Historien om Kornets Hus begynder i Hjørring i1970´erne, endnu før begrebet økologi blev en del af sproget. Her gik en gruppe visionære ildsjæle rundt, optaget af Rudolf Steiners ideer. Gruppen delte ønsket om flere biodynamiske produkter på markedet og kritikken af det manglende udbud.

To af disse var Inger og Jørn Ussing Larsen. De mødtes i 1973, og i 1974 etablerede de butikken Aurion i Søndergade i Hjørring. Interessen for bagning kom ikke fra fremmede, Jørn Ussing Larsens far drev Willys Konditori i Hjørring.

Allerede fra starten producerede og solgte Aurion udelukkende biodynamiske produkter.

I 1980 udvidedes med Aurion Bageri og Mølleri i Guldager syd for Hjørring, og med det kom der for alvor gang i virksomheden. Fokus altid på biodynamiske og økologiske produkter, og i stadigt større grad genetablering og udbredelse af gamle, traditionelle og ellers glemte, primært nordiske kornsorter.

Aurion har i nært samarbejde med en række landmænd, primært fra Nordjylland, produceret en række økologiske, biodynamiske varer.

Aurion præsenterer selv sit DNA på sin hjemmeside:
– Kærlighed til gode råvarer
– Høj ernæringsmæssig og smagsmæssig kvalitet
– Nytænkning
– Balance mellem natur og menneske.

Aurion i dag
I dag har Inger og Jørn Ussing Larsen forladt Aurion for at fokusere på Kornets Hus, men der er stadig tætte bånd mellem Kornets Hus og Aurion.

Aurion er i dag en veletableret virksomhed, et aktieselskab med 24 ansatte og med et tæt net af økologiske landmænd som leverandører af korn. I ejerkredsen findes Aurionfonden, Thise Mejeri og den sjællandske fond Planetary Impact Ventures Fund. Sidstnævnte er en Humlebæk-baseret virksomhed med formålet ”at foretage investeringer i primært små og mellemstore, unoterede nordiske og europæiske selskaber, som kan betegnes som værende bæredygtige. Selskabets formål er blandt andet i sin virksomhed og drift at have en væsentlig positiv indvirkning på samfundet og miljøet som helhed”.

Aktieselskabet blev etableret i 1979 og har udviklet sig kraftigt siden. Ifølge Lasso.dk har Aurion 2025 en egenkapital på 15.5 mio. kr. og en stadigt stigende omsætning, ikke mindst på grund af de mange nye produkter og et udvidet forhandlernet. Ifølge Proff.dk har selskabet en tilfredsstillende likviditet og en meget god soliditet. Dog har der de seneste par år været et minus på årsregnskabet, 2024 var det på 227.541 kr. og i 2025 282.912,

Samarbejde Aurion – landmænd også på Livø
Centralt i Aurions virke står samarbejdet mellem Aurion og en stor gruppe af landmænd, som er faste leverandører af korn – og som hovedsageligt er placeret i Nordjylland. Der afholdes jævnligt møder mellem Aurion og landmændene for at planlægge produktionen, ligesom den kornansvarlige på Aurion, Bjarne Hansen, flere gange årligt besøger landbrugene.

Avlsgården på Livø er et af de landbrug, Aurion har arbejdet fast med over en lang årrække.

Avlsgården drives af Bente og Karsten Kjærgaard, og de har drevet gården som økologisk brug siden 1991. For tiden leverer Livø biodynamisk dyrket rug og spelt til Aurion, gennem de seneste mange år har der desuden været produceret og eksperimenteret med traditionelle nordiske kornsorter som enkorn, emmer og nøgenbyg.

Livø er et ideelt sted for udvikling af kornsorter og for økologisk dyrkning. Jorden har som skrevet været dyrket økologisk siden 1991, landmændene har med stor entusiasme arbejdet med udvikling af de traditionelle kornsorter, og Livø er som bilfri ø dejligt fri for forurening. Endelig har markerne ligget tilgængelige for det store rykind af besøgende, der hver sommer gæster Livø – og her har markerne virket som skoling med skiltning, som har forklaret kornsorterne og dyrkningsmetoderne.

Det er symptomatisk, at samarbejdet mellem kornproducenterne og Aurion har været præget af tillid, samarbejde og trofasthed. De fleste landmænd har leveret gennem årtier, nogle helt fra starten af Aurions eksistens.

Udviklingen af Aurions produkter
”Opdagelsen” af spelt i 1992 var et gennembrud for Aurion, og siden er arbejdet med at genfinde og udvikle traditionelle kornsorter udvidet. I dag forhandler Aurion godt 20 korn og frøtyper, alle økologisk dyrkede, mange biodynamiske. De seneste år er produktionen desuden udvidet med bælgfrugter.

Aurion stiller skarpere krav til korndyrkningen end lovgivningen om økologi foreskriver. F.eks. tolererer man ikke anvendelse af konventionel gødning, hvor lovgivning om økologi tillader 25 % svinegylle.

Distribution
Aurion sælger selv sine varer, dels i butikken Søndergade 9 i Hjørring, dels gennem firmaets webshop på hjemmesiden. Men derudover har man omkring 100 faste forhandlere, spredt over hele landet. De fleste er mindre, nicheprægede, idealistiske butikker, men der er også kommet flere butikker fra de landsdækkende dagligvarebutikker på programmet. Ikke mindst mange butikker fra Menu-kæden kan regnes som forhandlere af Aurions produkter.

Dagligvarebutikker
En af de dagligvarebutikker i Nordjylland, der har det største sortiment af Aurion-produkter, er Menu i Skalborg.
Menus Peter Lassen forklarer:
– Først og fremmest vil vi gerne handle lokalt. Godt nok er der lidt over 50 km. til Hjørring, men det er trods alt noget andet end at handle med udenlandske firmaer, man ikke har noget forhold til. Og det er da dejligt at vide, at meget af melet kommer fra marker tæt på. Og Aurion er jo et fint lille firma. Vi ved, at de leverer kvalitet, kun økologiske varer, og så udvikler de sig konstant med nye varer til supplement af de allerede kendte. I den tid, vi har solgt Aurion-produkter, er der kommet mange nye typer af mel til – som f.eks. kamutmel og Sorghummel, som jeg dårligt nok ved, hvad man kan bruge til.
Det er jo en nicheproduktion, men det fungerer – og vi har fundet ud af, at der er kunder til det. Vi har en ret stor kundegruppe, der gerne betaler lidt ekstra for at få sikker kvalitet og for at få varer med en historie. Kvalitet, økologi, nærhed. Mange kunder, der kommer her, ønsker at købe noget særligt – og der er et stort kundegrundlag, både til den klassiske Spelt og de lidt mere ukendte produkter. Mange køber stort ind, vi sælger en del af de store poser med 12 ½ kg.

Webshoppen
I webshoppen på Aurions hjemmeside er samtlige Aurion-produkter oplistede og præsenterede.
Her kan man se alle kornsorter, bælgfrugter og grød, ligesom der er mulighed for at købe bagegrej.

Nu kan historien om kornet, om økologi og om Aurion så opleves i Kornets Hus ved Hjørring.

Kornets Hus – økonomisk krise
Kornets Hus blev i 2009 stiftet af en fond med kornet som omdrejningspunkt. Som det fremgår nedenfor, er Kornets Hus i økonomisk krise. Det seneste, redigerede regnskab fra 2024 resulterede i et underskud på 1,55 mio. kroner. Egenkapitalen er negativ på – 1,25 mio., og soliditetsgraden er på – 153%.

Revisorerne gør i den seneste årsrapport opmærksom på, at der kan rejses betydelig tvivl om fondens mulighed for at fortsætte driften, og ledelsen i Kornets Hus er bevidst om, at økonomien er udfordret. Det skyldes bl.a. et lavere besøgstal end forventet og et for højt sygefravær blandt medarbejderne.

Økonomisk hjælp – og gratis adgang
Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Nordeafonden har valgt at donere 5,3 mio. kroner til udvikling af Kornets Hus. Direktør Rikke Ejsenhardt er af den opfattelse, at den tilførte kapital nu giver Huset mere ro til at se fremad, og pengene skal bl.a. bruges til at gøre det gratis at besøge Kornets Hus, så besøgtstallet igen kan gå i vejret.

– Er det ikke lidt paradoksalt at gøre entreen gratis, når Huset mangler indtægter?
– Min tese er, at entreen er en barriere, og at den kan afholde nogle fra at besøge os. Ikke mindst lokale gæster, som ofte bruger cafeen.
Ved at fjerne barrieren tror jeg på, at der kommer flere gæster i huset til både kortere og længere besøg, og det så vi helt tydeligt i påsken, hvor der kom mange flere gæster, end vi kunne forestille os, og flere end jeg har set det halve år, jeg har været her. Men ja, det er et modigt træk, og det vil vise sig, om det fortsat har den effekt, siger Rikke Ejsenhardt.
——-
Hovedfoto: Kornmark på Livø, der leverer til Aurion. Privatfoto.

Indlægget Aurion og Kornets Hus blev først udgivet på netavisnord.

Historik
Det grønne Valgforbund i Aalborg, bestående af Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, fik første gang de stillede op som erklæret grønt valgforbund i 2021 et rigtig godt valg. Alle tre partier gik frem, og samlet opnåede de tre partier – med støtte fra et par mindre lister – 7 mandater.

Valgforbundet fortsatte ved valget i 2025 med det overordnede formål at styrke klima- og miljøpolitikken lokalt, herunder ikke mindst modstanden mod Den tredje Limfjordsforbindelse som det ene ben, men også med et andet ben, at samarbejde med bevægelserne omkring klima-og miljøpolitikken – bevægelser som Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholm-linjen, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Den grønne Ungdomsbevægelse, Aalborgs grønne Hjerter.

Fremgangen kunne ikke gentages i 2025, men de tre partier holdt dog de 7 mandater og samlet opnåede de en lille stemmemæssig fremgang.

Ved konstitueringsforhandlingerne valgte Radikale Venstre og Jes Lunde at gå sammen med de borgerlige partier i et forsøg på at få borgmesterposten – i det, der hed valggruppe 2. De tre partier i Det grønne Valgforbund endte altså på hver sin side, SF og Enhedslisten i valggruppe 1 sammen med Socialdemokratiet, Vibeke Gamst som frafalden konservativ – og senere også Danmarksdemokraterne. Radikale Venstre placerede sig sammen med de borgerlige partier i valggruppe 2.

Det grønne Valgforbund efter valget
Lasse Olsen var Enhedslistens spidskandidat og store stemmesluger ved kommunalvalget i Aalborg. Med 975 personlige stemmer fik Lasse Olsen et udmærket valg, selvom Enhedslisten – efter et meget flot valg i 2021 – gik tilbage fra 8.2 % af stemmerne til 6.3 %. Det betød, at Enhedslisten og Lasse Olsen mistede en rådmandspost, til gengæld fik SF og Peter Larsen en rådmandspost.

I dag er Lasse Olsen ganske afklaret i sin holdning til valgforbundets skæbne:
– Vi har en opfattelse af, at aftalen blev brudt. Vi ser ikke noget formål i at lade som om der eksisterer en tillid. En ting er at bryde aftalen for at forsøge at blive borgmester. Men nogle bliver efterladt på perronen. Oven i købet opfordrede valggruppe 2 Socialdemokratiet til at gå med i aftalen mod at få 2 rådmandsposter. Så kunne SF og Enhedslisten stå tilbage med resten. Det var et aktivt fravalg af SF og Enhedslisten fra Radikales side.
Fra vores bagland er meldingen helt klart, at det samarbejde ikke skal gentages. Det grønne Valgforbund har udspillet sin rolle, det har overlevet sig selv.
Det grønne Valgforbund var jo ellers et hjertensbarn for mig – jeg var med til at oprette det, det var mig der fandt på navnet, og der var mange, der var bange for at sige til mig, at vi måske skulle stoppe valgsamarbejdet, så det skabte lettelse, da jeg på et medlemsmøde fremlagde min holdning.
Men det er så vigtigt at sige, at samarbejdet har et andet ben, nemlig kontakt til og løbende møder med NGO´er. Det arbejde skal fortsætte. Hvilke partier der er med, vil vise sig. Det er op til bevægelserne at afgøre. Vi vil ikke sige, at hvis Radikale Venstre kommer, kommer vi ikke. Når de grønne bevægelser indkalder, så kommer vi. Men som ide er Det grønne Valgforbund ikke-eksisterende.

Konsekvens for miljøpolitikken
– Hvad kommer det til at betyde for miljøpolitikken i Aalborg Kommune?
– Vi stemmer fra sag til sag. Vi er enige på kryds og tværs. Så i praksis i den daglige politik vil det næppe have den store betydning. Vi er ofte enige med Radikale. På det seneste møde stemte vi sammen imod et forslag om nedrivningstilladelse til KFUM/K-huset i Danmarksgade, hvor man ønsker at rive et velfungerende hus ned for at bygge et 4-etagers hus. Så der er mange ting, vi står sammen om, f.eks. omkring byplanlægning, hvor vi nok er mere enige med Radikale end med Socialdemokratiet. På andre områder, som f.eks. beskyttelse af drikkevand, er vi nok mere enige med Socialdemokratiet.
I den seneste valgperiode sad Daniel Nyboe Andersen i de Radikales gruppe, han var en klar stemme for klima- og miljøpolitikken. Lunde er knap så klar i udmeldingerne, det fyldte mere for Daniel, tror jeg. Men Jes Lunde har været ganske klar i modstanden mod den tredje limfjordsforbindelse, her står Radikale, hvor de hele tiden har stået, tror jeg.
Til det næste byrådsmøde er Radikale og Socialdemokratiet medstillere af et forslag om at lægge en bremse på betalingsparkering i Vestbyen og Nørresundby. Formålet med betalingsparkering er at begrænse biltrafikken, nu stiller Radikale og Socialdemokratiet forslag om det modsatte.

