Figur 2.1. viser, at danske elever i alle tre fag i den aktuelle undersøgelse placerer sig under gennemsnittet, ringest i læsning.

Resultaterne over tid er ikke opmuntrende læsning

Opgjort over tid som vist i tabel 2.2. er det i de tre sidste tests (2018, 2022, 2025) gået ned ad bakke, voldsomst i den seneste. Fra at have ligget på eller over gennemsnitsscoren i 2015 er scoren med forskellig styrke efterfølgende faldende.

Faldende tendens i adskillige lande
Pisaundersøgelsen tillader, at man kan sammenligne de danske resultater med de øvrige nordiske lande og OECD i sin helhed. Figur 2.3. – 2.8. viser, at de dårligere resultater ikke er noget isoleret dansk fænomen. For naturfags vedkommende (figur 2.3) ligger Danmark lidt under OECD – gennemsnittet, men over såvel Island som Norge. I matematik (figur 2.8) klarer de danske elever sig relativt bedst sammenlignet med de øvrige nordiske lande og ligger over OECD-gennemsnittet. Mht. læsning ligger de danske elever midt i feltet.

Piger læser bedre end drenge, som er bedst til matematik og naturfag
Pisa opgøres ikke geografisk i de enkelte lande, men på f.eks. køn, som det fremgår af tabel 3.1. Piger er klart dygtigere til at læse end drenge. Til gengæld scorer drengene højere på naturfag og matematik, selv om det er gået tilbage på de tre testområder.

Forskelle med eller uden indvandrerbaggrund
Pisaundersøgelsen har også undersøgt, om indvandrerbaggrund betyder noget for scoren. Som det ses af tabel 4.5, er der en relativt markant forskel på, om man har indvandrerbaggrund eller ej, fra 49 til 63 point i indvandrerelevernes disfavør.

Pjæk og fravær er stigende
Det er naturligvis kompliceret at forklare de forringede tal, men Pisaundersøgelsen viser også, at der er sket en stigning i elevernes fravær, jf. figur 6.8. En kausal sammenhæng kunne indebære, at jo mere fravær, jo ringere score.

Resultaterne er ikke overraskende
Tom Kærgaard Nielsen er formand for Lærerkreds Nord, der dækker Hjørring og Frederikshavn/Læsø Kommuner.

PISA- undersøgelsen er for ham et udmærket input blandt mange andre til at gøre os klogere på folkeskolen og dens problemer. Resultaterne bekymrer ham, men han er ikke overrasket.
– I årevis – og ikke mindst siden reformen og konflikten i 2013 – er folkeskolen blevet hældt ned ad brættet. Den er blevet underfinansieret både ved besparelser på landsplan og i lokale budgetforlig. Og der har manglet politisk opbakning til lærerne og deres faglighed. Og det kan bl.a. aflæses i PISA og andre undersøgelser. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en undersøgelse, der viser, at hver 9. folkeskoleelev ikke bestod både dansk og matematik ved eksamen i 9. klasse i 2025. I nogle kommuner er det helt ned til hver 5. elev, der ikke består afgangsprøverne. Og der er en tydelig sammenhæng mellem andelen af elever med en socioøkonomisk svag baggrund og andelen, der ikke består dansk og matematik.

Tilbage til kernefagligheden
– Et er økonomien, men har læreren også skullet nå for meget på de forskellige trin?
– Ja, og det, tror jeg, er en anden del af forklaringen på de dårlige PISA-tal. Kernefagligheden i f.eks. dansk, matematik og naturfag har været udfordret af, at læreren har skullet nå så meget andet i skoletiden. Tidligere læreplaner har indeholdt en mangfoldighed af kompetence – og læringsmål, som nu er erstattet af, at læreren skal koncentrere sig om fagenes kernestof. Og der er fra Christiansborg afsat midler til en målrettet faglig indsats i dansk og matematik. Og det er godt.

Piger og drenge og PISA
– Hvis vi bevæger os lidt mere specifikt ind i PISA – undersøgelsen, så klarer pigerne sig betydeligt bedre end drengene i læsning, mens de er på niveau i naturfag.
– Ja, folkeskolen har haft en tendens til at være for boglig, og det har måske i højere grad tjent pigernes behov. Den lidt for gymnasieforberedende undervisning bliver der nu til dels gjort op med, idet der nu indføres bl.a. en juniormesterlære, hvor håndens arbejde bliver tilgodeset. Jeg vil dog også lige bemærke, at drengene klarer sig bedre i matematik end pigerne – selv om der er tale om en tilbagegang for begge køn overordnet set.

Integrationen er slået fejl. Ændret socialkarakter og curlingforældre
– Etniske minoritetselever klarer sig signifikant dårligere end etnisk danske elever. Hvad skyldes det?
– Integrationen er slået fejl, når vi ikke har rykket på deres PISA – tal. Vi har ikke – hverken som samfund eller folkeskole – haft held til at bryde nogle fastlåste mønstre i forhold til den negative sociale arv.

– Kan en af forklaringerne på de dårlige PISA – tal tilskrives elevernes ændrede socialkarakter og forældrerollen?
– Måske. Som lærere oplever vi i hvert fald, at nogle forældre bidrager til, at der skal fokuseres mere på den enkelte elev end på fællesskabet. Curlingforældrene har sjældent øje for klassen som helhed, men forventer at lige præcist deres barn får særlig opmærksomhed – måske som følge af at barnet har nogle udfordringer.

Faguddannede lærere på banen
– Tror du, PISA- tallene kan forklares ved, at fagene ikke altid varetages af uddannede lærere eller af lærere, som ikke har det pågældende fag som linjefag?
– Der er ikke lærermangel i Nordjylland, men på landsplan har hver 5. underviser ikke en læreruddannelse. Og adskillige lærere underviser i fag, de ikke er uddannet i. Det er klart et problem, og den manglende søgning til læreruddannelsen er en funktion af, at folkeskolen er blevet misrøgtet og talt ned siden reformen i 2013. De seneste tal for optaget viser dog tegn på en mindre fremgang efter år med markante fald i ansøgertallet. Og det er positivt.

Pjæk og fravær er et kæmpe problem
– Af PISA- undersøgelsen fremgår det, at pjæk og fravær er stigende. Intuitivt må det betyde, at de fraværende elever alt andet lige får mindre undervisning, og at det sætter sig i dårligere PISA – tal. Køber du den forklaring?
– Fravær og skolevægring er et kæmpe problem. Ligesom manglende skoleparathed. Det kræver mange ressourcer at samtale med forældre, hvis børn ikke trives og har fravær, og den tid går fra undervisningen og behovet for fordybelse. Det er svært at finde en enkelt forklaring på den manglende trivsel og det deraf følgende fravær, men overordnet lever vi et tempofyldt præstationssamfund, der efterlader nogle elever på perronen. Når vi dertil lægger, at antiautoritære tendenser udfordrer skolen og lærerrollen, så har vi måske en cocktail, der kan forklare noget af det tiltagende fravær.

Tolærerordninger en del af løsningen
– I valgkampen i foråret var der fokus på folkeskolen. Partierne lovede adskillige milliarder, og flere voksne i klasselokalet – især hos de små elever – var der stort set enighed om. Kan to voksne forbedre PISA- tallene?
– Jeg hæfter mig ved, at der ikke tales om tolærerordninger, men om to voksne. Det er bedre end ingenting, men det vil klart styrke fagligheden, hvis der er tale om to fagligt uddannede lærere, som kan bidrage til, at de elever, der har det svært, kan få hjælp og dermed komme godt fra start. Faglighed og trivsel kan ikke skilles ad.

– Til sidst: Finansloven for 2027 er lige blevet præsenteret. Kan den avle nogen optimisme i lærerkredse?
– Ja, det synes jeg. Der tilføres flere midler til driften, og skoler med dårlige præstationer og oplandsskolerne har regeringens særlige bevågenhed. Jeg tror ikke, det genopretter folkeskoleøkonomien, og nogle kommunale budgetter har også i forbindelse med budget 2027 måttet skære lokalt på skoleområdet. Men retningen er rigtig, og hvis den nuværende regering over årene lever op til sine løfter om at ville afsætte 5 mia. til folkeskolen, og der kommer en god udligningsreform, så afføder det en vis optimisme hos mig.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Pisa 2026 – mere skæv! blev først udgivet på netavisnord.

Igennem mange år har lokalafdelingen haft et stort og stabilt medlemstal, men det er mærkbart, at flere nu ønsker at styrke det nordiske samarbejde og derfor bliver en del af foreningen, så Aalborg i dag ”konkurrerer” med København om at være den største lokalafdeling af Foreningen Norden på landsplan. Med et medlemstal på 385 og godt tusind i alt for de syv lokalafdelinger i Nordjylland, udgør medlemstallet ca. 10 % af betalende medlemmer til Foreningen Norden på landsplan. Imponerende, kort sagt. Denne positive udvikling kommer efter en længere årrække med stadigt faldende medlemstal, men kan ifølge Peter Rasmussen helt sikkert forklares ud fra den tiltagende usikkerhed i det sikkerhedspolitiske klima på europæisk plan og med den korte geografiske afstand til truslen østfra.

Tendensen med den øgede interesse er ikke kun at spore på lokalt plan, men gør sig gældende generelt indenfor Foreningen Norden som helhed. Nogle af medlemmerne går tilmed så langt i deres engagement, at de taler om at arbejde for at genoplive Kalmarunionen, hvor vi i de nordiske lande rykker tættere sammen.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, at Foreningen Norden i sin tid blev stiftet (1919) som et fredsprojekt, som en slags reaktion på afslutningen af 1.verdenskrig og nu i kimform rummer tanker om en fælles ”forsvarsunion”. Lokalafdelingen har haft en lang historie siden dens etablering i 1931.

Formanden for lokalafdelingen har Norden i sit hjerte

Peter Rasmussen har sin baggrund i et 40 år langt virke som skolelærer, hvor interessen og engagementet i det nordiske har sat et synligt aftryk i hans undervisning. De første 13 år efter afslutning af sin uddannelse, var han ansat i det grønlandske skolevæsen, hvorefter han har været ansat på Åbybro Friskole. Her sørgede han for, at hans elever lærte de nordiske lande at kende, både med hensyn til sprog og litteratur, men også igennem besøg og lejrskoler i bl.a. Finland, Grønland, Sverige, Island og Færøerne.

At Peter Rasmussen i dag bruger en ikke uvæsentlig del af sin tid som pensionist med at være en vigtig del af Foreningen Nordens arbejde med at formidle viden om forholdene i de øvrige nordiske lande, virker helt indlysende.

Dette sker via foredrag, film og rejser, men han sørger også for arrangementer/udflugter, som tjener det formål at få lokalafdelingen til at fungere som et socialt fællesskab. Formidlingen favner således bredt i kulturel, historisk og social henseende.

Samtalen med Peter Rasmussen skabte det klare indtryk, at man talte med et menneske, som var gennemført nordisk i sit væsen – hvis det da giver mening at bruge denne karakteristik.

Lokalafdelingens arbejde
Det primære sigte med det arbejde, lokalafdelingen udfører, er via dens formålsbestemte aktiviteter at få skaffet medlemmer til den store forening. Ret beset kan man sige, at lokalafdelingerne er fundamentet for Foreningen Norden, fordi halvdelen af kontingentbetalingen tilgår den store forening. Så aktiviteterne i lokalafdelingerne landet over har afgørende indflydelse på den store forenings virke.

Ser man nærmere på f.eks. lokalafdelingens program for efterårssæsonen, tegner der sig et tydeligt billede. Først og fremmest er der arrangementer, som udgår direkte fra formålet med at skabe indsigt i det nordiske – kulturelt, historisk og socialt. Dette er sket/sker f.eks. med foredrag om Finlands historie og landets evne til at forsvare sig til det yderste eller med en nordisk viseaften på Duus (Duus Vinkælder i Aalborg) suppleret med mulighed for fælles spisning. Man kunne desuden fremhæve mulighed for deltagelse i lokalafdelingens læsekreds, hvor man hovedsagelig læser litteratur af nordiske forfattere som en kilde til at blive mere fortrolig med det nordiske kulturfællesskab.

Andre arrangementer bliver til for at pleje og understøtte det sociale fællesskab indadtil i lokalafdelingen, og det giver god mening af flere grunde. Alt foreningsliv får næring og styrke af, at man foretager sig noget sammen. Det siger næsten sig selv, men ifølge Peter Rasmussen har det også at gøre med, at en meget stor del af medlemskredsen i Aalborg lokalafdeling er medlem af sociale årsager, ”fordi de synes, det er hyggeligt at komme til nogle gode arrangementer.”, (Peter Rasmussen). Der er selvfølgelig også en kreds af afdelingens medlemmer, hvis medlemskab primært er defineret ud fra en ideologisk holdning og interesse i at arbejde for et stærkt nordisk fællesskab.

Her i efteråret har man således lavet to ture. Dels et guidet besøg til Livø, hvor man lærte naturen på øen nærmere at kende og ligeledes besøgte den Kellerske Anstalt, som gennem 50 år husede utilpassede og dem, man betegnede som ”moralsk åndssvage”, og dels en udflugt til Voergård Slot og Dronninglund Kunstcenter. I år var denne kredstur arrangeret af Brønderslev lokalafdeling.

Det nævnte formål med denne type arrangementer bliver understøttet af, at alle medlemmer af de syv nordjyske lokalafdelinger har adgang til alle arrangementer. Arrangementerne er deltagerbetalte og er ligeledes åbne for ikke-medlemmer mod en merbetaling. I det daglige har lokalafdelingen i Aalborg også samarbejder med de andre nordjyske lokalafdelinger, og her især lokalafdelingerne i Frederikshavn og Brønderslev.

Alt andet lige må det være en god måde at fastholde og udbygge denne form for foreningsarbejde på og være til stor inspiration for dem, der som bestyrelse har påtaget sig tillidshvervet. Alle der laver foreningsarbejde på det niveau ved, hvor slidsomt og ressourcekrævende det er at stå med ansvaret for, at foreningen fungerer.

