Der dukker med jævne mellemrum sager op, hvor mennesker med handicap, deres pårørende og Danske Handicaporganisationer skarpt kritiserer kommunernes håndtering og forvaltning af handicapområdet for inkompetence og skelen til kommunens økonomi – frem for til livsvilkårene for menneskerne med handicap. Men holder den kritik også vand, når det gælder de nordjyske kommuners behandling af sagerne på både børne- og voksenhandicapområdet?
For nyligt offentliggjorde Ankestyrelsen tal for, hvor mange klagesager fra borgerne over kommunale afgørelser på bla. handicapområdet, styrelsen måtte omgøre i 2023.
De tal vender vi tilbage til.
Men først: Hvad er Ankestyrelsen?
Ankestyrelsen er landets øverste klageinstans i sager på velfærdsområdet – herunder handicapsager – og behandler årligt knap tre tusinde klager over kommunernes afgørelser om tildelingen af hjælp til børn og voksne med handicap. F.eks. sager om en kommunal støtte til forældre, som forsørger eller træner deres barn med betydeligt og varigt, fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne i hjemmet.
Når borgerne klager til Ankestyrelsen over en kommunes afgørelse i en sag, har styrelsen disse handlingsmuligheder:
1) Kommunen kan godkende eller som det hedder stadfæste kommunens afgørelse i sagen
eller
2) den kan hjemvise sagen til kommunen til en fornyet sagsbehandling
eller
3) den kan helt ændre eller ophæve kommunens afgørelse i sagen.
På baggrund af disse afgørelser kan man for børne- og voksenhandicapområdet beregne den såkaldte omgørelsesprocent, som viser, hvor stor en andel af de påklagede sager, som styrelsen har pålagt kommunerne at genbehandle (hjemvisning), eller har ændret eller ophævet, fordi kommunes afgørelse ikke har været i overensstemmelse med lovgivningen i en sag.
Omgørelsesprocenten viser altså, om de, der klager til Ankestyrelsen, får medhold i deres klager eller får ret til at få deres sag genbehandlet af kommunen.
Tallene for de nordjyske kommuner
I tabellen nedenfor kan man se, hvordan omgørelsesprocenten for børne- og voksenhandicapområdet har været for de nordjyske kommuner i 2022 og 2023.
Tallene i tabellen viser flere ting:
– Andelen af omgørelser er – hvad de fleste nok vil kalde det – uacceptabel høj. Voksne, børn, forældre og pårørende sættes i en ubærlig situation, når de ikke bare skal håndtere problemer i forbindelse med deres handicap, men også skal opleve, at de skal kæmpe med kommunen for at få en afgørelse i deres sag, som er i overensstemmelse med lovgivning og regler.
– Det er især i indenfor børnehandicapområdet, at antallet af klager over kommunens afgørelser er højest.
– Det er også her, at omgørelsesprocenterne er højest.
– Og omgørelsesprocenten viser, at de nordjyske kommuners afgørelser i mange af disse børnesager er blevet hjemvist, ændret eller ophævet med 50 % eller derover i forskelligt omfang i kommunerne. Omgørelsesprocentgen er i 2023 høj for især Mariagerfjord (71 %), Aalborg (67 %), Frederikshavn (57 %), Jammerbugt (53 %) kommuner,
– Når det gælder voksenhandicapsagerne er antallet af sager færre end for børnehandicapområdet, men også her findes der høje omgørelsesprocenter.
– Omgørelsesprocenterne og antallet af klagesager kan vise ret store udsving fra år til. Derfor er tallene for 2022 også medtaget i tabellen.
Det er vigtigt at have for øje, at Ankestyrelsen kun får kendskab til de sager, der klages over. Omgørelsesprocenten vedrører altså ikke de sager, hvor kommunerne har foretaget en forkert eller ufuldstændig afgørelse, men som borgeren ikke har klaget over.
Man kan derfor sige, at Ankestyrelsen kun ser toppen af isbjerget. Der er et sandsynligvis et stort mørketal
– Et eller andet er galt
Vi har spurgt formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, hvordan han vurderer tallene for omgørelsesprocenten – ikke specielt for de nordjyske kommuner, men generelt.
– Tallene for omgørelsesprocenten viser, at kommunerne stadigvæk har svært ved at holde serviceloven. Så der er et eller andet galt.
