Rikke Karlsson – ”En forvirret pige fra Rebild”

Rikke Karlsson er kendt for sin hovedrolle i to store sager i dansk politik: MELD/FELD-sagen, der fører til Morten Messerschmidts sandsynlige fald, og Rebild-sagen, der handlede om en familiefars seksuelle misbrug af sine og andres børn. De to sager fortæller hun om i dette interview, men først og fremmest fortæller hun om, hvordan hun har oplevet at være kvinde i politik, og hvordan hun selv har været udsat for sexisme.
Offentligheden lagde for første gang for alvor mærke til Rikke Karlsson fra Dansk Folkeparti, da hun i årene som medlem af Rebild Byråd kæmpede for de børn, som en familiefar i årevis havde misbrugt – ni børn, hvoraf de syv var hans egne – uden at kommunens forvaltning havde grebet ind, men tværtimod ignoreret læreres og pædagogers underretninger om forholdene.
Sagen endte i 2012 med en fængselsdom til faren (forvaring på ubestemt tid, senere ændret til 12 års fængsel) og fyringer af nogle af kommunes topembedsmænd, inklusiv kommunaldirektøren. Sagen var også medvirkende til en ændring af lovgivningen om kommunernes ansvar og tilsyn samt af forældelsesfristen i den slags sager.

Sexisme i kommunen
Det var under hele forløbet i Rebild-sagen, at Rikke Karlsson for alvor oplevede, hvordan det kunne være at deltage i politik som kvinde.
– I det øjeblik, jeg stiller mig kritisk overfor kommunens ageren i den sag, så begynder man at underminere mig, ved at opdigte historier om, hvem jeg mon gik i seng med. Taget ud af det blå forsøgte man at sprede rygter på politiske udvalgsmøder om, at jeg gik i seng med journalisten Asbjørn With, som jeg havde et samarbejde med under sagen.
Men ingen af de rygter om mit seksualliv, der cirkulerede, havde noget på sig.

Asbjørn With er på det tidspunkt journalist på Nordjyske Stiftstidende og kritiserede i en række artikler forvaltningens- og byrådets svigt i sagen. Han bliver senere belønnet med Cavlingprisen for sit arbejde – den mest prestigefyldte journalistiske pris i Danmark.

– Da et af byrådsmedlemmerne fra Venstre – som jeg ellers ikke fik nogen støtte fra i sagen – kontaktede mig, fordi han gerne ville have mig til at forklare, hvad der egentligt var op og ned i sagen, ved jeg fra nogle byrådskolleger, at der begyndte at florere rygter om, at jeg også skulle have et seksuelt forhold til ham.
Man brugte med andre ord det seksuelle til at nedgøre mig.

Da Rikke Karlsson i 2014 bliver valgt til Europa-Parlamentet for DF sammen med Morten Messerschmidt, Anders Vistisen og Jørn Dohrmann, oplever hun igen sexismen. Hun meldte sig i forbindelse med MELD/FELD sagen ud af partiet, men forblev i Europa Parlamentet som løsgænger indtil 2019.

Sexisme som EU-parlamentariker
– Hvordan stiftede du bekendtskab med sexisme i den tid, du sad i parlamentet?
– Da Morten Messerschmidt havde kaldt mig ”en lille forvirret pige fra Rebild” kom der utallige mails fra journalister, som fiskede efter, om jeg havde haft en affære med ham, og om det kunne tænkes, at jeg havde startet denne form for hetz, fordi han ikke længere gad gå i seng med mig. Var min ageren i MELD/FELD-sagen mon styret af, at jeg var en forsmået kvinde?
Det var helt grotesk!
– Et andet eksempel: Efter udmeldelsen af DF overhørte en af Christel Schaldemoses ansatte i EU´s presseloge, at Morten Messerschmidt og Anders Vistisen underholdt med, at grunden til, at jeg fortsat kunne blive i parlamentets konservative gruppe – som DF var medlem af – var, at jeg havde haft et seksuelt forhold til et fremtrædende medlem af den konservative gruppes bestyrelse.
– Og jeg kunne blive ved: På et tidspunkt ringede en journalist mig op og spurgte, om jeg havde et forhold til min kvindelige sekretær, fordi hun i en periode boede hos mig i min lejlighed, da hun ikke havde noget at bo i!
– Og da en fremtrædende journalist fra DR begyndte at kigge på svindlen i MELD/FELD, bliver han pludselig kaldt til møde af DR’s ledelse, fordi man havde modtaget en anmeldelse om, at pågældende journalist skulle have en affære med mig og derfor var inhabil. Han blev senere taget af sagen.
I det hele taget er det karakteristisk, at man i DF har gjort sig store anstrengelser for at miskreditere mig i offentligheden, efter at jeg meldte mig ud af partiet. Og det har været bemærkelsesværdigt, at det særligt er med det sexistiske skyts, man har forsøgt at komme mig til livs på min troværdighed.

