Historien om Kornets Hus begynder i Hjørring i1970´erne, endnu før begrebet økologi blev en del af sproget. Her gik en gruppe visionære ildsjæle rundt, optaget af Rudolf Steiners ideer. Gruppen delte ønsket om flere biodynamiske produkter på markedet og kritikken af det manglende udbud.

To af disse var Inger og Jørn Ussing Larsen. De mødtes i 1973, og i 1974 etablerede de butikken Aurion i Søndergade i Hjørring. Interessen for bagning kom ikke fra fremmede, Jørn Ussing Larsens far drev Willys Konditori i Hjørring.

Allerede fra starten producerede og solgte Aurion udelukkende biodynamiske produkter.

I 1980 udvidedes med Aurion Bageri og Mølleri i Guldager syd for Hjørring, og med det kom der for alvor gang i virksomheden. Fokus altid på biodynamiske og økologiske produkter, og i stadigt større grad genetablering og udbredelse af gamle, traditionelle og ellers glemte, primært nordiske kornsorter.

Aurion har i nært samarbejde med en række landmænd, primært fra Nordjylland, produceret en række økologiske, biodynamiske varer.

Aurion præsenterer selv sit DNA på sin hjemmeside:
– Kærlighed til gode råvarer
– Høj ernæringsmæssig og smagsmæssig kvalitet
– Nytænkning
– Balance mellem natur og menneske.

Aurion i dag
I dag har Inger og Jørn Ussing Larsen forladt Aurion for at fokusere på Kornets Hus, men der er stadig tætte bånd mellem Kornets Hus og Aurion.

Aurion er i dag en veletableret virksomhed, et aktieselskab med 24 ansatte og med et tæt net af økologiske landmænd som leverandører af korn. I ejerkredsen findes Aurionfonden, Thise Mejeri og den sjællandske fond Planetary Impact Ventures Fund. Sidstnævnte er en Humlebæk-baseret virksomhed med formålet ”at foretage investeringer i primært små og mellemstore, unoterede nordiske og europæiske selskaber, som kan betegnes som værende bæredygtige. Selskabets formål er blandt andet i sin virksomhed og drift at have en væsentlig positiv indvirkning på samfundet og miljøet som helhed”.

Aktieselskabet blev etableret i 1979 og har udviklet sig kraftigt siden. Ifølge Lasso.dk har Aurion 2025 en egenkapital på 15.5 mio. kr. og en stadigt stigende omsætning, ikke mindst på grund af de mange nye produkter og et udvidet forhandlernet. Ifølge Proff.dk har selskabet en tilfredsstillende likviditet og en meget god soliditet. Dog har der de seneste par år været et minus på årsregnskabet, 2024 var det på 227.541 kr. og i 2025 282.912,

Samarbejde Aurion – landmænd også på Livø
Centralt i Aurions virke står samarbejdet mellem Aurion og en stor gruppe af landmænd, som er faste leverandører af korn – og som hovedsageligt er placeret i Nordjylland. Der afholdes jævnligt møder mellem Aurion og landmændene for at planlægge produktionen, ligesom den kornansvarlige på Aurion, Bjarne Hansen, flere gange årligt besøger landbrugene.

Avlsgården på Livø er et af de landbrug, Aurion har arbejdet fast med over en lang årrække.

Avlsgården drives af Bente og Karsten Kjærgaard, og de har drevet gården som økologisk brug siden 1991. For tiden leverer Livø biodynamisk dyrket rug og spelt til Aurion, gennem de seneste mange år har der desuden været produceret og eksperimenteret med traditionelle nordiske kornsorter som enkorn, emmer og nøgenbyg.

Livø er et ideelt sted for udvikling af kornsorter og for økologisk dyrkning. Jorden har som skrevet været dyrket økologisk siden 1991, landmændene har med stor entusiasme arbejdet med udvikling af de traditionelle kornsorter, og Livø er som bilfri ø dejligt fri for forurening. Endelig har markerne ligget tilgængelige for det store rykind af besøgende, der hver sommer gæster Livø – og her har markerne virket som skoling med skiltning, som har forklaret kornsorterne og dyrkningsmetoderne.

Det er symptomatisk, at samarbejdet mellem kornproducenterne og Aurion har været præget af tillid, samarbejde og trofasthed. De fleste landmænd har leveret gennem årtier, nogle helt fra starten af Aurions eksistens.

Udviklingen af Aurions produkter
”Opdagelsen” af spelt i 1992 var et gennembrud for Aurion, og siden er arbejdet med at genfinde og udvikle traditionelle kornsorter udvidet. I dag forhandler Aurion godt 20 korn og frøtyper, alle økologisk dyrkede, mange biodynamiske. De seneste år er produktionen desuden udvidet med bælgfrugter.

Aurion stiller skarpere krav til korndyrkningen end lovgivningen om økologi foreskriver. F.eks. tolererer man ikke anvendelse af konventionel gødning, hvor lovgivning om økologi tillader 25 % svinegylle.

Distribution
Aurion sælger selv sine varer, dels i butikken Søndergade 9 i Hjørring, dels gennem firmaets webshop på hjemmesiden. Men derudover har man omkring 100 faste forhandlere, spredt over hele landet. De fleste er mindre, nicheprægede, idealistiske butikker, men der er også kommet flere butikker fra de landsdækkende dagligvarebutikker på programmet. Ikke mindst mange butikker fra Menu-kæden kan regnes som forhandlere af Aurions produkter.

Dagligvarebutikker
En af de dagligvarebutikker i Nordjylland, der har det største sortiment af Aurion-produkter, er Menu i Skalborg.
Menus Peter Lassen forklarer:
– Først og fremmest vil vi gerne handle lokalt. Godt nok er der lidt over 50 km. til Hjørring, men det er trods alt noget andet end at handle med udenlandske firmaer, man ikke har noget forhold til. Og det er da dejligt at vide, at meget af melet kommer fra marker tæt på. Og Aurion er jo et fint lille firma. Vi ved, at de leverer kvalitet, kun økologiske varer, og så udvikler de sig konstant med nye varer til supplement af de allerede kendte. I den tid, vi har solgt Aurion-produkter, er der kommet mange nye typer af mel til – som f.eks. kamutmel og Sorghummel, som jeg dårligt nok ved, hvad man kan bruge til.
Det er jo en nicheproduktion, men det fungerer – og vi har fundet ud af, at der er kunder til det. Vi har en ret stor kundegruppe, der gerne betaler lidt ekstra for at få sikker kvalitet og for at få varer med en historie. Kvalitet, økologi, nærhed. Mange kunder, der kommer her, ønsker at købe noget særligt – og der er et stort kundegrundlag, både til den klassiske Spelt og de lidt mere ukendte produkter. Mange køber stort ind, vi sælger en del af de store poser med 12 ½ kg.

Webshoppen
I webshoppen på Aurions hjemmeside er samtlige Aurion-produkter oplistede og præsenterede.
Her kan man se alle kornsorter, bælgfrugter og grød, ligesom der er mulighed for at købe bagegrej.

Nu kan historien om kornet, om økologi og om Aurion så opleves i Kornets Hus ved Hjørring.

Kornets Hus – økonomisk krise
Kornets Hus blev i 2009 stiftet af en fond med kornet som omdrejningspunkt. Som det fremgår nedenfor, er Kornets Hus i økonomisk krise. Det seneste, redigerede regnskab fra 2024 resulterede i et underskud på 1,55 mio. kroner. Egenkapitalen er negativ på – 1,25 mio., og soliditetsgraden er på – 153%.

Revisorerne gør i den seneste årsrapport opmærksom på, at der kan rejses betydelig tvivl om fondens mulighed for at fortsætte driften, og ledelsen i Kornets Hus er bevidst om, at økonomien er udfordret. Det skyldes bl.a. et lavere besøgstal end forventet og et for højt sygefravær blandt medarbejderne.

Økonomisk hjælp – og gratis adgang
Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Nordeafonden har valgt at donere 5,3 mio. kroner til udvikling af Kornets Hus. Direktør Rikke Ejsenhardt er af den opfattelse, at den tilførte kapital nu giver Huset mere ro til at se fremad, og pengene skal bl.a. bruges til at gøre det gratis at besøge Kornets Hus, så besøgtstallet igen kan gå i vejret.

– Er det ikke lidt paradoksalt at gøre entreen gratis, når Huset mangler indtægter?
– Min tese er, at entreen er en barriere, og at den kan afholde nogle fra at besøge os. Ikke mindst lokale gæster, som ofte bruger cafeen.
Ved at fjerne barrieren tror jeg på, at der kommer flere gæster i huset til både kortere og længere besøg, og det så vi helt tydeligt i påsken, hvor der kom mange flere gæster, end vi kunne forestille os, og flere end jeg har set det halve år, jeg har været her. Men ja, det er et modigt træk, og det vil vise sig, om det fortsat har den effekt, siger Rikke Ejsenhardt.
——-
Hovedfoto: Kornmark på Livø, der leverer til Aurion. Privatfoto.

Indlægget Aurion og Kornets Hus blev først udgivet på netavisnord.

I denne artikel vil vi med udgangspunkt i en samtale med arkitekt Reiulf Ramstad beskrive de overordnede tanker, værdier og holdninger, som har været styrende for arbejdet med at skabe bygningen Kornets Hus – helt ned til selv de mindste detaljer.

Kornets Hus stod færdigt i 2020. I de første år efter færdiggørelsen var interessen for stedet publikumstilstrømningen stor. Hvordan det står til med driften i dag, vil vi følge op på i næste uges artikel.

Første skridt: etablering af økologisk produktion og bageri
Inger og Jørn Ussing Larsen har været de afgørende dynamoer for både gennembruddet og udviklingen af økologisk kornproduktion herhjemme og senere for tilblivelsen af Kornets Hus. Det startede i de tidlige 1970’ere med den første interesse for biodynamisk dyrkning af korn. Senere i 1980 etablerede de Aurion bageri og mølleri i Guldager, hvor nu Kornets Hus er blevet dets nabo.

Næste skridt: at få skabt Kornets helt eget sted
Fra omkring 2002 opstår ideen om Kornets Hus, og det første skridt blev taget mod at supplere den økologiske produktion af korn med et center for formidling og oplevelse af korns livsvigtige betydning for vores madkultur. I 2009 blev foreningen Kornets Hus dannet og siden i 2018 ændret til en egentlig støtteforening. Denne forening har været og er stadig et vigtigt aktiv for både virkeliggørelsen af ønsket om et Kornets Hus og skal sikre, at formålet med huset kan få en varig fremtid.

Der går altså knap 17 år fra ideen og ønsket opstår til, at dørene til Kornets Hus kunne åbnes. Denne langvarige proces vidner om en ihærdighed og udholdenhed hos Inger og Jørn Ussing Larsen, som man sjældent oplever, og med det færdige og meget smukke resultat, kan man sige, at de høster som fortjent.

Formålet med Kornets Hus og dets multifunktionelle karakter
Det helt overordnede formål med Kornets Hus er at udbrede kendskabet til korns historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning. Kornets Hus er blevet Danmarks første oplevelsescenter for korn og madkultur og skal gennem kurser, foredrag og udstillinger (med støtteforeningen som aktiv medspiller) tilbyde inspiration og uddannelse. Det skal fungere som et rum for dyberegående læreprocesser omkring kornprodukter. Set i et længere perspektiv skal Kornets Hus gennem sine aktiviteter understøtte en madkultur, som vægter det nordiske køkken og en ansvarlig fødevareetik.