– Kan man ligefrem se en ny blok i byrådet? Ved det første møde i år stemte Radikale ret konsekvent sammen med den borgerlige fløj?
– Sådan opfatter jeg det ikke. Radikale har været med til at stille et forslag til budgettet om besparelser på 1 % for alle områder. Så det er klart en enighed om den økonomiske politik med de borgerlige. Men jeg tror, de vil stemme sammen med os på andre spørgsmål som f.eks. klima- og miljø og byplanlægning.

– Hvad ser du som hovedindsatsen i klima- og miljøpolitikken i den kommende periode?
– Beskyttelse af drikkevandet. Med de aktuelle nitratforekomster er det ekstra synligt, at der skal gøres noget nu. Regeringen er langt om længe blevet enig om at gøre noget. Vi skal mindske forurening af drikkevandet, og vi bliver nødt til at gøre noget for at rense grundvandet. Aalborg er specielt udsat, nedsivningen til grundvandet sker hurtigere her end andre steder. Vi skal reducere landbrugsdyrkningen.

– Det lyder som a peace of cake?
– Det er ikke så nemt. Vi har forsøgt med frivillige ordninger med landbruget, og vi er kommet langt. Men nu viser det sig, at vi skal regulere meget mere. Kender jeg landbruget ret, vil det betyde retssager etc. Men i hvert fald kan vi som byråd sikre, at der er områder, hvor der ikke skal bygges mere – Lundby Krat, Aalborg Øst.
Vi havde en sag i Teknik- og Miljøudvalget fra Vadum, et meget lille forslag til lokalplan, som blev afvist, så jeg tror, at der er vilje til at byrådet fører en lidt mere restriktiv politik. Men Socialdemokratiet er stadig tvivlsomme, og det er svært at opnå flertal uden dem.

– Klima- og miljøforvaltningen er blevet nedlagt og områderne er lagt under andre forvaltninger. Hvorfor?
– Det fatter jeg heller ikke. Jeg er og har hele tiden været bange for at miljøpolitikken presses ud. Miljøpolitikken kan nemt blive glemt i en forvaltning, hvor fokus er på sagsbehandlingstiden. Og at klimaområdet er lagt sammen med kultur og sundhed, det er en besynderlig sammenblanding.
Jeg kunne tænke mig en ren grøn forvaltning – klima, miljø, bæredygtighed, naturpleje. Så kunne man aflaste Teknik og Miljø.
Ændringen blev vedtaget i forbindelse med Budget 2024, hvor der skulle findes besparelsen. Så lavede man en ændring i forvaltningsstrukturen, ligesom man slettede planerne om en plusbus linje 2. Alt forarbejdet er skrottet, ligesom muligheden for et statsligt tilskud. Det skete med tilslutning fra SF og Socialdemokratiet.

– Man kunne måske ane sprækker i valgsamarbejdet allerede dengang?
– Det kan man måske sige. Det skete ikke ud fra diskussioner om, hvordan kommunen skal være indrettet, men ud fra overvejelser over, hvordan man får budgettet til at hænge sammen. Men vi havde jo ikke tilsagn om, at vi ville lave budget sammen. Måske var der mindre fællesskab rent politisk end jeg troede, der var. Måske havde jeg gjort mere ud af at tale modsætningerne op, hvis ikke jeg vidste, vi var i valgforbund.

– Hvad kan byrådet gøre med hensyn til den tredje limfjordsforbindelse?
– Der er vel to milepæle. Retssagen bliver spændende at følge. Og den næste store milepæl er folketingsvalget. Men det er svært at se, hvad vi kan gøre i byrådet. Byrådet har jo faktisk arbejdet den modsatte vej. I foråret, jeg tror det var i maj, besluttede alle andre partier sig for en tillægsbevilling i budgettet til udgifter, der måtte komme i forbindelse med retssagen. Man kunne have ventet til udgifterne kom, så der skulle en ansøgning for hver udgift. Det kunne have tydeliggjort konsekvenserne og have udsat processen.
Men man ved jo aldrig…Lige nu sidder jeg i København, fordi jeg besøger min kæreste, og jeg kan se ud over søerne, hvor folk går ture og børn leger. Projekt Søringen var lige så langt fremme med anlægslov som limfjordsforbindelsen er nu, der kunne have været en motorvej tværs over søerne, alligevel blev det heldigvis standset. Der kan ske store ting, men det pres, der skal lægges, skal lægges på Christiansborg.

Vi ville meget gerne have haft udtalelser om Det grønne Valgforbund og miljøpolitikken fra Peter Larsen fra SF og Jes Lunde fra Radikale Venstre.

Peter Larsen har ikke ønsket at udtale sig aktuelt, men afventer et møde mellem partierne og græsrodsbevægelserne.
Jes Lunde har ikke svaret på vores henvendelse.
—–
Hovedfoto: Valgkamp, Foto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Det grønne Valgforbund 2026 blev først udgivet på netavisnord.

Konceptet i Cafe Ordgeist er relativt simpelt. Det er ordet, der styrer. Og fascinationen af ord og det, de kan. Både det talte, sungne og skrevne. Cafeen er en hybrid, der både fungerer som koncertsal, bibliotek, boghandel, mødested og almindelig cafe. Kommer man indenfor i de hyggeligt indrettede lokaler i kælderen i Skipper Clements Gade 1 i Aalborg, udfolder der sig et væld af muligheder.

Cafedelen
Stedet er en traditionel cafe med mange fine steder, hvor man kan slå sig ned og nyde udbuddet af cafevarer. Mange slags kaffe, te og kakao, kager, sandwich og surdejsboller, øl og vin, alt af høj kvalitet, det allermeste økologisk og fra lokale producenter og til rimelige priser. Her kan snakken gå lystigt – eller man kan fordybe sig i en af de mange bøger, der er stillet til rådighed som ”biblioteksbøger” til læsning på stedet.

Boghandel
Derudover er cafeen også en boghandel. Der er et meget righoldigt udvalg af både aktuelle og ældre værker. Ikke mindst den smalle litteratur er godt repræsenteret, her kan man få bøger, der ikke står på hylderne i de mere etablerede boghandlere i byen. Og hvad der ikke står på hylderne kan skaffes hjem lynhurtigt. Man kan vælge selv at gå på opdagelse blandt værkerne, og her kan man virkeligt hurtigt fortabe sig i de mange spændende titler. Eller man kan søge råd hos de to indehavere, Claus Nivaa og Mia Bønlykke Thomsen, som både er meget vidende og meget engagerede, både som læsere og formidlere.

Events
Og så er der eventsdelen. Ordgeist arrangerer med ujævne mellemrum koncerter, forfattersamtaler med meget mere. Og her er det som oftest nødvendigt at reservere plads, der er meget ofte udsolgt.

Et tilbagevendende tiltag er bogbingo, egentlig bingo på den gammeldags facon – men med bøger som gave. For 150 kr. har man muligheden for at opleve den elementære spænding ved bingo, samværet i lokalet – ligesom man selvfølgelig kan nyde cafevarerne – og oven i købet kan man vinde en eller flere bøger, som man ikke engang vidste, man lige stod og savnede.

Lokalets begrænsninger
Claus Nivaa er ikke i tvivl om, at det er eventsdelen, der har fungeret bedst i cafeens toårige levetid.
Lokalet er ideelt til de arrangementer, der holdes i cafeen. Indrettet som en dagligstue og med en uvurderlig nærhed. Men også med den begrænsning, at der til de mange event kun kan være xxx tilhørere. Det gør selvfølgelig, at man ikke kan tiltrække de allerstørste navne.

Og dog.

Med opfindsomhed og masser af fodarbejde går det alligevel, hvad den lange række af etablerede musikere og forfattere, der har besøgt stedet, vidner om. Fordelene for Ordgeist er både stedets renomme, de få ansatte (lave lønomkostninger) og at man har et bredt net af personlige kontakter, som gør, at man kan springe mellemled over.

Når Claus Nivaa skal udpege de bedste arrangementer, der har været afholdt gennem de to år, er det da også nogle store navne, han kan trække frem.

Øverst placerer Claus to – selvfølgelig udsolgte – koncerter i 2024 med engelske Cherise, en London-baseret soulsanger, der netop havde udgivet LP´en Calling, som blev et flot gennembrud – og som kan ses i Ordgeist i en signeret udgave. Blandt de steder, Cherise også optrådte i den periode, kan nævnes BBC´s Proms-koncert og Royal Albert Hall…

Som forfattersamtaler fremhæver Claus Nivaa ikke mindst Glenn Bech og Iben Mondrup – to meget aktuelle, godt sælgende og anmelderroste forfattere, som begge burde være for store for Ordgeist.

I tilfældet Glenn Bech måtte Claus Nivaa sørge for supplerende arrangementer på et par af de nordjyske gymnasier, så Glenn Bech kunne få mere ud af besøget i Aalborg-området. Fælles for Bech, Mandrup og Cherise er, at de har udtrykt stor beundring for Ordgeist – og at de gerne kommer igen…

Man kunne pege på mange andre vellykkede events, som noget så sjældent som en akustisk koncert med de aarhusianske rappere i Sorthandsk, samtaler med Svend Aage Madsen, Solvej Balle osv. osv.

Træge aalborgensere
Men ikke alt er dog idyl for Ordgeist. Cafedelen kunne gå bedre, og man kunne sagtens sælge flere bøger.

Claus Nivaa er ikke imponeret over det, han kalder Aalborg-mentaliteten. Her kommer vi ikke lige med det samme, når der sker noget nyt. Aalborgenserne er meget tilbageholdende. Claus Nivaa går så vidt, som til at sige, at han savner noget mere Aarhus-mentalitet. Nok ikke noget, aalborgenserne er glade for at høre. Men lidt mere nysgerrighed, vilje til at udforske nye steder og muligheder.

En cafe, der sælger bøger – det lyder lidt farligt, lidt akademisk, lidt fornemt. Så må man hellere holde sig til det sikre.

På den måde kan man hurtigt gå glip af en hel masse. Og selv de bedste initiativer er afhængige af tilslutning.

Fremtiden
Men nu har vi Ordgeist i Aalborg. Og selvfølgelig skal mulighederne bruges. Man bør ikke snyde sig selv for mere end højst nødvendigt…Vi skal bruge byen, fremfor at jamre over de lukkede butikker og institutioner.
Og Ordgeist summer af energi og ideer. Der er lagt op til mange nye aktiviteter det kommende år.

En ting kan være, at de forskellige mulige brugergrupper bliver mere klare over mulighederne. På det seneste er gymnasierne begyndt at få øjnene op for mulighederne for at købe klassesæt til de humanistiske fag. Ordgeist kan konkurrere med f.eks. Saxo både på leveringstid og pris – og kan endda tilbyde gymnasieklasserne besøg i butikken, så man kan se værkerne og høre mere om bøger og forfattere.

Et par af de succesrige events tænkes udvidet. Det gælder forfattersamtalerne, som også kan inddrage musikere, samtalekoncerter. Claus Nivaa ser gerne rutinerede musikere som Annisette og Niels Skousen, som kunne komme forbi, synge et par sange og deltage i samtaler om deres kunst. Jesper Binzer kunne også være en mulighed, hvorfor ikke tænke rigtig stort – og en del unge rappere ville være oplagte emner for projektet.

Bogbanko tænkes også udvidet i nogle tilfælde – til vin- og bogbanko, hvor man kan vinde både vin og bøger, og hvor der kan tænkes vinsmagninger og eventuelt foredrag om vin fra en nabo-vinhandler i tilknytning til banko-spillet.

Et igangværende projekt går på at anvende byen i højere grad. Skabe et samarbejde mellem de forskellige kultursteder og inddrage de lokale kunstnere aktivt. Sammen med blandt andet Jonny Hefty og Utzon Center arbejder Ordgeist med et projekt, hvor byens bygninger skal beskrives kunstnerisk. Lidt en parallel til en artikelserie i Nordjyske, hvor byens arkitektur gennemgås fagligt. I Ordgeist-universet skal lokale musikere og rappere lave tekster om udvalgte bygninger i Aalborg. Hvordan opleves byrummet og arkitekturen i Aalborg, en gerne subjektiv beskrivelse af konkrete lokaliteter. Det kan være de store, kendte lokaliteter som Jens Bangs Stenhus og Budolfi – men også de mere undselige adresser eller nogle af de store, ofte brugte bygninger som Salling eller Bilka. Alt sammen præsenteret ved en koncert på Utzon Center.

En del af de kommende events vil være bogkoncerter. Altså hvor værker både findes i form af bøger og musik. Aarhus-kunstneren Slagger Lund, som har lavet to meget specielle CD´er og bogen ”En 80 meter bjørn”, som har været på Weekendavisens liste over de fem bedste bøger aktuelt, kommer til Ordgeist og præsenterer både musik og bog. Med hits som ”Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown” og masser af anekdoter og oneliners (”Jeg kan hverken synge eller lade være”) er der lagt op til en både underholdende og tankevækkende oplevelse.

