- Politik

Nedskæringer og det kulturelle vækstlag

Author profile

Kampen om de kommunale nedskæringer intensiveres. I denne uge har spareforslagene været til første behandling i byrådet i Aalborg, og der har været afholdt et stort borgermøde i Skansen i Nørresundby. Men hvor står kulturlivet – og ikke mindst de kulturelle vækstlag – set i lyset af de truende besparelser? Som en del af udspillet til budgetforhandlinger foreslås Kunsthal Nord i Nordkraft og Det Hem´lige Teater i Kjellerupsgade lukket og overført til en ny institution, Væksthuset, placeret ved Huset i Hasserisgade. Er der tale om golde nedskæringer? Eller kan det betyde fortsat vækst til vækstlagene?

Er man først begyndt at fordybe sig i ”Byrådets budgetseminar 2024”, Aalborg Byråds 890 sider lange og mange kilo tunge forslag til budgettet for 2024 og frem til 2027, er det fuldstændig umuligt at lægge oplægget fra sig. Der er tale om et meget omfattende og præcist billede af, hvordan forvaltningen forestiller sig de kommunale nedskæringer udformet.

I alt er der lagt op på besparelser på 700 mio. kroner frem til 2027.

Det er fascinerende – og skræmmende – læsning.

Forhandlingerne om budgettet er intensiveret i denne uge – med førstebehandling af forslaget på byrådsmødet onsdag d 20/9 og borgermøde i Solsidehallen i Nørresundby samme aften.

Man kan ikke helt fortrænge spørgsmålet om, hvor meget det har kostet at udforme det omfattende sparekatalog. Men stor ros til kommunen for at fremlægge meget præcise og omfattende planer som udgangspunkt for den endelige beslutning. Og som mulig fordybelse for borgerne før borgermødet.

Man kan vel sige, at Aalborg Kommune er rigtigt gode til at arrangere borgermøder – men måske mindre tilbøjelige til at inddrage holdninger og argumenter i beslutningerne…

Samtidig med at kommunens sparekatalog blev offentliggjort, holdt Huset i Hasserisgade Mutation Week. Her blev der udformet en række visioner for vækstlaget i Aalborg, set fra aktive kulturarbejderes, det aalborgensiske vækstlags, side. Forslagene blev fremlagt ved et velbesøgt arrangement på Huset onsdag d 30. august – ”4 visioner fra vækstlaget”.

Det er fascinerende – og kreativt. Og det tegner et klart billede af, hvad sparekniven bør holde sig fra. Mere om visionerne senere.

Kulturområdet
Kulturområdet er ikke det største og mest omdiskuterede område i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Ej heller er det kommunens største budget med en budgetramme på 1.505.615.000 kroner i 2024. I nedskæringsrapporten fylder kulturen ”kun” omkring 90 sider – fra side 556 til 694.
Men kulturområdet – eller rettelig Sundhed og Kultur – er selvfølgelig som de øvrige forvaltninger ramt af kravet om nedskæringer på 2 ½ procent af budgettet frem til 2027. Det betyder budgetreduktioner på 17.8 mio i 2024, stigende til 23.4 mio. i 2026.

Besparelserne på kulturområdet rammer bredt, de mere etablerede steder som Kunsten og Musikkens Hus får beskåret deres tilskud. Det betyder næppe bedre muligheder for deres aktiviteter, men er på den anden side ikke lammende for aktiviteten.

Mere kontroversielle er besparelser for de kunstneriske vækstlag. Her foreslås Det Hem´lige Teater og Kunsthal Nord lukket og underlagt et nyt sted, ”Væksthuset” på Huset i Hasserisgades matrikel, ligesom Nye Scener Nye Oplevelser og Billedkunstrådet tænkes ind som en del af Væksthuset.
Det sparer et årligt driftstilskud på 1.1 mio. til Kunsthal Nord, 1.6 mio. til Det Hem´lige Teater, 1 mio. til Nye Scener Nye Oplevelser og 0.7 mio. til Billedkunstrådet. Til gengæld tildeles Væksthuset et årligt driftstilskud på 2.4 mio., mens der er afsat 7 mio. til etableringen af Væksthuset

Der er altså tale om en spinkel nettobesparelse – ud fra en forudsætning om, at Væksthuset kan drives for mindre midler end de 4 institutioner hver for sig – og en forudsætning om, at Væksthuset kan etableres for 7 mio.

Om de truende besparelser siger Michael Falk Marino, leder af Huset i Hasserisgade:
– Vi venter selvfølgelig i spænding på, hvad besparelserne bringer med sig. Vi har kæmpet for, at alle kommer til orde og at prioriteterne er i orden i forhold til de ting, vi gerne vil. Og vi håber, det vinder genklang.

Hvad er det, I gerne vil?
– Vi vil gerne, at Aalborg er en by, der bliver ved med at udvikle sig kunstnerisk. Det fordrer, at der er steder, der kan udvikle de kunstneriske vækstlag. Den tanke er vi medskabere af og tilhængere af. Det er i forlængelse af, hvad kulturhuse altid har villet gøre, tanken er for så vidt ikke ny. I 1970´erne hed det græsrødder, i 1980´erne undergrund, så amatører, nu hedder det vækstlag. Vi skal forædle og nyskabe måden at udvikle dem på.
Vi vil gerne være en kulturinstitution for alle, hvor alle har mulighed for at komme og for at deltage. Vi skal skabe rammer for de kunstneriske udfoldelser.
Vækstlaget kan gemme sig alle steder – lige fra en kunstner på Kunsthal Nord til en pensionist, der kan noget med ler.

