Nationalismen har historisk antaget karakter af en ideologi, der anskuer nationen som et fællesskab for en gruppe mennesker, der har en række sammenfaldende kulturelle træk som sprog, religion og historie. Fra at have haft en progressiv, venstreorienteret klang og bidraget til afkolonisering og statsdannelser adskillige steder på kloden, er nationalismebegrebet i dag i støre udstrækning forbundet med højrefløjens selvtilstrækkelighed, snæversyn og fremmedhad.

Mette F. og Meloni i fælles front mod Sanchez
Migranters – mislykkede – forsøg for nylig på at nå det europæiske fastland via eksklaven Ceuta fik socialdemokraten Mette F og den stærkt højreorienterede Meloni til tasterne i fælles front til forsvar for europæiske værdier og grænser. De bekræftede hinanden i nødvendigheden af en stram udlændingepolitik og et udvisningscenter uden for Europa, ligesom den spanske socialdemokrat, Sanchez, ikke kan forvente nogen støtte fra sin danske partifælle, som sammen med sin italienske kollega truer med at smide Spanien ud af Schengenaftalen og den fri bevægelighed for arbejdskraft.

Det hører med til historien, at ikke en migrant nåede at sætte foden på europæisk jord, og skulle det være lykkedes, og de fik midlertidig opholdstilladelse til at arbejde i Spanien, giver det dem ingen ret til at udnytte det indre markeds frie bevægelighed. Det kræver en permanent opholdstilladelse, hvilket Mette F og Meloni belejligt nok glemte at fortælle, da de ret voldsomt kritiserede Sanchez for ikke at varetage Spaniens forpligtelse til at beskytte Europa mod indvandring fra syd.

De to regeringsledere skærpede retorikken og kritiserede migranterne for ikke at respektere de europæiske værdier og i særdeleshed den kristne kulturarv – hvilket dårligt korresponderer med menneskerettighederne og respekten for religions- og ytringsfriheden.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne
Mette F´s åbenlyse behov for at signalere, at hun er strammer på udlændingepolitikken, lægger sig i forlængelse af DF og DD’s tiltagende skarphed på området. Der er en politisk kamp mellem de tre partier om bestandigt at skærpe såvel politikken som retorikken over for nydanskere. Her følger et par afsnit fra DF og DD’s udlændingeprogram:

Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes angst for de fremmede
DF:
Foragt over for danske værdier:
Vi har modtaget alt for mange udlændinge, som hverken har evne, lyst eller vilje til at blive integreret i Danmark, og som ene og alene kom hertil, fordi danskerne har bygget et af verdens mest gavmilde samfund. Resultatet er store, isolerede parallelsamfund, hvor indvandrere fra islamiske lande i snart to generationer uhindret har kunnet leve efter de regler, den levevis, de vaner og magtstrukturer, som de tog med til Danmark: klanvælde, kønsopdeling, voldelige og patriarkalske omgangsformer, kvindeundertrykkelse og koranen som rettesnor i livet. Mens mange af dem indbyrdes holder liv i et tilbagestående og voldeligt æreskodeks, så foragter de danskerne, som ellers må betale prisen for deres sociale bedrageri, kriminalitet, dovne attitude over for uddannelse og arbejde, nedbrydning af alment boligbyggeri og snylten på de offentlige kasser i almindelighed.

DD:
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter de danske værdier, vores kultur og vores samfund…
Vi vil ikke finde os i, at islamistiske mørkemænd kommer til Danmark med deres udemokratiske tanker og værdier. Derfor har vi ikke brug for lempelser. Vi har brug for en stram udlændingepolitik, der passer på Danmark.

DD og DF´s medansvar for flygtningestrømmene
Disse meget generaliserende og fordømmende synspunkter skal ses i lyset af, at de to partiledere selv i sin tid bakkede op om Danmarks imperialistiske krige i Mellemøsten og Nordafrika, som frembragte de borgerkrige, der har sendt mange mennesker på flugt, herunder til Danmark. Og såvel Mette F som de to højrefløjspartier er også hardcore tilhængere af Israels politik over for palæstinenserne – Mette F betragter Golda Meir som sit forbillede – vel vidende, at den skaber endnu flere mennesker på flugt.

Mere end 95 % af nydanskerne har ikke begået kriminalitet
Når højrefløjspartierne anklager nydanskere for kriminalitet, hører det med til billedet, at mere end 95 % af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige land aldrig kommer i berøring med det danske retsvæsen i forbindelse med lovovertrædelser. For kvinderne alene er tallet 99%.

Opgør med dunjakker, tørklæder og kasketter
Og det forhold, at minoritetsunge kvinder i større udstrækning end danske unge kvinder nu får en uddannelse, og at minoritetsunge mænd gør store fremskridt på uddannelsesfronten og inden længe er på niveau med majoritetsunge danskere, negligeres helt af DF og DD. Tværtimod. I et nyt udspil rettet mod nydanske elever på ungdomsuddannelserne skriver Danmarksdemokraterne (med versaler)
– ELEVER, DER IKKE TALER DANSK I SKOLETIDEN, SKAL SMIDES UD
– ALLE ELEVER SKAL PÅ FØRSTE SKOLEDAG GIVE HÅNDTRYK TIL REKTOR VED ANKOMST
– ELEVER SKAL UNDERSKRIVE EN ERKLÆRING OM AT OVERHOLDE DANSKE VÆRDIER
– OBLIGATORISK FORÆLDREMØDE OM DANSK KULTUR, LIGESTILLING OG DANNELSE
– PÅKLÆDNINGSKODEKS PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE – herunder forbud mod dynejakker, kasketter, tørklæde.

Danskheden og nationalismen pudses af i krisetider
Det interessante er, at såvel Socialdemokraterne som DD og DF rejser en diskussion om danskhed og nationalisme, som bestemt ikke er ny, men som har det med at genopstå i krisetider. Der er tilsyneladende for nogle partier behov for at kridte den nationale identitetsbane af, når landet er under pres, endskønt ingen vel har patent på, hvad det vil sige at være dansk. Afståelsen af Norge, nederlaget i 1864, Anden Verdenskrig m.m. har været begivenheder, der har framet en drøftelse af, hvem vi er som folk. Hvilke værdier er danske? Hvem hører med i fællesskabet – og hvem ikke? Og det er ikke uden betydning at understrege, at der ikke på noget tidspunkt har været konsensus om danskheden. Den har til alle tider været genstand for en politisk diskussion mellem højre og venstre i dansk politik.

Højrefløjens skærper kravene til statsborgerskab med sindelagskontrol
Højrefløjen har det, som vi så ovenfor, rigtigt godt med danskheds – og nationalismedebatten. Den er der tilsyneladende stemmer i. Den ilter forestillingen om et nationalt fællesskab, hvor danskheden råder, og hvor der ikke er plads til, at andre nationale identiteter kan leve parallelt hermed. Nationalismen er i den forstand en ideologi, der bygger på en snæver kulturopfattelse, som søger at bevare kulturarven og beskytte samfundet mod fremmedes muligheder for at få rettigheder. Der er tale om kulturelle krav, som man som nydansker skal leve op til, og det påfaldende er, at barren løbende bliver hævet, så der kræves mere og mere for at leve op til danskhedskravet, hvilket blandt andet ses af, at Folketingets Indfødsretsudvalg har indført sindelagskontrol, så ansøgere om dansk statsborgerskab skal screenes for holdninger, inden de tildeles dansk pas. Synspunktet må m.a.o. dække over, at danskheden og den nationale identitet er så skrøbelige, at de ikke kan modstå andre holdninger, som derfor må forbydes.
Ida Auken og Alex Vanopslagh. Foto FT.

Auken og åndelig oprustning
Senest har Socialdemokratiet med den fhv. folkesocialist og radikale, Ida Auken, som bannerfører opfordret til åndelig oprustning, hvilket bl.a. indebærer en besinden sig på den nordeuropæiske, protestantiske kristendom. Hendes bestræbelser på at knytte en præst til Folketinget vidner herom.

Åndelig oprustning har en tendens til at forherlige fortiden, og som sådan bliver nation og danskhed til en fortælling, der har svært ved at rumme uenighed, debat, mangfoldighed og respekten for andre værdier. Den udspringer af frygten for omverdenen, der presser sig på i en globaliseret tidsalder, og forudsætter forandring.

Auken har allieret sig med højrefløjen, hvor bl.a. Alex Vanopslagh med sin bog, Den usynlige ånd, også ruster åndeligt og op gør kristendommen til et af omdrejningspunkterne i sit ideologiske manifest. At han så samtidig fratager Socialdemokratiet patentet på velfærdsstaten og søsætter en modfortælling om, at det var civilsamfundet og enkeltpersoner – og ikke staten – der skabte velfærdssamfundet, må trods alt skabe modhager i Aukens alliance med højrefløjen.

Venstrefløjens syn på danskhed
Over for denne højrefløjsdiskurs eksisterer der en venstrefløj, som har et noget andet syn på danskhed: tolerance, respekt for menneskerettigheder, solidaritet, mm., og hvor kulturel danskhed ikke er en betingelse for at opnå juridisk danskhed, altså statsborgerskab. Her er det afgørende folks handlinger, ikke deres holdninger, og kriterierne for at opnå statsborgerskab ligger fast og ændres ikke hele tiden i mere restriktiv retning. Her påpeges modsætningsforholdet mellem den tiltagende globalisering og den danske afhængighed af handel og interaktion med omverdenen og så højrefløjens bestræbelser på at lukke mennesker med anden etnisk herkomst ude. Nationalismen og den bornerte, kulturelle danskhed ser bort fra, at danskere med relativt høj uddannelse kan have mere til fælles med f.eks. en tysker med samme uddannelse end med deres nabo. Det kan gælde alt fra politiske holdninger, medieforbrug, madvaner, boligindretning, til kropslighed og motion.

Nationalismen i historisk perspektiv
Venstrefløjens syn på nationalismen er imidlertid ikke så enkel, såfremt den sættes ind i et historisk perspektiv. De tidlige nationale bevægelser, som udsprang af oplysningstiden, var progressive og hyldede idealerne om frihed og lighed. Nationalismen har også været afgørende i bekæmpelsen og undergravningen af den europæiske imperialisme og har spillet en hovedrolle i den politiske mobilisering, der førte til afkolonialiseringen, hvor ideen om national selvbestemmelse udfordrede de imperiale magter. Venstrefløjens syn på nationalismen røg imidlertid ind i alvorlige problemer i slutningen af det 20. – og begyndelsen af det 21. århundrede. Efter den i årevis bekæmpede integrationen i EU, blev det politiske ubehag for venstrefløjen ved at være på hold med den ekstreme højrefløj og blive betegnet som ”nationalsocialister” for tydeligt og bevirkede, at den tog et opgør med nationalismen og i dag bakker op om dansk medlemskab af EU.
—–
Hovedfoto: Wikimedia Commons

Indlægget Nationalisme og danskhed blev først udgivet på netavisnord.

Det havde været en hård omgang. Inger Lauritzen var sjældent syg, men denne her omgang influenza havde virkelig bragt hende til tælling. Gudskelov var ungerne jo flyttet hjemmefra, så nu kunne man jo rent faktisk have tid til at være syg. Men alligevel sjovt havde det ikke været – og når man nu ikke var helt ung længere, var modstandsdygtigheden måske heller ikke helt som før. Selv da influenzaen havde fortaget sig, måtte Inger tit lægge sig for at komme lidt til kræfter. Og det var, da hun lå dér, at en melodi blev ved med at rumstere i hendes hoved. Den var køn og iørefaldende. Og på en eller anden måde så velkendt. Men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad den hed – eller hvorfra hun kendte den. Inger fortrød, at hun som den eneste i familien aldrig havde haft tålmodighed til at lære noder. Nu måtte hun forsøge at fastholde den lille melodi ved hjælp af små kruseduller, boller og krydser, der gik op og ned – et selvudviklet system, som hun var for skamfuld til at vise til andre. Sine “unoder”, kaldte hun dem.

Lillebror Kristian og Gud
Dog – lillebror Kristian fik lov at se dem, efter at hun forgæves havde nynnet den lille melodi for venner og bekendte, hvoraf ingen havde kunnet genkende den. Kristian, der var musiklærer, fik hurtigt oversat Ingers unoder til rigtige noder, og således var fiskerkonen fra Lønstrup pludselig blevet “komponist”. I en alder af ca. 50. Hun var selv både overrasket og overvældet. Var det en slags hjerneskade efter den kraftige influenza? Eller var hun bare blevet almindeligt tosset? Det var ikke til at sige, men da flere nye og smukke melodier vedblev med at strømme ud af hende, slog hun sig til tåls med, at det sikkert var Gud, der havde en finger med i spillet. Inger Lauritzen havde livet igennem skrevet digte og sangtekster, men at hun nu pludselig blev i stand til at sætte sine egne toner til poesien, fuldendte på mange måder hendes værker. Digte, der i mange år havde ligget i en skuffe, blev taget op, pudset af og tilført nyt liv med en ny Inger Lauritzen-melodi.

Hjørring Revyen
Og nu gik det stærkt. Direktør for Hjørring Revyen, Thøger Olesen, kom via sin mor på sporet af Ingers nyudviklede evner, og efter at han havde rekvireret et kassettebånd, hvor Inger havde indsunget nogle af sine sange, var Thøger Olesen ikke i tvivl: Sangen “Kystfiskeren” skulle med i den næste Hjørring Revy – og det kom den med Birgit Conradi som solist – og det blev en stor succes for både revyen og Inger Lauritzen.

Barndom
Inger Lauritzen fødtes 11. august 1926 og ville altså netop i tirsdags være rundet de 100 år, og det er naturligvis en god anledning til at mindes denne lokale digter.

Hun voksede op som landmandsdatter på gården Øster Dahl mellem Lønstrup og Skallerup. Hendes forældre, Agnes og Henrik, var dygtige og hårdtarbejdende og samtidigt kærlige forældre. Det var også et musikalsk hjem, hvor såvel forældre som børn både kunne synge og spille instrumenter. Som sagt var Inger den eneste, der aldrig lærte sig noder – det gad hun simpelt hen ikke! Men hun blev en habil pianist, som spillede efter gehør, og når man om aftenen samledes til fællessang, var det oftest Inger, der sad ved tangenterne – hun skulle jo heller ikke først bruge tid på at finde noderne frem.

De første syv år af Ingers liv var gode og trygge, men så ramtes hendes far meget hårdt af sukkersyge, som medførte flere og flere komplikationer og indlæggelser, og et par dage før Ingers 10 års fødselsdag valgte faderen at tage sit eget liv. Det blev selvfølgelig både en stor sorg og en stor omvæltning i Ingers unge liv og naturligvis også for moderen, der nu pludselig stod alene med en stor gård og fire børn. Hun klarede dog udfordringen på imponerende vis, og nogle år efter giftede hun sig igen, og børneflokken udvidedes med yderligere to børn, Kristian og Bitten. Selv om Inger som nævnt aldrig gav sig tid til at lære noder, så var hun meget optaget af musik og poesi. Hun var en opmærksom iagttager af sine omgivelser, af naturens gang og menneskelige skæbner og skabte gennem sit lange liv en stor samling digte og viser.

Mødet med Knud
Nu er det vist på tide, at vi får gang i de romantiske violiner. Vi skal til dansant på Adolph Jensens Hotel i Lønstrup. Året er 1946. Egnens unge piger og drenge sidder bænket i lange rækker på hver sin side af dansegulvet. Blandt de unge mænd er der en gruppe fiskere, som, Inger synes, er vældigt pæne. Særligt den ene. Hun sender ham skjulte blikke hele aftenen, ligesom han også i smug betragter hende. Men Inger får lov at sidde hele aftenen, uden at han byder hende op. Først da musikerne pakker deres instrumenter sammen, tager han mod til sig, går over dansegulvet og inklinerer for den unge pige, som han har holdt øje med hele aftenen.
“Jamen nu er musikken jo stoppet”, siger Inger lidt forvirret.
“Øh…nå ja…. Men du kan jo synge, ikke?”

Og så danser de to unge mennesker med hinanden, mens Inger synger i vilden sky. Den unge mand hedder forresten Knud. Og dansen varer i 56 år.

Fra landbotilværelse til fiskerkone
Ægteskabet med Knud betød på alle måder store livsforandringer for Inger. Fra en nogenlunde rolig landbotilværelse var hun nu pludselig blevet “fiskerkone” og på den måde prisgivet havet og dets dramatiske luner. I mange år fyldte uroen og nervøsiteten for Knuds færden i det voldsomme element meget. Ofte var Inger at finde på solnedgangspladsen, hvor hun spejdede ud over det mægtige hav, mens der blev bedt en stille bøn for, at Knud ville komme sikkert hjem. At han (ligesom sin egen far) også var redningsmand, gjorde ikke situationen nemmere for Inger, og på den måde delte hun et skæbnefællesskab med de mange andre fiskerkoner i den lille by. Det var ikke en nervøsitet, man talte om, men den knyttede et stærkt bånd kvinderne imellem. Og Ingers frygt kombineret med hendes store respekt for fiskerne og redningsfolkenes livsvilkår blev i stedet omsat til ord, rim og vers.

Naturens kræfter – et vilkår for Lønstrup
Omskifteligt og farligt vejr er et vilkår for fiskerne, men naturens kræfter i øvrigt har også altid været en mærkbar og evigt tilstedeværende faktor for det lille landsbysamfund i Lønstrup. Kystnedbrydningen har fundet sted i århundreder, og de menneskeskabte klimaforandringer vil ikke gøre problemet mindre i årene fremover. Men nogle år er ødelæggelserne mere tydelige og håndgribelige end andre år.

1981 var et af de slemme år. Det var også året, hvor den moderne og synkefri redningsbåd, RF2, forliste under en redningsaktion. Ni mand mistede livet, tre fiskere og seks redningsfolk. Og bare en uge forinden, havde en voldsom storm ædt ca. 30 meter af Lønstrup klint på blot en enkelt nat. Inger og Knuds hus, Nordstrand, på toppen af Havbakken kommer afgrunden faretruende nær, ligesom både Villa Vest og redningsbygningen er tæt på at forsvinde i bølgerne. Et sommerhus syd for
Lønstrup klarer ikke stormen, men ryger i havet.
Lønstrupborgerne havde i mange år råbt op om, at deres lille lokalsamfund var i fare for at blive opslugt af havet – uden at det havde gjort videre indtryk på myndighederne. Men denne gang, tænkte Inger: “Nu kan det være nok”.

Inger og Anker

Hun kontaktede Danmarks Radios provinsafdeling, der umiddelbart efter indfandt sig med tændte kameraer – og billeder af ødelæggelserne gik landet rundt. Blot to dage efter fik Lønstrup besøg af statsminister Anker Jørgensen, som uden videre introduktion blev mødt af en oprørt Inger Lauritzen, der blot udbrød: “Du må gøre noget”.

Anker Jørgensen kunne godt se, at situationen i Lønstrup var helt gal – så han sagde så de berømte ord: “Jeg har aldrig været en diktator – men nu dikterer jeg en omgående kystsikring”. Og dén blev så iværksat kort efter.

Skybruddet 1877 – slugten
Men det var jo langt fra første gang, at Lønstrup var genstand for elementernes uhæmmede rasen. Den store slugt, der gennemskærer byen fra omkring den gamle biograf og ned til stranden, er jo et nærværende minde om en anden stor katastrofe, nemlig det store jordskred, som følge af et skybrud, der i 1877 sønderrev byen og dannede en 18 meter bred og syv meter dyb kløft. På et par timer forandredes geografien totalt, og adskillige huse, stalde og broer var forsvundet i havet.

Bandet Nordstrand og Knuds sygdom
Inger og Knud fik som sagt 56 gode år sammen. Det var et lykkeligt ægteskab, hvor man bakkede op om hinanden. Tre børn fik de: Helle, Lisbeth og Carl, og siden blev det til seks børnebørn (deriblandt Mathilde). Til Ingers store glæde dannede Mathilde et band, “Nordstrand” (opkaldt efter Knud og Ingers hjem), som nyfortolkede en lang række af Ingers sange.

Og minsandten om ikke Inger også oplevede at blive oldemor – til ikke færre end 18 små poder. Da Ingers sene karriere som sanger og foredragsholder foldede sig ud, var det også Knud, der kørte hende land og rige rundt i deres bil. Han sad så pligtskyldigt og ventede udenfor, indtil Inger var færdig. ”Det kunne jo være, hun også sagde noget om mig – og så er det nok klogest ikke at være til stede”. Inger fik aldrig selv kørekort og gudskelov for det, som nogle af hendes børn har udtrykt det. Omkring årtusindeskiftet rammes Knud af en for sent opdaget tarmkræft. Den stærke og stovte, tidligere fisker og redningsmand, bliver nu pludselig selv afhængig af hjælp. Han frygter kort, at Inger måske vil forlade ham, nu da han pludselig fremstår svag og udstyret med stomipose, men det vil Inger naturligvis ikke høre tale om. Hun aflyser alle sine aftaler og foredrag og passer Knud den sidste tid, inden han dør i 2002. Loyalitet var et adelsmærke og en selvfølgelighed for Inger.

Intet som hav og bølger kan drage
Inger Lauritzen blev boende i Nordstrand frem til sin død d. 6. august 2019, 92 år gammel. Hun vil altid være en del af Lønstrups, havets og vestkystens DNA.

Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
——-.
Hovedfoto: Inger Lauritzen. Foto Kultunaut.
—–
Artiklens forfatter: Jørgen Bing. Skuespiller og byrådsmedlem (SF) Hjørring

Indlægget Inger Lauritzen -100 år blev først udgivet på netavisnord.

Vi synes, at demokrati er den bedste styreform i verden – eller den “mindst ringe”, som Winston Churchill sagde – men kendsgerningen er, at demokratiet kun har eksisteret i meget kort tid, historisk set, og realistisk set sagtens kan forsvinde.

Den aktuelle situation for demokrati i verden er ifølge den århusianske forskergruppe, Magtudredning 2.0, at kun 7% af verdens befolkning i dag har et fungerende demokrati. For 50 år siden var tallet 17%. Demokratiet er altså i dag i overvældende mindretal i verden. Det lave tal skyldes også, at USA i dag ikke regnes for et solidt demokrati ifølge det svenske institut for forskning i demokrati, V-Dem-instituttet i Gøteborg, bl.a. fordi den politiske og juridiske kontrol med magten, dvs. den selvbestaltede og egenrådige præsident, simpelthen er for svag.

Det græske demokrati og dets undergang
Det var de gamle grækere, eller rettere de gamle athenæere, der opfandt demokratiet i 507 f. Kr. Den dristige politiker Kleisthenes mente, det var værd at prøve at lade alle mandlige fuldborgere, mænd altså med athensk indfødsret og over 20 år, bestemme, hvad der var bedst for bystaten Athen. Det var et kolossalt dristigt foretagende. Et verdenshistorisk vingesus. Det var et direkte demokrati med fysisk fremmøde i folkeforsamlingen, embedsværket var åbent for borgerne ved lodtrækning, domstolene også, og enhver borger kunne med god livslængde se frem til at blive borgmester én dag 1 eller 2 gange i sit liv.

Men demokratiet havde fra dag 1 ihærdige kritikere. Alle de kloge filosoffer i oldtiden var imod demokratiet, fordi det byggede på lefleri, spytslikkeri, bestikkelse af folket: Sokrates var imod demokratiet og udstillede politikernes uvidenhed og blev henrettet – ikke det sidste justitsmord, der er sket i folkets navn; Platon, elev af Sokrates, skrev et stort værk om “Staten”, et langt indlæg mod den demokratiske stat, som han var så fræk at kalde en “svinestat”: det handler kun om at få noget i skrutten, helst så meget som muligt og gerne med søde sager og fløjtespil til. Svinestaten er den stat, hvor behovene har taget magten ifølge Platon.

Det athenske demokrati forsvandt i 322 f. kr. med den makedonske kong Aleksander den Stores besættelse af det græske fastland og øerne.

Det amerikanske demokrati
I mere end 2 tusinde år eksisterede demokratiet kun i de teoretiske diskussioner af styreformer. Der var intet demokrati i Romerriget. Der var intet demokrati i Middelalderen. Der var intet demokrati i Norden.
Nej, det var i Den Ny Verden ovre i Amerika, at det første demokrati i nyere tid blev indført. Uafhængighedserklæringen fra 4. juli 1776 – ca. 2000 år efter demokratiets afskaffelse i Athen – var en revolutionær tekst, der hævdede, at alle mennesker er “skabt lige” med lige rettigheder, ikke mindst en selvindlysende ret til sikkerhed og frihed og ret til at “ forfølge sin lykke”.

Det endte med USA – De Forenede Stater – i 1787, 13 stater, der med tiden er blevet til 50 stater, verdens største demokrati, og med Trumps ustyrlige ambitioner måske snart 51 eller 52 stater: Grønland, Canada, Cuba eller hvad? Om USA i dag, hvor 250 års jubilæet for Uafhængighedserklæringen skal fejres, er et demokrati, er der rejst begrundet tvivl om

Den amerikanske forfatning fra 1787 er stadig gældende – med et hav af tilføjelser. Den gør alvor af adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magtinstanser – læren om magtadskillelse fra den franske filosof Montesquieu.

Kongressen er lovgivende og består af Senatet og Repræsentanternes Hus: medlemmerne er direkte folkevalgte; præsidenten er den udøvende magt, men valgt via valgmænd, altså egentlig indirekte, sådan at en præsident ikke nødvendigvis har flertallet af stemmer, men skal have flertallet af valgmænd. Ministrene i præsidentens administration må ikke sidde i Kongressen. Klar adskillelse af udøvende og lovgivende magt. Domstolene er uafhængige og kontrollerer den udøvende magt; alligevel er Højesterets dommere udpeget af præsidenten og altså politiserede.

Trump udfordrer det amerikanske demokrati
I dag har USA en præsident, der konstant udfordrer de demokratiske grundprincipper i Den amerikanske Forfatning, så det ikke er indlysende, at USA er en demokratisk stat.
Hvad vi ser i USA for tiden, er en degeneration af demokratiet derved, at en præsident udøver sin magt til det yderste i kraft af dekreter, præsidentiel lovgivning, økonomisk og politisk pres på de amerikanske nyhedsmedier og universiteter og kulturelle institutioner – og på selveste Justitsministeriet, forbundsstatens vigtigste myndighed, der bliver infiltreret politisk. Korruptionen er så stor, at det får Stein Bakker til at ligne en uskyldig lommetyv.

1849 – Grundloven
Lad os vende hjem til vores egen verden. Grundloven og stemmeretten, ca. 15% af den danske befolkning i 1849, var en fremadskuende, dristig handling – “et spring ind i mørket”, mente de dannede i byerne. Det dristige var og er forsvaret af individet mod staten. Individets frihedsrettigheder – tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Individet står over staten, individet er det primære, staten det sekundære. Individets ukrænkelighed bliver fastslået: 1) boligens ukrænkelighed 2) privatlivets ukrænkelighed 3) den private ejendoms ukrænkelighed 4) individets uskyld, indtil det modsatte er bevist.

Forsvar for menneskerettighederne
FN’s store Menneskerettighedserklæring fra 1948 og – med FN-erklæringen som forbillede – Den europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 er de vigtigste, åndelige bastioner for at bevare en human, moral-, jura- og regelstyret verden, der behandler mennesker ordentligt – og ikke tillader at de udsættes for vilkårlig vold og rå hensynsløshed. Det er denne verdensorden, der er under afvikling i dag. Det er kedeligt at sige det, men det er det, der sker lige nu. Og jeg tror, det er vigtigt at sige, at Europa og Danmark har en vigtig opgave i at forsvare den demokratiske civilisation mod de diktatorer og autokrater, der hellere vil have den rå magt tilbage i forholdet mellem staterne.

Vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om
Hvad er det gode ved demokratiet? Det er, at demokratiet fredeliggør konflikter både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Som K.E. Løgstrup har sagt: demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Demokrati forudsætter ikke, at vi mener det samme, har de samme interesser og de samme værdier. Demokratiet respekterer forskellighed, så længe forskelligheden ikke udarter til had og forfølgelse. En person med en anden politisk mening er ikke en fjende, kun en modstander. Nazi-partiet er ikke forbudt i Danmark, Hibz-ut-Tahrir er ikke forbudt i Danmark. Navnet betyder “befrielsespartiet”, og dets mål er et islamisk verdenskalifat. Jeg siger, tak for kaffe! Men demokratiet skal være stærkt nok til at kunne tåle yderliggående holdninger, så længe der kun er tale om holdninger. Truende, krænkende og voldelige handlinger falder ind under straffeloven, politiet og domstolene. Ytringsfriheden er kernen i demokratiet, og vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om at høre og i øvrigt tage kampen op med argumenter og ord.

Udfordringer for det danske demokrati: Tamilsagen og krigene i Irak og Afghanistan
Men jeg vil gerne pege på en række problemer, som det aktuelle danske demokrati kæmper med. Tredelingen af magten er et demokratisk grundprincip, men bliver det håndhævet godt nok i Danmark? Regeringen er den udøvende magt, og regeringen har ansvaret for de statslige myndigheder, men er Folketingets kontrol med regering og myndigheder god og effektiv nok? I de sidste 30/40 år har vi haft masser af kommissionsundersøgelser: f. eks. Den berømte Tamil-sag, der endte med Schlüter-regeringens fald: der blev af Schlüter taget en respektfuld konsekvens af et regeringsmisbrug, Erik Ninn-Hansens selvrådighed.

De store undersøgelser af dansk krigsindsats i Afghanistan og Irak er blevet skrottet dels af Lars Løkke Rasmussen i 2015 og af Mette Frederiksen i 2019. Meget lidt hæderfuldt. Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS’s undersøgelse af beslutningsgangen i Udenrigspolitisk Nævn omkring den 20 år lange Afghanistan-krig er blevet dels udskudt, hvad angår offentliggørelse (i parentes bemærket: den ligger parat), dels underlagt en censurordning, der gør det muligt og lovligt for de implicerede politikere at kræve deres udtalelser anonymiseret. Det er accepteret af Folketingets Præsidium med Søren Gade som formand, samme Søren Gade, der var forsvarsminister i de meget heftige år i 00’erne under Anders Fogh Rasmussen. Det er meget lidt hæderværdigt, at ministre og politikere ikke vil stå ved deres udtalelser i en uvildig rapport fra DIIS.

Undersøgelse af udbytteskandalen – 10år undervejs
Jeg vil også nævne kommissionsundersøgelsen af skatteministeriet fra 2002 og fremefter til udbytteskatskandalen og opdagelsen af den. Kommissionen blev nedsat i 2017 og arbejder stadig. Til næste år har den arbejdet i 10 år, uden at der vist er udsigt til en offentliggjort rapport. Antallet af skatteministre i perioden er højt, og de mange omlægninger og lovændringer er kolossale. Det er ødelæggende for borgernes tillid til skattevæsenet og de politiske beslutninger om de mange tekniske, organisatoriske og lovmæssige forandringer af skattevæsenet.

Rigsrevisorerne holder øje med den udøvende magt
Jeg vil dog gerne fremhæve vores dygtige rigsrevisorer med Mette Abildgaard i spidsen, der holder øje med regeringen og statens myndigheder. Deres kritik af den manglende dyrevelfærd og krænkelse af en allerede eksisterende lovgivning på området og deres kritik af politiet for henlæggelse af “sager” er gode eksempler på, at Folketinget, den lovgivende myndighed, har hånd i hanke med den udøvende magt og dens mangler. Det er sådan det skal være: at der er kontrol med magtudøvelsen. Det er den kontrol, der smuldrer i USA.

Den politiske offentlighed er udfordret
Folketingsvalget den 24. marts 2026 satte 12 partier ind i Folketinget: 1 parti med lidt over 20% af stemmerne, 11 partier med fra 10% til 2% af stemmerne. Jeg tror ikke, vi nogensinde har haft et så kaotisk Folketing – ikke engang i 1973 efter det berømte “jordskredsvalg”. Man kan godt spekulere over, hvad et sådan Folketing er udtryk for? Aldrig har landet været mere fragmenteret. Det bliver diskuteret, om det er for let at stifte et politisk parti? Om spærregrænsen skal hæves? Etc. Jeg vil gerne bidrage med et andet synspunkt: nemlig at den gode politiske journalistik og debat, det gode oplysningsniveau i offentligheden, på det nærmeste er forsvundet ud af det lokale og regionale mediebillede. Den politiske diskussion er flyttet over på de sociale medier og deres kommentarfelter: Facebook, TikTok, X – og hvad de hedder. Konsekvenser er, at politisk diskussion er degenereret til underlødig og hadefuld kommentaridioti. Lad mig også midt i sortsynet sige: de landsdækkende aviser, Politiken, Berlingske Tidende o.a., stadig har kompetente politiske redaktioner.

Public Servicemedierne forfalder til cirkus og barnagtighed i valgkampen.
Er DR og TV2 gode nok til at lave kritisk journalistik på politiske partier og kandidater i en valgkamp? Det er min mening, at TV- stationerne lavede alt for meget cirkus, koreografi og barnagtige øvelser ud af de store debatter, der afsluttede valgkampen. Oplysningspligten viger for underholdningen, tv-kratiet besejrer demokratiet. For nu at trække pointen hårdt op.

AI udfordrer demokratiet
Til sidst vil jeg komme med endnu en trussel mod demokratiet, nemlig AI-revolutionen. Skolen og hele uddannelsessystemet bliver voldsomt udfordret af AI: hidtil har uddannelse handlet om at udvikle elevernes naturlige intelligens og de unge menneskers karakter og adfærd på en både kreativ og repeterende måde, så de blev dygtige i alle fag og kompetente samfundsborgere. I dag er risikoen, at den kunstige intelligens udkonkurrerer den naturlige intelligens, og fremtidens mennesker bliver åndløse og inkompetente, fordi den kunstige intelligens overtrumfer deres egne små evner. Bluf og snyderi er vokset voldsomt i omfang i dagens skole. Vi outsourcer vores intelligens, viden og tankekraft til maskinerne, der kommer til at bestemme mere og mere. Også i den politiske verden.

AI kommer bestemt til at give os mange gevinster, men vi skal bringe den i anvendelse med al mulig omtanke og ikke pantsætte vores frihed og selvstændighed, som mennesker og borgere i et demokratisk samfund, til en tænkende maskine.
———-
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Demokratiets udfordringer blev først udgivet på netavisnord.

Der findes forskellige overordnede typer kulturel – herunder idrætslig – boykot og udelukkelser af lande: Politisk/statsligt vedtagne, nationale og internationale idrætsorganisationers beslutninger samt enkeltpersoners politisk eller moralsk begrundede private boykot.

Typer af statslige sanktioner
Efter Ruslands angreb på og invasion i Ukraine i 2022 har Danmark gennemført forskellige former for boykot og udelukkelse af Rusland.

Hovedparten af statslige sanktioner har været en støtte til EU’s sanktionspakker. Det har drejet sig bla. om økonomisk og finansiel boykot (eks. indefrysning af russiske aktiver i banker), handelsboykot og eksportrestriktioner (eks. forbud mod eksport af avanceret teknologi), energi- og råstoftsanktioner (eks. udfasning af import af russisk kul og olie) og forbud mod eksport af våben.

Sportslige sanktioner og boykot
Engel-Schmidts udtalelser om de uskyldige kvinder og børn drejede sig specifikt om OL. Men det danske ønske om sport-boykot af Rusland er ikke begrænset til denne sportsbegivenhed.

Den danske regering og Folketinget har støttet og opfordret til boykot af Rusland i alle idrætsgrene. Folketinget har ikke vedtaget en speciel og formel boykotlov på sportsområdet, men opfordringen er rettet til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og dets specialforbund samt internationale idrætsorganisationer.

De fleste internationale forbund har – selvom de ikke er juridisk tvunget til det – helt eller delvist vedtaget at boykotte eller udelukke Rusland. Det gælder bla. de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA. I alt omkring 25 internationale forbund har gjort det, men i forskelligt omfang.

Når det gælder stater og deres regeringer, er der ca. 35-40, primært vestlige, regeringer, som opfordrer til og støtter boykot. Det drejer sig om beskedne omkring 20 % af verdens lande.

Konkret har boykotten feks. udmøntet sig i støtte til udelukkelse af russiske landshold, til aflysning af internationale sportsarrangementer i Rusland, til stop for samarbejde med russiske idrætsorganisationer, til udelukkelse af de enkelte russiske sportsfolks deltagelse i internationale stævner.

Der eksisterer dog forskellige grader af boykot og udelukkelse: I international tennis feks. deltager russiske tennisspillere på lige fod med spillere fra andre lande (bortset fra, at de spiller under neutralt flag). Holger Rune og Clara Tauson feks. møder undertiden russiske modstandere, men vælger ligesom spillere fra de øvrige lande ikke at trække sig fra de kampe og dermed boykotte de russiske spillere.
Også de ukrainske spillere stiller i internationale tennisturneringer op mod de russiske, men foretager hvad man nok kan kalde en mere symbolsk protest ved ikke at ville give hånd og sige tak for kampen til deres russiske modstander.

Flere andre internationale idrætsorganisationers boykot er heller ikke absolut. Feks. indenfor svømning, sejlsport, vintersport og visse former for kampsport har man åbnet op for deltagelse af russiske individuelle (altså ikke som hold), ”neutrale” atleter.

Ved OL må russiske atleter stille op individuelt, men ikke som hold under russisk flag og nationalsang. Desuden er der et adgangskrav om, at atleten ikke offentligt må have udtrykt støtte til den russiske invasion.

Ved De Paraolympiske Lege i 2026 var det derimod tilladt at spille Ruslands nationalmelodi og konkurrere under russisk flag.

Der eksisterer altså ikke en fælles international linje overfor russisk deltagelse i sportsbegivenheder.

Ingen boykot af Israel og USA
Begrundelsen for at iværksætte sportslig boykot og udelukkelse af Rusland har været, at landet har angrebet Ukraine. Men Rusland er som bekendt ikke det eneste land i verden, som har angrebet et andet land. Det samme har Israel og USA.

Israel har i Gaza foretaget flere angreb, som har kostet titusinder af civile palæstinensere livet og hundredtusinder sårede og lemlæstede. Der er bred international konsensus om, at det drejer sig om over 70.000 dræbte, heraf et meget stort flertal civile. Og af disse titusinder af børn.

Og internationale organisationers og juridiske organers vurdering af Israels brud på international ret er næsten endeløs. Her er nogle eksempler:
Den Internationale Domstol: Undersøgelse af Israel for folkedrab.
Den Internationale Straffedomstol og udstedelse af arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Amnesty International: Anklage mod Israel for folkedrab.
Human Rights Watch: Anklage mod Israel for forbrydelser mod menneskeheden.
Forskellige humanitære organisationer: Brud på krigens regler, udsultning af civilbefolkningen som et våben – og meget mere.

Men selvom der fra mange sider internationalt fremsættes krav om boykot af og sanktioner mod Israel – dog ikke fra den danske regering, som vel nok må betegnes som en af Israels nærmeste venner – sker der ikke noget.

Det amerikansk-israelske angreb på Iran tidligere på året er også et brud på Folkeretten. Det har bla FN’s generalsekretær Antonio Guterres understreget. Og det er internationale eksperter stort set uden undtagelse også enige i.
Det er ganske vist ifølge Folkeretten ikke udelukket, at et land lovligt angriber et andet, men der er to betingelser, som i så fald skal være opfyldt: FN’s Sikkerhedsråd skal godkende det, eller angrebet skal ske i selvforsvar for at stoppe et forventet akut angreb eller trussel om et sådant.

Ingen af betingelserne er opfyldt i krigen mod Iran.

Og når krigen er brudt ud, skal den foregå på den måde, at civilbefolkningen og civile anlæg ikke må bombes (bestemmelserne i den såkaldte Humanitære Folkeret).
Heller ikke denne betingelse er opfyldt, idet flere tusinde civile iranere er slået ihjel ved angrebene, og civile mål som skoler, universiteter, boligblokke og kritisk infrastruktur er blevet ramt af bomber og missiler.

Reaktionen fra de vestlige landes ledere på USA’s og Israels angreb på Iran har været yderst lunken og undvigende, når det gælder vurderingen af Iran-krigens lovlighed i forhold til international ret. Det gælder også Mette Frederiksen. Tidligere forsvarsminister Troels Lund (V) gik et skridt videre: Han forsvarede nemlig ligefrem USA’s angreb og mente at ”…det er en nødvendig operation, USA er i gang med” og betegnede i TV2 angrebet som ”en klog og rigtig beslutning af amerikanerne”.

Den manglende reaktion og fordømmelse står således i skærende kontrast til fordømmelsen af det russiske angreb på Ukraine.

Men hvad er årsagerne til, at Israel og USA i modsætning til Rusland ikke er blevet udsat for boykot af især de vestlige lande heller ikke på idrættens område?

Hvorfor ikke boykot af Israel?
Der er ikke en enkelt faktor, som kan forklare, at Israel i mere eller mindre grad er fredet af de vestlige regeringer. Det er en kombination af flere.

En af dem er frygten for at blive beskyldt for antisemitisme. Det skal ses i lyset af forfølgelsen af jøderne igennem historien i de europæiske lande og især begivenhederne før og under 2. verdenskrig med det nazistiske Tysklands masseudrydelse af 6 mio europæiske jøder. Frygten er ikke ubegrundet, fordi enhver kritik af staten Israel rutinemæssigt afvises som antisemitisme af de israelske magthavere.

