Handicapområde i knæ med akut brug for hjælp

Mange års nedskæringer af hjælpen til mennesker med handicap har resulteret i liv, der bliver ødelagt og massive frustrationer. Løfter fra den nuværende regering og dens støttepartier om at rette op. Hidtil er intet sket. Nu kommer den store og længe ventede evaluering, men den får ikke umiddelbart Socialdemokraterne til at pege på nødvendige forandringer. Derfor må man stille spørgsmålet om regeringen helt har opgivet handicapområdet?

”Never let a good crisis go to waste.”
Det gamle Winston Churchill-citat, blev hvisket i hjørnerne hos Kommunernes Landsforening (KL), da jeg i 2010 blev medlem KLs Social- og sundhedsudvalg. Meningen var klokkeklar. Krisebevidstheden i befolkningen oven på finanskrisen skulle udnyttes til at skære ned mange steder på handicapområdet. Og jeg skal da love for, at krisen ikke blev ”wasted”. KLs næstformand formulerede KLs holdning til handicapområdet meget præcist, da han skrev, at udgifterne til det såkaldte specialiserede socialområde, har en “skadelig gøgeungeeffekt”.
Det var altså mennesker med handicaps ønsker om at blive kompenseret for deres handicap, så de kan leve et aktivt liv på lige fod med alle andre, der var skyld i nedskæringerne på alt fra daginstitutioner, over skoler til ældrepleje, måtte man forstå.

Tal og Rigsrevision understreger markante nedskæringer
Samtidig har KL år efter år påstået, at udgifterne på handicapområdet er løbet løbsk. Den påstand er gentaget hundredvis af gange i løbet af årene. Men den er stadig helt forkert, når man faktuelt ser på tallene.
Socialpolitisk redegørelse, udgivet af Socialministeriet, viser, at der fra 2008 og 10 år frem årligt blev skåret i den samlede hjælp til mennesker med handicap. Alene for voksne med handicap blev der de seneste fem år frem mod 2018 sparet 1.9 milliarder kroner. Efter 2018 ændrede man opgørelsesmetoden, så man ikke længere kan sammenligne tallene over tid.

I marts blev kritikken af tilstanden på handicapområdet bakket op af Rigsrevisionen. I en sønderlemmende kritik af forvaltningen af hele handicapområdet skriver Rigsrevisionen blandt andet: ”Beretningen viser, at der desværre er risiko for, at borgere med handicap ikke får de ydelser, som de er berettigede til ifølge lov om social service. Det skyldes en utilfredsstillende forvaltning af handicapområdet i Social- og Ældreministeriet og i kommunerne, hvor der er mange fejl i forvaltningen. Dette finder Statsrevisorerne meget bekymrende, og det strider mod Folketingets intentioner på handicapområdet”

Tusindvis af mennesker svigtes
Hvis jeg ikke selv havde talt med mange af de berørte mennesker, ville jeg simpelthen ikke have troet på, hvor dårligt, man kan blive behandlet, når man får brug for offentlig hjælp. Jeg møder de mennesker, der bliver forhindret i at foretage sig helt almindelige ting som at tage en uddannelse, få et arbejde, stifte familie og have et fritidsliv, fordi kommunerne siger nej til at give den nødvendige praktiske hjælp.

Antallet af mennesker, der får bevilget en hjælperordning er næsten halveret fra 2016 til 2019. I mit arbejde som politisk chef i Muskelsvindfonden ser jer de menneskelige konsekvenser af nedskæringerne. Mennesker, der må sidde isoleret i deres hjem fordi de kun kan få hjælp til at komme ud i mere 4 timer om ugen. Den unge kvinde, der i stedet for en uddannelse rammer ind i en depression, fordi hun er ude af stand til at komme ud af sin lejlighed og deltage i livet.
Manden med den dødelige og hurtigt fremadskridende sygdom Als, der skal igennem fem lange klagesager i Ankestyrelsen, for at få den rigtige hjælp, og i mellemtiden får sat sit liv i stå. Historierne er uendeligt mange.

