I den kommende tid vil vi bringe en række artikler om kulturlivet i Aalborg. Første artikel omhandler Aalborg Kommunes kulturpolitik. Efterfølgende stiller vi skarpt på vækstlaget og det nyetablerede kulturcenter omkring Huset i Hasserisgade, og den historie, der ligger i de streetart former Aalborg by er så rig på.
I vores artikel sætter vi fokus på den afgørende betydning kulturpolitikken har for Aalborg Kommune, og vi har her taget udgangspunkt i den beskrivelse af kulturpolitikken, som blev vedtaget af kommunens Sundheds- Kulturudvalg tilbage i august 2020. Ligesom vi har rettet henvendelse til Jes Lunde, der er rådmand for sundheds- og kulturområdet for at få uddybet, hvad der ligger til grund for udformningen af kommunens kulturpolitik. Dvs. at vi alene fokuserer på den offentligt støttede kulturpolitik, og lader den store del af kulturlivet, der lever sit eget selvstændige og uafhængige liv ude af betragtning.
Ser man isoleret på kulturlivet, er der ingen tvivl om, at den har udtalt relevans for kommunens borgere, og for den måde, det indgår i byen og kommunens daglige liv. Det kan man læse sig til i beskrivelsen af kulturpolitikken, hvor Sundheds- og Kulturudvalget inddrager resultater fra en undersøgelse, som analysefirmaet Epinion gennemførte i 2018. Her spurgte man et repræsentativt udvalg af borgere, om ”hvad der især gør, at Aalborg er en god by for dig?”. Her adskilte kulturlivet sig markant fra de øvrige områder, man spurgte ind til:
. Boligmulighederne (2%)
– Den sociale indsats (2%)
– Arbejdslivet (5%)
– Familie (6%)
– Stemningen (6%)
– Byudviklingen (7%)
– Studielivet (9%)
– Mobilitet (10%)
– Byens størrelse (12%)
– Shopping (16%)
– Naturen (20%)
– Kulturlivet (34%)
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)
Sundheds- og Kulturudvalget har i forlængelse af denne form for dokumentation valgt at udpege kulturlivet som et ”strategisk vigtigt område, som kan være med til at styrke den fortsatte vækst i kommunen” (befolkningsmæssigt, økonomisk og kulturelt), og dette har formentlig sat et tydeligt aftryk ved fastlæggelsen af den kulturpolitik, man som byråd vedtog to år senere.
Selvom man ifølge Jes Lunde har taget hul på en revision af kulturpolitikken, er der ikke umiddelbart noget, der antyder, at man med en ny kulturpolitik vil gå radikalt anderledes til værks i forhold til den kulturpolitik, man opererer indenfor nu.
I det følgende vil vi komme ind på, hvad kommunen synes kulturlivet kan og skal bidrage med, hvilke indsatsområder (1), man især vil prioritere, men som det også vil fremgå, er kommunen først og fremmest indstillet på, at kulturlivets værdi måles på, hvad det kan gøre for byen og kommunens identitet og udvikling. At kulturlivet med andre ord skal bidrage til at brande byen og kommunen i forhold til den nære omverden, nationalt såvel som internationalt.
—–
(1) Kulturpolitikken omfatter følgende seks indsatsområder, der skal prioriteres eksplicit i forvaltningen af kulturpolitikkens budget:
Gode betingelser for udøvende kunstnere, at kulturen skaber en levende kommune, indgåelse af meningsfulde partnerskaber, børn og unge garanteres oplevelser af høj kultur, at byen har stærke kulturinstitutioner og at kulturen bliver til for alle uanset social og kulturel baggrund).
—-
Et overordnet perspektiv på kulturpolitikken
Jes Lunde kommer i interviewet ind på den forpligtigelse og det ansvar, som Aalborg med den størrelse byen har må påtage sig og lægge til grund for kulturpolitikken, nemlig at kunne tilbyde borgerne et meget varieret kulturtilbud. Dette tilbud skal rumme alle genrer, adressere alle aldersgrupper, inkludere alle uanset baggrund og samtidig hjælpe og understøtte store som små kulturinstitutioner i deres virke. Ved siden af at støtte det eksisterende kulturliv har kommunen også en ambition om at være kulturskabende, dvs. at facilitere betingelser, som kan føre til, at nye kulturelle tiltag opstår i kommunen, og at nye kunstnere kommer til. Men styrende herfor er hensynet til at varetage skatteydernes interesse.
Med et budget for kulturområdet på omkring 300 millioner (til drift og anlæg) er det indlysende, at området både er vigtigt og lægger op til en afbalancering, når midlerne skal omsættes til konkrete kulturtilbud. Hvem skal have, hvor meget og på hvilke betingelser?
Nærlæser man kommunens beskrivelse af, hvad sigtet med kulturpolitikken er der to væsentlige pointer, som indrammer, hvordan kulturpolitikken skal forvaltes. For det første skal kulturpolitikken generelt have en nytteeffekt på flere andre områder end sit eget, hvilket efterlader læseren med et indtryk af, at kulturlivet for at kunne opnå kommunal støtte må afgive noget af sin autonomi.
