Den grønne Trepart. Et lærestykke i korporatisme

Med den politiske aftale om et grønt Danmark har regeringen vist sin evne til at skabe resultater. Ved først at skabe enighed i en lovforberedende kommission bestående af de tre regeringspartier samt en række interesseorganisationer, bl.a. Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, om et grønt Danmark, lykkedes det regeringen – med få ændringer – på Christiansborg af skabe solid, politisk opbakning til aftalen. Efterfølgende bliver landbrugsorganisationerne og DN sammen med kommunerne inkluderet i implementeringen. I denne artikel gennemgås den politiske aftale i hovedtræk, og repræsentanter fra dansk landbrug og Danmarks Naturfredningsforening begrunder deres deltagelse.

Samspillet mellem stat og interesseorganisationer er et klassisk forskningsfelt inden for statskundskab. Samspillet kan være pluralistisk, hvilket vil sige, at organisationerne forsøger at påvirke de politiske beslutningstagere gennem lobbyisme, men der er ikke tale om, at staten direkte inviterer organisationerne ind i beslutningsprocessen. Her må de selv forsøge at presse de centrale politiske aktører.

Samspillet mellem stat og interesseorganisationer kan også være korporativt – en såkaldt trepart. Her er det karakteristisk, at regeringen/staten inviterer nogle og ikke andre organisationer til at deltage i lovforberedelsen – og implementeringen.

I industrisamfundet, hvor vælgerne stemte efter klassetilhørsforhold, var det ret udbredt at indlemme de store klasseorganisationer – fagbevægelsen og arbejdsgiverne – i lovgivningsprocessen. Kunne de blive enige, var det lettere at få lovgivningen igennem Folketinget.

Det har ændret sig. I dag holder partierne i større udstrækning distance til organisationerne, og aktører herfra deltager i mindre grad i det lovforberedende arbejde og må nøjes med at søge indflydelse gennem lobbyisme. Den udvikling kan hænge sammen med, at organisationerne ikke længere tillægges så stor betydning, når de ikke kan levere medlemmernes stemme til partierne ved valgene. Og det kan de ikke, fordi vælgerne ikke længere i så stor udstrækning stemmer efter, hvilken klasse de tilhører, men efter hvilket emne der optager dem – f.eks. klima, migration etc.

En iøjnefaldende undtagelse i denne udvikling fra korporatisme til pluralisme er Aftalen om et Grønt Danmark, som i juni 2024 på bedste korporative vis blev indgået mellem regeringen og en stribe interesseorganisationer (Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening). På lange stræk er den politiske aftale, regeringen efterfølgende i november indgik med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, identisk med Aftalen om et Grønt Danmark, som regeringen som sagt indgik med interesseorganisationerne tidligere på året.

Den parlamentariske accept af Aftalen om et Grønt Danmark gik dog ikke helt så let, som regeringen havde håbet, og den måtte bl.a. give sig på kvælstofreduktionen, men der er næppe tvivl om, at det forhold, at f.eks. Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening var blevet enige i det lovforberedende arbejde, faciliterede en aftale på Christiansborg.

Arealomlægning og kvælstofreduktion
Partierne er med interesseorganisationerne enige om, at ca. 10 procent af Danmarks samlede areal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Arealomlægningen indebærer bl.a. udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde og rejsning af 250.000 hektar ny skov. Der er afsat 43 mia. kroner hertil.

Arealomlægningen skal bl.a. sikre en kvælstofreduktion og dermed sætte Danmark i stand til at leve op til EU´s vandrammedirektiv for god og bæredygtig vandkvalitet i både overfladevand og grundvand. Regeringen havde i sit udspil lagt op til en reduktion i omegnen af 10.000 tons, men blev af aftalepartierne presset til en reduktion på 13.780 tons.

Lav CO2-afgift
Som foreslået af interesseorganisationerne og regeringen indføres der en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr fra 2030 med effektiv afgiftssats på 120 kr. pr. ton CO2e i 2030. Afgiften indfases lineært fra 2030 til 2035 med en effektiv endelig afgiftssats på 300 kr. pr. ton CO2e.

DN: Arealomlægningen fremmer biodiversiteten
Eigil Torp Olesen er bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling Frederikshavn/Læsø. Han ser aftalen som stående på tre ben.