Også Kenneth Thordal kommer til Ordgeist i den event-række. Kenneth Thordal har lavet romanen ”Fnok” og pladen ”Den tid den sorg”, som er autofiktive tekster om datterens dødsfald. En sorgbearbejdning, som har resulteret i et par meget rørende og vedkommende værker.

Kommende arrangementer vil også fokusere mere på nordisk litteratur, ligesom der højaktuelt arbejdes på en festival om litteratur i rigsfællesskabet med Grønland som et tema – sandsynligvis i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Et af de helt store kommende projekter er en ide om at udfolde ordgeisttanken til også at gælde journalistikken. At skabe et fundament for at unge kan skrive journalistisk, med artikler helt på de unges præmisser, hvor Ordgeist kan stille lokaler, undervisning og udgivelsesmuligheder til rådighed. De tanker er så nye, omfattende og spændende, at vi håber at kunne vende tilbage med mere nyt senere.

Og så arbejdes der altid på at udvide sortimentet i cafe-delen, aktuelt med produkter fra det lille økologiske surdejsbageri Gær-da i Højbjerg.

Så Ordgeist lever – og venter på besøg!
——
Hovedfoto. Et arrangement. Foto @Henning Quist Hansen

Indlægget Cafe Ordgeist år 3 blev først udgivet på netavisnord.

På forhånd var det store spørgsmål i Aalborg Kommune, hvorvidt Socialdemokratiet under Lasse Frimand Jensens ledelse kunne fortsætte på borgmesterposten.

Valgresultatet syntes at give et ganske klart ja som svar. Socialdemokratiet gik ganske vist to mandater – og 4.7 % – tilbage. Men med 32.2 % af stemmerne blev Socialdemokratiet igen det suverænt største parti. Tilbagegangen for Socialdemokratiet i Aalborg var mindre end tilbagegangen på landsplan, og de 32.2% af stemmerne var næsten 10 %-point bedre end partiets resultat på landsplan.

Lasse Frimand Jensen kunne altså konstatere, at hans første valgkamp som borgmester var forløbet tilfredsstillende, selvom Socialdemokratiet i nogen grad blev ramt af de landspolitiske forhold. Tilbagegangen skal dog ses i forhold til det seneste valg, hvor Socialdemokratiet mistede 11.8 % af stemmerne. Tilbagegangen blev i nogen grad stoppet – men man har ikke vundet de tabte vælgere tilbage.

Den landspolitiske afsmitning ses klart ved, at regeringspartierne alle fik et dårligt valg. Socialdemokratiet som nævnt med et minus på 4.7 %, Venstre med et minus på 3.3 procent, mens Moderaterne – som ikke stillede op ved seneste kommunalvalg – i Aalborg er næsten ikke eksisterende med 1.2 % af stemmerne.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne fik henholdsvis 7.3 og 6.4 % af stemmerne, hvilket giver 2 mandater – Liberal Alliance er dermed for første gang repræsenteret i byrådet i Aalborg

SF fik den ventede fremgang – 4.2 % frem – men er med 9.8 % stadig en smule efter landsgennemsnittet
I forhold til konstitueringen lignede det en given sag – efter ganske traditionel blokpolitik stod rød blok til 16 af de 31 mandater, blå blok til 15.

Det vakte vel egentlig nogen undren, at det trak ud til efter klokken 4 om morgenen, før Lasse Frimand Jensen kunne konstatere sit flertal.

Splittelse i Venstre?
For Venstre var valgkampen, valget og konstitueringen ikke uden dramatik. Aalborgs næststørste parti gik tilbage fra 18.8 til 15.5 % af stemmerne, men beholdt dog både sine 6 mandater og positionen som suverænt størst i blå blok.

Men i dagene omkring valget kom Jan Thaysen i dobbeltbeskydning. I en artikel i Nordjyske angreb en samling erhvervsfolk Thaysen og hans forvaltning i By og Land for langsommelig sagsbehandling. Og internt i partiet markerede Maja Torp sig flere gange med udtalelser om, at hun ville gå efter Venstres rådmandspost – uagtet at Thaysen var valgt som spidskandidat OG førstevælger ved et medlemsmøde. Og Maja Torps stemmetal blev marginalt større end Thaysens – 3285 mod 2740.

Uagtet problemerne gik Jan Thaysen forrest i konstitueringsdiskussionen på valgaftenen og arbejdede utrætteligt for et skifte på borgmesterposten. I løbet af valgaftenen førte blå blok forhandlinger med Jes Lunde og Radikale Venstre om at springe fra rød blok mod at overtage borgmesterposten. Lunde var ikke uinteresseret, men konkluderede, at blå blok når det kom til stykket ikke ville handle.

Konstitueringen på valgnatten
Konstitueringen på valgnatten sluttede således med nogenlunde status quo. Lasse Frimand kunne forblive som borgmester og Socialdemokratiets eneste rådmand, Morten Thiessen (Konservative) kunne fortsætte i Børn og unge, Jes Lunde i det, der nu kommer til at hedde Klima, sundhed og kultur og Venstres interne uro kunne afklares, da man fik 2 rådmandsposter – Jan Thaysen kunne fortsætte i Teknik og Miljø, mens Maja Torp blev ny rådkvinde for Senior og Rehabilitering. Endelig overtog SF´s Peter Larsen Job og Social, mens Enhedslisten som mindste parti i konstitueringsaftalen med rød blok måtte afgive en rådmandspost. Det betød også, at Socialdemokratiets Nuuradiin Hussein måtte afgive sin rådmandspost, da forvaltningen ændres fra 7 til 6 rådmand. Det ellers ikke helt uvæsentlige område Klima og Miljø fordeles over de øvrige afdelinger.

3-3 mellem rød og blå blok – og meget lidt dramatik…

2 søndagschok
En konstituering er dog aldrig givet, før det endelige konstitueringsmøde er afholdt. I Aalborg skete det 3. december.

Søndag den 23. november blev en dag, der vil blive husket i Aalborg Kommunes historie.

Først kunne Jes Lunde meddele, at han havde accepteret at overtage borgmesterposten efter en konstitueringsaftale med Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. 16 mandater til blå blok, nu med Radikale, mod rød bloks tilbageværende 15.

Kun et par timer senere svarede Lasse Frimand Jensen tilbage. Vibeke Gamst var sprunget fra blå til rød blok – 16-15 til rød blok – nu med 1 konservativt mandat.

…og et mandagschok
”Vi forsøgte at lave et kup. Det mislykkedes. Vi tabte, og man skal erkende, når man får et nederlag” – sagde Peter Lindholt fra Danmarksdemokraterne, hvorefter han – helt mod partiets landspolitiske linje – stillede sig og sit parti bag Lasse Frimand Jensen i valggruppe 1. Hvilket i parentes bemærket betød, at partiet fik en rådmandspost.

På få dage blev byrådet i Aalborg altså vendt på hovedet. Stadig stod to blokke over for hinanden – men nu var det valggruppe 1 med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, en frafalden konservativ og Danmarksdemokraterne over for valggruppe 2 med Venstre, Radikale Venstre, Konservative (minus 1), Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – med 18 mandater bag valggruppe 1 og 13 bag valggruppe 2.

En ny konstituering
Den nye konstituering gav 4 rådmandspladser til valggruppe 1, 2 til valggruppe 2.
Den endelige rådmandsfordeling blev:
Borgmester: Lasse Frimand Jensen – Socialdemokratiet
Teknik og Miljø: Peter Lindholt – Danmarksdemokraterne
Job og Social: Peter Larsen – SF
Senior og Rehabilitering: Vibeke Gamst
Børne og Unge: Morten Thiessen – Konservative
Klima, Kultur og Sundhed: Jan Nymark Thaysen.

Den nye konstituering var ikke uden drama.

I et byråd med flertal til den traditionelle rød blok blev der udnævnt 4 rådmænd fra blå blok, 2 fra rød.

Socialdemokraternes midtersøgende linje blev opretholdt med en bred konstituering. Partiet beholdt borgmesterposten – men får ikke andre årdmandsposter. Nuuradiin Hussein mistede sin rådmandspost.

Lasse Olsen og Enhedslisten mistede en rådmandspost, men får dog plads i økonomiudvalget.

Radikale Venstre og Jes Lunde mistede sin rådmandspost – og fik ikke borgmesterposten.
Det grønne valgforbund er reduceret fra 2 rådmandsposter til 1.

Venstres interne dilemma blev løst ved at Jan Nymark Thaysen fortsætter som rådmand – men selv om han var førstevælger i valggruppe 2, valgte han Jes Lunde gamle post som rådmand for klima, kultur og sundhed, ikke hans egen magtfulde post som rådmand for Teknik og Miljø, som i stedet gik til valggruppe 1 og Danmarksdemokraterne.

Det valg var ikke umiddelbart forståeligt. Jan Nymark Thaysen havde ved den første konstituering uden tøven valgt Teknik og Miljø. Men forklaringen skal nok søges i, at Venstre har tradition for at vælge ny spidskandidat midt i valgperioden – altså om 2 år. Vælges Maja Torp her – og hun regnes nu som Venstres store stemmehåb i fremtiden – kan hun bringes i spil som afløser for Jan Nymark Thaysen som rådmand for Klima, Kultur og Sundhed – mens hun anses som inhabil i forhold til Teknik og Miljø på grund af personlige forhold. 2 år som rådmand vil alt andet lige bringe hende i en god position i forhold til borgmesterposten om 4 år…

Det grønne valgforbund
Det grønne valgforbund, bestående af SF, Radikale og Enhedslisten og en række mindre lister, var en af succeshistorierne ved valget i 2021 efter en skarp valgkamp og et klart fokus på klima- og miljøpolitik med modstand mod den tredje Limfjordsforbindelse over Egholm som hovedpunkt.

Det grønne valgforbund stillede igen op – men hvor man håbede på øget tilslutning, måtte man i stedet konstatere status quo med hensyn til mandater – 7 – og en begrænset fremgang i stemmeandele.

Efter valget var optimismen begrænset med hensyn til de lokalparlamentariske muligheder for kampen mod limfjordsforbindelsen. 7 mandater imod, 24 for. Og med Radikale Venstre placeret i valggruppe 2 og ganske hårde udmeldinger fra specielt SF om de fremtidige samarbejdsmuligheder, er der ikke umiddelbart lagt op til en videreførsel af samarbejdet.

Den kønsmæssige sammensætning
Aalborgs byråd har i de seneste perioder været markant domineret af mandlige politikere. Ved konstitueringen i 2021 blev samtlige rådmandsposter besat af mænd, ligesom samtlige medlemmer af økonomiudvalget var mænd.

I 2025 ser den kønsmæssige fordeling trods alt lidt bedre ud. En rådmandspost til Vibeke Gamst og et byråd med 13 kvinder ud af 31 medlemmer. En lille fremgang ift. 2021, hvor fordelingen efteråret 2025 var 12-19…

Tastaturkrigerne
Der har siden forhandlingerne startede været megen aktivitet på de sociale medier. De implicerede politikeres motiver har i høj grad været til debat, bølgerne har gået højt og der er fremsat mange næsten injurerende påstande.

Helt klart er det, at Vibeke Gamsts opgør med Det konservative Folkeparti efter et langt liv i partiet ikke har været nemt, ligesom Jes Lundes forsvar for, at han handlede for at få gennemført så meget radikal politik som muligt, virker troværdigt.

Spændende bliver det at se, hvordan det kommende byråd kommer til at samarbejde. Under alle omstændigheder er der blevet rystet en del op i de vante mønstre.

Kedeligt har det ikke været.
—–
Hovedfoto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Aalborg Kommune – fra næsten status quo til by-rod blev først udgivet på netavisnord.

Kulturlivet i Aalborg kommune har gennemgået mange forandringer gennem den seneste 4-års periode. Den tumultariske udvikling af Spritten, den (u)mulige flytning af Aalborg Teater til Spritten-området, nedlæggelsen/flytningen af Det hemmelige Teater og Kunsthal Nord, den manglende forlængelse af Michael Falk Marinos kontrakt som leder af Huset i Hasserisgade, etableringen af Det Ny Huset og senest de truende nedlæggelser af en række kunstneriske uddannelser på Aalborg Universitet er nogle af de store sager, der verserer – og som har skabt en debat om de kulturelle institutioner og kulturpolitikken, som er sjældent set.

Det var derfor et med stor spænding imødeset vælgermøde med kulturen som eneste tema, der blev afholdt tirsdag d 4/11 i Studenterhuset – arrangeret af Nordjysk Kunstnernetværk.

Her deltog 8 opstillede politikere:
– Sune Kragelund, Radikale Venstre
– Anne-Marie Gertsen, Alternativet
– Kifaax Malin, Socialdemokratiet
– Sara Tvilling, Liberal Alliance
– Inger Johansson, SF
– Laura Sol, Enhedslisten
– Anita Lilholdt, Venstre
– Chris Holmsgaard, Moderaterne

Dagsordenen bød på 4 overordnede punkter:
– Kunstnernes rolle i Aalborg Kommunes kulturpolitiske visioner
– Honorering af kunstnernes arbejde
– Involvering af kunstnere i kulturpolitikken og de nye flagskibe som Spritten, Det Ny Huset og Aalborg som europæisk kulturhovedstad 2032
– Kunstneriske uddannelser i Aalborg Kommune
Formanden for Nordjysk Kunstnernetværk, Birgitte Rode, bød kort velkommen, og derefter gik debatten i gang med en indledende runde med taletid til alle deltagerne.

