Jacob Bisgaard er direktør for Hjørring Vandselskab, som omfatter 4 vandværker, der forsyner ca. 40.000 forbrugere. Om overholdelse af grænseværdierne siger han:
– Alle grænseværdier overholdes i vores drikkevand, der pumpes ud til forbrugerne, men vi finder pesticidrester og andre miljøfremmede stoffer i meget små koncentrationer i ca. 75 % af vores boringer. Derfor er vi nødt til at tage avancerede rensningsforanstaltninger i brug for at overholde grænseværdierne i et af vores vandværker i Bagterp. Her er simpel vandbehandling – beluftning og filtrering via sandfiltre – ikke tilstrækkelig. Ved andre kildepladser er det nok blot at blande rent vand i det indvundne vand. Mht. PFAS og nitrat er der ingen problemer med at overholde grænseværdierne. Selv når nitratgrænseværdien nedsættes fra 50 mg pr. liter til 6 mg pr liter, vil Hjørring Vandselskab kunne overholde den nye grænseværdi.

Opkøb og dyrkningsaftaler koster forbrugerne 100 kroner om året
Hjørring Vandselskabs langsigtede strategi for at opnå rent drikkevand er at forebygge frem for at rense. Det indebærer, at selskabet enten opkøber landbrugsjord i de grundvandsdannende områder, hvor det kan lade sig gøre, eller indgår dyrkningsaftaler med lodsejerne.

– Hvor stor en del af arealerne ovenpå grundvandet er pt. enten opkøbt eller indgået aftaler om, og hvad koster det forbrugerne?
– Vi skal have begrænset dyrkningen på ca. 650 ha. og har indtil nu opkøbt ca.300 ha og indgået aftaler for ca.50 ha. Det koster vores forbrugere ekstra 100 kroner om året.

Skrappere rensningsforanstaltninger nødvendige på sigt
– Hvad tænker du om grund – og drikkevandssituationen i Hjørring Vandselskabs område på sigt?
– Det tager ca. 40 år for regnvandet at sive ned til grundvandsmagasinerne, så den forurening, vi kæmper med i dag, har mange år på bagen. Jeg kan godt frygte, at der er noget mere ubehageligt på vej ned, så det drikkevand, vi skal have pumpet op fremadrettet, har så store udfordringer, at det bliver nødvendigt at tage mere skrappe rensningsforanstaltninger i brug. Det er derfor, det er så vigtigt at få beskyttet arealerne i de grundvandsdannende områder gennem udtag af landbrugsjord til andre formål som f.eks. skov, natur m.m.

Ny runde trepartsforhandlinger nødvendig
– Så må det undre dig, at vandforsyningsselskaberne og DANVA ikke sidder med ved bordet, når Den Grønne Trepart forhandles.
– Det gør det også. Lokalt har vi været inviteret med, men reelt er grundvandet kun med i begrænset omfang i forhandlingerne, som primært handler om klima, CO2 og havmiljøet, men for lidt om grundvandet. Det er skuffende, og så vidt jeg kan se, bliver det nødvendigt med en ny runde trepartsforhandlinger, hvor grundvandet inddrages og beskyttes gennem national regulering.

Vandforsyningen i Frederikshavn
Lars B. Østergaard er chef for vandforsyningen i Frederikshavn Forsyning, som råder over fire vandværker med tilhørende 11 kildepladser – to vandværker i den nordlige del af kommunen og to i den sydlige.

Skagen Vandværk lukket
Tidligere blev der også indvundet vand i Skagen, men vandværket er nu lukket, fordi grænseværdierne ikke kunne overholdes, og vandkvaliteten derfor var for ringe, blandt andet som følge af de særlige geologiske forhold omkring Skagen. Det ville blive for dyrt at rense vandet, og derfor modtager skagboerne i dag vand fra Tolne Vandværk.

Inden for grænseværdierne som følge af dyrkningsaftaler
De øvrige kildepladser i kommunen overholder i dag de gældende grænseværdier for blandt andet pesticider, nitrat og PFAS. En af årsagerne er, at der er indgået dyrkningsaftaler med landmændene i indvindingsoplandene omkring boringerne.

Dyrkningsaftaler er – som situationen i Danmark er i dag – frivillige aftaler mellem lodsejerne og vandforsyningen, hvor landmanden mod betaling ændrer driften i indvindingsoplandet omkring boringen. Det indebærer blandt andet, at der ikke må anvendes pesticider, og at kvælstofanvendelsen (nitrat) reduceres for at beskytte grundvandet mod fremtidig forurening.

– Hvor store er udgifterne til dyrkningsaftalerne med landmændene?
– Vi oplyser ikke værdier, da det er individuelle forhandlinger, der pågår med de enkelte lodsejere.

I dag har Frederikshavn Vand beskyttet cirka 421 hektar gennem frivillige dyrkningsaftaler og mangler fortsat omkring 3.500 hektar for at have beskyttet samtlige indvindingsoplande til de 11 kildepladser.

Grundvandet har god kvalitet
– Hvordan er grundvandskvaliteten i Frederikshavn? Er man nødt til at rense vandet, før det når ud til forbrugerne?
– På nuværende tidspunkt benytter vandforsyningen i Frederikshavn alene simpel vandbehandling bestående af beluftning og filtrering gennem sandfiltre. Grundvandet har generelt en god kvalitet, og der er derfor ikke behov for avanceret eller udvidet vandbehandling, før vandet sendes ud til forbrugerne. I enkelte tilfælde kan der dog forekomme en blanding af vand fra forskellige boringer for at sikre en stabil vandkvalitet og forsyning.

Vandforsyningen som en part i Treparten ønskelig
Lars B. Østergaard er ligesom kollegaen i Hjørring opmærksom på den diskussion, der i øjeblikket foregår i trepartsforhandlingerne om den fremtidige drikkevandskvalitet.

Selvom vandforsyningerne og deres brancheorganisation – DANVA – ikke formelt indgår i Grøn Trepart, deltager de aktivt i arbejdet – både lokalt og i samarbejde med de nordjyske forsyninger. Indsatsen retter sig især mod klimatilpasning, beskyttelse af grundvandet og sikring af en stabil vandforsyning.

– Hvis vi både kan bidrage til målopfyldelsen i Grøn Trepart og samtidig styrke beskyttelsen af grundvandet, opnår vi den største samfundsmæssige gevinst. Løsningerne findes i samarbejdet mellem flere aktører.

Han tilføjer, at treparten også har stor bevågenhed i DANVA, som arbejder målrettet for, at vandforsyningerne fremover bliver en del af Grøn Trepart.

Han siger:
– Man kan ikke udelukke, at vi fremover vil løbe ind i stigende problemer med vandkvaliteten som følge af blandt andet pesticidrester og kvælstof, som er på vej ned til grundvandet. Der kommer løbende nye kemiske stoffer til vores måleprogram, som fastsættes af kommunens myndighed, og vi har set, at nye målemetoder gør det muligt at spore flere kemiske stoffer. Der er derfor behov for at beskytte drikkevandet og minimere rensningsomkostningerne. Det kan derfor undre mig, at vandforsyningsselskaberne ikke sidder med ved forhandlingsbordet som en fast part i trepartsforhandlingerne, når beskyttelsen af grundvandet i øvrigt har så høj prioritet i forhandlingerne. Vi kan udtage flere grundvandsdannende oplande og dermed ”slå flere fluer med ét smæk”, fordi målene i Grøn Trepart på mange arealer vil være sammenfaldende med beskyttelsen af grundvandet. Vi kunne eksempelvis etablere grundvandsparker. Vi har en faglig indsigt, og vi er naturligvis også interesserede i, hvem der skal betale for jordudtagningen og grundvandsbeskyttelsen. Er det staten, landbruget eller forbrugerne, der skal finansiere udgifterne? Lige nu er det forbrugerne, der betaler for grundvandsbeskyttelsen, når der indgås dyrkningsaftaler med lodsejere.

Formentlig politisk flertal for et sprøjteforbud efter valget
Politisk har drikkevandssituationen kastet så megen opmærksomhed af sig, at et sprøjteforbud nu bakkes op af – ikke blot venstrefløjen, som i årevis har gjort opmærksom på problemerne – men også Socialdemokratiet, De konservative og Moderaterne.

Morten Arvidsson, FT kandidat for Moderaterne i Nordjylland, siger:
– Vi bør indføre sprøjte- og gødningsforbud på de drikkevandsfølsomme arealer.
Og vi bør udlægge de cirka 250.000 hektar, som eksperter længe har peget på, til egentlige grundvandsparker.

Dermed må det anses for givet, at den mangeårige kamp for rent drikkevand nu bliver en realitet. DF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Borgernes Parti hænger som de eneste dog fortsat i bremsen og anbefaler frivillige aftaler med landmændene.

Venstre har meldt tvetydigt ud. Troels Lund vil tilsyneladende kun beskytte områder omkring drikkevandsboringerne, jf. figuren nedenfor med den sorte cirkel omkring den røde plet, svarende ifølge DN til 9500 ha eller 0,25 % af Danmarks areal.

Det sprøjteforbud, partierne fra Enhedslisten til De Konservative støtter, er området inden for den grå cirkel – sårbart drikkevandsområde, hvor grundvandet dannes – svarende til ca. 160.000 ha eller ifølge DN 3-4 % af Danmarks areal.

——–
Hovedfoto: Kilde. Hjørring Vandselskab.

Indlægget Skal grundvandet i Nordvendsyssel renses, før det kan drikkes? blev først udgivet på netavisnord.

Samspillet mellem stat og interesseorganisationer er et klassisk forskningsfelt inden for statskundskab. Samspillet kan være pluralistisk, hvilket vil sige, at organisationerne forsøger at påvirke de politiske beslutningstagere gennem lobbyisme, men der er ikke tale om, at staten direkte inviterer organisationerne ind i beslutningsprocessen. Her må de selv forsøge at presse de centrale politiske aktører.

Samspillet mellem stat og interesseorganisationer kan også være korporativt – en såkaldt trepart. Her er det karakteristisk, at regeringen/staten inviterer nogle og ikke andre organisationer til at deltage i lovforberedelsen – og implementeringen.

I industrisamfundet, hvor vælgerne stemte efter klassetilhørsforhold, var det ret udbredt at indlemme de store klasseorganisationer – fagbevægelsen og arbejdsgiverne – i lovgivningsprocessen. Kunne de blive enige, var det lettere at få lovgivningen igennem Folketinget.

Det har ændret sig. I dag holder partierne i større udstrækning distance til organisationerne, og aktører herfra deltager i mindre grad i det lovforberedende arbejde og må nøjes med at søge indflydelse gennem lobbyisme. Den udvikling kan hænge sammen med, at organisationerne ikke længere tillægges så stor betydning, når de ikke kan levere medlemmernes stemme til partierne ved valgene. Og det kan de ikke, fordi vælgerne ikke længere i så stor udstrækning stemmer efter, hvilken klasse de tilhører, men efter hvilket emne der optager dem – f.eks. klima, migration etc.