– Det har været hårdt
Rikke Karlsson er ikke i tvivl om, hvorfor hun har været udsat for sexisme i sit politiske arbejde:
– De metoder, som politiske kolleger og journalister har anvendt over for mig, for at få mig til at stikke piben ind og gøre mig mindre farlig, har tydeligvis været brugt, fordi jeg var kvinde. Min påstand er, af den slags ville man aldrig forsøge at nedgøre en mand med. Der er ingen, som har taget mig fysisk på låret, men det har været dybt krænkende, at man digtede disse historier og også meget, meget sårende.

Ensom i politik
– Du har siddet både i Rebild Byråd, Regionsrådet og Europa-Parlamentet. Hvor har du fundet dig bedst tilpas?
– Jeg vil først sige, at det har på mange måder været svært for mig at være i politik. I virkeligheden bryder jeg mig ikke rigtigt om at opholde mig i den politiske verden. Jeg har følt mig meget ensom – hold op, hvor har jeg været ensom – i politik og har egentligt aldrig har haft venner der.
Det hænger måske også sammen med, at jeg ikke er en holdspiller. Det er forfærdeligt at sige, men jeg kan ikke bøje nakken og rette ind, under det man kalder partidisciplin, hvis der er noget, jeg ikke kan stå inde for og ikke mener af hjertet.
Måske har det også noget at gøre med, at det er sådan, jeg er født. Jeg har formentlig været et særdeles uregerligt barn, som ikke altid fulgte normerne, men gik mine egne veje.
– Men tilbage til dit spørgsmål: Det er i Europa-Parlamentet og Regionsrådet, jeg har følt mig bedst tilpas. Begge steder føres der politik på et mere overordnet niveau, og begge steder sad jeg i nogle vigtige udvalg og føler, at jeg havde en ret stor indflydelse.
– Jeg er meget optaget af de ting, jeg – via min uddannelse som socialpædagog og mine erfaringer fra mine jobs på opholdssteder, i socialpsykiatrien, som gadearbejder, underviser og skoleleder – har forstand på og kan bruge i min kamp for de svage og udsatte. Og så har jeg i øvrigt tilladt mig at sige fra, når jeg blev spurgt om noget, jeg ikke havde forstand på.

-Under Rebildsagen blev du af nogle kritiseret for at agere som sagsbehandler – du mødtes bla. privat med de misbrugte børn – og blandede dig i noget, som de professionelle, psykologer, socialrådgiver mfl., skulle tage sig af. Kan du følge det argument?
– Nej, nej, det kan jeg simpelthen ikke. Hvis man har forstand på socialt arbejde, som jeg har, skal man selvfølgelig bruge det i ens politiske arbejde. Ligesom de biologuddannede kunne gøre sig kloge på miljøet. Jeg kan ikke se at der skulle være nogen forskel. Selv om Rebildsagen måske nok startede som en personsag, blev den ved Asbjørns og mit arbejde løftet op på et overordnet plan, som misbrugte og udsatte børn i hele landet efterfølgende kunne nyde godt af. Den store fokus der blev på den slags sager betød også forbedringer af lovgivningen på området og ændrede regler for kommunernes håndtering af børnesager.

