Privat velfærd: Fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Kommunernes forvaltning af den offentlige velfærd er under pres. Budgetterne er år efter år sparebudgetter. Borgerne må i stigende grad sikre deres velfærd – både når det gælder serviceydelser og indkomstoverførsler – uden for den statsfinansierede, universelle løsningsmodel. Det er ikke nyt. Tilvejebringelsen af dele af velfærden har i en rum tid været på private hænder. Tandlægebesøg, psykologrådgivning, kiropraktor, privatskoler er blot nogle eksempler. Der er imidlertid de seneste 30 – 40 år sket en udvikling, hvor den private velfærd er vokset nærmest eksplosivt. Og med SVM-regeringen er der lagt op til et paradigmeskifte, hvor den private velfærd i hidtil uset omfang skal ind og konkurrere med den offentlige. Danmark skal ifølge regeringen bevæge sig fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund.

Det er budgettid i kommunerne. Budgetterne for 2024 skal forhandles på plads inden for de næste par måneder. Og som de foregående år skal langt de fleste kommuner igennem dramatiske besparelser. Det gælder samtlige kommuner i Nordjylland samt i regionen.
I Aalborg Kommune har det bl.a. givet sig udslag i, at der skal findes i størrelsesordenen 250 mio. kroner næste år og i overslagsårene. Alene Børne – og undervisningsudvalget skal finde godt 100 mio., hvilket har ført til forslag om lukning af 8 skoler. I skrivende stund er dette besparelsesforslag taget af bordet, men skal afløses af tilsvarende nedskæringer på andre områder.
I Frederikshavn skal Børne – og ungdomsudvalget i 2024 finde besparelser for 10 mio. kroner, mens Socialudvalget skal bidrage med omtrent 12 mio. kroner, hvilket rammer de handicappede, de sindslidende og ældreområdet.
I Jammerbugt Kommune skal politikerne finde besparelser for 32 mio. kroner.

Kommunalpolitisk benlås: Serviceloft og skattestop
Kommunalpolitikerne er fanget i en statslig benlås, når de skal forvalte den offentlige velfærd. Selv om der skulle være tilstrækkeligt med skattekroner i kassen til at kvalificere servicen over for borgerne – hvilket kun er tilfældet i ganske få af de 298 kommuner – så er det ingen garanti for, at nedskæringer undgås. Det hænger sammen med, at hver kommune er underlagt et serviceloft, hvor staten dikterer, hvor mange udgifter kommunerne må afholde til velfærd. Brydes loftet, koster det bøder.
Tilsvarende er kommunerne underlagt et skattestop. Så samlet set er der ikke meget tilbage af det kommunale selvstyre. I tiltagende grad er byrådene de facto forvandlet til forvaltere af statslige direktiver og finanspolitik.

Gabet mellem ønsket og faktisk offentlig velfærd fører til privat velfærd
Det interessante er nu, at samtidig med, at den kommunale økonomi er presset, og budgetlægningen fører til forringelser af den offentlige velfærd, prioriterer vælgerne den højt, jf. tabel 1 nedenfor.

Dette politiske dilemma med et gab mellem den ønskede velfærd og den faktiske har ført til, at privat varetagelse af velfærden i stigende grad er blevet en del af den danske velfærdsmodel. Denne udvikling er sket løbende over et spand af år, men er i en vis udstrækning gået under radaren i den forstand, at der ikke har været nogen grundlæggende, principiel debat om dette paradigmeskifte i dansk velfærdspolitik.

22 % af børnene går i privatskole
På uddannelsesområdet viser det sig, at 22 % af forældrene til danske børn har valgt folkeskolen fra og nu sender deres børn i en privatskole. Det er en stigning på 5 % siden 2018. (Kilde Statistikbanken og Fischer og Kvist, side 64).
Der kan være flere årsager til den udvikling, men en af dem er utilfredshed med den folkeskole, man hører til. Utilfredsheden med folkeskolen kan hænge sammen med skolelukninger og ressourceknaphed. Kommunalreformen fra 2007 har ført til, at ca. 370 folkeskoler er blevet nedlagt. Til gengæld er der i kølvandet herpå blevet oprettet 57 privatskoler (Fischer og Kvist, side 68)

2,3 mio. har en privat sundhedsforsikring
På sundhedsområdet har i dag 2,3 mio. danskere en privat sundhedsforsikring, som enten knytter sig til arbejdet, hvor forsikringen er fradragsberettiget, eller er individuelt finansieret. De forsikrede får adgang til privathospitaler og kommer således foran i køen.

