I to tidligere artikler har vi skrevet om forestillingen ”En plads i manegen” på Vendsyssel Teater, der var udformet som et eksperiment med at forene film, cirkus og teater. Dette var bygget op omkring Anne Svejgård Lunds dokumentarfilm om den verdenskendte equestrienne Katja Schumann. Der blev taget godt imod forestillingen fra alle sider, men nu er den taget ned, og filmen lever videre i biograferne landet over.
I artiklen her ønsker vi at få belyst to ting: dels at få noget at vide om, hvordan Katja Schumann blev en del af forestillingen, og hvad hun bidrog med, og dels hvad der lå til grund for at etablere CirkusGården i Løkken. Vi fik derfor aftalt at mødes med hende et par dage før forestillingen på Vendsyssel Teater spillede færdig.
Det blev til et spændende møde med en person, hvis integritet er meget slående, og vi fik et indtryk af et stolt, ærligt og utrolig ligefremt menneske, urokkelig og utilsløret i sin væremåde. Og samtidig en person, som opretholdt en professionel afstand og forblev privat på en måde, der affødte respekt.
Indgang til artiklen
På trods af at vi lever i en tid, hvor cirkusverdenen tillægges en vigende betydning i det aktuelle kulturbillede, arbejder Katja Schumann stadig med det, hun er opvokset med. Hun har ikke noget ønske om at blive glemt og skrevet ud af historien. Både indlemmelsen i forestillingen og CirkusGården er således håndfaste eksempler på, at hun fortsat er optaget af at sikre sit cirkusarbejde en plads i fremtiden. Hun føler sig stærkt forpligtet til at videreføre arven og cirkustraditionerne fra det Schumann cirkusdynasti, hun kommer fra.
Som interviewer møder man altid op med nogle forestillinger om, hvordan man tænker sig interviewet kan forløbe. Det fremgår ligeledes af de spørgsmål, man typisk har forberedt hjemmefra. Med samtalen med Katja Schumann kom det imidlertid til at forløbe anderledes. Også fordi man indimellem blev nødt til at lede efter viden og svar i det, der ikke blev nævnt.
Nu på afstand af samtalen har det hele bundfældet sig på en lidt overraskende og alligevel indlysende måde. Ved at sammenholde samtalen med Katja Schumann med forestillingen og filmen sidder man tilbage med tanken om, at omdrejningspunktet er at kunne fastholde sig selv, og det man kom fra i en verden, der er i konstant forandring.
Katja Schumann og eksperimentet
Den lange proces henimod forestillingen startede med Anne Svejgård Lunds ide om at lave en film om Katja Schumann, der skulle ud i almindelig biografdistribution. Dette projekt blev sat i gang allerede i 2018, altså før hendes gennembrudsfilm Os der lever (2023). For nogle år siden havde Dune Production så de første samtaler med teaterdirektør Rolf Heim fra Vendsyssel Teater om at lave et samarbejde ud fra filmen. Fra sit hjemland Schweiz er han selv bekendt med cirkusverdenen, fordi det ligeledes verdenskendte Cirkus Knie holder til der. Ønsket om at indlemme Katja Schumann i eksperimentet opstod hos filmens instruktør i forbindelse med premieren på Os der lever (2023). For Katja skete det bare og lød både som en god ide og forekom på ingen måde som noget fremmed for hende. Hun blev derfor forholdsvis tidligt involveret i processen med at videreudvikle ideen, fordi det var vigtigt for Anne Svejgård Lund og Vendsyssel Teater at få afklaret, om det kunne lade sig gøre i virkeligheden.
Katja Schumann skulle først og fremmest bidrage med det hun kunne med tre af sine heste og hele tiden tilpasse denne aktivitet på en understøttende måde i forhold til det, der foregik på skærmen. Eftersom man ikke kunne regulere hestenes adfærd ned til det mindste, måtte man loope både musik og billede. Det stillede store krav til den digitalt styrede timing af filmens flow med de løbende aktiviteter i manegen, især når skærmen på fastlagte tidspunkter i forestillingen drejede rundt. Det skabte nogle problemer for den planlagte afvikling af forestillingen:
”(Ved) de første par forestillinger, var der ingen, der anede, hvad der kom før hvad og efter. Vi var lidt i panik der. Nu går det jo strålende. Nu ved vi jo. Det handler jo om timing.” (Katja Schumann)
Inden man nåede dertil, havde Katja brugt en del tid på at gøre hestene fortrolige med at være og bevæge sig rundt i bygningen. Hun brugte f.eks. en hel dag ”med at traske rundt (med hesten) forskellige steder i bygningen”og hesten gik bare med hende, ligesom man kan opleve det i filmen, hvor hun går rundt i Brugsen i Løkken. ”Det er en indlæring for dem. Og det med indlæring kan vi. Hestene vænner sig til det, hvis man gør det systematisk.”
