Igennem mange år har lokalafdelingen haft et stort og stabilt medlemstal, men det er mærkbart, at flere nu ønsker at styrke det nordiske samarbejde og derfor bliver en del af foreningen, så Aalborg i dag ”konkurrerer” med København om at være den største lokalafdeling af Foreningen Norden på landsplan. Med et medlemstal på 385 og godt tusind i alt for de syv lokalafdelinger i Nordjylland, udgør medlemstallet ca. 10 % af betalende medlemmer til Foreningen Norden på landsplan. Imponerende, kort sagt. Denne positive udvikling kommer efter en længere årrække med stadigt faldende medlemstal, men kan ifølge Peter Rasmussen helt sikkert forklares ud fra den tiltagende usikkerhed i det sikkerhedspolitiske klima på europæisk plan og med den korte geografiske afstand til truslen østfra.

Tendensen med den øgede interesse er ikke kun at spore på lokalt plan, men gør sig gældende generelt indenfor Foreningen Norden som helhed. Nogle af medlemmerne går tilmed så langt i deres engagement, at de taler om at arbejde for at genoplive Kalmarunionen, hvor vi i de nordiske lande rykker tættere sammen.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, at Foreningen Norden i sin tid blev stiftet (1919) som et fredsprojekt, som en slags reaktion på afslutningen af 1.verdenskrig og nu i kimform rummer tanker om en fælles ”forsvarsunion”. Lokalafdelingen har haft en lang historie siden dens etablering i 1931.

Formanden for lokalafdelingen har Norden i sit hjerte

Peter Rasmussen har sin baggrund i et 40 år langt virke som skolelærer, hvor interessen og engagementet i det nordiske har sat et synligt aftryk i hans undervisning. De første 13 år efter afslutning af sin uddannelse, var han ansat i det grønlandske skolevæsen, hvorefter han har været ansat på Åbybro Friskole. Her sørgede han for, at hans elever lærte de nordiske lande at kende, både med hensyn til sprog og litteratur, men også igennem besøg og lejrskoler i bl.a. Finland, Grønland, Sverige, Island og Færøerne.

At Peter Rasmussen i dag bruger en ikke uvæsentlig del af sin tid som pensionist med at være en vigtig del af Foreningen Nordens arbejde med at formidle viden om forholdene i de øvrige nordiske lande, virker helt indlysende.

Dette sker via foredrag, film og rejser, men han sørger også for arrangementer/udflugter, som tjener det formål at få lokalafdelingen til at fungere som et socialt fællesskab. Formidlingen favner således bredt i kulturel, historisk og social henseende.

Samtalen med Peter Rasmussen skabte det klare indtryk, at man talte med et menneske, som var gennemført nordisk i sit væsen – hvis det da giver mening at bruge denne karakteristik.

Lokalafdelingens arbejde
Det primære sigte med det arbejde, lokalafdelingen udfører, er via dens formålsbestemte aktiviteter at få skaffet medlemmer til den store forening. Ret beset kan man sige, at lokalafdelingerne er fundamentet for Foreningen Norden, fordi halvdelen af kontingentbetalingen tilgår den store forening. Så aktiviteterne i lokalafdelingerne landet over har afgørende indflydelse på den store forenings virke.

Ser man nærmere på f.eks. lokalafdelingens program for efterårssæsonen, tegner der sig et tydeligt billede. Først og fremmest er der arrangementer, som udgår direkte fra formålet med at skabe indsigt i det nordiske – kulturelt, historisk og socialt. Dette er sket/sker f.eks. med foredrag om Finlands historie og landets evne til at forsvare sig til det yderste eller med en nordisk viseaften på Duus (Duus Vinkælder i Aalborg) suppleret med mulighed for fælles spisning. Man kunne desuden fremhæve mulighed for deltagelse i lokalafdelingens læsekreds, hvor man hovedsagelig læser litteratur af nordiske forfattere som en kilde til at blive mere fortrolig med det nordiske kulturfællesskab.

Andre arrangementer bliver til for at pleje og understøtte det sociale fællesskab indadtil i lokalafdelingen, og det giver god mening af flere grunde. Alt foreningsliv får næring og styrke af, at man foretager sig noget sammen. Det siger næsten sig selv, men ifølge Peter Rasmussen har det også at gøre med, at en meget stor del af medlemskredsen i Aalborg lokalafdeling er medlem af sociale årsager, ”fordi de synes, det er hyggeligt at komme til nogle gode arrangementer.”, (Peter Rasmussen). Der er selvfølgelig også en kreds af afdelingens medlemmer, hvis medlemskab primært er defineret ud fra en ideologisk holdning og interesse i at arbejde for et stærkt nordisk fællesskab.

Her i efteråret har man således lavet to ture. Dels et guidet besøg til Livø, hvor man lærte naturen på øen nærmere at kende og ligeledes besøgte den Kellerske Anstalt, som gennem 50 år husede utilpassede og dem, man betegnede som ”moralsk åndssvage”, og dels en udflugt til Voergård Slot og Dronninglund Kunstcenter. I år var denne kredstur arrangeret af Brønderslev lokalafdeling.

Det nævnte formål med denne type arrangementer bliver understøttet af, at alle medlemmer af de syv nordjyske lokalafdelinger har adgang til alle arrangementer. Arrangementerne er deltagerbetalte og er ligeledes åbne for ikke-medlemmer mod en merbetaling. I det daglige har lokalafdelingen i Aalborg også samarbejder med de andre nordjyske lokalafdelinger, og her især lokalafdelingerne i Frederikshavn og Brønderslev.

Alt andet lige må det være en god måde at fastholde og udbygge denne form for foreningsarbejde på og være til stor inspiration for dem, der som bestyrelse har påtaget sig tillidshvervet. Alle der laver foreningsarbejde på det niveau ved, hvor slidsomt og ressourcekrævende det er at stå med ansvaret for, at foreningen fungerer.

De fleste arrangementer afholdes i Foreningernes Hus på Nørresundby Torv, men foregår også andre steder ude i byen. Laver man et arrangement, som omhandler grønlandske forhold afholdes det oftest i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Venskabsbyer
I lighed med andre typer af foreninger har flere lokalafdelinger af Foreningen Norden også venskabsbyer. Lokalafdelingen i Aalborg er venskabsby med Lerum i Sverige, lidt udenfor Gøteborg, og Fredrikstad i Norge.

Aalborg afdelingen har her i september haft besøg af bestyrelsen fra Forening Nordens afdeling i Lerum. Udvekslingen mellem afdelingerne foregår dels på bestyrelsesplan, dels i form af, at afdelingernes medlemmer også inviteres med på disse besøg.

Værdien og udbyttet heraf ligger ifølge Peter Rasmussen både i, at man får en større faktuel viden om de steder og det land, man besøger, og måske især i, at samværet lægger op til mange uformelle snakke om forskellige forhold, som dermed for den enkelte deltager bliver anskuet i et større og transnationalt perspektiv. Ved at besøge hinanden og udveksle erfaringer kontinuerligt bliver det at have kontakt med hinanden med til at styrke oplevelsen af noget fælles nordisk.

Aktuelle initiativer
Ved siden af de allerede planlagte aktiviteter arbejder man også med supplerende initiativer. Bl.a. har man i kredsregi sendt en invitation til ministeren for nordisk samarbejde Monika Rubin til at komme og fortælle mere uddybende om sine og regeringens tanker om at intensivere det nordiske samarbejde.

”Regeringen vil styrke det nordiske samarbejde betydeligt – især omkring forsvar, vedvarende energi, teknologi, råstoffer og strategiske investeringer.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).
”Det er muligt, fordi vi deler en stærk grundfortælling om tillid, demokrati, åbne samfund og historiske bånd.”, (Monika Rubin i ”Nordiske”, Forening Norden, september 2026).

Fokus er også på uddannelsesområdet, som i forvejen er et felt, der er højt prioriteret af den store forening. Her har man skabt en meget brugt og anerkendt skoleportal (Norden i Skolen) i form af en læringsplatform for grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Her er der fri adgang til at bruge undervisningsmateriale indenfor sprog, litteratur og film/medier, ligesom man har mulighed for at arbejde sammen klassevis på tværs af de nordiske lande. Ligeledes har Peter Rasmussen lavet en aftale med Trine Nybroe, uddannelsesleder på Gribskov Gymnasium om at holde et foredrag om gymnasiets transatlantiske studieretning på stx(studentereksamen). Fra at have været en forsøgsordning, er det i kraft af et særtilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet nu blevet et permanent tilbud til elever fra Danmark, Færøerne og Grønland om at tage en almen studentereksamen. Det første år er eleverne i Danmark, det næste på Færøerne og det tredie år tilbringer eleverne i Grønland, hvor man afslutter uddannelsen.

Man tager også imod invitationer udefra, som det skete i forbindelse med det Litterære Folkemøde i Skørping den 3. og 4.oktober, der er en ”Festival for de klassiske danske forfattere” (citeret fra programmet i år) arrangeret af Herman Bang Selskabet. Her fik lokalafdelingen tildelt en stand, som indgik i den del af programmet, der satte fokus den klassiske nordiske litteratur.

Forskellige udfordringer
Foreningsfællesskaber i den form, man traditionelt kender til, er i disse år udfordret af, at fællesskaber i højere grad udfoldes på digitale platforme. De gammelkendte fællesskaber har således ikke samme evne til at tiltrække de unge generationer. Både lokalt og på landsplan er det det grå guld, som befolker afdelingerne, og for Aalborgs vedkommende kan lokalafdelingen mønstre 5 unge medlemmer ud af et samlet medlemstal på 385. Bestyrelsen er særdeles opmærksom på, at der skal arbejdes på at tiltrække flere unge. I første omgang ved at gå i direkte dialog med denne gruppe og måske få dem overtalt til at tage mere aktivt delt i foreningens arbejde, evt. som bestyrelsesmedlem.

Også fra den store forenings side gør man en seriøs indsats for at nå de unge generationer og få dem engageret i det nordiske samarbejde. Gennem Nordjobb-projektet formidler man sæsonjobs for unge i de nordiske lande. Igennem de seneste 30 år har man ifølge foreningens blad ”Nordiske”, arrangeret sæsonarbejde for 35.000 nordiske unge. I år har man således haft et projekt omkring Middelfart. Her arbejdede 20 unge fra Island, Norge, Sverige og Finland med spinatavl. Kong Frederik, som er protektor for Foreningen Norden kom og hilste på de unge deltagere. Et sådant projekt er jo en god måde at bane vejen for en større forståelse for, hvad det vil sige at være nordisk i de forskellige lande.

Lokalafdelingen bidrager også til denne ordning ved at arbejde sammen med tidligere nordjobbere, der fungerer som ambassadører for Nordjobb for at få unge nordjyder gjort interesserede i dette.

Forbindelsen mellem den store forening og lokalafdelingen
Hvordan sikrer man, at det arbejde, der lægges i lokalafdelingerne, hænger sammen med de målsætninger og strategier, som formuleres fra hovedafdelingen i København? Det sker gennem lokalafdelingens deltagelse i henholdsvis Landsstyrelsen, Repræsentantskabet og Tillidsmandsmødet. Til det sidste inviteres alle, som har et tillidshverv i lokalafdelingerne en gang årligt til drøftelse af de forhold, man er optaget af lokalt og til at udveksle ideer. Herfra kan man lade ”konklusionerne” vandre videre op i organisationen til Landsstyrelsen, der er bredere sammensat med repræsentanter fra lokalafdelingerne, kredsformænd (lokalafdelingerne er samlet i kredse, som i store træk følger regionsopdelingen) og politiske repræsentanter fra alle folketingets partier (Foreningen Norden er en uafhængig og tværpolitisk NGO). Foreningen Norden deltager desuden i Nordisk Råds årlige session, som er nordens politiske topmøde, og som holdes på skift i de nordiske lande.

På trods af afstanden er der en forbindelse imellem det, lokalafdelingen i Aalborg søger at opnå igennem sine aktiviteter og arbejdet i Nordisk Råd og foreningens hovedafdeling. At den store kontekst også er til stede i det enkelte arrangement. Om det er et foredrag om Finland eller visning af film i Filmklub Norden. Forbindelsen er der.

Det er vigtigt i disse tider, hvor den sikkerhedspolitiske usikkerhed i Europa og andre dele af verden også kaster sine skygger ind over Foreningen Norden og endda får nogle medlemmer til at begynde at tale om at revitalisere Kalmarunionen. Indtil videre er de første arrangementer med beredskabs folk afholdt for at få at udbrede kendskabet til, hvordan man sikrer sig, hvis det værste skulle indtræffe. Det har man gjort både lokalt og i forbindelse med Tillidsmandsmødet. Også i Aalborg er tanken om et sådant møde begyndt at spire.
——–
Hovedfoto: Lokalafdelingen fra Aalborg på besøg hos venskabsbyen Lerum (Gøteborg) i Sverige – Foto: Peter Rasmussen

Indlægget Foreningen Norden set fra et lokalt perspektiv blev først udgivet på netavisnord.

Med udgangspunkt i en samtale med Steen Timmermann, som står for driften af filmklubben, vil vi i denne artikel komme nærmere ind på, hvad formålet er set i forhold til Foreningen Nordens arbejde med nordiske anliggender, hvad man lægger vægt på i programlægningen og hvilke forventninger, lokalafdelingen i Aalborg, som står bag initiativet, nærer til filmklubbens virke.

Tilløbet til Filmklub Norden
Egentlig ligger starten på filmklubben længere tilbage. Her mødtes Aalborg afdelingens medlemmer i Foreningernes Hus (det gamle Nørresundby Rådhus, som huser foreningslokaler, Nørresundby Bibliotek og forskellige kulturelle arrangementer) til visninger af nordiske film på et lille lærred og primært film, som dvd formatet gav adgang til. Som man kan aflæse af ovenstående billede, har man i de enkelte sæsoners program valgt en lidt løs og fri sammenknytning af filmene, men selvfølgelig lagt vægt på, at programmets titler havde rod i det nordiske.

Sidste år takkede hovedkræfterne bag denne tidlige udgave af studiekredsen/filmklubben af og nye kræfter kom til. Primært Steen Timmermann. Med rorskiftet besluttede man dels at gøre filmvisningerne til et egentligt kulturtilbud, også for ikke medlemmer af foreningen Norden, dels var det et ønske at lade dette kulturtilbud være i form af rigtige biografoplevelser. Man havde tidligere haft et samarbejde med Orla Vestergård Nielsen omkring enkelte arrangementer med filmvisninger, og dette samarbejde blev nu genoptaget.

Orla V. Nielsen er et meget kendt ansigt i biografsammenhæng. I mange år drev han Biffen på Strandvejen i Aalborg, byens eneste art cinema, som senere blev del en af Nordkraft. I dag holder han sammen med Center for Dansk Jazzhistorie til i bygningen lige op til Nordkraft, hvor han bl.a. råder over egne biograffaciliteter under navnet CineVista.