En iøjnefaldende undtagelse i denne udvikling fra korporatisme til pluralisme er Aftalen om et Grønt Danmark, som i juni 2024 på bedste korporative vis blev indgået mellem regeringen og en stribe interesseorganisationer (Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening). På lange stræk er den politiske aftale, regeringen efterfølgende i november indgik med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, identisk med Aftalen om et Grønt Danmark, som regeringen som sagt indgik med interesseorganisationerne tidligere på året.

Den parlamentariske accept af Aftalen om et Grønt Danmark gik dog ikke helt så let, som regeringen havde håbet, og den måtte bl.a. give sig på kvælstofreduktionen, men der er næppe tvivl om, at det forhold, at f.eks. Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening var blevet enige i det lovforberedende arbejde, faciliterede en aftale på Christiansborg.

Arealomlægning og kvælstofreduktion
Partierne er med interesseorganisationerne enige om, at ca. 10 procent af Danmarks samlede areal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Arealomlægningen indebærer bl.a. udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde og rejsning af 250.000 hektar ny skov. Der er afsat 43 mia. kroner hertil.

Arealomlægningen skal bl.a. sikre en kvælstofreduktion og dermed sætte Danmark i stand til at leve op til EU´s vandrammedirektiv for god og bæredygtig vandkvalitet i både overfladevand og grundvand. Regeringen havde i sit udspil lagt op til en reduktion i omegnen af 10.000 tons, men blev af aftalepartierne presset til en reduktion på 13.780 tons.

Lav CO2-afgift
Som foreslået af interesseorganisationerne og regeringen indføres der en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr fra 2030 med effektiv afgiftssats på 120 kr. pr. ton CO2e i 2030. Afgiften indfases lineært fra 2030 til 2035 med en effektiv endelig afgiftssats på 300 kr. pr. ton CO2e.

DN: Arealomlægningen fremmer biodiversiteten
Eigil Torp Olesen er bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling Frederikshavn/Læsø. Han ser aftalen som stående på tre ben.

Det første ben, som han mener, at DN med rette kan tage en stor del af æren for, handler om omlægning af landbrugsjord til natur og skov.
– Det er meget tilfredsstillende, at et flertal af partierne på Christiansborg kvitterer for den armlægning, DN har haft med landbruget og de øvrige parter i forhandlingslokalet om, hvor stort et areal, der fremover skal udlægges til skov og natur. 250.000 ha til skov og udtagningen af 140.000 ha lavbundsjorde er trods alt et stort areal, som vi godt kan være stolte af i DN. Og ikke mindst: biodiversiteten på land, som har stået lidt i skyggen af vandmiljøet og den maritime biodiversitet samt drivhuseffekten, vil profitere af den omlægning. De mest truede plantearter har det svært, og det kræver et langt sejt træk at få dem på fode igen. Omlægningsaftalen kan bidrage hertil.

Kvælstofhammeren kan komme i brug
– Den del af aftalen er frivillig. Skræmmer sporene ikke fra tidligere aftaler indgået med dansk landbrug?
– Jo. Landbruget har historisk været fodslæbende og haft svært ved at leve op til de aftaler, der er indgået på Christiansborg, især når de bygger på frivillighed. Det er naturligvis bekymrende, men vi hæfter os ved, at aftalen skal genbesøges om et par år, og der vil DN være opmærksom på, at den meget omtalte kvælstofhammer kommer i brug, hvis målene for udtagning af landbrugsjord ikke er nået. Dvs. DN er også med i implementeringsfasen og kan følge aftalen helt til dørs.

– Har DN en holdning til, at landmændene skal kompenseres for omlægningen, dvs. forureneren betales.
– DN går ikke ind for, at landbruget skal forgyldes, som det skete i minksagen, men der skal naturligvis være en form for kompensation.

Kvælstofreduktionen burde være på 18-20.000 tons
– Det andet ben, som treparten står på, handler om vandrammedirektivet og at mindske kvælstofudledningen. 13.780 tons blev det til – altså over det niveau, som regeringen i sit forsøg på at balancere landbrugsinteresser med miljøinteresser lagde op til, men i underkanten af det mest vidtrækkende scenarie på godt 14.000 tons. Er det tilstrækkeligt til at sikre et levende og rent havmiljø, hvor vores børn kan boltre sig og få ålegræs, muslinger og fisk tilbage i de danske farvande?
– Nej, vi skal ifølge forskerne op på 18-20.000 tons for at få bugt med iltsvindet. Bornholm undtages med den begrundelse, at det ligger tæt på Sverige og Tyskland, og at der skal indgås en kvælstofbegrænsningsaftale med de to lande, før det har nogen mening at begrænse udvaskningen fra de bornholmske marker. Forskningen viser imidlertid, at kvælstofpåvirkningen af vandmiljøet er relativt kystnær. Derfor holder den bornholmske undtagelse ikke.

Principper og realiteter vedr. CO2-afgiften
– Det sidste ben, som aftalen står på er CO2 – afgiften. 120 kroner pr. ton stigende til 300 i 2035. Til sammenligning skal den del af industrien, som ikke er omfattet af EU’s kvotebestemmelser, fra 2030 betale 750 kroner. Hvordan er den del af aftalen blevet modtaget i DN’s bagland?
– Blandet. Der er helt klart tale om en ringe pris sammenlignet med andre sektorer, og det har forhandlerne fået på puklen for, men omvendt så må man sige, at hvis DN havde trukket sig fra forhandlingerne – og ladet principperne skygge for realiteterne – så var det endt med en elendigere aftale. Derfor var det godt, vi gik hele vejen.

– Man må vel også til DN’s forsvar sige, at Danmark på bl.a. DN’s foranledning er det første land i verden, der indfører en CO2-afgift?
– Det er jeg nu ikke så imponeret af. Danmark er et af de lande på kloden, der har det største klimaaftryk pr. indbygger, så derfor er det vel kun rimeligt, at vi går forrest.

De nordjyske landmænd tilfredse med den grønne aftale
Carl Chr. Pedersen er formand for Agillix, den fusionerede interesseorganisation for de nordjyske landmænd, der tidligere var medlemmer af Landbo Nord og Agri Nord.

Han er tilfreds med den aftale, Landbrug og Fødevarer indgik med de øvrige interesseorganisationer og regeringen i juni og med, at den nu er bekræftet af et bredt politisk flertal.

Som mangeårig landmand har Carl Chr. Pedersen vænnet sig til, at det omgivende samfund bestandigt stiller krav til landbruget og pålægger det nye opgaver– til tider med modsatte fortegn. Da han var yngre, var det god latin at dræne jorden for at øge fødevareproduktionen. Nu handler det om at arealomlægge, så der bliver mere plads til natur og skov, samtidig med at man bibeholder en stærk fødevareproduktion – blot på mindre arealer.
– Erhvervet har lært at være fleksibelt. Nu skal vi producere det samme på et mindre areal. Det gør vi så, og vi skal nok nå i mål, fordi det for den enkelte landmand er frivilligt at indpasse det her i sin personlige strategi.

Landmændene skal investere sig ud af kravene
– Hvordan kan du være sikker på, at frivilligheden er en god ide, når der skal udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde, og 250.000 hektar skal omplantes til skov – et areal svarende til Fyn.
– Det kan jeg, fordi landmændene i implementeringsfasen får sæde i de lokale treparter, hvor lovgivningen skal udmøntes. Indsatsen bliver lokalt forankret. Landmændene kender arealerne og ved, hvilke jorde det er hensigtsmæssigt at tage ud – startende med lavbundsjordene – og hvilke robuste jorde, der er værd at bevare som produktionsjord. Landmændene ved, at man har en mulighed for at investere sig ud af målsætningerne og derved undgå at blive ramt af skærpede krav.

– Der er afsat 43 mia. til omlægningen. Det virker som et stort beløb, som nok rækker til kompensationen?
– Det vil vise sig. Agillix skal som rådgiver ind og hjælpe de enkelte landmænd med at få lagt en langsigtet strategi, som passer til den landmand, der kigger ind i de nye ordninger.

Kvælstofreduktionen forudsætter kortlægning af arealerne
Om kvælstofbegrænsningen svarende til 13.780 tons siger Carl Chr. Pedersen:
– Vi mangler endnu at få de nærmere detaljer om udmøntningen, men som jeg ser det, er der behov for en detaljeret kortlægning af arealerne. Nogle arealer har stort set ingen udledning til det kystnære vand, mens andre har betydelig udledning.

– Hvordan ser det ud i Nordjylland?
– Min vurdering er, at begrænsningen i kvælstofudledningen ikke rammer de nordjyske marker i Vendsyssel så hårdt, fordi vi har robuste jorde, hvorfra udledningen er begrænset. Der er andre områder i Nordjylland, hvor der er større udfordringer med udledning.

– En betingelse i den politiske aftale om kvælstofbegrænsningen, som jeg tror, Landbrug og Fødevarer har fået ind, refererer til, at der skal ske en interkalibrering med Tyskland og Sverige mht., at landene måler vandkvaliteten på den samme måde, så resultaterne kan sammenlignes. Hvilken betydning har den interkalibrering?
– Jeg noterer med tilfredshed, at regeringen og partierne i deres kvælstofbegrænsning har indbygget en garanti om interkalibrering, der dækker over, at man skal tage højde for svenske og tyske udledninger. Det sikrer, at vi arbejder mod samme miljømål i de områder, hvor vi bogstaveligt talt deler vandene. Det betyder, at vi ikke kæmper forgæves for god økologisk tilstand de mange steder, hvor ydre påvirkninger spiller en stor rolle. Så kan vi fokusere ressourcerne på at reducere kvælstofudledningen i de mere lukkede fjorde, hvor danske udledninger har større betydning for vandmiljøet. Og så er det også vigtigt, at vi får styr på spildevandsanlæggenes betydning for udledningen.

CO2 afgift
Om indførelsen af en CO2-afgift på 120 kroner siger Carl Chr. Pedersen:
– Afgiftens størrelse sikrer, at den ikke tager livet af den klimaeffektive, danske landmand. Og mit råd vil være, at den enkelte landmand kan undgå afgiften ved at investere sig ud af den. Vi er i dansk landbrug vant til at tackle omstilling, og hvis vi blot kender betingelserne, og vi får den fornødne tid til at tilpasse os, så kan vi levere vores bidrag til den grønne omstilling.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Den grønne Trepart. Et lærestykke i korporatisme blev først udgivet på netavisnord.

Danmark står som andre lande med en alvorlig klimaudfordring. Vi skal have nedbragt CO2 – udslippet med 70% inden 2030 og være klimaneutral i 2050. Som det ses af figur 1 er der specielt for landbruget lang vej hjem. Men også øvrige virksomheder, herunder transporten, har udfordringer.