Det er ikke tilfældigt, at Kornets Hus har fået sin placering i Guldbæk. Der er selvfølgelig nærheden til Aurions produktionsanlæg, men mere interessant er det, at lokaliteten iflg. Reiulf Ramstad gemmer på en ikke uvæsentlig historisk arv. Der foreligger faktisk arkæologisk evidens for, at der har været nogle af landets ældste bosættelser her og, at der har fundet kornproduktion sted. Denne oplysning er med til at uddybe og løfte betydningen ikke bare af placeringen og det tidligere angivne formål med driften af Kornets Hus, men ligeså er det i harmonisk samklang med Jørn Ussing Larsens tidlige interesse for at genopdyrke brugen af gamle kornarter som spelt, enkorn, emmer og kæmpedurum.

Kornets Hus er en multifunktionel arena, som i den ene ende af bygningen rummer en foredragsafdeling med formidling af kornets historie, og i den anden ende en ”produktionsafdeling” – bygningens hjerte: bageafdelingen – hvor man har mulighed for at lære at bruge kornprodukterne i madlavningen. Imellem de to afdelinger kan man købe Aurions produkter i deres butik eller nyde dem omsat til økologisk madkultur i cafeen.

Cafeen – Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter AS

Hovedhuset er omgivet af små parceller med korn samlet under ét som Kornhaven med forskellige kornsorter, blomster og efterafgrøder. Såning sker i foråret og høsten finder sted i august. Denne placering af Kornhaven er ikke tilfældig, men bevidst udmøntet for at give den besøgende en mulighed for at opleve kornets livscyklus tæt på. Ifølge Reiulf Ramstad er der ikke noget smukkere end en kornmark med det vekslende farvespil i løbet af årets gang. Fra vinterens dominerende mørke til sommerens gyldenhed.

”Når kornet står der så gyldent og fortæller en smuk historie om menneskets liv
dér. Den stemning skal man have med sig ind i huset.” (citat: Reiulf Ramstad)

Denne fornemmelse af kornets farve kan man genfinde i bygningens forskellige interiører (hvor brugen af egetræ dominerer) og aktiviteter, taktilt såvel som materielt. Fornemmelsen af det naturmæssige tæt på forbinder sig så at sige med alt. Ude som inde og er en markering af en næsten ”organisk” sammentænkning af stedets specifikke natur og det valgte arkitektoniske udtryk. Dette indtryk bekræftes også af de to træbeklædte bygninger, der støder op til hovedbygningen. Disse bruges til udeaktiviteter (bagekurser) om sommeren.

Stedets egenart og atmosfære
På firmaets hjemmeside beskriver man, hvilke overordnede tanker, man i generel forstand gør sig, når man skal løse de projekter, som de får overdraget at løse.
”A place is indivisible; it is unique and has a distinct expressiveness of its own. Therefore architecture must always acknowledge the innate character of every location and make its design a marriage of place and concept. (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

Dvs. at den form for arkitektur, som Reiulf Ramstad Arkitekter har konceptualiseret til opgaven med Kornets Hus, har taget udgangspunkt i stedets karakter, dets historie og som det fremtræder nu, og det er blevet løst gennem en omfattende proces med vægt på en grundig research af bl.a, ”regionens maleriske landskab, folketraditioner og den landbrugsmæssig arv”. (Reiulf Ramstad) som nogle grundlæggende værdier og i tilgift at indlemme ”bygningstraditioner, der er i området, plus klima, den dominerende vindretning og solens gang” (Reiulf Ramstad). Et af vigtigste værktøjer i denne proces er ”at lytte og forstå stedet” og her har bl.a. samtaler med Jørn Ussing Larsen været en nyttig kilde til viden om stedet. I denne sammenhæng er det altså sammenhængen mellem place og kontext, der har været styrende for det arkitektoniske koncept firmaet efterfølgende har udarbejdet. Selve placeringen har været meget vigtig, hvor man har brugt en del opmærksomhed på den vestvendte udsigt til hvedemarkerne, men også forholdet mellem de omfattende marker og den enorme himmel for at give mulighed for at opleve dybden i landskabet. Bag alt dette tankegods har der hos Reiulf Ramstad været et ønske om at give stedet karakter (personlighed):

”Det er vigtigt at formå at skabe et sted, som har identitet, har en sådan intimitet med dette store horisontale landskab”.(…) Vi er optaget af, folk skal føle sig nær til det. At folk får en forståelse for det. Vi ønsker, at vores arkitektur kan give mening, at den kan varme og skabe en identitet. At vi skaber noget holdbart forankret til stedet.

Æstetikken i arkitekturen og materialevalget er det bærende for helheden
With the uniqueness of every site and context as our point of departure we employ a distinct and limited architectural palette characterized by a strong focus on natural materials and a sense of location’s individual spatiality.” (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

I alle opgaver baserer arkitektfirmaet som sagt sit koncept på stedets egenart, kulturelt såvel som historisk og forsøger at genspejle disse karakteristika i den valgte æstetik og materialevalget. Æstetikken og materialevalget er båret af et ønske om at skabe et distinkt og enkelt udtryk for at give plads stedets unikke karakter.

I tilfældet med Kornets Hus kan man genfinde det både udadtil i bygningens facade og indadtil i dens interiør. Bygningen skal i sit udtryk sende signaler om et møde mellem et traditionelt landbrug og gamle bageovne, som er udformet som to lysskakte med ovenlysvinduer eller brønde, som er det udtryk Reilulf Ramstad selv bruger. Sammenholdt med facadebeklædningens lette, mørkrødlige skærmtegl forstærkes indtrykket af et bageri, fordi farvespillet associerer med bagt brød og høje varmegrader, som gamle ovne af den type er kendt for.

For at gøre det helt fuldendt er vindue partiernes rammer fremstillet i corten stål, hvis definerende rustrøde nuancer blender fint med facaden. Et andet træk er de lave mure, som man ifølge Reiulf Ramstad kender fra de nordiske byggetraditioner.

Interiøret er domineret af en gennemført eksponering af træ (egetræ) for loft og vægges vedkommende, og den gyldne, letgule farve får os straks til at tænke på korn. Vi er omgivet af et organisk materiale, der får rummene til at fremstå levende. Ovenlysvinduerne i skakterne skaber oplevelsesmæssigt et indtryk af plads og åbenhed.

Panoramavinduerne har den særlige virkning at skabe en næsten sømløs forbindelse mellem indenfor og udenfor understøttet af gulvets særlige sediment lignende fremtræden, som om man går på et marklignende underlag.

Det er helt oplagt at sige, at beskrivelsen her vidner om en æstetik forståelse, hvor de naturmæssige omgivelser, som de er her og nu samt ikke mindst bagud i et længere historisk perspektiv er gestaltet i alle bygningens dele. Dette er sket på en måde, der vægter det naturlige, det enkle og klare. Ikke for meget af det og ikke for lidt. Doseret på en disciplineret måde.

Reilulf Ramstad sagde undervejs i samtalen følgende:
”Hvordan kan vi hjælpe stedet? (…). At det drejer sig om (vores tilføjelse) at give noget tilbage til stedet. Ikke bare ødelægge det. Så det er vor holdning” (Reiulf Ramstad).

Det er et meget relevant udsagn, fordi det kan forklare, at det meget smukke byggeri, som det står der midt blandt de nordjyske kornmarker får løftet stedet til et højere niveau og gjort det til mere end, det var før.
——–
Hovedfoto Reiulf Ramstad Arkitekter AS

Indlægget Kornets Hus i Hjørring blev først udgivet på netavisnord.

Yuliia Ocheretiana, 38 år og uddannet lærer, flygtede sammen med sine to drenge på myndighedernes opfordring ud af Kyiv ved krigens begyndelse og endte via Moldova og Polen i Frederikshavn, hvor hun nu bor på 4. år.

Hun har næsten fra dag 1 været i arbejde – dels som receptionist – Yuliia taler engelsk – dels som rengører. Hun går på sprogskole og har, såfremt krigen trækker ud, en ambition om at konvertere sin ukrainske læreruddannelse til en dansk, hvilket, er hun bevidst om, er en højst usikker ambition.

Forfærdelige levevilkår
Yuliia O. arbejder som frivillig i Stop Spild Lokalt på havnen i Frederikshavn, og hun tager med jævne mellemrum turen til hjemlandet med tøj og andre forsyninger.
– Hvordan vil du beskrive levevilkårene for almindelige ukrainere?
– Forfærdelige. Bomber detonerer hele tiden, og strøm – vand – og varmesituationen er særdeles uregelmæssig, hvilket med frostgrader omkring de 20 i øjeblikket gør situationen meget vanskelig.

– De lave temperaturer og de mange sårede må lægge et kolossalt pres på hospitalerne?
– På papiret er der gratis lægebehandling i Ukraine, men i praksis er du nødt til at betale for at komme til. Derudover er adskillige læger ved fronten, så udbuddet af sundhedsydelser er alt for lavt i forhold til efterspørgslen, hvilket skaber en ulykkelig helbredstilstand, der vender den tunge ende nedad.

Jagten på den ukrainske undergrund
– Hvis du skulle forsøge at finde nogle forklaringer på krigen, hvordan ville de så lyde?
– Det er vigtigt at forstå, at der har været borgerkrig i de østlige regioner i mere end ti år, hvor russerne uofficielt har interveneret i Donbasregionen. Russerne påstår, at regionen har en russisk majoritet ligesom på Krim, men det er ikke tilfældet. Ca. halvdelen i øst taler russisk, men det er langt fra givet, at de også er russiske af sind. Især unge mennesker føler i modsætning til den ældre generation ikke nogen særlig tæt tilknytning til Rusland. En af årsagerne til russernes interesse for at annektere Donbas er, at regionen (og store dele af det øvrige Ukraine) er rig på råstoffer, herunder sjældne jordarter. Det har Trump også opdaget, og det er derfor, han har tvunget Ukraine til at indgå en råstofaftale, der tillader amerikanske firmaer at få fingre i den ukrainske undergrund som betaling for den støtte, amerikanerne har ydet landet.

Krigstræthed
– Hvordan klarer ukrainerne sig på slagmarken?
– Vi har det svært. Der er mangel på alt: soldater, udstyr, krigsmateriel. Og militæret kan ikke få tilladelse til at affyre missiler, der rækker langt ind i Rusland, hvilket ellers muligvis kunne være en gamechanger. Og situationen bliver ikke bedre af, at det nu er tilladt for unge mellem 18 og 22 samt fædre med 3 børn at emigrere, hvilket mange benytter sig af.

– Hvordan ender krigen?
– Hvis ikke Nato griber ind, er der ikke tvivl om, at udsigten til en aftale, som Ukraine kan leve med, er ringe. Hertil kommer, at der er en kolossal krigstræthed blandt den ukrainske befolkning, og at flertallet ønsker fred på den ene eller anden måde. På den anden side vil det falde mange for brystet, såfremt vi er nødt til at overlade de østlige regioner til russerne. Næsten enhver familie har lidt tab i denne krig, og det ville være uudholdeligt for mange, såfremt disse unge menneskeliv er gået tabt til ingen verdens nytte.

Strategisk empati
Den russiske invasion af Ukraine er et eklatant og indiskutabelt brud på folkeretten, men med Yuliia Ocheretianas øjenvidneberetning om de lidelser, ukrainerne nu på femte år gennemgår, og med de kolossale tab af ukrainske og russiske unge liv, som krigen har ført med sig, rejser spørgsmålet sig, om krigen kunne være undgået. I epilogen til sit imponerende og monumentale værk om Den kolde Krig analyserer nu afdøde historieprofessor, Poul Villaume, baggrunden for krigen og undersøger som en af de få, i hvilket omfang Vestens adfærd har bidraget til russernes helt uacceptable invasion. Ikke for at forsvare den, men for at forklare den.

