I den forbindelse blev det klart, at det ikke kun og isoleret set handlede om denne bygning, men om at skabe et samlet set up for hele området omkring Doverodde på basis af de stedbundne kvaliteter, som man i billedlig form kunne beskrive som en stærk og årelang, næsten naturgroet sammenvoksning af kulturhistorie, kunst og natur. Løsningen, udtænkt af Reiulf Ramstad Arkitekter, blev ”benævnt” Doverodde Bysamfund og omfattede alt fra Naturlandsbyen, velkomstbygningen, den genopførte udstillingsbygning, Doverodde Købmandsgård og Siloen. Forud var gået et 10-årigt udviklingsarbejde, som for alvor fik luft under vingerne i 2018, da Thisted Kommune og SMK i København indgik en samarbejdsaftale. Alt dette udfoldede vi i sidste uges artikel.

I denne afrundende artikel om SMK Thy ser vi så nærmere på, hvordan SMK i København fik etableret sig i det nordvestjyske Thy, nærmere bestemt på lokationen Doverodde. Udskibningen af en del SMK’s formidlingsaktiviteter er helt i tråd med tidens tendenser indenfor museumsverdenen, men i oplægget til arkitektkonkurrencen blev det eksplicit fordret, at filialen SMK Thy skulle blive en del af området i Doverodde, dvs. at museumsdriften med dens kunst- og kunsthistoriske formidling skulle ske med tanke på stedets naturindlejring i forhold til Doverodde, den indre Limfjord, Nationalpark Thy og det rige foreningsliv, der er samlet omkring Naturlandsbyen og dens naturrettede aktiviteter.

Med den præmis har der fra starten været lagt op til at drive museum på en helt anden måde end, man har været vant til i SMK’s bygninger i København. Man har skullet tænke kontekstuelt i anden potens. Dels med hensyn til de enkelte udstillingers indre sammenhæng og dels med hensyn til at afstemme udstillingerne i forhold til det naturmæssige i bred forstand. Fra SMK’s side har man været meget dedikeret og har lagt et uhyre stort engagement i at komme i mål med dette innovative syn på museumsdrift.

Ud fra et interview med Emilia Nykjær Isaksson, formidlingsinspektør og daglig leder af SMK Thy vil vi beskrive, hvordan man fra SMK’s side har grebet denne udfordring an.

Situationen efter første sæson som etableret filial: kunst- og kulturformidling i særklasse
At dømme ud fra hvordan det første år er gået, kan man uden overdrivelse konstatere, at det har været en strålende succeshistorie. Onsdag den 13. maj i år fik SMK Thy tildelt Danmarks største kulturformidlingspris Artbeat Prisen, som Have Kommunikation og Nordjyllandsfonden hvert år uddeler til kulturaktører, der har ydet en særlig indsats indenfor dansk kulturformidling.

Tildelingen skete med reference til sidste års aktiviteter og især udstillingen ”Rejsen fra Paris”, der åbnede SMK Thy i Doverodde. Her viste man ikoniske værker af bl.a. Matisse, Picasso og Derain hentet fra SMK’s moderne franske samling. I begrundelsen stod der:
”SMK Thy er nomineret til Artbeat Prisen for deres visionære arbejde med at skabe et internationalt museum i Thy, der rykker kunsten ud af storbyerne og ind i naturens og foreningslivets hjerte. Gennem lokale initiativer har de aktiveret både natur- og fritidsorganisationer og skabt en helt ny formidlingsmæssig gren, der forener kunst med det lokale engagement. Museet er blevet hyldet af internationale medier og har med sine flotte besøgstal bevist, at kultur kan fungere som et stærkt trækplaster og samlingspunkt uanset geografi.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside).

Første skridt – samarbejdsaftale mellem Thisted Kommune og SMK
I løbet af 2018 indgår de to parter en samarbejdsaftale, hvorefter man går efter at få en del af SMK på plads i Doverodde. Forud er gået en rum tid med samtaler mellem parterne, og set fra SMK’s perspektiv har det i høj grad handlet om at forstå, hvad Thisted Kommune var og er i den sammenhæng. Og her har det med Emilia N. Isakssons ord været ”vigtigt at forstå vores forskellige positioner i det – hvordan vi hver især arbejder som to offentligheder” på en respektfuld måde. Derfor har der heller ikke været nogen tvivl om, at ”oplægget (til samarbejdsaftalen) hele tiden har været, at det er kommunen, der ejer matriklen, og så putter vi indholdet ind i Pakhuset og efterfølgende Siloen” (Emilia N. Isaksson).

Med aftalen på plads kunne ledelsen på SMK lancere deres nye strategiske indsats indenfor museets overordnede målsætning om at tilgængeliggøre deres kunstsamlinger for flere borgere specifikt møntet på planen om at få skabt filialen SMK Thy. Dette førte videre til ansættelsen af Emilia N. Isaksson som daglig leder af museet i Thy, og hun var i den egenskab med til at løfte det kæmpe ansvar at få projektet til at vokse og slå rødder ude i den lokale virkelighed.

Den videre rejse mod målet
”Det var begyndelsen, startskuddet på en slags identitetsrejse for os på SMK, fordi når vi laver museum i København, er vi ekstremt defineret af de rammer, vi har og har haft i Sølvgade siden 1896. Og lige pludseligt står vi et helt andet sted i landet og skal så til at finde ud af, hvordan vi gør det her bedst, også på de indre linjer.”, (Emilia Nykjær Isaksson)

Sådan sammenfatter hun her i 2026, hvorledes personalet fra SMK oplevede den proces de blev en del af i 2018. Meget hurtigt fortæller deres egen research af området, at der er et meget varieret og nuanceret kulturlandskab, som de stille og roligt er flyttet ind i, som hun selv formulerer det. For dem at se rummer området utrolig mange gode initiativer indenfor kunst og kultur og rigtig meget at komme efter, men deres umiddelbare holdning er at lade deres eget arbejde indgå på lige fod med det, der er i forvejen for ” ligesom at være med til at løfte det samlede udtryk og initiativ i flok med dem, der er der og kender stedet langt, langt bedre end os.”.

Dialog som værktøj
Meget tidligt arrangerede SMK borgermøder for at lære lokalbefolkningen nærmere at kende. Hvad var der at bygge videre på fremadrettet i processen med at blive rodfæstet? Hvem var de, som holdt af det sted igennem mange generationer? Hvad var det, man ville med det sted, og var der nogle bekymringer hos dem? Den samme tilgang fulgte man i forhold til de eksisterende foreninger og turistkontoret for at få så brugbart et indblik i den lokale kultur, som de skulle medtænke, når man kom i gang med egentlig museumsdrift. Den samme form for respekt for stedets egenart mødte man også senere fra arkitektfirmaets side. Det er imidlertid først senere, at man følger det dialog- og det borgerinddragende perspektiv op med indgåelse af egentlige samarbejder med dele af det etablerede kulturliv i området.

SMK forsøgte sig i samme periode med en række undervisningstilbud for at vise, hvem de var, og hvordan de normalt arbejdede. En ting var at lære den nye virkelighed at kende, men dialogmøderne og de andre konkrete tiltag skulle bidrage til, at den lokale befolkning ad den vej fik et mere direkte og levende indtryk af den statslige institution, som nu var flyttet ind. At man på den måde mindskede afstanden og den anonymitet, der ellers kunne hvile over den tilkommende institution. I denne fase spillede ifølge Emilia N. Isaksson især tidligere formidlings- og udstillingschef Berit Anne Larsen en meget vigtig rolle.

En mere udadvendt fase
Med folketingets midlertidige finanslovsbevilling fra i første omgang 2018 til 2021 og senere forlænget til 2023 fik SMK og fremtidsplanerne mere sikker grund at agere ud fra. En egentlig udstillingsaktivitet tog sin begyndelse i 2019. Her benyttede man det gamle, midlertidige pakhus fra 1854, hvor man de kommende år primært viste video- og lydværker fra SMK’s samling.Dvs. værker som lå på en fil, der kunne afspilles, og som ikke krævede særlige sikkerheds- og klimamæssige forhold.

Fra 2019 fulgte SMK en mere regelmæssig rytme og en fast cyklus med udstillinger, undervisningstilbud, omvisnings- og andre formidlingsaktiviteter fra påske til og med efterårsferien, som også drejede sig om at knytte bånd til lokale institutioner. Museet rakte ud til flere aldersgrupper, fra børnehaver og voksenuddannelserne til dem, der var engageret i de forskellige kunstforeninger. Hvis man ikke ligefrem i billedlig forstand ønskede at flette fingre med dem, så ønskede man i hvert fald at komme på fornavn med dem.

Gradvist udvidede SMK sit virkefelt og gik længere ud i forhold til det eksisterende kulturliv for at interagere med det og for at undersøge, hvad et samvirke kunne føre til. ”(For at) forstå, hvem de var, og hvad vi kunne sammen.”, (Emilia N. Isaksson). Lignende bestræbelser bestod dels i samarbejder med kunstnere, der specifikt lavede værker til SMK og samarbejder med Museum Thy, som den store museumsparaply og dels i tilstedeværelse på forskellige fora som Alive Festival, Struer Tracks og Kulturmødet Mors med visning af kunstværker fra SMK samt tilmed være en del af et udflugtsprogram.

Disse aktiviteter medvirkede til, at SMK blev fortrolige med det eksisterende kulturliv for at opnå at kunne svinge i harmoni med kulturlivets forskellige tonaliteter og samtidig afsøge en mulig synergi imellem dem.

I en form for et opsamlende udsagn om alle disse vigtige tiltag siger Emilia N. Isaksson følgende: ”(…), men vi ville ikke stå det sted, vi gør i dag, hvis det ikke havde været for alle de samtaler, samtaleformater og dialogiske rammer, der havde fundet sted. Både i aktivitetsformat, men også i kraft af blot det at finde sted med hvad, det end nu kunne være.”.

Næste afgørende skub bliver fondsbevillingerne og arkitektkonkurrencen i 2021 samt etableringen i 2022 af den organisation, der førte de to projekter Naturlandsbyen og SMK Thy i mål under ”overskriften” Doverodde Bysamfund.
Oprindelig havde man fra SMK’s side forestillet sig, at man kunne åbne dørene allerede i 2020, men flere afgørende omstændigheder betød, at den ønskede færdiggørelse først fandt sted i den tidlige sensommer i 2026. Dels kom der en pandemi i vejen, og dels måtte man genopføre den oprindelige pakhusbygning. Disse benspænd har fra SMK’s perspektiv imidlertid modsat været en gevinst for processen: ”Projektet har fået lov til at vokse organisk og blive langt større, end vi nogensinde havde kunnet drømme om i 2018.”, (Emilia N. Isaksson). Det har krævet tålmodighed, men lige så meget en evne til at følge processen og stedets vejrtrækning.

Den organisatoriske del af realiseringen af SMK Thy og Naturlandsbyen
Fra 2022 fastlægges de forskellige lag af det organisatoriske set up, som skulle gennemføre de to hovedprojekter af Doverodde Bysamfund – SMK Thy og Naturlandsbyen. I forhold hertil fungerede Emilia N. Isaksson som bindeled på flere måder, både ved som del af implementeringsgruppen at skulle holde de øvre dele af organisationen orienteret og ved at være bindeled mellem kommende udstillings- og formidlingsaktiviteter, inklusive programmeringen af dem og Thisted Kommune, hvor det i hovedsagen handlede om at bygge bro mellem de forskellige institutioner.

Alene hendes del, som ”kun” var en begrænset del af det samlede virke indenfor den store organisation, virker som en kompleks arbejdsopgave, fordi det involverer så mange forskellige fagligheder. Når det er lykkedes, skyldes det ifølge Emilia N. Isaksson, at man har haft en klar rollefordeling undervejs, at man hver især har haft stor respekt for hinandens fagligheder, at der også har været et fokus på det fælles mål, så der på den baggrund har været overskud og rummelighed til stede til, at projektet kunne vokse i nye retninger. Det har selvfølgelig også været fremmende for processen og samarbejdet, at det var den samme arkitekt, som tegnede de to projekter

Krav til den nye udstillingsbygning
Der har helt fra start af været enighed om, at den nye udstillingsbygning skulle være helt på niveau med bygningen i København i forhold til klima og sikkerhed: ”Det har således været magtpåliggende, at der ikke blev forskel på dem. Vi skulle kunne vise den samme kunst her som der.”, (Emilia N. Isaksson). Det blev et kompliceret byggeri med meget høje krav til sikkerheden og klimastyring, men når man træder indenfor i udstillingslokalet, bliver man optaget af, at der er den samme form for enkelhed og lethed i det arkitektoniske udtryk, som man oplever, når man kigger på bygningen udefra. Det er meget slående, at der ikke forekommer nogen eksempler på teknik i rummet, der kan forstyrre og aflede opmærksomheden fra oplevelsen af den udstilling, man er kommet for at se. Emilia N. Isaksson nævner i samme forbindelse, at hun oplever, at folk, der kommer og besøger SMK Thy, ”…kan mærke kvaliteten bag det hele, tankerne, filosofien og selvfølgelig håndværket og materialiteten.”, (Emilia N. Isaksson).

Den nye måde at drive museum på
Når man spørger ind til, om der er særlige krav, SMK skal opfylde, når udstillinger planlægges, er svaret nej. Der er ingen forventninger om, at museet laver deciderede natur- og landskabsorienterede udstillinger; det er ikke en del af programmet, som sådan. Alligevel er det næsten umuligt at lave en udstilling uden at tage højde for stedet og det helt særlige kulturlandskab, man er omgivet af her i Doverodde. Som eksempel nævner hun, at det med den aktuelle udstilling ”Levende landskaber”, (der tematiserer sameksistensen mellem menneske og natur op gennem kunsthistorien) er fuldkommen oplagt at lave de mange koblinger til det oprindelige landskab og ikke mindst til de mange aktiviteter, Naturlandsbyen står bag.

Netop inddragelsen af Naturlandsbyen i museets daglige virke, er noget meget definerende for den måde, SMK Thy opfatter sin opgave som kunstformidler i Thy. I det daglige deler Emilia N. Isaksson kontor med Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejledning, der gør det både mere ligefremt og naturligt i fællesskab at udvikle fælles formater for undervisningsforløb, aktiviteter og arrangementer, som bringer kunsten i spil i landskabet og hverdagen. For hende selv har det betydet, at hun har fået udvidet sin måde at tilgå og opleve kunstværkerne og kunsthistorien på. De fagfaglige kompetencer som kunsthistoriker og kunstformidler bliver ad denne vej sat ind i en større, flerfaglig kontekst, som knytter hendes arbejde tættere sammen med stedet og lokalområdet.

Dette synes at gøre opgaven så meget nemmere for at slå igennem med SMK’s overordnede målsætning med at tilgængeliggøre deres samling for flest mulige, fordi det faglige samvirke mellem SMK Thy og Naturlandsbyen medfører, at kunsten kommer tættere på de brugergrupper, man er omgivet af i kommunen og lokalområdet.

I forhold til de besøgende har SMK Thy oplevet en større succes end forventet på den korte periode, museet har været i drift og langt tidligere. Man har oplevet en udtalt nysgerrighed og videbegærlighed efter at få ny viden. De forskningsbaserede udstillingskataloger er hurtigt blevet revet væk fra hylderne i den butik, man finder i Velkomsthuset.