For det andet bliver nogle aktører indenfor kulturområdet genstand for det man kunne kalde for en instrumentalisering i kulturpolitikkens optik. Altså at den del af kulturlivet som direkte omfattes af kulturpolitikken i form af bevillinger fra kommunen i et vist omfang kan komme til at blive koreograferet i deres aktiviteter. Dette fremgår af karakteristikken af kulturpolitikken som et redskab:
”Kulturpolitikken er først og fremmest et redskab for det politiske system til at sætte en retning for de kommunale prioriteringer i de næste år. Politikken er ikke – og kan og skal ikke være – retningsgivende for alt, hvad der foregår på kulturområdet i Aalborg Kommune”
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)
Man må derfor spørge sig selv om, hvordan det vil påvirke kulturlivet, kulturinstitutionerne og kulturaktører (de udøvende kunstnere) som led i forvaltningen af kulturpolitikken. Vil det gå ud over den selvbestemmelse og uafhængighed, som er vigtige vilkår for kulturens udvikling og vækst? Vil der være forskel på, hvordan de store og bærende kulturinstitutioner som f.eks Skråen og Kunsten vil klare disse krav og forventninger fra kommunens side sammenlignet med de små som f.eks. Det Hem’lige Teater?
Eller er denne noget for noget attitude fra kommunens side at betragte som et frugtbart benspænd, som man kender det fra filmkunstens verden, hvor krav og begrænsninger af forskellig art modsat kan virke stimulerende for kreativiteten og udfoldelsesevnen?
Hvad er det kulturen og kunsten kan og skal bidrage med?
Kulturlivet kan være med til at gøre byen til et levende sted at opholde sig (dette er det ene af seks indsatsområder). Afholdelse af f.eks. Operafestival, hvor sangere popper op forskellige og uventede steder i byrummene og synger deres arier, afholdelse af den årlige Blå Festival (jazzfestivalen), danmarksmesterskaberne i atletik på havnefronten er alle sammen kulturaktiviteter, der er publikumsorienterede ved at kulturen møder borgerne der, hvor de nu opholder sig. Og man kunne nævne flere andre eksempler, der enten peger tilbage på kulturforvaltningen, der hører under Sundheds- og Kulturområdet eller Aalborg Events, som ligger under Borgmesterkontoret.
Oplevelsen af levende kultur (musik, teater, kunstudstillinger) er ifølge kommunen vigtig for at forstå os selv, kan bane vejen for at forstå andre, møde det anderledes på en anden måde og ikke mindst skabe fællesskaber. Kulturlivet skaber med andre ord ”læring, udvikling og kreativitet”.
Dette kan kulturen, og kommunen udtrykker i sin politik for området en eksplicit forventning om, at kulturlivet skal bidrage til at gøre byen mere levende. Ad den vej tror man på, at kulturlivet kan være identitetsskabende for borgerne og Aalborg by under ét. Som det også udtrykkes i formuleringen af kulturpolitikken:
”Kulturpolitikken skal ses i sammenhæng med Aalborg Kommunes grundfortælling; vi udvikler os sammen – et udsagn der er indbegrebet af den måde vi løser opgaver på i Aalborg Kommune. Kulturlivet er også noget vi skaber i samarbejde mellem institutioner, kunstnere og borgere”.
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)
Kulturen har i generel forstand i mange år haft meget tætte bånd til erhvervslivet i form af donationer og sponsorater, og mange kultur- og kunstoplevelser har ganske enkelt ikke kunnet lade sig gøre med mindre, der var erhvervskroner involveret.
I denne sammenhæng er dette partnerskab tænkt omvendt. Hvilken nytte og gavn kan kulturen i Aalborg have for erhvervslivet? Med den betydning kulturen generelt har for byens borgere, er det ikke overraskende at notere sig, at et rigt og mangfoldigt kulturliv har en afgørende og absolut positiv effekt på ”erhvervslivets evne til at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere”. Dette er et andet indsatsområde, hvor kulturen skal indgå meningsfulde partnerskaber, som også rummer eksempler på, at kulturlivets egenskaber bliver/forventes nyttiggjort på andre områder, som f.eks, sundhed.
Jes Lunde nævner her to eksempler. For det første det han kalder Kulturvitaminer (kultur på recept for patienter, der oplever mistrivsel i form af f.eks. angst, depression, ensomhed), der giver mulighed for at få en ”pause” fra sygdommen og bryde social isolation. Mere konkret består recepten af et kursustilbud, hvor man sammen med andre får kulturoplevelser på kulturinstitutioner og kommer tæt på det udøvende kulturliv. Som Jes Lunde selv udtrykker det, går de fløjtende og opløftet derfra. Man kan selv læse videre på (https://sundhedstilbud.aalborg.dk/angst-og-depression/kultur-paa-recept-kulturvitaminer-for-patienter-der-oplever-mistrivsel/ ).