Formålet
”Filmklub Norden er en del af foreningen Norden Aalborg. Vi byder på film og fortællinger, der bringer os tættere på livet på tværs af de nordiske lande. Vi mødes om film, der giver oplevelser og indsigt i Norden – i det vi deler og det, der adskiller os.” (Citeret fra Filmklub Nordens program)

Steen Timmermann understreger, at det er helt afgørende, at filmklubbens aktiviteter ligger”i tråd med Forening Nordens formål”. Lokalafdelingens aktiviteter er primært samlet omkring foredrag, senest med et foredrag om Finlands historie og finnerne, kulturelle arrangementer samt rejser. Her er filmklubben et godt og relevant supplement til at skabe indsigt i nordiske forhold og til at skabe forståelse for de emner og problemområder, der tages op i de nordiske filmfortællinger, fiktive såvel som dokumentariske. Som Steen Timmermann selv formulerer det: ”Film kan noget andet, skabe følelser. Film kan få os til at opleve mennesker, sprog, steder og landskaber på en anden måde”.

Programmet for sæsonen 2026/2027 (fra september til januar) er tilrettelagt i fællesskab med Orla V. Nielsen og omfatter 5 film samlet under temaet Minoriteter i Norden. Man har bevidst valgt tilgangen med at vise ”film i serier”, fordi ”film under et fælles tema giver mere end enkeltstående film. Filmene spiller sammen med de forskellige perspektiver på emnet.”, (Steen Timmermann).

Citatet og programmets forsidetekst fremhæver minoriteters udfordringer med at opleve og skabe et tilhørsforhold i et samfund, men tematiseringen heraf fremtræder i de valgte films fortællinger vidt forskelligt. Temaet angribes med andre ord meget bredt og kommer således til at omfatte mere end det, vi sædvanligvis forbinder med at udgøre en minoritet, typisk flygtninge og indvandrere.

Filmprogrammet blev sat i gang i september med visningen af ”Sameblod” (en samproduktion mellem Sverige, Norge og Danmark fra 2016) og den fokuserer på samerne som etnisk gruppe i norden (i den del af Lapland, som hører til Sverige). Den finske ”Aurora” fra 2019 beskriver nye minoriteter i form af indvandring, mens den islandske film ”Heartstone” fra 2016 kredser om at ”tilhøre” en seksuel minoritet (homoseksualitet). Filmen ”Wall” fra 2025 (fra Grønland/Danmark) skildrer en grønlandsk kvinde, som har været langtidsfængslet (forvaring), måske uden grund. Her stiller man skarpt på det at være en minoritet på kanten af samfundet. I januar afsluttes første sæson med at tage os til Færøerne. Det sker med filmen ”Det sidste paradis på jord” (2025), hvor vi møder små samfund, der kæmper for overlevelse.

Programmets bredt formulerede tema kan fremme ønsket om at nå ud til en stor målgruppe, men først og fremmest rummer bredden en nuanceret forståelse af, hvad man kan relatere minoritetsbegrebet til. Man får ud fra programmets foromtale af filmene indtryk af, at de alle på tværs af deres indbyrdes forskelle handler om at høre til i et samfund, noget der er afgørende for at opleve sit liv meningsfuldt og identitetsbåret.

Med valget af filmmediet får man som betragter adgang til at opleve de enkelte filmfortællingers tematisering af minoritetsproblemerne på en konkret, fysisk og sanselig måde, der taler til følelser og intellekt under ét.

Undertiden bliver man ramt meget mærkbart og direkte. Steen Timmermann beskrev således, hvordan publikum oplevede filmen ”Sameblod” ved visningen primo september: ”Da folk gik fra biografen, var der total stilhed. Det er en film, der sætter sig….. sætter fokus på, hvor meget man skal lave om på sig selv og sin baggrund for at høre til”.

Som afrunding vil vi se lidt nærmere på filmen ”Sameblod” og her bl.a. komme ind på, hvordan indblikket i samernes etniske udfordringer som minoritet, som det kommer til udtryk i filmen, kan sige os noget, der lever i et andet nordisk land. Samerne er et oprindeligt folk, der hører til i Lapland. Området strækker sig over fire lande (Norge, Sverige, Finland og Rusland), og filmen foregår i den svenske del af Lapland, hvor instruktøren selv kommer fra.

Filmen fortæller historien om den samiske pige Elle Marjas livslange identitetskamp mellem svensk og samisk kultur. Filmen er en rammefortælling, som på nutidsplanet tager udgangspunkt i Elle Marjas deltagelse i lillesøsteren Niennas begravelse, mens fortællingen inde i rammen omhandler hendes opvækst i 30’ernes Sverige. Denne opvækst byder på flere eksempler på etnisk diskrimination, bl.a. i form af tvungent kostskoleophold for, at man som samer kan lære svensk, dog uden at den fagligt dygtige og begavede Elle Marja på nogen måde kan gøre sig forhåbninger om at kunne begå sig i en rigtig svensk skole. Dette grundede sig i en antagelse, som det daværende Racebiologisk Institut nærede, om at samerne var mentalt underudviklede, netop fordi de var lavere i højde og havde en mindre hovedform. Dette forsøgte man at dokumentere ved at udsætte unge mennesker for ydmygende målinger, der også inkluderede fotografering af dem som nøgne.

Disse oplevelser får hende til at bryde med sit ophav, sin historie og sin samiske kultur. Hun vælger at søge til Uppsala i en bestræbelse på at blive ægte svensker. Med andre ord at opnå at høre til og finde sin identitet som svensker. Resultatet bliver en konstatering af at opholde sig i en slags ingenmandsland, udadtil omgivet af en svensk kultur, som hun er for samisk til at kunne blive ét med, og omvendt indadtil være for tilstræbt svensk til, at hendes ophav kan opfatte hende som samisk.

Både oplevelsen med etnisk diskrimination og følelsen af manglende tilhørsforhold vækker resonans i forhold til alle, som vokser op med en dobbelt kulturel indflydelse. I den egenskab rækker filmen tematisk også ud over en nordisk kontekst og fremstår mere almengyldig.

Rammen omkring fortællingen om Elle Marjas opvækst er som tidligere nævnt centreret om lillesøsterens begravelse. Hendes rejse tilbage for at deltage i den sammen med sin søn og barnebarn fører til, at hun bliver forsonet med det, der skete i forbindelse med hendes brud med sin samiske baggrund og til en accept af sig selv som samer.

Filmen er og bliver ikke en offerfortælling, og det er filmens styrke. Dens nøgterne og usentimentale tone sætter den i stand til at formidle alvoren og de stærke følelser på en ren og direkte måde. Selvom man bliver meget berørt af at opleve Elle Marjas liv, bliver det i kraft af filmens fortælleform lettere at tage filmen med sig videre.

For dem, der har lyst til at læse nærmere om de kommende film, kan følgende link benyttes:

Click to access Filmklub-Norden-PROGRAM-2026.pdf

”Interessen for Norden vokser i alle dele af de nordiske samfund og internationalt. Tilslutningen til Norden er måske nok accelereret på grund af den geopolitiske situation og behovet for større militær modstandskraft, men der har længe været en stigning i private virksomheder og organisationer, som samarbejder nordisk, fordi det kan betale sig. Samlet er Norden således blevet mere spændende og perspektivrigt at beskæftige sig med. (…). At også den folkelige interesse for Norden styrkes kan aflæses i medlemstallet i Foreningen Norden, som nu er næsten 10.000, en stigning på 2000 over tre år.” (chefredaktør på Nordiske – Foreningen Nordens blad, juni 2026)
——
Hovedfoto: Amanda Kernell: ”Sameblod”, 2016 – Foto: Sophia Olsson – Nordisk Film

Indlægget Filmklub Norden – et nyt initiativ fra Foreningen Norden i Aalborg blev først udgivet på netavisnord.

Det havde været en hård omgang. Inger Lauritzen var sjældent syg, men denne her omgang influenza havde virkelig bragt hende til tælling. Gudskelov var ungerne jo flyttet hjemmefra, så nu kunne man jo rent faktisk have tid til at være syg. Men alligevel sjovt havde det ikke været – og når man nu ikke var helt ung længere, var modstandsdygtigheden måske heller ikke helt som før. Selv da influenzaen havde fortaget sig, måtte Inger tit lægge sig for at komme lidt til kræfter. Og det var, da hun lå dér, at en melodi blev ved med at rumstere i hendes hoved. Den var køn og iørefaldende. Og på en eller anden måde så velkendt. Men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad den hed – eller hvorfra hun kendte den. Inger fortrød, at hun som den eneste i familien aldrig havde haft tålmodighed til at lære noder. Nu måtte hun forsøge at fastholde den lille melodi ved hjælp af små kruseduller, boller og krydser, der gik op og ned – et selvudviklet system, som hun var for skamfuld til at vise til andre. Sine “unoder”, kaldte hun dem.

Lillebror Kristian og Gud
Dog – lillebror Kristian fik lov at se dem, efter at hun forgæves havde nynnet den lille melodi for venner og bekendte, hvoraf ingen havde kunnet genkende den. Kristian, der var musiklærer, fik hurtigt oversat Ingers unoder til rigtige noder, og således var fiskerkonen fra Lønstrup pludselig blevet “komponist”. I en alder af ca. 50. Hun var selv både overrasket og overvældet. Var det en slags hjerneskade efter den kraftige influenza? Eller var hun bare blevet almindeligt tosset? Det var ikke til at sige, men da flere nye og smukke melodier vedblev med at strømme ud af hende, slog hun sig til tåls med, at det sikkert var Gud, der havde en finger med i spillet. Inger Lauritzen havde livet igennem skrevet digte og sangtekster, men at hun nu pludselig blev i stand til at sætte sine egne toner til poesien, fuldendte på mange måder hendes værker. Digte, der i mange år havde ligget i en skuffe, blev taget op, pudset af og tilført nyt liv med en ny Inger Lauritzen-melodi.

Hjørring Revyen
Og nu gik det stærkt. Direktør for Hjørring Revyen, Thøger Olesen, kom via sin mor på sporet af Ingers nyudviklede evner, og efter at han havde rekvireret et kassettebånd, hvor Inger havde indsunget nogle af sine sange, var Thøger Olesen ikke i tvivl: Sangen “Kystfiskeren” skulle med i den næste Hjørring Revy – og det kom den med Birgit Conradi som solist – og det blev en stor succes for både revyen og Inger Lauritzen.

Barndom
Inger Lauritzen fødtes 11. august 1926 og ville altså netop i tirsdags være rundet de 100 år, og det er naturligvis en god anledning til at mindes denne lokale digter.

Hun voksede op som landmandsdatter på gården Øster Dahl mellem Lønstrup og Skallerup. Hendes forældre, Agnes og Henrik, var dygtige og hårdtarbejdende og samtidigt kærlige forældre. Det var også et musikalsk hjem, hvor såvel forældre som børn både kunne synge og spille instrumenter. Som sagt var Inger den eneste, der aldrig lærte sig noder – det gad hun simpelt hen ikke! Men hun blev en habil pianist, som spillede efter gehør, og når man om aftenen samledes til fællessang, var det oftest Inger, der sad ved tangenterne – hun skulle jo heller ikke først bruge tid på at finde noderne frem.

De første syv år af Ingers liv var gode og trygge, men så ramtes hendes far meget hårdt af sukkersyge, som medførte flere og flere komplikationer og indlæggelser, og et par dage før Ingers 10 års fødselsdag valgte faderen at tage sit eget liv. Det blev selvfølgelig både en stor sorg og en stor omvæltning i Ingers unge liv og naturligvis også for moderen, der nu pludselig stod alene med en stor gård og fire børn. Hun klarede dog udfordringen på imponerende vis, og nogle år efter giftede hun sig igen, og børneflokken udvidedes med yderligere to børn, Kristian og Bitten. Selv om Inger som nævnt aldrig gav sig tid til at lære noder, så var hun meget optaget af musik og poesi. Hun var en opmærksom iagttager af sine omgivelser, af naturens gang og menneskelige skæbner og skabte gennem sit lange liv en stor samling digte og viser.

Mødet med Knud
Nu er det vist på tide, at vi får gang i de romantiske violiner. Vi skal til dansant på Adolph Jensens Hotel i Lønstrup. Året er 1946. Egnens unge piger og drenge sidder bænket i lange rækker på hver sin side af dansegulvet. Blandt de unge mænd er der en gruppe fiskere, som, Inger synes, er vældigt pæne. Særligt den ene. Hun sender ham skjulte blikke hele aftenen, ligesom han også i smug betragter hende. Men Inger får lov at sidde hele aftenen, uden at han byder hende op. Først da musikerne pakker deres instrumenter sammen, tager han mod til sig, går over dansegulvet og inklinerer for den unge pige, som han har holdt øje med hele aftenen.
“Jamen nu er musikken jo stoppet”, siger Inger lidt forvirret.
“Øh…nå ja…. Men du kan jo synge, ikke?”

Og så danser de to unge mennesker med hinanden, mens Inger synger i vilden sky. Den unge mand hedder forresten Knud. Og dansen varer i 56 år.

Fra landbotilværelse til fiskerkone
Ægteskabet med Knud betød på alle måder store livsforandringer for Inger. Fra en nogenlunde rolig landbotilværelse var hun nu pludselig blevet “fiskerkone” og på den måde prisgivet havet og dets dramatiske luner. I mange år fyldte uroen og nervøsiteten for Knuds færden i det voldsomme element meget. Ofte var Inger at finde på solnedgangspladsen, hvor hun spejdede ud over det mægtige hav, mens der blev bedt en stille bøn for, at Knud ville komme sikkert hjem. At han (ligesom sin egen far) også var redningsmand, gjorde ikke situationen nemmere for Inger, og på den måde delte hun et skæbnefællesskab med de mange andre fiskerkoner i den lille by. Det var ikke en nervøsitet, man talte om, men den knyttede et stærkt bånd kvinderne imellem. Og Ingers frygt kombineret med hendes store respekt for fiskerne og redningsfolkenes livsvilkår blev i stedet omsat til ord, rim og vers.

Naturens kræfter – et vilkår for Lønstrup
Omskifteligt og farligt vejr er et vilkår for fiskerne, men naturens kræfter i øvrigt har også altid været en mærkbar og evigt tilstedeværende faktor for det lille landsbysamfund i Lønstrup. Kystnedbrydningen har fundet sted i århundreder, og de menneskeskabte klimaforandringer vil ikke gøre problemet mindre i årene fremover. Men nogle år er ødelæggelserne mere tydelige og håndgribelige end andre år.

1981 var et af de slemme år. Det var også året, hvor den moderne og synkefri redningsbåd, RF2, forliste under en redningsaktion. Ni mand mistede livet, tre fiskere og seks redningsfolk. Og bare en uge forinden, havde en voldsom storm ædt ca. 30 meter af Lønstrup klint på blot en enkelt nat. Inger og Knuds hus, Nordstrand, på toppen af Havbakken kommer afgrunden faretruende nær, ligesom både Villa Vest og redningsbygningen er tæt på at forsvinde i bølgerne. Et sommerhus syd for
Lønstrup klarer ikke stormen, men ryger i havet.
Lønstrupborgerne havde i mange år råbt op om, at deres lille lokalsamfund var i fare for at blive opslugt af havet – uden at det havde gjort videre indtryk på myndighederne. Men denne gang, tænkte Inger: “Nu kan det være nok”.