De fleste arrangementer afholdes i Foreningernes Hus på Nørresundby Torv, men foregår også andre steder ude i byen. Laver man et arrangement, som omhandler grønlandske forhold afholdes det oftest i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Venskabsbyer
I lighed med andre typer af foreninger har flere lokalafdelinger af Foreningen Norden også venskabsbyer. Lokalafdelingen i Aalborg er venskabsby med Lerum i Sverige, lidt udenfor Gøteborg, og Fredrikstad i Norge.

Aalborg afdelingen har her i september haft besøg af bestyrelsen fra Forening Nordens afdeling i Lerum. Udvekslingen mellem afdelingerne foregår dels på bestyrelsesplan, dels i form af, at afdelingernes medlemmer også inviteres med på disse besøg.

Værdien og udbyttet heraf ligger ifølge Peter Rasmussen både i, at man får en større faktuel viden om de steder og det land, man besøger, og måske især i, at samværet lægger op til mange uformelle snakke om forskellige forhold, som dermed for den enkelte deltager bliver anskuet i et større og transnationalt perspektiv. Ved at besøge hinanden og udveksle erfaringer kontinuerligt bliver det at have kontakt med hinanden med til at styrke oplevelsen af noget fælles nordisk.

Aktuelle initiativer
Ved siden af de allerede planlagte aktiviteter arbejder man også med supplerende initiativer. Bl.a. har man i kredsregi sendt en invitation til ministeren for nordisk samarbejde Monika Rubin til at komme og fortælle mere uddybende om sine og regeringens tanker om at intensivere det nordiske samarbejde.

”Regeringen vil styrke det nordiske samarbejde betydeligt – især omkring forsvar, vedvarende energi, teknologi, råstoffer og strategiske investeringer.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).
”Det er muligt, fordi vi deler en stærk grundfortælling om tillid, demokrati, åbne samfund og historiske bånd.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).

Fokus er også på uddannelsesområdet, som i forvejen er et felt, der er højt prioriteret af den store forening. Her har man skabt en meget brugt og anerkendt skoleportal (Norden i Skolen) i form af en læringsplatform for grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Her er der fri adgang til at bruge undervisningsmateriale indenfor sprog, litteratur og film/medier, ligesom man har mulighed for at arbejde sammen klassevis på tværs af de nordiske lande. Ligeledes har Peter Rasmussen lavet en aftale med Trine Nybroe, uddannelsesleder på Gribskov Gymnasium om at holde et foredrag om gymnasiets transatlantiske studieretning på stx(studentereksamen). Fra at have været en forsøgsordning, er det i kraft af et særtilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet nu blevet et permanent tilbud til elever fra Danmark, Færøerne og Grønland om at tage en almen studentereksamen. Det første år er eleverne i Danmark, det næste på Færøerne og det tredie år tilbringer eleverne i Grønland, hvor man afslutter uddannelsen.

Man tager også imod invitationer udefra, som det skete i forbindelse med det Litterære Folkemøde i Skørping den 3. og 4.oktober, der er en ”Festival for de klassiske danske forfattere” (citeret fra programmet i år) arrangeret af Herman Bang Selskabet. Her fik lokalafdelingen tildelt en stand, som indgik i den del af programmet, der satte fokus den klassiske nordiske litteratur.

Forskellige udfordringer
Foreningsfællesskaber i den form, man traditionelt kender til, er i disse år udfordret af, at fællesskaber i højere grad udfoldes på digitale platforme. De gammelkendte fællesskaber har således ikke samme evne til at tiltrække de unge generationer. Både lokalt og på landsplan er det det grå guld, som befolker afdelingerne, og for Aalborgs vedkommende kan lokalafdelingen mønstre 5 unge medlemmer ud af et samlet medlemstal på 385. Bestyrelsen er særdeles opmærksom på, at der skal arbejdes på at tiltrække flere unge. I første omgang ved at gå i direkte dialog med denne gruppe og måske få dem overtalt til at tage mere aktivt delt i foreningens arbejde, evt. som bestyrelsesmedlem.

Også fra den store forenings side gør man en seriøs indsats for at nå de unge generationer og få dem engageret i det nordiske samarbejde. Gennem Nordjobb-projektet formidler man sæsonjobs for unge i de nordiske lande. Igennem de seneste 30 år har man ifølge foreningens blad ”Nordiske”, arrangeret sæsonarbejde for 35.000 nordiske unge. I år har man således haft et projekt omkring Middelfart. Her arbejdede 20 unge fra Island, Norge, Sverige og Finland med spinatavl. Kong Frederik, som er protektor for Foreningen Norden kom og hilste på de unge deltagere. Et sådant projekt er jo en god måde at bane vejen for en større forståelse for, hvad det vil sige at være nordisk i de forskellige lande.

Lokalafdelingen bidrager også til denne ordning ved at arbejde sammen med tidligere nordjobbere, der fungerer som ambassadører for Nordjobb for at få unge nordjyder gjort interesserede i dette.

Forbindelsen mellem den store forening og lokalafdelingen
Hvordan sikrer man, at det arbejde, der lægges i lokalafdelingerne, hænger sammen med de målsætninger og strategier, som formuleres fra hovedafdelingen i København? Det sker gennem lokalafdelingens deltagelse i henholdsvis Landsstyrelsen, Repræsentantskabet og Tillidsmandsmødet. Til det sidste inviteres alle, som har et tillidshverv i lokalafdelingerne en gang årligt til drøftelse af de forhold, man er optaget af lokalt og til at udveksle ideer. Herfra kan man lade ”konklusionerne” vandre videre op i organisationen til Landsstyrelsen, der er bredere sammensat med repræsentanter fra lokalafdelingerne, kredsformænd (lokalafdelingerne er samlet i kredse, som i store træk følger regionsopdelingen) og politiske repræsentanter fra alle folketingets partier (Foreningen Norden er en uafhængig og tværpolitisk NGO). Foreningen Norden deltager desuden i Nordisk Råds årlige session, som er nordens politiske topmøde, og som holdes på skift i de nordiske lande.

På trods af afstanden er der en forbindelse imellem det, lokalafdelingen i Aalborg søger at opnå igennem sine aktiviteter og arbejdet i Nordisk Råd og foreningens hovedafdeling. At den store kontekst også er til stede i det enkelte arrangement. Om det er et foredrag om Finland eller visning af film i Filmklub Norden. Forbindelsen er der.

Det er vigtigt i disse tider, hvor den sikkerhedspolitiske usikkerhed i Europa og andre dele af verden også kaster sine skygger ind over Foreningen Norden og endda får nogle medlemmer til at begynde at tale om at revitalisere Kalmarunionen. Indtil videre er de første arrangementer med beredskabs folk afholdt for at få at udbrede kendskabet til, hvordan man sikrer sig, hvis det værste skulle indtræffe. Det har man gjort både lokalt og i forbindelse med Tillidsmandsmødet. Også i Aalborg er tanken om et sådant møde begyndt at spire.
——–
Hovedfoto: Lokalafdelingen fra Aalborg på besøg hos venskabsbyen Lerum (Gøteborg) i Sverige – Foto: Peter Rasmussen

Indlægget Foreningen Norden set fra et lokalt perspektiv blev først udgivet på netavisnord.

Med udgangspunkt i en samtale med Steen Timmermann, som står for driften af filmklubben, vil vi i denne artikel komme nærmere ind på, hvad formålet er set i forhold til Foreningen Nordens arbejde med nordiske anliggender, hvad man lægger vægt på i programlægningen og hvilke forventninger, lokalafdelingen i Aalborg, som står bag initiativet, nærer til filmklubbens virke.

Tilløbet til Filmklub Norden
Egentlig ligger starten på filmklubben længere tilbage. Her mødtes Aalborg afdelingens medlemmer i Foreningernes Hus (det gamle Nørresundby Rådhus, som huser foreningslokaler, Nørresundby Bibliotek og forskellige kulturelle arrangementer) til visninger af nordiske film på et lille lærred og primært film, som dvd formatet gav adgang til. Som man kan aflæse af ovenstående billede, har man i de enkelte sæsoners program valgt en lidt løs og fri sammenknytning af filmene, men selvfølgelig lagt vægt på, at programmets titler havde rod i det nordiske.

Sidste år takkede hovedkræfterne bag denne tidlige udgave af studiekredsen/filmklubben af og nye kræfter kom til. Primært Steen Timmermann. Med rorskiftet besluttede man dels at gøre filmvisningerne til et egentligt kulturtilbud, også for ikke medlemmer af foreningen Norden, dels var det et ønske at lade dette kulturtilbud være i form af rigtige biografoplevelser. Man havde tidligere haft et samarbejde med Orla Vestergård Nielsen omkring enkelte arrangementer med filmvisninger, og dette samarbejde blev nu genoptaget.

Orla V. Nielsen er et meget kendt ansigt i biografsammenhæng. I mange år drev han Biffen på Strandvejen i Aalborg, byens eneste art cinema, som senere blev del en af Nordkraft. I dag holder han sammen med Center for Dansk Jazzhistorie til i bygningen lige op til Nordkraft, hvor han bl.a. råder over egne biograffaciliteter under navnet CineVista.

Formålet
”Filmklub Norden er en del af foreningen Norden Aalborg. Vi byder på film og fortællinger, der bringer os tættere på livet på tværs af de nordiske lande. Vi mødes om film, der giver oplevelser og indsigt i Norden – i det vi deler og det, der adskiller os.” (Citeret fra Filmklub Nordens program)

Steen Timmermann understreger, at det er helt afgørende, at filmklubbens aktiviteter ligger”i tråd med Forening Nordens formål”. Lokalafdelingens aktiviteter er primært samlet omkring foredrag, senest med et foredrag om Finlands historie og finnerne, kulturelle arrangementer samt rejser. Her er filmklubben et godt og relevant supplement til at skabe indsigt i nordiske forhold og til at skabe forståelse for de emner og problemområder, der tages op i de nordiske filmfortællinger, fiktive såvel som dokumentariske. Som Steen Timmermann selv formulerer det: ”Film kan noget andet, skabe følelser. Film kan få os til at opleve mennesker, sprog, steder og landskaber på en anden måde”.

Programmet for sæsonen 2026/2027 (fra september til januar) er tilrettelagt i fællesskab med Orla V. Nielsen og omfatter 5 film samlet under temaet Minoriteter i Norden. Man har bevidst valgt tilgangen med at vise ”film i serier”, fordi ”film under et fælles tema giver mere end enkeltstående film. Filmene spiller sammen med de forskellige perspektiver på emnet.”, (Steen Timmermann).

Citatet og programmets forsidetekst fremhæver minoriteters udfordringer med at opleve og skabe et tilhørsforhold i et samfund, men tematiseringen heraf fremtræder i de valgte films fortællinger vidt forskelligt. Temaet angribes med andre ord meget bredt og kommer således til at omfatte mere end det, vi sædvanligvis forbinder med at udgøre en minoritet, typisk flygtninge og indvandrere.

Filmprogrammet blev sat i gang i september med visningen af ”Sameblod” (en samproduktion mellem Sverige, Norge og Danmark fra 2016) og den fokuserer på samerne som etnisk gruppe i norden (i den del af Lapland, som hører til Sverige). Den finske ”Aurora” fra 2019 beskriver nye minoriteter i form af indvandring, mens den islandske film ”Heartstone” fra 2016 kredser om at ”tilhøre” en seksuel minoritet (homoseksualitet). Filmen ”Wall” fra 2025 (fra Grønland/Danmark) skildrer en grønlandsk kvinde, som har været langtidsfængslet (forvaring), måske uden grund. Her stiller man skarpt på det at være en minoritet på kanten af samfundet. I januar afsluttes første sæson med at tage os til Færøerne. Det sker med filmen ”Det sidste paradis på jord” (2025), hvor vi møder små samfund, der kæmper for overlevelse.

Programmets bredt formulerede tema kan fremme ønsket om at nå ud til en stor målgruppe, men først og fremmest rummer bredden en nuanceret forståelse af, hvad man kan relatere minoritetsbegrebet til. Man får ud fra programmets foromtale af filmene indtryk af, at de alle på tværs af deres indbyrdes forskelle handler om at høre til i et samfund, noget der er afgørende for at opleve sit liv meningsfuldt og identitetsbåret.

Med valget af filmmediet får man som betragter adgang til at opleve de enkelte filmfortællingers tematisering af minoritetsproblemerne på en konkret, fysisk og sanselig måde, der taler til følelser og intellekt under ét.

Undertiden bliver man ramt meget mærkbart og direkte. Steen Timmermann beskrev således, hvordan publikum oplevede filmen ”Sameblod” ved visningen primo september: ”Da folk gik fra biografen, var der total stilhed. Det er en film, der sætter sig….. sætter fokus på, hvor meget man skal lave om på sig selv og sin baggrund for at høre til”.

Som afrunding vil vi se lidt nærmere på filmen ”Sameblod” og her bl.a. komme ind på, hvordan indblikket i samernes etniske udfordringer som minoritet, som det kommer til udtryk i filmen, kan sige os noget, der lever i et andet nordisk land. Samerne er et oprindeligt folk, der hører til i Lapland. Området strækker sig over fire lande (Norge, Sverige, Finland og Rusland), og filmen foregår i den svenske del af Lapland, hvor instruktøren selv kommer fra.

Filmen fortæller historien om den samiske pige Elle Marjas livslange identitetskamp mellem svensk og samisk kultur. Filmen er en rammefortælling, som på nutidsplanet tager udgangspunkt i Elle Marjas deltagelse i lillesøsteren Niennas begravelse, mens fortællingen inde i rammen omhandler hendes opvækst i 30’ernes Sverige. Denne opvækst byder på flere eksempler på etnisk diskrimination, bl.a. i form af tvungent kostskoleophold for, at man som samer kan lære svensk, dog uden at den fagligt dygtige og begavede Elle Marja på nogen måde kan gøre sig forhåbninger om at kunne begå sig i en rigtig svensk skole. Dette grundede sig i en antagelse, som det daværende Racebiologisk Institut nærede, om at samerne var mentalt underudviklede, netop fordi de var lavere i højde og havde en mindre hovedform. Dette forsøgte man at dokumentere ved at udsætte unge mennesker for ydmygende målinger, der også inkluderede fotografering af dem som nøgne.

