Med eksklusionen af Preben Bang Henriksen og Søren Gades mere eller mindre frivillige afgang fra partiet som følge af deres kritik af gødskningsloven står Venstre i øjeblikket i problemer til halsen. Vælgerne siver, og tilslutningen til partiet er i meningsmålingerne uhørt lav – i omegnen af 5%. For at forstå denne påfaldende nedtur for et af de klassiske partier i dansk politik, er man nødt til at gå historisk til værks. Land-Venstres uforholdsmæssigt store indflydelse på fastlæggelsen af politikken har blokeret for en rettidig forståelse for de grønne tendenser i vælgerkorpset. Det er Troels Lund og Stephanie Lose nu ved at rette op på.
I næste uge bringer vi et interview med det forhenværende medlem af Venstre, Preben Bang Henriksen.
Firepartisystemet, som i grove træk karakteriserede dansk politik i første halvdel af 1900-tallet, var klassebaseret: Venstre havde rødder i landbruget, Socialdemokratiet i arbejderklassen, De konservative i borgerskabet og De radikale hos de intellektuelle og husmændene.
Fra klassepartier til catch all – partier
Disse klasser og grupper opløstes gradvist, og partiernes forsøg på at tilpasse sig de ændrede socioøkonomiske forhold førte til, at der i begyndelsen af 1960’erne kunne identificeres en ny partitype, catch all-partiet, som er karakteriseret ved, at det appellerer til hele vælgerkorpset og ikke kun til bestemte, afgrænsede grupper.
Hartling, Ellemann og Fogh
Denne udvikling klarede Venstre i første omgang dygtigt. Med markante, ledende personligheder som Poul Hartling, Uffe Ellemann og Anders Fogh manøvrerede partiet sig behændigt gennem resten af det 20. århundrede og et stykke ind i det nye. Partiet havde ry for at være opdelt i Højskolevenstre og Handelshøjskolevenstre, men set i forhold til vælgeropbakningen var sondringen uden betydning. Og landbrugseksporten bidrog væsentligt til betalingsbalancens +side og dermed til landbrugets gode rygte. Det var, før drivhuseffekten, treparten, fedtemøget, fiskedøden, ekstremavl, dyrevelfærd, tremmegrise og 25000 døde smågrise om dagen nåede frem til mediernes gule bjælker.

Under Poul Hartling toppede Venstre i 1975 med 42 mandater – svarende til godt 23% af stemmerne. Med Uffe Ellemann i spidsen nåede partiet tilsvarende højder i 1994 og 1998. Endnu bedre gik det for Venstre under Anders Fogh, som i 2001 nåede op på 56 mandater – svarende til godt 31% af stemmerne.
Fejl 1: Minimalstaten
Det imponerende resultat af valget i 2001 skal ses i lyset af, at Anders Fogh nogle år tidligere havde skrevet sin bog om Minimalstaten, hvor han gjorde op med velfærdsstaten, hvilket rent vælgerrekrutteringsmæssigt var noget af en fejlbedømmelse. Han nåede imidlertid inden valget i 2001 at lytte til sine spindoktorer og ændre synspunkt og gik således til valg på at forsvare velfærden (+ en stram udlændingepolitik).
Fejl 2: Bjørn Lomborg og miljøministeriets budget
Knapt havde Anders Fogh sat sig til rette i statsministeriet, før han set i bagklogskabens lys begik fejl nummer 2: Han nedlagde en stribe råd og nævn, som bl.a. var rådgivende på miljø – og energiområdet, og i stedet oprettede han Institut for Miljøvurdering og satte Bjørn Lomborg i spidsen for dette.

Miljøministeriets budget, som i 90’erne var blevet kraftigt styrket under daværende miljøminister, Svend Auken, blev nu beskåret med en fjerdedel og førte til markante nedskæringer og fyringer. Til kritikken heraf udtalte Fogh de nu herostratisk berømte ord: ”Ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk har fået det værre. Det er kun Svend Auken, der har fået det dårligere.” Den grønne miljø – og naturbevidsthed var endnu ikke nået frem til Venstre.
Fejl 3: Frivillige aftaler med landbruget
Venstre under Fogh ønskede af fjerne byrder fra erhvervslivet, herunder landbruget, men han var oppe imod krav fra EU og et flertal i Folketinget, så han var nødsaget til at pålægge bønderne en række miljømæssige restriktioner, men til forskel fra tiden under Nyrup og Auken fokuserede VK- regeringen på frivillige aftaler, og de krav til efterlevelse, som den efterfølgende Thorningregering pålagde landbruget, mødte så kraftig modstand i Venstres bagland, at Lars Løkke med Landbrugspakken fra 2016 rullede en del af reguleringerne tilbage, herunder kravet om bræmmer langs vandløbene, som under Thorning i 2012 blev fastlagt til 10 meter, men som Løkkeregeringen begrænsede til 2 meter i 2016. Det var fejlbedømmelse nr. 3.