Han opererer med begrebet ”strategisk empati” og mener, at krigen kunne være undgået, såfremt dette begreb havde præget den amerikanske og europæiske udenrigspolitiske tankegang i større udstrækning. At man m.a.o. for at undgå, at konflikten eskalerede til krig, kunne have forsøgt at se situationen fra modpartens side og accepteret, at international politik ikke behøver at være et nulsumsspil.

Brudte løfter
Villaume søger tilbage til Murens fald og den tyske genforening for at forstå baggrunden for Ukrainekrigen. På det tidspunkt var Den kolde Krig ophørt, og grundlaget for en ny sikkerhedsstruktur for hele Europa blev diskuteret. Nato med daværende udenrigsminister James Baker i spidsen forsikrede Gorbatjov om, at der ikke ville blive udstationeret tropper på det tidligere DDR’s territorium, og at Nato ikke ville blive udvidet, såfremt USSR kunne acceptere en tysk genforening. I stedet drøftede man på russernes foranledning muligheden for et nyt paneuropæisk sikkerhedssystem uden de to pagter. Tankegangen om, at international politik ikke behøvede at være et nulsumsspil, vandt for et øjeblik tilsyneladende gehør.

Men med Sovjetunionens sammenbrud og et Rusland i knæ økonomisk, politisk og militært svigtede Vesten hurtigt de afgivne løfter, og Pentagon og State Department vendte tilbage til den traditionelle, amerikanske tankegang om stormagtsrivalisering og afskrækkelse, og forestillingen om et nyt, fælles sikkerhedssystem for hele Europa og kollektiv internationalisme forsvandt som dug for solen. I forlængelse heraf blev Nato udvidet med de forhenværende WAPA-lande, og da raketterne og de udstationerede soldater nu vendte den anden vej, kunne russerne føle sig omringet og truet lige uden for deres dørtærskel. Selv det utrænede øje kunne se, at Natos ekspansive politik havde ydmyget og provokeret Rusland i middelsvær grad, og at genskabelsen af den kolde krig og fornyet oprustning lå lige for. Høgene på begge sider erobrede terræn.

Røde linjer overskredet
Da Ukraine og Georgien så efterfølgende blev tilbudt medlemskab af Nato, var Moskvas rødeste linje grundigt overskredet, og den vestlige magtarrogance blev mødt med russisk militær indgriben såvel i Georgien i 2008 som på Krim i 2014. Forsøg på at undgå en egentlig krig mellem Ukraine og Rusland blev iværksat med Minskaftalerne, der gav betydelig autonomi til de østlige regioner, men som ikke blev ratificeret af Ukraine.

Nato forhindrer fredsaftale i at blive implementeret
Kort efter udbruddet af Ukrainekrigen blev der indgået en foreløbig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, hvor Zelensky accepterede et neutralt Ukraine uden fremmede militærbaser på sin jord mod, at invasionsstyrkerne blev trukket tilbage.

Aftalen, som kunne have sparet tab af ukrainske og russiske unge liv og skånet den ukrainske befolkning for mange af de lidelser, som Yuliia Ocheretiana har beskrevet ovenfor, blev aldrig implementeret, fordi Nato gjorde det klart for ukrainerne, at de ville miste al vestlig støtte, såfremt de underskrev aftalen.

Trumps strategiske empati
Efter Trump igen har indtaget Det hvide Hus, har den amerikanske indstilling til krigen på paradoksal vis skiftet karakter, og Trump er – uden tvivl uforvarende – blevet talsmand for strategisk empati. Nu er amerikanerne tilsyneladende villige til at afstå fra den tidligere position, som nøgternt set gik ud på at presse russerne og holde dem beskæftigede med krigen i Ukraine og lade dem bløde menneskeliv og ressourcer i et omfang, der afholdt dem fra at blande sig i andre globale konflikter – uden at det kostede en eneste amerikansk soldat livet.

Trump er tilsyneladende på god fod med russerne og er indstillet på at trække tilbuddet om et ukrainsk medlemskab af Nato tilbage, ligesom ukrainerne efter Trumps opfattelse også er nødt til at afstå land til russerne for at opnå en fredsaftale. Noget af en kovending i forhold til Biden – administrationens politik, og en politik, som også sætter europæerne i et dilemma.

Indlægget Ukrainekrigen – kunne lidelserne være undgået? blev først udgivet på netavisnord.

Den krise, der nu udspiller sig i forholdet mellem USA, Grønland og Danmark, tager sit udgangspunkt i 1941, hvor Henrik Kauffmann, dansk ambassadør i Washington, brød med den danske samarbejdsregering og egenhændigt indgik en forsvarsaftale med USA, der bl.a. indebar, at amerikanerne opnåede rettigheder til at etablere militærbaser i Grønland med det formål at forhindre, at aksemagterne skulle sætte sig på området.

Truman forsøgte forgæves at købe Grønland, men fik en traktat med baser i stedet
Umiddelbart efter krigen fremsatte den daværende Trumanadministration et tilbud om at købe Grønland, men det blev afvist. Som konsekvens af sin neutralitetspolitik forsøgte Danmark – dog uden held – at få USA til at annullere forsvarsaftalen af 1941.

USA var qua Kauffmannaftalen de facto en besættelsesmagt på Grønland. Amerikanerne kunne agere på egen hånd og havde ubegrænset ret til at oprette militære og andre installationer.

I kølvandet på Den kolde Krig formåede Danmark ikke at opretholde sin neutralitet, og i 1949 valgte Rigsdagen side og meldte Danmark ind i Nato. I forlængelse heraf blev USA´s militære tilstedeværelse i Grønland retligt formaliseret ved 1951 – traktaten, som med et par senere opdateringer stadig er gældende og reelt giver stormagten frie hænder i Grønland rent militært.

Baser, tvangsforflyttelser og a-våben i Grønland
I 1953 blev Thulebasen taget i brug. I forbindelse med byggeriet opstod den såkaldte Thulesag, som indebar, at indbyggerne fra det nærliggende bosted, Ummannaq, blev tvangsforflyttet 150 km nordpå.

Såvel byggeriet som tvangsflytningen var omgærdet af fortrolighed, ligesom også H.C. Hansens accept af, at amerikanerne kunne placere atomvåben i Grønland, ikke nåede til offentlighedens kendskab før adskillige år senere.

Under Den kolde Krig installerede USA op til 20 baser rundt omkring i Grønland. Ud over Thule var der bl.a. store baser i Søndre Strømfjord og Narsarsuaq, og Camp Century var en by under isen, hvor man opbevarede atommissiler. Antallet af tropper nåede op på 10-12.000.

Arktisk Råd som konfliktløsningsinstrument
I dag er Thulebasen (Pituffik Space Base) – som følge af den kolde krigs ophør – den eneste permanente, amerikanske, militære tilstedeværelse i Grønland med kun få hundrede udstationerede, og Grønland og det øvrige Arktis har længe været betegnet som et lavspændingsområde, hvor landene omkring Arktis har tilstræbt at løse evt. uoverensstemmelser i Arktisk Råd, som består af repræsentanter fra Canada, Danmark/Grønland/ Færøerne, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA samt de oprindelige folk. Formandskabet går på skift, men da Rusland i 2022 invaderede Ukraine boykottede de øvrige lande det daværende russiske formandskab og gjorde Rådets arbejde og hele situation usikker.

Trumps bestræbelser på at bemægtige sig Grønland ligger således i forlængelse af tidligere præsidenters forsøg på at købe Grønland, men hvor hans forgængere affandt sig med et nej og en aftale, er Trump tilsyneladende ret stålfast indstillet på at ville erhverve sig landet. Selv om han i skrivende stund har afholdt sig fra militær indgriben, og diplomatiet tilsyneladende har taget over, så argumenterer han ufortrødent med, at USA af sikkerhedsmæssige grunde bliver nødt til at have kontrol over den store ø.

Golden Dome – kostbar oprustning i Arktis
Han påstår – ganske udokumenteret – at kinesiske og russiske skibe kredser om Grønland og påtænker at invadere landet. Selv om de to rivaliserende stormagter nægter at have slige hensigter, og at de i fremtiden blot vil benytte den nordlige, kortere sejlrute, når den smeltede is åbner mulighed herfor, så fastholder Trump, at der eksisterer en sikkerhedsrisiko, som ikke kan løses i Arktisk Råd, men som kræver massiv oprustning, herunder den gigantiske investering i Golden Dome, som skal beskytte USA mod indtrængende missiler. Dette stjernekrigsprojekt vil anslået beløbe sig til et sted mellem 175 milliarder $ (Trump) og flere billioner $ (kritiske eksperter). Kuplen påtænkes placeret i Grønland og kræver således en dansk accept. Det er ikke utænkeligt, at den bliver givet i forbindelse med en revideret aftale mellem Grønland/Danmark og USA, og det rejser dernæst to interessante spørgsmål: Øger det sikkerheden, og skal Danmark og Nato være med til at finansiere Trumps gyldne skjold?

Oprustning fører til kaprustning
I forvejen er det lykkedes Trump at tvinge de øvrige Natolande til at øge oprustningen (fra 2 til 5% af BNP), endskønt det er aldeles udokumenteret, at Nato rent militært skulle være Rusland underlegen og således har behov for at øge de militære udgifter. Hvor det bestemt er en diskussion værd, om øgede investeringer i det militære – industrielle kompleks skaber større sikkerhed, så er det indiskutabelt, at det fører til større spændinger og kaprustning – og dermed øgede udgifter. I den forkrampede militære logik, der dominerer tankegangen hos de herskende eliter i USA, Rusland og Kina, vil et missilskjold à la det, Trump påtænker at etablere, igangsætte bestræbelser hos rivalerne på at penetrere det ved hjælp af yderligere oprustning, som hos amerikanerne vil avle nye tiltag, der forfiner skjoldet. Resultatet bliver en oprustningsskrue uden ende, således som verden var vidne til under Den kolde Krig.

Såfremt et Natoland mener at have behov for at være beskyttet af missilskjoldet, vil det uden tvivl blive bedt om at medfinansiere det.

Snævre økonomiske interesser styrer Trumps udenrigspolitik. Trump fører en udenrigspolitik, hvor det først og fremmest handler om at tilgodese amerikanske økonomiske interesser. Fælles værdigrundlag og alliancer kommer i anden række. Det betyder – ud over tariffer, som, han påstår, kommer den amerikanske økonomi til gavn – at han ved at påtvinge europæerne øgede militære udgifter tilgodeser amerikanske våbenproducenter, idet han forudsætter, at europæerne vil købe ind i USA. På samme måde, som han tvinger europæerne til nu selv at finansiere støtten til Ukraine, men at det militære isenkram indkøbes hos amerikanske våbenproducenter. Og på samme måde, som han har påtvunget Ukraine en mineralaftale, som skal give amerikanske virksomheder adgang til den ukrainske undergrund som kompensation for den militære støtte, USA hidtil har ydet Ukraine.

Adgang til den grønlandske undergrund
Og det fører os frem til Trumps anden begrundelse – ud over den sikkerhedspolitiske – for at ville tilegne sig Grønland: Adgangen til mineraler og især sjældne jordarter, som Grønland er meget rig på, og som Trump vil forhindre andre i at få fat i. Da han udelukkende tænker i et primitivt nul-sumsspil, hvor det er utænkeligt at flere kan få gavn af minedriften på Grønland, så vil han satse alt på at forhindre, at kineserne og russerne får adgang til Grønland. Selv om de sjældne jordarter og øvrige mineraler er svært tilgængelige, så er det et problem for ham, at grønlænderne er herre i eget hus, når det handler om at bore efter råstoffer. Hensynet til naturen kan let komme i konflikt med snævre profitinteresser, når det handler om Grønland – således som det var tilfældet, da et australsk/kinesisk selskab ville etablere en mine i Kvanefjeld, som indeholder både sjældne jordarter og uran. Grønlænderne sagde imidlertid ud fra miljø – og sundhedshensyn nej.