Inger og Anker

Hun kontaktede Danmarks Radios provinsafdeling, der umiddelbart efter indfandt sig med tændte kameraer – og billeder af ødelæggelserne gik landet rundt. Blot to dage efter fik Lønstrup besøg af statsminister Anker Jørgensen, som uden videre introduktion blev mødt af en oprørt Inger Lauritzen, der blot udbrød: “Du må gøre noget”.

Anker Jørgensen kunne godt se, at situationen i Lønstrup var helt gal – så han sagde så de berømte ord: “Jeg har aldrig været en diktator – men nu dikterer jeg en omgående kystsikring”. Og dén blev så iværksat kort efter.

Skybruddet 1877 – slugten
Men det var jo langt fra første gang, at Lønstrup var genstand for elementernes uhæmmede rasen. Den store slugt, der gennemskærer byen fra omkring den gamle biograf og ned til stranden, er jo et nærværende minde om en anden stor katastrofe, nemlig det store jordskred, som følge af et skybrud, der i 1877 sønderrev byen og dannede en 18 meter bred og syv meter dyb kløft. På et par timer forandredes geografien totalt, og adskillige huse, stalde og broer var forsvundet i havet.

Bandet Nordstrand og Knuds sygdom
Inger og Knud fik som sagt 56 gode år sammen. Det var et lykkeligt ægteskab, hvor man bakkede op om hinanden. Tre børn fik de: Helle, Lisbeth og Carl, og siden blev det til seks børnebørn (deriblandt Mathilde). Til Ingers store glæde dannede Mathilde et band, “Nordstrand” (opkaldt efter Knud og Ingers hjem), som nyfortolkede en lang række af Ingers sange.

Og minsandten om ikke Inger også oplevede at blive oldemor – til ikke færre end 18 små poder. Da Ingers sene karriere som sanger og foredragsholder foldede sig ud, var det også Knud, der kørte hende land og rige rundt i deres bil. Han sad så pligtskyldigt og ventede udenfor, indtil Inger var færdig. ”Det kunne jo være, hun også sagde noget om mig – og så er det nok klogest ikke at være til stede”. Inger fik aldrig selv kørekort og gudskelov for det, som nogle af hendes børn har udtrykt det. Omkring årtusindeskiftet rammes Knud af en for sent opdaget tarmkræft. Den stærke og stovte, tidligere fisker og redningsmand, bliver nu pludselig selv afhængig af hjælp. Han frygter kort, at Inger måske vil forlade ham, nu da han pludselig fremstår svag og udstyret med stomipose, men det vil Inger naturligvis ikke høre tale om. Hun aflyser alle sine aftaler og foredrag og passer Knud den sidste tid, inden han dør i 2002. Loyalitet var et adelsmærke og en selvfølgelighed for Inger.

Intet som hav og bølger kan drage
Inger Lauritzen blev boende i Nordstrand frem til sin død d. 6. august 2019, 92 år gammel. Hun vil altid være en del af Lønstrups, havets og vestkystens DNA.

Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.

Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
——-.
Hovedfoto: Inger Lauritzen. Foto Kultunaut.
—–
Artiklens forfatter: Jørgen Bing. Skuespiller og byrådsmedlem (SF) Hjørring

Indlægget Inger Lauritzen -100 år blev først udgivet på netavisnord.

I den forbindelse blev det klart, at det ikke kun og isoleret set handlede om denne bygning, men om at skabe et samlet set up for hele området omkring Doverodde på basis af de stedbundne kvaliteter, som man i billedlig form kunne beskrive som en stærk og årelang, næsten naturgroet sammenvoksning af kulturhistorie, kunst og natur. Løsningen, udtænkt af Reiulf Ramstad Arkitekter, blev ”benævnt” Doverodde Bysamfund og omfattede alt fra Naturlandsbyen, velkomstbygningen, den genopførte udstillingsbygning, Doverodde Købmandsgård og Siloen. Forud var gået et 10-årigt udviklingsarbejde, som for alvor fik luft under vingerne i 2018, da Thisted Kommune og SMK i København indgik en samarbejdsaftale. Alt dette udfoldede vi i sidste uges artikel.

I denne afrundende artikel om SMK Thy ser vi så nærmere på, hvordan SMK i København fik etableret sig i det nordvestjyske Thy, nærmere bestemt på lokationen Doverodde. Udskibningen af en del SMK’s formidlingsaktiviteter er helt i tråd med tidens tendenser indenfor museumsverdenen, men i oplægget til arkitektkonkurrencen blev det eksplicit fordret, at filialen SMK Thy skulle blive en del af området i Doverodde, dvs. at museumsdriften med dens kunst- og kunsthistoriske formidling skulle ske med tanke på stedets naturindlejring i forhold til Doverodde, den indre Limfjord, Nationalpark Thy og det rige foreningsliv, der er samlet omkring Naturlandsbyen og dens naturrettede aktiviteter.

Med den præmis har der fra starten været lagt op til at drive museum på en helt anden måde end, man har været vant til i SMK’s bygninger i København. Man har skullet tænke kontekstuelt i anden potens. Dels med hensyn til de enkelte udstillingers indre sammenhæng og dels med hensyn til at afstemme udstillingerne i forhold til det naturmæssige i bred forstand. Fra SMK’s side har man været meget dedikeret og har lagt et uhyre stort engagement i at komme i mål med dette innovative syn på museumsdrift.

Ud fra et interview med Emilia Nykjær Isaksson, formidlingsinspektør og daglig leder af SMK Thy vil vi beskrive, hvordan man fra SMK’s side har grebet denne udfordring an.

Situationen efter første sæson som etableret filial: kunst- og kulturformidling i særklasse
At dømme ud fra hvordan det første år er gået, kan man uden overdrivelse konstatere, at det har været en strålende succeshistorie. Onsdag den 13. maj i år fik SMK Thy tildelt Danmarks største kulturformidlingspris Artbeat Prisen, som Have Kommunikation og Nordjyllandsfonden hvert år uddeler til kulturaktører, der har ydet en særlig indsats indenfor dansk kulturformidling.

Tildelingen skete med reference til sidste års aktiviteter og især udstillingen ”Rejsen fra Paris”, der åbnede SMK Thy i Doverodde. Her viste man ikoniske værker af bl.a. Matisse, Picasso og Derain hentet fra SMK’s moderne franske samling. I begrundelsen stod der:
”SMK Thy er nomineret til Artbeat Prisen for deres visionære arbejde med at skabe et internationalt museum i Thy, der rykker kunsten ud af storbyerne og ind i naturens og foreningslivets hjerte. Gennem lokale initiativer har de aktiveret både natur- og fritidsorganisationer og skabt en helt ny formidlingsmæssig gren, der forener kunst med det lokale engagement. Museet er blevet hyldet af internationale medier og har med sine flotte besøgstal bevist, at kultur kan fungere som et stærkt trækplaster og samlingspunkt uanset geografi.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside).

Første skridt – samarbejdsaftale mellem Thisted Kommune og SMK
I løbet af 2018 indgår de to parter en samarbejdsaftale, hvorefter man går efter at få en del af SMK på plads i Doverodde. Forud er gået en rum tid med samtaler mellem parterne, og set fra SMK’s perspektiv har det i høj grad handlet om at forstå, hvad Thisted Kommune var og er i den sammenhæng. Og her har det med Emilia N. Isakssons ord været ”vigtigt at forstå vores forskellige positioner i det – hvordan vi hver især arbejder som to offentligheder” på en respektfuld måde. Derfor har der heller ikke været nogen tvivl om, at ”oplægget (til samarbejdsaftalen) hele tiden har været, at det er kommunen, der ejer matriklen, og så putter vi indholdet ind i Pakhuset og efterfølgende Siloen” (Emilia N. Isaksson).

Med aftalen på plads kunne ledelsen på SMK lancere deres nye strategiske indsats indenfor museets overordnede målsætning om at tilgængeliggøre deres kunstsamlinger for flere borgere specifikt møntet på planen om at få skabt filialen SMK Thy. Dette førte videre til ansættelsen af Emilia N. Isaksson som daglig leder af museet i Thy, og hun var i den egenskab med til at løfte det kæmpe ansvar at få projektet til at vokse og slå rødder ude i den lokale virkelighed.

Den videre rejse mod målet
”Det var begyndelsen, startskuddet på en slags identitetsrejse for os på SMK, fordi når vi laver museum i København, er vi ekstremt defineret af de rammer, vi har og har haft i Sølvgade siden 1896. Og lige pludseligt står vi et helt andet sted i landet og skal så til at finde ud af, hvordan vi gør det her bedst, også på de indre linjer.”, (Emilia Nykjær Isaksson)

Sådan sammenfatter hun her i 2026, hvorledes personalet fra SMK oplevede den proces de blev en del af i 2018. Meget hurtigt fortæller deres egen research af området, at der er et meget varieret og nuanceret kulturlandskab, som de stille og roligt er flyttet ind i, som hun selv formulerer det. For dem at se rummer området utrolig mange gode initiativer indenfor kunst og kultur og rigtig meget at komme efter, men deres umiddelbare holdning er at lade deres eget arbejde indgå på lige fod med det, der er i forvejen for ” ligesom at være med til at løfte det samlede udtryk og initiativ i flok med dem, der er der og kender stedet langt, langt bedre end os.”.

Dialog som værktøj
Meget tidligt arrangerede SMK borgermøder for at lære lokalbefolkningen nærmere at kende. Hvad var der at bygge videre på fremadrettet i processen med at blive rodfæstet? Hvem var de, som holdt af det sted igennem mange generationer? Hvad var det, man ville med det sted, og var der nogle bekymringer hos dem? Den samme tilgang fulgte man i forhold til de eksisterende foreninger og turistkontoret for at få så brugbart et indblik i den lokale kultur, som de skulle medtænke, når man kom i gang med egentlig museumsdrift. Den samme form for respekt for stedets egenart mødte man også senere fra arkitektfirmaets side. Det er imidlertid først senere, at man følger det dialog- og det borgerinddragende perspektiv op med indgåelse af egentlige samarbejder med dele af det etablerede kulturliv i området.

SMK forsøgte sig i samme periode med en række undervisningstilbud for at vise, hvem de var, og hvordan de normalt arbejdede. En ting var at lære den nye virkelighed at kende, men dialogmøderne og de andre konkrete tiltag skulle bidrage til, at den lokale befolkning ad den vej fik et mere direkte og levende indtryk af den statslige institution, som nu var flyttet ind. At man på den måde mindskede afstanden og den anonymitet, der ellers kunne hvile over den tilkommende institution. I denne fase spillede ifølge Emilia N. Isaksson især tidligere formidlings- og udstillingschef Berit Anne Larsen en meget vigtig rolle.

En mere udadvendt fase
Med folketingets midlertidige finanslovsbevilling fra i første omgang 2018 til 2021 og senere forlænget til 2023 fik SMK og fremtidsplanerne mere sikker grund at agere ud fra. En egentlig udstillingsaktivitet tog sin begyndelse i 2019. Her benyttede man det gamle, midlertidige pakhus fra 1854, hvor man de kommende år primært viste video- og lydværker fra SMK’s samling.Dvs. værker som lå på en fil, der kunne afspilles, og som ikke krævede særlige sikkerheds- og klimamæssige forhold.

Fra 2019 fulgte SMK en mere regelmæssig rytme og en fast cyklus med udstillinger, undervisningstilbud, omvisnings- og andre formidlingsaktiviteter fra påske til og med efterårsferien, som også drejede sig om at knytte bånd til lokale institutioner. Museet rakte ud til flere aldersgrupper, fra børnehaver og voksenuddannelserne til dem, der var engageret i de forskellige kunstforeninger. Hvis man ikke ligefrem i billedlig forstand ønskede at flette fingre med dem, så ønskede man i hvert fald at komme på fornavn med dem.

Gradvist udvidede SMK sit virkefelt og gik længere ud i forhold til det eksisterende kulturliv for at interagere med det og for at undersøge, hvad et samvirke kunne føre til. ”(For at) forstå, hvem de var, og hvad vi kunne sammen.”, (Emilia N. Isaksson). Lignende bestræbelser bestod dels i samarbejder med kunstnere, der specifikt lavede værker til SMK og samarbejder med Museum Thy, som den store museumsparaply og dels i tilstedeværelse på forskellige fora som Alive Festival, Struer Tracks og Kulturmødet Mors med visning af kunstværker fra SMK samt tilmed være en del af et udflugtsprogram.

Disse aktiviteter medvirkede til, at SMK blev fortrolige med det eksisterende kulturliv for at opnå at kunne svinge i harmoni med kulturlivets forskellige tonaliteter og samtidig afsøge en mulig synergi imellem dem.

I en form for et opsamlende udsagn om alle disse vigtige tiltag siger Emilia N. Isaksson følgende: ”(…), men vi ville ikke stå det sted, vi gør i dag, hvis det ikke havde været for alle de samtaler, samtaleformater og dialogiske rammer, der havde fundet sted. Både i aktivitetsformat, men også i kraft af blot det at finde sted med hvad, det end nu kunne være.”.

Næste afgørende skub bliver fondsbevillingerne og arkitektkonkurrencen i 2021 samt etableringen i 2022 af den organisation, der førte de to projekter Naturlandsbyen og SMK Thy i mål under ”overskriften” Doverodde Bysamfund.
Oprindelig havde man fra SMK’s side forestillet sig, at man kunne åbne dørene allerede i 2020, men flere afgørende omstændigheder betød, at den ønskede færdiggørelse først fandt sted i den tidlige sensommer i 2026. Dels kom der en pandemi i vejen, og dels måtte man genopføre den oprindelige pakhusbygning. Disse benspænd har fra SMK’s perspektiv imidlertid modsat været en gevinst for processen: ”Projektet har fået lov til at vokse organisk og blive langt større, end vi nogensinde havde kunnet drømme om i 2018.”, (Emilia N. Isaksson). Det har krævet tålmodighed, men lige så meget en evne til at følge processen og stedets vejrtrækning.

Den organisatoriske del af realiseringen af SMK Thy og Naturlandsbyen
Fra 2022 fastlægges de forskellige lag af det organisatoriske set up, som skulle gennemføre de to hovedprojekter af Doverodde Bysamfund – SMK Thy og Naturlandsbyen. I forhold hertil fungerede Emilia N. Isaksson som bindeled på flere måder, både ved som del af implementeringsgruppen at skulle holde de øvre dele af organisationen orienteret og ved at være bindeled mellem kommende udstillings- og formidlingsaktiviteter, inklusive programmeringen af dem og Thisted Kommune, hvor det i hovedsagen handlede om at bygge bro mellem de forskellige institutioner.