Indledende runde
Den indledende runde med 2 minutters oplæg fra hver politiker gav hurtigt indtrykket af, at panelet ikke var sammensat af de højest placerede på partiernes opstillingslister, men derimod af yngre opstillede, som alle brændte for kulturpolitikken. Samlet set gav runden et indtryk af en gruppe politikere, som i det store og hele var enige om kulturens væsentlige betydning, og som ikke var bange for at tage afstand fra beslutninger, taget af deres eget parti i byrådet.

Det blev betonet, at der skal skelnes mellem kunst og kultur – og at det her først og fremmest ville være kunsten og kunstnernes rolle, der ville være i centrum. Og forskellen mellem de store kulturinstitutioner og det mindre etablerede vækstlag blev ofte trukket op – med stor forståelse for vækstlagets særlige betydning og værdi.

Alle betonede, at kulturpolitikken er et spørgsmål om prioriteringer – og at der går et klart skel mellem støtte til lokale kunstnere og projekter på den ene side og de mere ”flashy” arrangementer som regattaen og Tall Ship Race på den anden.

Venstres Anita Lilholdt var ikke imponeret over prioriteringen aktuelt – 83 mio. til et projekt som Aalborg som europæisk kulturby, når lokale har brug for støtte nu og ikke om 10 år.

Der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er rimeligt at prioritere betaling til kendte navne udefra, når man kan anvende lokale kunstnere.

Det gav anledning til, at debatten med spørgsmål fra salen – godt og afslappet styret af moderator Kjeld Lanng – indledtes med et første kritisk spørgsmål fra den lokale musiker Christina Momme, som roste deltagerne for deres vilje til at støtte lokale initiativer, men spurgte, hvorfor det så ikke er sådan, når politikerne træffer beslutninger. Panelet kunne blot svare, at de jo altså ikke sidder i byrådet – man må blot stemme på de rigtige kandidater.

Kulturby
Det kan næppe overraske, at et af de mere omdiskuterede temaer blev Aalborg som kulturby 2032. Ved de netop afsluttede budgetforhandlinger blev der – som en start – afsat 83 mio kroner til projektet. Mange tilhørere gav klart udtryk for, at de mente, pengene kunne anvendes langt bedre andre steder. Det samme var tilfældet i panelet – til trods for at budgettet i byrådet blev vedtaget med et meget bredt flertal.

Der var dog en vis forståelse for, at de afsatte midler også kunne anses som et løft for kulturområdet – under forudsætning af, at kommunen vælger primært at satse på den lokale kunst, fremfor dyrt indkøbte navne. Som det blev formuleret: ”Der er ikke behov for koncerter med Mads langer og Birthe Kjær – men for at vise det lokale kulturliv frem”

Birgitte Rode supplerede: ”I Aars oplevede man sidste år en blomsterfestival, som blev en kæmpe succes. Det var ikke stort – bare originalt. Arrangementer for festivalsegmentet er ikke originale – bare dyre!”
Laura Sol fra Enhedslisten så rimeligt optimistisk på kulturbyprojektet – ”det kan betyde, at vi et bedre og bredere kulturliv, hvis vi bruger det til at sætte mere fokus på kultur – især hvis det giver bedre fokus på og afsætning af midler til undergrundskulturen.”

De afsatte penge til en motorvej over Egholm blev også nævnt som en fejlinvestering, der kunne trækkes tilbage – så pengene kunne anvendes på en bedre fordelingspolitik – og til flere lokale kunstinitiativer.

Publikum
Flere blandt tilhørerne betonede, at modtagerne af kunsten i Aalborg udgør et problem. Der er behov for, at nogle forbrugsmønstre ændres. Folk kommer til koncerter med kopibands og de store navne – ikke til de mindre kendte, lokale. Der er behov for at aalborgenserne kigger indad – at de opdager de spændende og engagerende kulturoplevelser – frem for det etablerede – det vi plejer!

Uddannelsessteder
Behovet for flere uddannelsessteder indenfor kulturfagene blev berørt af mange spørgere fra salen og af panelets deltagere. De truende lukninger af kreative fag på universitetet som Musik og Teknologi og Kunst blev nævnt, men som SFs Inger Johansson anførte: ”Vi kan ikke bestemme over universiteterne – men vi kan presse lidt på.”

Alternativets Anne-Marie Gertsen talte klart for flere ungdomsuddannelser, som” trækker unge til – og måske bliver nogle af dem her.” Liberal Alliances Sara Tvilling frygtede en braindrain indenfor kulturlivet – og erhvervslivet – og så her bedre uddannelsesmuligheder og bedre muligheder for udøvende kunstnere som en væsentlig forudsætning for at bevare kvalificeret arbejdskraft i Aalborg-området.

En rigtig veteran i den aalborgensiske kommunalpolitik, tidligere rådkvinde for Socialdemokratiet, Inge Nesgaard, gjorde opmærksom på, at byen har landets største kulturskole for unge. Lars Pedersen – professionel Aalborg-kunstner – var en af flere, der efterlyste et kunstakademi – som vil være et logisk led i en fødekæde, som lige nu ikke rigtigt eksisterer.

Kommunens behandling af kunstnerne
En af de store mangler ved kulturlivet i Aalborg er spillesteder og ikke mindst udstillingssteder for den lokale kunst. Spritten bliver ikke for lokale kunstnere, Kunsthal Nord er væk, Husets fremtid lidt usikker. En efterlysning af bedre lokaler for lokale kunstnere var fælles for panelet og tilhørerne i salen. Men ikke på budgettet i kommunen…

Flere i panelet kom ind på, at kunstnerne ikke får den behandling, de fortjener. Kifaax Malin fra Socialdemokratiet roste kommunens kulturstrategi, som betoner vigtigheden af vækstlaget og de lokale kunstneres muligheder – ”problemet er bare, at vi ikke bruger det nok – og jeg er forarget over, hvor lidt vi betaler kunstnere for deres arbejde. Oftest bliver vores kunstnere bedt om at arbejde gratis, fordi de støtter en god sag. Vi investerer mere i bygninger og events end kunstnere!”

Konkrete bud
Der blev opstillet ganske mange konkrete bud på, hvordan kunstnermiljøet i Aalborg Kommune kan styrkes. Et enkelt vellykket eksempel er arbejdet med en kunstnerisk udsmykning af Svenstrupgård i forbindelse med renoveringen af bygningerne. Her har kommunen sat penge af til en kunstnerisk udsmykning, hvilket har været en meget vellykket proces mellem Svenstrupgård, kommunen og en lokal kunstner.

Derudover var der forslag fra SF om et gratis kulturpas, så alle har råd til at deltage – kulturen skal være med til at skabe lighed, ikke øge sociale forskelle. Der blev stillet forslag om et kulturråd til rådgivning af lokale kunstnere mht. f.eks. ansøgninger til kommunen.

Radikale Venstres Sune Kragelund kunne godt forestille sig et kunstcenter i Aalborg, som åbner op for lokale kunstnere – som det er set i Dronninglund og Thisted. Og Kragelund mente desuden, at der bliver snakket for meget om prioritering og nedskæringer – kulturen skal bruge flere penge!

Og Karin Mette Petersen foreslog, at de tomme lokaler i Aalborgs midtby konkret kan anvendes som midlertidige udstillingslokaler, øvelokaler mm.
Ideerne blomstrede – og politikerne venter med længsel på at blive valgt ind i byrådet.

Hvad sker der videre – på kulturområdet?
Alt i alt udviklede vælgermødet sig mere til at blive en dybdegående diskussion af kulturpolitikkens muligheder og begrænsninger – mere end et møde med partipolitiske markeringer.

Det er vel tvivlsomt, hvorvidt vælgermødet flyttede mange stemmer. Og det er i høj grad tvivlsomt, om de mange positive meldinger om mere støtte til den lokale kunst og en øget fokus på kulturpolitikken bliver ført ud i livet efter valget, når partidisciplinen og den økonomiske virkelighed melder sig. Men i hvert fald gav vælgermødet om kultur en fokus på en mængde relevante problemstillinger, der blev lyttet og diskuteret i en meget positiv ånd og der blev fremsat mange ideer til en konstruktiv politik.

Måtte det være medvirkende til, at Aalborg i fremtiden får et endnu mere levende kulturliv og ikke mindst en større publikumstilslutning.
——
Hovedfoto @Henning Quist Hansen

Indlægget Vælgermøde om kulturpolitikken i Aalborg Kommune blev først udgivet på netavisnord.

Hvor stor er afstanden mellem Aalborg by og landdistrikterne i Aalborg Kommune? Det lader sig ikke måle, men en behjertet sjæl i landsbyen Nøvling havde dog en finurlig kommentar. På gadeskiltet midt i byen står der egentlig Aalborg 10 km. – men en ukendt person havde i forbindelse med forhandlingerne om en ændret skolestruktur i landdistrikterne tilføjet et nul, så der i mange måneder stod Aalborg 100 km. Om det var en egentlig politisk kommentar, en drengestreg eller bare en tilfældig indskydelse, kan vi ikke vide. Men tankevækkende var dog det redigerede gadeskilt.

Situationen i landsbyerne og det åbne land har ikke fyldt meget i valgkampen ind til nu. I hvert fald ikke set fra Aalborg. Hverken de etablerede medier eller de sociale medier har haft de mere tyndt befolkede områder som et dominerende tema. I landdistrikterne har der dog været afholdt velbesøgte valgmøder med stor diskussionslyst.

Der bor dog omkring 80.000 borgere i landdistrikterne i Aalborg Kommune – det svarer til cirka 35 % af stemmerne – og situationen i landdistrikterne er nok en diskussion værd.

LAK
Landdistrikternes interesser varetages af foreningen LAK – Landsbyer i Aalborg Kommune. Her har Leo Helmer været formand i en årrække. Vi har talt med Leo Helmer om, hvordan han opfatter landsbyernes og det åbne lands position i Aalborg Kommune aktuelt.
– Hvordan vurderer du situationen i landdistrikterne nu, set i forhold til det seneste kommunalvalg?
– Puh. Så skal man se 4 år tilbage…set over en årrække, så er det min vurdering, at forholdene i landdistriktet er blevet bedre. Politikerne vil gerne landdistrikterne. I det seneste budget er der blevet sat ekstra midler af til samrådene. Det er en forbedring. Og der er i hvert fald kommet mere kultur ud til landdistrikterne.
Men selvfølgelig er der stadig en masse ting, der kan gøres.
Man vil gerne udvikle inde i byen. Her overlades landdistrikterne til sig selv. Udviklingen er overladt til ildsjælene. Her savner vi flere initiativer fra kommunen. Vi mangler en diskussion – hvad vil vi med landdistrikterne? Det er vigtigt, at landdistrikterne fungerer, at vi sikrer, at der stadig er folk, der vil flytte herud. Og det kræver, at der stadig sker en udvikling. Vi savner en proaktiv indsats fra kommunen. Det dur ikke, at ildsjælene skal gøre det hele. Der bliver ikke ved med at være ildsjæle, hvis det skal være op ad bakke hele tiden.

– Hvordan går det med affolkningen af landdistriktet?
– Situationen omkring tilflytning og fraflytning er sådan cirka status quo. Der er en svag tendens til, at flere børnefamilier flytter til. Men der er stadigvæk mange gamle. Det grå guld er i overvægt.
Men der mangler i den grad boligmuligheder, så ældre i store ejendomme har muligheder for at flytte til mindre boliger i lokalområdet. Det bør være sådan, at de ældre har mulighed for at flytte, når husvedligeholdelserne presser sig på. Så en børnefamilie – med mere energi og mod på renoveringer – kan flytte ind i stedet. Hvis de store landejendomme ikke vedligeholdes, kan de være svære at få solgt, og ældre mennesker går ikke i gang med f.eks. at skifte tag, hvis de allerede går i overvejelser om at flytte. Vi skal have de store landejendomme i cirkulation, inden de forfalder.
Vi bor selv på en alt for stor landejendom, men hvis vi skal flytte, er vi nødsaget til at flytte til Nibe eller Aalborg, hvis vi gerne vil have en bolig på 110-120 m2. Så hvis der ikke snart sker noget, bliver landdistriktet – med alle de ældre, der jo er i landdistriktet i dag – jo hurtigt affolket.
Boligselskaberne vil gerne være med til at bygge almene boliger i oplandsbyerne, men der er ikke sat penge af hos kommunen. Det kan man gøre bedre. Flere private bygherrer har planer om nybyggeri i bl.a. Nørholm og Hals – og kommunen er vel egentlig positiv – bygherrerne skal bare lige vente til sidste halvdel af 2026 med at få deres sag behandlet.
Hvis en stor bygherre i Aalborg…nej, det vil jeg ikke rodes ind i, det skal ikke være en kamp mellem byen og landdistrikterne. Men der sker meget i Aalborg, det gør der ikke på samme måde i landdistrikterne. Det er vigtigt, at man ikke bliver bremset i sine projekter. At få byggetilladelse og landzonetilladelse tager så lang tid i By og Land, at det hele er gået i stå, inden der kommer svar. Rådmand Jes Lunde har foreslået at ansætte en byggesagkyndig til at hjælpe de frivillige med byggeansøgninger, det vil klart være med til at gøre det lettere at være ildsjæl i landdistriktet. Det håber jeg bliver vedtaget

Skolerne i landdistriktet
– I sommeren 2020 var der stor diskussion om skolestrukturen i landdistrikterne – med trusler om nedlæggelse af en række mindre skoler. Det endte med, at skolerne blev bevaret – men der blev indført fælles skoleledelse mellem en del skoler. Hvordan er det gået?
– Det er mit indtryk, at det er gået udmærket. De fleste er glade for det. Alternativet var i hvert fald værre. Vi ved jo, at det er dyrest med skoler med få elever. Men hvis man nedlægger landsbyskolerne, er der ikke meget landdistrikt tilbage. Hvis man vil landdistriktet, skal man bevare skolerne – og prioritere dem. Skolerne er noget af det, der betyder allermest for folk – og for tilflytning frem for fraflytning. Og de nyeste analyser viser klart, at de små skoler ikke er ringere, kvaliteten er høj.
Landsbyskolerne har været til debat mange gange, faktisk ved hver budgetforhandling, men ikke i år. Måske fordi det er valgår.
Men forhandlingerne i 2020 viste klart, hvor meget skolerne betyder – og hvor aktive, beboerne i landdistrikterne er. Der var en meget fin mobilisering.