Udvide det amerikanske territorium
Endelig kan man ikke udelukke, at Trump også har et tredje motiv til at ville tilegne sig Grønland: Han har en selvoptaget interesse i at fremstå som en præsident, der har udvidet det amerikanske territorium.
——
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Grønlandskrisen blev først udgivet på netavisnord.

Med Trump er maskerne faldet i amerikansk udenrigspolitik. CIA – foranstaltede regimeskift og invasioner har af Pentagon og State Department tidligere været sukret ind i begreber som demokrati, menneskerettigheder, frihed, kampen mod terror, antikommunisme etc. Trump lægger i forhold hertil ikke skjul på, hvad det virkelige motiv for hans udenrigspolitik er, og man vil kunne argumentere for, at han går videre end sine forgængere i bestræbelserne på at tilgodese amerikanske interesser, men grundlæggende skriver hans udenrigspolitik sig ind i en amerikansk, imperialistisk tradition side WW2 om at kontrollere landområder, ressourcer, modstandere og politik på globalt plan. Forestillingen om, at USA har været bannerfører for en regelbundet, FN-dirigeret verdensorden, hvor retten gik forud for rå magtanvendelse, har været en meget upræcis og inadækvat analyse af international politik. Indenrigspolitisk har Trump til gengæld sat nye standarder for, hvad en præsident kan tillade sig over for sine modstandere. Det vender vi tilbage til.

Iran og Guatemala i 50’erne

Under forskellige former greb CIA i 50’erne – i lyset af Den kolde Krig – bl.a. ind i lande som Iran og Guatemala og væltede demokratisk valgte regeringer. I Iran for at fastholde engelske og amerikanske selskabers kontrol med olien og indsætte et autokratisk shahstyre. I kuppet i Guatemala varetog USA United Fruit Companys interesser, som i forbindelse med en jordreform var blevet eksproprieret af regeringen. Den venstreorienterede politik anså USA for at være kommunisme i baghaven, og med udgangspunkt i dominoteorien var frygten, at den skulle sprede sig til andre latinamerikanske lande, hvorfor den måtte slås ned.

Konsekvenserne var, at såvel iranerne som befolkningen i Guatemala i årtier levede under diktaturer med borgerkrigslignende tilstande og tusindvis civile dræbte.

Sydøstasien og Latinamerika i 60’erne, 70’erne og 80’erne

I 60’erne og 70’erne måtte bl.a. Cuba, Vietnam, Cambodja, Laos, Den dominikanske Republik, Chile og Argentina lægge ryg til direkte militær, amerikansk indgriben eller CIA- støttede kup, og i 80´erne var det Nicaragua, El Salvador, Grenada og Panama, som blev udsat for amerikansk indblanding – enten i form af direkte invasioner eller støtte til den amerikavenlige side i borgerkrigen.

Mellemøsten, Balkan og Nordafrika
I forlængelse af den kolde krigs ophør og etableringen af det amerikanske hegemoni på globalt plan var der kun få indgreb i 90’erne (1. Irakkrig, Bosnien, Kosovo og Somalia), men med de neokonservatives magtovertagelse i 2001 blev der fulgt op på den imperialistiske tradition i amerikanske udenrigspolitik med indgriben i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen, og Syrien – med borgerkrige, voldsomme mennesketab og fejlslagne stater til følge.

Den ubetingede politiske og militære støtte til Israels massakre på gazanerne, bombningen af Iran og det aktuelle indgreb i Venezuela er således blot en videreførelse af en lang amerikansk, udenrigspolitisk tradition, hvor indgreb i såvel Mellem – og Sydamerika som i Mellemøsten har været reglen snarere end undtagelsen, når amerikanske, vitale, økonomiske og politiske interesser var truede.

Venezuelas olie tilbage til amerikanske selskaber
Det interessante ved Trumps argumentation for tilfangetagelsen af Maduro er ikke så meget de udokumenterede påstanden om narkoterrorisme og gangstervælde som hans åbenlyse diktum om, at de amerikanske olieselskaber af forgængeren Chavez er blevet frarøvet deres ret til den venezuelanske olie, og med Trumps indgriben får de nu deres rettigheder tilbage – bl.a. som tak for, at de selvsamme olieselskaber støttede Trumps valgkamp signifikant. Det er m.a.o. ikke det venezuelanske folk, der har førsteretten til landets jord og ressourcer, men ExxonMobil, Chevron m.fl.

Grønland – Lebensraum eller beskyttelse af etniske minoriteter?
Et af de områder, hvor Trump imidlertid for alvor skiller sig ud i forhold til forgængerne og flytter hegnspæle i amerikansk udenrigspolitik, er intentionen om at tilegne sig Grønland, en del af Arktis. Af indlysende grund er det ikke hverdagskost, at et land gør krav på en allierets territorium. Dertil kommer, at argumentationen er hullet som en si. Der er ingen russiske eller kinesiske skibe ud for Grønland, som truer amerikansk sikkerhed, og hvis der var, havde de lov til at sejle i internationalt farvand.

Påstanden om, at Danmark ikke kan forsvare Grønland mod en russisk/kinesisk invasion, skal ses i lyset af, at USA selv i forlængelse af den kolde krigs ophør har nedlagt et betragteligt antal baser. Hertil kommer, at der hidtil internationalt har været enighed om, at Arktis skulle være et lavspændingsområde, hvilket kun dårligt rimer på oprustning.

Endelig anklager Trump den hvide elite i Danmark for at have mishandlet det grønlandske folk, hvilket der kan være en pointe i, men at det skulle komme fra netop en præsident for et land, hvis hvide elite i århundreder har udøvet den mest modbydelige form for racisme over for afroamerikanerne ved at tilfangetage dem, fragte dem i lænker over Atlanten, sælge dem som slaver og i øvrigt efter slaveriets formelle ophævelse gjort alt, hvad der har stået i deres magt, for at undertrykke og segregere dem i forhold til de hvide, er for groft. Ikke en gang de brutale, hvide sydafrikanske apartheidtilhængere behandlede afrikanerne så undertrykkende og ringe, som især sydstatsmagthaverne behandlede afroamerikanerne.

Noget tilsvarende kan siges om de amerikanske magthaveres behandling af indianerne.

Så det lyder mildest talt hult, når Trump nu vil slå sig til ridder af beskyttelsen af etniske mindretal!

Trump og det postfaktuelle samfund
Trumps udokumenterede retorik om Maduros involvering i narkoterrorisme og tilstedeværelsen af kinesiske og russiske skibe i grønlandsk farvand, som truer amerikanske sikkerhedsinteresser, samt påstanden om, at Grønland er en dansk koloni, er eksempler på en tendens i det postfaktuelle samfund, hvor objektive kendsgerninger betyder mindre i den offentlige debat end udsagn, der appellerer til vælgernes følelser. Trump er ekspert i at nedbryde tidligere grænser mellem konstaterbare fakta og subjektive løgnehistorier.

Det gælder også på det indenrigspolitiske område, hvor Trump f.eks. med sine benådninger af de kriminelle MAGA – folk, som på hans opfordring angreb Kongressen i 2021, har italesat en fortælling om, at de var patriotiske helte. Tilsvarende har hans generaliserende tilsvining af migranter og ydmygelsen af demokratiske guvernører og borgmestre ved at indsætte føderale styrker for at imødegå en påstået uorden vist, at han ingen midler skyr for at nå sine mål og nedgøre sine modstandere. ICE’s jagt på migranter giver mindelser om SA-tropperne i det nationalsocialistiske Tyskland i 30 ’erne, ligesom truslerne om at fratage universiteterne deres finansiering, såfremt de ikke retter ind i deres optag, forskning og undervisning efter Trumps direktiver kunne være forfattet af Goebbels.

Trump og fascismen
Set også i forhold til ønsket om at annektere Grønland og begrebet Lebensraum må vi med andre ord stille spørgsmålet, hvor langt USA under Trumps styre befinder sig fra fascismen, som vi her vil definere som en ideologi præget af et autoritært styre, en stærk leder, nationalisme, voldsudøvelse, en massebevægelse samt forfølgelse af politiske modstandere. I den italienske fascisme indgik som i den tyske også racisme og territorieudvidelse. Der kan argumenteres for, at trumpismen lever op til en del – om ikke alle – af de fascistiske kendetegn. Alene i det første år af sin anden regeringsperiode har Trump enevældigt udstedt 221 dekreter. (Biden udstedte på 4 år 160.) Hvad der egentlig var tænkt som en slags nødretsforordning er gået hen og blevet den måde, hvorpå Trump lovgiver i USA. Det er åbenlyst, at Trump forfølger sine modstandere – det være sig migranter, demokratiske politikere eller universitetsfolk med en anden politisk opfattelse. Og hans MAGA – bevægelse, America First og ICE’s voldsudøvelse mod migranter kan også alludere til fascismen.

Trump og plutokratiet
Man må imidlertid ikke være blind for, at Trump også personificerer plutokratiet. Oligarkerne inden for tech, olie og det militærindustrielle kompleks har kronede dage under Trump, og hans transaktionalistiske tilgang til international politik, hvor internationale relationer anskues som forhandlinger om at maksimere økonomiske gevinster frem for forpligtigelsen over for fælles værdier og alliancer, borger for, at politikken også fremover kommer den økonomiske elite til gode.

Også hans eget økonomiske imperium, der formelt ledes af hans sønner, har kronede dage. Trump er direkte involveret i kryptoplatformen, World Liberty Financial, og han har underskrevet lovgivning, der tilgodeser netop den type kryptoselskaber.

Trumps andre selskaber – f.eks Truth Social og Truth+ – nyder godt af hans præsidentskab. Hans formue vokser eksplosivt, fordi hans position får investorerne til at placere penge i hans selskaber med kraftige værdistigninger til følge.

Trumps ejendomme – bl.a. Mar- a- Lago – genererer millioner i omsætning, når Secret Service og andre embedsmænd lejer sig ind i faciliteterne på skatteborgernes regning, når de følger præsidenten.

Trump har således på radikal vis udvisket grænsen mellem statens – og sin egen privatøkonomi.

Trump og nepotismen
Trump benytter åbenlyst sin ret til udnævnelser til at tilgodese familiemedlemmer. Hans datter Ivanka og svigersøn Kushner er centrale rådgivere med omfattende porteføljer. Den unge Kushners far, Charles Kushner, som Trump har benådet for skattesvig, er udpeget som fransk ambassadør. Svigerdatteren, Lara, har Trump fået placeret som formand for det republikanske parti. Kritikken går på, at ingen af dem har politiske erfaringer eller kvalifikationer, og de ville ikke være blevet godkendt af Senatet, såfremt en sådan procedure var påkrævet. Trump har m.a.o. i en vis udstrækning erstattet meritokrati med nepotisme.

Trumps narcissistiske træk
Hvis vi afslutningsvis bevæger os ned på det psykologiske plan og stiller spørgsmålet, om Trump er narcissist, kræver det en definition af begrebet: Storhedsvanvid, manglende empati, behov for konstant beundring, kan ikke tåle kritik. I den forstand bærer Trump tydelige narcissistiske træk, og f.eks. hans ønske om at få Nobels Fredspris bekræfter til fulde dette. Hans tilhængere vil omvendt hævde, at han blot er en karismatisk leder med stor selvtillid og en dygtig forhandler, som sætter America First.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Imperialist! Fascist? Plutokrat! Nepotist! Narcissist! blev først udgivet på netavisnord.