En anden faktor er situationen i Mellemøsten, hvor de vestlige magthavere traditionelt betragter Israel som allieret i forhold til regionens muslimske lande. Et slags vestligt orienteret militærstrategisk brohoved overfor disse lande.

En tredje faktor er Israels tætte tilknytning til USA, verdens eneste supermagt. Feks. er enhver Israelkritisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd blevet mødt med et amerikansk veto. Hovedparten af politikerne i USA’s kongres kunne ikke drømme om at opfordre til sportslig boykot af USA, og vestlige lande, som gjorde det, ville påkalde sig USA’s – og specielt Trumps – vrede.

En fjerde faktor er de voksende antimuslimske holdninger hos vælgerne i de europæiske lande. Politiske ledere ønsker ikke at lægge sig ud mod det vælgersegment, som ville se en sportslig boykot af Israel som et knæfald for de muslimske lande og Islam.

Hvorfor ikke boykot af USA?
Der er også flere grunde til, at USA ikke er blevet udsat for boykot fra de samme lande, som har opfodret til boykot af Rusland. Et af motiverne er regeringernes frygt for i givet fald at blive udsat for Trumps notoriske hævntørst og dermed bla. blive udsat for især økonomiske sanktioner og trusler om forværrede sikkerhedspolitiske relationer.

De internationale idrætsorganisationer har heller ikke været på banen med ønsker om boykot af USA. Mange af dem er afhængige af sponsoraftaler med amerikanske firmaer og af indbringende aftaler med amerikanske mediegiganter.

Desuden har USA en dominerende magt og indflydelse i nogle af de internationale idrætsforbunds organisationer.

Dobbeltstandarder
Den manglende lyst fra vestlige lande til at boykotte Israel og USA kritiseres af mange ikke-provestlige lande som hyklerisk eller udtryk for dobbeltstandarder fra de vestlige lande.

Kritikerne peger også på, at de vestlige lande som regel ikke viser den store interesse for og solidaritet med lande i det globale syd, som bliver invaderet af andre lande, med mindre de har en sikkerhedspolitisk eller økonomisk egeninteresse i det. Men når det drejer sig om Ruslands invasion af Ukraine, ophøjer Vesten den til et problem for hele verden, selvom krigen blandt de ikke-vestlige lande mere betragtes som en lokal/regional konflikt, der ikke rigtigt vedrører resten af det internationale samfund.

Sports-boykotter – har de nogen effekt?
Det kan diskuteres, og om det i det hele taget har nogen påviselig effekt at iværksætte boykotter indenfor idrætsverdenen. Det afhænger naturligvis af, dels hvor mange der deltager i den, dels hvilke typer af boykot der foretages, og dels om den idrætslige boykot står alene, eller er kædet sammen med andre former for sanktioner, feks. økonomiske.

Som nævnt ovenfor er det kun ca. 20 % af verdens lande, hvis regeringer har opfordret til boykot af Rusland, men der er flere af de internationale sportsorganisationer først og fremmest IOC, som arrangerer De Olympiske Lege, der har iværksat en delvis udelukkelse af russiske atleter. Rusland har dog som alternativ til OL deltaget i forskellige internationale sportsbegivenheder i Asien.

I det hele taget er det et spørgsmål, om boykotten har anden effekt end en symbolsk på Rusland og de russiske sportsfolk. Nogle af de sidstnævnte har ganske vist skiftet statsborgerskab for at komme uden om sanktionerne og kunne deltage i de internationale sportsbegivenheder, men det er et begrænset antal. Og man har ikke indtrykket af, at sports-boykotten af Rusland spiller den store rolle for de russiske magthavere.

Når en boykot ikke rammer Israel og USA for deres brud på Folkeretten/internationale retsorden i krigen mod Gaza og Iran svækker det også boykotten af Rusland og kan også bruges som anklage for de russiske, politiske ledere om, at Vestens boykot er hyklerisk, og styrke opfattelsen af, at det ikke er den internationale retsorden, der bekymrer Vesten, men at boykotten kun er udtryk for at miskreditere Rusland.

Spørgsmålet er nemlig også, om det ydre pres på Rusland, som boykotten er udtryk for, måske snarere vil styrke sammenholdet i befolkningen og også magthaverne, snarere end af svække dem. Foreløbigt synes der ikke at være tegn på, at der eksisterer et flertal i den russiske befolkning, som vil af med Putin.
——
Hovedfoto: OL i Paris 2024. Stade de France. Wikimedia Commons

Indlægget Boykot og udelukkelse i international sport – en fortælling om hykleri blev først udgivet på netavisnord.

Det er ikke et ukendt problem for nordjyder, at ventetiden til speciallæger kan være lang. Nedenfor er de seneste tilgængelige ventetider opgjort. Det skal dog retfærdigvis siges, at akuttiderne er væsentligt lavere, og at der er variation fra egn til egn i Nordjylland.

Et evighedsproblem, der medfører ulighed i sundhed
Ventetidsproblemet er tilsyneladende et evighedsproblem, og de enkelte regioner er nærmest magtesløse, da det ikke er op til dem at lave aftaler med speciallægerne. Det foregår på landsplan mellem speciallægerne på den ene side og regionerne og staten på den anden, og i den forhandling står speciallægerne stærkt, fordi de er en mangelvare. Staten sætter et loft over, hvor mange midler regionerne må benytte til ydernumre til speciallægerne, og da der er tale om et liberalt erhverv, er det op til speciallægerne at afgøre, om opslåede stillinger skal søges. Det betyder i praksis, at der indtræder en skævhed, hvor Østdanmark tilgodeses, endskønt analyserne viser, at der pga. demografien og sygdomsbilledet er mere behov for speciallæger i Vestdanmark. Hertil kommer, at speciallæger ved siden af deres forpligtelse til at behandle sygesikringspatienter også driver en nebengeschæft, hvor de behandler private patienter finansieret af forsikringsselskaberne eller af patienterne selv. Der er ofte tale om en betaling, som gør det umuligt for mindre ressourcestærke patienter at søge en sådan løsning. Og dermed rammer vi ind i det overordnede problem: Ulighed i sundhed.

Frygt for amerikanske tilstande
Selv om Danmark er kendt for den universelle velfærdsmodel, hvor der via en progressiv beskatning er lige adgang til offentlige ydelser, herunder sundhedsydelser, så afslører manglen på speciallæger i Nordjylland, at det i praksis ikke er helt sådan, det hænger sammen. Bekymringen kan være, at vi i stigende udstrækning vil se amerikanske tilstande, hvor sundhedsvæsenet er privatiseret, og den enkelte borger selv eller arbejdsgiveren må forsikre sig.

Det skæve Danmark
Peter Therkildsen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Venstre, sidder i det udvalg, som på landsplan forhandler overenskomster med speciallægerne. Han er meget bevidst om ventelisternes længde og forstår godt synspunktet om, at der tilsyneladende er tale om et evighedsproblem.
– Især på det psykiatriske område er jeg ikke stolt af situationen. Det er virkelig en udfordring, at specielt børn og unge må vente så længe på at komme i behandling. Men problemet er, at en speciallægepraksis er et liberalt erhverv, hvor den erhvervsdrivende selv bestemmer, hvor hun slår sig ned, så selv om vi får flere midler til at frigive flere ydernumre til f.eks. øjenlæger, øre -næse-halslæger, reumatologer, dermatologer og psykiatere, så er der ingen garanti for, at nogen søger stillingerne.

– Er det sådan, at speciallægerne ikke søger vest for Storebælt?
– Ikke helt. Århus og Odense er godt kørende, fordi de gennem mange år har haft en lægeuddannelse. Og jeg håber på, at der om føje år også vil være flere ansøgere til speciallægestillinger i Nordjylland, fordi der nu er knyttet en lægeuddannelse til Aalborg Universitet. Vi ser bl.a. på almenpraksisområdet, at gabet mellem udbud og efterspørgsel er ved at være lukket. Det samme sker forhåbentligt på sigt også for speciallægerne.

Statslige udgiftsrammer og manglende styring af lægeuddannelsen
– Hvilken rolle har de statslige udgiftsrammer for regionerne spillet for ventelisterne?
– De begrænser klart mulighederne for at komme de lange ventelister til livs. Udgiftsloftet på almen praksis er fjernet, og det har haft en gunstig virkning for Nordjylland. Hvis ellers der bliver uddannet tilstrækkeligt med speciallæger, vil en afskaffelse af udgiftsloftet på dette område også have en positiv effekt.

– Kan man styre, hvor speciallægerne slår sig ned gennem optaget til lægeuddannelsen på de forskellige universiteter?
– Det tror jeg. Ved at nedskære antallet af uddannelsespladser i København og Århus og flytte dem til Nordjylland kan man nå et stykke vej. Og det ligger også fint i forlængelse af sundhedsreformen, hvor analysen netop er, at der er for få speciallæger i forhold til indbyggertallet og sygdomsbilledet i visse egne af landet, herunder Nordjylland. Og i samme retning peger demografien, der viser relativt flere ældre i f.eks. Nordjylland – og dermed også et stigende behov for sundhedsydelser.

En nebengeschæft med private patienter fremmer ikke ligheden i sundhed
– Hvad siger du til, at en del speciallæger ud over sygesikringspatienter også har private patienter, som får ydelsen betalt af forsikringsselskaberne eller selv må punge ud, og som må betyde, at ventelisten for sygesikringspatienterne stiger?
– Den mulighed er ikke groet i min have. Den fremmer bestemt ikke ligheden i sundhed, men vi kan ikke direkte tvinge speciallægerne til at afstå fra denne praksis, da der som nævnt er tale om et liberalt erhverv. Men vi kan via overenskomsten styre, at speciallægerne skal op på et vist omsætningstal, når det handler om at behandle patienter på det offentliges regning.

Problematisk at entrere med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige
Lene Linnemann er mangeårigt medlem af Regionsrådet i Nordjylland for SF. Hun sidder i Regionsrådets Forretningsudvalg og er formand for Udvalg for implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet og er desuden medlem af det nye sundhedsråd for Vendsyssel. Hun siger om speciallægesituationen:
– SF deler ikke begejstringen for privatpraktiserende speciallæger i det danske sundhedsvæsen – alene af den grund, at når vi ansætter en privatpraktiserende speciallæge, så er det som oftest én, der kommer fra et af vores egne sygehuse, og så mangler vi vedkommende der. Det største problem er, at vi overhovedet entrerer med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige. Behandlingen er det offentliges ansvar, og derfor bør den behandling, vi tilbyder, ydes af offentligt ansatte læger. Hvis nogen så ønsker at benytte sig af private speciallæger, så skal det stå dem frit for – det skal bare være af private, som ikke også har et ydernummer, men udelukkende behandler selvbetalende og forsikringskunder.

——–
Hovedfoto. Det nye supersygehus. Foto. Region Nord

Indlægget Ventetider til speciallæger: Et evighedsproblem, der skaber ulighed i sundhed blev først udgivet på netavisnord.

I den forbindelse blev det klart, at det ikke kun og isoleret set handlede om denne bygning, men om at skabe et samlet set up for hele området omkring Doverodde på basis af de stedbundne kvaliteter, som man i billedlig form kunne beskrive som en stærk og årelang, næsten naturgroet sammenvoksning af kulturhistorie, kunst og natur. Løsningen, udtænkt af Reiulf Ramstad Arkitekter, blev ”benævnt” Doverodde Bysamfund og omfattede alt fra Naturlandsbyen, velkomstbygningen, den genopførte udstillingsbygning, Doverodde Købmandsgård og Siloen. Forud var gået et 10-årigt udviklingsarbejde, som for alvor fik luft under vingerne i 2018, da Thisted Kommune og SMK i København indgik en samarbejdsaftale. Alt dette udfoldede vi i sidste uges artikel.

I denne afrundende artikel om SMK Thy ser vi så nærmere på, hvordan SMK i København fik etableret sig i det nordvestjyske Thy, nærmere bestemt på lokationen Doverodde. Udskibningen af en del SMK’s formidlingsaktiviteter er helt i tråd med tidens tendenser indenfor museumsverdenen, men i oplægget til arkitektkonkurrencen blev det eksplicit fordret, at filialen SMK Thy skulle blive en del af området i Doverodde, dvs. at museumsdriften med dens kunst- og kunsthistoriske formidling skulle ske med tanke på stedets naturindlejring i forhold til Doverodde, den indre Limfjord, Nationalpark Thy og det rige foreningsliv, der er samlet omkring Naturlandsbyen og dens naturrettede aktiviteter.

Med den præmis har der fra starten været lagt op til at drive museum på en helt anden måde end, man har været vant til i SMK’s bygninger i København. Man har skullet tænke kontekstuelt i anden potens. Dels med hensyn til de enkelte udstillingers indre sammenhæng og dels med hensyn til at afstemme udstillingerne i forhold til det naturmæssige i bred forstand. Fra SMK’s side har man været meget dedikeret og har lagt et uhyre stort engagement i at komme i mål med dette innovative syn på museumsdrift.

Ud fra et interview med Emilia Nykjær Isaksson, formidlingsinspektør og daglig leder af SMK Thy vil vi beskrive, hvordan man fra SMK’s side har grebet denne udfordring an.

Situationen efter første sæson som etableret filial: kunst- og kulturformidling i særklasse
At dømme ud fra hvordan det første år er gået, kan man uden overdrivelse konstatere, at det har været en strålende succeshistorie. Onsdag den 13. maj i år fik SMK Thy tildelt Danmarks største kulturformidlingspris Artbeat Prisen, som Have Kommunikation og Nordjyllandsfonden hvert år uddeler til kulturaktører, der har ydet en særlig indsats indenfor dansk kulturformidling.

