Demokraternes iøjnefaldende sejre ved Midtvejsvalget kan have sat forhåbninger om en ændring i amerikansk politik i gang. Man skal dog ikke glæde sig for tidligt. Dels forlener det amerikanske politiske system præsidenten med en god del magt, dels repræsenterer Trump på det udenrigspolitiske felt på store træk kontinuiteten i det amerikanske syn på internationale relationer. Indenrigspolitisk er forskellene på Republikanerne og Demokraterne større.
Det amerikanske midtvejsvalg kan have afledt forhåbninger om en nyorientering i amerikansk politik. Med et flertal i såvel Senatet (56-44) som i Repræsentanternes Hus (256-169 med 425 af 435 kredse optalt) har Demokraterne givet Trump noget at tænke over, men Trumpkritikerne skal ikke glæde sig for tidligt, for som det amerikanske politiske system er skruet sammen, skal der 2/3 flertal i begge kamre til for at omgøre et præsidentielt veto, hvilket vil kræve 290 ud af 435 stemmer i Repræsentanternes Hus og 67 ud af 100 stemmer i Senatet – en så godt som umulig opgave, såfremt partdisciplinen er intakt. Udelukkes helt kan det dog ikke, da der findes progressive og konservative kræfter i begge partier. Hos Republikanerne dog fortrinsvis konservative.
På den anden side vil Trump med den demokratiske valgsejr imod sig få svært ved at få sin politik igennem, med mindre han indleder et samarbejde med ”dummekraterne” (som han polemisk omtalte sine modstandere i valgkampen).
Forskel: Velfærdsstat over for minimalstat
Man skal imidlertid ikke være blind for, at der overordnet set – i det mindste på den indenrigspolitiske arena – er store forskelle på Demokraterne og Republikanerne.
Grundlæggende ønsker Demokraterne, hvad der minder om en dansk, universel og omfordelende velfærdsstat, mens Republikanerne tænker udbudsøkonomisk i form af deregulering og skattelettelser til alle indkomstgrupper samt selskaber og hælder dermed til en minimalstat a la Anders Foghs opskrift. Demokraterne gik til valg på en topskat til indtægter over 400.000$ og en top-topskat til millionærer. Forskellen ses også på sundhedsområdet, hvor Demokraterne har kæmpet for en offentlig sygesikring til alle, mens Trump og Republikanerne har den opfattelse, at sundhedsvæsenet drives bedst af private forsikringsselskaber og markedsmekanismen.
Begge partier respekterer det andet tillæg i forfatningen, der garanterer retten til at bære våben, men Demokraterne ønsker en mere restriktiv lovgivning med baggrundstjek og forbud mod automatvåben.
Trump opfatter påstanden om klimaforandringer som fup og ønsker at udvikle den fossile industri, mens Demokraterne bakker op om den grønne omstilling og Parisaftalen ved at ville indføre skatterabatter til fremme af VE-anlæg.

Republikanernes værdier bygger på den traditionelle familie, religion, og en kritik af fri abort, mens Demokraterne støtter fri abort og LGBTQ+ – rettigheder og er stærke modstandere af den strukturelle racisme.
Trump har med muren mod syd, ICE og hurtige, brutale udvisninger vist sig som en hardliner på indvandringsområdet, mens Demokraterne med en mere human politik vil give indvandrere mulighed for at opnå statsborgerskab

292 dekreter på mindre end to år
Trump kan imidlertid også fortsætte sin exceptionelle brug af dekreter. Kun halvvejs i sin anden embedsperiode har Trump udstedt 292 dekreter, hvilket er næsten dobbelt så mange, som Biden nåede på fire år.

Dekreter har udviklet sig til en noget særegen størrelse i amerikansk politik. Et dekret er oprindeligt tænkt som en instruks fra præsidenten til den føderale forvaltning eller militæret om, hvordan eksisterende love skal administreres. Men med Trump har dekreterne udviklet sig til noget, der minder om de facto ny lovgivning.
Der er dog begrænsninger på anvendelsen af dekreter. De kan ikke tilsidesætte love vedtaget af Kongressen, og domstolene kan erklære et dekret ugyldigt, hvis præsidenten overskrider sine beføjelser, og den næste præsident kan ophæve det med sin underskrift.
Trump repræsenterer udenrigspolitisk kontinuitet
Hvor der således kan registreres forskelle mellem de to store partier på indenrigspolitikken, så er spørgsmålet, om Republikanernes nederlag ved Midtvejsvalget vil ændre amerikansk udenrigspolitik?
For det første er det værd at konstatere, at præsidenten har relativt stor, selvstændig magt over udenrigspolitikken:
Som øverstbefalende kan Trump indsætte militæret i begrænsede militære operationer uden Kongressens samtykke. Irankrigen, tilfangetagelsen af Venezuelas præsident Maduro, sænkninger af fartøjer i Det caribiske Hav er alle i strid med international ret, men nøgternt set adskiller Trump sig på dette område ikke fra tidligere såvel demokratiske som republikanske præsidenter. Indgreb i Latinamerika, Sydøstasien, Mellemøsten mm i strid med folkeretten har været hverdagskost i amerikansk udenrigspolitik, når Pentagon og State Department anså amerikanske interesser for truede, så set i det lys repræsenterer Trump kontinuiteten i amerikansk udenrigspolitik, og det vil et demokratiske flertal i Kongressen ikke kunne ændre – og der vil formodentlig langt ind i de demokratiske rækker være en billigelse af, at USA reagerer, når amerikanske interesser er på spil. På den vis adskiller amerikansk udenrigspolitik sig ikke fra russisk – eller for den sags skyld dansk. Det er udtryk for hykleri i middelsvær grad, når Anders Fogh, Per Stig Møller og Lars Løkke m.fl. fordømmer Ukrainekrigen, når de selvsamme (ex)politikere i sin tid gav grønt lys for dansk deltagelse i den folkeretligt set ulovlige invasion af Irak.

