Oprustning – ”Krudten” genåbner

Ukrainekrigen har igangsat en voldsom oprustning. I Elling nord for Frederikshavn indebærer den en genåbning af ”Krudten”. I denne artikel sammenlignes det militære styrkeforhold mellem Nato og Rusland, og det undersøges ud fra forskellige teorier om international politik om en fornyet oprustning er fredsskabende.

I Elling lidt nord for Frederikshavn ligger Ammunitionsarsenalet (AMA) – i daglig, lokal tale Krudten.
Fabrikken, der blev oprettet i København i 1676 og flyttede til Elling i 1968, da Bådsmandsstrædes Kaserne blev nedlagt, tilhørte indtil 2008 Forsvaret, men blev herefter privatiseret og solgt til den spanske producent af ammunition, Expal.

Efter flere år med underskud besluttede de spanske ejere i februar 2020 at afvikle produktionen af ammunition i Elling, hvorved der blev sat punktum for 344 års dansk ammunitionsproduktion.

Som konsekvens af Ukrainekrigen har regeringen nu besluttet at genåbne produktionen i Elling. Der er stort set politisk konsensus om, at oprustningen er nødvendig for at imødegå en potentiel russisk trussel, og Mette Frederiksen lægger ikke skjul på i sin kommunikation til befolkningen, at den kan frygte et russisk angreb på Danmark, såfremt Ukraine taber krigen.

Nærværende artikel går bag om regeringens påstand om Danmark og Natos behov for at reaktivere bl.a. krudtfabrikken i Elling. Og Ukrainekrigen og den deraf afledte oprustningsdiskurs analyseres ud fra tre teorier om international politik, der også indebærer synspunkter om, hvordan krig undgås og fred opnås.

Styrkeforholdet mellem Nato og Rusland
Først et par ord om det militære styrkeforhold mellem Rusland og Nato.

De seneste tilgængelige forsvarsbudgetter for de tre største, europæiske Nato- lande og Rusland fremgår af tabel 1. Man skal være varsom med at træffe alt for benhårde konklusioner ud fra tallene, som kan være behæftede med usikkerhed og forskelle i købekraft, men på den anden side er det dem, der er tilgængelige, og den politiske diskussion handler i høj grad om kroner og øre, og hvor stor en andel af BNP, landene anvender på militæret.

Selv om der må tages disse forbehold, så er det desuagtet vanskeligt at komme til anden konklusion, end at den europæiske del af Nato er Rusland overlegen. Tyskland, UK og Frankrig anvender godt 85 mia. $ mere på militæret end Rusland, svarende til næsten 60 %. Hertil skal så lægges de øvrige 27 europæiske Nato-landes militærbudgetter, hvilket bevirker, at det – under forudsætning af, at Natos § 5 er intakt – ville være højst usandsynligt og nærmest selvmord, såfremt Rusland angriber et Nato-land.

Endnu svagere står Rusland, såfremt USA og Canada inddrages i ligningen og i § 5 – forpligtelsen, hvilket dog især for USA’s vedkommende er endog særdeles usikkert, efter at Trumpadministrationen på ny har overtaget magten. Skulle Trump trods alt stå ved sin Natoforpligtelse, ville Nato være Rusland overlegen ca. 12 gange. Når han – samtidig med at han arbejder på at slutte Ukrainekrigen – alligevel kræver, at de europæiske Natolande skal opruste til 4-5 % af deres BNP, og den danske regering langt hen planlægger at leve op hertil, synes en af forklaringerne at være, at de europæiske lande skal købe deres militære udstyr i USA – til gavn for amerikansk økonomi og arbejdspladser.

Reaktiveringen af krudtfabrikken i Elling og den generelle oprustning i den øvrige europæiske del af Nato som følge af den russiske invasion virker således ikke umiddelbart sagligt begrundet. For at forstå Ukrainekrigen og den efterfølgende kraftige militarisering er vi som sagt nødt til at ty til forskellige teorier om international politik og deres syn på fred. I det følgende vil der således blive præsenteret tre teoretiske skoler inden for international politik, som alle kan bidrage til en forståelse af situationen i Europa – herunder oprustningen i Elling.

Den realistiske skole – oprustning fører til afskrækkelse og fred
Den første teori – kaldet den realistiske skole – opfatter det internationale politiske system som anarkisk bestående af stater, som handler ud fra egeninteressen med henblik på at maksimere deres magt i rivaliseringen med andre statslige aktører. Midlet hertil er oprustning og indgåelse af alliancer, som skal afskrække andre stater fra at rykke på magtbalancen. Strategien kan enten være offensiv, hvor en aktør øger sin militære styrke for at dominere andre eller defensiv for at sikre overlevelse.