På rette vej – men en firedobling nødvendig
For at neutralisere udslippet af drivhusgasser og løse klimaforandringerne skal der langt mere vedvarende energi (VE) på banen. Som det fremgår af figur 2 er Danmark på rette vej. Ved årtusindeskiftet udgjorde VE 10% af det samlede bruttoenergiforbrug. I 2022 var procenten 46.

Med ”Aftale om et mere grønt og sikkert Danmark” fra juni 2022 vedtog et flertal i Folketinget – ud over en kraftig stigning i produktionen af havvind – at firedoble produktionen af sol – og vindenergi på land inden udgangen af 2030.

VE – udbygningen går for langsomt
Men udbygningen af specielt landvind går – på trods af de politiske intentioner – for langsomt, jf. figur 3.

Ifølge Energistyrelsen blev der i 2022 kun opsat 102 MW landvind, og forventningen til de kommende år er, at landvindkapaciteten falder, fordi der nedtages flere gamle møller, end der opstilles nye. Skal ambitionen om en firedobling af VE på land nås med den foreslåede udbygning af landvind, kræver det, at der hvert år fra og med 2023 og til og med 2030 opstilles 400 MW landvind.

For udbygningen af solceller går det bedre, men tempoet er stadig under det niveau, hvor målsætningen faktisk nås. I 2022 blev der opstillet 1,4 GW solceller, hvilket er flere solceller end nogensinde før, jf. figur 3. Skal ambitionen nås med den foreslåede udbygning af solceller til en kapacitet på 20 GW i 2030, kræver det, at der hvert år fra og med 2023 og til og med 2030 opstilles 2,1 GW solceller.

VE – modstanderne har vind i sejlene
Mange VE – projekter strander imidlertid på borgerprotester og kommunalpolitikere, der tøver med at udlægge områder til VE på land. Modstanderne af landvind og solceller argumenterer ofte med, at oplevelsen af herlighedsværdierne i det åbne land forstyrres, når der opsættes møller og solcelleanlæg.

Såvel synssansen som lugte – og høresansen irriteres. Det er, som om specielt byboer, der er flyttet på landet, ikke er sig bevidste, at det åbne land er en del af produktionsdanmark, hvor det lugter, landbrugsmaskinerne larmer og Morten Koch-idyllens synsfelt hæmmes af siloer, gylletanke, vindmøller, solcelleanlæg og andet til produktionen nødvendigt bygningsværk. Hvortil kommer frygten for faldende ejendomspriser. Lokalpolitikerne lader sig i ret kraftigt omfang påvirke af disse borgerprotester, og man skal derfor kigge langt efter nye landbaserede vindmøller i f.eks. Nordjylland de seneste år.
Hvis ambitionerne for VE – udbygning skal nås, skal der m.a.o. sikres lokal opbakning og nogle lokalpolitikere, der tør imødegå indvendinger fra borgerne.

Myter om landvind
Tænketanken Kraka Advisory har sat sig for at analysere, hvori modstanden mod landvind består, og hvad der kan gøres for at overvinde den. I rapporten ”10 GIGA PÅ TAVLEN. Vind og sol på land – en reel mulighed for grøn strøm og mere vild natur” vender Kraka nogle af de myter, der dominerer, når samtalen falder på landvind.

Den første myte hævder, at landet vil blive plastret til med møller og solceller, såfremt målet om en 4-dobling af VE realiseres. Sandheden er, at de 4200 møller, der i dag er opstillet over det ganske land, og hvoraf en stor del er gamle og lavproduktive, kan reduceres til blot 1950 moderne, højproduktive møller, der vil beslaglægge 1,3% af Danmarks areal. Altså mere end en halvering!

Den anden myte handler om, at naturen taber i kampen mod VE – anlæg. Men det behøver ikke at være tilfældet, såfremt der insisteres på, at det skal være jorde af ringe naturværdi, der skal huse VE – anlæggene. Og en af måderne, hvorpå landbrugserhvervet kan leve op til kravet om CO2-udledningsreduktioner, er netop at braklægge dele af jorden. Når dertil kommer, at der ikke længere skal sprøjtes og gødes på jorde udlagt til solceller, kan bundlinjen ende med at være en gevinst for både klimaet, naturen og vandmiljøet.

”Myte” nr. tre har noget på sig, men kan overvindes ved mere rimelig overskudsdeling
Den tredje ”myte” har noget på sig. Det er rigtigt, at opstilling af VE – anlæg vil kapitalisere sig i negative, økonomiske eksternaliteter for naboerne. Huspriserne falder! Men Krakas analyse viser, at dette problem kan overvindes ved at kompensere husejerne bedre. Og det er der råd til, viser Krakas analyse.

Sagen er, at afregningspriserne for VE – anlæg på land og til havs er nogenlunde ens, men energi fra solceller og landvind produceres betydeligt billigere og har kortere realiseringstid end strøm fra havvind jf. tabel 1 og figur 4.

Hvor det koster ca. 34 øre pr kWh og 9 år at producere energi fra et vindanlæg til havs, er produktionstiden under det halve for landanlæg og omkostningen pr. produceret kWh betydeligt lavere. Eksempelvis viser Krakas beregninger, at produktionen af strøm fra én GW landvindmøller er årligt 495 mio. kr. billigere at producere end tilsvarende strømproduktion fra havvind. På samme vis er produktionen af strøm fra én GW solceller ca. 159 mio. kr. billigere om året at producere end tilsvarende strømproduktion fra havvind. Forskellen hænger sammen med, at landbaseret VE har lavere omkostninger til etablering, drift og vedligehold. Ifølge Kraka kan man derfor gå ud fra, at overskuddet fra landanlæg er betydeligt større end havbaserede anlæg, hvorfor der vil være råd til at kompensere såvel husejerne, der kommer i klemme, som lokalsamfundet og naturen bedre end hidtil antaget. Alt andet lige bevirker dette, at Kraka forudser en hurtigere og mere gnidningsfri opstilling af VE på land – til gavn for den grønne omstilling.

Sørgelige VE – erfaringer fra Frederikshavn
Frode Thule Jensen er landmand i Østervrå i det centrale Vendsyssel og medlem af bestyrelsen for Landdistrikternes Fællesråd i sin egenskab af formand for LAG – Vendsyssel (Lokal Aktionsgruppe). Han har en fortid som byrådsmedlem i Frederikshavn.

– I mine 12 år som byrådsmedlem blev der ikke rejst møller i Frederikshavn, selv om vind og vejr tilsagde, at det ville være oplagt. På trods af, at der var en vindmølleplan, som udlagde jord til potentielle møller, blev alle forslag til etablering af vedvarende energianlæg standset af protesterende møllemodstandere, som flertallet i det daværende byråd ikke tog til genmæle overfor.

Ny strategi nødvendig
Erfaringerne fra dengang har fået Frode Thule Jensen til at genoverveje strategien.

– Hvad skal der efter din opfattelse i dag til for at få rejst møller og etableret solcelleanlæg i Nordøstvendsyssel?
– Hvis regeringens målsætning om en firedobling af landenergien skal blive til noget, kræver det, at byrådet er klar i mælet over for de ansøgninger, der nu skal sagsbehandles. Vi får kun rejst de nødvendige VE – anlæg, såfremt lokalsamfundet inddrages i processen fra starten. Byrådet i Frederikshavn og alle andre kommuner skal facilitere en konstruktiv dialog mellem investorerne og lokalområdet. Jeg har læst Krakas rapport med interesse og hæfter mig ved de overskud, investorerne høster ved landanlæg som følge af, at strømprisen er ens på land og til havs. Anlæggene bør i hele deres levetid bidrage økonomisk til lokalsamfundet, som selv afgør, hvad pengene bruges til.

– Hvad skal byrådet i Frederikshavn gøre?
– Byrådet skal komme med en klar politisk udmelding om, at kun projekter, som har vist reel vilje til at inddrage og kompensere lokalområdet i VE – anlæggets levetid, vil nyde fremme.

– Hvordan skal kompensationen til lokalområdet for de gener, VE – anlæggene forårsager, konkret udmøntes?
– Man kunne tage udgangspunkt Landdistrikternes Fællesråds forslag, som indebærer, at 15% af værdien ved energiproduktionen fra møller og 5% af værdien af energiproduktionen fra solcelleanlæg ender som kompensation til naboer, lokalsamfund og kommunen.

Frode Thule Jensen nævner her et eksempel på en 15%’s kompensation til naboer, lokalsamfund og natur af produktionsværdien ved møller på land:

Eksemplet bygger på den gennemsnitlig elpris i 2023 samt de besparelser, producenterne opnår ved at opstille møller på land frem for til vands.
– Hvis en sådan årlig kompensation til naboer, lokalsamfund og kommunen realiseres, er jeg sikker på, at vindmølle – og solcellemodstandernes gennemslagskraft delvist vil fordampe, og vi vil kunne yde et væsentligt bidrag til den grønne omstilling, slutter Frode Thule Jensen.
——
Hovedfoto Wikimedia Commons

Indlægget Hvordan man får modstanderne af vedvarende energi til at ændre holdning… blev først udgivet på netavisnord.

I Nordøstvendsyssel har der udviklet sig en bekymring for, at den grønne elproduktion og eltransmission og dermed erhvervsinvesteringer går uden om området, fordi den nødvendige infrastruktur for elforsyningen ikke er til stede.

Udbud eller ”åben dør”
Der er i princippet to måder, hvorpå vedvarende energiprojekter kan igangsættes. Enten via et statsligt udbud eller via den såkaldte ”åbne dør”-ordning, som indebærer, at det er en projektudvikler, der selv tager initiativ til at etablere et vedvarende energi-anlæg af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering på havet. Myndighederne udsteder på baggrund af ansøgningen de nødvendige tilladelser.

Den 1. februar 2023 blev alle ansøgningerne om ”åben-dør” – projekter imidlertid stillet i bero, da det gik op for Energistyrelsen, at udstedelsen af tilladelser potentielt konfliktede med EU’s statsstøtteregler.

44 ”åben dør” møller i farezonen
Det ramte Nordøstvendsyssel hårdt, da private investorers ”åben dør”- projekt med 44 møller i Ålbækbugten med et slag blev smækket i.

Det rammer f.eks. de store energiforbrugere i fiskeindustrien, der gerne vil køre på grøn strøm, og krydstogtsskibe og fiskefartøjer, der ønsker CO2 neutral landstrøm.

I Sæby er der planlagt et stort datacenter med en grøn profil, og hvor intentionen er, at det skal være CO2-neutralt på trods af, at datacentre er storforbrugere af strøm. Løsningen er grøn strøm fra havvind, som nu desværre har lange udsigter.

Recycling City i Frederikshavn binder ambitionen om at bidrage til den grønne omstilling sammen med potentialet for at tiltrække grønne virksomheder og arbejdspladser til Frederikshavn.

