Ugens artikel ligger i forlængelse af sidste uges omtale af Filmklub Norden. Ud fra en samtale med Peter Rasmussen, formand for Foreningen Nordens lokalafdeling i Aalborg, vil vi se nærmere på den betydning, som det lokale arbejde har for at vedligeholde og udvikle det nordiske samarbejde.
Igennem mange år har lokalafdelingen haft et stort og stabilt medlemstal, men det er mærkbart, at flere nu ønsker at styrke det nordiske samarbejde og derfor bliver en del af foreningen, så Aalborg i dag ”konkurrerer” med København om at være den største lokalafdeling af Foreningen Norden på landsplan. Med et medlemstal på 385 og godt tusind i alt for de syv lokalafdelinger i Nordjylland, udgør medlemstallet ca. 10 % af betalende medlemmer til Foreningen Norden på landsplan. Imponerende, kort sagt. Denne positive udvikling kommer efter en længere årrække med stadigt faldende medlemstal, men kan ifølge Peter Rasmussen helt sikkert forklares ud fra den tiltagende usikkerhed i det sikkerhedspolitiske klima på europæisk plan og med den korte geografiske afstand til truslen østfra.
Tendensen med den øgede interesse er ikke kun at spore på lokalt plan, men gør sig gældende generelt indenfor Foreningen Norden som helhed. Nogle af medlemmerne går tilmed så langt i deres engagement, at de taler om at arbejde for at genoplive Kalmarunionen, hvor vi i de nordiske lande rykker tættere sammen.
Det er lidt mærkeligt at tænke på, at Foreningen Norden i sin tid blev stiftet (1919) som et fredsprojekt, som en slags reaktion på afslutningen af 1.verdenskrig og nu i kimform rummer tanker om en fælles ”forsvarsunion”. Lokalafdelingen har haft en lang historie siden dens etablering i 1931.
Formanden for lokalafdelingen har Norden i sit hjerte

Peter Rasmussen har sin baggrund i et 40 år langt virke som skolelærer, hvor interessen og engagementet i det nordiske har sat et synligt aftryk i hans undervisning. De første 13 år efter afslutning af sin uddannelse, var han ansat i det grønlandske skolevæsen, hvorefter han har været ansat på Åbybro Friskole. Her sørgede han for, at hans elever lærte de nordiske lande at kende, både med hensyn til sprog og litteratur, men også igennem besøg og lejrskoler i bl.a. Finland, Grønland, Sverige, Island og Færøerne.
At Peter Rasmussen i dag bruger en ikke uvæsentlig del af sin tid som pensionist med at være en vigtig del af Foreningen Nordens arbejde med at formidle viden om forholdene i de øvrige nordiske lande, virker helt indlysende.
Dette sker via foredrag, film og rejser, men han sørger også for arrangementer/udflugter, som tjener det formål at få lokalafdelingen til at fungere som et socialt fællesskab. Formidlingen favner således bredt i kulturel, historisk og social henseende.
Samtalen med Peter Rasmussen skabte det klare indtryk, at man talte med et menneske, som var gennemført nordisk i sit væsen – hvis det da giver mening at bruge denne karakteristik.
Lokalafdelingens arbejde
Det primære sigte med det arbejde, lokalafdelingen udfører, er via dens formålsbestemte aktiviteter at få skaffet medlemmer til den store forening. Ret beset kan man sige, at lokalafdelingerne er fundamentet for Foreningen Norden, fordi halvdelen af kontingentbetalingen tilgår den store forening. Så aktiviteterne i lokalafdelingerne landet over har afgørende indflydelse på den store forenings virke.

Ser man nærmere på f.eks. lokalafdelingens program for efterårssæsonen, tegner der sig et tydeligt billede. Først og fremmest er der arrangementer, som udgår direkte fra formålet med at skabe indsigt i det nordiske – kulturelt, historisk og socialt. Dette er sket/sker f.eks. med foredrag om Finlands historie og landets evne til at forsvare sig til det yderste eller med en nordisk viseaften på Duus (Duus Vinkælder i Aalborg) suppleret med mulighed for fælles spisning. Man kunne desuden fremhæve mulighed for deltagelse i lokalafdelingens læsekreds, hvor man hovedsagelig læser litteratur af nordiske forfattere som en kilde til at blive mere fortrolig med det nordiske kulturfællesskab.