Hvor stor er afstanden mellem Aalborg by og landdistrikterne i Aalborg Kommune? Det lader sig ikke måle, men en behjertet sjæl i landsbyen Nøvling havde dog en finurlig kommentar. På gadeskiltet midt i byen står der egentlig Aalborg 10 km. – men en ukendt person havde i forbindelse med forhandlingerne om en ændret skolestruktur i landdistrikterne tilføjet et nul, så der i mange måneder stod Aalborg 100 km. Om det var en egentlig politisk kommentar, en drengestreg eller bare en tilfældig indskydelse, kan vi ikke vide. Men tankevækkende var dog det redigerede gadeskilt.

Situationen i landsbyerne og det åbne land har ikke fyldt meget i valgkampen ind til nu. I hvert fald ikke set fra Aalborg. Hverken de etablerede medier eller de sociale medier har haft de mere tyndt befolkede områder som et dominerende tema. I landdistrikterne har der dog været afholdt velbesøgte valgmøder med stor diskussionslyst.

Der bor dog omkring 80.000 borgere i landdistrikterne i Aalborg Kommune – det svarer til cirka 35 % af stemmerne – og situationen i landdistrikterne er nok en diskussion værd.

LAK
Landdistrikternes interesser varetages af foreningen LAK – Landsbyer i Aalborg Kommune. Her har Leo Helmer været formand i en årrække. Vi har talt med Leo Helmer om, hvordan han opfatter landsbyernes og det åbne lands position i Aalborg Kommune aktuelt.
– Hvordan vurderer du situationen i landdistrikterne nu, set i forhold til det seneste kommunalvalg?
– Puh. Så skal man se 4 år tilbage…set over en årrække, så er det min vurdering, at forholdene i landdistriktet er blevet bedre. Politikerne vil gerne landdistrikterne. I det seneste budget er der blevet sat ekstra midler af til samrådene. Det er en forbedring. Og der er i hvert fald kommet mere kultur ud til landdistrikterne.
Men selvfølgelig er der stadig en masse ting, der kan gøres.
Man vil gerne udvikle inde i byen. Her overlades landdistrikterne til sig selv. Udviklingen er overladt til ildsjælene. Her savner vi flere initiativer fra kommunen. Vi mangler en diskussion – hvad vil vi med landdistrikterne? Det er vigtigt, at landdistrikterne fungerer, at vi sikrer, at der stadig er folk, der vil flytte herud. Og det kræver, at der stadig sker en udvikling. Vi savner en proaktiv indsats fra kommunen. Det dur ikke, at ildsjælene skal gøre det hele. Der bliver ikke ved med at være ildsjæle, hvis det skal være op ad bakke hele tiden.

– Hvordan går det med affolkningen af landdistriktet?
– Situationen omkring tilflytning og fraflytning er sådan cirka status quo. Der er en svag tendens til, at flere børnefamilier flytter til. Men der er stadigvæk mange gamle. Det grå guld er i overvægt.
Men der mangler i den grad boligmuligheder, så ældre i store ejendomme har muligheder for at flytte til mindre boliger i lokalområdet. Det bør være sådan, at de ældre har mulighed for at flytte, når husvedligeholdelserne presser sig på. Så en børnefamilie – med mere energi og mod på renoveringer – kan flytte ind i stedet. Hvis de store landejendomme ikke vedligeholdes, kan de være svære at få solgt, og ældre mennesker går ikke i gang med f.eks. at skifte tag, hvis de allerede går i overvejelser om at flytte. Vi skal have de store landejendomme i cirkulation, inden de forfalder.
Vi bor selv på en alt for stor landejendom, men hvis vi skal flytte, er vi nødsaget til at flytte til Nibe eller Aalborg, hvis vi gerne vil have en bolig på 110-120 m2. Så hvis der ikke snart sker noget, bliver landdistriktet – med alle de ældre, der jo er i landdistriktet i dag – jo hurtigt affolket.
Boligselskaberne vil gerne være med til at bygge almene boliger i oplandsbyerne, men der er ikke sat penge af hos kommunen. Det kan man gøre bedre. Flere private bygherrer har planer om nybyggeri i bl.a. Nørholm og Hals – og kommunen er vel egentlig positiv – bygherrerne skal bare lige vente til sidste halvdel af 2026 med at få deres sag behandlet.
Hvis en stor bygherre i Aalborg…nej, det vil jeg ikke rodes ind i, det skal ikke være en kamp mellem byen og landdistrikterne. Men der sker meget i Aalborg, det gør der ikke på samme måde i landdistrikterne. Det er vigtigt, at man ikke bliver bremset i sine projekter. At få byggetilladelse og landzonetilladelse tager så lang tid i By og Land, at det hele er gået i stå, inden der kommer svar. Rådmand Jes Lunde har foreslået at ansætte en byggesagkyndig til at hjælpe de frivillige med byggeansøgninger, det vil klart være med til at gøre det lettere at være ildsjæl i landdistriktet. Det håber jeg bliver vedtaget

Skolerne i landdistriktet
– I sommeren 2020 var der stor diskussion om skolestrukturen i landdistrikterne – med trusler om nedlæggelse af en række mindre skoler. Det endte med, at skolerne blev bevaret – men der blev indført fælles skoleledelse mellem en del skoler. Hvordan er det gået?
– Det er mit indtryk, at det er gået udmærket. De fleste er glade for det. Alternativet var i hvert fald værre. Vi ved jo, at det er dyrest med skoler med få elever. Men hvis man nedlægger landsbyskolerne, er der ikke meget landdistrikt tilbage. Hvis man vil landdistriktet, skal man bevare skolerne – og prioritere dem. Skolerne er noget af det, der betyder allermest for folk – og for tilflytning frem for fraflytning. Og de nyeste analyser viser klart, at de små skoler ikke er ringere, kvaliteten er høj.
Landsbyskolerne har været til debat mange gange, faktisk ved hver budgetforhandling, men ikke i år. Måske fordi det er valgår.
Men forhandlingerne i 2020 viste klart, hvor meget skolerne betyder – og hvor aktive, beboerne i landdistrikterne er. Der var en meget fin mobilisering.

Kollektiv trafik i landdistrikterne
– I landdistrikterne er der ikke nogen kollektiv trafik af betydning. Så for folk på landet er det nødvendigt med bedre parkeringspladser i Aalborg, så de kan komme ind til byen og handle.
Så klart udtalte rådmand Jan Nymark Thaysen sig om den kollektive trafik i landdistrikterne i Aalborg Kommune. Løsningen var ikke at sende flere busser til landdistrikterne, men derimod at øge parkeringsmulighederne i Aalborgs centrum. Flere busser ville ellers både mindske trængselsproblemer i Aalborg og øge fremkommeligheden i landdistrikterne.

Tendensen for den kollektive trafik i landdistrikterne er ganske klar. Der er ikke blevet tilført nye afgange, tværtimod er antallet af afgange på de fleste ruter gradvist skåret ned.

De tyndt befolkede landsbyer i udkanten af Aalborg Kommune har længe været plaget af ringe dækning af busser.

Beboere langs de større indfaldsveje til Aalborg – i syd Hobrovej og Hadsundvej – har hidtil kunnet føle sig rimeligt trygge på grund af regionalruter som 52 og 54 – fra henholdsvis Hadsund og Aars/Aalestrup. Det har sikret noget nær timedrift på hverdage til/fra Aalborg for landsbyer og det åbne land langs hovedvejene. Men for blot et par måneder siden blev antallet af daglige afgange på linje 54 skåret ned til det halve. Der er altså nu kun busforbindelse cirka hver anden time mellem byer som Gunderup, Vårst og Aalborg. I stedet har man satset på en ekspresbus, 54 X, som kører samme rute, men som ikke stopper i landsbyerne på ruten.

Beslutningen er givetvis taget i Nordjyllands Trafikselskab, men rammer en række mindre byer i Aalborg Kommune – ligesåvel som de mindre tæt befolkede områder i Rebild og Vesthimmerland. For Aalborg Kommune må det være muligt at lægge pres på trafikselskabet og/eller sørge for bybusruter i udkantsområderne i kommunen.

Det er dog – jævnfør den tidligere citerede udtalelse fra Jan Nymark Thaysen – tilsyneladende ikke Venstre og ledelsen af By og Land, der vil stå aktivt bag en sådan politik.

Og man kan frygte, at samme tendens kan ramme andre ruter til/fra Aalborg.

Planer om en ny plusbusrute i nord/syd-retning vil løse en del problemer, men realiseringen er usikker og ligger i bedste fald langt ude i fremtiden. Og i hvert fald vil ruten ikke løse problemer for Hadsundvej-området og en række mindre landsbyer udenfor linjeføringen.

Det evige svar på ønsket om flere busafgange er: der er ikke råd – og det er miljømæssigt ikke forsvarligt at køre rundt med næsten tomme busser i landdistrikterne.

Leo Helmer ser mobiliteten i landdistrikterne som et centralt punkt for bevarelse af livet på landet – men han ser ikke de traditionelle busruter som løsningen på længere sigt.
– Mobilitet er et centralt punkt for landdistrikterne. Vi mangler i den grad cykelstier i landdistriktet. Der er mange, der er begyndt at bruge elcykler og løbehjul. Det er på landevejene, bilerne kører stærkt, og cyklisterne bliver presset af de store landbrugsmaskiner. Cykelstier var oppe ved budgetforhandlingerne, men der blev kun afsat 15 mio. til hele den 4-årige budgetperiode. Det er voldsomt irriterende.
Det er heller ikke mange busser, vi ser. Vi har oplevet mange nedskæringer med forkortelser af ruter og nedlæggelser af afgange. Bliver man ved med at forringe vilkårene, er der ikke nogen, der vil flytte herud. Der skal være liv, ellers forgår landdistrikterne.
Men det virker jo heller ikke med de store busser, der kører næsten tomme. På længere sigt tror jeg mere på de flexordninger, kommunen har sat i gang. Men det fungerer ikke, som det er nu. Det er så kompliceret, at man ikke kan bruge det. Og der er alt for mange, der ikke kender til systemet.
Princippet med, at man kan bestille ture, når man har brug for det, er glimrende, men det skal gøres enklere og klarere, og det skal markedsføres bedre.
LAK har klaget til NT over oplysningsniveauet, hvorefter NT gik i gang med at uddanne landsbyambassadører, en fra hver landsby, som skal kunne forklare systemet. Men det virker som en lidt mærkelig måde at tænke formidling på. Bedre markedsføring, større klarhed, bedre navne fremfor flexbus, turbus, plustur, plusbus.

– Så for at opsummere: De væsentligste spørgsmål for landdistrikterne?
– Set helt oppe fra et helikopterperspektiv, så er det væsentligste for os:
– Mulighed for udvikling, vi skal have flere til at flytte til landdistrikterne, her skal kommunen være med til at skabe fremdrift.
– Skolerne skal bevares og sikres
– Mobiliteten skal styrkes
– Vi skal fortsat have kulturarrangementer i landsbyerne.
—–
Hovedfoto: Cykelsti. Foto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Aalborg Kommune og landdistrikterne blev først udgivet på netavisnord.

Rasha Khalifes bedsteforældre hører til den generation af palæstinensere, som israelerne i 1948 – krigen tvang ud af Palæstina og gjorde til flygtninge i Libanon. Senere slog hendes forældre sig ned i De Forenede Arabiske Emirater, hvor Rasha blev født. 4 år gammel kom hun i 1988 med sin familie til Danmark, hvor hun og forældrene fik opholdstilladelse.