Disse oplevelser får hende til at bryde med sit ophav, sin historie og sin samiske kultur. Hun vælger at søge til Uppsala i en bestræbelse på at blive ægte svensker. Med andre ord at opnå at høre til og finde sin identitet som svensker. Resultatet bliver en konstatering af at opholde sig i en slags ingenmandsland, udadtil omgivet af en svensk kultur, som hun er for samisk til at kunne blive ét med, og omvendt indadtil være for tilstræbt svensk til, at hendes ophav kan opfatte hende som samisk.

Både oplevelsen med etnisk diskrimination og følelsen af manglende tilhørsforhold vækker resonans i forhold til alle, som vokser op med en dobbelt kulturel indflydelse. I den egenskab rækker filmen tematisk også ud over en nordisk kontekst og fremstår mere almengyldig.

Rammen omkring fortællingen om Elle Marjas opvækst er som tidligere nævnt centreret om lillesøsterens begravelse. Hendes rejse tilbage for at deltage i den sammen med sin søn og barnebarn fører til, at hun bliver forsonet med det, der skete i forbindelse med hendes brud med sin samiske baggrund og til en accept af sig selv som samer.

Filmen er og bliver ikke en offerfortælling, og det er filmens styrke. Dens nøgterne og usentimentale tone sætter den i stand til at formidle alvoren og de stærke følelser på en ren og direkte måde. Selvom man bliver meget berørt af at opleve Elle Marjas liv, bliver det i kraft af filmens fortælleform lettere at tage filmen med sig videre.

For dem, der har lyst til at læse nærmere om de kommende film, kan følgende link benyttes:

Click to access Filmklub-Norden-PROGRAM-2026.pdf

”Interessen for Norden vokser i alle dele af de nordiske samfund og internationalt. Tilslutningen til Norden er måske nok accelereret på grund af den geopolitiske situation og behovet for større militær modstandskraft, men der har længe været en stigning i private virksomheder og organisationer, som samarbejder nordisk, fordi det kan betale sig. Samlet er Norden således blevet mere spændende og perspektivrigt at beskæftige sig med. (…). At også den folkelige interesse for Norden styrkes kan aflæses i medlemstallet i Foreningen Norden, som nu er næsten 10.000, en stigning på 2000 over tre år.” (chefredaktør på Nordiske – Foreningen Nordens blad, juni 2026)
——
Hovedfoto: Amanda Kernell: ”Sameblod”, 2016 – Foto: Sophia Olsson – Nordisk Film

Indlægget Filmklub Norden – et nyt initiativ fra Foreningen Norden i Aalborg blev først udgivet på netavisnord.

I januar 2026 indgik et bredt folketingsflertal – Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne (= de tre daværende regeringspartier), Danmarksdemokraterne, Konservative, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet – en politisk aftale, hvori det lød: ” De seneste års prisstigninger på fødevarer presser mange danske familier. Regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet vil derfor igangsætte et arbejde, der skal se på mulige veje til at reducere leveomkostningerne for danskerne, som udgangspunkt ved enten at nedsætte momsen på alle fødevarer eller fjerne momsen på frugt og grønt”.

I regeringsgrundlaget fra juni bekræftede den nye regering intentionen om momsnedsættelse. Den vil ”…så snart det er muligt halvere momsen på fødevarer (fra 25 % til 12,5 %. Red.) og helt afskaffe den på frugt og grønt”.

I regeringens arbejdsprogram fra august gentages momsambitionerne.

Momsnedsættelsen forventer regeringen kan træde i kraft i 2028.

Lige til højrebenet?
Men den politiske aftale mellem et stort flertal af Folketingets partier i januar og den nye regerings genbekræftelse af intentionen om en momsnedsættelse, skulle alt ligge lige til højrebenet.

Især for de partier, som interesserer sig for familiernes udgifter til basale behov, først og fremmest fødevarepriserne. Og det gør de jo – i deres selvforståelse – alle sammen.

Men ikke alle interesserer sig for, hvordan skattesystemet påvirker (u)ligheden blandt borgerne. I Danmark har vi som bekendt tre hovedkategorier af skat: 1) Progressiv skat, først og fremmest den statslige indkomstskat, hvor skatteprocenten stiger med indkomsten. 2) Proportional skat, vigtigst her er den kommunale indkomstskat, hvor ens skatteprocent er den samme uanset indkomst. 3) Degressiv skat, hvor skatteprocenten stiger med en faldende indkomst.

Momsen er ikke definitionsmæssig en degressiv skat, da momsprocenten jo er den samme uanset ens indkomst. Men den har en degressiv virkning, idet de husholdninger med de laveste indkomster bruger en relativ stor del af deres disponible indkomst (har en større forbrugskvote) til køb af helt nødvendige varer. Derfor udgør momsen omregnet til procent en større del af de laveste indkomstgruppers disponible indkomst end de høje indkomstgruppers. Eller med andre ord: Jo lavere indkomst, jo højere reel momsskatteprocent.
Og tilmed er den reelle momsprocent højere for specielt de lavtlønnedes, da fødevarer sluger en meget stor andel af de lavtlønnedes disponible indkomst.
Momsen har således en ulighedsskabende effekt.

Da langtfra alle Folketingets partier har en større lighed i samfundet som målsætning, kan det være en del af forklaringen på, at der efter den ændrede parlamentariske situation efter folketingsvalget og regeringsdannelsen er kommet grus i maskineriet. Flere partier fra Blå Blok har tilsyneladende fortrudt, at de tidligere er gået ind for en momsnedsættelse/fjernelse, selvom de altså inden folketingsvalget gik ind for at sænke momsen.

Tilhængere og modstandere af momsnedsættelse: Hvad er det, der diskuteres?
Et af diskussionspunkterne er spørgsmålet om, hvor meget en momsnedsættelse vil slå igennem til varepriserne i forretningerne. Her er der forskellige vurderinger: Tilhængerne af en nedsættelse vurderer et gennemslag på næsten 100 % og henviser til Sverige, hvor en nylig momsnedsættelse på fødevarer fra 12 % til 6 % er slået igennem med næsten 100 %. Skatteministeriet vurderer, at en momsnedsættelse har ”et relativt stort prisgennemslag” og sætter tallet til 96 %.
Modstanderne henviser til andre undersøgelser, der viser en mindre gennemslagskraft.

Tilhængerne hæfter sig også ved, at Danmark har EU’s højeste fødevarepriser med et prisniveau på 19 % over EU-gennemsnittet (2024). Det taler for at nedsætte momsen. Det høje danske prisniveau skyldes formentligt til dels, at især dansk fødevareproduktion, men også detailhandelsbranchen er domineret af få, store virksomheder (henholdsvis Arla, Danish Crown og Salling Group, COOP og Rema 1000) som gør, at konkurrencen på producentsiden, men også på detailhandelsiden er relativ lille.
De forholdsvis høje lønninger kan også have betydning for fødevarepriserne, men i andre EU-lande – som feks. Sverige og Tyskland – med er lønniveau, som ikke afviger så meget som det danske, er forbrugerpriserne betragteligt lavere.

Hvordan det kan sikres, at momsnedsættelsen kommer forbrugerne til gode er også til diskussion. I Sverige har man en ”Matpriskommission”, som overvåger prisudviklingen, så forbrugerne kan vælge de detailforretninger, som er prismæssigt mest attraktive for dem.
En af de stærkeste fortalere for en momsnedsættelse, Pelle Dragsted fra Enhedslisten, forestiller sig etablering af en lignende organisation i Danmark.

Modstanderne af momsnedsættelse henviser desuden til, at fødevarepriserne faktisk har vist et fald det seneste års tid, så en momsnedsættelse derfor ikke er nødvendig. Det første er tilhængerne i og for sig enige i, men de understreger, at fødevarepriserne iflg. Danmarks Statistik faktisk er steget med hele 29 % fra august 2021 til august i 2026, mens forbrugerindekset for alle varer kun er steget med 18 % i samme periode.

Mere bureaukrati?
Modstanderne af en momsnedsættelse vurderer, at især differentieret moms vil medføre øget bureaukrati for virksomhederne og derved i sig selv fordyre varerne.
Det argument skydes ned af tilhængerne. De peger på, at stort set alle andre EU-lande har en differentieret moms og undrer sig derfor over, at Danmark som verdens måske mest digitaliserede land skulle være ude af stand til at administrere og håndtere differentieret moms, når altså alle andre EU-lande kan.

I december 2025 sendte 20 organisationer en opfodring til statsministeren om at fjerne moms på frugt og grønt. I et efterfølgende interview i Politiken med en af henvendelsens medunderskrivere, Lilds direktør Claus Kragh, lød det fra ham, at ”Vi får nul bureaukrati mere (ved en momsnedsættelse. Red.). I vores økonomisystem ville vi gå ind og ændre momssatsen. Det kræver et klik. Vi har gjort det på bøger og det kan vi sagtens gøre på frugt og grønt”.

Vil det blive for dyrt for staten?
Skatteministeriet har beregnet, at staten vil miste skatteindtægter fra en momsnedsættelse på i alt 17,4 mia (14,8 mia for halveringen af momsen på fødevarer og 2, 6 mia for at fjerne momsen på frugt og grønt). Det mener modstanderne er er et problem og frygter, at regeringen vil hente de mistede skatteindtægter ind ved en stigning i skatten på andre områder.
Det afviser tilhængerne (regeringen), som siger, at momsnedsættelsen er fuldt finansieret via en planlagt skattereform og via træk på statens – store – finansielle rådighedsbeløb.

Vil salget af frugt og grønt stige?
Et tema i debatten om momsnedsættelse er også, at en fjernelse af momsen på frugt og grønt vil være en gevinst for folkesundheden, og også for de offentlige sundhedsudgifter. Det er der ikke den store politiske uenighed om.

Og der er heller ikke ret mange, som tror, at salget af frugt og grønt ikke vil stige, når/hvis priserne falder. COOP og Lidl har i perioder sat prisen på deres frugt og grønt ned, så de svarede til priserne uden moms. Det har skabt en øjeblikkelig og stor stigning i salget af netop disse varer.

Momsnedsættelsen og den sociale (u)lighed?
Uligheden – målt som ginikoefficienten – har været stærkt stigende i Danmark i de seneste 35 år.
Og når momsen – som tidligere nævnt – har en degressiv effekt (den fylder mest for lavindkomsterne), betyder en nedsættelse af momsen, at den sociale ulighed mindskes. Det gælder især for fødevarer.
Det er en pointe, som især Pelle Dragsted fra Enhedslisten har slået på. Men her er kritikken fra modstanderne gået på, at det vil være mere lighedsskabende – og i øvrigt også administrativt lettere – at øge overførselsindkomsterne, feks. kontanthjælpen og dagpengene, eller at hæve bundfradraget.

Det argument er Pelle Dragsted sådan set enig i, men som han siger i Politiken: ”Hvis vi brugte alle pengene på at hæve overførselsindkomsterne, dagpengene og kontanthjælpen….og hæve personfradraget, ville det øge ligheden mere”. Men som han gøre opmærksom, er det ikke en økonomisk politik, som vil kunne finde et flertal i Folketinget, slet ikke hos de blå partier, men heller ikke hos regeringspartierne.

I øvrigt vil en momsnedsættelse også gøre den geografiske ulighed mindre. Områder – som Nordjylland – hvor indbyggerne har relativt lave indkomster vil få størst gavn af en nedsættelse. Det skyldes, at de har en højere forbrugskvote, især for fødevarer, end de mere økonomisk velpolstrede dele af Danmark.

Et politisk slagsmål
Den momsnedsættelse, som skal gøre dagligdagen lettere for en stod del af danskerne, og som i valgkampen bare for nogle måneder siden blev bakket op af et stort flertal af Folketingets partier, ser nu ud til at blive undsagt af partier i Blå Blok.
Det undrer Lars Løkke (M), som på et pressemøde sagde: ”Jeg har meget svært ved at forstå, at de partier, der går op i, at vi har for høje skatter i Danmark, og efter at have ment det modsatte for få måneder siden, hvor vi lavede en aftale med dem….nu pludselig ikke længere synes, det er en kamp, der er værd at tage, at sætte verdens højeste skat på mad ned”.

Hvad de blå partier i sidste ende beslutter sig for at gøre, er i øjeblikket usikkert. Men de har det problem, at et stort flertal af vælgerne støtter en momsnedsættelse. Feks. viser en undersøgelse fra COOP i oktober 2025, at 86 % af vælgerne bakker om en lavere moms på frugt og grønt.

Hos Enhedslisten betragtes en momsnedsættelse som en af de vigtigste sejre, som partiet opnåede i de over to måneders lange regeringsforhandlinger. Det var en af forudsætningerne for, at partiet støttede Firkløverregeringen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at partiet ændrer holdning, selvom det er presset af ”mainstreamøkonomer”, medier. Interesseorganisationer og andre partier.
Også fordi partiet betragter et tiltag som at gøre fødevarepriserne lavere for den almindelige befolkning som et redskab til at dæmme op for den højrebølge, der står stærkere og stærkere i mange europæiske lande.

Det politiske flertal for en momsnedsættelse eksisterer stadigvæk. Men spændende bliver det at se, om det fortsat eksisterer frem til 2028, hvor det som nævnt er planen, at momsnedsættelsen skal iværksættes.
——
Hovedfoto ©Bertil Mortensen

Indlægget Momsen – en ny politisk slagmark blev først udgivet på netavisnord.

Nationalismen har historisk antaget karakter af en ideologi, der anskuer nationen som et fællesskab for en gruppe mennesker, der har en række sammenfaldende kulturelle træk som sprog, religion og historie. Fra at have haft en progressiv, venstreorienteret klang og bidraget til afkolonisering og statsdannelser adskillige steder på kloden, er nationalismebegrebet i dag i støre udstrækning forbundet med højrefløjens selvtilstrækkelighed, snæversyn og fremmedhad.