En anden iøjnefaldende ting er, at for mange af museets gæster fra Thy, ”…er indgangen til kunst i højere grad noget, man laver i praksis. Det handler for mange om at have hænderne nede i materialet fremfor, at det er noget, man læser om eller studerer på den måde, og derfor er vi også meget optaget af at lægge praksis up front for at kunne understrege, at kunst også er et håndværk.” (Emilia N. Isaksson). Alt dette foregår i form af f.eks. undervisningsforløb og foredrag henlagt til museets værksted, der er placeret i Naturlandsbyen. Museets formidlere sørger for, at alle disse aktiviteter som en slags trædesten knyttes an til museets aktuelle udstillinger.

Man er nået langt med udviklingen af SMK Thy, og Emilia N. Isaksson har fremfor nogen præsteret et imponerende stykke arbejde. Ikke bare som fagperson, men også ved at investere sig i projektet, stedet og de mennesker, som befolker lokalområdet på en mere personlig måde. Hun er blevet synonym med SMK Thy og er på fornavn med mange og kalder det selv for ”nabopleje”. SMK som institution har formået at slå rødder i Thy, og det har allerede affødt stor anerkendelse. I starten nævnte vi tildelingen af Artbeat Prisen for museets evne til at formidle kunst. I forrige artikel omtalte vi, at SMK Thy af det internationale tidsskrift TIME var blevet optaget på deres liste for 2026 over de 100 mest ekstraordinære attraktioner på globalt plan.

Faglig dygtighed på højeste plan, men også evnerne til at vise åbenhed og tillid til mange forskellige samarbejdspartnere samt mod til at investere sig selv og til at møde det fremmede på en nysgerrig måde i helt uvante omgivelser. Det er bare flot gået.
——-
Hovedfoto: SMK Thy indenfor med stedets første udstilling ”Rejsen fra Paris” august 2025 – Foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget SMK Thy – en ny måde at drive kunstmuseum på blev først udgivet på netavisnord.

Hvis man skal kunne forstå, hvad der skal til for at gennemføre udviklingsprojekter af væsentlig betydning, som man kan sige, at det er tilfældet med SMK Thy og Naturlandsbyen på Doverodde, er det absolut nødvendigt at dykke ned i det, der er gået forud og undervejs. Ved at gøre det, kan man få adgang til den videns- og erfaringsmængde, der kan ses som en slags konglomerat af tankegods, ønsker og drømme, samarbejder og udviklingsprocesser. Det er i dette sammensatte kulturstof, at den egentlige forståelse af kulturprojekter, og specifikt deres udvikling gemmer sig. Her vil der så tegne sig et billede af et komplekst procesforløb, som har strakt sig over en periode på mere end 15 år og fordi meget af den eksisterende kultur i form af forskellige aktiviteter, der foregik adskilt fra hinanden først et stykke inde i perioden på de femten år i mere optimeret og elaboreret form naturligt føjede sig sammen indenfor de to projekter SMK Thy og Naturlandsbyen. Stedet er blevet til en destination, hvor kunst, kulturhistorie og natur nu griber mere synligt ind i hinanden. Et udtryk Reilulf Ramstad fra Reiulf Ramstad Arkitekter omtalte det færdige resultat som (firmaet vandt arkitekkonkurrencen om SMK Thy).

Vi vil forsøge at beskrive dette, som man således kunne kalde den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen. Artiklens stof baserer sig på et interview med Karen Louise Erichsen (daværende chef for Kultur og Fritid i Thisted Kommune), der har været dybt involveret i projektet.

De første ideer og tilløb i de tidlige 2010’ere
Ifølge Karen Louise Erichsen opstod der i denne periode en tanke om at få etablerede institutioner til at generere indhold og have en præsens i området, og den tanke kom til at fylde en del i de snakke, der foregik i kulturmiljøet. Især kunstforeningen var meget optaget af muligheden for via Statens Kunstfond at få værker i deponi. Det er måske et af de første kim til at få etableret SMK Thy.

Men det bliver ved snak i flere år. Som Karen Louise Erichsen formulerer det: ”Det bliver sådan lidt uforankret. Man ser nogle potentialer, man drømmer, man har nogle ideer”.

Nogenlunde samtidig laver Thisted Kommune en ny kulturplan med fokus på stedbundne kvaliteter og de få kulturarvsmiljøer, man har indenfor kommunegrænsen, såsom Hanstholm og Lodbjerg Fyr (synet på de stedbundne kvaliteters betydning var i sit ophav resultatet af det første store fondsstøttede projekt i Thisted Kommune: Mulighedernes land støttet af Realdania).
Dette er ikke bare endnu et kim, men repræsenterer tillige et meget afgørende perspektiv på, hvordan skal forstå og gribe udvikling af kulturlivet an på.

Kulturplanen understøtter ligesom det netop nævnte projekt Mulighedernes Land med sine fokuspunkter til, at man i det videre arbejde kommer til at gå ad to ikke gensidigt forbundne spor. Det ene kommer længere henne til at handle om at få en filial af SMK etableret på Doverodde, mens det andet med afsæt i Nationalpark Thy/Besøgscentret i Vorupør og Cold Hawais aktiviteter kommer til at føre til opførelsen af Naturlandsbyen. Som det vil fremgå af den følgende uddybning sker der en del forskellige ting, som enten samler sig om det ene eller andet spor, men stadig uden en samlende ide om et overordnet projekt. Narrativet omkring de to spor viser i tilbageblik, at deres udviklinger på ingen måde har fulgt en lineær kurs, men at alt, hvad der er indgået af aktiviteter, personer, tanker og analyser ikke har kunnet undværes.

SMK sporet fra 2010’erne og frem
De første skridt

Det der får sat skub i ønsket om få en statslig kunstinstitution forankret udløses af forskellige initiativer. Her kan man fremhæve, at Thisteds nuværende borgmester Niels Jørgen Pedersen forsøger at række ud til SMK i København for at få et samarbejde etableret omkring en herregård, han har erhvervet, men dette projekt falder til jorden. Denne tankegang finder måske også inspiration i, at der i de samme år rundt om i verden opleves en tendens til, at store museer lavede udflytninger og skabte mindre afdelinger ud fra deres moderskib.

Parantetisk bør det nævnes, at Niels Jørgen Pedersen senere bliver en særdeles central person i realiseringen af SMK Thy i sin egenskab af formand for styregruppen, da det samlede projekr bliver sat på skinner. Turistbureauet følger senere op med en ny henvendelse til SMK om at bruge området omkring Doverodde Købmandsgaard, ligesom der både lokalt og landspolitisk laves benarbejde for at fremme interesse for ideen.
Ingen af disse initiativer er udtryk for nogen samlet og koordineret strategi, men vidner om en rettethed i tiden, og de er med til at gøde jorden for det, der følger.

Fra 2016 begynder der at ske noget mere retningsgivende, idet Thisted Kommune, Doverodde købmandsgård, Turistbureauet og SMK i København forsøger at undersøge mulighederne for et formaliseret samarbejde nærmere. Kan man nå frem til noget, der kunne minde om en fælles mission på et fagligt, praktisk og økonomisk grundlag? Det var en noget speciel situation man stod i ved at skulle opbygge et samarbejde mellem en kommune og en statslig institution, hvilket ikke var lige til. I den forbindelse blev de første tekniske undersøgelser foretaget af den eksisterende pakhusbygning fra 1854, som var tiltænkt at skulle bruges til etableringen af SMK Thy. Undersøgelsen skulle afklare, hvorvidt bygningen kunne matche de forudsætninger, der ifølge SMK skulle være tilstede for at drive udstillingsaktiviteter på deres niveau. Man kan af disse tiltag godt aflæse den alvor og viljesbestemthed, som hos de involverede parter har drevet projekttankerne fremad på det tidspunkt. Man tog også skridtet til at søge fundraisingsmidler til at komme videre.

Doveroddes stedbundne potentialer – formet af naturens gang, erhvervs- og kulturhistorie

I følge Karen Louise Erichsen er Doverodde som geografisk lokalitet så indlejret i naturen. Alt er i markant forstand præget af isens gøren og laden. Landskabet er så at sige skabt af is og vand. Af dette udsagn fremgår det, at hun nok altid har betragtet dette sted som særegent og skabt til noget større. Som lokal boende virker hun selv så indlejret i stedet og har en rigtig god fornemmelse for dets stedbundne kvaliteter og potentialer. Og hun har historien med sig på sin side. I mange år har stedet fungeret dels som et aktivt korn- og foderstofsmiljø og dels som afskibningssted for andet gods ad søvejen. Tættere på i dag og fra omkring 1990’erne har stedet været omdrejningspunkt for kunst, kultur, fritidsaktiviteter og et righoldigt foreningsliv, ligesom der også har været et spisested brugt til mange forskellige festlige formål. Ad disse mange veje synes der at være skabt en naturlig interesse for, at Doverodde og området med Købmandsgården og siloen var et tilhørssted for kunst og kultur.

Naturlandsby sporet – fokus på trædestensfilosofien og stedbundne kvaliteter
Nationalpark Thy, etableret i 2008 som den første af sin art i Danmark, kom i løbet af 2010’erne sammen med kulturarvsmiljøerne Hanstholm og Lodbjerg Fyr til at indgå i et fælles projekt, der byggede på trædestensfilsofien, hvor tanken om at udvikle kulturlivet baserede sig på stedbundne kvaliteter. Disse tankegange havde da allerede vundet indpas, men blev nu operationaliseret i en konkret formålsrettet form.

I 2021 søgte man ad samme vej at optimere brugen af Nationalpark Thy, da man etablerede Nationalparkcentret i den i forvejen meget elskede og besøgte fiskerby Vorupør. Det, at man via dette besøgscenter begyndte at formidle information om nationalparken ud fra et kendt sted, noget forankret, og hvor de besøgende oplevede en form for ejerskab, gjorde at man kunne optimere disse stedbundne kvaliteter og benytte dem som en slags trædesten til at højne brugen og oplevelsen af stedet ved at lave aktiviteter og anlægge ruter videre ud i nationalparkens områder og få folk til at benytte sig af de nye muligheder. Gevinsten blev desuden, at man som bruger af stedet fik øget sin opmærksomhed overfor stedets muligheder.

Både trædestensfilosofien og tanken om at optimere stedbundne kvaliteter får en mere aktiv og dynamiserende rolle videre frem i udviklingen af området, hvor Naturlandsbyen blev opført.

Et andet skridt taget fra en anden lokalitet med meget stedbunden kvalitet var kystbyen Klitmøller, bedre kendt som Cold Hawaii, et paradis for surfersporten. Skabt og drevet af ildsjæle fra Thy. Her spurgte man i kultur- og fritidsforvaltningen ind til, hvad potentialet for vandsport kunne være i forhold til fjordsiden – og her specifikt også fjordområdet omkring Doverodde. Man iværksatte derfor en potentialeanalyse, som i 2016 blev omsat til projektet Cold Hawaii Inland:
”I et historisk perspektiv er det en spændende udvikling, for hvor hav og fjord i århundreder har været thyboernes primære fødekilde, transportvej og arbejdsplads, er vandet de sidste 20 – 30 år i højere og højere grad også blevet thyboernes – og turisternes – legeplads. Med Cold Hawaii Inland vil Thisted Kommune udvikle den legeplads og de naturoplevelser, der knytter sig til vandet i hele kommunen og dermed bidrage til den livskvalitet, man som thybo oplever ved at have natur og rekreative muligheder lige uden for døren. Helt konkret kobler Cold Hawaii Inland Vesterhavets mange aktiviteter via Vandet Sø til de mere rolige vande i Limfjorden ….”. (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)
”Cold Hawaii Inland er et unikt projekt, der i sin vision kan kaldes ”en sprængt idrætshal”. Cold Hawaii Inland løfter taget af den klassiske idrætshal og spreder aktiviteterne ud langs kysten. Halgulvet består af sand og vand, og på den måde opstår en outdoor idrætshal, der som en margueritrute i Thy skaber sammenhæng mellem vandaktiviteter og spots for en meget bred brugergruppe: vandsportsentusiaster, børnefamilier på tur, nysgerrige forbipasserende og turister for at nævne nogle.” (https://www.thisted.dk/service-and-selvbetjening/kultur-and-fritid/projekter/cold-hawaii-inland)

Potentialeanalysen var i meget høj grad rettet mod det Karen Louise Erichsen kalder ”det uorganiserede fritidsliv på indersiden af fjorden”. Man var fokuseret på at få en dybere forståelse på de enkle miljøer, blive klogere på deres behov før, under og efter deres aktiviteter. I mange år har der ikke i Thisted kommune, uddyber Karen Louise Erichsen, været nogen særlig bevågenhed på det uorganiserede fritidsliv, og det har nok været en generel tendens over hele landet, og de fleste fritidsmidler er derfor bevilliget til aktviteter i 20-40 hallerne med de traditionelle sportsgrene. Samtaler med brugerne af området på Doverodde viste, at det var et godt sted for kano- og kajaksejlads. Der er tale om et lavvandet område med en smuk og varieret kyststrækning, hvor man hele tiden har noget for øjet. På det her tidspunkt var der ikke noget formelt kano- og kajakmiljø. Dog brugte kommunens natur- og fritidsvejledere stedet i forhold til områdets skoleklasser.

Doverodde som geografisk lokalitet er et gammelt fiskerleje med årelang tradition for bådebyggeri og har fungeret som samlingssted for alskens bådefolk og forskellige former for sejlads, men det er samtidig et område, som emmer af et stærkt lokalt engagement i det, der var mulighed for at udvikle på Doverodde. Her tænkes specifikt på de mange særdeles aktive foreninger på Doverodde. Sammen med Thisted Kommune og SMK er de med til med hjælp fra DGI at få gennemført potentialeanalysen af Doverodde

Det meget stærke brugerperspektiv i potentialeanalysen får eksponeret nogle afgørende stedbundne kvaliteter at gå videre med og optimere. Det gør man ved at anskue det ud fra brugerne og stedets egenart, som man er i absolut synk med. De mange foreninger i området, herunder Købmandsgårdens Venner, Neessund Vikingeskibslaug og Sydthy Bådelaug, kommer til at spille en meget stor rolle i det efterfølgende forløb. Og viljen blandt de etablerede foreninger til at se mulighederne og tænke og ville nyt har været fuldstændig afgørende for den endelige udformning og forankring af projektet lokalt. Projektet bliver til i byens hjerte, og derfor har det været altafgørende, at der har været så stor opbakning og vilje til at medskabe lokalt.

De to projekter tænkes sammen – mange strømme mødes i en og samme bestræbelse

Året 2018 synes at være det tidspunkt, hvor de forskellige tiltag begynder at samle sig til en helhed. Først og nok så afgørende er det, at SMK og Thisted Kommune får en aftale på plads, og det baner vejen for en fireårig finanslovsbevilling, der sikrer en basisdrift af SMK i Thy. Dvs. at SMK kan afholde udstillinger i de tre efterføgende år bakket op af debatter, omvisninger, værkstedsaktiviteter og undervisningsforløb. Alt afviklet med udgangspunkt i den gamle pakhusbygning. Næste vigtige step består i, at A.P. Møller Fonden fatter eksplicit interesse for, at SMK etablerer en filial på Doverodde. Der blev givet en generøs bevilling på 37,5 mio. kr. En bevilling, der senere blev hævet til op til 47,5 mio. kr. da krigen i Ukraine brød ud, hvilket gav stor usikkerhed i forhold til økonomien

Som vi i en tidligere artikel har beskrevet opfyldte det gamle pakhus ikke kravene til at kunne fungere som udstillingssted. Man måtte nedrive og genopføre den med brug af de gamle materialer som sten, tegl og træ.