Hun er bosat i Aalborg, er uddannet arkitekt og arbejder i dag som tolk. Hun føler sig fuldt integreret i Danmark, som hun betragter som sit hjemland. ”Her hører jeg til”, siger hun.

Men hun er sig sin familiens historie meget bevidst og har rejst på Vestbredden. Hun har engageret sig i den palæstinensiske frihedskamp og har påtaget sig opgaven herhjemme at tale palæstinensernes sag.

Jeg græder hver dag over bombningerne
– Hvordan påvirker de israelske bombardementer af Gaza dig?
– Jeg græder hver dag. Jeg ser børn og voksne, som ikke har noget med Hamas at gøre, blive bombet. Uskyldige mennesker, som bliver behandlet på den mest bestialske, umenneskelige og fornedrende måde. Det er helt uforståeligt, at verdenssamfundet ikke griber ind.

– Kunne man ikke forvente, at Israel ville svare igen efter Hamas’ terrorhandling ind i Israel den 7. oktober?

Ude af proportioner
– Israel er en besættelsesmagt og svarer altid igen, når palæstinenserne forsøger at bekæmpe dem. Men hvad der foregår i Gaza nu, er helt ude af proportioner. Mere end 50.000 palæstinensere er blevet dræbt og dobbelt så mange sårede. Det er kvinder og børn, som ikke har noget med Hamas at gøre. Og på Vestbredden går israelske sikkerhedsstyrker og bosættere også løs på palæstinenserne. Der er dræbte og sårede hver dag, men som medierne ikke fokuserer på.

Hamas’ rolle
– Men Hamas må have vidst, at Israel ville svare hårdt igen på terrorangrebet 7. oktober. Og have kalkuleret med, at omkostningerne for civilbefolkningen i Gaza er blevet så voldsomme med så mange dræbte og internt fordrevne, men midt i tragedien har Hamas vel opnået at få sat palæstinensernes sag på den internationale dagsorden, efter at den i årevis har ført en noget tilbagetrukken tilværelse. Hvordan ser du Hamas´rolle?
– Jeg synes ikke, at Hamas har spillet en rolle for at sætte palæstinensernes sag på den internationale dagsorden. Det er jo de civile, der filmer besættelsesmagtens brutalitet i Gaza og viser uhyrlighederne til verden, hvorved de civile samfund bliver mere oplyst, og det er dem, der presser på for at sætte dagsordenen og fremme palæstinensernes sag, ikke de internationale politikere eller Hamas eller for den sags skyld heller ikke de traditionelle medier.

PLO er Israels forlængede arm
– Hvordan ser du på PLO´s rolle på Vestbredden?
– PLO har i dag ingen rolle for palæstinenserne. PLO skal ses og forstås i en geografisk og historisk kontekst. PLO er etableret af palæstinensere i diaspora, og de blev set som aktivister, der mobiliserede og oplyste verdens civile samfund om vores sag, men det såkaldte selvstyre på den besatte Vestbred spiller efter min opfattelse ingen rolle for palæstinenserne. Jeg ser selvstyret og PLO som Israels forlængede arm. PLO´s politi og sikkerhedsstyrker arbejder sammen med israelerne og hjælper dem med at holde palæstinenserne nede. Jeg forstår ikke, hvordan PLO har kunnet udvikle sig sådan.

Den danske regering og folketings-hykleri
– Hvordan ser du på Danmarks holdning til det, der foregår i Palæstina?
– Noget delt, synes jeg. Jeg var til et byrådsmøde i Aalborg, hvor der skulle holdes 1 minuts stilhed til ære for alle de dræbte palæstinensere i Gaza. En flot gestus, synes jeg. Men her udvandrede de borgerlige, V, K, og Danmarksdemokraterne, fra mødet i protest mod sympatien med palæstinenserne. Og der er meget hykleri i regeringens og folketingsflertallets syn på Palæstina, når man sammenligner med den entydige fordømmelse af russernes invasion i Ukraine. Hvorfor tager man ikke på sammen måde afstand fra Israels besættelse af Vestbredden og bombningerne af Gaza? Hvorfor holder Vesten og især USA hånden under Israel?

– Folketingets Præsidium har netop nedlagt forbud mod at debattere Israel-Palæstinakonflikten ved skolevalget. Hvad er din kommentar hertil?
– Sædvanligvis har ytringsfriheden vide grænser i Danmark, og vi kan kritisere alt, men det gælder åbenbart ikke Israel- Palæstinakonflikten. Folketinget skaber tabuer i et demokratisk og frit samfund, mens vi lukker øjnene for åbenlyse massemord.

En etstatsløsning?
– Hvordan ser du på en mulig fredsløsning og evt. en tostatsløsning?
– Det første, der skal ske, er at få stoppet krigen, så freden kan indfinde sig. Mht. en tostatsløsning, som Nethanyahu ikke er tilhænger af, skal man huske, at da jøderne kom til Palæstina som flygtninge fra bl.a. Europa, hjalp palæstinenserne dem med at finde sig til rette. Der var der tale om én stat, hvor jøder og arabere levede side om side. Som tak for hjælpen og gæstfriheden stjal israelerne med international hjælp palæstinensernes land. Nu har israelerne undertrykt palæstinenserne i 75 år og frataget dem deres rettigheder. Det er ret indlysende, at det avler modstand, ligesom den danske modstandsbevægelse under krigen bekæmpede den tyske besættelsesmagt. Ideelt set går jeg ind for en etstatsløsing, således som Palæstina var historisk.
—–
Hovedfoto: Inger Støjberg (DD) og Gaza. Foto Steen Brogaard, Folketinget, og Wikimedia Commons

Indlægget Gaza – set fra Nordjylland blev først udgivet på netavisnord.

”Der er sket noget” fastslår Jørgen Andersen, formand for Midtbyens Samråd, ved en samtale, Netavisnord har haft med ham i Haraldslund Vand- og Kulturhus.
– Job og Velfærd har sat en del initiativer i gang. Der er ansat 4 nye gademedarbejdere, der er afsat penge på budgettet. Der er oprettet hellesteder, hvor de udsatte grupper kan mødes og hygge indendørs, der er toiletter etc. Og det er netop besluttet at oprette stofindtagelsesrum. En række væsentlige forbedringer.
Politiet har lovet, at de vil være til stede ved de mest belastede områder, måske endda med et par betjente til fast patruljering. Og selvom det måske lyder kynisk lige nu, kan AaB´s nedrykning betyde, at der frigives nogle politimæssige ressourcer, som kan bruges i midtbyen. Der er nok ikke behov for en slet så stor politimæssig indsats, når Middelfart er på besøg, som når Brøndby og FCK kommer.
Vi går nu og venter på nyt om, hvorvidt varmestuen i Søndergade skal flyttes – og hvor den i givet fald skal flyttes hen. Det er mit indtryk, at forhandlingerne er langt fremme, selvom der har været ret stille omkring det. Det er mit indtryk, at Kirkens Korshær er tæt på at skrive kontrakt. Men der er selvfølgelig tale om dybt hemmelige forhandlinger.
Det bliver enormt interessant, når der kommer location på. Det skal være bynært – og uden at skulle genere naboer… Håndværkervej er blevet nævnt, men det er for langt væk.

Den korte historie
For godt et halvt år siden afholdt Midtbyens Samråd et borgermøde om de socialt udsatte grupper i Aalborg i Frelsens Hærs lokaler i Skipper Clemens Gade i Aalborg.

Baggrunden for mødet var først og fremmest, at antallet af hjemløse og folk med svære psykiske problemer i Aalborg var steget kraftigt og at der i den grad manglede løsninger på deres problemer. Men også at mange beboere i området følte sig kraftigt generet af gruppen af socialt belastede.

På mødet deltog en række byrådspolitikere med rådmand i spidsen og repræsentanter for stort set alle organisationer, der arbejder med de mest belastede. Desuden deltog en række beboere fra området.

En række af beboerne i de mest belastede områder udtrykte meget stor utilfredshed og utryghed. Flere udtrykte, at de var så desperate, at de overvejede at flytte fra området. Fra organisationernes og byrådspolitikernes side blev der udtrykt forståelse for situationen og stor vilje til at diskutere løsningsforslag.

De største problemer
Det største problem for beboerne i området synes dels at være byens grønne områder, som i den grad er blevet indbydende – og som naturligvis også tiltrækker gruppen af socialt udsatte.
De mest belastede steder i Aalborg er John F. Kennedys Plads, Søndergade-Bredgade, Mølle Plads og Frederikstorv.

Især skaber Kirkens Korshærs dag- og natvarmestue problemer for omgivelser. I Søndergade samles mange af de socialt udsatte, og det går ikke altid helt lydløst for sig. Om det er tilfældigt, er ikke til at sige, men p.t. er der udbudt 4 lejligheder til salg i de 4 opgange nærmest varmestuen.

På mødet i september var der kraftigt flertal for en flytning af varmestuen. En opfordring Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær – hårdt presset – indvilgede i at undersøge. Men som det blev betonet fra Kirkens Korshærs side, flytter man ikke bare en varmestue. Brugerne føler et klart tilhør til det sted, som er deres – og et nyt sted skal i hvert fald være velegnet, det vil sige bynært – uden at være til gene for naboer. Den slags steder er ikke lette at finde.

Men som tidligere beskrevet er Jørgen Andersen fortrøstningsfuld og tror på en snarlig løsning.

Tosidet problem
Problemet med de socialt mest belastede er tosidet. Dels er det vigtigt, at de socialt belastede får så gode livs- og udviklingsbetingelser som muligt, dels er det vigtigt, at beboerne i de mest belastede områder ikke oplever alt for store gener.
Jeg spurgte Jørgen Andersen:
– Du repræsenterer vel hovedsageligt beboerne, ikke de socialt belastede?
– Vi repræsenterer alle i området. Både de socialt belastede grupper og alle andre beboere.
Vi gør også beboerne opmærksomme på, at når de flytter til byen, er der ikke udelukkende idyl og ro. Alle skal kunne være her. Det gælder de socialt udsatte grupper og del gælder beboerne, som har behov for rimeligt rolige forhold.

Samrådets indflydelse
-Hvor har I i samrådet indflydelse på de udsatte gruppers situation?
– Vi kan som samråd påvirke budgetlægningen, vi kan komme med konstruktive ideer, vi kan påvise at forholdene for de psykisk syge ikke er gode nok, der er ikke tilstrækkeligt plads på de sociale hospitaler, folk ryger ud og ind, efter behandling ender de på gaden igen, det er ikke godt nok.
Og vi kan opfordre til, at der afsættes flere midler til forebyggende indsatser. At arbejde med mennesker kræver mandskab og økonomi.
Samrådet har været på studietur til København, til H17 i Kødbyen, hvor vi blandt andet så et stofindtagelsessted.
Vi gør, hvad vi kan for at udvikle kommunen så godt som muligt i et samarbejde mellem beboere, politikere, organisationer og erhvervslivet.
Jimmi, som sidder i Udsatterådet for Samrådet, kan f.eks. se, at der er en forholdsvis lille gruppe af meget dårligt fungerende, som har det ad helvede til, men som har stor indflydelse i grupperne. Der ligger en stor indsats i at sikre, at de får det bedre – og at de ikke styrer for meget.
Vi kan se, at der er store problemer med grønlændere – fordi der er rigtigt mange af dem. De kommer fra en anden kultur – her er der brug for en kæmpeindsats. Det var det samme problem, da jeg sad i byrådet – 2009-2013. Det er bare blevet større. Og nu er der en direkte flyrute Nuuk-Aalborg! Vi sidder i en udsatte-gruppe, hvor vi har arbejdet sammen med en grønlænder, som er mønsterbryder. Det, der fik hende ud af misbrug, var at hun havde et bagland og nogle rollemodeller. Hun fortæller om en gruppe dybt ulykkelige mennesker, som mangler rollemodeller og et velfungerende bagland. Det grønlandske Hus gør en stor indsats, men det kræver kæmperessourcer at løse problemerne.