Det tager 8 år at udbygge elnettet til grøn strøm
Om energiproblemerne for Vendsyssel siger Niels Bay Christensen, direktør for Erhvervshus Nord:
– El-transmissionsnettet nord for Aalborg er ikke dimensioneret kraftigt nok til at levere tilstrækkelig grøn strøm. Nordjylland er koblet helt af Energinets planer om udbygning af transmissionsnettet, og det vil tage 8 år at få udbygget nettet fra Aalborg og nordpå – når man engang får overbevist Energinet om, at projekterne er der, og det er et planmæssigt faktum, at den lokale udvikling foregår der, hvor infrastrukturen er på plads. Det gælder også den vedvarende el-infrastruktur, hvis vi skal kunne sælge grønne produkter til grønne virksomheder. Infrastrukturen skal være på plads, før virksomhederne vil investere – og ikke omvendt -, og moderne virksomheder kræver grøn strøm.

Energinet er forpligtet til at sikre adgang til det kollektive el-system
Til kritikken af, at kapaciteten i Nordøstvendsyssel ikke er tilstrækkelig til at modtage energi fra potentielle, fremtidige møller i f.eks. Ålbækbugten, siger Bjarne Brendstrup fra Energinet:
– Helt overordnet er Energinet forpligtet via lovgivningen til at sikre lige adgang til det kollektive elsystem inden for en rimelig tidshorisont. Det betyder, at Energinet skal kunne henvise til tilslutningspunkter i nettet, så anlæg kan komme på elnettet. Det indebærer ofte, at Energinet skal udbygge el-infrastrukturen for at have den tilstrækkelige kapacitet. Udbygningen skal godkendes af Klima – energi – og forsyningsministeren.

– Er Energinet på forkant eller halter udbygningen af kapaciteten i Nordjylland bagefter?
. Vi bestræber os på at være på forkant – nogle steder lykkes det, andre steder når de nye solcelleanlæg, møller eller store elforbrugere at komme, før elnettet bliver udbygget. Det er en kæmpe opgave, vi står overfor. Danmark skal inden 2030 firedoble produktionen fra vindmøller og solceller, og det betyder, at elnettet skal udbygges markant. I Nordjylland har vi besluttet at lave to nye stationer, og de bliver bygget dobbelt så store, som der i dag er behov for i et forsøg på at være på forkant. Men der er fortsat behov for løbende at følge udviklingen. Sidst i oktober 2023 har Energinet derfor indkaldt til en konference med alle interessenter, så vi kan få et fælles aktuelt og ajourført overblik over, hvor nettet forventes at blive overbelastet.

Frygter Vendsyssel bliver koblet af
Christina Lykke Eriksen, byrådsmedlem for SF i Frederikshavn, siger:
– Udviklingen bekymrer mig. Jeg er bange for, at Vendsyssel med hensyn til el-infrastrukturen bliver efterladt på perronen – ligesom da vi blev koblet af elektrificeringen af jernbanenettet og blev spist af med batteridrevne tog, som betyder, at personer og gods til og fra Vendsyssel skal skifte og omlades i Ålborg. Lukningen af ”åben dør” – projekterne i Ålbækbugten er katastrofalt for os her i Nordøstvendsyssel.

– Hvad har du tænkt dig at gøre ved situationen?
– Jeg vil rejse problematikken over for mine partifæller på Christiansborg og bede dem gå ind i sagen, og så synes jeg, det vil være en god ide, om gruppeformændene i byrådet i samlet flok tog til Christiansborg og fik foretræde for Klima – energi – og forsyningsministeren.

– Energinet anerkender, at det kan være svært at være på forkant med alle projekter i hele landet – også fordi det er forbundet med store omkostninger at udbygge transmissionsnettet. Energinet vil gerne være sikker på, at projekterne ikke er fugle på taget, og derfor indkalder de alle interessenter til en konference sidst i oktober.
– Ja, og det er en god ide. Der håber jeg, at vi kan komme i en god dialog og fortælle, hvor vigtigt det er, at infrastrukturen skal være i orden, før virksomheder beslutter sig for at investere.

Regeringsudspil kobler Vendsyssel af
Det seneste udspil fra regeringen ”Klimahandling. Sammen om mere grøn energi fra sol og vind på land” bekræfter til fulde den bekymring, som Christina Lykke Eriksen udtrykker
Landkortet nedenfor taler for sig selv.

——-
Hovedfoto Energinet

Indlægget Grøn strøm – en mangelvare i Vendsyssel blev først udgivet på netavisnord.

Transportforliget fra 2019 er uden tvivl et af de mest upopulære forlig i nyere tid. Det var her, folketinget vedtog en række nye anlægsprojekter.

I en tid, hvor den grønne dagsorden ellers er vundet kraftigt frem, trækker transportforliget den modsatte vej. Flere motorveje, mere privat bilisme – desværre et klart udtryk for, at beton- og asfalttænkningen dominerer, når det drejer sig om ens egne private goder.

Det var som et modsvar til en række anlægsprojekter, at der lørdag den 13. maj rundt om i landet blev arrangeret en række lokale demonstrationer – demonstrationer mod klima- natur og miljøskadelige projekter og for den folkelige kamp mod projekterne. 23 grupper, såvel lokale borgergrupper som landsdækkende miljøorganisationer, stod sammen om at arrangere den landsdækkende aktionsdag.

Arrangørerne beskrev formålet med aktionsdagen således:
”Formålet med demonstrationen er at gøre opmærksom på alle de mange anlægsprojekter, som fremmes af et politisk flertal trods enorm lokal modstand. En modstand, der både er knyttet til det enkelte projekt og til projektets bidrag til de skadelige konsekvenser generelt – både i forhold til negativ påvirkning af klima, miljø, natur, arter, fugle, vand og luft.
Der er alt for mange af den type af projekter, der aktuelt fremmes på en gang. Alt for mange til at vores demokrati kan blive ved at holde til den politiske fremturen uden hensyntagen til borgernes protester.
Vi opfordrer derfor politikerne til at stoppe op. Det er tid til at lytte og overveje, hvordan vi planlægger for fremtiden. Det er nu, vi skal prioritere noget andet. Tiden er en anden, end den var.”

Blandt de anlægsarbejder, der demonstreredes imod, er Lynetteholm, udvidelse af Aarhus Havn, Kattegatforbindelsen, Femernforbindelsen, Amager Fælled og i Nordjylland motorvejsforbindelsen over Egholm.

Demonstration i Lindholm Strandpark
Den nordjyske udgave af demonstrationsdagen var en demonstration i den naturskønne Lindholm Strandpark – med udsigt til fjord og Egholm.

Her var der nok mere tale om en fest for modstanden end en egentlig demonstration. Aktionen blev begunstiget af meget flot vejr og stort fremmøde. Og de mange fremmødte kunne nyde boder med hot-dogs, øl, vand og kaffe samt meget oplysende boder med plancher om Egholm-linjen. Derudover var der taler ved blandt andet Peter Larsen fra SF og Lisbeth Gjørth Fast fra Borgerbevægelsen om inddæmningen af Limfjorden med asbestholdigt materiale fra eternitaffald (kan høres i sin helhed på Borgerbevægelsens facebook-side) og musik ved Far, Lilholt og Trane og Klimabandet.

Louise Faber, formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, bød velkommen og præsenterede dagen som en dag, hvor borgerne bruger deres demokratiske ret til at sige fra og til at blive hørt – såvel lokalt som på landsplan. Louise Faber slog en optimistisk tone an ”vi er de fleste, langt flere end det der erhvervsliv” – men også en kritisk ”vi får lov til at skrive høringssvar efter høringssvar, men der er ikke nogen, der lytter. Vi vil have genindført en demokratisk beslutningsproces.”

Alt i alt var demonstrationsdagen en flot manifestation for den folkelige kamp for en bedre verden, mod unødvendige og klimabelastende anlægsarbejder – og en klar manifestation af, at modstanden lever og har det godt.

Egholm som tabere i transportforliget
Man kan vurdere konsekvenserne af anlægsarbejder på mange måder. Realmæglerne havde deres helt egen måde at vurdere transportforliget på. Her gik vurderingen på, hvorvidt boligpriserne ville stige eller falde som følge af transportforliget. Heller ikke fra den vinkel faldt vurderingen heldigt ud for Egholm:
”Derimod ser en lille ø i Limfjorden ud til at blive den helt store taber i trafikspillet. Egholm forvandles til en ”bropille”, fordi der etableres en motorvejsbro hen over Limfjorden.” (”Trafikforlig får store konsekvenser for boligejerne: Her er vinderne og taberne.” www.realmaeglerne.dk).

Den politiske virkelighed i Aalborg Kommune
I Aalborg vejrede modstanderne mod motorvejen over Egholm et kort øjeblik morgenluft, da borgmester Thomas Kastrup-Larsen, kendt som meget aktiv motorvejstilhænger, meddelte, at han stopper som borgmester. Men den politiske virkelighed ændres dog tilsyneladende ikke meget trods et kommende borgmesterskifte. Begge opstillede kandidater, Lasse Frimand Jensen og Flemming Møller Mortensen, har markeret sig som klare tilhængere af igangsættelse af anlægsarbejdet.

Flemming Møller Mortensen åbnede dog en lille kattelem, ved på facebook at udtale:
”Egholm rummer så megen kvalitet, og jeg tænker at øen i fremtiden har kæmpe rekreativ værdi og mange muligheder.
Linjeføringen for den 3. Limfjordsforbindelse er aftalt og den støtter jeg. MEN, jeg mener at vi har en meget vigtig opgave i at kvalificere projektet, så man afværger diverse gener bedst muligt. Det er en mærkesag for mig.”

Det bliver spændende at se, hvordan en motorvej over Egholm kan kvalificeres, så man afværger generne.
Indlægget har – ikke overraskende – afstedkommet en omfattende debat på facebook. Omkring 50 indlæg har kommenteret den måske kommende borgmesters Egholm-holdning. Et af de mere markante svar er kommet fra Anders Wested fra Trafikalt Folkeparti, som – i forkortet udgave – skriver:
”Du har slet ikke forstået omfanget af denne sag. Demokratiet fungerer ikke i Aalborg. Man opfatter ikke længere politikere som hæderlige. Kompetente folk vender byen ryggen og søger job andre steder. Fællesskabsfølelsen fungerer ikke.

Det kunne have været så meget anderledes…Aalborg kunne være alles by, som vi alle holdt af og ønskede at udvikle.

Demokrati er ikke alene et spørgsmål om at stemme hinanden ned, det er også et spørgsmål om at tale med hinanden. Demokrati er kun en god styreform, hvis den leder til de bedste beslutninger. Man får ikke de bedste beslutninger, hvis ikke man vil diskutere.