Vi skal tilbage til nullerne for at forstå den eksplosive udvikling i patienter, der behandles på privathospitaler. Da Lars Løkke tog over som sundhedsminister, konkurrenceudsatte han det offentlige sundhedsvæsen. Det gjorde han ved at tilskynde investorer, læger og sygeplejersker til at etablere privathospitaler. Guleroden var overbetaling og de omtalte sundhedsforsikringer. Samtidig blev de offentlige sygehuse udsat for det såkaldte 2 %´s omprioriteringsbidrag. Det har betydet, at over de sidste ca. 20 år er andelen af operationer på private sygehuse steget fra 1,5 % til 9,8 % i 2021. Som følge af ventetidsgarantien har det offentlige alene i 2021 henvist 236.700 patienter til privat behandling. I 2007 var tallet 49.000 (Fischer og Kvist, side 83).

Forringelsen af dagpengene fører til privat lønsikring
Det tredje og sidste velfærdsområdeområde, som her skal omtales, er dagpengene. De finansieres delvist over skatten (30 %), men langt størsteparten af udgifterne (70%) afholdes i dag af de forsikrede selv gennem deres a-kassekontingent. Dertil kommer, at betingelserne for at modtage dagpenge gentagne gange er blevet strammet over de seneste år. Endelig er dagpengene ikke fulgt med lønningerne, så i dag er dagpengekompensationen for de højere lønnede under 50 %, hvilket bevirker, at det er højest usikkert, om dagpengene og flexicuritytankegangen kan leve op til den klassiske målsætning, at lønmodtageren ikke behøver at gå fra hus og hjem i tilfælde af arbejdsløshed. Her er så en ny privat løsning kommet på markedet: Lønsikring!
Lønsikring indebærer, at man supplerer dagpengene med en yderligere opsparing hos et privat forsikringsselskab eller et fagforbund, så man er sikret 90 % af lønnen i tilfælde af arbejdsløshed. I 2006 benyttede 82.000 sig af den mulighed. I 2021 var tallet steget til 384.000. (Fischer og Kvist, side 109).

Fra en universel til en selektiv og residual velfærdsmodel?
For at forstå den udvikling, som velfærden i Danmark har undergået, kan det være nyttigt at sondre mellem 3 velfærdsmodeller. Den universelle, den selektive og den residuale velfærdsmodel.

Den universelle velfærdsmodel har rødder i de nordiske lande og sikrer offentlig, skattebetalt velfærd til alle med en høj grad af lighed til følge.

Den selektive velfærdsmodel har rødder på kontinentet og sikrer først og fremmest velfærd til folk i arbejde gennem forsikringsordninger og afføder en mindre grad af lighed sammenlignet med den universelle model. Mennesker uden for arbejdsmarkedet er overladt til civilsamfundet: Familien, kirken og velgørenhedsorganisationer.

Den residuale model finder man især i USA. Den indebærer en høj graf af ulighed. Staten sikrer kun de allerfattigste mod at bukke helt under. Andre må selv individuelt finansiere deres behov for uddannelse og sundhed gennem opsparing og private forsikringer. I USA er adgang til sundhedsvæsenet dog ofte sikret gennem ansættelsen som i den selektive model.

Velfærdsmix på pensionsområdet
Som et eksempel på, hvordan alle tre modeller efterhånden også spiller sammen i Danmark, kan pensionsområdet fremhæves. Folkepensionen er universel, men formodes ikke på sigt at kunne tilfredsstille behovet for velfærd, hvorfor der siden sidst i 80´erne som en del af overenskomsterne er blevet etableret arbejdsmarkedspensioner for store grupper af lønmodtagere, i dag op til 85 % (Fischer og Kvist, side 151). En finansiering, som minder om den selektive velfærdsmodel.
Endelig er det også blevet udbredt, at folk supplerer folkepensionen og arbejdsmarkedspensionen med f.eks. ratepension, som er et residualt træk.

Socialdemokrat foreslår privat opsparing til ældreplejen
Det er formentligt åbenlyst, at den universelle velfærdsmodel er under pres i Danmark. Vi må påregne i stigende udstrækning at se en bevægelse fra den universelle velfærdsmodel over mod den selektive og residuale. Udviklingen har været undervejs længe og med stigende intensitet og italesættes oftere og oftere politisk.
Senest er socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen sendt i byen for at prime en ny opsparingsmodel for ældreplejen, hvor alle på linje med pensionen sparer op til alderdommens plejebehov. Han anfører, at opsparingen er nødvendig, fordi det offentlige ikke økonomisk vil kunne matche befolkningens forventninger.