I denne fase bliver man blandt beslutningstagerne opmærksom på helheden på tværs af de to spor (SMK Thy og Naturlandsbyen). Altså hvordan man i den endelige udformning af hele området kan få fritidsaktiviteterne og det som Cold Hawai Inland medfører omkring fjorden til at gå i synergi med det man agter at skabe omkring SMK Thy, Doverodde Købmandsgård og siloen.

Med andre ord ser man en fornuft i at få et samlet koncept ud fra de to separate projekter. Dette skrives ind i det materiale, der bliver grundlaget for den følgende arkitektkonkurrence.

Det vinderforslag, som det dansk-norske arkitektfirma Reiulf Ramstad udarbejder, får med sin opfattelse af stedet Doverodde som et bysamfund samlet det hele. Bestående af det, de vælger at kalde Naturlandsbyen, der omfatter: frilufts- og fjordaktiviteter ( bla. byggeri af både og vikingeskibe) med tilføjelse af en velkomstbygning som bindeled til købmandsgården (tænkt som en understøttende funktion for SMK Thy), selve udstillingsbygningen og endelig siloen. I sin færdige realisering kan man sige, at de spredte bygninger taler sammen og får hos brugeren af stedet skabt en oplevelse af helhed.

Dette arkitektoniske greb med Naturlandsbyen og konceptet med Doverodde tænkt som et bysamfund blev grundlaget for, at Nordea-fonden donerede godt 55 millioner til etablering af Naturlandsbyen og til at dække driftsudgifter for de første fem år.

Afrunding – hvorfor lykkedes man med dette komplekse projekt?
Det er meget oplagt at stille ovennævnte spørgsmål. Følgende udsagn fra Karen Louise Erichsen kunne være en del af svaret: ”Der har været en drevethed og tålmodighed.. Man har brændt for sagen, man har haft en mission for at få projektet til at manifestere sig”. Blandt andet har Thisted Kommunes skiftende kommunalbestyrelser været indstillet på at videreføre projektet på tværs af perioder og sikret, at der har stået de nødvendige midler på en investeringskonto til projektet. Igennem hele perioden har der således ikke været én eneste politiker i kommunalbestyrelsen, der har stemt imod projektet, når det har været til politisk behandling, hvilket vidner om en stor og vedvarende politisk opbakning.

Der har desuden hele vejen rundt været en vilje til at samarbejde omkring de to spor og vise hinanden den fornødne tillid og åbenhed i forhold til at få udviklingen til at fortsætte fremad – det gælder for brugernes, foreningernes og beslutningstagernes vedkommende.

Man fik undervejs skabt en velfungerende organisation til at få de to projekter i mål. At man nu står med noget mere end dem, fordi de arkitektonisk er blevet til det, man kan kalde Doverodde Bysamfund er i høj grad resultatet af, at der har været et stærkt værdifællesskab mellem Thisted Kommune og Reiulf Ramstad Arkitekter baseret på en kongenial forståelse af stedets betydning. Kommunens mangeårige arbejde med stedbundne kvaliteter og det, at arkitektfirmaet lader deres arkitektkoncepter udspringe af deres evne til at lytte til stedet og forstå det er to tilgange, som har befrugtet hinanden så smukt i Doverodde.

Karen Louise Erichsen nævnte i vores interview med hende, at Reiulf Ramstad og arkitekt Per Fischer (fra Reiulf Ramstad Arkitekters kontor i Århus): ”havde drevet hele vores forståelse af Doverodde. (…) og at de løftede styregruppens rammesætning og den forståelse, vi havde af projektets potentiale.” og at de kunne gøre det, fordi de allerede meget tidligt havde set muligheden for at transformere Doverodde til en destination, hvor kunst, kultur og natur kunne forenes.

Omvendt kan man sige, at Thisted Kommune med sin tilgang og løbende initiativer i form af deres potentiale analyser af området havde tilvejebragt de mest optimale betingelser for, at arkitektfirmaet kunne se og gøre, som de gjorde.

Endelig må man fremhæve både SMK’s utrættelige engagement i og interesse for det sted, som deres filial skulle virke ud fra, og A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden, der såvel finansielt som fagligt bidrog i et betydeligt omfang.

Hvert år vælger TIME 100 ekstraordinære destinationer verden over på tværs af hoteller, restauranter og attraktioner til listen World’s Greatest Places. Man lægger ved udvælgelsen vægt på det nye og usædvanlige. TIME fremhæver følgende om SMK Thy:
”Den fjerntliggende region Thy, i det nordvestlige Jylland, afslører Danmarks vilde side: en barsk, forblæst kyst med bølgende klitter og tætte, sammenfiltrede skove. Men dette oversete område er kommet i nyt rampelys med åbningen af SMK Thy i august.” (citeret fra SMK Thy’s hjemmeside.)
———
Hovedfoto: SMK Thy på Doverodde – Pressefoto: Martin Hoffmann

Indlægget Den oversete historie bag tilblivelsen af SMK Thy og Naturlandsbyen blev først udgivet på netavisnord.

På firmaets hjemmeside kan man læse sig til, hvad der generelt lægges vægt på, når de skal løse et byggeprojekt. Både den konkrete lokalitet og den omgivende kontekst har betydning for, hvordan arbejdet skal gribes an:
”A place is indivisible; it is unique and has a distinct expressiveness of its own. Therefore architecture must always acknowledge the innate character of every location and make its design a marriage of place and concept. (……). With the uniqueness of every site and context as our point of departure we employ a distinct and limited architectural palette characterized by a strong focus on natural materials and a sense of location’s individual spatiality.” (https://www.reiulframstadarkitekter.com/)

Det drejer sig altså om at bygge videre på det, der er i forvejen og løfte den udtryksfuldhed og de potentialer lokaliteten og det omgivende miljø rummer. Specifikt i forhold til Doverodde gik opgaven nærmere ud på at forbedre rammerne for de lokale aktiviteter af kulturel og naturformidlingsmæssig art, som allerede fandtes, skabt gennem et stærkt rodfæstet foreningsliv og engagement. Bl.a. i form af Neessund Vikingeskibs Laug med en gruppe pensionerede, tidligere skibsbyggere fra træskibsværfterne på Agger, der bruger en del af deres fritid på at bygge skibe (vikingeskibstraditionen og sjægter), ligesom der var etableret et naturformidlingscenter på området.

I forhold til SMK har der siden 2018 løbende været afholdt kunstudstillinger, som man ud fra et efterrationaliserende blik kan se som en måde, man har gødet jorden og forstærket interessen for dette partnerskab af kulturelle og naturformidlingsmæssige aktiviteter samlet på en og samme lokalitet. Og til på sigt at skabe noget større i respekt for stedets kulturhistoriske værdi. Det er nu blevet realiseret.
Pagten og den harmoniske afstemthed mellem arkitektur og natur kan også ses illustreret med Kornets Hus i Hjørring ligeledes tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter i 2019/2020. På hjemmesiden bliver det fremhævet, at ved at udgå fra stedets unikke karakter skal bygningen, dvs. arkitekturen highlighte stedet og på samme tid lade stedet hvile i bygningen. Måske kan man sige, at et stramt og minimalistisk arkitektonisk udtryk sørger for, at lokaliteten og den omgivende natur får eksponeret sit egenartede udtryk fuldt ud.

Kigger man længere tilbage i historien har Doverodde haft stor betydning som samlingssted. Siden 1820’erne hvor Vesterhavet brød igennem Agger Tange har der været skabt en sejlrute gennem Limfjorden og ud til Nordsøen. Dengang førte det til, at Doverodde blev en vigtig handelsplads, fordi der her kunne modtages og udskibes varer og gods af forskellig art. Det fik især betydning for eksport af korn til England, som på det tidspunkt var Europas største korn marked. Denne form for samlingssted og ikke mindst med den aktivitet, som købmandsgården har lagt op til, kan man sige senere er blevet videreført i en anden form, som er mere i sync med vores tid, fordi stedet i dag opfattes som et regionalt og lokalt knudepunkt for kulturelle begivenheder. Hvor det tidligere var et tyngdepunkt for produktion, er det i dag blevet et kulturelt tyngdepunkt.

Arkitektfirmaets koncept
Konkurrencen udbudt af Thisted Kommune og A.P. Møllers Fond til almene Formaal i 2021 lagde op til at udarbejde forslag til en ny museumsbygning med udgangspunkt i det eksisterende pakhus og som sideopgave at lave et forslag til en helhedsplan for området, der kunne favne de etablerede funktioner omfattende naturformidlingen, bådebyggeriet og Cold Hawaii Inlands mere rolige aktiviteter langs Limfjorden.

Vinderforslaget fra Reiulf Ramstad Arkitekter var ifølge Per Fischer det eneste, der var udformet som et samlet og samlende koncept, der inkluderede museumsbygning, købmandsgården og de ovennævnte funktioner/aktiviteter. Den sidste del blev sammenholdt af en forestilling om at skabe Naturlandsbyen, som, når den blev skabt, kunne føje sig sammen med den gamle landsby, som ligger nedenfor området langs kysten. Naturlandsbyen blev det begreb, firmaet Ramstad formulerede til konceptuelt at angive, at området var en naturlig del af det samlede område.

Begrebet Naturlandsby virker meget potent, fordi det i meget høj grad peger på at anvende naturlige materialer, som jo er et kardinalpunkt i firmaets arkitekturkoncept. Alle bygninger i ”byen” er opført af egetømmer hentet enten i Rold Skov eller består af rester fra gulvfirmaet Dinesens træproduktion. I den sammenhæng gør specielt bygningen til bådebyggerne indtryk. Udformningen er sket med inspiration fra flere steder. Per Fischer nævner, at træk fra forskellige bygningssammenhænge, som f.eks. vikingehuse, hangaren, laden og skibe her er forsøgt merget til en ny helhed, og tilføjer, at det er sket som en slags hilsen til alle gamle skibe, der har sejlet på dette sted gennem århundreder.

Til den anden side lader Naturlandsbyen via en nyskabt velkomstbygning til brug for information, butik og billetsalg sig føje sammen med udstillingsbygningen. Reiulf Ramstad Arkitekter lægger vægt på, at brugere af deres arkitektur føler sig godt tilpas, og de beskriver det at tegne bygninger kan sammenlignes med det at tegne lys. Billedet nedenfor bekræfter dette. På trods af den tunge pyramidekonstruktion i træ bidrager lyset og vinduespartierne til en oplevelse af lethed og svæv.

Bygningen rummer ved siden af en kulturhistorisk reference til den romantiske have fra 1800 tallet med dens brug af pavilloner, som dengang var placeret inde på have området som et sted, man kunne trække sig tilbage. Dette arkaiske indslag er blevet til under indtryk af stedets mindelser om romantikkens naturopfattelse.

Tankerne om at skabe Naturlandsbyen banede i sig selv vejen for at ansøge Nordea-fonden om en donation, da denne fond til forskel fra A.P. Møllers Fond til almene Formaal, i højere grad er rettet mod naturorienterede projekter. Arkitektfirmaets gennemarbejdede forslag og meget professionelle indsats bidrog til en bevilling på 55,5 millioner, som kunne dække realiseringen af projektet samt afholde driftsudgifter og aktiviteter i en femårig periode. A.P. Møllers Fond til almene Formaal donerede på sin side godt 50 millioner til at transformationen af pakhuset og købmandsgården.

Pakhuset – museumsbygningen
Arbejdet med at omdanne det eksisterende pakhus til museumsbygning stødte meget tidligt på uløselige problemer, fordi bygningen ikke var tilstrækkeligt funderet. Geo- og byggetekniske undersøgelser viste, at bygningen sank, og at der var for langt ned til bæredygtig grund til, at man kunne gå videre ad den vej. Man valgte derfor at foretage en nænsom nedtagning af bygningen og genopføre den fra bunden med samme geometriske shape, men ud fra konceptet i vinderforslaget. Det blev til en genfortælling af det oprindelige pakhus, hvor man genbrugte de gamle tagteglsten og mursten, men gik samtidig efter at få rejst et moderne kunstmuseum i høj kvalitet, der i sit udtryk kunne pege tilbage på det, der kulturhistorisk havde været.

Kunstneren Jeppe Hein var den sidste kunstner, der udstillede i det gamle pakhus, og han lod de besøgende male på stenene med en blå maling. Spor herfra lader sig se flere steder på det nybyggede pakhus som en slags hilsen fra kunstneren til eftertiden.

Købmandsgården

Planen var at man kunne nøjes med en mindre omfattende istandsættelse af det ydre af bygningen, men som arbejdet skred frem blev det mere og mere indlysende, at man måtte bygge et helt nyt hus indeni bygningen. Nu er den i en transformeret udgave ført tilbage til hvad, den tidligere har været, og måske er den ifølge Per Fischer blevet stylet for meget. I dag rummer købmandsgården cafe/restauranten Centralen og to sale til brug for foredrag.

Som helhed er transformationen af Doverodde sket med tanke på det, der var, og man har hele tiden været optaget af skabe noget, der var bæredygtigt og genbruge så meget af det oprindelige som muligt. I forbindelse med indvielsen af SMK Thy udtalte Reiulf Ramstad, at det havde været en fantastisk opgave at arbejde med SMK Thy. Og sagde med henvisning til arkitekten Vitruvius, der levede for 2000 år siden, at ”Der er et begreb, som hedder ”smukt, holdbart og nyttigt” ”. Sådan fik han sammenfattet sin oplevelse af det færdige resultat. På SMK Thy’s hjemmeside ligger en video, der i korte træk beskriver arbejdet med at skabe den nye museumsbygning (https://www.smkthy.dk/article/om-smk-thy/ ).

Tilbage står at gøre den mere end 40 meter høje silo klar til udstillinger fra slutningen af marts i år. Denne silo skal formentlig på sigt også gennem en transformation, der skønnes at ville koste et sted mellem 30 og 40 millioner. SMK Thy åbner om godt en måned næste sæson med udstillingen Levende Landskaber, der giver os et indblik i, ”hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien”
——–
Hovedfoto SMK THY – tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter AS – foto: Rasmus Hjortshøj

Indlægget At genskabe fortryllelsen ved et fortryllende sted – historien om SMK Thy blev først udgivet på netavisnord.

Konceptet i Cafe Ordgeist er relativt simpelt. Det er ordet, der styrer. Og fascinationen af ord og det, de kan. Både det talte, sungne og skrevne. Cafeen er en hybrid, der både fungerer som koncertsal, bibliotek, boghandel, mødested og almindelig cafe. Kommer man indenfor i de hyggeligt indrettede lokaler i kælderen i Skipper Clements Gade 1 i Aalborg, udfolder der sig et væld af muligheder.

Cafedelen
Stedet er en traditionel cafe med mange fine steder, hvor man kan slå sig ned og nyde udbuddet af cafevarer. Mange slags kaffe, te og kakao, kager, sandwich og surdejsboller, øl og vin, alt af høj kvalitet, det allermeste økologisk og fra lokale producenter og til rimelige priser. Her kan snakken gå lystigt – eller man kan fordybe sig i en af de mange bøger, der er stillet til rådighed som ”biblioteksbøger” til læsning på stedet.