Alene hendes del, som ”kun” var en begrænset del af det samlede virke indenfor den store organisation, virker som en kompleks arbejdsopgave, fordi det involverer så mange forskellige fagligheder. Når det er lykkedes, skyldes det ifølge Emilia N. Isaksson, at man har haft en klar rollefordeling undervejs, at man hver især har haft stor respekt for hinandens fagligheder, at der også har været et fokus på det fælles mål, så der på den baggrund har været overskud og rummelighed til stede til, at projektet kunne vokse i nye retninger. Det har selvfølgelig også været fremmende for processen og samarbejdet, at det var den samme arkitekt, som tegnede de to projekter

Krav til den nye udstillingsbygning
Der har helt fra start af været enighed om, at den nye udstillingsbygning skulle være helt på niveau med bygningen i København i forhold til klima og sikkerhed: ”Det har således været magtpåliggende, at der ikke blev forskel på dem. Vi skulle kunne vise den samme kunst her som der.”, (Emilia N. Isaksson). Det blev et kompliceret byggeri med meget høje krav til sikkerheden og klimastyring, men når man træder indenfor i udstillingslokalet, bliver man optaget af, at der er den samme form for enkelhed og lethed i det arkitektoniske udtryk, som man oplever, når man kigger på bygningen udefra. Det er meget slående, at der ikke forekommer nogen eksempler på teknik i rummet, der kan forstyrre og aflede opmærksomheden fra oplevelsen af den udstilling, man er kommet for at se. Emilia N. Isaksson nævner i samme forbindelse, at hun oplever, at folk, der kommer og besøger SMK Thy, ”…kan mærke kvaliteten bag det hele, tankerne, filosofien og selvfølgelig håndværket og materialiteten.”, (Emilia N. Isaksson).

Den nye måde at drive museum på
Når man spørger ind til, om der er særlige krav, SMK skal opfylde, når udstillinger planlægges, er svaret nej. Der er ingen forventninger om, at museet laver deciderede natur- og landskabsorienterede udstillinger; det er ikke en del af programmet, som sådan. Alligevel er det næsten umuligt at lave en udstilling uden at tage højde for stedet og det helt særlige kulturlandskab, man er omgivet af her i Doverodde. Som eksempel nævner hun, at det med den aktuelle udstilling ”Levende landskaber”, (der tematiserer sameksistensen mellem menneske og natur op gennem kunsthistorien) er fuldkommen oplagt at lave de mange koblinger til det oprindelige landskab og ikke mindst til de mange aktiviteter, Naturlandsbyen står bag.

Netop inddragelsen af Naturlandsbyen i museets daglige virke, er noget meget definerende for den måde, SMK Thy opfatter sin opgave som kunstformidler i Thy. I det daglige deler Emilia N. Isaksson kontor med Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejledning, der gør det både mere ligefremt og naturligt i fællesskab at udvikle fælles formater for undervisningsforløb, aktiviteter og arrangementer, som bringer kunsten i spil i landskabet og hverdagen. For hende selv har det betydet, at hun har fået udvidet sin måde at tilgå og opleve kunstværkerne og kunsthistorien på. De fagfaglige kompetencer som kunsthistoriker og kunstformidler bliver ad denne vej sat ind i en større, flerfaglig kontekst, som knytter hendes arbejde tættere sammen med stedet og lokalområdet.

Dette synes at gøre opgaven så meget nemmere for at slå igennem med SMK’s overordnede målsætning med at tilgængeliggøre deres samling for flest mulige, fordi det faglige samvirke mellem SMK Thy og Naturlandsbyen medfører, at kunsten kommer tættere på de brugergrupper, man er omgivet af i kommunen og lokalområdet.

I forhold til de besøgende har SMK Thy oplevet en større succes end forventet på den korte periode, museet har været i drift og langt tidligere. Man har oplevet en udtalt nysgerrighed og videbegærlighed efter at få ny viden. De forskningsbaserede udstillingskataloger er hurtigt blevet revet væk fra hylderne i den butik, man finder i Velkomsthuset.

En anden iøjnefaldende ting er, at for mange af museets gæster fra Thy, ”…er indgangen til kunst i højere grad noget, man laver i praksis. Det handler for mange om at have hænderne nede i materialet fremfor, at det er noget, man læser om eller studerer på den måde, og derfor er vi også meget optaget af at lægge praksis up front for at kunne understrege, at kunst også er et håndværk.” (Emilia N. Isaksson). Alt dette foregår i form af f.eks. undervisningsforløb og foredrag henlagt til museets værksted, der er placeret i Naturlandsbyen. Museets formidlere sørger for, at alle disse aktiviteter som en slags trædesten knyttes an til museets aktuelle udstillinger.

Man er nået langt med udviklingen af SMK Thy, og Emilia N. Isaksson har fremfor nogen præsteret et imponerende stykke arbejde. Ikke bare som fagperson, men også ved at investere sig i projektet, stedet og de mennesker, som befolker lokalområdet på en mere personlig måde. Hun er blevet synonym med SMK Thy og er på fornavn med mange og kalder det selv for ”nabopleje”. SMK som institution har formået at slå rødder i Thy, og det har allerede affødt stor anerkendelse. I starten nævnte vi tildelingen af Artbeat Prisen for museets evne til at formidle kunst. I forrige artikel omtalte vi, at SMK Thy af det internationale tidsskrift TIME var blevet optaget på deres liste for 2026 over de 100 mest ekstraordinære attraktioner på globalt plan.

Faglig dygtighed på højeste plan, men også evnerne til at vise åbenhed og tillid til mange forskellige samarbejdspartnere samt mod til at investere sig selv og til at møde det fremmede på en nysgerrig måde i helt uvante omgivelser. Det er bare flot gået.
——-
Hovedfoto: SMK Thy indenfor med stedets første udstilling ”Rejsen fra Paris” august 2025 – Foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget SMK Thy – en ny måde at drive kunstmuseum på blev først udgivet på netavisnord.

Hvis man skal kunne forstå, hvad der skal til for at gennemføre udviklingsprojekter af væsentlig betydning, som man kan sige, at det er tilfældet med SMK Thy og Naturlandsbyen på Doverodde, er det absolut nødvendigt at dykke ned i det, der er gået forud og undervejs. Ved at gøre det, kan man få adgang til den videns- og erfaringsmængde, der kan ses som en slags konglomerat af tankegods, ønsker og drømme, samarbejder og udviklingsprocesser. Det er i dette sammensatte kulturstof, at den egentlige forståelse af kulturprojekter, og specifikt deres udvikling gemmer sig. Her vil der så tegne sig et billede af et komplekst procesforløb, som har strakt sig over en periode på mere end 15 år og fordi meget af den eksisterende kultur i form af forskellige aktiviteter, der foregik adskilt fra hinanden først et stykke inde i perioden på de femten år i mere optimeret og elaboreret form naturligt føjede sig sammen indenfor de to projekter SMK Thy og Naturlandsbyen. Stedet er blevet til en destination, hvor kunst, kulturhistorie og natur nu griber mere synligt ind i hinanden. Et udtryk Reilulf Ramstad fra Reiulf Ramstad Arkitekter omtalte det færdige resultat som (firmaet vandt arkitekkonkurrencen om SMK Thy).

Vi vil forsøge at beskrive dette, som man således kunne kalde den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen. Artiklens stof baserer sig på et interview med Karen Louise Erichsen (daværende chef for Kultur og Fritid i Thisted Kommune), der har været dybt involveret i projektet.

De første ideer og tilløb i de tidlige 2010’ere
Ifølge Karen Louise Erichsen opstod der i denne periode en tanke om at få etablerede institutioner til at generere indhold og have en præsens i området, og den tanke kom til at fylde en del i de snakke, der foregik i kulturmiljøet. Især kunstforeningen var meget optaget af muligheden for via Statens Kunstfond at få værker i deponi. Det er måske et af de første kim til at få etableret SMK Thy.

Men det bliver ved snak i flere år. Som Karen Louise Erichsen formulerer det: ”Det bliver sådan lidt uforankret. Man ser nogle potentialer, man drømmer, man har nogle ideer”.

Nogenlunde samtidig laver Thisted Kommune en ny kulturplan med fokus på stedbundne kvaliteter og de få kulturarvsmiljøer, man har indenfor kommunegrænsen, såsom Hanstholm og Lodbjerg Fyr (synet på de stedbundne kvaliteters betydning var i sit ophav resultatet af det første store fondsstøttede projekt i Thisted Kommune: Mulighedernes land støttet af Realdania).
Dette er ikke bare endnu et kim, men repræsenterer tillige et meget afgørende perspektiv på, hvordan skal forstå og gribe udvikling af kulturlivet an på.

Kulturplanen understøtter ligesom det netop nævnte projekt Mulighedernes Land med sine fokuspunkter til, at man i det videre arbejde kommer til at gå ad to ikke gensidigt forbundne spor. Det ene kommer længere henne til at handle om at få en filial af SMK etableret på Doverodde, mens det andet med afsæt i Nationalpark Thy/Besøgscentret i Vorupør og Cold Hawais aktiviteter kommer til at føre til opførelsen af Naturlandsbyen. Som det vil fremgå af den følgende uddybning sker der en del forskellige ting, som enten samler sig om det ene eller andet spor, men stadig uden en samlende ide om et overordnet projekt. Narrativet omkring de to spor viser i tilbageblik, at deres udviklinger på ingen måde har fulgt en lineær kurs, men at alt, hvad der er indgået af aktiviteter, personer, tanker og analyser ikke har kunnet undværes.

SMK sporet fra 2010’erne og frem
De første skridt

Det der får sat skub i ønsket om få en statslig kunstinstitution forankret udløses af forskellige initiativer. Her kan man fremhæve, at Thisteds nuværende borgmester Niels Jørgen Pedersen forsøger at række ud til SMK i København for at få et samarbejde etableret omkring en herregård, han har erhvervet, men dette projekt falder til jorden. Denne tankegang finder måske også inspiration i, at der i de samme år rundt om i verden opleves en tendens til, at store museer lavede udflytninger og skabte mindre afdelinger ud fra deres moderskib.

Parantetisk bør det nævnes, at Niels Jørgen Pedersen senere bliver en særdeles central person i realiseringen af SMK Thy i sin egenskab af formand for styregruppen, da det samlede projekr bliver sat på skinner. Turistbureauet følger senere op med en ny henvendelse til SMK om at bruge området omkring Doverodde Købmandsgaard, ligesom der både lokalt og landspolitisk laves benarbejde for at fremme interesse for ideen.
Ingen af disse initiativer er udtryk for nogen samlet og koordineret strategi, men vidner om en rettethed i tiden, og de er med til at gøde jorden for det, der følger.

Fra 2016 begynder der at ske noget mere retningsgivende, idet Thisted Kommune, Doverodde købmandsgård, Turistbureauet og SMK i København forsøger at undersøge mulighederne for et formaliseret samarbejde nærmere. Kan man nå frem til noget, der kunne minde om en fælles mission på et fagligt, praktisk og økonomisk grundlag? Det var en noget speciel situation man stod i ved at skulle opbygge et samarbejde mellem en kommune og en statslig institution, hvilket ikke var lige til. I den forbindelse blev de første tekniske undersøgelser foretaget af den eksisterende pakhusbygning fra 1854, som var tiltænkt at skulle bruges til etableringen af SMK Thy. Undersøgelsen skulle afklare, hvorvidt bygningen kunne matche de forudsætninger, der ifølge SMK skulle være tilstede for at drive udstillingsaktiviteter på deres niveau. Man kan af disse tiltag godt aflæse den alvor og viljesbestemthed, som hos de involverede parter har drevet projekttankerne fremad på det tidspunkt. Man tog også skridtet til at søge fundraisingsmidler til at komme videre.

Doveroddes stedbundne potentialer – formet af naturens gang, erhvervs- og kulturhistorie

I følge Karen Louise Erichsen er Doverodde som geografisk lokalitet så indlejret i naturen. Alt er i markant forstand præget af isens gøren og laden. Landskabet er så at sige skabt af is og vand. Af dette udsagn fremgår det, at hun nok altid har betragtet dette sted som særegent og skabt til noget større. Som lokal boende virker hun selv så indlejret i stedet og har en rigtig god fornemmelse for dets stedbundne kvaliteter og potentialer. Og hun har historien med sig på sin side. I mange år har stedet fungeret dels som et aktivt korn- og foderstofsmiljø og dels som afskibningssted for andet gods ad søvejen. Tættere på i dag og fra omkring 1990’erne har stedet været omdrejningspunkt for kunst, kultur, fritidsaktiviteter og et righoldigt foreningsliv, ligesom der også har været et spisested brugt til mange forskellige festlige formål. Ad disse mange veje synes der at være skabt en naturlig interesse for, at Doverodde og området med Købmandsgården og siloen var et tilhørssted for kunst og kultur.

Naturlandsby sporet – fokus på trædestensfilosofien og stedbundne kvaliteter
Nationalpark Thy, etableret i 2008 som den første af sin art i Danmark, kom i løbet af 2010’erne sammen med kulturarvsmiljøerne Hanstholm og Lodbjerg Fyr til at indgå i et fælles projekt, der byggede på trædestensfilsofien, hvor tanken om at udvikle kulturlivet baserede sig på stedbundne kvaliteter. Disse tankegange havde da allerede vundet indpas, men blev nu operationaliseret i en konkret formålsrettet form.

I 2021 søgte man ad samme vej at optimere brugen af Nationalpark Thy, da man etablerede Nationalparkcentret i den i forvejen meget elskede og besøgte fiskerby Vorupør. Det, at man via dette besøgscenter begyndte at formidle information om nationalparken ud fra et kendt sted, noget forankret, og hvor de besøgende oplevede en form for ejerskab, gjorde at man kunne optimere disse stedbundne kvaliteter og benytte dem som en slags trædesten til at højne brugen og oplevelsen af stedet ved at lave aktiviteter og anlægge ruter videre ud i nationalparkens områder og få folk til at benytte sig af de nye muligheder. Gevinsten blev desuden, at man som bruger af stedet fik øget sin opmærksomhed overfor stedets muligheder.

Både trædestensfilosofien og tanken om at optimere stedbundne kvaliteter får en mere aktiv og dynamiserende rolle videre frem i udviklingen af området, hvor Naturlandsbyen blev opført.

Et andet skridt taget fra en anden lokalitet med meget stedbunden kvalitet var kystbyen Klitmøller, bedre kendt som Cold Hawaii, et paradis for surfersporten. Skabt og drevet af ildsjæle fra Thy. Her spurgte man i kultur- og fritidsforvaltningen ind til, hvad potentialet for vandsport kunne være i forhold til fjordsiden – og her specifikt også fjordområdet omkring Doverodde. Man iværksatte derfor en potentialeanalyse, som i 2016 blev omsat til projektet Cold Hawaii Inland:
”I et historisk perspektiv er det en spændende udvikling, for hvor hav og fjord i århundreder har været thyboernes primære fødekilde, transportvej og arbejdsplads, er vandet de sidste 20 – 30 år i højere og højere grad også blevet thyboernes – og turisternes – legeplads. Med Cold Hawaii Inland vil Thisted Kommune udvikle den legeplads og de naturoplevelser, der knytter sig til vandet i hele kommunen og dermed bidrage til den livskvalitet, man som thybo oplever ved at have natur og rekreative muligheder lige uden for døren. Helt konkret kobler Cold Hawaii Inland Vesterhavets mange aktiviteter via Vandet Sø til de mere rolige vande i Limfjorden ….”. (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)
”Cold Hawaii Inland er et unikt projekt, der i sin vision kan kaldes ”en sprængt idrætshal”. Cold Hawaii Inland løfter taget af den klassiske idrætshal og spreder aktiviteterne ud langs kysten. Halgulvet består af sand og vand, og på den måde opstår en outdoor idrætshal, der som en margueritrute i Thy skaber sammenhæng mellem vandaktiviteter og spots for en meget bred brugergruppe: vandsportsentusiaster, børnefamilier på tur, nysgerrige forbipasserende og turister for at nævne nogle.” (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)

Potentialeanalysen var i meget høj grad rettet mod det Karen Louise Erichsen kalder ”det uorganiserede fritidsliv på indersiden af fjorden”. Man var fokuseret på at få en dybere forståelse på de enkle miljøer, blive klogere på deres behov før, under og efter deres aktiviteter. I mange år har der ikke i Thisted kommune, uddyber Karen Louise Erichsen, været nogen særlig bevågenhed på det uorganiserede fritidsliv, og det har nok været en generel tendens over hele landet, og de fleste fritidsmidler er derfor bevilliget til aktviteter i 20-40 hallerne med de traditionelle sportsgrene. Samtaler med brugerne af området på Doverodde viste, at det var et godt sted for kano- og kajaksejlads. Der er tale om et lavvandet område med en smuk og varieret kyststrækning, hvor man hele tiden har noget for øjet. På det her tidspunkt var der ikke noget formelt kano- og kajakmiljø. Dog brugte kommunens natur- og fritidsvejledere stedet i forhold til områdets skoleklasser.