Det første ben, som han mener, at DN med rette kan tage en stor del af æren for, handler om omlægning af landbrugsjord til natur og skov.
– Det er meget tilfredsstillende, at et flertal af partierne på Christiansborg kvitterer for den armlægning, DN har haft med landbruget og de øvrige parter i forhandlingslokalet om, hvor stort et areal, der fremover skal udlægges til skov og natur. 250.000 ha til skov og udtagningen af 140.000 ha lavbundsjorde er trods alt et stort areal, som vi godt kan være stolte af i DN. Og ikke mindst: biodiversiteten på land, som har stået lidt i skyggen af vandmiljøet og den maritime biodiversitet samt drivhuseffekten, vil profitere af den omlægning. De mest truede plantearter har det svært, og det kræver et langt sejt træk at få dem på fode igen. Omlægningsaftalen kan bidrage hertil.

Kvælstofhammeren kan komme i brug
– Den del af aftalen er frivillig. Skræmmer sporene ikke fra tidligere aftaler indgået med dansk landbrug?
– Jo. Landbruget har historisk været fodslæbende og haft svært ved at leve op til de aftaler, der er indgået på Christiansborg, især når de bygger på frivillighed. Det er naturligvis bekymrende, men vi hæfter os ved, at aftalen skal genbesøges om et par år, og der vil DN være opmærksom på, at den meget omtalte kvælstofhammer kommer i brug, hvis målene for udtagning af landbrugsjord ikke er nået. Dvs. DN er også med i implementeringsfasen og kan følge aftalen helt til dørs.

– Har DN en holdning til, at landmændene skal kompenseres for omlægningen, dvs. forureneren betales.
– DN går ikke ind for, at landbruget skal forgyldes, som det skete i minksagen, men der skal naturligvis være en form for kompensation.

Kvælstofreduktionen burde være på 18-20.000 tons
– Det andet ben, som treparten står på, handler om vandrammedirektivet og at mindske kvælstofudledningen. 13.780 tons blev det til – altså over det niveau, som regeringen i sit forsøg på at balancere landbrugsinteresser med miljøinteresser lagde op til, men i underkanten af det mest vidtrækkende scenarie på godt 14.000 tons. Er det tilstrækkeligt til at sikre et levende og rent havmiljø, hvor vores børn kan boltre sig og få ålegræs, muslinger og fisk tilbage i de danske farvande?
– Nej, vi skal ifølge forskerne op på 18-20.000 tons for at få bugt med iltsvindet. Bornholm undtages med den begrundelse, at det ligger tæt på Sverige og Tyskland, og at der skal indgås en kvælstofbegrænsningsaftale med de to lande, før det har nogen mening at begrænse udvaskningen fra de bornholmske marker. Forskningen viser imidlertid, at kvælstofpåvirkningen af vandmiljøet er relativt kystnær. Derfor holder den bornholmske undtagelse ikke.

Principper og realiteter vedr. CO2-afgiften
– Det sidste ben, som aftalen står på er CO2 – afgiften. 120 kroner pr. ton stigende til 300 i 2035. Til sammenligning skal den del af industrien, som ikke er omfattet af EU’s kvotebestemmelser, fra 2030 betale 750 kroner. Hvordan er den del af aftalen blevet modtaget i DN’s bagland?
– Blandet. Der er helt klart tale om en ringe pris sammenlignet med andre sektorer, og det har forhandlerne fået på puklen for, men omvendt så må man sige, at hvis DN havde trukket sig fra forhandlingerne – og ladet principperne skygge for realiteterne – så var det endt med en elendigere aftale. Derfor var det godt, vi gik hele vejen.

– Man må vel også til DN’s forsvar sige, at Danmark på bl.a. DN’s foranledning er det første land i verden, der indfører en CO2-afgift?
– Det er jeg nu ikke så imponeret af. Danmark er et af de lande på kloden, der har det største klimaaftryk pr. indbygger, så derfor er det vel kun rimeligt, at vi går forrest.

De nordjyske landmænd tilfredse med den grønne aftale
Carl Chr. Pedersen er formand for Agillix, den fusionerede interesseorganisation for de nordjyske landmænd, der tidligere var medlemmer af Landbo Nord og Agri Nord.