Kvinder i politik
Når talen falder på kvinders stilling generelt i politik, er der noget, der undrer Rikke Karlsson.
– Hvorfor forventes det fra omverdenen – bla. medierne -, at kvindelige politikere klæder sig på en bestemt måde. Læg mærke til, hvordan Mette Frederiksens tøjvalg og frisure ændrede sig, da hun blev statsminister. Helle Thorning har sagt, at hun som statsminister ikke kunne gå klædt, som hun havde lyst til. Ritt Bjerregaard har forklaret, at hun aldrig slog sit hår ud, for så betragtede folk hende på en anden måde. Da Lene Espersen skilte sig ud fra den gængse opfattelse af, hvordan kvindelige politikere skal gå klædt, blev hun kaldt ”den talende kavalergang”. Og da Kristendemokraternes Isabella Arendt deltog i et debatmøde på tv, blev hun kaldt for ”Baben i den røde kjole”. Hvornår mon vi når til det punkt, at den slags udtalelser er forbi? For de lever i bedste velgående ude i det politiske landskab og såmænd også mange andre steder.

– Hvilke overvejelser har du gjort dig om din egen måde at klæde dig på som politiker?
– Jeg kom ind i politik som relativ ung, 33-årig. Jeg var storbarmet, lyshåret og alenekvinde, og så var man ligesom sat i bås. Hvis man ikke forsøgte at skjule det i en eller anden forstand, var man ilde stedt. Man måtte for guds skyld ikke vise sig for udfordrende klædt. Men jeg ville have lov til at klæde mig på kvindeligt. Det har jeg altid gjort. Man må godt kunne se, at man er kvinde uden at få bemærkninger fra omgivelserne. Men jeg indrømmer, at jeg i nogle tilfælde særligt under mit arbejde i Europa Parlamentet har rettet mig lidt ind efter den traditionelle ”dress code” for EU-parlamentarikere, hvis det vel og mærke havde et formål i min kamp for at forbedre forholdene for udsatte mennesker.

– Hvad er dine erfaringer generelt med kvinder i politik?
– Jeg blev hurtigt klar over, at mænd lytter til mænd. Kvinder skal kæmpe mere for at blive hørt.
Jeg oplevede også som nyvalgt medlem til DF’s amtsbestyrelse i Nordjylland, at formanden på det første møde foreslog mig som sekretær. ”Hvorfor det”, spurgte jeg, for det havde jeg ikke lyst til. Hans svar var, at ”vi synes, at pigerne skriver så pænt”.
Sådan et svar går nok ikke i dag, men jeg har i det hele taget svært ved at se, hvordan kvindernes stilling i politik kan forbedres på sigt. Tidligere var jeg modstander af kønskvotering, men i dag tror jeg ikke, det går uden.

Fra Radikale Venstre til Dansk Folkeparti
– Hvornår blev du egentligt politisk vakt?
– Det er svært at sige, hvornår det nøjagtigt skete. Min mor og far var ledere af Støvring Friskole, min morfar var skoleinspektør og sammen med min mormor var de i min barndom familiens samlingspunkt. Når vi var samlet, var der vilde diskussioner. Min morfar var meget interesseret i politik, og det smittede nok af på mig. Men da én sagde til mig, at ”du skal da være politiker, Rikke”, var mit svar, at det ville jeg i hvert fald ikke.

– Du var medlem af Radikale og meldte dig i 2001 ind i DF. Det er noget af et spring. Hvad fik dig til det?
– Ja, det var noget af et spring. Min mor og hendes søskende var SF’ere. Jeg selv var pacifist og stor tilhænger af EU.
Men jeg var på det tidspunkt ansat på et socialpædagogisk bosted med både danske børn og børn af anden etnisk baggrund. Jeg elskede dem alle sammen lige højt, men jeg oplevede der, at indvandrerbørnene mange gange fik det hele, mens de danske børn måtte nøjes med mindre. Jeg var selv alenemor med 3 børn og kunne ikke tilbyde mine børn nær det samme som børn med indvandrerbaggrund. Det udfordrede min retfærdighedssans.
Samtidigt var der omkring år 2000 rigtigt mange historier om, at flygtningene snød med de sociale ydelser. Man manglede et system, som kunne vurdere, hvem der var ”rigtige” flygtninge. Og hvis de var det, skulle de efter min mening have hjælp på alle bedst tænkelige måder.
Desuden spillede det sikkert også ind på min beslutning, at min onkel, Søren Espersen, som jeg har altid har haft et tæt forhold til, opfordrede mig til at melde mig ind.