Andre arrangementer bliver til for at pleje og understøtte det sociale fællesskab indadtil i lokalafdelingen, og det giver god mening af flere grunde. Alt foreningsliv får næring og styrke af, at man foretager sig noget sammen. Det siger næsten sig selv, men ifølge Peter Rasmussen har det også at gøre med, at en meget stor del af medlemskredsen i Aalborg lokalafdeling er medlem af sociale årsager, ”fordi de synes, det er hyggeligt at komme til nogle gode arrangementer.”, (Peter Rasmussen). Der er selvfølgelig også en kreds af afdelingens medlemmer, hvis medlemskab primært er defineret ud fra en ideologisk holdning og interesse i at arbejde for et stærkt nordisk fællesskab.
Her i efteråret har man således lavet to ture. Dels et guidet besøg til Livø, hvor man lærte naturen på øen nærmere at kende og ligeledes besøgte den Kellerske Anstalt, som gennem 50 år husede utilpassede og dem, man betegnede som ”moralsk åndssvage”, og dels en udflugt til Voergård Slot og Dronninglund Kunstcenter. I år var denne kredstur arrangeret af Brønderslev lokalafdeling.
Det nævnte formål med denne type arrangementer bliver understøttet af, at alle medlemmer af de syv nordjyske lokalafdelinger har adgang til alle arrangementer. Arrangementerne er deltagerbetalte og er ligeledes åbne for ikke-medlemmer mod en merbetaling. I det daglige har lokalafdelingen i Aalborg også samarbejder med de andre nordjyske lokalafdelinger, og her især lokalafdelingerne i Frederikshavn og Brønderslev.
Alt andet lige må det være en god måde at fastholde og udbygge denne form for foreningsarbejde på og være til stor inspiration for dem, der som bestyrelse har påtaget sig tillidshvervet. Alle der laver foreningsarbejde på det niveau ved, hvor slidsomt og ressourcekrævende det er at stå med ansvaret for, at foreningen fungerer.
De fleste arrangementer afholdes i Foreningernes Hus på Nørresundby Torv, men foregår også andre steder ude i byen. Laver man et arrangement, som omhandler grønlandske forhold afholdes det oftest i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Venskabsbyer
I lighed med andre typer af foreninger har flere lokalafdelinger af Foreningen Norden også venskabsbyer. Lokalafdelingen i Aalborg er venskabsby med Lerum i Sverige, lidt udenfor Gøteborg, og Fredrikstad i Norge.
Aalborg afdelingen har her i september haft besøg af bestyrelsen fra Forening Nordens afdeling i Lerum. Udvekslingen mellem afdelingerne foregår dels på bestyrelsesplan, dels i form af, at afdelingernes medlemmer også inviteres med på disse besøg.
Værdien og udbyttet heraf ligger ifølge Peter Rasmussen både i, at man får en større faktuel viden om de steder og det land, man besøger, og måske især i, at samværet lægger op til mange uformelle snakke om forskellige forhold, som dermed for den enkelte deltager bliver anskuet i et større og transnationalt perspektiv. Ved at besøge hinanden og udveksle erfaringer kontinuerligt bliver det at have kontakt med hinanden med til at styrke oplevelsen af noget fælles nordisk.

Aktuelle initiativer
Ved siden af de allerede planlagte aktiviteter arbejder man også med supplerende initiativer. Bl.a. har man i kredsregi sendt en invitation til ministeren for nordisk samarbejde Monika Rubin til at komme og fortælle mere uddybende om sine og regeringens tanker om at intensivere det nordiske samarbejde.
”Regeringen vil styrke det nordiske samarbejde betydeligt – især omkring forsvar, vedvarende energi, teknologi, råstoffer og strategiske investeringer.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).
”Det er muligt, fordi vi deler en stærk grundfortælling om tillid, demokrati, åbne samfund og historiske bånd.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).
Fokus er også på uddannelsesområdet, som i forvejen er et felt, der er højt prioriteret af den store forening. Her har man skabt en meget brugt og anerkendt skoleportal (Norden i Skolen) i form af en læringsplatform for grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Her er der fri adgang til at bruge undervisningsmateriale indenfor sprog, litteratur og film/medier, ligesom man har mulighed for at arbejde sammen klassevis på tværs af de nordiske lande. Ligeledes har Peter Rasmussen lavet en aftale med Trine Nybroe, uddannelsesleder på Gribskov Gymnasium om at holde et foredrag om gymnasiets transatlantiske studieretning på stx(studentereksamen). Fra at have været en forsøgsordning, er det i kraft af et særtilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet nu blevet et permanent tilbud til elever fra Danmark, Færøerne og Grønland om at tage en almen studentereksamen. Det første år er eleverne i Danmark, det næste på Færøerne og det tredie år tilbringer eleverne i Grønland, hvor man afslutter uddannelsen.