Mette F. og Meloni i fælles front mod Sanchez
Migranters – mislykkede – forsøg for nylig på at nå det europæiske fastland via eksklaven Ceuta fik socialdemokraten Mette F og den stærkt højreorienterede Meloni til tasterne i fælles front til forsvar for europæiske værdier og grænser. De bekræftede hinanden i nødvendigheden af en stram udlændingepolitik og et udvisningscenter uden for Europa, ligesom den spanske socialdemokrat, Sanchez, ikke kan forvente nogen støtte fra sin danske partifælle, som sammen med sin italienske kollega truer med at smide Spanien ud af Schengenaftalen og den fri bevægelighed for arbejdskraft.

Det hører med til historien, at ikke en migrant nåede at sætte foden på europæisk jord, og skulle det være lykkedes, og de fik midlertidig opholdstilladelse til at arbejde i Spanien, giver det dem ingen ret til at udnytte det indre markeds frie bevægelighed. Det kræver en permanent opholdstilladelse, hvilket Mette F og Meloni belejligt nok glemte at fortælle, da de ret voldsomt kritiserede Sanchez for ikke at varetage Spaniens forpligtelse til at beskytte Europa mod indvandring fra syd.

De to regeringsledere skærpede retorikken og kritiserede migranterne for ikke at respektere de europæiske værdier og i særdeleshed den kristne kulturarv – hvilket dårligt korresponderer med menneskerettighederne og respekten for religions- og ytringsfriheden.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne
Mette F´s åbenlyse behov for at signalere, at hun er strammer på udlændingepolitikken, lægger sig i forlængelse af DF og DD’s tiltagende skarphed på området. Der er en politisk kamp mellem de tre partier om bestandigt at skærpe såvel politikken som retorikken over for nydanskere. Her følger et par afsnit fra DF og DD’s udlændingeprogram:

Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes angst for de fremmede
DF:
Foragt over for danske værdier:
Vi har modtaget alt for mange udlændinge, som hverken har evne, lyst eller vilje til at blive integreret i Danmark, og som ene og alene kom hertil, fordi danskerne har bygget et af verdens mest gavmilde samfund. Resultatet er store, isolerede parallelsamfund, hvor indvandrere fra islamiske lande i snart to generationer uhindret har kunnet leve efter de regler, den levevis, de vaner og magtstrukturer, som de tog med til Danmark: klanvælde, kønsopdeling, voldelige og patriarkalske omgangsformer, kvindeundertrykkelse og koranen som rettesnor i livet. Mens mange af dem indbyrdes holder liv i et tilbagestående og voldeligt æreskodeks, så foragter de danskerne, som ellers må betale prisen for deres sociale bedrageri, kriminalitet, dovne attitude over for uddannelse og arbejde, nedbrydning af alment boligbyggeri og snylten på de offentlige kasser i almindelighed.

DD:
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter de danske værdier, vores kultur og vores samfund…
Vi vil ikke finde os i, at islamistiske mørkemænd kommer til Danmark med deres udemokratiske tanker og værdier. Derfor har vi ikke brug for lempelser. Vi har brug for en stram udlændingepolitik, der passer på Danmark.

DD og DF´s medansvar for flygtningestrømmene
Disse meget generaliserende og fordømmende synspunkter skal ses i lyset af, at de to partiledere selv i sin tid bakkede op om Danmarks imperialistiske krige i Mellemøsten og Nordafrika, som frembragte de borgerkrige, der har sendt mange mennesker på flugt, herunder til Danmark. Og såvel Mette F som de to højrefløjspartier er også hardcore tilhængere af Israels politik over for palæstinenserne – Mette F betragter Golda Meir som sit forbillede – vel vidende, at den skaber endnu flere mennesker på flugt.

Mere end 95 % af nydanskerne har ikke begået kriminalitet
Når højrefløjspartierne anklager nydanskere for kriminalitet, hører det med til billedet, at mere end 95 % af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige land aldrig kommer i berøring med det danske retsvæsen i forbindelse med lovovertrædelser. For kvinderne alene er tallet 99%.

Opgør med dunjakker, tørklæder og kasketter
Og det forhold, at minoritetsunge kvinder i større udstrækning end danske unge kvinder nu får en uddannelse, og at minoritetsunge mænd gør store fremskridt på uddannelsesfronten og inden længe er på niveau med majoritetsunge danskere, negligeres helt af DF og DD. Tværtimod. I et nyt udspil rettet mod nydanske elever på ungdomsuddannelserne skriver Danmarksdemokraterne (med versaler)
– ELEVER, DER IKKE TALER DANSK I SKOLETIDEN, SKAL SMIDES UD
– ALLE ELEVER SKAL PÅ FØRSTE SKOLEDAG GIVE HÅNDTRYK TIL REKTOR VED ANKOMST
– ELEVER SKAL UNDERSKRIVE EN ERKLÆRING OM AT OVERHOLDE DANSKE VÆRDIER
– OBLIGATORISK FORÆLDREMØDE OM DANSK KULTUR, LIGESTILLING OG DANNELSE
– PÅKLÆDNINGSKODEKS PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE – herunder forbud mod dynejakker, kasketter, tørklæde.

Danskheden og nationalismen pudses af i krisetider
Det interessante er, at såvel Socialdemokraterne som DD og DF rejser en diskussion om danskhed og nationalisme, som bestemt ikke er ny, men som har det med at genopstå i krisetider. Der er tilsyneladende for nogle partier behov for at kridte den nationale identitetsbane af, når landet er under pres, endskønt ingen vel har patent på, hvad det vil sige at være dansk. Afståelsen af Norge, nederlaget i 1864, Anden Verdenskrig m.m. har været begivenheder, der har framet en drøftelse af, hvem vi er som folk. Hvilke værdier er danske? Hvem hører med i fællesskabet – og hvem ikke? Og det er ikke uden betydning at understrege, at der ikke på noget tidspunkt har været konsensus om danskheden. Den har til alle tider været genstand for en politisk diskussion mellem højre og venstre i dansk politik.

Højrefløjens skærper kravene til statsborgerskab med sindelagskontrol
Højrefløjen har det, som vi så ovenfor, rigtigt godt med danskheds – og nationalismedebatten. Den er der tilsyneladende stemmer i. Den ilter forestillingen om et nationalt fællesskab, hvor danskheden råder, og hvor der ikke er plads til, at andre nationale identiteter kan leve parallelt hermed. Nationalismen er i den forstand en ideologi, der bygger på en snæver kulturopfattelse, som søger at bevare kulturarven og beskytte samfundet mod fremmedes muligheder for at få rettigheder. Der er tale om kulturelle krav, som man som nydansker skal leve op til, og det påfaldende er, at barren løbende bliver hævet, så der kræves mere og mere for at leve op til danskhedskravet, hvilket blandt andet ses af, at Folketingets Indfødsretsudvalg har indført sindelagskontrol, så ansøgere om dansk statsborgerskab skal screenes for holdninger, inden de tildeles dansk pas. Synspunktet må m.a.o. dække over, at danskheden og den nationale identitet er så skrøbelige, at de ikke kan modstå andre holdninger, som derfor må forbydes.
Ida Auken og Alex Vanopslagh. Foto FT.

Auken og åndelig oprustning
Senest har Socialdemokratiet med den fhv. folkesocialist og radikale, Ida Auken, som bannerfører opfordret til åndelig oprustning, hvilket bl.a. indebærer en besinden sig på den nordeuropæiske, protestantiske kristendom. Hendes bestræbelser på at knytte en præst til Folketinget vidner herom.

Åndelig oprustning har en tendens til at forherlige fortiden, og som sådan bliver nation og danskhed til en fortælling, der har svært ved at rumme uenighed, debat, mangfoldighed og respekten for andre værdier. Den udspringer af frygten for omverdenen, der presser sig på i en globaliseret tidsalder, og forudsætter forandring.

Auken har allieret sig med højrefløjen, hvor bl.a. Alex Vanopslagh med sin bog, Den usynlige ånd, også ruster åndeligt og op gør kristendommen til et af omdrejningspunkterne i sit ideologiske manifest. At han så samtidig fratager Socialdemokratiet patentet på velfærdsstaten og søsætter en modfortælling om, at det var civilsamfundet og enkeltpersoner – og ikke staten – der skabte velfærdssamfundet, må trods alt skabe modhager i Aukens alliance med højrefløjen.

Venstrefløjens syn på danskhed
Over for denne højrefløjsdiskurs eksisterer der en venstrefløj, som har et noget andet syn på danskhed: tolerance, respekt for menneskerettigheder, solidaritet, mm., og hvor kulturel danskhed ikke er en betingelse for at opnå juridisk danskhed, altså statsborgerskab. Her er det afgørende folks handlinger, ikke deres holdninger, og kriterierne for at opnå statsborgerskab ligger fast og ændres ikke hele tiden i mere restriktiv retning. Her påpeges modsætningsforholdet mellem den tiltagende globalisering og den danske afhængighed af handel og interaktion med omverdenen og så højrefløjens bestræbelser på at lukke mennesker med anden etnisk herkomst ude. Nationalismen og den bornerte, kulturelle danskhed ser bort fra, at danskere med relativt høj uddannelse kan have mere til fælles med f.eks. en tysker med samme uddannelse end med deres nabo. Det kan gælde alt fra politiske holdninger, medieforbrug, madvaner, boligindretning, til kropslighed og motion.

Nationalismen i historisk perspektiv
Venstrefløjens syn på nationalismen er imidlertid ikke så enkel, såfremt den sættes ind i et historisk perspektiv. De tidlige nationale bevægelser, som udsprang af oplysningstiden, var progressive og hyldede idealerne om frihed og lighed. Nationalismen har også været afgørende i bekæmpelsen og undergravningen af den europæiske imperialisme og har spillet en hovedrolle i den politiske mobilisering, der førte til afkolonialiseringen, hvor ideen om national selvbestemmelse udfordrede de imperiale magter. Venstrefløjens syn på nationalismen røg imidlertid ind i alvorlige problemer i slutningen af det 20. – og begyndelsen af det 21. århundrede. Efter den i årevis bekæmpede integrationen i EU, blev det politiske ubehag for venstrefløjen ved at være på hold med den ekstreme højrefløj og blive betegnet som ”nationalsocialister” for tydeligt og bevirkede, at den tog et opgør med nationalismen og i dag bakker op om dansk medlemskab af EU.
—–
Hovedfoto: Wikimedia Commons

Indlægget Nationalisme og danskhed blev først udgivet på netavisnord.

Det havde været en hård omgang. Inger Lauritzen var sjældent syg, men denne her omgang influenza havde virkelig bragt hende til tælling. Gudskelov var ungerne jo flyttet hjemmefra, så nu kunne man jo rent faktisk have tid til at være syg. Men alligevel sjovt havde det ikke været – og når man nu ikke var helt ung længere, var modstandsdygtigheden måske heller ikke helt som før. Selv da influenzaen havde fortaget sig, måtte Inger tit lægge sig for at komme lidt til kræfter. Og det var, da hun lå dér, at en melodi blev ved med at rumstere i hendes hoved. Den var køn og iørefaldende. Og på en eller anden måde så velkendt. Men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad den hed – eller hvorfra hun kendte den. Inger fortrød, at hun som den eneste i familien aldrig havde haft tålmodighed til at lære noder. Nu måtte hun forsøge at fastholde den lille melodi ved hjælp af små kruseduller, boller og krydser, der gik op og ned – et selvudviklet system, som hun var for skamfuld til at vise til andre. Sine “unoder”, kaldte hun dem.

Lillebror Kristian og Gud
Dog – lillebror Kristian fik lov at se dem, efter at hun forgæves havde nynnet den lille melodi for venner og bekendte, hvoraf ingen havde kunnet genkende den. Kristian, der var musiklærer, fik hurtigt oversat Ingers unoder til rigtige noder, og således var fiskerkonen fra Lønstrup pludselig blevet “komponist”. I en alder af ca. 50. Hun var selv både overrasket og overvældet. Var det en slags hjerneskade efter den kraftige influenza? Eller var hun bare blevet almindeligt tosset? Det var ikke til at sige, men da flere nye og smukke melodier vedblev med at strømme ud af hende, slog hun sig til tåls med, at det sikkert var Gud, der havde en finger med i spillet. Inger Lauritzen havde livet igennem skrevet digte og sangtekster, men at hun nu pludselig blev i stand til at sætte sine egne toner til poesien, fuldendte på mange måder hendes værker. Digte, der i mange år havde ligget i en skuffe, blev taget op, pudset af og tilført nyt liv med en ny Inger Lauritzen-melodi.

Hjørring Revyen
Og nu gik det stærkt. Direktør for Hjørring Revyen, Thøger Olesen, kom via sin mor på sporet af Ingers nyudviklede evner, og efter at han havde rekvireret et kassettebånd, hvor Inger havde indsunget nogle af sine sange, var Thøger Olesen ikke i tvivl: Sangen “Kystfiskeren” skulle med i den næste Hjørring Revy – og det kom den med Birgit Conradi som solist – og det blev en stor succes for både revyen og Inger Lauritzen.

Barndom
Inger Lauritzen fødtes 11. august 1926 og ville altså netop i tirsdags være rundet de 100 år, og det er naturligvis en god anledning til at mindes denne lokale digter.

Hun voksede op som landmandsdatter på gården Øster Dahl mellem Lønstrup og Skallerup. Hendes forældre, Agnes og Henrik, var dygtige og hårdtarbejdende og samtidigt kærlige forældre. Det var også et musikalsk hjem, hvor såvel forældre som børn både kunne synge og spille instrumenter. Som sagt var Inger den eneste, der aldrig lærte sig noder – det gad hun simpelt hen ikke! Men hun blev en habil pianist, som spillede efter gehør, og når man om aftenen samledes til fællessang, var det oftest Inger, der sad ved tangenterne – hun skulle jo heller ikke først bruge tid på at finde noderne frem.

