Debatten om indvandrere handler ofte om de utilpassede unge. De dominerende medier prioriterer i høj grad den mislykkede integration og efterlader ofte læseren med det indtryk, at det er reglen snarere end undtagelsen, at minoritetsunge fejler i uddannelsessystemet og ender i bander.
Fariha Olawis historie er et eksempel på, hvordan integrationen lykkes uden at ende med assimilation.
Da Fariha Olawi var 6 år, flygtede hun med sin familie – far, mor og 5 børn – fra Taliban og endte ad forskellige omveje i Danmark.
I dag er hun tæt på at færdiggøre sin lægeuddannelse.
Hendes historie adskiller sig i mangt og meget fra de artikler om uintegrerede udlændinge, som sædvanligvis trækker overskrifter i de dominerende medier, og som på ubehagelig vis er med til at sætte dagsordenen i den politiske debat om flygtninge og indvandrere.
Netavisnord har sat Fariha stævne for et interview.
Skoletiden – en bred vifte af veninder
Når man som asylant har fået opholdstilladelse, bliver børnene i skolealderen placeret i en modtageklasse, hvor de lærer alfabetet, tallene og gradvist bliver fortrolige med det danske sprog. Fariha husker ikke meget fra den tid – kun at det gik forholdsvist hurtigt med at lære det danske sprog. Til gengæld er der mange og positive erindringer fra folkeskoletiden. Fariha fortæller:
– Jeg gik i en multikulturel klasse med børn fra bl.a. Bosnien, Afghanistan, Sri Lanka og Grønland. Derudover naturligvis en del etnisk danske børn – især drenge. Det var en god tid. Jeg havde veninder blandt de etniske minoriteter, men også danske veninder. Nu bagefter kan jeg se, hvor vigtigt det var, at jeg havde en så bred vifte af veninder. Børn spejler sig jo i dem, de omgiver sig med, og hvis man kun har veninder fra ens egen kultur, giver det af forståelige grunde vanskeligheder med integrationen.
– Måtte du undertiden lægge ører til fremmedfjendske og småracistiske bemærkninger?
– Jeg oplevede fordomme, som jeg forsøgte at afkræfte. Desuden kunne nogle af de danske drenge i almindeligt drilleri og ungdommelig frækhed opfordre en til at rejse tilbage, hvor man kom fra, men skolen var god til at håndtere de udfordringer, og de løb aldrig af sporet.
Gymnasiet – tre hårde, men gode år
I gymnasiet valgte Fariha en naturvidenskabelig studieretning, fordi hun allerede på daværende tidspunkt var afklaret med, hvad studentereksamenen skulle bruges til.
– Jeg ville gerne ind på lægestudiet, og det krævede et højt snit. Så derfor var gymnasiet en hård tid. Jeg lavede mange lektier og afleveringer. Men de tre år var også tre meget udviklende år. Jeg gik i en god klasse, og vi var kun 3 med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg fik nye danske veninder, og min barndomsveninde fra Sri Lanka gik også i klassen.
Vi oplevede ingen problemer med fremmedfjendskhed. Tværtimod var der en nysgerrighed og spørgelyst om, hvordan der var der, hvor jeg kom fra. Og gymnasietiden var også socialt en spændende tid. Selv om jeg ikke drikker alkohol, kunne jeg sagtens deltage i festerne og det sociale liv på skolen.
Bindestregsidentitet
– Har du i din skoletid oplevet det, man kalder bindestregsidentitet eller pendlerkulturen?
– Ja, for så vidt at der var forskel på den kultur, jeg kommer fra, og så mine kammeraters. Jeg har da reflekteret over min identitet, og hvem jeg er, men aldrig på en negativ måde. Af og til kunne det godt være lidt hårdt, når man skulle veksle mellem to kulturer og fundere over, hvor man egentlig hører til. Jeg er opdraget på et bagtæppe af afghansk kultur og afghanske værdier, og der er da forskelle fra danske værdier: mad, påklædning, religion, ramadan, forholdet til det modsatte køn. Men jeg synes, jeg er privilegeret på den måde, at jeg har kunnet vælge det bedste fra begge verdener.
Hvortil kommer, at der altså er adskillige lighedspunkter mellem afghanske værdier og danske. Mine forældre har – ligesom danske forældre – en ambition om, at deres børn skal have en god uddannelse. Og jeg er blevet opdraget til, at man skal behandle andre mennesker med respekt og værdighed samt være hjælpsom – disse værdier indgår også i mange danske børns opdragelse. Og så har jeg i øvrigt gjort, hvad jeg kunne for at integrere mig i skolelivet og i fritiden. Og sørget for allerede som ung teenager at have et fritidsjob, så jeg kunne tjene mine egne penge. Men jeg fornægter ikke mine afghanske rødder!
Læger uden grænser
Efter gymnasiet tog Fariha et sabbatår, hvor hun bl.a. arbejdede i fiskeindustrien og lærte den livsform at kende. Målet var at finansiere en dannelsesrejse til Indien, hvor hun med en veninde opholdt sig i tre måneder og bl.a. arbejdede på et privathospital. Efter hjemkomsten startede hun på medicinstudiet i Århus.