Sov i timen i 10’erne
Vi har m.a.o. frem til sidste halvdel af 10’erne et Venstre, som relativt behændigt har kunnet bygge bro mellem land og by, men hvor landbruget stadig har afgørende indflydelse på partiets natur, klima – og miljøpolitik. Men, som det viste sig, sov Venstre i timen i 10’erne og fangede først for sent den efterhånden ret kraftige, grønne tendens i vælgerkorpset. Dette sammenholdt med, at Venstre blev splittet i tre partier (Moderaterne, Danmarksdemokraterne og det gamle Venstre), og at LA og DF og De Konservative samtidig stod på spring for at gøre indhug i Venstres vælgerbase, forklarer naturligvis en del af Venstres øjeblikkelige vælgerkrise, hvor partiet får i omegnen af 5% i de seneste meningsmålinger. Men med i betragtning skal man også have, at landmændene og deres organisation i dag kun udgør ca. 1-2 % af Venstres samlede stemmetal. Hvor der i 1980 var ca. 120.000 landbrugsbedrifter, er der i dag ca. 25.000. Denne voldsomme strukturudvikling har også sat sig spor i Venstre, men det paradoksale er, at landmændene på trods heraf stadig har stor indflydelse på partiets politik, formentlig fordi landbruget udgør så væsentlig en del af Venstres historiske DNA. Det er det, Troels Lund og Stephanie Lose er oppe imod, og som har ført til bl.a. Gades og Bang Henriksens exit fra partiet.

Connie Hedegaard gjorde De Konservative grønne allerede i nullerne
Det er interessant at sammenligne Venstres fornemmelse for, hvad der rører sig i politik med vennerne i Det konservative Folkeparti. Her forstod man – ikke mindst pga. en meget klima – og miljøbevidst Connie Hedegaard – ret hurtigt i nullerne den grønne trend og gjorde den til en – i det mindste formel – mærkesag for partiet. Også derfor er det påfaldende at bemærke, at de (by)vælgere, der i meningsmålingerne i øjeblikket siver fra Venstre, tilsyneladende ikke går til DD, men til liste C.
Bakker op om Lund og Lose
Frode Thule Jensen er fhv. landmand og mangeårigt Venstremedlem, og fra sin nordjyske bestyrelsespost i Torslev-Hørby Vælgerforening iagttager han med en god del undren, hvad der sker på Christiansborg.
– Jeg bakker helt op om Troels Lund og Stephanie Lose og deres rejse og tilslutning til den grønne trepart. Den rejse, hvor Venstre frigør sig fra landbrugsinteresser, burde Venstre have indledt for længe siden, som f.eks. De konservative gjorde. Venstre sov ganske rigtigt i timen i 10’erne og har haft alt for lidt fokus på natur, biodiversitet og det marine miljø. Det var f.eks. en stor fejl, at Lars Løkke i forbindelse med landbrugspakken i 2016 kraftigt indskrænkede de bræmmer, der skulle beskytte vandløbene mod udvaskning af kvælstof.

Venstre må frigøre sig fra Axelborg og Landbrug og fødevarer
– Men der er jo en del vælgerforeninger, der slår sig i tøjret over den nye linje i partiet, som vel også er et brud med Axelborg?
– Problemet for Venstre, og som skaber indtrykket af et modsætningsforhold mellem landvenstre og byvenstre, er, at der sidder alt for mange bønder i bestyrelserne ude omkring – desuagtet at de udgør en mindre og mindre del af Venstres vælgerskare. Og ligesom Socialdemokratiet i en vis udstrækning – i hvert fald formelt – har frigjort sig fra fagbevægelsen, må Venstre også få løst båndene til Landbrug og Fødevarer og Axelborg.
– Der er også borgmestre, som kritiserer den nye linje i Venstre.
– Ja, og det er især de borgmestre, der styrer kommuner med store landbrugsarealer. Som følge af, at noget af jorden i overensstemmelse med treparten skal udlægges til natur, så falder beskatningsgrundlaget og indtægterne til de kommunale budgetter, al den stund jorden bliver mindre værd.
– Deler du ikke landmændenes kritik af gødskningsloven?
– Nej, men jeg havde gerne set, at processen havde været bedre, og landmændene havde fået et fjumreår og var blevet tidligere informeret om begrænsninger i såning og gødning.
– Beklager ikke Bang og Gades afgang
– Hvordan har du det med eksklusionen af Preben Bang Henriksen og Søren Gades mere eller mindre frivillige afgang?
– Det kommer jeg ikke til at beklage. Jeg er helt med på, at der skal være plads til en grundig meningsudveksling i partiet, men når et flertal så har lagt partiets politik fast, så dur det ikke, at forhandlerne ikke kan regne med, alle bakker op. Sådan kan man ikke drive politik. Venstre bliver jo utroværdig, såfremt forligspartierne ikke kan regne med, hvor de har Venstre, når der er indgået en aftale.
—–
Hovedfoto: Preben Bang Henriksen og Søren Gade. Foto Ft.dk.