Boghandel
Derudover er cafeen også en boghandel. Der er et meget righoldigt udvalg af både aktuelle og ældre værker. Ikke mindst den smalle litteratur er godt repræsenteret, her kan man få bøger, der ikke står på hylderne i de mere etablerede boghandlere i byen. Og hvad der ikke står på hylderne kan skaffes hjem lynhurtigt. Man kan vælge selv at gå på opdagelse blandt værkerne, og her kan man virkeligt hurtigt fortabe sig i de mange spændende titler. Eller man kan søge råd hos de to indehavere, Claus Nivaa og Mia Bønlykke Thomsen, som både er meget vidende og meget engagerede, både som læsere og formidlere.

Events
Og så er der eventsdelen. Ordgeist arrangerer med ujævne mellemrum koncerter, forfattersamtaler med meget mere. Og her er det som oftest nødvendigt at reservere plads, der er meget ofte udsolgt.

Et tilbagevendende tiltag er bogbingo, egentlig bingo på den gammeldags facon – men med bøger som gave. For 150 kr. har man muligheden for at opleve den elementære spænding ved bingo, samværet i lokalet – ligesom man selvfølgelig kan nyde cafevarerne – og oven i købet kan man vinde en eller flere bøger, som man ikke engang vidste, man lige stod og savnede.

Lokalets begrænsninger
Claus Nivaa er ikke i tvivl om, at det er eventsdelen, der har fungeret bedst i cafeens toårige levetid.
Lokalet er ideelt til de arrangementer, der holdes i cafeen. Indrettet som en dagligstue og med en uvurderlig nærhed. Men også med den begrænsning, at der til de mange event kun kan være xxx tilhørere. Det gør selvfølgelig, at man ikke kan tiltrække de allerstørste navne.

Og dog.

Med opfindsomhed og masser af fodarbejde går det alligevel, hvad den lange række af etablerede musikere og forfattere, der har besøgt stedet, vidner om. Fordelene for Ordgeist er både stedets renomme, de få ansatte (lave lønomkostninger) og at man har et bredt net af personlige kontakter, som gør, at man kan springe mellemled over.

Når Claus Nivaa skal udpege de bedste arrangementer, der har været afholdt gennem de to år, er det da også nogle store navne, han kan trække frem.

Øverst placerer Claus to – selvfølgelig udsolgte – koncerter i 2024 med engelske Cherise, en London-baseret soulsanger, der netop havde udgivet LP´en Calling, som blev et flot gennembrud – og som kan ses i Ordgeist i en signeret udgave. Blandt de steder, Cherise også optrådte i den periode, kan nævnes BBC´s Proms-koncert og Royal Albert Hall…

Som forfattersamtaler fremhæver Claus Nivaa ikke mindst Glenn Bech og Iben Mondrup – to meget aktuelle, godt sælgende og anmelderroste forfattere, som begge burde være for store for Ordgeist.

I tilfældet Glenn Bech måtte Claus Nivaa sørge for supplerende arrangementer på et par af de nordjyske gymnasier, så Glenn Bech kunne få mere ud af besøget i Aalborg-området. Fælles for Bech, Mandrup og Cherise er, at de har udtrykt stor beundring for Ordgeist – og at de gerne kommer igen…

Man kunne pege på mange andre vellykkede events, som noget så sjældent som en akustisk koncert med de aarhusianske rappere i Sorthandsk, samtaler med Svend Aage Madsen, Solvej Balle osv. osv.

Træge aalborgensere
Men ikke alt er dog idyl for Ordgeist. Cafedelen kunne gå bedre, og man kunne sagtens sælge flere bøger.

Claus Nivaa er ikke imponeret over det, han kalder Aalborg-mentaliteten. Her kommer vi ikke lige med det samme, når der sker noget nyt. Aalborgenserne er meget tilbageholdende. Claus Nivaa går så vidt, som til at sige, at han savner noget mere Aarhus-mentalitet. Nok ikke noget, aalborgenserne er glade for at høre. Men lidt mere nysgerrighed, vilje til at udforske nye steder og muligheder.

En cafe, der sælger bøger – det lyder lidt farligt, lidt akademisk, lidt fornemt. Så må man hellere holde sig til det sikre.

På den måde kan man hurtigt gå glip af en hel masse. Og selv de bedste initiativer er afhængige af tilslutning.

Fremtiden
Men nu har vi Ordgeist i Aalborg. Og selvfølgelig skal mulighederne bruges. Man bør ikke snyde sig selv for mere end højst nødvendigt…Vi skal bruge byen, fremfor at jamre over de lukkede butikker og institutioner.
Og Ordgeist summer af energi og ideer. Der er lagt op til mange nye aktiviteter det kommende år.

En ting kan være, at de forskellige mulige brugergrupper bliver mere klare over mulighederne. På det seneste er gymnasierne begyndt at få øjnene op for mulighederne for at købe klassesæt til de humanistiske fag. Ordgeist kan konkurrere med f.eks. Saxo både på leveringstid og pris – og kan endda tilbyde gymnasieklasserne besøg i butikken, så man kan se værkerne og høre mere om bøger og forfattere.

Et par af de succesrige events tænkes udvidet. Det gælder forfattersamtalerne, som også kan inddrage musikere, samtalekoncerter. Claus Nivaa ser gerne rutinerede musikere som Annisette og Niels Skousen, som kunne komme forbi, synge et par sange og deltage i samtaler om deres kunst. Jesper Binzer kunne også være en mulighed, hvorfor ikke tænke rigtig stort – og en del unge rappere ville være oplagte emner for projektet.

Bogbanko tænkes også udvidet i nogle tilfælde – til vin- og bogbanko, hvor man kan vinde både vin og bøger, og hvor der kan tænkes vinsmagninger og eventuelt foredrag om vin fra en nabo-vinhandler i tilknytning til banko-spillet.

Et igangværende projekt går på at anvende byen i højere grad. Skabe et samarbejde mellem de forskellige kultursteder og inddrage de lokale kunstnere aktivt. Sammen med blandt andet Jonny Hefty og Utzon Center arbejder Ordgeist med et projekt, hvor byens bygninger skal beskrives kunstnerisk. Lidt en parallel til en artikelserie i Nordjyske, hvor byens arkitektur gennemgås fagligt. I Ordgeist-universet skal lokale musikere og rappere lave tekster om udvalgte bygninger i Aalborg. Hvordan opleves byrummet og arkitekturen i Aalborg, en gerne subjektiv beskrivelse af konkrete lokaliteter. Det kan være de store, kendte lokaliteter som Jens Bangs Stenhus og Budolfi – men også de mere undselige adresser eller nogle af de store, ofte brugte bygninger som Salling eller Bilka. Alt sammen præsenteret ved en koncert på Utzon Center.

En del af de kommende events vil være bogkoncerter. Altså hvor værker både findes i form af bøger og musik. Aarhus-kunstneren Slagger Lund, som har lavet to meget specielle CD´er og bogen ”En 80 meter bjørn”, som har været på Weekendavisens liste over de fem bedste bøger aktuelt, kommer til Ordgeist og præsenterer både musik og bog. Med hits som ”Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown” og masser af anekdoter og oneliners (”Jeg kan hverken synge eller lade være”) er der lagt op til en både underholdende og tankevækkende oplevelse.

Også Kenneth Thordal kommer til Ordgeist i den event-række. Kenneth Thordal har lavet romanen ”Fnok” og pladen ”Den tid den sorg”, som er autofiktive tekster om datterens dødsfald. En sorgbearbejdning, som har resulteret i et par meget rørende og vedkommende værker.

Kommende arrangementer vil også fokusere mere på nordisk litteratur, ligesom der højaktuelt arbejdes på en festival om litteratur i rigsfællesskabet med Grønland som et tema – sandsynligvis i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Et af de helt store kommende projekter er en ide om at udfolde ordgeisttanken til også at gælde journalistikken. At skabe et fundament for at unge kan skrive journalistisk, med artikler helt på de unges præmisser, hvor Ordgeist kan stille lokaler, undervisning og udgivelsesmuligheder til rådighed. De tanker er så nye, omfattende og spændende, at vi håber at kunne vende tilbage med mere nyt senere.

Og så arbejdes der altid på at udvide sortimentet i cafe-delen, aktuelt med produkter fra det lille økologiske surdejsbageri Gær-da i Højbjerg.

Så Ordgeist lever – og venter på besøg!
——
Hovedfoto. Et arrangement. Foto @Henning Quist Hansen

Indlægget Cafe Ordgeist år 3 blev først udgivet på netavisnord.

Det er en forestilling, der illustrerer de muligheder, som ”fantasien” og” magien” har for at transformere hverdagens vilkår, når de tynger allermest. Når ensformigheden og forudsigeligheden spærrer for, at længslen efter noget andet ikke kan leves ud. Og det mærkes tydeligt ved juletid, især for forestillingens hovedkarakter Gabriel.

Magien og fantasien udfoldes i kraft af, at instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen i sin selvskabte historie til forestillingen har ladet cirkusverdenens sprog med luftakrobatik, jonglering og klovneri få en central rolle i juletidens hændelser, og det er med til at ophæve den tyngdekraft, hverdagens virkelighed rummer og give plads til forandring. Resultatet bliver en poetisk julehistorie, som går rent ind hos publikum. I vores artikel vil vi bl.a. omtale den betydning forestillingens scenografi og musik/sang har for, at forestillingen så fint lykkes med at indfange små som store publikummer.

En forestilling med fantasien og magien som en dramatisk dynamo
Årets forestilling er som nævnt skrevet og instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. I øvrigt i et meget tæt parløb med cirkusinstruktør Sunniva Byvard (spiller selv rollen som Malaika) og forestillingens scenograf Simon Holk Witzansky, som hun kender fra et mangeårigt samarbejde.

Hun har siden sin afgang fra Statens Teaterskole i 2011 opbygget en meget alsidig baggrund som teaterinstruktør. Dels herhjemme med iscenesættelser på flere af landets teaterscener og dels i bl.a. Norge. Det, hun har præsteret med forestillingen ”Gabriels Vinger”, vidner om, at hun kan sit kram,

Hun har her med en slående naturlig professionalisme formået at skabe en poetisk, sød og gribende fortælling, der handler om os alle, store som små. Om at turde at tro på, at virkeligheden kan forandres, selv når mørket forekommer uovervindeligt. Eller som det fremgår af en af de andre flotte anmeldelser af forestillingen: ” ”Gabriels Vinger” er således ikke blot og bare en juleforestilling, men nok så meget en påmindelse om, at mirakler ikke findes i himlen, men også i os selv og i dem vi tør række hånden ud til.” (Niels Skipper i NORDSØ Posten, 22.november).

Dette budskab får mest af alt belæg i kraft af, at forestillingen forener teater med cirkusverdenens forskellige udtryksformer som luftakrobatik, jonglering og klovneri, fordi det er disse elementer, der forbinder sig med det eventyrlige og fantasibårne i forestillingen og dermed er med til at bane vejen for, at miraklerne opstår til slut i forestillingen. I den sammenhæng spiller forestillingens scenografi en vigtig rolle som ramme om forestillingen.

Fortællingen i forestillingen
Forestillingen viser os igennem sin julefortælling og karakterernes indimellem artistiske udfoldelser den kraft, som fører til, at mirakler kan finde vej til den ensformige og tilsyneladende udsigtsløse hverdag, Gabriel og hans mor oplever ude i deres fyrtårn tæt på havet. Kraften og fornemmelsen af julemagi og trylleri, opstår ud fra en tro på fantasiens kraft, og et mod til at tro på venskabets muligheder mellem mennesker. Der mangler blot incitamentet til at leve den tro ud.

Hverdagen i Fyrtårnet, som ligger næsten på kanten til havet, byder på trivielle gøremål for sønnen Gabriel og moderen. De står op, børster tænder, spiser og passer fyret, vedligeholder det, så det med sit lys kan sikre, at områdets skibe uden problemer kan orientere sig i det omkringliggende farvand. Pligt og omsorg går forud for alt andet i en rituelt gentaget hverdagscyklus. Sådan har det været siden faderen druknede i havet. Selv julen med dens traditioner og risengrød tilhører en glemt fortid.

Gabriel er en klog og eftertænksom dreng, der længes efter forandring. Han er meget af tiden overladt til sit eget selskab, og ofte står han på molen og fisker til lyden af vandskvulp, tågehorn og mågeskrig. Indtil han en dag fisker en nissehue. Et varsel om den radikale forandring, som må indtræde.

Dette sker med nissen Belial, der kommer padlende i en fiskekasse og går i land ved molen. Da han undersøger fyrtårnet, bliver han voldsomt skuffet og vred over at konstatere, at julen og dens pynt og traditioner er fuldstændig fraværende, som tilfældet er hos Gabriel og hans mor.

Med dette igangsættes en bølge af drillerier. Lyset slukkes i fyret, natten bliver mørkere og det kulminerer med, at nissen stjæler månen……

….mens moderen gribes af månesyge og begynder at gå i søvne. Oppe imod alle odds dukker figuren Malaika op, et farverigt væsen udstyret med vinger, der repræsenterer fantasiens kraft og et mod til at flyve ud i verden ved hjælp af selvbyggede vinger.

Hendes tilsynekomst udløser en kæde af luftakrobatik og jonglering. Dette overbeviser Gabriel og os som publikum om, at fantasi og magi kan gå i hånd i hånd og forandre virkeligheden til noget bedre, når først følelsen af skepsis og mistillid i forhold til at møde det ukendte bliver valgt fra for i stedet at søge de værdier, der ligger i venskabet med andre. Gabriel har ifølge forestillingens scenograf Simon Witzansky (jfr. en samtale vi havde med ham) brug for Malaika for at gøre de ting, han skal gøre. Hun er en figur, som skal være omkring ham for, at han kan finde styrken i sig selv.

Derfor er det oplagt, at det bliver Gabriel, som henter månen tilbage, og dermed bringer handlingen videre henimod en lykkelig slutning, hvor alle forenes i juleriet.

Gabriels Vinger – titlens to mulige aflæsninger
Forestillingen arbejder, igen ifølge Simon Witzansky, forståelsesmæssigt med flere lag. Dels et lag, der har at gøre med børns evne til at tænke magisk og som sætter dem i stand til at aflæse forestillingens elementer af eventyrlig magi og fantastisk artisteri på en ligefrem og konkret måde. Som det sker for vores øjne, sådan er det. Dels et lag som lægger op til en mere voksen og elaboreret tilgang, der vil kunne se Malaika figuren i et mere udvidet perspektiv. Som repræsentant for noget i ham selv, en fri eller måske snarere befriende fantasi, der kan lave om på virkeligheden. Gabriels ensomhed og længsel efter noget anderledes, der befinder sig udenfor ham selv. Dette noget kan for en anden betragtning måske i lige så høj grad være at finde i ham selv. Malaika skal således forstås som en udspaltning af Gabriel. Det er en fin pointe, som Witzansky selv opfatter som forestillingens dna.

På denne baggrund er det også et ønske fra de kreative bag forestillingen, at børn af deres forældre lærer at være åbne og nysgerrige overfor det, man ikke umiddelbart forstår, ”at de inviterer det ind og prøver at lære det kende i stedet for at afvise det.” At man skal være åben og nysgerrig i forhold til det ukendte, og det man ikke forstår.