Bag synspunktet ligger den præmis, at den offentlige og private velfærd ikke er hinandens modsætninger, men supplerer hinanden, således som Fischer og Kvist også gør sig til talsmænd for i deres bog Frihed, Lighed og Privat Velfærd. Men tilbage står, at udviklingen fra en skattefinansieret universel velfærdsstat til et forsikringsorienteret velfærdssamfund med en højere grad af såvel individuel finansiering som arbejdsgiver – og arbejdstagerfinansiering er sket uden den store politiske debat. Måske rådes der nu bod herpå, idet SVM-regeringen i sit grundlag netop tager den problemstilling op og ligestiller dem. I regeringsgrundlaget hedder det bl.a.:
”Regeringen ønsker at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund… Derfor ønsker vi et samfund, hvor der er større tillid, flere muligheder og mere frihed til, at borgerne kan vælge den velfærd og den service, som passer bedst til dem… (Vi vil) styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, hvor der sikres en større ligestilling og konkurrence mellem leverandører, bedre mulighed for privat medfinansiering, og hvor egentlige partnerskaber kan åbne nye muligheder for at kommercialisere løsninger. (Vi vil) …udvide det frie valg, så private leverandører får flere muligheder for at levere ældrepleje”.

Deler kommunernes frustration
Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, valgt i Frederikshavnskredsen, deler den kommunale frustration over i årevis ikke at kunne få enderne til at mødes ved budgetlægningen uden at skære ned.
– Jeg er på linje med kommunerne, men på den anden side forstår jeg ikke, hvorfor kommunerne så år efter år indgår kommuneaftalen med regeringen. Det irriterer mig, at Finansministeriet hævder, at kommunerne har fået fuld kompensation for det demografiske træk, mens kommunernes regnemodeller viser noget andet. Jeg synes, KL og Finansministeriet skulle sætte sig sammen og finde frem til fælles regneregler.

– Folkeskolen skal være et sted, hvor all mødes
– Et af de områder, hvor den private velfærd slår igennem tydeligere og tydeligere, er skoleområdet. I dag går 22 % af eleverne i privatskole, og tendensen er stigende. Hvad tænker du om den gradvise udhuling af folkeskolen?
– Den udvikling er jeg meget ked af. Hele ideen om, at folkeskolen skulle være det sted, hvor børn og unge fra alle sociale lag skulle mødes og lære om hinanden, er ved at fordampe, frygter jeg. I de små samfund lukker folkeskoler en masse, og det sker bl.a. fordi niveauet er for lavt, og omkostningerne for store. At forældrene så kort tid efter kan få en privatskole samme sted til at løbe rundt, kan godt undre mig. En form for privatskole vil jeg dog godt fremhæve, og det er efterskolerne. De gør et knippelgodt stykke arbejde, og for et ungt menneske kan et efterskoleophold virkeligt være skelsættende.

– Obligatorisk medlemskab af a- kasserne
– Dagpengene følger tydeligvis ikke med lønudviklingen, og for mange arbejdsløse er kompensationen under 50 %. Det har ført til, at de private, såkaldte lønsikringer nærmest er eksploderet. Det er vel et brud på den oprindelige tankegang om, at flexicuritymodellen skulle sikre, at mennesker, der bliver arbejdsløse, ikke behøver gå fra hus og hjem?
– Ja, det er en træls udvikling. En smed får i dag ikke mere end 40 % dækning ved arbejdsløshed. Og det får mange til at melde sig ud af a-kasserne (og fagforeningerne). Efter min opfattelse burde medlemskab af en a-kasse være obligatorisk. Det er det mest solidariske og kan sikre en bedre kompensation. Jeg vil dog også lige i samme åndedrag gøre opmærksom på, at regeringen har hævet dagpengene de tre første måneder.

– Det offentlige sundhedsvæsen skal tilføres ressourcer
– 2,3 mio. danskere har nu en privat sundhedsforsikring, der betyder, de komme foran i køen ved udredning og behandling. Og det offentlige sygehusvæsen lider af budgetoverskridelser, nedskæringer og bl.a. i Midtjylland af manglende overholdelse af udrednings – og behandlingsgarantien. Problemerne står nærmest i kø for det offentlige sygehusvæsen – og det ser kun ud til at blive værre.
– Nu skal vi ikke male billedet sortere, end det er. Det danske sygehusvæsen er grundlæggende solidt, og tilfredsheden hos patienterne er stor, men det er rigtigt, at der mangler ressourcer, og de skal tilføres regionerne, såfremt der ikke skal ske en udhuling. Men jeg må også sige, at disse garantier for udredning og behandling ikke er helt problemfrie. De sætter fagfolkenes vurdering af, hvordan der skal prioriteres, ud af kraft. Ved at genindføre det lægefaglige skøn over rækkefølgen for behandling, tror jeg, man kunne komme nogle af problemerne til livs.

– Råderummet skal bruges til at investere i mennesker og teknologi
– Så til sidst, Bjarne Laustsen, er du enig med Mette F, når hun siger, at der er penge nok, og der er råd til skattelettelser.
– Evt. skattelettelser skal i hvert fald ikke gives i toppen. Efter min opfattelse skal vi investere mere i både mennesker (mere uddannelse) og ny teknologi, når vi nu har penge nok. Kun derved kan vi opnå det, jeg kalder for arbejdsmarkedsbalancen, så vi har de folk, vi skal bruge, til de rigtige job fremover – og dermed sikre velfærden.