Når den gamle og nye verden clasher
Det eneste der har virket overvældende for Katja Schumann ved at indgå i eksperimentet har været, hvor meget teknologien i dag kan i forhold til kunstnerisk og kreativt arbejde. Som nævnt lige før, spiller teknologien en stor rolle i udformningen og afviklingen af forestillingen, og det skabte undervejs i forberedelserne dels meget ventetid og dels panik, når de forskellige dele af forestillingen var ude af sync. Ovenfor ses et pressefoto fra en scene, hvor kostumer og andre cirkusartefakter både kommer ned fra sceneloftet og samtidig ses som led i filmens handling. Artefakterne er hængt op parvis, men for at skabe ligevægt skal de veje lige meget. Det brugte man meget tid på for at få på plads, så den ansvarlige for den tekniske afvikling af forestillingen ikke løb ind i problemer.
Ifølge Katja kunne man have sparet den tid og været helt fri af risikoen for teknisk bøvl ved have to personer til at hejse det op med hver sit reb. Det ville man gøre i den cirkusverden, hun kommer fra. Hvor svært kan det være, kunne man spørge sig.
Alt i alt har hun har været meget tilfreds med det forestillingen er blevet til, og hun er på en naturlig måde blevet en levende og virkningsfuld del af dette eksperiment.
I forbindelse med premieren fik Katja besøg af mange af sine internationale cirkuskolleger fra både England og USA, som har fyldt meget i hendes omfattende turneliv som cirkusartist. Deriblandt den meget kendte Norman Barrett, som har haft en stor karriere som circus ringmaster indenfor den engelske cirkusverden.
Når man summer det op, har Katja værende et turnerende cirkusikon i næsten 40 år, vekslende mellem adskillelige lande som f.eks. Finland, England og især USA, hvor hun tilbragte næsten 25 år og her mest i Big Apple Circus, der residerede i New York. Det var her hun blev gift med medstifteren af Big Apple Circus Paul Binder, fødte sine to børn Cathrine og Max, hvor sønnen i dag på stor afstand (han bor i Minneapolis) hjælper hende med driften af CirkusGården.
Efter sin tilbagevenden til Danmark i 2009 har hun haft sit virke med hestedressur ved flere af de hjemlige cirkuskusser som f.eks. Cirkus Dannebrog (drevet af familien Enoch fra1880-2016).
Fra 2016 har hun nu haft sin egen base på Cirkusgården i Løkken, der blev valgt, fordi bygningerne med en tilhørende stor have, gav hende mulighed for at udvikle det hun ønskede at give videre til fremtiden. Selvom cirkus som kulturfænomen oplever at skulle kæmpe for sin fortsatte eksistens, mener hun, at vi om 20 år både herhjemme, men også i udlandet stadig vil have mulighed for at opleve cirkus. Hun ser imidlertid en tendens til, at det man kan opleve på tværs af de forestillinger, der udbydes, bliver mere og mere ensrettet og for nogle af de store cirkusdynastiers vedkommende, som f.eks. Cirkus Knie i Schweiz kommer til at minde om et technoshow. Dette gør, efter hendes mening, ikke cirkusnumrene bedre eller til mere end det er.
CirkusGården i Løkken – at blive herre i eget hus
På CirkusGårdens hjemmeside beskrives visionen for driften af stedet:
”Cirkus Schumann. En hippodrom. Et sted hvor cirkus udvikles. Et træningscenter. Et historisk vingesus. Fortiden skal danne fundament for nytænkning og innovation. Skabe forståelse for dyr og deres samspil med mennesker. Der laves show, hvor publikum kan opleve heste i den runde manege”
CirkusGården er mange ting. Forestillinger, opvisninger, museum med artefakter fra cirkusfamilien Schumanns mangeårige historie og træningscenter for unge, der gerne vil opøve noget specifikt, og indgå i sommerens program for forestillingerne. Gå selv på opdagelse på CirkusGårdens egen informative hjemmeside. Da vi talte med Katja, havde de netop afholdt et arrangement for en pensionistforening fra Thisted.