Tildelingen skete med reference til sidste års aktiviteter og især udstillingen ”Rejsen fra Paris”, der åbnede SMK Thy i Doverodde. Her viste man ikoniske værker af bl.a. Matisse, Picasso og Derain hentet fra SMK’s moderne franske samling. I begrundelsen stod der:
”SMK Thy er nomineret til Artbeat Prisen for deres visionære arbejde med at skabe et internationalt museum i Thy, der rykker kunsten ud af storbyerne og ind i naturens og foreningslivets hjerte. Gennem lokale initiativer har de aktiveret både natur- og fritidsorganisationer og skabt en helt ny formidlingsmæssig gren, der forener kunst med det lokale engagement. Museet er blevet hyldet af internationale medier og har med sine flotte besøgstal bevist, at kultur kan fungere som et stærkt trækplaster og samlingspunkt uanset geografi.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside).

Første skridt – samarbejdsaftale mellem Thisted Kommune og SMK
I løbet af 2018 indgår de to parter en samarbejdsaftale, hvorefter man går efter at få en del af SMK på plads i Doverodde. Forud er gået en rum tid med samtaler mellem parterne, og set fra SMK’s perspektiv har det i høj grad handlet om at forstå, hvad Thisted Kommune var og er i den sammenhæng. Og her har det med Emilia N. Isakssons ord været ”vigtigt at forstå vores forskellige positioner i det – hvordan vi hver især arbejder som to offentligheder” på en respektfuld måde. Derfor har der heller ikke været nogen tvivl om, at ”oplægget (til samarbejdsaftalen) hele tiden har været, at det er kommunen, der ejer matriklen, og så putter vi indholdet ind i Pakhuset og efterfølgende Siloen” (Emilia N. Isaksson).

Med aftalen på plads kunne ledelsen på SMK lancere deres nye strategiske indsats indenfor museets overordnede målsætning om at tilgængeliggøre deres kunstsamlinger for flere borgere specifikt møntet på planen om at få skabt filialen SMK Thy. Dette førte videre til ansættelsen af Emilia N. Isaksson som daglig leder af museet i Thy, og hun var i den egenskab med til at løfte det kæmpe ansvar at få projektet til at vokse og slå rødder ude i den lokale virkelighed.

Den videre rejse mod målet
”Det var begyndelsen, startskuddet på en slags identitetsrejse for os på SMK, fordi når vi laver museum i København, er vi ekstremt defineret af de rammer, vi har og har haft i Sølvgade siden 1896. Og lige pludseligt står vi et helt andet sted i landet og skal så til at finde ud af, hvordan vi gør det her bedst, også på de indre linjer.”, (Emilia Nykjær Isaksson)

Sådan sammenfatter hun her i 2026, hvorledes personalet fra SMK oplevede den proces de blev en del af i 2018. Meget hurtigt fortæller deres egen research af området, at der er et meget varieret og nuanceret kulturlandskab, som de stille og roligt er flyttet ind i, som hun selv formulerer det. For dem at se rummer området utrolig mange gode initiativer indenfor kunst og kultur og rigtig meget at komme efter, men deres umiddelbare holdning er at lade deres eget arbejde indgå på lige fod med det, der er i forvejen for ” ligesom at være med til at løfte det samlede udtryk og initiativ i flok med dem, der er der og kender stedet langt, langt bedre end os.”.

Dialog som værktøj
Meget tidligt arrangerede SMK borgermøder for at lære lokalbefolkningen nærmere at kende. Hvad var der at bygge videre på fremadrettet i processen med at blive rodfæstet? Hvem var de, som holdt af det sted igennem mange generationer? Hvad var det, man ville med det sted, og var der nogle bekymringer hos dem? Den samme tilgang fulgte man i forhold til de eksisterende foreninger og turistkontoret for at få så brugbart et indblik i den lokale kultur, som de skulle medtænke, når man kom i gang med egentlig museumsdrift. Den samme form for respekt for stedets egenart mødte man også senere fra arkitektfirmaets side. Det er imidlertid først senere, at man følger det dialog- og det borgerinddragende perspektiv op med indgåelse af egentlige samarbejder med dele af det etablerede kulturliv i området.

SMK forsøgte sig i samme periode med en række undervisningstilbud for at vise, hvem de var, og hvordan de normalt arbejdede. En ting var at lære den nye virkelighed at kende, men dialogmøderne og de andre konkrete tiltag skulle bidrage til, at den lokale befolkning ad den vej fik et mere direkte og levende indtryk af den statslige institution, som nu var flyttet ind. At man på den måde mindskede afstanden og den anonymitet, der ellers kunne hvile over den tilkommende institution. I denne fase spillede ifølge Emilia N. Isaksson især tidligere formidlings- og udstillingschef Berit Anne Larsen en meget vigtig rolle.

En mere udadvendt fase
Med folketingets midlertidige finanslovsbevilling fra i første omgang 2018 til 2021 og senere forlænget til 2023 fik SMK og fremtidsplanerne mere sikker grund at agere ud fra. En egentlig udstillingsaktivitet tog sin begyndelse i 2019. Her benyttede man det gamle, midlertidige pakhus fra 1854, hvor man de kommende år primært viste video- og lydværker fra SMK’s samling.Dvs. værker som lå på en fil, der kunne afspilles, og som ikke krævede særlige sikkerheds- og klimamæssige forhold.

Fra 2019 fulgte SMK en mere regelmæssig rytme og en fast cyklus med udstillinger, undervisningstilbud, omvisnings- og andre formidlingsaktiviteter fra påske til og med efterårsferien, som også drejede sig om at knytte bånd til lokale institutioner. Museet rakte ud til flere aldersgrupper, fra børnehaver og voksenuddannelserne til dem, der var engageret i de forskellige kunstforeninger. Hvis man ikke ligefrem i billedlig forstand ønskede at flette fingre med dem, så ønskede man i hvert fald at komme på fornavn med dem.

Gradvist udvidede SMK sit virkefelt og gik længere ud i forhold til det eksisterende kulturliv for at interagere med det og for at undersøge, hvad et samvirke kunne føre til. ”(For at) forstå, hvem de var, og hvad vi kunne sammen.”, (Emilia N. Isaksson). Lignende bestræbelser bestod dels i samarbejder med kunstnere, der specifikt lavede værker til SMK og samarbejder med Museum Thy, som den store museumsparaply og dels i tilstedeværelse på forskellige fora som Alive Festival, Struer Tracks og Kulturmødet Mors med visning af kunstværker fra SMK samt tilmed være en del af et udflugtsprogram.

Disse aktiviteter medvirkede til, at SMK blev fortrolige med det eksisterende kulturliv for at opnå at kunne svinge i harmoni med kulturlivets forskellige tonaliteter og samtidig afsøge en mulig synergi imellem dem.

I en form for et opsamlende udsagn om alle disse vigtige tiltag siger Emilia N. Isaksson følgende: ”(…), men vi ville ikke stå det sted, vi gør i dag, hvis det ikke havde været for alle de samtaler, samtaleformater og dialogiske rammer, der havde fundet sted. Både i aktivitetsformat, men også i kraft af blot det at finde sted med hvad, det end nu kunne være.”.

Næste afgørende skub bliver fondsbevillingerne og arkitektkonkurrencen i 2021 samt etableringen i 2022 af den organisation, der førte de to projekter Naturlandsbyen og SMK Thy i mål under ”overskriften” Doverodde Bysamfund.
Oprindelig havde man fra SMK’s side forestillet sig, at man kunne åbne dørene allerede i 2020, men flere afgørende omstændigheder betød, at den ønskede færdiggørelse først fandt sted i den tidlige sensommer i 2026. Dels kom der en pandemi i vejen, og dels måtte man genopføre den oprindelige pakhusbygning. Disse benspænd har fra SMK’s perspektiv imidlertid modsat været en gevinst for processen: ”Projektet har fået lov til at vokse organisk og blive langt større, end vi nogensinde havde kunnet drømme om i 2018.”, (Emilia N. Isaksson). Det har krævet tålmodighed, men lige så meget en evne til at følge processen og stedets vejrtrækning.

Den organisatoriske del af realiseringen af SMK Thy og Naturlandsbyen
Fra 2022 fastlægges de forskellige lag af det organisatoriske set up, som skulle gennemføre de to hovedprojekter af Doverodde Bysamfund – SMK Thy og Naturlandsbyen. I forhold hertil fungerede Emilia N. Isaksson som bindeled på flere måder, både ved som del af implementeringsgruppen at skulle holde de øvre dele af organisationen orienteret og ved at være bindeled mellem kommende udstillings- og formidlingsaktiviteter, inklusive programmeringen af dem og Thisted Kommune, hvor det i hovedsagen handlede om at bygge bro mellem de forskellige institutioner.

Alene hendes del, som ”kun” var en begrænset del af det samlede virke indenfor den store organisation, virker som en kompleks arbejdsopgave, fordi det involverer så mange forskellige fagligheder. Når det er lykkedes, skyldes det ifølge Emilia N. Isaksson, at man har haft en klar rollefordeling undervejs, at man hver især har haft stor respekt for hinandens fagligheder, at der også har været et fokus på det fælles mål, så der på den baggrund har været overskud og rummelighed til stede til, at projektet kunne vokse i nye retninger. Det har selvfølgelig også været fremmende for processen og samarbejdet, at det var den samme arkitekt, som tegnede de to projekter

Krav til den nye udstillingsbygning
Der har helt fra start af været enighed om, at den nye udstillingsbygning skulle være helt på niveau med bygningen i København i forhold til klima og sikkerhed: ”Det har således været magtpåliggende, at der ikke blev forskel på dem. Vi skulle kunne vise den samme kunst her som der.”, (Emilia N. Isaksson). Det blev et kompliceret byggeri med meget høje krav til sikkerheden og klimastyring, men når man træder indenfor i udstillingslokalet, bliver man optaget af, at der er den samme form for enkelhed og lethed i det arkitektoniske udtryk, som man oplever, når man kigger på bygningen udefra. Det er meget slående, at der ikke forekommer nogen eksempler på teknik i rummet, der kan forstyrre og aflede opmærksomheden fra oplevelsen af den udstilling, man er kommet for at se. Emilia N. Isaksson nævner i samme forbindelse, at hun oplever, at folk, der kommer og besøger SMK Thy, ”…kan mærke kvaliteten bag det hele, tankerne, filosofien og selvfølgelig håndværket og materialiteten.”, (Emilia N. Isaksson).

Den nye måde at drive museum på
Når man spørger ind til, om der er særlige krav, SMK skal opfylde, når udstillinger planlægges, er svaret nej. Der er ingen forventninger om, at museet laver deciderede natur- og landskabsorienterede udstillinger; det er ikke en del af programmet, som sådan. Alligevel er det næsten umuligt at lave en udstilling uden at tage højde for stedet og det helt særlige kulturlandskab, man er omgivet af her i Doverodde. Som eksempel nævner hun, at det med den aktuelle udstilling ”Levende landskaber”, (der tematiserer sameksistensen mellem menneske og natur op gennem kunsthistorien) er fuldkommen oplagt at lave de mange koblinger til det oprindelige landskab og ikke mindst til de mange aktiviteter, Naturlandsbyen står bag.

Netop inddragelsen af Naturlandsbyen i museets daglige virke, er noget meget definerende for den måde, SMK Thy opfatter sin opgave som kunstformidler i Thy. I det daglige deler Emilia N. Isaksson kontor med Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejledning, der gør det både mere ligefremt og naturligt i fællesskab at udvikle fælles formater for undervisningsforløb, aktiviteter og arrangementer, som bringer kunsten i spil i landskabet og hverdagen. For hende selv har det betydet, at hun har fået udvidet sin måde at tilgå og opleve kunstværkerne og kunsthistorien på. De fagfaglige kompetencer som kunsthistoriker og kunstformidler bliver ad denne vej sat ind i en større, flerfaglig kontekst, som knytter hendes arbejde tættere sammen med stedet og lokalområdet.

Dette synes at gøre opgaven så meget nemmere for at slå igennem med SMK’s overordnede målsætning med at tilgængeliggøre deres samling for flest mulige, fordi det faglige samvirke mellem SMK Thy og Naturlandsbyen medfører, at kunsten kommer tættere på de brugergrupper, man er omgivet af i kommunen og lokalområdet.

I forhold til de besøgende har SMK Thy oplevet en større succes end forventet på den korte periode, museet har været i drift og langt tidligere. Man har oplevet en udtalt nysgerrighed og videbegærlighed efter at få ny viden. De forskningsbaserede udstillingskataloger er hurtigt blevet revet væk fra hylderne i den butik, man finder i Velkomsthuset.

En anden iøjnefaldende ting er, at for mange af museets gæster fra Thy, ”…er indgangen til kunst i højere grad noget, man laver i praksis. Det handler for mange om at have hænderne nede i materialet fremfor, at det er noget, man læser om eller studerer på den måde, og derfor er vi også meget optaget af at lægge praksis up front for at kunne understrege, at kunst også er et håndværk.” (Emilia N. Isaksson). Alt dette foregår i form af f.eks. undervisningsforløb og foredrag henlagt til museets værksted, der er placeret i Naturlandsbyen. Museets formidlere sørger for, at alle disse aktiviteter som en slags trædesten knyttes an til museets aktuelle udstillinger.

Man er nået langt med udviklingen af SMK Thy, og Emilia N. Isaksson har fremfor nogen præsteret et imponerende stykke arbejde. Ikke bare som fagperson, men også ved at investere sig i projektet, stedet og de mennesker, som befolker lokalområdet på en mere personlig måde. Hun er blevet synonym med SMK Thy og er på fornavn med mange og kalder det selv for ”nabopleje”. SMK som institution har formået at slå rødder i Thy, og det har allerede affødt stor anerkendelse. I starten nævnte vi tildelingen af Artbeat Prisen for museets evne til at formidle kunst. I forrige artikel omtalte vi, at SMK Thy af det internationale tidsskrift TIME var blevet optaget på deres liste for 2026 over de 100 mest ekstraordinære attraktioner på globalt plan.