Undertegnede har flere gange i den sidste tid passeret JF Kennedys Plads, hvor der har været en fest i gang med deltagelse af en 15-20 socialt belastede med et vist lydniveau som resultat. Samtidig er der dog også ofte diverse højrøstede fester i gang på den nærliggende Mallorca Bar, hvor der ofte har siddet 15-20 gæster ved udeserveringen, hvor lydniveauet ofte har overgået lyden fra de socialt udstødte.

Man kan sige, at fordelen ved Mallorca Bar er, at der er faste åbningstider. Man kan altså forudse, hvornår larmen hører op. Ulempen er, at Mallorca Bar har åbent til klokken 3 alle ugens dage (nætter).

Sidste nyt:
Rådmand Nuuradiin Hussein har onsdag i et brev til naboerne offentliggjort, at Kirkens Korshærs Dag- og Natvarmestue flyttes fra Søndergade til Karolinelundsvej 11
Rådmanden skriver:
– En af de ting, som flere har peget på, er behovet for at Dag- og Natvarmestuen (flyttes) væk fra bymidten – herunder væk fra gågaden og forretningsområder, og det har derfor ligget mig meget på sinde at søge løsninger på netop dette.
Jeg kan heldigvis nu med glæde fortælle, at Kirkens Korshær nu har købt grunden på Karolinelundsvej 11, hvor Textilcentret tidligere havde til huse…
Der bliver tale om et nybyggeri i to- tre etager, hvilket giver en unik mulighed for at skabe et byggeri, hvor både bygninger og udearealer kan designes, så brugen af Dag- og Natvarmestuen i videst muligt omfang tager hensyn til de nærmeste naboer.

Man må så håbe, at Karolinelundsvej er tilstrækkeligt bynært til, at brugerne vil blive tiltrukket af stedet. Og at man får indrettet varmestuer, som kan opfylde alles behov. I hvert fald en spændende nyhed – men det løser ikke problemerne på kort sigt…

Vi håber i en senere artikel at gå dybere ned i de socialt belastede gruppers situation – med udtalelser fra lokalpolitikere og repræsentanter fra de sociale hjælpeorganisationer.
——
Hovedfoto: John F. Kennedys Plads. Foto Henning Q. Hansen

Indlægget Måske er der ved at ske noget…. blev først udgivet på netavisnord.

Trump har efter på ny at have sat sig i præsidentembedet rettet en kraftig kritik mod de lande, USA handler med, og som, påstår han, lukrerer på USA. Trump truer derfor med at indføre tariffer.

Underskud på handelsbalancen, overskud på tjenestebalancen
Når Trump således vil gøre det dyrere at eksportere til USA, er det ud fra et synspunkt om, at USA har mistet arbejdspladser til den resterende verden. Han hævder, at USA har et underskud på samhandelen med resten af verden, hvilket ikke er forkert. F.eks. har Danmark et overskud på handelsbalancen (varer) med USA på ca. 200 mia. kroner, jf nedenfor.

Men Trump er tilsyneladende ikke klar over, at betalingsbalancen ud over handelsbalancen også består af en tjenestebalance og en rentebalance, og at USA på tjenestebalancen sælger godt i Danmark og har et overskud. hvortil kommer, at danske virksomheder investerer relativt mere i USA end amerikanske virksomheder investerer i Danmark, jf. figuren nedenfor.

Techgiganternes irske skattely slører samhandelsbilledet
Hvad Trump også overser, er, at når Danmark køber varer eller tjenester af andre landes, herunder USA’s, datterselskaber i udlandet, registreres de som import fra det pågældende land. Fx har en række amerikanske techvirksomheder hovedsæder i Irland, og deres salg til danske forbrugere og virksomheder registreres som import fra Irland og ikke USA. Derved undervurderes den amerikanske eksport til Danmark.

Novos produktion og salg i USA registreres som import
Trump er tilsyneladende heller ikke klar over, at betalingsbalancerelationen mellem Danmark og USA også dækker over det forhold, at en dansk virksomhed f.eks. køber råvarer i USA og lader dem forarbejde hos en amerikansk virksomhed, f.eks. eget datterselskab, hvorefter den danske virksomhed sælger den færdige vare til en amerikansk slutkunde. Det vil blive registreret som amerikansk import, men hele den økonomiske aktivitet og deraf følgende beskæftigelse foregår i USA. Novo kunne være et eksempel herpå.

Rustbæltet – fanget i globaliseringsfælden
Trumps evne til at botanisere selektivt i fakta gør sig således også gældende på det udenrigsøkonomiske område. Han undervurderer USA´s gavn af at indgå i økonomiske relationer til omverdenen, men tilbage står, at adskillige stater i USA – især i Rustbæltet – har mistet arbejdspladser inden for bl.a. bil – og stålindustrien til omverdenen de sidste 40 – 50 år, fordi de er fanget i globaliseringsfælden, som udstøder og overflødiggør en del af arbejdsstyrken ved, at deres arbejde outsources til lavtlønslande som Mexico, Kina og andre asiatiske lande. Det er disse arbejdspladser, han nu ud fra en kritisk vinkel på globaliseringen har sat sig for at bringe tilbage til USA, og han er tilsyneladende ikke opmærksom på, at f.eks. Detroit, Cleveland og Pittsburghs tab af arbejdspladser også hænger sammen med en fattig evne til at omstille sig til videns – informations – og servicesamfundet og som følge deraf manglende investeringer i uddannelse.

Globaliseringsoptimister – og pessimister
Trumps trusler om indførelse af told på udenlandske varer er således grundlæggende et opgør med den globaliseringsoptimisme, der har sat dagsordenen i vestlig, økonomisk tænkning de seneste årtier.

Globaliseringsoptimisterne hæfter sig ved, at dereguleringen og liberaliseringen af handel med varer og tjenester samt kapitalens frie bevægelighed har skabt større velstand på kloden, fordi virksomhederne søger derhen, hvor de har de bedste betingelser og får det optimale udbytte. Den teknologiske udvikling inden for transport og informationsudveksling har skabt en dynamik og mobilitet inden for erhvervslivet, som også er kommet u-landene til gavn. Bag den optimisme ligger Ricardos teori om de komparative fordele ved handel, som indebærer, at såfremt landene producerer de varer og tjenester, som de er relativt bedst til, vil alle få gavn af at handle med hinanden. Når amerikanske og europæiske virksomheder således placerer sig i Mexico, Kina og det øvrige Asien, hænger det sammen med, at disse lande har en fordel på den lave løn.

Som en sidegevinst til globaliseringen hæfter optimisterne sig ved, at landene bliver mere og mere afhængige af hinanden (interdependens), hvilket alt andet lige skulle føre til en mere fredelig verden.
Globaliseringspessimisterne er kritiske over for udviklingen. Landene vil blive kastet ud i en konkurrence om arbejdspladser, som efter kapitalens behov vil blive flyttet rundt på kloden afhængigt af profittens størrelse. Som følge af fraværet af overenskomster vil fagforeningerne miste indflydelse, og individualisering, prekarisering, løndumping og fyringer vil være et vilkår for lønmodtagerne. Det er således ikke alle, der får glæde af globaliseringen. Kun virksomhedsejere og finansmænd vil høste frugterne, mens arbejderklassen vil stå tilbage som taberne.

Canvas HiFi – Up start virksomhed på vej ind på det amerikanske marked
Laust Nielsen er direktør og medejer af Canvas Hifi, der har hovedsæde i Frederikshavn.
Canvas Hifi producerer lydsystemer til hjemmet af den højeste kvalitet med den nyeste teknologi – indarbejdet i et stilfuldt og bæredygtigt design, som det fremgår af firmaets hjemmeside. Som bevis på, at firmaet er innovativt og kvalitetsbevidst, er det blevet tildelt en række priser inden for branchen.

Canvas Hifi startede op i 2019 og har allerede etableret sig som en markant spiller på det europæiske marked med agenter, distributører og forhandlere i en række EU-lande. Væksten i omsætningen har været en funktion af, at 150 butikker i verden i dag forhandler firmaets produkter.

Canvas Hifi havde netop indledt en markedsudvidelse i USA, da Trumps tariffer blev en del af trusselsbilledet, hvilke betyder, at USA pt. kun udgør en mindre del af omsætningen. Derfor er skaden indtil videre til at overse, men Trumps handelspolitik har tvunget Laust Nielsen til at tænke i alternativer:

145 % told mellem Kina og USA. 10 % mellem Danmark og USA
– Vi har hidtil fået produceret produkterne delvist i Danmark, Vietnam og Kina, men da størstedelen er lavet i Kina, rammes det af den høje told. Produkter med etiketten ”Made in China” har nu udsigt til at blive pålagt en told på 145 % ved import til USA. Og selv om vores produkter sælges på kvalitet og ikke er så prisfølsomme, så bliver Trumptarifferne alligevel for voldsomme til, at vi kan opretholde vores konkurrenceevne. Derfor er vi nødt til at trække produktionen hjem velvidende, at lønomkostningerne dermed stiger. Men foreløbigt er produkter ”Made i Denmark” kun pålagt 10 % Trumptold.

Håber på en forhandlingsløsning
– Trumps handelsfilosofi er at pålægge importen så høje tariffer, at virksomhederne beslutter at producere i Amerika. Indgår det i dine overvejelser?
– Ja, og det har nogle af vores distributører i USA også foreslået. Så den mulighed er til stede, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det amerikanske marked indebærer et kæmpe potentiale, men indtil videre har vi valgt at satse på EU, hvor der også er gode vækstmuligheder. Især Tyskland er et spændende og interessant marked. Og så vil vi lige se tiden an. Måske kommer der en forhandlingsløsning mellem Kina, USA og EU, som vi kan leve med.
——
Hovedfoto Trumps tariffer. Wikimedia Commons

Indlægget Trumps tariffer blev først udgivet på netavisnord.

I Elling lidt nord for Frederikshavn ligger Ammunitionsarsenalet (AMA) – i daglig, lokal tale Krudten.
Fabrikken, der blev oprettet i København i 1676 og flyttede til Elling i 1968, da Bådsmandsstrædes Kaserne blev nedlagt, tilhørte indtil 2008 Forsvaret, men blev herefter privatiseret og solgt til den spanske producent af ammunition, Expal.

Efter flere år med underskud besluttede de spanske ejere i februar 2020 at afvikle produktionen af ammunition i Elling, hvorved der blev sat punktum for 344 års dansk ammunitionsproduktion.

Som konsekvens af Ukrainekrigen har regeringen nu besluttet at genåbne produktionen i Elling. Der er stort set politisk konsensus om, at oprustningen er nødvendig for at imødegå en potentiel russisk trussel, og Mette Frederiksen lægger ikke skjul på i sin kommunikation til befolkningen, at den kan frygte et russisk angreb på Danmark, såfremt Ukraine taber krigen.

Nærværende artikel går bag om regeringens påstand om Danmark og Natos behov for at reaktivere bl.a. krudtfabrikken i Elling. Og Ukrainekrigen og den deraf afledte oprustningsdiskurs analyseres ud fra tre teorier om international politik, der også indebærer synspunkter om, hvordan krig undgås og fred opnås.

Styrkeforholdet mellem Nato og Rusland
Først et par ord om det militære styrkeforhold mellem Rusland og Nato.