Politikerne i Aalborg Byråd har gemt sig, hver gang noget er kommet frem, som kunne begrunde, at byrådet ændrede holdning i sagen om 3. Limfjordsforbindelse.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at vejen vil ødelægge en hel stribe bynære, rekreative områder: Egholm, Lindholm Fjordpark/Verdens Ende, Østeraadalen Syd, Hasseris Enge, Fjordengene mod vest, Hvorup Kær, Drastrup Skov.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at vejen går igennem vigtige levesteder for udryddelsestruede dyr, der har særlig fokus.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at vejen skaber sundhedsfarlig støj ved yderligere 10.000 boliger i Aalborg.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at 1/3 af Aalborgs skrøbelige vandforsyning risikerer at blive forurenet.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at asbestlagre ved motorvejen kan medføre forurening med dødelige fibre.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at CO2-udslippet ved anlæg af vejen er usædvanligt stort.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at vejen ikke vil formå at fjerne køerne ved Limfjordstunnelen.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at mange skal henvises til omveje via Egholm, hvilket øger CO2-udslippet og belaster veje på tværs af byen.

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at vejen slet ikke skaber den udvikling, de ellers har talt om (samfundsværdien er kun 0,2-0,4 mia. i seneste VVM, tidligere var det beregnet til 5,3 mia).

Politikerne har været tavse og ligeglade med, at alternativet – at udvide E 45 – koster 3 mia. mindre og giver 2 mia. i samfundsmæssig værdi”.

At Egholm-forbindelsen ikke vil løse de store trafikale problemer i Aalborg-området underbygger de to trafikforskere Kaj A. Jørgensen og Anker Lohmann-Hansen. I en mail til Netavisnord understreger de de pointer, de beskriver i en artikel i Ingeniøren: De alternative løsninger – et ekstra tunnelrør eller en city-forbindelse ved E 45 – er bedre og billigere end den foreslåede motorvej vest om Aalborg – over Egholm.

Kaj A. Jørgensen og Anker Lohmann-Hansen præciserer:
”Nye oplysninger fra Vejdirektoratet, som ikke tidligere har været fremme i offentligheden, viser, at et ekstra tunnelrør eller en city-forbindelse ved E 45 sandsynligvis kan give en samfundsøkonomisk gevinst på omkring 2 mia. kr. og en intern rente på ca. 5 %.
Det er væsentligt mere fordelagtigt end den foreslåede motorvej vest om Aalborg over øen Egholm, som har en beregnet samfundsøkonomisk gevinst på 465 mio. kr. og en intern rente på 3,5 % – lige netop den nedre grænse for acceptabel samfundsøkonomisk gevinst.
Forklaringen er, at tidsgevinsterne fra VVM 2021 med Egholmmotorvejen primært består af besparelser på det eksisterende vejnet herunder E 45 og Limfjordstunnelen og ikke, som mange forventer, trafik der flyttes til Egholmmotorvejen.

En udvidelse af E 45 med ekstra kapacitet i Limfjordskrydsningen vil på en mere direkte måde løse op for problemerne på E 45, og effekten i forhold til Aalborg Kommunes interne vejnet er stort set uafhængig af, om den ekstra kapacitet tilvejebringes i vest eller i øst”.

Det svarer jo meget godt til det, modstanderne af Egholm-forbindelsen hidtil har sagt at kapacitetsproblemerne i motorvejssystemet omkring Aalborg bedst løses med en udbygning af motorvejskapaciteten omkring tunnelen – og at det samfundsøkonomisk er langt mindre belastende med et ekstra rør i tunnelen eller en ny city-tunnel med 2 X 2 spor vest for den eksisterende tunnel. Nu viser nye beregninger med al ønskelig tydelighed, at argumentet er holdbart.

Kommunale nedskæringer
Den kommunale økonomi er presset. Således skal samtlige forvaltninger i Aalborg Kommune spare 2,5 % over den næste 3-årige periode.
– Som udgangspunkt har vi besluttet, at der ikke er nogen hellige køer. Det eneste udvalget havde fokus på var, at vi ikke piller ved julebelysningen. Så markant melder Venstres rådmand Jan Nymark Thaysen ud om besparelser i Aalborg Kommune. Om også de 30 mio. kroner, der årligt lægges til side til motorvejsforbindelsen over Egholm, er i spil, er nok tvivlsomt. I hvert fald er Aalborg Kommunes økonomi presset, ikke mindst af statslige krav. Og et åbent spørgsmål er, hvorvidt politikerne i byrådet vælger at skære ned på skole- og ungdomsområdet – eller om de vil benytte lejligheden til at genoverveje den meget udgiftstunge motorvej over Egholm.
———————
Topfoto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Demonstration for en bedre fremtid blev først udgivet på netavisnord.

Klimaforandringer
“Vedtagelserne er gode – de er bare ikke gode nok.”
Det var meteorolog Jesper Teglgaards kommentar til de internationale aftaler på klimaområdet. Og de kom efter en times foredrag, hvor Teglgaard med tale, billeder og statistik klart viste, i hvor høj grad det haster med endnu mere vidtrækkende aftaler og indgreb på klimaområdet.
Stedet var Folkekirkens Hus på Gammeltorv i Aalborg. Og arrangøren var den relativt nystartede organisation Aalborgs Grønne Hjerter. Et arrangement med en times veldokumenteret påvisning af den klimatiske udvikling fra Teglgaard efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere og aktivister fra klima- og miljøbevægelsen.

Aalborgs grønne Hjerter
Men hvem er Aalborgs Grønne Hjerter? Og hvad vil de?
Det fremgår af Aalborgs Grønne Hjerters facebookside, at foreningen er et handlefællesskab, en sammenslutning af forskellige foreninger “for alle med hjertet på rette grønne sted, som synes at Aalborg Kommune skal fastholdes på sine grønne ambitioner og vise vej i en endnu skarpere klimapolitisk retning, når vi skal leve op til FN´s verdensmål.”

Netavisnord har talt med et af de grønne hjerter, Jens Kruhøffer:
-Ideen med Aalborgs Grønne Hjerter er at i fællesskab sætte ting på dagsordenen, som vi ikke kan gøre som enkeltpersoner eller som enkeltorganisationer. Vi skal vise, at vi er sammen om klimakampen, at klimakampen nytter. Vi skal skabe et mangfoldighedsudtryk gennem fælles aktiviteter. Klimakampen er ikke kun for unge københavnere eller greenpeace-aktivister. Alle har mulighed for at deltage.

– I Aalborgs Grønne Hjerter deltager Danmarks Naturfredningsforening, Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, Klimabevægelsen, Cyklistforbundet, Bedsteforældrenes KlimaAktion og Den Grønne Ungdomsbevægelse.

– Vi skal rumme mere end hver enkelt forening. Vi skal kunne gøre mere sammen end hvad hver enkelt forening kan gøre. Og vi skal være med til at sørge for, at naturfolk og klimafolk ikke modarbejder hinanden. Der har været eksempler på konfrontationer, naturfolk kritiserer f.eks. vindmøller eller foreslår økologiske landbrug nedlagt for at sikre den rene natur.
Så en del af vores opgave er at bygge bro mellem forskellige tilgange – at vise at vi er fælles om kampen for øget biodiversitet og bedre klima og miljø.

– Derudover skal vi vise, at tiden er løbet fra de store infrastrukturprojekter. Det er vist kun politikerne, der kan se en slags mening med at gennemføre dem. De store motorvejsprojekter er jo skadelige hele vejen rundt, de er en trussel mod klimaet, mod biodiversiteten – det er som kejserens nye klæder – “er der ikke en, der kan sige, at det er en dum ide.” De 3-7 minutter, man vinder som bilist, er jo pebernødder i forhold til de skader, det påfører.
Vejledende afstemninger har jo også flere gange vist, at der er flertal mod de store vejprojekter. Det gælder Egholmsforbindelsen, men også Amager Fælled, Kattegat-forbindelsen, Femern og flere andre.Det er jo et demokratisk problem!

Jesper Theilgaards oplæg viste, situationen faktisk er værre, end vi troede. Men det viste også, at alt hvad vi gør nytter. At hver eneste decimal nytter.
Derfor må vi spørge:
– Hvad kræver vi af os selv?
-Hvad kræver vi at politikerne gør?
– Hvad kræver vi at virksomhederne gør?
Der udover skal vi arbejde på at opstille alternativer til politikernes projekter, og vi skal sørge for, at der sker en tidlig og reel inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen.

– Kan man sige, at I er en paraplyorganisation for de grønne bevægelser i Aalborg?
– Nej, vi er ikke en paraplyorganisation. Vi er dannet i fællesskab for at sætte forskellige typer af aktiviteter i gang. Aktiviteter, som har bredde og mangfoldighed og som vi på grund af samarbejdet kan give noget manpower, nogle ideer og noget energi. Men foreningerne arbejder derudover helt som sig selv.
Men det viser, at behovet for at gå sammen på tværs af foreningerne er voldsomt stort. Hver for sig kæmper foreningerne en kamp, hvor man er oppe mod lokalpolitikere og folketingspolitikere, som er svære at rokke. At vi arbejder mere sammen gør, at vi har større åbenhed og tillid til hinanden og at vi bliver mere positive overfor nye ideer, at det bliver nemmere at finde gode og spændende vinkler.

– Hvem bestemmer, hvad I laver?
– Vi holder fællesmøder, hvor der deltager folk fra de forskellige organisationer og vi har en fælles platform – en Facebook-gruppe, hvor der både er en intern og en åben del.

Debatmødet
Der var ganske fuldt af tilhørere til debatmødet – og spørge- og diskussionslysten var stor. De omkring 100 deltagere dækkede en bred del af befolkningen. De fleste allerede aktive i diverse bevægelser – såvel Den Grønne Studenterbevægelse som Bedsteforældrenes KlimaAktion. Og med en ganske fin aldersfordeling.
Men som en deltager fra Den Grønne Studenterbevægelse bemærkede: ”De, der manglede, var vore forældre – de midaldrende. Der var masser af unge og der var masser af pensionister eller pensionistaspiranter. Men mellemgenerationen glimrede med sit fravær.”

Jesper Theilgaard har turneret med sit foredrag om klimaændringer de seneste 5 år – men det er stadig aktuelt, og han inddrager nyt relevant materiale – her således den seneste rapport fra FN´s klimapanel, som var blevet offentliggjort få dage før mødet.
Her kunne Teglgaard vise en klar og aktuel graf over udviklingen i jordens temperatur. Og sammenholdt med billeder af de seneste års tørkekatastrofer, brande og oversvømmelser gav det et meget klart og ganske rystende billede.
Teglgaards faglige vurdering var klar: Der sker større og hurtigere forandringer end nogensinde, der er tale om en irreversibel proces – vi kommer ikke tilbage til “det gamle klima” i vores levetid.

Trods talrige forsøg fra salen på at få Teglgaard til at komme med politiske udtalelser afholdt meteologen sig fra det – udover den indledende bemærkning og et par opfordringer til handling nu. Teglgaards hensigt er at fremstille situationen fra et fagligt udgangspunkt – så må andre foretage sig det nødvendige. Hovedsynspunktet er, at handling er nødvendig nu – men også, at det nytter at handle.
Generelt var der tilslutning til et indslag fra salen – “vi har klappet hesten længe nok – så længe, at den er død. Og der er ikke noget ved at klappe en død hest.”