Doverodde som geografisk lokalitet er et gammelt fiskerleje med årelang tradition for bådebyggeri og har fungeret som samlingssted for alskens bådefolk og forskellige former for sejlads, men det er samtidig et område, som emmer af et stærkt lokalt engagement i det, der var mulighed for at udvikle på Doverodde. Her tænkes specifikt på de mange særdeles aktive foreninger på Doverodde. Sammen med Thisted Kommune og SMK er de med til med hjælp fra DGI at få gennemført potentialeanalysen af Doverodde

Det meget stærke brugerperspektiv i potentialeanalysen får eksponeret nogle afgørende stedbundne kvaliteter at gå videre med og optimere. Det gør man ved at anskue det ud fra brugerne og stedets egenart, som man er i absolut synk med. De mange foreninger i området, herunder Købmandsgårdens Venner, Neessund Vikingeskibslaug og Sydthy Bådelaug, kommer til at spille en meget stor rolle i det efterfølgende forløb. Og viljen blandt de etablerede foreninger til at se mulighederne og tænke og ville nyt har været fuldstændig afgørende for den endelige udformning og forankring af projektet lokalt. Projektet bliver til i byens hjerte, og derfor har det været altafgørende, at der har været så stor opbakning og vilje til at medskabe lokalt.

De to projekter tænkes sammen – mange strømme mødes i en og samme bestræbelse

Året 2018 synes at være det tidspunkt, hvor de forskellige tiltag begynder at samle sig til en helhed. Først og nok så afgørende er det, at SMK og Thisted Kommune får en aftale på plads, og det baner vejen for en fireårig finanslovsbevilling, der sikrer en basisdrift af SMK i Thy. Dvs. at SMK kan afholde udstillinger i de tre efterføgende år bakket op af debatter, omvisninger, værkstedsaktiviteter og undervisningsforløb. Alt afviklet med udgangspunkt i den gamle pakhusbygning. Næste vigtige step består i, at A.P. Møller Fonden fatter eksplicit interesse for, at SMK etablerer en filial på Doverodde. Der blev givet en generøs bevilling på 37,5 mio. kr. En bevilling, der senere blev hævet til op til 47,5 mio. kr. da krigen i Ukraine brød ud, hvilket gav stor usikkerhed i forhold til økonomien

Som vi i en tidligere artikel har beskrevet opfyldte det gamle pakhus ikke kravene til at kunne fungere som udstillingssted. Man måtte nedrive og genopføre den med brug af de gamle materialer som sten, tegl og træ.

I denne fase bliver man blandt beslutningstagerne opmærksom på helheden på tværs af de to spor (SMK Thy og Naturlandsbyen). Altså hvordan man i den endelige udformning af hele området kan få fritidsaktiviteterne og det som Cold Hawai Inland medfører omkring fjorden til at gå i synergi med det man agter at skabe omkring SMK Thy, Doverodde Købmandsgård og siloen.

Med andre ord ser man en fornuft i at få et samlet koncept ud fra de to separate projekter. Dette skrives ind i det materiale, der bliver grundlaget for den følgende arkitektkonkurrence.

Det vinderforslag, som det dansk-norske arkitektfirma Reiulf Ramstad udarbejder, får med sin opfattelse af stedet Doverodde som et bysamfund samlet det hele. Bestående af det, de vælger at kalde Naturlandsbyen, der omfatter: frilufts- og fjordaktiviteter ( bla. byggeri af både og vikingeskibe) med tilføjelse af en velkomstbygning som bindeled til købmandsgården (tænkt som en understøttende funktion for SMK Thy), selve udstillingsbygningen og endelig siloen. I sin færdige realisering kan man sige, at de spredte bygninger taler sammen og får hos brugeren af stedet skabt en oplevelse af helhed.

Dette arkitektoniske greb med Naturlandsbyen og konceptet med Doverodde tænkt som et bysamfund blev grundlaget for, at Nordea-fonden donerede godt 55 millioner til etablering af Naturlandsbyen og til at dække driftsudgifter for de første fem år.

Afrunding – hvorfor lykkedes man med dette komplekse projekt?
Det er meget oplagt at stille ovennævnte spørgsmål. Følgende udsagn fra Karen Louise Erichsen kunne være en del af svaret: ”Der har været en drevethed og tålmodighed.. Man har brændt for sagen, man har haft en mission for at få projektet til at manifestere sig”. Blandt andet har Thisted Kommunes skiftende kommunalbestyrelser været indstillet på at videreføre projektet på tværs af perioder og sikret, at der har stået de nødvendige midler på en investeringskonto til projektet. Igennem hele perioden har der således ikke været én eneste politiker i kommunalbestyrelsen, der har stemt imod projektet, når det har været til politisk behandling, hvilket vidner om en stor og vedvarende politisk opbakning.

Der har desuden hele vejen rundt været en vilje til at samarbejde omkring de to spor og vise hinanden den fornødne tillid og åbenhed i forhold til at få udviklingen til at fortsætte fremad – det gælder for brugernes, foreningernes og beslutningstagernes vedkommende.

Man fik undervejs skabt en velfungerende organisation til at få de to projekter i mål. At man nu står med noget mere end dem, fordi de arkitektonisk er blevet til det, man kan kalde Doverodde Bysamfund er i høj grad resultatet af, at der har været et stærkt værdifællesskab mellem Thisted Kommune og Reiulf Ramstad Arkitekter baseret på en kongenial forståelse af stedets betydning. Kommunens mangeårige arbejde med stedbundne kvaliteter og det, at arkitektfirmaet lader deres arkitektkoncepter udspringe af deres evne til at lytte til stedet og forstå det er to tilgange, som har befrugtet hinanden så smukt i Doverodde.

Karen Louise Erichsen nævnte i vores interview med hende, at Reiulf Ramstad og arkitekt Per Fischer (fra Reiulf Ramstad Arkitekters kontor i Århus): ”havde drevet hele vores forståelse af Doverodde. (…) og at de løftede styregruppens rammesætning og den forståelse, vi havde af projektets potentiale.” og at de kunne gøre det, fordi de allerede meget tidligt havde set muligheden for at transformere Doverodde til en destination, hvor kunst, kultur og natur kunne forenes.

Omvendt kan man sige, at Thisted Kommune med sin tilgang og løbende initiativer i form af deres potentiale analyser af området havde tilvejebragt de mest optimale betingelser for, at arkitektfirmaet kunne se og gøre, som de gjorde.

Endelig må man fremhæve både SMK’s utrættelige engagement i og interesse for det sted, som deres filial skulle virke ud fra, og A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden, der såvel finansielt som fagligt bidrog i et betydeligt omfang.

Hvert år vælger TIME 100 ekstraordinære destinationer verden over på tværs af hoteller, restauranter og attraktioner til listen World’s Greatest Places. Man lægger ved udvælgelsen vægt på det nye og usædvanlige. TIME fremhæver følgende om SMK Thy:
”Den fjerntliggende region Thy, i det nordvestlige Jylland, afslører Danmarks vilde side: en barsk, forblæst kyst med bølgende klitter og tætte, sammenfiltrede skove. Men dette oversete område er kommet i nyt rampelys med åbningen af SMK Thy i august.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside.)
———
Hovedfoto: SMK Thy på Doverodde – Pressefoto: Martin Hoffmann

Indlægget Den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen blev først udgivet på netavisnord.

På firmaets hjemmeside kan man læse sig til, hvad der generelt lægges vægt på, når de skal løse et byggeprojekt. Både den konkrete lokalitet og den omgivende kontekst har betydning for, hvordan arbejdet skal gribes an:
”A place is indivisible; it is unique and has a distinct expressiveness of its own. Therefore architecture must always acknowledge the innate character of every location and make its design a marriage of place and concept. (……). With the uniqueness of every site and context as our point of departure we employ a distinct and limited architectural palette characterized by a strong focus on natural materials and a sense of location’s individual spatiality.” (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

Det drejer sig altså om at bygge videre på det, der er i forvejen og løfte den udtryksfuldhed og de potentialer lokaliteten og det omgivende miljø rummer. Specifikt i forhold til Doverodde gik opgaven nærmere ud på at forbedre rammerne for de lokale aktiviteter af kulturel og naturformidlingsmæssig art, som allerede fandtes, skabt gennem et stærkt rodfæstet foreningsliv og engagement. Bl.a. i form af Neessund Vikingeskibs Laug med en gruppe pensionerede, tidligere skibsbyggere fra træskibsværfterne på Agger, der bruger en del af deres fritid på at bygge skibe (vikingeskibstraditionen og sjægter), ligesom der var etableret et naturformidlingscenter på området.

I forhold til SMK har der siden 2018 løbende været afholdt kunstudstillinger, som man ud fra et efterrationaliserende blik kan se som en måde, man har gødet jorden og forstærket interessen for dette partnerskab af kulturelle og naturformidlingsmæssige aktiviteter samlet på en og samme lokalitet. Og til på sigt at skabe noget større i respekt for stedets kulturhistoriske værdi. Det er nu blevet realiseret.
Pagten og den harmoniske afstemthed mellem arkitektur og natur kan også ses illustreret med Kornets Hus i Hjørring ligeledes tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter i 2019/2020. På hjemmesiden bliver det fremhævet, at ved at udgå fra stedets unikke karakter skal bygningen, dvs. arkitekturen highlighte stedet og på samme tid lade stedet hvile i bygningen. Måske kan man sige, at et stramt og minimalistisk arkitektonisk udtryk sørger for, at lokaliteten og den omgivende natur får eksponeret sit egenartede udtryk fuldt ud.

Kigger man længere tilbage i historien har Doverodde haft stor betydning som samlingssted. Siden 1820’erne hvor Vesterhavet brød igennem Agger Tange har der været skabt en sejlrute gennem Limfjorden og ud til Nordsøen. Dengang førte det til, at Doverodde blev en vigtig handelsplads, fordi der her kunne modtages og udskibes varer og gods af forskellig art. Det fik især betydning for eksport af korn til England, som på det tidspunkt var Europas største korn marked. Denne form for samlingssted og ikke mindst med den aktivitet, som købmandsgården har lagt op til, kan man sige senere er blevet videreført i en anden form, som er mere i sync med vores tid, fordi stedet i dag opfattes som et regionalt og lokalt knudepunkt for kulturelle begivenheder. Hvor det tidligere var et tyngdepunkt for produktion, er det i dag blevet et kulturelt tyngdepunkt.

Arkitektfirmaets koncept
Konkurrencen udbudt af Thisted Kommune og A.P. Møllers Fond til almene Formaal i 2021 lagde op til at udarbejde forslag til en ny museumsbygning med udgangspunkt i det eksisterende pakhus og som sideopgave at lave et forslag til en helhedsplan for området, der kunne favne de etablerede funktioner omfattende naturformidlingen, bådebyggeriet og Cold Hawaii Inlands mere rolige aktiviteter langs Limfjorden.

Vinderforslaget fra Reiulf Ramstad Arkitekter var ifølge Per Fischer det eneste, der var udformet som et samlet og samlende koncept, der inkluderede museumsbygning, købmandsgården og de ovennævnte funktioner/aktiviteter. Den sidste del blev sammenholdt af en forestilling om at skabe Naturlandsbyen, som, når den blev skabt, kunne føje sig sammen med den gamle landsby, som ligger nedenfor området langs kysten. Naturlandsbyen blev det begreb, firmaet Ramstad formulerede til konceptuelt at angive, at området var en naturlig del af det samlede område.

Begrebet Naturlandsby virker meget potent, fordi det i meget høj grad peger på at anvende naturlige materialer, som jo er et kardinalpunkt i firmaets arkitekturkoncept. Alle bygninger i ”byen” er opført af egetømmer hentet enten i Rold Skov eller består af rester fra gulvfirmaet Dinesens træproduktion. I den sammenhæng gør specielt bygningen til bådebyggerne indtryk. Udformningen er sket med inspiration fra flere steder. Per Fischer nævner, at træk fra forskellige bygningssammenhænge, som f.eks. vikingehuse, hangaren, laden og skibe her er forsøgt merget til en ny helhed, og tilføjer, at det er sket som en slags hilsen til alle gamle skibe, der har sejlet på dette sted gennem århundreder.

Til den anden side lader Naturlandsbyen via en nyskabt velkomstbygning til brug for information, butik og billetsalg sig føje sammen med udstillingsbygningen. Reiulf Ramstad Arkitekter lægger vægt på, at brugere af deres arkitektur føler sig godt tilpas, og de beskriver det at tegne bygninger kan sammenlignes med det at tegne lys. Billedet nedenfor bekræfter dette. På trods af den tunge pyramidekonstruktion i træ bidrager lyset og vinduespartierne til en oplevelse af lethed og svæv.

Bygningen rummer ved siden af en kulturhistorisk reference til den romantiske have fra 1800 tallet med dens brug af pavilloner, som dengang var placeret inde på have området som et sted, man kunne trække sig tilbage. Dette arkaiske indslag er blevet til under indtryk af stedets mindelser om romantikkens naturopfattelse.

Tankerne om at skabe Naturlandsbyen banede i sig selv vejen for at ansøge Nordea-fonden om en donation, da denne fond til forskel fra A.P. Møllers Fond til almene Formaal, i højere grad er rettet mod naturorienterede projekter. Arkitektfirmaets gennemarbejdede forslag og meget professionelle indsats bidrog til en bevilling på 55,5 millioner, som kunne dække realiseringen af projektet samt afholde driftsudgifter og aktiviteter i en femårig periode. A.P. Møllers Fond til almene Formaal donerede på sin side godt 50 millioner til at transformationen af pakhuset og købmandsgården.

