Vigtigheden af det nordiske samarbejde er i disse år tydeligvis blevet mere manifest og iøjnefaldende. F.eks. er det blevet en integreret del af det nuværende regeringsgrundlag i Danmark, og regeringslederne i de nordiske lande mødes nu oftere med hinanden, fordi den sikkerhedspolitiske usikkerhed taler for at have hyppig kontakt. Det nordiske samarbejde ER blevet mere påtrængende, synligt og med et klart spot på aktuelle og relevante problemstillinger, som de kan opleves i de nordiske lande. Sprogområdet, en fælles nordisk historie og kulturen har i mange år været definerende for det nordiske samarbejde, men det synes som om, at det i dag er blevet udvidet med hensyn til aktuelle samfundsmæssige og politiske problemstillinger. Denne ”nye” accentuering af arbejdet med nordiske anliggender gør sig også gældende for det program, som Filmklub Norden åbner sin første sæson med.
Med udgangspunkt i en samtale med Steen Timmermann, som står for driften af filmklubben, vil vi i denne artikel komme nærmere ind på, hvad formålet er set i forhold til Foreningen Nordens arbejde med nordiske anliggender, hvad man lægger vægt på i programlægningen og hvilke forventninger, lokalafdelingen i Aalborg, som står bag initiativet, nærer til filmklubbens virke.
Tilløbet til Filmklub Norden
Egentlig ligger starten på filmklubben længere tilbage. Her mødtes Aalborg afdelingens medlemmer i Foreningernes Hus (det gamle Nørresundby Rådhus, som huser foreningslokaler, Nørresundby Bibliotek og forskellige kulturelle arrangementer) til visninger af nordiske film på et lille lærred og primært film, som dvd formatet gav adgang til. Som man kan aflæse af ovenstående billede, har man i de enkelte sæsoners program valgt en lidt løs og fri sammenknytning af filmene, men selvfølgelig lagt vægt på, at programmets titler havde rod i det nordiske.
Sidste år takkede hovedkræfterne bag denne tidlige udgave af studiekredsen/filmklubben af og nye kræfter kom til. Primært Steen Timmermann. Med rorskiftet besluttede man dels at gøre filmvisningerne til et egentligt kulturtilbud, også for ikke medlemmer af foreningen Norden, dels var det et ønske at lade dette kulturtilbud være i form af rigtige biografoplevelser. Man havde tidligere haft et samarbejde med Orla Vestergård Nielsen omkring enkelte arrangementer med filmvisninger, og dette samarbejde blev nu genoptaget.
Orla V. Nielsen er et meget kendt ansigt i biografsammenhæng. I mange år drev han Biffen på Strandvejen i Aalborg, byens eneste art cinema, som senere blev del en af Nordkraft. I dag holder han sammen med Center for Dansk Jazzhistorie til i bygningen lige op til Nordkraft, hvor han bl.a. råder over egne biograffaciliteter under navnet CineVista.
Formålet
”Filmklub Norden er en del af foreningen Norden Aalborg. Vi byder på film og fortællinger, der bringer os tættere på livet på tværs af de nordiske lande. Vi mødes om film, der giver oplevelser og indsigt i Norden – i det vi deler og det, der adskiller os.” (Citeret fra Filmklub Nordens program)
Steen Timmermann understreger, at det er helt afgørende, at filmklubbens aktiviteter ligger”i tråd med Forening Nordens formål”. Lokalafdelingens aktiviteter er primært samlet omkring foredrag, senest med et foredrag om Finlands historie og finnerne, kulturelle arrangementer samt rejser. Her er filmklubben et godt og relevant supplement til at skabe indsigt i nordiske forhold og til at skabe forståelse for de emner og problemområder, der tages op i de nordiske filmfortællinger, fiktive såvel som dokumentariske. Som Steen Timmermann selv formulerer det: ”Film kan noget andet, skabe følelser. Film kan få os til at opleve mennesker, sprog, steder og landskaber på en anden måde”.
Programmet for sæsonen 2026/2027 (fra september til januar) er tilrettelagt i fællesskab med Orla V. Nielsen og omfatter 5 film samlet under temaet Minoriteter i Norden. Man har bevidst valgt tilgangen med at vise ”film i serier”, fordi ”film under et fælles tema giver mere end enkeltstående film. Filmene spiller sammen med de forskellige perspektiver på emnet.”, (Steen Timmermann).
Citatet og programmets forsidetekst fremhæver minoriteters udfordringer med at opleve og skabe et tilhørsforhold i et samfund, men tematiseringen heraf fremtræder i de valgte films fortællinger vidt forskelligt. Temaet angribes med andre ord meget bredt og kommer således til at omfatte mere end det, vi sædvanligvis forbinder med at udgøre en minoritet, typisk flygtninge og indvandrere.
Filmprogrammet blev sat i gang i september med visningen af ”Sameblod” (en samproduktion mellem Sverige, Norge og Danmark fra 2016) og den fokuserer på samerne som etnisk gruppe i norden (i den del af Lapland, som hører til Sverige). Den finske ”Aurora” fra 2019 beskriver nye minoriteter i form af indvandring, mens den islandske film ”Heartstone” fra 2016 kredser om at ”tilhøre” en seksuel minoritet (homoseksualitet). Filmen ”Wall” fra 2025 (fra Grønland/Danmark) skildrer en grønlandsk kvinde, som har været langtidsfængslet (forvaring), måske uden grund. Her stiller man skarpt på det at være en minoritet på kanten af samfundet. I januar afsluttes første sæson med at tage os til Færøerne. Det sker med filmen ”Det sidste paradis på jord” (2025), hvor vi møder små samfund, der kæmper for overlevelse.