Støtten til Israel fortsætter
Trump har indtil for ganske nylig været Israels mest trofaste støtte, og de årlige, faste donationer beløber sig til 25 mia. kroner. Dertil kommer, at USA har brugt godt 120 mia. kroner på militær støtte til Israel i forbindelse med Gazakrigen. Samlet set har Israel modtaget bistand i et omfang svarende til 1800 milliarder kroner siden 2. Verdenskrig. Selv om der er tiltagende kritiske røster blandt Demokraterne af Israel, så vil resultatet af Midtvejsvalget formentlig ikke slå ud som en radikal ændring af Israelpolitikken, selv om fremtidige bevillinger skal igennem en Kongres styret af Demokraterne.

Trumps Protektionisme og Bidens Inflation Reduction Act
Præsidenten kan uden Kongressens samtykke indføre økonomiske sanktioner mod andre lande – herunder told, som tilsyneladende er Trumps favoritvåben i kampen for at genvinde amerikansk økonomisk styrke og fylde den slunkne statskasse op med nye milliarder.
På det punkt adskiller Trump sig fra Demokraterne, men det hører med til historien, at Biden og Demokraterne vedtog Inflation Reduction Act, som overordnet set på sympatisk vis giver et gevaldigt skub til den grønne omstilling, idet betydelige midler tilføres vedvarende energi, elbiler, batterier og energieffektivitet gennem skatterabatter og tilskud, men for at få udbytte af støtten kræver loven, at varer og komponenter produceres i USA, hvilket de facto har samme virkning som Trumps toldsatser.
Øget europæiske bidrag til Nato
Hvor tidligere amerikanske præsidenter forgæves har forsøgt at få europæerne til at øge bidraget til Nato, er det Republikanernes fortjeneste, at europæerne nu har forpligtiget sig til i løbet af nogle år at yde 5% af BNP til militæret. Trump har virkelig givet vennerne på den anden side af Atlanten tommelskruerne på, og det vil ingen demokratisk præsident eller Kongres formentlig lave om på.

Fokus på Kina
Selv om der er forskelle mellem de to partier i tilgangen til Kina – Republikanerne ser traditionelt Kina som en fjende og sikkerhedstrussel, mens Demokraterne betragter Kina som økonomisk rival – så er der overordnet set en enighed om, at fokus skal flyttes fra Europa til Asien, hvor Kina anses for en global konkurrent, som skal imødegås teknologisk og økonomisk. Der kan næppe herske tvivl om, at Trump og Republikanerne her repræsenterer kontinuiteten i amerikansk udenrigspolitik, og set i det lys vil midtvejsvalget ikke ændre den amerikanske Kinapolitik.
Multilateralisme over for unilateralisme
På et centralt område er der en principiel forskel på de to partier. Hvor Demokraterne bekender sig ideologisk til multilateralismen og en regelbaseret verdensorden, hvilket konkret giver sig udslag i støtte til bl.a. FN og WTO, vægter Republikanerne unilateralismen (America First), hvilket bl.a. har indebåret en kraftig beskæring af støtten til FN og u-landene. Trump har konsekvent modarbejdet Parisaftalen og hylder protektionisme og bilaterale handelsaftaler frem for store multilaterale fora som WTO. De to partier er dog enige om ikke af ratificere den internationale straffedomstol (ICC). Trump har imidlertid også på dette punkt været exceptionel, idet han har indført sanktioner mod ICC-ansatte.
Stupid, ubehøvlet, storskrydende
Trump kan i sin form virke stupid, ubehøvlet, storskrydende og megalomanisk. Det har formentlig fået nogle vælgere til at skifte parti ved midtvejsvalget. Og det ligger også lige for, at hans indenrigspolitik kan have kostet stemmer, og Demokraterne skal nu vise, hvad et parlamentarisk flertal kan bruges til. Let bliver det ikke, fordi den præsidentielle magt er så omfattende. Forskellen på Trump og Demokraterne er store, hvad angår indenrigspolitikken, men når vi taler om internationale relationer, repræsenterer Trump snarere kontinuiteten i amerikansk udenrigspolitik.
——-
Hovedfoto: Kongressen. Foto Wikimedia Commons