Kollektiv trafik i landdistrikterne
– I landdistrikterne er der ikke nogen kollektiv trafik af betydning. Så for folk på landet er det nødvendigt med bedre parkeringspladser i Aalborg, så de kan komme ind til byen og handle.
Så klart udtalte rådmand Jan Nymark Thaysen sig om den kollektive trafik i landdistrikterne i Aalborg Kommune. Løsningen var ikke at sende flere busser til landdistrikterne, men derimod at øge parkeringsmulighederne i Aalborgs centrum. Flere busser ville ellers både mindske trængselsproblemer i Aalborg og øge fremkommeligheden i landdistrikterne.

Tendensen for den kollektive trafik i landdistrikterne er ganske klar. Der er ikke blevet tilført nye afgange, tværtimod er antallet af afgange på de fleste ruter gradvist skåret ned.

De tyndt befolkede landsbyer i udkanten af Aalborg Kommune har længe været plaget af ringe dækning af busser.

Beboere langs de større indfaldsveje til Aalborg – i syd Hobrovej og Hadsundvej – har hidtil kunnet føle sig rimeligt trygge på grund af regionalruter som 52 og 54 – fra henholdsvis Hadsund og Aars/Aalestrup. Det har sikret noget nær timedrift på hverdage til/fra Aalborg for landsbyer og det åbne land langs hovedvejene. Men for blot et par måneder siden blev antallet af daglige afgange på linje 54 skåret ned til det halve. Der er altså nu kun busforbindelse cirka hver anden time mellem byer som Gunderup, Vårst og Aalborg. I stedet har man satset på en ekspresbus, 54 X, som kører samme rute, men som ikke stopper i landsbyerne på ruten.

Beslutningen er givetvis taget i Nordjyllands Trafikselskab, men rammer en række mindre byer i Aalborg Kommune – ligesåvel som de mindre tæt befolkede områder i Rebild og Vesthimmerland. For Aalborg Kommune må det være muligt at lægge pres på trafikselskabet og/eller sørge for bybusruter i udkantsområderne i kommunen.

Det er dog – jævnfør den tidligere citerede udtalelse fra Jan Nymark Thaysen – tilsyneladende ikke Venstre og ledelsen af By og Land, der vil stå aktivt bag en sådan politik.

Og man kan frygte, at samme tendens kan ramme andre ruter til/fra Aalborg.

Planer om en ny plusbusrute i nord/syd-retning vil løse en del problemer, men realiseringen er usikker og ligger i bedste fald langt ude i fremtiden. Og i hvert fald vil ruten ikke løse problemer for Hadsundvej-området og en række mindre landsbyer udenfor linjeføringen.

Det evige svar på ønsket om flere busafgange er: der er ikke råd – og det er miljømæssigt ikke forsvarligt at køre rundt med næsten tomme busser i landdistrikterne.

Leo Helmer ser mobiliteten i landdistrikterne som et centralt punkt for bevarelse af livet på landet – men han ser ikke de traditionelle busruter som løsningen på længere sigt.
– Mobilitet er et centralt punkt for landdistrikterne. Vi mangler i den grad cykelstier i landdistriktet. Der er mange, der er begyndt at bruge elcykler og løbehjul. Det er på landevejene, bilerne kører stærkt, og cyklisterne bliver presset af de store landbrugsmaskiner. Cykelstier var oppe ved budgetforhandlingerne, men der blev kun afsat 15 mio. til hele den 4-årige budgetperiode. Det er voldsomt irriterende.
Det er heller ikke mange busser, vi ser. Vi har oplevet mange nedskæringer med forkortelser af ruter og nedlæggelser af afgange. Bliver man ved med at forringe vilkårene, er der ikke nogen, der vil flytte herud. Der skal være liv, ellers forgår landdistrikterne.
Men det virker jo heller ikke med de store busser, der kører næsten tomme. På længere sigt tror jeg mere på de flexordninger, kommunen har sat i gang. Men det fungerer ikke, som det er nu. Det er så kompliceret, at man ikke kan bruge det. Og der er alt for mange, der ikke kender til systemet.
Princippet med, at man kan bestille ture, når man har brug for det, er glimrende, men det skal gøres enklere og klarere, og det skal markedsføres bedre.
LAK har klaget til NT over oplysningsniveauet, hvorefter NT gik i gang med at uddanne landsbyambassadører, en fra hver landsby, som skal kunne forklare systemet. Men det virker som en lidt mærkelig måde at tænke formidling på. Bedre markedsføring, større klarhed, bedre navne fremfor flexbus, turbus, plustur, plusbus.

– Så for at opsummere: De væsentligste spørgsmål for landdistrikterne?
– Set helt oppe fra et helikopterperspektiv, så er det væsentligste for os:
– Mulighed for udvikling, vi skal have flere til at flytte til landdistrikterne, her skal kommunen være med til at skabe fremdrift.
– Skolerne skal bevares og sikres
– Mobiliteten skal styrkes
– Vi skal fortsat have kulturarrangementer i landsbyerne.
—–
Hovedfoto: Cykelsti. Foto ©Henning Quist Hansen

Indlægget Aalborg Kommune og landdistrikterne blev først udgivet på netavisnord.

Det helt store spørgsmål ved kommunevalget i Aalborg er spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet kan fortsætte på borgmesterposten – eller om de må afgive posten, som de har haft siden valget i 1925, hvor Marinus Jørgensen blev den tredje folkevalgte borgmester i Aalborg – og den første socialdemokrat.

Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at Socialdemokratiet kan fortsætte som borgmesterparti. De landspolitiske tendenser peger i modsat retning, lokalt har partiet oplevet en del modstand, stemmeslugeren fra de seneste valg, tidligere borgmester Thomas Kastrup Larsen måtte trække sig midt i perioden, og ganske mange andre partier søger borgmesterposten. Og tendensen fra regionsrådet, hvor SF og Enhedslisten ikke vil pege på en socialdemokrat som formand, kan måske endda overføres til byrådet i Aalborg

Personforhold
Ganske meget er sket i den seneste valgperiode. Som sagt er den senest valgte borgmester, Thomas Kastrup Larsen, væk og Lasse Frimand Jensen, som overtog borgmesterposten midt i valgperioden, skal for første gang stille op som spidskandidat og borgmesterkandidat.

Også den tidligere rådmand og stemmesluger for Enhedslisten, Per Clausen, er forsvundet – ligesom hans afløser som rådmand, Anna Aaen.

Danmarksdemokraternes rådmand, Kristoffer Storm, er ligesom Per Clausen forsvundet til Bruxelles og den ikke mindst i valgkampen meget succesfulde liste Trafikalt Folkeparti stiller selvsagt ikke op efter Anders Westeds tragiske død. Yderligere et par markante profiler som den radikale Daniel Nyboe Andersen forlader byrådet.

Til gengæld består Det Grønne Valgforbund, som i byrådet er repræsenteret ved SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, og som også Alternativet er en del af. Ved det seneste valg til byrådet fik valgforbundet stor fremgang og var i høj grad var med til at sætte dagsordenen med krav om grøn omstilling og en kraftigt ændret trafikpolitik.

Borgmesterkandidaterne
Lasse Frimand Jensen er selvsagt kandidat til borgmesterposten efter valget. De to borgerlige rådmænd, Jan Nymark Thaysen fra Venstre og den konservative Morten Thiessen, ser begge sig selv som oplagte kandidater, og tilsyneladende kan Liberal Alliances spidskandidat, Mikael Simonsen, ikke forestille sig andre borgmestre end Mikael Simonsen. Den radikale Jes Lunde tager gerne turen de få hundrede meter fra Sundhed og Kultur i Danmarksgade til borgmesterkontoret på Boulevarden. Og i rød blok forventer både SF´s Peter Larsen og Enhedslistens Lasse Olsen gode valg, som kan bringe dem i spil. Endelig sprang Kristendemokraternes Anne Mette Mortensen ud som hvad hun kalder den eneste kvindelige borgmesterkandidat ved et vælgermøde onsdag.

De borgerlige partier er ikke helt uden erfaring fra borgmesterposten i Aalborg. I 1919 blev Venstre-politikeren Jens Peter Hansen den første folkevalgte borgmester i Aalborg – tidligere blev borgmesteren udvalgt af kongen. Og i den anden valgperiode 1921-1925 valgtes den radikale Adolf Frederik Olsen. Siden da har Socialdemokratiet besat posten.

Valgkampens hovedtemaer
Et af de helt store diskussionsemner op til kommunevalget i Aalborg ser ud til at blive det overordnede tema: Hvad vil vi med Aalborgs midtby. Diverse diskussionsfora har allerede længe været fyldt med debatindlæg om emnet, Aalborg Kommune har afholdt et par dialogmøder med deltagelse af politikere, erhvervs- og forretningsliv og Midtbyens Samråd. Som politisk parti kommer man ikke langt uden at have holdninger om emner som trafik, boligpolitik, handelsliv, placering af socialt udstødte og kultur i Aalborgs centrum.

Borgmester Lasse Frimand Jensen har i længere tid meget aktivt formuleret sig om fremtiden for Aalborgs midtby, ikke mindst på Aalborg diskuterer politik. Han har i hvert fald set rigtigt med hensyn til at rette fokus på den helt overordnede rolle, Aalborgs midtby og Vestbyen og ikke mindst de fjordnære arealer skal have i fremtiden.

Da Statsminister Mette Frederiksen var i Aalborg, indledte hun og borgmesteren en gåtur i Aalborg i Strandparken i Aalborgs Vestby med at omtale stedet meget rosende på grund af naturen, stilheden og beliggenheden tæt ved fjorden.

Indlæggene har mødt en del kritik, mange har pointeret, at der synes at være langt fra ideal til virkelighed, med udgangspunkt i ikke mindst den førte trafikpolitik, hvor arbejdet for den tredje limfjordsforbindelse står i skærende kontrast til ønskerne om rekreative områder, mindre trafik og mindre støj.

Den kønsmæssige fordeling
Byrådet i Aalborg har ikke ligefrem været et mønstereksempel på kønsmæssig ligestilling. I den snart afsluttede periode sidder der 12 kvinder ud af byrådets 31 mandater. Ikke i sig selv imponerende, men nok så væsentligt har samtlige 7 rådmænd efter det seneste valg været mænd. Dog har to kvinder, Enhedslistens Anna Aaen, som midt i perioden afløste Per Clausen som rådmand og Vibeke Gamst fra Konservative, som har afløst Kristoffer Storm, overtaget to rådmandspladser. Anna Aaen har dog siden trukket sig, og bedre bliver det ikke af, at hun ikke genopstiller.
Ser man på listen af spidskandidater, ser det ikke ud til at kvindeandelen i byrådet- og specielt på rådmandsposterne og i økonomiudvalget – ændres markant. Af de 11 formodet største partier ved valget stiller kun 2 – Dansk Folkeparti og Alternativet – med kvindelige spidskandidater.

Vælgermøde i byrådssalen
Der har allerede været ganske gode muligheder for vælgerne i Aalborg for at møde de opstillede politikere. På Vestbydagen den 9. september var der politisk bazar, hvor de opstillede partier og lister stillede op til samtaler.

Og onsdag den 17/9 afholdt Midtbyens Samråd et 11-kantet vælgermøde i byrådssalen i Aalborg. Her var 11 spidskandidater samlet til en diskussion af 4 hovedtemaer:
– Udsatte grupper og tryghed i midtbyen
– Trafikforhold i Aalborg
– Udvikling af grønne områder
– Visioner for midtbyen de kommende år.

Det blev en flot struktureret debat, suverænt ledet af formanden for Midtbyens Samråd, Jørgen Andersen. Hver kandidat fik et 3 minutters oplæg, derefter var der spørgsmål fra salen.

Ikke overraskende var det navnlig omkring trafikforholdene, at partiernes forskelle blev markant trukket op.

Den seneste valgperiode har set plusbussen gennemført sammen med en række restriktioner for den private biltrafik i Aalborgs centrum og Vestby. Restriktioner, som både skulle mindske biltrafikken, lette fremkommeligheden for plusbussen og mindske forurening, støj og ulykkesrisiko. Et relativt enigt byråd vedtog både plusbus og restriktioner. Men på det seneste er en stor del af restriktionerne blevet ophævet – til stor jubel for både borgmester og den blå blok i byrådet.