– Det var hårdt i starten. Selv om jeg synes, jeg havde en god ballast med fra gymnasiet, så var det noget af et kulturchok i den grad som studerende at blive overladt til sig selv på godt og ondt. Jeg skulle lige vænne mig til det meget selvstændige liv som studerende i modsætning til livet som gymnasieelev, hvor man trods alt bliver guidet igennem med lektier, afleveringer, vejledning og lærere, der tager hånd om en, hvis man har brug for det.
Af gode grunde er det begavede og meget arbejdsomme studerende, der får adgang til lægestudiet. De er målrettede og dygtige, og gennem arbejdet i læsegrupper får man løst op for de knuder, som i starten kan gøre tilværelsen som studerende lidt besværlig og uoverskuelig.
Efter sin bachelor søgte Fariha Olawi en vikarstilling som kirurg på Ålborg Sygehus. Hun havde behov for at se lærebøgerne omsat til praksis, og det har hun i selvforståelsen lært utroligt meget af, og måske har hospitalsopholdet givet hende et fingerpeg om, hvilken specialuddannelse hun til sin tid skal søge ind på.
– Har du en vision for, hvordan du skal bruge din uddannelse, når du er færdig som specialist om nogle år?
– Det ligger lige for med de rødder og de værdier, jeg har, at ville gøre gavn, hvor behovet er størst. Jeg har stor respekt for det arbejde, som Læger uden Grænser gør i u-landene, og jeg leger med tanken om at tage til Afghanistan, når jeg er færdig. På flere måder er der fremskridt at spore i landet: pigerne kommer i skole, der er kvindelige lærere, uddannelse er højt prioriteret, sikkerheden er forbedret.
Men på et punkt er der lang vej hjem for afghanerne: Sundheden er lavt prioriteret, og hospitalsvæsenet er næsten ikke – eksisterende, og det er ikke usædvanligt, at folk må tage til Indien eller Pakistan for at blive behandlet. Der ligger en kæmpe udfordring og venter på at blive løst, og der kunne der blive god brug for veluddannede læger.
– Tænker du mere permanent på at emigrere tilbage til dit fødeland?
– Nej, det bliver kun et åremål. Jeg hører hjemme i Danmark, hvor jeg har min familie og venner.
Udlændingedebatten – hvad skal der til for at være dansker?
– Et sidste spørgsmål: Udlændingedebatten er hård i Danmark. Partier har vokset sig store ved hjælp af en meget kritisk og uforsonlig indstilling til flygtninge og indvandrere, og tendensen til at generalisere ud fra enkelteksempler på kriminelle blandt indvandrerunge er påfaldende. Hvordan påvirker de meget fremmedfjendske diskurser i udlændingedebatten dig?
– Jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet: Hvornår er man dansker? Hvad skal der til? Jeg og min familie har bestræbt os på at lade os integrere i Danmark. Mine forældre har arbejdet hele tiden, og vi børn er alle i gang med en uddannelse. Vi har bidraget til det danske samfund, så godt vi kunne. Og alligevel bliver nogle udlændinge til stadighed mødt med skepsis og symbolpolitik. Jeg forstår ikke, hvordan en mand som Rasmus Paludan kan få så mange tilhængere, og hvorfor det er så vigtigt at give hånd, når man modtager statsborgerskab.
– Personligt føler jeg ikke fremmedfjendskheden, fordi jeg omgiver mig med højtuddannede og tolerante mennesker, men jeg ved, andre gør. Hvis jeg skulle give et bud på, hvordan man kommer den til livs, så skulle man bl.a. lade være med at placere udlændinge i ghettoer for sig, hvor de ikke har andre end hinanden at spejle sig i. Mere blandede boligkvarterer kunne være et første skridt på vejen til at nedbryde fordomme mellem etniske danske og etniske minoriteter. Det er vigtigt, at man på en eller anden måde har kontakt til mennesker, der ikke nødvendigvis er helt som en selv.
Dejlig og oplivende historie, som der sikkert er flere af, de fylder desværre ikke så meget i den daglige debat, hvor laveste fællesnævner ofte er udslagsgivende.
Fahira beskriver FN miljøet når hun beskriver den multikulturelle folkeskoleklasse hun gik i. Som tidligere FN medarbejder har jeg oplevet hvor godt mange forskellige kulturer med forskellig baggrund kan arbejde fantastisk godt sammen. Jeg ville ønske at flere kunne få denne oplevelse og få udvidet deres horisont. sammen.
Jeg synes også at det er en dejlig historie. Men jeg tænker også på hvor mange elementer, der skulle falde på plads for at Fariha blev en succes. Hun er tydeligvis en målbevidst ung dame med gode evner og har haft en god støtte fra mange sider. Desværre er det lidt for karakteristisk at det er en pige, der er hovedpersonen. Drenge klarer sig ikke nær så godt. Det gælder især drenge fra de arabiske og afrikanske lande. De mangler netop støtte f. eks. i form af en opdragelse, der viser dem at de selv skal ville, ikke blot vente… Læs mere »