Hvad sker der, når man vælger at forene tre forskellige kunstneriske genrer og udtryksformer indenfor ét og samme kunstneriske værk, som det er sket med Vendsyssel Teaters kommende ”forestilling”: En plads i manegen?
I artiklen ser vi nærmere på tilblivelsen af ”forestillingen” og på hvordan ideen til dette eksperiment med at blande tre kunstneriske genrer opstod. Artiklen er baseret på de indtryk, vi fik af forestillingen ved at se uddrag, som Vendsyssel præsenterede for pressen den 4. september. Efterfølgende fik vi mulighed for at tale med to af hovedkræfterne bag eksperimentet, nemlig Anne Svejgaard Lund, som har lavet den dokumentarfilm, ”forestillingen” er bygget op omkring, og Johannes Maria Schmit, der har stået for iscenesættelsen af filmen i scenerummet.
”Forestillingen” En plads i manegen er ét samlet kunstnerisk udtryk bestående af en dokumentarfilm og en teaterscene udformet som en cirkusmanege, der indrammer filmforevisningen. På særlige steder under visningen af filmen udvides filmoplevelsen ved, at Katja Schumann sammen med heste træder ind i manegen, eller ved, at hun er sammen med Liv, som er blevet hendes lærling på Cirkusgården i Løkken.
”Forestillingen” er som nævnt centreret omkring Anne Svejgaard Lunds nyeste dokumentarfilm: En plads i manegen, der går tæt på den verdenskendte cirkusprinsesse Katja Schumann – hendes liv, livsværk og problematikken med at kunne videreføre hendes arbejde med cirkusheste.
Hvad bliver resultatet af at sammenføre disse forskellige genrer, som har hver sin egenart og fungerer ud fra hver sin kunstneriske logik? Øger dette eksperiment vores indlevelse, oplevelse og forståelse af filmen, når de tre kunstneriske modaliteter undervejs i forestillingen interagerer med hinanden? For de må nødvendigvis indvirke på hinanden, når de udfoldes simultant for vores øjne og dermed må de give noget ekstra fra sig til vores filmoplevelse. I teatrets pressemeddelelse tales der om en ”genrebrydende totaloplevelse” uden at komme nærmere ind på, hvad det dækker over. Det genrebrydende er for så vidt en fornuftig og dækkende beskrivelse, fordi de enkelte genreelementer ikke bare er til i deres egen ret, men må blive til mere og andet, når de er til stede side om side med andre og fremmede genreelementer. Kan man ligefrem sætte et begreb på dette eksperiment og tale om en hybrid genre?
For at gøre os klogere på det havde Vendsyssel Teater inviteret til pressemøde. Her præsenterede Johannes Maria Schmit flere scener fra forestillingen for at give et indtryk af, hvordan den kunstneriske fusion tager sig ud. Der var bl.a. scener, hvor filmlærredet langsomt kørte rundt, mens filmen stadig kørte. Dette indgreb øgede dynamikken i det genremæssige samspil. Der venter publikum en oplevelse, hvor ens forforståelse af, hvad teateret, cirkusset og filmen som separate kunstformer kan og står for, bliver udfordret, og måske ender det ud med den totaloplevelse, der tidligere blev omtalt.
Umiddelbart gribes man som betragter af en oplevelse af kunstnerisk ”forvirring” forstået på en positiv måde, for ved siden af melder der sig en følelse af nysgerrighed efter at komme til bunds i oplevelsen og få skabt mere klarhed. Det er vigtigt at understrege, at oplevelsen er baseret på, at vi kun så uddrag af forestillingen, men som publikum får man afgjort noget at arbejde med.
Eksperimentet er resultatet af et samarbejde mellem Vendsyssel Teater og filmselskabet Dune Production med base i Løkken. Vi har tidligere (juni 2023) her i netavisnord.dk omtalt dette selskab for deres film Os der lever (2023). Imidlertid er det rimeligt også at lade samarbejdet omkring den aktuelle forestilling inkludere Cirkusgården i Løkken og her især Katja Schumann, for det er hendes fulde fortjeneste, at cirkusdelen har kunnet indlemmes som led i forestillingen.