– Hvorfor er kvaliteten af kommunernes afgørelser i handicapsagerne så lav, som omgørelsesprocenten indikerer?
– Noget af det handler om, at kommunerne synes, de er økonomisk pressede. Så selvom de ved, at de træffer nogle afgørelser, som er på kanten af lovgivningen, går der et stykke tid, før Ankestyrelsen realitetsbehandler en sag, hvis ellers borgeren har kræfter til at klage. Så længe der ikke er truffet en endelig afgørelse, koster det ikke kommunen noget.
Og der er borgmestre, som har udtalt, at det ligefrem er deres pligt at afprøve grænserne i serviceloven.
Og det andet handler om, at nogle borgere opgiver kampen med kommunen og derfor undlader at klage over kommunens afgørelse.
Kritik af kommunerne fra mange sider
Politikerne kan ikke undskylde sig med, at de ikke har haft kendskab til problemet med den store omgørelsesprocent i handicapsagerne.
Foruden kritikken fra Danske Handicaporganisationer har Statsrevisorerne været ude med en skarp kritik af kommunerne. Feks. skrev de deres beretning for 2021, at ”Statsrevisorerne finder det bekymrende, at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end ⅓ af de sager, der er påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021, fordi kommunerne ikke har overholdt gældende regler og love på området. Statsrevisorerne finder dette særligt bekymrende, da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til”.
Rigsrevisionen har haft en lignende kritik af kommunernes forvaltning af handicapområdet.
Men på trods af kritikken er der ikke sket det store. Regeringen indgik ganske vist i maj 2024 en aftale med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om en aftale om en såkaldt specialeplanlægning på det specialiserede socialområde, hvor der skal forsøges at opbygge en større faglighed hos aktører indenfor de forskellige socialområder.
Men handicapområdet er kun perifert berørt i aftalen: Dog skal der tilføres flere midler til en ”Taskforce Handicaps” – forankret i Socialstyrelsen og Ankestyrelsen – med det formål at uddanne sagsbehandlerne i kommunerne til at træffe mere kvalificerede afgørelser i sagerne.
Og desuden skal hele specialeplanlægningen blot ”udrulles gradvist frem mod 2030″(!).
Konsekvenserne
– Thorkild Olesen, hvad er konsekvenserne af de mange forkerte afgørelser på feks. børnehandicapområdet, som kommunerne tager i handicapsagerne?
– For børnene med handicap betyder det, at når de ikke får den hjælp og støtte, de har behov for, kan de blive dårligere funktionelt, feks. hvis de ikke får det hjælpemiddel, de har behov for i deres dagligdag. For familierne kan det betyde, at hvis feks. forældrene ikke får tabt arbejdsfortjeneste, som de har ret til ifølge lovgivningen, er de nødt til at gå hjemme uden indkomst for at passe deres barn med handicap. Det kan medføre, at de må gå fra hus og hjem og at ægteskabet i sidste går i opløsning, fordi man må kæmpe så meget.
Bør handicapområdet tages fra kommunerne?
Kritikken af kommunernes sagsbehandling fra forskellige aktører har været så massiv, at spørgsmålet om, om det ikke ville være hensigtsmæssigt at fratage kommunerne opgaven, dukker op med jævne mellemrum.
– Thorkild Olesen, bør handicapområdet tages fra kommunerne bla. set i lyset af de høje omgørelsesprocenter?
– Sådan som man fra centralt, politisk hold har skruet kommunernes økonomi og refusionsregler sammen kan de ikke løse opgaven.
Samtidigt har de ikke altid nok viden om sagerne og området. Man mistede megen viden og ekspertise ved kommunalreformen i 2007. Så for mig at se, er der nogle sagsområder, som kommunerne ikke burde have ansvaret for.
Thorkild Olesen er ikke alene om at se problemerne i, at det er hos kommunerne, at handicapområdet er placeret.
Feks. måtte Folketinget i 2021 behandle et borgerforslag, som på initiativ af NGO’en #EnMillionStemmer havde samlet over 50.000 underskrifter, om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne til enten staten eller regionerne.