Den realistiske skole har stor forklaringskraft, når vi skal forstå den kolde krig. De to supermagter bragte deres militære kapaciteter – såvel a-våben som konventionelle våben – til helt uanede højder, og i tilfælde af en total krig kunne kloden været udslettet adskillige gange. USSR og USA argumenterede hver især for, at der eksisterede et militært gab, der gjorde modparten overlegen og nødvendiggjorde oprustning for at holde den anden i skak. Paul Villaume – historieprofessor – har i sit trebindsværk om den kolde krig dokumenteret, nu hvor arkiverne er blevet åbnet, at gabet var et amerikansk fantasifoster, der tjente det formål at skabe frygt i vesten og dermed fremme befolkningens accept af de kolossale ressourcer, der blev anvendt til oprustningen og det militære -industrielle kompleks’ lønsomhed. Realiteten var, at USA og Nato var USSR og WAPA overlegen på alle styrkemål – ikke mindst det atomare.

Proxykrige under den kolde krig
Der var adskillige mindre invasioner og proxykrige under den kolde krig: Ungarn 1956, Cubakrisen 1962, Vietnamkrigen 1955-75, Tjekkoslovakiet 1968, Chile 1973, Afghanistan 1980-88, Polens sovjetorkestrerede militærkup 1981, Grenada 1983, Panama 1989, Nicaragua 1990 med flere. Set i dette perspektiv føjer Ukraineinvasionen sig til en kæde af stormagtsinvasioner.

Men nogen 3. Verdenskrig førte den kolde krig ikke til, og den realistiske skole vil hævde, at det skyldtes den gensidige afskrækkelse, den bipolære magtbalance samt den gensidige respekt hos de to supermagter for hinandens interessesfærer aftalt i kølvandet på 2. Verdenskrig.

Fra bipolaritet til unipolaritet. Offensiv amerikansk strategi
Da USSR og WAPA blev opløst, gik den bipolære verden over til at blive unipolær – den amerikanske tidsalder – hvor Pentagon og State Department med et Rusland i knæ både økonomisk, politisk og militært ikke længere behøvede at lytte til andres synspunkter eller røde linjer og offensivt og problemløst kunne indlemme alle de tidligere WAPA-lande i Natoalliancen – i tråd med den realistiske teori – samt rydde op efter Sovjetunionen og dets allieredes sammenbrud. I bl.a. Mellemøsten førte den nye verdensorden til invasionen i Irak, 20 årskrigen i Afghanistan, bombningerne i Libyen, som førte til en fejlslagen stat, indblanding i Syriens borgerkrig, militærkuppet i Ægypten som svar på Det muslimske Broderskab, som var kommet retmæssigt til magten.

Kort sagt har den amerikanske udenrigspolitik indtil Trump 2- æraen i det store og hele været styret af den realistiske skoles synspunkter om militær styrke, afskrækkelse, magt og alliancer samt invasioner og regimeændringer, hvor det ansås for nødvendigt. Fra en relativt defensiv strategi blev strategien med USSR’s opløsning offensiv – med skiftende held.

Den idealistiske skole. Ret over magt

Den idealistiske skole inden for international politik fokuserer modsat den realistiske på samarbejde, gensidig forståelse og afhængighed f.eks. via handel (interdependens), fælles interesser og troen på fremskridt i internationale relationer. Her er det helt afgørende folkeretten og FN-charteret, der forbyder invasioner, med mindre den invaderende part selv er blevet angrebet. Fred opnås ikke gennem oprustning, men ved aftaler, hvor selv de stærke lande underlægger sig de internationale institutioner og spillereglerne, selv om de ikke umiddelbart er til deres fordel. Retten står over magten. I et sådant perspektiv havde Krudten i Elling aldrig genset dagens lys. De militære udgifter anvendes bl.a. langt bedre til at løfte u-landene og formindske uligheden i verden.

Det er imidlertid indlysende for selv det utrænede øje, at den idealistiske skole har vanskeligheder med at forklare, hvad der foregår i det internationale politiske system. Nok har FN med underorganisationer som både arena og aktør været nyttige, når spændinger i verden skulle imødegås, eller aftaler indgås. Klimaforandringerne er et eksempel herpå. Men når det kommer til stykket, og magten er på spil, falmer den idealistiske skoles forklaringsevne. Striben af amerikanske direkte og indirekte indblandinger i andre landes interne forhold og den russiske militære tilstedeværelse i tidligere sovjetrepublikker og senest invasionen i Ukraine vidner om manglende respekt for folkeretten og snæver stormagtsinteressevaretagelse. Magt står over ret hos begge stormagter. Den regelstyrede verdensorden har alle dage haft trange kår.

