Ukraine – kampen om diskursen

De danske medier, regeringen og de politiske partier mimer – med en enkelt undtagelse eller to – kritikløst Natos fortælling om Ukrainekonflikten. Dagligt fodres befolkningen med information, der historieløst anskuer Rusland som den aggressive, ekspansive part. Fraværende er næsten ethvert forsøg på at nuancere konflikten og se den fra den russiske vinkel, hvilket ellers er en anerkendt metode, hvis man vil undgå, at spændinger eskalerer til krig. Denne artikel forsøger at råde bod herpå.

Konflikten i Ukraine foregår på tre niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine, mellem Ukraines regering og Rusland samt mellem NATO og Rusland. Konflikten drejer sig om historie, landområder, magt og sikkerhed, identitet og folkeret.

Krim og det østlige Ukraine med en russisk identitet
Historisk tilhørte Krim-halvøen den russiske del af Sovjetunionen, men i 1954 blev Krim tilføjet Ukraine, hvilket på daværende tidspunkt var uproblematisk, da Ukraine var en del af Sovjetunionen

Først da Sovjetunionen blev opløst i 1991, og Ukraine erklærede sig som en selvstændig stat, blev kimen lagt til den nuværende konflikt, idet flertallet på Krim og i de østlige provinser Luhansk og Donetsk besidder en russisk identitet, som derfor bevirker, at de orienterer sig mod øst, mens flertallet i den øvrige del af Ukraine favoriserer en tilknytning til Vesteuropa.

Kuppet mod Janukovitsj

Da Viktor Janukovitsj, efter ukrainske forhold nogenlunde demokratisk valgt præsident, i 2014 valgte side og indgik en økonomisk aftale med Rusland frem for med EU, førte det til omfattende demonstrationer på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev, og Janukovitsj blev afsat. Set med russiske briller var der tale om et vestligt genereret kup næret af CIA på lige fod med bl.a. kuppene i Iran i 1953, i Guatemala i 1954, Chile 1973, Grenada 1983, Nicaragua 1986 og Venezuela i 2002.

Dosenrode: Ingen evidens for CIA-indblanding
En vestlig fortolkning understregede imidlertid, at den afsatte, ukrainske præsident var korrupt og autoritær, og kort efter underskrev den nye pro-vestlige ledelse en associeringsaftalen med EU.

Om beskyldningerne mod USA og Nato for at have iscenesat regimeændringen i Ukraine siger Jean Monnet professor i politologi ved Aalborg Universitet, Søren Dosenrode:
– Der er ikke nogen evidens for den påstand. Man skal se den orange revolution som et folkeligt oprør. Det er rigtigt, at ukrainerne er splittet mellem to identiteter, men den russiske del af befolkningen udgør kun godt 20 % af den samlede population, og selv om der også findes blandede ægteskaber, så er der næppe tvivl om, at hovedparten er vestvendt.

Annekteringen af Krim – klart folkeretsstridigt
Russernes reaktion på, hvad de opfattede som et vestligt inspireret statskup og Ukraines nye tilknytning til EU, var annekteringen af Krim og de facto løsrivelse af det østlige Ukraine. Selv om Krimannekteringen var klart folkeretsstridig, betød Kremls bekymring for de etniske russeres rettigheder i Ukraine samt flådebasen i Sevastapol mere end respekten for folkeretten.
På samme måde som USA, England og Danmark negligerede folkeretten, da Irak blev invaderet i 2003, og på samme måde som Vesten ser gennem fingre med Israels bosættelser på Vestbredden, uden at det følges op af sanktioner. Set ovenfra er der næppe tvivl om, at folkeretten for stormagterne er en fleksibel størrelse, alt afhængig af om respekten for den passer ind i deres geopolitiske og økonomiske interesser eller ej.

Natos diskurs om Ukraine
Der findes i det mindste to diskurser om forholdet mellem Ukraine, Rusland og Nato.
Om den ene siger Søren Dosenrode:
– Ud fra et demokratisk princip om, at stater selv skal kunne vælge og bestemme, hvilke organisationer, de vil være en del af, skal Ukraine kunne søge om optagelse i Nato. Rusland skal ikke have lov til at bestemme over en uafhængig, suveræn stat.

– Men der er vel ingen automatik i et ansøgt medlemskab. Nato kan vel sige nej, hvis andre hensyn taler herfor?
– Et land skal leve op til Natos værdigrundlag om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Og det kan man i høj grad diskutere, om Ukraine gør. Ukraine er gennemkorrupt, og staten har ikke fuldstændigt voldsmonopol, al den stund der er en række militser, der opererer selvstændigt.