De første syv år af Ingers liv var gode og trygge, men så ramtes hendes far meget hårdt af sukkersyge, som medførte flere og flere komplikationer og indlæggelser, og et par dage før Ingers 10 års fødselsdag valgte faderen at tage sit eget liv. Det blev selvfølgelig både en stor sorg og en stor omvæltning i Ingers unge liv og naturligvis også for moderen, der nu pludselig stod alene med en stor gård og fire børn. Hun klarede dog udfordringen på imponerende vis, og nogle år efter giftede hun sig igen, og børneflokken udvidedes med yderligere to børn, Kristian og Bitten. Selv om Inger som nævnt aldrig gav sig tid til at lære noder, så var hun meget optaget af musik og poesi. Hun var en opmærksom iagttager af sine omgivelser, af naturens gang og menneskelige skæbner og skabte gennem sit lange liv en stor samling digte og viser.

Mødet med Knud
Nu er det vist på tide, at vi får gang i de romantiske violiner. Vi skal til dansant på Adolph Jensens Hotel i Lønstrup. Året er 1946. Egnens unge piger og drenge sidder bænket i lange rækker på hver sin side af dansegulvet. Blandt de unge mænd er der en gruppe fiskere, som, Inger synes, er vældigt pæne. Særligt den ene. Hun sender ham skjulte blikke hele aftenen, ligesom han også i smug betragter hende. Men Inger får lov at sidde hele aftenen, uden at han byder hende op. Først da musikerne pakker deres instrumenter sammen, tager han mod til sig, går over dansegulvet og inklinerer for den unge pige, som han har holdt øje med hele aftenen.
“Jamen nu er musikken jo stoppet”, siger Inger lidt forvirret.
“Øh…nå ja…. Men du kan jo synge, ikke?”

Og så danser de to unge mennesker med hinanden, mens Inger synger i vilden sky. Den unge mand hedder forresten Knud. Og dansen varer i 56 år.

Fra landbotilværelse til fiskerkone
Ægteskabet med Knud betød på alle måder store livsforandringer for Inger. Fra en nogenlunde rolig landbotilværelse var hun nu pludselig blevet “fiskerkone” og på den måde prisgivet havet og dets dramatiske luner. I mange år fyldte uroen og nervøsiteten for Knuds færden i det voldsomme element meget. Ofte var Inger at finde på solnedgangspladsen, hvor hun spejdede ud over det mægtige hav, mens der blev bedt en stille bøn for, at Knud ville komme sikkert hjem. At han (ligesom sin egen far) også var redningsmand, gjorde ikke situationen nemmere for Inger, og på den måde delte hun et skæbnefællesskab med de mange andre fiskerkoner i den lille by. Det var ikke en nervøsitet, man talte om, men den knyttede et stærkt bånd kvinderne imellem. Og Ingers frygt kombineret med hendes store respekt for fiskerne og redningsfolkenes livsvilkår blev i stedet omsat til ord, rim og vers.

Naturens kræfter – et vilkår for Lønstrup
Omskifteligt og farligt vejr er et vilkår for fiskerne, men naturens kræfter i øvrigt har også altid været en mærkbar og evigt tilstedeværende faktor for det lille landsbysamfund i Lønstrup. Kystnedbrydningen har fundet sted i århundreder, og de menneskeskabte klimaforandringer vil ikke gøre problemet mindre i årene fremover. Men nogle år er ødelæggelserne mere tydelige og håndgribelige end andre år.

1981 var et af de slemme år. Det var også året, hvor den moderne og synkefri redningsbåd, RF2, forliste under en redningsaktion. Ni mand mistede livet, tre fiskere og seks redningsfolk. Og bare en uge forinden, havde en voldsom storm ædt ca. 30 meter af Lønstrup klint på blot en enkelt nat. Inger og Knuds hus, Nordstrand, på toppen af Havbakken kommer afgrunden faretruende nær, ligesom både Villa Vest og redningsbygningen er tæt på at forsvinde i bølgerne. Et sommerhus syd for
Lønstrup klarer ikke stormen, men ryger i havet.
Lønstrupborgerne havde i mange år råbt op om, at deres lille lokalsamfund var i fare for at blive opslugt af havet – uden at det havde gjort videre indtryk på myndighederne. Men denne gang, tænkte Inger: “Nu kan det være nok”.

Inger og Anker

Hun kontaktede Danmarks Radios provinsafdeling, der umiddelbart efter indfandt sig med tændte kameraer – og billeder af ødelæggelserne gik landet rundt. Blot to dage efter fik Lønstrup besøg af statsminister Anker Jørgensen, som uden videre introduktion blev mødt af en oprørt Inger Lauritzen, der blot udbrød: “Du må gøre noget”.

Anker Jørgensen kunne godt se, at situationen i Lønstrup var helt gal – så han sagde så de berømte ord: “Jeg har aldrig været en diktator – men nu dikterer jeg en omgående kystsikring”. Og dén blev så iværksat kort efter.

Skybruddet 1877 – slugten
Men det var jo langt fra første gang, at Lønstrup var genstand for elementernes uhæmmede rasen. Den store slugt, der gennemskærer byen fra omkring den gamle biograf og ned til stranden, er jo et nærværende minde om en anden stor katastrofe, nemlig det store jordskred, som følge af et skybrud, der i 1877 sønderrev byen og dannede en 18 meter bred og syv meter dyb kløft. På et par timer forandredes geografien totalt, og adskillige huse, stalde og broer var forsvundet i havet.

Bandet Nordstrand og Knuds sygdom
Inger og Knud fik som sagt 56 gode år sammen. Det var et lykkeligt ægteskab, hvor man bakkede op om hinanden. Tre børn fik de: Helle, Lisbeth og Carl, og siden blev det til seks børnebørn (deriblandt Mathilde). Til Ingers store glæde dannede Mathilde et band, “Nordstrand” (opkaldt efter Knud og Ingers hjem), som nyfortolkede en lang række af Ingers sange.

Og minsandten om ikke Inger også oplevede at blive oldemor – til ikke færre end 18 små poder. Da Ingers sene karriere som sanger og foredragsholder foldede sig ud, var det også Knud, der kørte hende land og rige rundt i deres bil. Han sad så pligtskyldigt og ventede udenfor, indtil Inger var færdig. ”Det kunne jo være, hun også sagde noget om mig – og så er det nok klogest ikke at være til stede”. Inger fik aldrig selv kørekort og gudskelov for det, som nogle af hendes børn har udtrykt det. Omkring årtusindeskiftet rammes Knud af en for sent opdaget tarmkræft. Den stærke og stovte, tidligere fisker og redningsmand, bliver nu pludselig selv afhængig af hjælp. Han frygter kort, at Inger måske vil forlade ham, nu da han pludselig fremstår svag og udstyret med stomipose, men det vil Inger naturligvis ikke høre tale om. Hun aflyser alle sine aftaler og foredrag og passer Knud den sidste tid, inden han dør i 2002. Loyalitet var et adelsmærke og en selvfølgelighed for Inger.

Intet som hav og bølger kan drage
Inger Lauritzen blev boende i Nordstrand frem til sin død d. 6. august 2019, 92 år gammel. Hun vil altid være en del af Lønstrups, havets og vestkystens DNA.

Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
——-.
Hovedfoto: Inger Lauritzen. Foto Kultunaut.
—–
Artiklens forfatter: Jørgen Bing. Skuespiller og byrådsmedlem (SF) Hjørring

Indlægget Inger Lauritzen -100 år blev først udgivet på netavisnord.

Vi synes, at demokrati er den bedste styreform i verden – eller den “mindst ringe”, som Winston Churchill sagde – men kendsgerningen er, at demokratiet kun har eksisteret i meget kort tid, historisk set, og realistisk set sagtens kan forsvinde.

Den aktuelle situation for demokrati i verden er ifølge den århusianske forskergruppe, Magtudredning 2.0, at kun 7% af verdens befolkning i dag har et fungerende demokrati. For 50 år siden var tallet 17%. Demokratiet er altså i dag i overvældende mindretal i verden. Det lave tal skyldes også, at USA i dag ikke regnes for et solidt demokrati ifølge det svenske institut for forskning i demokrati, V-Dem-instituttet i Gøteborg, bl.a. fordi den politiske og juridiske kontrol med magten, dvs. den selvbestaltede og egenrådige præsident, simpelthen er for svag.

Det græske demokrati og dets undergang
Det var de gamle grækere, eller rettere de gamle athenæere, der opfandt demokratiet i 507 f. Kr. Den dristige politiker Kleisthenes mente, det var værd at prøve at lade alle mandlige fuldborgere, mænd altså med athensk indfødsret og over 20 år, bestemme, hvad der var bedst for bystaten Athen. Det var et kolossalt dristigt foretagende. Et verdenshistorisk vingesus. Det var et direkte demokrati med fysisk fremmøde i folkeforsamlingen, embedsværket var åbent for borgerne ved lodtrækning, domstolene også, og enhver borger kunne med god livslængde se frem til at blive borgmester én dag 1 eller 2 gange i sit liv.

Men demokratiet havde fra dag 1 ihærdige kritikere. Alle de kloge filosoffer i oldtiden var imod demokratiet, fordi det byggede på lefleri, spytslikkeri, bestikkelse af folket: Sokrates var imod demokratiet og udstillede politikernes uvidenhed og blev henrettet – ikke det sidste justitsmord, der er sket i folkets navn; Platon, elev af Sokrates, skrev et stort værk om “Staten”, et langt indlæg mod den demokratiske stat, som han var så fræk at kalde en “svinestat”: det handler kun om at få noget i skrutten, helst så meget som muligt og gerne med søde sager og fløjtespil til. Svinestaten er den stat, hvor behovene har taget magten ifølge Platon.

Det athenske demokrati forsvandt i 322 f. kr. med den makedonske kong Aleksander den Stores besættelse af det græske fastland og øerne.

Det amerikanske demokrati
I mere end 2 tusinde år eksisterede demokratiet kun i de teoretiske diskussioner af styreformer. Der var intet demokrati i Romerriget. Der var intet demokrati i Middelalderen. Der var intet demokrati i Norden.
Nej, det var i Den Ny Verden ovre i Amerika, at det første demokrati i nyere tid blev indført. Uafhængighedserklæringen fra 4. juli 1776 – ca. 2000 år efter demokratiets afskaffelse i Athen – var en revolutionær tekst, der hævdede, at alle mennesker er “skabt lige” med lige rettigheder, ikke mindst en selvindlysende ret til sikkerhed og frihed og ret til at “ forfølge sin lykke”.

Det endte med USA – De Forenede Stater – i 1787, 13 stater, der med tiden er blevet til 50 stater, verdens største demokrati, og med Trumps ustyrlige ambitioner måske snart 51 eller 52 stater: Grønland, Canada, Cuba eller hvad? Om USA i dag, hvor 250 års jubilæet for Uafhængighedserklæringen skal fejres, er et demokrati, er der rejst begrundet tvivl om

Den amerikanske forfatning fra 1787 er stadig gældende – med et hav af tilføjelser. Den gør alvor af adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magtinstanser – læren om magtadskillelse fra den franske filosof Montesquieu.

Kongressen er lovgivende og består af Senatet og Repræsentanternes Hus: medlemmerne er direkte folkevalgte; præsidenten er den udøvende magt, men valgt via valgmænd, altså egentlig indirekte, sådan at en præsident ikke nødvendigvis har flertallet af stemmer, men skal have flertallet af valgmænd. Ministrene i præsidentens administration må ikke sidde i Kongressen. Klar adskillelse af udøvende og lovgivende magt. Domstolene er uafhængige og kontrollerer den udøvende magt; alligevel er Højesterets dommere udpeget af præsidenten og altså politiserede.

Trump udfordrer det amerikanske demokrati
I dag har USA en præsident, der konstant udfordrer de demokratiske grundprincipper i Den amerikanske Forfatning, så det ikke er indlysende, at USA er en demokratisk stat.
Hvad vi ser i USA for tiden, er en degeneration af demokratiet derved, at en præsident udøver sin magt til det yderste i kraft af dekreter, præsidentiel lovgivning, økonomisk og politisk pres på de amerikanske nyhedsmedier og universiteter og kulturelle institutioner – og på selveste Justitsministeriet, forbundsstatens vigtigste myndighed, der bliver infiltreret politisk. Korruptionen er så stor, at det får Stein Bakker til at ligne en uskyldig lommetyv.

1849 – Grundloven
Lad os vende hjem til vores egen verden. Grundloven og stemmeretten, ca. 15% af den danske befolkning i 1849, var en fremadskuende, dristig handling – “et spring ind i mørket”, mente de dannede i byerne. Det dristige var og er forsvaret af individet mod staten. Individets frihedsrettigheder – tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Individet står over staten, individet er det primære, staten det sekundære. Individets ukrænkelighed bliver fastslået: 1) boligens ukrænkelighed 2) privatlivets ukrænkelighed 3) den private ejendoms ukrænkelighed 4) individets uskyld, indtil det modsatte er bevist.

Forsvar for menneskerettighederne
FN’s store Menneskerettighedserklæring fra 1948 og – med FN-erklæringen som forbillede – Den europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 er de vigtigste, åndelige bastioner for at bevare en human, moral-, jura- og regelstyret verden, der behandler mennesker ordentligt – og ikke tillader at de udsættes for vilkårlig vold og rå hensynsløshed. Det er denne verdensorden, der er under afvikling i dag. Det er kedeligt at sige det, men det er det, der sker lige nu. Og jeg tror, det er vigtigt at sige, at Europa og Danmark har en vigtig opgave i at forsvare den demokratiske civilisation mod de diktatorer og autokrater, der hellere vil have den rå magt tilbage i forholdet mellem staterne.

Vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om
Hvad er det gode ved demokratiet? Det er, at demokratiet fredeliggør konflikter både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Som K.E. Løgstrup har sagt: demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Demokrati forudsætter ikke, at vi mener det samme, har de samme interesser og de samme værdier. Demokratiet respekterer forskellighed, så længe forskelligheden ikke udarter til had og forfølgelse. En person med en anden politisk mening er ikke en fjende, kun en modstander. Nazi-partiet er ikke forbudt i Danmark, Hibz-ut-Tahrir er ikke forbudt i Danmark. Navnet betyder “befrielsespartiet”, og dets mål er et islamisk verdenskalifat. Jeg siger, tak for kaffe! Men demokratiet skal være stærkt nok til at kunne tåle yderliggående holdninger, så længe der kun er tale om holdninger. Truende, krænkende og voldelige handlinger falder ind under straffeloven, politiet og domstolene. Ytringsfriheden er kernen i demokratiet, og vi skal kunne tåle at høre det, vi ikke bryder os om at høre og i øvrigt tage kampen op med argumenter og ord.

Udfordringer for det danske demokrati: Tamilsagen og krigene i Irak og Afghanistan
Men jeg vil gerne pege på en række problemer, som det aktuelle danske demokrati kæmper med. Tredelingen af magten er et demokratisk grundprincip, men bliver det håndhævet godt nok i Danmark? Regeringen er den udøvende magt, og regeringen har ansvaret for de statslige myndigheder, men er Folketingets kontrol med regering og myndigheder god og effektiv nok? I de sidste 30/40 år har vi haft masser af kommissionsundersøgelser: f. eks. Den berømte Tamil-sag, der endte med Schlüter-regeringens fald: der blev af Schlüter taget en respektfuld konsekvens af et regeringsmisbrug, Erik Ninn-Hansens selvrådighed.

De store undersøgelser af dansk krigsindsats i Afghanistan og Irak er blevet skrottet dels af Lars Løkke Rasmussen i 2015 og af Mette Frederiksen i 2019. Meget lidt hæderfuldt. Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS’s undersøgelse af beslutningsgangen i Udenrigspolitisk Nævn omkring den 20 år lange Afghanistan-krig er blevet dels udskudt, hvad angår offentliggørelse (i parentes bemærket: den ligger parat), dels underlagt en censurordning, der gør det muligt og lovligt for de implicerede politikere at kræve deres udtalelser anonymiseret. Det er accepteret af Folketingets Præsidium med Søren Gade som formand, samme Søren Gade, der var forsvarsminister i de meget heftige år i 00’erne under Anders Fogh Rasmussen. Det er meget lidt hæderværdigt, at ministre og politikere ikke vil stå ved deres udtalelser i en uvildig rapport fra DIIS.

Undersøgelse af udbytteskandalen – 10år undervejs
Jeg vil også nævne kommissionsundersøgelsen af skatteministeriet fra 2002 og fremefter til udbytteskatskandalen og opdagelsen af den. Kommissionen blev nedsat i 2017 og arbejder stadig. Til næste år har den arbejdet i 10 år, uden at der vist er udsigt til en offentliggjort rapport. Antallet af skatteministre i perioden er højt, og de mange omlægninger og lovændringer er kolossale. Det er ødelæggende for borgernes tillid til skattevæsenet og de politiske beslutninger om de mange tekniske, organisatoriske og lovmæssige forandringer af skattevæsenet.

Rigsrevisorerne holder øje med den udøvende magt
Jeg vil dog gerne fremhæve vores dygtige rigsrevisorer med Mette Abildgaard i spidsen, der holder øje med regeringen og statens myndigheder. Deres kritik af den manglende dyrevelfærd og krænkelse af en allerede eksisterende lovgivning på området og deres kritik af politiet for henlæggelse af “sager” er gode eksempler på, at Folketinget, den lovgivende myndighed, har hånd i hanke med den udøvende magt og dens mangler. Det er sådan det skal være: at der er kontrol med magtudøvelsen. Det er den kontrol, der smuldrer i USA.

Den politiske offentlighed er udfordret
Folketingsvalget den 24. marts 2026 satte 12 partier ind i Folketinget: 1 parti med lidt over 20% af stemmerne, 11 partier med fra 10% til 2% af stemmerne. Jeg tror ikke, vi nogensinde har haft et så kaotisk Folketing – ikke engang i 1973 efter det berømte “jordskredsvalg”. Man kan godt spekulere over, hvad et sådan Folketing er udtryk for? Aldrig har landet været mere fragmenteret. Det bliver diskuteret, om det er for let at stifte et politisk parti? Om spærregrænsen skal hæves? Etc. Jeg vil gerne bidrage med et andet synspunkt: nemlig at den gode politiske journalistik og debat, det gode oplysningsniveau i offentligheden, på det nærmeste er forsvundet ud af det lokale og regionale mediebillede. Den politiske diskussion er flyttet over på de sociale medier og deres kommentarfelter: Facebook, TikTok, X – og hvad de hedder. Konsekvenser er, at politisk diskussion er degenereret til underlødig og hadefuld kommentaridioti. Lad mig også midt i sortsynet sige: de landsdækkende aviser, Politiken, Berlingske Tidende o.a., stadig har kompetente politiske redaktioner.

Public Servicemedierne forfalder til cirkus og barnagtighed i valgkampen.
Er DR og TV2 gode nok til at lave kritisk journalistik på politiske partier og kandidater i en valgkamp? Det er min mening, at TV- stationerne lavede alt for meget cirkus, koreografi og barnagtige øvelser ud af de store debatter, der afsluttede valgkampen. Oplysningspligten viger for underholdningen, tv-kratiet besejrer demokratiet. For nu at trække pointen hårdt op.

AI udfordrer demokratiet
Til sidst vil jeg komme med endnu en trussel mod demokratiet, nemlig AI-revolutionen. Skolen og hele uddannelsessystemet bliver voldsomt udfordret af AI: hidtil har uddannelse handlet om at udvikle elevernes naturlige intelligens og de unge menneskers karakter og adfærd på en både kreativ og repeterende måde, så de blev dygtige i alle fag og kompetente samfundsborgere. I dag er risikoen, at den kunstige intelligens udkonkurrerer den naturlige intelligens, og fremtidens mennesker bliver åndløse og inkompetente, fordi den kunstige intelligens overtrumfer deres egne små evner. Bluf og snyderi er vokset voldsomt i omfang i dagens skole. Vi outsourcer vores intelligens, viden og tankekraft til maskinerne, der kommer til at bestemme mere og mere. Også i den politiske verden.

AI kommer bestemt til at give os mange gevinster, men vi skal bringe den i anvendelse med al mulig omtanke og ikke pantsætte vores frihed og selvstændighed, som mennesker og borgere i et demokratisk samfund, til en tænkende maskine.
———-
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Demokratiets udfordringer blev først udgivet på netavisnord.

Der findes forskellige overordnede typer kulturel – herunder idrætslig – boykot og udelukkelser af lande: Politisk/statsligt vedtagne, nationale og internationale idrætsorganisationers beslutninger samt enkeltpersoners politisk eller moralsk begrundede private boykot.

Typer af statslige sanktioner
Efter Ruslands angreb på og invasion i Ukraine i 2022 har Danmark gennemført forskellige former for boykot og udelukkelse af Rusland.

Hovedparten af statslige sanktioner har været en støtte til EU’s sanktionspakker. Det har drejet sig bla. om økonomisk og finansiel boykot (eks. indefrysning af russiske aktiver i banker), handelsboykot og eksportrestriktioner (eks. forbud mod eksport af avanceret teknologi), energi- og råstoftsanktioner (eks. udfasning af import af russisk kul og olie) og forbud mod eksport af våben.

Sportslige sanktioner og boykot
Engel-Schmidts udtalelser om de uskyldige kvinder og børn drejede sig specifikt om OL. Men det danske ønske om sport-boykot af Rusland er ikke begrænset til denne sportsbegivenhed.

Den danske regering og Folketinget har støttet og opfordret til boykot af Rusland i alle idrætsgrene. Folketinget har ikke vedtaget en speciel og formel boykotlov på sportsområdet, men opfordringen er rettet til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og dets specialforbund samt internationale idrætsorganisationer.

De fleste internationale forbund har – selvom de ikke er juridisk tvunget til det – helt eller delvist vedtaget at boykotte eller udelukke Rusland. Det gælder bla. de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA. I alt omkring 25 internationale forbund har gjort det, men i forskelligt omfang.

Når det gælder stater og deres regeringer, er der ca. 35-40, primært vestlige, regeringer, som opfordrer til og støtter boykot. Det drejer sig om beskedne omkring 20 % af verdens lande.

Konkret har boykotten feks. udmøntet sig i støtte til udelukkelse af russiske landshold, til aflysning af internationale sportsarrangementer i Rusland, til stop for samarbejde med russiske idrætsorganisationer, til udelukkelse af de enkelte russiske sportsfolks deltagelse i internationale stævner.

Der eksisterer dog forskellige grader af boykot og udelukkelse: I international tennis feks. deltager russiske tennisspillere på lige fod med spillere fra andre lande (bortset fra, at de spiller under neutralt flag). Holger Rune og Clara Tauson feks. møder undertiden russiske modstandere, men vælger ligesom spillere fra de øvrige lande ikke at trække sig fra de kampe og dermed boykotte de russiske spillere.
Også de ukrainske spillere stiller i internationale tennisturneringer op mod de russiske, men foretager hvad man nok kan kalde en mere symbolsk protest ved ikke at ville give hånd og sige tak for kampen til deres russiske modstander.

Flere andre internationale idrætsorganisationers boykot er heller ikke absolut. Feks. indenfor svømning, sejlsport, vintersport og visse former for kampsport har man åbnet op for deltagelse af russiske individuelle (altså ikke som hold), ”neutrale” atleter.

Ved OL må russiske atleter stille op individuelt, men ikke som hold under russisk flag og nationalsang. Desuden er der et adgangskrav om, at atleten ikke offentligt må have udtrykt støtte til den russiske invasion.

Ved De Paraolympiske Lege i 2026 var det derimod tilladt at spille Ruslands nationalmelodi og konkurrere under russisk flag.

Der eksisterer altså ikke en fælles international linje overfor russisk deltagelse i sportsbegivenheder.

Ingen boykot af Israel og USA
Begrundelsen for at iværksætte sportslig boykot og udelukkelse af Rusland har været, at landet har angrebet Ukraine. Men Rusland er som bekendt ikke det eneste land i verden, som har angrebet et andet land. Det samme har Israel og USA.

Israel har i Gaza foretaget flere angreb, som har kostet titusinder af civile palæstinensere livet og hundredtusinder sårede og lemlæstede. Der er bred international konsensus om, at det drejer sig om over 70.000 dræbte, heraf et meget stort flertal civile. Og af disse titusinder af børn.

Og internationale organisationers og juridiske organers vurdering af Israels brud på international ret er næsten endeløs. Her er nogle eksempler:
Den Internationale Domstol: Undersøgelse af Israel for folkedrab.
Den Internationale Straffedomstol og udstedelse af arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Amnesty International: Anklage mod Israel for folkedrab.
Human Rights Watch: Anklage mod Israel for forbrydelser mod menneskeheden.
Forskellige humanitære organisationer: Brud på krigens regler, udsultning af civilbefolkningen som et våben – og meget mere.

Men selvom der fra mange sider internationalt fremsættes krav om boykot af og sanktioner mod Israel – dog ikke fra den danske regering, som vel nok må betegnes som en af Israels nærmeste venner – sker der ikke noget.

Det amerikansk-israelske angreb på Iran tidligere på året er også et brud på Folkeretten. Det har bla FN’s generalsekretær Antonio Guterres understreget. Og det er internationale eksperter stort set uden undtagelse også enige i.
Det er ganske vist ifølge Folkeretten ikke udelukket, at et land lovligt angriber et andet, men der er to betingelser, som i så fald skal være opfyldt: FN’s Sikkerhedsråd skal godkende det, eller angrebet skal ske i selvforsvar for at stoppe et forventet akut angreb eller trussel om et sådant.

Ingen af betingelserne er opfyldt i krigen mod Iran.

Og når krigen er brudt ud, skal den foregå på den måde, at civilbefolkningen og civile anlæg ikke må bombes (bestemmelserne i den såkaldte Humanitære Folkeret).
Heller ikke denne betingelse er opfyldt, idet flere tusinde civile iranere er slået ihjel ved angrebene, og civile mål som skoler, universiteter, boligblokke og kritisk infrastruktur er blevet ramt af bomber og missiler.

Reaktionen fra de vestlige landes ledere på USA’s og Israels angreb på Iran har været yderst lunken og undvigende, når det gælder vurderingen af Iran-krigens lovlighed i forhold til international ret. Det gælder også Mette Frederiksen. Tidligere forsvarsminister Troels Lund (V) gik et skridt videre: Han forsvarede nemlig ligefrem USA’s angreb og mente at ”…det er en nødvendig operation, USA er i gang med” og betegnede i TV2 angrebet som ”en klog og rigtig beslutning af amerikanerne”.

Den manglende reaktion og fordømmelse står således i skærende kontrast til fordømmelsen af det russiske angreb på Ukraine.

Men hvad er årsagerne til, at Israel og USA i modsætning til Rusland ikke er blevet udsat for boykot af især de vestlige lande heller ikke på idrættens område?

Hvorfor ikke boykot af Israel?
Der er ikke en enkelt faktor, som kan forklare, at Israel i mere eller mindre grad er fredet af de vestlige regeringer. Det er en kombination af flere.

En af dem er frygten for at blive beskyldt for antisemitisme. Det skal ses i lyset af forfølgelsen af jøderne igennem historien i de europæiske lande og især begivenhederne før og under 2. verdenskrig med det nazistiske Tysklands masseudrydelse af 6 mio europæiske jøder. Frygten er ikke ubegrundet, fordi enhver kritik af staten Israel rutinemæssigt afvises som antisemitisme af de israelske magthavere.

En anden faktor er situationen i Mellemøsten, hvor de vestlige magthavere traditionelt betragter Israel som allieret i forhold til regionens muslimske lande. Et slags vestligt orienteret militærstrategisk brohoved overfor disse lande.

