I denne artikel anmelder vi forestillingen ”Gabriels Vinger”, som er årets juleforestilling på Vendsyssel Teater. Siden opsætningen af H.C. Andersens velkendte eventyr ”Snedronningen” (1844) i 2023 har der været en stor lokal interesse for, at Vendsyssel Teater programsatte forestillinger primært henvendt til familier som noget fast tilbagevendende.
Det er en forestilling, der illustrerer de muligheder, som ”fantasien” og” magien” har for at transformere hverdagens vilkår, når de tynger allermest. Når ensformigheden og forudsigeligheden spærrer for, at længslen efter noget andet ikke kan leves ud. Og det mærkes tydeligt ved juletid, især for forestillingens hovedkarakter Gabriel.
Magien og fantasien udfoldes i kraft af, at instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen i sin selvskabte historie til forestillingen har ladet cirkusverdenens sprog med luftakrobatik, jonglering og klovneri få en central rolle i juletidens hændelser, og det er med til at ophæve den tyngdekraft, hverdagens virkelighed rummer og give plads til forandring. Resultatet bliver en poetisk julehistorie, som går rent ind hos publikum. I vores artikel vil vi bl.a. omtale den betydning forestillingens scenografi og musik/sang har for, at forestillingen så fint lykkes med at indfange små som store publikummer.
En forestilling med fantasien og magien som en dramatisk dynamo
Årets forestilling er som nævnt skrevet og instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. I øvrigt i et meget tæt parløb med cirkusinstruktør Sunniva Byvard (spiller selv rollen som Malaika) og forestillingens scenograf Simon Holk Witzansky, som hun kender fra et mangeårigt samarbejde.
Hun har siden sin afgang fra Statens Teaterskole i 2011 opbygget en meget alsidig baggrund som teaterinstruktør. Dels herhjemme med iscenesættelser på flere af landets teaterscener og dels i bl.a. Norge. Det, hun har præsteret med forestillingen ”Gabriels Vinger”, vidner om, at hun kan sit kram,
Hun har her med en slående naturlig professionalisme formået at skabe en poetisk, sød og gribende fortælling, der handler om os alle, store som små. Om at turde at tro på, at virkeligheden kan forandres, selv når mørket forekommer uovervindeligt. Eller som det fremgår af en af de andre flotte anmeldelser af forestillingen: ” ”Gabriels Vinger” er således ikke blot og bare en juleforestilling, men nok så meget en påmindelse om, at mirakler ikke findes i himlen, men også i os selv og i dem vi tør række hånden ud til.” (Niels Skipper i NORDSØ Posten, 22.november).
Dette budskab får mest af alt belæg i kraft af, at forestillingen forener teater med cirkusverdenens forskellige udtryksformer som luftakrobatik, jonglering og klovneri, fordi det er disse elementer, der forbinder sig med det eventyrlige og fantasibårne i forestillingen og dermed er med til at bane vejen for, at miraklerne opstår til slut i forestillingen. I den sammenhæng spiller forestillingens scenografi en vigtig rolle som ramme om forestillingen.
Fortællingen i forestillingen
Forestillingen viser os igennem sin julefortælling og karakterernes indimellem artistiske udfoldelser den kraft, som fører til, at mirakler kan finde vej til den ensformige og tilsyneladende udsigtsløse hverdag, Gabriel og hans mor oplever ude i deres fyrtårn tæt på havet. Kraften og fornemmelsen af julemagi og trylleri, opstår ud fra en tro på fantasiens kraft, og et mod til at tro på venskabets muligheder mellem mennesker. Der mangler blot incitamentet til at leve den tro ud.
Hverdagen i Fyrtårnet, som ligger næsten på kanten til havet, byder på trivielle gøremål for sønnen Gabriel og moderen. De står op, børster tænder, spiser og passer fyret, vedligeholder det, så det med sit lys kan sikre, at områdets skibe uden problemer kan orientere sig i det omkringliggende farvand. Pligt og omsorg går forud for alt andet i en rituelt gentaget hverdagscyklus. Sådan har det været siden faderen druknede i havet. Selv julen med dens traditioner og risengrød tilhører en glemt fortid.
Gabriel er en klog og eftertænksom dreng, der længes efter forandring. Han er meget af tiden overladt til sit eget selskab, og ofte står han på molen og fisker til lyden af vandskvulp, tågehorn og mågeskrig. Indtil han en dag fisker en nissehue. Et varsel om den radikale forandring, som må indtræde.
Dette sker med nissen Belial, der kommer padlende i en fiskekasse og går i land ved molen. Da han undersøger fyrtårnet, bliver han voldsomt skuffet og vred over at konstatere, at julen og dens pynt og traditioner er fuldstændig fraværende, som tilfældet er hos Gabriel og hans mor.
Med dette igangsættes en bølge af drillerier. Lyset slukkes i fyret, natten bliver mørkere og det kulminerer med, at nissen stjæler månen……
….mens moderen gribes af månesyge og begynder at gå i søvne. Oppe imod alle odds dukker figuren Malaika op, et farverigt væsen udstyret med vinger, der repræsenterer fantasiens kraft og et mod til at flyve ud i verden ved hjælp af selvbyggede vinger.
Hendes tilsynekomst udløser en kæde af luftakrobatik og jonglering. Dette overbeviser Gabriel og os som publikum om, at fantasi og magi kan gå i hånd i hånd og forandre virkeligheden til noget bedre, når først følelsen af skepsis og mistillid i forhold til at møde det ukendte bliver valgt fra for i stedet at søge de værdier, der ligger i venskabet med andre. Gabriel har ifølge forestillingens scenograf Simon Witzansky (jfr. en samtale vi havde med ham) brug for Malaika for at gøre de ting, han skal gøre. Hun er en figur, som skal være omkring ham for, at han kan finde styrken i sig selv.
