- Kultur og fritid

Vælgermøde om kulturpolitikken i Aalborg Kommune

Vælgermøderne kører på højtryk i Aalborg Kommune – fra de brede, vidtfavnende møder som Midtbyens Samråds møde i byrådssalen til de temabaserede møder med kun et enkelt tema. Et eksempel på det sidste var debatmødet om ”Aalborgs fremtid på kunst- og kulturområdet” tirsdag d 4/11. Her deltog 8 opstillede politikere i et møde om de store emner, der har præget kulturpolitikken den seneste valgperiode.

Kulturlivet i Aalborg kommune har gennemgået mange forandringer gennem den seneste 4-års periode. Den tumultariske udvikling af Spritten, den (u)mulige flytning af Aalborg Teater til Spritten-området, nedlæggelsen/flytningen af Det hemmelige Teater og Kunsthal Nord, den manglende forlængelse af Michael Falk Marinos kontrakt som leder af Huset i Hasserisgade, etableringen af Det Ny Huset og senest de truende nedlæggelser af en række kunstneriske uddannelser på Aalborg Universitet er nogle af de store sager, der verserer – og som har skabt en debat om de kulturelle institutioner og kulturpolitikken, som er sjældent set.

Det var derfor et med stor spænding imødeset vælgermøde med kulturen som eneste tema, der blev afholdt tirsdag d 4/11 i Studenterhuset – arrangeret af Nordjysk Kunstnernetværk.

Her deltog 8 opstillede politikere:
– Sune Kragelund, Radikale Venstre
– Anne-Marie Gertsen, Alternativet
– Kifaax Malin, Socialdemokratiet
– Sara Tvilling, Liberal Alliance
– Inger Johansson, SF
– Laura Sol, Enhedslisten
– Anita Lilholdt, Venstre
– Chris Holmsgaard, Moderaterne

Foto @Henning Quist Hansen

Dagsordenen bød på 4 overordnede punkter:
– Kunstnernes rolle i Aalborg Kommunes kulturpolitiske visioner
– Honorering af kunstnernes arbejde
– Involvering af kunstnere i kulturpolitikken og de nye flagskibe som Spritten, Det Ny Huset og Aalborg som europæisk kulturhovedstad 2032
– Kunstneriske uddannelser i Aalborg Kommune
Formanden for Nordjysk Kunstnernetværk, Birgitte Rode, bød kort velkommen, og derefter gik debatten i gang med en indledende runde med taletid til alle deltagerne.

Indledende runde
Den indledende runde med 2 minutters oplæg fra hver politiker gav hurtigt indtrykket af, at panelet ikke var sammensat af de højest placerede på partiernes opstillingslister, men derimod af yngre opstillede, som alle brændte for kulturpolitikken. Samlet set gav runden et indtryk af en gruppe politikere, som i det store og hele var enige om kulturens væsentlige betydning, og som ikke var bange for at tage afstand fra beslutninger, taget af deres eget parti i byrådet.

Det blev betonet, at der skal skelnes mellem kunst og kultur – og at det her først og fremmest ville være kunsten og kunstnernes rolle, der ville være i centrum. Og forskellen mellem de store kulturinstitutioner og det mindre etablerede vækstlag blev ofte trukket op – med stor forståelse for vækstlagets særlige betydning og værdi.

Alle betonede, at kulturpolitikken er et spørgsmål om prioriteringer – og at der går et klart skel mellem støtte til lokale kunstnere og projekter på den ene side og de mere ”flashy” arrangementer som regattaen og Tall Ship Race på den anden.

Venstres Anita Lilholdt var ikke imponeret over prioriteringen aktuelt – 83 mio. til et projekt som Aalborg som europæisk kulturby, når lokale har brug for støtte nu og ikke om 10 år.

Der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er rimeligt at prioritere betaling til kendte navne udefra, når man kan anvende lokale kunstnere.

Det gav anledning til, at debatten med spørgsmål fra salen – godt og afslappet styret af moderator Kjeld Lanng – indledtes med et første kritisk spørgsmål fra den lokale musiker Christina Momme, som roste deltagerne for deres vilje til at støtte lokale initiativer, men spurgte, hvorfor det så ikke er sådan, når politikerne træffer beslutninger. Panelet kunne blot svare, at de jo altså ikke sidder i byrådet – man må blot stemme på de rigtige kandidater.

Foto @Henning Quist Hansen

Kulturby
Det kan næppe overraske, at et af de mere omdiskuterede temaer blev Aalborg som kulturby 2032. Ved de netop afsluttede budgetforhandlinger blev der – som en start – afsat 83 mio kroner til projektet. Mange tilhørere gav klart udtryk for, at de mente, pengene kunne anvendes langt bedre andre steder. Det samme var tilfældet i panelet – til trods for at budgettet i byrådet blev vedtaget med et meget bredt flertal.

Der var dog en vis forståelse for, at de afsatte midler også kunne anses som et løft for kulturområdet – under forudsætning af, at kommunen vælger primært at satse på den lokale kunst, fremfor dyrt indkøbte navne. Som det blev formuleret: ”Der er ikke behov for koncerter med Mads langer og Birthe Kjær – men for at vise det lokale kulturliv frem

Birgitte Rode supplerede: ”I Aars oplevede man sidste år en blomsterfestival, som blev en kæmpe succes. Det var ikke stort – bare originalt. Arrangementer for festivalsegmentet er ikke originale – bare dyre!”
Laura Sol fra Enhedslisten så rimeligt optimistisk på kulturbyprojektet – ”det kan betyde, at vi et bedre og bredere kulturliv, hvis vi bruger det til at sætte mere fokus på kultur – især hvis det giver bedre fokus på og afsætning af midler til undergrundskulturen.”