Det er således mest dækkende at sige, at der bag forestillingen står tre kreative hovedkræfter. Nemlig Anne Svejgaard Lund – filminstruktør og primær idegenerator bag eksperimentet, Johannes Maria Schmit (er teateruddannet og har arbejdet med film) – hovedansvarlig for iscenesættelsen af filmen i teaterrummet – og Katja Schumann, der har stået for cirkusindholdet.
Ideens opståen og eksperimentets udvikling
Anne Svejgaard Lund gik allerede i gang i 2018 med de første optagelser til filmen, og det var forholdsvis nemt at gå til, fordi Katja Schumann og hun selv boede så tæt på hinanden i Løkken. Hensigten var at lave en observerende dokumentar om Katjas liv og livsværk opbygget som en lineær fortælling. Da Liv flyttede ind på Cirkusgården og blev Katjas lærling, ændrede fortællingen sig og skulle i tillæg også omfatte forholdet mellem de to, anskuet som et forhold mellem tradition og fornyelse.
Under optagelserne gik det imidlertid for alvor op for Anne,
”at Katjas værk er en kunstart for sig selv, og det, der gør det til kunst er det minut eller sekund, hvor vi ser på hende lige foran os, og uanset hvad jeg gør med filmen, kan jeg ikke genskabe det, den der følelse at være der lige ved dyret.”
Det blev klart for Anne, at selvom hun havde en observerende tilgang som fotograf og prøvede at tilsidesætte sin egen person mest muligt i sin transmission af Katja Schumanns virkelighed, kunne hun ikke gengive den nerve, den følelse, der var til stede, når Katja var i sin performance.
Der ville hele tiden opstå en følelse af noget, der manglede, når Katjas virkelighed blev medialiseret og senere redigeret. På den baggrund blev Anne optaget af ideen om at tage noget ud af sin dokumentarfilm og lade det være foran på scenen, fordi det kunne tilføre noget af sig selv til filmoplevelsen. Det er der, tilkoblingen af cirkuselementet sker. Dermed var det første skridt taget i retning af sammenføre dokumentarfilm og cirkus indenfor en teaterramme. Nogenlunde samtidig blev samarbejdet med Vendsyssel Teater aftalt.
Filmen blev så klippet færdig først, og det er meningen, at den, når ”forestillingen” har spillet færdig på Vendsyssel Teater, skal ud i almindelig biografdistribution.
Som dokumentarist skyder man altid mere filmmateriale, end der bliver plads til i den færdige film. Dette overskydende materiale kom til sin ret i forbindelse med Johannes’ arbejde med iscenesættelsen af filmen i teaterrummet. Fra sine egne erfaringer med dokumentarfilm havde han ifølge Anne en klar fornemmelse for, hvornår man lukker ned for noget i klippeprocessen, og det var ligeledes klart for Johannes, at klipningen, dvs. montagen af optagelserne var de nedslagssteder, hvor samspillet med de øvrige genrer kunne skabes.
I iscenesættelsen var det afgørende at nå dertil, at fokus blev bevaret på filmens narrativ, at man var bevidst om, hvilket element der fik fokus hvornår, og hvordan den fælles interageren kom til foregå mellem de tre kunstformer. Bestræbelsen gik også på at opnå, at de respektive genrer kom til at bidrage med det bedste, de kunne.
For at kunne få afviklet montagen synkront i forhold til cirkusdelen, benyttede Johannes det han kaldte ”elastikker”, som bestod i at forlænge filmens scener med det overskydende filmmateriale, man rådede over, og det er slet ikke meningen, at man som tilskuer skal lægge mærke til brugen af ”elastikker”. Samvirket mellem de tre kunstformer skal opleves som et sammenhængende flow og selve cirkuselementet er egentlig ikke cirkusnumre i traditionel forstand, dvs. hestedressur. Så Katja Schumann laver noget andet end, hun plejer.