De seneste tilgængelige forsvarsbudgetter for de tre største, europæiske Nato- lande og Rusland fremgår af tabel 1. Man skal være varsom med at træffe alt for benhårde konklusioner ud fra tallene, som kan være behæftede med usikkerhed og forskelle i købekraft, men på den anden side er det dem, der er tilgængelige, og den politiske diskussion handler i høj grad om kroner og øre, og hvor stor en andel af BNP, landene anvender på militæret.

Selv om der må tages disse forbehold, så er det desuagtet vanskeligt at komme til anden konklusion, end at den europæiske del af Nato er Rusland overlegen. Tyskland, UK og Frankrig anvender godt 85 mia. $ mere på militæret end Rusland, svarende til næsten 60 %. Hertil skal så lægges de øvrige 27 europæiske Nato-landes militærbudgetter, hvilket bevirker, at det – under forudsætning af, at Natos § 5 er intakt – ville være højst usandsynligt og nærmest selvmord, såfremt Rusland angriber et Nato-land.

Endnu svagere står Rusland, såfremt USA og Canada inddrages i ligningen og i § 5 – forpligtelsen, hvilket dog især for USA’s vedkommende er endog særdeles usikkert, efter at Trumpadministrationen på ny har overtaget magten. Skulle Trump trods alt stå ved sin Natoforpligtelse, ville Nato være Rusland overlegen ca. 12 gange. Når han – samtidig med at han arbejder på at slutte Ukrainekrigen – alligevel kræver, at de europæiske Natolande skal opruste til 4-5 % af deres BNP, og den danske regering langt hen planlægger at leve op hertil, synes en af forklaringerne at være, at de europæiske lande skal købe deres militære udstyr i USA – til gavn for amerikansk økonomi og arbejdspladser.

Reaktiveringen af krudtfabrikken i Elling og den generelle oprustning i den øvrige europæiske del af Nato som følge af den russiske invasion virker således ikke umiddelbart sagligt begrundet. For at forstå Ukrainekrigen og den efterfølgende kraftige militarisering er vi som sagt nødt til at ty til forskellige teorier om international politik og deres syn på fred. I det følgende vil der således blive præsenteret tre teoretiske skoler inden for international politik, som alle kan bidrage til en forståelse af situationen i Europa – herunder oprustningen i Elling.

Den realistiske skole – oprustning fører til afskrækkelse og fred
Den første teori – kaldet den realistiske skole – opfatter det internationale politiske system som anarkisk bestående af stater, som handler ud fra egeninteressen med henblik på at maksimere deres magt i rivaliseringen med andre statslige aktører. Midlet hertil er oprustning og indgåelse af alliancer, som skal afskrække andre stater fra at rykke på magtbalancen. Strategien kan enten være offensiv, hvor en aktør øger sin militære styrke for at dominere andre eller defensiv for at sikre overlevelse.

Den realistiske skole har stor forklaringskraft, når vi skal forstå den kolde krig. De to supermagter bragte deres militære kapaciteter – såvel a-våben som konventionelle våben – til helt uanede højder, og i tilfælde af en total krig kunne kloden været udslettet adskillige gange. USSR og USA argumenterede hver især for, at der eksisterede et militært gab, der gjorde modparten overlegen og nødvendiggjorde oprustning for at holde den anden i skak. Paul Villaume – historieprofessor – har i sit trebindsværk om den kolde krig dokumenteret, nu hvor arkiverne er blevet åbnet, at gabet var et amerikansk fantasifoster, der tjente det formål at skabe frygt i vesten og dermed fremme befolkningens accept af de kolossale ressourcer, der blev anvendt til oprustningen og det militære -industrielle kompleks’ lønsomhed. Realiteten var, at USA og Nato var USSR og WAPA overlegen på alle styrkemål – ikke mindst det atomare.

Proxykrige under den kolde krig
Der var adskillige mindre invasioner og proxykrige under den kolde krig: Ungarn 1956, Cubakrisen 1962, Vietnamkrigen 1955-75, Tjekkoslovakiet 1968, Chile 1973, Afghanistan 1980-88, Polens sovjetorkestrerede militærkup 1981, Grenada 1983, Panama 1989, Nicaragua 1990 med flere. Set i dette perspektiv føjer Ukraineinvasionen sig til en kæde af stormagtsinvasioner.

Men nogen 3. Verdenskrig førte den kolde krig ikke til, og den realistiske skole vil hævde, at det skyldtes den gensidige afskrækkelse, den bipolære magtbalance samt den gensidige respekt hos de to supermagter for hinandens interessesfærer aftalt i kølvandet på 2. Verdenskrig.

Fra bipolaritet til unipolaritet. Offensiv amerikansk strategi
Da USSR og WAPA blev opløst, gik den bipolære verden over til at blive unipolær – den amerikanske tidsalder – hvor Pentagon og State Department med et Rusland i knæ både økonomisk, politisk og militært ikke længere behøvede at lytte til andres synspunkter eller røde linjer og offensivt og problemløst kunne indlemme alle de tidligere WAPA-lande i Natoalliancen – i tråd med den realistiske teori – samt rydde op efter Sovjetunionen og dets allieredes sammenbrud. I bl.a. Mellemøsten førte den nye verdensorden til invasionen i Irak, 20 årskrigen i Afghanistan, bombningerne i Libyen, som førte til en fejlslagen stat, indblanding i Syriens borgerkrig, militærkuppet i Ægypten som svar på Det muslimske Broderskab, som var kommet retmæssigt til magten.

Kort sagt har den amerikanske udenrigspolitik indtil Trump 2- æraen i det store og hele været styret af den realistiske skoles synspunkter om militær styrke, afskrækkelse, magt og alliancer samt invasioner og regimeændringer, hvor det ansås for nødvendigt. Fra en relativt defensiv strategi blev strategien med USSR’s opløsning offensiv – med skiftende held.

Den idealistiske skole. Ret over magt

Den idealistiske skole inden for international politik fokuserer modsat den realistiske på samarbejde, gensidig forståelse og afhængighed f.eks. via handel (interdependens), fælles interesser og troen på fremskridt i internationale relationer. Her er det helt afgørende folkeretten og FN-charteret, der forbyder invasioner, med mindre den invaderende part selv er blevet angrebet. Fred opnås ikke gennem oprustning, men ved aftaler, hvor selv de stærke lande underlægger sig de internationale institutioner og spillereglerne, selv om de ikke umiddelbart er til deres fordel. Retten står over magten. I et sådant perspektiv havde Krudten i Elling aldrig genset dagens lys. De militære udgifter anvendes bl.a. langt bedre til at løfte u-landene og formindske uligheden i verden.

Det er imidlertid indlysende for selv det utrænede øje, at den idealistiske skole har vanskeligheder med at forklare, hvad der foregår i det internationale politiske system. Nok har FN med underorganisationer som både arena og aktør været nyttige, når spændinger i verden skulle imødegås, eller aftaler indgås. Klimaforandringerne er et eksempel herpå. Men når det kommer til stykket, og magten er på spil, falmer den idealistiske skoles forklaringsevne. Striben af amerikanske direkte og indirekte indblandinger i andre landes interne forhold og den russiske militære tilstedeværelse i tidligere sovjetrepublikker og senest invasionen i Ukraine vidner om manglende respekt for folkeretten og snæver stormagtsinteressevaretagelse. Magt står over ret hos begge stormagter. Den regelstyrede verdensorden har alle dage haft trange kår.

Fredsforskning. Evnen til at se en konflikt fra modpartens side
Den tredje og sidste teori om international politik, der her skal gennemgås, har ligheder med den idealistiske. Den udspringer af fredsforskningen og analyserer årsagerne til konflikters opståen samt giver et bud på metoder til at skabe og opretholde fred. Frem for afskrækkelse og oprustning flyttes fokus til mægling, diplomati, nedrustning og ikke mindst evnen til at se konflikten fra modpartens side.

I det lys bliver reaktiveringen af Krudten i Elling et fejlskud, og beslutningstagerne burde i stedet anskue f.eks. Ukrainekonflikten også fra en russisk synsvinkel for at nå frem til en fredelig konfliktløsning. Det betyder ikke, at den russiske invasion set fra et fredforskningssynspunkt kan forsvares. Tværtimod. Den bør fordømmes, fordi den er et brud på folkeretten. Men fredsforskningen vil forsøge at forklare russernes adfærd og dermed måske nå frem til et syn på, hvordan krigen kunne være undgået.

I det følgende foretages en sådan analyse:
Ukrainekrigen set med russiske øjne
Historisk er Rusland/USSR ikke forvænt med, at der kommer noget positivt fra Vesten. Landet er i de seneste godt 200 år blevet invaderet 3 gange vestfra. Først af Napoleon, siden to gange af tyskerne under henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig. Det førte til, at USA og UK under fredsforhandlingerne i forbindelse med afslutningen på 2. Verdenskrig accepterede et sovjetisk krav om en deling af Tyskland og en bufferzone, der senere førte til WAPA.

Da Gorbatjov lod Muren falde, og Sovjetunionen og WAPA blev opløst, var takken fra Pentagon en udvidelse af Nato – på trods af eksplicitte løfter om det modsatte. Såvel Genscher som James Baker – daværende udenrigsministre for henholdsvis Tyskland og USA – pointerede, at USA/Nato ikke ville drage fordel af WAPAs opløsning og udvide mod øst, men realiteten var den gradvise indlemmelse af de tidligere WAPA-lande i den amerikansk styrede alliance, således som det fremgår af figuren nedenfor. Siden da er Sverige og Finland kommet til, så Nato i dag består af 30 europæiske lande samt USA og Canada.

Natos udvikling 1949 – 2020

Det svækkede Rusland kunne intet stille op over for den amerikanske ekspansion og omringning i Europa før i 2008, hvor Natoinvitationen til Georgien og Ukraine fik russerne til at sætte hælene i. Og det førte til annekteringen af Krim og invasionen i Ukraine. I den mellemliggende periode blev der via Minskaftalerne forsøgt etableret en forhandlet fred i Ukraine, men aftalerne blev aldrig godkendt af USA og Ukraine.

Det springende punkt er Ukraines Natomedlemskab og de østlige provinsers autonomi. Russerne kommer aldrig til at anerkende, at Ukraine bliver en del af den vestlige alliance, og med indtagelsen af Donbas er det også vanskeligt at se, at russerne skulle opgive den region i en kommende fredsaftale. Tilbage står, at tabet af 1 million unge ukrainere og russere kunne være undgået, såfremt USA havde accepteret et neutralt Ukraine og et Donbas med større autonomi, således som Minskaftalerne lagde op til.

I april 2022 kort efter invasionen var Ukraine og Rusland tæt på en fredsaftale i Istanbul, men aftalen blev tilsyneladende forpurret af Nato, som lovede Ukraine ubegrænset militær støtte, hvis landet påtog sig at kæmpe videre. Selv om der var tilløb til diplomati og forhandlet fred i tråd med den idealistiske skole og fredsforskningen både i forbindelse med Minskaftalerne og samtalerne i Istanbul umiddelbart efter krigens udbrud, så blev realiteten krig og en voldsom, gensidig oprustning, der fra dansk side bl.a. indebærer en genåbning af Krudten i Elling.

I skrivende stund har Trump 2 sat fredsforhandlinger i gang, hvor han på forhånd udelukker et ukrainsk Natomedlemskab.
——
Hovedfoto. ”Krudten” i Elling, nord for Frederikshavn. Foto ©Paul Rode Andersen

Indlægget Oprustning – ”Krudten” genåbner blev først udgivet på netavisnord.