Forestillingens scenografi og musik/sang

Processen i det tætte samarbejde mellem forestillingens instruktør, cirkusinstruktøren og scenografen har været præget af en åbenhed og homogenitet (iflg. Simon Witzansky). Maria Kjærgaard-Sunesens udvikling af manuskriptet til fortællingen er løbende blevet fulgt op af en ideudvikling af cirkusdelen og på grundlag af disse parallelle forløb er scenografien kommet til live og har fundet sin endelige form.

Scenografien består af et og samme stationære tableau centreret omkring molen, havet og det ni meter høje fyrtårn. Dette scenografiske udtryk skulle ud over at udgøre rammen om fortællingen ”have så meget brugbarhed i sig selv” (Simon Witzansky), men samtidig stå stærkt visuelt i publikums oplevelse. Som man bl.a. kan se illustreret af nedenstående pressefoto, hvor fyrtårnet bliver tumleplads for en fantasifuld luftakrobatik.

Omkring dette fyrtårn er der en særlig opmærksomhed på den lysende måne. Her trækker man betydningsmæssigt på nogle referencer fra ældre tid. Ud over dens påvirkning af jordens vandoverflade, her havet omkring fyrtårnet, ved at trække den mod sig, spiller man også på en ældre overtro om, at månen kan gøre en (sinds-)syg, jfr. også ordspillet luna (måne på latin) og lunatic (i betydningen sindssyg). Og vi ser jo også, at Gabriels mor bliver månesyg og går i søvne.

En anden interessant ting består i den meget bevægelige sivø, man har bygget, og som bruges som base for Sofie Tone Nielsen, der har skabt det musikalske udtryk til forestillingen og selv leverer lydtæppet for forestillingen forklædt som (menneske-)måge.

Det musikalske udtryk består af musikken, der skulle komponeres til de sange, som Gabriel og nissen Belial synger undervejs. Denne del er blevet til ud fra de tekstlige oplæg, der er kommet fra instruktørens hånd, og spænder følelsesmæssigt over mange stemnings- og atmosfæreskift undervejs i forestillingen. Fra melankolien, sorgen over at have mistet (en far/ægtemand), drømmen om noget andet end den triste hverdag til den ekstreme humor hos nissen. I hele prøveperioden er de andre lyde kommet til i form af f.eks. vandskvulp, lyde fra fyrtårnets radio, eller når fyrtårnet drejes og talrige andre. Endelig må man fremhæve rollen som måge, der som tidligere nævnt spilles af Sofie Tone Nielsen. Denne måge agerer som et allesteds nærværende vidne til begivenhederne, og er især markant til stede via den lyd, Sofie Tone Nielsen producerer med en trækfløjte. Mågen er både vidne, men også en slags hjælper for, at handlingen og dens karakterer kan komme i mål på lykkelig vis.

Både scenografien og lyd designet bidrager på imponerende vis. Det er et kæmpe arbejde, de begge har udført. Skabelsen af scenografien og musikken kræver, at man i hele udviklings- og prøvefasen er i stand til at tænke sit eget arbejde ind i forhold til den store og komplekse kontekst, forestillingen samlet set udgør.

Sofie Tone Nielsen og Simon Witzansky har skabt en velfungerende ramme og et visuelt og auditivt betagende univers, hvor fortællingen kan udfolde sig. Ensemblet af skuespillere må også roses for en flot og overbevisende indsats, der formår at engagere os alle. Som et ekstra scoop er det lykkedes Vendsyssel Teater at engagere Søren Hauch-Fausbøll til rollen som nissen. Alt i alt får publikum en varm, poetisk og meget meningsfuld forestilling. Børnene mødes i øjenhøjde, og de voksne får noget at tænke nærmere over, hvis de er tilstrækkeligt åbne og nysgerrige.
——
Hovedfoto: Alle aktører fra forestillingen – pressefoto: Tao Lytzen

Indlægget Anmeldelse af ”Gabriels Vinger”: Julemagi på Vendsyssel Teater blev først udgivet på netavisnord.

I artiklen her ønsker vi at få belyst to ting: dels at få noget at vide om, hvordan Katja Schumann blev en del af forestillingen, og hvad hun bidrog med, og dels hvad der lå til grund for at etablere CirkusGården i Løkken. Vi fik derfor aftalt at mødes med hende et par dage før forestillingen på Vendsyssel Teater spillede færdig.

Det blev til et spændende møde med en person, hvis integritet er meget slående, og vi fik et indtryk af et stolt, ærligt og utrolig ligefremt menneske, urokkelig og utilsløret i sin væremåde. Og samtidig en person, som opretholdt en professionel afstand og forblev privat på en måde, der affødte respekt.

Indgang til artiklen
På trods af at vi lever i en tid, hvor cirkusverdenen tillægges en vigende betydning i det aktuelle kulturbillede, arbejder Katja Schumann stadig med det, hun er opvokset med. Hun har ikke noget ønske om at blive glemt og skrevet ud af historien. Både indlemmelsen i forestillingen og CirkusGården er således håndfaste eksempler på, at hun fortsat er optaget af at sikre sit cirkusarbejde en plads i fremtiden. Hun føler sig stærkt forpligtet til at videreføre arven og cirkustraditionerne fra det Schumann cirkusdynasti, hun kommer fra.

Som interviewer møder man altid op med nogle forestillinger om, hvordan man tænker sig interviewet kan forløbe. Det fremgår ligeledes af de spørgsmål, man typisk har forberedt hjemmefra. Med samtalen med Katja Schumann kom det imidlertid til at forløbe anderledes. Også fordi man indimellem blev nødt til at lede efter viden og svar i det, der ikke blev nævnt.

Nu på afstand af samtalen har det hele bundfældet sig på en lidt overraskende og alligevel indlysende måde. Ved at sammenholde samtalen med Katja Schumann med forestillingen og filmen sidder man tilbage med tanken om, at omdrejningspunktet er at kunne fastholde sig selv, og det man kom fra i en verden, der er i konstant forandring.

Katja Schumann og eksperimentet
Den lange proces henimod forestillingen startede med Anne Svejgård Lunds ide om at lave en film om Katja Schumann, der skulle ud i almindelig biografdistribution. Dette projekt blev sat i gang allerede i 2018, altså før hendes gennembrudsfilm Os der lever (2023). For nogle år siden havde Dune Production så de første samtaler med teaterdirektør Rolf Heim fra Vendsyssel Teater om at lave et samarbejde ud fra filmen. Fra sit hjemland Schweiz er han selv bekendt med cirkusverdenen, fordi det ligeledes verdenskendte Cirkus Knie holder til der. Ønsket om at indlemme Katja Schumann i eksperimentet opstod hos filmens instruktør i forbindelse med premieren på Os der lever (2023). For Katja skete det bare og lød både som en god ide og forekom på ingen måde som noget fremmed for hende. Hun blev derfor forholdsvis tidligt involveret i processen med at videreudvikle ideen, fordi det var vigtigt for Anne Svejgård Lund og Vendsyssel Teater at få afklaret, om det kunne lade sig gøre i virkeligheden.

Katja Schumann skulle først og fremmest bidrage med det hun kunne med tre af sine heste og hele tiden tilpasse denne aktivitet på en understøttende måde i forhold til det, der foregik på skærmen. Eftersom man ikke kunne regulere hestenes adfærd ned til det mindste, måtte man loope både musik og billede. Det stillede store krav til den digitalt styrede timing af filmens flow med de løbende aktiviteter i manegen, især når skærmen på fastlagte tidspunkter i forestillingen drejede rundt. Det skabte nogle problemer for den planlagte afvikling af forestillingen:
”(Ved) de første par forestillinger, var der ingen, der anede, hvad der kom før hvad og efter. Vi var lidt i panik der. Nu går det jo strålende. Nu ved vi jo. Det handler jo om timing.” (Katja Schumann)

Inden man nåede dertil, havde Katja brugt en del tid på at gøre hestene fortrolige med at være og bevæge sig rundt i bygningen. Hun brugte f.eks. en hel dag ”med at traske rundt (med hesten) forskellige steder i bygningen”og hesten gik bare med hende, ligesom man kan opleve det i filmen, hvor hun går rundt i Brugsen i Løkken. ”Det er en indlæring for dem. Og det med indlæring kan vi. Hestene vænner sig til det, hvis man gør det systematisk.”

Når den gamle og nye verden clasher

Det eneste der har virket overvældende for Katja Schumann ved at indgå i eksperimentet har været, hvor meget teknologien i dag kan i forhold til kunstnerisk og kreativt arbejde. Som nævnt lige før, spiller teknologien en stor rolle i udformningen og afviklingen af forestillingen, og det skabte undervejs i forberedelserne dels meget ventetid og dels panik, når de forskellige dele af forestillingen var ude af sync. Ovenfor ses et pressefoto fra en scene, hvor kostumer og andre cirkusartefakter både kommer ned fra sceneloftet og samtidig ses som led i filmens handling. Artefakterne er hængt op parvis, men for at skabe ligevægt skal de veje lige meget. Det brugte man meget tid på for at få på plads, så den ansvarlige for den tekniske afvikling af forestillingen ikke løb ind i problemer.

Ifølge Katja kunne man have sparet den tid og været helt fri af risikoen for teknisk bøvl ved have to personer til at hejse det op med hver sit reb. Det ville man gøre i den cirkusverden, hun kommer fra. Hvor svært kan det være, kunne man spørge sig.

Alt i alt har hun har været meget tilfreds med det forestillingen er blevet til, og hun er på en naturlig måde blevet en levende og virkningsfuld del af dette eksperiment.

I forbindelse med premieren fik Katja besøg af mange af sine internationale cirkuskolleger fra både England og USA, som har fyldt meget i hendes omfattende turneliv som cirkusartist. Deriblandt den meget kendte Norman Barrett, som har haft en stor karriere som circus ringmaster indenfor den engelske cirkusverden.

Når man summer det op, har Katja værende et turnerende cirkusikon i næsten 40 år, vekslende mellem adskillelige lande som f.eks. Finland, England og især USA, hvor hun tilbragte næsten 25 år og her mest i Big Apple Circus, der residerede i New York. Det var her hun blev gift med medstifteren af Big Apple Circus Paul Binder, fødte sine to børn Cathrine og Max, hvor sønnen i dag på stor afstand (han bor i Minneapolis) hjælper hende med driften af CirkusGården.

Efter sin tilbagevenden til Danmark i 2009 har hun haft sit virke med hestedressur ved flere af de hjemlige cirkuskusser som f.eks. Cirkus Dannebrog (drevet af familien Enoch fra1880-2016).

Fra 2016 har hun nu haft sin egen base på Cirkusgården i Løkken, der blev valgt, fordi bygningerne med en tilhørende stor have, gav hende mulighed for at udvikle det hun ønskede at give videre til fremtiden. Selvom cirkus som kulturfænomen oplever at skulle kæmpe for sin fortsatte eksistens, mener hun, at vi om 20 år både herhjemme, men også i udlandet stadig vil have mulighed for at opleve cirkus. Hun ser imidlertid en tendens til, at det man kan opleve på tværs af de forestillinger, der udbydes, bliver mere og mere ensrettet og for nogle af de store cirkusdynastiers vedkommende, som f.eks. Cirkus Knie i Schweiz kommer til at minde om et technoshow. Dette gør, efter hendes mening, ikke cirkusnumrene bedre eller til mere end det er.

CirkusGården i Løkken – at blive herre i eget hus
På CirkusGårdens hjemmeside beskrives visionen for driften af stedet:
”Cirkus Schumann. En hippodrom. Et sted hvor cirkus udvikles. Et træningscenter. Et historisk vingesus. Fortiden skal danne fundament for nytænkning og innovation. Skabe forståelse for dyr og deres samspil med mennesker. Der laves show, hvor publikum kan opleve heste i den runde manege”

CirkusGården er mange ting. Forestillinger, opvisninger, museum med artefakter fra cirkusfamilien Schumanns mangeårige historie og træningscenter for unge, der gerne vil opøve noget specifikt, og indgå i sommerens program for forestillingerne. Gå selv på opdagelse på CirkusGårdens egen informative hjemmeside. Da vi talte med Katja, havde de netop afholdt et arrangement for en pensionistforening fra Thisted.

Stedet er et levende og åbent sted. En rugekasse for dem, der er på vej. Måske kan fremtiden byde på en arvtager efter Katja Schumann, der sammen Jens Oluf Bøgh har bygget CirkusGården op fra grunden. Ved siden af dette tilbydes foredrag, og Katja Schumann er lige nu i færd med at besøge landsdelens biografer for at introducere filmen ”En plads i manegen”. Man bliver helt forpustet ved tanken om hendes aktivitetsniveau.

Udgangspunktet for forestillingen
Endelig er der den dokumentarfilm, som satte hele processen med eksperimentet i gang. Her har vi at gøre med en portrætfilm, der plotmæssigt følger to tidslinjer. Den ene er primært opbygget af arkivmateriale hentet fra mange forskellige sammenhænge herhjemme og i udlandet. Ved at følge denne tidslinje kigger vi bagud og dykker ned i Katja Schumanns livshistorie, får talrige billeder fra hendes storslåede karriere og oplever i hvilken grad, hun er internationalt anerkendt. Selv i dag, hvor hun har forladt savsmulden i de store cirkusmaneger ude i den store verden, afføder hendes navn og virke den allerstørste respekt

Ingen kan som Katja tale med de heste, hun dagligt omgiver sig med, og hun vedgår åbent og ærligt, at hun altid har interesseret sig mere for heste end for mennesker. At ”hestene er tydeligere for mig end mennesker”, som hun for nylig udtalte i et interview med Pernille Steensgaard (Weekendavisen 10. oktober). Det er også en historie med indblik i nedture og oplevelser af at få mindre plads med det hun kan i en udvikling, hvor cirkusverdenen er i forandring. Det er ikke en film, som rummer lutter glansbilleder, hvilket kun øger troværdigheden af filmens fortællinger.

Den anden tidslinje udgør filmens hovedplot. Det består af fortællingen om Katjas forhold til Liv, og hendes arbejde med at føre hende ind i den cirkusverden, hun selv er formet af. Vi oplever, hvordan hun bliver udfordret af at stå i en læreproces, hvor hun er den, der skal give noget videre med tanke på fremtiden. Og her bliver forskellen mellem at tale med mennesker og med dyr særlig tydelig for betragteren.

Hovedplottet, der er henlagt til CirkusGården, optager selvsagt mest plads i filmen, men indenfor filmens fortællemæssige struktur er det andet plot omkring hendes karriere løbende flettet ind i hovedplottets flow. Det kræver, at man som betragter kan manøvrere i forhold til de skift mellem et før og et her-og-nu tidsplan. Mere interessant er imidlertid den sammenhæng, der opstår ved sammenfletningen af de to plots. Det første kommer til at repræsentere det Katja føler sig forpligtet til at give videre (altså cirkustraditionerne udfoldet gennem en lang international karriere), mens det andet afslører vanskelighederne med at kunne gøre det i forhold til Liv. Katja må også gå andre veje for at opnå noget af det ønskede ved at etablere CrkusGården.

Resultatet er blevet en empatisk film, som lister sig umærkeligt ind på livet af den portrætterede. Katja Schumann afslører på sin side en åbenhed. Som filmens handling skrider fremad, bliver det åbenbart, hvor meget hun giver fra sig til sin omverden. Til sine heste, men også til Liv og til os som publikum. Man bliver som tilskuer meget berørt heraf, fordi hun herved negerer sit eget udsagn om, at hun kerer sig mere om heste end mennesker.

