Anne Svejgård Lunds dokumentarfilm om cirkusprinsessen Katja Schumann er udgangspunktet og centrum for Vendsyssel Teaters eksperimenterende sammenstilling af tre forskellige kunstformer (film, cirkus og teater) indenfor én og samme ”forestilling”.
Vores artikel vil bevæge sig ind på, hvad tilføjelsen af cirkus- og teaterdelen får af betydning for i første omgang vores oplevelse af Svejgård Lunds dokumentarfilm og dernæst i videre forstand for vores forståelse af Katja Schumanns livsværk og især hendes relation til Liv. Liv har ønsket at komme i lære hos Katja Schumann, fordi hun drømmer om at blive en cirkusartist som Katja, og Katja har taget hende i lære, fordi hun ønsker at kunne videregive en århundredelang cirkustradition med hestedressur til eftertiden ved at oplære Liv.
I denne form er artiklen en journalistisk krydsning mellem en decideret anmeldelse og så nogle essaylignende overvejelser om, hvad man kunstnerisk kan opnå, når man som Vendsyssel Teater i samarbejde med Dune Productions og Katja Schumann fra CirkusGården tør bryde nye veje. I takt med tidens udviklingstrends (bl.a. i form af medierne smelter sammen, konvergerer) og i brud med, hvad der tidligere har været gældende med en strikt opdeling i særskilte kunstformer. Det er modigt gjort og bestemt vellykket.
Anne Svejgård Lunds metode og fortællemodus
De første skridt til dokumentaren blev taget i 2018, og filmen har således været undervejs i lidt mere end seks år og afspejler meget præcist den arbejdsproces, Anne Svejgård Lund lader sine produktioner løbe igennem. Omhyggelighed, tålmodighed og mod til at vente på det tidspunkt, hvor hendes filmprojekt er færdigmodnet, synes at være en slags artsmærke for Anne Svejgård Lund. Det lange tidsrum kan helt sikkert også kædes sammen med den observerende tilgang, hun har valgt til sin dokumentariske fortælling.
Den observerende dokumentar er en særlig undergenre indenfor dokumentaren som hovedgenre, og Anne Svejgård Lund selv betragter den på linje med Formel 1 indenfor motorsport. Skal man fremhæve noget særligt kendetegnende for denne undergenre er det, at den ønsker at skildre virkeligheden på en måde, så den virker så autentisk, ubearbejdet og så ægte som muligt.
Den observerende tilgang giver os som publikum et indblik i mennesker eller steder, vi sædvanligvis ikke har adgang til. Dokumentaristen fortæller sin historie, som var vedkommende en flue på væggen. Man registrerer og observerer virkeligheden uden direkte at angive nogen holdning til det skildrede. Holdninger og meninger fra dokumentaristens side skal man i stedet søge i redigeringen af optagelserne i form af til- og fravalg.
Endelig kan man fremhæve, at dokumentaristen ofte opholder sig i det skildrede miljø og lader personerne dér lære dokumentaristen at kende og opbygge en tillid, som fremmer, at de portrætterede ikke lader sig mærke med, at der foregår optagelser. Dette har været muligt, både fordi Anne Svejgård Lund og Katja Schumann begge bor i eller tæt på Løkken, og fordi hun typisk arbejder alene, når hun er på optagelse.
Filmens to narrative spor
Oprindeligt var det meningen at filmen skulle skildre Katja Schumann liv og hendes imponerende livsværk indenfor cirkusverdenen og hestedressur. Filmen indeholder således arkivoptagelser fra forskellige tidspunkter i hendes lange nationale og internationale karriere. F.eks. fra hendes første år i Cirkusbygningen sammen med Schumann familien (især hendes far Max Schumann) og fra hendes mange år i Big Apple Circus i New York, hvor hun stiftede familie med Paul Binder, grundlæggeren af Big Apple Circus. I løbet af denne lange karriere opnåede hun stor anerkendelse for sin enestående evne til at kommunikere næsten ordløst med de heste og andre dyr hun omgav sig med og nu i dag har på sit sted CirkusGården.