Faglig dygtighed på højeste plan, men også evnerne til at vise åbenhed og tillid til mange forskellige samarbejdspartnere samt mod til at investere sig selv og til at møde det fremmede på en nysgerrig måde i helt uvante omgivelser. Det er bare flot gået.
——-
Hovedfoto: SMK Thy indenfor med stedets første udstilling ”Rejsen fra Paris” august 2025 – Foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget SMK Thy – en ny måde at drive kunstmuseum på blev først udgivet på netavisnord.

Hvis man skal kunne forstå, hvad der skal til for at gennemføre udviklingsprojekter af væsentlig betydning, som man kan sige, at det er tilfældet med SMK Thy og Naturlandsbyen på Doverodde, er det absolut nødvendigt at dykke ned i det, der er gået forud og undervejs. Ved at gøre det, kan man få adgang til den videns- og erfaringsmængde, der kan ses som en slags konglomerat af tankegods, ønsker og drømme, samarbejder og udviklingsprocesser. Det er i dette sammensatte kulturstof, at den egentlige forståelse af kulturprojekter, og specifikt deres udvikling gemmer sig. Her vil der så tegne sig et billede af et komplekst procesforløb, som har strakt sig over en periode på mere end 15 år og fordi meget af den eksisterende kultur i form af forskellige aktiviteter, der foregik adskilt fra hinanden først et stykke inde i perioden på de femten år i mere optimeret og elaboreret form naturligt føjede sig sammen indenfor de to projekter SMK Thy og Naturlandsbyen. Stedet er blevet til en destination, hvor kunst, kulturhistorie og natur nu griber mere synligt ind i hinanden. Et udtryk Reilulf Ramstad fra Reiulf Ramstad Arkitekter omtalte det færdige resultat som (firmaet vandt arkitekkonkurrencen om SMK Thy).

Vi vil forsøge at beskrive dette, som man således kunne kalde den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen. Artiklens stof baserer sig på et interview med Karen Louise Erichsen (daværende chef for Kultur og Fritid i Thisted Kommune), der har været dybt involveret i projektet.

De første ideer og tilløb i de tidlige 2010’ere
Ifølge Karen Louise Erichsen opstod der i denne periode en tanke om at få etablerede institutioner til at generere indhold og have en præsens i området, og den tanke kom til at fylde en del i de snakke, der foregik i kulturmiljøet. Især kunstforeningen var meget optaget af muligheden for via Statens Kunstfond at få værker i deponi. Det er måske et af de første kim til at få etableret SMK Thy.

Men det bliver ved snak i flere år. Som Karen Louise Erichsen formulerer det: ”Det bliver sådan lidt uforankret. Man ser nogle potentialer, man drømmer, man har nogle ideer”.

Nogenlunde samtidig laver Thisted Kommune en ny kulturplan med fokus på stedbundne kvaliteter og de få kulturarvsmiljøer, man har indenfor kommunegrænsen, såsom Hanstholm og Lodbjerg Fyr (synet på de stedbundne kvaliteters betydning var i sit ophav resultatet af det første store fondsstøttede projekt i Thisted Kommune: Mulighedernes land støttet af Realdania).
Dette er ikke bare endnu et kim, men repræsenterer tillige et meget afgørende perspektiv på, hvordan skal forstå og gribe udvikling af kulturlivet an på.

Kulturplanen understøtter ligesom det netop nævnte projekt Mulighedernes Land med sine fokuspunkter til, at man i det videre arbejde kommer til at gå ad to ikke gensidigt forbundne spor. Det ene kommer længere henne til at handle om at få en filial af SMK etableret på Doverodde, mens det andet med afsæt i Nationalpark Thy/Besøgscentret i Vorupør og Cold Hawais aktiviteter kommer til at føre til opførelsen af Naturlandsbyen. Som det vil fremgå af den følgende uddybning sker der en del forskellige ting, som enten samler sig om det ene eller andet spor, men stadig uden en samlende ide om et overordnet projekt. Narrativet omkring de to spor viser i tilbageblik, at deres udviklinger på ingen måde har fulgt en lineær kurs, men at alt, hvad der er indgået af aktiviteter, personer, tanker og analyser ikke har kunnet undværes.

SMK sporet fra 2010’erne og frem
De første skridt

Det der får sat skub i ønsket om få en statslig kunstinstitution forankret udløses af forskellige initiativer. Her kan man fremhæve, at Thisteds nuværende borgmester Niels Jørgen Pedersen forsøger at række ud til SMK i København for at få et samarbejde etableret omkring en herregård, han har erhvervet, men dette projekt falder til jorden. Denne tankegang finder måske også inspiration i, at der i de samme år rundt om i verden opleves en tendens til, at store museer lavede udflytninger og skabte mindre afdelinger ud fra deres moderskib.

Parantetisk bør det nævnes, at Niels Jørgen Pedersen senere bliver en særdeles central person i realiseringen af SMK Thy i sin egenskab af formand for styregruppen, da det samlede projekr bliver sat på skinner. Turistbureauet følger senere op med en ny henvendelse til SMK om at bruge området omkring Doverodde Købmandsgaard, ligesom der både lokalt og landspolitisk laves benarbejde for at fremme interesse for ideen.
Ingen af disse initiativer er udtryk for nogen samlet og koordineret strategi, men vidner om en rettethed i tiden, og de er med til at gøde jorden for det, der følger.

Fra 2016 begynder der at ske noget mere retningsgivende, idet Thisted Kommune, Doverodde købmandsgård, Turistbureauet og SMK i København forsøger at undersøge mulighederne for et formaliseret samarbejde nærmere. Kan man nå frem til noget, der kunne minde om en fælles mission på et fagligt, praktisk og økonomisk grundlag? Det var en noget speciel situation man stod i ved at skulle opbygge et samarbejde mellem en kommune og en statslig institution, hvilket ikke var lige til. I den forbindelse blev de første tekniske undersøgelser foretaget af den eksisterende pakhusbygning fra 1854, som var tiltænkt at skulle bruges til etableringen af SMK Thy. Undersøgelsen skulle afklare, hvorvidt bygningen kunne matche de forudsætninger, der ifølge SMK skulle være tilstede for at drive udstillingsaktiviteter på deres niveau. Man kan af disse tiltag godt aflæse den alvor og viljesbestemthed, som hos de involverede parter har drevet projekttankerne fremad på det tidspunkt. Man tog også skridtet til at søge fundraisingsmidler til at komme videre.

Doveroddes stedbundne potentialer – formet af naturens gang, erhvervs- og kulturhistorie

I følge Karen Louise Erichsen er Doverodde som geografisk lokalitet så indlejret i naturen. Alt er i markant forstand præget af isens gøren og laden. Landskabet er så at sige skabt af is og vand. Af dette udsagn fremgår det, at hun nok altid har betragtet dette sted som særegent og skabt til noget større. Som lokal boende virker hun selv så indlejret i stedet og har en rigtig god fornemmelse for dets stedbundne kvaliteter og potentialer. Og hun har historien med sig på sin side. I mange år har stedet fungeret dels som et aktivt korn- og foderstofsmiljø og dels som afskibningssted for andet gods ad søvejen. Tættere på i dag og fra omkring 1990’erne har stedet været omdrejningspunkt for kunst, kultur, fritidsaktiviteter og et righoldigt foreningsliv, ligesom der også har været et spisested brugt til mange forskellige festlige formål. Ad disse mange veje synes der at være skabt en naturlig interesse for, at Doverodde og området med Købmandsgården og siloen var et tilhørssted for kunst og kultur.

Naturlandsby sporet – fokus på trædestensfilosofien og stedbundne kvaliteter
Nationalpark Thy, etableret i 2008 som den første af sin art i Danmark, kom i løbet af 2010’erne sammen med kulturarvsmiljøerne Hanstholm og Lodbjerg Fyr til at indgå i et fælles projekt, der byggede på trædestensfilsofien, hvor tanken om at udvikle kulturlivet baserede sig på stedbundne kvaliteter. Disse tankegange havde da allerede vundet indpas, men blev nu operationaliseret i en konkret formålsrettet form.

I 2021 søgte man ad samme vej at optimere brugen af Nationalpark Thy, da man etablerede Nationalparkcentret i den i forvejen meget elskede og besøgte fiskerby Vorupør. Det, at man via dette besøgscenter begyndte at formidle information om nationalparken ud fra et kendt sted, noget forankret, og hvor de besøgende oplevede en form for ejerskab, gjorde at man kunne optimere disse stedbundne kvaliteter og benytte dem som en slags trædesten til at højne brugen og oplevelsen af stedet ved at lave aktiviteter og anlægge ruter videre ud i nationalparkens områder og få folk til at benytte sig af de nye muligheder. Gevinsten blev desuden, at man som bruger af stedet fik øget sin opmærksomhed overfor stedets muligheder.

Både trædestensfilosofien og tanken om at optimere stedbundne kvaliteter får en mere aktiv og dynamiserende rolle videre frem i udviklingen af området, hvor Naturlandsbyen blev opført.

Et andet skridt taget fra en anden lokalitet med meget stedbunden kvalitet var kystbyen Klitmøller, bedre kendt som Cold Hawaii, et paradis for surfersporten. Skabt og drevet af ildsjæle fra Thy. Her spurgte man i kultur- og fritidsforvaltningen ind til, hvad potentialet for vandsport kunne være i forhold til fjordsiden – og her specifikt også fjordområdet omkring Doverodde. Man iværksatte derfor en potentialeanalyse, som i 2016 blev omsat til projektet Cold Hawaii Inland:
”I et historisk perspektiv er det en spændende udvikling, for hvor hav og fjord i århundreder har været thyboernes primære fødekilde, transportvej og arbejdsplads, er vandet de sidste 20 – 30 år i højere og højere grad også blevet thyboernes – og turisternes – legeplads. Med Cold Hawaii Inland vil Thisted Kommune udvikle den legeplads og de naturoplevelser, der knytter sig til vandet i hele kommunen og dermed bidrage til den livskvalitet, man som thybo oplever ved at have natur og rekreative muligheder lige uden for døren. Helt konkret kobler Cold Hawaii Inland Vesterhavets mange aktiviteter via Vandet Sø til de mere rolige vande i Limfjorden ….”. (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)
”Cold Hawaii Inland er et unikt projekt, der i sin vision kan kaldes ”en sprængt idrætshal”. Cold Hawaii Inland løfter taget af den klassiske idrætshal og spreder aktiviteterne ud langs kysten. Halgulvet består af sand og vand, og på den måde opstår en outdoor idrætshal, der som en margueritrute i Thy skaber sammenhæng mellem vandaktiviteter og spots for en meget bred brugergruppe: vandsportsentusiaster, børnefamilier på tur, nysgerrige forbipasserende og turister for at nævne nogle.” (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)

Potentialeanalysen var i meget høj grad rettet mod det Karen Louise Erichsen kalder ”det uorganiserede fritidsliv på indersiden af fjorden”. Man var fokuseret på at få en dybere forståelse på de enkle miljøer, blive klogere på deres behov før, under og efter deres aktiviteter. I mange år har der ikke i Thisted kommune, uddyber Karen Louise Erichsen, været nogen særlig bevågenhed på det uorganiserede fritidsliv, og det har nok været en generel tendens over hele landet, og de fleste fritidsmidler er derfor bevilliget til aktviteter i 20-40 hallerne med de traditionelle sportsgrene. Samtaler med brugerne af området på Doverodde viste, at det var et godt sted for kano- og kajaksejlads. Der er tale om et lavvandet område med en smuk og varieret kyststrækning, hvor man hele tiden har noget for øjet. På det her tidspunkt var der ikke noget formelt kano- og kajakmiljø. Dog brugte kommunens natur- og fritidsvejledere stedet i forhold til områdets skoleklasser.

Doverodde som geografisk lokalitet er et gammelt fiskerleje med årelang tradition for bådebyggeri og har fungeret som samlingssted for alskens bådefolk og forskellige former for sejlads, men det er samtidig et område, som emmer af et stærkt lokalt engagement i det, der var mulighed for at udvikle på Doverodde. Her tænkes specifikt på de mange særdeles aktive foreninger på Doverodde. Sammen med Thisted Kommune og SMK er de med til med hjælp fra DGI at få gennemført potentialeanalysen af Doverodde

Det meget stærke brugerperspektiv i potentialeanalysen får eksponeret nogle afgørende stedbundne kvaliteter at gå videre med og optimere. Det gør man ved at anskue det ud fra brugerne og stedets egenart, som man er i absolut synk med. De mange foreninger i området, herunder Købmandsgårdens Venner, Neessund Vikingeskibslaug og Sydthy Bådelaug, kommer til at spille en meget stor rolle i det efterfølgende forløb. Og viljen blandt de etablerede foreninger til at se mulighederne og tænke og ville nyt har været fuldstændig afgørende for den endelige udformning og forankring af projektet lokalt. Projektet bliver til i byens hjerte, og derfor har det været altafgørende, at der har været så stor opbakning og vilje til at medskabe lokalt.

De to projekter tænkes sammen – mange strømme mødes i en og samme bestræbelse

Året 2018 synes at være det tidspunkt, hvor de forskellige tiltag begynder at samle sig til en helhed. Først og nok så afgørende er det, at SMK og Thisted Kommune får en aftale på plads, og det baner vejen for en fireårig finanslovsbevilling, der sikrer en basisdrift af SMK i Thy. Dvs. at SMK kan afholde udstillinger i de tre efterføgende år bakket op af debatter, omvisninger, værkstedsaktiviteter og undervisningsforløb. Alt afviklet med udgangspunkt i den gamle pakhusbygning. Næste vigtige step består i, at A.P. Møller Fonden fatter eksplicit interesse for, at SMK etablerer en filial på Doverodde. Der blev givet en generøs bevilling på 37,5 mio. kr. En bevilling, der senere blev hævet til op til 47,5 mio. kr. da krigen i Ukraine brød ud, hvilket gav stor usikkerhed i forhold til økonomien

Som vi i en tidligere artikel har beskrevet opfyldte det gamle pakhus ikke kravene til at kunne fungere som udstillingssted. Man måtte nedrive og genopføre den med brug af de gamle materialer som sten, tegl og træ.