At sammenligne filmen som en integreret del af forestillingen på Vendsyssel Teater med filmen, som den bliver vist i en biograf, giver på ingen måde mening. Alligevel forstærker oplevelsen i biografen indtrykket af Katjas person og hendes dilemma med give det videre, som hun synes, hun er forpligtet til. Hun står både stærkere og mere rent i sit udtryk.

Konklusionen på artiklen ligger lige for at drage. Katja initiativrige væsen, hendes meget iøjnefaldende virketrang og engagement i omverdenen, hendes dygtighed giver hende en mere end berettiget plads i dagens kulturbillede. Hun er således still going strong i en moderne verden, hvor meget af det hun har værdsat vedbliver med at forsvinde. Og hendes arbejde er et væsentligt bidrag til at bevare de kulturhistoriske værdier, cirkusverdenen rummer.
——-
Hovedfoto: Katja Schumann i en tænkepause i sit elskede drivhus – stills fra filmen: foto Anne Svejgård Lund

Indlægget Still going strong i en foranderlig verden blev først udgivet på netavisnord.

Kulturlivet i Aalborg kommune har gennemgået mange forandringer gennem den seneste 4-års periode. Den tumultariske udvikling af Spritten, den (u)mulige flytning af Aalborg Teater til Spritten-området, nedlæggelsen/flytningen af Det hemmelige Teater og Kunsthal Nord, den manglende forlængelse af Michael Falk Marinos kontrakt som leder af Huset i Hasserisgade, etableringen af Det Ny Huset og senest de truende nedlæggelser af en række kunstneriske uddannelser på Aalborg Universitet er nogle af de store sager, der verserer – og som har skabt en debat om de kulturelle institutioner og kulturpolitikken, som er sjældent set.

Det var derfor et med stor spænding imødeset vælgermøde med kulturen som eneste tema, der blev afholdt tirsdag d 4/11 i Studenterhuset – arrangeret af Nordjysk Kunstnernetværk.

Her deltog 8 opstillede politikere:
– Sune Kragelund, Radikale Venstre
– Anne-Marie Gertsen, Alternativet
– Kifaax Malin, Socialdemokratiet
– Sara Tvilling, Liberal Alliance
– Inger Johansson, SF
– Laura Sol, Enhedslisten
– Anita Lilholdt, Venstre
– Chris Holmsgaard, Moderaterne

Dagsordenen bød på 4 overordnede punkter:
– Kunstnernes rolle i Aalborg Kommunes kulturpolitiske visioner
– Honorering af kunstnernes arbejde
– Involvering af kunstnere i kulturpolitikken og de nye flagskibe som Spritten, Det Ny Huset og Aalborg som europæisk kulturhovedstad 2032
– Kunstneriske uddannelser i Aalborg Kommune
Formanden for Nordjysk Kunstnernetværk, Birgitte Rode, bød kort velkommen, og derefter gik debatten i gang med en indledende runde med taletid til alle deltagerne.

Indledende runde
Den indledende runde med 2 minutters oplæg fra hver politiker gav hurtigt indtrykket af, at panelet ikke var sammensat af de højest placerede på partiernes opstillingslister, men derimod af yngre opstillede, som alle brændte for kulturpolitikken. Samlet set gav runden et indtryk af en gruppe politikere, som i det store og hele var enige om kulturens væsentlige betydning, og som ikke var bange for at tage afstand fra beslutninger, taget af deres eget parti i byrådet.

Det blev betonet, at der skal skelnes mellem kunst og kultur – og at det her først og fremmest ville være kunsten og kunstnernes rolle, der ville være i centrum. Og forskellen mellem de store kulturinstitutioner og det mindre etablerede vækstlag blev ofte trukket op – med stor forståelse for vækstlagets særlige betydning og værdi.

Alle betonede, at kulturpolitikken er et spørgsmål om prioriteringer – og at der går et klart skel mellem støtte til lokale kunstnere og projekter på den ene side og de mere ”flashy” arrangementer som regattaen og Tall Ship Race på den anden.

Venstres Anita Lilholdt var ikke imponeret over prioriteringen aktuelt – 83 mio. til et projekt som Aalborg som europæisk kulturby, når lokale har brug for støtte nu og ikke om 10 år.

Der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er rimeligt at prioritere betaling til kendte navne udefra, når man kan anvende lokale kunstnere.

Det gav anledning til, at debatten med spørgsmål fra salen – godt og afslappet styret af moderator Kjeld Lanng – indledtes med et første kritisk spørgsmål fra den lokale musiker Christina Momme, som roste deltagerne for deres vilje til at støtte lokale initiativer, men spurgte, hvorfor det så ikke er sådan, når politikerne træffer beslutninger. Panelet kunne blot svare, at de jo altså ikke sidder i byrådet – man må blot stemme på de rigtige kandidater.

Kulturby
Det kan næppe overraske, at et af de mere omdiskuterede temaer blev Aalborg som kulturby 2032. Ved de netop afsluttede budgetforhandlinger blev der – som en start – afsat 83 mio kroner til projektet. Mange tilhørere gav klart udtryk for, at de mente, pengene kunne anvendes langt bedre andre steder. Det samme var tilfældet i panelet – til trods for at budgettet i byrådet blev vedtaget med et meget bredt flertal.

Der var dog en vis forståelse for, at de afsatte midler også kunne anses som et løft for kulturområdet – under forudsætning af, at kommunen vælger primært at satse på den lokale kunst, fremfor dyrt indkøbte navne. Som det blev formuleret: ”Der er ikke behov for koncerter med Mads langer og Birthe Kjær – men for at vise det lokale kulturliv frem”

Birgitte Rode supplerede: ”I Aars oplevede man sidste år en blomsterfestival, som blev en kæmpe succes. Det var ikke stort – bare originalt. Arrangementer for festivalsegmentet er ikke originale – bare dyre!”
Laura Sol fra Enhedslisten så rimeligt optimistisk på kulturbyprojektet – ”det kan betyde, at vi et bedre og bredere kulturliv, hvis vi bruger det til at sætte mere fokus på kultur – især hvis det giver bedre fokus på og afsætning af midler til undergrundskulturen.”

De afsatte penge til en motorvej over Egholm blev også nævnt som en fejlinvestering, der kunne trækkes tilbage – så pengene kunne anvendes på en bedre fordelingspolitik – og til flere lokale kunstinitiativer.

Publikum
Flere blandt tilhørerne betonede, at modtagerne af kunsten i Aalborg udgør et problem. Der er behov for, at nogle forbrugsmønstre ændres. Folk kommer til koncerter med kopibands og de store navne – ikke til de mindre kendte, lokale. Der er behov for at aalborgenserne kigger indad – at de opdager de spændende og engagerende kulturoplevelser – frem for det etablerede – det vi plejer!

Uddannelsessteder
Behovet for flere uddannelsessteder indenfor kulturfagene blev berørt af mange spørgere fra salen og af panelets deltagere. De truende lukninger af kreative fag på universitetet som Musik og Teknologi og Kunst blev nævnt, men som SFs Inger Johansson anførte: ”Vi kan ikke bestemme over universiteterne – men vi kan presse lidt på.”

Alternativets Anne-Marie Gertsen talte klart for flere ungdomsuddannelser, som” trækker unge til – og måske bliver nogle af dem her.” Liberal Alliances Sara Tvilling frygtede en braindrain indenfor kulturlivet – og erhvervslivet – og så her bedre uddannelsesmuligheder og bedre muligheder for udøvende kunstnere som en væsentlig forudsætning for at bevare kvalificeret arbejdskraft i Aalborg-området.

En rigtig veteran i den aalborgensiske kommunalpolitik, tidligere rådkvinde for Socialdemokratiet, Inge Nesgaard, gjorde opmærksom på, at byen har landets største kulturskole for unge. Lars Pedersen – professionel Aalborg-kunstner – var en af flere, der efterlyste et kunstakademi – som vil være et logisk led i en fødekæde, som lige nu ikke rigtigt eksisterer.

Kommunens behandling af kunstnerne
En af de store mangler ved kulturlivet i Aalborg er spillesteder og ikke mindst udstillingssteder for den lokale kunst. Spritten bliver ikke for lokale kunstnere, Kunsthal Nord er væk, Husets fremtid lidt usikker. En efterlysning af bedre lokaler for lokale kunstnere var fælles for panelet og tilhørerne i salen. Men ikke på budgettet i kommunen…

Flere i panelet kom ind på, at kunstnerne ikke får den behandling, de fortjener. Kifaax Malin fra Socialdemokratiet roste kommunens kulturstrategi, som betoner vigtigheden af vækstlaget og de lokale kunstneres muligheder – ”problemet er bare, at vi ikke bruger det nok – og jeg er forarget over, hvor lidt vi betaler kunstnere for deres arbejde. Oftest bliver vores kunstnere bedt om at arbejde gratis, fordi de støtter en god sag. Vi investerer mere i bygninger og events end kunstnere!”

Konkrete bud
Der blev opstillet ganske mange konkrete bud på, hvordan kunstnermiljøet i Aalborg Kommune kan styrkes. Et enkelt vellykket eksempel er arbejdet med en kunstnerisk udsmykning af Svenstrupgård i forbindelse med renoveringen af bygningerne. Her har kommunen sat penge af til en kunstnerisk udsmykning, hvilket har været en meget vellykket proces mellem Svenstrupgård, kommunen og en lokal kunstner.

Derudover var der forslag fra SF om et gratis kulturpas, så alle har råd til at deltage – kulturen skal være med til at skabe lighed, ikke øge sociale forskelle. Der blev stillet forslag om et kulturråd til rådgivning af lokale kunstnere mht. f.eks. ansøgninger til kommunen.

Radikale Venstres Sune Kragelund kunne godt forestille sig et kunstcenter i Aalborg, som åbner op for lokale kunstnere – som det er set i Dronninglund og Thisted. Og Kragelund mente desuden, at der bliver snakket for meget om prioritering og nedskæringer – kulturen skal bruge flere penge!

Og Karin Mette Petersen foreslog, at de tomme lokaler i Aalborgs midtby konkret kan anvendes som midlertidige udstillingslokaler, øvelokaler mm.
Ideerne blomstrede – og politikerne venter med længsel på at blive valgt ind i byrådet.

Hvad sker der videre – på kulturområdet?
Alt i alt udviklede vælgermødet sig mere til at blive en dybdegående diskussion af kulturpolitikkens muligheder og begrænsninger – mere end et møde med partipolitiske markeringer.

Det er vel tvivlsomt, hvorvidt vælgermødet flyttede mange stemmer. Og det er i høj grad tvivlsomt, om de mange positive meldinger om mere støtte til den lokale kunst og en øget fokus på kulturpolitikken bliver ført ud i livet efter valget, når partidisciplinen og den økonomiske virkelighed melder sig. Men i hvert fald gav vælgermødet om kultur en fokus på en mængde relevante problemstillinger, der blev lyttet og diskuteret i en meget positiv ånd og der blev fremsat mange ideer til en konstruktiv politik.

Måtte det være medvirkende til, at Aalborg i fremtiden får et endnu mere levende kulturliv og ikke mindst en større publikumstilslutning.
——
Hovedfoto @Henning Quist Hansen

Indlægget Vælgermøde om kulturpolitikken i Aalborg Kommune blev først udgivet på netavisnord.

Vores artikel vil bevæge sig ind på, hvad tilføjelsen af cirkus- og teaterdelen får af betydning for i første omgang vores oplevelse af Svejgård Lunds dokumentarfilm og dernæst i videre forstand for vores forståelse af Katja Schumanns livsværk og især hendes relation til Liv. Liv har ønsket at komme i lære hos Katja Schumann, fordi hun drømmer om at blive en cirkusartist som Katja, og Katja har taget hende i lære, fordi hun ønsker at kunne videregive en århundredelang cirkustradition med hestedressur til eftertiden ved at oplære Liv.

I denne form er artiklen en journalistisk krydsning mellem en decideret anmeldelse og så nogle essaylignende overvejelser om, hvad man kunstnerisk kan opnå, når man som Vendsyssel Teater i samarbejde med Dune Productions og Katja Schumann fra CirkusGården tør bryde nye veje. I takt med tidens udviklingstrends (bl.a. i form af medierne smelter sammen, konvergerer) og i brud med, hvad der tidligere har været gældende med en strikt opdeling i særskilte kunstformer. Det er modigt gjort og bestemt vellykket.

Anne Svejgård Lunds metode og fortællemodus
De første skridt til dokumentaren blev taget i 2018, og filmen har således været undervejs i lidt mere end seks år og afspejler meget præcist den arbejdsproces, Anne Svejgård Lund lader sine produktioner løbe igennem. Omhyggelighed, tålmodighed og mod til at vente på det tidspunkt, hvor hendes filmprojekt er færdigmodnet, synes at være en slags artsmærke for Anne Svejgård Lund. Det lange tidsrum kan helt sikkert også kædes sammen med den observerende tilgang, hun har valgt til sin dokumentariske fortælling.

Den observerende dokumentar er en særlig undergenre indenfor dokumentaren som hovedgenre, og Anne Svejgård Lund selv betragter den på linje med Formel 1 indenfor motorsport. Skal man fremhæve noget særligt kendetegnende for denne undergenre er det, at den ønsker at skildre virkeligheden på en måde, så den virker så autentisk, ubearbejdet og så ægte som muligt.

Den observerende tilgang giver os som publikum et indblik i mennesker eller steder, vi sædvanligvis ikke har adgang til. Dokumentaristen fortæller sin historie, som var vedkommende en flue på væggen. Man registrerer og observerer virkeligheden uden direkte at angive nogen holdning til det skildrede. Holdninger og meninger fra dokumentaristens side skal man i stedet søge i redigeringen af optagelserne i form af til- og fravalg.

Endelig kan man fremhæve, at dokumentaristen ofte opholder sig i det skildrede miljø og lader personerne dér lære dokumentaristen at kende og opbygge en tillid, som fremmer, at de portrætterede ikke lader sig mærke med, at der foregår optagelser. Dette har været muligt, både fordi Anne Svejgård Lund og Katja Schumann begge bor i eller tæt på Løkken, og fordi hun typisk arbejder alene, når hun er på optagelse.

Filmens to narrative spor
Oprindeligt var det meningen at filmen skulle skildre Katja Schumann liv og hendes imponerende livsværk indenfor cirkusverdenen og hestedressur. Filmen indeholder således arkivoptagelser fra forskellige tidspunkter i hendes lange nationale og internationale karriere. F.eks. fra hendes første år i Cirkusbygningen sammen med Schumann familien (især hendes far Max Schumann) og fra hendes mange år i Big Apple Circus i New York, hvor hun stiftede familie med Paul Binder, grundlæggeren af Big Apple Circus. I løbet af denne lange karriere opnåede hun stor anerkendelse for sin enestående evne til at kommunikere næsten ordløst med de heste og andre dyr hun omgav sig med og nu i dag har på sit sted CirkusGården.

Filmens troværdige skildring af Katja Schumanns livsværk bliver underbygget af, at vi både får indblik i karrierens op- og nedture. Især nedturene repræsenterer store og voldsomme forandringer af hendes livsbane.