Det andet eksempel går ud på at skabe kulturoplevelser (her især i form af musik) i landdistrikterne. Her har man ved hjælp af en solcelleopladet trailer mulighed for at lave koncerter ude på steder, der er i stor afstand fra kulturlivet generelt. Eller flytte musikken ud på plejehjem og give de ældre beboere musikoplevelser, de selv oftest er afskåret fra at opsøge. Her er det musikere fra KORMA (Kompetencecenter for Rytmisk Musik i Aalborg – en slags rugekasse for upcoming musikere, der holder til i Huset i Hasserisgade), der stiller sig til rådighed.
Regulering i forhold til kulturinstitutionerne
Noget for noget kendetegner især forholdet til de stærke kulturinstitutioner som Kunsten, Aalborg Teater og koncertstedet i Skråen i Nordkraft. Disse kulturelle udtryksformer fylder meget i det samlede budget for kulturpolitikken med godt 75 millioner, svarende til 25 %. Til gengæld er forventningerne til disse institutioner meget markante, og det er måske først og fremmest disse institutioner, som skal løfte opgaven med at indfri de tidligere omtalte overordnede mål med kommunens kulturpolitik.
Derfor foreligger der også konkrete samarbejdsaftaler mellem kommunen og disse institutioner med beskrivelser af, hvad der gælder af målsætninger for driften af disse institutioner, som sker under kommunens tilsyn. F.eks. har kommunen ønsket, at Kunsten fik etableret eftermiddags arrangementer af forskellig karakter for at optimere interessen, besøgstallet og brugen af lokaliteterne. Igen for at sikre at kulturudbuddene blev publikumsorienterede, og videre hen kunne brande kommunen. Hvis man kigger på Kunstens kalender kan man se flere eksempler herpå.
F.eks. eftermiddags arrangementet ”Vin & Viden: Køn, kønsroller og kønsidentitet” (25/2 kl.17-19). Her kan man nyde et glas vin og få to foredrag af en henholdsvis en gynækolog og en sociolog og blive klogere på emnet. I kommunens øjne må det være et pragteksempel, fordi kulturlivet her på smukkeste vis lægger rammer til et samarbejde/partnerskab med sundhedsområdet og universitetsverdenens videnskabelighed. På den anden side kan man vel med rimelighed godt forstå, at en sådan tendens kan opfattes som en instrumentalisering af kulturinstitutionernes drift.
For Skråens vedkommende har man fra kommunens side ønsket, at koncertstedet lagde scene til, at repræsentanter fra vækstlaget fik mulighed for at blive eksponeret for et større publikum som led i deres upcoming proces.
Kigger man på området med de mindre kulturinstitutioner som KORMA (den rytmiske musik), Huset, Det Hem’lige Teater og Kunsthal Nord (bildende kunst), alle med rødder i kulturens vækstlag har kommunen efter omfattende dialog valgt at sammenlægge dem på en og samme adresse, nemlig Huset i Hasserisgade. Og udvide de fysiske rammer ved at bygge en ny fløj, en Black Box, som Jes Lunde kaldte det, fordi denne fløj kunne bruges til andre formål også. Ud fra en tro på at disse rugekasser kunne nyde gavn af at være under samme tag. At der kunne skabes synergi på tværs af de kunstneriske udtryksformer ved at være hinandens ”naboer”.
Afsluttende bemærkninger
I beskrivelsen af kommunens kulturpolitik nævnes det eksplicit, at den er blevet til i kraft af et samarbejde med mange forskellige grupper af mennesker:
” Unge, midaldrende og ældre, elever fra SOSU Nord, Tech college, folk fra landdistrikterne, vækstlaget, de professionelle kunstnere, produktionsskolerne, UCN, AAU, gymnasierne, ungebyrådet, internationale studerende, kulturlederne, ældresagen og mange flere.”
(citeret fra Aalborg Kommunes Kulturpolitik- vedtaget 31.august 2020 af Aalborg Byråd)
Det er bestemt noget, der harmoner fint med, hvad der tidligere blev fremhævet, om at kulturlivet bliver skabt i samarbejde. Det signalerer både en demokratisk tankegang og en fornemmelse af fællesskab. På den anden side er kulturpolitikken for nogle forbundet med en udstrakt grad af politisk forvaltning, der indebærer reguleringer af større eller mindre grad.
Kulturlivet – både det offentligt støttede og det mere frie og uafhængige – kan ikke desto mindre fungere frit og udfolde den form for kritik af samfundsanliggender, der er potentiel ved brugen af kulturelle og kunstneriske udtryksformer. I den forstand agerer den kommunale kulturpolitik ikke som nogen censurerende instans. Alligevel kan hensynene til målene for kulturpolitikken godt virke hæmmende og selvcensurerende for dem, der skal forholde sig til kommunens ønsker, når der indgås samarbejdsaftaler eller andre aftaler (i forbindelse med ansøgninger til Kulturpuljen) for at få bevillinger i stand. Ofte er disse helt afgørende og vitale for at kunne at virke som kulturaktør og kulturinstitution.
——
Hovedfoto: Henning B. Hansen. Gavlmaleri i Reberbansgade og i Absalonsgade.
Street Art er en kunstform, der fylder meget i Aalborgs byrum i en høj kvalitet og ofte sætter beskuerens tanker i gang