Danmarks Statistik fortæller os, at antallet af personer, der får dækket nødvendige handicapbetingede merudgifter er faldet fra 13.519 i 2016 til blot 7.817 i 2019. Det har medført en samlet besparelse for kommunerne på over 67 millioner kroner om året. Altså massive besparelser på mennesker, der typisk i forvejen hører til lavindkomstgruppen.

De hårde 10’ere
De mange hårde år har været skræmmende tydelige fra mit arbejde i Muskelsvindfonden. I stedet for at kæmpe for forbedringer kæmpede Muskelsvindfonden en hård kamp for at undgå de værste forringelser. Kommunerne, der med kommunalreformen i 2006 havde overtaget det fulde finansie¬rings- og myndighedsansvar for handicapområdet, lykkedes med deres ”gøgeungeretorik”. Den nødvendige hjælp efter serviceloven, man tidligere fik bevilget efter konstruktiv dialog med sagsbehandler, blev nu en kamp, der ofte involverede Ankestyrelsen.
Muskelsvindfondens politiske fokus flyttede sig derfor til at sikre håndfaste rettigheder, som kan bruges i klagesager. Et eksempel på en politisk sejr, der har til formål at sikre, hvad man har, er indførelsen af varslingsordningen pr 1. januar 2018. Sejren handler i al enkelhed om at forhindre, at kommunerne kunne træffe ulovlige beslutninger og tjene penge indtil Ankestyrelsen havde ændret kommunernes beslutning, så de følger loven.

Kommuner skal selvfølgelig ikke længere kunne få økonomisk gevinst at snyde mennesker med handicap for den hjælp, de har brug for og ret til. Det skal ikke længere være kommunale økonomifolk uden berøring med mennesker, der sidder og træffer helt afgørende afgørelser om, hjælpen, der skal få hverdagen til at hænge sammen hos mennesker med handicap.

Brug for grundlæggende reform
Efter Folketingsvalget 2019 blev vi lovet, at nu skulle velfærdssamfundet genoprettes, og handicapområdet stod til en opgradering. Mere end 10 års kamp virkede til efterhånden at give håb. Løfter blev givet i det såkaldte forståelsespapir mellem Regeringen og støttepartierne. Kommunerne fik også flere penge til økonomiforhandlingerne med regeringen, selv om der dog stadig ikke var penge øremærket til handicapområdet. Vi sad tilbage med et klart indtryk af, at næste gang er det handicapområdets tur.

Vi står altså med et handicapområde, der er indrettet så forkert, at velfærden for mennesker med handicap er stærkt udfordret. Vi står med en evaluering og et Folketingsflertal, der har sagt, at den skal munde ud i, at området bliver styrket. Og alligevel handler Regeringens udspil om nogle tekniske specialeplaner uden at tage fat i de to områder, enhver der tør åbne øjnene kan se er problemerne på handicapområdet.
Først og fremmest skal strukturen ændres, så det sikres, at afgørelser bliver truffet på baggrund af specialiseret og kvalificeret sagsbehandling.
Derudover skal de økonomiske incitamenter ændres, så afgørelser bliver truffet på baggrund af borgernes reelle behov frem for økonomiske kalkulationer og fokus på den kommunale bundlinje.

Det er simpelthen sidste chance, hvis der skal kunne opretholdes nogen form for tillid og dialog. Behovet for en genopretning er massivt. Der er brug for et stærkt velfærdssamfund, der holder hånden under samfundets svageste og sikrer, at alle får hjælp til at kunne fungere og til at give noget tilbage til samfundet.

Målet er jo enkelt. Mennesker med handicap skal på lige fod med andre have reelle muligheder for at leve en godt og aktivt liv. Så kan vi sammen nyde livet, den kommende sommer med dens glæde, livsmod og en fremtid med muligheder – for alle!
——-
Thomas Krog. Privatfoto