Pakhuset – museumsbygningen
Arbejdet med at omdanne det eksisterende pakhus til museumsbygning stødte meget tidligt på uløselige problemer, fordi bygningen ikke var tilstrækkeligt funderet. Geo- og byggetekniske undersøgelser viste, at bygningen sank, og at der var for langt ned til bæredygtig grund til, at man kunne gå videre ad den vej. Man valgte derfor at foretage en nænsom nedtagning af bygningen og genopføre den fra bunden med samme geometriske shape, men ud fra konceptet i vinderforslaget. Det blev til en genfortælling af det oprindelige pakhus, hvor man genbrugte de gamle tagteglsten og mursten, men gik samtidig efter at få rejst et moderne kunstmuseum i høj kvalitet, der i sit udtryk kunne pege tilbage på det, der kulturhistorisk havde været.

Kunstneren Jeppe Hein var den sidste kunstner, der udstillede i det gamle pakhus, og han lod de besøgende male på stenene med en blå maling. Spor herfra lader sig se flere steder på det nybyggede pakhus som en slags hilsen fra kunstneren til eftertiden.

Købmandsgården

Planen var at man kunne nøjes med en mindre omfattende istandsættelse af det ydre af bygningen, men som arbejdet skred frem blev det mere og mere indlysende, at man måtte bygge et helt nyt hus indeni bygningen. Nu er den i en transformeret udgave ført tilbage til hvad, den tidligere har været, og måske er den ifølge Per Fischer blevet stylet for meget. I dag rummer købmandsgården cafe/restauranten Centralen og to sale til brug for foredrag.

Som helhed er transformationen af Doverodde sket med tanke på det, der var, og man har hele tiden været optaget af skabe noget, der var bæredygtigt og genbruge så meget af det oprindelige som muligt. I forbindelse med indvielsen af SMK Thy udtalte Reiulf Ramstad, at det havde været en fantastisk opgave at arbejde med SMK Thy. Og sagde med henvisning til arkitekten Vitruvius, der levede for 2000 år siden, at ”Der er et begreb, som hedder ”smukt, holdbart og nyttigt” ”. Sådan fik han sammenfattet sin oplevelse af det færdige resultat. På SMK Thy’s hjemmeside ligger en video, der i korte træk beskriver arbejdet med at skabe den nye museumsbygning (https://www.smkthy.dk/article/om-smk-thy/ ).

Tilbage står at gøre den mere end 40 meter høje silo klar til udstillinger fra slutningen af marts i år. Denne silo skal formentlig på sigt også gennem en transformation, der skønnes at ville koste et sted mellem 30 og 40 millioner. SMK Thy åbner om godt en måned næste sæson med udstillingen Levende Landskaber, der giver os et indblik i, ”hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien”
——–
Hovedfoto SMK THY – tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter AS – foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget At genskabe fortryllelsen ved et fortryllende sted – historien om SMK Thy blev først udgivet på netavisnord.

Konceptet i Cafe Ordgeist er relativt simpelt. Det er ordet, der styrer. Og fascinationen af ord og det, de kan. Både det talte, sungne og skrevne. Cafeen er en hybrid, der både fungerer som koncertsal, bibliotek, boghandel, mødested og almindelig cafe. Kommer man indenfor i de hyggeligt indrettede lokaler i kælderen i Skipper Clements Gade 1 i Aalborg, udfolder der sig et væld af muligheder.

Cafedelen
Stedet er en traditionel cafe med mange fine steder, hvor man kan slå sig ned og nyde udbuddet af cafevarer. Mange slags kaffe, te og kakao, kager, sandwich og surdejsboller, øl og vin, alt af høj kvalitet, det allermeste økologisk og fra lokale producenter og til rimelige priser. Her kan snakken gå lystigt – eller man kan fordybe sig i en af de mange bøger, der er stillet til rådighed som ”biblioteksbøger” til læsning på stedet.

Boghandel
Derudover er cafeen også en boghandel. Der er et meget righoldigt udvalg af både aktuelle og ældre værker. Ikke mindst den smalle litteratur er godt repræsenteret, her kan man få bøger, der ikke står på hylderne i de mere etablerede boghandlere i byen. Og hvad der ikke står på hylderne kan skaffes hjem lynhurtigt. Man kan vælge selv at gå på opdagelse blandt værkerne, og her kan man virkeligt hurtigt fortabe sig i de mange spændende titler. Eller man kan søge råd hos de to indehavere, Claus Nivaa og Mia Bønlykke Thomsen, som både er meget vidende og meget engagerede, både som læsere og formidlere.

Events
Og så er der eventsdelen. Ordgeist arrangerer med ujævne mellemrum koncerter, forfattersamtaler med meget mere. Og her er det som oftest nødvendigt at reservere plads, der er meget ofte udsolgt.

Et tilbagevendende tiltag er bogbingo, egentlig bingo på den gammeldags facon – men med bøger som gave. For 150 kr. har man muligheden for at opleve den elementære spænding ved bingo, samværet i lokalet – ligesom man selvfølgelig kan nyde cafevarerne – og oven i købet kan man vinde en eller flere bøger, som man ikke engang vidste, man lige stod og savnede.

Lokalets begrænsninger
Claus Nivaa er ikke i tvivl om, at det er eventsdelen, der har fungeret bedst i cafeens toårige levetid.
Lokalet er ideelt til de arrangementer, der holdes i cafeen. Indrettet som en dagligstue og med en uvurderlig nærhed. Men også med den begrænsning, at der til de mange event kun kan være xxx tilhørere. Det gør selvfølgelig, at man ikke kan tiltrække de allerstørste navne.

Og dog.

Med opfindsomhed og masser af fodarbejde går det alligevel, hvad den lange række af etablerede musikere og forfattere, der har besøgt stedet, vidner om. Fordelene for Ordgeist er både stedets renomme, de få ansatte (lave lønomkostninger) og at man har et bredt net af personlige kontakter, som gør, at man kan springe mellemled over.

Når Claus Nivaa skal udpege de bedste arrangementer, der har været afholdt gennem de to år, er det da også nogle store navne, han kan trække frem.

Øverst placerer Claus to – selvfølgelig udsolgte – koncerter i 2024 med engelske Cherise, en London-baseret soulsanger, der netop havde udgivet LP´en Calling, som blev et flot gennembrud – og som kan ses i Ordgeist i en signeret udgave. Blandt de steder, Cherise også optrådte i den periode, kan nævnes BBC´s Proms-koncert og Royal Albert Hall…

Som forfattersamtaler fremhæver Claus Nivaa ikke mindst Glenn Bech og Iben Mondrup – to meget aktuelle, godt sælgende og anmelderroste forfattere, som begge burde være for store for Ordgeist.

I tilfældet Glenn Bech måtte Claus Nivaa sørge for supplerende arrangementer på et par af de nordjyske gymnasier, så Glenn Bech kunne få mere ud af besøget i Aalborg-området. Fælles for Bech, Mandrup og Cherise er, at de har udtrykt stor beundring for Ordgeist – og at de gerne kommer igen…

Man kunne pege på mange andre vellykkede events, som noget så sjældent som en akustisk koncert med de aarhusianske rappere i Sorthandsk, samtaler med Svend Aage Madsen, Solvej Balle osv. osv.

Træge aalborgensere
Men ikke alt er dog idyl for Ordgeist. Cafedelen kunne gå bedre, og man kunne sagtens sælge flere bøger.

Claus Nivaa er ikke imponeret over det, han kalder Aalborg-mentaliteten. Her kommer vi ikke lige med det samme, når der sker noget nyt. Aalborgenserne er meget tilbageholdende. Claus Nivaa går så vidt, som til at sige, at han savner noget mere Aarhus-mentalitet. Nok ikke noget, aalborgenserne er glade for at høre. Men lidt mere nysgerrighed, vilje til at udforske nye steder og muligheder.

En cafe, der sælger bøger – det lyder lidt farligt, lidt akademisk, lidt fornemt. Så må man hellere holde sig til det sikre.

På den måde kan man hurtigt gå glip af en hel masse. Og selv de bedste initiativer er afhængige af tilslutning.

Fremtiden
Men nu har vi Ordgeist i Aalborg. Og selvfølgelig skal mulighederne bruges. Man bør ikke snyde sig selv for mere end højst nødvendigt…Vi skal bruge byen, fremfor at jamre over de lukkede butikker og institutioner.
Og Ordgeist summer af energi og ideer. Der er lagt op til mange nye aktiviteter det kommende år.

En ting kan være, at de forskellige mulige brugergrupper bliver mere klare over mulighederne. På det seneste er gymnasierne begyndt at få øjnene op for mulighederne for at købe klassesæt til de humanistiske fag. Ordgeist kan konkurrere med f.eks. Saxo både på leveringstid og pris – og kan endda tilbyde gymnasieklasserne besøg i butikken, så man kan se værkerne og høre mere om bøger og forfattere.

Et par af de succesrige events tænkes udvidet. Det gælder forfattersamtalerne, som også kan inddrage musikere, samtalekoncerter. Claus Nivaa ser gerne rutinerede musikere som Annisette og Niels Skousen, som kunne komme forbi, synge et par sange og deltage i samtaler om deres kunst. Jesper Binzer kunne også være en mulighed, hvorfor ikke tænke rigtig stort – og en del unge rappere ville være oplagte emner for projektet.

Bogbanko tænkes også udvidet i nogle tilfælde – til vin- og bogbanko, hvor man kan vinde både vin og bøger, og hvor der kan tænkes vinsmagninger og eventuelt foredrag om vin fra en nabo-vinhandler i tilknytning til banko-spillet.

Et igangværende projekt går på at anvende byen i højere grad. Skabe et samarbejde mellem de forskellige kultursteder og inddrage de lokale kunstnere aktivt. Sammen med blandt andet Jonny Hefty og Utzon Center arbejder Ordgeist med et projekt, hvor byens bygninger skal beskrives kunstnerisk. Lidt en parallel til en artikelserie i Nordjyske, hvor byens arkitektur gennemgås fagligt. I Ordgeist-universet skal lokale musikere og rappere lave tekster om udvalgte bygninger i Aalborg. Hvordan opleves byrummet og arkitekturen i Aalborg, en gerne subjektiv beskrivelse af konkrete lokaliteter. Det kan være de store, kendte lokaliteter som Jens Bangs Stenhus og Budolfi – men også de mere undselige adresser eller nogle af de store, ofte brugte bygninger som Salling eller Bilka. Alt sammen præsenteret ved en koncert på Utzon Center.

En del af de kommende events vil være bogkoncerter. Altså hvor værker både findes i form af bøger og musik. Aarhus-kunstneren Slagger Lund, som har lavet to meget specielle CD´er og bogen ”En 80 meter bjørn”, som har været på Weekendavisens liste over de fem bedste bøger aktuelt, kommer til Ordgeist og præsenterer både musik og bog. Med hits som ”Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown” og masser af anekdoter og oneliners (”Jeg kan hverken synge eller lade være”) er der lagt op til en både underholdende og tankevækkende oplevelse.

Også Kenneth Thordal kommer til Ordgeist i den event-række. Kenneth Thordal har lavet romanen ”Fnok” og pladen ”Den tid den sorg”, som er autofiktive tekster om datterens dødsfald. En sorgbearbejdning, som har resulteret i et par meget rørende og vedkommende værker.

Kommende arrangementer vil også fokusere mere på nordisk litteratur, ligesom der højaktuelt arbejdes på en festival om litteratur i rigsfællesskabet med Grønland som et tema – sandsynligvis i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Et af de helt store kommende projekter er en ide om at udfolde ordgeisttanken til også at gælde journalistikken. At skabe et fundament for at unge kan skrive journalistisk, med artikler helt på de unges præmisser, hvor Ordgeist kan stille lokaler, undervisning og udgivelsesmuligheder til rådighed. De tanker er så nye, omfattende og spændende, at vi håber at kunne vende tilbage med mere nyt senere.

Og så arbejdes der altid på at udvide sortimentet i cafe-delen, aktuelt med produkter fra det lille økologiske surdejsbageri Gær-da i Højbjerg.

Så Ordgeist lever – og venter på besøg!
——
Hovedfoto. Et arrangement. Foto @Henning Quist Hansen

Indlægget Cafe Ordgeist år 3 blev først udgivet på netavisnord.

Det er en forestilling, der illustrerer de muligheder, som ”fantasien” og” magien” har for at transformere hverdagens vilkår, når de tynger allermest. Når ensformigheden og forudsigeligheden spærrer for, at længslen efter noget andet ikke kan leves ud. Og det mærkes tydeligt ved juletid, især for forestillingens hovedkarakter Gabriel.

Magien og fantasien udfoldes i kraft af, at instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen i sin selvskabte historie til forestillingen har ladet cirkusverdenens sprog med luftakrobatik, jonglering og klovneri få en central rolle i juletidens hændelser, og det er med til at ophæve den tyngdekraft, hverdagens virkelighed rummer og give plads til forandring. Resultatet bliver en poetisk julehistorie, som går rent ind hos publikum. I vores artikel vil vi bl.a. omtale den betydning forestillingens scenografi og musik/sang har for, at forestillingen så fint lykkes med at indfange små som store publikummer.

En forestilling med fantasien og magien som en dramatisk dynamo
Årets forestilling er som nævnt skrevet og instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. I øvrigt i et meget tæt parløb med cirkusinstruktør Sunniva Byvard (spiller selv rollen som Malaika) og forestillingens scenograf Simon Holk Witzansky, som hun kender fra et mangeårigt samarbejde.

Hun har siden sin afgang fra Statens Teaterskole i 2011 opbygget en meget alsidig baggrund som teaterinstruktør. Dels herhjemme med iscenesættelser på flere af landets teaterscener og dels i bl.a. Norge. Det, hun har præsteret med forestillingen ”Gabriels Vinger”, vidner om, at hun kan sit kram,

Hun har her med en slående naturlig professionalisme formået at skabe en poetisk, sød og gribende fortælling, der handler om os alle, store som små. Om at turde at tro på, at virkeligheden kan forandres, selv når mørket forekommer uovervindeligt. Eller som det fremgår af en af de andre flotte anmeldelser af forestillingen: ” ”Gabriels Vinger” er således ikke blot og bare en juleforestilling, men nok så meget en påmindelse om, at mirakler ikke findes i himlen, men også i os selv og i dem vi tør række hånden ud til.” (Niels Skipper i NORDSØ Posten, 22.november).

Dette budskab får mest af alt belæg i kraft af, at forestillingen forener teater med cirkusverdenens forskellige udtryksformer som luftakrobatik, jonglering og klovneri, fordi det er disse elementer, der forbinder sig med det eventyrlige og fantasibårne i forestillingen og dermed er med til at bane vejen for, at miraklerne opstår til slut i forestillingen. I den sammenhæng spiller forestillingens scenografi en vigtig rolle som ramme om forestillingen.

Fortællingen i forestillingen
Forestillingen viser os igennem sin julefortælling og karakterernes indimellem artistiske udfoldelser den kraft, som fører til, at mirakler kan finde vej til den ensformige og tilsyneladende udsigtsløse hverdag, Gabriel og hans mor oplever ude i deres fyrtårn tæt på havet. Kraften og fornemmelsen af julemagi og trylleri, opstår ud fra en tro på fantasiens kraft, og et mod til at tro på venskabets muligheder mellem mennesker. Der mangler blot incitamentet til at leve den tro ud.

