige indkomster – og formuer – hos indbyggerne i de nordsjællandske kommuner er større end i de nordjyske. Det skyldes bla. forskelle i uddannelsesniveauet, hvor nordjyderne generelt har et lavere niveau end nordsjællænderne.

Men pointen er, at den geografiske indkomstulighed bliver større og større.

Tilflytternes bidrag er ulige
En af forklaringerne på den voksende, skæve indkomstudvikling i landets kommuner er et forskelligt flyttemønster mellem kommunerne. Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at tilflytterne til disse kommer med et meget uens vækstbidrag til modtagerkommunerne. F.eks. har tilflytterne til Vesthimmerland og Rebild kommuner bidraget med henholdsvis 3,5 % og 2,4 % til den gennemsnitlige disponible indkomst, mens tilflytterne til Aalborg Kommune har bidraget negativt med en tal på minus 2,8 %.

Til sammenligning har tilflytterne til Gentofte beriget kommunen med 11,2 %.

Indkomstniveau og indkomstfremgang
Vi har spurgt senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sune Caspersen – analysens ophavsmand – hvad forklaringen kan være på den stigende geografiske indkomstulighed blandt landets kommuner.
– Vi ser først og fremmest generelt en større indkomstulighed i Danmark. Noget af den udvikling skyldes, at formueindkomsterne har vokset meget i de senere år. Men der er også sket en større indkomstulighed blandt dem, der er på arbejdsmarkedet.

Sune Caspersen peger på indkomstudviklingen i et bestemt segment.
– Det er især i den absolutte top, vi har set de store stigninger i indkomsterne; især hos den rigeste 1 %. Det er også her, de største formuer findes, og det er sandsynligvis de stærkt stigende formueindkomster, der trækker op i et helt andet tempo end almindelige lønmodtagerindkomster.

– De nordjyske kommuner ligger på mellem 16 % og 24 % i gennemsnitlige stigninger i de disponible indkomster ifølge jeres analyse. Tendensen – med et par undtagelser – er, at kommunerne i Vendsyssel har en lavere stigningstakt end dem i Himmerland. Hvad kan forklaringen være på det?
– Der er generelt en sammenhæng mellem størrelsen af indkomstniveauet og indkomstfremgangen. Kommunerne med de højeste gennemsnitsindkomster – som feks. Rebild Kommune – får generelt også de højeste indkomststigninger. Og flyttemønstret er med til at forstærke den udvikling. Det betyder, at dem med store indkomster vælger at flytte til bestemte dele af landet og er med til at trække indkomsterne op der.

– Er det fordi, man foretrækker at bo i de områder, hvor de andre beboere ligner en selv uddannelsesmæssigt, socialt og indkomstmæssigt?
– Det er jo i hvert fald en mulig forklaring, men vi kan ikke i vores undersøgelse se, hvad der driver dette flyttemønster. Vi kan se, hvordan indkomsterne har udviklet sig på individniveau, men vi spørger ikke, hvorfor man er flyttet til en bestemt kommune. Det, man typisk ser, er når man stifter familie og får børn, har det konsekvenser for, hvor man vælger at bosætte sig.

Lars Løkkes kommunalreform
Den stigende geografisk indkomstulighed hænger også sammen med de centraliseringstendenser, som i mange år har karakteriseret den regionale udvikling i Danmark, hvor der er sket en nettoflytning af indbyggere dels fra landdistrikterne til byerne, dels fra de mindre byer i de enkelte kommuner til de større – den såkaldte dobbelte urbanisering.

En stærkt medvirkende årsag til centraliseringen har været den kommunalreform, som den daværende VK-regering med Lars Løkke som indenrigsminister og med DF’s stemmer vedtog i 2004 til ikrafttræden 1. januar 2007. Her blev 271 kommuner reduceret til 98 og 14 amter forvandlet til 5 regioner.
Kommunalreformen har ikke blot medført nedlæggelse af rådhuse, men også uddannelsesinstitutioner, sygehuse og hundredvis af skoler og daginstitutioner.

Desuden har Politireformen fra 2006 betydet en kraftig centralisering med nedlæggelse af lokale politistationer. Og ved Domstolsreformen i 2007 blev 84 retskredse sammenlagt til 24 og førte til, at mange domhuse blev lukket overalt i landet.

Udflytningsplaner og andre tiltag
Ved valget i 2015 fik oplevede Venstre, at vælgerne i landdistrikterne i stort omfang svigtede partiet, mens Dansk Folkeparti fik en vældig fremgang. Det fik den daværende regering ledet af Lars Løkke til at få vedtaget, at nogle statslige arbejdspladser skulle flyttes til provinsen for at modvirke den centralisering, han selv havde stået fadder til ved kommunalreformen.

Den udflytning har af forskellige grunde vist sig ikke at have haft den store effekt generelt. Kun 20 % af medarbejderne flyttede med ud eller alternativt pendlede fra deres eksisterende bolig til deres udflyttede arbejdsplads. Det boost, som provinskommunerne havde håbet på i form af nye, ofte veluddannede og godt lønnede personer, der kunne bidrage med flere kommunale skattekroner, fandt ikke sted.