SFs Peter Larsen brugte hele sit 3 minutters oplæg til et oplæg om trafikproblemer- og muligheder. Han stillede det overordnede spørgsmål: ”Vil vi udvikle midtbyen – eller bare parkere i den.” Og han gav selv svaret: ”Med en parkeringsdagsorden og bildagsorden taber vi kampen om midtbyen. Vi skal have en pulserende by med masser af fællesskab og liv. Det kræver bedre forhold for gående, cykler og kollektiv trafik.”

Peter Larsen kritiserede højrefløjen og socialdemokraterne for – ikke mindst gennem ophævelse af restriktionerne – at have et gammeldags syn på, hvordan vi skaber en levende bymidte.

Man kan vel sige, at Peter Larsens indlæg kunne være udtryk for Det Grønne Valgforbunds synspunkter på emnet. Jes Lunde, Lasse Olsen og Anne Marie Junker Hemmeth udtrykte klart tilslutning og fremsatte lignende holdninger.

Jes Lunde supplerede:
-”Ting, der vil gøre det bedre at leve i midtbyen, er mindre trafik og flere grønne områder. Og de lukkede butikker i midtbyen skyldes ikke trafik, men konkurrence fra storcentre og nettet.”

Lasse Olsen argumenterede videre:
-”I bymidten har vi kun den plads, vi har. En bil med 1.07 personer pr. bil i gennemsnit fylder meget i kampen om rummet, og den udgør en fare for de bløde trafikanter. Og vi skal huske, at 68 % af beboerne i midtbyen ikke har bil – udtræk fra Danmarks Statistik. Den øgede biltrafik sker på bekostning af andre former.”

Herimod stod ikke mindst de to borgerlige rådmænd, Jan Nymark Thaysen (V) og Morten Thiessen (C) og borgmester Lasse Frimand Jensen.

Jan Nymark Thaysen påpegede, at han som liberal prøver ”at omfavne alle former for mobilitet. Men restriktionerne i forbindelse med plusbussen er diskriminering af biler, og derfor er det godt, at vi nu er ved at rulle restriktionerne tilbage igen! Vi skal også tænke på, at rigtigt mange kunder til butikkerne kommer fra omegnen, og her er den kollektive trafik lig nul. Så vi skal gøre det muligt for biler at komme ind til midtbyen!”

Lasse Frimand Jensen placerede sig klart i debatten:
-”Trafikformerne er hinandens forudsætning, ikke modsætning. Med trafikreguleringerne har vi været for restriktive, og nu er vi i gang med at rette op på det.”

Fra salen kom et lille indspark til borgmesteren fra Mike White fra Cyklistforbundet: ”I Pontevedra i Spanien har man lukket for biltrafik i midtbyen – og borgmesteren er blevet genvalgt 6 gange!”

Der var ganske stor enighed og kompromisvenlighed var om de øvrige temaer, at skabe bedre grønne områder og at løse problemerne for de udsatte grupper. Til gengæld var det lidt sparsomt med opstillingen af de overordnede visioner for Aalborg Kommune.

Alt i alt var det et vellykket vælgermøde med omkring 70 personer på plads på tilhørerpladserne, og en saglig diskussion, som Jørgen Andersen takkede politikerne for – ”det var i hvert fald langt fra det, man kan opleve i Hjørring..”

De helt detaljerede debatter om Sygehus Nord-grunden, til- og frakørselsmuligheder til (en eventuel) tredje limfjordsforbindelse og anvendelse af fjordområderne i Vestbyen bliver der ikke plads til i en valgkamp, men man må håbe, at de tendenser, vi har set til konstruktive offentlige debatter, videreføres – og at de store beslutninger ikke skal foretages på lukkede dialogmøder.

Budgetforhandlinger
Tirsdag den 23. september skal det siddende byråd forhandle budgettet på plads for sidste gang i denne byrådsperiode. Det er bedre end selv den bedste valgkamp, hvis man vil vurdere partierne. Budgettet er på cirka 19 mia. Og råderummet, indenfor hvilket der kan forhandles, er på omkring 25 mio. Der er altså meget lidt plads til investeringer. Det har de seneste år ført til små og upopulære nedskæringer som lukning af 25 af kommunens springvand og afskaffelse af skytten til bekæmpelse af måge- og rågeplager i kommunen.

Med et pennestrøg kunne man dog frigive 600 mio – ved at opgive den tredje limfjordsforbindelse over Egholm. Det er åbenbart ikke in at diskutere på vælgermøder. Kun Jes Lunde udtrykte ønske om en fredning af området vest for jernbanebroen, som en slet skjult opfordring til opgivelse af motorvejsprojektet. Sikke en festforestilling, budgetforhandlingerne så kunne blive.
Nu må man i stedet vælge mellem råger og måger…

——-
Hovedfoto Byrådet efter valget i 2021. Foto Aalborg Kommune

Indlægget Får Aalborg en ikke-socialdemokratisk borgmester? blev først udgivet på netavisnord.

”Der er sket noget” fastslår Jørgen Andersen, formand for Midtbyens Samråd, ved en samtale, Netavisnord har haft med ham i Haraldslund Vand- og Kulturhus.
– Job og Velfærd har sat en del initiativer i gang. Der er ansat 4 nye gademedarbejdere, der er afsat penge på budgettet. Der er oprettet hellesteder, hvor de udsatte grupper kan mødes og hygge indendørs, der er toiletter etc. Og det er netop besluttet at oprette stofindtagelsesrum. En række væsentlige forbedringer.
Politiet har lovet, at de vil være til stede ved de mest belastede områder, måske endda med et par betjente til fast patruljering. Og selvom det måske lyder kynisk lige nu, kan AaB´s nedrykning betyde, at der frigives nogle politimæssige ressourcer, som kan bruges i midtbyen. Der er nok ikke behov for en slet så stor politimæssig indsats, når Middelfart er på besøg, som når Brøndby og FCK kommer.
Vi går nu og venter på nyt om, hvorvidt varmestuen i Søndergade skal flyttes – og hvor den i givet fald skal flyttes hen. Det er mit indtryk, at forhandlingerne er langt fremme, selvom der har været ret stille omkring det. Det er mit indtryk, at Kirkens Korshær er tæt på at skrive kontrakt. Men der er selvfølgelig tale om dybt hemmelige forhandlinger.
Det bliver enormt interessant, når der kommer location på. Det skal være bynært – og uden at skulle genere naboer… Håndværkervej er blevet nævnt, men det er for langt væk.

Den korte historie
For godt et halvt år siden afholdt Midtbyens Samråd et borgermøde om de socialt udsatte grupper i Aalborg i Frelsens Hærs lokaler i Skipper Clemens Gade i Aalborg.

Baggrunden for mødet var først og fremmest, at antallet af hjemløse og folk med svære psykiske problemer i Aalborg var steget kraftigt og at der i den grad manglede løsninger på deres problemer. Men også at mange beboere i området følte sig kraftigt generet af gruppen af socialt belastede.

På mødet deltog en række byrådspolitikere med rådmand i spidsen og repræsentanter for stort set alle organisationer, der arbejder med de mest belastede. Desuden deltog en række beboere fra området.

En række af beboerne i de mest belastede områder udtrykte meget stor utilfredshed og utryghed. Flere udtrykte, at de var så desperate, at de overvejede at flytte fra området. Fra organisationernes og byrådspolitikernes side blev der udtrykt forståelse for situationen og stor vilje til at diskutere løsningsforslag.

De største problemer
Det største problem for beboerne i området synes dels at være byens grønne områder, som i den grad er blevet indbydende – og som naturligvis også tiltrækker gruppen af socialt udsatte.
De mest belastede steder i Aalborg er John F. Kennedys Plads, Søndergade-Bredgade, Mølle Plads og Frederikstorv.

Især skaber Kirkens Korshærs dag- og natvarmestue problemer for omgivelser. I Søndergade samles mange af de socialt udsatte, og det går ikke altid helt lydløst for sig. Om det er tilfældigt, er ikke til at sige, men p.t. er der udbudt 4 lejligheder til salg i de 4 opgange nærmest varmestuen.

På mødet i september var der kraftigt flertal for en flytning af varmestuen. En opfordring Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær – hårdt presset – indvilgede i at undersøge. Men som det blev betonet fra Kirkens Korshærs side, flytter man ikke bare en varmestue. Brugerne føler et klart tilhør til det sted, som er deres – og et nyt sted skal i hvert fald være velegnet, det vil sige bynært – uden at være til gene for naboer. Den slags steder er ikke lette at finde.

Men som tidligere beskrevet er Jørgen Andersen fortrøstningsfuld og tror på en snarlig løsning.

Tosidet problem
Problemet med de socialt mest belastede er tosidet. Dels er det vigtigt, at de socialt belastede får så gode livs- og udviklingsbetingelser som muligt, dels er det vigtigt, at beboerne i de mest belastede områder ikke oplever alt for store gener.
Jeg spurgte Jørgen Andersen:
– Du repræsenterer vel hovedsageligt beboerne, ikke de socialt belastede?
– Vi repræsenterer alle i området. Både de socialt belastede grupper og alle andre beboere.
Vi gør også beboerne opmærksomme på, at når de flytter til byen, er der ikke udelukkende idyl og ro. Alle skal kunne være her. Det gælder de socialt udsatte grupper og del gælder beboerne, som har behov for rimeligt rolige forhold.

Samrådets indflydelse
-Hvor har I i samrådet indflydelse på de udsatte gruppers situation?
– Vi kan som samråd påvirke budgetlægningen, vi kan komme med konstruktive ideer, vi kan påvise at forholdene for de psykisk syge ikke er gode nok, der er ikke tilstrækkeligt plads på de sociale hospitaler, folk ryger ud og ind, efter behandling ender de på gaden igen, det er ikke godt nok.
Og vi kan opfordre til, at der afsættes flere midler til forebyggende indsatser. At arbejde med mennesker kræver mandskab og økonomi.
Samrådet har været på studietur til København, til H17 i Kødbyen, hvor vi blandt andet så et stofindtagelsessted.
Vi gør, hvad vi kan for at udvikle kommunen så godt som muligt i et samarbejde mellem beboere, politikere, organisationer og erhvervslivet.
Jimmi, som sidder i Udsatterådet for Samrådet, kan f.eks. se, at der er en forholdsvis lille gruppe af meget dårligt fungerende, som har det ad helvede til, men som har stor indflydelse i grupperne. Der ligger en stor indsats i at sikre, at de får det bedre – og at de ikke styrer for meget.
Vi kan se, at der er store problemer med grønlændere – fordi der er rigtigt mange af dem. De kommer fra en anden kultur – her er der brug for en kæmpeindsats. Det var det samme problem, da jeg sad i byrådet – 2009-2013. Det er bare blevet større. Og nu er der en direkte flyrute Nuuk-Aalborg! Vi sidder i en udsatte-gruppe, hvor vi har arbejdet sammen med en grønlænder, som er mønsterbryder. Det, der fik hende ud af misbrug, var at hun havde et bagland og nogle rollemodeller. Hun fortæller om en gruppe dybt ulykkelige mennesker, som mangler rollemodeller og et velfungerende bagland. Det grønlandske Hus gør en stor indsats, men det kræver kæmperessourcer at løse problemerne.

Undertegnede har flere gange i den sidste tid passeret JF Kennedys Plads, hvor der har været en fest i gang med deltagelse af en 15-20 socialt belastede med et vist lydniveau som resultat. Samtidig er der dog også ofte diverse højrøstede fester i gang på den nærliggende Mallorca Bar, hvor der ofte har siddet 15-20 gæster ved udeserveringen, hvor lydniveauet ofte har overgået lyden fra de socialt udstødte.

Man kan sige, at fordelen ved Mallorca Bar er, at der er faste åbningstider. Man kan altså forudse, hvornår larmen hører op. Ulempen er, at Mallorca Bar har åbent til klokken 3 alle ugens dage (nætter).

Sidste nyt:
Rådmand Nuuradiin Hussein har onsdag i et brev til naboerne offentliggjort, at Kirkens Korshærs Dag- og Natvarmestue flyttes fra Søndergade til Karolinelundsvej 11
Rådmanden skriver:
– En af de ting, som flere har peget på, er behovet for at Dag- og Natvarmestuen (flyttes) væk fra bymidten – herunder væk fra gågaden og forretningsområder, og det har derfor ligget mig meget på sinde at søge løsninger på netop dette.
Jeg kan heldigvis nu med glæde fortælle, at Kirkens Korshær nu har købt grunden på Karolinelundsvej 11, hvor Textilcentret tidligere havde til huse…
Der bliver tale om et nybyggeri i to- tre etager, hvilket giver en unik mulighed for at skabe et byggeri, hvor både bygninger og udearealer kan designes, så brugen af Dag- og Natvarmestuen i videst muligt omfang tager hensyn til de nærmeste naboer.

Man må så håbe, at Karolinelundsvej er tilstrækkeligt bynært til, at brugerne vil blive tiltrukket af stedet. Og at man får indrettet varmestuer, som kan opfylde alles behov. I hvert fald en spændende nyhed – men det løser ikke problemerne på kort sigt…

Vi håber i en senere artikel at gå dybere ned i de socialt belastede gruppers situation – med udtalelser fra lokalpolitikere og repræsentanter fra de sociale hjælpeorganisationer.
——
Hovedfoto: John F. Kennedys Plads. Foto Henning Q. Hansen

Indlægget Måske er der ved at ske noget…. blev først udgivet på netavisnord.