Han er tilfreds med den aftale, Landbrug og Fødevarer indgik med de øvrige interesseorganisationer og regeringen i juni og med, at den nu er bekræftet af et bredt politisk flertal.

Som mangeårig landmand har Carl Chr. Pedersen vænnet sig til, at det omgivende samfund bestandigt stiller krav til landbruget og pålægger det nye opgaver– til tider med modsatte fortegn. Da han var yngre, var det god latin at dræne jorden for at øge fødevareproduktionen. Nu handler det om at arealomlægge, så der bliver mere plads til natur og skov, samtidig med at man bibeholder en stærk fødevareproduktion – blot på mindre arealer.
– Erhvervet har lært at være fleksibelt. Nu skal vi producere det samme på et mindre areal. Det gør vi så, og vi skal nok nå i mål, fordi det for den enkelte landmand er frivilligt at indpasse det her i sin personlige strategi.

Landmændene skal investere sig ud af kravene
– Hvordan kan du være sikker på, at frivilligheden er en god ide, når der skal udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde, og 250.000 hektar skal omplantes til skov – et areal svarende til Fyn.
– Det kan jeg, fordi landmændene i implementeringsfasen får sæde i de lokale treparter, hvor lovgivningen skal udmøntes. Indsatsen bliver lokalt forankret. Landmændene kender arealerne og ved, hvilke jorde det er hensigtsmæssigt at tage ud – startende med lavbundsjordene – og hvilke robuste jorde, der er værd at bevare som produktionsjord. Landmændene ved, at man har en mulighed for at investere sig ud af målsætningerne og derved undgå at blive ramt af skærpede krav.

– Der er afsat 43 mia. til omlægningen. Det virker som et stort beløb, som nok rækker til kompensationen?
– Det vil vise sig. Agillix skal som rådgiver ind og hjælpe de enkelte landmænd med at få lagt en langsigtet strategi, som passer til den landmand, der kigger ind i de nye ordninger.

Kvælstofreduktionen forudsætter kortlægning af arealerne
Om kvælstofbegrænsningen svarende til 13.780 tons siger Carl Chr. Pedersen:
– Vi mangler endnu at få de nærmere detaljer om udmøntningen, men som jeg ser det, er der behov for en detaljeret kortlægning af arealerne. Nogle arealer har stort set ingen udledning til det kystnære vand, mens andre har betydelig udledning.

– Hvordan ser det ud i Nordjylland?
– Min vurdering er, at begrænsningen i kvælstofudledningen ikke rammer de nordjyske marker i Vendsyssel så hårdt, fordi vi har robuste jorde, hvorfra udledningen er begrænset. Der er andre områder i Nordjylland, hvor der er større udfordringer med udledning.

– En betingelse i den politiske aftale om kvælstofbegrænsningen, som jeg tror, Landbrug og Fødevarer har fået ind, refererer til, at der skal ske en interkalibrering med Tyskland og Sverige mht., at landene måler vandkvaliteten på den samme måde, så resultaterne kan sammenlignes. Hvilken betydning har den interkalibrering?
– Jeg noterer med tilfredshed, at regeringen og partierne i deres kvælstofbegrænsning har indbygget en garanti om interkalibrering, der dækker over, at man skal tage højde for svenske og tyske udledninger. Det sikrer, at vi arbejder mod samme miljømål i de områder, hvor vi bogstaveligt talt deler vandene. Det betyder, at vi ikke kæmper forgæves for god økologisk tilstand de mange steder, hvor ydre påvirkninger spiller en stor rolle. Så kan vi fokusere ressourcerne på at reducere kvælstofudledningen i de mere lukkede fjorde, hvor danske udledninger har større betydning for vandmiljøet. Og så er det også vigtigt, at vi får styr på spildevandsanlæggenes betydning for udledningen.

CO2 afgift
Om indførelsen af en CO2-afgift på 120 kroner siger Carl Chr. Pedersen:
– Afgiftens størrelse sikrer, at den ikke tager livet af den klimaeffektive, danske landmand. Og mit råd vil være, at den enkelte landmand kan undgå afgiften ved at investere sig ud af den. Vi er i dansk landbrug vant til at tackle omstilling, og hvis vi blot kender betingelserne, og vi får den fornødne tid til at tilpasse os, så kan vi levere vores bidrag til den grønne omstilling.
—–
Hovedfoto Wikimedia Commons