Også under Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsregering forsøgte man sig med nogle decentraliseringstiltag. Et bredt folketingsflertal vedtog at pålægge uddannelsesinstitutionerne at flytte 800 studiepladser på de fire velfærdsuddannelser ud fra de største byer og desuden oprette 1.000 nye studiepladser på samme uddannelser i de mindre byer. Men planen er reelt set blevet skrinlagt, fordi den nye SVM-regering har gjort det frivilligt for uddannelsesinstitutionerne at implementere den.

Et andet af den socialdemokratiske regerings tiltag – at etablere op til 24 nærhospitaler – har foreløbigt også lidt en krank skæbne. SVM-regeringen har nemlig besluttet at udskyde etableringen til i hvert fald 2024.

Så alt i alt har de forskellige regeringers decentraliseringsbestræbelser, som kunne have medvirket til rette op på noget af den skæve geografiske indkomst, haft en ringe effekt.

Og i det hele taget ser det ud til, at SVM-regeringen ikke har den store interesse i at rette op den skæve geografiske ulighed. Det er som om, problemet er forsvundet fra den landspolitiske dagsorden.
——–
Netavisnord har også i tidligere artikler beskæftiget sig med ulighed:

21/10-22 Bertil Mortensen: Yderområderne: Er der lys forude? https://netavisnord.dk/politik/yderomraaderne-er-der-lys-forude/
19/2-21 Paul Rode Andersen: To nordjyske MF’ere om den stigende ulighed. https://netavisnord.dk/oek/to-nordjyske-mfere-om-den-stigende-ulighed/
5/2-21 Paul Rode Andersen: Ulighed i Nordjylland og Danmark. https://netavisnord.dk/oek/ulighed-i-nordjylland-og-danmark/
19/6-20 Bertil Mortensen: Yderområderne: Det er op ad bakke. https://netavisnord.dk/politik/yderomraaderne-det-er-op-ad-bakke/

——–
Topfoto: Assy, Pixabay

Indlægget Ulighed i indkomsterne – Nordjylland sakker agterud blev først udgivet på netavisnord.

Knap har protesterne mod afskaffelsen af Store Bededag som fridag lagt sig, før regeringen kan imødese nye konfrontationer med fagbevægelsen.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at seniorjobordningen skal afskaffes, og at seniorpension og retten til tidlig pension (Arnepension) sammenlægges til én ny ordning med to indgange: En rettighedsbaseret model og en visitationsmodel, der begge kan opnås op til tre år før folkepensionsalderen og med et månedligt ydelsesniveau på ca. 15.000 kr.

Seniorpensionen giver små 20.000 kroner i 6 år – Arnepensionen 15.000 i 3.
Den eksisterende seniorpension er en visitationsordning for personer, som højst har 6 år til folkepensionsalderen med langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet og nedsat arbejdsevne.
Seniorpensionen er sammenlignet med regeringens forslag til ny pension noget mere fordelagtig. I 2023 vil en enlig seniorpensionist modtage 19.738 kroner før skat – altså næste en tredjedel mere end regeringens forslag.

Som det fremgår af tabel 1, viser de senest tilgængelige tal, at godt 20.000 er på seniorpension i 2022, mens den noget ringere Arnepension kun er tildelt godt 8000 personer.

Seniorjob til efterlønsberettigede ledige
Seniorjobordningen blev aftalt i forbindelse med Velfærdsaftalen fra 2006. Seniorjob er for personer, der mister dagpengeretten og har mindre end fem år til efterlønsalderen. Det er kommunen, som har pligt til at oprette seniorjob til en overenskomstmæssig løn, og jobbet må ikke fortrænge kommunens øvrige beskæftigelse.

Der er tale om et tilbud med en faldende tilgang. I 2020 var 2000 i seniorjob, i 2021 1200, og det forventes i 2024, at blot 700 er tilknyttet ordningen. Finansministeriet skønner, at der vil være en besparelse på ca. 220 mio. kroner, såfremt ordningen sløjfes.

– Afskaffelsen af seniorpensionen er en katastrofe
Finn Jenne, formand for 3F Frederikshavn, kalder det en katastrofe, såfremt seniorpensionen afskaffes.
– Vi var kritiske, da de borgerlige indførte seniorpensionen, fordi den var en visitationsordning, men jeg må efterfølgende erkende, at mange af mine medlemmer har haft gavn af den. Seniorpensionen var en slags plaster på det sår, som forringelsen af efterlønnen har skabt, og nu vil regeringen så rive det plaster af, så vi sidder tilbage med et åbent sår. Det er ikke i orden!

Afskaffelsen af seniorpensionen øger ikke arbejdsudbuddet
– Regeringen argumenterer for, at afskaffelsen af seniorpensionen vil øge arbejdsudbuddet, som er en betingelse for at få samfundsøkonomien til at hænge sammen.
– Det synspunkt holder ikke. Det er typisk skrivebordsarbejde fra regnemaskinerne i Finansministeriet. De, der især har glæde af seniorpensionen, er lønmodtagere, som i forvejen er ledige, syge og nedslidte, og som i den ende af deres arbejdsliv har svært ved at finde nyt arbejde. Kun ca. 4% af dem, der har fået tildelt en seniorpension, kommer direkte fra et ordinært arbejde. Så jeg ser forslaget om at afskaffe seniorpensionen som et nyt eksempel i den stribe af forringelser, der i årevis har præget tilbagetrækningslovgivningen, startende med den fortsatte udhuling af efterlønnen.