7 lister til kommunalvalget i Aalborg i 2021 gik sammen om at danne Det grønne Valgforbund med et klart formål om at styrke den grønne omstilling og at forhindre den tredje limfjordsforbindelse i at blive realiseret.
De 7 lister var de etablerede partier SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre sammen med de mindre – og mindre kendte – lister Trafikalt Folkeparti, Kommunisterne og Veganerpartiet.

Valgforbundet fik et glimrende valg: Lidt over 25.000 vælgere stemte på en af de 7 lister, som fik valgt 7 mandater – 3 til Enhedslisten, 2 til SF og 2 til Radikale Venstre, 4 mandater mere end ved valget i 2017. Som følge heraf blev både Jes Lunde fra Radikale Venstre og Per Clausen fra Enhedslisten rådmænd – Clausen endda for klima og Energi.

Og nok så væsentligt havde Det grønne Valgforbund styrke til at sikre at klimapolitik og den grønne omstilling i almindelighed og modstanden mod den tredje limfjordsforbindelse i særdeleshed blev et af de helt dominerende temaer i valgkampen, godt støttet af bevægelser som Aalborgs Grønne Hjerter, Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Borgerbevægelsen mod en tredje limfjordsforbindelse i Egholm-linjen.

Nu er godt og vel 3/4 af byrådsperiode gået, om lidt under 8 måneder er der igen kommunalvalg.
Så hvordan vurderer de implicerede det arbejde, der er gjort, de resultater, der er opnået? Og hvordan forholder de sig til det kommende valg?

Valgforbundet – en succes der gentages!
Per Clausen var spidskandidat for Enhedslisten, der blev det største parti i Det grønne Valgforbund. I dag er Per Clausen ikke i tvivl om sin vurdering af Det grønne Valgforbund:
– Det grønne Valgforbund har klart været en succes. Alle partier fik klar fremgang og Det grønne Valgforbund fyldte – sammen med klima- og miljøbevægelsen – meget. Der er ingen tvivl om at valgforbundet var udslagsgivende for succesen, og det er stadigvæk sådan, at de tre partier i byrådet repræsenterer en tendens til at tage klima- og miljøpolitikken mere alvorligt end de øvrige partier. Der er stadigvæk et tæt samarbejde mellem partierne og med bevægelserne uden for byrådet. Måske ikke altid lige tydeligt eller helt perfekt. Men hvis man ser på de øvrige partier i byrådet, er det klart, at samarbejdet i Det grønne Valgforbund er nødvendigt. Derfor er det også glædeligt, at de tre partier i byrådet igen stiller op som et grønt valgforbund – om de øvrige lister, der var med, også stiller op igen, ved jeg ikke – udover at Trafikalt Folkeparti jo desværre ikke kan deltage…

– Opfatter du de tre partier som de eneste i byrådet, der tager miljø og klima alvorligt?
– Det må man sige. Borgmesteren kalder godt nok sig selv både grøn og rød, men sandheden er vel, at deres politik ikke er hverken grøn eller rød. Da vi vedtog klimaplanen for Aalborg Kommune, var det klart, at vi har gjort noget, men vi er ikke i mål. Og nu kan man så se det overraskende, at byrådet er i færd med at lave modsatrettede initiativer. Det gør det vel klart, at der er mere behov for et grønt valgforbund nu end nogensinde.
For os var det væsentlige selvfølgelig modstanden mod limfjordsforbindelsen over Egholm, og hvad deraf følger, nemlig at vi skal sørge for bedre fremkommelighed for cykeltrafikken og den kollektive trafik, specielt plusbussen, som har været en klar forbedring. For at sikre fremkommeligheden for plusbussen i særdeleshed og kollektiv trafik og cykeltrafik i almindelighed har det været nødvendigt at lave restriktioner for privatbilismen. Langt de fleste af disse restriktioner har været en succes. Man kan diskutere værdien af enkelte af restriktionerne, men som hovedregel har de betydet større fremkommelighed, mindre støj og forurening, langt mere menneskelige forhold i både midt- og vestbyen.

– Men restriktionerne er truede? På mødet i By- og Landskabsudvalget den 13/3 vedtog flertallet, bestående af rådmand Jan Nymark Thaysen, socialdemokraterne Tobias Bøgeskov og Helle Frederiksen, den konservative Sofie Therese Svendsen og Danmarksdemokraten Peter Lindholt at rulle de fleste af trafikrestriktionerne i vest- og midtbyen tilbage, til trods for at forvaltningen anbefalede at bevare de fleste restriktioner. Kun Jane Østergård (SF) stemte imod, mens Enhedslistens Lasse PN Olsen var fraværende.
– Jeg synes, det er sørgeligt. Rådmanden – Jan Nymark Thaysen – kalder initiativerne for at fremme plusbussens fremkommelighed for diskriminerende overfor privatbilismen. Men hele formålet er jo netop at fremme fremkommeligheden for plusbussen for at flytte trafik fra privatbilismen til kollektiv trafik. Man kan ikke lave fordele for alle trafikformer på en gang – med mindre man vil rykke hele husrækker ned i midtbyen, som man overvejede i 1970´erne. Der er vi vel trods alt nået længere.
Det er klare tilbageskridt, dels at man vil sløjfe plusbus 2, hvor man ellers har fået statslige midler til forberedelsesarbejdet, dels at man vil rulle trafikrestriktionerne tilbage. Det er entydigt et udtryk for prioritering af privatbilismen på bekostning af kollektiv trafik og cykeltrafik – det er klart den forkerte vej at gå – og et klart udtryk for, at der er behov for et grønt valgforbund, en styrkelse af de grønne partier – og her viser Socialdemokratiet endnu engang, hvor de står. Heldigvis skal forslagene også gennem Klima. Og Miljøudvalget”

– Det må være lidt træls at sidde i Bruxelles og se de gode initiativer rullet tilbage?
– Jeg er lidt desorienteret over hvad Socialdemokratiet har gang i. Det er som om de er bange for deres egen skygge. De har åbenbart et klart indtryk af, at hvis der skal ske nogle ændringer i Aalborg by, koster det stemmer. Derfor tør de ikke stå ved trafikreguleringerne. Det er åbenbart sådan at det at en person i en bil har problemer med at komme rundt fylder mere end at 70 personer i en bus har problemer.
Måske skal de indse, at det at købe varer i butikker i midtbyen er på vej ud, at der er andre måder at skabe liv i midtbyen på end gennem butikker, man næsten kan køre helt ind i. I øvrigt er trafikreguleringerne ikke den væsentligste grund til butiksdøden i midtbyen. Boligpriserne i et område, hvor de fleste ejendomme ejes af 2-3 personer med næsten monopol på bolighandlen er en væsentlig grund, ligesom udbygning af både City Syd og City Nord. Det er væsentligt med en diskussion af, hvad der positivt skal ske for at skabe liv i midtbyen. Midtbyens Samråd har lavet nogle gode initiativer, det kniber at få flertallet i byrådet ud af busken.

Valgforbundet – set fra klima- og miljøbevægelsernes vinkel
Jens Kruhøffer bor i Nørholm og er – blandt meget andet – næstforperson i Klimabevægelsen, med i Bedsteforældrenes Klimaaktion Aalborg og Aalborgs Grønne Hjerter, ligesom han sidder i Randers Kommunes Bæredygtighedsudvalg på Klimabevægelsens vegne. Han er altså ikke direkte en del af Det grønne Valgforbund, men han har mange berøringsflader med både kommunen og valgforbundet.
– Jeg prøver at samarbejde med kommunen om at få mere grøn omstilling i gang, men så må de finde sig i, at jeg den næste dag står med skilte udenfor og protesterer mod den tredje limfjordsforbindelse, siger han.

– Megen grøn tale og sort handling
-Hvordan har klima- og miljøpolitikken det i Aalborg?
– En gammel frase går på, at man taler meget grønt og handler sort. Det er desværre også gældende for Aalborg. Der er alt for mange grønne formuleringer, som man ikke omsætter til praksis.
For mig er den grønne sag alt, alt for presserende til den slags. Det helt overskyggende er, at man har besluttet sig for at gå ind for Egholmforbindelsen – det sætter en lang række ting i spil.
Klimabelastningen bare ved anlægsdelen er på 800.000 tons co2, det er den næststørste udleder i Nordjylland efter Rørdal. Min pointe er, at Egholmsforbindelsen er elefanten i rummet. Alle er dybt trætte af at snakke om den, det kan bare ikke være anderledes, fordi den er så dominerende og ødelæggende. Det gælder forurening, det gælder dyreliv, det gælder støj, alting. Så længe den er planlagt, må den dominere al diskussion.

– Mener du, at klima- og miljøbevægelsen står svagere end for 4 år siden?
– Egholm gør det svært at svinge sig op og sige at noget er bedre. Men selvfølgelig er der sket positive ting. I Nørholm har vi et fantastisk initiativ, hvor vi gennem projektpenge får etableret vådområder ned mod fjorden, så der ikke ledes co2 ud i fjorden. Der sker gode ting her og der – en personkreds omkring Hasseris Grundejerforening har netop indgivet et borgerforslag om, at maksimumsgrænsen for trafikstøj i bebyggede områder maksimalt må være 53 db og at der skal sættes langt flere penge af til støjværn. Hold øje med det.
Det samlede billede er, at man ikke prioriterer området så stærkt, som man bør. Man taler om at nedlægge klimaforvaltningen – der må være en smertegrænse for, hvor lavt man prioriterer klimaet! I det mindste bør man have et bæredygtighedsudvalg som i Randers Kommune, hvor miljøet rangerer over alt andet – og udvalget har status som vagthund.

– Hvordan har samarbejdet mellem Det grønne Valgforbund og bevægelserne været?
– Det grønne Valgforbund er meget lydhøre overfor bevægelserne. Og jeg vil sige, at vi har haft stor nytte af valgforbundet. Vi har hele tiden behov for at få taget sager op i byrådet, vi kommunikerer meget. Nok har vi ikke fået stoppet Egholm-motorvejen endnu, men vi fik flyttet Radikale Venstre på Christiansborg i forhold til strukturforliget. Så meget dynamik har der været i miljøbevægelsen.

Vi bliver hele tiden klogere, f.eks. angående det politiske spil, en af farerne er, hvis man ikke forstår det politiske spil mellem politikere, organisationer og erhverv. Vi er oppe imod storentreprenører, der arbejder sammen med det politiske niveau.

Sidste byrådsvalg viste klart en modstand blandt vælgerne, specielt udtalt i de områder, der ligger tæt på motorvejen. Og nu kommer der så en valgkamp, hvor Egholmmotorvejen ikke kan undgå at blive et hovedtema. Der er det vigtigt, at vi – partier og bevægelse – viser alternativer til motorvejen. Der ligger nogle rigtigt gode forslag til øget mobilitet, blandt andet fra Ingeniørforeningen om kollektiv trafik, godstransport og cykeltrafik. Valgresultatet er selvfølgelig vigtigt, men valgkampen er en samtalemulighed, det er det eneste tidspunkt, de er nødt til at snakke om motorvejen. Der har hersket en imponerende tavshed efter valget, men valgkampen skal bruges – og det er ikke kun befolkningen, der skal lytte til politikerne, politikerne skal lytte til befolkningen!

Det er ufatteligt, at flertallet i By- og Landskabsudvalget har besluttet at rulle en del af trafikrestriktionerne tilbage. Jeg troede, man trods alt havde en ide om at mindske biltrafikken i Aalborg, men nej. Og oven i købet er det nu muligt for staten at bremse tiltag, der generer biltrafikken. Der er virkelig brug for klimabevægelsen og de grønne partier!

Alt i alt er der ingen tvivl om, at arbejdet for en socialt balanceret klimaindsats er det vigtigste overhovedet på dagsordenen. Og man skal ikke glemme, at der snart bliver rejst en retssag mod Egholmmotorvejen. Retssagen understreger, at vi ikke har givet op.
—–
Hovedfoto: Aalborg Byråd med 7 medlemmer valgt fra Det grønne Valgforbund

Indlægget Det grønne Valgforbund version 2.0 blev først udgivet på netavisnord.

I vores artikel sætter vi fokus på den afgørende betydning kulturpolitikken har for Aalborg Kommune, og vi har her taget udgangspunkt i den beskrivelse af kulturpolitikken, som blev vedtaget af kommunens Sundheds- Kulturudvalg tilbage i august 2020. Ligesom vi har rettet henvendelse til Jes Lunde, der er rådmand for sundheds- og kulturområdet for at få uddybet, hvad der ligger til grund for udformningen af kommunens kulturpolitik. Dvs. at vi alene fokuserer på den offentligt støttede kulturpolitik, og lader den store del af kulturlivet, der lever sit eget selvstændige og uafhængige liv ude af betragtning.