Stedet er et levende og åbent sted. En rugekasse for dem, der er på vej. Måske kan fremtiden byde på en arvtager efter Katja Schumann, der sammen Jens Oluf Bøgh har bygget CirkusGården op fra grunden. Ved siden af dette tilbydes foredrag, og Katja Schumann er lige nu i færd med at besøge landsdelens biografer for at introducere filmen ”En plads i manegen”. Man bliver helt forpustet ved tanken om hendes aktivitetsniveau.
Udgangspunktet for forestillingen
Endelig er der den dokumentarfilm, som satte hele processen med eksperimentet i gang. Her har vi at gøre med en portrætfilm, der plotmæssigt følger to tidslinjer. Den ene er primært opbygget af arkivmateriale hentet fra mange forskellige sammenhænge herhjemme og i udlandet. Ved at følge denne tidslinje kigger vi bagud og dykker ned i Katja Schumanns livshistorie, får talrige billeder fra hendes storslåede karriere og oplever i hvilken grad, hun er internationalt anerkendt. Selv i dag, hvor hun har forladt savsmulden i de store cirkusmaneger ude i den store verden, afføder hendes navn og virke den allerstørste respekt
Ingen kan som Katja tale med de heste, hun dagligt omgiver sig med, og hun vedgår åbent og ærligt, at hun altid har interesseret sig mere for heste end for mennesker. At ”hestene er tydeligere for mig end mennesker”, som hun for nylig udtalte i et interview med Pernille Steensgaard (Weekendavisen 10. oktober). Det er også en historie med indblik i nedture og oplevelser af at få mindre plads med det hun kan i en udvikling, hvor cirkusverdenen er i forandring. Det er ikke en film, som rummer lutter glansbilleder, hvilket kun øger troværdigheden af filmens fortællinger.
Den anden tidslinje udgør filmens hovedplot. Det består af fortællingen om Katjas forhold til Liv, og hendes arbejde med at føre hende ind i den cirkusverden, hun selv er formet af. Vi oplever, hvordan hun bliver udfordret af at stå i en læreproces, hvor hun er den, der skal give noget videre med tanke på fremtiden. Og her bliver forskellen mellem at tale med mennesker og med dyr særlig tydelig for betragteren.
Hovedplottet, der er henlagt til CirkusGården, optager selvsagt mest plads i filmen, men indenfor filmens fortællemæssige struktur er det andet plot omkring hendes karriere løbende flettet ind i hovedplottets flow. Det kræver, at man som betragter kan manøvrere i forhold til de skift mellem et før og et her-og-nu tidsplan. Mere interessant er imidlertid den sammenhæng, der opstår ved sammenfletningen af de to plots. Det første kommer til at repræsentere det Katja føler sig forpligtet til at give videre (altså cirkustraditionerne udfoldet gennem en lang international karriere), mens det andet afslører vanskelighederne med at kunne gøre det i forhold til Liv. Katja må også gå andre veje for at opnå noget af det ønskede ved at etablere CrkusGården.
Resultatet er blevet en empatisk film, som lister sig umærkeligt ind på livet af den portrætterede. Katja Schumann afslører på sin side en åbenhed. Som filmens handling skrider fremad, bliver det åbenbart, hvor meget hun giver fra sig til sin omverden. Til sine heste, men også til Liv og til os som publikum. Man bliver som tilskuer meget berørt heraf, fordi hun herved negerer sit eget udsagn om, at hun kerer sig mere om heste end mennesker.
At sammenligne filmen som en integreret del af forestillingen på Vendsyssel Teater med filmen, som den bliver vist i en biograf, giver på ingen måde mening. Alligevel forstærker oplevelsen i biografen indtrykket af Katjas person og hendes dilemma med give det videre, som hun synes, hun er forpligtet til. Hun står både stærkere og mere rent i sit udtryk.
Konklusionen på artiklen ligger lige for at drage. Katja initiativrige væsen, hendes meget iøjnefaldende virketrang og engagement i omverdenen, hendes dygtighed giver hende en mere end berettiget plads i dagens kulturbillede. Hun er således still going strong i en moderne verden, hvor meget af det hun har værdsat vedbliver med at forsvinde. Og hendes arbejde er et væsentligt bidrag til at bevare de kulturhistoriske værdier, cirkusverdenen rummer.
——-
Hovedfoto: Katja Schumann i en tænkepause i sit elskede drivhus – stills fra filmen: foto Anne Svejgård Lund