De afsatte penge til en motorvej over Egholm blev også nævnt som en fejlinvestering, der kunne trækkes tilbage – så pengene kunne anvendes på en bedre fordelingspolitik – og til flere lokale kunstinitiativer.

Publikum
Flere blandt tilhørerne betonede, at modtagerne af kunsten i Aalborg udgør et problem. Der er behov for, at nogle forbrugsmønstre ændres. Folk kommer til koncerter med kopibands og de store navne – ikke til de mindre kendte, lokale. Der er behov for at aalborgenserne kigger indad – at de opdager de spændende og engagerende kulturoplevelser – frem for det etablerede – det vi plejer!

Foto @Henning Quist Hansen

Uddannelsessteder
Behovet for flere uddannelsessteder indenfor kulturfagene blev berørt af mange spørgere fra salen og af panelets deltagere. De truende lukninger af kreative fag på universitetet som Musik og Teknologi og Kunst blev nævnt, men som SFs Inger Johansson anførte: ”Vi kan ikke bestemme over universiteterne – men vi kan presse lidt på.

Alternativets Anne-Marie Gertsen talte klart for flere ungdomsuddannelser, som” trækker unge til – og måske bliver nogle af dem her.” Liberal Alliances Sara Tvilling frygtede en braindrain indenfor kulturlivet – og erhvervslivet – og så her bedre uddannelsesmuligheder og bedre muligheder for udøvende kunstnere som en væsentlig forudsætning for at bevare kvalificeret arbejdskraft i Aalborg-området.

En rigtig veteran i den aalborgensiske kommunalpolitik, tidligere rådkvinde for Socialdemokratiet, Inge Nesgaard, gjorde opmærksom på, at byen har landets største kulturskole for unge. Lars Pedersen – professionel Aalborg-kunstner – var en af flere, der efterlyste et kunstakademi – som vil være et logisk led i en fødekæde, som lige nu ikke rigtigt eksisterer.

Kommunens behandling af kunstnerne
En af de store mangler ved kulturlivet i Aalborg er spillesteder og ikke mindst udstillingssteder for den lokale kunst. Spritten bliver ikke for lokale kunstnere, Kunsthal Nord er væk, Husets fremtid lidt usikker. En efterlysning af bedre lokaler for lokale kunstnere var fælles for panelet og tilhørerne i salen. Men ikke på budgettet i kommunen…

Flere i panelet kom ind på, at kunstnerne ikke får den behandling, de fortjener. Kifaax Malin fra Socialdemokratiet roste kommunens kulturstrategi, som betoner vigtigheden af vækstlaget og de lokale kunstneres muligheder – ”problemet er bare, at vi ikke bruger det nok – og jeg er forarget over, hvor lidt vi betaler kunstnere for deres arbejde. Oftest bliver vores kunstnere bedt om at arbejde gratis, fordi de støtter en god sag. Vi investerer mere i bygninger og events end kunstnere!”

Foto @Henning Quist Hansen

Konkrete bud
Der blev opstillet ganske mange konkrete bud på, hvordan kunstnermiljøet i Aalborg Kommune kan styrkes. Et enkelt vellykket eksempel er arbejdet med en kunstnerisk udsmykning af Svenstrupgård i forbindelse med renoveringen af bygningerne. Her har kommunen sat penge af til en kunstnerisk udsmykning, hvilket har været en meget vellykket proces mellem Svenstrupgård, kommunen og en lokal kunstner.

Derudover var der forslag fra SF om et gratis kulturpas, så alle har råd til at deltage – kulturen skal være med til at skabe lighed, ikke øge sociale forskelle. Der blev stillet forslag om et kulturråd til rådgivning af lokale kunstnere mht. f.eks. ansøgninger til kommunen.

Radikale Venstres Sune Kragelund kunne godt forestille sig et kunstcenter i Aalborg, som åbner op for lokale kunstnere – som det er set i Dronninglund og Thisted. Og Kragelund mente desuden, at der bliver snakket for meget om prioritering og nedskæringer – kulturen skal bruge flere penge!

Og Karin Mette Petersen foreslog, at de tomme lokaler i Aalborgs midtby konkret kan anvendes som midlertidige udstillingslokaler, øvelokaler mm.
Ideerne blomstrede – og politikerne venter med længsel på at blive valgt ind i byrådet.

Hvad sker der videre – på kulturområdet?
Alt i alt udviklede vælgermødet sig mere til at blive en dybdegående diskussion af kulturpolitikkens muligheder og begrænsninger – mere end et møde med partipolitiske markeringer.

Det er vel tvivlsomt, hvorvidt vælgermødet flyttede mange stemmer. Og det er i høj grad tvivlsomt, om de mange positive meldinger om mere støtte til den lokale kunst og en øget fokus på kulturpolitikken bliver ført ud i livet efter valget, når partidisciplinen og den økonomiske virkelighed melder sig. Men i hvert fald gav vælgermødet om kultur en fokus på en mængde relevante problemstillinger, der blev lyttet og diskuteret i en meget positiv ånd og der blev fremsat mange ideer til en konstruktiv politik.

Måtte det være medvirkende til, at Aalborg i fremtiden får et endnu mere levende kulturliv og ikke mindst en større publikumstilslutning.
——
Hovedfoto @Henning Quist Hansen

0 0 votes
Article Rating

Om skribenten Henning Quist Hansen

Læs alle artikler af Henning Quist Hansen
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments