Gorm Rasmussen er en forfatter og journalist, født 1945 i Aalborg. Han har et imponerende liv og forfatterskab bag sig med et utal af romaner, digtsamlinger, dokumentarfilm, dramatik og journalistik. Det virker som om forfatterskabet topper i disse år i et sandt skrive- og udgivelsesraseri, med blandt andet en glimrende artikel til Værket ”Toppen af Danmark”, den lille glimrende roman Sargassum og den noget større roman Himmelbjerge, alt sammen udgivet siden 2024. Endnu en roman er leveret til forlaget og Gorm Rasmussen håber, at den udkommer forholdsvis snart.
Romanen Sargassum af Gorm Rasmussen udkom i 2025 og er visuelt et lille bog på 139 sider, men indholdsmæssigt kommer man vidt omkring.
Romanens episke forløb strækker sig over en ganske kort tidsperiode med udgangspunkt i jeg-fortællerens hjem et ikke nærmere defineret sted, måske Jylland, måske Møn. Men i hans tankeverden bliver vi bragt rundt i verden, med Sargassohavet og Jylland, ikke mindst området omkring Limfjorden, som centrale fixpunkter.
Romanens hovedperson er en jeg-fortæller, der på mange måder minder om Gorm Rasmussen. Han er sidst i 70´erne (”jeg er ved at blive gammel”, siger jeg-personen selv), med en journalistisk fortid og med positive erindringsglimt fra Nordjylland.
Men det er ikke Gorm Rasmussen. I hvert fald bliver han på side 23 kaldt Gunnar. Det er romanens anden gennemgående person, Soløje, der omtaler jeg-personen som Gunnar.
Vi bliver aldrig rigtigt præsenteret for Gunnar, men gennem mødet mellem Soløje og Gunnar får vi hendes kommentarer om Gunnar, ligesom vi kommer ham nærmere og nærmere gennem fremstillingen af hans handlinger, holdninger og tanker.
Vi bliver faktisk ganske kloge på jeg-personen – måske klogere end jeg-personen selv. Men der er også punkter, der forbliver i det dunkle – både for Gunnar og for læseren. Ganske som i det ”virkelige” liv.
Soløje er en alfeagtig skikkelse, der pludseligt – på side 7 – dukker op i Gunnars arbejdsværelse:
-”pling, så stod hun der. Der faldt et lys på skrå ind i mit arbejdsværelse og landede lige ved bordet, en ganske ung pige, ganske lys – ja, for at sige det lige ud intet andet end lutter lys.”
Soløje er ganske lille, om aftenen bliver hun puttet på en frisk brilleklud og gemt i et gammelt fyldepennefutteral. Hun ønsker at blive Gunnars praktikant, og sammen begynder de en rejse – verbalt/tankemæssigt såvel som fysisk.
Gunnar er dog ikke helt sikker på Soløjes eksistens og deres møde:
-”Sådan noget er mig ikke helt fremmed, men det her var i overkanten. Jeg er blevet sær efter, at min kone forlod mig, jeg snakker med mig selv på gaden. Skal jeg mon snart gå og snakke med hende her nede i indkøbsgaderne ved Meny? Hvor folk vil le ad mig.”
Men snart går de filosofiske samtaler lystigt, og de to sætter sig for at udforske det, der ligner meningen med livet, fantasiens betydning og meget, meget mere.
De to begiver sig ud på – imaginære – motorcykelture – og ind på mange filosofiske samtaler. Soløje holder Gunnar i gang alt imens Gunnar forsøger at indvie Soløje i livets mysterier og gøre hende klar til en tilværelse som journalist.
Tankerne kredser meget om at holde humøret højt, at bevare optimismen, Ikke mindst symboliseret gennem ålen og dens liv og kamp for at opretholde og videreføre livet gennem utrolige kraftanstrengelser – dels i Limfjorden, dels i Sargassohavet – men også om ture i naturen, aller helst i Himmerland.
Forfatteres baggrund
Netavisnord har talt med Gorm Rasmussen på en let knitrende telefonforbindelse til Møn. Her fortæller Gorm Rasmussen om både sin baggrund og forfatterskabet.
Gorm Rasmussen er født i Ålborg i 1945, den fjerde november bliver han 81 år Han er aktuelt ekstremt produktiv, og han har et omfattende og imponerende forfatterskab – og liv – bag sig.
Han voksede op i området omkring Kildeparken i Aalborg, tæt på hvor Morten Nielsen boede, og Morten Nielsen kom en del i familiens hjem. Moderen var formand for Dansk Kvindesamfund og hjemmet var i følge Gorm Rasmussen ”et pænere middelklasseborgerhjem”.
Gorm Rasmussen flyttede som 19-årig til København, og efter at have læst dansk fik han en læreplads på Dagbladet Børsen – ”med en vinduesplads med den mest pragtfulde udsigt over Rådhuspladsen, i dag ville det være en af de dyreste adresser i København”. Efter endt læretid kom han til Ekstra Bladet, ”fra asken til ilden”, alt imens han boede i en lille lejlighed i Istedgadekvarteret, et område han holdt meget af, ”et hårdt men hjerteligt kvarter”
Efter en tid på EB flygtede han skrigende til Aarhus, hvor han boede i en lille lejlighed, havde en tid som militærnægter, tog motorcykelkørekort – og tog til Sydamerika på en 9 måneders rejse. Lima, Quito, Panama, Guatemala i 3 måneder i 1977, blandt andet under det store jordskælv, Mexico og derfra på tommelen til USA.
Vel hjemme igen fik han ansættelse på Ritzaus Bureau, hvor han hovedsageligt skrev om Latinamerika, han var tilknyttet 3. Verdes Pressebureau – og faldt for en kvinde, med hvem han nu har været gift i 50 år.
Bøger er der udkommet siden 1972, mest berømt og berømmet måske Skovmanden fra 1984.
Aktuelt er han utroligt produktiv, i 2024 deltog han med en meget smuk tekst om Johannes V Jensen i værket ”Toppen af Danmark”, ligesom den store roman ”Himmelbjerge” blev udgivet. Sargassum udkom i 2025, i november i år udkommer en tekst af den spanske digter Ramon Maria del Valle-Inclan, som Gorm Rasmussen har oversat fra spansk – og en ny roman er sendt til forlaget.
Det til trods for at han i 2024 blev ramt af sygdom efter en fejloperation, som gjorde, at han blev blind på det ene øje.
Den nye roman bliver efter Gorm Rasmussens udtalelse til Netavisnord den sidste roman, han udgiver. Men han fortsætter med at skrive, blandt andet på en række mindre tekster, der siden 2014 er udkommet under titlen ”Utyske”
Litterær retning og meningen med litteratur
Sargassum leger med adskillige litterære retninger, ikke mindst fantastisk realisme og autofiktion. Det er på ingen måde en nøgleroman, personer og steder er fiktive, men der bruges flittigt af hovedstolen. Jeg-personens erhvervsmæssige baggrund, hans Kærligheden til Jylland og specielt den jyske natur omkring heden i nord, hans livssituation kan på mange områder ligne Gorm Rasmussens virkelighed.
I bund og grund er den lille roman en fremragende fortælling. Med en klart fremadskridende handling. Med masser af humor. Skrevet i et meget levende og fascinerende sprog. Og med masser af finurlige vinkler og indfald. Jeg-fortælleren er – stort set – troværdig, med megen viden – men også med nogle blinde pletter om egen fortid, som han kredser en del om.
Det er en vild roman med et heftigt fortælletempo og mange tankespring.
Om tilblivelsen af bogen siger Gorm Rasmussen:
”Jeg var på medicin i forbindelse med min øjensygdom, blandt andet kortison, da jeg skrev den. Kortison er kraftigt energifremkaldende, flyverbenzin, så jeg skrev den i vild fart. Ofte kunne jeg ikke sove, så jeg stod op klokken fire og skrev, mens jeg sad stille og nynnede. Eller jeg troede, jeg nynnede. Min kone fortalte, at jeg sang meget højt, jeg var nærmest umulig at holde ud…
Sargassum er en amokbog. Men det var mig meget magtpåliggende at skildre naturen. Jylland og Aalborg betyder stadig meget for mig. Bondelandet er blevet meget grimmere, det skal selvfølgelig med. Men det er også vigtigt for mig, at mit livssyn kommer frem. Jeg er indstillet på det positive, håbet skal være med, slutningen skal udtrykke håb. Lige nu er der et døsigt pessimistisk tonefald i alle medier, alting har en undergangstone. Det synes jeg, vi skal bekæmpe.
Det er blandt andet det, min nye bog handler om. Den handler om kærlighedens umulighed og nødvendighed. Livet er et rabalderslag fra man vågner til man forsvinder. Jeg kan huske, at Jan Sonnergård sagde, at han var frygteligt bange i 1980´erne. Jeg var ikke bange, men drabet på Kennedy gik mig på. Ligesom den morgen, hvor jeg vågnede op til branden på Børsen. Det var frygteligt. Og så de frygtelige væsener, der er nu, Putin og ham ovre i USA. Jeg har rejst meget i USA, det er et vidunderligt land med vidunderlige mennesker, men hvad der dog er lykkedes for ham derovre at ødelægge på kort tid.
Jeg har ikke en bestemt ideologi, jeg er rædselsslagen ved folk, der er bundet af bestemte måder at tænke på. Jeg var meget glad for en del af ungdomsoprøret, det med at rejse, at prøve en masse af. En overgang var jeg grebet af anarkisme, men det er jo en svaghed at folk får lov til at gøre alt hvad de har lyst til. Men rabalderslag, kønskamp, identitetskamp, det er det, min nye roman handler om.”
2 gange Gorm
Værket ”Toppen af Danmark” gav et fremragende view over en række spændende forfattere med afsæt i Nordjylland. Lige så fint er det at se, at Aalborg har skabt så mange spændende forfattere, at to af dem må hedde det samme. Også Gorm Henrik Rasmussen – født 10 år senere end Gorm Frederik Rasmussen – har et stort og spændende forfatterskab bag sig, som nok er værd at dykke ned i.
Og om kort tid udvides kataloget altså med en ny Gorm Rasmussen-udgivelse og en oversættelse af et spansk mesterværk, som man kun kan glæde sig til.
——-
Hovedfoto: Gorm Rasmussen. Privatfoto