– Nato har på den anden side vel også nogle magtbalanceinteresser, som vil blive tilgodeset, såfremt Ukraine bliver optaget?
– Det er klart. Under Jeltsin var forholdet mellem Rusland og Nato næsten konfliktfrit, al den stund Jeltsin – som repræsentant for et land i knæ både økonomisk, politisk og militært – forsøgte at tækkes vesten og indføre vestlige standarder på både det økonomiske og politiske område. I dag opfatter Nato Rusland som en aggressiv, rivaliserende stormagt, når det laver militære øvelser med mere end 100.000 soldater op til den ukrainske grænse.

Den russiske diskurs om Ukraine
Den anden diskurs om forholdet mellem Nato, Ukraine og Rusland kritiserer NATO’s udvidelse mod øst og påpeger, at det er Nato, der historisk er den ekspansive part, da Nato ved at indlemme de baltiske lande og de tidligere Warszawapagtlande har inddæmmet Rusland og nu grænser helt op til landet.

Natos medlemslande. Udvidelse mod øst

Russerne føler sig omringet af amerikanske militærbaser, og dette skaber en usikkerhed, som fører til en konflikt. Allerede inddæmningsteoriens fader, George Kennan, advarede efter murens fald mod østudvidelsen, da han anså den for konfliktskabende.

Forsøg på at optage Ukraine (og Georgien) i NATO får derfor Rusland til at reagere og markere, at her går grænsen for, hvad landet vil finde sig i fra Natos side. Meget tyder på, at NATO’s udvidelse får Rusland til at føle sig klemt op i en krog. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates mener, at planerne om at inkludere Ukraine og Georgien i NATO ”undergraver formålet med alliancen og ser bort fra, hvad russerne betragter som deres vitale nationale interesser”. Det samme gør Stephen Walt, professor i Internationale Relationer ved Harward University (Information 29.1.2022).

Natos løfte til Gorbatjov….?
NATO’s udvidelse mod øst opfattes endvidere af russerne som et svigt, fordi det ifølge en historie, der ikke kan dokumenteres, er i strid med et løfte, som amerikanske myndigheder gav Sovjetunionen i forbindelse med Tysklands genforening. Men da var Rusland som sagt i knæ og kunne intet stille op, da udvidelsen tog fart i 90’erne.
– Søren Dosenrode, er der nogens evidens for, at Nato gav Gorbatjov et løfte om ikke at udvide alliancen mod øst, da han accepterede Tysklands genforening?
– Ikke mig bekendt. Ikke noget skriftligt i hvert fald. Jeg tror, der er tale om en skrøne.

Skriftligt eller ej. Det giver vel god mening, at russerne var interesseret i en sådan garanti, når man ser på udviklingen i dag?
– Ja, det kan man sige.

Russisk og amerikansk interessesfære
Om udvidelsen set med russiske øjne siger Søren Dosenrode:
– Set i det længere historiske perspektiv har Rusland/Sovjetunionen haft behov for en bufferzone mellem sig og Vesten. Rusland er blevet invaderet efterhånden nogle gange: Napoleon i 1812. Det tyske kejserrige under 1. Verdenskrig. Nazisterne i 1941.
Der kommer m.a.o. ikke noget godt vestfra efter russernes opfattelse. Og derfor føler de sig nu provokeret af indlejringen af hele bufferzonen i Nato. Hvortil kommer, at Rusland er sig bevidst, at Ukraine og Georgien og for den sags skyld også de tidligere WAPA-lande befinder sig inden for det, russerne betegner som ’den russiske interessesfære’. Dvs. russerne genopliver den tidligere koldkrigsinddeling af verden og vil revidere hele den europæiske sikkerhedsarkitektur.

– Det samme gør vel USA, som betragter i hvert fald Latinamerika som sin baghave, hvor fjendtlige lande ikke skal slå sig ned og indgå alliancer? Jeg tænker på bl.a. på Cuba, Chile, Nicaragua, Grenada.
– Sådan var det under Den kolde Krig, men det er længe siden.

Løsning på konflikten?
– Ser du nogen løsning på konflikten?
– Nato er nødt til at sætte hårdt mod hårdt og afskrække Rusland fra at invadere ved at opruste og få de europæiske lande til at leve op til 2 %’s – kravet.

– Stephen Walt foreslår, at Ukraine får status af neutral, alliancefri stat garanteret af stormagterne?
– Den tror jeg ikke på. Historien skræmmer. Belgien blev løbet over ende i både første og anden verdenskrig på trods af stormagternes garanti om at være neutral. Hvis jeg skal foreslå noget, skulle det være at tildele de to østlige provinser en højere grad af selvstyre.
————–
Topfoto Wikipedia