Både nedlukningen af Schumann i Cirkusbygningen i 1969 og nedprioriteringen af hendes bidrag med hestedressur i Big Apple Circus fra omkring årtusindskiftet kostede meget personligt og krævede, at Katja Schumann måtte gå nye veje. Denne del udgør det ene spor i filmens samlede fortælling, og det repræsenterer i det store billede af filmfortællingen den cirkustradition, som Katja er opvokset med og har praktiseret. Videregivelsen af denne til Katjas lærling Liv udgør dermed filmens andet spor.

Anne Svejgård Lund har således foretaget et fokusskift i forhold til den første plan med filmen foranlediget af, at Liv undervejs i filmens produktionsproces startede som elev hos Katja. Filmens beskrivelse af dette forløb viser, at både Katja og Liv skal lære noget fagligt og personligt for, at deres fælles projekt kan lykkes.
”Jeg har altid interesseret mig mere for heste end for mennesker” (Katja Schumann citat fra filmen)

Oplæringen af Liv er udformet som et mester-lærling forhold, hvor Liv kommer til at følge i Katjas fodspor. Det bliver til en proces, der omfatter learning by doing og inspirationsbesøg hos europæiske cirkus mastodonter som f.eks. Cirkus Knie i Schweiz, der er internationalt kendt for dressur af dyr, men det er en proces, der på et personligt plan er meget udfordrende for hende at være i. Også fordi det er første gang, hun skal lære fra sig. Som hun selv udtrykker det i en samtale med en tidligere cirkuskollega fra Big Apple Circus, er hun ikke meget for at praktisere pædagogik i forhold til Liv. Kollegaen fortæller Katja, at det har været hendes erfaring, at man i den slags læreprocesser ikke kan forvente at skabe et hundredeprocent aftryk af sig selv hos den, man ønsker at oplære.

Dette finder sted på et fremskredent tidspunkt i filmen, og med et fagbegreb fra filmdramaturgien vil man kunne tale om, at vi er nået til filmens point of no return. Sagt med andre ord. Der er ingen vej tilbage for filmens hovedperson – Katja Schumann. Hun må personligt ændre kurs i sin tilgang til at lære fra sig og i stedet komme ud af sig selv og møde Liv, som den person hun er og med de forudsætninger, hun er i besiddelse af.

Som billedet her viser, lykkes de to med deres projekt. Filmen skaber ud fra sin fortælling et oplevelsesrum, som man forbinder med det at være i et væksthus. Og hvorfor nu det? I filmen oplever vi indimellem, at Katja opholder sig i sit drivhus på CirkusGården. Ikke kun for at passe sine tomatplanter, men også for at trække sig tilbage og sidde på en stol for at tænke. Være alene på et privat sted, hvor ingen andre har adgang, ikke engang Liv. Det er denne aflukning fra virkeligheden, hun vælger at ændre på efter den ovennævnte samtale (filmens point of no return).

Deres fælles projekt bliver i sit forløb faktisk til en proces med personlig vækst for dem begge. Katja kommer ud af sit drivhus, åbner det for andre, kommer Liv i møde og fremmer dermed hendes vækst fra lærling til artist. Det er et meget stærkt menneskeligt mod, Katja Schumann lægger for dagen, og det gør det muligt, at Schumann slægtens cirkustraditioner indenfor hestedressur kan bringes videre til fremtiden i den bedst mulige form.

Den kunstneriske sammensmeltning af film, cirkus og teater
I løbet af forestillingen væves disse tre kunstformer sammen. Det sker for at uddybe vores oplevelse af filmens historie om, hvordan Katja Schumann via sin oplæring af Liv kan give dele af livsværk og de cirkustraditioner, hun er opvokset med, videre til eftertiden.

Anne Svejgård Lund oplevede under filmens tilblivelse, at hun med sin dokumentarfilm ikke kunne portrættere Katjas cirkuskunst på en dækkende måde. Der ville som følge af den nødvendige sammenklipning af filmoptagelserne hele tiden opstå en følelse af, at der så ville mangle noget. Dette førte til eksperimentet med at sammensætte cirkuselementer med filmforevisningen, og man skabte en cirkusmanege foran lærredet, der blev påmonteret manegekanten som en skærm, der kunne dreje rundt om manegen undervejs i filmvisningen. Teaterscenens rum blev således omdannet til et levende oplevelsesrum, hvor de forskellige kunstformer på dynamisk vis kunne gå i samspil med hinanden.

Effekten af cirkuselementerne
De forskellige kunstformer kan noget forskelligt. Svejgård Lund bruger i sin film mange nærbilleder af ansigter, lange indstillinger og et håndholdt kamera, som stilistisk er meget kendetegnende for den observerende dokumentar. Ad den vej fremmer hun publikums indlevelse, forstærker følelsen af et her og nu, af noget autentisk, og det virker efter hensigten. Men det er en medialiseret og redigeret virkelighed, vi bliver præsenteret for. Brugen af cirkuselementer tilfører oplevelsen af filmen noget mere fysisk sanseligt, noget mere taktilt betonet. Vi kan lugte, fornemme og fysisk mærke tilstedeværelsen af noget levende og bevægeligt. Det kan bestå i, at Katja og heste er i manegen, at vi pludselig præsenteres for kostumer og cirkuseffekter komme ned fra loftet og samtidig vises på lærredet, eller at Katja og Liv ses sammen om et gøremål på både lærred og i manegen.

Det bliver meget iøjnefaldende, at cirkuselementerne tilfører filmen og filmoplevelsen noget ekstra. Bevægelsen går fra lærredet ud mod publikum, men så sandelig også den modsatte vej. Vi kommer til at forstå det, vi ser, på en anderledes aktiv, levende og dyb måde i kraft af, at vores opmærksomhed og sanseapparat skal være rettet mod flere ting på samme tid. Filmen og cirkusdelen vokser ud af sig selv og ind i hinanden.

Der forekommer flere steder i forestillingen, hvor vi kun ser filmen. Undervejs optræder der så cirkuselementer, ligesom lærredet/skærmen kører rundt. Johannes Maria Schmit, som har stået for iscenesættelsen af de tre kunstformer, har forklaret, at sigtet med den roterende skærm har været at ”rumliggøre filmen”, dvs. udvide oplevelsesrummet til at omfatte mere end skærmen alene, og at der sker noget særligt i forbindelse hermed. Man kunne her som eksempel nævne strandscenen om vinteren, da Katja iklædt sin pels er på stranden sammen med sine heste, og samtidig er i manegen iklædt samme pels og sammen med hestene.

Vi har tidligere været inde på den symbolske funktion drivhuset har for Katja på CirkusGården som et sted, hvor hun har kunnet trække sig tilbage og være alene. I forestillingen sker der en udvikling i Katjas relation til Liv, og det kommer til udtryk i anvendelsen af drivhuset i forestillingen. Til at begynde med befinder drivhuset sig i baggrunden udenfor manegen. Som handlingen skrider frem, så rykker det tættere på manegen indtil det til sidst står i manegens midte.

Her ser vi nu hestene og Liv gå gennem drivhuset fra stalden og ind i manegen. Det er fyldt med Katjas tomatplanter. Scenen tilskriver dermed drivhuset en mere udvidet betydning af begrebet vækst ved at pege på, at vækst forbinder sig med flere kontekster: tomater, der vokser til planterne i drivhuset, menneskelige relationer, der vokser og udvikler sig: Livs bevægelse fra lærling til artist, og Katja som tager opgaven på sig med at forløse Livs drømme, og endelig i kunsten og kulturens verdener, hvor kunstformer ”opgiver” deres suverænitet for at vokse sammen til gavn for dem hver især.

Vendsyssel Teater, Dune Productions og Katja Schumann/CirkusGården har på en overbevisende måde vist gevinsten og fordelene ved at gå sammen om dette meget spændende projekt med at lade forskellige kunstformer mødes i teaterrummets manege.
——
Hovedfoto: Katja Schumann i manegen – pressefoto: Cathrine Ehrtmann

Indlægget Forestillingen: ”En plads i manegen” på Vendsyssel Teater Livet i et væksthus – smukt og berigende blev først udgivet på netavisnord.

”Forestillingen” En plads i manegen er ét samlet kunstnerisk udtryk bestående af en dokumentarfilm og en teaterscene udformet som en cirkusmanege, der indrammer filmforevisningen. På særlige steder under visningen af filmen udvides filmoplevelsen ved, at Katja Schumann sammen med heste træder ind i manegen, eller ved, at hun er sammen med Liv, som er blevet hendes lærling på Cirkusgården i Løkken.

”Forestillingen” er som nævnt centreret omkring Anne Svejgaard Lunds nyeste dokumentarfilm: En plads i manegen, der går tæt på den verdenskendte cirkusprinsesse Katja Schumann – hendes liv, livsværk og problematikken med at kunne videreføre hendes arbejde med cirkusheste.

Hvad bliver resultatet af at sammenføre disse forskellige genrer, som har hver sin egenart og fungerer ud fra hver sin kunstneriske logik? Øger dette eksperiment vores indlevelse, oplevelse og forståelse af filmen, når de tre kunstneriske modaliteter undervejs i forestillingen interagerer med hinanden? For de må nødvendigvis indvirke på hinanden, når de udfoldes simultant for vores øjne og dermed må de give noget ekstra fra sig til vores filmoplevelse. I teatrets pressemeddelelse tales der om en ”genrebrydende totaloplevelse” uden at komme nærmere ind på, hvad det dækker over. Det genrebrydende er for så vidt en fornuftig og dækkende beskrivelse, fordi de enkelte genreelementer ikke bare er til i deres egen ret, men må blive til mere og andet, når de er til stede side om side med andre og fremmede genreelementer. Kan man ligefrem sætte et begreb på dette eksperiment og tale om en hybrid genre?

For at gøre os klogere på det havde Vendsyssel Teater inviteret til pressemøde. Her præsenterede Johannes Maria Schmit flere scener fra forestillingen for at give et indtryk af, hvordan den kunstneriske fusion tager sig ud. Der var bl.a. scener, hvor filmlærredet langsomt kørte rundt, mens filmen stadig kørte. Dette indgreb øgede dynamikken i det genremæssige samspil. Der venter publikum en oplevelse, hvor ens forforståelse af, hvad teateret, cirkusset og filmen som separate kunstformer kan og står for, bliver udfordret, og måske ender det ud med den totaloplevelse, der tidligere blev omtalt.

Umiddelbart gribes man som betragter af en oplevelse af kunstnerisk ”forvirring” forstået på en positiv måde, for ved siden af melder der sig en følelse af nysgerrighed efter at komme til bunds i oplevelsen og få skabt mere klarhed. Det er vigtigt at understrege, at oplevelsen er baseret på, at vi kun så uddrag af forestillingen, men som publikum får man afgjort noget at arbejde med.

Eksperimentet er resultatet af et samarbejde mellem Vendsyssel Teater og filmselskabet Dune Production med base i Løkken. Vi har tidligere (juni 2023) her i netavisnord.dk omtalt dette selskab for deres film Os der lever (2023). Imidlertid er det rimeligt også at lade samarbejdet omkring den aktuelle forestilling inkludere Cirkusgården i Løkken og her især Katja Schumann, for det er hendes fulde fortjeneste, at cirkusdelen har kunnet indlemmes som led i forestillingen.

Det er således mest dækkende at sige, at der bag forestillingen står tre kreative hovedkræfter. Nemlig Anne Svejgaard Lund – filminstruktør og primær idegenerator bag eksperimentet, Johannes Maria Schmit (er teateruddannet og har arbejdet med film) – hovedansvarlig for iscenesættelsen af filmen i teaterrummet – og Katja Schumann, der har stået for cirkusindholdet.

Ideens opståen og eksperimentets udvikling
Anne Svejgaard Lund gik allerede i gang i 2018 med de første optagelser til filmen, og det var forholdsvis nemt at gå til, fordi Katja Schumann og hun selv boede så tæt på hinanden i Løkken. Hensigten var at lave en observerende dokumentar om Katjas liv og livsværk opbygget som en lineær fortælling. Da Liv flyttede ind på Cirkusgården og blev Katjas lærling, ændrede fortællingen sig og skulle i tillæg også omfatte forholdet mellem de to, anskuet som et forhold mellem tradition og fornyelse.

Under optagelserne gik det imidlertid for alvor op for Anne,
”at Katjas værk er en kunstart for sig selv, og det, der gør det til kunst er det minut eller sekund, hvor vi ser på hende lige foran os, og uanset hvad jeg gør med filmen, kan jeg ikke genskabe det, den der følelse at være der lige ved dyret.”

Det blev klart for Anne, at selvom hun havde en observerende tilgang som fotograf og prøvede at tilsidesætte sin egen person mest muligt i sin transmission af Katja Schumanns virkelighed, kunne hun ikke gengive den nerve, den følelse, der var til stede, når Katja var i sin performance.

Der ville hele tiden opstå en følelse af noget, der manglede, når Katjas virkelighed blev medialiseret og senere redigeret. På den baggrund blev Anne optaget af ideen om at tage noget ud af sin dokumentarfilm og lade det være foran på scenen, fordi det kunne tilføre noget af sig selv til filmoplevelsen. Det er der, tilkoblingen af cirkuselementet sker. Dermed var det første skridt taget i retning af sammenføre dokumentarfilm og cirkus indenfor en teaterramme. Nogenlunde samtidig blev samarbejdet med Vendsyssel Teater aftalt.

Filmen blev så klippet færdig først, og det er meningen, at den, når ”forestillingen” har spillet færdig på Vendsyssel Teater, skal ud i almindelig biografdistribution.

Som dokumentarist skyder man altid mere filmmateriale, end der bliver plads til i den færdige film. Dette overskydende materiale kom til sin ret i forbindelse med Johannes’ arbejde med iscenesættelsen af filmen i teaterrummet. Fra sine egne erfaringer med dokumentarfilm havde han ifølge Anne en klar fornemmelse for, hvornår man lukker ned for noget i klippeprocessen, og det var ligeledes klart for Johannes, at klipningen, dvs. montagen af optagelserne var de nedslagssteder, hvor samspillet med de øvrige genrer kunne skabes.

I iscenesættelsen var det afgørende at nå dertil, at fokus blev bevaret på filmens narrativ, at man var bevidst om, hvilket element der fik fokus hvornår, og hvordan den fælles interageren kom til foregå mellem de tre kunstformer. Bestræbelsen gik også på at opnå, at de respektive genrer kom til at bidrage med det bedste, de kunne.

For at kunne få afviklet montagen synkront i forhold til cirkusdelen, benyttede Johannes det han kaldte ”elastikker”, som bestod i at forlænge filmens scener med det overskydende filmmateriale, man rådede over, og det er slet ikke meningen, at man som tilskuer skal lægge mærke til brugen af ”elastikker”. Samvirket mellem de tre kunstformer skal opleves som et sammenhængende flow og selve cirkuselementet er egentlig ikke cirkusnumre i traditionel forstand, dvs. hestedressur. Så Katja Schumann laver noget andet end, hun plejer.

Samlet set er det filmen, som optager mest tid af ”forestillingen”, mens brugen af cirkuselementet formentlig skal udvide filmfortællingen sine steder. At flytte filmforevisning og cirkus ind i et teaterrum virker ud fra de eksempler, vi fik lov til at opleve på pressemødet, som et meget spændende og fornyende tiltag. Hvad kan man udrette ved at lade så forskellige kunstformer smelte sammen, og hvor langt kan man nå ad den vej?