Samlet set er det filmen, som optager mest tid af ”forestillingen”, mens brugen af cirkuselementet formentlig skal udvide filmfortællingen sine steder. At flytte filmforevisning og cirkus ind i et teaterrum virker ud fra de eksempler, vi fik lov til at opleve på pressemødet, som et meget spændende og fornyende tiltag. Hvad kan man udrette ved at lade så forskellige kunstformer smelte sammen, og hvor langt kan man nå ad den vej?
Tidligere eksempler på noget lignende
Nu er det imidlertid ikke første gang i verdenshistorien, at man forsøger at sammenføre teaterformen med filmmediet. Helt tilbage i 1920’erne arbejder den tyske teaterinstruktør Erwin Piscator med at revolutionere teatrets scenografiske udtryk ud fra ønsket om at gøre teatret til en slagkraftig kulturpolitisk stemme i forhold til den politiske virkelighed i efterkrigstidens Tyskland.
Piscator var forud for Bertolt Brechts episke teater. I kraft af teatrets scenografi og brug af filmprojektioner placeret forskellige steder i scenerummet, ville han gøre teaterstykkernes komplekse økonomiske og sociale emner mere begribelige og samtidig øge publikums indlevelse. Med brug af dokumentarisk filmmateriale skabte han således en perspektiverende tilgang til forståelsen ved at lade filmsekvenserne udvide handlingen, dokumentere og kommentere på den.
Piscator samarbejdede med kendte scenografer som Georg Grosz og Lazlo Mahly-Nagy omkring de enkelte stykker, mens samarbejdet med Walter Gropius, grundlæggeren af Bauhaus-skolen, fokuserede på de mere overordnede aspekter ved udviklingen af teaterformen. De var her optaget af at skabe det, de kaldte totalteater, hvor man suspenderede skellet mellem scene- og publikumsrum.
I 1958 så et andet eksempel dagens lys, nemlig det velkendte Laterna Magika, der blev til som et bestillingsarbejde til den tjekkoslovakiske pavillon på Verdensudstillingen i Bruxelles samme år. Her blandede man i en mere ren kunstnerisk og ikke politiseret form pantomime, dans/ballet og film, hvor filmprojektionerne dannede baggrund for de andres virke i forestillingerne. I kraft af den teknologiske udvikling af bevægelige projektionsskærme og ved brug af mange skærme kunne man synkronisere skuespillernes bevægelser med det, der foregik på skærmene, som det bl.a. kan ses på nedenstående billede fra forestillingen Odysseus. Gyngen med Odysseus i forgrunden skal med sine bevægelser skabe en illusion om hans skibs bevægelser under hans rejse.
At man i dag overhovedet får den ide at sammenføre tre forskellige kunstformer (medialiteter) indenfor ét og samme værk flugter med medieudviklingen i dag, hvor man med et begreb hentet fra Henry Jenkins taler om, at medierne konvergerer. Altså at de smelter sammen indenfor en og samme form. Mobiltelefonen er her det eksempel, der ligger lige for at nævne – foruden at være en telefon, kan den f.eks. bruges til at tage billeder, se film og til at sende både tekst og billeder – men det er ikke det, der har været styrende for Anne Svejgaard Lunds ide med ”forestillingen”. Tværtimod ønsker hun personligt at gå imod teknologien og i stedet skabe en oplevelse og et oplevelsesrum, der forstærker publikums involvering i ”forestillingen”. At vi så at sige ikke bliver siddende fordybet i filmlærredet, men via det kunstneriske samspil bliver trukket ind og ud af lærredet. Denne dynamik skal forstærke følelsen af tilstedeværelse og nærvær samt gøre os bevidst om, at vi er sammen med andre i scenerummet om den oplevelse.
Det bliver spændende at opleve det færdige resultat – det bliver helt sikkert en oplevelse ud over det sædvanlige!
I en opfølgende artikel vil vi bringe en anmeldelse og i tilgift lave et interview med Katja Schumann og direktør for Vendsyssel Teater Rolf Heim.
———–
Hovedfoto: Fra forhallen på Vendsyssel Teater – Foto: Henning Bøtner Hansen