Filmens troværdige skildring af Katja Schumanns livsværk bliver underbygget af, at vi både får indblik i karrierens op- og nedture. Især nedturene repræsenterer store og voldsomme forandringer af hendes livsbane.
Både nedlukningen af Schumann i Cirkusbygningen i 1969 og nedprioriteringen af hendes bidrag med hestedressur i Big Apple Circus fra omkring årtusindskiftet kostede meget personligt og krævede, at Katja Schumann måtte gå nye veje. Denne del udgør det ene spor i filmens samlede fortælling, og det repræsenterer i det store billede af filmfortællingen den cirkustradition, som Katja er opvokset med og har praktiseret. Videregivelsen af denne til Katjas lærling Liv udgør dermed filmens andet spor.
Anne Svejgård Lund har således foretaget et fokusskift i forhold til den første plan med filmen foranlediget af, at Liv undervejs i filmens produktionsproces startede som elev hos Katja. Filmens beskrivelse af dette forløb viser, at både Katja og Liv skal lære noget fagligt og personligt for, at deres fælles projekt kan lykkes.
”Jeg har altid interesseret mig mere for heste end for mennesker” (Katja Schumann citat fra filmen)
Oplæringen af Liv er udformet som et mester-lærling forhold, hvor Liv kommer til at følge i Katjas fodspor. Det bliver til en proces, der omfatter learning by doing og inspirationsbesøg hos europæiske cirkus mastodonter som f.eks. Cirkus Knie i Schweiz, der er internationalt kendt for dressur af dyr, men det er en proces, der på et personligt plan er meget udfordrende for hende at være i. Også fordi det er første gang, hun skal lære fra sig. Som hun selv udtrykker det i en samtale med en tidligere cirkuskollega fra Big Apple Circus, er hun ikke meget for at praktisere pædagogik i forhold til Liv. Kollegaen fortæller Katja, at det har været hendes erfaring, at man i den slags læreprocesser ikke kan forvente at skabe et hundredeprocent aftryk af sig selv hos den, man ønsker at oplære.
Dette finder sted på et fremskredent tidspunkt i filmen, og med et fagbegreb fra filmdramaturgien vil man kunne tale om, at vi er nået til filmens point of no return. Sagt med andre ord. Der er ingen vej tilbage for filmens hovedperson – Katja Schumann. Hun må personligt ændre kurs i sin tilgang til at lære fra sig og i stedet komme ud af sig selv og møde Liv, som den person hun er og med de forudsætninger, hun er i besiddelse af.
Som billedet her viser, lykkes de to med deres projekt. Filmen skaber ud fra sin fortælling et oplevelsesrum, som man forbinder med det at være i et væksthus. Og hvorfor nu det? I filmen oplever vi indimellem, at Katja opholder sig i sit drivhus på CirkusGården. Ikke kun for at passe sine tomatplanter, men også for at trække sig tilbage og sidde på en stol for at tænke. Være alene på et privat sted, hvor ingen andre har adgang, ikke engang Liv. Det er denne aflukning fra virkeligheden, hun vælger at ændre på efter den ovennævnte samtale (filmens point of no return).
Deres fælles projekt bliver i sit forløb faktisk til en proces med personlig vækst for dem begge. Katja kommer ud af sit drivhus, åbner det for andre, kommer Liv i møde og fremmer dermed hendes vækst fra lærling til artist. Det er et meget stærkt menneskeligt mod, Katja Schumann lægger for dagen, og det gør det muligt, at Schumann slægtens cirkustraditioner indenfor hestedressur kan bringes videre til fremtiden i den bedst mulige form.
Den kunstneriske sammensmeltning af film, cirkus og teater
I løbet af forestillingen væves disse tre kunstformer sammen. Det sker for at uddybe vores oplevelse af filmens historie om, hvordan Katja Schumann via sin oplæring af Liv kan give dele af livsværk og de cirkustraditioner, hun er opvokset med, videre til eftertiden.