I lovforslaget hedder det bla.:
Kommunerne har haft ansvaret for handicapområdet i hele 13 år, men besidder ikke den nødvendige specialiserede viden…
En stor gruppe mennesker med behov for hjælp oplever i stigende grad at få frataget eller at få afslag på ydelser, som de har behov for, og som de efter serviceloven er berettiget til. Det er vilkårligt, hvilken hjælp man kan få i landets kommuner, da der er stor forskel på, hvordan de 98 kommuner forvalter handicapområdet…
Forvaltning af handicapområdet kræver indgående viden til mange forskellige diagnoser. Den viden er ganske enkelt ikke til stede i 98 kommuner, og det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner…
Uanset, hvor området flyttes hen, vil det være afgørende, at den myndighed, der skal træffe afgørelserne, ikke samtidig skal finansiere den. Risikoen for økonomisk motiverede afgørelser skal fjernes, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed får den hjælp, de har behov for, og ikke den hjælp, myndigheden mener, den har råd til.
Handicapområdet blev – som også Thorkild Olesen er inde på – ved kommunalreformen i 2007 med Lars Løkke ved roret som indenrigsminister ikke overdraget fra de nedlagte 14 amter til de 5 nydannede regioner, men i blev i stedet spredt ud til de 98 nye kommuner. Det medførte et ret massivt tab af stor og specialiseret viden om området.
Den afspecialisering, der skete her, advarede mange eksperter om, men de talte for døve øren. Et borgerligt folketingsflertal afviste advarslerne. Og kommunerne var ivrige efter at overtage bla. handicapområdet, fordi de mente, at de kunne gøre det både bedre – og især billigere.
Det er vigtigt at understrege, at de mange forkerte afgørelser i kommunerne ikke skyldes sagsbehandlernes onde vilje. Men det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste kommuner år efter år har måttet føre sparekniven. Der ligger i mange tilfælde derfor både et uudtalt og udtalt pres fra de kommunale chefer og fra kommunalpolitikerne på sagsbehandlerne om at være opmærksom på udgifterne til handicapområdet – ja til hele det specialiserede socialområde.
Det er derfor, at der i lovforslaget til folketingsbeslutning om at tage handicapområdet væk fra kommunerne står, at ”den myndighed, der skal træffe afgørelserne ikke samtidigt skal finansiere den”.
Hvilken skæbne fik det lovforslag blandt Christiansborgs politikere?
Forslaget blev ikke vedtaget i Folketinget. Imod stemte Socialdemokratiet, Venstre og Konservative – dvs. de partier, som står stærkest i kommunerne – mens de øvrige partier støttede forslaget.
I debatten, som foregik med fyldte tilhørerpladser i Folketinget, var det gennemgående argument hos modstanderne af lovforslaget, at man ville vente på en evaluering af hele det specialerede socialområde, mens hovedargumentet hos tilhængerne af, at handicapområdet blev flyttet væk fra kommunerne, var, at fejlafgørelserne i kommunerne var så mange og graverende, at man ikke kunne vente på en evaluering, men at noget måtte ske nu.
SVM-regeringen har tilsyneladende heller ingen planer om at flytte handicapområdet fra kommunerne. Det nævnes da heller ikke i afsnittet om handicaps i regeringsgrundlaget fra 2022.
Lille offentlig fokus på kommunernes sagsbehandling i handicapsagerne
Det er umiddelbart forbavsende, at medierne og politikere – både landspolitikere og lokalpolitikere – ikke interesserer sig mere end tilfældet er for den lave kvalitet af kommunernes afgørelser i handicapsagerne.
Når det har drejet sig om de afgørelser, som Vurderingsstyrelsen i den seneste tid har foretaget i forbindelse med de nye ejendomsvurderinger, har det været slående at se den heftige, offentlige opmærksomhed fra både medier, politikere og borgere, der har været i forbindelse med disse afgørelser.
Som den øverste, politiske ansvarlige for ejendomsvurderingerne har tidligere skatteminister Jeppe Bruus (S) bestandigt været skydeskive for de umiddelbart urimelige og forkerte afgørelser, som Vurderingsstyrelsen i mange tilfælde har foretaget. Men den øverste, politiske ansvarlige for handicapområdet, den tidligere socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), er stort set gået fri af kritik fra andre politikere fra medierne.
Men forklaringen er jo nok, at der er flere potentielelle stemmer hos parcelhusejerne end hos mennesker med handicap.
——–
Hovedfoto: Unsplash, Nathan Anderson
Skriv en kommentar til historien