Hverdagen i Fyrtårnet, som ligger næsten på kanten til havet, byder på trivielle gøremål for sønnen Gabriel og moderen. De står op, børster tænder, spiser og passer fyret, vedligeholder det, så det med sit lys kan sikre, at områdets skibe uden problemer kan orientere sig i det omkringliggende farvand. Pligt og omsorg går forud for alt andet i en rituelt gentaget hverdagscyklus. Sådan har det været siden faderen druknede i havet. Selv julen med dens traditioner og risengrød tilhører en glemt fortid.

Gabriel er en klog og eftertænksom dreng, der længes efter forandring. Han er meget af tiden overladt til sit eget selskab, og ofte står han på molen og fisker til lyden af vandskvulp, tågehorn og mågeskrig. Indtil han en dag fisker en nissehue. Et varsel om den radikale forandring, som må indtræde.

Dette sker med nissen Belial, der kommer padlende i en fiskekasse og går i land ved molen. Da han undersøger fyrtårnet, bliver han voldsomt skuffet og vred over at konstatere, at julen og dens pynt og traditioner er fuldstændig fraværende, som tilfældet er hos Gabriel og hans mor.

Med dette igangsættes en bølge af drillerier. Lyset slukkes i fyret, natten bliver mørkere og det kulminerer med, at nissen stjæler månen……

….mens moderen gribes af månesyge og begynder at gå i søvne. Oppe imod alle odds dukker figuren Malaika op, et farverigt væsen udstyret med vinger, der repræsenterer fantasiens kraft og et mod til at flyve ud i verden ved hjælp af selvbyggede vinger.

Hendes tilsynekomst udløser en kæde af luftakrobatik og jonglering. Dette overbeviser Gabriel og os som publikum om, at fantasi og magi kan gå i hånd i hånd og forandre virkeligheden til noget bedre, når først følelsen af skepsis og mistillid i forhold til at møde det ukendte bliver valgt fra for i stedet at søge de værdier, der ligger i venskabet med andre. Gabriel har ifølge forestillingens scenograf Simon Witzansky (jfr. en samtale vi havde med ham) brug for Malaika for at gøre de ting, han skal gøre. Hun er en figur, som skal være omkring ham for, at han kan finde styrken i sig selv.

Derfor er det oplagt, at det bliver Gabriel, som henter månen tilbage, og dermed bringer handlingen videre henimod en lykkelig slutning, hvor alle forenes i juleriet.

Gabriels Vinger – titlens to mulige aflæsninger
Forestillingen arbejder, igen ifølge Simon Witzansky, forståelsesmæssigt med flere lag. Dels et lag, der har at gøre med børns evne til at tænke magisk og som sætter dem i stand til at aflæse forestillingens elementer af eventyrlig magi og fantastisk artisteri på en ligefrem og konkret måde. Som det sker for vores øjne, sådan er det. Dels et lag som lægger op til en mere voksen og elaboreret tilgang, der vil kunne se Malaika figuren i et mere udvidet perspektiv. Som repræsentant for noget i ham selv, en fri eller måske snarere befriende fantasi, der kan lave om på virkeligheden. Gabriels ensomhed og længsel efter noget anderledes, der befinder sig udenfor ham selv. Dette noget kan for en anden betragtning måske i lige så høj grad være at finde i ham selv. Malaika skal således forstås som en udspaltning af Gabriel. Det er en fin pointe, som Witzansky selv opfatter som forestillingens dna.

På denne baggrund er det også et ønske fra de kreative bag forestillingen, at børn af deres forældre lærer at være åbne og nysgerrige overfor det, man ikke umiddelbart forstår, ”at de inviterer det ind og prøver at lære det kende i stedet for at afvise det.” At man skal være åben og nysgerrig i forhold til det ukendte, og det man ikke forstår.

Forestillingens scenografi og musik/sang

Processen i det tætte samarbejde mellem forestillingens instruktør, cirkusinstruktøren og scenografen har været præget af en åbenhed og homogenitet (iflg. Simon Witzansky). Maria Kjærgaard-Sunesens udvikling af manuskriptet til fortællingen er løbende blevet fulgt op af en ideudvikling af cirkusdelen og på grundlag af disse parallelle forløb er scenografien kommet til live og har fundet sin endelige form.

Scenografien består af et og samme stationære tableau centreret omkring molen, havet og det ni meter høje fyrtårn. Dette scenografiske udtryk skulle ud over at udgøre rammen om fortællingen ”have så meget brugbarhed i sig selv” (Simon Witzansky), men samtidig stå stærkt visuelt i publikums oplevelse. Som man bl.a. kan se illustreret af nedenstående pressefoto, hvor fyrtårnet bliver tumleplads for en fantasifuld luftakrobatik.

Omkring dette fyrtårn er der en særlig opmærksomhed på den lysende måne. Her trækker man betydningsmæssigt på nogle referencer fra ældre tid. Ud over dens påvirkning af jordens vandoverflade, her havet omkring fyrtårnet, ved at trække den mod sig, spiller man også på en ældre overtro om, at månen kan gøre en (sinds-)syg, jfr. også ordspillet luna (måne på latin) og lunatic (i betydningen sindssyg). Og vi ser jo også, at Gabriels mor bliver månesyg og går i søvne.

En anden interessant ting består i den meget bevægelige sivø, man har bygget, og som bruges som base for Sofie Tone Nielsen, der har skabt det musikalske udtryk til forestillingen og selv leverer lydtæppet for forestillingen forklædt som (menneske-)måge.

Det musikalske udtryk består af musikken, der skulle komponeres til de sange, som Gabriel og nissen Belial synger undervejs. Denne del er blevet til ud fra de tekstlige oplæg, der er kommet fra instruktørens hånd, og spænder følelsesmæssigt over mange stemnings- og atmosfæreskift undervejs i forestillingen. Fra melankolien, sorgen over at have mistet (en far/ægtemand), drømmen om noget andet end den triste hverdag til den ekstreme humor hos nissen. I hele prøveperioden er de andre lyde kommet til i form af f.eks. vandskvulp, lyde fra fyrtårnets radio, eller når fyrtårnet drejes og talrige andre. Endelig må man fremhæve rollen som måge, der som tidligere nævnt spilles af Sofie Tone Nielsen. Denne måge agerer som et allesteds nærværende vidne til begivenhederne, og er især markant til stede via den lyd, Sofie Tone Nielsen producerer med en trækfløjte. Mågen er både vidne, men også en slags hjælper for, at handlingen og dens karakterer kan komme i mål på lykkelig vis.

Både scenografien og lyd designet bidrager på imponerende vis. Det er et kæmpe arbejde, de begge har udført. Skabelsen af scenografien og musikken kræver, at man i hele udviklings- og prøvefasen er i stand til at tænke sit eget arbejde ind i forhold til den store og komplekse kontekst, forestillingen samlet set udgør.

Sofie Tone Nielsen og Simon Witzansky har skabt en velfungerende ramme og et visuelt og auditivt betagende univers, hvor fortællingen kan udfolde sig. Ensemblet af skuespillere må også roses for en flot og overbevisende indsats, der formår at engagere os alle. Som et ekstra scoop er det lykkedes Vendsyssel Teater at engagere Søren Hauch-Fausbøll til rollen som nissen. Alt i alt får publikum en varm, poetisk og meget meningsfuld forestilling. Børnene mødes i øjenhøjde, og de voksne får noget at tænke nærmere over, hvis de er tilstrækkeligt åbne og nysgerrige.
——
Hovedfoto: Alle aktører fra forestillingen – pressefoto: Tao Lytzen

Indlægget Anmeldelse af ”Gabriels Vinger”: Julemagi på Vendsyssel Teater blev først udgivet på netavisnord.

I artiklen her ønsker vi at få belyst to ting: dels at få noget at vide om, hvordan Katja Schumann blev en del af forestillingen, og hvad hun bidrog med, og dels hvad der lå til grund for at etablere CirkusGården i Løkken. Vi fik derfor aftalt at mødes med hende et par dage før forestillingen på Vendsyssel Teater spillede færdig.

Det blev til et spændende møde med en person, hvis integritet er meget slående, og vi fik et indtryk af et stolt, ærligt og utrolig ligefremt menneske, urokkelig og utilsløret i sin væremåde. Og samtidig en person, som opretholdt en professionel afstand og forblev privat på en måde, der affødte respekt.

Indgang til artiklen
På trods af at vi lever i en tid, hvor cirkusverdenen tillægges en vigende betydning i det aktuelle kulturbillede, arbejder Katja Schumann stadig med det, hun er opvokset med. Hun har ikke noget ønske om at blive glemt og skrevet ud af historien. Både indlemmelsen i forestillingen og CirkusGården er således håndfaste eksempler på, at hun fortsat er optaget af at sikre sit cirkusarbejde en plads i fremtiden. Hun føler sig stærkt forpligtet til at videreføre arven og cirkustraditionerne fra det Schumann cirkusdynasti, hun kommer fra.

Som interviewer møder man altid op med nogle forestillinger om, hvordan man tænker sig interviewet kan forløbe. Det fremgår ligeledes af de spørgsmål, man typisk har forberedt hjemmefra. Med samtalen med Katja Schumann kom det imidlertid til at forløbe anderledes. Også fordi man indimellem blev nødt til at lede efter viden og svar i det, der ikke blev nævnt.

Nu på afstand af samtalen har det hele bundfældet sig på en lidt overraskende og alligevel indlysende måde. Ved at sammenholde samtalen med Katja Schumann med forestillingen og filmen sidder man tilbage med tanken om, at omdrejningspunktet er at kunne fastholde sig selv, og det man kom fra i en verden, der er i konstant forandring.

Katja Schumann og eksperimentet
Den lange proces henimod forestillingen startede med Anne Svejgård Lunds ide om at lave en film om Katja Schumann, der skulle ud i almindelig biografdistribution. Dette projekt blev sat i gang allerede i 2018, altså før hendes gennembrudsfilm Os der lever (2023). For nogle år siden havde Dune Production så de første samtaler med teaterdirektør Rolf Heim fra Vendsyssel Teater om at lave et samarbejde ud fra filmen. Fra sit hjemland Schweiz er han selv bekendt med cirkusverdenen, fordi det ligeledes verdenskendte Cirkus Knie holder til der. Ønsket om at indlemme Katja Schumann i eksperimentet opstod hos filmens instruktør i forbindelse med premieren på Os der lever (2023). For Katja skete det bare og lød både som en god ide og forekom på ingen måde som noget fremmed for hende. Hun blev derfor forholdsvis tidligt involveret i processen med at videreudvikle ideen, fordi det var vigtigt for Anne Svejgård Lund og Vendsyssel Teater at få afklaret, om det kunne lade sig gøre i virkeligheden.

Katja Schumann skulle først og fremmest bidrage med det hun kunne med tre af sine heste og hele tiden tilpasse denne aktivitet på en understøttende måde i forhold til det, der foregik på skærmen. Eftersom man ikke kunne regulere hestenes adfærd ned til det mindste, måtte man loope både musik og billede. Det stillede store krav til den digitalt styrede timing af filmens flow med de løbende aktiviteter i manegen, især når skærmen på fastlagte tidspunkter i forestillingen drejede rundt. Det skabte nogle problemer for den planlagte afvikling af forestillingen:
”(Ved) de første par forestillinger, var der ingen, der anede, hvad der kom før hvad og efter. Vi var lidt i panik der. Nu går det jo strålende. Nu ved vi jo. Det handler jo om timing.” (Katja Schumann)

Inden man nåede dertil, havde Katja brugt en del tid på at gøre hestene fortrolige med at være og bevæge sig rundt i bygningen. Hun brugte f.eks. en hel dag ”med at traske rundt (med hesten) forskellige steder i bygningen”og hesten gik bare med hende, ligesom man kan opleve det i filmen, hvor hun går rundt i Brugsen i Løkken. ”Det er en indlæring for dem. Og det med indlæring kan vi. Hestene vænner sig til det, hvis man gør det systematisk.”

Når den gamle og nye verden clasher

Det eneste der har virket overvældende for Katja Schumann ved at indgå i eksperimentet har været, hvor meget teknologien i dag kan i forhold til kunstnerisk og kreativt arbejde. Som nævnt lige før, spiller teknologien en stor rolle i udformningen og afviklingen af forestillingen, og det skabte undervejs i forberedelserne dels meget ventetid og dels panik, når de forskellige dele af forestillingen var ude af sync. Ovenfor ses et pressefoto fra en scene, hvor kostumer og andre cirkusartefakter både kommer ned fra sceneloftet og samtidig ses som led i filmens handling. Artefakterne er hængt op parvis, men for at skabe ligevægt skal de veje lige meget. Det brugte man meget tid på for at få på plads, så den ansvarlige for den tekniske afvikling af forestillingen ikke løb ind i problemer.

Ifølge Katja kunne man have sparet den tid og været helt fri af risikoen for teknisk bøvl ved have to personer til at hejse det op med hver sit reb. Det ville man gøre i den cirkusverden, hun kommer fra. Hvor svært kan det være, kunne man spørge sig.

Alt i alt har hun har været meget tilfreds med det forestillingen er blevet til, og hun er på en naturlig måde blevet en levende og virkningsfuld del af dette eksperiment.

I forbindelse med premieren fik Katja besøg af mange af sine internationale cirkuskolleger fra både England og USA, som har fyldt meget i hendes omfattende turneliv som cirkusartist. Deriblandt den meget kendte Norman Barrett, som har haft en stor karriere som circus ringmaster indenfor den engelske cirkusverden.

Når man summer det op, har Katja værende et turnerende cirkusikon i næsten 40 år, vekslende mellem adskillelige lande som f.eks. Finland, England og især USA, hvor hun tilbragte næsten 25 år og her mest i Big Apple Circus, der residerede i New York. Det var her hun blev gift med medstifteren af Big Apple Circus Paul Binder, fødte sine to børn Cathrine og Max, hvor sønnen i dag på stor afstand (han bor i Minneapolis) hjælper hende med driften af CirkusGården.

Efter sin tilbagevenden til Danmark i 2009 har hun haft sit virke med hestedressur ved flere af de hjemlige cirkuskusser som f.eks. Cirkus Dannebrog (drevet af familien Enoch fra1880-2016).

Fra 2016 har hun nu haft sin egen base på Cirkusgården i Løkken, der blev valgt, fordi bygningerne med en tilhørende stor have, gav hende mulighed for at udvikle det hun ønskede at give videre til fremtiden. Selvom cirkus som kulturfænomen oplever at skulle kæmpe for sin fortsatte eksistens, mener hun, at vi om 20 år både herhjemme, men også i udlandet stadig vil have mulighed for at opleve cirkus. Hun ser imidlertid en tendens til, at det man kan opleve på tværs af de forestillinger, der udbydes, bliver mere og mere ensrettet og for nogle af de store cirkusdynastiers vedkommende, som f.eks. Cirkus Knie i Schweiz kommer til at minde om et technoshow. Dette gør, efter hendes mening, ikke cirkusnumrene bedre eller til mere end det er.