Anne Svejgård Lund oplevede under filmens tilblivelse, at hun med sin dokumentarfilm ikke kunne portrættere Katjas cirkuskunst på en dækkende måde. Der ville som følge af den nødvendige sammenklipning af filmoptagelserne hele tiden opstå en følelse af, at der så ville mangle noget. Dette førte til eksperimentet med at sammensætte cirkuselementer med filmforevisningen, og man skabte en cirkusmanege foran lærredet, der blev påmonteret manegekanten som en skærm, der kunne dreje rundt om manegen undervejs i filmvisningen. Teaterscenens rum blev således omdannet til et levende oplevelsesrum, hvor de forskellige kunstformer på dynamisk vis kunne gå i samspil med hinanden.
Effekten af cirkuselementerne
De forskellige kunstformer kan noget forskelligt. Svejgård Lund bruger i sin film mange nærbilleder af ansigter, lange indstillinger og et håndholdt kamera, som stilistisk er meget kendetegnende for den observerende dokumentar. Ad den vej fremmer hun publikums indlevelse, forstærker følelsen af et her og nu, af noget autentisk, og det virker efter hensigten. Men det er en medialiseret og redigeret virkelighed, vi bliver præsenteret for. Brugen af cirkuselementer tilfører oplevelsen af filmen noget mere fysisk sanseligt, noget mere taktilt betonet. Vi kan lugte, fornemme og fysisk mærke tilstedeværelsen af noget levende og bevægeligt. Det kan bestå i, at Katja og heste er i manegen, at vi pludselig præsenteres for kostumer og cirkuseffekter komme ned fra loftet og samtidig vises på lærredet, eller at Katja og Liv ses sammen om et gøremål på både lærred og i manegen.
Det bliver meget iøjnefaldende, at cirkuselementerne tilfører filmen og filmoplevelsen noget ekstra. Bevægelsen går fra lærredet ud mod publikum, men så sandelig også den modsatte vej. Vi kommer til at forstå det, vi ser, på en anderledes aktiv, levende og dyb måde i kraft af, at vores opmærksomhed og sanseapparat skal være rettet mod flere ting på samme tid. Filmen og cirkusdelen vokser ud af sig selv og ind i hinanden.
Der forekommer flere steder i forestillingen, hvor vi kun ser filmen. Undervejs optræder der så cirkuselementer, ligesom lærredet/skærmen kører rundt. Johannes Maria Schmit, som har stået for iscenesættelsen af de tre kunstformer, har forklaret, at sigtet med den roterende skærm har været at ”rumliggøre filmen”, dvs. udvide oplevelsesrummet til at omfatte mere end skærmen alene, og at der sker noget særligt i forbindelse hermed. Man kunne her som eksempel nævne strandscenen om vinteren, da Katja iklædt sin pels er på stranden sammen med sine heste, og samtidig er i manegen iklædt samme pels og sammen med hestene.
Vi har tidligere været inde på den symbolske funktion drivhuset har for Katja på CirkusGården som et sted, hvor hun har kunnet trække sig tilbage og være alene. I forestillingen sker der en udvikling i Katjas relation til Liv, og det kommer til udtryk i anvendelsen af drivhuset i forestillingen. Til at begynde med befinder drivhuset sig i baggrunden udenfor manegen. Som handlingen skrider frem, så rykker det tættere på manegen indtil det til sidst står i manegens midte.
Her ser vi nu hestene og Liv gå gennem drivhuset fra stalden og ind i manegen. Det er fyldt med Katjas tomatplanter. Scenen tilskriver dermed drivhuset en mere udvidet betydning af begrebet vækst ved at pege på, at vækst forbinder sig med flere kontekster: tomater, der vokser til planterne i drivhuset, menneskelige relationer, der vokser og udvikler sig: Livs bevægelse fra lærling til artist, og Katja som tager opgaven på sig med at forløse Livs drømme, og endelig i kunsten og kulturens verdener, hvor kunstformer ”opgiver” deres suverænitet for at vokse sammen til gavn for dem hver især.
Vendsyssel Teater, Dune Productions og Katja Schumann/CirkusGården har på en overbevisende måde vist gevinsten og fordelene ved at gå sammen om dette meget spændende projekt med at lade forskellige kunstformer mødes i teaterrummets manege.
——
Hovedfoto: Katja Schumann i manegen – pressefoto: Cathrine Ehrtmann