Fredsforskning. Evnen til at se en konflikt fra modpartens side
Den tredje og sidste teori om international politik, der her skal gennemgås, har ligheder med den idealistiske. Den udspringer af fredsforskningen og analyserer årsagerne til konflikters opståen samt giver et bud på metoder til at skabe og opretholde fred. Frem for afskrækkelse og oprustning flyttes fokus til mægling, diplomati, nedrustning og ikke mindst evnen til at se konflikten fra modpartens side.

I det lys bliver reaktiveringen af Krudten i Elling et fejlskud, og beslutningstagerne burde i stedet anskue f.eks. Ukrainekonflikten også fra en russisk synsvinkel for at nå frem til en fredelig konfliktløsning. Det betyder ikke, at den russiske invasion set fra et fredforskningssynspunkt kan forsvares. Tværtimod. Den bør fordømmes, fordi den er et brud på folkeretten. Men fredsforskningen vil forsøge at forklare russernes adfærd og dermed måske nå frem til et syn på, hvordan krigen kunne være undgået.

I det følgende foretages en sådan analyse:
Ukrainekrigen set med russiske øjne
Historisk er Rusland/USSR ikke forvænt med, at der kommer noget positivt fra Vesten. Landet er i de seneste godt 200 år blevet invaderet 3 gange vestfra. Først af Napoleon, siden to gange af tyskerne under henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig. Det førte til, at USA og UK under fredsforhandlingerne i forbindelse med afslutningen på 2. Verdenskrig accepterede et sovjetisk krav om en deling af Tyskland og en bufferzone, der senere førte til WAPA.

Da Gorbatjov lod Muren falde, og Sovjetunionen og WAPA blev opløst, var takken fra Pentagon en udvidelse af Nato – på trods af eksplicitte løfter om det modsatte. Såvel Genscher som James Baker – daværende udenrigsministre for henholdsvis Tyskland og USA – pointerede, at USA/Nato ikke ville drage fordel af WAPAs opløsning og udvide mod øst, men realiteten var den gradvise indlemmelse af de tidligere WAPA-lande i den amerikansk styrede alliance, således som det fremgår af figuren nedenfor. Siden da er Sverige og Finland kommet til, så Nato i dag består af 30 europæiske lande samt USA og Canada.

Natos udvikling 1949 – 2020

Det svækkede Rusland kunne intet stille op over for den amerikanske ekspansion og omringning i Europa før i 2008, hvor Natoinvitationen til Georgien og Ukraine fik russerne til at sætte hælene i. Og det førte til annekteringen af Krim og invasionen i Ukraine. I den mellemliggende periode blev der via Minskaftalerne forsøgt etableret en forhandlet fred i Ukraine, men aftalerne blev aldrig godkendt af USA og Ukraine.

Det springende punkt er Ukraines Natomedlemskab og de østlige provinsers autonomi. Russerne kommer aldrig til at anerkende, at Ukraine bliver en del af den vestlige alliance, og med indtagelsen af Donbas er det også vanskeligt at se, at russerne skulle opgive den region i en kommende fredsaftale. Tilbage står, at tabet af 1 million unge ukrainere og russere kunne være undgået, såfremt USA havde accepteret et neutralt Ukraine og et Donbas med større autonomi, således som Minskaftalerne lagde op til.

I april 2022 kort efter invasionen var Ukraine og Rusland tæt på en fredsaftale i Istanbul, men aftalen blev tilsyneladende forpurret af Nato, som lovede Ukraine ubegrænset militær støtte, hvis landet påtog sig at kæmpe videre. Selv om der var tilløb til diplomati og forhandlet fred i tråd med den idealistiske skole og fredsforskningen både i forbindelse med Minskaftalerne og samtalerne i Istanbul umiddelbart efter krigens udbrud, så blev realiteten krig og en voldsom, gensidig oprustning, der fra dansk side bl.a. indebærer en genåbning af Krudten i Elling.

I skrivende stund har Trump 2 sat fredsforhandlinger i gang, hvor han på forhånd udelukker et ukrainsk Natomedlemskab.
——
Hovedfoto. ”Krudten” i Elling, nord for Frederikshavn. Foto ©Paul Rode Andersen