CirkusGården i Løkken – at blive herre i eget hus
På CirkusGårdens hjemmeside beskrives visionen for driften af stedet:
”Cirkus Schumann. En hippodrom. Et sted hvor cirkus udvikles. Et træningscenter. Et historisk vingesus. Fortiden skal danne fundament for nytænkning og innovation. Skabe forståelse for dyr og deres samspil med mennesker. Der laves show, hvor publikum kan opleve heste i den runde manege”

CirkusGården er mange ting. Forestillinger, opvisninger, museum med artefakter fra cirkusfamilien Schumanns mangeårige historie og træningscenter for unge, der gerne vil opøve noget specifikt, og indgå i sommerens program for forestillingerne. Gå selv på opdagelse på CirkusGårdens egen informative hjemmeside. Da vi talte med Katja, havde de netop afholdt et arrangement for en pensionistforening fra Thisted.

Stedet er et levende og åbent sted. En rugekasse for dem, der er på vej. Måske kan fremtiden byde på en arvtager efter Katja Schumann, der sammen Jens Oluf Bøgh har bygget CirkusGården op fra grunden. Ved siden af dette tilbydes foredrag, og Katja Schumann er lige nu i færd med at besøge landsdelens biografer for at introducere filmen ”En plads i manegen”. Man bliver helt forpustet ved tanken om hendes aktivitetsniveau.

Udgangspunktet for forestillingen
Endelig er der den dokumentarfilm, som satte hele processen med eksperimentet i gang. Her har vi at gøre med en portrætfilm, der plotmæssigt følger to tidslinjer. Den ene er primært opbygget af arkivmateriale hentet fra mange forskellige sammenhænge herhjemme og i udlandet. Ved at følge denne tidslinje kigger vi bagud og dykker ned i Katja Schumanns livshistorie, får talrige billeder fra hendes storslåede karriere og oplever i hvilken grad, hun er internationalt anerkendt. Selv i dag, hvor hun har forladt savsmulden i de store cirkusmaneger ude i den store verden, afføder hendes navn og virke den allerstørste respekt

Ingen kan som Katja tale med de heste, hun dagligt omgiver sig med, og hun vedgår åbent og ærligt, at hun altid har interesseret sig mere for heste end for mennesker. At ”hestene er tydeligere for mig end mennesker”, som hun for nylig udtalte i et interview med Pernille Steensgaard (Weekendavisen 10. oktober). Det er også en historie med indblik i nedture og oplevelser af at få mindre plads med det hun kan i en udvikling, hvor cirkusverdenen er i forandring. Det er ikke en film, som rummer lutter glansbilleder, hvilket kun øger troværdigheden af filmens fortællinger.

Den anden tidslinje udgør filmens hovedplot. Det består af fortællingen om Katjas forhold til Liv, og hendes arbejde med at føre hende ind i den cirkusverden, hun selv er formet af. Vi oplever, hvordan hun bliver udfordret af at stå i en læreproces, hvor hun er den, der skal give noget videre med tanke på fremtiden. Og her bliver forskellen mellem at tale med mennesker og med dyr særlig tydelig for betragteren.

Hovedplottet, der er henlagt til CirkusGården, optager selvsagt mest plads i filmen, men indenfor filmens fortællemæssige struktur er det andet plot omkring hendes karriere løbende flettet ind i hovedplottets flow. Det kræver, at man som betragter kan manøvrere i forhold til de skift mellem et før og et her-og-nu tidsplan. Mere interessant er imidlertid den sammenhæng, der opstår ved sammenfletningen af de to plots. Det første kommer til at repræsentere det Katja føler sig forpligtet til at give videre (altså cirkustraditionerne udfoldet gennem en lang international karriere), mens det andet afslører vanskelighederne med at kunne gøre det i forhold til Liv. Katja må også gå andre veje for at opnå noget af det ønskede ved at etablere CrkusGården.

Resultatet er blevet en empatisk film, som lister sig umærkeligt ind på livet af den portrætterede. Katja Schumann afslører på sin side en åbenhed. Som filmens handling skrider fremad, bliver det åbenbart, hvor meget hun giver fra sig til sin omverden. Til sine heste, men også til Liv og til os som publikum. Man bliver som tilskuer meget berørt heraf, fordi hun herved negerer sit eget udsagn om, at hun kerer sig mere om heste end mennesker.

At sammenligne filmen som en integreret del af forestillingen på Vendsyssel Teater med filmen, som den bliver vist i en biograf, giver på ingen måde mening. Alligevel forstærker oplevelsen i biografen indtrykket af Katjas person og hendes dilemma med give det videre, som hun synes, hun er forpligtet til. Hun står både stærkere og mere rent i sit udtryk.

Konklusionen på artiklen ligger lige for at drage. Katja initiativrige væsen, hendes meget iøjnefaldende virketrang og engagement i omverdenen, hendes dygtighed giver hende en mere end berettiget plads i dagens kulturbillede. Hun er således still going strong i en moderne verden, hvor meget af det hun har værdsat vedbliver med at forsvinde. Og hendes arbejde er et væsentligt bidrag til at bevare de kulturhistoriske værdier, cirkusverdenen rummer.
——-
Hovedfoto: Katja Schumann i en tænkepause i sit elskede drivhus – stills fra filmen: foto Anne Svejgård Lund

Indlægget Still going strong i en foranderlig verden blev først udgivet på netavisnord.

Kulturlivet i Aalborg kommune har gennemgået mange forandringer gennem den seneste 4-års periode. Den tumultariske udvikling af Spritten, den (u)mulige flytning af Aalborg Teater til Spritten-området, nedlæggelsen/flytningen af Det hemmelige Teater og Kunsthal Nord, den manglende forlængelse af Michael Falk Marinos kontrakt som leder af Huset i Hasserisgade, etableringen af Det Ny Huset og senest de truende nedlæggelser af en række kunstneriske uddannelser på Aalborg Universitet er nogle af de store sager, der verserer – og som har skabt en debat om de kulturelle institutioner og kulturpolitikken, som er sjældent set.

Det var derfor et med stor spænding imødeset vælgermøde med kulturen som eneste tema, der blev afholdt tirsdag d 4/11 i Studenterhuset – arrangeret af Nordjysk Kunstnernetværk.

Her deltog 8 opstillede politikere:
– Sune Kragelund, Radikale Venstre
– Anne-Marie Gertsen, Alternativet
– Kifaax Malin, Socialdemokratiet
– Sara Tvilling, Liberal Alliance
– Inger Johansson, SF
– Laura Sol, Enhedslisten
– Anita Lilholdt, Venstre
– Chris Holmsgaard, Moderaterne

Dagsordenen bød på 4 overordnede punkter:
– Kunstnernes rolle i Aalborg Kommunes kulturpolitiske visioner
– Honorering af kunstnernes arbejde
– Involvering af kunstnere i kulturpolitikken og de nye flagskibe som Spritten, Det Ny Huset og Aalborg som europæisk kulturhovedstad 2032
– Kunstneriske uddannelser i Aalborg Kommune
Formanden for Nordjysk Kunstnernetværk, Birgitte Rode, bød kort velkommen, og derefter gik debatten i gang med en indledende runde med taletid til alle deltagerne.

Indledende runde
Den indledende runde med 2 minutters oplæg fra hver politiker gav hurtigt indtrykket af, at panelet ikke var sammensat af de højest placerede på partiernes opstillingslister, men derimod af yngre opstillede, som alle brændte for kulturpolitikken. Samlet set gav runden et indtryk af en gruppe politikere, som i det store og hele var enige om kulturens væsentlige betydning, og som ikke var bange for at tage afstand fra beslutninger, taget af deres eget parti i byrådet.

Det blev betonet, at der skal skelnes mellem kunst og kultur – og at det her først og fremmest ville være kunsten og kunstnernes rolle, der ville være i centrum. Og forskellen mellem de store kulturinstitutioner og det mindre etablerede vækstlag blev ofte trukket op – med stor forståelse for vækstlagets særlige betydning og værdi.

Alle betonede, at kulturpolitikken er et spørgsmål om prioriteringer – og at der går et klart skel mellem støtte til lokale kunstnere og projekter på den ene side og de mere ”flashy” arrangementer som regattaen og Tall Ship Race på den anden.

Venstres Anita Lilholdt var ikke imponeret over prioriteringen aktuelt – 83 mio. til et projekt som Aalborg som europæisk kulturby, når lokale har brug for støtte nu og ikke om 10 år.

Der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er rimeligt at prioritere betaling til kendte navne udefra, når man kan anvende lokale kunstnere.

Det gav anledning til, at debatten med spørgsmål fra salen – godt og afslappet styret af moderator Kjeld Lanng – indledtes med et første kritisk spørgsmål fra den lokale musiker Christina Momme, som roste deltagerne for deres vilje til at støtte lokale initiativer, men spurgte, hvorfor det så ikke er sådan, når politikerne træffer beslutninger. Panelet kunne blot svare, at de jo altså ikke sidder i byrådet – man må blot stemme på de rigtige kandidater.

Kulturby
Det kan næppe overraske, at et af de mere omdiskuterede temaer blev Aalborg som kulturby 2032. Ved de netop afsluttede budgetforhandlinger blev der – som en start – afsat 83 mio kroner til projektet. Mange tilhørere gav klart udtryk for, at de mente, pengene kunne anvendes langt bedre andre steder. Det samme var tilfældet i panelet – til trods for at budgettet i byrådet blev vedtaget med et meget bredt flertal.

Der var dog en vis forståelse for, at de afsatte midler også kunne anses som et løft for kulturområdet – under forudsætning af, at kommunen vælger primært at satse på den lokale kunst, fremfor dyrt indkøbte navne. Som det blev formuleret: ”Der er ikke behov for koncerter med Mads langer og Birthe Kjær – men for at vise det lokale kulturliv frem”

Birgitte Rode supplerede: ”I Aars oplevede man sidste år en blomsterfestival, som blev en kæmpe succes. Det var ikke stort – bare originalt. Arrangementer for festivalsegmentet er ikke originale – bare dyre!”
Laura Sol fra Enhedslisten så rimeligt optimistisk på kulturbyprojektet – ”det kan betyde, at vi et bedre og bredere kulturliv, hvis vi bruger det til at sætte mere fokus på kultur – især hvis det giver bedre fokus på og afsætning af midler til undergrundskulturen.”

De afsatte penge til en motorvej over Egholm blev også nævnt som en fejlinvestering, der kunne trækkes tilbage – så pengene kunne anvendes på en bedre fordelingspolitik – og til flere lokale kunstinitiativer.

Publikum
Flere blandt tilhørerne betonede, at modtagerne af kunsten i Aalborg udgør et problem. Der er behov for, at nogle forbrugsmønstre ændres. Folk kommer til koncerter med kopibands og de store navne – ikke til de mindre kendte, lokale. Der er behov for at aalborgenserne kigger indad – at de opdager de spændende og engagerende kulturoplevelser – frem for det etablerede – det vi plejer!

Uddannelsessteder
Behovet for flere uddannelsessteder indenfor kulturfagene blev berørt af mange spørgere fra salen og af panelets deltagere. De truende lukninger af kreative fag på universitetet som Musik og Teknologi og Kunst blev nævnt, men som SFs Inger Johansson anførte: ”Vi kan ikke bestemme over universiteterne – men vi kan presse lidt på.”

Alternativets Anne-Marie Gertsen talte klart for flere ungdomsuddannelser, som” trækker unge til – og måske bliver nogle af dem her.” Liberal Alliances Sara Tvilling frygtede en braindrain indenfor kulturlivet – og erhvervslivet – og så her bedre uddannelsesmuligheder og bedre muligheder for udøvende kunstnere som en væsentlig forudsætning for at bevare kvalificeret arbejdskraft i Aalborg-området.

En rigtig veteran i den aalborgensiske kommunalpolitik, tidligere rådkvinde for Socialdemokratiet, Inge Nesgaard, gjorde opmærksom på, at byen har landets største kulturskole for unge. Lars Pedersen – professionel Aalborg-kunstner – var en af flere, der efterlyste et kunstakademi – som vil være et logisk led i en fødekæde, som lige nu ikke rigtigt eksisterer.

Kommunens behandling af kunstnerne
En af de store mangler ved kulturlivet i Aalborg er spillesteder og ikke mindst udstillingssteder for den lokale kunst. Spritten bliver ikke for lokale kunstnere, Kunsthal Nord er væk, Husets fremtid lidt usikker. En efterlysning af bedre lokaler for lokale kunstnere var fælles for panelet og tilhørerne i salen. Men ikke på budgettet i kommunen…

Flere i panelet kom ind på, at kunstnerne ikke får den behandling, de fortjener. Kifaax Malin fra Socialdemokratiet roste kommunens kulturstrategi, som betoner vigtigheden af vækstlaget og de lokale kunstneres muligheder – ”problemet er bare, at vi ikke bruger det nok – og jeg er forarget over, hvor lidt vi betaler kunstnere for deres arbejde. Oftest bliver vores kunstnere bedt om at arbejde gratis, fordi de støtter en god sag. Vi investerer mere i bygninger og events end kunstnere!”

Konkrete bud
Der blev opstillet ganske mange konkrete bud på, hvordan kunstnermiljøet i Aalborg Kommune kan styrkes. Et enkelt vellykket eksempel er arbejdet med en kunstnerisk udsmykning af Svenstrupgård i forbindelse med renoveringen af bygningerne. Her har kommunen sat penge af til en kunstnerisk udsmykning, hvilket har været en meget vellykket proces mellem Svenstrupgård, kommunen og en lokal kunstner.

Derudover var der forslag fra SF om et gratis kulturpas, så alle har råd til at deltage – kulturen skal være med til at skabe lighed, ikke øge sociale forskelle. Der blev stillet forslag om et kulturråd til rådgivning af lokale kunstnere mht. f.eks. ansøgninger til kommunen.

Radikale Venstres Sune Kragelund kunne godt forestille sig et kunstcenter i Aalborg, som åbner op for lokale kunstnere – som det er set i Dronninglund og Thisted. Og Kragelund mente desuden, at der bliver snakket for meget om prioritering og nedskæringer – kulturen skal bruge flere penge!

Og Karin Mette Petersen foreslog, at de tomme lokaler i Aalborgs midtby konkret kan anvendes som midlertidige udstillingslokaler, øvelokaler mm.
Ideerne blomstrede – og politikerne venter med længsel på at blive valgt ind i byrådet.

Hvad sker der videre – på kulturområdet?
Alt i alt udviklede vælgermødet sig mere til at blive en dybdegående diskussion af kulturpolitikkens muligheder og begrænsninger – mere end et møde med partipolitiske markeringer.

Det er vel tvivlsomt, hvorvidt vælgermødet flyttede mange stemmer. Og det er i høj grad tvivlsomt, om de mange positive meldinger om mere støtte til den lokale kunst og en øget fokus på kulturpolitikken bliver ført ud i livet efter valget, når partidisciplinen og den økonomiske virkelighed melder sig. Men i hvert fald gav vælgermødet om kultur en fokus på en mængde relevante problemstillinger, der blev lyttet og diskuteret i en meget positiv ånd og der blev fremsat mange ideer til en konstruktiv politik.

Måtte det være medvirkende til, at Aalborg i fremtiden får et endnu mere levende kulturliv og ikke mindst en større publikumstilslutning.
——
Hovedfoto @Henning Quist Hansen

Indlægget Vælgermøde om kulturpolitikken i Aalborg Kommune blev først udgivet på netavisnord.