Man tager også imod invitationer udefra, som det skete i forbindelse med det Litterære Folkemøde i Skørping den 3. og 4.oktober, der er en ”Festival for de klassiske danske forfattere” (citeret fra programmet i år) arrangeret af Herman Bang Selskabet. Her fik lokalafdelingen tildelt en stand, som indgik i den del af programmet, der satte fokus den klassiske nordiske litteratur.

Forskellige udfordringer
Foreningsfællesskaber i den form, man traditionelt kender til, er i disse år udfordret af, at fællesskaber i højere grad udfoldes på digitale platforme. De gammelkendte fællesskaber har således ikke samme evne til at tiltrække de unge generationer. Både lokalt og på landsplan er det det grå guld, som befolker afdelingerne, og for Aalborgs vedkommende kan lokalafdelingen mønstre 5 unge medlemmer ud af et samlet medlemstal på 385. Bestyrelsen er særdeles opmærksom på, at der skal arbejdes på at tiltrække flere unge. I første omgang ved at gå i direkte dialog med denne gruppe og måske få dem overtalt til at tage mere aktivt delt i foreningens arbejde, evt. som bestyrelsesmedlem.
Også fra den store forenings side gør man en seriøs indsats for at nå de unge generationer og få dem engageret i det nordiske samarbejde. Gennem Nordjobb-projektet formidler man sæsonjobs for unge i de nordiske lande. Igennem de seneste 30 år har man ifølge foreningens blad ”Nordiske”, arrangeret sæsonarbejde for 35.000 nordiske unge. I år har man således haft et projekt omkring Middelfart. Her arbejdede 20 unge fra Island, Norge, Sverige og Finland med spinatavl. Kong Frederik, som er protektor for Foreningen Norden kom og hilste på de unge deltagere. Et sådant projekt er jo en god måde at bane vejen for en større forståelse for, hvad det vil sige at være nordisk i de forskellige lande.
Lokalafdelingen bidrager også til denne ordning ved at arbejde sammen med tidligere nordjobbere, der fungerer som ambassadører for Nordjobb for at få unge nordjyder gjort interesserede i dette.
Forbindelsen mellem den store forening og lokalafdelingen
Hvordan sikrer man, at det arbejde, der lægges i lokalafdelingerne, hænger sammen med de målsætninger og strategier, som formuleres fra hovedafdelingen i København? Det sker gennem lokalafdelingens deltagelse i henholdsvis Landsstyrelsen, Repræsentantskabet og Tillidsmandsmødet. Til det sidste inviteres alle, som har et tillidshverv i lokalafdelingerne en gang årligt til drøftelse af de forhold, man er optaget af lokalt og til at udveksle ideer. Herfra kan man lade ”konklusionerne” vandre videre op i organisationen til Landsstyrelsen, der er bredere sammensat med repræsentanter fra lokalafdelingerne, kredsformænd (lokalafdelingerne er samlet i kredse, som i store træk følger regionsopdelingen) og politiske repræsentanter fra alle folketingets partier (Foreningen Norden er en uafhængig og tværpolitisk NGO). Foreningen Norden deltager desuden i Nordisk Råds årlige session, som er nordens politiske topmøde, og som holdes på skift i de nordiske lande.
På trods af afstanden er der en forbindelse imellem det, lokalafdelingen i Aalborg søger at opnå igennem sine aktiviteter og arbejdet i Nordisk Råd og foreningens hovedafdeling. At den store kontekst også er til stede i det enkelte arrangement. Om det er et foredrag om Finland eller visning af film i Filmklub Norden. Forbindelsen er der.
Det er vigtigt i disse tider, hvor den sikkerhedspolitiske usikkerhed i Europa og andre dele af verden også kaster sine skygger ind over Foreningen Norden og endda får nogle medlemmer til at begynde at tale om at revitalisere Kalmarunionen. Indtil videre er de første arrangementer med beredskabs folk afholdt for at få at udbrede kendskabet til, hvordan man sikrer sig, hvis det værste skulle indtræffe. Det har man gjort både lokalt og i forbindelse med Tillidsmandsmødet. Også i Aalborg er tanken om et sådant møde begyndt at spire.
——–
Hovedfoto: Lokalafdelingen fra Aalborg på besøg hos venskabsbyen Lerum (Gøteborg) i Sverige – Foto: Peter Rasmussen