I denne fase bliver man blandt beslutningstagerne opmærksom på helheden på tværs af de to spor (SMK Thy og Naturlandsbyen). Altså hvordan man i den endelige udformning af hele området kan få fritidsaktiviteterne og det som Cold Hawai Inland medfører omkring fjorden til at gå i synergi med det man agter at skabe omkring SMK Thy, Doverodde Købmandsgård og siloen.

Med andre ord ser man en fornuft i at få et samlet koncept ud fra de to separate projekter. Dette skrives ind i det materiale, der bliver grundlaget for den følgende arkitektkonkurrence.

Det vinderforslag, som det dansk-norske arkitektfirma Reiulf Ramstad udarbejder, får med sin opfattelse af stedet Doverodde som et bysamfund samlet det hele. Bestående af det, de vælger at kalde Naturlandsbyen, der omfatter: frilufts- og fjordaktiviteter ( bla. byggeri af både og vikingeskibe) med tilføjelse af en velkomstbygning som bindeled til købmandsgården (tænkt som en understøttende funktion for SMK Thy), selve udstillingsbygningen og endelig siloen. I sin færdige realisering kan man sige, at de spredte bygninger taler sammen og får hos brugeren af stedet skabt en oplevelse af helhed.

Dette arkitektoniske greb med Naturlandsbyen og konceptet med Doverodde tænkt som et bysamfund blev grundlaget for, at Nordea-fonden donerede godt 55 millioner til etablering af Naturlandsbyen og til at dække driftsudgifter for de første fem år.

Afrunding – hvorfor lykkedes man med dette komplekse projekt?
Det er meget oplagt at stille ovennævnte spørgsmål. Følgende udsagn fra Karen Louise Erichsen kunne være en del af svaret: ”Der har været en drevethed og tålmodighed.. Man har brændt for sagen, man har haft en mission for at få projektet til at manifestere sig”. Blandt andet har Thisted Kommunes skiftende kommunalbestyrelser været indstillet på at videreføre projektet på tværs af perioder og sikret, at der har stået de nødvendige midler på en investeringskonto til projektet. Igennem hele perioden har der således ikke været én eneste politiker i kommunalbestyrelsen, der har stemt imod projektet, når det har været til politisk behandling, hvilket vidner om en stor og vedvarende politisk opbakning.

Der har desuden hele vejen rundt været en vilje til at samarbejde omkring de to spor og vise hinanden den fornødne tillid og åbenhed i forhold til at få udviklingen til at fortsætte fremad – det gælder for brugernes, foreningernes og beslutningstagernes vedkommende.

Man fik undervejs skabt en velfungerende organisation til at få de to projekter i mål. At man nu står med noget mere end dem, fordi de arkitektonisk er blevet til det, man kan kalde Doverodde Bysamfund er i høj grad resultatet af, at der har været et stærkt værdifællesskab mellem Thisted Kommune og Reiulf Ramstad Arkitekter baseret på en kongenial forståelse af stedets betydning. Kommunens mangeårige arbejde med stedbundne kvaliteter og det, at arkitektfirmaet lader deres arkitektkoncepter udspringe af deres evne til at lytte til stedet og forstå det er to tilgange, som har befrugtet hinanden så smukt i Doverodde.

Karen Louise Erichsen nævnte i vores interview med hende, at Reiulf Ramstad og arkitekt Per Fischer (fra Reiulf Ramstad Arkitekters kontor i Århus): ”havde drevet hele vores forståelse af Doverodde. (…) og at de løftede styregruppens rammesætning og den forståelse, vi havde af projektets potentiale.” og at de kunne gøre det, fordi de allerede meget tidligt havde set muligheden for at transformere Doverodde til en destination, hvor kunst, kultur og natur kunne forenes.

Omvendt kan man sige, at Thisted Kommune med sin tilgang og løbende initiativer i form af deres potentiale analyser af området havde tilvejebragt de mest optimale betingelser for, at arkitektfirmaet kunne se og gøre, som de gjorde.

Endelig må man fremhæve både SMK’s utrættelige engagement i og interesse for det sted, som deres filial skulle virke ud fra, og A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden, der såvel finansielt som fagligt bidrog i et betydeligt omfang.

Hvert år vælger TIME 100 ekstraordinære destinationer verden over på tværs af hoteller, restauranter og attraktioner til listen World’s Greatest Places. Man lægger ved udvælgelsen vægt på det nye og usædvanlige. TIME fremhæver følgende om SMK Thy:
”Den fjerntliggende region Thy, i det nordvestlige Jylland, afslører Danmarks vilde side: en barsk, forblæst kyst med bølgende klitter og tætte, sammenfiltrede skove. Men dette oversete område er kommet i nyt rampelys med åbningen af SMK Thy i august.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside.)
———
Hovedfoto: SMK Thy på Doverodde – Pressefoto: Martin Hoffmann

Indlægget Den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen blev først udgivet på netavisnord.

Region Nordjylland har undersøgt sundhedstilstanden blandt nordjyderne. 34.700 er blevet spurgt, og 41 % har svaret på spørgsmålene. Resultaterne kan sammenlignes med tilsvarende undersøgelser foretaget i 2010, 2013, 2017 og 2021. 2025-undersøgelsen er den første efter Covid-19 og giver et øjebliksbillede af nordjydernes sundhed og trivsel og kan derfor være et nyttigt redskab i bestræbelserne på at implementere sundhedsreformen. Samtidig giver rapporten mulighed for at undersøge nordjydernes sundhed over tid.

Undersøgelsen er omfattende, og det har derfor været nødvendigt at udvælge nogle indikatorer på sundhedstilstanden til denne artikel. Valget er faldet på KRAM-faktorerne.

Ulighed i sundhed – overblik
Før vi går over til at undersøge de enkelte KRAM- faktorer følger her et overblik – fordelt efter uddannelse.

Tabel 1. ovenfor viser, hvordan uddannelse er afgørende for, i hvilken grad nordjyderne lever sundt. Folk med lav uddannelse ryger mere, er fysisk inaktive i større udstrækning og spiser usundere end folk med højere uddannelse. Svær overvægt falder med uddannelsesniveauet. Kun alkoholforbruget synes at være uafhængigt af uddannelse.

At forklare ulighed i sundhed
Det er ikke så ligetil at forklare uligheden i sundhed. Borgere med lav uddannelse har ofte en ringere økonomi og kan derfor være nødt til at ty til usunde og billigere fødevarer. Forskellen i sundhedsadfærd kan også skyldes individuelle forhold, hvor man med lav uddannelse ikke er sig bevidst, hvordan f.eks. rygning og manglende motion påvirker helbredet, og at man måske befinder sig i en arbejds – og boligmæssig situation, der ikke fremmer ens sundhed.

Den franske sociolog Bordieu har forsøgt at forstå uligheden i bl.a. sundhed ved hjælp af begreberne habitus (indlejrede vaner) og kapital (økonomisk, kulturel, og social). Individer med meget kulturel kapital, dvs. uddannelse, har lettere ved at tilegne sig information om sund levevis og agere derefter, og mennesker med meget social og økonomisk kapital besidder samfundsmæssige positioner, hvor sundhedsrisikoen er lav.

Hvad spiser nordjyderne?

Mht. kost går det den forkerte vej for nordjyderne, Jf. tabel 2. Der spises i mindre grad i 2025 end de foregående år fisk, grønt og frugt samt madvarer med lavt fedtindhold.

Nordjydernes vægt

Effekterne af den ringere kostbevidsthed, som vist i tabel 2, kan formentlig aflæses i tabel 3, der afslører en stigning fra 2010 til 2025 af andelen af nordjyder med svær overvægt fra 16 til 22 %. Andelen med moderat overvægt er uforandret i undersøgelsesperioden.

Smøgerne gemmes væk i Nordjylland

Tabel 4 viser, at nordjyderne har nedsat nikotinforbruget væsentligt over årene. I 2010 røg 22 % dagligt, i 2025 kun 10 %. Storrygerne (mindst 15 cigaretter om dagen) er næsten faldet med 2/3.

Kraftig nedgang i antal genstande

Også alkoholforbruget blandt nordjyder er aftagende over årene. Faktisk er andelen, der drikker mere end 10 genstande om ugen halveret fra 2010 til 2025.

½ time om dagen

Det fremgår af tabel 6, at den fysiske aktivitet blandt nordjyder er ret stabil over årene.
Der er således stadig ulighed i sundhed blandt nordjyder, og der er ikke rigtig udvikling i sunde madvaner og motion, hvilken kan ses på vægten. Til gengæld er der store fremskridt i KRAM-faktorerne rygning og alkohol.
—–
Hovedfoto: Rapport. Sundhedsprofil. Hvordan har du det?

Indlægget KRAM i Nordjylland blev først udgivet på netavisnord.

Historien om Kornets Hus begynder i Hjørring i1970´erne, endnu før begrebet økologi blev en del af sproget. Her gik en gruppe visionære ildsjæle rundt, optaget af Rudolf Steiners ideer. Gruppen delte ønsket om flere biodynamiske produkter på markedet og kritikken af det manglende udbud.

To af disse var Inger og Jørn Ussing Larsen. De mødtes i 1973, og i 1974 etablerede de butikken Aurion i Søndergade i Hjørring. Interessen for bagning kom ikke fra fremmede, Jørn Ussing Larsens far drev Willys Konditori i Hjørring.

Allerede fra starten producerede og solgte Aurion udelukkende biodynamiske produkter.

I 1980 udvidedes med Aurion Bageri og Mølleri i Guldager syd for Hjørring, og med det kom der for alvor gang i virksomheden. Fokus altid på biodynamiske og økologiske produkter, og i stadigt større grad genetablering og udbredelse af gamle, traditionelle og ellers glemte, primært nordiske kornsorter.

Aurion har i nært samarbejde med en række landmænd, primært fra Nordjylland, produceret en række økologiske, biodynamiske varer.

Aurion præsenterer selv sit DNA på sin hjemmeside:
– Kærlighed til gode råvarer
– Høj ernæringsmæssig og smagsmæssig kvalitet
– Nytænkning
– Balance mellem natur og menneske.

Aurion i dag
I dag har Inger og Jørn Ussing Larsen forladt Aurion for at fokusere på Kornets Hus, men der er stadig tætte bånd mellem Kornets Hus og Aurion.

Aurion er i dag en veletableret virksomhed, et aktieselskab med 24 ansatte og med et tæt net af økologiske landmænd som leverandører af korn. I ejerkredsen findes Aurionfonden, Thise Mejeri og den sjællandske fond Planetary Impact Ventures Fund. Sidstnævnte er en Humlebæk-baseret virksomhed med formålet ”at foretage investeringer i primært små og mellemstore, unoterede nordiske og europæiske selskaber, som kan betegnes som værende bæredygtige. Selskabets formål er blandt andet i sin virksomhed og drift at have en væsentlig positiv indvirkning på samfundet og miljøet som helhed”.

Aktieselskabet blev etableret i 1979 og har udviklet sig kraftigt siden. Ifølge Lasso.dk har Aurion 2025 en egenkapital på 15.5 mio. kr. og en stadigt stigende omsætning, ikke mindst på grund af de mange nye produkter og et udvidet forhandlernet. Ifølge Proff.dk har selskabet en tilfredsstillende likviditet og en meget god soliditet. Dog har der de seneste par år været et minus på årsregnskabet, 2024 var det på 227.541 kr. og i 2025 282.912,

Samarbejde Aurion – landmænd også på Livø
Centralt i Aurions virke står samarbejdet mellem Aurion og en stor gruppe af landmænd, som er faste leverandører af korn – og som hovedsageligt er placeret i Nordjylland. Der afholdes jævnligt møder mellem Aurion og landmændene for at planlægge produktionen, ligesom den kornansvarlige på Aurion, Bjarne Hansen, flere gange årligt besøger landbrugene.

Avlsgården på Livø er et af de landbrug, Aurion har arbejdet fast med over en lang årrække.

Avlsgården drives af Bente og Karsten Kjærgaard, og de har drevet gården som økologisk brug siden 1991. For tiden leverer Livø biodynamisk dyrket rug og spelt til Aurion, gennem de seneste mange år har der desuden været produceret og eksperimenteret med traditionelle nordiske kornsorter som enkorn, emmer og nøgenbyg.

Livø er et ideelt sted for udvikling af kornsorter og for økologisk dyrkning. Jorden har som skrevet været dyrket økologisk siden 1991, landmændene har med stor entusiasme arbejdet med udvikling af de traditionelle kornsorter, og Livø er som bilfri ø dejligt fri for forurening. Endelig har markerne ligget tilgængelige for det store rykind af besøgende, der hver sommer gæster Livø – og her har markerne virket som skoling med skiltning, som har forklaret kornsorterne og dyrkningsmetoderne.

Det er symptomatisk, at samarbejdet mellem kornproducenterne og Aurion har været præget af tillid, samarbejde og trofasthed. De fleste landmænd har leveret gennem årtier, nogle helt fra starten af Aurions eksistens.

Udviklingen af Aurions produkter
”Opdagelsen” af spelt i 1992 var et gennembrud for Aurion, og siden er arbejdet med at genfinde og udvikle traditionelle kornsorter udvidet. I dag forhandler Aurion godt 20 korn og frøtyper, alle økologisk dyrkede, mange biodynamiske. De seneste år er produktionen desuden udvidet med bælgfrugter.

Aurion stiller skarpere krav til korndyrkningen end lovgivningen om økologi foreskriver. F.eks. tolererer man ikke anvendelse af konventionel gødning, hvor lovgivning om økologi tillader 25 % svinegylle.