Paneldebatten havde deltagelse af Rosanna Børsting fra Den Grønne Studenterbevægelse, Thorkild Kjeldsen fra Danmarks Naturfredningsforening, Jens Kruhøffer fra Aalborgs Grønne Hjerter og de tre byrådspolitikere Daniel Borup (Venstre), Tobias Bøgeskov Eriksen (Socialdemokratiet) og Lasse Navarro Olsen (Enhedslisten) og var styret af Jørgen Pyndt. Debatten søgte at afdække, hvad politikere, organisationer og borgere i fællesskab kan gøre for at fremme den grønne omstilling. Alle viste stor forståelse for nødvendigheden af handling – men debatten viste også en del forskelle med hensyn til, hvilke midler der bør anvendes.

Fremtiden
Det næste større arrangement, som Aalborgs grønne Hjerter er medarrangør af, er en endags Natur-Festival på Egholm lørdag den 17. september. Datoen er sammenfaldende med at Klimakaravanen fra Esbjerg til København når København.

Jens Kruhøffer:
– Programmet ligger endnu ikke helt fast. Modstanden mod den tredje limfjordsforbindelse over Egholm er selvfølgelig det centrale. Men i det hele taget bliver det en dag for klimaet og miljøet. Der bliver ikke så mange taler, men en helt række aktiviteter, som alle kan deltage i, f.eks. orienteringsløb, naturvejledning og quiz, der bliver opstillet nogle telte med aktiviteter, der bliver boder, sang og dans og en masse aktiviteter for børnefamilier. Der skulle gerne opstå en markedsstemning. Og der bliver også mulighed for overnatning og fælles morgenkaffe søndag morgen.
Omfanget af aktiviteter bestemmes i nogen grad af, hvor mange der vil være med til at arrangere festivalen. Vi mangler frivillige – alle er velkomne. Man må meget gerne kontakte mig på facebook – eller en af de organisationer, der arrangerer festivalen.

– Er der ikke en vis risiko for, at der er nogle, der gerne vil deltage i klima- og miljøarbejde der er trætte af at høre om Egholmsmotorvejen?
– Det er jo ikke tilfældigt, at den tredje limfjordsforbindelse over Egholm er blevet det væsentligste nedslags- og katastrofeområde. Det gælder jo ikke kun Egholm, men hele det kæmpe område, hvor der skal bygges motorvej. Et kæmpe område vil blive påvirket af både anlægsarbejdet og den færdige motorvej. Vi risikerer at få en kæmpe klima- og naturskadelig infrastruktur som oven i købet yderligt fremmer bilkørslen frem for at fremme den kollektive trafik og cykeltrafikken og bevare et værdifuldt område som en grøn facilitet, et unikt, bynært, grønt område.

——-
Topfoto: Fra Grønne Hjerters FB-side

Indlægget Aalborgs grønne hjerter blev først udgivet på netavisnord.

Regeringens infrastrukturplan for Nordjylland

Danmark fremad – målsætning
Med sit udspil til en kommende infrastruktur, Danmark fremad – infrastrukturplan 2035, fremhæver regeringen bl.a., at ”Danmark skal være et land, hvor flere har bussen, cyklen, toget, letbanen eller metroen som førstevalg Vi skal bo i et land, hvor flere fylder luft i cykeldækkene, hvor færre plages af støj fra vejene, og hvor flere er trygge i trafikken”.
Som et af synspunkterne på den kollektive trafik ønsker regeringen sig ”en gennemgribende grøn omstilling af den danske jernbane i 2030, så alle hovedstrækningerne på jernbanenettet vil være elektrificeret, og de gamle dieseltog vil være udskiftet med nye elektriske tog”. Dog ønsker regeringen batteritog på resten af det statslige jernbanenet.

Mere asfalt – ringe kollektiv trafik
Som det ses af figuren ovenfor, betyder det konkret for Nordjylland, at der bygges en tredje vejforbindelse over Egholm, at der etableres yderligere en 2+1 vejstrækning mellem Ålbæk og Skagen samt en udbygning af vejnettet mellem Sallingsund og Hanstholm. Dertil kommer, at regeringen vil undersøge en kapacitetsudvidelse af vejnettet langs med den gamle Hærvej. Vendsyssel bliver togmæssigt kørt ud på et sidespor, al den stund det eksisterende jernbanenet ikke foreslås udvidet, og at togene bliver batteridrevne og ikke elektrificerede.

Sammenholdt med regeringens målsætning omtalt ovenfor er det svært at se en sammenhæng mellem mål og midler. Nordjylland forsynes med mere asfalt og en forringet kollektiv trafik! Privatbilismen og godstransporten på hjul tilgodeses!

Togfonden – elektrificering til Hirtshals og Frederikshavn
Forligspartierne bag Togfonden fra 2014 (S, SF, RV, EL, DF) gav hinanden håndslag på, at der skulle afsættes betydelige beløb til en bedre og billigere kollektiv trafik, herunder en elektrificering af jernbanenettet, jf. figuren nedenfor. Ifølge togfondsforliget skulle jernbanenettet således elektrificeres helt frem til Hjørring og Frederikshavn. Der blev sågar sat årstal på.

Aftale om elektrificeringen af jernbanenettet mellem togfondsforligspartierne 2014:

Togskifte i Ålborg
Som nævnt skal elektrificeringen i Nordjylland nu erstattes af batteridrevne tog, hvilket efterlader vendelboer, der skal søndenfjords, med et togskifte i Ålborg og fremmer dermed næppe den kollektive trafik. Hvad værre er, så gavner en fordyrende omladning i Ålborg ikke virksomhedernes incitament til at benytte jernbanenettet som godstransport til og fra Frederikshavn og Hirtshals.

EU’s krav til elektrificering
Hvordan regeringens baneudspil for Nordjylland i øvrigt hænger sammen med EU’s krav om, at der inden 2030 skal ske en elektrificering og udrulning af et nyt signalprogram fra Frederikshavn og Hirtshals i nord til Sicilien i syd står hen i det uvisse.

Venstres kontraudspil: En hærvejsmotorvej
Når regeringen i sin infrastrukturplan for Nordjylland lægger så meget asfalt og ingen nye skinner ud, så hænger det formentlig sammen med, at regeringen prioriterer et forlig med Venstre højere end et forlig med støttepartierne.
Venstre har fremlagt sit eget kontraudspil til regeringens infrastrukturplan, og her står bl.a. – ud over Egholmforbindelsen – den jyske parallelmotorvej, Hærvejsmotorvejen, helt centralt. Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen udtaler til Altinget:
– Vi er ikke ultimative, men jeg har meget svært ved at se os i en aftale, hvor der ikke er en Hærvejsmotorvej.

Som det ses af regeringens udspil, er der lagt op til en imødekommenhed over for Venstres krav om en Hærmotorvej, der skal undersøges.
Samtidig vil Venstre droppe de jernbaneprojekter i Østjylland, der er en del af Togfonden og skal realisere den såkaldte timemodel.

Sponsoreret af lastbiltransportbranchen
Det hører med til historien, at Kristian Pihl Lorentzen tidligere er blevet sponsoreret af transportbranchen. Han har modtaget penge fra ITD – Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, som arbejder for at fremme mulighederne for lastbiltransporten i Danmark. Om han stadig modtager valgbidrag herfra er usikkert. Netavisnord har uden held forsøgt at få en kommentar fra ham.

Elektrificering, 2 spor i Vendsyssel samt roadpricing sikrer grøn mobilitet
Det er svært at betragte det socialdemokratiske infrastrukturudspil for Nordjylland som visionært, endsige grønt. Meget tyder på, at privatbilismen som følge af udspillet vil få forbedrede vilkår, og enhver med interesse for trafikudvikling ved, at hvis man tilgodeser den private person – og godstransport, vil den vokse yderligere til gene for natur og miljø.

Et langt mere visionært og grønt udspil for Nordjylland, som kunne tiltale støttepartierne, ville elektrificere jernbanen i Vendsyssel og anlægge et yderligere spor samt sætte en målsætning om, at inden 2030 skal 40% af godstransporten til og fra Frederikshavn og Hirtshals over på skinner. Det ville betyde færre lastbiler på vejene og dermed bedre plads til den uomgængelige personbiltransport.

Hvis man derudover indfører et intelligent roadpricing-system, der kan regulere trafikken væk fra de spidsbelastningstidspunkter, vi i dag kender fra Limfjordstunnellen, ville en 3. forbindelse over fjorden blive overflødig – og Egholm friholdt for et monster af en motorvej. Og så ville der være bedre overensstemmelse mellem mål og midler i regeringens infrastrukturplan. Og den ville have lettere ved at nå 70%’s CO2 – reduktionen.
———————-
Topfoto: Wikimedia Commons

Indlægget Mere asfalt, ingen nye skinner. En kommentar til infrastrukturplanen for Nordjylland blev først udgivet på netavisnord.

Men hvad forstår man ved naturkvalitet? Hvordan måler man værdien af natur? I naturkapitalindekset afhænger en kommunes placering på indekset af, hvor mange kortlagte og potentielle levesteder, der findes for truede planter og dyr. Jo færre levesteder for planter og dyr i kommunen, jo lavere placering har kommunen på ranglisten. Eller mao. jo mindre biodiversitet, arealerne i kommunen indeholder, jo lavere placering.

De 11 nordjyske kommuners placering på ranglisten fremgår af tabel 1. Jo flere points for den naturmæssige værdi af kommunens arealer opnår, jo højere placeres kommunen på ranglisten.

Som det ses i tabellen, spænder de nordjyske kommuner vidt på ranglisten – eller hitlisten, om man vil – fra Læsøs 2. plads til Morsøs 95. plads, når det gælder naturens tilstand for de enkelte kommunes samlede arealanvendelse (de to spalter til venstre). Det er ikke imponerende, når man tager i betragtning, at byerne arealmæssigt ikke fylder så meget i Nordjylland. Men rangeringen ser generelt lidt bedre ud, når man måler på, hvordan naturens kvalitative tilstand er i kommunernes deciderede naturområder, som det fremgår af de to spalter til højre i tabellen (mere om dette senere).

Mange vil nok umiddelbart studse over den placering, som nogle af kommunerne indtager på indekset. Hvorfor er f.eks. Rebild Kommune med landets næststørste sammenhængende skovområde blot nummer 47 på indekset?

Hovedforklaringen på Rebilds – og de andre nordjyske kommuners placering – skal findes i selve anvendelsen af de arealer, som ligger indenfor kommunegrænserne. Arealanvendelse fremgår af tabel 2.

Ved at sammenholde kommunernes placering på naturkapitalindekset med arealanvendesen ses det, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor kommunen placeres på indekset, og hvor stor en andel landbrugsarealerne fylder i kommunen.

F.eks. kan Læsøs flotte placering på naturkapitalindekset forklares med, at kun 20 % af kommunens arealer er dækket af marker. Og forklaringen på Rebild Kommunes forholdsvise lave placering – selvom en stor del af Rold Skov ligger i kommunen – er primært, at hele 62 % af kommunens arealer er landbrugsjord.