– Hvis vi lige bliver ved udlændingepolitikken et øjeblik: Havde DF’s udlændingepolitik nogen betydning for, at du meldte dig ud af partiet i 2015?
– Nej ikke i det øjeblik jeg stod midt i Meld og Feld sagen, så var min udmelding helt klart, fordi jeg ikke blev hørt af Dansk Folkepartis ledelse. Men samtidig med var DF’s udlændingepolitik blev strammere og strammere. Og da vi i Europa Parlamentet skulle stemme om, hvorvidt vi helt skulle lukke EU for flygtninge, ville jeg ikke være med. På det tidspunkt havde vi flygtninge drivende rundt i middelhavet med deres børn, og når de dukkede op af vandet, blev det besluttet flere steder, at det var okay at skyde efter dem for at holde dem ude af Europa. Det var en hjerteløs gerning i min verden og det sagde jeg fra over for.

– Så du havde meldt dig ud af DF, selvom MELD/FELD svindelen ikke havde fundet sted?
– Ja, det ville jeg nok have været nødt til. Det havde sikkert senere udviklet sig i den retning. Jeg havde flere afstemninger hvor jeg ikke fulgte mit parti og det kunne vel ikke blive ved at gå i længden. Og så er jeg i øvrigt meget glad for det europæiske samarbejde, og det passer jo ikke ligefrem lige med DF´s politik.

– Nu ved jeg godt, at det ikke er populært blandt politikere – det viser de 8 nuværende løsgængere i Folketinget – at nedlægge deres mandat og overdrage det til suppleanten, når man melder sig ud af et parti. Gjorde du dig nogle overvejelser om at stille dit mandat til rådighed og forlade parlamentet?
– Nej, det gjorde jeg ikke det øjeblik, fordi jeg stod i en særdeles grotesk situation, hvor det parti, jeg skulle have tillid til, havde misbrugt mit mandat på ulovlig vis. Derfor var det helt utænkeligt at jeg skulle give mandatet tilbage til dem, det havde jo ikke givet nogen mening.
Men jeg har egentlig i mange tilfælde stor sympati for, at nogle vælger at gå med deres eget mandat. Jeg tror, rigtigt mange mennesker ikke stemmer på et parti, men på et menneske, de har sympati for. Og jeg føler mig meget overbevist om, at mange af dem, som stemte på mig, gik efter den sociale profil, jeg havde og det jeg stod for.

– Er der andre partier, der efter din udmeldelse af DF har opfordret dig til at melde dig ind i deres?
– Ja, det tør siges. Jeg har fået henvendelser fra stort set alle partier.

Fremtiden
– Kommer vi til at se dig igen som aktiv i politik på et tidspunkt?
– Nej, ikke hvis du mener partipolitik. Jeg vil ikke ind i en partipolitisk spændetrøje igen. Men jeg bedriver alligevel i dag stadig politik på en mere – kan man sige – kunstnerisk måde end traditionel partipolitik.

På hvilken måde?
– Jeg har sammen med Asbjørn With, som jeg har arbejdet tæt sammen med siden Rebild-sagen, og en af mine sønner, Christian, oprettet et firma – Nordland Productions – som bla. laver dokumentarfilm. De fleste af dem handler om det lille menneske mod det store system. Vi tager udgangspunkt i personsager, hvis de kan løftes op på et mere overordnet og generelt plan. Det er jo også en måde at arbejde politisk på.

Jeg tager også rundt og holder foredrag om det, jeg har oplevet i den politiske verden.

Og så er jeg i gang med at skrive en bog om, hvordan verden ser ud inde fra mit hoved.
———————
Topfoto ©Christian Kragmann