Seniorjob er guld værd for 3F-medlemmer
– Seniorjobordningen ser også ud til at være på vej ud. Er det ikke i orden, når man betænker, hvor få der benytter sig af den?
– Nej, den er guld værd for de medlemmer, der benytter den. Den hænger jo sammen med efterlønnen. Jeg ved godt, at KL er meget kritisk over for ordningen, men så længe vi trods alt har en efterløn, er der også behov for seniorjob.

Bjarne Laustsen har tidligere gået enegang
Bjarne Laustsen, mangeårigt socialdemokratisk folketingsmedlem valgt i Frederikshavnskredsen, har tidligere gået enegang, når partiet har støttet forringelser af tilbagetrækningslovgivningen, herunder forringelser af efterlønnen.

I 2011 støttede den nye regering med bl.a. S og SF en forringelse af efterlønnen, som partierne ellers havde brugt hele valgkampen på at bekæmpe – en forringelse, som den daværende VK-regering før valget aftalte med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, og som efter valget gennemførtes med den nye SRSF- regerings stemmer. Bjarne Laustsen tog forbehold og stemte gult.

Vi må finde en model, hvor bevægelse og parti kan finde hinanden igen
Spørgsmålet er nu, om han også vil modarbejde forslaget om at afskaffe seniorpensionen.
– Regeringsgrundlaget er på dette punkt endnu ikke udmøntet i et konkret forslag, men jeg vil arbejde for, at vi oven på Store Bededagsslaget nu finder en model, hvor fagbevægelsen og Socialdemokratiet igen kan finde hinanden.

– Hvordan skal det gøres?
– Vi må først erkende, at Danmark har Europarekord i antallet af tilbagetrækningsordninger. Der eksisterer ikke mindre end 5 love, der muliggør tidlig tilbagetrækning, dvs. tilbagetrækning før pensionsalderen. Vi har førtidspension, seniorpension, Arnepension, efterløn og fleksydelse. Der er forskellige ejerskaber til disse tilbagetrækningsmuligheder. De borgerlige opfandt seniorpensionen som et modstykke til ondoleringen af efterlønnen, som de ellers have lovet at bevare i velfærdsforliget fra 2006. Socialdemokratiet opfandt Arnepensionen, som sammen med efterlønnen er socialdemokratisk arvegods. De borgerlige og De Radikale ville hellere forbedre seniorpensionen, så nu står vi altså med en visitationsmodel og Arnepensionen, som bygger på objektive kriterier om, hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet.

– Hvad skal der så ske, når man har konstateret det?
– Efter min mening skal regeringen sætte sig sammen med fagbevægelsen og etablere en model, som på en og samme tid forenkler lovgivningen og gør den mere overskuelig for lønmodtagerne, og som samtidig bevarer muligheden for, at man kan trække sig tilbage før folkepensionsalderen på en værdig måde, der respekterer, at nogle efter et langt arbejdsliv kan være nedslidte.

Så længe efterlønnen består, kan seniorjobordningen ikke afskaffes
– Hvordan ser du i forlængelse heraf fremtiden for seniorjobordningen?
– Seniorjobordningen er sat i verden for at hjælpe efterlønsberettigede lønmodtagere, som er ledige og kun har max 5 år til efterlønsalderen. Kommunerne skal finde et job til dem, så de ikke ryger ud af efterlønssystemet. Det er ingen hemmelighed, at KL forbander den ordning og vil have den afskaffet. Men så længe, vi stadig har efterlønnen, er det for mig at se vanskeligt at afskaffe seniorjobordningen, fordi det kan være meget svært for lønmodtagere i den ende af arbejdslivet at finde et ordinært arbejde.
Men i takt med, at efterlønnen dør ud, fordi ingen yngre lønmodtagere betaler ind til den, vil seniorjobordningen også blive overflødig. Hvis man afskaffer seniorjobordningen, er der ingen grund til at bevare efterlønnen, hvor der er høj modregning, og der kommer ikke nye til.
Måske kunne man finde en løsning ved at lade efterlønsordningen udløbe med dem, der vil blive i den og give alle øvrige mulighed for at få deres kontingent ud sammen med en skatterabat. Det har man gjort før. Provenuet kan bruges til at harmonisere de øvrige ordninger, i erkendelse af at der er mange, som har haft et hårdt fysisk arbejde, og som ikke kan blive ved med at arbejde, samtidig med at pensionsalderen bare stiger.
Da vi samtidig mangler folk på f.eks. sundhedsområdet, støtter jeg varmt, at de, som kan og vil, skal have en gulerod i form af mindre eller ingen modregning.
——-
Hovedfoto. NNF og 3F

Indlægget Ny konflikt mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet på vej: Afskaffelsen af seniorpension og seniorjob blev først udgivet på netavisnord.