Hovedforklaringen på Danmarks bundplacering i listen over de europæiske lande med god natur er da også, at næsten 2/3 af Danmarks areal er landbrug. Det betyder, at Danmark er et af de lande i EU, hvor landbruget udgør den største andel. Og dertil kommer, at hele 93 % af landbrugsjorden er under plov. Det gør, at 57 % af hele Danmark bliver pløjet, gødet og størstedelen også sprøjtet, hvor gennemsnittet for EU er 26 %. Danmark er det mest intensivt dyrkede land i EU.

Er marker da ikke natur?
Det mente den tidligere miljø- og fødevare og landbrugsminister Esben Lunde Larsen (V). Han svarede feks. i TV-udsendelsen ”Debatten” på et spørgsmål om, hvorvidt en kornmark er natur: ”Ja, det er den i min verden”.
Det var der temmelig mange, der ikke var enige med ham i. Nogle kaldte udsagnet absurd, fordi en kornmarks biodiversitet nærmest er lig nul og derfor bedst kan sammenlignes med en ørken.

Naturkvaliteten i de deciderede naturarealer
Men selv i de egentlige naturområder er der plads til forbedringer i de nordjyske kommuner. Det fremgår af tallene i de to spalter til højre i tabel 1 – hvor man måler kvaliteten af naturtilstanden i de deciderede naturområder i de enkelte kommuner.

Selvom en kommunes arealer feks. er dækker af meget skov, kan den være placeret langt nede på ranglisten. Det kan skyldes, at en stor del af skovene i kommunen er produktionsskov, hvor træerne relativt ofte fældes og dermed gøre det vanskeligere for nogle planter og dyr at eksistere.

Hvordan kan naturtilstanden forbedres?
Regeringen har sammen med støttepartierne vedtaget en række tiltag, som skal øge diversiteten på danske naturarealer.

I september 2020 blev parterne enige om at oprette de to første af 15 såkaldte naturnationalparker på nogle statslige arealer ved Fussingø nær Randers og ved Gribskov i Nordsjælland (initiativet er nærmere blevet behandlet i artiklen ”Nationalparkerne- er de en skændsel?” i Netavisnord 10/9-20). Det samlede areal for de to kommende naturnationalparker er på 1.900 ha.

En anden aftale med det mål at øge biodiversiteten fra de samme partier, som stod bag naturnationalparkerne, blev indgået allerede i juni 2020, da de besluttede at stoppe den kommercielle træfældning i 10.200 ha statsskov. Skovarealerne var ganske vist allerede udpeget som urørt skov, men den tidligere, borgerlige regering havde besluttet, at de først skulle være fri for træfældning i 2066(!).

Og i december 2020 aftalte regeringen og støttepartier en biodiversitetspakke, hvis vigtigste element er en målsætning om at øge arealet af urørt skov op til 75.000 ha.

For et par uger siden blev der så sat navn på områder med de næste 9.000 ha statsskov, som skal omdannes fra kommerciel drift til urørt skov.
De udpegede arealer er fordelt på 24 statsskove, og et af områderne er Rold Skov.

Man har altså fra landspolitisk side – et flertal i Folketinget bestående af regering og støttepartier – barslet med initiativer, som vil øge biodiversiteten i den danske natur. Men det er næppe nok til at udskifte Danmarks bundplacering på indekset over god natur blandt de europæiske lande med en placering længere oppe i rækken.

Hvad med kommunerne?
Men hvad kan kommunerne gøre? De har en del af ansvaret for at vedligeholde og fremme biodiversiteten i deres områder.

Danmarks Naturfredningsforening har nogle forslag til, hvordan kommunerne kan højne kvaliteten af deres natur og komme højere op på naturkapitalindekset. Det kan bla. ske ved at tage landbrugsjord ud af omdrift for at skabe ny natur. Men også via den fysiske planlægning at sammenkæde små isolerede naturområder til større sammenhængende områder.

Tiltag af den slags er ikke gratis, da landmændene naturligvis vil forlange kompensation – af økonomisk art og/eller i form af erstatningsjord -, så der skal være vilje blandt landmændene og politisk vilje i byrådene til at afse de nødvendige midler til at forbedre naturen i kommunerne.

Endeligt skal her nævnes, at Miljøministeriet opfordrer kommunerne til at deltage i en nyudskrevet konkurrence – ”Danmarks vildeste kommune”. Her belønnes de kommuner, som kan ”finde de vildeste ideer til fordel for den vilde natur”. Inspirationen kommer fra DR-udsendelserne ”Gi’ os naturen tilbage ”, hvor ”Bonderøven” var i spidsen for at give Hjørring mere vild natur.
De fleste kommuner har tilmeldt sig konkurrencen.

Men hvor prisværdigt sådanne initiativer måtte være, så batter det nok ikke så meget, så længe en stor del af Danmark består af produktionsjord, som er så intensivt dyrket.
———————-
Topfoto: Wikimedia Commons

Indlægget Den nordjyske natur har det ikke godt blev først udgivet på netavisnord.

Regeringen har med sit udspil til fremtidig affaldshåndtering lagt op til en reduktion i forbrændingskapaciteten på 30 % inden 2030 og i forbindelse hermed sat et mål for genanvendelsen af husholdningsaffaldet på 50 %.

En forudsætning for at nå disse mål er en øget affaldssortering, som i regeringens udspil indebærer ikke mindre end 10 fraktioner. Hvor der i dag er ret høj grad af fleksibilitet og frihed i kommunernes valg af affaldshåndtering – og sortering, lægger regeringen nu op til ensartede affaldssystemer over hele landet.

Alt sammen som led i bestræbelserne på at nå målet om 70%’s reduktion i CO2-udledningen inden 2030.

Regeringen har givet kommunerne og KL et halvt år til selv at finde frem til de forbrændingsanlæg, der skal lukkes ned. Dermed er der startet en kamp om, hvem der skal stå på dødslisten.

AVV i søgelyset
Jørgen Bing (SF), formand for AVV (et affaldsinteressentselskab ejet af Hjørring og Brønderslev kommuner), siger om udsigterne for AVV:
– Jeg er bange for, vi står højt på dødslisten, da vores anlæg er afskrevet allerede inden for perioden 2027-36. Og det faktum, frygter jeg, vil veje tungere end vores lave udledningstal og mange miljøtiltag.

AVV brænder hvert år 90.000 tons affald og laver el og varme til en stor del af forbrugerne i Nordvestvendsyssel. Alene i Hjørring – Hirtshalsområdet tilfredsstiller AVV 67% af varmebehovet. Herom siger Jørgen Bing:
– Problemet med dødslisten og KL’s prioritering er, at landsforeningen fokuserer på afskrivningsperioden og ikke på den energi, der produceres i forbindelse med forbrændingen – og under hvilke vilkår. Varmen kan selvfølgelig frembringes på anden vis via varmepumper, solceller, biogas, overskudsvarme fra virksomhederne m.m., men det kræver voldsomme investeringer på et punkt, hvor vi har et velfungerende, varmeproducerende forbrændingsanlæg, som er tæt på at være afskrevet og dermed kan tilbyde varmeforbrugerne nogle lave priser.

Kampen for forbrændingsanlægget harmonerer med SF’s miljøpolitik
– Hvordan harmonerer din kamp for at fastholde AVV forbrændingsanlægget med din øvrige rød/grønne holdning? SF slår vel om nogen på genbrug og nedbringelse af CO2- udslippet?
– Det er rigtigt, men her indtager jeg en mere pragmatisk holdning. Man bør se på, hvilke scenarier, der realistisk er at vælge imellem: Enten kan man nogle år endnu fortsætte med at energiudnytte de restfraktioner, der ikke KAN genanvendes (indtil vi får udviklet teknologiske genanvendelsesløsninger) – eller man kan eksportere alle disse restprodukter til en uvis skæbne uden for landets grænser, hvor de så enten bliver brændt af under problematiske forhold eller bliver lagt på deponi, som udleder store mængder af CO2 og metan. For miljøet skyld er det første at foretrække.
Jeg tvivler også på, at man, som regeringen foreslår, kan nå op på at sortere affaldet i 10 fraktioner. Det bliver meget svært at genanvende f.eks. kartoner og plast, ligesom der ikke er afsætning på de tekstiler, vi allerede i dag udbyder til genbrug. 5-6 fraktioner giver mening, resten må formentlig eksporteres, hvis det ikke kan forbrændes her i landet.

Import af affald for at udnytte kapaciteten
– For at udfylde kapaciteten importerer vi i dag 10% af det affald, vi forbrænder. Er det miljørigtigt at transportere affald rundt i Europa?
– For så vidt, at mange europæiske lande mht. affaldshåndtering lader meget tilbage at ønske, giver det efter min opfattelse god mening at lade danske forbrændingsanlæg klare opgaven. Vi er langt bedre end de fleste europæiske lande til en renere og mere bæredygtig håndtering af affaldet. Mange sydeuropæiske lande deponerer 80-90 pct. af deres affald. Det er en katastrofe! En stor nation som UK er 20-30 år efter Danmark, og hvis alternativet er at lægge affaldet på deponi med alt, hvad det indebærer af metanudslip, så er det altså bedre at lade os håndtere restfraktionerne på forbrændingsanlæg i Danmark.

Samarbejde mellem Hjørring og Frederikshavn
Jørgen Bing mener, at en måde at løse den overskydende forbrændingskapacitet i Vendsyssel på er, at kommunerne arbejder sammen om at løse problemerne. Hertil siger Erik Kyed Trolle (S), formand for Forsyningen i Frederikshavn:
– Hos os er vi næsten i bund med afskrivningerne. Vi har netop lavet en investering på 20 mio., som er afskrevet over 5 år. Så det er bestemt ikke urealistisk, at vi arbejder sammen med AVV om at finde en fælles løsning, som begrænser kapaciteten heroppe. Måske kan det være at bygge et helt nyt fælles anlæg for kommunerne i Vendsyssel.

Jeg er helt med på, at vi skal sortere og genanvende noget mere, selv om jeg finder det skudt over målet at operere med 10 fraktioner til en merpris på 55 kroner for forbrugerne. Der bliver snarere tale om en merudgift på 500 kroner. Og det tvivler jeg på, forbrugerne køber. Vi når ingen vegne, hvis ikke borgerne føler det meningsfuldt at kildesortere.

Overskydende kapacitet blev forudset allerede i 90’erne
Bjarne Severinsen, frederikshavner med interesse for miljøet og modstander af det eksisterende forbrændingsanlæg, Frederikshavn Kommune byggede i starten af 90’erne, siger.
– Vi var en gruppe borgere, som etablerede Folkebevægelsen mod et nyt forbrændingsanlæg tilbage i slutfirserne og starthalvfemserne, hvor det var på den politiske dagsorden at erstatte det gamle udtjente forbrændingsanlæg i byen med et nyt. Det var på det tidspunkt, at Brundtlandrapporten gik sin sejrsgang og opfordrede til at tage vare på klimaet. Det forsøgte vi på lokalt plan at leve op til ved at opfordre politikerne til at satse på sortering og genanvendelse frem for at brænde affaldet af.
Det synspunkt vandt ikke meget gehør den gang, men jeg tænker, tiden har arbejdet for det. I dag står vi en situation, hvor der er for meget forbrændingskapacitet, og hvor dagsordenen er den, vi slog på for 25-30 år siden.