Huset Hasserisgade, Aalborg. Foto ©Henning Quist Hansen

Hvad er det, Huset kan?
– Vi er gode til samarbejde. Vi er gode til at skabe rammer for samarbejde. Det er vigtigt, at tankerne for udviklingen af vækstlaget kommer nedefra, arbejdet for vækstlagene skal ikke vokse ud af en forvaltningsgruppe men ud fra aktive kunstnere. Dem skal vi skabe en ramme for.

Hvordan bliver Huset ramt af nedskæringerne?
– Som sagt afventer vi resultaterne. Som det er nu, står vi til at få tilført en hulens masse penge og vi får overført en hulens masse opgaver, så der opstår en hulens masse besparelser andre steder. Som nordjyder ved vi jo, at vi får, hvad vi betaler for. Vi ved, at det er et stramt år. Jeg ved ikke, hvor meget hus vi kan få for de 7 mio., der er afsat. Jeg kender folk, der har bygget parcelhuse, der er dyrere.
Men der er steder, hvor det ikke kan betale sig at spare. Millioner, der er sparet på vækstlagene, kan blive meget, meget dyre millioner, fordi man mister en kæmpe indsats, man får rigtigt meget for de penge, man afsætter. Alt man sparer nu er noget, man ikke har om 5-7 år.

Der er tilsyneladende et par steder, der nedlægges?
– Det er ikke sikkert, at alle steder, man planlægger at nedlægge, bliver nedlagt. Vi skal understøtte hele kulturens grundlag – ikke nedbryde miljøer. Man skal tænke sig meget om, før man lukker steder. Hvis vi skal løfte opgaven, har vi brug for steder som Det Hem´lige Teater. Men det er logisk at flytte dem på grund af lokalesituationen.

Borgermødet 20. september
Omkring 200 aktive aalborgensere var mødt op til borgermødet i Skansen onsdag aften. Her deltog formændene fra kommunens udvalg som panel under ledelse af Klement Kjersgaard. Første del var i plenum, derefter var der ”gruppearbejde” for hver forvaltning inden en afsluttende plenum. I alt 2½ times diskussion om budgettet.

Paneldeltagerne, borgermødet. Foto ©Henning Quist Hansen

På borgermødet blev kultur ikke nævnt med et ord i den indledende plenumrunde, mens der dog var omkring 30 deltagere ved den efterfølgende gruppediskussion om nedskæringerne i Sundhed og Kultur.
Her deltog fra kommunen rådmand Jes Lunde (Radikale), udvalgsmedlemmerne Evald Lange Rise (Socialdemokratiet), Rikke Pedersen (Konservative) og Jane Østergaard (SF) samt direktør for Sundhed og Kultur Bente Graversen.

I modsætning til plenumdelen var der her plads til fordybelse og dialog.

Camilla – udøvende kunstner i Kunsthal Nord – var på linje med Michael Marino i sit indlæg, hvor hun argumenterede for vækstlagenes betydning. Direkte henvendt til politikerne sagde hun:
– I skal være opmærksom på, at kulturpenge ikke altid er en udgift men en investering. En investering i unge, skabende kunstnere, som på sigt kan betale tilbage til byen.

Camilla. Foto ©Henning Quist Hansen

Til gengæld udtrykte hun – sammen med repræsentanter for Det Hem´lige Teater – skepsis over for en flytning til Væksthuset:
– Har I lavet beregninger i forhold til det værditab, en nedlæggelse af de kendte steder vil føre med sig. Kunsthal Nord og Det Hem´lige Teater har brugt årevis på at opbygge sig selv som institutioner, de har skabt et navn for sig selv, de har opbygget omfattende kunstfaglige traditioner. En række kunstnere de to steder synes, det er ærgerligt at skulle forlade fantastiske lokaler.

Rådmand Jes Lunde forsvarede flytningen:
– På Huset har man Korma, en rådgivning for musikere til musikere, det fungerer fremragende. Det er tanken at lave en tilsvarende platform for scenekunst og billedkunst, en samling af folk, der kan understøtte det professionelle og dygtige arbejde, der laves. Vi vil gerne bevare den professionalisme, der ligger i Kunsthal Nord og Det Hem´lige Teater, de har opnået en fantastisk status, det nye sted skal have den samme status.

Gruppediskussion, bla med deltagelse af rådmand Jes Lunde (siddende th). Foto ©Henning Quist Hansen

I følge spareforslaget fratages Det Hem´lige Teater sin driftsstøtte for 2024, mens indflytningen på Væksthuset sandsynligvis lader vente på sig. Her kunne rådmanden dog berolige teatret, flytningen afventer salg af Kjellerupsgade Skole, hvor teatret aktuelt holder til – og det salg ligger ikke lige op over.

En ting letter kulturbudgettet de kommende par år: Udgifterne til udviklingen af grunden ved den nedlagte spritfabrik er udsat, det frigør en del midler til den øvrige drift.
Men der er dog tale om alvorlige budgetbesparelser med heraf følgende mindsket aktivitet.

Videre forhandlinger
Finansieringen af det kommende års budgetter er stadig til diskussion – skattestigning, tilbagerulning af penge til motorvejen – eller nedskæringer overalt.
Der er stadig mange knaster tilbage i forhandlingerne.
På kulturområdet synes det givet, at Væksthuset bliver en realitet – og at der skæres ned i driften på alle institutioner.
I plenum beroligede mødelederen Clement Kjersgaard:
”Bare rolig – det her er kun starten på de kommende års forhandlinger!”
———–
Topfoto ©Henning Quist Hansen

Skriv en kommentar til historien

avatar