Distribution
Aurion sælger selv sine varer, dels i butikken Søndergade 9 i Hjørring, dels gennem firmaets webshop på hjemmesiden. Men derudover har man omkring 100 faste forhandlere, spredt over hele landet. De fleste er mindre, nicheprægede, idealistiske butikker, men der er også kommet flere butikker fra de landsdækkende dagligvarebutikker på programmet. Ikke mindst mange butikker fra Menu-kæden kan regnes som forhandlere af Aurions produkter.

Dagligvarebutikker
En af de dagligvarebutikker i Nordjylland, der har det største sortiment af Aurion-produkter, er Menu i Skalborg.
Menus Peter Lassen forklarer:
– Først og fremmest vil vi gerne handle lokalt. Godt nok er der lidt over 50 km. til Hjørring, men det er trods alt noget andet end at handle med udenlandske firmaer, man ikke har noget forhold til. Og det er da dejligt at vide, at meget af melet kommer fra marker tæt på. Og Aurion er jo et fint lille firma. Vi ved, at de leverer kvalitet, kun økologiske varer, og så udvikler de sig konstant med nye varer til supplement af de allerede kendte. I den tid, vi har solgt Aurion-produkter, er der kommet mange nye typer af mel til – som f.eks. kamutmel og Sorghummel, som jeg dårligt nok ved, hvad man kan bruge til.
Det er jo en nicheproduktion, men det fungerer – og vi har fundet ud af, at der er kunder til det. Vi har en ret stor kundegruppe, der gerne betaler lidt ekstra for at få sikker kvalitet og for at få varer med en historie. Kvalitet, økologi, nærhed. Mange kunder, der kommer her, ønsker at købe noget særligt – og der er et stort kundegrundlag, både til den klassiske Spelt og de lidt mere ukendte produkter. Mange køber stort ind, vi sælger en del af de store poser med 12 ½ kg.

Webshoppen
I webshoppen på Aurions hjemmeside er samtlige Aurion-produkter oplistede og præsenterede.
Her kan man se alle kornsorter, bælgfrugter og grød, ligesom der er mulighed for at købe bagegrej.

Nu kan historien om kornet, om økologi og om Aurion så opleves i Kornets Hus ved Hjørring.

Kornets Hus – økonomisk krise
Kornets Hus blev i 2009 stiftet af en fond med kornet som omdrejningspunkt. Som det fremgår nedenfor, er Kornets Hus i økonomisk krise. Det seneste, redigerede regnskab fra 2024 resulterede i et underskud på 1,55 mio. kroner. Egenkapitalen er negativ på – 1,25 mio., og soliditetsgraden er på – 153%.

Revisorerne gør i den seneste årsrapport opmærksom på, at der kan rejses betydelig tvivl om fondens mulighed for at fortsætte driften, og ledelsen i Kornets Hus er bevidst om, at økonomien er udfordret. Det skyldes bl.a. et lavere besøgstal end forventet og et for højt sygefravær blandt medarbejderne.

Økonomisk hjælp – og gratis adgang
Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Nordeafonden har valgt at donere 5,3 mio. kroner til udvikling af Kornets Hus. Direktør Rikke Ejsenhardt er af den opfattelse, at den tilførte kapital nu giver Huset mere ro til at se fremad, og pengene skal bl.a. bruges til at gøre det gratis at besøge Kornets Hus, så besøgtstallet igen kan gå i vejret.

– Er det ikke lidt paradoksalt at gøre entreen gratis, når Huset mangler indtægter?
– Min tese er, at entreen er en barriere, og at den kan afholde nogle fra at besøge os. Ikke mindst lokale gæster, som ofte bruger cafeen.
Ved at fjerne barrieren tror jeg på, at der kommer flere gæster i huset til både kortere og længere besøg, og det så vi helt tydeligt i påsken, hvor der kom mange flere gæster, end vi kunne forestille os, og flere end jeg har set det halve år, jeg har været her. Men ja, det er et modigt træk, og det vil vise sig, om det fortsat har den effekt, siger Rikke Ejsenhardt.
——-
Hovedfoto: Kornmark på Livø, der leverer til Aurion. Privatfoto.

Indlægget Aurion og Kornets Hus blev først udgivet på netavisnord.

I denne artikel vil vi med udgangspunkt i en samtale med arkitekt Reiulf Ramstad beskrive de overordnede tanker, værdier og holdninger, som har været styrende for arbejdet med at skabe bygningen Kornets Hus – helt ned til selv de mindste detaljer.

Kornets Hus stod færdigt i 2020. I de første år efter færdiggørelsen var interessen for stedet publikumstilstrømningen stor. Hvordan det står til med driften i dag, vil vi følge op på i næste uges artikel.

Første skridt: etablering af økologisk produktion og bageri
Inger og Jørn Ussing Larsen har været de afgørende dynamoer for både gennembruddet og udviklingen af økologisk kornproduktion herhjemme og senere for tilblivelsen af Kornets Hus. Det startede i de tidlige 1970’ere med den første interesse for biodynamisk dyrkning af korn. Senere i 1980 etablerede de Aurion bageri og mølleri i Guldager, hvor nu Kornets Hus er blevet dets nabo.

Næste skridt: at få skabt Kornets helt eget sted
Fra omkring 2002 opstår ideen om Kornets Hus, og det første skridt blev taget mod at supplere den økologiske produktion af korn med et center for formidling og oplevelse af korns livsvigtige betydning for vores madkultur. I 2009 blev foreningen Kornets Hus dannet og siden i 2018 ændret til en egentlig støtteforening. Denne forening har været og er stadig et vigtigt aktiv for både virkeliggørelsen af ønsket om et Kornets Hus og skal sikre, at formålet med huset kan få en varig fremtid.

Der går altså knap 17 år fra ideen og ønsket opstår til, at dørene til Kornets Hus kunne åbnes. Denne langvarige proces vidner om en ihærdighed og udholdenhed hos Inger og Jørn Ussing Larsen, som man sjældent oplever, og med det færdige og meget smukke resultat, kan man sige, at de høster som fortjent.

Formålet med Kornets Hus og dets multifunktionelle karakter
Det helt overordnede formål med Kornets Hus er at udbrede kendskabet til korns historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning. Kornets Hus er blevet Danmarks første oplevelsescenter for korn og madkultur og skal gennem kurser, foredrag og udstillinger (med støtteforeningen som aktiv medspiller) tilbyde inspiration og uddannelse. Det skal fungere som et rum for dyberegående læreprocesser omkring kornprodukter. Set i et længere perspektiv skal Kornets Hus gennem sine aktiviteter understøtte en madkultur, som vægter det nordiske køkken og en ansvarlig fødevareetik.

Det er ikke tilfældigt, at Kornets Hus har fået sin placering i Guldbæk. Der er selvfølgelig nærheden til Aurions produktionsanlæg, men mere interessant er det, at lokaliteten iflg. Reiulf Ramstad gemmer på en ikke uvæsentlig historisk arv. Der foreligger faktisk arkæologisk evidens for, at der har været nogle af landets ældste bosættelser her og, at der har fundet kornproduktion sted. Denne oplysning er med til at uddybe og løfte betydningen ikke bare af placeringen og det tidligere angivne formål med driften af Kornets Hus, men ligeså er det i harmonisk samklang med Jørn Ussing Larsens tidlige interesse for at genopdyrke brugen af gamle kornarter som spelt, enkorn, emmer og kæmpedurum.

Kornets Hus er en multifunktionel arena, som i den ene ende af bygningen rummer en foredragsafdeling med formidling af kornets historie, og i den anden ende en ”produktionsafdeling” – bygningens hjerte: bageafdelingen – hvor man har mulighed for at lære at bruge kornprodukterne i madlavningen. Imellem de to afdelinger kan man købe Aurions produkter i deres butik eller nyde dem omsat til økologisk madkultur i cafeen.

Cafeen – Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter AS

Hovedhuset er omgivet af små parceller med korn samlet under ét som Kornhaven med forskellige kornsorter, blomster og efterafgrøder. Såning sker i foråret og høsten finder sted i august. Denne placering af Kornhaven er ikke tilfældig, men bevidst udmøntet for at give den besøgende en mulighed for at opleve kornets livscyklus tæt på. Ifølge Reiulf Ramstad er der ikke noget smukkere end en kornmark med det vekslende farvespil i løbet af årets gang. Fra vinterens dominerende mørke til sommerens gyldenhed.

”Når kornet står der så gyldent og fortæller en smuk historie om menneskets liv
dér. Den stemning skal man have med sig ind i huset.” (citat: Reiulf Ramstad)

Denne fornemmelse af kornets farve kan man genfinde i bygningens forskellige interiører (hvor brugen af egetræ dominerer) og aktiviteter, taktilt såvel som materielt. Fornemmelsen af det naturmæssige tæt på forbinder sig så at sige med alt. Ude som inde og er en markering af en næsten ”organisk” sammentænkning af stedets specifikke natur og det valgte arkitektoniske udtryk. Dette indtryk bekræftes også af de to træbeklædte bygninger, der støder op til hovedbygningen. Disse bruges til udeaktiviteter (bagekurser) om sommeren.

Stedets egenart og atmosfære
På firmaets hjemmeside beskriver man, hvilke overordnede tanker, man i generel forstand gør sig, når man skal løse de projekter, som de får overdraget at løse.
”A place is indivisible; it is unique and has a distinct expressiveness of its own. Therefore architecture must always acknowledge the innate character of every location and make its design a marriage of place and concept. (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

Dvs. at den form for arkitektur, som Reiulf Ramstad Arkitekter har konceptualiseret til opgaven med Kornets Hus, har taget udgangspunkt i stedets karakter, dets historie og som det fremtræder nu, og det er blevet løst gennem en omfattende proces med vægt på en grundig research af bl.a, ”regionens maleriske landskab, folketraditioner og den landbrugsmæssig arv”. (Reiulf Ramstad) som nogle grundlæggende værdier og i tilgift at indlemme ”bygningstraditioner, der er i området, plus klima, den dominerende vindretning og solens gang” (Reiulf Ramstad). Et af vigtigste værktøjer i denne proces er ”at lytte og forstå stedet” og her har bl.a. samtaler med Jørn Ussing Larsen været en nyttig kilde til viden om stedet. I denne sammenhæng er det altså sammenhængen mellem place og kontext, der har været styrende for det arkitektoniske koncept firmaet efterfølgende har udarbejdet. Selve placeringen har været meget vigtig, hvor man har brugt en del opmærksomhed på den vestvendte udsigt til hvedemarkerne, men også forholdet mellem de omfattende marker og den enorme himmel for at give mulighed for at opleve dybden i landskabet. Bag alt dette tankegods har der hos Reiulf Ramstad været et ønske om at give stedet karakter (personlighed):

”Det er vigtigt at formå at skabe et sted, som har identitet, har en sådan intimitet med dette store horisontale landskab”.(…) Vi er optaget af, folk skal føle sig nær til det. At folk får en forståelse for det. Vi ønsker, at vores arkitektur kan give mening, at den kan varme og skabe en identitet. At vi skaber noget holdbart forankret til stedet.

Æstetikken i arkitekturen og materialevalget er det bærende for helheden
With the uniqueness of every site and context as our point of departure we employ a distinct and limited architectural palette characterized by a strong focus on natural materials and a sense of location’s individual spatiality.” (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

I alle opgaver baserer arkitektfirmaet som sagt sit koncept på stedets egenart, kulturelt såvel som historisk og forsøger at genspejle disse karakteristika i den valgte æstetik og materialevalget. Æstetikken og materialevalget er båret af et ønske om at skabe et distinkt og enkelt udtryk for at give plads stedets unikke karakter.

I tilfældet med Kornets Hus kan man genfinde det både udadtil i bygningens facade og indadtil i dens interiør. Bygningen skal i sit udtryk sende signaler om et møde mellem et traditionelt landbrug og gamle bageovne, som er udformet som to lysskakte med ovenlysvinduer eller brønde, som er det udtryk Reilulf Ramstad selv bruger. Sammenholdt med facadebeklædningens lette, mørkrødlige skærmtegl forstærkes indtrykket af et bageri, fordi farvespillet associerer med bagt brød og høje varmegrader, som gamle ovne af den type er kendt for.

For at gøre det helt fuldendt er vindue partiernes rammer fremstillet i corten stål, hvis definerende rustrøde nuancer blender fint med facaden. Et andet træk er de lave mure, som man ifølge Reiulf Ramstad kender fra de nordiske byggetraditioner.

Interiøret er domineret af en gennemført eksponering af træ (egetræ) for loft og vægges vedkommende, og den gyldne, letgule farve får os straks til at tænke på korn. Vi er omgivet af et organisk materiale, der får rummene til at fremstå levende. Ovenlysvinduerne i skakterne skaber oplevelsesmæssigt et indtryk af plads og åbenhed.

Panoramavinduerne har den særlige virkning at skabe en næsten sømløs forbindelse mellem indenfor og udenfor understøttet af gulvets særlige sediment lignende fremtræden, som om man går på et marklignende underlag.

Det er helt oplagt at sige, at beskrivelsen her vidner om en æstetik forståelse, hvor de naturmæssige omgivelser, som de er her og nu samt ikke mindst bagud i et længere historisk perspektiv er gestaltet i alle bygningens dele. Dette er sket på en måde, der vægter det naturlige, det enkle og klare. Ikke for meget af det og ikke for lidt. Doseret på en disciplineret måde.

Reilulf Ramstad sagde undervejs i samtalen følgende:
”Hvordan kan vi hjælpe stedet? (…). At det drejer sig om (vores tilføjelse) at give noget tilbage til stedet. Ikke bare ødelægge det. Så det er vor holdning” (Reiulf Ramstad).

Det er et meget relevant udsagn, fordi det kan forklare, at det meget smukke byggeri, som det står der midt blandt de nordjyske kornmarker får løftet stedet til et højere niveau og gjort det til mere end, det var før.
——–
Hovedfoto Reiulf Ramstad Arkitekter AS

Indlægget Kornets Hus i Hjørring blev først udgivet på netavisnord.