————
Topfoto: AVV forbrændingsanlæg i Hjørring. Foto AVV

Indlægget Forbrændingsanlæg i Vendsyssel på dødslisten? blev først udgivet på netavisnord.

Omkring 2/3 af Danmarks areal er optaget af landbrugsproduktion, mens natur kun udgør ca. 25 %. Det gør Danmark det land i EU, hvor intensivt dyrket landbrug udgør den største del af landets areal – og naturen den mindste.

At naturen fylder så lidt i Danmark er måske en af årsagerne til, at det var en meget glad miljø- og fødevareminister, Lea Wermelin, som for nogle uger siden kunne fortælle, at regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet havde besluttet at oprette de første to af – formodentlig – 15 såkaldte naturnationalparker – den ene ved Fussingø nær Randers og den anden ved Gribskov i Nordsjælland.
Etableringen af de to parker er en del af en aftale mellem de partier om sikring af en mere vild og sammenhængende natur
Baggrunden for aftalen er iflg. ministeren:
– Vi står i en naturkrise, og dyr og planter mangler plads og levesteder. Vi har brug for mere sammenhængende naturarealer, hvor naturen kan udvikle sig på sine egne præmisser. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi med aftalen her tager hul på Danmarks to første naturnationalparker, som skal give vildere natur herhjemme.

Hvad indebærer aftalen om de to nye naturnationalparkerne?
Samlet vil de to nye naturnationalparker komme til at brede sig over 1900 ha, med 800 ha ved Fussingø og 1.100 ha ved Gribskov
Til forberedelsen af selve etableringen afsættes der i alt 37 mio kr. – 20 mio kr. til Fussingø og 17 mio kr. til Gribskov – hvoraf 17 mio er ”gamle” penge afsat af den tidligere regering og 7 mio er EU-midler.
Begge parker etableres på statslig ejet jord, så der skal ikke eksproprieres f.eks. landbrugsjord til formålet.
Parkerne vil blive indhegnet, så store dyr som vildheste og bison kan græsse for at holde naturen lysåben.

Begejstring…
Aftalen om de to nye naturnationalparker har ikke overraskende skabt begejstring blandt aftalepartierne. Men også de grønne organisationer, som bla. Danmarks Naturfredningsforening (DN), har været positive:
– Naturen i Danmark har det elendigt, og det haster i den grad med en indsats. Derfor er det rigtig gode nyheder, at regeringen nu for alvor vil sætte i gang med at levere på et af de vigtigste naturløfter fra valgkampen, nemlig etableringen af de vilde naturnationalparker, lød det fra Maria Reumert Gjerding fra DN, som tilføjede: Det er glædeligt, at et flertal i Folketinget nu vil arbejde videre med at sikre store sammenhængende naturområder i Danmark. Aftalen i dag er en begyndelse, men der er behov for en langt mere ambitiøs indsats i mange år, hvis vi skal vende biodiversitetskrisen.

… men også kritik
Flere fagfolk er dog ikke imponerede.

Det gælder bla. professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, som til Ritzau siger: – Danmark ligger i bunden, når det gælder vild natur…I stedet for de 1.900 ha er der brug for minimum 75.000 ha.

Det gælder også Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Han mener iflg. Ritzau, at etableringen af naturnationalparkerne er et skridt i den rigtige retning, men ambitionsniveauet er for lavt, da de kun bidrager med et par promille mere natur.
Og samme Ejrnæs har i øvrigt i TV2Østjylland foreslået, at man nedlægger de eksisterende – ”falsk deklarerede nationalparker” -, fordi de ikke lever op til de krav, man internationalt stiller for at måtte kalde et område for ”nationalpark”.

Begejstring afløst af frustration og utilfredshed
Men regeringens støtte- og aftalepartier har efterfølgende fået armene ned. Miljøministeren meddelte nemlig for et par uger siden, at den store natur- og biodiversitetspakke, som var annonceret til at blive forhandlet på plads dette efterår, er udskudt med et år til efteråret 2021, angiveligt pga. coronakrisen.

De har heller ikke ladet sig formilde af, at der i finanslovforslaget er afsat 50 mio til naturen i 4 år, bla. til etablering af urørt skov og naturnationalparker. Det er alt for lidt, lyder det fra støttepartierne.

– ”Falsk deklarerede nationalparker”?
Ja, sådan har Rasmus Ejrnæs altså som nævnt kaldet de traditionelle nationalparker, som altså ikke må forveksles med naturnationalparkerne: Der findes 5 nationalparker i Danmark (med indvielsesåret i parentes): Thy (2008), Mols Bjerge (2009), Vadehavet (2010), Skjoldungernes Land (2015) og Kongernes Nordsjælland (2018).

Baggrunden for oprettelsen af dem er, at den internationale samarbejdsorganisation OECD i 1999 påpegede, at Danmark havde brug for en kraftigt styrket indsats for at sikre og beskytte naturen. Det ledte efter flere omveje frem til vedtagelsen af Lov om nationalparker i 2007.

Loven opregner i 10 punkter formålene med nationalparkerne. Men det er overraskende nok kun 3 af punkterne, der direkte omhandler naturen. De øvrige drejer sig om bla. kulturhistoriske værdier, bidrag til lokalsamfundet/erhvervslivets udvikling, formidling og undervisning og inddragelse af befolkningen i parkernes udvikling. Alle sammen anerkendelsesværdige formål, men….

Ved en sammenligning af de danske og stort set alle andre landes nationalparker, er det netop den relativt svage position, som natur, biodiversitet og truede artes overlevelse indtager i teori og praksis, som falder i øjnene, og som har fået biologer og andre til at levere en sønderlemmende kritik af de danske nationalparker.

Hovedpointen er, at loven nemlig ikke indeholder nogen som helst ekstra beskyttelse af naturen i parkerne end i andre områder.

Biolog og forfatter til bogen ”Danmarks nationalparker”, Michael Stoltze, kalder i en kronik i Politiken ligefrem de danske nationalparker ”en skændsel”.

”Nationalpark Fyn”
Hvorfor ikke sætte to skilte op med teksten ”Nationalpark Fyn”, når man kører over Store- eller Lillebæltsbroen til Fyn, spørger en af nationalparkernes kritikere Rune Engelbreth Larsen. Når politikerne har fastlagt placeringen af de fem eksisterende, danske nationalparker har de nemlig stort set kun gjort det, at de har slået nogle streger på et landkortet og derefter uden videre kaldt områderne ”nationalparker”.

Hans pointe er, at de danske nationalparker ikke kun består af naturområder, men også benzinstationer, intensivt landbrug, byer, sommerhusområder, golfbaner, juletræsplantager mm. Hvis man f.eks. går rundt i Ebeltoft, kommer det nok som en overraskelse for de fleste, at de faktisk befinder sig i ”Nationalpark Mols Bjerge”.

De danske nationalparker lever da heller ikke op til kriterier eller krav, som Den internationale Organisation for Naturbeskyttelse (IUCN) opstille; De går bla. ud på, at nationalparker skal være ”store naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala”.

Hvad er der galt?
Et af problemerne med nationalparkerne herhjemme er også, at de næsten alle er for fragmenterede, dvs. at de i stor udstrækning mangler sammenhængende naturarealer. Fragmenteringen ses især i den senest etablerede, Kongernes Nordsjælland.

Et andet – og måske det største – problem er frivillighedsprincippet: Alle aftaler med private lodsejere om, hvorvidt et område skal indgå i en nationalpark eller hvorvidt f.eks. driften på landbrugsjord kan omlægges til en mere naturvenlig drift, skal bygge på frivillighed. Det giver vetoret til ejerne.
Der er varierende grader af privat ejerskab i de forskellige nationalparker. I Nationalpark Thy er 25 % privat ejet, i Nationalpark Mols Bjerge er det hele 80 %.
Nogle kritikere foreslår ligefrem, at man begrænser nationalparker til offentligt ejede arealer, så private interesser ikke hindrer, at naturen prioriteres højest.

Også fra Rigsrevisionen har der lydt kritik af det danske nationalpark-koncept. Allerede i 2013 skriver den, at naturen er underprioriteret:
“De danske nationalparker har ikke alene til formål at styrke og udvikle naturen, men skal også opfylde andre formål, fx naturformidling, turisme og erhvervsudvikling. Derudover er nationalparkerne afhængige af, at lokale lodsejere vil samarbejde, og at nationalparkerne kan rejse ekstern finansiering. Der er således ingen garanti for, at etableringen af nationalparker bidrager til at styrke og udvikle naturen”.

Kritikken af nationalparkerne retter sig ikke mod medarbejdere og frivillige i nationalparkerne. De vurderes til at gøre en stor indsats indenfor de begrænsede rammer, de har. Kritikerne anerkender også, at parkerne kan have skaffet flere turister og outdoor-idrætsudøvere til områderne.

Nationalpark Thy
Den er Danmarks første. Indviet i 2008. Den strækker sig ca. 55 km fra Agger Tanges sydspids til Hanstholmknuden i nord i et 2-10 km bredt bælte – i alt 24.400 ha.

Den indeholder store natur- og landskabsværdier som klitter, heder, moser, rene søer og selvfølgelig kysten – hjemsteder for en mangfoldighed af planter og dyr.

Nationalparken giver også besøgende mulighed for at bruge nationalparken til mange forskellige aktiviteter. Der er indrettet vandrestier, cykelruter (inkl. MTB-ruter), ridestier, shelters, naturlegepladser med meget mere. Man kan også booke en naturvejleder, og der er oprettet såkaldte informationshuse, hvor man kan få nærmere oplysninger nationalparken.

Kulturhistorien har også sin plads i parken i form af f.eks. kirker, fyrtårne og havne.
Kulturhistoriske spor kan man også finde i området, f.eks. i form af kirker, fyrtårne og havne.

Lever Nationalpark Thy op til de internationale krav til nationalparker?
Ja, det mener den ellers kritiske Michael Stoltze, at parken i det store og hele gør. Han hæfter sig ved, at der ikke er store intensivt dyrkede landbrugsområder i nationalparken.

Den statslige andel af området udgør også 75 %. Det er i forhold til de øvrige nationalparker en relativ høj procent, og gør det lettere at lave aftaler om, hvordan arealerne skal benyttes. Der er ikke så mange private lodsejere, som kan nedlægge veto.
———————
Topfoto: Ebeltoft by. En del af Nationalpark Mols Bjerge!! Foto: Styrelsen for dataforsyning og effektivisering

Indlægget Nationalparkerne – er de ”en skændsel”? blev først udgivet på netavisnord.