En tredje faktor er Israels tætte tilknytning til USA, verdens eneste supermagt. Feks. er enhver Israelkritisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd blevet mødt med et amerikansk veto. Hovedparten af politikerne i USA’s kongres kunne ikke drømme om at opfordre til sportslig boykot af USA, og vestlige lande, som gjorde det, ville påkalde sig USA’s – og specielt Trumps – vrede.

En fjerde faktor er de voksende antimuslimske holdninger hos vælgerne i de europæiske lande. Politiske ledere ønsker ikke at lægge sig ud mod det vælgersegment, som ville se en sportslig boykot af Israel som et knæfald for de muslimske lande og Islam.

Hvorfor ikke boykot af USA?
Der er også flere grunde til, at USA ikke er blevet udsat for boykot fra de samme lande, som har opfodret til boykot af Rusland. Et af motiverne er regeringernes frygt for i givet fald at blive udsat for Trumps notoriske hævntørst og dermed bla. blive udsat for især økonomiske sanktioner og trusler om forværrede sikkerhedspolitiske relationer.

De internationale idrætsorganisationer har heller ikke været på banen med ønsker om boykot af USA. Mange af dem er afhængige af sponsoraftaler med amerikanske firmaer og af indbringende aftaler med amerikanske mediegiganter.

Desuden har USA en dominerende magt og indflydelse i nogle af de internationale idrætsforbunds organisationer.

Dobbeltstandarder
Den manglende lyst fra vestlige lande til at boykotte Israel og USA kritiseres af mange ikke-provestlige lande som hyklerisk eller udtryk for dobbeltstandarder fra de vestlige lande.

Kritikerne peger også på, at de vestlige lande som regel ikke viser den store interesse for og solidaritet med lande i det globale syd, som bliver invaderet af andre lande, med mindre de har en sikkerhedspolitisk eller økonomisk egeninteresse i det. Men når det drejer sig om Ruslands invasion af Ukraine, ophøjer Vesten den til et problem for hele verden, selvom krigen blandt de ikke-vestlige lande mere betragtes som en lokal/regional konflikt, der ikke rigtigt vedrører resten af det internationale samfund.

Sports-boykotter – har de nogen effekt?
Det kan diskuteres, og om det i det hele taget har nogen påviselig effekt at iværksætte boykotter indenfor idrætsverdenen. Det afhænger naturligvis af, dels hvor mange der deltager i den, dels hvilke typer af boykot der foretages, og dels om den idrætslige boykot står alene, eller er kædet sammen med andre former for sanktioner, feks. økonomiske.

Som nævnt ovenfor er det kun ca. 20 % af verdens lande, hvis regeringer har opfordret til boykot af Rusland, men der er flere af de internationale sportsorganisationer først og fremmest IOC, som arrangerer De Olympiske Lege, der har iværksat en delvis udelukkelse af russiske atleter. Rusland har dog som alternativ til OL deltaget i forskellige internationale sportsbegivenheder i Asien.

I det hele taget er det et spørgsmål, om boykotten har anden effekt end en symbolsk på Rusland og de russiske sportsfolk. Nogle af de sidstnævnte har ganske vist skiftet statsborgerskab for at komme uden om sanktionerne og kunne deltage i de internationale sportsbegivenheder, men det er et begrænset antal. Og man har ikke indtrykket af, at sports-boykotten af Rusland spiller den store rolle for de russiske magthavere.

Når en boykot ikke rammer Israel og USA for deres brud på Folkeretten/internationale retsorden i krigen mod Gaza og Iran svækker det også boykotten af Rusland og kan også bruges som anklage for de russiske, politiske ledere om, at Vestens boykot er hyklerisk, og styrke opfattelsen af, at det ikke er den internationale retsorden, der bekymrer Vesten, men at boykotten kun er udtryk for at miskreditere Rusland.

Spørgsmålet er nemlig også, om det ydre pres på Rusland, som boykotten er udtryk for, måske snarere vil styrke sammenholdet i befolkningen og også magthaverne, snarere end af svække dem. Foreløbigt synes der ikke at være tegn på, at der eksisterer et flertal i den russiske befolkning, som vil af med Putin.
——
Hovedfoto: OL i Paris 2024. Stade de France. Wikimedia Commons

Indlægget Boykot og udelukkelse i international sport – en fortælling om hykleri blev først udgivet på netavisnord.

Det er ikke et ukendt problem for nordjyder, at ventetiden til speciallæger kan være lang. Nedenfor er de seneste tilgængelige ventetider opgjort. Det skal dog retfærdigvis siges, at akuttiderne er væsentligt lavere, og at der er variation fra egn til egn i Nordjylland.

Et evighedsproblem, der medfører ulighed i sundhed
Ventetidsproblemet er tilsyneladende et evighedsproblem, og de enkelte regioner er nærmest magtesløse, da det ikke er op til dem at lave aftaler med speciallægerne. Det foregår på landsplan mellem speciallægerne på den ene side og regionerne og staten på den anden, og i den forhandling står speciallægerne stærkt, fordi de er en mangelvare. Staten sætter et loft over, hvor mange midler regionerne må benytte til ydernumre til speciallægerne, og da der er tale om et liberalt erhverv, er det op til speciallægerne at afgøre, om opslåede stillinger skal søges. Det betyder i praksis, at der indtræder en skævhed, hvor Østdanmark tilgodeses, endskønt analyserne viser, at der pga. demografien og sygdomsbilledet er mere behov for speciallæger i Vestdanmark. Hertil kommer, at speciallæger ved siden af deres forpligtelse til at behandle sygesikringspatienter også driver en nebengeschæft, hvor de behandler private patienter finansieret af forsikringsselskaberne eller af patienterne selv. Der er ofte tale om en betaling, som gør det umuligt for mindre ressourcestærke patienter at søge en sådan løsning. Og dermed rammer vi ind i det overordnede problem: Ulighed i sundhed.

Frygt for amerikanske tilstande
Selv om Danmark er kendt for den universelle velfærdsmodel, hvor der via en progressiv beskatning er lige adgang til offentlige ydelser, herunder sundhedsydelser, så afslører manglen på speciallæger i Nordjylland, at det i praksis ikke er helt sådan, det hænger sammen. Bekymringen kan være, at vi i stigende udstrækning vil se amerikanske tilstande, hvor sundhedsvæsenet er privatiseret, og den enkelte borger selv eller arbejdsgiveren må forsikre sig.

Det skæve Danmark
Peter Therkildsen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Venstre, sidder i det udvalg, som på landsplan forhandler overenskomster med speciallægerne. Han er meget bevidst om ventelisternes længde og forstår godt synspunktet om, at der tilsyneladende er tale om et evighedsproblem.
– Især på det psykiatriske område er jeg ikke stolt af situationen. Det er virkelig en udfordring, at specielt børn og unge må vente så længe på at komme i behandling. Men problemet er, at en speciallægepraksis er et liberalt erhverv, hvor den erhvervsdrivende selv bestemmer, hvor hun slår sig ned, så selv om vi får flere midler til at frigive flere ydernumre til f.eks. øjenlæger, øre -næse-halslæger, reumatologer, dermatologer og psykiatere, så er der ingen garanti for, at nogen søger stillingerne.

– Er det sådan, at speciallægerne ikke søger vest for Storebælt?
– Ikke helt. Århus og Odense er godt kørende, fordi de gennem mange år har haft en lægeuddannelse. Og jeg håber på, at der om føje år også vil være flere ansøgere til speciallægestillinger i Nordjylland, fordi der nu er knyttet en lægeuddannelse til Aalborg Universitet. Vi ser bl.a. på almenpraksisområdet, at gabet mellem udbud og efterspørgsel er ved at være lukket. Det samme sker forhåbentligt på sigt også for speciallægerne.

Statslige udgiftsrammer og manglende styring af lægeuddannelsen
– Hvilken rolle har de statslige udgiftsrammer for regionerne spillet for ventelisterne?
– De begrænser klart mulighederne for at komme de lange ventelister til livs. Udgiftsloftet på almen praksis er fjernet, og det har haft en gunstig virkning for Nordjylland. Hvis ellers der bliver uddannet tilstrækkeligt med speciallæger, vil en afskaffelse af udgiftsloftet på dette område også have en positiv effekt.

– Kan man styre, hvor speciallægerne slår sig ned gennem optaget til lægeuddannelsen på de forskellige universiteter?
– Det tror jeg. Ved at nedskære antallet af uddannelsespladser i København og Århus og flytte dem til Nordjylland kan man nå et stykke vej. Og det ligger også fint i forlængelse af sundhedsreformen, hvor analysen netop er, at der er for få speciallæger i forhold til indbyggertallet og sygdomsbilledet i visse egne af landet, herunder Nordjylland. Og i samme retning peger demografien, der viser relativt flere ældre i f.eks. Nordjylland – og dermed også et stigende behov for sundhedsydelser.

En nebengeschæft med private patienter fremmer ikke ligheden i sundhed
– Hvad siger du til, at en del speciallæger ud over sygesikringspatienter også har private patienter, som får ydelsen betalt af forsikringsselskaberne eller selv må punge ud, og som må betyde, at ventelisten for sygesikringspatienterne stiger?
– Den mulighed er ikke groet i min have. Den fremmer bestemt ikke ligheden i sundhed, men vi kan ikke direkte tvinge speciallægerne til at afstå fra denne praksis, da der som nævnt er tale om et liberalt erhverv. Men vi kan via overenskomsten styre, at speciallægerne skal op på et vist omsætningstal, når det handler om at behandle patienter på det offentliges regning.

Problematisk at entrere med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige
Lene Linnemann er mangeårigt medlem af Regionsrådet i Nordjylland for SF. Hun sidder i Regionsrådets Forretningsudvalg og er formand for Udvalg for implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet og er desuden medlem af det nye sundhedsråd for Vendsyssel. Hun siger om speciallægesituationen:
– SF deler ikke begejstringen for privatpraktiserende speciallæger i det danske sundhedsvæsen – alene af den grund, at når vi ansætter en privatpraktiserende speciallæge, så er det som oftest én, der kommer fra et af vores egne sygehuse, og så mangler vi vedkommende der. Det største problem er, at vi overhovedet entrerer med privatpraktiserende speciallæger i det offentlige. Behandlingen er det offentliges ansvar, og derfor bør den behandling, vi tilbyder, ydes af offentligt ansatte læger. Hvis nogen så ønsker at benytte sig af private speciallæger, så skal det stå dem frit for – det skal bare være af private, som ikke også har et ydernummer, men udelukkende behandler selvbetalende og forsikringskunder.

——–
Hovedfoto. Det nye supersygehus. Foto. Region Nord

Indlægget Ventetider til speciallæger: Et evighedsproblem, der skaber ulighed i sundhed blev først udgivet på netavisnord.

I den forbindelse blev det klart, at det ikke kun og isoleret set handlede om denne bygning, men om at skabe et samlet set up for hele området omkring Doverodde på basis af de stedbundne kvaliteter, som man i billedlig form kunne beskrive som en stærk og årelang, næsten naturgroet sammenvoksning af kulturhistorie, kunst og natur. Løsningen, udtænkt af Reiulf Ramstad Arkitekter, blev ”benævnt” Doverodde Bysamfund og omfattede alt fra Naturlandsbyen, velkomstbygningen, den genopførte udstillingsbygning, Doverodde Købmandsgård og Siloen. Forud var gået et 10-årigt udviklingsarbejde, som for alvor fik luft under vingerne i 2018, da Thisted Kommune og SMK i København indgik en samarbejdsaftale. Alt dette udfoldede vi i sidste uges artikel.

I denne afrundende artikel om SMK Thy ser vi så nærmere på, hvordan SMK i København fik etableret sig i det nordvestjyske Thy, nærmere bestemt på lokationen Doverodde. Udskibningen af en del SMK’s formidlingsaktiviteter er helt i tråd med tidens tendenser indenfor museumsverdenen, men i oplægget til arkitektkonkurrencen blev det eksplicit fordret, at filialen SMK Thy skulle blive en del af området i Doverodde, dvs. at museumsdriften med dens kunst- og kunsthistoriske formidling skulle ske med tanke på stedets naturindlejring i forhold til Doverodde, den indre Limfjord, Nationalpark Thy og det rige foreningsliv, der er samlet omkring Naturlandsbyen og dens naturrettede aktiviteter.

Med den præmis har der fra starten været lagt op til at drive museum på en helt anden måde end, man har været vant til i SMK’s bygninger i København. Man har skullet tænke kontekstuelt i anden potens. Dels med hensyn til de enkelte udstillingers indre sammenhæng og dels med hensyn til at afstemme udstillingerne i forhold til det naturmæssige i bred forstand. Fra SMK’s side har man været meget dedikeret og har lagt et uhyre stort engagement i at komme i mål med dette innovative syn på museumsdrift.

Ud fra et interview med Emilia Nykjær Isaksson, formidlingsinspektør og daglig leder af SMK Thy vil vi beskrive, hvordan man fra SMK’s side har grebet denne udfordring an.

Situationen efter første sæson som etableret filial: kunst- og kulturformidling i særklasse
At dømme ud fra hvordan det første år er gået, kan man uden overdrivelse konstatere, at det har været en strålende succeshistorie. Onsdag den 13. maj i år fik SMK Thy tildelt Danmarks største kulturformidlingspris Artbeat Prisen, som Have Kommunikation og Nordjyllandsfonden hvert år uddeler til kulturaktører, der har ydet en særlig indsats indenfor dansk kulturformidling.

Tildelingen skete med reference til sidste års aktiviteter og især udstillingen ”Rejsen fra Paris”, der åbnede SMK Thy i Doverodde. Her viste man ikoniske værker af bl.a. Matisse, Picasso og Derain hentet fra SMK’s moderne franske samling. I begrundelsen stod der:
”SMK Thy er nomineret til Artbeat Prisen for deres visionære arbejde med at skabe et internationalt museum i Thy, der rykker kunsten ud af storbyerne og ind i naturens og foreningslivets hjerte. Gennem lokale initiativer har de aktiveret både natur- og fritidsorganisationer og skabt en helt ny formidlingsmæssig gren, der forener kunst med det lokale engagement. Museet er blevet hyldet af internationale medier og har med sine flotte besøgstal bevist, at kultur kan fungere som et stærkt trækplaster og samlingspunkt uanset geografi.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside).