Programmets bredt formulerede tema kan fremme ønsket om at nå ud til en stor målgruppe, men først og fremmest rummer bredden en nuanceret forståelse af, hvad man kan relatere minoritetsbegrebet til. Man får ud fra programmets foromtale af filmene indtryk af, at de alle på tværs af deres indbyrdes forskelle handler om at høre til i et samfund, noget der er afgørende for at opleve sit liv meningsfuldt og identitetsbåret.
Med valget af filmmediet får man som betragter adgang til at opleve de enkelte filmfortællingers tematisering af minoritetsproblemerne på en konkret, fysisk og sanselig måde, der taler til følelser og intellekt under ét.
Undertiden bliver man ramt meget mærkbart og direkte. Steen Timmermann beskrev således, hvordan publikum oplevede filmen ”Sameblod” ved visningen primo september: ”Da folk gik fra biografen, var der total stilhed. Det er en film, der sætter sig….. sætter fokus på, hvor meget man skal lave om på sig selv og sin baggrund for at høre til”.
Som afrunding vil vi se lidt nærmere på filmen ”Sameblod” og her bl.a. komme ind på, hvordan indblikket i samernes etniske udfordringer som minoritet, som det kommer til udtryk i filmen, kan sige os noget, der lever i et andet nordisk land. Samerne er et oprindeligt folk, der hører til i Lapland. Området strækker sig over fire lande (Norge, Sverige, Finland og Rusland), og filmen foregår i den svenske del af Lapland, hvor instruktøren selv kommer fra.
Filmen fortæller historien om den samiske pige Elle Marjas livslange identitetskamp mellem svensk og samisk kultur. Filmen er en rammefortælling, som på nutidsplanet tager udgangspunkt i Elle Marjas deltagelse i lillesøsteren Niennas begravelse, mens fortællingen inde i rammen omhandler hendes opvækst i 30’ernes Sverige. Denne opvækst byder på flere eksempler på etnisk diskrimination, bl.a. i form af tvungent kostskoleophold for, at man som samer kan lære svensk, dog uden at den fagligt dygtige og begavede Elle Marja på nogen måde kan gøre sig forhåbninger om at kunne begå sig i en rigtig svensk skole. Dette grundede sig i en antagelse, som det daværende Racebiologisk Institut nærede, om at samerne var mentalt underudviklede, netop fordi de var lavere i højde og havde en mindre hovedform. Dette forsøgte man at dokumentere ved at udsætte unge mennesker for ydmygende målinger, der også inkluderede fotografering af dem som nøgne.
Disse oplevelser får hende til at bryde med sit ophav, sin historie og sin samiske kultur. Hun vælger at søge til Uppsala i en bestræbelse på at blive ægte svensker. Med andre ord at opnå at høre til og finde sin identitet som svensker. Resultatet bliver en konstatering af at opholde sig i en slags ingenmandsland, udadtil omgivet af en svensk kultur, som hun er for samisk til at kunne blive ét med, og omvendt indadtil være for tilstræbt svensk til, at hendes ophav kan opfatte hende som samisk.
Både oplevelsen med etnisk diskrimination og følelsen af manglende tilhørsforhold vækker resonans i forhold til alle, som vokser op med en dobbelt kulturel indflydelse. I den egenskab rækker filmen tematisk også ud over en nordisk kontekst og fremstår mere almengyldig.
Rammen omkring fortællingen om Elle Marjas opvækst er som tidligere nævnt centreret om lillesøsterens begravelse. Hendes rejse tilbage for at deltage i den sammen med sin søn og barnebarn fører til, at hun bliver forsonet med det, der skete i forbindelse med hendes brud med sin samiske baggrund og til en accept af sig selv som samer.
Filmen er og bliver ikke en offerfortælling, og det er filmens styrke. Dens nøgterne og usentimentale tone sætter den i stand til at formidle alvoren og de stærke følelser på en ren og direkte måde. Selvom man bliver meget berørt af at opleve Elle Marjas liv, bliver det i kraft af filmens fortælleform lettere at tage filmen med sig videre.
For dem, der har lyst til at læse nærmere om de kommende film, kan følgende link benyttes:
Click to access Filmklub-Norden-PROGRAM-2026.pdf
”Interessen for Norden vokser i alle dele af de nordiske samfund og internationalt. Tilslutningen til Norden er måske nok accelereret på grund af den geopolitiske situation og behovet for større militær modstandskraft, men der har længe været en stigning i private virksomheder og organisationer, som samarbejder nordisk, fordi det kan betale sig. Samlet er Norden således blevet mere spændende og perspektivrigt at beskæftige sig med. (…). At også den folkelige interesse for Norden styrkes kan aflæses i medlemstallet i Foreningen Norden, som nu er næsten 10.000, en stigning på 2000 over tre år.” (chefredaktør på Nordiske – Foreningen Nordens blad, juni 2026)
——
Hovedfoto: Amanda Kernell: ”Sameblod”, 2016 – Foto: Sophia Olsson – Nordisk Film