Tidligere eksempler på noget lignende
Nu er det imidlertid ikke første gang i verdenshistorien, at man forsøger at sammenføre teaterformen med filmmediet. Helt tilbage i 1920’erne arbejder den tyske teaterinstruktør Erwin Piscator med at revolutionere teatrets scenografiske udtryk ud fra ønsket om at gøre teatret til en slagkraftig kulturpolitisk stemme i forhold til den politiske virkelighed i efterkrigstidens Tyskland.

Piscator var forud for Bertolt Brechts episke teater. I kraft af teatrets scenografi og brug af filmprojektioner placeret forskellige steder i scenerummet, ville han gøre teaterstykkernes komplekse økonomiske og sociale emner mere begribelige og samtidig øge publikums indlevelse. Med brug af dokumentarisk filmmateriale skabte han således en perspektiverende tilgang til forståelsen ved at lade filmsekvenserne udvide handlingen, dokumentere og kommentere på den.

Piscator samarbejdede med kendte scenografer som Georg Grosz og Lazlo Mahly-Nagy omkring de enkelte stykker, mens samarbejdet med Walter Gropius, grundlæggeren af Bauhaus-skolen, fokuserede på de mere overordnede aspekter ved udviklingen af teaterformen. De var her optaget af at skabe det, de kaldte totalteater, hvor man suspenderede skellet mellem scene- og publikumsrum.

I 1958 så et andet eksempel dagens lys, nemlig det velkendte Laterna Magika, der blev til som et bestillingsarbejde til den tjekkoslovakiske pavillon på Verdensudstillingen i Bruxelles samme år. Her blandede man i en mere ren kunstnerisk og ikke politiseret form pantomime, dans/ballet og film, hvor filmprojektionerne dannede baggrund for de andres virke i forestillingerne. I kraft af den teknologiske udvikling af bevægelige projektionsskærme og ved brug af mange skærme kunne man synkronisere skuespillernes bevægelser med det, der foregik på skærmene, som det bl.a. kan ses på nedenstående billede fra forestillingen Odysseus. Gyngen med Odysseus i forgrunden skal med sine bevægelser skabe en illusion om hans skibs bevægelser under hans rejse.

At man i dag overhovedet får den ide at sammenføre tre forskellige kunstformer (medialiteter) indenfor ét og samme værk flugter med medieudviklingen i dag, hvor man med et begreb hentet fra Henry Jenkins taler om, at medierne konvergerer. Altså at de smelter sammen indenfor en og samme form. Mobiltelefonen er her det eksempel, der ligger lige for at nævne – foruden at være en telefon, kan den f.eks. bruges til at tage billeder, se film og til at sende både tekst og billeder – men det er ikke det, der har været styrende for Anne Svejgaard Lunds ide med ”forestillingen”. Tværtimod ønsker hun personligt at gå imod teknologien og i stedet skabe en oplevelse og et oplevelsesrum, der forstærker publikums involvering i ”forestillingen”. At vi så at sige ikke bliver siddende fordybet i filmlærredet, men via det kunstneriske samspil bliver trukket ind og ud af lærredet. Denne dynamik skal forstærke følelsen af tilstedeværelse og nærvær samt gøre os bevidst om, at vi er sammen med andre i scenerummet om den oplevelse.

Det bliver spændende at opleve det færdige resultat – det bliver helt sikkert en oplevelse ud over det sædvanlige!

I en opfølgende artikel vil vi bringe en anmeldelse og i tilgift lave et interview med Katja Schumann og direktør for Vendsyssel Teater Rolf Heim.
———–
Hovedfoto: Fra forhallen på Vendsyssel Teater – Foto: Henning Bøtner Hansen

Indlægget Vendsyssel Teater og Dune Production i kunstnerisk fusion blev først udgivet på netavisnord.

Bredgade 23 – en historisk adresse
Meget er blevet ændret i biografen i årenes løb for at gøre den tidssvarende. Det gælder indretningen af biografsalen, fremvisningsudstyret, foyeren og indgangspartiet, men biografen ligger stadig på samme adresse, hvor Ejler Johan Bielefeldt byggede den i 1923 som en de første provinsbiografer på landsplan.

Bielefeldt kom til byen i 1919 for at overtage byens tapetforretning og malerværksted, men fungerede i årene, der fulgte også som filmfremviser både på Afholdshotellet i byen og som omrejsende filmoperatør i de omkringliggende byer. Ikke fordi interessen for tidens moderne medie interesserede ham, snarere fordi han betragtede filmvisningerne som en ekstra og nødvendig indtægtskilde. På dette tidspunkt havde flere opgivet at drive en tapetforretning og malerværksted i byen. Det var ganske enkelt ikke rentabelt.

Ser vi på det filmhistorisk befandt vi os i de sidste år af stumfilmens tidsalder inden tonefilmen i 1927 tog over. Først i USA og herhjemme fra 1933 (og i 1935 i Pandrup Kino). Inden da havde det været almindeligt med mellemtekster som erstatning for talen og med musikakkompagnement af forskellig art, men typisk med klaver til at give indtryk af stemninger og følelser. I Pandrup Kino stod Bielefeldt i de første år selv for dette nødvendige lydmæssige tillæg til filmoplevelsen ved at indtage pladsen på klaverstolen under filmforestillingerne.

Helt frem til 1985 var Pandrup Kino en familiedrevet biograf. Først af Bielefeldt selv helt frem til 1960, hvor datteren og svigersønnen overtog driften. Så fulgte en årrække med skiftende ejere/forpagtere indtil 2001, hvor Mads Jørgensen som den sidste i rækken i ikke kunne få driften til at hænge sammen.

Det vidner om en stærk overlevelses kraft, at det overhovedet er lykkedes at drive en mindre provinsbiograf på kommercielle vilkår i 65 år. I alle disse år har biografen tjent som en central kulturinstitution for byen og lokalområdet, og kun i den sidste del af perioden oplevede man at modtage kommunalt tilskud som en slags officiel anerkendelse af dens kulturelle bidrag til kommunens borgere.

Kinos Venner – en vigtig kulturaktør med råstyrke
Foreningen blev hurtigt oprettet efter lukningen i 2001 og kunne allerede tidligt i 2002 igen åbne dørene for et interesseret publikum. Biografen oplevede fra start et stærkt medløb med filmene om Harry Potter og Ringenes Herre.

Nu har foreningen eksisteret i mere end tyve år, og målsætningen for foreningens arbejde har ifølge formanden Rikke M. Madsen altid været ”at skabe liv i byen” og sørge for, ”at Pandrup vedbliver med at være et attraktivt område at bo i”. Derfor er det et væsentligt formål med driften af Pandrup Kino at skabe et lokalt fællesskab omkring biografen.

Det må siges at være lykkedes. I dag tæller foreningen godt 1.100 medlemmer, og heraf udgør godt 52 medlemmer det korps af frivillige, som står for selve driften med alt, hvad den indebærer af rigtig mange aktiviteter. Som almindeligt medlem af foreningen (kr.75 årligt) opnår man rabat på billetprisen og kan som (passivt) medlem deltage i foreningens generalforsamling. Ser vi på korpset af frivillige står det for driften af biografens café, billetsalg og filmvisningerne, som i dag er fuldt ud digitaliseret. Det er bredt sammensat korps, der spænder aldersmæssigt vidt (fra 19-80 år).

Hvor korpset af frivillige er afgørende for, at dagligdagens opgaver kan afvikles problemfrit, indtager bestyrelsen en mere rammesættende, planlæggende og bestemmende funktion. Ser man nærmere på, hvad bestyrelsen tager sig af, kan man her for formanden og næstformandens vedkommende fremhæve følgende:
Rikke fungerer overordnet som koordinator for alle aktiviteter og binder dem sammen, og ved siden tager hun sig af booking af lukkede forestillinger.
Helene har ansvaret for driften af caféen med indkøb og vagtplaner, tager sig af arbejdet med at synliggøre Pandrup Kinos program og aktiviteter på Facebook og Instagram, der sammen med foreningens hjemmeside står for markedsføringen af Pandrup Kino. Hun er desuden tovholder på eventudvalget (f.eks. afholdelse af det MGP – streaming heraf af DR/København og Halloween arrangement), er ansvarlig for pleje af de frivillige i form af arrangementer, medlem af filmudvalget (programlægning) og er endelig den, som tager sig af fundraising. Senest med at skaffe 500.000 fra forskellige lokale fonde til udskiftning af projektoren i biografsalen.

Man mister helt pusten, når man hører om omfanget af dette arbejde, men omvendt er det samtidig udtryk for den stærke passion og engagementets kraft, der ligger til grund for deres indsats. Alle de frivillige, bestyrelsen inklusiv, brænder virkelig for det, de udfører, og i dag er der venteliste til at blive optaget i frivilligkorpset, ligesom der hvert eneste år er kampvalg til bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen. Det er imponerende. Ikke mindre end det, og betænk lige, at vi har at gøre med ulønnet arbejde. Det er en form for kultur indsats, der oftest er usynlig for flertallet, men ved at møde det tæt på og tale med dem, der er direkte involveret, får man et værdifuldt indblik i, hvad det vil sige at skabe og drive kultur i det her tilfælde i en mindre provinslokalitet i Nordjylland.

Pandrup Kino er en nonprofit og veldrevet biograf med en årlig omsætning på lidt over en million med indtægter fra reklamer, medlemskontingenter og billetter og i hovedsagen uden nogen form for tilskud udefra. Altså hverken fra kommunen eller Det Danske Filminstitut. Nyanskaffelser og større reparationer finansieres ud fra opsparede midler og fundraising. Kort sagt er det en biograf, der i kraft af sin egen indsats kan klare sig selv, og den nyder stor lokal opbakning.

Mange af de frivillige har været med i mange år, og forklaringen på denne sammenholdskraft kan være, som Rikke formulerer det: ”Vi har fundet den rigtige balance i mængden af arbejdsopgaver i forhold til at være frivillig og så det, at de rent faktisk vil gøre en ekstra indsats. Vi er kommet ud over det med Tordenskjolds soldater, hvor det er de samme tre, der løber med opgaverne. Vi har været dygtige til at få opgaverne bredt ud, hvor alle løfter en lille opgave, så de kan holde til det i længere tid.”

Aktiviteter og organisation
Foreningen viser først og fremmest film, men lægger ligeledes rammer til andre arrangementer. Her kan man f.eks. nævne livestreaming af offentlige foredrag i naturvidenskab fra Aarhus Universitet. Et af forårets seks foredrag handler om Mælkevejen (”På tur i Mælkevejen igennem rum og tid” ved astrofysikere Mia Sloth Lundkvist og Hans Kjeldsen, 8.april kl.19-21). Til disse foredrag er der gratis adgang, og de er ifølge Helene Vibe Steffensen meget velbesøgte. Det kan også være lokale erhvervsfolk, der lejer biografsalen til et arrangement for deres ansatte. Hvad angår denne type arrangementer er der ingen begrænsning med hensyn til, hvad de kan omhandle. Sammenlagt bidrager dette vel også til opfattelsen af Pandrup Kino som et levende og inkluderende sted.

Kinos Venner har en velstruktureret tilgang til sit virke. Organisatorisk har den en række udvalg til at holde styr på sine aktiviteter. To af de vigtigste udgøres af Eventgruppen, der har ansvaret for arrangementer, der ligger udenfor kerneydelsen med at vise film, illustreret af omtalen ovenfor og så Filmgruppen, hvor 5 af de frivillige lægger sig fast på det løbende program og sørger for booking af de ønskede film via filmdistributørerne.

I programlægningen vægter man at få vist premierefilm, danske film og børnefilm med mindst en børnefilm om måneden. Ser man på hvem, der udgør kernen af publikumsmassen, er der to segmenter, som skiller sig markant ud. Dels børnefamilierne og voksne på 45 plus. De unge er således ikke så godt repræsenteret, ikke fordi de ifølge Helene og Rikke foretrækker streamingtjenesternes udbud, men snarere ønsker at søge mod større biografer (Hjørring/Aalborg), men via målrettet kontakt på de sociale medieplatforme forsøger man at fange dem.

Bestyrelsen er meget opsat på at komme sit publikum i møde. Bl.a. ved at tilrettelægge visningerne, så de kan medvirke til at tiltrække nye publikummer, dvs. dem, der af den ene eller anden grund ikke kan eller ønsker at benytte sig af aften- eller weekendforestillingerne. Ved at tale med dem fandt man frem til, at fredag formiddag kunne bruges. Derfor er det nu fast praksis at vise aftenprogrammets film fredag formiddag. Så kan man få den gratis kop kaffe, alle biografgængere tilbydes, suppleret med kage fra kl.9 og dernæst gå til filmen kl.10. Publikummet på dette tidspunkt er det med den højeste gennemsnitsalder. Det må siges at være en win win ordning for både foreningen og det ældre publikum, som ellers ville blive hjemme.

Adgangen til film og forholdet til filmdistributører
Ud fra biografernes størrelse og omsætning var biograferne fra filmdistributørernes side tidligere kategoriseret i henholdsvis a, b og c biografer. Det betød især, at filmkopier af premierefilm først kom til c biograferne efter et stykke tid. Derfor kunne mindre biografer være særligt udfordret, hvis de ikke kunne vise premierefilm, når de lige var kommet ud.

Dette er blevet ændret af de teknologiske muligheder, der er fulgt med digitaliseringen, hvor adgangen til at få en premierefilm, mens den er frisk og hot, nu er væsentligt forbedret. Det samme er tilfældet i forholdet til filmdistributører. Nu blander de sig helt udenom programlægningen. Meget snart vil det ikke længere være påkrævet at kontakte den enkelte distributør for at kunne programlægge de enkelte film. I stedet vil alle filmdistributører blive samlet på en og samme platform, der vil betyde, at biograferne kun skal bruge denne platform i bestillingsøjemed. På samme platform vil man kunne få adgang til de respektive filmtrailers og SoMe materiale, der vil være relevant i forhold til bestemte målgruppesegmenter. Distributørerne vil også i højere grad være behjælpelig med viden (statistiske oplysninger om målgrupper), som kan støtte biografudbyderne med at nå ud til ønskede målgruppesegmenter.

Forholdet mellem biografer, distributører og producenter er i det hele taget blevet mere samarbejdsorienteret. Alle parter er optaget af, at flest mulige skal se de udbudte film i biografen. Sammen med andre foreningsdrevne biografer deltager Kinos Venner ved Helene i et udviklingsforløb, der har til formål at få publikum til at tale sammen om filmoplevelsen for at skabe en slags community for biografpublikummet. Forløbet skal udvikle et sæt redskaber, der kan sætte de enkelte biografer i stand til at løfte denne opgave.

Dette forløb er tilrettelagt af Foreningen af Filmdistributører, foreningen Danske Biografer og Producentforeningen. Forløbet er nyt af sin art og løber frem til sommeren 2025

I arbejdet med denne artikel er det også blevet klart, at alene i Nordjylland finder man flere foreningsdrevne biografer end de her omtalte. Det kan man bl.a. gøre i Fjerritslev, Brønderslev, Aars, Skørping og Løgstør. Biografen som kulturinstitution og i denne sammenhæng specifikt den foreningsdrevne synes at trives godt i kraft af lokale, frivillige kræfter og danner på en måde et godt bolværk imod streamingtjenesterne.

——–
Hovedfoto: Indgangspartiet – udsmykket med filmmotiver af streetart kunstneren Burn On fra Aalborg: Foto (c)Henning Bøtner Hansen

Indlægget Et portræt af Pandrup Kino blev først udgivet på netavisnord.