Første skridt – samarbejdsaftale mellem Thisted Kommune og SMK
I løbet af 2018 indgår de to parter en samarbejdsaftale, hvorefter man går efter at få en del af SMK på plads i Doverodde. Forud er gået en rum tid med samtaler mellem parterne, og set fra SMK’s perspektiv har det i høj grad handlet om at forstå, hvad Thisted Kommune var og er i den sammenhæng. Og her har det med Emilia N. Isakssons ord været ”vigtigt at forstå vores forskellige positioner i det – hvordan vi hver især arbejder som to offentligheder” på en respektfuld måde. Derfor har der heller ikke været nogen tvivl om, at ”oplægget (til samarbejdsaftalen) hele tiden har været, at det er kommunen, der ejer matriklen, og så putter vi indholdet ind i Pakhuset og efterfølgende Siloen” (Emilia N. Isaksson).

Med aftalen på plads kunne ledelsen på SMK lancere deres nye strategiske indsats indenfor museets overordnede målsætning om at tilgængeliggøre deres kunstsamlinger for flere borgere specifikt møntet på planen om at få skabt filialen SMK Thy. Dette førte videre til ansættelsen af Emilia N. Isaksson som daglig leder af museet i Thy, og hun var i den egenskab med til at løfte det kæmpe ansvar at få projektet til at vokse og slå rødder ude i den lokale virkelighed.

Den videre rejse mod målet
”Det var begyndelsen, startskuddet på en slags identitetsrejse for os på SMK, fordi når vi laver museum i København, er vi ekstremt defineret af de rammer, vi har og har haft i Sølvgade siden 1896. Og lige pludseligt står vi et helt andet sted i landet og skal så til at finde ud af, hvordan vi gør det her bedst, også på de indre linjer.”, (Emilia Nykjær Isaksson)

Sådan sammenfatter hun her i 2026, hvorledes personalet fra SMK oplevede den proces de blev en del af i 2018. Meget hurtigt fortæller deres egen research af området, at der er et meget varieret og nuanceret kulturlandskab, som de stille og roligt er flyttet ind i, som hun selv formulerer det. For dem at se rummer området utrolig mange gode initiativer indenfor kunst og kultur og rigtig meget at komme efter, men deres umiddelbare holdning er at lade deres eget arbejde indgå på lige fod med det, der er i forvejen for ” ligesom at være med til at løfte det samlede udtryk og initiativ i flok med dem, der er der og kender stedet langt, langt bedre end os.”.

Dialog som værktøj
Meget tidligt arrangerede SMK borgermøder for at lære lokalbefolkningen nærmere at kende. Hvad var der at bygge videre på fremadrettet i processen med at blive rodfæstet? Hvem var de, som holdt af det sted igennem mange generationer? Hvad var det, man ville med det sted, og var der nogle bekymringer hos dem? Den samme tilgang fulgte man i forhold til de eksisterende foreninger og turistkontoret for at få så brugbart et indblik i den lokale kultur, som de skulle medtænke, når man kom i gang med egentlig museumsdrift. Den samme form for respekt for stedets egenart mødte man også senere fra arkitektfirmaets side. Det er imidlertid først senere, at man følger det dialog- og det borgerinddragende perspektiv op med indgåelse af egentlige samarbejder med dele af det etablerede kulturliv i området.

SMK forsøgte sig i samme periode med en række undervisningstilbud for at vise, hvem de var, og hvordan de normalt arbejdede. En ting var at lære den nye virkelighed at kende, men dialogmøderne og de andre konkrete tiltag skulle bidrage til, at den lokale befolkning ad den vej fik et mere direkte og levende indtryk af den statslige institution, som nu var flyttet ind. At man på den måde mindskede afstanden og den anonymitet, der ellers kunne hvile over den tilkommende institution. I denne fase spillede ifølge Emilia N. Isaksson især tidligere formidlings- og udstillingschef Berit Anne Larsen en meget vigtig rolle.

En mere udadvendt fase
Med folketingets midlertidige finanslovsbevilling fra i første omgang 2018 til 2021 og senere forlænget til 2023 fik SMK og fremtidsplanerne mere sikker grund at agere ud fra. En egentlig udstillingsaktivitet tog sin begyndelse i 2019. Her benyttede man det gamle, midlertidige pakhus fra 1854, hvor man de kommende år primært viste video- og lydværker fra SMK’s samling.Dvs. værker som lå på en fil, der kunne afspilles, og som ikke krævede særlige sikkerheds- og klimamæssige forhold.

Fra 2019 fulgte SMK en mere regelmæssig rytme og en fast cyklus med udstillinger, undervisningstilbud, omvisnings- og andre formidlingsaktiviteter fra påske til og med efterårsferien, som også drejede sig om at knytte bånd til lokale institutioner. Museet rakte ud til flere aldersgrupper, fra børnehaver og voksenuddannelserne til dem, der var engageret i de forskellige kunstforeninger. Hvis man ikke ligefrem i billedlig forstand ønskede at flette fingre med dem, så ønskede man i hvert fald at komme på fornavn med dem.

Gradvist udvidede SMK sit virkefelt og gik længere ud i forhold til det eksisterende kulturliv for at interagere med det og for at undersøge, hvad et samvirke kunne føre til. ”(For at) forstå, hvem de var, og hvad vi kunne sammen.”, (Emilia N. Isaksson). Lignende bestræbelser bestod dels i samarbejder med kunstnere, der specifikt lavede værker til SMK og samarbejder med Museum Thy, som den store museumsparaply og dels i tilstedeværelse på forskellige fora som Alive Festival, Struer Tracks og Kulturmødet Mors med visning af kunstværker fra SMK samt tilmed være en del af et udflugtsprogram.

Disse aktiviteter medvirkede til, at SMK blev fortrolige med det eksisterende kulturliv for at opnå at kunne svinge i harmoni med kulturlivets forskellige tonaliteter og samtidig afsøge en mulig synergi imellem dem.

I en form for et opsamlende udsagn om alle disse vigtige tiltag siger Emilia N. Isaksson følgende: ”(…), men vi ville ikke stå det sted, vi gør i dag, hvis det ikke havde været for alle de samtaler, samtaleformater og dialogiske rammer, der havde fundet sted. Både i aktivitetsformat, men også i kraft af blot det at finde sted med hvad, det end nu kunne være.”.

Næste afgørende skub bliver fondsbevillingerne og arkitektkonkurrencen i 2021 samt etableringen i 2022 af den organisation, der førte de to projekter Naturlandsbyen og SMK Thy i mål under ”overskriften” Doverodde Bysamfund.
Oprindelig havde man fra SMK’s side forestillet sig, at man kunne åbne dørene allerede i 2020, men flere afgørende omstændigheder betød, at den ønskede færdiggørelse først fandt sted i den tidlige sensommer i 2026. Dels kom der en pandemi i vejen, og dels måtte man genopføre den oprindelige pakhusbygning. Disse benspænd har fra SMK’s perspektiv imidlertid modsat været en gevinst for processen: ”Projektet har fået lov til at vokse organisk og blive langt større, end vi nogensinde havde kunnet drømme om i 2018.”, (Emilia N. Isaksson). Det har krævet tålmodighed, men lige så meget en evne til at følge processen og stedets vejrtrækning.

Den organisatoriske del af realiseringen af SMK Thy og Naturlandsbyen
Fra 2022 fastlægges de forskellige lag af det organisatoriske set up, som skulle gennemføre de to hovedprojekter af Doverodde Bysamfund – SMK Thy og Naturlandsbyen. I forhold hertil fungerede Emilia N. Isaksson som bindeled på flere måder, både ved som del af implementeringsgruppen at skulle holde de øvre dele af organisationen orienteret og ved at være bindeled mellem kommende udstillings- og formidlingsaktiviteter, inklusive programmeringen af dem og Thisted Kommune, hvor det i hovedsagen handlede om at bygge bro mellem de forskellige institutioner.

Alene hendes del, som ”kun” var en begrænset del af det samlede virke indenfor den store organisation, virker som en kompleks arbejdsopgave, fordi det involverer så mange forskellige fagligheder. Når det er lykkedes, skyldes det ifølge Emilia N. Isaksson, at man har haft en klar rollefordeling undervejs, at man hver især har haft stor respekt for hinandens fagligheder, at der også har været et fokus på det fælles mål, så der på den baggrund har været overskud og rummelighed til stede til, at projektet kunne vokse i nye retninger. Det har selvfølgelig også været fremmende for processen og samarbejdet, at det var den samme arkitekt, som tegnede de to projekter

Krav til den nye udstillingsbygning
Der har helt fra start af været enighed om, at den nye udstillingsbygning skulle være helt på niveau med bygningen i København i forhold til klima og sikkerhed: ”Det har således været magtpåliggende, at der ikke blev forskel på dem. Vi skulle kunne vise den samme kunst her som der.”, (Emilia N. Isaksson). Det blev et kompliceret byggeri med meget høje krav til sikkerheden og klimastyring, men når man træder indenfor i udstillingslokalet, bliver man optaget af, at der er den samme form for enkelhed og lethed i det arkitektoniske udtryk, som man oplever, når man kigger på bygningen udefra. Det er meget slående, at der ikke forekommer nogen eksempler på teknik i rummet, der kan forstyrre og aflede opmærksomheden fra oplevelsen af den udstilling, man er kommet for at se. Emilia N. Isaksson nævner i samme forbindelse, at hun oplever, at folk, der kommer og besøger SMK Thy, ”…kan mærke kvaliteten bag det hele, tankerne, filosofien og selvfølgelig håndværket og materialiteten.”, (Emilia N. Isaksson).

Den nye måde at drive museum på
Når man spørger ind til, om der er særlige krav, SMK skal opfylde, når udstillinger planlægges, er svaret nej. Der er ingen forventninger om, at museet laver deciderede natur- og landskabsorienterede udstillinger; det er ikke en del af programmet, som sådan. Alligevel er det næsten umuligt at lave en udstilling uden at tage højde for stedet og det helt særlige kulturlandskab, man er omgivet af her i Doverodde. Som eksempel nævner hun, at det med den aktuelle udstilling ”Levende landskaber”, (der tematiserer sameksistensen mellem menneske og natur op gennem kunsthistorien) er fuldkommen oplagt at lave de mange koblinger til det oprindelige landskab og ikke mindst til de mange aktiviteter, Naturlandsbyen står bag.

Netop inddragelsen af Naturlandsbyen i museets daglige virke, er noget meget definerende for den måde, SMK Thy opfatter sin opgave som kunstformidler i Thy. I det daglige deler Emilia N. Isaksson kontor med Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejledning, der gør det både mere ligefremt og naturligt i fællesskab at udvikle fælles formater for undervisningsforløb, aktiviteter og arrangementer, som bringer kunsten i spil i landskabet og hverdagen. For hende selv har det betydet, at hun har fået udvidet sin måde at tilgå og opleve kunstværkerne og kunsthistorien på. De fagfaglige kompetencer som kunsthistoriker og kunstformidler bliver ad denne vej sat ind i en større, flerfaglig kontekst, som knytter hendes arbejde tættere sammen med stedet og lokalområdet.

Dette synes at gøre opgaven så meget nemmere for at slå igennem med SMK’s overordnede målsætning med at tilgængeliggøre deres samling for flest mulige, fordi det faglige samvirke mellem SMK Thy og Naturlandsbyen medfører, at kunsten kommer tættere på de brugergrupper, man er omgivet af i kommunen og lokalområdet.

I forhold til de besøgende har SMK Thy oplevet en større succes end forventet på den korte periode, museet har været i drift og langt tidligere. Man har oplevet en udtalt nysgerrighed og videbegærlighed efter at få ny viden. De forskningsbaserede udstillingskataloger er hurtigt blevet revet væk fra hylderne i den butik, man finder i Velkomsthuset.

En anden iøjnefaldende ting er, at for mange af museets gæster fra Thy, ”…er indgangen til kunst i højere grad noget, man laver i praksis. Det handler for mange om at have hænderne nede i materialet fremfor, at det er noget, man læser om eller studerer på den måde, og derfor er vi også meget optaget af at lægge praksis up front for at kunne understrege, at kunst også er et håndværk.” (Emilia N. Isaksson). Alt dette foregår i form af f.eks. undervisningsforløb og foredrag henlagt til museets værksted, der er placeret i Naturlandsbyen. Museets formidlere sørger for, at alle disse aktiviteter som en slags trædesten knyttes an til museets aktuelle udstillinger.

Man er nået langt med udviklingen af SMK Thy, og Emilia N. Isaksson har fremfor nogen præsteret et imponerende stykke arbejde. Ikke bare som fagperson, men også ved at investere sig i projektet, stedet og de mennesker, som befolker lokalområdet på en mere personlig måde. Hun er blevet synonym med SMK Thy og er på fornavn med mange og kalder det selv for ”nabopleje”. SMK som institution har formået at slå rødder i Thy, og det har allerede affødt stor anerkendelse. I starten nævnte vi tildelingen af Artbeat Prisen for museets evne til at formidle kunst. I forrige artikel omtalte vi, at SMK Thy af det internationale tidsskrift TIME var blevet optaget på deres liste for 2026 over de 100 mest ekstraordinære attraktioner på globalt plan.

Faglig dygtighed på højeste plan, men også evnerne til at vise åbenhed og tillid til mange forskellige samarbejdspartnere samt mod til at investere sig selv og til at møde det fremmede på en nysgerrig måde i helt uvante omgivelser. Det er bare flot gået.
——-
Hovedfoto: SMK Thy indenfor med stedets første udstilling ”Rejsen fra Paris” august 2025 – Foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget SMK Thy – en ny måde at drive kunstmuseum på blev først udgivet på netavisnord.