Ser man isoleret på kulturlivet, er der ingen tvivl om, at den har udtalt relevans for kommunens borgere, og for den måde, det indgår i byen og kommunens daglige liv. Det kan man læse sig til i beskrivelsen af kulturpolitikken, hvor Sundheds- og Kulturudvalget inddrager resultater fra en undersøgelse, som analysefirmaet Epinion gennemførte i 2018. Her spurgte man et repræsentativt udvalg af borgere, om ”hvad der især gør, at Aalborg er en god by for dig?”. Her adskilte kulturlivet sig markant fra de øvrige områder, man spurgte ind til:
. Boligmulighederne (2%)
– Den sociale indsats (2%)
– Arbejdslivet (5%)
– Familie (6%)
– Stemningen (6%)
– Byudviklingen (7%)
– Studielivet (9%)
– Mobilitet (10%)
– Byens størrelse (12%)
– Shopping (16%)
– Naturen (20%)
– Kulturlivet (34%)
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)

Sundheds- og Kulturudvalget har i forlængelse af denne form for dokumentation valgt at udpege kulturlivet som et ”strategisk vigtigt område, som kan være med til at styrke den fortsatte vækst i kommunen” (befolkningsmæssigt, økonomisk og kulturelt), og dette har formentlig sat et tydeligt aftryk ved fastlæggelsen af den kulturpolitik, man som byråd vedtog to år senere.

Selvom man ifølge Jes Lunde har taget hul på en revision af kulturpolitikken, er der ikke umiddelbart noget, der antyder, at man med en ny kulturpolitik vil gå radikalt anderledes til værks i forhold til den kulturpolitik, man opererer indenfor nu.

I det følgende vil vi komme ind på, hvad kommunen synes kulturlivet kan og skal bidrage med, hvilke indsatsområder (1), man især vil prioritere, men som det også vil fremgå, er kommunen først og fremmest indstillet på, at kulturlivets værdi måles på, hvad det kan gøre for byen og kommunens identitet og udvikling. At kulturlivet med andre ord skal bidrage til at brande byen og kommunen i forhold til den nære omverden, nationalt såvel som internationalt.
—–
(1) Kulturpolitikken omfatter følgende seks indsatsområder, der skal prioriteres eksplicit i forvaltningen af kulturpolitikkens budget:
Gode betingelser for udøvende kunstnere, at kulturen skaber en levende kommune, indgåelse af meningsfulde partnerskaber, børn og unge garanteres oplevelser af høj kultur, at byen har stærke kulturinstitutioner og at kulturen bliver til for alle uanset social og kulturel baggrund).
—-

Et overordnet perspektiv på kulturpolitikken
Jes Lunde kommer i interviewet ind på den forpligtigelse og det ansvar, som Aalborg med den størrelse byen har må påtage sig og lægge til grund for kulturpolitikken, nemlig at kunne tilbyde borgerne et meget varieret kulturtilbud. Dette tilbud skal rumme alle genrer, adressere alle aldersgrupper, inkludere alle uanset baggrund og samtidig hjælpe og understøtte store som små kulturinstitutioner i deres virke. Ved siden af at støtte det eksisterende kulturliv har kommunen også en ambition om at være kulturskabende, dvs. at facilitere betingelser, som kan føre til, at nye kulturelle tiltag opstår i kommunen, og at nye kunstnere kommer til. Men styrende herfor er hensynet til at varetage skatteydernes interesse.

Med et budget for kulturområdet på omkring 300 millioner (til drift og anlæg) er det indlysende, at området både er vigtigt og lægger op til en afbalancering, når midlerne skal omsættes til konkrete kulturtilbud. Hvem skal have, hvor meget og på hvilke betingelser?

Nærlæser man kommunens beskrivelse af, hvad sigtet med kulturpolitikken er der to væsentlige pointer, som indrammer, hvordan kulturpolitikken skal forvaltes. For det første skal kulturpolitikken generelt have en nytteeffekt på flere andre områder end sit eget, hvilket efterlader læseren med et indtryk af, at kulturlivet for at kunne opnå kommunal støtte må afgive noget af sin autonomi.

For det andet bliver nogle aktører indenfor kulturområdet genstand for det man kunne kalde for en instrumentalisering i kulturpolitikkens optik. Altså at den del af kulturlivet som direkte omfattes af kulturpolitikken i form af bevillinger fra kommunen i et vist omfang kan komme til at blive koreograferet i deres aktiviteter. Dette fremgår af karakteristikken af kulturpolitikken som et redskab:
”Kulturpolitikken er først og fremmest et redskab for det politiske system til at sætte en retning for de kommunale prioriteringer i de næste år. Politikken er ikke – og kan og skal ikke være – retningsgivende for alt, hvad der foregår på kulturområdet i Aalborg Kommune”
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)

Man må derfor spørge sig selv om, hvordan det vil påvirke kulturlivet, kulturinstitutionerne og kulturaktører (de udøvende kunstnere) som led i forvaltningen af kulturpolitikken. Vil det gå ud over den selvbestemmelse og uafhængighed, som er vigtige vilkår for kulturens udvikling og vækst? Vil der være forskel på, hvordan de store og bærende kulturinstitutioner som f.eks Skråen og Kunsten vil klare disse krav og forventninger fra kommunens side sammenlignet med de små som f.eks. Det Hem’lige Teater?

Eller er denne noget for noget attitude fra kommunens side at betragte som et frugtbart benspænd, som man kender det fra filmkunstens verden, hvor krav og begrænsninger af forskellig art modsat kan virke stimulerende for kreativiteten og udfoldelsesevnen?

Hvad er det kulturen og kunsten kan og skal bidrage med?
Kulturlivet kan være med til at gøre byen til et levende sted at opholde sig (dette er det ene af seks indsatsområder). Afholdelse af f.eks. Operafestival, hvor sangere popper op forskellige og uventede steder i byrummene og synger deres arier, afholdelse af den årlige Blå Festival (jazzfestivalen), danmarksmesterskaberne i atletik på havnefronten er alle sammen kulturaktiviteter, der er publikumsorienterede ved at kulturen møder borgerne der, hvor de nu opholder sig. Og man kunne nævne flere andre eksempler, der enten peger tilbage på kulturforvaltningen, der hører under Sundheds- og Kulturområdet eller Aalborg Events, som ligger under Borgmesterkontoret.

Oplevelsen af levende kultur (musik, teater, kunstudstillinger) er ifølge kommunen vigtig for at forstå os selv, kan bane vejen for at forstå andre, møde det anderledes på en anden måde og ikke mindst skabe fællesskaber. Kulturlivet skaber med andre ord ”læring, udvikling og kreativitet”.

Dette kan kulturen, og kommunen udtrykker i sin politik for området en eksplicit forventning om, at kulturlivet skal bidrage til at gøre byen mere levende. Ad den vej tror man på, at kulturlivet kan være identitetsskabende for borgerne og Aalborg by under ét. Som det også udtrykkes i formuleringen af kulturpolitikken:
”Kulturpolitikken skal ses i sammenhæng med Aalborg Kommunes grundfortælling; vi udvikler os sammen – et udsagn der er indbegrebet af den måde vi løser opgaver på i Aalborg Kommune. Kulturlivet er også noget vi skaber i samarbejde mellem institutioner, kunstnere og borgere”.
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)

Kulturen har i generel forstand i mange år haft meget tætte bånd til erhvervslivet i form af donationer og sponsorater, og mange kultur- og kunstoplevelser har ganske enkelt ikke kunnet lade sig gøre med mindre, der var erhvervskroner involveret.

I denne sammenhæng er dette partnerskab tænkt omvendt. Hvilken nytte og gavn kan kulturen i Aalborg have for erhvervslivet? Med den betydning kulturen generelt har for byens borgere, er det ikke overraskende at notere sig, at et rigt og mangfoldigt kulturliv har en afgørende og absolut positiv effekt på ”erhvervslivets evne til at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere”. Dette er et andet indsatsområde, hvor kulturen skal indgå meningsfulde partnerskaber, som også rummer eksempler på, at kulturlivets egenskaber bliver/forventes nyttiggjort på andre områder, som f.eks, sundhed.

Jes Lunde nævner her to eksempler. For det første det han kalder Kulturvitaminer (kultur på recept for patienter, der oplever mistrivsel i form af f.eks. angst, depression, ensomhed), der giver mulighed for at få en ”pause” fra sygdommen og bryde social isolation. Mere konkret består recepten af et kursustilbud, hvor man sammen med andre får kulturoplevelser på kulturinstitutioner og kommer tæt på det udøvende kulturliv. Som Jes Lunde selv udtrykker det, går de fløjtende og opløftet derfra. Man kan selv læse videre på (https://sundhedstilbud.aalborg.dk/angst-og-depression/kultur-paa-recept-kulturvitaminer-for-patienter-der-oplever-mistrivsel/ ).

Det andet eksempel går ud på at skabe kulturoplevelser (her især i form af musik) i landdistrikterne. Her har man ved hjælp af en solcelleopladet trailer mulighed for at lave koncerter ude på steder, der er i stor afstand fra kulturlivet generelt. Eller flytte musikken ud på plejehjem og give de ældre beboere musikoplevelser, de selv oftest er afskåret fra at opsøge. Her er det musikere fra KORMA (Kompetencecenter for Rytmisk Musik i Aalborg – en slags rugekasse for upcoming musikere, der holder til i Huset i Hasserisgade), der stiller sig til rådighed.

Regulering i forhold til kulturinstitutionerne
Noget for noget kendetegner især forholdet til de stærke kulturinstitutioner som Kunsten, Aalborg Teater og koncertstedet i Skråen i Nordkraft. Disse kulturelle udtryksformer fylder meget i det samlede budget for kulturpolitikken med godt 75 millioner, svarende til 25 %. Til gengæld er forventningerne til disse institutioner meget markante, og det er måske først og fremmest disse institutioner, som skal løfte opgaven med at indfri de tidligere omtalte overordnede mål med kommunens kulturpolitik.

Derfor foreligger der også konkrete samarbejdsaftaler mellem kommunen og disse institutioner med beskrivelser af, hvad der gælder af målsætninger for driften af disse institutioner, som sker under kommunens tilsyn. F.eks. har kommunen ønsket, at Kunsten fik etableret eftermiddags arrangementer af forskellig karakter for at optimere interessen, besøgstallet og brugen af lokaliteterne. Igen for at sikre at kulturudbuddene blev publikumsorienterede, og videre hen kunne brande kommunen. Hvis man kigger på Kunstens kalender kan man se flere eksempler herpå.

F.eks. eftermiddags arrangementet ”Vin & Viden: Køn, kønsroller og kønsidentitet” (25/2 kl.17-19). Her kan man nyde et glas vin og få to foredrag af en henholdsvis en gynækolog og en sociolog og blive klogere på emnet. I kommunens øjne må det være et pragteksempel, fordi kulturlivet her på smukkeste vis lægger rammer til et samarbejde/partnerskab med sundhedsområdet og universitetsverdenens videnskabelighed. På den anden side kan man vel med rimelighed godt forstå, at en sådan tendens kan opfattes som en instrumentalisering af kulturinstitutionernes drift.

For Skråens vedkommende har man fra kommunens side ønsket, at koncertstedet lagde scene til, at repræsentanter fra vækstlaget fik mulighed for at blive eksponeret for et større publikum som led i deres upcoming proces.

Kigger man på området med de mindre kulturinstitutioner som KORMA (den rytmiske musik), Huset, Det Hem’lige Teater og Kunsthal Nord (bildende kunst), alle med rødder i kulturens vækstlag har kommunen efter omfattende dialog valgt at sammenlægge dem på en og samme adresse, nemlig Huset i Hasserisgade. Og udvide de fysiske rammer ved at bygge en ny fløj, en Black Box, som Jes Lunde kaldte det, fordi denne fløj kunne bruges til andre formål også. Ud fra en tro på at disse rugekasser kunne nyde gavn af at være under samme tag. At der kunne skabes synergi på tværs af de kunstneriske udtryksformer ved at være hinandens ”naboer”.

Afsluttende bemærkninger
I beskrivelsen af kommunens kulturpolitik nævnes det eksplicit, at den er blevet til i kraft af et samarbejde med mange forskellige grupper af mennesker:
” Unge, midaldrende og ældre, elever fra SOSU Nord, Tech college, folk fra landdistrikterne, vækstlaget, de professionelle kunstnere, produktionsskolerne, UCN, AAU, gymnasierne, ungebyrådet, internationale studerende, kulturlederne, ældresagen og mange flere.”
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)

Det er bestemt noget, der harmoner fint med, hvad der tidligere blev fremhævet, om at kulturlivet bliver skabt i samarbejde. Det signalerer både en demokratisk tankegang og en fornemmelse af fællesskab. På den anden side er kulturpolitikken for nogle forbundet med en udstrakt grad af politisk forvaltning, der indebærer reguleringer af større eller mindre grad.

Kulturlivet – både det offentligt støttede og det mere frie og uafhængige – kan ikke desto mindre fungere frit og udfolde den form for kritik af samfundsanliggender, der er potentiel ved brugen af kulturelle og kunstneriske udtryksformer. I den forstand agerer den kommunale kulturpolitik ikke som nogen censurerende instans. Alligevel kan hensynene til målene for kulturpolitikken godt virke hæmmende og selvcensurerende for dem, der skal forholde sig til kommunens ønsker, når der indgås samarbejdsaftaler eller andre aftaler (i forbindelse med ansøgninger til Kulturpuljen) for at få bevillinger i stand. Ofte er disse helt afgørende og vitale for at kunne at virke som kulturaktør og kulturinstitution.
——
Hovedfoto: Henning B. Hansen. Gavlmaleri i Reberbansgade og i Absalonsgade.
Street Art er en kunstform, der fylder meget i Aalborgs byrum i en høj kvalitet og ofte sætter beskuerens tanker i gang

Indlægget NOGET FOR NOGET – kulturpolitikkens centrale rolle i Aalborg Kommune blev først udgivet på netavisnord.