Derfor er det oplagt, at det bliver Gabriel, som henter månen tilbage, og dermed bringer handlingen videre henimod en lykkelig slutning, hvor alle forenes i juleriet.
Gabriels Vinger – titlens to mulige aflæsninger
Forestillingen arbejder, igen ifølge Simon Witzansky, forståelsesmæssigt med flere lag. Dels et lag, der har at gøre med børns evne til at tænke magisk og som sætter dem i stand til at aflæse forestillingens elementer af eventyrlig magi og fantastisk artisteri på en ligefrem og konkret måde. Som det sker for vores øjne, sådan er det. Dels et lag som lægger op til en mere voksen og elaboreret tilgang, der vil kunne se Malaika figuren i et mere udvidet perspektiv. Som repræsentant for noget i ham selv, en fri eller måske snarere befriende fantasi, der kan lave om på virkeligheden. Gabriels ensomhed og længsel efter noget anderledes, der befinder sig udenfor ham selv. Dette noget kan for en anden betragtning måske i lige så høj grad være at finde i ham selv. Malaika skal således forstås som en udspaltning af Gabriel. Det er en fin pointe, som Witzansky selv opfatter som forestillingens dna.
På denne baggrund er det også et ønske fra de kreative bag forestillingen, at børn af deres forældre lærer at være åbne og nysgerrige overfor det, man ikke umiddelbart forstår, ”at de inviterer det ind og prøver at lære det kende i stedet for at afvise det.” At man skal være åben og nysgerrig i forhold til det ukendte, og det man ikke forstår.
Forestillingens scenografi og musik/sang
Processen i det tætte samarbejde mellem forestillingens instruktør, cirkusinstruktøren og scenografen har været præget af en åbenhed og homogenitet (iflg. Simon Witzansky). Maria Kjærgaard-Sunesens udvikling af manuskriptet til fortællingen er løbende blevet fulgt op af en ideudvikling af cirkusdelen og på grundlag af disse parallelle forløb er scenografien kommet til live og har fundet sin endelige form.
Scenografien består af et og samme stationære tableau centreret omkring molen, havet og det ni meter høje fyrtårn. Dette scenografiske udtryk skulle ud over at udgøre rammen om fortællingen ”have så meget brugbarhed i sig selv” (Simon Witzansky), men samtidig stå stærkt visuelt i publikums oplevelse. Som man bl.a. kan se illustreret af nedenstående pressefoto, hvor fyrtårnet bliver tumleplads for en fantasifuld luftakrobatik.
Omkring dette fyrtårn er der en særlig opmærksomhed på den lysende måne. Her trækker man betydningsmæssigt på nogle referencer fra ældre tid. Ud over dens påvirkning af jordens vandoverflade, her havet omkring fyrtårnet, ved at trække den mod sig, spiller man også på en ældre overtro om, at månen kan gøre en (sinds-)syg, jfr. også ordspillet luna (måne på latin) og lunatic (i betydningen sindssyg). Og vi ser jo også, at Gabriels mor bliver månesyg og går i søvne.
En anden interessant ting består i den meget bevægelige sivø, man har bygget, og som bruges som base for Sofie Tone Nielsen, der har skabt det musikalske udtryk til forestillingen og selv leverer lydtæppet for forestillingen forklædt som (menneske-)måge.
Det musikalske udtryk består af musikken, der skulle komponeres til de sange, som Gabriel og nissen Belial synger undervejs. Denne del er blevet til ud fra de tekstlige oplæg, der er kommet fra instruktørens hånd, og spænder følelsesmæssigt over mange stemnings- og atmosfæreskift undervejs i forestillingen. Fra melankolien, sorgen over at have mistet (en far/ægtemand), drømmen om noget andet end den triste hverdag til den ekstreme humor hos nissen. I hele prøveperioden er de andre lyde kommet til i form af f.eks. vandskvulp, lyde fra fyrtårnets radio, eller når fyrtårnet drejes og talrige andre. Endelig må man fremhæve rollen som måge, der som tidligere nævnt spilles af Sofie Tone Nielsen. Denne måge agerer som et allesteds nærværende vidne til begivenhederne, og er især markant til stede via den lyd, Sofie Tone Nielsen producerer med en trækfløjte. Mågen er både vidne, men også en slags hjælper for, at handlingen og dens karakterer kan komme i mål på lykkelig vis.
Både scenografien og lyd designet bidrager på imponerende vis. Det er et kæmpe arbejde, de begge har udført. Skabelsen af scenografien og musikken kræver, at man i hele udviklings- og prøvefasen er i stand til at tænke sit eget arbejde ind i forhold til den store og komplekse kontekst, forestillingen samlet set udgør.
Sofie Tone Nielsen og Simon Witzansky har skabt en velfungerende ramme og et visuelt og auditivt betagende univers, hvor fortællingen kan udfolde sig. Ensemblet af skuespillere må også roses for en flot og overbevisende indsats, der formår at engagere os alle. Som et ekstra scoop er det lykkedes Vendsyssel Teater at engagere Søren Hauch-Fausbøll til rollen som nissen. Alt i alt får publikum en varm, poetisk og meget meningsfuld forestilling. Børnene mødes i øjenhøjde, og de voksne får noget at tænke nærmere over, hvis de er tilstrækkeligt åbne og nysgerrige.
——
Hovedfoto: Alle aktører fra forestillingen – pressefoto: Tao Lytzen
